Dagmar Koefoed (1887-1908). (Efterskrift til Politivennen)

Dagmar Kofoed (1887-1908). Datter af urmager Christian Valdemar Kofoed og Nilsine Petrea Kofoed. Kort efter familien flyttede til København, døde faderen. Moderen døde 1902 hvorefter Dagmar blev tjenestepige. Hun forsøgte sig som varietesangerinde og i december 1906 ansat som sangerinde hos Lorry Feilberg på Operetten på Frederiksberg. Her måtte hun stoppe marts 1907, muligvis pga. at publikum ikke kunne lide hende. Herefter forsøgte hun sig som prostitueret. Hun traf en jævnaldrende tryllekunstner. Sammen med to danske kvinder, Anna Maria Nielsen og Vilhelmina Regine Breil, tog hun regelmæssigt til Helsingborg hvor de blev kendt som "Rådhusduerne" - og hos Helsingborg sædelighedspoliti. 

Den 8. februar var der snestorm med orkanstyrke. Hun forlod Helsingborg centrum med en ukendt mand og blev et par dage senere fundet myrdet ved "Stampen" mellem Tågaborg og Stattena. Mordet vakte stor omtale i aviserne på begge sider af sundet. Men mens hun gik i glemmebogen i Danmark, er der også i nyere tid opmærksomhed i Sverige. Især fordi det afslørede det svenske politis totale uformåenhed, hvilke bl.a. gav sig udslag i (som også nævnes i en artikel nedenfor) at det blev noteret som et selvmord. Det medførte omfattende omorganiseringer i politiet og langt op i 1900-tallet opstod der myter og konspirationsteorier om mordet. 

De første artikler om mordet indeholdt en del unøjagtigheder, for ikke at sige usandheder:

En dansk Pige myrdet i Helsingborg.

Gennem R. B. har vi modtaget følgende Telegram:

Helsingborg, 9. Februar. Ved 8-Tiden i Morges fandtes paa en Kulbunke i Bydelen Statténa Liget af en ca. 20-aarig Pige.

Hun var kvalt med et Silketørklæde og havde desuden et langt Saar i Panden. Pigen, hvis Mund var tilstoppet med et Tørklæde, var næsten nøgen. Poliliet mener, at den myrdede er fra Danmark.

Nærmere Enkeltheder mangler.

Helsingborg, Kl. 11 Aften.

Den myrdede Pige er nu genkendt. Hun hedder Dagmar Kofod, er født i Marts Maaned 1887 og bor Dannebrogsgade 46, 3. Sal sammen med en jævnaldrende Pige Olga Petersen.

Begge Piger var godt kendt i Helsingborg, hvor de havde mange Herrebekendtskaber. De kom til Helsingborg i Fredags Aftes, og Mordet har rimeligvis fundet Sled Natten mellem Fredag og Lørdag.

Liget fandtes af nogle tilfældige forbipasserende Folk.

Liget var næsten fuldstændigt nøgent, og Obduktionen gav det Resultat, at Døden var hidført ved Kvælning. Den Myrdedes Klædningsstykker fandtes spredt paa Marken.

Det. er endnu ikke lykkedes Politiet at faa oplyst, hvem Dagmar Kofod har været sammen med. Hun har en Kæreste i København, der hedder Högvall, men har, saavidt Politiet har faaet oplyst, ikke været med i Helsingborg denne Gang.

Byen er oprørt over del uhyggelige Mord, og hele Byens disponible Politistyrke er beskæftiget med at søge efter Morderne.

Dagmar Kofod var godt kendt i Dannebrogsgade. Hun hørte til Gadens løseste Fugle af den allerlaveste Art. 

Udenfor Dannebrogsgade 46 - en skrækkelig Fattigkaserne - træffer vi en af Dagmars Veninder.

"Er det muligt." siger hun og spærrer Munden forfærdet op. da vi meddeler hende Dagmars sørgelige Endeligt, "ja - saa er det vel Kæresten, der har slaaet hende ihjel - det kunde ligne ham. Hun havde kendt ham en Maaned, det raa Menneske, men hun holdt af ham - men han var saa brutal imod hende han slog og sparkede hende undertiden saa Blodet flød" 

- - -

Dagmars Veninde skuffer sig og siger saa: "Hun rejste altid over med Högvall til Sverrig - for at tjene Penge - og saa har han slaaet hende ihjel i Fuldskab den Bandit. - Det var nu Pigens Mening. 

Vi trøster os ikke at dele den.

Vi gaar op ad de fugtige, mørke Trapper, der er slibrige af Smuds og Fugtighed, og banker paa hist og her. Nogle Steder svares der ikke, andre Steder lukkes der op: der kommer mærkelige Skikkelser frem i Dørene - de fleste i dybeste Neglige.

Endelig træffer vi paa Olga Marie Petersen, som det svenske Politi mener har været sammen med den med den myrdede i Helsingborg.

Olga bor hos sin Stedfader, der som det synes, ikke er meget ældre end hende selv.

"Olga! staa op." kommanderer Stedfaderen.

Olga kommer frem i har Chemise og kryber sammen bag Stedfaderen. Del er en ganske køn 17-Aars Pige.

Dagmar Kofoed siger hun tøvende, "jo-o - hende kender jeg nok "

"Har De været sammen med Dagmar i Helsingborg i Gaar?"

"Nej, det har jeg ikke - jeg kender overhovedet ikke Dagmar videre godt. Jeg tror nok, at hun har arbejdet paa Hirschsprungs Tobaksfabrik i Niels Juelsgade - andet ved jeg skam ikke"

Stedfaderen, der med rynkede Bryn har overværet Samtalen, bevidner nu med kraftige ord, at hans Datter har været hjemme baade Fredag, Lørdag og Søndag.

I Huset kender man ellers ikke videre til Dagmar. Paa 3die Sal, hvor hun angives at have boet til Leje i et lille Hummer, er der lukket og slukket.

Nøglen sidder indvendig, men trods vor ihærdige Banken er der paa det sene Tidspunkt ingen, der lker up.

Vi famler atter ned ad den fugtige Trappe og trækker Vejret dybt, da vi atter staar ude i Luften.

- - -

Vi har til Morgen indhentet følgende yderlige Oplysninger angaaende den Myrdede:

Dagmar Kofod har i længere Tid drevet om i Vesterbrogade-Kvarteret uden egentlig fast Bopæl. Hun har, som meddelt, tidligere boet i Dannebrogsgade 46, og før den Tid i Dannebrogsgade 7 og i Helsingørsgade.

Hun arbejdede paa Hirschsprungs Tobaksfabrik i Niels Juelsgade indtil for tre Maaneder siden - efter den Tid liar man ikke der set noget til hende.

Begge hendes Forældre er døde. Hendes Fader blev for et Par Aar inden funden død i en Stald - hendes Moder er død for kort Tid siden.

(Adresse-Avisen. Organ for Handel, Industri og Haandværk 11. februar 1908).

Annonce for Lorry Fejlberg i Social-Demokraten 22. april 1906. Se artiklen nedenfor.

Lystmordet i Helsingborg.

En enestaaende dyrisk Forbrydelse.

De eneste rigtige Oplysninger om den myrdede Dagmar Koefoed.

Samtale med den mistænkte Kæreste og Pigens Rejse-Veninde.

Om Dagmar Koefoed, der Søndag Morgen fandtes afklædt, kvalt og knivstukket paa en Kulbunke udenfor Helsingborg har adskillige Blade bragt en Del rent forkerte Oplysninger. De rigtige Oplysninger om den myrdede, samt alt, hvad der er oplyst korrekt og vidnefast lige til i Formiddag, findes i denne Artikel

Dagmar Kofoed var en letlevende københavnsk Pige, der logerede i Dannebrogsgade Nr. 46 i Baghuset.

Hendes Fader var Uhrmager og levede under ret gunstige Omstændigheder lige til det sidste. Meddelelserne om Dagmars elendige Barndomsforhold er ganske opdigtede.

Hun begyndte tidligt at gaa lidt i Byen, og da hun saa godt ud, har hun desuden altid kunnet faa Engagementer ved Varieteer.

Hun var forlovet med en Tryllekunstner, som hun har optraadt sammen med; men i den senere Tid har hun mest levet af sine Herrebekendtskaber.

Om Sommeren cyklede hun og hendes Veninder ud af Strandvejen, om Vinteren drev de om paa Vesterbro-Strøget for at kapre Herrer. Hun og en Veninde Marie Nielsen plejede desuden en Gang om Ugen at tage til Helsingborg, hvor de for Penge indlod sig med den første den bedste de traf paa, og som havde sin Ugeløn i Lommen.

Paa en af disse Udflugter er det Dagmar Kofoed har fundet sin Død.

Dagmar Kofoed var middelhøj, havde lyst Haar og langagtigt Ansigt. Hun var iført rødbrun Kjole med Jaket af samme Farve, brune Støvler og en sort Hat.

Dagmars Kæreste.

I en Del Blade fortaltes i Dag, at Dagmar var Kæreste med en herboende Svensker ved Navn Högvall, og enkelte Blade sigter endog ret uforbeholdent denne Mand for at være Morderen.

Med Kæresten forholder det sig saaledes. Han hedder Osvald Lauritzen og er af Profession Tryllekunstner. Han gør Indtryk af at være en pæn ung Mand, og da vi i Gaar talte med ham, var han dybt rystet over Dagmars ulykkelige Skæbne. Med Graad i Stemmen fortalte han:

- Mit fulde Navn er Jens Osvald Lauritzen, jeg er født 24. Maj 1887, og er en Søn af Trikotagehandler L. i Aarhus. Da jeg var konfirmeret kom jeg ind paa Herredskontoret i Helsingør, det blev jeg imidlertid ked af, og tog til Tyskland og fik Plads I en Skibsmæglerforretning; da jeg Var en 18 Aar gammel slog jeg mig paa Tryllekunstprofessionen og begyndte at optræde i Tyskland  og tog senere her til Danmark og gennemrejste de danske Provinsbyer.

I Maj Maaned optraadte jeg i Kisten og Resten af Sommeren paa Alleenberg, og efter at der har været lukket, har jeg af og til gennemrejst en Del af Provinsen.

I April Maaned lærte jeg Dagmar Kofoed at kende en Aften ude i Bondestuen. Hun havde den Gang optraadt hos Lorry Feilberg, men var for Øjeblikket uden Engagement. Vi kom da jævnlig sammen og blev forlovede. Da jeg saa senere begyndte at optræde paa Alleenberg assisterede hun mig under Navnet "Miss Lilian'. Jeg vidste godt den Tang. at hun jævnligt sagte fremmede Herrers Bekendtskab mod Betaling, og jeg bebrejdede hende det.

Naar "Klokken 12" fortæller, at jeg har slaaet hende, saa er det pure Løgn og Opspind. Tværtimod har jeg hjulpet hende paa det bedste, hvad vor Omgangskreds kan bevidne, for jeg troede derigennem at vinde hende fuldstændig for mig, hvilket desværre ikke lykkedes mig.

I August Maaned blev hun anholdt af Sædelighedspolitiet og blev indlagt paa Hospitalet, hvor hun var i 5 Maaneder. Den Dag hun kom ud, hentede jeg hende selv, og hun boede da hos en af mine Slægtninge i Hedebygade. Men saa begyndte hun at tage til Helsingborg om Fredagen og blev derovre om Natten til Lørdag.

Naar "Klokken 12' fortæller, at jeg tog med, saa er det ogsaa Usandhed, jeg var jo, som jeg siger dem, endog ked af den Maade, hun levede paa (her gav Lauritzen sig til at græde, medens han talte).

Og saa dette med, at jeg skal være Morderen. Jeg, der elskede Dagmar Kofoed saa højt!

"Kl. 12 "s Historie om, at hendes Fader var død i en Stald i Elendighed er ogsaa gal. Faderen var Uhrmager og boede paa Gl. Kongevej. For 6 Aar siden døde Moderen, og da var der ikke noget rigtigt Hjem mere. Dagmar fik Lov til at flytte sig selv, og hun kom i Uføret. For et Aars Tid tilbage døde Faderen, men ikke i Elendighed, han havde Forretning til det sidste

Men Dagmar var, trods alt, en god Pige, og saa var hun smuk. Jeg vil nu gøre alt. hvad jeg kan for at faa hendes Lig ført hertil Byen og faa det begravet.

Dagmars Veninde og Rejsekammerat.

Dagmars Veninde, som hun plejede at tage til Helsingborg med hedder Marie Nielsen, Navnet Olga Petersen var et slags Rejsenavn, hun brugte. Hun er den sidste af Dagmars Bekendte. der har set hende levende. Vi bringer her hendes Billede.

Ogsaa med Marie har vi haft en Samtale. Hun udtalte til vor Reporter:

Naar "Kl 12" i Gaar lægger mig nogle Udtalelser i Munden, saa er det en af de groveste Usandheder, som kan laves. Jeg har aldrig udtalt mig til nogen om min Veninde Dagmar Kofoed; desuden bor jeg ikke i et lille Hul, men i en 2 Værelses Lejlighed i Dannebrogsgade 46, og jeg boede alene ikke sammen med min Stedfader.

Dagmar og jeg plejede at rejse til Helsingborg om Fredagen og vende Hjem igen Lørdag.

I Fredags tog vi som sædvanlig afsted med Toget Kl. 9,30 Aften fra Nordbanen. Kl 11 ½ om Aftenen forløb Dagmar mig paa Järnvejsgaden, jeg havde nemlig truffet et Par af mine Bekendte.

Om Lørdagen ventede jeg hende som sædvanlig ved Færgen, men hun kom ikke. Naa, jeg tænkte saa, hun blev derovre, noget ingen af os, som sagt, plejede.

Jeg kunde ikke forstaa, at hun ikke kom hjem i Løbet af Lørdagen og heller ikke om Søndagen. Først Mandag Formiddag erfarede jeg, hvad der var Vederfaret hende. Men det er mig ufatteligt, det hele.

Stedet, hvor hun er fundet myrdet, ligger ca. 40 Minutters Gang fra selve Helsingborg, hvordan mon nogen har faaet hende derud? Jeg er nu overbevist om, at der maa have været flere om at dræbe hende, da hun var en stor kraftig Pige, som nok kunde værge sig overfor en enkelt Person, selv om det var en Mand; fuld tror jeg nu ikke hun har været, da hun ikke yndede stærke og berusende Drikke. Historien med at hun har arbejdet paa Hirschsprungs Fabrikker er opdigtet, som saa meget andet, der har staaet i Bladene. Hun var Sangerinde.

For at det københavnske Politi ikke skulde saa noget at vide om vor Færden i Sverrig, kaldte vi os for andre Navne, mit Navn var Olga Charlotte Petersen og Dagmars Navn var Dagmar Olsen

Dyrisk Raahed ved Mordets Udjorelse.

Det svenske Politi mener, at Mordet er foregaaet paa følgende Maade.

En Person har lokket Pigen med sig ud paa del ensomme Sted. Han har ment, at hun havde Penge, og har givet hende et Slag i Panden.

Hun har tørret Blodet bort med sit Lommetørklæde, medens hun har løbet for at redde sit Liv.

Morderen har indhentet hende, stoppet det blodige Lommetørklæde i halsen paa hende, voldtaget hende og kvalt hende. Foruden en lille Haandtaske fandt man paa Jorden i Nærheden af Liget, 5 Kr. og 5 Øre samt en Nøgle. Om denne Nøgle har vi faaet oplyst, at den hører til et Værelse i Kafe "Skive", Istedgade, hvor Dagmar og hendes Kæreste har logeret et Par Dage.

Morderen er et Uhyre i Menneskeskikkelse, han har lagt en enestaaende Raahed for Dagen ved Mordets Udførelse.

Samtale med Helsingborg-Politiet.

Det svenske Politi paa Spor.

I Formiddags, kort før Bladet gik i Trykken, forespurgte vi Hos Politiet i Helsingborg, om det var kommen Gaadens Løsning noget nærmere. Detektivafdelingen, som vi nu blev sat i Forbindelse med, svarede meget imødekommende, at detektiverne ikke kunde fortælle os, hvem Morderne var, da man endnu ikke havde paagrebet nogen. Politiet havde dog forstellige Spor. som det af Hensyn til Undersøgelsen ikke gerne vilde omtale.

Saa meget kunde man dog sige, at det meste af det, som i Gaar var fremsat som Gisninger og Sigtelser i Bladene, var uholdbart: Sporene viste i en anden Retning!

(Folkets Avis 11. februar 1908).

Karta över Helsingborg 1909. Platsen där Dagmar Kofoed hittades finns markerat i den förstorade rutan i kartans vänstra del, med siffran 1. ”Karta öfver Helsingborg. Upprättad 1909” Ur Helsingborgs stadsarkivs samlingar. Kortet hentet fra denne hjemmeside. På hjemmesiden findes endvidere et samtidigt foto af nabolaget til gerningsstedet.

Mordet i Sverig.

Dagmar Koefoeds Kæreste.

Hvem er den mørke Herre?

Tirsdags var der Forhør paa Helsingborgs Politistation i Anledning af Mordet paa Dagmar Koefoed.

Bl. a. afgav Dagmars Forlovede, Hr. Lauritzen, og Veninden, Marie Nielsen, Forklaring.

Det fremgik af forskellige Oplysninger, at Dagmar sidst er set Kl. 12 ½ Fredag Nat, da hun stod udenfor Hotel "Lorenzberg" sammen med to Herrer, som forsøgte at komme ind paa Hotellet.

Pludselig løb hun fra dem og over til en lille mørk Herre, som stod paa den anden Side af Vejen.

Senere har ingen set hende.

I Sverig er Ophidselsen stor, og Deltagelsen med den myrdede Pige giver sig til Kende paa mange Maader. Et Selskab, som i Lørdags var samlet paa Hotel "Molberg" i Helsingborg. indsamlede strax 150 Kr. til en Dusør for Morderens Paagribelse.

Man paastaar almindeligvis, at Morderen hverken kan være dansk eller svensk; dertil er det for raat.

Mistanken rettes nu ogsaa mod en Udlænding.

Dagmar og Tryllekunstneren i Aalborg

I Slutningen af sidste Sommer kom Dagmar Koefoed sammen med sin Kæreste, Tryllekunstneren la Garde, hvis virkelige Navn er Osvald Lauritzen, til Aalborg.

Sammen med nogle af de løseste kvindelige Existenser fejrede de nogle vældige Basseraller. Det hele Leben endte imidlertid med et Knald!

En Nat fik et Par af de løsagtige Kvinder lokket en nylig hjemvendt Dansk Amerikaner med sig op i en Lejlighed i Kirkegyde. og der blev Dansk-Amerikaneren saa udplyndret for adskillige Hundrede Kroner, som han havde hos sig.

Næste Dag nappede Politiet i Randers baade la Garde og hans to kvindelige Meddeltagere i Udplyndringen af Dansk-Amerikaneren, og Trekløveret blev ført tilbage til Aalborg. De var alle tre rejst fra Aalborg af Frygt for Politiet. la Garde fik for sin Part 30 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Han tog Straffen med alt andet end lyst Humør, han skal saaledes have været ved at græde af Ærgrelse, da han skulde fotograferes til Forbryderalbumet, og hans Ansigt var et stort og veltilfreds Smil, da han efter de 30 Dages Indespærring kunde forlade Arresthuset.

Heldigvis for den unge Mand har han kunnet bevise, at det ikke er ham, som har forøvet Forbrydelsen. Han skildres af Folk, der kender ham, som et Menneske, der egenlig ikke er ond af Naturen, men som meget let falder for en Fristelse og gærne lader sig lede af slette Bekendtskaber. En Del af sidste Sommer optraadte Lauritzen og hans Kæreste paa Alléenberg, han som Tryllekunstneren la Garde, hun som Sangerinden "Miss Lilian".

En Arrestation.

Der er i Gaar i Malmø bleven arresteret en tysk Musiker, som er stærkt mistænkt for at være Morderen.

Han spillede i et Orkester paa Hotel "Continental" i Helsingborg og kom Natten til Lørdag hjem Kl. 3 om Natten.

Man lagde Mærke til, at han var forkradset paa Hænder og i Ansigtet, og han havde tabt sit Slips.

Senere rejste han bort og efterlod alt sit Tøj paa Hotellet.

Det er endvidere oplyst, at en Politibetjent har set ham staa om Natten, før han gik hjem, og viste sig nede i et af Basunerne ved Havnen.

Meget kan tyde paa, at man her har faaet fat paa Gerningsmanden.

(Fyns Social-Demokrat 13. februar 1908).

Nedenfor et eksempel på en artikel hvis indhold tilbagevises af Folkets Avis, og som også afkræftes af andre kilder på nettet:

 Mordet i Sverig.

 Dagmar Koefoed var en stakkels falden Kvinde fra Dannebrogsgade i København.

 På Jagt efter Morderen.

Det er lykkedes ikke blot at faa konstateret Navnet paa den unge danske Pige, som er bleven fundet myrdet i Helsingborg, men ogsaa at faa Kendskab til det Liv, hun har ført, inden den frygtelige Død gjorde Ende paa hendes Tilværelse.

Dagmar Koefoed var kun 21 Aar og har sidst haft Bopæl i Dannebrogsgade 46 i København.

Faderen opretholdt i sin Familien ved at gaa rundt og feje Rendestene, skylle Kloaker, vaske Retirader og besørge lignende Arbejde. For et Par Aar siden blev han fundet liggende død i en Stald paa Gasværksvej, siden da har Konen besørget saa meget af hans Virksomhed, som var gørligt for hende. Iøvrigt lejede hun Værelser ud til løsagtige Kvinder, det gør de allerfleste der i Stedet, og i dette Kvarter er det maaske ikke nogen helt daarlig Forretning.

Dagmar skildres af Beboerne som en lille, køn lyshaaret ung Pige.

Hun rullede Cigarer om Dagen paa Hirschsprungs Fabriker, og om Aftenen gik hun paa Kommers.

Efterhaanden sank hun dybere og dybere og endte blandt de ulykkelige Kvinder, hvis eneste Erhværv er Utugt. Stor Skyld i dette havde hendes Kæreste, en Svensker ved navn Høgvall. Han mishandlede den stakkels Kvinde og førte hende jævnlig som en Slags Slavinde med til Sverig. Den Formodning, at Högvall har myrdet Dagmar Koefoed, vandt straks Tiltro, men er senere bleven forkastet.

Langt snarere maa man vel af den Omstændighed, at et Silketørklæde var stoppet i den myrdedes Mund, formode, at det er et af Dagmars elegante Bekendtskaber i Helsingborg, der har forøvet Mordet.

 Efter de Undersøgelser, Politiet i Helsingborg har foretaget, synes det absolut ikke, som Pigens Kæreste Högvall har noget med Mordet at gøre. Har har - saa vidt man har kunnet faa oplyst - ikke denne Gang været med Dagmar Koefoed i Helsingborg.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 13. februar 1908).

En myrdet Kvindes begravelse.

København den 18. Februar.

I Dag blev den unge Pige, Dagmar Koefoed, som blev myrdet i Helsingborgegnen, begravet fra det lille Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Kisten var uendelig simpel - sortmalet Fyrretræ omhængt, efter svensk Skik, med sort Flor. Kun ganske faa Kranse brød alt det sorte.

Pastor Hansen fra Gethsemane Kirke talte. Han havde kun milde Ord at sige om den unge Piges Livsskæbne og triste Død.

Det tilstedeværende Følge var saa faatalligt, at da Kisten skulde bæres hen til Graven, var der ikke nok til at bære. Et Par Journalister, der var komne med, maatte hjælpe til.

Dagmar Koefoed blev for en halv Snes Dage siden funden som Lig paa en Losseplads undenfor Helsingborg. Hun var myrdet. Hendes Livsførelse i København har været af den Art, at man mener, at hun er bleven lokket over til Sverig, hvor hun har fundet sin Skæbne. Der er endnu ikke fundet Spor af Morderen. Mistanken har været rettet mod forskellige, som det hidtil synes uden Grund. Der synes at hvile et uigennemtrængeligt Slør over den uhyggelige Tildragelse.

(Ringsted Folketidende 19. februar 1908).

Mordet ved Helsingborg paa Sangerinden Dagmar Koefoed fandt Sted Natten mellem den 8. og 9. Februar 1908. Paa dette Tidspunkt opholdt Carl Kjær sig ganske vist i København med den berygtede Indbrudstyv Carl Christensen. Han kunde selvfølgelig i denne Tid havde taget en Sviptur til Helsingborg, men stor Sandsynlighed er der ikke for det. Netop i de Dage blev der begaaet forskellige Indbrudstyverier, som de to Kammerater senere er blevet dømte for.

Den 13. Februar indskibede de sig med "Esbern Snare" til Aarhus, tog derfra til Horsens, hvor de brød ind et Par Steder, og videre til Kolding, hvor de begik Tyveriet paa "Missionshotellet", og hvor Carl Kjær aflagde Forældrene et Besøg.

Den 19. Februar blev de to Tyve grebet paa Odense Banegaard, og siden da har de ikke været paa fri Fod.

(Holstebro Dagblad 29. marts 1908).

I marts 1909 påstod en tugthusfange Carl Thomsen Kjær at det var ham der foruden andre mord havde begået mordet på Dagmar Koefoed. Han blev den 23. juni 1908 indsat i tugthuset for at afsone 6 års straf for tyveri. Her blev han flere gange indlagt på sindssygeafdelingen på Viborg Sindssygeanstalt, der i modsætning til Aarhus Anstalt ikke havde en fængselsafdeling. Overlæge Geill var kriminalpsykiater. Kjær led også af epilepsi. Mordet var på daværende tidspunkt stadig uopklaret, og politirapporter udelukkede ikke selvmord.

Tugthusfangens Tilstaaelser.

Er Cigarmageren sindssyg?

Den i Gaar omtalte 22-aarige Tugthusfange Carl Thomsen Kjær, der har "tilstaaet" at være skyldig ikke alene i Hjortshøjmordet, men ogsaa i Mordet paa Dagmar Koefoed og endelig i et Mord paa Koldingkanten, ligger stadig til Observation hos Overlæge Geill paa Viborg Sindssygeanstalt. Før om nogle Maaneder vil Overlægen ikke kunde afgive Skøn om hans Sindstilstand.

Men for Resten taler alt for, at Kjær enten er sindssyg, eller at han har lavet sine Historier for at få en lille Afbrydelse i det ensformige Tugthusophold. Alene den Omstændighed, at han, da Hjortshøjmordet  blev begaaet, kun har været 15-16 Aar gammel, gør, at hans "Tilstaaelse" maa betragtes med Skepsis. Men ydermere er der at bemærke, at man i Kolding slet ikke kender noget til et uopklaret mord der paa Egnen.

Kjær paastaar, at han paa den Tid, Hjortshøjmordet blev begaaet, har været hos en Gartner i Hjortshøjegnen - ingen Gartnere derude kender noget til ham.

Hjortshøjmordets store Gaade er altsaa lige langt fra sin Løsning.

Vestsjællands Social-Demokrat 25. marts 1909

Overlæge Geill skrev senere en artikel i Tidsskrift for Fængselsvæsen, ud fra hvilken Social-Demokraten 29. december 1910 havde en længere kronik om "tugthusfange nr. 109" på Viborg Sindssygeanstalt. Efter en længere redegørelse for hans opvækst og senere forbryderbane konkluderer han at tilståelserne var fantasi ("pseudologia phantastica").

Carl Kjær og Dagmar Koefoed. "Social-Demok." oplyser følgende: Carl Thomsen Kjær har virkelig et halvt Aars Tid været Kæreste med Dagmar Koefoed, og har levet af det, som hun tjente. Hun brød imidlertid med ham og blev Kæreste med en omrejsende Tryllekunstner.

Angaaende selve Mordet i Helsingborg blev det oplyst at Dagmar Koefoed, efter at have været sammen med et Par svenske Herrer, traf en tredje Herre, med hvem hun forsvandt ud ad den Kant i Byen, hvor hun Morgenen efter blev fundet død.

Umuligt er det altsaa ikke, at den paagældende Person er hendes tidligere Alfons, Carl THomsen Kjær, der har villet tvinge hende til at genoptage Forholdet til ham.

(Kolding Folkeblad 30. marts 1909).

I 1911-1912 var en tugthusfange, Hans Christian Madsen under mistanke for at have myrdet Dagmar Koefoed. (Foto fra Social-Demokraten 28. august 1912). Han havde tilstået tre andre mord i Sverige, men benægtede hårdnakket at have myrdet Dagmar Koefoed. I august 1912 blev han udleveret til det svenske politi i Helsingborg. I oktober 1912 måtte politiet opgive at få han anklaget for mordet. Derimod blev han dømt for 2 andre mord og 2 voldtægtsforsøg. Herefter blev den danske presse tavs omkring dagen. Den svenske bragte med jævne mellemrum artikler om sagen helt op i nutiden.

Et Barns Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

En lille hemmelighedsfuld Højtidelighed paa Kirkegaarden.

Paa Vestre Kirkegaard fandt der i forgaars en stemningsfuld Højtidelighed Sted. Det var et lille Arbejderbarn, der blev begravet, Zenia Ystrøm, Datter af en Enke Emmy Y. Denne Begravelse gik for sig uden en Præsts Medvirken og uden Salmesang - den blev ikke mindre alvorlig -- stemningsfuld for det.

Ca. 100 Medlemmer af Socialistisk Ungdomsforening var mødt med ders Fane. Den lille Kiste blev i Processionen baaret ud til Graven hvor Chr. Christensen talte i smukke jævne Ord.

Derefter sang man en Sang, forfattet af Fru Lucinka Hansen. Vi citerer et Vers:

Tag derfor Døden som en Skyld for Livet.
Men aldrig som Belonnings rige Væld.
Af Jord vi kom, til Jorden bli'er vi givet.
Saa er vi kvit, betalt vi har vor Gæld.
Men kæmp for Liv, saa længe de det ejer,
For Lykkens Liv til store og til smaa.
Kan hænde vi engang i Liv faar Sejr,
Saa kan saa trygt til Dødens Søvn vi gaa

Da Sangen var sunget til Ende, kastede man Blomster ned paa den lille Kiste, og dermed skiltes Følget.

(Aftenbladet (København) 29. januar 1908).

Gustav Theodor Hansen (1847-1908). (Efterskrift til Politivennen)

Hovedstaden.

Jordefærd. For faa Dage siden afgik, som alt kortelig omtalt her i Bladet. Herredsfoged i Kolding Herred G. Th. Hansen ved Døden. Han stammede fra Flensborg, hvor hans Fader, Centralkassekasserer og en anset dansk Patriot, gjorde sig hæderligt bekendt ved i 1864, førend Tyskerne, efter Dannevirkes Rømning, naaede til Flensborg, at redde alle Statens Penge ved i Tide at forlade Byen.

Herredsfoged Hansen var anset som en flink og " særdeles flittig Embedsmand, der i de Jurisdiktioner, hvorved han havde virket - Mariager og senest Kolding Herred - havde forstaaet at sætte sig i et godt Forhold til Befolkningen.

I Middags fandt Begravelsen Sted fra Kapellet paa Vestre Kirkegaard.

Paa Kisten var der henlagt mange Kranse, deriblandt fra Sognefogder i Kolding Herred og fra Amtmanden over Randers Amt, Kammerherre Hoppe.

I Følget bemærkedes bl. a. Departementschef Asmussen, Birkedommer Valeur, Birkedommer Sylow og Redaktør i Hillerød Hanson.

Talen holdtes af Provst, lic. theol. Fenger. I sin kønne Skildring at Hansens Personlighed berørte han dennes slesvigske Herkomst og fremhævede i denne Forbindelse hans patriotiske Sindelag og hans for Slesvigerne karakteristiske friske Humør og frejdige Sind, der havde baaret dem og bar dem gennem saa mange Trængsler. løvrigt skildrede Taleren den Afdøde som den samvittighedsfulde og pligtopfyldende Embedsmand, der altid havde haft en udstrakt Haand til Befolkningen, og som den kærlige Familiefader, der havde bragt Lys og Liv over sit Hjem. Taleren sluttede med Bøn.

Ledsaget af Følget bares derefter Kisten ud til Graven.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 28. januar 1908).

Dødsannonce fra Nationaltidende 23. januar 1908.

Forældrene var kammerråd og assistenshusforvalter Christen Hansen og Catharina Marie Hencke. Gustav Theodor Hansen var cand.jur., byfoged og -skriver i Mariager, Herredsfoged og -skriver i Onsild og Gerlev Herreder og i Kolding Herred in Mariager. Han døde 20. januar 1908 under et kurophold i Oslo, Norge, 61 år gammel. Mariager Byråd sendte en krans til båren.

Gustav Theodor Hansen og Agnes Frederikke Christiane Mogensen (1855-1915) havde en datter, Margrethe Agnes Hansen (1880-1933) som var Paul Vilhelm Peter Bergsøes (1872-1963) første kone (fra 1901). Derudover datteren Catharina "Ina" Louise Hansen (1882-1966).

Ferdinand Henrik Jøhnke 1837-1908 (Efterskrift til Politivennen)

Ferdinand Henrik (Heinrich) Jøhnke var 1901-1905 marineminister i ministeriet Deuntzer. Hans rolle under "Rekylgeværaffæren" og ministeriet Deuntzers afgang i 1904/1905 er omtalt her på bloggen. Han var gift med Julie Sophie, datter af boghandler C.A. Reitzel.

Lars Peter Elfelt (1866-1931): Ferdinand Jøhnke (1905). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Jøhnke død.

"Jeg siger med Stolthed mine herrer, at jeg har været Venstremand fra jeg kunde begynde at knappe mine Bukser."

F. H. Jøhnke.

Natten til i Gaar er fhv. Marineminister, Viceadmiral Ferdinands Henrik Jøhnke afgaaet ved Døden. Han blev godt 70 Aar gammel.

For den store Offenlighed blev Jøhnke først kendt, da han i 1901 indtraadte som Marineminister i det Deuntzerske Venstreministerium. Og som ovenstaaende Citat, der er taget fra en Tale, Ministeren holdt ved en politisk Fest. siger, var Jøhnke til en vis Grad Demokrat. Han stod som Modstander af Københavns Befæstning, modsat Venstres første Krigsminister, General Madsen. Men hvor lidet demokratisk Indhold, der var i Folk som I. E. Christensen og Alberti, fremgaar bedst deraf, at de i Januar 1905 lavede Ministerkrise for at fjærne Deuntzer og Jøhnke sammen med Madsen, der havde lavet Venstreprovisorisme paa Usserød Klædefabrik og Saltholmskasematterne.

Jøhnke var ikke til Sinds at gaa, men Anders Nielsen havde sat sig til Opgave at samle et Flertal af forhindrede Militærkommissionens Flertal i at samle sig om Fæstningen Venstrereformpartiet vild: dække sig bag Sagkundskaben for at give Fæstningen den fornødne Støtte. men her var Jøhnke i Vejen, altsaa skulde han offres.

Mens Planerne mod Jøhnke smededes under Slutningen af Rigsdagens Juleferie. Nytaar 1905 skrev "Social-Demokraten" (frit efter Holger Drachmanns Digt til Parnell) bl. a. følgende:

Hold ud, hold ud!
Det er Mandsmodets, Frihedens, Fremsynets Bud,
I Fjor holdt man Madsen endnu oven Vande,
i Aar fem Ministre vil demisionere
for Demokratiets Sag at spolere,
mørkt er dit Blik. Hr. Alberti, aa Gud!
- tappre Rebeller, modige Jøhnke, hold udi

Ikke alle forstod, at der var en let Ironi i disse Vers, som vakte megen Opsigt.

Som bekendt endte Ministerkrisen med, at Venstre sprængtes. Jøhnke faldt paa sit Standpunkt: "Kamp mod Fæstningen" og I. C. Christensen dannede det ny Kabinet, i hvilket Alberti var Fanebærer.

Siden den Tid saa man af og til Jøhnke i Rigsdagens Fremmedloge, fra hvilken han med Interesse overværede storpolitiske Debatter, under hvilke Socialdemokrater og Rebeller blottede den Christensen-Alberti'ske Politiks Mangel paa Mandsmod.

Først da den Sygdom, der gjorde Ende paa hans Liv, tog for haardt fat, ophørte Besøgene i Rigsdagen. 

Jøhnke var Sømilitær. Han blev Løjtnant i 20 Aars Alderen. Var med paa mange Togter om Bord paa "Niels Juel" i 1864 og atter ude paa længere Ture, bl.a. til Vestindien. I 1879 overgik han til Søminevæsenet og blev Chef for det aktive Torpedovæsen, som han udviklede til stor Fuldkommenhed. I 1885 blev han Chef for Søminekorpset og i 1899 Kontreadmiral og Chef for Orlogsværftet. Den 24. Juli 1901 fratraadte han denne Post for at indtræde som Marineminister i det Deuntzerske Ministerium. 

Vi nævner af hans Forslag, der blev visnet eller nægtet Nyboders Flytning. Krudtmagasinets Fjærnelse fra Kristianshavn, Drogdens Uddybning og højere Arbejdslønninger.

Efter Jønkes Fjærnelse fra Ministeriet overtog Hr. J. C.Christensen baade Marine- og Krigsministerium som Rustningsminister. Faren for en aabenlys og afgjort Modstand mod Militærforliget med Højre var fjærnet fra Regeringens egne Pladser, og I. C. Christensen fik Banen fri.

A. C. M.

(Social-Demokraten 7. januar 1908)

Admiral Jøhnke død

Viceadmiral Ferdinand Henrik Jøhnke døde Natten til i Gaar efter at have ligget syg i sit Hjem omtrent en Maaneds Tid. Hans Helbred har vistnok i de seneste Aar været noget vaklende. Dødsaarsagen var Hjærneapoplexi.

Som alle det første Venstreministeriums Medlemmer var Jøhnke af jævn borgerlig Oprindelse; hans Fader var Snedkermester Josias Jøhnke. Sønnen valgte Marineofficerens Løbebane, blev Løjtnant i 1857, 20 Aar gammel, og fik som saadan sit første Togt med "Hejmdal" til Vestindien 1858-59. Om Bord paa "Niels Juel" fik han llddaaben ved Helgoland i 1864. Derefter er Mærkepælene i hans Liv disse: Efter Krigen i Fyr- og Vagervæsenets Tjeneste, 1868-69 med "Diana" i Vestindien; 1869 Chef for Kanonbaaden "Schrødersee", 1874 Kaptejn, 1875 og 1876 Chef for Prøvetogter med Kanonbaadene Falster og "Møn"; 1878 næstkommanderende i Fregatten "Sjælland. 1879 bliver han Afdelingschef for det aktive Søminevæsen, 1885 udnævnes han til Chef for Søminekorpset, og paa dette Omraade har Jøhnke nedlagt et Arbejde, der af sagkyndige vurderes meget højt. Sidst i Halvfemserne blev han udnævnt til Chef for Orlogsværfte4t, og fra denne indflydelsesrige Post var det, han kaldtes til Ministertaburetten.

Hans Biograf i Brickas Lexicon, Kommandør With, skriver i 1895 om ham: "Jøhnke selv er aldrig optraadt som aktiv Politiker, uagtet han med sin hurtige Begavelse kunde synes velskikket dertil, og det ikke har manglet ham paa Opfordringer." Den eneste Berøring, han forud for 1901 overfor Offentligheden har haft med Politik, var vistnok fra hans Side ufrivilling. Det var i 1876, da Forsvarssagen var et brændende Punkt i den politiske Forhandling; just da udsendte Jøhnke sit Skrift "Flydende Forter", og dette blev taget til Indtægt af Venstre som et Vaaben imod Kjøbenhavns Befæstning mod Landsiden og til Fordel for at lægge Vægten paa Søbefæstningen. Fra Forfatterens Side havde Skriftet næppe nogen politisk agitatorisk Tendens, kun en rent saglig. 

Men i 1901 kom Jøhnke altsaa for Alvor ind i det politiske Liv, og blandt de Mænd, der skulle bryde Banen for en helt nu Statsskik, stod han som en helt nu Skikkelse. Spændingen ved det nye samlede sig jo ikke mindst om de to militære Ministre. En Admiral og en Oberst, der var Venstremænd! Sligt var man ikke vant til. Hvordan saa' de Folk ud?

I Jøhnke lærte man da at kende en udpræget Sømandsskikkelse, rank og hærdet af frisk Vejr og Saltvandssprøjt; det studsede, graa Ulkeskæg under Hagen gav Ansigtet et Skær af Skarphed, som svarede godt til Mandens Karakter. Thi Jøhnke var alt andet end blødhjærtet overfor de Mennesker, han havde med at gøre, han havde umaadelig mange Kanter og en meget haard Haand, men tillige en god og ærlig Vilje. Det vilde være Synd at sige, at han blev elsket blandt sine undergivne i den røde Bygning, men maaske det i nogen Grad skyldtes den Omsdtændighed, at han her kom som Fredsforstyrreren overfor ældgamle traditioner, der havde faaet meget dybe Rødder, men som alligevel trængte til at afløses, selv om det skulde gøre ondt. 

I Rigsdagen og i den egenetlige Politik lærte man ham jo ikke indgaaende at kende i de Aar, han var Minister. Han var en god Taler, livlig og varmtfølende, et klart Hoved og en god Arbejdskraft. Arbejdet paa det marineministerielle Omraade var jo i de Tider væsentlig det at holde alt ved det gamle; én god Reform fik han dog knyttet sit Navn til: Lønreformen for Underofficererne. Derimod havde han ikke Held med sine ivrige Bestræbelser for Flytningen af Nyboder. Man fandt paa Rigsdagen, at denne store Opgaves Løsning burde udskydes til den endelige Militærordning kunde foreligge.

Da Bruddet i del første Venstreministerium indtraf, maatte Jøhnke vige sit Sæde for at give Plads for Virkeliggørelsen af en gammel Venstretanke: Forsvarsvæsenet samlet under én Minisier og lagt i en civil Mands Haand. Denne Episodes intimeste Historie ligger jo endnu gemt i de Aktstykker, som kun de fra særlig indviede kender, og Jøhnke har siden da ikke udtalt sig offentlig om politiske Spørgsmaal. Man savner derfor solide Holdepunkter for et nøjere Kendskab til hans Standpunkt i saa Henseende.

Som Privatmand var det karakteristisk for Jøhnke, at han bevarede sit Præg som ægte Ulk under Avancementet gennem alle de høje Grader helt op til Viceadmirals- og Excellence-Titlen. En Mand, der sagde sin Mening baade til og om Folk i de mest usminkede Vendinger, men til Gengæld ogsaa selv kunde taale en hvas Bemærkning. En Ynder af drøje Sømandsudtryk og af den Slags robuste Anekdoter, der faar saa frodig Vært i de ledige Timer om Bord, naar Groggen og de stærke Cigarer sætter Kulør paa Tilværelsen nede i Lukaf'erne. Men bag alt det buldrende, ubehagelige Væsen en Mand af demokratisk Tænkemaade og med Følelse for de smaa.

(Dannebrog (København) 7. januar 1908)

Tegning fra Blæksprutten 1904 som illiustrerer splittelsen i Venstre-regeringen Deuntzer: I midten kirke- og undervisningsminister J. C. Christensen. Til venstre (den store mand) justitsminister P. A. Alberti, bag ham ses krigsminister V. H. O. Madsen (1844-1917). Til højre ses konseilspræsident og udenrigsminister Johan Henrik Deuntzer (1845-1918) der holder sine arme om marineminister F. H. Jøhnke (1837-1908). Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Admiral Jøhnke død.

Fhv. Marineminister, Viceadmiral Jøhnke er Natten til i Gaar død efter nogen Tids Sygeleje, over 70 Aar gl. Han blev, som omtalt, for nogen Tid siden ramt af et Slagtilfælde

Den Afdøde, der var Søn af en Snedkermester i Kjøbenhavn, blev 20 Aar gl. Løjtnant i Søetaten, og som Løjtnant deltog han om Bord i Fregatten "Niels Juel" i Kampen ved Helgoland. Ved Søværnet var han væsentligst knyttet til Søminevæsnet, og i 1885 udnævntes han til Chef for Søminekorpset samtidig med, at han avancerede til Kommandør; paa dette Omraade har han indlagt sig en stor og virkelig Fortjeneste, Søminevæsnet er under hans Ledelse blevet betydeligt udviklet og skal befinde sig paa et fremragende Standpunkt.

Bekjendt for en større Offentlighed blev Jøhnke først, da han i 1876 udgav sin Bog om "Flydende Forter", hvori han agiterede for at forsvare Hovedstaden mod Søsiden ved Hjælp af saadanne. At Ideen var umulig, hvilket der senere herskede saa godt som Enstemmighed om, er en Sag for sig. Politisk var den i det Øjeblik, den fremkom, en Haandsrækning til Venstre, en Hjælp for dette til at undgaa at tage positiv Stilling til Forsvarssagens Løsning; og blandt Søofficerskorpsel vakte Bogen derfor en ikke ringe Uvillie. Det er bleven paastaaet, at Jøhnke ikke lededes af politiske Motiver ved denne Lejlighed, men udelukkende af saglige, at han den Gang virkelig selv troede paa sine flydende Forter. Det er muligt; men sikkert er det, at da Jøhnke næste Gang kom frem for Offentligheden, var det som Venstremand.

Venstre havde nemlig siden de flydende Forter holdt Øje med ham, og i Aarenes Løb var der flere Gange tilbudt ham Folkethingsmandater. Han afslog dog alle Tilbud i saa Henseende; derimod var han meget villig til at indtræde som Marineminister i Hr. Deuntzers "Systemskifte"-Ministerium.

Han var en begavet Mand og et fint og kløgtigt Hovede med et djærvt, undertiden mere end djærvt, tilsyneladende aabenmundet Sømandsvæsen, men han var saare langt fra nogen elskværdig Karakter. Og han var, paa sit Omraade, behersket af en udpræget Ensidighed. Og denne Ensidighed fik han som Minister uhindret Lejlighed til at give frit Løb. Det er jo nu bekjendt, hvorledes han ved Nedsættelsen af Forsvarskommissionen bestræbte sig for at lade Flaadens Sagkyndige blive de mest udprægede "Fæstningsfressere", han kunde opdrive, - en Bestræbelse, der kommer til at staa i et saa meget grellere Lys ved de Oplysninger, den seneste Tid har bragt om den sande Stemning blandt Flaadens Officerer. En Del af Ansvaret for Forsvarskommissions-Skandalen falder derfor paa ham. Temmelig sikkert var han heller ikke uden Ansvar for den uhyggelige Polemik, der i hans Ministertid førtes i "Berl. Tid." mellem Hærens og Flaadens Officerer; og man kan uden Tvivl ogsaa spore hans Finger i de Forsøg, som de Radikale henimod Slutningen af 1901 gjorde paa at sprænge Krigsministeren bort, og som jo endte med, at baade Madsen, Jøhnke og Deuntzer blev sat paa Porten, og at Hage fulgte dem, hvorefter I. C. Christensen rekonstruerede Ministeriet i dets nuværende sørgelige Skikkelse.

Jøhnke, der i sin Ministertid i lang Tid var bundet til Sygelejet, fordi han ved et Fald havde brækket sit ene Ben oppe ved Hoften, men alligevel stædigt holdt fast paa sin Portefeuille, var dermed ude af Sagaen.

Han var dekoreret med Dannebrogsordenens Storkors og Sølvkorset samt Fortjenstmedaillen i Guld og en Mængde udenlandske Ordener.

(Jyllandsposten 7. januar 1908)

Bogen "Flydende forter" findes på Google Books.

Brumbassen Jøhnke.

En lille Historie fra Jøhnkes første Ministerdage fortæller Redaktør N. Bransager. Ringsted, saaledes i "Venstres Folkeblad":

Da jeg i sin Tid tilvejebragte et lille Hefte til Festen i Kongens Have den 1. Septbr. 1801 og i den Anledning henvendte mig til Ministrene med den Anmodning, at de til Optagelse i dette Hefte vilde fremsætte en kort Udtalelse, i hvilken de i en Sum samlede den Stemning eller de Tanker, der besjælede dem ved Systemskiftet, gjaldt denne Henvendelse naturligvis ogsaa Jøhnke, og nogle Dage efter, at jeg havde sendt Ministeren mit Brev, indfandt jeg mig i Ministeriet for at faa hans Svar.

Jøhnke brummede og slog pludselig kontra paa den mest afgørende Maade:

"Gu' vil jeg ikke, nej Tror De, jeg har Tid til den Slags Narrestreger. Tror De ikke, jeg har andet at bestille. Jeg har 2200 Mand at sørge for hver Dag. Det kan der ikke vare Tale om.

Hvad skal overhovedet den Fest til. Enevold Sørensen ligger ude paa Hospitalet og er ved at krepere. Hørup er syg, og tror De, vi kan enes. Det er noget godt Kludder alt sammen. Hvad Fanden skal vi holde Fest for."

Jeg, som ikke selv var synderlig festbegejstret, følte ingen Trang til at imødeqaa Ministeren paa dette Punkt, men for at han dog ikke helt skulde undslippe Heftet, indskød jeg: 

"Maaske kunde De dog skrive Deres Navn; saa sætter vi en Facimile deraf i det omtalte Hefte".

"Skrive mit Navn. Mistænker De mig for, at jeg ikke skulde være i Stand til det. Naa, lad mig saa skrive Navnet da".

Ministeren sætter sig i Stolen og sætter sit Navnetræk paa Papiret. Da han er færdig, ser han op paa mig, og som om han synes, at jeg har faaet lovlig lidt for min Ulejlighed, siger han:

"Vil De ikke have et Billede af mig?"

Jeg svarer lidt tøvende, at det er jeg naturligvis Ministeren forbunden for, men jeg vilde dog gøre opmærksom paa, at jeg har ingen Brug for det til Heftet.

Jøhnke braser paa: "Jeg giver Fanden i Deres Hefte, men vil De have mit Billede, eller vil De ikke have det? Gudbevares.

Ministeren lukker en Skuffe op og finder et Kabinetsfotografi frem.

"Værsgo", siger han, "Vil De have et med hele Maskeraden paa? Er De saa tilfreds?"

Jeg udtrykker min fulde Tilfredshed og begiver mig til den næste Minister.

(Bornholms Social-Demokrat 23. januar 1908)

Jøhnke.

København, Mandag.

Venstres første Marineminister, Admiral Jøhnke, er, som i Gaar meddelt, afgaaet ved Døden. Det er en ret karakteristisk Personlighed, der her er gaaet bort, thi Jøhnke var en mærkelig Natur med skarpe Kanter. Som Søn af en københavnsk Haandværksmester kom i han ind i Flaadens fine Officersstand og han deltog om Bord paa "Niels Juel" i Søslaget ved Helgoland og viste stort Mod ved nævnte Lejlighed. Han avancerede derefter langsomt op til Admiral og han var ikke altid en afholdt Officer, thi han var til Tider baade haard og brutal overfor sine undergivne. Dertil kom, at han havde en skrækkelig Kæft, der var en Rædsel selv i Sømandskredse og om Jøhnke paa Dommens Dag skal staa til Regnskab for hvert utilbørligt Ord, han har talt, da bliver det en stem Historie for ham.

Men som de fleste af den Slags Naturer var Jøhnke meget retsindig og derfor forsonedes man ofte med hans Uforskammetheder. Han kendte ikke til Frygt og allerede i Estrups Tid gik han bestemt mod Bahnson og de andre Fæstningsbyggere.

Ganske aabenlyst optraadte han som Venstremand og derfor blev han naturligvis inderlig forhadt indenfor Officersstanden. Det laa da ret naturligt for Deuntzer at vælge ham til Marineminister, thi der var ikke mange Venstre-Officerer at vælge mellem og saaledes kom Jøhnke ind i det politiske Liv.

Det viste sig hurtigt, at det var ganske umuligt for den rettænkende Jøhnke og den snedige intrigante Madsen at gaa i Spænd sammen. De trættedes i Ministermøderne og selv i Stutsrandet hændte det, at den gamle Søulk blev rasende og faldt over Madsen med Ord og saa frygtelige Eder, at den fine gamle Christian den 9de ligefrem forfærdedes.

Jøhnke var lige ud og uden Krogveje og derfor maatte han falde, da I. C. Christensen og Alberti skilte sig af med Deuntzer. Jøhnke blev tro mod sin gamle Chef og sine demokratiske Meninger og saa forlod han den "demokratiske" Ministerskude med jordskælvsagtige Forbandelser af den listige Madsen og den uldne I. C. Christensen.

Det var os en stor Sorg, at Jøhnke gik ud af Ministeriet, thi han var en herlig Mand at interwieve, naar han var i godt Humør. Han sagde sin Hjærtens Mening uden mange Dikkedarer og Forsigtighedsregler. Da vi saaledes nogle Maaneder før Ministerkrisen var oppe at tale med ham om Madsens Bestræbelser for at faa Fæstningen kompletteret og i øvrigt spurgte Jøhnke om hans Mening vedrørende den politiske Situation, saa svarede han de historiske Ord: Ja, vent nu til Rigsdagen træder sammen, saa skal De se sikken en Ballon, der bliver.

Ordene passede for øvrigt storartet paa denne stridslystne Søkriger fra Fregatten "Niels Juel".

Over alt hvor han kom, var der Hævelse i Ballonen.

Th.

(Demokraten (Århus) 7. januar 1908)

Admiral Jøhnke

For nogle Dage siden ramtes forhenværende Marineminister, Viceadmiral Jøhnke af et appoplektisk Tilfælde og har siden henligget bevidstløs Tilstand, ind til han i Nat afgik ved Døden.

H. F. Jøhnke fødtes i Kjøbenhavn den 11. Maj 1337. Søn af Snedkermester Jøhnke. I 1857 blev han Marineløjtnant. 1864 deltog han i Slaget ved Helgoland om Bord paa Fregatten "Niels Juel". Som Officer har han deltaget i mange Togter, og i al sin Færd var han rask og saltvandsfrisk. Hans Navn kom første Gang frem for Offentligheden, da han i 1875 udgav en Bog om flydende Forter. Han foreslog heri, at vort Forsvar til Søs ordnedes ved Hjælp af de ham beskrevne Flydende Forter". Venstre tog det Forslag til Indtægt for sine Planer om et udelukkende maritimt Forsvar. Jøhnke havde ikke ment sine Planer saa ensidigt, men Venstre holdt fast ved sit og paaberaabte sig den unge Officer som Sagkundskabens Alfa og Omega, hvilket lod sig gjøre paa Grund af hans særegne kraftige, ikke helt ud diplomatiske Udtryksmaade.

I ledende Militærkredse opkom der nogen Misstemning mod Jøhnke i den Anledning, men det hæmmede paa ingen Maade den unge Officers Avancement. Han, som blev Kaptajn i 1874, fik i 1879 Ansættelse ved Søminevæsenet, paa hvilket han var speciel Sagkyndig, og ved sin Udnævnelse til Kommandør i 1885 blev han Chef for Søminekorpset. Jøhnke har indlagt sig store Fortjenester ved Ordningen af vort Søminevæfen og har paa dette Omraade vundet almindelig Anerkjendelse bland sine Kammerater.

Ved Systemskiftet i 1901 blev Opmærksomheden henledt paa Jøhnke, der var blevet Kontreadmiral; som Minister avancerede han til Viceadmiral; han blev Venstres Marineminister. I Thinget viste han sig som en frisk Taler, ikke særlig diplomatisk, snarest lidt forsoren i Udtryksmaade. Hans noget stejle Karakler gjorde sig gjældende, da Forsvarskommissionen valgtes. Da Krigsminister Madsen som Tilforordnede valgte bestemte Tilhængere af Kjøbenhavns Landbefæstning udtalte han, at han til Gjengjæld vilde vælge de værste "Fæstningsfresfere", og han udsøgte sig ogsaa bestemte Modstandere af Landbefæstningen. Dette Udslag af en gammel Rivaliseren mellem Hær og Flaade var ikke diplomatisk og førte til, at Forsvarskommissionens Arbejde vanskelligjordes, idet det kom til stærke Meningsudvexlinger mellem de to Værns Repræsentanter, som hver stærkt holdt paa deres Meninger og fremhævede deres Værns Forrang. Derved opstod ogsaa Modsætning mellem de militære Ministre. Den Modsætning var imidlertid ved at afdæmpes i Slutning as 1904, da Kampen i Venstre rejstes mod Krigsminister Madsen med Redaktør Vilh. Lassen som speciel Underminerer.

Der er ingen Tvivl om, at det paa den Tid vilde have været muligt at forsone de to og opnaa en Overenskomst om Forsvarsordningen; ialtfald vilde dette have været muligt, hvis man havde beholdt Jøhnke som Marineminister og valgt en anden Landofficer som Krigsminister. Men den politiske Del af Ministeriet, assisteret af Vilh. Lassen og Sigurd Berg, havde andre Planer. Da Madsen var sprængt bort, maatte Hage, Deuntzer og Jøhnke ogsaa væk for at faa det rene "demokratiske" Væsen, og derved kom vi ud i den Nølepolitik paa Forsvarssagen, som nu er fortsat i 3 Aar.

Jøhnke, som ikke forstod sig paa Venstres Kulissepolilik, blev meget overrasket og gav af og til i private Kredse sin Harme frisk Løb. Han var ikke Politiker af Metier og yndede ikke den Haandtering; han var Sømiitær, og da hans Kolleger opfordrede ham til at stille sig til Valg ligesom Krigsministeren i Randers, svarede han drastisk: Nej, jeg skal ikke have min Ende paa Komedie.

Hans Ministertid blev en Skuffelse for ham selv og andre, men hans Navn vil mindes i Sømilitæret for hans Arbejde i Søminevæsenet.

(Thisted Amtsavis 6. januar 1908)

"Med urette."

I "Biografisk Leksikon" findes en Omtale af fhv. Marineminister Jøhnke. Det lille Stykke er skrevet for 15-16 Aar siden af Kommandør With. Efter at have nævnt Jøhnkes opsigtsvækkende Skrift "Flydende Forter" fortsætter Kommandøren :

"Med urette blev dette rent saglige Skrift taget til Indtægt af Landets Venstreparti, hvilket i forbigaaende bragte ham i et noget skævt Forhold til en Del af hans kolleger. Jøhnke selv er aldrig optraadt som aktiv Politiker, uagtet han med sin hurtige Begavelse kunde synes vel skikket dertil, og det ikke har manglet ham paa Opfordringer.'

Saaledes skrev man "objektivt" for mindre end 20 Aar siden. Som man ser, blev det ikke Historiens sidste Ord. Kommandør With kom til at skrive om sin Kollega. Det mest betegnende er Tankegangen, der gaar igennem de citerede Ord. Kommander With benytter sig af sin Stilling som Medarbejder ved "Biografisk Leksikon" til at komme den Formodning til Livs, at Jøhnke skulde være Venstremand. Thi det var jo den Gang allermindst græsseligt, at en af Flaadens højere og dygtigste Officerer skulde have en anden polfast Tro end den eneste rette Højretro. Det kunde jo aldrig gaa an.

Saa kom 1901. Vi fik det første Venstre-Ministerium. Og hvem blev Marineminister? Viceadmiral Jøhnke. Og da dette Ministerium sprængtes, gik samme Hr. Jøhnke til den radikale Side. 

Nu er Eksministeren død. Men Ordene i "Biografisk Leksikon" staar. Ikke som et Vidnesbyrd om den døde, men som et snurrigt Udslag af en konservativ Marineofficers Tankegang. Jøhnke maatte vaskes ren for al Mistanke, han maatte ikke være Venstremand.

(Vejle Amts Folkeblad 7. januar 1908)

I Robert Neiiendam: Det kongelige teaters historie 1886-1890 (1930) fortælles følgende anekdote om Jøhnke:

"Da kommandør Jøhnke, den senere marineminister, en dag undersøgte scenens maskintekniske forhold, gjorde Fallesen ham opmærksom på, at man plejede at blotte sit hovede, når man betrådte kunstens tempel. Kommandøren parerede straks ordre. Men da han nogen tid senere foreviste Fallesen torpedohallen på Orlogsværftet, og kammerherren straks tog hatten af, sagde Jøhnke: "Behold kun hatten på, hr. kammerherre, her spiller vi ikke komedie".

Jøhnkes familiegravsted på Vestre Kirkegård. På stenen er desuden Julie Jøhnke f. Reitzel 31.10.1830-30.7.1905, datter af boghandler C. A. Reitzel, ritmester E. V. Jøhnke 18.8.1871-26.12.1930, Premierløjtnant ved Gardehusarregimentet, Sofie Jøhnke 17.12.1863-16.6.1931 og Kathrine Jøhnke 5.12.1866-18.10.1931. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et Carlsberg-Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen)

Carlsbergøllet er i Dag 60 Aar gammelt.

I Dag for 60 Aar siden bryggede J. G. Jacobsen det første undergærede Øl til Forhandling fra Carlsberg.

Den lille Kobberkedel, hvori han forinden havde foretaget sine mange og omhyggelige Prøvebrygninger, staar nu udstillet ude i Hovedkontorbygningens nederste Buegang.

Hvilken mægtig Udvikling der er foregaaet i de forløbne 60 Aar, afgiver denne Kobberkedel og dens Omgivelser et imponerende Vidnesbyrd om. Thi i Hallen udenfor Buegangen. hvor Kedlen staar, snurrer Bryggeriernes Aftapningsmaskineri ustandselig rundt og tapper op propper over 100 Millioner Ølflasker om Aaret.

Til alle Verdens Hjørner sendes Carlsbergs Ølsorter - baade det tykke og det tynde, det skattepligtige og det skattefrie - og bringer rene om dansk Industris høje Standpunkt.

J. C. Jacobsens Bolig paa Gl. Carlsberg.

Bryggeriernes Grundlægger, Dr. J. C. Jacobsens Portrætmedaillon vil fra i Dag findes ved Foden af alle Ølflaskerne, idet man har aftrykt saavel Aversen som Reversen af den Medaille, Bryggeriernes Overdirektør, Dr. Carl Jacobsen, har ladet præge til Minde om den første Bajerskkølbrygning 10de November 1847 og om den nu fjorgamle Sammenslutning 1ste Oktober 1906 af de to Bryggeriers, Gamle og Ny Carlsbergs, Ledelse.

Vi tillader os paa Jubilæumsdagen at bringe et Billede af den afdøde Stormands Bolig paa Gamle Carlsberg, i hvis hyggelige Stuer han har undfanget og udformet sin stolte Idé om at ofre Hovedparten af sit Livs Arbejde paa dansk Videnskabs Alter.

Jubilæet i Dag er Institutionens og ikke nogen Persons Jubilæum, men det er ved enhver Omtale af Carlsberg umuligt andet, end at man maa standse ved Mindet om denne hedengangne Brygger, især da Bryggeriernes nuværende Overleder baade indadtil og udadtil betræder de fædrene Spor.

Dr. Carl Jacobsen har i et Billedhæfte, der omsendes til alle Bryggeriernes Forbindelser i Ind- og Udland, sat sit Navn bag sin Faders under dennes Arbeidsmotto: En Mønsterproduktion uden Hensyn til øjeblikkelig Fordel, for at Ølbryggeriet her i Landet kan holdes paa et højt og hæderligt Standpunkt.

Men Carl Jacobsen har forlængst anbragt sit Navn i det samme ophøjede Felt, hvori hans Faders staar præget, naar det gælder Virksomheden udadtil.

Hvis man et Øjeblik tænkte sig, at disse to Jacobsen'ers Ofre for Videnskab og for Kunst om føje Tid skulde ophøre, og Midlerne fremtidig i vendte fra Carlsberg fonden tilbage til den Jacobsenske Familielomme - hvor vilde da vort Folk ikke føle et smerteligt Savn.

Dette Tankeexperiment belyser allerbedst de to Mænds fædrelandske Arbejde. Fattige vilde Kaarene have været for Videnskabens og Kunstens Dyrkere herhjemme, om ikke Carlsbergbryggeriernes Ledere havde sat sig de store folkelige Maal som Resultat af deres smukke faglige Bestræbelser.

Derfor mærkes ogsaa et Carlsberg-Jubitæum paa en stærkere Maade ude i Befolkningen, end noget andet dansk Forretningsjubilæum vil formaa. Held og Hæder for Carisbergbryggerierne! Saadant er det Jubilæumsønske, som i Dag - udtrykkelig eller stiltiende - sendes ud til Carlsberg fra store Kredse af vort Folk.

(Dannebrog (København) 10. november 1907)