Dyrlæge Carl Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Gribende højtidelighed i aftes i Tønder.

Tusinder af mennesker fulgte dyrlæge Jensens og hans datters båre til banegården.

Tusinde af Tønder Bys borgere og omegnens landmænd fulgte i aftes dyrlæge Carl Jensen og hans 15-årige datter Inge, der begge blev dræbt ved luftangrebet på Tønder lørdag, fra sygehusets kapel til banegaarden, hvor bårerne blev sat ind i en jernbanevogn for at blive ført til København. Forinden holdtes der en sørgehøjtidelighed i kapellet der indlededes med salmen "Befal du dine Veje"

Faldt på sin post.

Pastor Hans Magle, Tønder, talte ud fra ordet: "Jeg er opstandelsen og livet, og hver den, der tror på mig, skal leve, om han end dør" Pastor Magle sagde bl.a.:

- Det er under usædvanlige omstændigheder, at vi i aften siger farvel til dyrlæge Carl Jensen og Inge. Vi håber på at der kommer andre og lysere dage for vort folk og land. Vi vil sige dyrlæge Jensen tak for trofast arbejde i grænselandet gennem mange år for Danmark. Han faldt på sin post og hans minde vil leve i lange tider blandt danske hernede. Ej heller vil vi glemme Inge, hans høje, lyse datter med de åbne, spørgende øjne, det stille væsen og det kønne smil. Det er ydmygende at vore hænder ikke magtede at beskytte dem, men vi ved at der er en stærkere hånd, Guds hånd, som ikke viger tilbage for nogen magt på jorden, ej heller for døden.

Forsvarsbrødrene bar to hvide bårer ud til rustvognen. Foran strøede Inges skolekammerater blomster. Bagefter rustvognen førtes Forsvarsbrødrenes og Skyttekredsens floromvundne faner.

I det store følge sås amtmand lensgreve O. D. Schack, garnisonskommandanten, oberst Gullaksen og politimester Martensen-Larsen, alle i galla. Overalt på sørgetogets vej vajede dannebrog på halv stang. Det kendtes at der er sorg i den fredelige og idylliske marskby. 

Ved banegården tolkede formanden for Sønderjydsk Dyrlægeforening, dyrlæge Rasmussen, Haderslev, danske dyrlægers sidste hilsen og tak til dyrlæge Jensen. Jordfæstelsen finder sted lørdag på Vestre Kirkegård i København.

Den omkomne lokomotivfører Andersen begraves i Aabenraa i eftermiddag. Katastrofens øvrige tre ofre skal begraves i Tønder.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 15. juli 1942.)

Bombeofre fra Tønder bisættes den 17. juli 1942. Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

To engelske jagerfly var den 11. juni 1942 kommet ud af kurs, og troede at de var i Niebüll ved Sild, altså et oplagt bombemål.  18:58 kastede de fra 50 meters højde 500 punds sprængbomber, og det ene fly vendte tilbage til England. En bombe eksploderede i Jernbanegade 10 hvor også en anden bombe eksploderede. Det andet fly fortsatte langs jernbanen nordpå hvor det 19.10 kastede bomber mod et tog mellem Døstrup og Skærbæk. Lokomotivføreren døde på stedet, fyrbøderen et par dage senere. 5 minutter senere blev flyet skudt ned af en jager og styrtede ned ved Rejsby. I alt 4 personer blev dræbt og 16 såret, heriblandt dyrlægen og hans datter, der egentlig var flyttet, men blot var vendt tilbage for at rydde op. (Dengang)

Skibskirkegården får ny facade. (Efterskrift til Politivennen)

Da man første gang satte hegn om Holmens Kirkegård.

MAN har i Landstinget i anledning af forslaget om forlængelse af retten til begravelser på Holmens Kirkegård foreslået, at der opsættes en anstændig facade om kirkegården i stedet for det frønnede trægitter, der nu omhegner den smukke kirkegård, og denne sag er nu taget under alvorlig overvejelse.

Denne kirkegård, der er byens ældste, og den femte i rækken af de Holmens kirkegårde, byen har haft, har desværre ikke altid kunnet prale med pyntelighed eller videre orden. I gamle dage, da den kaldtes Skibskirkegården, tog man det ikke alt for nøje, om der var gitter eller indhegning om arealet, derom vidner følgende beskrivelse om opsætningen af en Indhegning. I 1733 beklagede borgerne, at kirkegården udenfor Østerport lå så uindhegnet, at køerne og svinene fra gårdene i omegnen trampede og sparkede over de dødes hvilesteder, og at svinene rodede op i gravene. Man besluttede da at råde bod på dette onde og sætte et hegn om pladsen, men det må ikke have hjulpet synderligt, for i 1769 gik man et stort skridt videre, og der blev gravet grøfter om terrænet, for, som det hedder i beskrivelsen, "at hindre kreaturernes overløb", 

Da Skibskirkegården var overfyldt.

HOLMENS Kirkegård er næsten hundrede år ældre end den anden ærværdige kirkegård i København, nemlig Assistens Kirkegård på Nørrebro, der blev indviet i 1760. I 1662 fik en oberst Henrik Rüse kongelig befaling til at udvise og afmåle en plads til to kirkegårde, hvoraf den ene skulle ligge udenfor Østerport, hvor det bekvemmest kunne ske, som det hed i befalingen. At den gode oberst efter den tids sæd og skik ikke forhastede sig viser, at det varede fire år, før alt var i orden til indvielsen. Det skete i 1666 på Sct Laurenti Dag, og det hedder i de gamle registre over begravelser, at den ny Holmens Kirkegård udenfor Østerport blev indviet til begravelser af kgl. betjenteres lig, som ikke har middel til at lade sig begrave i byen, og at den første begravelse her var en bådsmand, Mogens Andersen Mørchtue.

Efter den kgl. bestemmelse skulle Skibskirkegården være en fattigkirkegård for de i den kongelige tjeneste stående uformuende matroser samt deres "koner og børn, og det blev strengt overholdt af kirkepatronen, at ingen af Holmens "betjentere", hvis efterladte havde midler til en betalt begravelse, blev jordet her. Men dette førte til, at den lille kirkegård. hvis omfang var en hel del mindre, end den er i dag, snart blev overfyldt. Under pesten i 1711, hvor man måtte anlægge en mængde små assistenskirkegårde i den gamle by indenfor voldene, lyste det hvide kors på mange gadedøre i Nyboder. Ud gennem Østerport skumplede ligvognene med dynger af ulykkelige, der var bukket under for den snigende pest, ofte næsten nøgne, eller når de efterladte havde haft midler til det, i en dårlig sammentømret sort fyrretræskiste Man tog ikke hensyn til, om der var plads eller ej, og ligene dyngedes sammen på den lille kirkegård på samme måde som på de øvrige kirkegårde inde i byen. 

Men knapt var pesten så nogenlunde overstået, før en ny ulykke truede byen og fyldte endnu et lag over den overbelastede Skibskirkegård. Flåden var under Gyldenløve ankret op på Reden og lå med sine brøstfældige skibe og uden proviant og med 3000 syge matroser ombord, der var angrebne af skørbug og smitsomme sygdomme. De stakkels mennesker døde som fluer, og kort tid efter at døden havde huseret i byen og mejet tusinder af mennesker ned, blev dødens høst fra disse skibe ført til Skibskirkegården udenfor Østerport. I 1712, pesten varede fra juni 1711 til marts 1712, afgav man et skøn over forholdene og konstaterede at over en halv snes lig kun var dækket med tre tommer jord, og at kirkegården var mere end uhyggeligt overfyldt. 

Fattigkirkegården blev fornem,

NU skyldes denne sundhedsfarlige overfyldning ikke blot de uhyggelige perioder i byens historie, men havde i nogen grad sin grund deri, at man lod sig lokke af de gratis begravelser. Det var efterhånden blevet almindeligt, at begravelserne foregik med pomp og pragt på Skibskirkegården, og med store følger og lange ligtaler. Det var ofte ikke alene Holmens fattige matros og jævne mand der blev jordet, men også velmeriterede skippere, kaptajner og løjtnanter, der tjente under flåden Da dette gik for vidt, blev man tvunget til at udstede anordninger, hvorefter alle, der havde råd til det, skulle betale, hvorimod sådanne folk som matroser, bøsseskytter og rughuggere, hvis dagløn ikke var meget mere end til at holde sulten fra døren og knap nok, skulle have fri begravelse. At man ikke formåede at sondre skarpt mellem gratister og ærlige fattige, ser man af regnskabet, idet der i årene 1732 til 73 foretoges tre til fire tusinder begravelser, men kirkegården indbragte knap 10 rbd årligt. 

Da russerne blev jordet.

MEN når man nu går gennem Øster Farimagsgade og ser over det kriminelle trægitterværk, kan man iagttage, hvor stilfuld og smuk den nuværende Holmens Kirkegård er, en mindelund for mange gode og berømmelige navne og begivenheder i historien. Men der er også minder af en hel anden art, der vidner om fortidens ligegyldighed for en jævn sømands død og jordefærd. Det hændte i slutningen af det 18. århundrede, at en russisk eskadre lå på reden og der udbrød smitsomme sygdomme ombord blandt mandskabet. En masse sømænd blev ofre for soten, og disse russere skulle jordes på Skibskirkegården.

Nu foregik begravelserne om natten, mens Københavns borgere lå i deres senge og næppe havde lyst til at stå op for at trave udenfor Østerport for at se nogle russeres begravelse. Men nogen tid senere klagede samme borgere over. at de løst sammentømrede kistebrædder knap nok var dækket af muld, og at det første og bedste regnskyl ville være i stand til at blotte dem, foruden at mange af de arme afdøde matroser kun var indsyet i måtter.

Om 13 år er begravelsernes tid forbi her, og den gamle skibskirkegård vil når den forhåbentlig får en ny og smuk facade, have andre og smukkere minder at gemme på.

Urias.

(Social-Demokraten, 26. maj 1942).

Lige numre over for Holmens Kirkegård, Øster Farimagsgade. Fotograf Emil Stæhr (1827-1912). Til højre ses at der er ganske åbent mod kirkegården. Andre fotoer viser plankeværket. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Olga Eggers: "Kamptegnet" vs Daell. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er en del af en artikelserie om Olga Eggers som kan findes ved at følge dette tag. 

Olga Eggers var redaktør på det racistiske og antijødiske blad "Kamptegnet", og opgav offentligt navne på personer der var "hel-, halv- eller kvartjøder". Bladets erklærede formål var bl.a. at skabe “et nyt og bedre racebevidst Danmark”. Kamptegnet hængte P. M. Daells jødiske sekretær Ella Wassermann ud som en der styrede Daells Varehus, og ført en kampagne imod hende. Bl.a. uddelte hun løbesedler. Herfor blev hun dømt for bagvaskelse, fik 1942 fjernet sin forfatterstøtte på finansloven og fjernet fra Kraks Blå Bog, dog nåede hun at komme med i 1942-udgaven.

Dommen ved Østre Landsret maj 1942 lød på 2 gange 60 dages hæfte og 2 gange 40 dages fængsel for bagvaskelse, og til en erstatning til grosserer Daell 4.000 kr. og frk. Wassermann 2.000, endelig 1.700 i sagsomkostninger. Efter straffelovens paragraffer 267 og 268:

 

 Sagsanlæg i dag mod antijødisk blad.

Fru Olga Eggers, redaktør af "Kamptegnet", sagsøges af grosserer P. M. Daell og hans sekretær.

For LANDSRETTENS 4. afdeling indbringes i dag, efter hvad "Jyllandsposten" meddeler, en sag, der af grosserer P. M. Daell og sekretær i firmaet Daells Varehus frk. Ella Wassermann er anlagt imod den ansvarshavende redaktør af ugebladet "Kamptegnet" fru Olga von Eggers, som har bragt en artikel, der efter sagsøgernes mening er ærerørig. Der vil blive nedlagt påstand om dom for bagvaskelse, mortifikation af de fremsatte udtalelser samt idømmelse af en erstatning efter rettens skøn til hver af sagsøgerne.

Den pågældende artikel er optaget i bladet for den 15. januar under overskriften "Flere og flere går om ad Nørregade for at se jødelakajen P. M. Daell".

I artiklen rettes der angreb mod  grossereren for hans stilling til Finlandshjælpen, og det antydes, at han har ændret opfattelse under indflydelse af sin privatsekretær, frk. Wassermann, der er jøde. Det hævdes, at hun skalter og valter med personalet, som hun lyster, og at der ikke er plads for andre meninger end dem, hun dikterer.

I dagene efter udsendelsen blev der foran Daells Varehus uddelt løbesedler med teksten: "Læs om jødinden Wassermann i "Kamptegnet", og der blev uddelt såvel blade som løbesedler til personalet i selve varehuset. Det blev grosserer P. M. Daell for meget, og han gik til højesteretssagfører Bondo Svane, som udtog stævning mod fru Eggers. Også frk. Wassermann følte sig brøstholden, og hun henvendte sig til højesteretssagfører Steglich Petersen, der ligeledes udtog stævning mod fruen.

I sagsfremstillingen hedder det, at grosserer Daell af hensyn til sin familie, sin forretning og for sit personale på ca. 700 fastansatte og hele sin offentlige position, mener, at artiklen ikke kan passere upåtalt. Angrebet betegnes som værende af særdeles grov karakter og fuldstændig grundløst.

I begge de udtagne stævninger nedlægges påstand om dom for bagvaskelse, og at straffen bliver sat til fængsel eller hæfte.

Med hensyn til grosserer Daells erstatningsspørgsmål gøres gældende, at det af artiklens indhold fremgår, at det bl. a. har været bladets hensigt at afholde læserne fra at handle i varehuset. Det tilføjes, at det er sagsøgerens agt at skænke det erstatningsbeløb, der vil blive ham tilkendt, til hjælpen for finske børn.

(Horsens Social-Demokrat, 19. februar 1942):

Formålet med omtalen af Daells Varehus var kun at angribe jøderne.

Sagen mod Olga Eggers og Aage H. Andersen for Landsretten i går.

Det er rigtigt at "Kamptegnet" skriver på en særlig måde, men i en politisk, ideologisk kamp er tonen friere end ellers.

Der var stor tilstrømning til landsretten da man i går i 4. afdeling påbegyndte behandlingen af sagen mod "Kamptegnet". Grosserer P. M. Daell var repræsenteret ved højesteretssagfører Bondo Svane, mens hans sekretær, jødinden Ellen Wassermann var repræsenteret ved højesteretssagfører Steglich-Petersen. For fru Olga Eggers mødte landsretssagfører W. Waltenburg og for Aage H. Andersen sekretær Reinholdt Jacobsen. Dommersædet beklædtes af retsformand Rosendahl samt landsdommerne Spang Hansen og Preisler Knudsen.

HRS Bondo Svane krævede de to sagsøgte dømt for bagvaskelse efter straffelovens paragraffer 267 og 268 samt til in solidum at udrede en erstatning efter rettens skøn, ikke over 10.000 kr. Sigtelserne kræves kendt ubeføjede og endelig forlanges det at de to tiltalte skal betale sagens omkostninger og offentliggørelse af dommen. 

LRS Waltenburg nedlagde for fru Eggers påstand om lovens mildeste straf, og med hensyn til erstatning et mindre beløb eller frifindelse. Landsretssagføreren fremhævede, at han på sin klients vegne havde fremsat forligsforslag, der imidlertid var blevet afslået, fordi det var fremsat for sent.

Også for Aage H. Andersen blev der nedlagt påstand om frifindelse. 

Proceduren.

HRS Bondo Svane indledte sin procedure med en præsentation af sagens parter, idet han bl.a. oplyste at fru Eggers nyder en forfatterunderstøttelse fra staten, og at hun var redaktør af "Kamptegnet" da sagen blev rejst. Om Aage H. Andersen oplyste højesteretssagføreren at han er leder af "Dansk Anti-jødisk Liga" og at han betegnes som "Jødernes Fjende nr. 1". Desuden fremhævedes det at grosserer Daell har gjort en meget stor indsats for det sønderjyske arbejde og hjælpen til Finland under den forrige krig. Han er en mand med et uplettet navn. Angrebene i "Kamptegnet" karakteriserede højesteretssagføreren som "et skoleeksempe på bagvaskelse". Hvis man nu kommer med en undskyldning, så siger vi afgjort Nej, udtalte han. Der er også det at hvis sagen blev afgjort med en undskyldning, så ville der uden tvivl opstå rygter om at der nok alligevel var noget om det. Dette v er grunden ti at man har afslået forligstilbuddene.

Højesteretssagføreren dokumenterede de påstande, der er fremkommet i "Kamptegnet", og han gjorde gældende, at begge de sagsøgte har ansvaret for sigtelsen for intimt forhold mellem sagsøgerne de sagsøgte har ansvaret for sigtel // være det mest graverende i angrebet.

Endvidere gjordes det gældende, at det værste for grosserer Daell havde været de værste beskyldninger, der var rettet imod ham i forbindelse med Finlandshjælpen. Hans kærlighed til Finland er uforandret, men forholdene er ændrede. I den første krig stod Finland alene - i den anden har Finland store stærke magter ved sin side.

Endelig mindede højesteretssagføreren om, at bladets løbesedler var blevet uddelt i Daells egen forretning. Kampagnen havde skadet firmaet økonomisk. Et katalog, der var sendt til Aarhus, kom tilbage med påskriften: "Iæs Kamptegnet".

Højesteretssagfører Steglich Petersen, der som nævnt mødte for jødinden Ellen Wassermann, henholdt sig i hovedsagen til sin kollegas procedure, men fremhævede det ærekrænkende i at blive kaldt "chefens private godte". Endvidere udtalte højesteretssagføreren, at der ikke var nogen undskyldning for sigtelser, der provokerer til gadeoptøjer.

Landsretssagfører Waltenburg meddelte, at fru Olga Eggers havde ønsket, at denne sag der ikke havde politisk grundlag, skulle behandles ganske sagligt af en uhildet sagfører, og han mente, at han opfyldte denne betingelse, da han aldrig havde tilhørt noget parti. Landsretssagføreren omtalte forligsforhandlingerne for at få sagen ud af verden på sædvanlig vis, men det blev afvist.

Landsretssagføreren gjorde gældende, at fru Eggers ikke kendte de pågældende artikler, før de var fremkommet i bladet. Bladets tendens var ikke at skrive ondsindet om den enkelte, men at angribe jøderne. Han erkendte, at udtrykkene havde været stærke, så han ville frafalde en principiel påstand om frifindelse Men af hensyn til fru Eggers vandel og alder indstillede han hende til mildeste straf. Hvis det blev en frihedsstraf, henstilledes det, at den blev gjort betinget.

Landsretssagføreren tilføjede med hensyn til løbesedlerne, at de ikke var udsendt af bladet, så dem havde fru Eggers ikke ansvaret for. Til erstatningen erklæredes, al der ikke forelå dokumentation for økonomisk tab og økonomisk boykot. Erstatningerne må komme ned på intet eller noget ganske ringe når man ønsker at benytte beløbet i velgørende øjemed, mener jeg ikke, der i dette tilfælde kan gives erstatning.

Redaktionssekretær Reinholdt Jacobsen udtalte på sin redaktørs vegne, at Aage Andersen ikke havde ansvar for artikler forud for den 26. februar, han havde ikke påtaget sig noget ansvar for, hvad der Iå forud for hans tiltræden.

Den nye presselov fastslår redaktørens ansvar. Der er et selvstændigt ansvar for hver af redaktørerne. "Kamptegnet" er nu engang et kampblad og kan ikke tage de hårfine hensyn, som andre steder kan være på sin plads.

Heinholdt Jacobsen kom nærmere ind på, at angrebet ikke var rettet mod grosserer Daell, men mod frk. Wassermann, fordi hun var jøde. Det var jøderne, man ville bekæmpe som en ulykke for vort samfund.

En Henvisning til Hitlers tale

Endvidere dokumenterede hr.  Reinholdt Jacobsen en skrivelse af 26. april fra Aage H. Andersen til højesteretssagfører Bondo Svane, hvori der stod:

Med hensyn til at påberåbe Dem den mig tidligere overgåede dom angående Mosaisk Trossamfund, kan jeg selvfølgelig Ikke hindre Dem heri, hvis De absolut vil gøre Dem selv umulig i det fremtidige Europa. Jeg gør Dem imidlertid udtrykkelig opmærksom på, at jødedommen med dens synagoger og såkaldte trossamfund efter nyeuropæisk opfattelse kun er en international forbryderisk sammensværgelse mod den øvrige menneskehed.

Endelig henviste hr. Reinholdt Jacobsen til rigskansler Hitlers sidste tale og udtalte, at det var alle mænd i nøglestillinger, man skulle have opmærksomheden rettet imod. Man nærede ingen mistanke til Daells fædrelandskærlighed. Man fandt kun, at han havde svigtet i Finlandssagen. Der havde været rig anledning til at hjælpe gennem Frikorps Danmark og Waffen SS. Reinholdt Jacobsen hævdede, at Aage Andersen ikke havde gentaget den anden beskyldning mod Daell.

Det er rigtigt at "Kamptegnet" skrives på en særlig måde. Men "Kamptegnet"s tone skal ikke bedømmes af højesteretssagfører Bondo Svane, og den skal ikke stå til dom her for retten. Vi har skrevet lige ud om den jødiske smitte i Højesteret o. s v. I en Ideologisk politisk kamp er tonen friere end ellers.

Efter at have gennemgået de enkelte udtryk og ligesom Waltenburg hævdet, at der ikke var lidt noget tab, påstod han Aage Andersen frifundet.

Vidneafhøringer

Som vidne afhørtes bogtrykker Hammeken, der havde trykt løbesedlerne, og en dame, der havde været ansat i Daells Varehus. Hun erklærede, at hun havde hørt jødinden Ellen Wassermann kalde grossereren "Palle". Endelig afhørtes de to sagsøgere, der begge erklærede vidneudsagnet for opspind.

Efter duplik optoges sagen til doms.

(Fædrelandet, 29. april 1942).

Velfortjent afklapsning til fru Olga Eggers.

Hun blev idømt 120 dages fængsel, og den anden redaktør af "Kamptegnet" fik 80 dages hæfte.

København Fredag. (R. B)

I dag faldt der i Landsretten dom i den sag, grosserer P. M. Dael havde anlagt mod forfatterinden fru Olga von Eggers og redaktør Age Henning Andersen i anledning af de grove fornærmelser i bladet "Kamptegnet'. 

Ved dommen blev de ærefornærmende sigtelser kendt ubeføjede. Fru Eggers dømtes 60 dages hæfte og red. Andersen 10 dages fængsel, De dømtes endvidere til in solidum at betale 4000 kr i erstatning. 300 kr. til bestridelse af omkostninger ved dommens offentliggørelse i dagspressen og 800 kr. i sagsomkostninger. Desuden bestemmer dommen, at dommens begrundelse skal optages i "Kamptegnet".

Under en lignende sag som frk. Ella Wassermann havde anlagt mod de samme for æresfornærmelse også i "Kamptegnet" blev fru Eggers idømt 60 dages hæfte og redaktør Andersen 40 dages fængsel. Desuden skal de i forening betale i erstatning 2000 kr, til bestridelse af omkostninger ved dommens offentliggørelse i dagspressen 300 kr samt i sagsomkostninger 800 kr

I Præmisserne siges blot, at de fremsatte sigtelser er ærekrænkende og efter det under sagen oplyste fuldstændig grundløse hvorfor de kendes ubeføjede. 

Da de sagsøgte har savnet rimelig grund til at anse dem for sande, vil de begge være at anse efter straffelovens paragraffer 267 og 268. 

De tilkendte erstatninger er for lidelse og tort og ulempe og forstyrrelse i forhold.

(Fyns Venstreblad, 16. maj 1942)

Bagvaskerne

Man kan sige, at fru Olga Eggers og Aage H. Andersen slap billigt, da de for deres beskyldninger i "Kamptegnet" fik henholdsvis 120 dages hæfte og 80 dages fængsel. På den anden side er vore dommere jo yderst utilbøjelige til at bringe bagvaskelsesparagraffen i anvendelse, i hvert fald ikke når den angrebne er en politiker. Man så det i sin tid, da hofjægermester Sehested havde slået sig på bagvaskelser. Han dømtes alligevel efter den mildere injurieparagraf. Men havde iøvrigt derefter det uheld, at offentligheden senere fik et i høj grad generende indblik i, hvilke personer han tog i sin tjeneste for derigennem at fremme de "ædle formål", han havde. Hr. Sehested opnåede altså kun en kortvarig succes, en succes han måtte betale med resterne af hans almindelige anseelse, hvis der da var rester tilbage og det var ikke urimeligt, thi det danske folk vil nemlig i almindelighed vende sig mod bagvaskelse anvendt som politisk kampmiddel, og derfor vil det også glæde sig over, at de to redaktører for "Kamptegnet" er blevet dømt.

Det var en anset mand, de var faldet over, som de overhovedet ikke kunne sige noget på, og for at gøre sagen rigtig beskidt, var også faldet over en lige så sagesløs kvinde. Under proceduren forsøgte de end ikke at føre skygge af sandhedsbevis for dens påstande. Som det står i sagens præmisser, kunne de ikke selv være uvidende om, at der var antydning af grundlag for deres beskyldninger, men naturligvis fandt de alligevel ikke på gøre afbigt. Tværtimod fortsatte "Kamptegnet" i længere tid en kampagne, og den eneste "undskyldning", som de anklagede havde, var at kvinden, de var faldet over, var jøde, hvoraf altså synes at fremgå, at de havde den opfattelse, at jøder i Danmark var retsløse, og at en hvilken som helst æreskænder kunne behandle dem, som vedkommende havde lyst. De er nu blevet belært om noget andet, og selv om de kun kommer i hæfte, henholdsvis fængsel, i 120 og 80 dage, og selv om de kun skal betale 8200 kr. i erstatning og omkostninger, så er det i hvert fald blevet fastslået, hvilke personer der er tale om, ligesom "Kamptegnet" har givet sig selv en betegnelse, det aldrig vil kunne vaske af sig.

Man har derfor grund til at være grosserer P. M. Daell taknemmelig, fordi han tog det ubehag der altid er forbundet med et sagsanlæg af den art, skriver "Demokraten". Forhåbentlig vil det betyde, at "Kamptegnet" i fremtiden bliver lidt mere forsigtig mht. sine overfald på navngivne personer.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing), 20. maj 1942)

Christmas Møller og Olga Eggers

"Berlingske Tidende" beskæftiger sig i sin ledende artikel i går med den forfattergage, fru Olga Eggers får på finansloven. Spørgsmålet er oprindelig rejst i den konservative landstingsmand H. Steins blad "Børsen", og de to blade er enige om, at fru Fggers efter den dom, der er overgået hende i sagen mod grosserer P. M. Daell og jødinden Wassermann, også skal rammes på pengepungen. Det er værd at notere, at de to blade gør en fin hentydning til, for navnene nævnes selvfølgelig ikke, at der som bekendt foreligger fortilfælde. Forfatterne, som "Berlingske Tidende" og "Børsen" ikke kan få sig selv til at nævne, er de kommunistiske skribenter Martin Andersen-Nexø, Hans Kirk og Soya. De er strøget på finansloven af den simple grund, at den danske statsmagt af anstændigheds hensyn ikke godt kan belønne forfatterne med en statsgave, fordi deres arbejde er i strid med landets love og med den politik, der skal føres. Noget sådant er imidlertid ikke tilfældet for Olga Eggers vedkommende. Hun er ved retten dømt for nogle skriverier i sit blad "Kamptegnet", og hun har yderligere i retten erkendt, at de oplysninger, hun skrev sine artikler på, var forkerte. Derimod har vi endnu ikke hørt, at Andersen-Nexø, Kirk eller Soya har erklæret, at det, de kæmpede for, var til skade for land og folk. Alligevel trækker "Berlingske Tidende" og "Børsen" parallelen. Og da det er undervisningsminister Jørgen Jørgensen som har det afgørende ord, mobilisere også han. Olga Eggers vil ikke alene dømmes af retten, men også af staten. Vi forstår bedre, hvorfor den enestående hetz mod national-socialisterne kan fortsætte på universitetet og rundt om i skolerne mod børnene af national-socialistiske forældre. Jørgen Jørgensen er skam optaget af ganske andre ting. Det er langt vigtigere for ham at overveje, om Olga Eggers fortsat skal have 700 kroner af staten om året, eller beløbet skal stryges, end det er at skride ind mod den politiske forfølgelse i skoler, læreanstalter og på Universitetet. 

For "Berlingske Tidende"s og "Børsen"s vedkommende gælder det, at de med fru Eggers-sagen har fået noget andet at tale om. Fru Eggers er hovedpersonen i dagens Danmark. Hun kommenteres og diskuteres i systemets presse. Det var næsten en slags førelse fra højere magters side, at fru Eggers kom frem på arenaen samtidig med, at Christmas Møller flygtede til England. For så undgik de to højkonservative blade da helt at beskæftige sig med ham! Han er ganske vist konservatismens første mand i landet, men den grove forbrydelse, han har gjort sig skyldig i, kan slet ikke sammenstilles med fru Eggers, der, efter de to blades opfattelse, er endnu grovere. Ellers havde de såmænd nok haft en kommentar at gøre til Christmas Møllers flugt. De to blade opnår på denne måde at forfalske billedet, fremfor med ansvar overfor land og folk at give en nøgtern vurdering af den situation, Christmas Møller har bragt vort Land i. Forklaringen er vel til gengæld at den jødiske indflydelse er for stor for begge blades vedkommende.

Virtus

(Fædrelandet, 19. maj 1942).

Annonce i Fædrelandet, hvor Olga Eggers taler ved et møde i Dansk Antijødisk Liga. 18. juni 1942.

Annonce i Fædrelandet, 16. oktober 1942. Olga Eggers optræder også her som taler ved et møde i Dansk Antijødisk Liga. Billetterne fik man derudover hos DNSAP, Fædrelandet.

Højesteret forhøjede 29. marts 1943 straffetiden for begge til 2 gange 80 dages hhv hæfte og fængsel, samt 2.000 kr i sagsomkostninger.  Werner Best var den øverste tysker i Danmark, og det passede ikke i hans ønske om en ændret politik. Han fjernede støtten og lukkede bladet i maj 1943. Det siger måske lidt om Eggers at hun ved Højesteret blev dømt for at gøre noget der egentlig var besættelsesmagtens officielle jødepolitik.

Eggers rejste til Tyskland som tolk. Formentlig "venligt" opfordret fra besættelsesmagten selv i Dagmarhus. Hun blev arresteret i 1945 i sit hjem i Holbergsgade 17 som en af de første og største nazister, og døde knap to uger efter i Vestre Fængsel af indtil i dag ukendte årsager. 

Staunings urne gravsat. (Efterskrift til Politivennen)

Gribende højtidelighed på Vestre Kirkegård.

URNEN med statsminister Staunings aske blev i går eftermiddag gravsat på Vestre Kirkegård. Urnen var kort forinden ført fra Bispebjerg krematorium til kapellet på Vestre Kirkegård, hvor den blev modtaget af den nærmeste familie. Derefter førtes urnen til gravstedet, fulgt af familie og venner. I følget sås statsminister Buhl, landbrugsminister Bording, Socialdemokratiets formand, folketingsmand Alsing Andersen, hovedkasserer Killwer, folketingsmand, partisekretær Johannes Hansen, sekretær O. Carlsson og sagfører Rasmus Nielsen. Da urnen var gravsat ved siden af urnen med afdøde Anna Stauning, der var ført til det nye gravsted, sagde Alsing Andersen et sidste farvel til Stauning med tak for alt, hvad han havde været for det danske folk. Graven blev derefter kastet til. Den stilfærdige, men dybt gribende højtidelighed overværedes af et par hundrede mennesker, der tilfældigt passerede stedet.

Staunings grav ligger ved søen, hvor en række andre store navne fra arbejderbevægelsen hviler, således Borgbjerg, Marinus Kristensen, A. C. Mayer, Jens Jensen og Jens Johansen. Ved siden ligger også Staunings ven gennem mange år, Knud Rasmussen begravet.

Da Staunings urne blev begravet. Tv. ses Alsing Andersen. I baggrunden bl.a. statsminister Buhl, frk Augusta Eriksen og sønnerne Holger og Søren.

(Horsens Social-Demokrat, 15. maj 1942).

Mindestenen blev afsløret 21. august 1942

Emilie Keller (1852-194?) og Johanne Schouboe (1855-1942). (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Schouboe og Emilie Keller blev uddannet som lærerinder 1879. 1880 blev  de ansat på Komtesse Moltkes Pigeskole (Th. Moltkes Borgerskole). Frk. Skouboe var i over 30 år skolens inspektrice, indtil hun ved institutionens stiftelse blev dens bestyrer. Emilie Keller var i en lang årrække forstanderinde, først ved forskolen, senere for eksamensholdene, indtil hun trak sig tilbage (nogle år før 1920)

I 1891 fik Johanne Schouboe 500 kr af kultusministeriets budget som rejsestipendium til en rejse til Tyskland og Schweiz for at gøre sig bekendt med indretningen og ordningen af de større pigeskoler.

Emilie Keller udgav i slutningen af 1800-tallet læsebøger til danskundervisningen for 5. og 6. skoleår, og "Dansk Læsebog (for det 4. Skoleaar)" på Gyldendal.

Komtesse Thusnelda Henriette Maria Moltke (1843–1928) grundlagde i 1870 Th. Moltkes Borgerskole for Pigebørn, der blev til først Østersøgades Gymnasium og siden skiftede navn til Kildegård Gymnasium, nu Kildegård Privatskole og flyttede til Gentofte. I 1913 blev skolerne selvejende institution med Johanne Schouboe som medlem i den første bestyrelse. Hun var datter af generalkrigskommissær, greve Adam Gottlob Moltke (1798-1863) og Rosalie f. Hennings (1801-1885).

40-Aars Jubilæet i Dag.

Komtesse Moltkes Pigeskole.

Det er i Dag 40 Aar, siden Komtesse Th. Moltke begyndte sin Pigeskole for den københavnske Mellemstands Børn.

Hendes beundringsværdige Stræben efter at højne Skoleopdragelsen I Forbindelse med en udholdende Energi og aldrig svigtende Tro paa at kunne gavne Samfundet ved sit uegennyttige Arbejde er af saa stor Betydning, at det sikkert vil være af Interesse for Læserne at faa nogle Oplysninger om Komtesse Moltke.

Komtesse Moltke er født den 21 de Februar 1843 i Itzehoe I Holsten, men flyttede senere til Espe ved Skelskør.

1869 fik hun en udmærket Almuelærerindeexamen hos Frk. Zahle.

Efter at have overvejet, hvor hun bedst kunde virke, begyndte hun den 1ste November 1870 en lille Skole med 10 Elever I Løngangstræde. og hendes første Medarbejder var den ejendommelige, udprægede, geniale Lærerinde, Johanne Schönau, der virkede ved Skolen, indtil Sygdom tvang hende bort; hun døde 1889.

Eleverne kom væsentlig fra Hjem, der nødig sendte deres Børn i Kommuneskolen og ikke kunde bære Skolepengene i de højere Skoler. I Løbet af de allersidste Aar, hvor Kommuneskolens Fremgang har været kendelig, og Skolepengene I de højere Skoler er stegne vældig, kommer Eleverne fra bedre stillede Hjem, end da Skolen paabegyndtes.

bestyrerinde. Fru Bay til Skolen.

1878 flyttede denne til Linnésgade Nr. 10. hvor Frk. Zahle, Komtesse Moltkes trofaste Ven, havde indrettet Lokaler til den stærkt opblomstrende Skole. Men ogsaa her blev Pladsen snart for lille, og Frk. Zahle, der med sædvanlig Forudseenhed havde "tænkt paa dette og havde en Grund parat, paabegyndte nu en særlig Bygning til den store Skole, der allerede den Gang talte over 300 Børn.

Inden denne Bygning kunde blive færdig, oprettedes 1880 en Filial paa Nørregade under Ledelse af to af de endnu ved Skolen værende Lærerinder. Frkn. Johanne Skouboe og Emilie Keller, (begge med Almuelærerindeexamen), hvilke med kærlig Kollegialitet har forstaaet Komtesse Moltke Ideal og nu altsaa i 30 Aar har været hendes trofaste Medhjælpere.

1882 var det nye Hus færdigt, Linnésgade 8, og Skolen levede dér 13 lykkelige Aar.

1894 tvang den nye Seminarielov Frk. Zahle til at inddrage Lokalerne til hendes egen Seminarieskole, hvorfor Komtesse Moltke og Fru Bay maatte se sig om efter en Grund, der kunde rumme saavel den store Pigeskole, der da talte ca. 420 Elever, som den i 1882 paabegyndte Drengelæringskole, der alt var voxet til ca. 300 Elever.

Denne Grund blev fundet i den gamle Voldmesterhave mellem Østersøgade og Farimagsgade, og den 22de Avgust 1895 kunde Skolen flytte ind dér.

Da Komtesse Moltkes Pigeskole nu ikke mere var i umiddelbar Forbindelse med Frk. Zahles Skole, hvor flere af Komtessens Elever havde faaet Undervisning ud over Barneskolen, paabegyndtes en Præliminærafdeling, og det første Hold dimitteredes 1899.

Da Mellemskoleloven kom 1903, omdannedes Skolen i Overensstemmelse med Loven og omfatter nu en Forberedelseskole; Mellemskole og Realklasse.

Elevantallet er ca. 480 fordelt i 19 Klasser. Børnene undervises af 30 Lærerinder og Lærere. En stor Del af disse Lærerinder har I en lang Aarrække arbejdet ved Skolen og taler altid med Glæde om det gode Samarbejde, der existerer mellem Lærerpersonalet og Bestyrelsen.

Der er sikkert mange, baade gamle og unge, der i Dag vil mindes Komtesse Moltke med dyb Taknemmelighed og Hengivenhed. Det er ikke alene gode Kundskaber, hun har formaaet at give sine Elever, men hendes stærke kristelige Personlighed, hendes Ydmyghed i Forbindelse med Vilje til at bruge sine Kræfter i det godes Tjeneste har i Aarenes Løb bibragt Børnene saa mange moralske Værdier, at der vil have Evighedsbetydning for mange.

Den nuværende Forældrekreds ved Skolen har da ogsaa med Glæde sluttet sig sammen om at hædre Komtesse Moltke paa hendes Festdag.

(Dannebrog 1. november 1910).

Komtesse Moltkes Pigeskole.

Komtesse Moltke.

Ved Sortedamssøen, nærmest op imod Østerbro, ligger en stor rød Bygning for Enden af Firkanten med de smaa Byggeforenings-Huse. To Porte fører ind til en fri Plads paa begge Sider, over den ene staar: "Comtesse Moltkes Pigeskole", over den anden "Østersøgades Gymnasium". Gaar man indenfor, læser man paa selve Bygningen: "E. Bay og Th. Moltkes Skoler"; man staar over for et Søskendepar; en Drenge- og en Pigeskole.

"Comtesse Moltkes Pigeskole" er den ældste af de to, og Grundlæggeren selv, Komtesse Moltke, som for fire Aar siden mistede sin Ven og Medbestyrerinde, Fru Elise Bay, der fra 1873 havde været knyttet til hendes Skole, lever endnu. Mangt et Værk stod vel i et halvt og et helt Hundrede Aar, ja mere, men kun den enkelte, kun saare faa, blev en saa lang og velsignelsesrig Arbejdsdag beskaaret som Komtesse Moltke. Fra en ganske lille Begyndelse har dette Skoleværk gennem en sund og harmonisk Udvikling vokset sig større og stærkere Aar for Aar; men altid i det stille, præget som det er af den stille, stærke Personlighed, der har været Sjælen i det hele.

Frk. Zahle har i sin Tid fortalt: "Det blev mig noget af en Oplevelse, da Komtesse Moltke i Oktober 1868 indfandt sig hos mig ved Gl. Strand for at lade sig indtegne som Elev paa "Almuelærerindeholdet". Jeg studsede. "For at tage Eksamen?" spurgte jeg. "Ikke just det maaske," lød Svaret "men for at erhverve ung de Kundskaber og Færdigheder, som Staten forlanger af en Iærererinde for Almuens Børn og unge". Hun var den Gang omkring 26 Aar. Jeg forstod efterhaanden, at hun var træt af det "uvirksomme Liv" i, Hjemmet og i Selskabet, at hun vilde noget, vilde tage noget alvorligt op i Fædrelandets Tjeneste, og at det især var "Højskolelivet", der stod hende for Øje."

Aaret efter indstillede Komtesse Moltke sig til Almuelærerindeeksamen, men det blev ikke inden for Højskolen, hun kom til at øve sit Livsværk; herinde i den store By var det, hun fandt sit Virkefelt.

Der fandtes ikke den Gang nogen Skole, som for en lav Skolebetaling kunde yde den mindre bemidlede Borgerstands Børn en Undervisning, noget lignende den i den højere Pigeskole. Ved at tale med Frk. Zahle om dette, slog den Tanke Rod i Komtesse Moltke, at netop en saadan Skole kunde hun ønske at bygge. Det var denne Tanke, at skaffe Pigebørn fra mindre bemidlede Hjem i København "en fyldig og god Undervisning i kristelig Aand for en saa lav Skolebetaling, at den ikke oversteg disse Hjems Ydeevne", der traadte ud i Livet, da Komtesse Moltke 1. Novbr. 1870 begyndte med 10 Elever i et lejet, meget lille Lokale ved Filosofgangen. Hendes Skole, der kaldtes "Borgerskole for Pigebørn", blev den første og i mange Aar den eneste, der imødekom et Krav, som viste sig at være paatrængende, idet Skolens Elevantal paa 3 Aar steg fra 10 til 200. Allerede efter et Aars Forløb flyttede den til et større Lokale i Løngangsstræde.

Den Strøm af livsfonyende Værdier, der skyllede i ud over den danske Pigeskole, da Frk. Zahle, for at bruge Henriette Skrams Ord, "førte sin pædagogiske Stordaad ud i Livet, den, at skabe en Skole, i hvilken de grundtvigske idéer var de bærende uden al følge af  de Forsyndelser, som andet Steds skæmmede Bevægelsen", den Kraft, der tilførtes den danske Skole, da "Frk. Zahle med fast Haand ledede den grundtvigske Strøm ind i det rette Leje, fremfor at lade sig bortskylle af den", sporedes snart i denne nye Skole, Frk. Zahles Øjesten.

"Jeg og mit Hus vil tjene Herren", skrev Komtesse Moltke foran i sin første Protokol. Det glade, naturlige Samliv mellem Iærerinde og Elev, det "levende Ord" og Sangen var de bærende Kræfter i hendes Skole. Der fortælles om, hvordan Komtesse Moltke somme Tider gik med sin lille Flok op paa Volden og satte sig der for at fortælle for dem. Mon der har været lykkeligere smaa Skolepiger end disse, naar de en varm Sommerdag fulgte deres unge begejstrede Lærerinde, denne rigt udstyrede, ejendommelige Kvinde, op paa Volden for der under de gamle Træer at lytte med store Øjne til "Sagn og Sange og Eventyr"? Mon der har været en gladere Flok end den, der fyldte de smaa Stuer med rungende Sang, saa den vel var ved at sprænge baade Vægge og Loft? Tiest har vel den Sang lydt, som var og endnu den Dag i Dag er Skolens "Opsang": "I alle de Higer og Lande". Og hvilken anden Sang kunde vel ogsaa egne sig bedre til Opsang for en Skole som den, Komtesse Moltke havde undfanget i sin Tanke og ført ud i Livet? "Den syngende Skole" kaldte man den; om Morgenen, naar Morgensangen var forstummet, og Klasserne gik hver til sit, saa lød Sangen: I alle de Riger og Lande. Vi kan tænke os et andet Billede: de lidt ældre Elever eu stille Time lyttende til Komtesse Moltkes Ord, naar hun hjertevarmt og beaandet talte til dem om det højeste og det dybeste, tænke os dem i en saadan Stund følge "gennem Kirkens Sage Frelseren med Liv og Lyst".

I en Aarrække støttedes Komtesse Moltke af den fremragende og udprægede Lærerinde Frk. Joh. Schønau, der efter flere Aars Sygdom og Lidelse døde, men hvis kærlige, opofrende Arbejde endnu mindes med Tak i Skolen, og af de ældste Elever knyttedes altsaa Fru E. Bay til Skolen, snart som Medbestyrerinde; det blev Indledningen til et inderligt Samliv og Samarbejde mellem de to, der kom til at strække sig over 43 Aar. 

E. V. Harboe: Komtesse Moltkes Pigeskole for ugifte døtre. Skolegården er i dag del af Zahles Skole. Foto fra 1860'erne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

1877 flyttede Skolen ind i en Fløj af Frk. Zahles nye Skolebygning Linnësgade 10, men baade Frk Zahle og Komtesse Moltkes Skoler voksede stadig, og 1880 rykkede den sidste ind i den af Frk Zahle nyopførte Naboejendom, Linnésgade 8, "Vendershus", som den blev kaldt. Her boede den til Leje indtil 1895. Det bedste Indtryk af denne Skole i sin Ungdom faar man gennem Komtesse Moltkes egne Ord: 

Dig har jeg elsket, min gamle, jævne Skole,
Bænkene de haarde og Stuerne de smaa!
Slet ingen Regler, kun Livet til Norm,
Dybde i Indhold og Frihed i Form.

Seminarieloven af 1894 nødvendiggjorde, at Frk Zahle selv maatte tage sin Ejendom i Linnésgade 8 til Brug til en Seminarieskole. Samtidig var Elevantallet i Komtesse Moltkes Skole stedet til henved 500, og den Drengeskole (Latinskole), som Fru Bay og Komtesse Moltke havde begyndt 1881, havde allerede 250 Elever. De to Skoler kunde næppe rummes indenfor Bygningens Mure. Tvungne af Nødvendigheden besluttede de to Bestyrerinder sig da til selv at bygge, og Grunden til en ny Skolebygning fandt de i den gamle Voldmesterhave mellem Farimagsgade og Østersøgade, og her rejste sig snart den Bygning, der nu rummer de to Skoler.

Saa flyttede Skolerne ind. Det var som et Palads at komme ind i, store lyse Lokaler og højt til Loftet. To store Legepladser, frisk Luft og smukke Omgivelser, og oppe fra det flade Tag kunde man hilse over til Frænderne hinsides Sundet. Hvor kunde nogen den Gang tænke sig, at ogsaa her kunde det en Gang komme til at knive med Plads! Nu færdes her daglig over 1000 Elever, alene i Pigeskolen 580.

Den varme og inderlige Kærlighed, hvormed Frk. Zahle havde omfattet denne Skole fra første Begyndelse, fulgte den ogsaa ud til dens nye Bolig; indtil sin Død nærede hun den varmeste Interesse for den, ligesom der mellem hende og Komtesse Moltke bestod et meget nært og stærkt, personligt Venskabsforhold.

En Skole, der staar i halvtreds Aar, særlig i en Tid, hvor Udviklingen er foregaaet med saa rivende Fart, kan naturligvis ikke undgaa i Tidens Løb at skifte Form og delvis Karakter, idet den ikke kan forblive upaavirket af Tidens Krav. 1899 afholdt Skolen første Gang Præliminæreksamen, og ved den nye Skoleordning af 1903 gik den over til at blive en Mellem- og Realskole for Piger.

Men har end de ydre Former forandret sig, og er end Rammerne for Arbejdet blevet anderledes, er Grundpræget og Grundtonen de samme. Komtesse Moltkes Tro paa det "levende Ord"s Magt, paa Sangens Magt, er ikke rokket. Indtil for faa Aar siden tog hun ofte en Række "frie Timer" i en af de større Klasser, hvor hun gennemgik et eller andet Værk af dansk eller fremmed Litteratur; en enkelt Gang indøvede hun noget, som kunde egne sig til at opføres som en lille Skoleforestilling, f. Eks. ved een Lejlighed Schillers "Klokken", for der igennem at understrege, hvor stor udviklende Betydning det har indgaaende at fordybe sig i det enkelte.

I den Kunst at fortælle er Komtesse Moltke den fødte Mester. Jeg ved ikke, hvor hun var størst: Naar hun ved en Skoleafslutning stod overfor de smaa og talte til dem i det Sprog de forstaar: gennem et Eventyr eller en lille Historie, saa de lyttede med store Øjne, glemte hele Højtideligheden og gav sig til at svare hende. Eller naar hun en Aften talte for sin "Ungdomsforening". - Jeg mindes, hun en Gang fortalte Sophie Elkans "Drømmen fra Østerland". At høre hende tale om Kærlighedsforholdet mellem den unge Mand og den unge Kvinde var som tat lytte til de fineste, sarteste Strenge, der dirrede. -

Eller naar Komtesse Moltke en stille Aften sad og fortalte for en lille Kreds af Lærerinder, malende, sjælfuldt og beaandet, saa man glemte sig bort i, hvad hun fortalte, og man forstod, hvilken Magt der ligger i det "levende Ord".

Det er jo den store Personligheds Særkende, at den virker ved, hvad den er, endnu mere end ved, hvad den udfører; den Aand der udgaar fra en stor Personlighed, finder Vej gennem hundrede usynlige Traade og meddeler sig til og gennemsyrer det hele Værk. Hvem der blot har haft en lille Smule med Komtesse Moltke at gøre, ved, at de her stod overfor en saadan Personlighed.

1913 forenedes "Comtesse Moltkes Pigeskole" og "Østersøgades Gymnasium" til en selvejende Institution under Navn af "E. Bay og Th. Moltkes Skoler". Hertil skænkedes de to Stifterinder deres Ejendom i Østersøgade. Deres Ønske og Hensigt med deres store Gave til denne Institution var at sikre Skolernes fremtidige Bestaaen som frie Skoler, at de maatte vedblive at fortsættes som det, de er og blev grundlagt til at være: Frie Skoler paa kristen Grund. Da Fru. Bay og Komtesse Moltke meddelte deres samlede Lærerkreds denne Begivenhed, udtalte Komtesse Moltke bl.a. at mens hun som ung havde skrevet foran i sin første Protokol: "Jeg og mit Hus vil tjene Herren", havde hun og Fru Bay foran i deres "nye Protokol" skrevet: "Under dine Vinger Skygge". Denne Salme var Fru Bays Yndlingssalme, og Institutionen blev stiftet paa hendes Fødselsdag, d. 28. Juni, en Mærkedag i Skolernes Historie, som altid vil blev mindet.

Som arbejdet gennem Aarene havde udviklet sig, var det særlig Drengeskolen, Fru Bay kom til at vie sine rige Evner; her var det væsentligt, at denne ejendommelige Personlighed med det varme Hjerte og den faste Villie tilfulde udfoldede sin mægtige Energi.

Den første Bestyrelse af Institutionen kom til at bestaa af de to Bestyrerinder selv, desuden Frk. Johanne Schouboe, som Pigeskolens Leder, Rektor Conrad Hansen, som Drengeskolens Leder, samt Frk. Josepha Martensen, de to Bestyrerinders intime Ven.

Frk. Joh. Skouboe blev samtidig med Frk. Emilie Keller Lærerinde ved Komtesse Moltkes Pigeskole 1880. Disse to Navne er uløseligt knyttet til denne Skole, som de har omfattet med den allervarmeste Kærlighed og Trofasthed og viet hele deres store Dygtighed og alle deres Evner og Kræfter. Frk. Skouboe har i over tredive Aar været Skolens Inspektrice, indtil hun ved Institutionens Stiftelse blev dens Styrer. Frk. E. Keller var i en lang Aarrække Forstanderinde, først for Forskolen, senere for Eksamensholdene, indtil hun for nogle Aar siden trak sig tilbage.

Lykkelig har Komtesse Moltkes Pigeskole været; ingen stærke Storme er gaaet hen over den, i Fred har den faaet Lov at vokse sin stille Vækst.

For fire Aar siden lukkede Fru Bay sine Øjne; I over 40 aar havde hun og Komtesse Moltke staaet ved hinandens Side, i onde som i gode Dage, i et lykkeligt Hjemliv og et inderligt Samarbejde, Frk. J. Martensen har sat hende et smukt Minde i sin kendte Bog.

Det er gaaet Komtesse Moltke, som det gaar de fleste, der naar op over Støvets Aar; een for een er Vennerne gaaet til "den store hvide Flok". Og naar nu hendes Pigeskole smykket sig til Fest, da vil ogsaa savnet af dem, der gik forud, først og fremmest af Fru Bay, kaste sin Skygge. Men naar Komtesse Moltke ser ud over sin Pigeflok paa hen imod 600 Børn og tænker paa de første 10, og naar om Aftenen, hvis hendes Helbred tillader det, en Skare af tidligere Elever, gamle og unge, flokkes om hende, da vil hun sige: Han har gjort alle Ting vel. 

Gamle Elevers Hjerter vil den Dag banke i Takt med deres, som blev knyttet til Komtesse Moltke paa anden Maade, og alle vil de mødes i dyb Ærbødighed og inderlig Tak for - som nylig en gammel Elev udtalte - "hvad denne [xxxx] stærke Personlighed har betydet for dem".

Gerda Meyer.

(Nationaltidende 30. oktober 1920. 2. udgave).

De to skoler blev slået sammen til én under navnet Østersøgades Gymnasium fra skoleåret 1960/61. Østersøgade 88. Man købte Kildegårdsvej 87 og opførte skolen, som fik navnet ”Kildegård Gymnasium”. Bygningerne i Østersøgade blev solgt, men fungerer stadig som skole, ”Bordings Friskole”. I 2005 blev gymnasieafdelingen lukket. Den tilbageværende skole fik navnet Kildegård Privatskole og fastholdt profilen som en gymnasieforberedende grundskole med elever fra børnehaveklasse til 10. klasse.

Emilie Keller og Johanne Schouboes gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.