Dr. Juris. Carl Popp-Madsen, 1940. (Efterskrift til Politivennen)

Misbrug af universitetet

En juridisk docent der forsøger at udnytte universitetets opslagstavle til propagandistiske formål.

Den konservative generalkorrespondance skriver: 

I akademiske kredse er man temmelig oprørt over en begivenhed, som er indtruffet på universitetet, hvor en af de docenter, der afholder forelæsninger, har misbrugt sin stilling til politisk propaganda på den opslagstavle, der almindeligvis bruges til mere officielle meddelelser fra de forskellige fakulteter.

Det drejer sig om dr. jur. Popp-Madsen som holder juridiske forelæsninger. En dag fornylig lod han på den nævnte tavle opslå et opråb fra en politisk fraktion, han er medstifter af, og som kalder sig "National Aktion". Hvad han aktionerer for, fremgår af opråbet, hvor han påkalder den akademiske ungdom til samling om sin bevægelse, som han præsenterer som "klar anti-parlamentarisk", og hvori han bestrider, at den danske forfatningspraksis er i overensstemmelse med national mentalitet. Resten af opråbet kan for så vidt være ligegyldigt. Men ligegyldigt er ikke det grove misbrug, dr. Popp-Madsen har tilladt sig.

Han har naturligvis fuld ret til at have sine egne meninger (som han i øvrigt har proklameret gennem Frits Clausen-Partiets blad), og vil han have anden styreform i landet, har han hver mands ret til at virke derfor i skrift og tale. Blot ikke på universitetet og gennem dets talerør!

Universitetet - som også andre læreanstalter - skal være arnesteder for åndslivets fremme uden iblanding af døgnets politiske strøm, og dr. Popp-Madsen ved meget vel, at det skal være således.

Havde en impulsiv student forløbet sig, lod det sig undskylde, men for en af universitetets egne docenter er tilfældet absolut kompromitterende, ikke mindst, når det som i dette tilfælde førte til demonstrationer mod prorektoren fra studenternes kreds, som vel er forståelige og har en naturlig baggrund, men ikke desto mindre er i strid med den værdighed, som bør præge universitetets virke.

Det er os ikke ukendt, at universitetet ikke har ønsket sagen omtalt, men en sag af denne beskaffenhed kan ikke være et til universitetet lokaliseret anliggende. Hr. Popp-Madsen er ministeriel embedsmand (knyttet til justitsministeriet), og det må være et samfundsmæssigt krav, at der er sikkerhed for, at embedsmændene i administrationen er besindige og ansvarsbevidste mænd, der bevarer ligevægten i en så vanskelig tid som denne og ikke gør sig til part i de uansvarlige kredses forsøg på at bringe splittelse i folket.

Offentligheden har et naturligt krav på at erfare, hvorledes universitetet selv betragter den pågældende docents brud på ånd og tone i landets højeste læreanstalt, hvilke foranstaltninger det har foranlediget, samt om de ministerier, han er tilknyttet, kan tolerere det meget beklagelige tilfælde. 

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 26. september 1940).

Foto af Popp-Madsen fra Fædrelandet, 14. februar 1943.

Hr. Popp-Madsen berigtiger.

Vi har modtaget:

Hr. redaktør!

Til berigtigelse af det faktiske grundlag for artiklen "Misbrugt sin stilling" i Social-Demokraten for den 1. okt. (side 5) skal jeg herved bede Dem meddele:

at opslaget på Studiegården om reorganiseringen af "National Studenter-Aktion" under min medvirken ikke er foretaget af mig, men af nogle af sammenslutningens medlemmer uden forudgående aftale med mig;

at opslaget allerede som følge heraf ikke er fremkommet på den aflåsede opslagstavle, der almindeligvis bruges til officielle meddelelser fra de forskellige fakulteter, men på det sted hvor meddelelser vedrørende studenterforeningsforhold o. l. publiceres;

at opråbet simpelt hen var en meddelelse om aktionens love, og at historien om det formentlige misbrug af embedsstilling derfor omgående bør placeres blandt de rygter, der absolut ikke egner sig til videre udbredelse.

Deres ærbødige

Carl Popp-Madsen.

(Social-Demokraten, 4. oktober 1940).

Irettesættelse til Popp-Madsen.

København (RB)

Affæren på Københavns Universitet hvor en juridisk docent Popp-Madsen benyttede universitets opslagstavler ti et politisk opråb, har medført at den pågældende har fået en skarp irettesættelse af konsistorium.

(Bornholms Avis og Amtstidende, 7. oktober 1940).

Popp-Madsen optrådte i anden halvdel af 1940 som medlem af rådet for den nationalsocialistiske organisation, National Studenter-Aktion. November 1941 blev Popp-Madsen lektor i retsvidenskab ved Københavns Universitet for et tidsrum af 3 år. Han talte bl.a. i DNSAPs Studenterfraktion den 17. februar 1942 og optrådte hyppigt i radioen. 

Stokhuset. (Efterskrift til Politivennen).

25. august 1940 bragte Social-Demokraten under titlen "Stokhuset. Nogle Træk fra den gamle Torturanstalt paa Østervold i København, lige før den forsvinder." endnu en artikel om Stokhuset af Sigvald Kristensen. Artiklen gentog nogle af beskrivelserne, men tilføjede dog også et par andre, hvoraf nogle gengives i uddrag nedenfor.

---

Den første Fange, om hvem der er bevaret Vidnesbyrd i Rigsarkivet, var en Officer, Stykjunker Adolf Giertr, som var indsat for i Slagsmaal at have dræbt en Løjtnant under de danske Soldaters Belejring af Wismar. I en Ansøgning til Generalauditøren den 28 Maj 1677 siger han, at han nu har siddet otte Uger i Stokhuset "i Jern og Baand og haardt sluttet. Han sidder sammen med svenske Fanger in grossen graulichen Gestanck". Heden er ikke til at udholde, og han beder om at blive dømt til Døden, for han vil hellere skydes end kvæles af Stank og ædes af Orm. Hans Ønske blev opfyldt.

---

I den fløj af Stokhuset som endnu ikke er faldet, fandtes Inkvisitionsretten, et lille dystert Rum med nøgne Vægge og sparsomt Lys. Alle Minder om dets uhyggemættede Historie er forlængst fjernet. I Nationalmuseet er levnet Stokken, den barbariske Fangeblok, som gav Stokhuset Navn, og hvis Princip kendes fra de berygtede Gabestokke.

---

Stokhuset som Slaverihus.

Med Reformen i 1741 blev Stokhuset tillige Afsoningssted for Slaveriet, der tidligere afsonedes i Fæstningen Bremerholm. Slaverne udførte Tvangsarbejde i Lænker, oftest paa Livstid. En Skildring af Tilstandene i Slaveriet lyder saa sent som 1803 saaledes:

- Stokhuset synes at være en haard Straf og saa skadelig for Forbryderens Moralitet, at vel kun de Menesker, som aldeles ikke stod til nogen Forbedring, burde hensættes der. Det er Fortvivlelsens og Elendighedens sande Bolig. Slavernes Indelukke eller rettere sagt Stalde er i den beklageligste Tilstand, Luften er saa at sige forpestet af de mange Menneskers Indeslutning i et lidet Rum, deres usunde Uddunstninger og alskens Uhumskheder. Deres Leje er efter en bekendt Læges Forsikring saa skrækkeligt, som man nogensinde har se» det. Det bestaar af nogle urene, ved hinanden anbragte Brikser, hvor de ikke har noget at dække over sig og ingenting under sig. Søvnen, denne øen ulykkeliges eneste Ven, er disse elendige berøvet. Deres usle Leje vrimler af Utøj. saa at Natten end mere forbitrer dem deres ulykkelige Liv. Oven over disse sande Kloaker er der et Loftsrum, som man kalder Sygehus, men som efter kyndige Mænds Forsikring maa være en Satire over, hvad man i Fængslerne kalder Sygepleje. Naar Slaverne var udkommanderet paa Arbejde, bl. a. paa Voldene omkring København, havde de ofte Lejlighed til Rømning. Der opførtes derfor i 1820 et vældigt Palisadehegn omkring Stokhusgaarden, og tre Kanoner pegede gennem Hegnet ind til de ulykkelige Fanger. Alligevel var Mytterier ikke sjældne. Dagdrivere, Drukkenboldte og "andre forliste Sjæle" kunde af deres Paarørende indsættes paa uoestemt Tid i Stokhuset, men Hovedparten at Slaverne var "Uærlige", der altid sad paa Livstid. En Beretning fra Aaret 1824 viser, at der da saa 543 Slaver i Stokhuset Ikke færre end 429 var dømt paa Livstid, otte "paa Kongens Naade", hvilket vil sige Dødsstraf omsat til Livstidsstraf, 100 skulde holdes i Slaveriet 3-8 Aar. Fangerne var i Alderen fra 16 til over 70. Indbrud, Tyveri, Hæleri, Røveri og Sørøveri var de hyppigste Straffeaarsager, men i den omtalte Beretning nævnes dog ogsaa Forbrydelser som Mord, Mordbrand, Drab, Voldtægt, Mishandling af Moder og Hustru, Opsætsighed overfor Myndighederne, Falskmøntneri, Postsvig, Forsøg paa Skibbrud, Løsgængeri og Faderskab til Børn, født i DølgsmaaL

En Fanges Skildring af Slavehuset.

Tilstandene i Slaveriet udviklede sig til det rent parodiske, efterhaanden som Mængden af Slaver tog voldsomt til, uden at Vogternes Antal eller Kvalitet blev øget. Vogterne var i Reglen afdankede Sergenter, der skulde tjene "en nem Skilling for deres Alderdom". Fangerne huserede tilsidst som det passede dem, og Stokhuset har i sine sidste Aar som Fængsel været præget af en broget Forvirring En ung Slave fortæller efter sin Løsladelse:

" - I August 1841 kom jeg til Københavns Slaveri. Vi var da omtrent 500 Slaver .... Men træd indenfor disse Døre. Paa dette Leje sidder en og binder Børster og synger liderlige Viser, ved Siden af er en Tøffelmager, som ligger i en væmmelig beruset Tilstand. Hist sidder nogle og spiller Kort. Her genlyder Eder, Raaddenskab, Skænderi og ofte blodige Slagsmaal. Naar Slaverne ikke er ude paa Arbejde, er der ingen Bevogter hos dem. Vi havde en Marketender i Huset, som med Hjertens Glæde solgte saa meget Brændevin som muligt, og jeg er vis paa, at mere end ni Tiendedel af Slaverne var fordrukne. Her blev ranet, og det blev solgt til Soldaterne eller sendt med el Fruentimmer til Forhandling i Byen. Sergenterne opkøbte det overflødige Fangebrød, tog Stikpenge og tillod Slaverne at drikke sig fulde, spille Kort og komme sammen med løsagtige Fruentimmere"

Disse Tilstande førte i 1827 til, at Regeringen forbød Indsættelse af unge Mennesker under 20 Aar i Slaveriet. De skulde i Stedet for bringes i Tugt- og Forbedringshuset, og i 1851 maatte Slaveristraffen helt opgives. Stokhusets Tid var omme, og siden har det kun været brugt som Materialbygning for Hæren.

Udvidelsen af Den tekniske Højskole førte allerede i Fjor til Sløjfning af den ene Halvdel af Stokhuset, men den Halvdel, der rummede Inkvisitionsdomstolen og Slaveriet, er først nu ved at blive rømmet af Hærens Materialdepoter. Inden Aarets Udgang vil de sidste Levninger af Stokhuset blive jævnet med Jorden

(Social-Demokraten, 25. august 1940).

Sigvald Alexander Kristensen, 13.5.1908-21.11.1982, ambassadør. Bydreng på Social-Demokraten, 1927–34 journalist ved socialdemokratiske provinsblade (Sydsjælland, Bornholm, Sønderjylland), fra 1935 politireporter ved Social-Demokraten i København en halv snes år. Under besættelsen med i modstandsbevægelsens underjordiske presse, bl.a. tilknyttet det illegale Information. Flygtede november 1944 til Sverige. Kontaktmand mellem det svenske og det danske socialdemokratis ledere. Efter besættelsen hos udenrigsminister John Christmas Møller presseattaché i Oslo. 1950 tilbage til Danmark som chef for udenrigsministeriets pressebureau. 1960 gesandt, senere ambassadør i Wien. 1965 ambassadør i Israel. Efter 1973 chef for udenrigsministeriets presse- og kulturafdeling. Generalkonsul i Hamborg til 1978. En usædvanlig karriere. 

Premierløjtnant Hans Fenger, Finlandskorpset. (Efterskrift til Politivennen).

De første danskere som faldt i 2. verdenskrig, var nogle af de ca. 1.000 "finlandsfrivillige" som deltog i vinterkrigen 30. november 1939-marts 1940 på Finlands side. Om dette spørgsmål havde statsminister Stauning i sin nytårstale 1939/40 udtalt:

Nu har vi krigen, og den har endda fået uhyggeligere udfoldelse end man måske forud forestillede sig ... Store tab og hårde lidelser er allerede påført de neutrale, særlig gennem skibsfarten, og jeg har ingen tro på at en bedring forestår. Jeg mener at man bør nære tillid til de aftaler man indgår, og jeg tror derfor på holdbarheden af traktater som er indgået med Danmark. Det er forståeligt om nogle har fået rokket ved deres tro ved den skæbne som er undergået Finland, og vi her i de nordiske lande føler det naturligvis meget pinligt ... jeg og mine meningsfæller har ventet at de aftaler der forelå mellem Rusland og Nordens lande skulle bevare deres gyldighed, og det er en bitter skuffelse vi har oplevet. 

I starten af krigen var det ikke tilladt for danskere og danske officerer at melde sig frivilligt i finsk krigstjeneste, men nogle gjorde det alligevel. Oberst Alf Erland Giersing (1882-1968), chef for gardehusarregimentet (1934-1942), havde derfor sendt et åbent brev til Stauning, som besvarede dette den 12 januar:

"Landets kræfter skal selvfølgelig sættes ind for at afværge angreb på landets neutralitet - når jeg ikke har betonet dette i mine udtalelser ved årsskiftet, var det for at undgå selvfølgeligheder". 

Giersings støtter opfattede det som at man ville forsvare Danmark, og udtalelsen skabte derfor en følelse af forræderi fra regeringens side da Danmark blev besat den 9. april. Også blandt de Finlandsfrivillige som generelt følte en beundring for finnernes modstand, og tilsvarende afsky over for den danske regering der ikke havde ydet særlig megen modstand. Ca. 500 Finlandsfrivillige vendte tilbage til Danmark. Nogle af de frivillige kom tilbage til Danmark efter den tyske besættelse. Tyskerne ville så give dem en heltemodtagelse, men nogle havde det svært med det. 

Fengers gravmæle findes tilsyneladende ikke længere på Vestre Kirkegård, men en anden finlandskæmper - Carl Knut Kalmberg - har stadig sit på Garnisonskirkegården, se teksten nedenfor. På stenen står: Søløjtnant Carl Knut Kalmberg. Født 12.1.1913. Faldet 13.2.1940. For Finland. Han steg saa fro mod overmagt. Som fugl mod morgenrøden. Til med et smil af ringeagt. Han mødte selve (?) døden. Rejst af kammerater i den danske flaade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De finlandsfrivillige kom ikke i kamp, bortset fra ti danske militærflyvere, hvoraf seks blev skudt ned: løjtnant Fritz Rasmussen, søløjtnant Knut Kalmberg, flyverløjtnant Erhard Krag-Juel-Vind-Frijs, premierløjtnant Hans Fenger og flyverløjtnant Carl Mogens Heiner Kristensen. 21. marts skiftede korpset navn til Den Danske Finlandsbataillon. Hans Fenger (1914-1940) gjorde tjeneste ved Nylands dragoner og faldt 17. februar 1940 ved Ladogasøen. Han blev indsat i Svenska Friviligkåren og kom til Nylands Dragonregiment den 19. januar. Den 16. februar 1940 blev  han indsat i kampene på det Karelske Næs, hvor han efter få minutter inde i den første træfning blev ramt af en maskingeværsalve. 

"Dagligt liv ved regimentet". Heri er også et billede af premierløjtnant Hans Fenger. Det finske Hufvudstadsbladet,  4. April 1940:

"Specialopgaverne, som tildeltes Kavalleriet, blev udført paa en fortræffelig Maade. Disse Opgaver var bl. a. "Mottirensning" (en finsk Benævnelse for de "Fælder", som Finnerne ved Flankeangreb bragte Fjenden i, og som det var Rytteriets Opgave at rense), en Opgave, hvorefter enhver Kavallerist, som deltog, fortjener sit Heltedigt i denne Krigs »Fændrik Stål«. Kavalleristerne veg ikke fra deres Pladser, trods Saar og Træthed. Først naar til sidst Haanden slappedes, eller Foden svigtede, var de at formaa til at søge Lægehjælp og en haardt tiltrængt lille Tids Hvile. Mangen dygtig Officer, Underofficer og Menig kom ikke til at opleve Mottistridens Sejrsdag; men de, som ofrede sig, gav dem, der fortsatte Striden, et smukt Eksempel paa, hvorledes en Kavallerist bør leve, kæmpe og dø.« Den danske Gardehusarløjtnant Hans Fenger faldt 50 m foran sin Deling. Efter en saadan større »Mottirensning« oplæstes et Telegram til Nylands Dragonregiment fra dettes Hæderschef:

"Til Kommandøren for Kavalleribrigaden, Oberst .......

Modtag selv og frembær for mit Regiment, Officerer, Underofficerer og Mandskab min Tak, fordi de med Blod har skrevet et nyt, lysende Blad i dets ærefulde Historie. Idet jeg hædrer Mindet om dem, der faldt som Helte, udtrykker jeg min faste Tillid til Regimentets Vilje til at kæmpe til sidste Mand for vort Fædrelands Frihed.

Mannerheim."

I Fædrelandet blev hans begravelse på Vestre Kirkegård beskrevet:

En af regimentets officerer, premierløjtnant Hans Fenger, forlod i december 1939 i utålmodighed regimentet og landet uden rejsetilladelse for at melde sig som frivillig i Finland, men mange ansøgninger fra regimentets hjemsendte personel om sådan rejsetilladelse blev giver ...

Hans død vakte sorg overalt, ikke kun ved regimenet; divisionschefen udtalte således over for regimentschefen: "I anledning af det smertelige tab, som Garderhusarregimentet har lidt ved Premierløjtnant H. Fengers død på ærens mark i kamp for Finlands og Nordens frihed og ret, udtaler jeg over for Gardehusarregimentets divisionens og min personlige, dybeste deltagelse. Premierløjtnant Fenger gav efter for et dybtfølt kald og faldt under udøvelsen af dette som en tapper og rask soldat til ære for vort land og vor hær og som et forbillede for os alle. Jeg udtaler på divisionens vegne et: Æret være hans minde."

Den danske Finlandskæmper Flyverløjtnant Fengers Bisættelse i Gaar.

Oberst Giersing taler om den usle Regering ved Graven.

Den hede danske sommerdag var som selve moderlandets varme hjerte, der i går drog den tapre danske flyverløjtnant Fenger ind til sig. Som den skarpeste modsætning til krigens iskolde gru, som han havde oplevet den i Finlands polarnætter tog nu den varme danske muld imod hans urne på Vestre Kirkegård. Løjtnant Fengers urne - ham, der vidste, at livet ikke er det at leve, men først og fremmest det, der giver det Indhold og gør det skønt, - selv om det først er bagefter .... når det er forbi.

Den blide luftning greb af og til i silkefanens folder - fik dannebrog til at vifte et lydløst farvel - og tak for den ære og glans, du nu også har været med til at skabe om mig.

 

Ved graven talte bl.a. oberst Giersing:

- Det er en mand som løjtnant Fenger, dansk ungdom i dag har at se op til som ideal. Han var en god soldat og vi er stolt over ham. Hans ritmester sagde engang, at det var den bedste løjtnant, han havde haft. Og det var en gammel ritmester.

Videre udtalte obersten:

- Ved juletid sagde Fenger, at han ville til Finland. Han ville være med til at kæmpe for Nordens frihed - og han havde på fornemmelsen, at regeringen ikke ville benytte sig af den danske hær! Og så rejste han.

Idet Oberst Giersing let berørte begivenhederne den 9. april og sigtede til regeringens skændige handlinger, sagde han:

- Selv ved et åbent gravsted må man skamme sig over en sådan ussel regering.

En repræsentant for familien takkede for den mægtige sympati og deltagelse, der havde været dem til en stor trøst i deres sorg.

ove.

(Fædrelandet, 5. juni 1940.)

I en artikel af oberst Langberg: "Erindringsglimt fra besættelsestiden", udtrykkes en lignende harme over regeringen over 9. april: 

"Jeg var godt frustreret, havde mister respekten for foresatte, måske uretfærdigt, det var dog regeringen, der havde ansvaret for landets politik. Der var heldigvis også lyspunkter: Oberst Helge Bennike, der tog med dele af sit regiment til Sverige og oberst Giersings forsøg på at samle Gardehusarregimentet i Nordsjælland."

Landbrugernes Dagblad (Maribo), 20. september 1941: Løjtnant Jørgen Hagemann, faldet i Finland bisættes. 

De finlandsfrivllige gik vidt forskellige veje. En del gik over de de engelske styrker i Norge. En mindre del finlandsfrivillige blev senere medlemmer af modstandsgruppen Holger Danske (nok så bekendt er "Citronen" Jørgen Hagen-Schmidt) og Josef "Tom" Søndergaard), en større del kom under nazistisk indflydelse, og af disse deltog en del i tysk krigstjeneste på østfronten i Frikorps Danmark anført at officeren Christian Frederik von Schalburg der faldt 2. juni 1942 i kamp under tysk ledelse.

Arne Bang: "En Falden (Kriger)". Efterskrift til Politivennen).

Ung Billedhugger faar Akademiets store Guldmedaille.

Kun uddelt til to Billedhuggere det sidste halve Aarhundrede.

Stentøjskunstneren Arne Bang fik i Gaar tildelt den sjældne og hæderfulde Udmærkelse for Skulpturen "En falden Kriger".

AKADEMIET uddelte i Gaar den store Guldmedaille til en Billedhugger. En ung og af Offentligheden næsten ukendt Kunstner, Billedhuggeren Arne Bang, fik tildelt den overordentlig sjældne Udmærkelse, som i det sidste halve Aarhundrede kun to Gange tidligere er faldet i en Billedhuggers Lod. Som Hædersbevisning kan en dansk Kunstner ikke ønske sig nogen fornemmere, og praktisk betyder den et Rejsestipendium paa fem Tusinde Kroner. Det Arbejde, der skaffede Arne Bang Medaillen, er legemsstor Skulptur, der forestiller en dræbt Soldat, og bærer Titlen: "En falden Kriger".

Stentøjs-Kunstner paa Holmegaard.

De to forudgaaende Billedhuggere, der siden Aarhundredskiftet har faaet den store Guldmedaille, er Axel Poulsen i 1913 og Erik Rahr i 1930. Den nye Guldmedaillevinder er 32 Aar gammel, Københavner, og har det meste af sit Liv boet her i Byen

Billedhuggeren Arne Bang

Men da den store Nyhed i Gaar spredtes i Kunstnerkredse, var Arne Bang en af de sidste, der fik den at høre. Han har de senere Aar boet paa Holmegaards Glasværk, der aabenbart synes at være blevet Danmarks aandelige Centrum. Man tænke blot paa Dramatikeren Karl Schlüter. Her arbejder han med Stentøj - idet det er ham, der har "indført" denne Industri paa Holmegaard. Saa snart han havde erfaret den glædelige Nyhed, tog han Imidlertid til København for at fejre Begivenheden, og her havde vi Lejlighed til at træffe ham.

- Jeg vil hellere udtale mig i Marmor og Ler end i Ord, var det første, den unge Billedhugger svarede, da vi bad ham fortælle lidt om sig selv, sine Planer og sine Idéer.

Da Marselisborg-Komitéen udskrev Konkurrence.

Som mange Kunstnere - og ikke de daarligste - er Arne Bang faamælt, og hvad Arbejdet angaar nærmest tavs.

"En falden Kriger", Skulpturen, der skaffede Arne Bang den store Guldmedaille.

Talentet udfolder sig paa andre Omraader. Bevægelsen over Medaillen var synlig. Under hele Samtalen sad han nervøst med en Tændstikæske og strøg Svovlstikker paa de forunderligste Maader; der var hvert Øjeblik ved at gaa Ild i de fine Fingre.

- De har været Utzon Franks Elev, sagde vi.

- Det har jeg, ja ....

- Har han spillet en stor Rolle for Dem?

- Det har han ja. Baade for mig og for alle de Unge paa Akademiet. "En falden Kriger" er til Dels mit Afgangsarbejde derindefra. Det blev lavet for fire Aar siden, men siden har jeg jo arbejdet det om og forbedret det. Ideen kom til mig fra Konkurrencen om Marselisborg-Monumentet. Det skulde være en ung Dansker, falden i Krigen ....

- Har De udført andre store Arbejder?

- Mit Omraade har næsten udelukkende - været Stentøjet. Dyrefigurer mest. Til at begynde med arbejdede jeg sammen med Carl Haller, senere blev det Holmegaard, hvor min Broder, Arkitekten Jacob Bang, ogsaa er. En Del af Tingene har været paa Charlottenborg og paa Kunstnernes Efteraarsudstilling. 

- De maler ikke?

- Nej, jeg er først og fremmest Billedhugger, og det er da i Grunden mindst lige saa godt. Man foretrækker altid Malerier - i Stuerne og andre Steder - og de har selvfølgelig ogsaa .... Farve og alt det der. Men man skal gøre mere for Billedhuggerkunsten. Vi har jo mange fortræffelige Billedhuggere herhjemme.

- Hvilke?

- Det vilde blive altfor mange Navne, og iøvrigt har jeg ikke forstand paa Kunst. Jeg kan se, naar jeg selv har lavet noget godt, og somme Tider, naar mine Venner har det - hvis de viser mig det, - ellers kender jeg ikke saa meget.

- Men nu rejser De ud og ser paa det?

- Til Paris, ja. Det vil sige, jeg maa jo først tage min Kone med paa Raad, men da hun snart skal have en ny Hat, bliver det nok Paris.

- Det er særlig franske Billedhuggerkunst ....?

- Jeg gaar ikke paa Museer - noget videre, men selvfølgelig er der Rodin. Iøvrigt er Verden fuld af dejlige Ting, og bortset fra en Statue af Sophus Claussen, der betød meget for mig, har jeg absolut ingen Fremtidsideer.

Cadio. 

(Dagens Nyheder, 15. november 1932).

Ny Skulptur ved Vestre Kirkegaard.

"En Falden", af Arne Bang.

Ved Borgerrepræsentationens Møde i Morgen foreligger Forslag fra Fællesudvalget for Fonden til kulturelle Formaals Fremme om Anskaffelse af en ny Skulptur til Opstilling i København.

Det drejer sig om et Værk af Billedhugger Arne Bang, dets Titel er "En Falden", og det har faaet Akademiets store Guldmedaille. I Øjeblikket er Skulpturen opstillet i Billedhuggerskolens Have paa Charlottenborg, men det er Kommunens Hensigt at anbringe Værket ved Hovedindgangen til Vestre Kirkegaard.

Prisen for Skulpturen, der er udført i Bronce og staar paa en Sokkel af Kunststen, er 6000 Kr., hvortil kommer 800 Kr. til Inskription, Fundamentering og Opstilling.

(Social-Demokraten, 29. maj 1940).

Arne Bang fik gulmedaljen for skulpturen i 1932. Pengene blev skaffet fra Eibeschütz' Legat til Stadens Almindelige Bedste og blev opstillet 31. juli 1940.

Foto fra Nationaltidende, 10. april 1943. Aviserne fotograferede flittigt blomsterfloret ved mindemærket hver 9. april under krigsårene.

Foto fra Social-Demokraten 11. april 1944 som viser mindesmærket den 9. april 1944.

Monumentet var en torn i øjet på det nazistiske blad, Fædrelandet:

Mindemærket paa Vestre Kirkegaard.

Mindet om Heltene af 9. April er ikke det hæslige Monument, der er opstillet paa Vestre Kirkegaard, men et Minde, der vil leve i Fremtidens Historie. Den 9. April 1940 vaagnede det danske Folk af Tornerosesøvnen og tog Afsked med et System, der førte vort Land mod Fornedrelse og Skændsel. Kun naar man klart erkender dette, kan man med tryg Samvittighed erklære, at Heltene, der faldt den 9. April, ikke bragte deres Offer forgæves, erkender man ikke dette, vil deres Død have været en Meningsløshed.

Monumentet paa Vestre Kirkegaard: den liggende, nøgne Mand, som vrider sig i Krampe, er som Monument over den Tid, der førte til den 9. April, ganske karakteristisk og kunde i al sin Hæslighed slet ikke være valgt bedre. Det kunde med rette betitles: "Destruktionskomplekset".

Et Monument over dansk Daad og Indsats, Heroisme og Offervilje er det selvfølgelig ikke. Man behøver blot at sammenligne det med "Den tapre Landsoldat", der er rejst i Fredericia til Minde om 6. Juli eller Bissens "Istedløven", som begge paa en mesterlig Maade udtrykker de Følelser, der besjæler enhver Landsmand ved Mindet om dansk Soldaterdaad; Handlekraft, Beslutsomhed, Tapperhed og Trods. - Det er bestemt ikke de Karaktertræk, Monumentet paa Vestre Kirkegaard giver Udtryk for. 

(Fædrelandet (København), 12. april 1944. Uddrag).

Arne Bangs "En Falden" er et erindringssted hvor der hvert år den 9. april lægges blomster. På det tidspunkt er græsplænen bag statuen normalt fyldt med krokus. Et meget smukt syn. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Arne Bang (1901-1983) var uddannet billedhugger, men mest kendt som formgiver af stentøj, sølv og tin. Bror til glasdesigner og arkitekt Jacob E. Bang (1899-1965) der var kunstnerisk leder ved Holmegaard Glasværk 1928-1941, hvor også Arne Bang blev ansat 1929. Ideen til statuen fik Arne Bang fra en konkurrence om Marselisborg-Monumentet og skulle forestille en ung dansker, faldet i krigen. Som modeller brugte han unge arbejdere fra glasværket. 

Kort efter besættelsen var der rygter om at tyskerne ville sætte et minde om de omkomne, men det blev altså kommet i forkøbet. Den 25. maj meddelte Politiken at kommunen havde købt skulpturen for 6.000 kr. Siden skulle den støbes. Den blev indviet 31. juli 1940 - Arne Bang mødte op for sent, fordi hans tog var forsinket en halv time.

Patruljebåd V 701 Forlis 21. Oktober 1939. (Efterskrift til Politivennen)

Tyskerne udlagde efter udbruddet af 2. verdenskrig 1. september 1939 miner for at forhindre englænderne i at gå ind i Østersøen. Minerne begyndte at drive rundt, og drev bl. a. i land på Møn. Den 21. oktober 1939 ramte den tysk patruljebåd V 701 (en tidligere fiskerbåd ved navn "Este") en af minerne. Måske tyskernes første skibstab i krigen. Af besætningen på 55 mand reddede en sig selv, mens 4 blev reddet af danske vandfly og skibe. 28 blev fundet omkomne og 23 savnet. 

En af de omkomne var i følge en internetside "Estes" oprindelige kaptajn, Karl Mewes (1895-1939, Vestre Kirkegård B 434-433) som var ombord som matros:

Hej, jeg er meget overrasket og rørt over at finde så meget om "Este" her. Min bedstefar, Karl Martin Hinrich Mewes, som jeg desværre aldrig nåede at møde, var blandt ofrene. Jeg vil gerne bemærke, at han i fredstid var kaptajn på trawleren "Este". I besætningslisten er Karl Mewes opført som matros. Uanset hvad, død er død.

Han efterlod sin kone Marie Mewes og 9! børn, 7 piger og 2 drenge - den næstældste er min mor Edith (født 1922). Min mor døde i november 2018 i en alder af 96 år. Jeg kan sige, at det indtil hendes død (og i stigende grad i hendes alderdom) generede min mor meget at hendes far måtte forlade dem så tidligt. Endnu i sommeren 1939? fik hun lov til at tage på fisketur med en veninde som hun ofte fortalte mig om. Kvinder var faktisk tabu om bord. Det bringer ulykke! Ja, hvad kan man sige...

Jeg vil gerne lave en lille rettelse - min bedstefar er ikke født i Puttgarden, men på Elben-øen Finkenwerder (som sagt den 11. november 1895).

Det er tragisk at hans far, kaptajn Kai Johannes Hinrich Mewes, døde på samme måde i Første Verdenskrig. Den 2. juli 1917 ramte han også en mine med sin trawler "Altona". Intet medlem af besætningen overlevede. Han efterlod sin kone og 11! børn.

Fra nutidens perspektiv er det ikke overraskende at min mor, der dengang ofte som et mantra for os unge, blev ved med at sige: Aldrig mere krig! I dag vil jeg gerne gentage min mors ord af hele mit hjerte. Jeg ville elske at have mødt min bedstefar!

Desværre kan jeg ikke sige noget om andre medlemmer af Estes besætning. Jeg kan godt forstå, at børnebørn gerne vil vide mere om deres bedstefars skæbne. Da hun blev pensioneret, lavede min mor en masse slægtsforskning og efterlod os meget præcise slægtsbøger. Det takker jeg min mor for!

Hallo, ich bin ganz überrascht und gerührt hier soviel über die "Este" zu finden. Mein Großvater, Karl Martin Hinrich Mewes, den ich leider nie kennenlernen durfte, war unter den Opfern. Anmerken möchte ich, dass er in Friedenszeiten Kapitän des Fischdampfers "Este" war. Hier in der Liste der Besatzung wird Karl Mewes als Matrose aufgeführt. Was soll's, tot ist tot.

Er hinterließ seine Frau Marie Mewes und 9! Kinder, 7 Mädchen und 2 Jungen - als zweitälteste meine Mutter Edith (geb. 1922). Meine Mutter verstarb im November 2018 im Alter von 96 Jahren. Ich kann sagen, dass es meine Mutter bis zu ihrem Tod (und im hohen Alter zunehmend) sehr beschäftigt hat, dass ihr Vater so früh von ihnen gehen musste. Noch im Sommer des Jahres 1939? durfte sie mit einer Freundin an einer Fangreise teilnehmen, von der sie mir oft erzählt hat. Eigentlich waren Frauen an Bord ein Tabu. Das bringt Unglück! Ja, was soll man da sagen...

Ich möchte noch eine kleine Korrektur anbringen - mein Großvater ist nicht in Puttgarden geboren, sondern auf der Elbinsel Finkenwerder (am11.11.1895 wie angegeben).

Tragisch ist, dass sein Vater, Kapitän Kai Johannes Hinrich Mewes im ersten Weltkrieg auf gleiche Weise ums Leben kam. Am 02.07.1917 lief er mit seinem Fischdampfer "Altona" ebenfalls auf eine Mine. Kein Mitglied der Besatzung überlebte.Er hinterließ seine Frau und 11! Kinder.

Aus jetziger Sicht nicht verwunderlich, dass meine Mutter, für uns Junge damals oft gebetsmühlenhaft, immer wieder sagte : Nie wieder Krieg! Heute möchte ich mich den Worten meiner Mutter aus vollem Herzen anschließen. Sehr gerne hätte ich meinen Großvater noch kennengelernt!

Zu anderen Mitgliedern der Besatzung der Este kann ich leider nichts sagen. Ich kann gut nachvollziehen, dass Enkel mehr über das Schicksal ihres Großvaters erfahren möchten. Meine Mutter hat sich im Rentenalter sehr mit Ahnenforschung beschäftigt und uns sehr genaue Ahnentafeln hinterlassen. Ich danke meiner Mutter dafür!

Skibet var en del af 7. Vorpostenflottille som var blevet dannet 22. september 1939. Den bestod af 8 tidligere fiskerdampere. Dens første chef var korvettenkapitän Erich Schuster (1888-1939) som omkom under ulykken (Vestre Kirkegård B 461-462). Flotillen blev opløst i september 1944. 

Kaptajn på V 701 var kaptajnløjtnant Bruno Wilhelm Ferdinand Kindt (1896-1939). Han deltog i 1. verdenskrig som officer på torpedobådene S18 og V1. I mellemkrigstiden tog han PhD i kemi, og blev i 1930erne en højtstående person i Vereinigte Lausitzer Glaswerke AG (VLG). Hans villa var tegnet af den berømte arkitekt Ernst Neufert - selskabets interne arkitekt. Neufert var fra Bauhaus-skolen og assistent for Walter Gropius. Nazisterne forfulgte Bauhausfolkene og lukkede højskolen. Neufert fortsatte i en privat skole der blev tvunget til at lukke 1934, og blev samme år han arkitekt for VLG:

Flere glasværker, en porcelænsfabrik og et brunkulsudvindingsanlæg forblev i Weisswasser. Designekspertisen kom også fra AEG. Efter 1933 byggedes under ledelse af dr. Bruno Kindt i samarbejde med forskellige kunstnere som Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz en moderne industrifacilitet med en forskningsfacilitet, centrallager og det stadig eksisterende hjem for dr. Kindt med farvede glasvinduer af Crodel som er tegnet af Ernst Neufert, VLGs fabriksarkitekt. Indtil udbruddet af 2. Verdenskrig var Vereinigte Lausitzer Glaswerke den største producent af bægerglas i Tyskland. I 1935 ansatte bestyrelsen Karl Mey Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) som virksomhedens kunstneriske leder. Han havde stor indflydelse på udformningen af ​​produkterne i de følgende år. Det skete gennem hans egne designs og ved at bestille eksterne designere, men frem for alt gennem tæt samarbejde med de glaspustere og glasmagere, der motiverede Wagenfeld til at opnå toppræstationer.

Fra 1936 til 1944 var Ernst Neufert VLGs interne arkitekt. Han tegnede direktørboligen Dr. Kindt (med farvet glas af Charles Crodel) overtog design og byggeledelse af bosættelser, kontorbygninger og fabrikker i Weißwasser, Tschernitz og Kamenz. Bogen Building Design Theory udsprang også fra denne aktivitet. En håndbog for byggespecialister, bygherrer, lærere og studerende fra 15. marts 1936, som stadig er et standardværk.

In Weisswasser verblieben mehrere Glaswerke, eine Porzellanmanufaktur und ein Werk zum Abbau von Braunkohle. Von der AEG stammte auch die Designkompetenz. Nach 1933 entstand unter der Leitung von Dr. Bruno Kindt in Zusammenarbeit mit verschiedenen Künstlern wie Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz[3] eine moderne Industrieanlage mit Forschungsstätte, Zentrallager und dem erhaltenen Wohnhaus Dr. Kindt mit Farbglasfenstern von Crodel, die von Ernst Neufert als Werksarchitekt der VLG entworfen wurden.[4] Bis zum Ausbruch des Zweiten Weltkrieges waren die Vereinigten Lausitzer Glaswerke der größte Kelchglasproduzent in Deutschland. Aufsichtsrat Karl Mey[5][6] stellte 1935 Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) als künstlerischen Leiter der Firma ein, der das Design der Produkte in den folgenden Jahren maßgeblich prägte. Dies geschah durch eigene Entwürfe und durch Beauftragung externer Gestalter, vor allem aber durch enge Kooperation mit den ausführenden Glasbläsern und Glasmachern, die Wagenfeld zu Höchstleistungen motivierte.

Von 1936 bis 1944 war Ernst Neufert Hausarchitekt der VLG. Er entwarf das Direktorenwohnhaus Dr. Kindt (mit Farbglas von Charles Crodel), übernahm den Entwurf und Bauleitung von Siedlungen, Bürohäusern und Fabrikanlagen in Weißwasser, Tschernitz und Kamenz. Aus dieser Tätigkeit ging auch das Buch Bauentwurfslehre. Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden vom 15. März 1936 hervor, das bis heute als Standardwerk.

Indtil i dag betragtes den berømte "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38. udgave, 2005) af den tyske arkitekt Ernst Neufert, blot kaldet "The Neufert", som benchmark for tysk arkitektur. Ernst Neufert var også arkitekten bag Kindt-huset. Han studerede på Bauhaus-universitetet, arbejdede i den berømte Walter Gropius' studie og var lærer ved akademiet Bauhochschule Weimar. Hans arbejde i Øvre Lausitz er dog langt mindre kendt. I 1930'erne blev Neufert fast arkitekt for glasværket i Weißwasser, hvor han arbejdede sammen med glasdesigneren Wilhelm Wagenfeld. De to kendte hinanden fra deres dage på Bauhaus. I 1936 tegnede Neufert det private hjem for direktøren for fabrikken, dr. Bruno Kindt. Huset er ret simpelt i stilen, men det var oprindeligt udstyret med nogle ret sofistikerede detaljer, såsom de udtrækbare vinduer i stuen. Det er et eksempel på hr. Neuferts udvikling af yderst teknisk og funktionel arkitektur. Under nationalsocialismens æra blev han udnævnt til "kommissær for standardisering ved den generelle bygningsinspektør for rigshovedstaden Albert Speer". Efter krigen tegnede Neufert postordrelageret Quelle i Nürnberg (1955) blandt andre meget andet.

Up to the present day, the famous "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38th edition, 2005) by the German architect Ernst Neufert, simply called "The Neufert", is considered the benchmark of German architecture. Ernst Neufert was also the architect of the Kindt House. He studied at the Bauhaus university, worked in the studio of the famous Walter Gropius, and was a teacher at the academy Bauhochschule Weimar. His work in Upper Lusatia, however, is far less known. In the 1930s, Neufert became the resident architect for the glassworks in Weißwasser, where he worked together with the glass designer Wilhelm Wagenfeld. The two knew each other from their days at Bauhaus. In 1936, Neufert designed the private home for the director of the factory, Dr. Bruno Kindt. The house is rather simple in style, yet it was originally equipped with some rather sophisticated details, such as the retractable windows in the living room. It is an example of Mr. Neufert's development of highly technical and functional architecture. During the era of National Socialism he was appointed as »Commissioner for Standardization at the General Building Inspector for the Reich Capital Albert Speer«. After the war, Neufert designed the Quelle mail order warehouse in Nürnberg (1955) among other many others.

Neufert lod sig i 1938 hyre som rådgiver af Hitlers "byplanlægger" Albert Speer og udtænkte standarder som under krigen blev brugt til at anlægge byer for den "ariske" befolkning, bl.a. i de besatte områder. Omkring 25.000 boliger blev opført efter disse. Han blev dog ikke stillet til ansvar for disse projekter.

Kindt blev ansat på I. G. Farben som var blevet etableret i 1925 og hurtigt blev verdens førende kemikoncern og Tysklands største virksomhed. I 1933 knyttede selskabet tætte bånd med nazisterne, bl.a. blev alle jødiske funktionærer afskediget.  En kilde antyder at Kindt var involveret i nazistisk virksomhed. Om rigsdagsbranden 27. februar 1933:

Eksistensen af ​​et SA-brandhold, der udførte brandattentater ved hjælp af en meget brandfarlig væske et stykke tid før Rigsdagsbranden, er bevist af andre hidtil ukendte kilder og vidneudsagn. Forfatternes forskning understøtter mistanken o, at den daværende SA-leder Hans Georg Gewehr, en ven af ​​Berlin SA-gruppelederen Karl Ernst som blev skudt den 30. juni 1934, også tilhørte denne kommando. Gewehr blev i 1946 nævnt af den tidligere Gestapo-medarbejder og senere medsammensvorne af 20. juli 1944, Hans Bernd Gisevius, som teknisk leder af ildspåsættelsen. Ifølge hans egne udsagn (som blev overleveret af den kendte Bauhaus-designer prof. Wilhelm Wagenfeld) var den senere leder af Vereinigte Lausitzer Glaswerke (VLG), dr. Bruno Kindt involveret i forberedelserne. Den kvalificerede kemiker krediterede Wagenfeld for korrekt at have beregnet den nødvendige mængde brandmateriale.

Die Existenz eines SA-Brandstifterkommandos, das einige Zeit vor dem Reichstagsbrand Brandanschläge mittels einer leichtentzündlichen Flüssigkeit durchgeführt hatte, wird durch weitere bisher unbekannte Quellen und Zeugenaussagen belegt. Recherchen der Autoren stützen den Verdacht, daß zu diesem Kommando auch der damalige SA-Führer Hans Georg Gewehr gehörte, ein Freund des am 30. Juni 1934 erschossenen Berliner SA-Gruppenführers Karl Ernst. Gewehr war 1946 von dem früheren Gestapo-Mitarbeiter und späteren Mitverschwörer des 20. Juli 1944 Hans Bernd Gisevius als technischer Leiter der Brandstiftung genannt worden. In die Vorbereitungen der Brandstiftung verwickelt war nach seinen eigenen Aussagen (die von dem bekannten Bauhaus-Designer Prof. Wilhelm Wagenfeld überliefert wurden) auch der spätere Betriebsführer der Vereinigten Lausitzer Glaswerke (VLG) Dr. Bruno Kindt. Der studierte Chemiker rechnete es sich gegenüber Wagenfeld als Verdienst an, die benötigte Menge an Brandmaterial richtig vorausberechnet zu haben.

Han omtales  af Otto Riesser (1882-1949), en tysk farmakolog af jødisk afstamning som i 1934 blev afskediget efter Nürnberglovene. Han emigrerede først til Schweiz, i 1939 til Holland. Efter krigen vendte han tilbage til sin familie i Tyskland. I Riessers erindringer omtaltes Kindt således:

Riesser mødte doktor i kemi Bruno Kindt (1896-1939) og beskrev ham som en "særlig behagelig og respekteret medarbejder". Han var en uorganisk videnskabsmand der arbejdede sammen med ham på instituttet fra 1926 til 1927 og primært undersøgte silicametabolismens fysiologi. Efter et par vellykkede studier flyttede Kindt til Osram glasværk i Weißwasser, hvor han overtog ledelsen af ​​værkerne som direktør: "Hans energiske, klare natur, hans organisatoriske talent og hans evner forudbestemte ham til en lederstilling." Ved krigsudbrud meldte Kindt der allerede havde været løjtnant til søs under 1. Verdenskrig, sig frivilligt til flåden og blev dræbt i en af ​​sine første missioner: ”Jeg ville have givet meget for igen at stå ansigt til ansigt med denne fremragende mand som jeg kun så igen en gang efter tiden i Greifswald.” Samtidig med Pels-Leusden og Kindt kom også kemikerne Fritz Lehmann og Walter Stamm der havde doktorgrader, til hans laboratorium. Ingen af ​​dem blev længe, ​​og mens Lehmann flyttede til Sächsische Serumwerke i Dresden, blev Stamm ansat hos I.G. Farben.

Mens Riesser skrev disse linjer, vidste han allerede om Kindts død. Ifølge oplysninger fra "det tyske kontor for underretning af pårørende til faldne soldater fra den tidligere tyske Wehrmacht" døde Kindt som kaptajnløjtnant og besætningsmedlem på forpostbåden "Vp 701", da den sank i Nordsøen i oktober 21, 1939. En måned senere blev hans lig skyllet i land ud for Atlandshage, Danmark.

Als einen "besonders angenehmen und geachteten Mitarbeiter“ lernte Riesser den promovierten Chemiker Bruno Kindt (1896-1939) kennen. Dieser war Anorganiker, arbeitete von 1926 bis 1927 bei ihm am Institut und untersuchte vor allem die Physiologie des Kieselsäure-Stoffwechsels. Nach einigen erfolgreichen Studien wechselte Kindt zu den Osram-Glaswerken nach Weißwasser, wo er als Direktor die Leitung der Werke übernahm: „Seine energische, klare Art, sein Organisationstalent und sein Können prädestinierten ihn zu einer leitenden Stellung.“ Mit dem Ausbruch des Krieges meldete sich Kindt, der schon im Ersten Weltkrieg Leutnant zur See war, freiwillig bei der Marine und er fiel direkt bei einem seiner ersten Einsätze: „Ich hätte viel drum gegeben, diesem trefflichen Mann, den ich nach der Greifswalder Zeit nur einmal noch wiedersah, nochmals in die Augen zu sehen.“ Zum gleichen Zeitraum wie Pels-Leusden und Kindt kamen in sein Labor noch die promovierten Chemiker Fritz Lehmann und Walter Stamm hinzu. Beide blieben aber nicht lange und während Lehmann zu den Sächsischen Serumwerken nach Dresden wechselte, wurde Stamm bei der I.G. Farbenindustrie tätig. 

---

Während Riesser diese Zeilen schrieb, wusste er bereits von Kindt’s Tod. Laut Auskunft der „Deutschen Dienststelle für die Benachrichtigung der nächsten Angehörigen von Gefallenen der ehemaligen deutschen Wehrmacht“ fiel Kindt als Kapitänleutnant und Besatzungsangehöriger des Vorpostenbootes „Vp 701“ bei dessen Untergang in der Nordsee am 21.10.1939. Einen Monat später wurde sein Leichnam vor Atlandshage (Dänemark) ans Land getrieben.

(Biographie des Pharmakologen Otto Riesser. Aus dem Universitätsklinikum Münster Institut für Ethik, Geschichte und Theorie der Medizin-Direktor: s. 42)

Som nævnt meldte Kindt sig ved krigsudbruddet som frivillig og blev kaptajn på patruljebåden V 701 (et tidligere fiskerfartøj med navnet "Este"). 

Bruno Kindts gravsted på Vestre Kirkegård. Han skyllede senere i land ved Amagers Aflandshage. Kindts gravsten står på Vestre Kirkegård (B 378). Bag ham ud mod Sjælør Boulevard ligger stort set resten af besætningen, se listen nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under krigen profiterede I. G. Farben på sprængstoffer og fremstillede bl.a. giftgassen Zyklon som blev benyttet til massedrab af jøder og andre koncentrationslejrfanger.

Fra begravelsen i Stege af de fundne omkomne efter V 701's forlis ud for Møn.

Danske aviser skrev en del om ulykke, ligesom der blev optaget en film om begravelsen af 28 af de døde. Wiki. med dramatisk underlægningsmusik. Til stede var også gesandt von Renthe-Finck. "Hele Stege fulgte ligtoget til den store fællesgrav". Tyske flag med hagekors vajer sammen med dannebrog på kirkegården og på kransene, og de fire overlevende tyskere viste nazihilsen ved gravens rand. 28 af de fundne besætningsmedlemmer blev begravet i Stege. De blev i juli 1944 flyttet til Vestre Kirkegård i København (se listen nederst).

Foto taget fra begravelsen af 28 af de omkomne i Stege, 29. oktober 1939: "8 deutsche Seeleute in dänischer Erde bestattet. Associated Press (1846-) amerikansk nyhedsbureau. Unser Bild zeigt vier der Geretteten (in Regenmänteln) mit der Besatzung des dänischen Flugzeuges, die diese Vier retteten, während der Beisetzungsfeierlichkeit. 29.10.39". Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. Der findes endnu et par fotoer på Det kongelige Bibliotek.

En polsk side giver nogle oplysninger (i bearbejdet Google Translates udgave):

- Oplysningerne om forliset af det lille tyske patruljeskib V 701 den 21. oktober 1939 i Østersøen spredte sig næsten over hele verden. Den opmærksomhed i datidens aviser som denne i det væsentlige mindre hændelse, skyldtes utvivlsomt det store antal ofre og en vis grad af mystik omstændigheder, og især det danske kongehofs involvering i det efterfølgende begivenhedsforløb. 

***

Patruljefartøj ("Vorpostenboot") V 701 blev bygget i 1934 som dampfisketrawler med navnet "Este", 426 BRT og en længde på 48 meter. Det blev armeret i august 1939 med en 88 mm kanon og antiluftskytskanoner i lille kaliber artillerivåben (20 og 40 mm) og maskingeværer. Patruljeringen begyndte den 22. september 1939 i 7. "Vorpostenbootflotille" med base i Kiel. Flotillen bestod af seks tidligere trawlere hvis opgave var at patruljere Øresund og de omkringliggende farvande hver dag med tilsyn defensive minefelter placeret der og detonering af løsrevne ankerminer.

Krigsmarinekommandoen meddelte den 22. oktober 1939 at patruljefartøjet V 701 var forsvundet i Østersøen, idet den ikke var vendt tilbage til basen til den dato. Senere kom nyheder fra Danmark om en kæmpeeksplosion på havet nær Møn den 21. oktober 1939. Et dansk Heinkel HE8-vandfly fra basen på Amager lykkedes trods meget dårlige vejrforhold at finde en tømmerflåde der drev i det barske hav. Piloten trodsede faren fra de høje bølge, og landede ved siden af ​​flåden som fire overlevende desperat klamrede sig til. De blev herefter overflyttet til flyets flydere. En anden Heinkel ledte en redningsenhed til dette sted som fik de overlevende op af vandet ti timer efter eksplosionen. 

Et andet overlevende medlem af V 701-besætningen nåede den danske kyst på egen hånd og i en tilstand af ekstrem udmattelse. Dagen efter at danske fiskere de fiskede syv lig af tyske sømænd ud. Den 24. september blev der fundet yderligere 50 lig på strandene.

Af de 76 besætning overlevede kun 5. Ofrenes begravelse fandt sted i Danmark under overværelse af regeringsrepræsentanter dansk og ambassadør for Det Tredje Rige. De faldne blev begravet i en fælles grav, og deres minde blev hædret med et monument. Begge vandflyvepiloter modtog rosende breve fra kongen af ​​Danmark, Christian X.

Kommandanten for den uheldige V 701 var en erfaren søofficer, kaptajnløjtnant dr. Bruno Kindt (født 1896). Under 1. Verdenskrig han gjorde tjeneste med rang af søløjtnant som vagtofficer på torpedobådene S 18 og V 1. Han trak sig tilbage til det civile liv den 31. marts 1919 og afsluttede derefter sine studier universitet og opnåede en doktorgrad i kemiske videnskaber. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig havde han en direktørstilling i virksomheden OSRAM, men meldte sig frivilligt til at tjene i Krigsmarinen. Hans lig blev fundet en måned efter katastrofen, skyllet ud af havet Amagers sydlige bred.

Tyskerne gav den officielle årsag til sænkningen af ​​V 701 som at gå ind i deres eget minefelt. Danskerne antydede uofficielt, at eksplosionen var meget kraftig tydede tydeligt på en mineeksplosion om bord på fartøjet.

Lister over øvrige døde og savnede udover Mewes og Kindt.

Først de 27 på Vestre Kirkegårds tyske afdeling. Det er formentlig dem (og Mewes) som oprindelig blev begravet på Stege Kirkegård. De øvrige ligs skæbne har jeg ikke oplysninger om:

Martin Helmut Schütze. Matrose der reserve. 5.1.1915-21.10.1939 B 432-431.  Erich (Georg Walter) Helmecke. Matrose der Reserve. 26.5.1906-21.10.1939. B 317-318. Richard Barnekow. Matrose der Reserve. 28.1.1900-21.10.1939 B 488-487. Kurt Oskar Hilpmann. Signalgefreiter. 7.12.1898-21.10.1939. B 436-435. Wilhelm (Karl Fritz) Teske. Matrose der Reserve. 8.10.1914-21.10.1939. B 405-406. Johann Klein. Ober-Schreibfeldwebel. 9.6.1898-21.10.1939. B 486-485. Gustav Schulze. Matrosen-Obergefreiter. 16.12.1914-21.10.1939. B 459-460. Uwe (Peter Saul) Erichsen. Maat. 26.6.1913-21.10.1939. B 407-408. Johannes Janzen. Matrose der reserve. 24.10.1910-21.10.1939. B 490-489. Leopold Frischmann. Matrosen-Gefreier. 13.11.1900-21.10.1939 B 492-491. Gustav Werber Kühnau. Maschinen-Gefreiter der Reserve. 25.3.1915-21.10.1939 B 432-431. Walter Bresslein. Matrose der Reserve. 4.12.1915-21.10.1939. B 403-404. Willi Erdmann. Obergefreiter der Reserve. 26.11.1897-21-10.1939. B 317-318. Johann Gusek. Matrosen-Hauptgefreiter der Reserve. 20.10.1910-21.10.1939. Vestre: Obergefreiter.  B 519-520. Richard (Benne) Trenkler. Signalmeister (der Reserve). 30.10.1897-21.10.1939. B 403-404. Johannes Heinrich Plath. Matrose. 21.6.1895-21.10.1939. B 380-379. Willy (Walter Hans) Selow. Matrosen-Hauptfegreiter. 11.2.1905-21.10.1939. B 457-458. Wilhelm Vierboom. Bootmannsmaat der Reserve. 16.2.1907-21.10.1939.  B 463-464. Hans-Joachim Kettler. Leutnant zur See. 9.6.1914-21.10.1939. B 459-460. Karl Heringslake. Maschinist. 30.9.1905-21.10.1939. B 405-406. Emil Hinkfuss. Funkgefreiter. 25.5.1909-21.10.1939. B 490-489. Johann Linden. Maschinen-Hauptgefreiter. 22.1.1915-21.10.1939. B 513-514. Karl Johann Wenzel Hoffmann. Mechannikermaat. 31.5.1898-21.10.1939. B 434-433. Erwin Willi Drewes. Matrose. 20.1.1917-21.10.1939. B 515-516. Rudolf Heinrich Friedrich Stephan. Oberfunkmaat. 5.5.1913-21.10.1939 B 488-487. Konrad Fiedler. Maat. 30.8.1901-21.10.1939 B 461-462. Helmuth Peters. Gefreiter. 9.9.1904-21.10.1939 B 515-516.

Yderligere 18 (udover Schuster) som ikke er begravet på Vestre Kirkegård:

Wilhelm Anton Ochmann. Matrose der Reserve. 18.4.1917-21.10.1939. Peter Lutzebeck. Matrose der Reserve. 25.8.1914-21.10.1939. Paul Gustav Olle. Matrosen-Hauptgefreiter. 26.12.1913-21.10.1939. Hermann Sembrowski. Leutnant zur See. 31.12.1889-21.10.1939. Heinrich Friedrich. Matrose der Reserve. 6.4.1913-21.10.1939. Horst-Siegfried Jänicke. Leutnant der Reserve. 1.1.1906-21.10.1939. Peter Bauer. Matrosen-Stabsgefreitet. 19.9.1905-21.10.1939. Heinrich Wilhelm Scharnetzky. Matrose deer Reserve. 4.1.1915-21.10.1939. Erich Karl Wilhelm Rogowski. Stabsmatrose. 31.12.1913-21.10.1939. Albert Tesch. Matrose der Reserve. 28.2.1888-21.10.1939. Richard Grabzinsky. Matrose der Reserve. 19.8.1913-21.10.1939. Heinrich Urban. Overleutnant zur See. 10.1.1895-21.10.1939. Hermann Gottlieb Graaf. Matrose-Gefreiter. 23.5.1914-21.10.1939. Alfred Wohlert. Matrose. 7.3.1900-21.10.1939. Karl Eberhard. Maschinen-Hauptgefreiter. 5.6.1903-21.10.1939. Willi Otto Berger. Matrosen Hauptgefreiter. 27.10.1914-21.10.1939. Karl Hartig. Matrose der Reserve. 4.7.1914-21.10.1939. Ewald Hans Werner Wittford. Matrose-Hauptgefreiter der Reserve. 20.12.1916-21.10.1939.