Prof. Johan Julius Exner. (Efterskrift til Politivennen)

Professor Exner.

Prof. Johan Julius Exner, den kendte danske genremaler, er født d. 30. november 1825 og fylder således i dag 80 år. Han har vundet stor yndet hos publikum ved sine populære fremstillinger af bøndernes liv særlig på Amager og Fanø. Ved siden heraf har han udført flere portrætgrupper. Exner har siden 1864 været medlem af Kunstakademiet i København.

(Roskilde Avis, 1. december 1905).

Johan Julius Exner (1825-1910). Fotograf Vilhelm Tilge (1843-1896). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Maleren J. J. Exner død.

Den gamle berømte kunstmaler, professor Exner er i morges afgået ved døden i en alder af 85 år. Man kan sikkert uden overdrivelse sige, at Exner var den mest populære af alle danske malere. Hans billeder har ikke alene kunstnerisk værd, men de har stor kulturhistorisk interesse. Danmark har ingen ypperligere genremaler haft end Exner.

Det var i særdeleshed landalmuen, Exner studerede og forevigede. Hans billeder er ikke blot stemningsfulde. Men man bliver i godt humør ved at se dem. Han har draget alt det lyse og godhjertede frem hos landalmuen.

Gengivelser af hans billeder findes i tusinder hjem her i landet. Hvem har ikke set hans fornøjelige billede: "Gildet på Amager" og hans ypperlige billede: "Et bondegilde på hedeboegnen", hvilket sidste han malede i 1854.

Exner hentede ofte sine motiver fra de sjællandske bondestuer. Men særlig studerede han livet på Amager og på Fanø. Der bevarede man endnu, medens Exner var i sin velmagt, de gamle skikke. Og man bar hine steder de gamle nationaldragter. Når disse engang er forsvundne, vil man prise Exner, fordi han gennem sine ypperlige billeder har skildret os folkelivet fra en tid hvor folk ikke var hvirvlet med ind i det kapitalistiske kapløb, og hvor man kun i ringe grad brød sig om modeskrædere og pyntedukker.

Mange af de klatsmørere, vi nu har, vil trække på skuldrene af Exner. Men når deres billeder er kastet i skrammelbunken, så vil Exner vedblive at samle interesse.

Johan Julius Exner er født d 30. novbr. 1825. Han var søn af en böhmisk musiker, der på det tidspunkt boede i København. Fra barndommen af havde han lyst til at tegne, hvorfor faderen satte ham i malerlære. Senere kom han på Akademiet. Ved det bekendte billede "Besøget hos bedstefaderen" fik han udstillingsmedaljen. Billedet blev købt af den kgl. malerisamling. Og dermed havde Exner brudt sin kunstnerbane. I de senere år har han ført en stille og ubemærket tilværelse.

(Kolding Social-demokrat, 15. november 1910).

Professor Exner død,

Maleren, professor Exner, er i morges kl. 7 afgået ved døden. Uventet kommer dette dødsfald ikke. Den gamle kunstner har i længere tid været syg. For et par dage siden kom en indre forblødning til, og dette i forbindelse med alderdomssvækkelse har gjort ende på livet.

Johan Julius Exner var født i København den 30. november 1825. Faderen var en tjekke, som under Napoleons-tiden var kommet til Danmark som musiker. Exner havde fra sin tidlige barndom lyst til at tegne og male. Efter en kort tid at have været i malerlære, kom han på Kunstakademiet, af den udmærkede historiemaler C. V. Eckersberg modtog han en stærk påvirkning, og hans hu stod til at blive historiemaler. Et billede, "Marsk Stigs døtre", blev udført på bestilling af grev Fr. Knuth til Knuthenborg. Den unge kunstner var frimodig nok til på forhånd at forlange 500 rigsdaler for sit arbejde, hvad greven også lovede ham. Men ikke nok dermed. Grev Knuth tilbod ham ydermere et rum i sin bolig, som han kunne benytte til atelier. 

På kunstnervis søgte Exner om sommeren ud på landet for at gøre studier, og hans sans vaktes hurtigt for det liv, der omgav ham. Det var disse sommerudflugter i forbindelse med kunsthistorikeren N. L. Høyens kloge råd, der gav anledning til, at han fra nu af fortrinsvis søgte sine motiver på landet. Det nærliggende Amager blev en hel guldgrube for Exner. Det brogede folkeliv, som her rørte sig, både hvad angik klædedragt, sæder og skikke, kunne nok friste en maler. Den første frugt af amagerstudierne blev den legemsstore "Amagerkone, der tæller sine penge", som blev købt af Statens Kunstsamling. Senere kom "Besøget hos bedstefader", et billede, der bragte ham megen anerkendelse, og som nu findes i reproduktioner i mangfoldige hjem landet over. Foruden disse har vi en række andre udmærkede amagerinteriører fra kunstnerens hånd.

Det næste billede var fra Hedeboegnen ved Roskilde, "Et bondegilde" hed det. De farverige nationaldragter og de gamle bondestuer havde stadig kunstnerens kærlighed.

I sine senere år søgte Exner til Fanø, hvis folkeliv interesserede ham stærkt, måske fordi det i mangt og meget mindede om livet som det rørte sig på Amager.

I 1863 havde Exner ægtet Inger Henriette Sophie Ringsted. 1864 blev han medlem af Kunstakademiet og fik 1876 titel af professor. I en lang årrække var han lærer ved Akademiet.

Med exner er en - i bedste forstand - populær kunstner gået bort.

(Ringsted Folketiden, 15. november 1910.)

Maleren professor Exner der i går afgik ved døden.

Med Johan Julius Exner bortkaldtes den sidste af de gamle genremalere, som hørte den Heibergske periode til, og som, skønt han var uden forbindelse med den moderne kunst, dog altid vakte respekt ved den ærlighed og omhu, hvormed de tilvante emner fra Amager og Fanø behandledes af ham. Den afdøde maler havde megen skønhedssans og lune, og hans velbyggede kompositioner glædede den, der havde følelse for legemernes bevægelse, selv om farverne var konventionelle og ikke helt harmoniske. For ham var kunstens rammer klart bestemte; han følte ingen tvivl om berettigelsen af, hvad han malte, alle hans arbejder vidner om en sund og elskværdig idealisme og en umiddelbar, dog undertiden lidt for naiv glæde over de unge pigers sødhed og de gamle bedstefædres hjertensgodhed.

Han vidste, at man skulle glæde folks øjne med en letfattelig fortællen, klare farver, rund form, glade udtryk, blanke metalting, bondemalede stuer med smårudede vinduer og åbentstående døre ud til en grøn have. Gennem litografiske gengivelser vandt hans billeder uhyre udbredelse i landet.

1856-57 besøgte Exner Italien, senere var han på rejse et par gange i Sverige. 1864 blev han medlem af Kunstakademiet, fik 1876 titlen af professor, ridder af dannebrog 1869 og dannebrogsmand 1883, kommander af 2. grad 1892. Fra 1872-93 var han lærer ved akademiets modelskole, hvor han virkede stilfærdigt og pålideligt, som i al sin færd, en udpræget hædersmand, som han var.

(Viborg Stifts-Tidende, 16. november 1910).

Exner: Et brudepars hjemkomst fra kirken, Amager (1863). Public Domain. 

Exners 100 års fødselsdag. Maleren Johan Julius Exner fødtes i København den 30. november 1825 - altså i dag for 100 år siden. I en alder af 19 år udstillede han sit første billede, et "Parti af Kunstakademiets Figursal". Tre år efter fik han den Neuhausenske præmie. Det var hans Amagerbilleder, der gjorde ham populær. Han studerede folkelivet blandt Amagerbønderne. Da han var 27 år malede han den legemsstore "Amagerkone, der tæller sine Penge" og som erhvervedes af statens samling. Året efter fik han udstillingsmedaljen for "Besøg hos Bedstefaderen", en yndefuld idyl, der særlig bidrog til at slå hans ry fast. Og nu fulgte slag i slag en lang række af de milde og elskværdige billeder fra Fanøfolkenes og amagernes liv og færden inden døre, der vil bevare mindet om Exners navn. Nogen dybtgående psykolog var han ikke, men han havde en stor evne til at få publikum i tale som følge af den klarhed og lethed, hvormed han fortæller. Exner, der var medlem af Akademiet, døde den 15. november 1910. Indtil sin sidste tid fortsatte han sin overordentlig frodige kunstneriske virksomhed. På billedet ses til venstre et af Exners mest kendte malerier "De små skal i marken". Til højre øverst: "En bondestue i Nordsjælland". I midten: Exners portræt. Nederst: "Besøg hos bedstefaderen".

(Social-Demokraten, 30. november 1925).

Frederik August Vilhelm Bagge (8: 1910-1912). (Efterskrift til Politivennen)

Juni 1910 tog Bagge på automobiludflugt til Paris sammen med forlagsdirektør Ernst Bojesen, kammersanger Helge Nissen og fabrikant Rothenborg. 

Flyvningerne ved Rheims. Den bekendte Hof-Bogtrykker Fr. Bagge har sammen med et Par Venner, hvoriblandt Kammersanger Helge Nissen, i Auto ræret en Tur til Flyvningen paa Betheny Sletten ved Rheims.

Fr. Bagge, der er en af vore mest ivrige Automobilister. skildrer overfor "Politiken" sine Indtryk af Stævnet saaledes:

Tænk Dem en kæmpemæssig Grønsværsflade, fem kilometer i Omkres, der afmærkes af 4 høie Taarne, I den ene Udkant store pragtfulde Tribuner, foran hvilke en Sadelplads, hvor Tusinder promenerer. I Forbindelse med Tribunerne Restaurationer med Udsigt over den herlige Fælled. Ved Siden af Tribunerne 70 - 80 Hangarer, midt paa Grønsværsstaden et Taarn, hvor Dommerkomitéen har Stade, og oppe i Luften 20-30 med store hvide Numre forsynede Maskiner, nogle et Tusind Meter oppe, andre i sagte Fart ½ Alen over Græsset, en sydende og kogende Fuglesværm bestraalet af stærk Sol. Entréen er 20 Franks, men da dette Syn udfoldede sig for os, snappede vi efter Vejret og syntes, at aldrig havde vi anvendt Penge saa godt.

Særlig saa det glimrende ud, naar Flyverne gik brat ned fra en Højde af 1000 Meter. Man havde Indtrykket af en Bil, der kom susende fra Himlen med Næsen nedad. Først naar Maskinen var nogle faa Alen over Jorden, vendtes Rorene, og Planet hoppede over Grønsværet let som en Fugl. I et saadantd Øjeblik udløste der sig fra Tribunerne en Begejstring, der steg til Rus.

(Aalborg Amtstidende 14. juli 1910).

Bagge lagde i oktober 1910 bil til at køre Book Washington rundt i København, i øvrigt sammen med Elna Munch.

50 Aar

Hofbogtrykker Frederik Bagge

Hofbogtrykker Frederik Bagge bliver i dag 50 Aar. En smuk Alder, og dog vil man, naar man ser Hr. Bagge, tro, han er noget yngre. Alle Københavnere kender Hr. Bagge. Og de faa, der ikke har set ham personlig, har i hvert Fald foran i utallige Bøger set hans Navn: Trykt hos Hofbogtrykker Fr. Bagge.

Om Hofbogtrykkeren ikke er kendt for andet, saa er han kendt for sin Avtomobil. Han var en af de første, der kørte gennem Københavns Gader i Avtomobil. Og hvilken Opsigt rakte det ikke!

Det er slet ikke saa længe siden, og selv ganske unge Mennesker kan endnu huske de Dage, da Hr. Bagges Selvejeravtomobil fik os alle til at standse og vende os om.

Og hvor fjerne synes hine Tider alligevel ikke at være, nu da vi ikke er langt fra at vende os forbavsede om efter en Karet eller Droske med Heste for - eller en Køddroske, som man siger. Nu da Avtomobiler farer gennem alle Gader, og vi ikke kunde tænke os at bruge Kødhestekraft, forstaar vi ikke ret, at det ikke er mere end 6-8 Aar siden, at Hofbogtrykker Bagge med et Slag gjorde sit Navn berømt ved at køre i en almindelig Avtomobil, da alle Byens Betjente med vredladne Ansigter saa efter den første Avtomobilist og tog Noterbogen frem, da Hr. Bagge hvert Øjeblik mødte i den offentlige Politiret, og Assessorerne dikterede ham store Bøder for ureglementeret Kørsel og Hundeoverkørsler.

Og den Avtomobil, Hr. Bagge den Gang kørte i, vilde rimeligvis nu vække vor allerstørste Medynk med sin hvæsende forkølede Motor og sit uartikulerede Truthorn. Det var nemlig en af de gamle Vogne, som nu anses for saa klodsede, at de end ikke kan bruges til Drosker. Hvis man saa Hr. Bagges Avtomobil fra den Gang, vilde man vende sig om efter det og sige: Hvad er det dog for et forældet Køretøj det dér. Stakkels Mand!

Saadan skrider Udviklingen langsomt frem. Nu kan Hofbogtrykkeren i Avtomobil med Lysekrone i Loftet og Telefon til Chaufføren og en lille Bordklap og indlagt Varme. Og vi vender os knap om efter den paa Gaden. Men desværre ogsaa kun knap. Thi større er vi dog ikke endnu, end at en Avtomobil uden Taksamotor vækker vor Nysgerrighed og i vore Øjne giver sin Ejermand et Skær af Glans og Rigdom.

Ja, og større er vi heller ikke, end at vi i et af Nordens største Blade kan skrive saa meget om en Mand, fordi han har en Vogn uden Heste. Men vi trøster os - om tyve Aar sidder vores kære Søn maaske og skriver ligesaa meget om en Mand, fordi han har en Vogn med Heste.

Iøvrigt er Hofbogtrykker Bagge jo en saa anset og afholdt Mand, at man kunde skrive meget andet smukt om ham, men vi har valgt hans Avtomobil, fordi den er saa kendt af alle.

Jules.

(Riget (København) 2. marts 1911).

Da Tidsskrift for Hesteavl gik ind.

Man vil sikkert erindre, at der i en længere Aarrække har eksisteret et Blad ved Navn "Tidskrift for Hesteavl". En skønne Dag hørte det imidlertid pludselig op med at udkomme, uden at Abonnenterne havde faaet den fjerneste Meddelelse derom.

Bag ved denne mærkelige Afslutning paa Bladets Tilværelse ligger en bitter Strid mellem Udgiverne og deres Bogtrykker, Hr. Fr. Bagge, og netop i disse Dage er Striden paa ny blusset op, idet Hr. Bagge t et Dagblad beskylder Modparten for ikke at ville betale Tidsskriftets Giæld til ham.

Vi har under en Samtale med den kendte Dyrlæge Svend Larsen, der har været blandt Tidskriftets ledende Mænd, faaet følgende Fremstilling af den ejendommelige Sag:

"Bogtrykker Bagge er den eneste Mand, der har tjent ved Udgivelsen af "Tidsskrift for Hesteavl". Ritmester Schwartz-Nielsen var Redaktør. og han har, lige saa vel som de øvrige Interessenter, kun haft Tab. Til sidst besluttede vi at høre op, og i det sidste Nummer, vi lod gaa i Trykken, skrev Ritmester Schwartz-Nielsen en Artikel, hvori han bebudede Bladets Standsning. Men saa skete der det, at Ritmesteren straks efter Afleveringen af Manuskriptet tog ud at rejse, - og Bogtrykker Bagge benyttede da Lejligheden til - slet ikke at udsende Nummeret!

Som Grund for sin ejendommelige Optræden angav han, at Intessentskabet i Forvejen skyldte ham et saa stort Beløb, at han ikke havde Lyst til at give Kredit længer!

Han havde nogle Penge til gode - dog ikke saa mange, som hans Regning lød paa, - og der var ikke eet Menneske, der havde tænkt paa at snyde ham. Forhandlinger med ham nyttede imidlertid ikke; og han anlagde derfor Sag ved Underretten. Den Sag tabte han, eftersom Retten erklærede, at han havde sit Tilgodehavende hos Interessentskabet som saadant, men da dette var opløst, var der intet at faa. Efter denne Afgørelse tilbød vi at betale ham et passende Beløb til fuld Afgørelse, men han stillede sig sige saa stejlt som før. Sagen gik derpaa til Overretten, og først da han tabte ogsaa der, foreslog han os at forhandle. Nu er vi imidlertid bleven ked af Historien og overlader ham frit at angribe os, som han vil; vi stoler paa, at ingen vil kaste Skygge hverken paa Ritmester Schwartz-Rielsens eller mit Navn; og nu faar han ingen Penge, før han giver os en Undskyldning for sin Opførsel!"

(Roskilde Dagblad 27. juni 1911).

Politiken havde i efteråret 1911 lavet en afstemning om hvem der var den mest kendte københavner. Brygger Jacobsen var nr. 1, skarpt forfulgt af kong Frederik. Bagge var også med, men fik under 300 stemmer og langt uden for top 20.

Injuriesager.

Hof- og Stadsretten har paakendt en Sag der var anlagt af Hofbogtrykker imod Bogtrykker Ejnar Levison i følgende Anledning: I Decbr. 1911 udsendte Citanten til Medlemmerne af Københavns Bogtrykkerforening, Dansk Provinsbogtrykkerforening og Organisationen af Bladudgivere i Provinserne et Cirkulære, hvori han fremsatte forskellige Beklagelser i Anledning af, at Bogtrykker Levison var bleven valgt ind i Bestyrelsen for "Københavns Bogtrykkerforening", og bl. a. udtalte, at det var "den samme Hr. Levison, der fornylig havde den uheldige Affære ved den kollegiale Æresret, hvor han indklagede en Kollega for Ukollegialitet, og hvor Dommen kom til at lyde paa Frifindelse af den indklagede, medens Klageren, altsaa Hr. Levison, selv blev stemplet som ukollegial i sin Optræden."

I forskellige Artikler i Bogtrykkerbladet udtalte Bogtrykker Levison derefter bl. a.: "at den kgl. Hofbogtrykker ikke har anset det for at være under sin Værdighed at udsende den af moralske Grunde - som det foregives i Cirkulæret - fremkomne Redegørelse foruden til Bogtrykkere - hvor det udelukkende hører hjemme - ogsaa til nogle af mine Kunder og til mine private Omgangsfæller, denne karakteriserer jeg som unfair og Fuldstændighedens Skyld oplyse, at det kun har baadet Hr. Bagge lidet, idet flere af Adressaterne har udtalt, at slig Optræden var sjofel og stemplede sin Mand". Skønt Bagge benægtede at have udsendt Cirkulæret til andre end Bogtrykkere, fastholdt Levison sin Paastand og udtalte: "Hr. kgl. Hofbogtrykker Fr. Bagge, Ridder af Dannebroge, har herved stemplet sig selv som en fejg og lav Karakter, der ikke en Gang gør staa ved de ufine Midler, han anvender i en Kamp, der meget veel kunde være ført, som det sømmer sig for Gentlemen."

Disse og forskellige andre Udtalelser paastod Bagge mortificerede som fornærmelige og sig tilkendt Erstatning og Sagens Omkostninger. Da det ikke var bevist, at han havde udsendt Cirkulæret til andre end Medlemmerne af de ovennævnte Foreninger, og da Levisons Udtalelser heller ikke kunde anses som berettiget Retorsion, blev Fornærmelserne mortificerede og Levison ikendt en Bøde paa 100 Kr., subsidiært simpelt Fængsel i 10 Dage, samt tilpligtet at betale Sagens Omkostninger med 80 Kr.

(Nationaltidende 17. juni 1912).

Den 10. juni 1914 nedbrændte Bagges villa i Rahbeks Alle. Branden skyldes at Bagges søn sammen med skuespiller Peter Nielsen 15 årige søn havde eksperimenteret med en film og noget magnesium. 

De Fattiges Grave. (Efterskrift til Politivennen)

De københavnske Præster har for en Gangs Skyld slaaet sig sammen for at gøre noget godt. Alle 40 Kirkens Riddere har forenet sig om en Protest mod Begravelsesvæsenets skumle Planer overfor Byens Fattige.

Det var Begravelsesvæsenets Mening, at da man nu havde faaet der ny Kirkegaard ved Bispebjerg, saa skulde alle Frijords- og Linjebegravelset henvises hertil. Tidligere begravede man i Linje- og Frijord dels paa Sundby, dels paa Vestre Kirkegaard. Men Pladsen er jo kneben, og saa vilde Begravelsesvæsenet beholde de indre Kirkegaarde for de Velhavende, der betaler Jorden, og forvise de Fattige til Bispebjerg.

Det er dette, Præsterne har protesteret imod ud fra den Betragtning, at saalænge der er Plads paa de gamle Kirkegaarde, bør der ikke gøres Forskel paa de rige og de fattige Lig. Bispebjerg Kirkegaard ligger saa langt ude, at det ikke alene bliver dyrt for Fattigfolk at faa transporteret derud, men ogsaa dyrt at køre frem og tilbage, naar de vil besøge Gravene.

Del er en meget smuk og en meget demokratisk Tanke, Præsterne her har samlet sig om, og dette har da ogsaa vakt almindelig Tilfredshed i Kommunalbestyrelsen, saa at Begravelsesvæsenets skumle Planer nok bliver krydsede. Paa den anden Side er det førsle Gang, vi har set Præsterne optræde paa denne Maade, og derfor bør det noteres. For det kan vel ikke tænkes, at naar Præsterne her paa en saa rørende Maade optræder som de Fattiges Talsmand, saa er det med en skummel Bagtanke! Velhavere, der lader Begravelser foretage, stiller nemlig altid Ekvipage til Præsternes Disposition, saa der kan det næsten være ham lige meget, om han skal til Bispebjerg eller Vestre. Han faar vel endog snarere en klækkelig Betaling, hvis man ulejliger ham helt ud til Bispebjerg.

Fattigfolk derimod har sjældent Raad til blot at give Droske. Der maa Præsten køre i Sporvogn, og saa er det jo ikke saa morsomt at skulle rulle ud til det yderste Nørrebro, tilmed naar man faar lidt eller intet derfor.

Desuden er der jo flest Fattige og flest Fattigbegravelser; dem er det selvfølgelig rarest at slippe hurtigst og nemmest af med. En Konges eller en Millionærs Lig rejser Præsten skam gerne baade til Roskilde og Korsør med.

(Folkets Avis (København) 21. marts 1910).

Otto Busses Afgang. (Efterskrift til Politivennen)

Wilhelm Weimann (1868-1942) var trafikminister 1909-1910 for de Radikale. Han var egentlig minister for handel og søfart i starten af regeringen Zahle 28. oktober 1909 - 5. juli 1910, men fra februar 1910 også trafikminister.

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Otto Busse. Fotoet forestiller Otto Busse (yderst til højre) med sin far, Otto Friedrich August Busse (1822-1883), mor og søster. Faderen var ligeledes overmaskinmester, så sønnen gik i hans fodspor. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En ny Ministerskandale.

Hvorfor skulde Busse gaa.

Det har vakt almindelig Opsigt, at Statsbanedirektør Busse, der endnu ikke er fyldt de 60 Aar, har søgt og faaet sin Afsked. Enhver, der kender Hr. Busse, vil indrømme, at han har sin fulde Arbejdskraft, og at intet personligt Hensyn berettiger til at antage, at han nu har villet søge Afsked, netop som der i Jernbaneetaten forestaar store Opgaver, som han var Manden for at løse.

Fra ganske paalidelig Kilde kan "Kbhvn" meddele, at Hr. Weimann en skønne Dag lod Direktør Busse kalde og uden videre Forklaring henstillede til ham, at han havde at søge sin Afsked for at give Plads for yngre Kræfter.

Hr. Busse erklærede, at han ikke var sig noget ondt bevidst, at han havde tjent Staten ærligt i 34 Aar og derfor ikke vilde stilles i Klasse med Kontorchef Hald, hvorfor han ikke vilde søge sin Afsked. Hr Weimann nægtede paa Direktørens Forespørgsel at angive Grund ud over den med de yngre Kræfter og endte med at erklære, at, hvis Afskedsbegæringen ikke forelaa inden Tirsdag, vilde Direktøren faa sin Afsked.

Da Direktør Busse længe har været misfornøjet med de herskende Forhold i Trafikministeriet, bestemte han sig til at indgive sin Afskedsbegæring, og Hr. Weimann har derfor med en vis Ret kunnet 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 19. maj 1910. Slutningen af artiklen mangler)'

Busse

Ryd op!

Maskindirektør Busse er, som i Gaar meddelt, bleven tvunget til frivillig at tage sin Afsted fra Slatsbanerne fra 1. Avgust at regne.

Hr. Weimann erklærede i Gaar, at han skulde være villig til at gøre Offentligheden Rede for sine Motiver til Afskedigelsen, saafremt Hr. Busse ønskede det, men Hr. Busse har indtil nu ikke ønsket det.

Og det er nok bedst saaledes - for ham.

Der er nemlig ingen Tvivl om, at Hr. Busse har været Staten en dyr Mand. Hans Forretningsprincip var aldrig at prøve sig frem, han købte glat væk, uden Hensyn til, hvad det kostede. Et Par Eksempler vil vise det.

Siraks efter Hr. Busses Tiltrædelse blev en stor Del af Statsbanernes Maskinmateriel kasseret. Hr. Busse kunde ikke taale at se, hvad hans Forgænger havde anstaffet. Blandt andet kasserede han alle Maskinernes Smøreapparater. Dem, som han anskaffede i Stedet, blev kort efter kasseret, fordi de var ubrugelige. Der skulde nu anskaffes nye, men de underordnede Embedsmænd havde ikke pareret Ordre, men gemt de gamle Apparater, som bruges den Dag i Dag.

I 1903 gav Minister Hage Ordre til, at Lageret af færdige Reservemaskindele skulde nedbringes til det nødvendige. Denne Ordre parerede Hr. Busse saaledes, at de færdiglavede Maskindele ødelagdes og omsmæltedes! Dette Galmandsværk kostede Statsbanerne Tusinder af Kroner.

De Materialier, der leveres Maskinafdelingen, svarer saa godt som aldrig til Prøverne. Arbejderne fortæller saaledes, at de ofte faar leveret File saa bløde som Jærn og derfor ubrugelige.

Klager fra Arbejderne over disse Forhold blev systematisk afvist. 

Men mange andre Forhold trænger til Belysning. Vi henstiller til Minister Weimann at undersøge den Forretning, som Statsbanerne driver med brugte Lokomotiver.

Maskindirektør Rambusch er Konsulent for samtlige sjællandske Privatbaner, det vil sige, han er Raadgiver og Vejleder for disse ved Køb af Maskiner. Men nu foregaar der det meget mærkelige, at Statsbanerne ved mere end en Lejlighed har kobl Maskiner, som Privatbanerne ikke har kunnet bruge. For to Aar siden købtes to Maskiner af Kallehavebanen, og for øjeblikket ligger der fire Mastiner splittet i Stumper og Stykker paa Statsbaneværkstederne. Disse er købt af Slangerupbanen.

Navnlig denne sidste Transaktion er der vistnok Anledning til at undersøge.

Men i hvert Fald har vi nu det Særsyn, at en højtstaaende Statsembedsmand er lønnet Tillidsmand ved nogle Privatbaner, hvis Maskiner Statsbanerne køber, og hvis Pris den samme Embedsmand jo utvivlsomt er med at fastsætte. Dette er utilbørligt, mildest talt.

Ja, der er vist været meget mere end god Grund til Hr. Busses Afskedigelse, og derfor skal Weimann have Lov at fortsætte.

(Social-Demokraten 20. maj 1910. 2. udgave)

Direktør Busse.

Statsbanemændenes Afskedsord.

Den 1. August træder Maskindirektør Busse tilbage fra den ansvarsfulde Post ved Statsbanerne, som han nu beklæder og efter en 34-aarig Virksomhed i Statsbanernes Tjeneste.

I den Anledning bringer "Dansk Jernbaneblad" i sit Nummer for den 24. dennes en meget lang og indgaaende Artikel om Direktør Busses fortjenstfulde Gerning og fremhæver den store Energi, saglige Dygtighed og indgaaende Kendskab til Arbejdets Detailler, der har præget hans Embedsvirksomhed.

Og Artiklen slutter med følgende Ord:

"Den Hengivenhed, Maskinafdelingens Personale nærer for Direktør Busse, fandt sit smukkeste Udtryk paa Jubilæumsdagen den 1. Maj 1901, da Personalet fra Frederikshavn til Godser smykkede Lokomotiverne til Ære for deres Chef. Maskindirektøren tænkte tit og med Glæde paa denne Festdag, den han engang overfor os betegnede som den smukkeste Dag i sit Embedsliv.

Statsbanerne mister i Direktør Busse en udmærket Embedsmand og en human Chef, som under Varelagelsen af sit store og ansvarsfulde Embede ikke tabte sit Personales Anliggender af Syne - han var en af de Mænd, Personalet ikke havde Raad til at miste."

(København 27. juli 1910).

Maskindirektør Busses Tilbagetræden.

Paa Mandag fratræder Maskindirektar ved Statsbanerne O. F. A. Busse sin omfattende Embedsgerning efter 34 Aars Virksomhed i Banernes Tjeneste.

Direktør Busse indtraadte i Statsbanerne den 1ste Maj 1876 som konstitueret Maskiningeniør ved Banerne i Jylland, efterat han i et Par Aar havde været ansat ved det sjællandske Jernbaneselskab. Den unge dygtige Ingeniør avancerede hurtigt. Allerede den 1ste Oktober 1876 udnævntes han til Kontorchef hos Overmaskinmesteren i Aarhus, i 1882, kun 32 Aar gammel overtog han Embedet som Overmaskinmester, fra 1887 med Titel af Maskinchef. Ved Omorganisationen i 1892-93 flyttede Maskinchef Busse til Kjøbenhavn som Maskinchef for samtlige Statsbaner og i 1903 blev Busse udnævnt lil Direktør for Maskinafdelingen og som saadan Medlem af Statsbanernes Generaldirektion.

Det er en lang og fortjenstfuld Virksomhed, Direktør Busse kan se tilbage paa. Med ubestridelig Dygtighed i  Forbindelse med fremragende administrative Evner og nøje Kendskab til Enkelthederne har han ledet Statsbanernes Maskinafdeling, hvis Budget nu figurerer med et Beløb af over 16 Millioner Kroner. 

Oprettelsen af de kemiske Laboratorier i Kjøbenhavn og Aarhus til at kontrollere de Varer, Statsbanerne køber, skyldes den afgaaende Direktørs Initiativ. Ligeledes er der paa hans Initiativ oprettet en Kulprøvestation for at erhverve sig Kendskab til, hvad hver enkelt Sort Kul er værd som Brændsel.

Det er dog navnlig som Konstruktør, at Direktør Busse har erhvervet sig et Navn, der er naaet langt udenfor Landets Grænser. En lang Række Lokomotiv- og Vogntyper kendetegner hans fremragende Virksomhed paa dette Omraade. Allerede en af hans første Lokomotivtyper, der udmærkede sig ved deres rolige Gang selv ved Hastigheder paa over 100 Kilometer, vakte Opsigt i Udlandet.

Karakteristisk for Direktør Busses Vognkonstruktioner var den udstrakte Anvendelse af Træ i Stedet for Jern. Grundtrækkene for Direktør Busses Virksomhed paa det konstruktive Omraade var at skabe ensartede, rationelle Konstruktioner, som kun krævede ringe Vedligeholdelse.

Ogsaa paa Dampfærgevæsenets Omraade har den afgaaede Direktør ydet en betydelig Indsats, idet han er Faderen til den dobbeltsporede Færge, der første Gang konstrueredes til Storebæltsoverfarten.

Af Enkeltheder, der har kendetegnet Udviklingen, og som er blevne til i Direktør Busses Embedstid, kan nævnes Vakuumsbremsen, Togenes Dampopvarmning, den elektriske Togbelysning - forud for andre europæiske Lande - mekaniske Kullosningsapparater m. m.

Statsbanerne mister i Direktør Busse en dygtig Embedsmand og en human Chef, som under Varetagelsen af sit store og omfangsrige Embede ikke tabte sit Personales Anliggender af Syne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 30. juli 1910).

Illustration fra månedsbladet "The Railway Word" 1895: "Third-Class carriages on the Danish state Railways, designet af Otto Busse. Vognene havde rygekupeer, toiletter og varmesystem (fra dampen fra maskinen). I beskrivelsen stod: "From this brief description and the illustrations it will be seen that the officials of the Danish Railways are keeping pace with the times in securing the convenience and comport of their passengers."

Busse færdig.

Ingen Redegørelse.

Direktør Busse er nu fratraadt sit Embede som Maskindirektør ved Statsbanerne.

Denne Fratrædelse eller rettere Afskedigelse har en Forhistorie. Det vil erindres, at Højres Blade under den sidste Valgkampagne søgte at lave et politisk Agitationsnumer paa Hr. Busse. Den radikale Regering havde her "uden mindste Grund" afskediget en gammel veltjent Embedsmand, hed det. Men den radikale Trafikminister standsede hurtig de altfor ivrige Højreblade. I et Interview udtalte han nemlig, at Fjærnelsen af Hr. Busse utvivlsomt var baade i Statsbanernes forretningsmæssige og i Hr. Busses Helbreds Interesse. Hr. Weimann erklærede sig yderligere villig til at begrunde Afskedigelsen, saafremt Hr. Busse selv fremsatte Ønske derom.

Man har forgæves ventet paa et Ord fra Hr. Busse, og nu gaar han altsaa uden at have givet Hr. Weimann Anledning til den af Offentligheden ventede Redegørelse. Mærkværdigvis har de Højreblade, der søgte at slaa politisk Mønt af Hr. Busses Afskedigelse, heller ikke rettet nogen Opfordring til Hr. Busse om at tale. De synes heller ikke længere at interessere sig for Klarhed paa dette Punkt.

(Horsens Social-Demokrat 2. august 1910).

Ved finanslovbehandlingen oktober 1910 sigtede Højremanden konsul Birch statsbaneledelsen, og insinuerede at Busse havde favoriseret sine slægtninge ved indkøb af kul til statsbanerne.

Konsul Fisker, afgik senere i 1910 fra bestyrelsen efter et krak. Han havde bl.a. aktioner i Helsingørs Jærnskibsværft. Busse overtog hans plads.

Holger Damgaard (1870-1945): Otto Busses Vej, tipvogne i arbejde. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Otto Busses fik en vej opkaldt efter sig i det nuværende Jernbanebyen.

Marie Villads(en) 1832-1910: Kildekonen i Søndermarken 4/4. (Efterskrift til Politivennen)

 Marie Villads

Af

Ingeborg Maria Sick.

Der er mange, som kender hende fra Kilden i Søndermarken. Som er komne derud en Sommeraften, naar de gik Tur, og har givet sig i Snak med det glade Ansigt udenfor Grotten. Og i ni af to Tilfælde har de faaet et Vers med, naar de gik. Et Vers om Aftenens Fred, om Kilden, om den lille Bellis i Græsset - kradsest ned med Blyant paa et Bolscherpapir.

Mange har kendt hende - alligevel er syv Aar jo længe nok til at trænge En ud af Folks Bevidsthed. Og saa lang Tid siden er det, at hun rejste til Amerika, hvorfra Budskabet om hendes Død nu i disse Dage atter har gjort hende "aktuel". Medens hendes Navn for et Øjeblik lever iblandt os, vilde jeg gerne tegne et lille Rids af hendes Billed under det. Helst vilde jeg fortælle alt, hvad jeg husker om og af hende - men det blev meget for langt.

Digterinde - ja, ubetinget! Jeg havde nær sagt, trods det, at hun skrev sine Vers. For Versene var ikke Digtning - i alt Fald kun i ganske enkelte Glimt. Til at yde Litteratur savnede hun altfor mange Forudsætninger, den nødvendige Udvikling - og havde dog i Aarenes Løb læst saa meget, paa maa og faa, paa kryds og tværs, at det umiddelbare og personlige Udtryk for hendes Stemning var blevet forkvaklet, isprængt med tarvelige Efterklange og ganske naive Efterligninger af Ingemann og Chr. Winther, hvis Versemaal særlig var gaaet hende over i Blodet.

Men hendes evner til at se, høre, fornemme og opleve - Natur, Mennesker, Øjeblikket og dets stemning - var fin, oprindelig og sprudlende. Og saa intenst kunde hun give sig hen i et eller andet smukt Indtryk, at "Dagens Byrde og Hede", som Infil havde sin rigelige Del af, blev som strøget af hende. Hun digtede sit eget Liv lyst og skønt - og det er Kunst. De Syner og Tankebilleder, som hun fandt saa mangelfulde Udtryk for i sine Vers - af dem byggede hun sig gyldne Broer, der har hende oppe over alle Sorger og Tryk - og derved holdt hun sig ung i Sind, klar og frisk. Som den Kilde, der var hende saa kær - trods de mange kolde, regnfulde og ensomme Timer, hun havde derude.

Meget tidlig begyndte hun at digte. Naar hun som Barn kom op i Salmevers i Skolen, hændte det, at Læreren raable: "Hvad gar der af Tøsen! Hun kan jo mer end der staar i Bogen!" - For var hun først kommen paa Gled og ind i Versemaalet - , kunde hun godt blive ved. Det maatte Præsten høre, mente Skolelæreren. Saa kom han en Dag, hun blev stillet op paa en Skammel foran ham og bedt om at sige Vers. Det maa være lykkedes over Forventning, for hun huskede, at Præsten havde moret sig meget over hende og givet hende den imponerende Gave af en hel Mark. Men da hun kom hjem, fik hun mange Prygl - for den "Skam", hun havde bragt over sine Forældre ved at "præke for Præsten!" Og paa samme forstaaende Maade blev baade Fa'r og Mo'r ved at honorere alle de poetiske Udgydelser eller Drømmerier, hun henfaldt til i sin Barndom.

Da hun var bleven voksen, kom hun ud at tjene, og blev siden gift med en fattig Landsbyskræder, for hvem det gik tilbage, Og som endte med at hugge Sten ved Vejen. Marie sad og huggede med saa tidt hun kunde - og huggede sig i Fingrene, saa Blodet sprang. Imellem var det saa bitterlig koldt, at Øllet til deres Mellemmad var frossent, naar de tog det frem.

Om Aftenen, naar de kom i Seng, var de saa trætte og "værkende' i alle Lemmer, at de ikke kunde falde i søvn. "Men medens han laa og ømmede sig" sagde hun "var jeg jo bare glad ved det. For saa havde jeg da Lov til at ligge og tænke mig om. Og saa kom alle Synerne. Hele Stuen var fuld af dem." Ædle Riddere, Prinser og skønne Møer kom vandrende ind -

"Da saa jeg Turnering
med Klang af Ridderspil -
jeg glemte, at i Verden
var der Slid og Sorger til"

Elverpiger og Alfer fra Engen svævede taagelette omkring hende, Nisserne kom trippende - eller det blaa Vand skvulpede ind i Stuen - "den vilde Svane Vugged sig paa Havdybets Spejl", og Havmanden dukkede op 

"De lyse Iokker flagred 
i sælsom Straaleglans, 
af Klinteroser snoed sig
om Barmen en Krans.
Og Guldharpen slog han
med Sang og Klokkespil,
saa alle Nattens Fugle
maatte lytte dertil --"

Manden døde, og hun sad igen med fire ukonfirmerede Børn, som hun nu var ene om at slide for. Det blev en drøj Kamp for Tilværelsen, til Børnene var voksne. Saa drog de til Amerika, den ene efter den anden, og hun besluttede at flytte til Byen, hvor hun mente, de blev lettere at faa Arbejde. Sit lille hus paa Søndersted Mark fik hun lejet ud - for hele tolv Kroner om Aaret! - og tog til Kjøbenhavn.

Jeg traf hende tilfældig en Dag paa Gaden, hvor hun spurgte mig om Vej. Og vi blev Venner med det samme.

Her var hun først Lugekone i Landbohøjskolens Have, saa Fejekone i Frederiksberg Have og tilsidst Kildekone i Søndermarken. Om Vinteren vaskede hun for Folk eller gjorde rent. Da hun havde været her en halv Snes Aar, var Børnene komne saa godt i Vej ovre i Dakota, at de fik hende overtalt til at komme over til dem, for at hun ikke skulde lide Nød paa sine gamle Dage eller blive afhængig af Fremmede. Hun rejste - men kunde hverken finde sig tilrette i de fremmede Forhold eller taale den strenge Vinterkulde. Hun blev snart ganske hjælpeløs og forpint af Leddegigt og laa tilsengs det meste af de sidste tre Aar, indtil Døden afsluttede hendes Lidelser.

Det er i korte Omrids hendes Liv - og det er jo kummerligt nok, udefra set. Men tidt, naar jeg paa Landet har staaet overfor en gammel faldefærdig Rønne, som vilde Roser, Kaprifolier eller Snerler slyngede sig om, saa den fik et helt Væld af Skønhed over sig, har jeg maattet tænke paa Marie Villads og hendes Liv. Hendes Digterevne gav Glans og Skønhed over det. Hun følte det selv: hendes Evne var Glæde. Hendes Evne var en kongelig Gave; den højnede Stuen, den hvælvede Loltet; den kunde forvandle den trangeste Vej til "En Eng udi Maj".

"Der svulmede som et Kildevæld
igennem de spændte Aarer.
Hvor kom det vel fra? Jeg ved det ej selv.
det kom jo med Smil og med Taarer.
Det strømmed igennem mit hele Liv
i bøje, jublende Toner.

Men der var ikke blot Skønhed og Glæde over hendes fattige Tilværelse - den havde ogsaa en Grundvold at hvile paa. For mange Mennesker - selv Mennesker af en vis Fromhed - er jo Religionen noget af det mest vage, taagede og mildt ubestemte i Tilværelsen. For Marie Villads var den det mest faste sikre og dagklare af alt. Hendes Tro var urokkelig - et Barns ubegrænsede og glade Tillid, en levende Magt i hendes Liv. Der er sagt, at Tro altid sigter lige paa Underet. Hendes gjorde det, umiddelbart og trohjertet, - og mærkelige Tildragelser, der syntes hende selv ganske naturlige, dalede Gang paa Gang ned hendes Skød. 

Og denne Grundvold for hendes Liv holdt, da Glæden over det brast - for det gjorde den tilsidst. Det hedder i et af hendes Vers:

"Min Træsko, den er bundløs,
og Trøjen er itu,
derude blæser Vinden -
men jeg synger endnu."

Saa længe, hun kunde synge, havde hun Glæden om sig Men da hun kom til det fremmede Land, der laa saa haabløst langt borte, da ebbede Sangen hende. Derovre paa de store, vildsomme Prærier lød ikke den danske Tunge, der kvidrede ikke Fuglene som i Søndermarkens Bøge. "Her galer kun Hedehanen," skrev hun. Saa forstummede ogsaa hun efterhaanden. Og da hun forstummede, sygnede hun hen. Da længtes hun kun efter Døden, efter den store Befrier, som skulde føre hende hjem, der hvor hun atter skulde naa sin Glæde:

"Jeg sang saa glade Sange
herude under Sky,
og efter Smerter mange,
da synger jeg paany."

Nu er hun udløst, og hendes sidste Hilsen blev sendt mig, for at jeg kunde bringe den videre baade til Venner og Uvenner, om hun havde nogle. Hendes sidste Ønske fulgte med - og det er som hendes sidste Digt.

Derovre paa den store stumme Slette, hvor ingen Fugle sang, var der dog Blomster. Nogle grønlige, der duftede saa fint, andre blaa, af Farve som Kæmper, hvide Anemoner, store, gule Margueriter, Stedmodersblomster, Rævehaler, og lave, vilde Roser. De Blomster elskede hun, og før hun døde, bad hun sine Børn sende alt Slags Frø fra Prærien til Danmark, med Bøn om, at det maatte blive saaet paa en Plet ved Kilden i Søndermarken. Hun vidste nok, "at det kun var vilde Blomster, og at de var fattige som hun selv, men Kildemo'r vilde saa nødig glemmes af alle dem, hun havde kendt og haft kier, og hun syntes, at Blomsterne kunde blive et godt Minde."

Jeg har faaet Frøet sendt - med Løfte om mere - og haaber, at det kan blive saaet derude, helst paa en fredet Plet. Hvis man saa en Sommeraften, naar man gaar Tur i Søndermarken og standser ved Kilden, kan se Præriens blaa og hvide, gule og røde Blomster svaje for Vinden derude - ja, saa synes jeg, det bliver som at mødes med Vers af Marie Villads i en ny og renere Form. Med hendes sidste ordløse og hjertevarme Digt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. marts 1910, 2. udgave).

Frederiksberg Stadsarkiv har et foto fra hendes 70 års fødselsdag (1902) som er beskyttet af ophavsret. 

Mig bekendt blev hendes frø enten ikke sået, eller efterkommerne af blomsterne uddøde gennem århundredet efter hendes død.

Ane Marie Pedersdatter blev født 10. september 1832 i Nyrop, Ugerløse sogn, og blev gift med Anders Villadsen 20. januar 1860 i Kvanløse kirke. Fra omkring 1864 boede de i Søndersted sogn i et lille husmandssted, hvor Anders var skrædder. Det var et fattigt hjem. De fik 4 børn. Anders drak og hængte sig 17. februar 1884. Marie flyttede til hovedstaden 1889, her ernærede hun sig som rengøringskone og lugekone, senere fejekone.

Datteren Ellen Christine (f. 1868) udvandrede d. 14. august 1889 til Chicago. Sønnerne Lars Christian (f. 1865) og Hans Peter (f. 1872) rejste få uger efter i 1890 til Halifax, Nova Scotia Canada. De oplevede således ikke moderen som kildekone. I 1890 boede hun i en kvistlejlighed på Folkvarsvej 19. Af bopæle kan nævnes Allegade 22 i baghuset. Kun den yngste søn Villads Peter (f. 1876) oplevede således hendes "Kildekone"-tid ca. 1890-1903. 

Villads Peter udvandrede 1897 til LaMoure, North Dakota. Hos ham (der nu kaldte sig Willard P. Willardson) bosatte hun sig i 1901 på en farm i Gladstone Township. Hun døde 13. februar 1910 og er begravet på den lille High Prairie Cemetery i Gladstone. Hendes gravsten er bevaret - med indskriften "Maria Willadson 1832-1910". Sønnens er forsvundet.

Se også: Holger Madsen: Marie Villads: En almuekvinde, som var en digternatur.