Prof. Johan Julius Exner. (Efterskrift til Politivennen)

Professor Exner.

Prof. Johan Julius Exner, den kendte danske genremaler, er født d. 30. november 1825 og fylder således i dag 80 år. Han har vundet stor yndet hos publikum ved sine populære fremstillinger af bøndernes liv særlig på Amager og Fanø. Ved siden heraf har han udført flere portrætgrupper. Exner har siden 1864 været medlem af Kunstakademiet i København.

(Roskilde Avis, 1. december 1905).

Johan Julius Exner (1825-1910). Fotograf Vilhelm Tilge (1843-1896). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Maleren J. J. Exner død.

Den gamle berømte kunstmaler, professor Exner er i morges afgået ved døden i en alder af 85 år. Man kan sikkert uden overdrivelse sige, at Exner var den mest populære af alle danske malere. Hans billeder har ikke alene kunstnerisk værd, men de har stor kulturhistorisk interesse. Danmark har ingen ypperligere genremaler haft end Exner.

Det var i særdeleshed landalmuen, Exner studerede og forevigede. Hans billeder er ikke blot stemningsfulde. Men man bliver i godt humør ved at se dem. Han har draget alt det lyse og godhjertede frem hos landalmuen.

Gengivelser af hans billeder findes i tusinder hjem her i landet. Hvem har ikke set hans fornøjelige billede: "Gildet på Amager" og hans ypperlige billede: "Et bondegilde på hedeboegnen", hvilket sidste han malede i 1854.

Exner hentede ofte sine motiver fra de sjællandske bondestuer. Men særlig studerede han livet på Amager og på Fanø. Der bevarede man endnu, medens Exner var i sin velmagt, de gamle skikke. Og man bar hine steder de gamle nationaldragter. Når disse engang er forsvundne, vil man prise Exner, fordi han gennem sine ypperlige billeder har skildret os folkelivet fra en tid hvor folk ikke var hvirvlet med ind i det kapitalistiske kapløb, og hvor man kun i ringe grad brød sig om modeskrædere og pyntedukker.

Mange af de klatsmørere, vi nu har, vil trække på skuldrene af Exner. Men når deres billeder er kastet i skrammelbunken, så vil Exner vedblive at samle interesse.

Johan Julius Exner er født d 30. novbr. 1825. Han var søn af en böhmisk musiker, der på det tidspunkt boede i København. Fra barndommen af havde han lyst til at tegne, hvorfor faderen satte ham i malerlære. Senere kom han på Akademiet. Ved det bekendte billede "Besøget hos bedstefaderen" fik han udstillingsmedaljen. Billedet blev købt af den kgl. malerisamling. Og dermed havde Exner brudt sin kunstnerbane. I de senere år har han ført en stille og ubemærket tilværelse.

(Kolding Social-demokrat, 15. november 1910).

Professor Exner død,

Maleren, professor Exner, er i morges kl. 7 afgået ved døden. Uventet kommer dette dødsfald ikke. Den gamle kunstner har i længere tid været syg. For et par dage siden kom en indre forblødning til, og dette i forbindelse med alderdomssvækkelse har gjort ende på livet.

Johan Julius Exner var født i København den 30. november 1825. Faderen var en tjekke, som under Napoleons-tiden var kommet til Danmark som musiker. Exner havde fra sin tidlige barndom lyst til at tegne og male. Efter en kort tid at have været i malerlære, kom han på Kunstakademiet, af den udmærkede historiemaler C. V. Eckersberg modtog han en stærk påvirkning, og hans hu stod til at blive historiemaler. Et billede, "Marsk Stigs døtre", blev udført på bestilling af grev Fr. Knuth til Knuthenborg. Den unge kunstner var frimodig nok til på forhånd at forlange 500 rigsdaler for sit arbejde, hvad greven også lovede ham. Men ikke nok dermed. Grev Knuth tilbod ham ydermere et rum i sin bolig, som han kunne benytte til atelier. 

På kunstnervis søgte Exner om sommeren ud på landet for at gøre studier, og hans sans vaktes hurtigt for det liv, der omgav ham. Det var disse sommerudflugter i forbindelse med kunsthistorikeren N. L. Høyens kloge råd, der gav anledning til, at han fra nu af fortrinsvis søgte sine motiver på landet. Det nærliggende Amager blev en hel guldgrube for Exner. Det brogede folkeliv, som her rørte sig, både hvad angik klædedragt, sæder og skikke, kunne nok friste en maler. Den første frugt af amagerstudierne blev den legemsstore "Amagerkone, der tæller sine penge", som blev købt af Statens Kunstsamling. Senere kom "Besøget hos bedstefader", et billede, der bragte ham megen anerkendelse, og som nu findes i reproduktioner i mangfoldige hjem landet over. Foruden disse har vi en række andre udmærkede amagerinteriører fra kunstnerens hånd.

Det næste billede var fra Hedeboegnen ved Roskilde, "Et bondegilde" hed det. De farverige nationaldragter og de gamle bondestuer havde stadig kunstnerens kærlighed.

I sine senere år søgte Exner til Fanø, hvis folkeliv interesserede ham stærkt, måske fordi det i mangt og meget mindede om livet som det rørte sig på Amager.

I 1863 havde Exner ægtet Inger Henriette Sophie Ringsted. 1864 blev han medlem af Kunstakademiet og fik 1876 titel af professor. I en lang årrække var han lærer ved Akademiet.

Med exner er en - i bedste forstand - populær kunstner gået bort.

(Ringsted Folketiden, 15. november 1910.)

Maleren professor Exner der i går afgik ved døden.

Med Johan Julius Exner bortkaldtes den sidste af de gamle genremalere, som hørte den Heibergske periode til, og som, skønt han var uden forbindelse med den moderne kunst, dog altid vakte respekt ved den ærlighed og omhu, hvormed de tilvante emner fra Amager og Fanø behandledes af ham. Den afdøde maler havde megen skønhedssans og lune, og hans velbyggede kompositioner glædede den, der havde følelse for legemernes bevægelse, selv om farverne var konventionelle og ikke helt harmoniske. For ham var kunstens rammer klart bestemte; han følte ingen tvivl om berettigelsen af, hvad han malte, alle hans arbejder vidner om en sund og elskværdig idealisme og en umiddelbar, dog undertiden lidt for naiv glæde over de unge pigers sødhed og de gamle bedstefædres hjertensgodhed.

Han vidste, at man skulle glæde folks øjne med en letfattelig fortællen, klare farver, rund form, glade udtryk, blanke metalting, bondemalede stuer med smårudede vinduer og åbentstående døre ud til en grøn have. Gennem litografiske gengivelser vandt hans billeder uhyre udbredelse i landet.

1856-57 besøgte Exner Italien, senere var han på rejse et par gange i Sverige. 1864 blev han medlem af Kunstakademiet, fik 1876 titlen af professor, ridder af dannebrog 1869 og dannebrogsmand 1883, kommander af 2. grad 1892. Fra 1872-93 var han lærer ved akademiets modelskole, hvor han virkede stilfærdigt og pålideligt, som i al sin færd, en udpræget hædersmand, som han var.

(Viborg Stifts-Tidende, 16. november 1910).

Exner: Et brudepars hjemkomst fra kirken, Amager (1863). Public Domain. 

Exners 100 års fødselsdag. Maleren Johan Julius Exner fødtes i København den 30. november 1825 - altså i dag for 100 år siden. I en alder af 19 år udstillede han sit første billede, et "Parti af Kunstakademiets Figursal". Tre år efter fik han den Neuhausenske præmie. Det var hans Amagerbilleder, der gjorde ham populær. Han studerede folkelivet blandt Amagerbønderne. Da han var 27 år malede han den legemsstore "Amagerkone, der tæller sine Penge" og som erhvervedes af statens samling. Året efter fik han udstillingsmedaljen for "Besøg hos Bedstefaderen", en yndefuld idyl, der særlig bidrog til at slå hans ry fast. Og nu fulgte slag i slag en lang række af de milde og elskværdige billeder fra Fanøfolkenes og amagernes liv og færden inden døre, der vil bevare mindet om Exners navn. Nogen dybtgående psykolog var han ikke, men han havde en stor evne til at få publikum i tale som følge af den klarhed og lethed, hvormed han fortæller. Exner, der var medlem af Akademiet, døde den 15. november 1910. Indtil sin sidste tid fortsatte han sin overordentlig frodige kunstneriske virksomhed. På billedet ses til venstre et af Exners mest kendte malerier "De små skal i marken". Til højre øverst: "En bondestue i Nordsjælland". I midten: Exners portræt. Nederst: "Besøg hos bedstefaderen".

(Social-Demokraten, 30. november 1925).

Frederik August Vilhelm Bagge (8: 1910-1912). (Efterskrift til Politivennen)

Juni 1910 tog Bagge på automobiludflugt til Paris sammen med forlagsdirektør Ernst Bojesen, kammersanger Helge Nissen og fabrikant Rothenborg. 

Flyvningerne ved Rheims. Den bekendte Hof-Bogtrykker Fr. Bagge har sammen med et Par Venner, hvoriblandt Kammersanger Helge Nissen, i Auto ræret en Tur til Flyvningen paa Betheny Sletten ved Rheims.

Fr. Bagge, der er en af vore mest ivrige Automobilister. skildrer overfor "Politiken" sine Indtryk af Stævnet saaledes:

Tænk Dem en kæmpemæssig Grønsværsflade, fem kilometer i Omkres, der afmærkes af 4 høie Taarne, I den ene Udkant store pragtfulde Tribuner, foran hvilke en Sadelplads, hvor Tusinder promenerer. I Forbindelse med Tribunerne Restaurationer med Udsigt over den herlige Fælled. Ved Siden af Tribunerne 70 - 80 Hangarer, midt paa Grønsværsstaden et Taarn, hvor Dommerkomitéen har Stade, og oppe i Luften 20-30 med store hvide Numre forsynede Maskiner, nogle et Tusind Meter oppe, andre i sagte Fart ½ Alen over Græsset, en sydende og kogende Fuglesværm bestraalet af stærk Sol. Entréen er 20 Franks, men da dette Syn udfoldede sig for os, snappede vi efter Vejret og syntes, at aldrig havde vi anvendt Penge saa godt.

Særlig saa det glimrende ud, naar Flyverne gik brat ned fra en Højde af 1000 Meter. Man havde Indtrykket af en Bil, der kom susende fra Himlen med Næsen nedad. Først naar Maskinen var nogle faa Alen over Jorden, vendtes Rorene, og Planet hoppede over Grønsværet let som en Fugl. I et saadantd Øjeblik udløste der sig fra Tribunerne en Begejstring, der steg til Rus.

(Aalborg Amtstidende 14. juli 1910).

Bagge lagde i oktober 1910 bil til at køre Book Washington rundt i København, i øvrigt sammen med Elna Munch.

50 Aar

Hofbogtrykker Frederik Bagge

Hofbogtrykker Frederik Bagge bliver i dag 50 Aar. En smuk Alder, og dog vil man, naar man ser Hr. Bagge, tro, han er noget yngre. Alle Københavnere kender Hr. Bagge. Og de faa, der ikke har set ham personlig, har i hvert Fald foran i utallige Bøger set hans Navn: Trykt hos Hofbogtrykker Fr. Bagge.

Om Hofbogtrykkeren ikke er kendt for andet, saa er han kendt for sin Avtomobil. Han var en af de første, der kørte gennem Københavns Gader i Avtomobil. Og hvilken Opsigt rakte det ikke!

Det er slet ikke saa længe siden, og selv ganske unge Mennesker kan endnu huske de Dage, da Hr. Bagges Selvejeravtomobil fik os alle til at standse og vende os om.

Og hvor fjerne synes hine Tider alligevel ikke at være, nu da vi ikke er langt fra at vende os forbavsede om efter en Karet eller Droske med Heste for - eller en Køddroske, som man siger. Nu da Avtomobiler farer gennem alle Gader, og vi ikke kunde tænke os at bruge Kødhestekraft, forstaar vi ikke ret, at det ikke er mere end 6-8 Aar siden, at Hofbogtrykker Bagge med et Slag gjorde sit Navn berømt ved at køre i en almindelig Avtomobil, da alle Byens Betjente med vredladne Ansigter saa efter den første Avtomobilist og tog Noterbogen frem, da Hr. Bagge hvert Øjeblik mødte i den offentlige Politiret, og Assessorerne dikterede ham store Bøder for ureglementeret Kørsel og Hundeoverkørsler.

Og den Avtomobil, Hr. Bagge den Gang kørte i, vilde rimeligvis nu vække vor allerstørste Medynk med sin hvæsende forkølede Motor og sit uartikulerede Truthorn. Det var nemlig en af de gamle Vogne, som nu anses for saa klodsede, at de end ikke kan bruges til Drosker. Hvis man saa Hr. Bagges Avtomobil fra den Gang, vilde man vende sig om efter det og sige: Hvad er det dog for et forældet Køretøj det dér. Stakkels Mand!

Saadan skrider Udviklingen langsomt frem. Nu kan Hofbogtrykkeren i Avtomobil med Lysekrone i Loftet og Telefon til Chaufføren og en lille Bordklap og indlagt Varme. Og vi vender os knap om efter den paa Gaden. Men desværre ogsaa kun knap. Thi større er vi dog ikke endnu, end at en Avtomobil uden Taksamotor vækker vor Nysgerrighed og i vore Øjne giver sin Ejermand et Skær af Glans og Rigdom.

Ja, og større er vi heller ikke, end at vi i et af Nordens største Blade kan skrive saa meget om en Mand, fordi han har en Vogn uden Heste. Men vi trøster os - om tyve Aar sidder vores kære Søn maaske og skriver ligesaa meget om en Mand, fordi han har en Vogn med Heste.

Iøvrigt er Hofbogtrykker Bagge jo en saa anset og afholdt Mand, at man kunde skrive meget andet smukt om ham, men vi har valgt hans Avtomobil, fordi den er saa kendt af alle.

Jules.

(Riget (København) 2. marts 1911).

Da Tidsskrift for Hesteavl gik ind.

Man vil sikkert erindre, at der i en længere Aarrække har eksisteret et Blad ved Navn "Tidskrift for Hesteavl". En skønne Dag hørte det imidlertid pludselig op med at udkomme, uden at Abonnenterne havde faaet den fjerneste Meddelelse derom.

Bag ved denne mærkelige Afslutning paa Bladets Tilværelse ligger en bitter Strid mellem Udgiverne og deres Bogtrykker, Hr. Fr. Bagge, og netop i disse Dage er Striden paa ny blusset op, idet Hr. Bagge t et Dagblad beskylder Modparten for ikke at ville betale Tidsskriftets Giæld til ham.

Vi har under en Samtale med den kendte Dyrlæge Svend Larsen, der har været blandt Tidskriftets ledende Mænd, faaet følgende Fremstilling af den ejendommelige Sag:

"Bogtrykker Bagge er den eneste Mand, der har tjent ved Udgivelsen af "Tidsskrift for Hesteavl". Ritmester Schwartz-Nielsen var Redaktør. og han har, lige saa vel som de øvrige Interessenter, kun haft Tab. Til sidst besluttede vi at høre op, og i det sidste Nummer, vi lod gaa i Trykken, skrev Ritmester Schwartz-Nielsen en Artikel, hvori han bebudede Bladets Standsning. Men saa skete der det, at Ritmesteren straks efter Afleveringen af Manuskriptet tog ud at rejse, - og Bogtrykker Bagge benyttede da Lejligheden til - slet ikke at udsende Nummeret!

Som Grund for sin ejendommelige Optræden angav han, at Intessentskabet i Forvejen skyldte ham et saa stort Beløb, at han ikke havde Lyst til at give Kredit længer!

Han havde nogle Penge til gode - dog ikke saa mange, som hans Regning lød paa, - og der var ikke eet Menneske, der havde tænkt paa at snyde ham. Forhandlinger med ham nyttede imidlertid ikke; og han anlagde derfor Sag ved Underretten. Den Sag tabte han, eftersom Retten erklærede, at han havde sit Tilgodehavende hos Interessentskabet som saadant, men da dette var opløst, var der intet at faa. Efter denne Afgørelse tilbød vi at betale ham et passende Beløb til fuld Afgørelse, men han stillede sig sige saa stejlt som før. Sagen gik derpaa til Overretten, og først da han tabte ogsaa der, foreslog han os at forhandle. Nu er vi imidlertid bleven ked af Historien og overlader ham frit at angribe os, som han vil; vi stoler paa, at ingen vil kaste Skygge hverken paa Ritmester Schwartz-Rielsens eller mit Navn; og nu faar han ingen Penge, før han giver os en Undskyldning for sin Opførsel!"

(Roskilde Dagblad 27. juni 1911).

Politiken havde i efteråret 1911 lavet en afstemning om hvem der var den mest kendte københavner. Brygger Jacobsen var nr. 1, skarpt forfulgt af kong Frederik. Bagge var også med, men fik under 300 stemmer og langt uden for top 20.

Injuriesager.

Hof- og Stadsretten har paakendt en Sag der var anlagt af Hofbogtrykker imod Bogtrykker Ejnar Levison i følgende Anledning: I Decbr. 1911 udsendte Citanten til Medlemmerne af Københavns Bogtrykkerforening, Dansk Provinsbogtrykkerforening og Organisationen af Bladudgivere i Provinserne et Cirkulære, hvori han fremsatte forskellige Beklagelser i Anledning af, at Bogtrykker Levison var bleven valgt ind i Bestyrelsen for "Københavns Bogtrykkerforening", og bl. a. udtalte, at det var "den samme Hr. Levison, der fornylig havde den uheldige Affære ved den kollegiale Æresret, hvor han indklagede en Kollega for Ukollegialitet, og hvor Dommen kom til at lyde paa Frifindelse af den indklagede, medens Klageren, altsaa Hr. Levison, selv blev stemplet som ukollegial i sin Optræden."

I forskellige Artikler i Bogtrykkerbladet udtalte Bogtrykker Levison derefter bl. a.: "at den kgl. Hofbogtrykker ikke har anset det for at være under sin Værdighed at udsende den af moralske Grunde - som det foregives i Cirkulæret - fremkomne Redegørelse foruden til Bogtrykkere - hvor det udelukkende hører hjemme - ogsaa til nogle af mine Kunder og til mine private Omgangsfæller, denne karakteriserer jeg som unfair og Fuldstændighedens Skyld oplyse, at det kun har baadet Hr. Bagge lidet, idet flere af Adressaterne har udtalt, at slig Optræden var sjofel og stemplede sin Mand". Skønt Bagge benægtede at have udsendt Cirkulæret til andre end Bogtrykkere, fastholdt Levison sin Paastand og udtalte: "Hr. kgl. Hofbogtrykker Fr. Bagge, Ridder af Dannebroge, har herved stemplet sig selv som en fejg og lav Karakter, der ikke en Gang gør staa ved de ufine Midler, han anvender i en Kamp, der meget veel kunde være ført, som det sømmer sig for Gentlemen."

Disse og forskellige andre Udtalelser paastod Bagge mortificerede som fornærmelige og sig tilkendt Erstatning og Sagens Omkostninger. Da det ikke var bevist, at han havde udsendt Cirkulæret til andre end Medlemmerne af de ovennævnte Foreninger, og da Levisons Udtalelser heller ikke kunde anses som berettiget Retorsion, blev Fornærmelserne mortificerede og Levison ikendt en Bøde paa 100 Kr., subsidiært simpelt Fængsel i 10 Dage, samt tilpligtet at betale Sagens Omkostninger med 80 Kr.

(Nationaltidende 17. juni 1912).

Den 10. juni 1914 nedbrændte Bagges villa i Rahbeks Alle. Branden skyldes at Bagges søn sammen med skuespiller Peter Nielsen 15 årige søn havde eksperimenteret med en film og noget magnesium. 

De Fattiges Grave. (Efterskrift til Politivennen)

De københavnske Præster har for en Gangs Skyld slaaet sig sammen for at gøre noget godt. Alle 40 Kirkens Riddere har forenet sig om en Protest mod Begravelsesvæsenets skumle Planer overfor Byens Fattige.

Det var Begravelsesvæsenets Mening, at da man nu havde faaet der ny Kirkegaard ved Bispebjerg, saa skulde alle Frijords- og Linjebegravelset henvises hertil. Tidligere begravede man i Linje- og Frijord dels paa Sundby, dels paa Vestre Kirkegaard. Men Pladsen er jo kneben, og saa vilde Begravelsesvæsenet beholde de indre Kirkegaarde for de Velhavende, der betaler Jorden, og forvise de Fattige til Bispebjerg.

Det er dette, Præsterne har protesteret imod ud fra den Betragtning, at saalænge der er Plads paa de gamle Kirkegaarde, bør der ikke gøres Forskel paa de rige og de fattige Lig. Bispebjerg Kirkegaard ligger saa langt ude, at det ikke alene bliver dyrt for Fattigfolk at faa transporteret derud, men ogsaa dyrt at køre frem og tilbage, naar de vil besøge Gravene.

Del er en meget smuk og en meget demokratisk Tanke, Præsterne her har samlet sig om, og dette har da ogsaa vakt almindelig Tilfredshed i Kommunalbestyrelsen, saa at Begravelsesvæsenets skumle Planer nok bliver krydsede. Paa den anden Side er det førsle Gang, vi har set Præsterne optræde paa denne Maade, og derfor bør det noteres. For det kan vel ikke tænkes, at naar Præsterne her paa en saa rørende Maade optræder som de Fattiges Talsmand, saa er det med en skummel Bagtanke! Velhavere, der lader Begravelser foretage, stiller nemlig altid Ekvipage til Præsternes Disposition, saa der kan det næsten være ham lige meget, om han skal til Bispebjerg eller Vestre. Han faar vel endog snarere en klækkelig Betaling, hvis man ulejliger ham helt ud til Bispebjerg.

Fattigfolk derimod har sjældent Raad til blot at give Droske. Der maa Præsten køre i Sporvogn, og saa er det jo ikke saa morsomt at skulle rulle ud til det yderste Nørrebro, tilmed naar man faar lidt eller intet derfor.

Desuden er der jo flest Fattige og flest Fattigbegravelser; dem er det selvfølgelig rarest at slippe hurtigst og nemmest af med. En Konges eller en Millionærs Lig rejser Præsten skam gerne baade til Roskilde og Korsør med.

(Folkets Avis (København) 21. marts 1910).

Otto Busses Afgang. (Efterskrift til Politivennen)

Wilhelm Weimann (1868-1942) var trafikminister 1909-1910 for de Radikale. Han var egentlig minister for handel og søfart i starten af regeringen Zahle 28. oktober 1909 - 5. juli 1910, men fra februar 1910 også trafikminister.

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Otto Busse. Fotoet forestiller Otto Busse (yderst til højre) med sin far, Otto Friedrich August Busse (1822-1883), mor og søster. Faderen var ligeledes overmaskinmester, så sønnen gik i hans fodspor. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En ny Ministerskandale.

Hvorfor skulde Busse gaa.

Det har vakt almindelig Opsigt, at Statsbanedirektør Busse, der endnu ikke er fyldt de 60 Aar, har søgt og faaet sin Afsked. Enhver, der kender Hr. Busse, vil indrømme, at han har sin fulde Arbejdskraft, og at intet personligt Hensyn berettiger til at antage, at han nu har villet søge Afsked, netop som der i Jernbaneetaten forestaar store Opgaver, som han var Manden for at løse.

Fra ganske paalidelig Kilde kan "Kbhvn" meddele, at Hr. Weimann en skønne Dag lod Direktør Busse kalde og uden videre Forklaring henstillede til ham, at han havde at søge sin Afsked for at give Plads for yngre Kræfter.

Hr. Busse erklærede, at han ikke var sig noget ondt bevidst, at han havde tjent Staten ærligt i 34 Aar og derfor ikke vilde stilles i Klasse med Kontorchef Hald, hvorfor han ikke vilde søge sin Afsked. Hr Weimann nægtede paa Direktørens Forespørgsel at angive Grund ud over den med de yngre Kræfter og endte med at erklære, at, hvis Afskedsbegæringen ikke forelaa inden Tirsdag, vilde Direktøren faa sin Afsked.

Da Direktør Busse længe har været misfornøjet med de herskende Forhold i Trafikministeriet, bestemte han sig til at indgive sin Afskedsbegæring, og Hr. Weimann har derfor med en vis Ret kunnet 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 19. maj 1910. Slutningen af artiklen mangler)'

Busse

Ryd op!

Maskindirektør Busse er, som i Gaar meddelt, bleven tvunget til frivillig at tage sin Afsted fra Slatsbanerne fra 1. Avgust at regne.

Hr. Weimann erklærede i Gaar, at han skulde være villig til at gøre Offentligheden Rede for sine Motiver til Afskedigelsen, saafremt Hr. Busse ønskede det, men Hr. Busse har indtil nu ikke ønsket det.

Og det er nok bedst saaledes - for ham.

Der er nemlig ingen Tvivl om, at Hr. Busse har været Staten en dyr Mand. Hans Forretningsprincip var aldrig at prøve sig frem, han købte glat væk, uden Hensyn til, hvad det kostede. Et Par Eksempler vil vise det.

Siraks efter Hr. Busses Tiltrædelse blev en stor Del af Statsbanernes Maskinmateriel kasseret. Hr. Busse kunde ikke taale at se, hvad hans Forgænger havde anstaffet. Blandt andet kasserede han alle Maskinernes Smøreapparater. Dem, som han anskaffede i Stedet, blev kort efter kasseret, fordi de var ubrugelige. Der skulde nu anskaffes nye, men de underordnede Embedsmænd havde ikke pareret Ordre, men gemt de gamle Apparater, som bruges den Dag i Dag.

I 1903 gav Minister Hage Ordre til, at Lageret af færdige Reservemaskindele skulde nedbringes til det nødvendige. Denne Ordre parerede Hr. Busse saaledes, at de færdiglavede Maskindele ødelagdes og omsmæltedes! Dette Galmandsværk kostede Statsbanerne Tusinder af Kroner.

De Materialier, der leveres Maskinafdelingen, svarer saa godt som aldrig til Prøverne. Arbejderne fortæller saaledes, at de ofte faar leveret File saa bløde som Jærn og derfor ubrugelige.

Klager fra Arbejderne over disse Forhold blev systematisk afvist. 

Men mange andre Forhold trænger til Belysning. Vi henstiller til Minister Weimann at undersøge den Forretning, som Statsbanerne driver med brugte Lokomotiver.

Maskindirektør Rambusch er Konsulent for samtlige sjællandske Privatbaner, det vil sige, han er Raadgiver og Vejleder for disse ved Køb af Maskiner. Men nu foregaar der det meget mærkelige, at Statsbanerne ved mere end en Lejlighed har kobl Maskiner, som Privatbanerne ikke har kunnet bruge. For to Aar siden købtes to Maskiner af Kallehavebanen, og for øjeblikket ligger der fire Mastiner splittet i Stumper og Stykker paa Statsbaneværkstederne. Disse er købt af Slangerupbanen.

Navnlig denne sidste Transaktion er der vistnok Anledning til at undersøge.

Men i hvert Fald har vi nu det Særsyn, at en højtstaaende Statsembedsmand er lønnet Tillidsmand ved nogle Privatbaner, hvis Maskiner Statsbanerne køber, og hvis Pris den samme Embedsmand jo utvivlsomt er med at fastsætte. Dette er utilbørligt, mildest talt.

Ja, der er vist været meget mere end god Grund til Hr. Busses Afskedigelse, og derfor skal Weimann have Lov at fortsætte.

(Social-Demokraten 20. maj 1910. 2. udgave)

Direktør Busse.

Statsbanemændenes Afskedsord.

Den 1. August træder Maskindirektør Busse tilbage fra den ansvarsfulde Post ved Statsbanerne, som han nu beklæder og efter en 34-aarig Virksomhed i Statsbanernes Tjeneste.

I den Anledning bringer "Dansk Jernbaneblad" i sit Nummer for den 24. dennes en meget lang og indgaaende Artikel om Direktør Busses fortjenstfulde Gerning og fremhæver den store Energi, saglige Dygtighed og indgaaende Kendskab til Arbejdets Detailler, der har præget hans Embedsvirksomhed.

Og Artiklen slutter med følgende Ord:

"Den Hengivenhed, Maskinafdelingens Personale nærer for Direktør Busse, fandt sit smukkeste Udtryk paa Jubilæumsdagen den 1. Maj 1901, da Personalet fra Frederikshavn til Godser smykkede Lokomotiverne til Ære for deres Chef. Maskindirektøren tænkte tit og med Glæde paa denne Festdag, den han engang overfor os betegnede som den smukkeste Dag i sit Embedsliv.

Statsbanerne mister i Direktør Busse en udmærket Embedsmand og en human Chef, som under Varelagelsen af sit store og ansvarsfulde Embede ikke tabte sit Personales Anliggender af Syne - han var en af de Mænd, Personalet ikke havde Raad til at miste."

(København 27. juli 1910).

Maskindirektør Busses Tilbagetræden.

Paa Mandag fratræder Maskindirektar ved Statsbanerne O. F. A. Busse sin omfattende Embedsgerning efter 34 Aars Virksomhed i Banernes Tjeneste.

Direktør Busse indtraadte i Statsbanerne den 1ste Maj 1876 som konstitueret Maskiningeniør ved Banerne i Jylland, efterat han i et Par Aar havde været ansat ved det sjællandske Jernbaneselskab. Den unge dygtige Ingeniør avancerede hurtigt. Allerede den 1ste Oktober 1876 udnævntes han til Kontorchef hos Overmaskinmesteren i Aarhus, i 1882, kun 32 Aar gammel overtog han Embedet som Overmaskinmester, fra 1887 med Titel af Maskinchef. Ved Omorganisationen i 1892-93 flyttede Maskinchef Busse til Kjøbenhavn som Maskinchef for samtlige Statsbaner og i 1903 blev Busse udnævnt lil Direktør for Maskinafdelingen og som saadan Medlem af Statsbanernes Generaldirektion.

Det er en lang og fortjenstfuld Virksomhed, Direktør Busse kan se tilbage paa. Med ubestridelig Dygtighed i  Forbindelse med fremragende administrative Evner og nøje Kendskab til Enkelthederne har han ledet Statsbanernes Maskinafdeling, hvis Budget nu figurerer med et Beløb af over 16 Millioner Kroner. 

Oprettelsen af de kemiske Laboratorier i Kjøbenhavn og Aarhus til at kontrollere de Varer, Statsbanerne køber, skyldes den afgaaende Direktørs Initiativ. Ligeledes er der paa hans Initiativ oprettet en Kulprøvestation for at erhverve sig Kendskab til, hvad hver enkelt Sort Kul er værd som Brændsel.

Det er dog navnlig som Konstruktør, at Direktør Busse har erhvervet sig et Navn, der er naaet langt udenfor Landets Grænser. En lang Række Lokomotiv- og Vogntyper kendetegner hans fremragende Virksomhed paa dette Omraade. Allerede en af hans første Lokomotivtyper, der udmærkede sig ved deres rolige Gang selv ved Hastigheder paa over 100 Kilometer, vakte Opsigt i Udlandet.

Karakteristisk for Direktør Busses Vognkonstruktioner var den udstrakte Anvendelse af Træ i Stedet for Jern. Grundtrækkene for Direktør Busses Virksomhed paa det konstruktive Omraade var at skabe ensartede, rationelle Konstruktioner, som kun krævede ringe Vedligeholdelse.

Ogsaa paa Dampfærgevæsenets Omraade har den afgaaede Direktør ydet en betydelig Indsats, idet han er Faderen til den dobbeltsporede Færge, der første Gang konstrueredes til Storebæltsoverfarten.

Af Enkeltheder, der har kendetegnet Udviklingen, og som er blevne til i Direktør Busses Embedstid, kan nævnes Vakuumsbremsen, Togenes Dampopvarmning, den elektriske Togbelysning - forud for andre europæiske Lande - mekaniske Kullosningsapparater m. m.

Statsbanerne mister i Direktør Busse en dygtig Embedsmand og en human Chef, som under Varetagelsen af sit store og omfangsrige Embede ikke tabte sit Personales Anliggender af Syne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 30. juli 1910).

Illustration fra månedsbladet "The Railway Word" 1895: "Third-Class carriages on the Danish state Railways, designet af Otto Busse. Vognene havde rygekupeer, toiletter og varmesystem (fra dampen fra maskinen). I beskrivelsen stod: "From this brief description and the illustrations it will be seen that the officials of the Danish Railways are keeping pace with the times in securing the convenience and comport of their passengers."

Busse færdig.

Ingen Redegørelse.

Direktør Busse er nu fratraadt sit Embede som Maskindirektør ved Statsbanerne.

Denne Fratrædelse eller rettere Afskedigelse har en Forhistorie. Det vil erindres, at Højres Blade under den sidste Valgkampagne søgte at lave et politisk Agitationsnumer paa Hr. Busse. Den radikale Regering havde her "uden mindste Grund" afskediget en gammel veltjent Embedsmand, hed det. Men den radikale Trafikminister standsede hurtig de altfor ivrige Højreblade. I et Interview udtalte han nemlig, at Fjærnelsen af Hr. Busse utvivlsomt var baade i Statsbanernes forretningsmæssige og i Hr. Busses Helbreds Interesse. Hr. Weimann erklærede sig yderligere villig til at begrunde Afskedigelsen, saafremt Hr. Busse selv fremsatte Ønske derom.

Man har forgæves ventet paa et Ord fra Hr. Busse, og nu gaar han altsaa uden at have givet Hr. Weimann Anledning til den af Offentligheden ventede Redegørelse. Mærkværdigvis har de Højreblade, der søgte at slaa politisk Mønt af Hr. Busses Afskedigelse, heller ikke rettet nogen Opfordring til Hr. Busse om at tale. De synes heller ikke længere at interessere sig for Klarhed paa dette Punkt.

(Horsens Social-Demokrat 2. august 1910).

Ved finanslovbehandlingen oktober 1910 sigtede Højremanden konsul Birch statsbaneledelsen, og insinuerede at Busse havde favoriseret sine slægtninge ved indkøb af kul til statsbanerne.

Konsul Fisker, afgik senere i 1910 fra bestyrelsen efter et krak. Han havde bl.a. aktioner i Helsingørs Jærnskibsværft. Busse overtog hans plads.

Holger Damgaard (1870-1945): Otto Busses Vej, tipvogne i arbejde. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Otto Busses fik en vej opkaldt efter sig i det nuværende Jernbanebyen.

Lille Brøndstrædes Nedrivning starter, April 1910. (Efterskrift til Politivennen)

 "Grundejerbladet" skriver således:

"Under de nuværende forhold anses iværksættelsen af større samlede byggeforetagender for ganske uforsvarlig?"

Med andre ord: Lad blot arbejderne sulte! Lad de handlende ruineres! Lad hele vores erhvervsliv og vores økonomiske evne blive forringet, når bare husejerne derved - ganske uden nogen grund - kan mele deres kage!

Mere udæskende brutalt har man sikkert aldrig set spekulationen i folkets blod! Sulten og fattigdommen med alle dens følger skal nu, da tiderne synes at åbne udsigt til at de kan lindres, fremtvinges ad kunstig vej? Arbejderne skal sulte for at grundejerne kan mættes i overflod!

Dette er ikke blot brutalitet, men råhed.

Og hvad nås der så, om det lykkes grundejerne at gennemføre deres plan?

Der nås det at folk må indskrænke sig. De der hidtil har haft råd til at bo i en 3 værelsers lejlighed, må flytte ind i en 2-værelsers. De der har kunnet bo med deres børn i de luftigere og sundere lejligheder i forstæderne, må nu pakke sig sammen i rønnerne i de skidne smøger i byens indre. Huslejens forhøjelse vil således bevirke at de ledige værelsers antal yderligere forøges. Heraf følger igen mere arbejdsløshed og mere elendighed. Samtidig med at alle de hygiejniske fremskridt som de sidste år har ført med sig i henseende til valg af bolig, nu igen skal lægges øde. 

Vi har fået raseret de modbydeligste dele af Brøndstrædekvarteret med deres arnesteder for sygdomme og moralsk pest. Vi har fået lyse boliger rundt i byen hvor det har været muligt for arbejderne at b o, fordi de har kunnet skaffe den leje der krævedes. Nu skal altså mange af disse arbejdere påny tvinges ind i de huler som det har været umuligt at få lejet ud fordi det mange steder er sundhedsfarligt at bo i dem. 

Sygdomme, arbejdsløshed, elendighed!

Lad dem blot brede sig!

Når man blot med vold og magt kan holde byggeriet i stå! Og husejerne kan stikke deres profit i lommen!

(Social-Demokraten, 14. februar 1910).

Det København der falder.

Lille Brøndstræde.

Midt i det gamle Københavns elendige rønner ligger Lille Brøndstræde som selve midtpunktet for denne fortid. Hvis Brøndstrædekvarteret er fra Christian den fjerdes tid, så må Lille Brøndstræde stamme fra kong Hans. Det er en perle af en gammel mørk og trist gyde. Lille Brøndstræde hvor århundreders smuds næsten synes dynget op. Men nu forsvinder det også. Den ene side af gaden er allerede rammet. Der ligger bl. a. huset, hvor Bulotti blev fanget; det er den ejendom, hvorfra lygten stikker ud. På den anden side af af gaden bor der endnu mennesker som (tre ord mangler) de også drage bort. Der er dem der gør det med sorg i hjertet. En gammel kone der havde boet der i tredive år, gæød da hun skulle derfra. Sådan er den menneskelige natur. Den hænger ved det gamle selv om det er mørkt og fattigt.

(Aftenbladet, 19. marts 1910).

Flyttedagen

Brøndstræde-kvarteret ryddet.

Flyttedagen i går forløb forholdsvis roligt. 

Der sås ikke synderligt mange flyttelæs, og gaderne var så rene og pæne som på den fineste søndag. Hvilken forskel på svineriet for nogle år siden, da gaderne var losseplads for alt sIags skrammel og skidt.

Et stort antal af de familier, der denne gang skulle forandre bopæl, har været så forsynlige at besørge flytningen i de forudgående dage.

Der har i år ikke været så mange ny lejligheder at råde over som for nogle år siden, da der var ca. 12.000 til disposition. I år er der kun ca. 8.000 ledige lejligheder at vælge imellem. Nedgangen i antallet har altså været ikke mindre end 4.000.

*

FIyttedags-institutionen går så langt tilbage i tiden som til den gamle skånske lov, der kun fastsatte en flyttedag om året, og den var lagt tæt op til påsken. Senere i tiden blev flyttedagen rykket hen til slutningen af april, eller den 1. maj - men stadig var der kun tale om denne ene årlige flyttedag. Det er først i den nyeste tid, at der forordnedes to flyttedage årligt, og de fastsattes til den tredie tirsdag i april og oktober - altså den ordning, som vi endnu lever under, og som der nu atter gøres forgæves forsøg på at få ændret, således at flyttedagen lægges til den 1. maj og den 1. november.

6 udsættelser i går.

På byfogedkontoret var som sædvanlig assistenter rede til at foretage eventuelle udsættelsesforretninger. Der blev foretaget 6.

April flyttedag 1909 blev der foretaget 2 udsættelser og oktober flyttedag samme år 3 udsættelser, hvorimod der i 1908 ikke fandt nogen udsættelsesforretning sted 

Udrykningen fra Brøndstrædekvarteret.

Det livligste flyttesjov i går var det dødsdømte kvarter ved Brøndstræde. Her flyttede lejerne ud om formiddagen. I aftes var der nogle enkelte beboere, som endnu ikke var rykket ud. De risikerer at få taget revet ned over hovedet på sig.

I dag tages der fat på nedbrydningen.

Arbejdet er taget i entreprise af to entreprenører, d'herr. Valdemar Jensen som betaler 4800 kr. for karreen mod Gothersgade, og Ole Petersen som har overtaget karrens anden halvdel mod Vognmagergade for ca. 2.000 kroner.

Entreprenørerne skal selv sørge for pladsens indhegning så længe nedbrydningsarbejdet varer. Det antages at nedbrydningen kan være fuldført i løbet af 2 til 3 måneder.

Og så bliver der plads til opførelsen af det tidligere omtalte store bygningskompleks for belysningsvæsnet. 

(Social-Demokraten, 20. april 1910, 2. udgave).

Lille Brøndstræde falder. 

I går har man påbegyndt nedrivningen af den sidste del af det gamle kvarter mellem Gothersgade, Landemærket og Vognmagergade i København. Det uhyggelige Lille Brøndstræde falder samtidig og dermed er en god portion af det aller uhyggeligste København forsvundet.

Lige til nu har de gamle ruiner huset mennesker og fattigvæsnet har måttet tage sig af mange stakkels forhutlede mænd og kvinder som hidtil har holdt til i rønnerne, men nu står uden tag over hovedet.

Snart vil det gamle Brøndstræde med morderen Bulottis tagkammer, beværtningerne "Guldkuren", "Det lille Apotek" og "Det røde Horn" være en saga blot og på tomterne rejser Københavns Kommune en ny prægtig bygning for belysningsvæsnet.

(Kolding Social-Demokrat, 28. april 1910).

Gamle rønner

Brøndstræde-kvarterets nedrivning.

København 28. april.

I disse dage påbegynder Københavns Magistrat den sidste del af det store nedrivningsarbejde i den indre by, og dermed falder resten af det ilde berygtede Brøndstræde- og Vognmagergade- kvarter, hvori byens værste bærme, dens løse eksistenser og faste stamgæster i arresthusene i årevis har haft deres faste tilholdssteder. Den sidste del som falder nu, omfatter 21 ejendomme og danner en firkant, begrænset af Gothersgade, den åbne plads mod Møntergade, hvor de sidst nedrevne huse har stået, Vognmagergade og Landemærket, og midt i karreen ligger Lille Brøndstræde, hvori snavset og elendigheden altid har kulmineret. I alt står disse gamle, elendige ejendomme Kommunen i ca. en halv million kr. efter den nu foretagne vurdering, og for en uge siden måtte de sidste beboere rømme lejlighederne.

Vi gik i dag en tur gennem den resterende stump af Lille Brøndstræde, hvor arbejdsmændene allerede har taget godt fat med økser og brækjærn, og sjælden har vi set mage til elendighedens huler, som disse såkaldte "lejligheder", der findes her. Huset hvori Ballotti blev fanget, synger allerede på sit sidste vers; der står endnu kun en stump af sidehuset ud mod Lille Brøndstræde; Gavlen er revet ned - og en trappe, der er så snæver og lav at et voksent menneske ikke kan passere den oprejst, snor sig endnu op gennem etagerne. Vi stiger indenfor i en af de endnu urørte ejendomme, og det syn, der møder os, er så frygteligt, at man næsten skulle forsværge, at disse "lejligheder" har været benyttede til menneskeboliger. Et sted, hvor vi kommer ind, er "gården" mellem for- og baghus - alle ejendomme i Lille Brøndstræde er nemlig dobbelte - kun 7 alen i længden og højst 3 i bredden, og denne fri plads, hvis bestemmelse det er at skaffe det fornødne lys og luft mellem husene, optages fuldstændig af en mægtig retirade, en stor skarnspand, hvis indhold endnu flyder over alle bredder, og en frygteligt stinkende kloak. Baghuset i denne ejendom er så usselt, at dets gulmalede ydermur midt på har slået en stor bule, og højere oppe er den begyndt at læne sig over mod forhuset. At trappeopgangen er fælles for for- og baghuset siger sig selv. Men her er den dog indbygget. I en anden ejendom ved siden af optages en gård af lignende størrelse fuldstændigt af en trappegang, der er så rådden, at den er stivet af med både brædder og bjælker, og hvis trin giver efter da vi går op ad den.

Denne ejendom er noget af det elendigste man kan tænke sig. Ikke en solstråle kan trænge ned i "gården", grundet på taget over trappen og ved hver afsats er der opsat en ganske lille støbejernsvask, som står i forbindelse med nedløbsrøret. Den har dannet beboernes køkken. Vandet de skulle bruge, har de måttet hente på bunden af det mørke trappehul hvor der lige kan skimtes en post. Man må forundres over at der overhovedet har kunnet leve mennesker her, og dette indtryk forstærkes når man kaster et blik ind i baghusets etværelseslejligheder hvis døre overalt mangler låsetøj, og i mangel af bedre lukkes med en jernstang eller et stykke sammensnoet, rustent ståltråd.  Her kommer man først ind i en slags forstue, som væsentligst optages af et stort åbent og sodet fyrsted. Lavt til loftet er her og knapt med plads, men værre er der dog i "stuen", hvis fastspigrede vinduer aldrig har set en klud, og hvis vægge er tapetserede med gamle aviser. Vinduespudsning er i det hele noget, man ikke har givet sig af med i Lille Brøndstræde, men hvad skulle det også til, når der intet lys var. Når en rude gik i løbet, erstattedes den glat væk med en gammel las eller et stykke pap. Mørket i stuerne blev ikke tættere for det! Synet af disse huler, hvori man næppe kan stå oprejst, med deres tidligere beboeres efterladenskaber af snavs, ekskrementer, aske og papirdynger, ville få de fleste til at gyse, og man kan dårligt få sig selv til at tro, at sundhedspolitiet virkelig har tilladt, at de blev beboede af mennesker.

Men Brøndstræde-kvarteret har også haft sine muntre tilholdssteder, hvor gadernes faste stok af "gamle drenge" aften efter aften samledes om brændevinen og øllet. Vi kigger ned i "Cafe" Smedekælderens lave, tilrøgede skænkestue, hvor loftet af frygt for nedstyrtning er afstivet med brædder og bjælker, og hvor kvarterets lyrik har svulmet om kap med kvarterets pigers overdådige former. Disse mandhaftige kvindelige væsener ser man malede på "Kafeens" små vinduer, med ølglas i hånden, der er lige så store som de selv, og med "digteriske" udgydelser som denne:

"Vi vil ha' øl.
det koster sølv!"

I almindelig udtale passer rimet ikke, men for "de gamle soldesvende" var disse linjer guldkorn. På loftsbjælkerne i Smedekælderen fandt vi yderligere følgende perler:

"Kom tit igen,
Min gamle ven!
Hold dig som mand
Drik så længe du kan"

En opfordring der sikkert i fulde mål er blevet fulgt. 

Nu forsvinder altså endelig denne rest af det ældste og mest uhumske København - om et par uger er der ikke sten på sten tilbage af dette kvarter og af de usseldommens huler hvori der er udspillet mange tragedier, hvorfra megen åndelig smitte har bredt sig over byen og hvorfra også byens sidste pestepidemi i 1856 spredte død og ødelæggelse over København. 

Clas.

(Kolding Folkeblad 29. april 1910, 2. udgave)