Politi-Aktion mod Antisemitiske Løbesedler. (Efterskrift til Politivennen).

KØBENHAVNS POLITI er skredet ind mod den i går omtalte antisemitiske propaganda, der er blevet drevet i forbindelse med den store klædesag, bl. a. ved hjælp af løbesedler. Man udnyttede på løbesedlerne den omstændighed, at politiet og pressen ikke gav oplysning om den skyldiges navn, hvilket for øvrigt finder sted | adskillige sager, inden de bringes for retten, idet undersøgelsesarbejdet derved lettes.

Rundt om på gaderne beslaglagde politiet i lørdags løbesedler af fornærmeligt indhold mod grosserer Louis Frank. Det hed bl. a. i teksten, at pressen ville dække over "Svindeljøden Frank". Politiet sikrede sig to plakatuddelere, vicevært Kai Møller og bogholder Kai Henning Andersen, der i går mødte i dommervagten hos byretsdommer Jacobi. 

Politisekretær Heiberg fremlagde nogle eksemplarer af den beslaglagte plakat og oplyste, at fru Olga Eggers har ladet den fremstille, idet hun er redaktør af et antisemitisk organ, "Kamptegnet". Hun sigtes for overtrædelse af politivedtægtens paragraf 5, for at have udvist fornærmelig adfærd mod hr. Frank på offentlig gade.

Fru Eggers erkendte at have ansvaret for løbesedlerne, men hun mente ikke, at der forelå noget ulovligt, idet politiet har beslaglagt Franks lager og forseglet dørene.

Dommeren bemærkede, at grossereren ikke er dømt, og selv om han var det, havde Ingen lov til at bruge så stærke udtryk om ham. Retskendelsen gik ud på, at plakaten beslaglægges. Fru Eggers påkærede kendelsen til Landsretten.

(Nationaltidende, 3. november 1941).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Dr. Juris. Carl Popp-Madsen, 1940. (Efterskrift til Politivennen)

Misbrug af universitetet

En juridisk docent der forsøger at udnytte universitetets opslagstavle til propagandistiske formål.

Den konservative generalkorrespondance skriver: 

I akademiske kredse er man temmelig oprørt over en begivenhed, som er indtruffet på universitetet, hvor en af de docenter, der afholder forelæsninger, har misbrugt sin stilling til politisk propaganda på den opslagstavle, der almindeligvis bruges til mere officielle meddelelser fra de forskellige fakulteter.

Det drejer sig om dr. jur. Popp-Madsen som holder juridiske forelæsninger. En dag fornylig lod han på den nævnte tavle opslå et opråb fra en politisk fraktion, han er medstifter af, og som kalder sig "National Aktion". Hvad han aktionerer for, fremgår af opråbet, hvor han påkalder den akademiske ungdom til samling om sin bevægelse, som han præsenterer som "klar anti-parlamentarisk", og hvori han bestrider, at den danske forfatningspraksis er i overensstemmelse med national mentalitet. Resten af opråbet kan for så vidt være ligegyldigt. Men ligegyldigt er ikke det grove misbrug, dr. Popp-Madsen har tilladt sig.

Han har naturligvis fuld ret til at have sine egne meninger (som han i øvrigt har proklameret gennem Frits Clausen-Partiets blad), og vil han have anden styreform i landet, har han hver mands ret til at virke derfor i skrift og tale. Blot ikke på universitetet og gennem dets talerør!

Universitetet - som også andre læreanstalter - skal være arnesteder for åndslivets fremme uden iblanding af døgnets politiske strøm, og dr. Popp-Madsen ved meget vel, at det skal være således.

Havde en impulsiv student forløbet sig, lod det sig undskylde, men for en af universitetets egne docenter er tilfældet absolut kompromitterende, ikke mindst, når det som i dette tilfælde førte til demonstrationer mod prorektoren fra studenternes kreds, som vel er forståelige og har en naturlig baggrund, men ikke desto mindre er i strid med den værdighed, som bør præge universitetets virke.

Det er os ikke ukendt, at universitetet ikke har ønsket sagen omtalt, men en sag af denne beskaffenhed kan ikke være et til universitetet lokaliseret anliggende. Hr. Popp-Madsen er ministeriel embedsmand (knyttet til justitsministeriet), og det må være et samfundsmæssigt krav, at der er sikkerhed for, at embedsmændene i administrationen er besindige og ansvarsbevidste mænd, der bevarer ligevægten i en så vanskelig tid som denne og ikke gør sig til part i de uansvarlige kredses forsøg på at bringe splittelse i folket.

Offentligheden har et naturligt krav på at erfare, hvorledes universitetet selv betragter den pågældende docents brud på ånd og tone i landets højeste læreanstalt, hvilke foranstaltninger det har foranlediget, samt om de ministerier, han er tilknyttet, kan tolerere det meget beklagelige tilfælde. 

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 26. september 1940).

Foto af Popp-Madsen fra Fædrelandet, 14. februar 1943.

Hr. Popp-Madsen berigtiger.

Vi har modtaget:

Hr. redaktør!

Til berigtigelse af det faktiske grundlag for artiklen "Misbrugt sin stilling" i Social-Demokraten for den 1. okt. (side 5) skal jeg herved bede Dem meddele:

at opslaget på Studiegården om reorganiseringen af "National Studenter-Aktion" under min medvirken ikke er foretaget af mig, men af nogle af sammenslutningens medlemmer uden forudgående aftale med mig;

at opslaget allerede som følge heraf ikke er fremkommet på den aflåsede opslagstavle, der almindeligvis bruges til officielle meddelelser fra de forskellige fakulteter, men på det sted hvor meddelelser vedrørende studenterforeningsforhold o. l. publiceres;

at opråbet simpelt hen var en meddelelse om aktionens love, og at historien om det formentlige misbrug af embedsstilling derfor omgående bør placeres blandt de rygter, der absolut ikke egner sig til videre udbredelse.

Deres ærbødige

Carl Popp-Madsen.

(Social-Demokraten, 4. oktober 1940).

Irettesættelse til Popp-Madsen.

København (RB)

Affæren på Københavns Universitet hvor en juridisk docent Popp-Madsen benyttede universitets opslagstavler ti et politisk opråb, har medført at den pågældende har fået en skarp irettesættelse af konsistorium.

(Bornholms Avis og Amtstidende, 7. oktober 1940).

Popp-Madsen optrådte i anden halvdel af 1940 som medlem af rådet for den nationalsocialistiske organisation, National Studenter-Aktion. November 1941 blev Popp-Madsen lektor i retsvidenskab ved Københavns Universitet for et tidsrum af 3 år. Han talte bl.a. i DNSAPs Studenterfraktion den 17. februar 1942 og optrådte hyppigt i radioen. 

Stokhuset. (Efterskrift til Politivennen).

25. august 1940 bragte Social-Demokraten under titlen "Stokhuset. Nogle Træk fra den gamle Torturanstalt paa Østervold i København, lige før den forsvinder." endnu en artikel om Stokhuset af Sigvald Kristensen. Artiklen gentog nogle af beskrivelserne, men tilføjede dog også et par andre, hvoraf nogle gengives i uddrag nedenfor.

---

Den første Fange, om hvem der er bevaret Vidnesbyrd i Rigsarkivet, var en Officer, Stykjunker Adolf Giertr, som var indsat for i Slagsmaal at have dræbt en Løjtnant under de danske Soldaters Belejring af Wismar. I en Ansøgning til Generalauditøren den 28 Maj 1677 siger han, at han nu har siddet otte Uger i Stokhuset "i Jern og Baand og haardt sluttet. Han sidder sammen med svenske Fanger in grossen graulichen Gestanck". Heden er ikke til at udholde, og han beder om at blive dømt til Døden, for han vil hellere skydes end kvæles af Stank og ædes af Orm. Hans Ønske blev opfyldt.

---

I den fløj af Stokhuset som endnu ikke er faldet, fandtes Inkvisitionsretten, et lille dystert Rum med nøgne Vægge og sparsomt Lys. Alle Minder om dets uhyggemættede Historie er forlængst fjernet. I Nationalmuseet er levnet Stokken, den barbariske Fangeblok, som gav Stokhuset Navn, og hvis Princip kendes fra de berygtede Gabestokke.

---

Stokhuset som Slaverihus.

Med Reformen i 1741 blev Stokhuset tillige Afsoningssted for Slaveriet, der tidligere afsonedes i Fæstningen Bremerholm. Slaverne udførte Tvangsarbejde i Lænker, oftest paa Livstid. En Skildring af Tilstandene i Slaveriet lyder saa sent som 1803 saaledes:

- Stokhuset synes at være en haard Straf og saa skadelig for Forbryderens Moralitet, at vel kun de Menesker, som aldeles ikke stod til nogen Forbedring, burde hensættes der. Det er Fortvivlelsens og Elendighedens sande Bolig. Slavernes Indelukke eller rettere sagt Stalde er i den beklageligste Tilstand, Luften er saa at sige forpestet af de mange Menneskers Indeslutning i et lidet Rum, deres usunde Uddunstninger og alskens Uhumskheder. Deres Leje er efter en bekendt Læges Forsikring saa skrækkeligt, som man nogensinde har se» det. Det bestaar af nogle urene, ved hinanden anbragte Brikser, hvor de ikke har noget at dække over sig og ingenting under sig. Søvnen, denne øen ulykkeliges eneste Ven, er disse elendige berøvet. Deres usle Leje vrimler af Utøj. saa at Natten end mere forbitrer dem deres ulykkelige Liv. Oven over disse sande Kloaker er der et Loftsrum, som man kalder Sygehus, men som efter kyndige Mænds Forsikring maa være en Satire over, hvad man i Fængslerne kalder Sygepleje. Naar Slaverne var udkommanderet paa Arbejde, bl. a. paa Voldene omkring København, havde de ofte Lejlighed til Rømning. Der opførtes derfor i 1820 et vældigt Palisadehegn omkring Stokhusgaarden, og tre Kanoner pegede gennem Hegnet ind til de ulykkelige Fanger. Alligevel var Mytterier ikke sjældne. Dagdrivere, Drukkenboldte og "andre forliste Sjæle" kunde af deres Paarørende indsættes paa uoestemt Tid i Stokhuset, men Hovedparten at Slaverne var "Uærlige", der altid sad paa Livstid. En Beretning fra Aaret 1824 viser, at der da saa 543 Slaver i Stokhuset Ikke færre end 429 var dømt paa Livstid, otte "paa Kongens Naade", hvilket vil sige Dødsstraf omsat til Livstidsstraf, 100 skulde holdes i Slaveriet 3-8 Aar. Fangerne var i Alderen fra 16 til over 70. Indbrud, Tyveri, Hæleri, Røveri og Sørøveri var de hyppigste Straffeaarsager, men i den omtalte Beretning nævnes dog ogsaa Forbrydelser som Mord, Mordbrand, Drab, Voldtægt, Mishandling af Moder og Hustru, Opsætsighed overfor Myndighederne, Falskmøntneri, Postsvig, Forsøg paa Skibbrud, Løsgængeri og Faderskab til Børn, født i DølgsmaaL

En Fanges Skildring af Slavehuset.

Tilstandene i Slaveriet udviklede sig til det rent parodiske, efterhaanden som Mængden af Slaver tog voldsomt til, uden at Vogternes Antal eller Kvalitet blev øget. Vogterne var i Reglen afdankede Sergenter, der skulde tjene "en nem Skilling for deres Alderdom". Fangerne huserede tilsidst som det passede dem, og Stokhuset har i sine sidste Aar som Fængsel været præget af en broget Forvirring En ung Slave fortæller efter sin Løsladelse:

" - I August 1841 kom jeg til Københavns Slaveri. Vi var da omtrent 500 Slaver .... Men træd indenfor disse Døre. Paa dette Leje sidder en og binder Børster og synger liderlige Viser, ved Siden af er en Tøffelmager, som ligger i en væmmelig beruset Tilstand. Hist sidder nogle og spiller Kort. Her genlyder Eder, Raaddenskab, Skænderi og ofte blodige Slagsmaal. Naar Slaverne ikke er ude paa Arbejde, er der ingen Bevogter hos dem. Vi havde en Marketender i Huset, som med Hjertens Glæde solgte saa meget Brændevin som muligt, og jeg er vis paa, at mere end ni Tiendedel af Slaverne var fordrukne. Her blev ranet, og det blev solgt til Soldaterne eller sendt med el Fruentimmer til Forhandling i Byen. Sergenterne opkøbte det overflødige Fangebrød, tog Stikpenge og tillod Slaverne at drikke sig fulde, spille Kort og komme sammen med løsagtige Fruentimmere"

Disse Tilstande førte i 1827 til, at Regeringen forbød Indsættelse af unge Mennesker under 20 Aar i Slaveriet. De skulde i Stedet for bringes i Tugt- og Forbedringshuset, og i 1851 maatte Slaveristraffen helt opgives. Stokhusets Tid var omme, og siden har det kun været brugt som Materialbygning for Hæren.

Udvidelsen af Den tekniske Højskole førte allerede i Fjor til Sløjfning af den ene Halvdel af Stokhuset, men den Halvdel, der rummede Inkvisitionsdomstolen og Slaveriet, er først nu ved at blive rømmet af Hærens Materialdepoter. Inden Aarets Udgang vil de sidste Levninger af Stokhuset blive jævnet med Jorden

(Social-Demokraten, 25. august 1940).

Sigvald Alexander Kristensen, 13.5.1908-21.11.1982, ambassadør. Bydreng på Social-Demokraten, 1927–34 journalist ved socialdemokratiske provinsblade (Sydsjælland, Bornholm, Sønderjylland), fra 1935 politireporter ved Social-Demokraten i København en halv snes år. Under besættelsen med i modstandsbevægelsens underjordiske presse, bl.a. tilknyttet det illegale Information. Flygtede november 1944 til Sverige. Kontaktmand mellem det svenske og det danske socialdemokratis ledere. Efter besættelsen hos udenrigsminister John Christmas Møller presseattaché i Oslo. 1950 tilbage til Danmark som chef for udenrigsministeriets pressebureau. 1960 gesandt, senere ambassadør i Wien. 1965 ambassadør i Israel. Efter 1973 chef for udenrigsministeriets presse- og kulturafdeling. Generalkonsul i Hamborg til 1978. En usædvanlig karriere. 

Premierløjtnant Hans Fenger, Finlandskorpset. (Efterskrift til Politivennen).

De første danskere som faldt i 2. verdenskrig, var nogle af de ca. 1.000 "finlandsfrivillige" som deltog i vinterkrigen 30. november 1939-marts 1940 på Finlands side. Om dette spørgsmål havde statsminister Stauning i sin nytårstale 1939/40 udtalt:

Nu har vi krigen, og den har endda fået uhyggeligere udfoldelse end man måske forud forestillede sig ... Store tab og hårde lidelser er allerede påført de neutrale, særlig gennem skibsfarten, og jeg har ingen tro på at en bedring forestår. Jeg mener at man bør nære tillid til de aftaler man indgår, og jeg tror derfor på holdbarheden af traktater som er indgået med Danmark. Det er forståeligt om nogle har fået rokket ved deres tro ved den skæbne som er undergået Finland, og vi her i de nordiske lande føler det naturligvis meget pinligt ... jeg og mine meningsfæller har ventet at de aftaler der forelå mellem Rusland og Nordens lande skulle bevare deres gyldighed, og det er en bitter skuffelse vi har oplevet. 

I starten af krigen var det ikke tilladt for danskere og danske officerer at melde sig frivilligt i finsk krigstjeneste, men nogle gjorde det alligevel. Oberst Alf Erland Giersing (1882-1968), chef for gardehusarregimentet (1934-1942), havde derfor sendt et åbent brev til Stauning, som besvarede dette den 12 januar:

"Landets kræfter skal selvfølgelig sættes ind for at afværge angreb på landets neutralitet - når jeg ikke har betonet dette i mine udtalelser ved årsskiftet, var det for at undgå selvfølgeligheder". 

Giersings støtter opfattede det som at man ville forsvare Danmark, og udtalelsen skabte derfor en følelse af forræderi fra regeringens side da Danmark blev besat den 9. april. Også blandt de Finlandsfrivillige som generelt følte en beundring for finnernes modstand, og tilsvarende afsky over for den danske regering der ikke havde ydet særlig megen modstand. Ca. 500 Finlandsfrivillige vendte tilbage til Danmark. Nogle af de frivillige kom tilbage til Danmark efter den tyske besættelse. Tyskerne ville så give dem en heltemodtagelse, men nogle havde det svært med det. 

Fengers gravmæle findes tilsyneladende ikke længere på Vestre Kirkegård, men en anden finlandskæmper - Carl Knut Kalmberg - har stadig sit på Garnisonskirkegården, se teksten nedenfor. På stenen står: Søløjtnant Carl Knut Kalmberg. Født 12.1.1913. Faldet 13.2.1940. For Finland. Han steg saa fro mod overmagt. Som fugl mod morgenrøden. Til med et smil af ringeagt. Han mødte selve (?) døden. Rejst af kammerater i den danske flaade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De finlandsfrivillige kom ikke i kamp, bortset fra ti danske militærflyvere, hvoraf seks blev skudt ned: løjtnant Fritz Rasmussen, søløjtnant Knut Kalmberg, flyverløjtnant Erhard Krag-Juel-Vind-Frijs, premierløjtnant Hans Fenger og flyverløjtnant Carl Mogens Heiner Kristensen. 21. marts skiftede korpset navn til Den Danske Finlandsbataillon. Hans Fenger (1914-1940) gjorde tjeneste ved Nylands dragoner og faldt 17. februar 1940 ved Ladogasøen. Han blev indsat i Svenska Friviligkåren og kom til Nylands Dragonregiment den 19. januar. Den 16. februar 1940 blev  han indsat i kampene på det Karelske Næs, hvor han efter få minutter inde i den første træfning blev ramt af en maskingeværsalve. 

"Dagligt liv ved regimentet". Heri er også et billede af premierløjtnant Hans Fenger. Det finske Hufvudstadsbladet,  4. April 1940:

"Specialopgaverne, som tildeltes Kavalleriet, blev udført paa en fortræffelig Maade. Disse Opgaver var bl. a. "Mottirensning" (en finsk Benævnelse for de "Fælder", som Finnerne ved Flankeangreb bragte Fjenden i, og som det var Rytteriets Opgave at rense), en Opgave, hvorefter enhver Kavallerist, som deltog, fortjener sit Heltedigt i denne Krigs »Fændrik Stål«. Kavalleristerne veg ikke fra deres Pladser, trods Saar og Træthed. Først naar til sidst Haanden slappedes, eller Foden svigtede, var de at formaa til at søge Lægehjælp og en haardt tiltrængt lille Tids Hvile. Mangen dygtig Officer, Underofficer og Menig kom ikke til at opleve Mottistridens Sejrsdag; men de, som ofrede sig, gav dem, der fortsatte Striden, et smukt Eksempel paa, hvorledes en Kavallerist bør leve, kæmpe og dø.« Den danske Gardehusarløjtnant Hans Fenger faldt 50 m foran sin Deling. Efter en saadan større »Mottirensning« oplæstes et Telegram til Nylands Dragonregiment fra dettes Hæderschef:

"Til Kommandøren for Kavalleribrigaden, Oberst .......

Modtag selv og frembær for mit Regiment, Officerer, Underofficerer og Mandskab min Tak, fordi de med Blod har skrevet et nyt, lysende Blad i dets ærefulde Historie. Idet jeg hædrer Mindet om dem, der faldt som Helte, udtrykker jeg min faste Tillid til Regimentets Vilje til at kæmpe til sidste Mand for vort Fædrelands Frihed.

Mannerheim."

I Fædrelandet blev hans begravelse på Vestre Kirkegård beskrevet:

En af regimentets officerer, premierløjtnant Hans Fenger, forlod i december 1939 i utålmodighed regimentet og landet uden rejsetilladelse for at melde sig som frivillig i Finland, men mange ansøgninger fra regimentets hjemsendte personel om sådan rejsetilladelse blev giver ...

Hans død vakte sorg overalt, ikke kun ved regimenet; divisionschefen udtalte således over for regimentschefen: "I anledning af det smertelige tab, som Garderhusarregimentet har lidt ved Premierløjtnant H. Fengers død på ærens mark i kamp for Finlands og Nordens frihed og ret, udtaler jeg over for Gardehusarregimentets divisionens og min personlige, dybeste deltagelse. Premierløjtnant Fenger gav efter for et dybtfølt kald og faldt under udøvelsen af dette som en tapper og rask soldat til ære for vort land og vor hær og som et forbillede for os alle. Jeg udtaler på divisionens vegne et: Æret være hans minde."

Den danske Finlandskæmper Flyverløjtnant Fengers Bisættelse i Gaar.

Oberst Giersing taler om den usle Regering ved Graven.

Den hede danske sommerdag var som selve moderlandets varme hjerte, der i går drog den tapre danske flyverløjtnant Fenger ind til sig. Som den skarpeste modsætning til krigens iskolde gru, som han havde oplevet den i Finlands polarnætter tog nu den varme danske muld imod hans urne på Vestre Kirkegård. Løjtnant Fengers urne - ham, der vidste, at livet ikke er det at leve, men først og fremmest det, der giver det Indhold og gør det skønt, - selv om det først er bagefter .... når det er forbi.

Den blide luftning greb af og til i silkefanens folder - fik dannebrog til at vifte et lydløst farvel - og tak for den ære og glans, du nu også har været med til at skabe om mig.

 

Ved graven talte bl.a. oberst Giersing:

- Det er en mand som løjtnant Fenger, dansk ungdom i dag har at se op til som ideal. Han var en god soldat og vi er stolt over ham. Hans ritmester sagde engang, at det var den bedste løjtnant, han havde haft. Og det var en gammel ritmester.

Videre udtalte obersten:

- Ved juletid sagde Fenger, at han ville til Finland. Han ville være med til at kæmpe for Nordens frihed - og han havde på fornemmelsen, at regeringen ikke ville benytte sig af den danske hær! Og så rejste han.

Idet Oberst Giersing let berørte begivenhederne den 9. april og sigtede til regeringens skændige handlinger, sagde han:

- Selv ved et åbent gravsted må man skamme sig over en sådan ussel regering.

En repræsentant for familien takkede for den mægtige sympati og deltagelse, der havde været dem til en stor trøst i deres sorg.

ove.

(Fædrelandet, 5. juni 1940.)

I en artikel af oberst Langberg: "Erindringsglimt fra besættelsestiden", udtrykkes en lignende harme over regeringen over 9. april: 

"Jeg var godt frustreret, havde mister respekten for foresatte, måske uretfærdigt, det var dog regeringen, der havde ansvaret for landets politik. Der var heldigvis også lyspunkter: Oberst Helge Bennike, der tog med dele af sit regiment til Sverige og oberst Giersings forsøg på at samle Gardehusarregimentet i Nordsjælland."

Landbrugernes Dagblad (Maribo), 20. september 1941: Løjtnant Jørgen Hagemann, faldet i Finland bisættes. 

De finlandsfrivllige gik vidt forskellige veje. En del gik over de de engelske styrker i Norge. En mindre del finlandsfrivillige blev senere medlemmer af modstandsgruppen Holger Danske (nok så bekendt er "Citronen" Jørgen Hagen-Schmidt) og Josef "Tom" Søndergaard), en større del kom under nazistisk indflydelse, og af disse deltog en del i tysk krigstjeneste på østfronten i Frikorps Danmark anført at officeren Christian Frederik von Schalburg der faldt 2. juni 1942 i kamp under tysk ledelse.

Arne Bang: "En Falden (Kriger)". Efterskrift til Politivennen).

Ung Billedhugger faar Akademiets store Guldmedaille.

Kun uddelt til to Billedhuggere det sidste halve Aarhundrede.

Stentøjskunstneren Arne Bang fik i Gaar tildelt den sjældne og hæderfulde Udmærkelse for Skulpturen "En falden Kriger".

AKADEMIET uddelte i Gaar den store Guldmedaille til en Billedhugger. En ung og af Offentligheden næsten ukendt Kunstner, Billedhuggeren Arne Bang, fik tildelt den overordentlig sjældne Udmærkelse, som i det sidste halve Aarhundrede kun to Gange tidligere er faldet i en Billedhuggers Lod. Som Hædersbevisning kan en dansk Kunstner ikke ønske sig nogen fornemmere, og praktisk betyder den et Rejsestipendium paa fem Tusinde Kroner. Det Arbejde, der skaffede Arne Bang Medaillen, er legemsstor Skulptur, der forestiller en dræbt Soldat, og bærer Titlen: "En falden Kriger".

Stentøjs-Kunstner paa Holmegaard.

De to forudgaaende Billedhuggere, der siden Aarhundredskiftet har faaet den store Guldmedaille, er Axel Poulsen i 1913 og Erik Rahr i 1930. Den nye Guldmedaillevinder er 32 Aar gammel, Københavner, og har det meste af sit Liv boet her i Byen

Billedhuggeren Arne Bang

Men da den store Nyhed i Gaar spredtes i Kunstnerkredse, var Arne Bang en af de sidste, der fik den at høre. Han har de senere Aar boet paa Holmegaards Glasværk, der aabenbart synes at være blevet Danmarks aandelige Centrum. Man tænke blot paa Dramatikeren Karl Schlüter. Her arbejder han med Stentøj - idet det er ham, der har "indført" denne Industri paa Holmegaard. Saa snart han havde erfaret den glædelige Nyhed, tog han Imidlertid til København for at fejre Begivenheden, og her havde vi Lejlighed til at træffe ham.

- Jeg vil hellere udtale mig i Marmor og Ler end i Ord, var det første, den unge Billedhugger svarede, da vi bad ham fortælle lidt om sig selv, sine Planer og sine Idéer.

Da Marselisborg-Komitéen udskrev Konkurrence.

Som mange Kunstnere - og ikke de daarligste - er Arne Bang faamælt, og hvad Arbejdet angaar nærmest tavs.

"En falden Kriger", Skulpturen, der skaffede Arne Bang den store Guldmedaille.

Talentet udfolder sig paa andre Omraader. Bevægelsen over Medaillen var synlig. Under hele Samtalen sad han nervøst med en Tændstikæske og strøg Svovlstikker paa de forunderligste Maader; der var hvert Øjeblik ved at gaa Ild i de fine Fingre.

- De har været Utzon Franks Elev, sagde vi.

- Det har jeg, ja ....

- Har han spillet en stor Rolle for Dem?

- Det har han ja. Baade for mig og for alle de Unge paa Akademiet. "En falden Kriger" er til Dels mit Afgangsarbejde derindefra. Det blev lavet for fire Aar siden, men siden har jeg jo arbejdet det om og forbedret det. Ideen kom til mig fra Konkurrencen om Marselisborg-Monumentet. Det skulde være en ung Dansker, falden i Krigen ....

- Har De udført andre store Arbejder?

- Mit Omraade har næsten udelukkende - været Stentøjet. Dyrefigurer mest. Til at begynde med arbejdede jeg sammen med Carl Haller, senere blev det Holmegaard, hvor min Broder, Arkitekten Jacob Bang, ogsaa er. En Del af Tingene har været paa Charlottenborg og paa Kunstnernes Efteraarsudstilling. 

- De maler ikke?

- Nej, jeg er først og fremmest Billedhugger, og det er da i Grunden mindst lige saa godt. Man foretrækker altid Malerier - i Stuerne og andre Steder - og de har selvfølgelig ogsaa .... Farve og alt det der. Men man skal gøre mere for Billedhuggerkunsten. Vi har jo mange fortræffelige Billedhuggere herhjemme.

- Hvilke?

- Det vilde blive altfor mange Navne, og iøvrigt har jeg ikke forstand paa Kunst. Jeg kan se, naar jeg selv har lavet noget godt, og somme Tider, naar mine Venner har det - hvis de viser mig det, - ellers kender jeg ikke saa meget.

- Men nu rejser De ud og ser paa det?

- Til Paris, ja. Det vil sige, jeg maa jo først tage min Kone med paa Raad, men da hun snart skal have en ny Hat, bliver det nok Paris.

- Det er særlig franske Billedhuggerkunst ....?

- Jeg gaar ikke paa Museer - noget videre, men selvfølgelig er der Rodin. Iøvrigt er Verden fuld af dejlige Ting, og bortset fra en Statue af Sophus Claussen, der betød meget for mig, har jeg absolut ingen Fremtidsideer.

Cadio. 

(Dagens Nyheder, 15. november 1932).

Ny Skulptur ved Vestre Kirkegaard.

"En Falden", af Arne Bang.

Ved Borgerrepræsentationens Møde i Morgen foreligger Forslag fra Fællesudvalget for Fonden til kulturelle Formaals Fremme om Anskaffelse af en ny Skulptur til Opstilling i København.

Det drejer sig om et Værk af Billedhugger Arne Bang, dets Titel er "En Falden", og det har faaet Akademiets store Guldmedaille. I Øjeblikket er Skulpturen opstillet i Billedhuggerskolens Have paa Charlottenborg, men det er Kommunens Hensigt at anbringe Værket ved Hovedindgangen til Vestre Kirkegaard.

Prisen for Skulpturen, der er udført i Bronce og staar paa en Sokkel af Kunststen, er 6000 Kr., hvortil kommer 800 Kr. til Inskription, Fundamentering og Opstilling.

(Social-Demokraten, 29. maj 1940).

Arne Bang fik gulmedaljen for skulpturen i 1932. Pengene blev skaffet fra Eibeschütz' Legat til Stadens Almindelige Bedste og blev opstillet 31. juli 1940.

Foto fra Nationaltidende, 10. april 1943. Aviserne fotograferede flittigt blomsterfloret ved mindemærket hver 9. april under krigsårene.

Foto fra Social-Demokraten 11. april 1944 som viser mindesmærket den 9. april 1944.

Monumentet var en torn i øjet på det nazistiske blad, Fædrelandet:

Mindemærket paa Vestre Kirkegaard.

Mindet om Heltene af 9. April er ikke det hæslige Monument, der er opstillet paa Vestre Kirkegaard, men et Minde, der vil leve i Fremtidens Historie. Den 9. April 1940 vaagnede det danske Folk af Tornerosesøvnen og tog Afsked med et System, der førte vort Land mod Fornedrelse og Skændsel. Kun naar man klart erkender dette, kan man med tryg Samvittighed erklære, at Heltene, der faldt den 9. April, ikke bragte deres Offer forgæves, erkender man ikke dette, vil deres Død have været en Meningsløshed.

Monumentet paa Vestre Kirkegaard: den liggende, nøgne Mand, som vrider sig i Krampe, er som Monument over den Tid, der førte til den 9. April, ganske karakteristisk og kunde i al sin Hæslighed slet ikke være valgt bedre. Det kunde med rette betitles: "Destruktionskomplekset".

Et Monument over dansk Daad og Indsats, Heroisme og Offervilje er det selvfølgelig ikke. Man behøver blot at sammenligne det med "Den tapre Landsoldat", der er rejst i Fredericia til Minde om 6. Juli eller Bissens "Istedløven", som begge paa en mesterlig Maade udtrykker de Følelser, der besjæler enhver Landsmand ved Mindet om dansk Soldaterdaad; Handlekraft, Beslutsomhed, Tapperhed og Trods. - Det er bestemt ikke de Karaktertræk, Monumentet paa Vestre Kirkegaard giver Udtryk for. 

(Fædrelandet (København), 12. april 1944. Uddrag).

Arne Bangs "En Falden" er et erindringssted hvor der hvert år den 9. april lægges blomster. På det tidspunkt er græsplænen bag statuen normalt fyldt med krokus. Et meget smukt syn. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Arne Bang (1901-1983) var uddannet billedhugger, men mest kendt som formgiver af stentøj, sølv og tin. Bror til glasdesigner og arkitekt Jacob E. Bang (1899-1965) der var kunstnerisk leder ved Holmegaard Glasværk 1928-1941, hvor også Arne Bang blev ansat 1929. Ideen til statuen fik Arne Bang fra en konkurrence om Marselisborg-Monumentet og skulle forestille en ung dansker, faldet i krigen. Som modeller brugte han unge arbejdere fra glasværket. 

Kort efter besættelsen var der rygter om at tyskerne ville sætte et minde om de omkomne, men det blev altså kommet i forkøbet. Den 25. maj meddelte Politiken at kommunen havde købt skulpturen for 6.000 kr. Siden skulle den støbes. Den blev indviet 31. juli 1940 - Arne Bang mødte op for sent, fordi hans tog var forsinket en halv time.