Ballotti i tugthuset.
Efter den foreløbige bestemmelse vil Ballotti blive holdt i enecelle i de første tre måneder, hvorefter man ifølge "Horsens Avis" vil forsøge at få ham til at arbejde i fællesstue sammen med nogle af de mest skikkelige forbrydere. Først efter dette kvartårs forberedelsestid vil man kunne danne sig et skøn over hvorledes Ballottis fremtidsskæbne vil forme sig.
(Thisted Amtsavis, 12. november 1909).
.png)
W. M. Karazoff, kl. Bulotti 20-11-09 6/6878. Fotografier af fanger i Statsfængslet i Horsens.
Bullotti i Tugthuset.
-0-
I "Horsens Folkeblad' skriver inspektøren for Horsens Strafanstalt. Adolf Goos:
I anledning af en notits i Deres ærede blad, hentet fra "Aarhus Stiftidende", hvori gives forskellige meddelelser om den i strafanstalten hensiddende fange Wasili Michael Karazoff, kaldet Bulotti, må det være mig tilladt at fremkomme med nogle bemærkninger, som jeg beder Dem optage i bladet, da det forekommer mig bedre, at strafanstalten selv giver offentligheden meddelelse om vedkommende fanges forhold, end at der gang på gang andet steds fra skal tilflyde bladene mere eller mindre ukorrekte fremstillinger heraf.
Det hedder i den nævnte notits, at Bulotti stadig viser sig meget "uregerlig og voldsom".
Disse udtryk er efter mit skøn ikke ganske betegnende for fangens optræden. Han har nemlig kun en gang i de 3 måneder, han nu har hensiddet i strafanstalten, gjort forsøg på at udøve vold mod sine betjente, og da med et ganske utjenligt og uskadeligt våben, en japansk træskål af meget tyndt træ, som han slyngede mod den ene af betjentene, men som selv om den havde ramt denne, ikke ville have kunnet tilføje ham nogen nævneværdig skade. Ligeledes retter fangen sig gennemgående efter de ham i henhold til reglementet givne pålæg og lader sig altså styre. Men på den anden side udviser han i ord og væsen en sådan trods og protest, at man intet øjeblik er i tvivl om, at han kun afholder sig fra voldsomheder, fordi han er tvunget dertil.
I en retning har det dog ikke trods gentagne pålæg været muligt at få fangen til at rette sig efter reglementet. Han nægter hårdnakket at arbejde og lader enten som om han ikke forstår, hvad man siger til ham, eller fremkommer med ytringer som: "Nej Bulotti Bandit, ikke arbejde", o, lign. Men den behandlingsmåde fangen bør underkastes, så længe han optræder på denne måde, ligger da ogsaa lige for. I henhold til den kgl. anordning af 13. februar 1873 afsoner fællesfanger som bekendt deres straf i 3 forskellige stadier, forberedelsesstadiet. tvangsstadiet, der er inddelt i 5 klasser, og overgangsstadiet. Det første stadium, på hvilket Bulotti hidtil var befundet sig, varer i 3 måneder og afsones ofte i enkeltcelle, Har fangen opført sig godt, oprykker han fra dette stadium umiddelbart i tvangsstadiets 2, klasse, idet 1. klasse benyttes som straffeklasse, på hvilken fanger fra højere klasser nedsættes, når de forser sig mod reglementet, ligesom de fanger, der ikke har opført sig godt på forberedelsesstadiet, efter de 3 måneders forløb overgår til denne klasse i stedet for at rykke op på 2. klasse. Da straffen også på 1. klasse afsones i enkeltcelle, bliver følgen heraf for Bulottis vedkommende, at han, der selvfølgelig ikke kan rykke op på 2. klasse, vedbliver at hensidde i cellen, og da der ingen sandsynlighed er for at han vil forandre taktik eller opførsel, vil han sikkert i lange tider forblive i denne,
Når en fange så bestemt, som tilfældet er med Bulotti, afviser ethvert forsøg på påvirkning,
træder selvfølgelig sikkerhedshensynet frem i første række. Samfundet bør sikres mod ham ved, at der gøres alt for at forhindre hans undvigelse, og de betjente, der tilser ham, bør selvfølgelig også så vidt muligt sikres mod overlast fra hans side.
Jeg tror at kunne udtale, at der er gjort, hvad der kan gøres, for at forhindre fangen i at undvige eller gøre skade. I hans celle findes der ingen andre løse genstande end hans drikkeskål og madskål, der begge, som oven nævnt, er af tyndt japansk træ. Cellen undersøges nøje hver dag af betjentene, der er pålidelige og pligtopfyldende mænd, som stedse anvender den største årvågenhed og forsigtighed, og begge er vante til at omgås genstridige og farlige fanger. Jeg har givet ordre til, at de altid skal være to i følge, når de går ind til fangen, og da betjentene overholder dette strengt, er der sikkert ingen fare for overfald fra fangens side.
Den i ovennævnte notits omtalte begivenhed, at Bulotti en dag i raseri over, at der nægtedes ham mælk til maden, skal have grebet de tallerkener, maden var blevet bragt på og slynget dem mod betjentene, så at tallerkenerne knustes mod gulvet, og maden stod ned ad celledøren, mens betjentene flygtede ud af denne, indskrænker sig til at fangen ved den ommeldte lejlighed greb sin tomme madskål, der som sagt er af ganske tyndt japansk træ og derfor ufarlig som våben, og kastede den efter den ene af betjentene uden dog at ramme ham, og betjenten fandt det ikke nødvendigt at gå ud af cellen.
Når fangen skal ud at spadsere i fangegården, ligesom når han i øvrigt af en eller anden grund forlader cellen, gives der ham altid håndjern på for at forhindre ham i at gøre ulykker, og fangen rækker selv hver dag godvillig hænderne frem, når håndjernene skal lægges på ham. Under de forhåndenværende omstændigheder tror jeg derfor, at der ingen fare er for at han skal kunne overfalde betjentene, og der er ikke kommet mig noget for øre om, at disse skulle være ængstelige herfor.
Skulle det usandsynlige tilfælde indtræde, at fangen hører op med sin trods og begynder at arbejde flittigt, vil der altid, selv om han rykker op på højere klasser kunne træffes de fornødne forholdsregler mod ham, og jeg tør derfor som min bestemte mening udtale, at der er meget ringe grund til at nære frygt for, at han oftere skal komme til at forulempe samfundet.
(Fredericia Dagblad 21. januar 1910)
Ballotti tilfreds.
Skønt der nu er gået adskilligt mere end de 3 måneder en straffefange i Horsens Tugthus plejer at hensidde i ensomhed, opholder rovmorderen Ballotti sig endnu stadig i sin enecelle. Han nægter nemlig bestandig at ville arbejde, og så længe han gør det, må han blive hvor han er. Efter hvad overfængselsinspektøren meddeler lader Ballotti til at være ganske tilfreds med sin tilværelse, og man hører ikke som i den første tid, nogen art grovkornet udtryk af hans mund. Naturligvis regner man med den eventualitet at han blot sidder i ro for a spekulere over et overfald på sine to vogtere, men hidtil har hans opførsel ikke givet grund til klage, hverken i den ene eller den anden retning.
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 12. april 1910).
Sabroe på besøg i tugthuset.
Folketingsmand P. Sabroe besøgte i lørdags Horsens Tugthus sammen med fængselsdirektør Fussing der inspicerede det. Sabroe talte med flere af fangerne, bl.a. med rovmorderen Bullotti der til stadighed befinder sig i enecelle, og med den fange der for et års tid siden udgav sig for at være Hjortshøjmorderen og i den anledning blev indlagt til observation på Viborg Sindssygehospital.
(Lemvig Folkeblad, 12. november 1910).
En høvding.
Peter Sabroe har været i Horsens Tugthus og set Bulotti. Folketingsmanden er åbenbart blevet stærkt imponeret af dette umenneske der for et par år siden udførte et røverisk overfald så råt og så dyrisk at det vakte opsigt langt ud over landets grænser.
Peter Sabroe skriver:
"Hvilken forskel på ham (altså Bullotti) og på de andre danske mordere, jeg så. Disse ydmygede sig og krøb sammen over for de fremmende, men han bevarede en mandighed i tale og væsen som aftvang respekt. Det var en høvding man havde for sig."
Mandighed i tale og væsen. En høvding. Respekt for Bulotti. Ja, hvorfor ikke.
Hvad siger man - skriver "Vejle A. Flkbl." - fx om et lille protestmøde til fordel for den mandige høvding. Det ville uden tvivl gøre sig.
(Kolding Folkeblad, 15. november 1910).
Rasmus Peter Sabroe. Fotograf P. M. Marius Christensen (1874-1907). Den kendte socialdemokratiske politikers besøg i Horsens Tugthus november 1910 og møde med, og karakteristik af Bullotti gav anledning til kritik. Som han besvarede. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Sabroe sad på daværende tidspunkt i Tyendekommisionen (som han havde fået nedsat 1905). Den afgav betænkning 1910 og førte til Tyendelovens afskaffelse.
Vore egne russere.
"Lolland-Falster Stiftstid." har i et par artikler givet sin harme luft over nogle artikler, folketingsmand Sabroe har skrevet efter et besøg i Horsens Tugthus. "Stiftst." fandt straks nåde for "Vort Land"s øjne, og i denne anledning skriver Sabroe følgende:
"Min artikel om Bulotti i Horsens Tugthus har bevirket en hel række modsigelser i en del af den arrige presse. Se, Sabroe omtaler Bullotti sympatisk og rosende, hedder det. Ja, det er let at forstå hvor man har d'hrr. socialdemokrater. De er på mordernes parti.
Det var selvfølgelig det hjemligrussiske "Dannebrog" som indledte i en dybt forarget tone over den journalistisk jeg præsenterede, og derefter fulgte en række provinsaviser og nu sidst "Vort Land" som har gjort en artikel i "Lolland-Falsters Stiftstidende" til sin.
I denne artikel er det ikke alene mig, men Horsens Tugthus og inspektør Albert Goos som får læst og påskrevet, og mange andre. Jo! Fordi inspektøren udtalte til mig:
" Det kunne ikke falde mig ind at give ordre til at prygle Bulotti for at få ham til at arbejde. Vi ville miste den overlegenhed som vi i kraft af en højere dannelse besidder overfor ham."
Det kalder "Vort Land" en rigtig skefuld dansk vås og senere fortsætter bladet:
"Den danske justits øverste repræsentanter skildres som en skare sølle kællinger overfor et dyrisk individ der for længst burde have været tilintetgjort".
"Vort Land" burde vide at fængselsautoriteterne ikke på egen hånd kan gå hen og tilintetgøre et menneskeliv, og selv om dette menneskeliv nu ikke er meget værd, er det såmænd ikke værre end adskillige af de menneskeliv som "Vort Land" tog under armene i disses velmagtsdage. Og har bladet mon glemt sine egne sentimentale artikler om morderen Philipsen der blev benådet uden indsigelse fra vore egne russere?
Det fattige kontorbud som Philipsen myrdede, havde ikke i mindste måde noget udestående med morderen.
Bulotti der er en bandit, har det forud for Philipsen at han var forurettet!
Jeg har ikke i mindste måde sympati med den dannede eller den udannede bandit, men unægtelig finder jeg at fængselsautoriteterne bærer sig både humant og fornuftigt ad ved at fare med lempe.
Skulle det vel nytte at prygle Bulotti?
Er det ikke sandsynligt at han ved lejlighed vil hævne de prygl blodigt?
Bulotti har jeg søgt at karakterisere som et produkt af det russiske knutregimente, og hvis man herhjemme gav de danske arbejdere en fortjeneste så de kunne leve af den, ville man have været fri for Bulotti. Han hører det russiske bøddelregimente til!
Vil man forstå hvor hadet kan vokse sig dybt og stærkt i den fattige russers sind, henviser jeg bl.a. til "Dannebrogs" korrespondancer om den hær af banditter som udbytter det store russiske folk.
Jeg henviser til en artikel i "Dannebrog" for i søndags, hvor bladets korrespondent fra Tolstojs gods benytter ordensvogtere som på det grusomste mishandler bønderne. For nylig var der en fattig enke som af den gamle Tolstoj havde fået lov til at samle affaldne kviste i skoven. Hun blev på den gyseligste måde mishandlet af en bereden tscherkesser.
Bulotti stammer ned fra denne fra slægt til slægt udbyttede og mishandlede russiske almue.
Han og hans er aristokratiets værk og vil forsvinde med aristokratiets herredømme!
(Lolland-Falster Social-Demokrat, 25. november 1910).
Bullotti i tugthuset.
Han bliver aldrig klippet da ingen tør gå ind til ham med en saks.
Under "Pol."s besøg i Horsens Tugthus spurgte medarbejderen til Bullotti. Han har hidtil nægtet at arbejde og i det hele været så genstridig at han endnu sidder i nederste klasse, skønt han for længe siden kunne være nået betydeligt højere på tugthusfangernes beskedne rangstige. Inspektør Goos har imidlertid været så betænksom at lade tugthusets reglement som jo ikke er til at spøge med, oversætte på russisk for ham, og efter at han i disse dage har haft det til gennemlæsning, har han skiftet taktik.
Han erklærer sig nu rede ti at arbejde, og han har bedt om at måtte snedkerere. Dette ønske får han selvfølgelig ikke opfyldt, det kunne aldrig falde fængselsledelsen ind at give så farlig en rovmorder våben som stemmejern, hammer og sav i hænde.
Foreløbig må han nøjes med at vinde garn, som skal bruges i vævene, og det arbejde må han udføre i sin celle.
Hans hår og skæg bliver ikke klippet da ingen af fængselsbetjentene har nod til at gå ind i cellen til ham med en saks. De andre mere skikkelige fanger klipper og barberer hverandre.
Efter hvad fængselsinspektør Goos udtalte, er der ikke i nogen overskuelig fremtid udsigt til at Bulotti kommer på fri fod. Hans helbred er godt.
(Bornholms Tidende, 31. december 1910).
Rantzausgades Teater opførte i foråret 1911 folketragedien "Balotti". Skuespillerne optrådte på polsk-dansk ved at sløjfe h'erne mm. Karaktererne var bl.a hr. Bræck, birkedommer Charmeur og fængselspræst Gottschmaul.
Fra Horsens Tugthus
Hvorfor d'hrr. Goos og From "bytter gårde"
De socialdemokratiske "undersøgere og det fussingske system.
Bør der tages med fløjshandsker på Balotti og konsorter?
I anledning af den i disse dage udsendte officielle meddelelse om d'hrr. fængselsinspektører Goos' og Froms "bytten gårde" mellem fængslerne i Horsens og på Christianshavn har vi haft en samtale med en horsensiansk meddeler, der har særlig godt kendskab til forholdene ved straffeanstalten derned.
Og da der af bladene - først og fremmest naturligvis "Demokraten" her i byen - fremsættes ganske urigtige gisninger og påstande, har vi ment det formålstjenligt ved undersøgelser på stedet at skaffe forholdet oplyst, som det forholder sig, trods de vanskeligheder, der hermed er fordum den, fordi funktionærerne ved fængslet selvfølgelig ikke er at formå til at udtale sig.
Imidlertid har mange horsensborgere deres daglige gang i straffeanstalten, og begivenhederne derude følges af dem med årvågen interesse, fordi en meget stor del af dem ved arbejde og leverance er knyttet til anstalten.
Det er derfor ganske naturligt, når man som vor meddeler beretter, i hele Horsens i disse dage ikke taler om andet end forholdene på straffeanstalten. Der er, siger vor meddeler, ikke spor af tvivl om, at inspektørens forflyttelse direkte må føres tilbage til de socialdemokratiske folketingsmænd Hans Nielsen og den allesteds nærværende rodemester, Peter Sabroes "undersøgelser" af straffeanstaltens indre forhold. Og det skal siges straks. Folk i Horsens, der kender forholdene derude fra nært hold, stempler disse herrers "undersøgelser" som ganske hen i vejr og vind og bygget på ganske usolidt grundlag, (beretninger fra løsladte tugthusfanger etc.) og man er meget ængstelig dernede for de følger, som en sådan utidig og meningsløs indblanding i straffeanstaltens indre styrelse kan have for disciplinen mellem fangerne.
Hvad nu først hr. inspektør Goos selv angår, da er alle der kender lidt til forholdene under hans regime i tugthuset, enige om at udtale deres uforbeholdne anerkendelse af hans dygtighed og evner som fængselsmand. Det må jo også erindres, at hr. Goos er uddannet som sådan og netop derfor har de bedste betingelser for at lede en anstalt som tugthuset. Hvem der kender hr. Goos personlig, er dernæst enige om at en mand med en mere human tankegang med hensyn til fangernes behandling næppe vil kunne findes; at anstalten mulig ikke under ham er blevet ledet i slet så streng militærisk ånd som under hans forgængcr, skulle jo i alt fald i d'hrr. socialdemokratiske folketingsmænds øjne ikke være til hans forklejnelse; desuagtet hævder alle, der kender forholdene, at hr. Goos både mellem fangerne og fængselsbetjentene har hævdet den disciplin, som er nødvendig indenfor anstalten. Hr. Goos er da også vellidt både mellem funktionærer og fanger, og de første beklager uforbeholdent inspektørens forflyttelse. At denne ikke kan betragtes som tvungen, endsige som nogen degradation af hr. Goos indenfor fængselsvæsenet, bør efter vor meddelers udsagn udtrykkelig siges. Højst er det et udslag af det i fængselskredse stærkt omdebatterede, under den ny ledelsesregime påbegyndte reformarbejde overfor det såkaldte "Goos'ske System", hvis berettigelse vi ikke skal udtale os om her.
Når hr. Goos er indgået på at lade sig forflytte, skyldes det efter indviedes mening formentlig hans eget ønske om ikke at ville bære ansvaret for de disciplinære forhold i tugthuset efter det nedbrydningsarbejde over overfor disciplinen, som de ovenomtalte folketingsmænd har begyndt ved deres hovedsagelig på løsladte tugthusfangers vidnesbyrd begrundede "afsløringer". Disses vidnesbyrd er nemlig helt igennem fantasi, og d'hrr. folketingsmænds benyttelse deraf står i forbindelse med en ganske naiv opfattelse af hvorledes forholdene bør være indenfor en straffeanstalts mure.
At der mellem betjentene, der daglig skal omgås fangerne, kan findes "brådne kar", er jo selv sagt, men sådanne får også deres afsked. Fornylig blev således en betjent afskediget
fordi han havde givet en syg fange en lussing. Det lyder jo nok så slemt, men når man nu hører, hvad der gik forud for denne lussing, bliver betjentens forseelse, om end den selvfølgelig ikke kan tåles af ledelsen, straks at se i et andet lys. Vedkommende fange der var indlagt på anstaltens hospital som lidende af tuberkulose, havde fra sin seng sendt betjenten en stor, formentlig tuberkelfyldt spytklat midt i ansigtet som svar på betjentens tjenstlige ordre til fangen i en eller anden anledning.
I anledning af d'hrr. socialdemokratiske folketingsmænds "afsløringer" om gyselige mishandlinger af fangerne, brækkede arme etc., er der nu rejst undersøgelse mod nogle, i øvrigt for deres dygtighed vel ansete betjente. De brækkede arme og de andre forfærdeligheder vil imidlertid ved undersøgelsen indskrænke sig til, at der ved et par lejligheder er taget noget hårdt fat på et par vanskelige fanger. Den ene af dem er for resten den kendte hr. Balotti, som stadig volder anstalten stort besvær. Da han for nogen tid siden en dag fik en ordre fra en af betjentene, nægtede han ikke alene at udføre den, men truede betjenten på livet og kastede ham først sin madspand, derpå sin natpotte med indhold i hovedet. Betjenten tilkaldte nu assistance, og under arbejdet med at overmande den farlige og ganske rasende forbryder kan der selvfølgelig være falder nogle knubs af.
Ved en anden, ganske lignende lejlighed, hvor en lignende farlig forbryder skulle overmandes, var en betjent kommet til at tage så hårdt om hans arm, at en sene i denne blev beskadiget. Heraf historien om den brækkede arm!
Men nu spørger vi:
Skal det da virkelig komme så vidt, at betjente i Horsens Tugthus skal være nødsaget til at lade sig slå halvt ihjel af en hr. Balotti, forinden de tør gribe til selvforsvar?
Er det således, da skal vi horsensborgere, siger vor meddeler, meget have os frabedt at have vore familieforsørgere gående som funktionærer derude på anstalten. Man må jo erindre, at farlige fanger som Balotti ikke har langt fra trussel om vold til udførelsen deraf, og almindelige mennesker kan ikke se noget som helst oprørende i, at der bliver taget hårdt på en fange, der ikke følger reglementet, og muligvis langet en lussing ud når han gør mine til at ville udøve vold mod sine vogtere. Ude i livet har man dog lov til at værge sig på den måde, når man bliver angrebet eller truet med angreb; men skal d'hrr. fanger inde i strafanstalterne have lov at skælde ud og "slå først", kan det med tiden, når det system får lov at udvikle sig, blive hyggeligt for fængselsfunktionærerne.
Endvidere klager de herrer folketribuner over hele behandlingen og særlig kosten i tugthuset. Hertil kan først anføres, hvad vor meddeler har erfaret fra pålidelig kilde, at en gourmand som Alberti har erklæret kosten for ganske udmærket, rigelig og velsmagende, og skulle en fange virkelig ikke kunne tåle en eller anden ret, så behøver han blot at henvende sig til anstaltens overfor fangerne særdeles velvillige læge. Kan fangen blot overfor ham påvise fx mavepine, bliver han uden vanskelighed lagt over på sygehuset og får der rigmandskost som spejlæg og kakao samt selskabelighed oven i købet.
Et par gange om året gives der koncerter for fangerne, og nu skal der også indføres gymnastik.
Ja, slutter vor meddeler, kan det bare gennemføres med held, alle de humane foranstaltninger, som den ny fængselsdirektør med lydhøre øren for d'hrr. socialdemokraters humanitetskrav er begyndt på, så blev det jo paradisiske tilstande i vore straffeanstalter, men Balotti og "det bløde løg" er nu en gang ikke engle, og der er derfor dem, der mener, at de og deres vogtere var bedre tjent med at leve under systemet Goos end under systemet Fussing.
(Aarhuus Stiftstidende, 17. februar 1912).
Bulotti dødssyg.
Bulotti har siden han blev indsat i Horsens Tugthus, ført en evindelig strid med fængselspersonalet. Han har ifl. "Fyns Venstrebl." været idømt en lang række disciplinærstraffe og det meste af fængselstiden har han tilbragt i tugthusets mørke kælderceller. Men nu er han holdt op med at stride og ligger dødssyg af tuberkulose på tugthusets hospital. Folk der har haft lejlighed til at se ham, mener ikke at han vil leve ret længe.
Horsens Social-Demokrat, 26. juli 1917).
Bullotti sindssyg.
Der har gået rygter om at rovmorderen Bullotti der i en årrække har hensiddet i Horsens Tugthus, skulle være afgået ved døden. Rygtet har efter hvad "Hors. Folkebl." erfarer, intet på sig. Bullotti der har været en vanskelig fange, hensidder stadig i tugthuset. Efter en række frygtelige raserianfald gennem årene er han nu blevet uhelbredeligt sindssyg og må holdes indespærret i enecelle i tugthusets underjordiske afdeling.
(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 20. november 1919)
Ballotti fortsatte med at nægte at udføre arbejde og var anbragt i enecellen i 15 år. Han sad mere og mere sløvt hen, ville ikke tale med nogen og svarede som oftest ikke på spørgsmål. Til tider kom hans raserianfald tilbage. Et par gange overfaldt han vagterne, og fik disciplinærstraffe. Efter de 15 år blev han vurderet sindssyg, og overflyttet til sikringsanstalten i Nykøbing S. hvor han døde 1943.
De nærmere detaljer om hans ophold i Nykøbing Sjælland er beskrevet i Jesper Vaczy Kragh: Sikringen. Sydjysk Universitetsforlag, 2018. Heri fremgår det også at i 1930'erne henvendte en bror sig, hvorved det blev opklaret at hans navn var Aleksei Ivanovitsch Denisov. Han opførte sig generelt roligt, blev i hans sidste år måske lidt dement.
