Carl Bøgh 1827-1893. (Efterskrift til Politivennen)

Jordefærd. Dyrmaler, Professor Carl Bøghs Jordefærd fandt Sted, ifølge "Berl. Tid.", igaar Middags Kl. 12 fra det nordre Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Kisten var dækket med Blomster og Palmegrene, saaledes fra "Kunstnerforeningen af 18de November", og Kapellet fyldtes snart af en anseelig Sørgeskare, i hvilken naturligt saaes en Mængde kjendte Kunstnere, Bestyrelsen og Medlemmer af Kunstnerforeningen, hvis Formand den Afdøde i sin Tid var, og for hvis Byggefond han var Formand til sin Død. 

Stiftsprovst Paulli talte om det Kunstnerliv, der med den Afdøde havde fundet sin Afslutning. Et saadant gik ikke hen uden Strid. Sikkert kunde man finde megen Glæde og Fred i Studiet af Naturen, og der skulde her bringes den Afdøde en Tak for, hvad han i saa Henseende havde givet af Sandhed og Skjønhed ; men let var en Kunstners Liv ikke. Blev han gammel, var den opvoxende Generation tilbøjelig til at betragte hans Arbejder under en ny, ham ukjendt Synsvinkel og fælde haarde Domme over dem, og, hvad der var af større Betydning, det hændte hyppigt, at han under sit Arbejde maatte føle Smerte ved at sammenligne det, han ønskede at give, med det, han havde naaet. Noget Saadant havde vel ogsaa været at spore i den Afdødes Liv, men flittig og energisk havde han bestandig stræbt videre, og desuden havde han været saa lykkelig at eje et Hjem, hvis Mure havde taget adskilligt af mod Livets Storme.

Efter Slutningssalmen bare yngre Kunstnere Kisten fra Kirken til Graven, hvor Jordpaakastelsen fandt Sted.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 25. oktober 1893).

Fotograf Vilhelm Tillge (1843-1896): Maler Carl Henrik Bøgh (3.9.1827-19.10.1893). 1866-1893. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Maleren Carl Bøgh (3.9.1827 - 19.10.1893) malede først folkelivsskildringer, senere dyremalerier. Flere blev malet på Gl. Estrup, hvor han årligt var gæst i 1880erne. Han blev begravet på Vestre Kirkegård. Gravstedet er formentlig nedlagt. 

Kæresteri i Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen).

I aftes klokken seks hørte spadserende på Købmagergade en højst mystisk banken på den svære dør, der lukker for Rundetårn. I den tågede, klamme luft lød den sære banken dobbelt uhyggeligt, og der samlede sig da også i løbet af et par minutter en betydelig menneskemasse, som med blege kinder og strittende ører lyttede til.

Der var ganske stille på gaden, kun den underlige banken hørtes tydeligere og tydeligere. Situationen var lige ved at blive trykkende. Hvem ved hvad enden var blevet, hvis ikke to af lovens håndhævere med den åndsnærværelse, der er disse folk egen, havde lånt en nøgle hos en urtekræmmer i nærheden og med den lukket døren op. Med høj og værdig stemme råbte nr. 203: "Er her no'en?", mens 106 med lempelig hånd ryddede pladsen foran døren.

Efter en liden stunds forløb viste sig for det undrende folk to mennesker - en mand og en kvinde. De havde nydt en stille hyrdetime i Fjerde Christians gamle observatorium; men havde glemt at komme ud, da hr. Ankjær lukkede af.

Mens 203 lukkede døren af, fjernede de sig, røde i hovederne over at deres unge kærlighed havde fået så mange vidner.

(København, 10. oktober 1893).

Ordenspolitiets chef om Ricard-affæren. (Efterskrift til Politivennen).

Politiinspektør Theodor Petersen udtalte i forgårs til en af "Avisens" medarbejdere at Ricard-affæren ingenlunde afficerede politiet, som er vant til utilfredshed fra publikums side.

- Det er uheldigt, at netop en så højtstående embedsmands sønner er blevet anholdte, men de har sikkert irriteret vedkommende betjente ved mindre velovervejede udtalelser. Ikke desto mindre burde betjentene snarere have anholdt det fruentimmer, der gav anledning til affæren, end de to herrer Ricard.

Hvad mishandlingerne angår, overdrives disse meget; dog har betjentene utvivlsomt misbrugt deres myndighed og vil i den anledning ikke undgå straf.

Der anholdtes mellem år og dag tusinder for natteuorden, deriblandt mange fine folk som til daglig leve eksemplarisk. Opfører de anholdte personer sig ikke udfordrende eller anmassende, søger politiet altid at dække over skrøbelighederne, og den brutale kraft anvendes kun overfor alfonser, på hvem hverken bøder eller fængselsstraf virke.

De menige betjentes instruks lyder på, at de skulle anvende mildhed, hvor hensynet til den offentlige sikkerhed på nogen måde tillader det rapporterne forlanges godt skrevne, men det er usandt, at en betjents dygtighed bedømmes efter det antal rapporter, han afleverer.

Selvfølgelig kan det ikke undgås, at betjente en gang imellem forløber sig, men det er da som oftest publikum, der bringer de ikke erfarne betjente ud af ligevægt, og da kan det jo hænde, at der forefalder scener, som helst burde undgås.

Vi politiofficerer har netop forleden talt om at det var en mærkelig rolig periode vi var kommet ind i, uden et eneste angreb på politiet, men vi havde nok med det samme have banket under bordet, for nu går det jo livligt løs med klagerne; og dog driver vel også den byge snart over.

Mon den ikke snarere udlader en længe sammendraget strøm af uvilje og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.

Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 23. september 1893). 

Emilie Mundt (1842-1922). Marie Luplau (1848-1925). (Efterskrift til Politivennen)

Marie Luplau og Emilie Mundt.

Af Fru Johanne Meyer.

De to Kunstnerinder, hvis Billeder vi i Dag præsenterer vore Læsere, har allerede i længere Tid haft et anset Navn i Kunstnerverdenen, og mange vil erindre deres ikke ubetydelige Billeder fra de aarlige Udstillinger paa Charlottenborg. Som virkelige Personligheder besidder deres Billeder ogsaa hver sin Ejendommelighed, men som intime Venner, der sympatiserer i mangt og meget, og som stadigt lever sammen i det daglige Liv, maa de naturligvis ogsaa blive meget fælles i Opfattelse.

Marie Luplau og Emilie Mundt.

Siden 1875 har Frøknerne Mundt og Luplau levet sammen og gjennem et trofast Arbejde været hinanden til Støtte og Hjælp ogsaa i Kunsten. De kritiserer hinanden og søger Trøst og Opmuntring hos hinanden under Arbejdet; de studerer sammen, og de rejser sammen.

Deres Skoledannelse som Kunstnere fuldendte de i Tyskland, hvor de opholdt sig i 9 Maaneder, da det den Gang var umuligt her hjemme i Danmark at studere nogen Model. I 1878 oprettede de en Tegneskole, som temmelig hurtigt naaede stor Betydning; samme Aar udstillede de første Gang. 1882-83-84 ophævede de Hjem og Skole for at studere Kunsten i Paris og Italien. Frankrig virkede imidlertid aldeles fortryllende paa de unge Kunstnerinder, de følte sig saa stærkt greben af den franske Kunst; Naturen og Kunsten, alt bandt dem der, og de mente at tjene deres Kunst bedst ved at blive der alle tre Aar, dels i Paris, dels i Bretagne. Fra Frankrig hjemsendte Frøken Emilie Mundt et af sine bedste Børnebilleder. I 1885  flyttede de atter til Kjøbenhavn og byggede Hjemmet og Skolen op efter en langt større Maalestok, og hvem der har haft den Ære at besøge dette Kunstnerhjem paa Gl. Kongevej 136, hvor Dagligstuen er et mægtigt Atelier, fyldt med dejlige Kunstværker af de flittige Kunstnerinder, glemmer sent det Skjønhedsindtryk, der modtages, og de elskværdige og gjæstfrie Værtinder.

Skolegjærningen er imidlertid deres Kjæledægge, og hvis man taler med deres Elever, kan disse ikke blive trætte af at fortælle, hvor rigt deres Liv er blevet under de aandfulde og geniale Lærerinder, hvis Personlighed er bleven et med deres Kunst. Deres Kjærlighed til Kunsten er saa stor, et vi ligefrem frygter for at støde deres Skjønhedsfølelse ved Jaskeri, fortalte Eleverne. Ved Undervisningen kommer deres forskjellige Naturer frem, thi medens Frøken Emilie Mundt stirrer i stille Fortvivlelse paa Elevernes Fejltegninger, saa purrer Frøken Marie Luplau sig i Haaret, idet hun udbryder i Harme: Hvor kunde De dog gjøre det. Kjærlighed til Kunsten er lige stor hos dem begge, og Eleverne omfatter de paa ægte kvindelig Vis med personlig Interesse og søger at udvikle dem efter Ævne og Naturel og bliver Venner med dem under Arbejdet. De optager i deres Kunstskoler baade Elever, der skal forberedes til Akademiet, og viderekomne, som ikke ønsker det.

Mary Dorthea Frederikke Steen (1853-1939): Emilie Mundt og Marie Luplau i deres stue på Frederiksberg. 1886. På væggen hænger maleriet "Fra asylet i Istedgade", 1886. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Som Kunstner er Frøken Emilie Mundt særlig Børnemaler. Det er navnlig i hendes Fortællemaade, i hendes Børnebilleder, hun er kommen højst, og hvori næppe nogen Kunstner er kommen hende nær. Dog er hun ogsaa Portrætmaler af høj Rang. Man vil erindre hendes "Et stort Dameportræt i rød Atlaskeskjole", som var udstillet for nogle Aar siden, og og som vakte megen Opsigt paa Udstillingen. Et Portræt af hendes Broder, 2 store Asylbilleder og en Mængde mindre Børnebilleder: "Den førstefødte", en ung Moder, der fremviser sit Barn for gamle Bedstefader. "Gaardinteriør fra en Landsby" blev kjøbt af Tombolaen, og "Forventning", et dejligt Billede af en lille Pige, der sidder paa et Bord, medens en større Søster parterer en Appelsin, blev kjøbt af Aarhus Kunstforening. 

Frøken Marie Luplau har hidtil haft sin Styrke i Landskabsmaling, som ofte har faaet den Ros af Kunstnere: "ja, det er virkelig Natur". Saaledes "Regnvejr fra Bretagne og et større Billede "Aftenstemning fra Sydsjælland". Dog har Frøkenen i de senere Aar begyndt at udstille Portræter. Saaledes vil man erindre et Billede af hendes Fader, Pastor Lauplau, i Legemsstørrelse, som gjorde umaadelig Lykke. Ligeledes blev hendes Billede "3 Brødre", som udstilledes i Aar, meget vel modtaget.

Frøken Emilie Mundt kunde først begynde sin kunstneriske Uddannelse efter sit Hjems Opløsning, hvorimod Frøken Luplau fandt Støtte og Forstaaelse i sit Hjem, saa hun i 20 Aars Alderen fik fuldstændig fri Hænder, og Frøken Luplau siger ofte: "Jeg skylder min storslaaede Moder stor Tak for hendes dybe Forstaaelse af mit Tarv, at hun trods det Ramaskrig, der rejste sig fra hendes spidsborgerlige Omgangskreds, fuldstændigt gav den unge 20-aarige Pige fri Hænder til at rejse, hvorhen hun vilde."

Ogsaa i filantropisk Henseende findes et varmt Hjærte hos de to Kunstnerinder, de adopterede et lille 7 Maaneder gammelt Barn, som yderligere forhøjer det hyggelige i Hjemmet. Ogsaa Sport, Gymnastik og Friluftslivet har en stor Tiltrækning for dem, og de har begge, skjønt over 40 Aar gamle, begyndt at cykle og benytter Cyklen baade til Nytte og Glæde.

At Kvindesagen selvfølgelig har en stor Interesse for dem, behøver næppe at nævnes, naar man ved, at Marie Luplau er en Datter af Fru Line Luplau, der bogstaveligt satte sit Liv ind paa denne Sag, og man sporer ogsaa hos de populære Kunstnerinder, som begge staar i yderste radikale Fløj, et levende Ønske om, at der snarlig maa naas absolut lige Ret og Adgang til alt for Kvinde som for Mand.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 23. september 1893).

Begge blev begravet på Solbjerg Kirkegård.

Emilie Mundt: Fra Asylet i Istedgade (1886). En asylmoder og 32 individuelle børneskildringer. Emilie Mundt/Nivaagaards Malerisamling. Materialet er fri af ophavsret.

Indbrud i "Jødens Bule". (Efterskrift til Politivennen)

 En Arbejdsmand, der levede af tilfældigt Sjov, mødte i Forgaars to Læredrenge paa Gaden og gav sig i Snak med dem.

Hans Hensigt var at faa at vide, paa hvilke Nybygninger deres Mestre arbejdede.

Drengene der ikke anede Svig, fortalte hvad de vidste og saa skiltes de.

Lidt efter kom en af Drengene i Tanker om, at han havde glemt et Stykke Værktøj, han skulde bruge i "Jødens Bule', eller rettere paa den Nybygning, som er under Opførsel hvor før "Jødens Bule"- udestod paa Kristianshavn.

Han løb tilbage for at hente det, men traf til sin store Forundring den samme Mand. der havde tiltalt ham paa Gaden, i Færd med at opbryde en Slagbænk med Værktøj.

Paa Drengens Forespørgsel, hvad han havde i Bænken at gøre, svarede han, at han ledte efter en Spade, og sagde yderligere for at dupere Drengen, at han skulde sige til sin Mester, at han snart vilde komme ud paa Bygningen, da han havde noget at tale med ham om.

For en Forsigtigheds Skyld lukkede Drengen først Værktøjsbænken godt af og skyndte sig derpaa hjem til sin Mester - Gas og Vandmester Thomsen i Blaagaardsgade - hvem han fortalte det passerede.

T. anede straks, at der var Ugler i Mosen, og kørte øjeblikkelig ud til Bygningen, hvor han fandt Bænken opbrudt paany.

Han meldte Sagen til Politiet og forklarede, at han havde en Arbejdsmand der før havde arbejdet hos ham, mistænkt for at være Gærningsmanden, da Drengenes Beskrivelse passede paa ham.

I Forgaars endelig mødte Hr. T.'s Søn, der endnu ikke er konfirmeret, Tyven paa Østergade og havde saa megen Omtanke at foranledige ham anholdt.

Paa Stationen tilstod Tyven dette og mange andre Tyverier, som han havde paa Samvittigheden

(København 22. september 1893).

Naboejendommen Overgaden oven Vandet og Voldgade (hvor fru Heiberg havde boet) blev i 1894 forhøjet med en etage, samt en del små udhuse fjernet til fordel for en stor bygning.