Arbejdernes kooperative Byggeforening. (Efterskrift til Politivennen)

 Grundstensnedlæggelse ved Arbejdernes kooperative Byggeforening.

Dækstenen over Blyskribet med Pergamentbladet sættes paa Plads.

Paa den Byggeplads, som en Del af Fagforeningernes kooperative Selskaber har købt af Frederiksholms Teglværker, blev i Gaar Grundstenen nedlagt til den Hus-Karré, som skal opføres i Sommer. Kl. 12 samledes Bestyrelsen med Repræsentanterne fra de ovennævnte Selskaber i et af de opførte Skure.

Til Stede var desuden Arkitekten Mandrup-Poulsen, Højesteretssagfører Vagn Aagesen og Direktør Boserup som Repræsentant for Frederiksholms Teglværk, Veksellerer I.amm og en Del Pressemænd samt de Haandværkere, der skal gaa i Gang med det storstilede Arbejderforetagende.

Overretssagfører L. Jessen, der er Formand for Selskabet, bød alle Velkommen, idet han udtalte, at det var en gammel Skik, at der ved et nyt, stort Byggeforetagende skulde nedlægges en Grundsten. Det betyder, at Huset er bygget paa solid Grund. Det Dokument, der skal nedlægges i Grundstenen, har vi givet følgende Indhold:

Aar 1913, den 5. Maj, nedlagdes Grundstenen til denne Bygning, der rejses af Arbejdernes kooperative Byggeforening efter Tegning af Arkitekt Mandrup-Poulsen som det første Led i en større Bebyggelse.

Arbejdernes kooperative Byggeforening stiftedes 12. Marts 1913, i en Periode, hvor der herskede en følelig Mangel paa Boliger for Arbejderne i København. Dens Formaal er at opføre Beboelsesejendomme for Medlemmer af Arbejderstanden. Den er dannet af de bestaaende faglige kooperative Virksomheder inden for Byggeindustrien, nemlig 

Murersvendenes Aktieselskab for Udførelse af Murerarbejde,
Tømrersvendenes Aktieselskab for Udførelse af Tømrerarbejde,
Snedkersvendenes Aktieselskab for Udførelse af Snedkerarbejde, Smedenes Aktieselskab "Aurora",
Elektrikernes Aktieselskab "Alliance"
og enkelte Privatpersoner.

Den første Bestyrelse bestaar af

Overretssagfører L. Jessen, Formand,
Bestyrer, Murer P. Sørensen,
- Tømrer P. H. Hansen,
- Snedker Carl Møller,
- Vald. Walther,
- Elektriker Har. Larsen.

Grundstenen nedlagdes af Formand for Dansk Smede og Maskinarbejderforbund J. A Formanden for Arbejdernes Fællesorganisation i København Carl F. Madsen og Overretssagfører Jessen.

Arbejdets Udførelse er toget i Entreprise af de fornævnte kooperative Selskaber.

Formand J. A. Hansen nodlagde derpaa Dokumentet i en Blykapsel, der blev loddet til. Hele Selskabet gik derpaa hen til Pladsen, hvor det første Arbejderhus vil rejse sig. I en Fordybning i Grunden blev Kapslen med del ovennævnte Dokument sat ned. Derpaa murede J. A. Hansen, Formand Carl F. Madsen og Overretssagfører L. Jessen Kapslen til, hvorefter J. A. Hansen sænkede den store Dæksten ned over det hele. Efter gammel Skik greb J. A. Hansen en Hammer og slog tre Slag paa Stenen, samtidig udtalte han: 

J. A. Hansen, Formanden for Smede- og Maskinarbejderforbundet taler. Ved Siden ad ham staar Formanden for De samv. Fagf., C. F. Madsen, og bag dem Folkethingsm. Sigv. Olsen og Overretssagfører L. Jessen.

"Jeg ønsker Arbejdernes kooperative Foretagende til Lykke med dette gigantiske Projekt. Jeg ønsker dem til Lykke, fordi de har deres Rod i Fagorganisationerne. Samtidig ønsker jeg Kapitalens Repræsentanter til Lykke med det Samarbejde, der er sket. Arbejderne opnaer her Sikkerhed for gode tarifmæssige Lønninger, og Kapitalen har faaet mod Kræfter at gøre, som er fri for alle spekulationsmæssige Interesser. Der vil naturligvis kunne opstaa Vanskeligheder under Opførelsen, men vi tror at have sikret os paa Forhaand, saaledes at disse Vanskeligheder ikke kan blive større, end at de let vil kunne overvindes. Vi føler os forvissede om, at det bedste Samarbejde vil finde Sted mellem alle interesserede Parter, og vi har vist Lov til at lykønske de mange Arbejdere, som her 1 de kommende Aar vil opslaa deres Bo, til, at de vil faa Boliger til rimelige Priser, der vil staa i passende Forhold til deres økonomiske Ævne. Med disse Ord udtaler jeg de bedste ønsker og Forhaabninger for det store Foretagende."

Hele Selskabet vendte derefter tilbage til Skuret, hvor Overretssagfører Jessen gav en kort Oversigt over det storslaaede Værks Tilblivelse. Han udtalte, at det købte Terræn var 50,000 Kv. Alen stort. Heraf vilde de 17,000 Kv. Alen straks blive bebyggede. Til Efteraaret skal der staa 74 Huse færdige.

"Naar hele Terrænet bliver bebygget, vil her komme til at bo 14 a 15,000 Personer. Jeg bringer Overretssagfører Orthmann en Tak for hans Medvirken ved Købet af dette Grundstykke. Ligeledes takker jeg Frederiksholms Teglværker for den Imødekommenhed. Selskabet har vist. Her er nemlig sket noget nyt. Arbejdet har indgaaet Forbindelse med Kapitalen. Det er Imidlertid to Faktorer, som 1 vore Dage ikke kan undvære hinanden. Jeg takker ligeledes Arkitekten Mandrup-Poulsen for hans Arbejde, samt Pressen og da i særlig Grad "Social-Demokraten" for den Velvilje, der er vist Selskabet. Heller ikke skal jeg undlade at takke Avtoriteterne, som ved denne Lejlighed bar været hurtige i Vendingen.

Formanden for De samv. Fagforbund Carl F. Madsen ønskede til Lykke med det nyeste kooperative Foretagende.

"Vi har tre Afdelinger indenfor Arbejderbevægelsen: Den politiske, den faglige og den kooperative. Den kooperative har hidtil staaet noget tilbage; men den vil nu blomstre og blive sideordnet med de andre to. Her er en stor Opgave at løse. I en Aarrække har det været besværligt for Arbejderne at faa Lejligheder. Saa vidt er det kommet, at Arbejderne har maattet flytte bort fra de sunde Bydele og flytte tilbage til de usunde og daarlige Beboelser i dem gamle By. Derfor har vi med Glæde set, at dette Arbejdernes kooperative Byggeforetagende er blevet paabegyndt. Al den Støtte, vi kan yde, skal blive ydet. Jeg tror, at her vil vokse en By op med Mønsterhuse. Den Slægt, der kommer til at bo her, og som skal fødes her, vil blive en sund Slægt. Derfor er mit Ønske, at det maa gaa Selskabet godt.

Dermed var den lille Højtidelighed forbi. I de kommende Dage vil der i "Kongens Enghave" herske Liv og Travlhed. Luften vil genlyde af Klangen af Haandværkernes Værktøj.

"Hvor mærkeligt - siger en gammel Haandværker og Partifælle - i Dag er det netop 41 Aar siden, at Soldater og Politi red Arbejderne ned paa Nørre Fælled. Jeg var selv med som ung Svend, og jeg husker endnu, da Politidirektør Crone Dagen derpaa forkyndte, at nu var Socialismen død i Danmark. I disse faa Aar er Socialismen vokset saa mægtig, at vi i Dag, paa selve Aarsdagen, kan nedlægge Grundstenen til et Millionforetagende.

Vi giver vor Partifælle Ret. Det er en Udvikling saa kolossal, at alt andet blegner ved Siden af dette.

(Social-Demokraten 6. maj 1913).

En Arbejderby ved København.

Ude ved Frederiksholms Teglværk - et Stykke udenfor København - er der i den sidste Tid skudt en hel lille By op, som Arbejdernes kooperative Selskaber har ladet opføre. Forleden Dag var det Udvalg, som Folketinget har nedsat angaaende Laan til Byggeforeninger, ude at se paa Byen og Folketingsmændene syntes meget forbavsede og glade ved at se det store, smukke Komplex. Det bestaar af to store Karreer med tilsammen 276 Lejligheder. Kun nogle faa 3 Værelsers Lejligheder er endnu ledige. Flere ny Andelsselskaber er under Dannelse.

Gæsterne blev bl. a. vist om af Bygningernes Arkitekt, Hr. Mandrup-Poulsen, og Foretagendets juridiske Leder, Overretssagjorer, Folketingsmand Jessen.

(Demokraten (Århus) 15. februar 1914)

Folkethingsmænd besøger det kooperative Bygeforetagende ved Frederiksholm Teglværk

Yderst til Venstre Bestyreren af Bygningssnedkernes Aktieselskab, Møller, derefter Møllermester Hansen. Bestyreren af Murersvendene« Aktieselskab, Sørensen, Folkethingsmændene Marott, N. Jensen, Nykøbing, Dr. phil. Eduard Larsen, bag ham ses Gaardejer P. Pedersen og yderst Emil Petersen, Gudme. Paa Trappen Overretssagf. Jessen, og til Venstre nedenfor Trappen Arkitekt Mandrup Poulsen.

(Kolding Social-Demokrat 16. februar 1914).

Typisk parti fra de omtalte boliger fra fotoet i Demokraten, her Borgbjergsvej 6, 2017. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Københavns Hovedbibliotek - Rentzmanns Tilbud: Nikolaj Kirkebygning. (Efterskrift til Politivennen).

Beslutningen om oprettelse af Københavns Kommunes Hovedbibliotek skete omkring 1912-1913. Man opbyggede efterfølgende en samling som til en start var på 2.000 bind og fysisk stod i kredsbiblioteket i Griffenfeldtsgade. Udlån af bøgerne foregik via rekvisition og bøgerne blev udsendt med en transportcykel. Af beretningen for 1913-14 fremgår at Borgerrepræsentationen havde sagde ja til at få doneret den kommende Nikolaj Kirke til indretning af (hoved)bibliotek. Den stadig voksende samling hovedbiblioteksbøger havde brugerne adgang til ved at kikke i hovedkatalogen.

 

Brug Byens Biblioteker!

Det ny Reglement traadt i Kraft.

Kommunens Folkebiblioteker raader over en Bogbestand paa 60,000 Bind Bøger: Skønlitteratur, historisk og geografisk Læsning, populærvidenskabelig og faglig Litteratur af alle Arter, Musikalier, Bøger for Børn og Ungdom. Paa Læsestuerne findes: Leksika, Haandbøger, Kort- og Billedværker, Tidsskrifter, Ugeblade og Aviser.

I det nu afsluttede Finansaar har Bibliotekerne været benyttet af 135,000 Personer paa Læsestuerne og samtidig blev 354,000 Bd. Bøger udlaante.

Antagelig vil Folkebibliotekerne faa en meget forøget Tilslutning fra Befolkningen i det nye Aar. Det maanedlige Laanerkontingent er nemlig - i Følge Kommunalbestyrelsens Beslutning - nu ophævet; og efter det nye Reglement, har enhver af Byens Indbyggere over 14 Aar Ret til gratis Boglaan fra Bibliotekerne. Voksne Læsere kan desuden hjemlaane 2 Bøger ad Gangen. Reglement og Kataloger faas i Bibliotekerne. Bøger af mere Speciel Art, der ikke findes i de lokale Biblioteker, kan bestilles fra Hovedbiblioteket.

Forhaabentlig kan der nu blive Tale om, at Hovedstaden faar sit eget kommunale Centralbibliotek paa Skt. Nikolaj Plads. Departementschef Rentzmanns Gave vil afhjælp et stort Savn, hvis den bliver anvendt paa denne Maade. Bymusæum og Bibliotek kan udmærket forenes i samme Bygning. Men Stadens Bibliotek vil kræve rummelig Plads til et stort Bogudlaan, til Læsesal, Avishal og Børnebibliotek. Folkebibliotekerne er vant til altfor smaa og snævre Lokaler. Det vil være glædeligt, om der nu omsider kan skaffes vor By en virkelig repræsentativ Oplysningsinstitution af denne Art.

A. J.

(Social-Demokraten 17. april 1913)

Marius Peter Christensen: Peter Nicolai Rentzmann (1845-1923), departementschef, embedsmand og mæcen. Andetsteds på denne blog findes et indslag om ham. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nikolai.

Kjøbenhavn, 18. April.

Den skumle Plads, som vittige Kjøbenhavnere meget rammende har givet Navnet "Maven", synes at gaa en glorværdig Fremtid i Møde.

Mærkelig nok har Kjøbenhavn ingen Torvehalle. Man behøver ikke at rejse længere end til Malmø for at finde en By, hvor der paa eet Sted findes samlet saa at sige Alt, hvad man kan begjære af Fødevarer. I vor Hovedstad maa man søge de forskjellige Ting paa forskjellige Steder, der ganske vist ikke ligger langt fra hverandre, naar lige Undtages Grønttorvet ude ved Vendersgade. Maaske skal man ikke beklage, at Frugt, Grønt- og Blomsterhandlerne holder til paa Højbro, hvor de tager sig saa malerisk ud, eller at Fiskerkonerne sidde i lange Rækker ned langs Gammelstrand, hvor de danner et meget vigtigt og livfuldt Træk i Byens Fysiognomi. Men at de uhyggelige Slagterboder lægger Beslag paa en af Byens Pladser, der kunde tænkes anvendt paa en betydelig mere æstetisk og sundhedsbefordrende Maade, det kan næppe forsvares ud fra et eneste Synspunkt.

Nu kommer pludselig en Mand og fortæller: Jeg vil give 300,000 Kr. til en Gjenopførelse af Nikolai Kirke. Og Kommunen siges at stille sig paafaldende venlig til Hr. Rentzmanns Gave. Det vilde ellers næppe have forundret Nogen, hvis denne Departementschef i Justitsministeriet, denne mærkelige Mand, der mener, at han meget vel kan komme ud af det med sin Pension alene og at han bør skænke hele sin Formue til sin Fødeby, mens han lever, havde faaet den Besked, at man allernaadigst vilde overveje hans i og for sig særdeles tiltalende Plan, men at han ikke maatte gjøre sig altfor store Forhaabninger.

Interessen for Byens Forskjønnelse vil da atter for en Stund være koncentreret om Nikolai. I Forvejen er der Mange, hvis Øjne søger det stolte Spir for at se, hvad Klokken er, og som samtidig tvinges til at tænke paa den Mand, der fik Kuglen paa det kullede Taarn til at vige for Uhret der højt oppe. Nu vender Alle, der gjerne ser Byen saa smuk som muligt, deres Blikke mod den Plads, hvis Omdannelse saa tit har været paa Tale. En har villet bygge store Huse her. Huse, hvor der kunde indrettes Koncertsale, vældige Kaféer og Lokaler for Studenterforeningen. Men Koncertsale har vi jo foreløbig nok af. Kaféer er der snart sagt i hvert andet Hus paa Strøget. Studenterforeningen kom lykkelig og vel under Tag andetsteds. En anden vilde skabe et fredeligt Anlæg med en Buegang rundt om, noget som en italiensk Klostergaard, en stille Plet midt i Bycentrets Larm og Travlhed. Men det var for poetisk. Og Planen glemtes hurtigt. Nu kommer en Mand, som har en Idé, der baade er fornuftig og smuk. Byg Kirken op som den var, indtil den brændte for snart 120 Aar siden og Spiret faldt ned over den forskrækkede By, borende sin øverste Spids saa dybt ned i Jorden, at den fik Lov til at ligge der i Fred. Indret et Bymuseum i Bygningen. Samt alle de mange Ting, som belyser Borgernes Liv ned igjennem Tiderne. Føj et Folkebibliothek i stor Stil til. Skab en Sal, hvor der kan holdes oplysende Foredrag for de brede Lag og hvor en Præst kan faa Lov til at tale jævne Ord om de højeste Ting. Hr. Rentzmann har maaske været lidt bange for at komme frem med sin Gave. Sporene skræmmer. Men hidtil har han kun høstet Lovord.

Og dog er der et farligt Punkt i hans Plan. Han ønsker nemlig, at Professor Amberg skal rekonstruere Kirken. Og Amberg er ikke helt populær for Tiden, i hvert Tilfælde ikke i visse, ret indflydelsesrige Kredse, der finder, at det ikke bør være ham, men Arkitekt Brummer, der skal bestemme, hvorledes Spiret paa Frue Kirke skal se ud. I disse Dage har just den Komité, der skal træffe Afgjørelse om, hvem der skal bringe Brygger Jacobsens Smertens Barn til Verden, holdt sit første Møde. I god Overensstemmelse med sagens Sneglegang hidtil, er Resultatet af dette Møde kun det, at Komiteen har besluttet at supplere sig med endnu en Arkitekt i Stedet for det Medlem som Akademiet ikke vilde vælge fordi det vilde staa helt frit overfor det kildne Spørgsmaal: Spir eller ikke-Spir.

Efter Billederne af den gamle Kirke at dømme synes der at være endnu en Vanskelighed at overvinde. Den rekonstruerede Bygning maa, for ikke at støde sammen med Husene ligeoverfor Taarnet, gjøres betydelig mindre end den oprindelige Bygning, og da denne vistnok var kortere end strængt taget smukt, vil det ikke blive let at skabe noget helt Harmonisk.

Mærkelig nok har Hr. Rentzmann faaet Ideen til Nikolai Kirkes Rekonstruktion længe for Brygger Jacobsen satte Spiret paa det kullede Taarn. Men endnu mærkeligere er det, at hans Plan har kunnet holdes skjult indtil nu.

Vincens.

(Jyllandsposten, Mandag den 21. april 1913)

Magistraten modtog 18. juni et "Tilbud om Opførelsen af en kommunal Kirkebygning ved Nikolaj Taarn" fra departementschef i justitsministeriet P. N. Rentzmann med et projekt udarbejdet af professor Amberg som var bilagt. Projektet foreslog at den nederste etage blev anvendt til forsamlings- og foredragssal, den øverste til Bymuseum. I den nordlige sidebygning et folkebibliotek, den sydlige sidebygning var ikke tiltænkt noget egentlig formål endnu. Stadsarkitekten havde den 20. juni skrevet at tårnet egentlig godt kunne stå alene, men anbefalede dog projektet i sin helhed. Et flertal i magistraten havde mod tak modtaget tilbudet. Tilbudet var til behandling i borgerrepræsentationen den 30. juni 1913. Grundejerne havde forinden gjort deres stilling op:

 

Nikolaj Plads.

Grundejerne Stilling.

Dhrr. Grosserer A. Fonnesbech og Overretssagfører A. E. Svendsen har som Repræsentanter for Grundejere om Pladsen ved Nikolaj Taarn i deres Erklæring af 28de Juni udtalt en noget uriglig Paastand om Grundejernes Stilling til Modtagelsen af den Rentzmannske Gave.

Ved det fornylig i Grosserer F.s Lokaler linder Ledelse af Overretssagfører Svendsen afholdte Møde om Ordningen af Nikolaj Plads, hvor næsten alle de paagældende Grundejere var tilstede, blev det Rentzmannske Projekt omtalt af en Tilstedeværende, som gennem en Samtale med Departementschef Rentzmann havde Kendskab til den paatænkte Bygnings Dimensioner, Udseende og Beliggenhed, og uden Modsigelse Ira de Fremmødtes Side blev det af ham anbefalet at slutte sig til det Rentzmannske Tilbud, idet man indrømmede, at en Bygning, der i arkitektonisk Henseende sluttede sig til Taarnets Karakter af Kirkebygning, paa en enkel og passende Maade vilde klæde den ellers noget fundamentløse Taarnbygning, og dernæst, at det vilde være at foretrække for en aaben Plads, fordi denne altid vilde ligge som et fristende Objekt for Byggeeksperimenter, der mulig kunde berede Grundejerne ubehagelige Overraskelser.

Dette vilde derimod være udelukket, naar den Rentzmannske Gave modtages. Herefter gav man Dhrr. F. og S. Mandat til paa Grundejernes Vegne at forhandle videre om et muligt Tilskud til Regulering eller Forskønnelse af Pladsen, naar Tilbygningens Oplørelse var vedtaget.

Saaledes var min Opfattelse af Grundejernes Stilling paa det nævnte Møde, og jeg anser det i Sagens Interesse for rigtigt at udtale denne, før Borgerrepræsentationens Behandling af Spørgsmaalet i Aften finder Sted.

Prof. Carl Christensen,
Tandlæge,
Admiralgade 15.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. juni 1913).

Ved forhandlingerne redegjorde borgmester Jens Jensen for at der i kommunalbestyrelsen var stor enighed om at fjerne kødbutikkerne. Heri var magistraten også enig, men kunne ikke finde midler til det. Dette problem løstes nu ved Rentzmanns tilbud. Grundejerne havde tilbudt at bære en del af byrden hvis der blev indrettet en plads uden bebyggelse. Magistraten havde imidlertid ment at det ikke var en god ide at afvise Rentzmanns gave da det kunne afskrække andre fra at gøre noget sådant. 

Nogle udvalgte citater fra mødet: 

Borgmester Jensen: 

“Der hersker sikkert ret stor Enighed om det ønskelige i at kunne fjerne disse Kødbutikker fra Pladsen, baade fordi de i æstetisk Henseende frembyder et mindre tiltalende Skue, og fordi de i deres nuværende Indretning langt fra opfylder de Krav, der nu stilles til Butiksrum, hvori der forhandles Fødevarer”

“Under sidste Budgetbehandling blev det vedtaget, at man vilde søge at udvikle Kommunens Folkebiblioteksvæsen ... der savnes dog et centralt Bibliotek, og det er ikke utænkeligt at netop det omtalte meget store Rum vil kunne benyttes i Forbindelse med de tilstødende Rum baade til et centralt Bibliotek og til Foredragssal, baade i profant og religiøst Øjemed.”

Raadmand Philipsen modstander. Henviste til en beslutning i BR fra 1908 som ikke indeholdt opførelse af en bygning.

"For det første stod han stadig paa det Standpunkt, som ogsaa tidligere var Forsamlingens, at man ikke bør opgive Tanken om at have Nikolaj Plads som et aabent Anlæg... De Formaal , som man ved Tilbygningen mener delvis at kunne faa fyldestgjorte, nemlig Fremme af Bibliotekssagen og Tilvejebringelsen af et endeligt Hjem for Bymuseet, betragtede han som gode og forstandige Opgaver, som det vilde være ønskeligt, om end ikke ganske heldigt at faa løst herigennem ... alt dette købes meget dyrt.”

Herefter udspillede der sig en længere debat som endte med at magistratens forslag vedtoges med 32 stemmer mod 5.

Kommunens Folkebiblioteker

Bibliotekerne benyttes ikke nok.

Det igaar afsluttede Bibliotekar- og Bogsamlingsmøde har atter bragt det kjøbenhavnske Biblioteksspørgsmaal frem i første Række. De to store offentlige Statsbiblioteker, Det kgl. Bibliotek og Universitetsbiblioteket, udfylder deres Mission støt og roligt, upaaagtet af det store, brede, kundskabstørstende Publikum, der i kun altfor ringe Udstrækning benytter sig af den gratis og fuldstændig frie Adgang til Læsesalene med deres gode Haandbiblioteker og frit Laan paa Stedet af alle Bibliotekernes Skatte - undtagen Skønlitteratur.

Den kjøbenhavnske Befolkning lærer vel nok en Gang at benytte sig af sin uomtvistelige Læseret paa vore to Statsbiblioteker. Men disse Bibliotekernes nødvendigvis indskrænkede Hjemlaansret og den fuldstændige Lukken-af for Skønlitteratur gør, at de aldrig kan blive det, man i daglig Tale betegner som Almenbiblioteker.

Kjøbenhavns Kommune har derfor paa taget sig den Opgave at omdanne sine gamle Folkebiblioteker til den almindelig tilgængelige, gratis Oplysningsinstitution, man hidtil har savnet. Fra 1ste April har en ny Ordning virket, hvorom Bibliotekernes nye Leder, Overbibliotekar J. Aarsbo, fortæller følgende:

Folkebibliotekernes udvidede Arbejdsmetode.

"Vi har 6 billige Folkebiblioteker, og nu er vi een Institution, der er gratis til Disposition for enhver her i Byen fast bosat Person over 14 Aar. Folk skal blot kunne legitimere sig I Reglen forlanger man dog Kaution af unge Mennesker under 18 Aar. Paktisk talt kan enhver laane Bøger hjem fra os. Men de færreste aner. hvor Bibliotekerne er, lad mig derfor fortælle:

Bibliotekernes Virksomhed ledes fra Hovedkontoret, Griffenfeldtsgade 4. Institutionen omfatter 6 Kredsbiblioteker: St. Kongensgade 14, K., Brogade 5, C., Valdemarsgade 28, V., Griffenfeldtsgade 4, N, Østerbrogade 84, Ø, Gjentoftegade 12, L. Mindre Bogsamlinger findes i Valby og i Brønshøj. De fem førstnævnte Steder er der foruden Bogudlaanet ogsaa Læsestuer. Den største af disse, Gulbergsgade 26, har 100 Siddepladser.

Der staar 60,000 Bøger til Publikums Disposition; men de Forhold, hvorunder denne store Mængde Læsning huses, er alt andet end tidssvarende og værdige for en By som Kjøbonhavn. At Tale om, at Bibliotekernes Indretning er saaledes, at Publikum lokkes til deres Benyttelse, er ikke rigtig. Bibliotekerne er indrettede i lejede Lokaler, uden Forbindelse mellem Udlaan og Læsestue, med smaa og snevre Magasin- og Ekspeditionsrum, uden Plads til Børnebogsamling og Børnelæsestue og uden nogen Bekvemmelighed for Publikum. Virksomhedens deraf følgende store Begrænsning kan først hæves, naar Bibliotekerne indrettes i egne Bygninger, særlig et Centralbibliotek, der kan give Institutionen Relief og være et Knudepunkt for Byens Oplysningsvæsen.

Heldigvis er der nu nogen Udsigt til bedre Forhold, idet den første Dotation i stor Stil er stillet Bibliotekerne i Udsigt ved Departementschef P. N. Rentzmanns Tilbud om Opførelse af en offentlig Bygning paa St. Nikolaj Plads. Forhaabentlig vil Kjøbenhavn her sammen med sit Bymuseum ogsaa faa sit Centralbibliotek - et betydningsfuldt Maal at naa, efter at Folkebibliotekerne har virket uden eget Hjem snart i 30 Aar, og et nødvendigt Fremskridt, hvis de ogsaa hos os skal vinde sig den Plads som Led i det almindelige Oplysningsvæsen og som l aktor i del sociale og praktiske Liv, de alt har faaet i andre Kulturlande.

Der er neppe bogen Tvivl om, at de daarlige Forhold, Institutionen virker under, er Skyld i, at Nyordningen ikke har draget flere nye Laanere tilhuse, end Tilfældet er. 1 April- Juli ifjor var der 5503 Hjemlaan, iaar var Antallet steget til 6881; men dette er ikke nær nok! Folkebibliotekerne er ikke trængt ind i Publikums Bevidsthed endnu og spiller derfor ikke nær den Rolle, de hør gøre og let kan komme til, naar de faar bedre Arbejdsvilkaar.

Vejen fremad.

Al Kjøbenhavns Folkebiblioteker staar  tilbage for de fleste fremmede Storbyers, er sørgeligt; men dette Forhold lader sig ændre, naar man følger det Spor, der allerede er anvist.

Foreløbig skal det blot gaa rigtig op for Kjøbenhavnerne, at Institutionen eksisterer."

A. S.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. august 1913)

Jørgen Brix 1850-1913. (Efterskrift til Politivennen)

Den 26. marts 1913 døde provst Jørgen Brix. Han blev begravet på Vestre Kirkegård. Nedenfor nogle avisartikler fra hans liv.

En Præsteudnævnelse. En Indsender skriver i "Mrgbl". At Kultusministeriets Fordeling af Præsteembederne har stillet de uindviede - ogsaa de indviede - adskillige Grader, som ikke var til at løse efter Regler og Principer, det er en gammel Egenskab ved Besættelserne. Hr. Scavenius har ikke i denne Henseende gjort noget Brud paa det bestaaende; der er ogsaa i hans Embedstid sket Udnævnelser, ved hvilke man forgjæves søger efter et almen gyldigt ledende Princip. I Skjødstrup, Grenaa Egnen, blev for kort Tid siden Embedet ledigt. Der var omtrent 30 Ansøgere, af hvilke den ældste var Kandidat fra 1869 - nemlig Pastor Hauch fra Agri ved Kalø. Deretter fulgte en Del Laudabilister fra Aarene efter 1870, saaledes Pastor Brix i Hammelev ved Grenaa fra 1875. Et stort Flertal af Beboerne i Skjødstrup Sogn ansøgte om at faa Pastor Hauch; en Deputation af tre Mænd tog til Kjøbenhavn med Ansøgningen og overrakte den til Kultusminister Scavenius med Bøn om, at han vilde beskikke Pastor Hauch HS. Exc. svarede, at hvis Hauch var blandt den Halvdel, som kunde komme i Betragtning, skulde han gjøre alt for at faa Hauch beskikket. Pastor Hauch stod som den næstældste Ansøger fra 1869 højt i Rækken af hin Halvdel - og saa blev Pastor Brix (fra 1875) beskikket. Hvilke Hensyn der har været ledende ved dette Valg kjender ikke jeg, thi jeg kan ikke lade gjælde som god Forklaring, at Pastor Brix har været Huslærer hos Hr. Scavenius; men der er i Sognet opstaaet en stærk Misstemning over det trufne Valg. Jeg tilføjer, at Pastor Hauch var, saa vidt kjendes, udmærket anbefalet baade af Provst og Biskop; hvorledes Pastor Brix havde det i den Retning, ved jeg ikke.

(Horsens Folkeblad 11. februar 1884).

Fotograf Ib Nicolajsen, 2018, Aarhus Wiki: Skødstrup Kirke. Denne fil er licenseret under Creative Commons Navngivelse 4.0-licensen: Du må frit kopiere og ændre filen så længe du på korrekt vis krediterer dens rettighedshaver(e).

I 1898 blev Brix konstitueret som provst for Ø. Lisberg, Mols og Sønder Herreder. I juni 1899 protesterede Brix mod Skjødstrup sogneråds beslutning om at anlægge en kortere offentlig vej fra Studstrup til Skjødstrup og ekspropriere fornøden jord fra præstegårdens mark. Proprietær Secher og gårdejer R. Pedersen forhandlede med præst og sogneråd om sagens ordning. Præsten forlangte 700 kr. for afståelsen af jorden. Men sognerådet havde kun 650 kr. Amtsrådet forkastede med 5 stemmer mod 3 at der skulle foretages ekspropriation.

Præsten glemte det.

Provst Brix i Skjødstrup skulde en Dag i forrige Uge have begravet en Arbejdsmands Barn. Man mødte til den af Præsten ansatte Tid og ventede henved en Times Tid. Saa fik man Bud, at Provsten var rejst til Aarhus og havde forglemt Begravelsen. Der blev sendt bud til Pastor Knuppert, men han var optaget af Tjenesteforretninger. Familie og Følge maatte saa gaa hjem, og man tænkte ikke saa lidt harmfulde over Provstens Glemsomhed. En Dagløn havde de fleste tabt ved den Affære.

(Demokraten (Århus) 2. juni 1902).

Den 16. maj 1902 blev den 22-årige pige Marie Sørensen i Hjortshøj myrdet. Det vakte enorm opsigt i landets aviser. På trods af bl. a. Københavns Politis undersøgelser blev det aldrig opklaret. Politiet mistænkte en tilsløret, mørkt klædt og mørkhåret dame som en gammel, drikfældig og noget affældig mand, Peter Sommer skulle have set nær mordstedet. Også en undvegen fange fra Horsens Tugthus kom på tale. Alle de anholdte - bl. a. en landbrugselev fra Horsens, Holger Jensen (Møn), Oskar Møller og Marie Sørensens forlovede agent Nielsen - blev løsladt efter afhøringerne.

Politiet mistænkte en overgang også faderen Jens Peter Sørensen, se Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 20. juni 1902. Hans kone døde under "mystiske omstændigheder" 8 år tidligere, og rygterne gik hurtigt i gang om at han så "nok også" havde slået datteren ihjel. Tiiltatle n måtte imidlertid frafaldes, men mistænksomheden gjorde at han måtte flytte til Vestjylland. Han søgte efterfølgende erstatning for uberettiget anholdelse (1908).

I juli 1902 blev der sat en mindeplade op af ejeren på Hjortshøjlund (propr. Secher) i form af en marmorplade på det egetræ ved Blåkjær hvor liget var blevet fundet. Snart blev slugten hvor modet blev begået, blev snart et valfartssted for togrejsende, bilister, cyklister, hyrevogne m. m.

Flere unavngivne "eksperter" (kriminalister) udtalte at der var grund til at iværksætte en kommissionsundersøgelse af mordet. bl.a. den myrdede Marie Sørensens bror, opdagelsesbetjent Sørensen Hjortshøi. Der blev begået adskillige fejl i forløbet, især af herredsfogden, den 70-årige Honnens som nægtede en kommissionsundersøgelse:

Hjortshøimordet. "Samfundet" meddeler, at Herredsfoged, Kammerjunker Honnens den 23de Septbr. har tilskrevet Provst J. Brix i Skjødstrup følgende:

Den 23 September 1902.

Amtet har under 22de ds. meddelt mig Justitsministeriets Skrivelse af 19de ds. saalydende:

"I Anledning af et hertil indkommet Andragende, hvori en Del Beboere af Hiortshøiegnen anholder om, at der maa blive nedsat en allerhøieste Kommission til Undersøgelse af det den 16de Mai d. A. forøvede Mord paa Pigen Marie Sørensen af Hjortshøi, skal man anmode Hr. Kammerherren om at foranledige, at det tilkjendegives Provst J. Brix, Skjødstrup, paa Andragernes Vegne, at Ministeriet ikke finde Anledning til at nedsætte nogen Kommission til Foretagelse af den anførte Undersøgelse.

En i Anledning af den nævnte Henvendelse direkte fra Herredsfogden i Rougø, m. fl. Herreder indhentet Udskrift af det ved bemeldte Herreder optagne Forhør med tilhørende Bilag, bedes tilstillet bemeldte Embedsmand."

Hvilket herved meddeles.

Honnens

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 2. oktober 1902).

Marie Sørensens bror skulle være i besiddelse af et brev fra USA hvor en ung dansker tilstod mordet. Brevene blev aftrykt i Social-Demokraten 7. august 1902 samt i Samfundet (København) 7. august 1902. Emil Schumann fra Astoria, Oregon meddelte i juli 1904 at en vis Valdemar Jensen i en brandrt skal have indrømmet mordet på Marie Sørensen som han var forlovet med. I USA skrev en udvandret dansker, Georg v. Axen to breve (hhv. 25. maj og 25. juli 1904)til Rougsø herredskontor at han var i besiddelse af oplysninger som kunne opklare mordet.

Anholdelserne af mistænkte fortsatte i de følgende år. Mordet er aldrig opklaret.

Fotograf Peter Marius Meilsøe Christensen (1874-1907): Præst Jørgen Gad Olsen Brix (1850-1913). 1906. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Provst Brix i Skjødstrup.

I Strid med Naboerne.

Fru Skjødstrup meddeles os, at "Aarhus Amtstid." har gjort sig selv til Grin ved den stærkt rosende Artikel, den for nogen Tid siden bragte om Provst Brix. Er der nogen, der ikke er afholdt, og er der nogen, der har levet i Ufred med Naboer, saa er det Provst Brix.

Han flyttede Kirkestien paa den nordre Side af Præstegaarden for at faa mere Jord. Beboerne protesterede, da Stien havde været paa samme Sted en Mængde Aar. Men Provsten sagde, at det brød han sig ikke om.

Provsten tog tiden videre et Stykke af Vejskraaningen paa den vestre Side af Præstegaarden, saa han fik en. 1½ Alen Jord mere, skønt Vejvæsnet ejer Jorden en Alen fra Kanten af Vejskraaningen. Vejmændene har Ordre til at paase, at der ikke sker Krænkelser, og der skete Anmeldelse til Vejassistent Jensen (nu Bivejinspektør i Randers), men han blot trak paa Skulderen. Møller Jensen, Segalt Mølle, søgte om Tilladelse til at afgrave Skraaningen paa lign. Maade som Provsten, men det blev nægtet.

Lige op ad Vejen paa den indvundne Jord, anlagde Provsten en Aljebeholder, der undertiden flød over og Aljen løb i Grøften gennem Byen til stor Gene for Beboerne. Men det brød Provsten sig ikke om, skønt det var ulovligt.

Da Bager Sørensen døde, flyttede Provsten Skællet syd for Præstegaarden lidt ind i Bagerens Have, saa et Lysthus ødelagdes. Det blev meldt til Skifteretten, og Præstens Arbejdsmand aflagde Ed paa, at der var funden gamle Gærdepæle. Saa lod Skifteretten Sagen falde, i Stedet for at foranledige Opmaaling.

Ogsaa syd for Præstegaarden flyttede Provsten Skællet ud mod afdøde Gaardejer N. Steffensens Mark. Steffensen anlagde Sag, Provsten fik fri Proces, og han sagde til Steffensen, at han nok skulde holde ud med ham. Da Partiet var ulige, idet Steffensen selv skulde betale Retssagen, opgav Steffensen Sagen paa Halvvejen, Provsten beholdt Jorden og slap saaledes i juridisk Henseende heldigt fra Affæren. Denne Sag blev meget omtalt, og det vil maaske endnu erindres, at en af Aarhus mest bekendte Sagførere i et i Aarhusblad skrev en Artikel, hvori Provstens Adfærd skarpt kritiseredes.

(Demokraten (Århus) 27. februar 1909).

Jordefærd.

Provst Jørgen Brix.

Provst Jørgen Brix, der i mange Aar har været Sognepræst i Skjødstrup i Aarhusegnen, blev igaar Eftermiddags begravet fra Vestre Kirkegaards Kapel. Skønt Begravelsen saaledes fandt Sted langt borte fra den Egn, hvor den afdøde Provst levede og virkede, var der dog mødt et meget stort Følge, hvoriblandt mange fra Aarhus- og Randersegnen. Af Enkeltpersoner nævner vi Præsterne Melding, Martensen-Larsen og Holmer fra Hovedstaden. Provst Balslev. Lundby, Pastor Dorph, Førslev, Folketingsmand, Pastor Poulsen, Hvilsager, Pastor Knuppert, Hjortshøj, og Pastor Dohn, Ø. Snede. Endvidere bemærkedes Professorerne Fenger, Haslund og Steenstrup, Komponisten Asger Juul, Ingeniør Bird, Overretssagfører V. Secher, Distriktslæge Lemming, Nyborg, samt hans gamle Elev, Godsejer Fr. Scavenius. I sin Tid var Provst Brix Huslærer paa Gjørslev.

Biskop Sophus Sørensen, Aarhus, indledede efter Salmen "Guds Fred er mer end Englevagt" med at lyse Herrens Fred over Baaren. Det var med dyb Vemod, han talte ved denne Kiste, thi mellem den Afdøde og ham havde der været et ubetinget Tillidsforhold. Brix var en Mand, der indgød Tillid, en sjælden dygtig og til det yderste samvittighedsfuld Medarbejder og en god Ven. som det var svært at skilles fra. Provst Brix var en Mand med en fast Villie, en Mand, der fyldte, hvor han stod. Han vidste, hvad han vilde, og hvad han udrettede, prægede han med sin Villies Kraft. Med Udholdenhed fulgte han sit Maal og veg ikke tilbage for en Kamp. Vel kunde det ske, at han derved kom til at skade en og anden, men det skal her siges om ham, at han altid kæmpede for, hvad han mente, der var Sandhed og Ret. Han var en udpræget Personlighed, som det var godt at møde. Til denne faste Mandighed var der knyttet en udpræget Rumlighed, og bag hans tilsyneladende Barskhed var der en elskværdig umiddelbar Barnlighed. I mange Aar var han knyttet til Skjødstrup Præstegaard, som det havde været svært for ham at forlade, men dér drog han nu sit sidste Suk, inden det blev nødvendigt for ham at trække sig tilbage fra sin Gerning.

Derefter talte den Afdødes Broder, Sognepræst K. L. Brix til Engom ved Fredericia. I en varmhjertet Tale skildrede han Dødsfaldets smertelige Betydning for Slægten og gav en Skildring af, hvorledes Broderen gennem Troen var bleven den karakterfaste og dog samtidig sagtmodige Mand, om hvem man med Rette kunde sige. at der stod on Mand bag Ordene. Selv sagde han: Hellere handle end snakke. Sluttelig henvendte han nogle hjertelige Ord til Afdødes Hustru og Datter.

Endelig traadte Afdødes anden Broder, Pastor C. E. Brix til Jydstrup og Valsølille ved Ringsted, frem foran Kisten og gde den Afdøde et kort og følt Farvel.

Efter Salmen "Som Dug paa slagne Enge" bar Slægten Kisten - der var smykket med en Mængde Kranse, deriblandt en Sølvkrans fra Lærerne og signerede Blomsterdekorationer fra Thorsager-Bregnet Sogne, fra Provsterne i Øster Lisbjerg, Mols og Sønder Herred, fra Randers Amts Skoleraad og fra Personalet paa Evert Maltfabrik, som ejes af en Broder til den Afdøde - ud af Kapellet, og selve Jordfæstelsen fandt Sted i Familiegravstedet paa Vestre Kirkegaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. april 1913).

Provstinde Nanna Brix bliver i Morgen 70 Aar.

Hun er Datter af Peder Dorph, der var Præst i Øster Egesborg, og som biede hende til den senere Provst Jørgen Brix, Præst i Skjødstrup; hendes to Sønner var lige i Forvejen ogsaa blevet gift med gejstlige, Marie med Pastor Janus Thygesen i Odder og Ingeborg med Provst Lauritz Balslev i Lunde.

Provst Brix var en nidkær, myndig Prælat, Provstinden var og er Typen paa en mild, aandelig interesseret dansk Præstehustru.

(Nationaltidende 19. juni 1926. 2. udgave).

På gravstenen på Vestre Kirkegård: "Sognepræst for Skjødstrup i 29 Aar. Provst for Mols m. fl. Herreder Jørgen Brix. R. af Dbg. * 12-11.1850 + 26-3-1913. Nanna Brix, f. Dorph, * 20-6-1856 + 1-8-1940. Gud er vor tillid og Styrke. Ps. 46-2. Rejst af Venner Skjødstrup Menighed." Foto Erik Nicolaisen Høy.

Seier Malling Emil Holm 1828-1913. 3/3 Overretssagfører og Død. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Højesteretsdommen og efter at være blevet afskediget fra sit embede, fik Malling-Holm den 19. maj 1884 meddelt beskikkelse som overretssagfører. I 1885 flyttede han til Svendborg. På grund af dårligt syn blev han senere klasselotterikollektør i Odense. Han skrev flere lange artikler hvor han titulerede sig som overretssagfører i Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis fx "Vor kriminelle retspleje" 28., 30. september og 4. og 7. oktober 1886. I Svendborg var han med som taler på et politisk møde i marts 1886 for Højre.

En interessant Tvverisag er i Følge Svendb. Av. for nogen Tid siden bleven paadømt ved Sunds Gudme Herreders og Len Birks Extraret.

En Stenhugger var bleven angivet for Tyveri af 24 tilhuggede Brosten, og han tilstod strax under det første Forhør, af egen Drift og uden nogen Pression fra Forhørsdommerens Side, at han havde gjort sig skyldig i det ham paasigtede Tyveri.

Senere tilbagekaldte han vel sin Tilstaaelse, men uden at kunne anføre noget til Bestyrkelse af Tilbagekaldelsen. Han blev derfor tiltalt.

Hans Fader havde imidlertid henvendt sig til Overretssagfører Malling Holm med Anmodning om at paatage sig Sønnens Forsvar, hvad denne da ogsaa efter nogen Betænkelighed gik ind paa, uagtet Sagen maatte synes temmelig haabløs.

Efter at Hr. M. Holm havde faaet Arrestanten løsladt af Arresten, lykkedes det ham ved at underkaste Forklaringerne og de fremkomne Oplysninger en grundig Kritik at godtgjøre, at tiltalte ikke kunde have udført det Tyveri, som han havde tilstaaet. Dels ved at henlede Opmærksomheden paa, hvor umuligt det er af en Bunke paa 3-400 Brosten at gjenkjende 24 Sten som ens egne, og at derfor den bestjaalnes Ed paa, at de udtagne Sten vare hans, ikke kunde have nogen Betydning i Sagen, dels ved at udmaale Vejlængden og paavise, at den formentlige Tyv maatte have gaaet ca. 2 Mil og anvendt ca. 3 Timer for at udføre et ubetydeligt Tvveri, uagtet han vilde have haft større Fordel af at undlade det og anvende Tiden paa sin Arbejdsplads, og dels ved at fremhæve andre Omstændigheder, som bleve oplyste under et nyt Forhør, blev det gjort tilstrækkeligt klart, at Tilstaaelsen maatte være urigtig.

Som Følge deraf blev den tiltalte frifunden.

(Frederiksborg Amts Avis 30. december 1886).

Ved debatten om retsreformen i starten af 1900-tallet blev Malling-Holm flere gange nævnt som et skræmmeeksempel på manglerne i den gamle. Således fx i Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 7. juni 1903, 2. udgave: "Ved omtalen af Retsreformen fremhævede han [Rasmus Nielsen] den Skandale, der var begaaet af Malling-Holm i Præstø. De unge Mennesker, der ved denne Lejlighed blev ødelagt, vilde sikkert være bleven reddede, hvis vi havde haft Mundtlighed og Offentlighed i Retsplejen"

Da han døde i 1913, blev hans rolle i Krigen 1848-1851 fremhævet i flere aviser, skønt han kun havde deltaget i starten, hvorefter han fik tyfus og blev hjemsendt.

Afdød Veteran. Der er ikke ret mange tilbage nu af de gamle Soldater fra Treaarskrigen, det tynder stærkt ud i Rækkerne. Atter har en at dem, der i 1848 med Begejstring meldte sig under Fanerne for at kæmpe for Fædrelandet, lukket sine Øjne, idet fhv. Overretsprokurator Malling-Holm er afgaaet ved Døden Skærtorsdag Aften i sit Hjem i København.

Malling-Holm var en Søn af Herredsfoged, senere Byskriver i Roskilde, Holm, og fødtes paa Langeland den 28. Juni 1828.

Da Oprøret brød ud i Hertugdømmerne og Danmark var i Fare, meldte den knapt 20-aarige unge Mand sig som Frivillig og blev antaget ved Infanteriet. Han kom dog kun med i Begyndelsen af Krigen, idet han fik Tyfus og hjemsendtes. En Broder til Afdøde, som var blandt de frivillige Herregaardsskytter, blev saaret og ligeledes hjemsendt kort efter Krigens Udbrud.

Afdøde kom senere til Københavns Politi, hvorfra han blev Borgmester i Præstø. Han tog dog efter nogle Aars Forløb Afsked fra sit Embede og nedsatte sig som Overretsprokurator i Svendborg. Hans Syn blev imidlertid stærkt svækket, hvorfor hanafstod sin Forretning og overtog en Klasselotterikollektion i Odense.

I de senere Aar boede Afdøde i København; han var nu tilsidst omtrent blind.

Den gamle 85-aarige Veterans Ligbrænding foregaar fra Krematoriet paa Tirsdag Kl. 1.

En Søn af Afdøde er Brænderibestyrer, cand. pharm. Holm de danske Spritfabriker, Roskilde.

(Roskilde Avis 22. marts 1913).

Dødsfald. 

Fhv. Borgmester i Præstø, en Tid Overretssagfører i Svendborg og senere Klasselotterikollektør i Odense Malling Holm er Skærtorsdag afgaaet ved Døden i København, 85 Aar gammel.

I 1883 fik han sin Afsked som Borgmester i Præstø paa Grund af en ham overgaaet Højesteretsdom for Benyttelse af ulovlige Tvangsmidler over for en Person, der var arresteret som mistænkt for Brandstiftelse.

Som Politimester havde Malling-Holm for øvrigt indlagt sig Fortjeneste i Præstøegnen ved at opklare forskellige Brandstiftelser. Den i omtalte Højesteretsdom udtalte han sig meget bittert om, og man forstaar næppe, at denne usædvanlig mildt tænkende Mand skulde have anvendt ulovlige Tvangsmidler over for Arrestanter. Hans øvrige Forhørsvirksomked, hvoraf en Del er offentliggjort, lyder nemlig paa det modsatte.

Han var af udpræget human Tænkemaade og dømte altid ud fra den Betragtning, at Menneskeslægtens Særpræg ikke saa meget er Slethed som Svaghed.

Malling Holm var en livlig, interesseret Mand. og mens han var i Svendborg, deltog han ofte i den offentlige Diskussion gennem nærværende Blad, og han gjorde det altid dygtigt og interessant

I sine sidste Leveaar mistede Malling-Holm Synet, der i flere Aar i Forvejen havde været svagt. Dog vedblev han at være i Stand til at kunne skrive læseligt, og det er ikke mere end et Aarstid siden, vi modtog et egenhændigt Brev fra ham.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 25. marts 1913. 2. udgave).

Malling-Holm blev kremeret på Bispebjerg Kirkegårds krematorium.

Østre Kapels Indvielse. (Efterskrift til Politivennen)

Kapellet, der indvies i Dag.

Paa Vestre Kirkegaard nede mod Frederiksholms Teglværk indvies i Dag det Kapel, der er afbildet over disse Linje.

Der har længe været Trang til det, da det gamle Kapel ikke var nok, og nu er i Vinter den store Stenbygning vokset op af Kirkegaardens Jord.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 19. februar 1913.)

Kapelindvielsen paa Vestre Kirkegaard.

Ved indvielsen i Gaar af det ny Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard var paa de reserverede Pladser mødt Borgmester Dybdal, Borgerrepræsentant Daugstrup, Frederik Olsen og Frk. Blom. Direktør for Begravelsesvæsenet Berg og den unge Arkitekt Holger Jacobsen, der har byget Kapellet, og som tidligere har bygget Krematoriet ved Bispebjerg.

Vi afbildede i Gaar Kapellets Ydre. Det Indre er ikke mindre smukt, lyst og venligt, som mildnede de bedrøvede Sind. Kun Loftsbjælkerne er mørke, ellers straaler alt i mange forskellige Farver. Sørgefloret fra Kandelabrene er endda violet.

Den første, der blev begravet fra det ny Østre Kapel, var ung Fru J. Holst. Stiftsprovst Paulli holdt Talen og erklærede sluttelig Kapellet for indviet at være.

Paa en draperet Vogn - ogsaa en Reform paa dette Omraade - kørtes Kisten til Graven.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 20. februar 1913.)

Sorgens Farver.

For første Gang er vi herhjemme ved Udstyrelsen af Ligkapellerne kommen bort fra det triste sorte, der knugede Deltagerne i et Ligfølge som en klam Haand. I det i Gaar omtalte nye Ligkapel paa Vestre Kirkegård er alle Farver holdt i lyst, og Drapperierne er lilafarvede i Stedet for som ellers sorte.

Det er et rosværdigt Forsøg paa at komme bort fra den Tungsindsstemning, der ellers raader ved Begravelser, og som ofte slet ikke er ægte. Der er Lande, hvor man endnu opretholder Grædekonekorpset, og der er andre - særlig Østerlandene, hvor man tager Døden med Værdighed og nærmest betragter den som den store Befrier fra Jordelivets Kval. Det sidste er baade det klogeste og det naturligste. Døden er for de efterlevende ofte et tungt Savn, men i næsten lige saa mange Tilfælde kommer den som en Befrielse for den bortgaaede, og i hvert Fald er den jo da kun en naturlig, nødvendig Afslutning paa Livet.

At se Arvingerne demonstrere deres Sorg, mens de i Hjærtet glæder sig, eller se det sortklædte Følge græde over den hedengangne, mens de en Time efter sidder paa Værtshus og drikker Gravøl under Taler og Sang. det er kun hæsligt. Saa hellere følge den døde uden Krokodilletaarer og hyklet Sorg og tage den sidste Afsked med ham i et Kapel, hvor Sollyset brydes i blankpoleret gule Stolerækker, og hvor alle Farver staar sammen med det brogede Blomsterflor paa Kisten.

Døden er ikke den store Ulykke, som mange Mennesker i deres Uforstand og Trang til Taareperseri har gjort den til, den er ikke andet end et Farvel til Livet og kun højtidelig og gribende, fordi det er det sidste Farvel.

(Folkets Avis - København 21. februar 1913).