23 maj 2024

Pastor Sick angriber Indre Mission. (Efterskrift til Politivennen).

Pastor Sick

Hans Anklage mod Missionen. - Lehnsgreve Holstein-Holsteinsborg.

Som det vil vides, rejser Lehnsgreven til Holsteinborg rundt lil Vækkelsesmøder. Pastor Sick skriver i den Anledning

Danmarks Lehn har som bekendt ikke alle den allermest kristelige og moralske Oprindelse. Jeg vil ikke gerne sige noget ondt om en død Mand; men det, om Kongen avlede en Søn med sin Frille, kan jo i alle Tilfælde ikke være mere moralsk og kristelig end om en Smedesvend avler en med sin Forlovede. Det, om en Konge levede i et malprobert Bigami med et stakkels, forløbent Pigebarn, kan jo dog i alt Fald, som primus motor til Lehns Erhvervelse, ikke siges noget fra et helligt Standpunkt ganske uangribeligt. Der var jo en Gang en, som sagde noget om den uretfærdige "Mammon". Hor kan, i hvor mange Aar der end forløber, aldrig bliive andet end Hor, og kan følgelig ikke kvalificere noget som helst Mammon til Betegnelsen retfærdig.

Har de nogensinde hørt, at en kristelig Lensbesidder føler sin Samvittighed besværet as sine Tusinder Tdr. Land og sine Millioner i Fidei-kommiskapital? Har De nogensinde hørt, at han beder Staten befri ham derfra og tillade ham at eftrefølge Herrens Ord om at "skaffe sig Venner ved den uretfærdige Mammon, som kunde tage imod eder i de evige Boliger"? Har De nogensinde hørt, at dette eller hint Lensforhold ophæves efter Besidderens Anmodning, for at Rigdommen kan anvendes til Enkers Underhold, tilskadekomne Fabrikarbejdere, udslidte Sygeplejerskers Alderdom eller Dagarbejdsskoler.

Lad en Mand gøre det, selv om han reserverer sig en 4- 5000 Kr. aarlig for sin Levetid, og lad ham saa gaa rundt og prædike Omvendelse og Tro til Herren Jesus, saa skal jeg love for, at de Missionsmøder skal blive velsignede og kristelig Barmhjertighed blive æret.

Biskopperne tier Vanrøgt paa Fattiggaarde.

Har De nogensinde hørt, at en Biskop herhjemme har kæmpet en djærv Kamp til Fordel for Fattiggaardsbørnene? Eller har vovet sin Stilling og sit daglige Brød for deres Skyld.

Der afholdes hvert Aar store Skolemøder rundt om i hver Landsdel. Det er gammel Skik, at Taleren jævnlig er en Biskop. Det er jo i og for sig saare godt, at Biskopper vil tale om "kristelig Opdragelse, Barnehjertet og Guds Kærlighed" og lignende alvorlige og dybe Emner.

Men for os andre, der ikke er Biskopper, og ikke nyder de med Bispestilllngen forbundne jordiske og timelige Behageligheder, men tværtimod maa staa ene imod Strømmen, maa vove alt, hvad jordisk og timeligt voves kan, inklusive Hus og Hjem - for os ser det saa ganske underligt ud, at Biskopper vil tale om kristelig Opdragelse, uden at rejse et Harmskrig over det ganske Land paa Grund af den sjælelige og legemlige Ødelæggelse af Børn paa Fattiggaarde. Hvor kan man holde Foredrag om Daabspagtens Bevarelse eller om Barndom og Trosliv, naar man ikke løfter en Haand for at ændre den Kendsgerning, at Børn, som ere under kommunal "Forsorg" paaføres en saadan Barndom, som absolut maa udslukte hver Gnist af Tro til en Fader i Himlen, og rodfæste de frygteligste Bauer dybt i de unge Sind !

Skal det dog altid være fra neden af, at Hjælpen skal komme ?

Skal det dog altid være i Opposition opadtil, at der gøres Alvor af Kærlighedsbudet ?

De grinende Pinstrup bønder.

De politisk onde Mennesker er faa. og den Fortræd, de volder, er den mindste.

Det meste ondt øves ikke ved dem, der er onde, men med dem, der ikke vil være gode. Det vil sige ved dem, der, saa snart de ikke handler enkeltvis, være som Led i et større Hele, kender sig ansvarsløse, og derfor gør, hvad de ellers aldrig vilde anse for retskaffent.

Man vil gøre stor Uret, hvis man vilde sige, at Flertallet af Sogneraadsmedlemmer og Amtsraadsmedlemmer er onde. De er ikke onde, de er i det væsentligste som Folk er flest. Men i deres Privatliv, naar de staar overfor Handlinger, de som Enkeltmænd skulde øve, kan de være under Ansvar. Er de i Fællig med de andre Sogneraads- eller Amtsraadmedlemmer, mener de ikke hver især at have eet fuldt Ansvar.

I et Sogn var en Fattiggaard. hvor Børnene levede under aldeles forfærdelige Forhold, ganske stridende mod Loven.

Præsten havde i Aarevis kæmpet for at faa dem bort, men forgæves. Saa kom der en ny Sogneraadsformand, der som Medlem ogsaa havde været med til at holde Haanden over den gamle utilbørlige Skik; men en Dag. som han gik op paa Fattiggaarden, kom hele den forvildede Flok af de stakkels Børn ham stormende i Møde; han havde set dem mange Gange før, men i det ene Øjeblik kom Ansvarsfølelsen over ham.

Han gaar dybt rystet hjem; og ved næste Sogneraadsmøde siger han aabent og naturligt til Medlemmerne, at hans Samvittighed er ramt, og at Børnene maa ud; han fortæller ganske jævnt om det Indtryk, han faa Dage i Forvejen havde faaet saa stærkt. Men hvad sker?

At de tilstedeværende Medlemmer griner ad ham, ikke ler, men haanende, spottende griner ad ham, fordi han nu føler sig truffen i sin Samvittighed.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 22. oktober 1908).


En Præst angriber Indre Misston.

Ak, vidste Du dog . . .

Den bekendte Pastor Sick ved Holstebro, hvis aabne Brev til Stiftsprovsten vi forleden Dag gengav, har paa Forlaget af 1907 udgivet en Pjece under Titlen: "Ak, vidste Du dog" i hvilken han retter et meget stærkt Angreb paa Indre Mission. Han erkender, at der saavel blandt Indre Mission som blandt andre religiøse Sekter - findes mange virkelige rettroende og varmt følende Mennesker, og hans Angreb er derfor vendt mod Hykleriet, Skinhelligheden og alt det af Umoralitet, som øves under Hellighedens Maske. Hr. Pastor Sick lever paa en Egn, hvor Missionen har ganske anderledes Tag i Befolkningen, end her paa Sjælland, og hvor Forholdet da er blevet det, at for at kunne klare sig nogenlunde, maa man ind under Missionen, enten Vedkommende tror paa den Sag eller ikke. Paa den Maade fremstaar Hykleriet og Skinhelligheden.

Alle Venner af Sanddruhed og Ærlighed under alle Forhold, maa derfor være Pastor Sick Tak skyldig, fordi han søger at dæmme op mod den Tanke, at naar en Mand blot kalder sig "hellig", har han Ret til at øve en hvilken som helst Skurkestreg. Selv om Pastor Sicks Bog slaar haardt, bør den dog læses af alle; thi der findes mangen drøj Sandhed i den.

Præsten erklærer, at Skinhellighedens magtfyldte Knytnæve er over den lille ærlige Kærne i Kirken, som ikke magter at afryste Aaget.

I Kirken, skriver Hr. Sick, har den religiøse Svindel, Skinhelligheden, bredt sig overordentlig vidt og udgør, ved sin Tilknytning til Menneskehjærtets daarligste Egenskaber og sin deraf følgende store Magt, den væsentligste Hindring for Udviklingen af et sundt og sandt Kristenliv i vort Folk, og af et virkeligt humanitetsarbejde til Bedste for fattige hjemløse Børn og andre i vort Samfund ulykkeligt stillede ...

Og længere nede fortsætter han om de hellige Samfundsmøder:

Efterhaanden udartede disse Samfund, og den degenerative Proces er nu i mange Egne saa vidt fremskreden, at saadanne Samfund er blevne Arnesteder for den modbydeligste Skinhellighed, for Løgn, Snyderi og Æreskænderi, for en Hjærteforraaelse, der langt overgaar den, man møder fra endog mest antikristelig Side, og for en Ødelæggelse, ikke mindst af Ungdommen, der bl. a. giver sig Udslag i, at af de Piger paa Landet, som bliver Mødre gennem et løst erotisk Forhold, er de 9/10 enten saadanne, som har haft det hjemløse Barns sørgelige Barndom, eller saadanne, hvis Hjemlivs Kilder er blevne tilsølede gennem de skinhellige Samfund.

Naar et Medlem af et "helligt Samfund" er en notorisk Kæltring og almindeligt vurderet som saadan, da er det en 'forfærdelig Parodi paa al Kristendom, naar "Samfundet" siger: "Vi holder sammen som hellige Brødre og Søstre, thi han er dog en hellig Mand, som er i vort Samfund".

Det er en ubestridelig Kendsgærning, at i saare mange Tilfælde vil et hæderligt Menneskes Tilslutning til et saadant "helligt Samfund" mere eller mindre hurtigt medføre en gradvis Afstumpning af hans moralske Følelse og en Forfrysning af Kærligheden og Selvfornægtelsesevnen. Dette er ganske naturligt; thi man gør ikke ustraffet sort til hvidt; har man først en Gang været med til at gaa tværtimod al Hæderlighed og Retskaffenhed for at holde sammen med sin "hellige" Samfundsbroder, saa har man tilsat noget af det bedste i Mennesket.

Forfatteren anfører derefter følgende:

"Navnene "Missionsmand", "hellig", "Guds Barn" el. lign., som jo alle i og for sig er smukke, naar de vel at mærke bruges i ydmyghed og Sandhed, er paa Grund af Skinhellighedens enorme Udbredelse naaet til at have en dobbelt Betydning, dels af en oprigtig, bundkærlig Kristen, dels af en gediegen Kæltring".

Og han føjer til, at han en Markedsdag hørte en Mand udtale, at hvis han blot ikke kom til at handle med et "Guds Barn", vilde han nok kunne vente at faa handlet paa den ham tilsigtede Maade. At de moralske Følelser ofte afstumpes hos de Hyklere, der undertiden skjuler sig under Hellighedens Maske, leverer Præsten følgende Bevis for:

"En "Missionsmand", ledende i sit Sogns "hellige Samfund", en fuldgyldig Repræsentant for et saadant, skulde en Dag som Køber gøre en Handel. Varens Pris blev af Sælgeren sat til 900 Kr., og "Missionsmanden"s Venner, som skulde varetage hans Interesser og staa ham bi, siger til ham, at for den Pris bør han købe, ja, at han ligefrem ikke kan være bekendt at prutte Varens Pris længere ned, da den jo fuldelig var det værd. Men den "hellige" Køber, som vidste, at den fattige Sælger var absolut nødt til at skille sig af med Varen, vendte sig om til sine Venner og sagde: "Nej, jeg kan mærke, at det ikke er Herrens Villie, at jeg skal have den". Derefter pinte han Prisen ned til 400 Kr.; og da den arme Sælger i sin Nød slog til og gik ind paa Håndelen, vendte Køberen sig om til fine Venner og sagde: "Ja, for nu kan jeg mærke, at det er Herrens Villie, at jeg skal have den".

Forfatteren retter derefter et stærkt Angreb mod Velgørenheds-Humbugen og gør gældende, at selv om en Mand med en Indtægt af 6000 Kr. om Aaret ofrer 200 Kr. til forskellige Institutioner, da er det for intet at regne mod den Opofrelse, som den fattige Del af Befolkningen ofte udviser.

Ogsaa Hebron-Sagen omtales, og Præsten, som er godt kendt der paa Egnen, skriver:

Spørgsmaalet blev slet ikke afgjort efter Principet : Godt er godt, og ondt er ondt, - hvem der saa end over det. Men man anvender Principet: Fru Bransholm er en af de "hellige"' Samfund, altsaa er det godt; Sabroe er ikke "hellig", altsaa er det, han siger, Løgn og Djævelens Gerning selv om det er nok saa sandt.

Og længere nede:

Nu valgte man et ganske andet, visselig intet mindre end apostolisk Princip, og man vandt herved en Sejr; men den er tilsyneladende, lige som den vil blive kortvarig, fordi den er uægte. Hvilken blodig Livets Ironi! En Sejr i en aandelig Sag ved Hjælp af en - Alberti! Hellere maatte man have faaet en Dommens Møllesten om sin Hals og være sænket ud i Nederlagets Dyb end vinde den Sejr ved Hjælp af den mest samvittighedsløse Kæltring, som nogen Sinde har snydt Galgen. Ja, "Visdommen er bleven retfærdiggjort af sine Børn!"

En anden Del af Pjecen omhandler Administrationen og den manglende Ansvarsfølelse hos den enkelte, naar han skal dele Ansvaret med andre. Men en Mand af Ære er altid ene om sit Ansvar.

Ansvar kan ikke udstykkes, fordi enhver har Ansvar. I en Korporation, bestaaende af 12, har ikke hver enkelt sit Ansvar, men hver enkelt har et helt og fuldt ubetinget og uafhændeligt Ansvar. Kan en Mand ikke erkende det og vil han ikke handle under Indflydelse heraf, saa er han ikke en Mand af Ære, om saa den hele vide Verden vilde ære ham.

Pastor Sick henter derpaa en Række Eksempler væsentlig fra det kommunale Styre. Og han viser, hvorledes Mennesker kan gøre Ting, naar de staar som et Led af et større Hele, som de aldrig kunde enkeltvis.

Og Ansvarsløsheden udvikler efterhaanden det Princip i Folkets Sammndsmoral, som er den virkelige retskafne Administrations største Fare: "Pas dig selv!"

"Det største Bæst under Solen er efter dansk Betragtning den, der ikke passer sig selv", skriver han.

Om værgeløse Børn mishandles, hvad angaar det dig, pas dig selv!

Om Loven ikke overholdes, - hvad kommer det dig ved, pas dig selv!

Om nogen lider Uret, som ikke, kæmpende alene, kan faa Oprejsning hvad skader det dig, pas dig selv!

Om din Retfærdighedsfølelse saares ved at se Sandheden trampes under Fod, - hvad bilder du dig ind. pas dig selv!

Hvad er en rar Mand, en omgængelig Mand ?

En, som passer sig selv!

En lovende ung Embedsmand, - det er en, som passer sig selv!

En dygtig, besindig Præst, der har stor Fremtid for sig, - hvad er det?

En, som passer sig selv!"

Hr. Sick fortæller flere Eksempler om, hvorledes Ansvarsfølelsen ofte svinder bort i Kommunestyrelsen, naar det drejer sig om gamle, fattige Mennesker eller værgeløse Børn.

Der er Kraft og Indignation i det lille Skrift, som fortjener at læses overalt.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 22. oktober 1908)

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

Anna Jacobsen (1857-1926). (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren Anna Theresia Jacobsen (29.3.1857-15.2.1926) optrådte fra ca. 1875 ved provinsscenerne; 1877 Frederiksberg morskabs-teater og Théâtre du Boulevard (senere Scala). 1883 spillede hun jomfru Vibe i Et enfoldigt Pigebarn på Casino. Derefter igen til provinserne og Norge. 1895–98 var hun ved Det kgl. teater. 1903 igen på Casino og dernæst ved Aarhus Teater 1904-09. 


Anna Theresia Jacobsen (1857-1926). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.


Fru Anna Jacobsen,

Et Jubilæum.

Det vil være naturligt, om Aarhus Theater bliver fuldt i Morgen Aften til Fru Anna Jacobsens Jubilæumsforestilling. Det vil kun være en ringe Tak for mange fornøjelige Stunder. Fru Jacobsen hører til de Kunstnere, som kaster Glans over den Scene, de hører til.

Saa mange Skuespillere gjør sig til af og herømmes ogsaa for, at deres Repertoire er omfattende. Det spænder over Skikkelser fra Carl Moor til Smukke Ferdinand, fra Desdemona til Jomfru Vibe, fra den nordiske Tragedies haarfagre, kyske Møer til den franske Farces letfærdige Elskerinder. Kunsten synes at bestaa i ligesaa godt - eller lige daarligt - at kunne spille en hvilken som helst Rolle, give en hvilken som helst digterisk Skikkelse Kjød og Blod. Det er dog langt fra givet, at det er disse Skuespillere, der er de store Kunstnere. I mange Tilfælde røber det store forskelligartede Repertoire jo ikke andet end Manglen paa den udprægede Evne, den Evnens Ensidighed, der er Betingelsen for den sande kunstneriske Styrke og Alvor.

Fru Jacobsen hører ikke til dem med det mangfoldige Repertoire. Mange har hendes Roller været gjennem Aarenes Løb; men alle bærer de det samme Grundpræg. Ikke blot, at de er faldet inden for den samme Kreds af Mennesketyper, men ogsaa at de er belyst fra et og samme Temperament, en og samme Grundopfattelse.

De sceniske Skikkelser, hun har ført frem, og som stiger frem for Erindringen, bærer alle Mærke af deres Skaberske. Med andre Ord: der er Stil over dem, paa samme Maade som en bildende Kunsters Værker i al deres Mangfoldighed kan bære Bud om det samme Sind, den samme Kunstnerpersonlighed.

Vil man forsøge at bestemme den Synsvinkel, under hvilken hun anskuer alle de gamle Kvinder, det er faldet i hendes Lod at fremstille, saa bliver det Humorens. Ved Humoren latterliggjøres der gjennem Sympathi. Hun ler, kan skoggerle ad de gamle Jomfruer, de gamle "pæne" Koner af Almuen, den simple Madam, Kjællingen; men hun holder af dem allesammen med alle deres Pudsigheder. Hendes Latter har derfor Sympathien til Grundlag, bærer aldrig Haanen i sig. Herved tages Braaden af Latteren. Og derfor er ogsaa den Latter, hun vækker, Udtryk for en ved hendes Spil frigjort Glæde, thi der lees, som hun ler: uden Ondskab, uden Antipathiens Spot.

Ud fra denne sin Sympathi udstyrer hun saa sine Figurer med de tusinde Smaatræk, som netop kun den kjærlighedsfulde Iagttager vil være i Stand til at aflure sine Modeller.

Hun kan vel overdrive, bruge for stærke Midler. Men saa er til Gjengjæld den komiske Kraft saa stor, at man bøjer sig. Hun staar jo her sammen med alle Komikens Store, saavel dens Forfattere som dens Skuespillere. Skruk-Hanne i "Ideale Magter" er en saadan eneste stor Overdrivelse i Maske, i Gebærde; men hvor dybt komisk er den ikke!

Men iøvrigt holder hun sig tæt nok op til sine Forbilleder i Livet. Hendes Bette Fip i "Livet paa Hegnsgaard" var en saadan "Studie i Marken" og gav et Billede, som virkede ved umiddelbar Sandhed paa Tilskuerne. Fru Jacobsen er ikke naaet højere i realistisk og komisk Menneskefremstilling end i denne Figur; men den betegner ogsaa i sig selv, hvor højt hun kan naa.

Saa husker man hendes halv- eller helsimple Madammer, som Enkefru Truelsen i "Ranke Viljer", de godlidende, gammeldags og rørende gamle Koner, som Madam Hansen i "Brødrene Hansen" og den bredt komiske! Madam Rust i "Sparekassen".

Men som al virkelig Begavelse har Fru Jacobsen sin Begrænsning. Hendes "fine" Damer er hidtil ikke lykkedes hende.

Man kunde derfor have ønsket til hendes Jubilæumsforestilling at se hende i en for hende mere karakteristisk Rolle end "Hertuginden" i "Hvor man kjeder sig".

Del kan imidlertid blive interessant at se hende løse denne Opgave. Man tør gaa ud fra, at det, der er af komisk Stof i Rollen, vil blive udnyttet; og den Latter, hun altid har evnet at kalde frem omkring sig, vil ogsaa hendes Jubilæumsaften bølge frem og vise hende, hvor paaskjønnet hendes Virksomhed er. Sven.

(Jyllandsposten 2. oktober 1908).


Fra 1909 blev hun en populær skuespillerinde på Folketeatret, hvor hun spillede københavnske småborgermadammer, skrappe bønderkoner og lystige gamle tjenestepiger. Afbrudt 1917-1918 af en sygdomsperiode. Hun vendte tilbage oktober 1918. Hun var gift med skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schæffer (1844-1916). 


Fru Anna Jacobsens Sygdom og Rekonvalescens.

Fru Anna Jacobsen i Rigshospitalets Grønnegaard.

I hele denne, nu snart sluttede Sæson har Fru Anna Jacobsen ikke vist sig paa Folketeatret hvis Publikum virkelig har savnet hendes blodrige Komik og skarpe Karakteriseringsevne.

Sygdom er det, der har holdt Fruen borte fra Scenen. Først var det en Øjensygdom, men da den var overstaaet, havde Kuren - en Svedekur - svækket Fru J. saa meget, at hun tog ud paa Landet til en Slægtning for at vinde Kræfter. De kom imidlertid ikke, og da hun stadig tog af i Vægt, lagde Fruen sig ind paa Rigshospitalet hos Prof. Gram.

Her har Fru J. ligget til Sengs i over 3 Maaneder, og først for nylig er Skuespillerinden kommet op og begyndt at gaa.

- Straks kunde jeg næsten ikke gaa, siger Fruen, der sidder i en magelig Stol i sit Værelse paa Rigshospitalet, men nu kan jeg gaa ud i Grønnegaarden, skønt jeg stadig endnu er saa træt i Knæ og Ryg. Men fremad gaar det, og jeg tager paa i Vægt. Om 2-3 Uger skulde jeg gerne rejse til et Rekreationshjem ved Kerteminde, hvor jeg tilbringer hele Sommeren for at være i fuld Kraft, til Folketeatret atter lægger ud. Jeg fik saamænd i Gaar Tilbud om at spille Friluftskomedie  ved Aarhus, men det hverken kan eller vil jeg. 

- Skønt De dog længes efter at spille Komedie?

- Ja, det ved Gud jeg gør. Det har været drøjt at ligge her hele Vinteren og tænke paa. at de nu spillede paa Nørregade - jeg skulde f. Eks. have haft Fru Dinesens Rolle i "Jette Gebert". Nu haaber jeg at faa en rigtig god Karakterrolle. Bare Prof. Ejnar Christiansen vilde skrive en til mig! Der er for øvrigt en Figur, jeg i den senere Tid har faaet stor Lyst til at spille. Den forekommer ganske viet foreløbig kun i en Roman. Det er Bedstemoderen i Maxim Gorkis Barndomserindringer. De maa kunne dramatiseres.

Fru Jacobsen har talt sig træt, og de før saa livlige Øjne bliver synlig matte.

Men forinden vi tager Afsked, siger den populære Skuespillerinde:

- Har Publikum, som De før sagde, virkelig savnet mig, saa kan De være overbevist om, at jeg har savnet det mindst lige saa meget.

(Aftenbladet (København) 3. maj 1918)


I 1924 spillede hun hovedrollen i "Bolettes brudefærd" på Folketeatret. Den blev i 1938 filmatiseret med Bodil Ipsen og Peter Malberg i hovedrollerne.


Fru Anna Jacobsen om svundne Tider.

I et morsomt gammelt Hus paa Hjørnet af Ørstedsvej og Sophievej bor Skuespillerinde Fru Anna Jacobsen, der i næste Maaned kan fejre sit 40 Aars Skuespillerinde-Jubilæum. Fru Jacobsen modtager os i sin hyggelige Dagligstue, der er smykket med gamle og smukke Mahognimøbler. Der er selv noget hyggeligt over Fru Jacobsen, naar hun sidder i Armlænestol paa Forhøjningen og dukker ned i Mindernes Dyb.

Privatbillede af Fru Anna Jacobsen.

- Jeg regner min sceniske Løbebane fra September 1884, da jeg de[bu]terede paa Casino hos Theodor Andersen som Jomfru Vibe i "Et enfoldigt Pigebam". Selve Dagen kan jeg ikke huske; men det var i September. Alt hvad der ligger forud for dette vil jeg ikke tale om, det var saa sørgeligt .. . Naa, det skal vi nærmere komme ind paa. Jeg fik en god Debut og blev nogle Aar i Amaliegade. Men, ja jeg er saadan et sjovt Menneske, saa forlod jeg Scenen og privatiserede i flere Aar. En skønne Dag kom dog Lysten atter op i mig, og i 1896 aflagde jeg Prøve paa Det kgl. Teater, blev antaget og fik straks en Del Roller udleveret.

- Hvem var Direktør den Gang?

- Det var Peter Hansen, "Cabiro", som han blev kaldet. Naar jeg selv skal sige det, fik jeg en straalende Debut paa Kongens Nytorv som Madam Quist i Henrik Hertz' "Fristelsen", den samme Rolle jeg skal spille ved min Jubilæumsforestilling.

- Mødte De nogen Modstand ved Teatret, ny som De var?

- Ork nej, de var saamænd saa søde og rare allesammen mod mig, navnlig Fru Echardt cg daværende Fru Soffy Mantzius. Og sikke et Ensemble jeg kom ind i. Emil og Olaf, Fru Hennings, Elga Sinding, Jerndorff og den skønne Emma Thomsen. Mine bedste Aftener var naar jeg spillede sammen med Olaf Poulsen. Vi kunde saa godt sammen.

- Spillede De ogsaa i Holberg?

- Nogle enkelte Gange, bl. a. i "De Usynlige".

- Interesserer Holberg Dem?

Fru Jacobsen rynker Næsen;

- Egentlig ikke. Jeg fik flere Roller udleveret, men Stykkerne kom aldrig op. Da der saa var gaaet 8 Aar, fik jeg min Opsigelse.

- Hvorfor?

- Der skulde spares i de Tider, og de ældre paa Teatret krævede mere Gage. Peter Hansen var meget ked af det, da han maatte lade mig, som den sidst ankomne, gaa.

- Var De selv ked af det?

- Det kan ikke nægtes; men nu er jeg ikke ked af at det gik som det gik. Jeg gik atter tilbage til Privatlivet, spillede saa 1 Sæson hos August Rasmussen i Provinserne, og kom i [ulæseligt årstal] til Aaarhus Tetaer under Benjamin Pedersen. Det var dejlige Aar, de 5 Aar jeg var der. De skønneste Minder jeg har fra Aarhus var da Oluf Poulsen optraadte som Gæst. Vi spillede sammen bl. a. i "Genboerne" og "Den politiske Kandestøber". Og paa mit 25 Aars Jubilæum spillede jeg Hertuginden i "Hvor man keder sig".

- Var det Deres lykkeligste Aar?

- Nej, de sidste 16 Aar jeg har været ved Folketeatret er de lykkeligste Aar i mit Liv. Jeg kom dertil i 1909 under Johannes Nielsen, og vil De tro, at min første Rolle paa Folketeatret blev en dundrende Fiasko. Professor William Bloch satte "Den Stundesløse" i Scene, og man gav mig Pernilles Rolle. Jeg protesterede; men baade Johs. Nielsen og Bloch mente, at jeg kunde spille Rollen.

- Kunde De da ikke det?

Nej, jeg følte det selv, og jeg forvirrede ogsaa Publikum. Og er det ikke mærkeligt. Jeg har altid kun haft Lyst til at spille gamle komiske Karakterroller som Madam Rust i "Stærekassen", Madammen i "Forhus og Baghus", Kollektricen i "Ranke Viljer" og Pensionatsfruen i Emma Gads "Barnets Ret" o. l.

Anna Jacobsen som Madammen i "Forhus og Baghus".

- Har De aldrig følt scenisk Vandrelyst?

- Nej, der hvor jeg er, føler jeg mig hjemme. Jeg er Hjemmemenneske, og Scenen er mit Hjem!

- Byder Scenens liv mest Glæder eller Sorger?

- Mest Glæder, tror jeg nok. Jeg har altid følt mig hjemme paa begge Sider af Rampen, og jeg har ingen Skuffelser haft i min Kunst! Da jeg forlod Det kgl. Teater havde jeg maaske nogle sorte Dage og vilde løbe fra det hele; men jeg opgav da baade Rullekælderen og Kagekonehuset.

- Hvorledes former De Deres Roller?

- Naar jeg har læst en Rolle igennem, staar den lyslevende for mig, og det Indtryk udslettes ikke om saa Stykket faret bliver opført flere Maaneder efter.

- Hvordan er det at blive gammel?

- Det véd jeg ikke. Det kan vi tale om, om en Snes Aar.

- Hvilket Publikum vil De helst spille for?

- Mine Kolleger. Jeg er aldrig gladere end naar jeg ser, at der sidder Skuespillere i Teatret, og saa siger jeg til mig selv: I Aften skal der tages fat!

- Det er sjældent at høre; det plejer at være omvendt!

- Ja, det véd jeg godt. Da jeg var paa Det kgl. Teater, og Provinsens Skuespillere i Maj Maaned fyldte Teatret, sagde Olaf og de andre, naar de kiggede gennem Hullerne i Tæppet: Naa, i Aften skal vi ordentlig pilles ned!

- Var Provinsens Skuespillere saa kritiske?

- De var dengang bitre paa alle os, der sad paa Thalias Flæsk i Hovedstaden. Hvorledes det er nu, ved jeg ikke.

- Hvad vil De spille paa Deres Jubilæumsaften?

- Madam Quist i "Fristelsen" og Kokkepigen i "Tjenestefolk". Husker De Fjeldstrup som Kusken? Hvor var han pragtfuld!

- Hvem skal spille den nu?

- Emil Helsengreen, og det er en Rolle der passer glimrende for ham. Aftenen slutter med en Epilog af Professor Einar Christiansen, fremsagt af Undertegnede.

- Hvilke Interesser har De udenfor Scenen?

- Jeg elsker at rejse, naar Foraaret bryder frem, og jeg har bl. a. 5 Gange været i Paris.

- Og hvad er Deres Ønsker for Fremtiden?

- At det maa gaa mit kære, gamle Teater i Nørregade godt. og at jeg maa være med til at dele dets Glæder og forhaabentlig meget faa Sorger, i mange Aar endnu.

- Og Deres nye Direktør?

- Det er en dejlig Mand!

(Klokken 5 (København) 15. august 1924).


Sofievej skiftede senere navn: Fra Åboulevarden 1929 til Worsaasvej og 1931 fra H. C. Ørstedsvej til Steenwinkelsvej. Det omtalte hus må have ligget i krydset H. C. Ørstedsvej/Steenwinkelsvej.

Anerkendelsen som bedste komiske skuespiller kom til udtryk ved hendes 40-års jubilæum i 1925, hvor hun blev tildelt medaljen Ingenio et arti. Hun døde året efter.


Gravsten på Vestre Kirkegård. Indskriften lyder: "Skuespillerinde Anna Jacobsen / Karen Bræstrup / Arkitekt Cosmus Bræstrup /(ulæseligt)". Arkitekten Cosmus Ernst Georg Bræstrup (1877-1944) og Karen Margrethe Ida Johanne Schäffer (f. Jacobsen) var gift. Hun var datter af skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schäffer og Anna Jacobsen mor, skuespillerinde Anna Theresia Jacobsen. Det er et urnegravsted som figuren nederst også antyder. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Paa Feltfod. (Efterskrift til Politivennen)

Rundt om fra Vesterbros og Valbys Fabriker lyder Frokostfløjterne. Klokken er otte. Murersvendene, der er i Færd med at opføre den nye Mur mellem katolsk Kirkegaard og Vejen, lægger Vaterpas og Ske fra sig og tager Madpakken frem. Medens Septembers blidt varmende Morgensol faar Træernes gulnende Løv til at skinne som purt Guld, sidder en ældre adstadig Murersvend paa den smalle Bænk, der staar under et Gravsteds spinkle Hængeask, og spiser med god Appetit sit Smørrebrød.

Inde paa Vestre Kirkegaard standser Graverkarlene deres Arbejde og kryber op af Gravene, de er i Færd med at kaste. Der er paa Kirkegaarden et Hus, hvor de mandlige og kvindelige Arbejdere (Lugekonerne) spiser deres Mad, men i godt Vejr foretrækker en og anden at holde Frokost uden Dørs, siddende i en Hjulbør eller paa en af de sorte Bukke, som man ved Begravelser stiller Kisten paa. Tet er et heller ikke usædvanligt Syn at se en Mand sidde paa Kanten af den frisk opkastede Grav med Smørrebrødspapiret og Snapseflasken ved Siden af sig. Hvad skal man sige til det? Livet kræver sin Ret. selv i de Dødes Have.

Ude paa Vejen, der fører ad Frederiksholms Teglværker til, holder tre, fire Arbejdsvogne paa Rad. Kuskene sidder i Grøften og spiser deres Mad, Hestene gumler i Muleposerne. Nogle Vejarbejdere har taget Plads paa en Skærvebunke; en Kammerat af dem ligger paa Maven inde i Græsset og tygger sindigt medens han læser i en Stump Avis, der har været om Smørrebrødet. Paa en Byggeplads ud for Vestre Fængsel, hvor Sporveisselskabet opfører en stor Tilbygning til Remissen, er der indrettet et helt Marietenderi. En Kone koger Kaffe under aaben Himmel, i et Træskur sidder Arbejderne om et rigtigt Bord, det er næsten herskabeligt, og de har tilmed Taffelmusik. En forhutlet Fyr spiller Violin for dem og tjener derved adskillige Tiører og, desværre ogsaa, Snapse. I en Vindueskarm i Nybygningen sidder en rask ung Blikkenslager og slaar med Hælene Takt til Musiken.

Nede paa Banelinien kører en Trolje udefter. Den er fuld af frokostspisende Jærnbanearbejdere. Et Par Mænd, der banker Tæpper over en Galge, der er rejst paa en ubebygget Grund ved Vejen, ligger flot henslængt med Frokostpakkerne mellem sig paa et prægtigt rødt Tæppe. Oppe paa Boulevarden holder en Mælkevogn. Kusken sidder paa en Bænk og spiser, medens Drengene Spiller Klink. Nogle Telefonarbejdere har lejret sig paa Taget af et Hus. En Kludesamler sidder paa en Trappesten og spiser, medens en stor Hund staar logrende foran ham.

Pludselig skærer en hæs Fløjten gennem Luften. Den besvares fra alle Sider. Frokosttiden er forbi. Nu skal Arbejdet igen begynde.

Aage.

(København 29. september 1908.)

Vestre Fængsel set fra Gammel Carlsberg ca. 1896. Tv. inspektørboligen, th. kapellet på Mosaisk Kirkegård. I forgrunden banegraven fra banelinjen mod Roskilde 1847-1864 (skinnerne delvist taget op). Kbhbilleder. Public domain.

Skinhelligheden afsløret af en Præst. (Efterskrift til Politivennen).

Hvad Pastor Sick siger om de Helliges Slyngelstreger, Fattiggaardene og Børnefordærverne 

Hovedansvaret for den Børnefordærvelse, der er almindelig her Landet, maa efter Pastor Sicks Udtalelse paa et Møde i Rømersgade lægges paa den Skinhellighed, der er gaaet i en forunderlig stor Del af Landets Befolkning.

For nogle Aar siden kom der en Mand ind i Præstens Studereværelse. Manden var døddrukken, men vilde dog forklare Præsten, hvorledes han skulde prædike. Imedens han talte indtrængende til Præsten, forrettede han sin Nødtørft paa Gulvet. Denne Mand var en af de mest hellige i Tvis, han hørte til de syndefri. og der er megen Syndefrihed paa den Egn. Provsten hører ogsaa til dem. 

En anden hellig Mand i Tvis, der ogsaa drak som en Svamp, skød i en Rus sin Kone og sit Barn; men straffet blev han ikke, thi man bruger ikke al straffe en hellig Mand i Tvis for den Slags Ting. Derimod stjal en fattig Mand 1 Kr. 56 Øre af Kirkebøssen, og han fik fik Vand og Brød, thi Loven skal jo ske Fyldest.

Maries Saga er ogsaa karakteristisk for Forholdene i denne skinhellige Egn. Marie var en ung Pige, der var i Pleje. Hun fik sin Mad og sine Klø i ligelige Portioner hver Dag; men en Smule Kærlighed fik hun aldrig, thi man regnede hende ikke for andet end for et Dyr, der maatte gøre Nytte kor Føden. Saa en Dag gik hun hen og druknede sig i Aaen, men det gjorde ikke det fjærneste Indtryk paa Folkene. Hun var en trodsig Tøs, var alt, hvad de sagde til den Ting. Myndighederne trak Vaad efter hendes Lig, men paa en saadan Maade, at der efter 14 Dages Forløb endnu intet Lig var fundet. Saa indstilledes Eftersøgningen. Et Par fattige Arbejdere, der havde Hjærte for den unge Piges Skæbne, genoptog Eftersøgningen for egen Regning, og i Løbet af en halv Dag havde de faaet Liget i deres Vaad. Nu viste det fig, at Liget havde en rød Stribe omkring Halsen, som kunde tyde paa en anden Død end Drukning. Maaske forelaa her en Forbrydelse! Men Myndighederne fandt ingen Anledning til at sætte en Undersøgelse i Gang. Den trodsige Maries Død var Egnen ganske ligegyldig.

Den bærende Betragtning herhjemme er den, at de fattige Børn er noget Djævelskab. Derfor ofrer man ikke meget paa dem, og derfor pisker man dem og spærrer dem inde i mørk Arrest i Børnehjemmene. Det er Midler, som ikke opdrager et Barn, men dresserer det. Ved saadanne Midler kan man dressere et Barn til noget saa uappetitligt som at kysse Fru Bransbolm.

Pastor Sick siger om Fru Bransholm, at han hellere vilde se sine Børn i deres Grav end have dem i den Kvindes Hænder.

Vi skal naa dertil, at Staten lærer, at den har Pligt til at sørge for Kvinder og Børn. En Kvinde kan være den usseligste Tøjte, eller hun kan være saa ren i sit Hjærte, har hun født et Barn, er hun det største i Verden. Hun er Moder! 

Pastor Sick udviklede derpaa, hvorledes de Kvinder, der "kommer galt af Sted", enten rekrutteres fra de uægte Børns store Skare eller fra de stærkt religiøse Hjem, hvor Religionen har fortørret Hjærterne. Og han sluttede paa Mødet med at sige:

"Jeg skal love d'Hrr., at der skal blive ryddet op indenfor den skinhellige Svindel, ligesom der er bleven ryddet godt op indenfor Forretningssvindelen«

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 21. september 1908)

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

"Reservebaronen": George Petersen. (Efterskrift til Politivennen).

Den store Retsskandale.

En Fremstilling af Affæren.
Et Gilde paa Gravens Rand.

Af alle de Retsskandaler. der har været fremme i de sidste Aar, inklusive Fru Munthe Morgenstjerne og Vekslerne, er der næppe nogen, der, hvis den blev fuldstændig afsløret, vilde være saa aabenbar og saa vidtrækkende i sit Omfang som Georg Petersen Gernandt-Affæren. Ikke blot giver den os et Indblik i den Raaddenskab og de Perversiteter, der frodigt gaar i Svang i vort højeste Aristokrati, men den viser os tillige, hvorledes visse Myndigheder sætter Kræfter i Bevægelse for at saa Forbrydelsen dysset ned for at redde og dække over nogle højtstaaende Personer.

Det vil derfor ikke være uden Interesse at fremstlle denne Affære saaledes som den har udviklet sig fra første Færd. Samtidig skal vi fremdrage forskellige nye Momenter, som ikke hidtil har været omtalt, men som vi kan dokumentere med Bevis.

En Levemands Selvmordsforsøg.

Det var i Begyndelsen af Januar i Aar, at der indløb Meddelelse hertil fra det svenske Politi om, at en yderst elegant københavnsk Herre havde forsøgt at begaa Selvmord paa det kendte, fashionable Hotel "Mollberg" i Helsingborg. Herren havde boet et Par Aar paa Hotellet og havde Aftenen i Forvejen fejret et stort Gilde sammeen med en Kreds af unge københavnske Venner, og dette Gilde var trukket ud til henad Morgen.

Den næste Dag fandtes han liggende halvt bevidstløs paa sit Værelse. Det var straks klart, at der forelaa et Selvmordsforsøg. Paa Bordet ved Siden af Sengen laa der et halvt hundrede Antifebrinpulver-Omslag, hvis Indhold han havde tømt. 

Selvmordet mislykkedes imidlertid, og det opklaredes hurtigt, at den københavnske Herre var en 32-aarig Kontorist Georg Petersen, kaldet "Reserve Baronen", som havde Ansættelse i det gamle Vekselmæglerfirma Schiøler, Holmens Kanal 22. Han havde været ansat i denne Forretning lige fra sin Konfirmation og indtog nu en ret betroet Stilling.

Hans Fader var en mindre Porcellænshandler i Gothersgade, og den Elegance, som Sønnen udfoldede i sin Klædedragt, stod i intetsomhest Forhold til hans ret beskedne Herkomst og den mere end beskedne Gage, han fik for sit Arbejde.

Selvmordsforsøget og de Omstændigheder, der ledsagede det, var derfor allerede paa Forhaand egnet til at vække Opmærksomhed.

Forøvrigt viste det sig hurtigt, at det havde en nærliggende Begrundelse.

Var Selvmordet fremtvunget?

I de allerførste Dage af Januar var det blevet Vekselmægler Schiøler og hans Søn, der var associeret i Forretningen, paafaldende, at den disponible Kapital paa langt nær ikke svarede til Forretningens Omsætning. Der maatte være noget galt et eller andet Sted. Og de begyndte derfor at indlede en Undersøgelse for at komme til Klarhed over, hvorfra dette Misforhold stammede.

Et Par Dage efter at denne Undersøgelse var begyndt, meldte Georg Petersen sig syg, og den Mistanke, man straks havde fattet til ham, blev derved yderligere bestyrket.

Sporenstregs rejste Georg Petersen af Sted til Helsingborg, traf der - som ovenfor meddelt - sammen med en Kreds af sine meget fine Venner, holdt den store Afskedsfest og foretog sit Selvmordsforsøg.

Selv vidste han selvfølgelig nok, hvorfra den Schiølerske Kassemangel stammede.

Georg Petersen var en udpræget fejg Mand, en slap, ubeslutsom Natur, som aldrig selv vilde kunne have fattet Tanken om at berøve sig sit Liv. Denne Tanke maa være indgivet ham andetsteds fra. Og dette bliver saa mere sandsynligt, som han Aftenen før Selvmordsforsøget er samlet med sine Venner.

Og i hvilken Hensigt kommer disse Venner til Helsingborg? Og hvorledes er det tænkeligt, at de en hel Aften kan være sammen med Georg Petersen som hans Gæster, uden at han - denne af Udsvævelser udmarvede Person, pjattet og pjokket som han var - skulde have indviet dem i, hvorledes Sagerne stod. Snarere end at tænke sig denne Sammenkomst som et Gilde paa Gravens Rand, har den været den sidste Raadslagning, hvor den fortvivlede Georg Petersen har søgt efter Hjælp! Med Kracket hængende over sig har han kaldt Vennerne sammen for at forsøge at redde sig - men Vennerne har set, at der ingen Redning var. De har set, at Bedragerierne ikke kunde skjules, at Flugt var umulig, at en offenlig Undersøgelse var uundgaaelig. Og for ikke selv at blive draget ind i denne Undersøgelse - højtstaaende og højtfornemme som de var - har de nu blot tænkt paa at redde sig selv! De vidste, at hvis denne Sag blev skarpt forfulgt, da var det Forbedringshuset for dem selv det gjaldt! Og kæmpende for selv at holde sig fri for Skandale, er de faldet over Georg Petersen: "Dræb Dig! Dræb Dig! Dette var den eneste Udvej til at faa dysset Sagen ned!

Saa vidt man kan se er det næsten til det haandgribelige sandsynligt, at Georg Petersen ikke frivilligt har søgt Døden, men er blevet tvunget dertil.

Og Vennerne er med lettet Samvittighed Samvittighed rejst tilbage til København - medens Georg Petersen er gaaet op paa sit Værelse for at tømme Antifebrinpulverne ud i sit Glas...

Flugt og Anholdelse

Efter det mislykkede Selvmordsforsøg kom Georg Petersen hertil Byen, og da Vekselmægler Schiøler endnu ikke havde noget Overslag over. hvor meget Bedragerierne androg, men mest var tilbøjelig til at tro, at det kun drejede sig om nogle faa Tusind Kr.. vilde han ikke straks gaa til Politiet og gøre Anmeldelse. Georg Petersen kunde derfor uantastet lade sig indlægge paa Professor Jacobsens Klinik paa Kochsvej for at søge Hvile og Rekreation.

Samtidig fortsatte dog Hr. Schiøler sine Undersøgelser og saa for hver Dag Bedrageriernes Sum vokse. Bedragerierne var udført efter de mest moderne og mest komplicerede Snyderisystemer. En af de Maader, der hyppigst var anvendt, var den, at der var foretaget Fejltællinger i Bøgerne. Talkolonnerne var talt galt sammen, men dog saaledes, at Saldoen paa Indtægts- og Udgiftssiden stadig passede. Selvfølgelig var det umuligt i en saa stor Forretning stadig at se, om hver Side i Kontoristernes Bøger stemmede, og saa man paa de sammentalte Summer, var de hos Georg Petersen al Tid i nøje Overensstemmelse med Kassebeholdningen. Desuden har han flere Gange for at redde sig foretaget Rettelser og Forfalskninger i Bøgerne. 

Efter en Uges Tids Forløb havde man konstateret Bedragerier til et Beløb af over 100,000 Kr.! Georg Petersen, der ude paa Kliniken havde faaet Nys om, hvordan Sagerne stod, og saa, at en Anholdelse var forestaaende, besluttede sig da til et afgørende Skridt. Den 25. Januar flygtede han fra Klinikken, løste i sidste øjeblik Billet til Udlandet og dampede af med Toget til Korsør.

Vekselmægler Schiøler blev imidlertid allarmeret om Flugten og satte straks Politiet i Bevægelse. Der blev telefoneret til Mellemstationerne, og da Toget kom til Roskilde, var allerede det daværende Politi underrettet, og Georg Petersen blev stoppet.

Han førtes her til København under Politibevogtning. Dagen efter afsagdes der Arrestdekret. Sagen henvistes til 6. Kriminalkammer, Assessor Obelitz.

Og hermed begynder den egenlige Affære, som vi nærmere skal omtale i Morgen

(Social-Demokraten 6. september 1908)

Georg Petersen var født 1892 og fra 1891 ansat som kasserer og bogholder hos vekselmægler Schiøler. Det lå Holmens Kanal 22, en adresse hvor Overformynderiet senere blev opført. Fra december 1904 til midt i januar 1908 lykkedes det Georg Petersen at tage 118.000 kr. af vekselmæglerens kasse. Så blev svindlen opdaget, og han blev arresteret. Tiltalen frafaldtes efter at familien havde betalt 6.000 kr i dækning, og han blev løsladt 25. marts 1908. Han flygtede herefter, men blev den 26 februar 1902 arresteret i Buenos Aires. 

Ukendt fotograf (Mariboes Samling): Holmens Kanal og Størrestræde set fra hjørnet af Niels Juels Gade mod Christiansborg ca. 1870. Th. nr. 12, Industriforeningen, senere Landmandsbanken. George Petersen arbejdede i en af de bygninger som blev nedrevet til fordel for Overformynderiet. Omtrent midt i fotoet. Kbhbilleder. Public Domain.


Den store Retsskandale.

Homoseksualisme og Storbedragerier
En Telefonopringing fra Justitsministeriet.

Vi omtale i Gaar de Tildragelser, der var gaaet forud for Storbedrageren Georg Petersens Arrestation. Straks efter at denne var sket, begyndte Forhørene, og de seksuelle Skandalesener, der omtaltes under disse, og de Navne, der nævntes, var af en saadan Art, at de aldrig nogen Sinde før har været nævnt i en dansk Retssal.

Men forinden vi kommer ind paa en Omtale heraf, vil det være paa sin Plads ganske kortelig at give en Karakteristik af Georg Petersens Person.

Som tidligere nævnt, var han en Mand paa 32 Aar. Af Ydre ganske spinkel, bleg, ja næsten hvid, med et lidt sygeligt Udseende og med et Par sky, flakkende Øjne. Hele hans Skikkelse bar Præg af fremskreden Degeneration og var iøjnefaldende ødelagt af kønslige Udskejelser.

Ved en Lægeundersøgelse skulde det desuden være blevet konstateret at han havde en Gren af Tuberkulose.

Han var en Mand uden større Begavelse, snarest under Jævnmaalet. Men hvad der først og fremmest karakteriserede ham, var at han ganske savnede Personlighed. Han var i saa Henseende en fuldendt Type paa de moderne Mennesker, der, udtærede af Udsvævelser, er fuldstændig gennemtrængte af Slaphed, saa de ganske er berøvet Evnen til Selvhævdelse og Initiativ. Han var en Kastebold for sine Indskydelser og Drifter og manglede i særlig Grad Vilien til at staa imod. Derfor blev han ogsaa et let Bytte for den Hob af "Venner" han efterhaanden var kommet sammen med, og som udbyttede ham uden Skamfølelse eller Skaansel.

Hertil kom saa hans grænseløse Forfængelighed. I sin Klædedragt var han en fuldkommen Modedukke. Elehgant lige indtil Lapsethed og altid udstyret efter de mest moderne og mest udfordrende Modejournaler. Naar det drejede sig om Klæder, kendte han ingen Grænser for sin Ødselhed. De kostede ham i Tusindevis af Kroner i de sidste Aar.

Et udpræget Træk hos ham var ogsaa hans Lyst til at ville prale og glimre overalt, hvor der frembød sig en Lejlighed til at stille sin Person til Skue. Der var i saa Henseende noget fuldstændig kvindagtig i hans Natur. Ved Væddeløbene paa Eremitagen og ved de mest fornemme Premierer kunde man være sikker paa at træffe ham paa en fremskudt Plads, hvor Aristokratiet færdedes, og hvor han kunde komme til at stryge sig opad Frakkeærmerne paa dem. Al hans Iver og Interesse var blot at komme til at omgaas dem, der var højest paa Straa og blive indført i Aristokratiets Saloner, og han dyrkede med dette Formaal for Øje de unge Adelsmandspirer med et Snobberi og en ydmyg Tilbedelse, der overalt, hvor han var kendt, omgav ham med det latterligt Skær. Hurtigere og hurtigere droges han af denne Tilbøjelighed ind paa det Skraaplan, der førte til hans Fald. Thi denne Adelsmands-Omgang kostede Penge. Alle blokkede de ham. Og medens han til at begynde med kun stjal i Hundreder, stjal han i Løbet af de sidste tre Maaneder i halve Snese Tusinder!

En Middag paa Phønix.

Allerede i de første Forhør tilstod han, at han var homoseksuel og havde gjort sig skyldig i homoseksuelle Forbrydelser. Den allerstørste Del af de Adelsmænd, han var kommet i Berøring med, led af samme kønslige Abnormitet, og netop dette var det, der havde ført dem sammen. Thi - underligt nok - er det jo et videnskabeligt Faktum, at Homoseksualitet har en meget skarp Evne til straks at kunne vejre de Personer, der er i Besiddelse af samme Følelsesliv.

Som et Barn, der tror at gøre sin egen Forseelse ringere ved at faa inddraget andre i den, plaprede Georg Petersen i Forhørene ud med Navnene paa alle dem, der hørte til hans nærmeste Omgangskreds. Det var Navne, der fik Retsvidnerne til at vaagne af deres Dvale og spile Øjnene op. Det var Navne fra vort allerfineste Aristokrati. Det var den unge Baron Reedtz-Thott. Det var den unge von Holstein-Rathlou. Det var den græske Generalkonsul Thalbitzer. Det var Folk der kom paa selve Slottets Trapper.

Blandt disse Folk gik Georg Petersen under en Masse Kælenavne. Mest anvendt var Betegnelsen "Reservebaronen", men forøvrigt kaldtes han ogsaa "Englebarnet" og "Premiere-Petersen".

Almindeligvis troede man, at han var velhavende, da han al Tid var beslaaet med Hundredkronesedler og slog om sig, som om han var i Familie med selve Rothschild. Selv søgte han, ud fra sin Forfængelighed, at bestyrke denne opfattelse for at veje Manglen af et adeligt Navn op med klingende Guld. Angaaende Oprindelsen til sin Formue fortalte han, at den stammede fra en Gevinst i et tysk Lotteri, men den almindelige Opfattelse blandt hans Venner var, at han havde faaet den som Arv efter en kendt homoseksualistisk Etatsraad, der døde for et Par Aar siden, og som man vidste havde testamenteret en Del af sin svimlende Kapital til forskellige Personer, der havde staaet ham nær.

Officielt beboede Georg Petersen en forholdsvis beskeden Lejlighed i Rømersgade 21. Den var udstyret med en vis yppig Komfort, men dog uden Haremsluksus, som ellers er et Kendetegn for Homoseksualisters Hjem.

Men ved Siden af denne Bolig havde han en Aftrædelses-Lejlighed i Bredgade 63, og her var det, han opførte sine Orgier. Lejligheden var udstyret som Salon med den mest overdådige østerlandske Luksus, med høje Palmer, med dekorative Lamper og bløde, lyddæmpende Draperier. I disse Sale modtog han sin Vennekreds og gav han sine Gæstebud. 

Ved enkelte lejligheder, hvor det særlig drejede sig om at glimre, og hvor hans egen Bolig var for lille til at rumme alle de indbudte, forlagde han Scenen til Hotel Phønix. Mest omtalt af alle hans svimlende Gilder var en saadan Fest paa dette Hotel. Der var over 50 personer til Stede, og Middagen kostede 6000 Kr.! Der blev serveret med Jordbær til 1 Kr. Stykket, og Champagnen flød i Strømme!

Den sidste store Fest, han gav, blev holdt i Salonerne i Bredgade, og der blev ved denne Lejlighed alene drukket Champagne for henved 600 Kr. Tre sorte Tjenere vartede op for gæsterne!

Hvad der iøvrigt er foregaaet i disse Saloner, er det næppe værd at udmale.

Myndighederne sættes i Bevægelse.

Om hele denne Side af Georg Petersens Forhold var hans Principal, Vekselmægler Schiøler, ganske uvidende. For ham var Georg Petersens Adresse Rømersgade 21, og han saa i ham kun Kontoristen, der mødte til sit Arbejde og sad i den reglementerede Tid og knirkede nemt paa Kontorstolen for en alt anden end aristokratisk Gage af 1200 Kr. om Aaret! Han kendte vel nok lidt til sin Kontorists fine Bekendtskaber og flotte Vaner, men blev stadig dysset til Ro ved Forsikringerne om "den store Gevinst" og tænkte vel ogsaa nærmest, at det var Georg Petersen, som udnyttede sin fornemme Omgangskreds til at skaffe sig Penge, i Stedet for at det omvendte var Tilfældet.

Lidt efter lidt, efter at Bedragerierne var kommet for en Dag, afdækkes dog Forholdene. Det begyndte som Rygter, der svirrede i Krogene, men efterhaanden faldt der Slør for Slør, til hele Skandalen laa aabenbar. Og den pegede ikke blot ind til et Rædselskabinet af Perversitet og moralsk Pest i vort allerhøjeste Aristokrati, men den viste tillige en Række højst indviklede og mystiske Transaktioner, der forgrenede sig gennem flere Mellemmænd frem til Navne, som man maatte forstaa det vilde være farligt at kompromittere.

Vekselmægler Schiølers Mistanke om, at denne Sag var af en ganske særlig Natur, bestyrkedes dog først, da han mærkede, at der fra Indflydelsesrige Magter var stærke Kræfter i Bevægelse for at faa Sagen begrænset og dysset ned. Georg Petersens homoseksuelle Forseelser blev under Fohørerne ganske holdt udenfor Behandling, skønt man ikke mere end et Aars Tid i Forvejen havde skredet ind overfor Tandlæge Aae og hans homoseksuelle Venner med Haard Haand og uden Barmhjertighed. Nu, da det gjaldt Georg Petersen og hans Bande, drejede alt dig  derimod blot om at faa drysset Sand paa!

Georg Petersen selv blev fritaget for det tvangsbundne Fængselsophold og blev overladt til den forholdsvis friere Tilværelse paa 6. Afdeling, hvor han indlagdes til Observation.

Samtidig gjordes der alt for at faa bevæget Vekselmægler Schiøler til at lade Bedragerisagen falde. Hvis han nemlig tog sin Anmeldelse tilbage, var det efter loven ensbetydende med, at Georg Petersen slap fri, de videre Undersøgelser af den kedelige Affære blev indstillet, og Storbedrageren blev sendt ud af Landet!

I denne Hensigt tog endogsaa selve Justitsministeriet Affære og ringede pr. Telefon til Hr. Schiølers Sagfører, Højesteretssagfører P. G. F. Jensens Kontor, og anmodede - selvfølgelig paa en diskret Maade - om at faa Sagen bilagt. Ja, selve Kongens Kabinetssekretær, Geheimeetatsraad Rosenstand, har haft Konferencer med Hr. Schiølers juridiske Konsulent angaaende denne opsigtsvækkende Sag.

Men herom mere i Morgen. 

Gert.

(Social-Demokraten 7. september 1908) 


Georg Petersen-Affæren.

En Erklæring fra Professor Westergaard

I "Kristeligt Dagblad" har Professor H. Westergaard i Gaar offentliggjort en Erklæring angaaende Domstolene og Georg Petersens Sag.

Professoren er Lærer i Statsvidenskab ved Københavns Uiriverfitet og er kendt som en af Indre Missions ledende Mænd.

Erklæringen lyder saaledes:

Som Befuldmægtiget i det Schiølerske Bo har jeg haft rig Anledning til at blive bekendt med Enkelthederne i den sørgelige Affære, som er knyttet til Georg Petersens Navn og fra ham forer opad gennem en uhyggelig Mængde Navne.

Med voksende Forbavselse har jeg faaet Indblik i den Maade, hvorpaa man ansaa sig for forpligtet til at pleje Retten i denne Sag, og den Ugenerthed, hvormed de degenererede, homoseksuelle Individer kunde tilfredsstille deres Triste og brede Smitten i en Grad, som de færreste Vistnok drømmer om.

Den Undersøgelse, som Justitsministeriet har indledet mod Frk. Esche, synes at være løbet ud i Sandet: maaske har den aabnet Øjnene paa Dommeren, men Offenligheden er da ikke bleven delagtiggjort i hans Viden.

Ogsaa Sagen mod "Novemberherrerne" for et Par Aar siden fik jo et ganske ejendommeligt Forløb.

Det er imidlertid paa Tide at der i denne Snobberiets og Ligegladhedens Tidsalder uden Persons Anseelse bliver gjort noget for at vække alle alvorlige Mennesker, og først og fremmest den kristne Menighed, til Kamp mod denne Fare.

Vi kan ikke staa os ved, at Smitten faar Lov at brede sig, og særlig gæld« det at værne Ungdommen derimod.

Man maa derfor være "Kristeligt Tagblad" taknemligt, fordi det har begyndt Kampen ubekymret om Raillerier fra visse Sider, og Ligegyldighed og Sløvhed fra andre.

Jeg vil gærne udtale min Tak derfor og mit Haab om, at det maa lykkes at fore Kampen til Ende til Gavn for vort Folk, saa al Perversitetens Smuds atter kan blive vist tilbage derhen, hvor det hører hjemme.

Harald Westergaard

(Social-Demokraten 8. september 1908)

Thora Esche var forstanderinde for Indre Missions Magdalenehjem for "faldne kvinder". Hun havde i juli 1908 beskyldt Livgarden utugt både mod unge piger og unge mænd. Et udslag af "Missionens" kamp mod "Mørkets Magter" både i Kristeligt Dagblad og bogform. Justitsminister P. A. Alberti beordrede en politiundersøgelse mod Thora Esche, der ikke blev til noget - det var få måneder før han gik af. Kongen var rasende over angrebet og afskedigede en indremissionsk hofmarskal grev Joachim Moltke. Thora Esche blev så skræmt over reaktionen, og holdt siden inde. I 1913 lod hun sig indlægge på en nerveklinik.


Den store Retsskandale

Hvordan man udøver Retfærdighed.
Lovene tilsidesættes!

III

Under de fortsatte Afhøringer i Storbedrager- Affæren viste det sig snart, at der i Georg Petersen ikke var meget af det Stof, som skader den store Forbryder. Han var nærmest et Pjok, en sølle Person, et af de vankelmodige Mennesker, der, naar de kommer ind i tvivlsomme Forhold og sammen med tvivlsomt Selskab, let bliver et Forbrydelsens Redskab. De Anstrængelser, der - som i Gaar omtalt - allerede paa et tidligt Tidspunkt udfoldedes, havde da heller ikke først og fremmest til Formaal at fri Georg Petersen for Straf. Ham var der i Virkeligheden ikke en Sjæl, dere havde noget tilovers for eller brød sig det bitterste om! Men han var farlig, fordi han sad iinde med Oplysninger! Og for at fri visse adelige og højtstaaende Personer fra at blive kompromitterede ved at blive blandede ind i en modbydelig Sædelighedsaffære og blive stemplede som bevidst eller ubevidst delagtige i Bedragerens Forhold, var det, at Himmel og Jord sattes i Bevægelse. 

Man kan tænke sig, hvilken Forfærdelse det vakte, da Georg Petersen lagde de adelige Navne frem paa Forhørsdommerens Bord. - Alle Telefonerne ringede, man hviskede og tiskede, og der holdtes timelange Konferencer mellem Forhørsdommeren, Assessor Obelitz og hans juridiske Foresatte. Samtidig blev der omhyggeligt sørget for, at alt Retspersonale fik syv Segl for deres Mund, at intet af Stanken kom udenfor Dørene, og at Offentligheden intet fik at vide om de Plamager, der sad paa visse af de adelige Vaabenskjolde.

Hvor staar ikke en Fremgangsmande som denne i den mest skærende Modsætning til den, som ellers er den almindelige ved vore Domstole. Det skulde blot have været almindelige Borgere. Sagen havde drejet sig om! Utallige er de Tilfælde, vi i Aarenes Løb har fremdraget, paa, hvorledes Fattigfolk, Arbejdere og Bønder er blevet idømt Vand og Brød og Forbedringshus i Aarevis for Forseelser, der ikke var værd at rejse sig for, og det uden at Justitsmyndighederne har rørt en Finger for at befri dem for Straffen eller forringe deres Skyld!

Forhørene blev fra første Færd drevet med en rentud enestaaende Lemfældighed, og Protokoltilførslerne blev nedskrevet med en Fintfølenhed, som om de havde været bestemt til Læsning for unge Piger i Konfirmationsalderen. Alle de Bemærkninger og Tilstaaelser, der fremkom angaaende Georg Petersens og hans Venners kønslige Forhold, blev omhyggeligt afdæmpede eller ganske udeladte. Skønt Georg Petersen selv havde indrømmet, al han var Homoseksualist, blev dette Forhold ganske ladet udenfor Undersøgelse, og der afhørtes ikke en eneste af de Personer, som han angav som meddelagtige i sine Orgier.

Ligeledes indeholder Forhørsprotokollerne ikke, hvad Georg Petersen har brugt de stjaalne Penge til, skønt det er notorisk, et han overfor Dommeren har navngivet adskillige af sine "fine" Venner som Folk, der har søgt at plyndre ham og har modtaget ret betydelige Laan af de Penge, han stjal. Heller ikke disse Navne er nævnte.

Justitsministeriet har været ihærdigt for at meddele Hr. Schiøler, at en Kapital paa 9000 Kr., som var udsat for Georg Petersen i Overformynderiet, vilde blive udbetalt, hvis Sagen blev bilagt. Disse Penge kunde kun hæves med Ministeriets Sanktion, og Ministeriet tilbød nu at give denne Sanktion, hvis Hr. Schiøler vilde give efter. I den sidste Henvendelse fra Ministeriets Side desangaaende ytrede man endogsaa. at Hr. Schiøler nu "maatte skynde sig med at træffe Bestemmelse", da man ellers ikke turde indestaa for, at Pengene vilde blive udbetalt. Disse 9000 Kr. er altsaa i Virkeligheden blevet brugt som et Slags Middel til at slaa en Tuskhandel af angaaende Ret og Retfærdighed.

Vekselmægler Schiølers Død.

Da Forhørene havde staaet paa et Par Maaneder, indtraf ret pludselig Vekselmægler Schiølers Død.

For den gamle Mand - han var oppe  halvfjerdserne - havde hele Affæren selvfølgelig været et haardt Slag. Først og fremmest havde han mistet 130,000 Kr. Hertil kom, at man rundt om begyndte at svine hans Navn til. Dette stammede netop fra nogle af de Folk, som havde hørt til Georg Petersens nærmeste Omgangsfæller. De tog nu Agressiven og fortalte overalt i Byen, at Hr. Schiøler selv var homoseksuel og havde staaet i Forhold til Georg Petersen! Hr. Schiøler saa sig saaledes ikke blot berøvet sin Formue, men ogsaa sin Ære. Nedbøjet af Bekymring og oprevet af Sorg ramtes han da af en Hjærneblødning og afgik efter et Par Dages Sygeleje ved Døden. 

Georg Petersen slipper fri.

Efter Vekselmægler Schiølers Død indtraadte Overretssagfører Mygind og den afdødes Søn, Hr. Eiler Schiøler, som Testamentseksekutorer, og med disse førtes nu de videre Forhandlinger angaaende Sagens Bilæggelse. I et af Forhørene angav disse, at Georg Petersen havde gjort sig skyldig i Falsk, og at Sagen saaledes ikke kunde sluttes, selv om de samtykkede deri. Efter hvad Hr. Schiøler meddeler, skal Georg Petersen ogsaa selv have tilstaaet at have gjort sig skyldig i Falsknerier. Ligeledes tilbød Hr. Schiøler at føre sine Dokumenter op i Rette, saa Dommeren selv kunde overbevise sig om, at Falsknerierne var foretaget. Alt, hvad han fik til Svar var imidlertid, at Dommeren ikke brød sig om at se disse Dokumenter, og at det vilde være umuligt, hvis Hr. Schiøler fastholdt denne Anklage, at lade Sagen falde. Hvor Hr. Schiøler bemærkede, at det selvfølgelig var noget, som Retten maatte om.

Til Trods for disse Anmeldelser gjordes der dog intet for at opklare Falsknerierne. Tværtimod fortsattes Bestræbelserne fra Myndighedernes Side for at faa Sagen standset, samtidig med at man ret tydelig lod forstaa, at Hr. Schiøler skulde faa alle de stjaalne Penge tilbage. Ud fra denne Forudsætning og tillige fordi de forudsaa, at Myndighederne under ingen Omstændigheder vilde have Sagen undersøgt til Bunds, indvilgede da de to Testamentseksekutorer tilsidst i at frafalde Kravet om Tiltale mod Georg Petersen.

Samme Aften sattes Georg Petersen paa fri Fod og dampede af til et Badested i Pyrenæerne for at søge Rekreation. I Forvejen var der allerede udsat en Sum for ham, saa han kan leve anstændigt Resten af sin Levetid.

Gert.

(Social-Demokraten 8. september 1908).

I juni 1908 antydede nogle aviser antydede, at prins Harald havde haft en homoseksuel forbindelse til Georg Petersen. Med Albertis afgang i september, vaklede tilliden til retsstaten, og Georg Petersens sag blev genoptaget. Georg Petersen undgik ikke sin dom ved at rejse til udlandet. Han blev arresteret i Buenos Aires, Argentina. I februar 1910 blev Georg Petersen idømt et års forbedringshus.


Georg Petersen-Affærens Afslutning

I Gaar fik endelig den saa meget omtalte Georg Petersen-Affære sin Afslutning, idet Georg Petersen eller "Reservebaronen", som han kaldes, fik 1 Aars Forbedringshus.

Georg Petersen er bleven dømt for Bedrageri, og "Kristeligt Dagblad", der som bekendt var draget i Leding mod Assessor Obelitz og krævede Georg Petersen tiltalt for hans homoseksuelle Tilbøjeligheder, har altsaa ikke faaet sin Krig ført igennem.

En anden Sag er det, at de Forhør, der er bleven afholdt efter at Sagen blev taget op igen paa Justitsministeriets Initiativ, kaster et skarpt Lys over det Slæng, der sejlede i den homoseksuelle Levemands Kølvand. De Oplysninger, der er kommen frem, viser, hvilken uhyggelig Raaddenskab, der har hersket i de "fine" Kredse, som det var Georg Petersens Stolthed at komme i.

Han havde jo saa fine Bekendte som Kongens Adjutant, Oberstløjtnant Ipsen, og angaaende denne højtstaaende Officer oplyser Forhørene, at han har modtaget Laan af den homoseksuelle Bedrager. Han har ganske vist senere tilbagebetalt dem - men det gør jo i og for sig ikke Sagen bedre.

Forhørene bringer ogsaa interessante Oplysninger om den nu bortflygtede Generalkonsul Thalbitzers Forhold til Reservebaronen, nemlig angaaende hans store Kup, da han laante Penge af Georg Petersen - efter hvad han sagde, "til Prins Harald".

Ester hvad der foreligger oplyst, er der vel ingen Grund til at tvivle om, at Thalbitzer kun har benyttet Prins Haralds Navn for at faa Georg Petersen til at gaa i Tøjet.

Det hellige Blad "Kristeligt Dagblad" har saaledes ikke faaet meget ud af sin Kamp mod de usædelige, "højere" Steder.

Ganske vist har Forhørene bragt mange uhyggelige Ting frem angaaende Georg Petersen og hans Venners Homoseksuelle Udskejelser, men en egentlig dybtgaaende Undersøgelse i saa Henseende har man ikke indladt sig paa. Og det er heller ikke godt at se, til hvad Nytte skulde være. Homoseksualisterne udryddes jo ikke, fordi nogle enkelte mindre højtstaaende Personer kommer i Forbedringshuset.

"Kristeligt Dagblad" havde ogsaa angrebet Assessor Obelitz, fordi Sagen i sin Tid blev sluttet uden Tiltale.

Herom siger Dommens Præmisser: "Der ses ikke at være nogen retslig Hindring for, at Justitsministeriet i en Sag som den omhandlede, dekreterer Aktion, uanset, at den tidligere Undersøgelse, under hvilken det ikke var konstateret, at Arrestanten havde anvendt urigtige Tilførsler til Kassebogen for at skjule sine Bedragerier - var sluttet med Politidirektøren Samtykke.

(Kolding Social-Demokrat 9. februar 1910).


Af Reservebaronens Memoirer.

Historien om "Forbindelsen" med Hoffet. - Da Bedrageren nær var opdaget.

I disse Tage, da den faa meget omtalte "Reservebaron", Georg Petersen, har været for Højesteret, har man for en Gangs skyld haft Lejlighed til at se lidt bag Kulisserne i den mærkelige Affære.

I Fordørene fra Kriminalretten fortælles saaledes følgende:

Kun en Gang har Georg Petersen været sammen med Prins Harald; det var kort før nu afdøde Prinsesse Louise blev gift med Prins Friedrich af Schaumburg-Lippe. Mødet fandt Sted i Prinsesse Louises Dagligstue i den daværende Kronprins' Palæ paa Amalienborg.

"Reservebaronen" og hans Søster Olga havde i flere Aar af og til været Gæst hos Prinsesse Louises Kammerjomfru, Frøken Holm, som i sin Tid havde haft Tjeneste hos Georg Petersens Bedstemoder, Enkefru Withusen. Igennem de nævnte Besøg havde Georg Petersen og Søsteren igen lært Prinsesse Louise at kende og talt flere Gange med hende. Da Prinsessen nu skulde rejse, havde hun tilsagt de to til at komme op for at tage Afsked med hende.

Medens Peorg Petersen nu sad her i Prinsessens Stue, kom Prins Harald ind og henvendte nogle faa Ord til ham om, at det var sørgeligt, at Prinsessen nu skulde drage bort.

Det er den eneste Gang, Georg Petersen har været i Stue med Prins Harald, og den eneste Gang, han har vekslet noget Ord med Prinsen.

- -

En anden, næsten lige saa karakteristisk Episode:

Ved Juletid 1907 var Georg Petersen og Kontorist Christiansen ved at gøre Kassen op hos Veksellerer Schiøler. Naturligvis tog Georg Petersen "Hensyn" til sine Snyderier - som han havde opført paa en særlig Seddel - og det lykkedes ham at faa det til at stemme paa en halv Snes Kroner nær.

Efter at Georg Petersen var gaaet, søgte Kontoristen endnu en Gang at faa Kassen stemt af, og han opdagede da, at det var rent galt fat. Da han gik fra Kontoret, gik han ud til Georg Petersen og sagde, at efter hans Mening var der en Fejl paa mange Tusind Kroner.

"Reservebaronen" svarede da: "Ganske vist har jeg taget nogle Penge af Kassen, men det skal jeg nok bringe i Orden!"

Næste Dag gjorde han Kassen op, og erklærede overfor Christiansen, at nu stemte den - og saa blev der ikke talt mere om det!

- - -

Som i Gaar telegrafisk meddelt skal "Reservebaronen" 8 Maaneder i Forbedringshuset. Men nu er Spørgsmaalet, om hans Familie ikke har Krav paa Tilbagebetaling af de betydelige Beløb, den i sin Tid betalte Veksellerer Schiøler - netop paa Betingelse af, at Georg Petersen ikke skulde straffes!

(Telegram).

Veksellerer Schiøler har til "Soc. Dem." udtalt, at Georg Petersens Familie kan faa de 14,100 Kr som i sin Tid er indbetalt til Firmaet, tilbage, saa snart Familien maatte ønske det.

Derimod vil Georg Petersen ikke kunne faa de 10,000 Kr. tilbage, som han selv har betalt.

(Aarhuus Stifts-Tidende 25. juni 1910).

Højesteret nedsatte som nævnt straffen til 8 måneder. Kongen benådede ham i juli 1910 under hensyn til den lange varetægtsarrest mod at han rejste 10 år til udlandet. Det skete dog ikke lige med det samme, først da politiet formanede ham at rejse. 

En overlegen Herre. Reservebaronen Georg Petersen blev som bekendt benaadet paa Betingelse af, at han forlod Landet.

Saa meget større Forundring har det derfor vakt, at han stadig - 6-8 Uger efter at Benaadningen er sket opholder sig i København.

Hver Eftermiddag kan man møde ham paa Strøget, smilende og elegant som i hans Velmagtsdage.

For et Par Dage siden mødte en Overbetjent i Københavns Politi ham og spurgte ham - halvt spøgefuldt:

Tror De nu ogsaa, at den gaar Petersen? hvortil "Reservebaronen" i en let fornærmet Tone svarede :

Jeg vil nok se den Betjent, der lægger Haand mig"

Jamen, indvendte Politimanden, der var jo dog Meningen, at De skulde rejse?

- Det var det, svarede Petersen flot, men det er virkelig ogsaa meget muligt at jeg en Tag rejser til - Malmø.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 3. september 1910).


På politikammeret fandt man 24.000 kr i hans tegnebog. Han rejste efterfølgende til Algier i oktober 1910 med 22.000 kr. Hans ødselhed vakte politiets opmærksomhed og han blev arresteret fordi en to år gammel arrestordre ikke var blevet annulleret - det var den der var brugt da han blev taget i Buenos Aires. Efter kontakt til Københavns Politi om fejltagelsen, blev han efter 3 dage løsladt igen. Han puslede ifølge aviser med at åbne en chokoladefabrik - eller forretning som han ifølge Kolding Social-Demokrat 28. juni 1911 havde åbnet. Han forsvandt efter at have formøblet 25.000 kr. som familien havde indsamlet til forretningens start.