Carl Goos død. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Gehejmeraad Goos død.

Efter nogen Tids Svagelighed er Gehejmekonferensraad, ekstraordinær Assessor i Højesteret, Dr. juris August Herman Ferdinand Carl Goos i Morges død i sit Hjem. Med ham er Danmarks største Retslærd næstefter Anders Sandøe Ørsted bortkaldt efter et langt og daadrigt, af Samtiden paaskønnet og hædret Liv. Om faa Uger vilde han have fyldt 83 Aar.

Goos var født den 3. januar 1835 i Rønne, hvor hans Fader var Overlæge i Hæren, opholdt sig en Tid som Barn i Slesvig, senere i København, hvor han allerede i 1851 blev Student (fra Borgerdydsk paa Christianshavn) med Udmærkelse. Han vaklede vistnok lidt mellem Filologien og Juraen, bestemte sig sluttelig for den sidste og tog i 1857 en glimrende juridisk eksamen. Regenburg, som forstod at finde sine Folk, fik ham straks ind i det slesvigske Ministerium, og 1858 tog han den slesvigske juridiske Eksamen. Aaret efter fik han Universitets Guldmedaille for en Afhandling om Formueforholdet imellem Ægtefæller. Medaillen efterfulgtes af det Hurtigkarlske Rejsestipendium, som satte ham i Stand til at foretage en toaarig Udenlandsrejse til München, Rom, Paris og Londen. Allerede paa denne Rejse knyttede Goos visse Forbindelser, der blev af Betydning for ham i sin senere Virksomhed. I England studerede han navnlig Stuart Mill. 

Kort efter hans Tilbagekomst til Hjemmet døde Professor F. C. Bornemann, og den kun 26-aarige Goos, der stedse med stor Veneration har omtalt Bornemann som sin Ungdomlærer, blev uden Konkurrence kaldt til hans Efterfølger, i Oktober 1861 som Lektor, i December 1862 som Professor ordinarius.

De Fag, Goos tog i Arv efter Bornemann, var den almindelige Retslære, Strafferet og Folkeret. Den sidste spillede i Datiden ikke nogen stor Rolle, men de to andre Fag gennemarbejdede Goos i Løbet af forholdsvis kort Tid paa en Maade, der har sat og vil sætte sig varige Spor i Retsvidenskaben og sikre hans Navn Rang blandt Jurisprudensens største. Særlig blev hans Retslære epokegørende. Den, der skriver nærværende, maa af Hensyn til den korte Tid, der staar til Raadighed for Udarbejdelsen af denne Nekrolog, have Lov til at gentage en af mig tidligere given kort Sammenfattelse af dette Værks Hovedpunkter.

Goos ser i Retten en Form for Livets Virkelighed. Dens Omraade er de etiske Krav, hvis Opfyldelse ikke kan overlades til Individernes Selvbestemmelse, men maa hævdes ved ydre Magt. Ud fra disse Synspunkter opstiller han først en Sondring mellem Retsanordning og Retshaandhævelse, og indenfor den første atter en Firdeling: Retten i Samlivsforholdet, Retten i Familieforholdet, Retten i det borgerlige Samfund og Retten i det politiske Samfund.

Vist ingen Sinde før er et i tilsvarende Grad gennemarbejdet System blevet opstillet. Dets Gennemførelse i Enkelthederne er præget af en Skarphed i Tanken, en Fasthed i den logiske Rygning, som næppe nogetsteds findes overtruffen, og ledende Sætninger om retsstridige Handlinger, om Kontrakters Afslutning, den saakaldte "Goos' Sætning" i Fortolkningslæren o. a., er her for første Gang fremsatte, som siden har kunnet glæde sig ved almindelig Anerkendelse i Videnskaben.

I Strafferetten leverede Goos et storstilet Arbejde i fem Bind, som blev hædret med den A. S. Ørsted'ske Prismedaille, og som er bleven betegnet som et Førstehaandsarbejde uden Sidestykke i nordisk og vistnok forøvrigt i hele Retsliteraturen. Det sidste Bind, som manglede, inden den lagte Plan var fuldført, var Goos nu i sine sidste Aar beskæftiget med at skrive, hvor langt han inden sin Død var naaet frem hermed, er ikke bekendt. Men medens Goos ellers paa mange andre Retsomraader endnu stadig staar som den ubestridte Fører, har han i det principale Spørgsmaal om Straffens almindelige Formaal og dens formaalstjenlige Ordning taget nogen Afstand fra den nye kriminalpolitiske Skole, hvem han bebrejder Tilbøjelighed til at sætte administrativ Vilkaarlighed i Strafudmaalingen i Stedet for det paa faste Regler byggede Dommerskøn. Heraf opstod en vis Spænding imellem Goos og yngre Kriminalister. Det store Strafferetskommissionsarbejde, som Goos har udført, og som en ny, af Justitsministeriet nedsat Kommission nu er beskæftiget med at sammenholde med Prof. Torps senere Arbejde, var imidlertid et helstøbt og tankerigt Værk, der paa mange Punkter kom den nye Retning i Møde. Selv Modstanderne har ikke kunnet nægte det deres Anerkendelse, og paa mangfoldige Punkter vil dets Betydning for en kommende ny Straffelov sikkert blive umiskendeligt.

Foruden disse Hovedværker foreligger der fra Goos' Haand en Mangfoldighed af mindre Værker, Afhandlinger, Recensioner og biografier. Særlig bør nævnes hans store to Binds Værk om A. S. Ørsted, der gaar langt ud over den af ham og hans to Medforfattere (Nellemann og Øllgaard) oprindelig lagte Plan.

Jævnsides med sit videnskabelige Arbejde har Goos udfoldet en rig og betydningsfuld Virksomhed paa den praktiske Strafferets Omraade som en af Stifterne af den nordiske Penitentiærforening, Deltager i internationale penitentiære Kongresser, som Formand for Københavns Fængselsselskab og anden lignende filantropisk Virksomhed, men navnlig gennem sin 16-aarige Virksomhed som Overinspektør for det danske Fængselsvæsen. Siden sin Fratrædelse af Justitsministeriet i 1901 har han været Direktør for Døvstumme- og Blindeanstalteme. Hans Arbejde for disse og andre Samfundets Stedbørn vurderes af alle Interesserede overmaade højt.

I det internationale Retssamfund har Goos' Navn længe været nævnt blandt de ypperste. Han stillede sig fra første Færd den Opgave at skaffe dansk Retsvidenskab en Plads i det internationale Samfund, og han var unægtelig som faa Manden for en saadan Opgaves Løsning. Meget tidligt indtraadte han efter Indbydelse i det fornemme Institut de droit international, der senere har valgt ham til Æresmedlem, ligesom han ogsaa blev Medlem af Association for reform and codification of the law of nations. Han har paa disse Foreningers Møder repræsenteret Danmark med Vægt og Værdighed, og i udenlandske Samleværker og juridiske Tidsskrifter foreligger der fra hans Haand Fremstillinger af Danmarks ell. Nordens Retsordninger paa forskellige Omraader af International Interesse.

I Politiken indtraadte Goos i 1881, da han efter Billes Bortrejse til Amerika blev valgt til Folketingsmand for Københavns 5. Kreds. Han kunde dog kun holde den vældige, den Gang udelte Kreds imod Socialisterne en enkelt Valgperiode. I 1884 maatte han vige for Skræddermester P. Holm og blev saa i 1885 kongevalgt Landstingsmand; i Landsthinget har han hiden haft sin faste politiske Position, i nogle Aar som Tingets Formand.

Minister blev Goos første Gang som Kultusminister i Ministeriet Estrup i Aarene 1891-94, anden Gang 1900-1901 som Justitsminister i vort sidste Højreministerium, Ministeriet Sehested Hans Virksomhed her behøver ikke mere speciel Omtale; den er tilstrækkelig kendt af alle. Ligeledes hans betydningsfulde Arbejde for den nye Procesreform, i hvilken han fra første Færd var aktiv Deltager, og hvor hans vægtige Ord, da Reformen sidste Gang var til Behandling paa Rigsdagen, paany samlede Opmærksomheden om hans Person. I talrige andre Kommissioner har Goos i Aarenes Løb haft Sæde og givet sit Bidrag til Spørgsmaal, der dels er løste, dels kun forberedte: Teatervæsen, Sundhedsvæsen, Len og Stamhuse, Islandskommissionen af 1907 o. a.

I 1915 fejrede Goos sin 80-aarige Fødselsdag under almindelig Hyldest fra alle Sider, hvad der den Gang blev sagt og skrevet om ham, vil de fleste endnu, mindes. Han har haft en ualmindelig lang Arbejdsdag og har udnyttet den paa en Maade, for hvilken det danske Folk staar i stor Taknemmelighedsgæld til ham. Hans Navn vil til fjerne Tider staa indridset blandt de bedste i vor Histories Pantheon. Af Kongen var han hædret med Ekscellencetitelen, Storkorset og Fortjenstmedaillen i Guld med Krone.

Gehejmeraad Goos' Personlighed var præget af hjertevindende Elskværdighed, Vennesælhed og Hjælpsomhed. Han paaskønnede altid andres Arbejde og havde en ikke almindelig Evne til at bringe Mennesker til at arbejde sammen. Tallet paa de overlevende personlige Venner, der med Tak mindes Samliv og Samarbejde med ham, er stort. 

Henr. Hansen.

*

Goos i Landstinget.

Intet Steds flk man et saa levende Indtryk som i Landstinget af den aandelige Klarhed og Spænstighed, som Goos bevarede op i sin høje Alderdom. Den var forunderlig og vakto stadigt paany. hver Gang Goos i de sidste Aar tog Ordet, alles Beundring.

Sandheden var i Virkeligheden, at Goos' Skarpsindighed var aldeles usvækket omtrent lige til det sidste. Hans Tanke var ligesaa klar og hans Udtryksform ligesaa stringent som altid. Han talte i de senere Aar kun om juridiske Spørgsmaal, men der forelaa ogsaa netop i den sidste Periode af hans politiske Liv mange og meget betydningsfulde Sager paa dette Omraade til Afgørelse. Først og fremmest den store Retsreform, i hvis Tilblivelse Goos havde en saa vægtig Andel, og hvis Gennemførelse han sikkert - og med Rette - betragtede som en betydelig personlig Tilfredsstillelse.

Særligt paa Grund af sit Arbejde i denne Sag nød Goos ikke alene Anseelse i sit eget Parti for sit kloge Blik i de grundlæggende Lovgivnings-Spørgsmaal, han opfattede ogsaa i de andre Partier som en retfærdig og skarpsindig Bedømmer af Samfundsproblemer. Endog Socialdemokrater forstod at værdsætte denne Egenskab.

Goos talte aldrig til Galeriet, hans Indlæg i Landstinget var blottet for enhver Bestræbelse efter at gøre Virkning ved andre Midler end Betragtningernes Klarhed og Ræsonnementets Logik. Derfor gjorde hans Tale trods dens ofte store Bredde - altid Indtryk af Enkelhed og Klarhed. En Ejendommelighed, som under den moderne parlamentariske Udvikling er i stadig og hastig Nedgang.

(Nationaltidende 20. december 1917).

Goos død.

Kongevalgt Landsthingsmand, Dr. jur., Gehejmeetatsraad Carl Goos er i Gaar Morges efter 4 Maaneders Sygeleje afgaaet ved Døden, henved 83 Aar gammel.

Goos har gennem flere Aartier været en fremragende Personlighed i saavel Retsvidenskab som Politik. Hans Eftermæle vil blive præge af det juridiske Skarpsind og den Humanisme, som gjorde sig gældende ogsaa i hans politiske Virke. Om Politikeren Goos vil Mindets Ord lyde mindre velvillige, ikke fordi hans Partistads var Højres, men fordi han i sin første Periode som Folkerepræsentant bragte sig selv i Miskredit selv udenfor Modstandernes Kreds. Vi sigter herved til hans Forbindelse med Bladet "Den ny Socialist", som han ved Folkethingsvalget i 1883 støttede i Kampen mod den socialdemokratiske Kandidat, Dette vakte i hin Tid en pinlig Opsigt og bidrog sit til, at Goos selv forberedte vor Valgsejr i Københavns 5. Kreds.

Goos' Navn blev allerede omtalt meget, da han endnu ikke 30 Aar gammel blev Professor ved Københavns Universitet, efter at han fra 1861 havde gjort Tjeneste i det slesvigske Ministerium. Hans videnskabelige Speciale var almindelig Retslære og Strafferet, og paa disse Omraader anerkendtes han overalt som en Fører. Han gjorde sin Videnskab lettere tilgængelig, afpassede den efter Livets praktiske Behov. Det blev af stor Betydning for de unge Studerende, for hvem han var Lærer.

Da Politik drog ham, stillede han sig i 1880 som Højremand. Det var en Spændingens Tid. Det Estrup'ske Styre havde brudt med den almindelige Valgrets Principer, og dennes Tilhængere af alle Lejre, Bondevenstre, Købstadsliberale og Socialdemokrater samledes under Oppositionens fælles Fane. Goos burde ikke have haft sit Stade i det gamle Højre, men han blev dets Mand fra 1880, da han valgtes 1stes Kæmpekreds. Da Socialdemokratiet i 1884 vandt sin første Valgsejr l København, hvorved 5. og 9. Kreds blev erobret af P. Holm og C. Hørdum, søgte Goos ikke paany Valg til Folkethinget. I 1885 udnævntes han imidlertid til kongevalgt Landsthingsmand, i Perioden 1891-94 var han Kultusminister i Estrups Ministerium, og i det sidste Højreministerium, hvis Konseilspræsident var Sehested, beklædte Goos Pladsen som Justitsminister fra 1900 til 1901.

I Kraft af sin juridiske Humanisme var Goos en Tilhænger af Retsreformen, og det skal siges, at dens Gennemførelse for en ikke ringe Del skyldtes hans Stilling, som ikke rokkedes, skønt hans konservative Partifæller nærede aaben eller dulgt Uvilje mod den ny Kurs. Her var Goos ikke blot den overlegne og vidtskuende, men tillige den behjærtede Mand.

Fra Goos' politiske Virke skal vi endnu blot anføre, at han fra 1910 til 1914 var Landsthingets Formand.

Faa offenlige Personligheder har haft saa mange Hverv som Goos. Han var ekstraordinær Assessor i Højesteret, fra 1884 til 1890 Direktør for Fængselsvæsenet, Formand for Fængselsselskabernes Fællesbestyrelse. Formand for Komitéen for Blindeinstituttet, Direktør for Døvstummeinstitutet m. m. I den lange Tid, han deltog i det offenlige Liv, har han siddet i saa vigtige Udvalg som Proceskommissionen (fra 1870 til 77), i Kommissionen for det civile Sundhedsvæsen og i Kommissionen for Lehns og Stamhuses Overgang til fri Ejendom.

Hans store videnskabelige Fortjenester var anerkendte baade i hans Fædreland og udenfor dette. Han havde Universitetets Guldmedalje og A. S. Ørsteds Guldmedalje og var Æresdoktor ved Nordens tre Universiteter.

Lige til sine sidste Aar var Goos virksom i sin Gærning, og den gamle Mand æredes i alle Kredse for sin personlige Elskværdighed den Indsats i Retsvidenskaben, som blev hans Livs store, fortjenstfulde Opgave

(Social-Demokraten 21. december 1917).

Gehejmekonferensraad Goos' Begravelse.

Frue Kirkes festligt lyse Rum mindede i Gaar Middags om en Park med sine Marmorstatuer, de mange grønne Træer og det Væld af Blomster, der saas overalt.

Foran Alteret stod den hvide Kiste, der var smykket med røde Blomsterguirlander og paa Fodenden har den Afdødes Vaabenskjold som Storkorsridder. Rundt om Kisten, ved hvilken Odd-Fellowbrødre var Sørgemarskaller, saas Bannere fra Højres Arbejder- og Vælgerforening, de Blindes Forening, Odd-Fellowlogen og Arbejdernes konservative Forening. Blandt de mange pragtfulde Kranse, der dækkede det meste af den brede Midtergang, var der fra Kongen og Dronningen, Prins Valdemar, Universitetet, det norske Universitet, Videnskabernes Selskab, Undervisningsministeriet, Justitsministeriet, det rets- og statsvidenskabelige Fakultet, Juridisk Samfund, Døvstummeforeningen, Carlsbergfonden og mange andre Institutioner og Foreninger, som den Afdøde havde staaet nær.

Kirken var ganske fyldt af det store Følge og Skæret fra de mange tændte Lys og Lamper blinkede i talrige Uniformers Guld.

Kammerherre Krieger mødte som Repræsentant for Kongen, af Ministrene saas Konseilspræsident Zahle og Undervisningsministeren, endvidere Universitetets Rektor og Professorer, Hafnias Bestyrelse in pleno og Deputationer fra en Mængde Foreninger.

Højtideligheden begyndte med, at Kirkens Kor smukt sang: Den store Mester kommer, hvorpaa den gamle Pastor Prior frem bag Kisten.

Pastor Priors Tale.

Mange Lys skinner i denne Verden, i Arbejde, i Tænkning og Pligtopfyldelse. Vor kære hensovede Ven har ladet sit Lys skinne vidt ud over Verden, ikke kun for de Lærde, men paa mange forskellige Veje. Han var en stor Menneskeven, der gerne tilbed sine Evner, hvor de kunde gavne, saaledes blandt de ulykkeligt stillede, de forvildede og de fangne. Da han laa paa sit Dødsleje, sagde han til sin Datter, at han havde ikke Tid til at ligge i Sengen, der var meget Arbejde, der ventede paa ham. Ogsaa i sit Hjem lod han sit Lys skinne, saa han efterlader sig dyrebare Minder dér. Hans Kiste staar nu i den Kirke, han var Værge for, og hvor vi lærte at holde af ham. Her har han hørt Julens Budskab og knælet ved Nadverbordet, og vi har den sikre Forvisning, at han nu er gaaet ind, hvor Julesangen aldrig forstummer.

Derpaa traadte Pastor Olfert Ricard hen til Kisten.

Pastor Ricards Tale.

- Nu har vi hørt den gamle Røst fra hans egen Tid tale til ham, lad nu ogsaa den nye Slægt tage Ordet. Vi hilser enhver, der giver sit Bidrag i Aandens Verden, hilser ham uden Frygt, hvad enten han er Kristen eller Hedning, og mest, naar hans Virksomhed har Berøring med det praktiske Liv.

Der er mange her til Stede, som ved, hvor stor Carl Goos var i sin Videnskab, han var en Konge i den, og naar en Gang det store Regnskab mellem de kæmpende Lande skal gøres op, vil ogsaa et lille Land lægge sit Lod i Vægtskaalen, og saa vil ogsaa nogle at hans Tanker blive brugt.

For alt det, han viv. skylder vi Lysets Herre Tak. Det er ikke den bitre Sorg, der griber os ved Carl Goos Død, som det er, naar et ungt Menneske der, det er den store Vemod over, at vi ikke skal se hans Amere, dette smukke Ansigt, som man ikke glemte, men saa sig  glad paa. .Uret og elsket skal hans Minde være!

Koret sang nu: Kirkeklokke, ej til Hovedstæder - og saa lød: Dejlig er Jordens kendte Toner gennem Kirken. Under det sidste Vers har den Afdødes Sønner og Svigersønner langsomt Kisten ned gennem Kirken.

Ude paa vestre Kirkegaard fandt der, efter at Kisten var sænket i Graven, et smukt lille optrin Sted. En for en traadte Odd Fellowbrødrene - først Storsiren, Dr. Petrus Beyer, op paa Platformen og kastede en grøn Kvist ned paa Kisten. Den stille sidste Hyldest til den Døde var af en egen Virkning og blev fulgt med Opmærksomhed af det store Følge, der stod rundt om Graven.

(København 29. december 1917)

Carl Goos er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 17, nr. 36. Stenens tekst lyder: "Amalie Henriette Goos født Irminger. * 4 marts 1840 + 22 Septbr. 1904. Geheimekonferensraad Dr. jur. August Herman Ferdinand Carl Goos * 3 Januar 1835, + 20 Decbr. 1917."Amalie Goos var bror til bl.a. kommandør Otto Irminger og Johan Irminger og barn af søofficeren C. L. C. Irminger og fru Irminger født Viborg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Chauffør Georg Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

En kynisk Morder.

En Chauffør, der kvæler sin Hustru og brænder hendes Lig.

Mordets Enkeltheder - Hvorledes man fandt Vej til Sagens Kærne. - En enestaaende Forbrydelse.

Den myrdede unge Kone Kamilla Jensen. Morderen Chauffør Jens Georg Jensen. Nederst en Situation fra Mordet: Han kører Konens Lig ud til  Villaen.

Det er mærkeligt nok, men det synes, som om vi altid skal have en stor forbrydelse lige før Jul. Falske Hundredkronesedler Mord - Vinding-Hansen-Mordet og Mordet paa den gamle Kone i Lægeforeningens Boliger f. Eks. har spillet en stor Rolle i Bladenes December-Numre.

Og i Gaar blev der afsløret et nyt Mord, endda en Forbrydelse af en ganske usædvanlig frygtelig Karakter.

En ung Chauffør, Jørgen Georg Martin Jensen, har kvalt sin Kone og bagefter brændt Liget.

Morderen anmeldte Hustruen som forsvunden.

Historien begynder med, at Chauffør Jensen, der Abel Kathrinesgade Nr. 18. den 21de November anmeldte til Politiet paa Svendsgade, at hans Kone var bortgaaet fra Hjemmet, og han antog, at det var sket i Sindsforvirring, da han ikke kunde tænke sig nogen Aarsag til, at hun skulde forlade Hjemmet og deres 2 Børn.

Sagen blev overgivet til Politiets 4de Afdeling, man efterlyste Hustruen, men fandt hende ikke - ikke saa mærkværdigt. Der gik nogen Tid uden at det lykkedes at finde Spor af den forsvundne, og Politiet meddelte da Chauffør Jensen, at hans Hustru sikkert maatte være forulykket.

Denne Meddelelse tog Ægtemanden meget roligt og svarede, at saa var der vel ikke noget at gøre.

Mistanken

mod Jensen kom fra han Hustrus Slægtninge. De troede ikke paa den mystiske Forsvinding, og Svogeren gik til Politiassistent Tage-Jensen og meddelte ham, at der sikkert laa noget hug ved dette. Jensen var en brutal Fyr. Han havde ofte mishandlet den lille, spinkle Hustru, han havde en Mængde andre Damebekendtskaber, og han havde netop faaet sig en Kæreste, en ung Syerske ude paa Østerbro. Det blev overdraget de to Opdagere Strømmen og Rønninge at undersøge Sagen nærmere, og i al Hemmelighed tog de fat. 

Men forinden

blev Chaufføren arresteret

ikke for noget Mord, men for Løsgængeri. Han var nemlig straffet for Indbrud med 2 Aars Forbedringshus og skulde altsaa melde sig til Protokollen, hvad han ikke havde gjort.

Et interessant Fund gjorde man straks til at begynde med: idet man fandt hendes Vielsesring i Lommen paa ham. Det var jo ikke noget Bevis; men det pegede jo mod en Begrundelse af Mistanken. De to Opdagere begyndte saa paa bar Bund forøvrigt, men det varede ikke længe, førend de 

fandt den røde Traad,

der kunde føre til Labyrintens Indre. Jensen havde arbejdet hos Simon Olesen og havde bl. a haft den Opgave at passe Fyret til Centralvarmen i Hr. Olesens Villa i Ryvangen, Hjørnet af [ ] Vartovsvej og Ryvangs Alle [og ved] at forhøre sig her, fik de at vide, at man netop i Tirsdag den 20. ds. om Morgenen havde mærket en væmmelig Os i Villaen. Saa gik de to Opdagere til Fyrstedet. Mon han skulde have brændt Konen? Ved Fyret var der intet at se.

Saa gik de til Bunds i Askespanden; der var opbevaret Aske for et par Uger heldigvis; thi her i denne Aske fandt de nogle smaa Ben, der godt kunde se ud til at være af et Menneske. De blev sendt til retsmedicinsk Institut, og imedens fulgte de to Opdagere Sporet. I Lejligheden i Abel Kathrinesgade fandt de gemt et Sted nogle Rester af Konens Tøj. Det hele begyndte at blive klart. Da saa i Forgaars retsmedicinsk Institut meddelte at 

Knoglerne var af et Menneske.

var Forbrydelsen konstateret.

Assessor le Maire, der havde faaet Sagen overdraget, lod ansætte Forhør. Det blev et af de Forhør, der bliver staaende i Retsannalerne.

Natten igennem maatte Jensen frem og forklare om sine Bedrifter de sidste 14 Dage. Han forsøgte stadig at undgaa den Fare, som han følte nærmede sig, men Assessoren vidste allerede, at han løj. Saa tilsidst lagde Assessoren de fundne Benstumper paa bordet foran ham. 

- Her ser De Resterne af Deres ulykkelige Hustru!

Da knækkede han sammen og tilstod grædende og klynkende, kyssende sin Hustrus Billede, der laa paa Skranken foran ham. Det var den samme Mand, der havde udført en saa kynisk raa Forbrydelse, som vi næppe har set Magen til, og myrdet med fuldt Overlæg, med koldt Blod

Hvorledes han bar sig ad.

Hans klynkende Tilstaaelse gaar ud paa følgende: Det havde allerede i nogen Tid været hans Hensigt at dræbe Konen for at kunne gifte sig med Kæresten. Mordet var planlagt den 17de November, han havde sagt til Kæresten, at han Kone vilde gaa sin Vej, og anmodet hende om at hente Børnene Søndag Morgen. Men i det afgørende Øjeblik svigtede Modet ham alligevel, og han gik hen paa en Beværtning og sad og drak til Lukketid.

Søndag Morgen skete det. Han fremkaldte med Vilje et Skænderi, saa greb han pludselig med begge Hænder om Konens Hals og trykkede til. Hun kæmpede lidt for sit Liv, fik revet ham i Ansigtet; men den lille spinkle Kone blev hurtig overmandet, og snart laa hun for hans Fødder.

Han bar Liget op paa Pulterkammeret og modtog lidt efter Besøg af Kæresten, hvem han fortalte at "nu var hun rendt"

Mandag Nat bar han Liget ned paa en Trækkevogn og kørte med det ud til Ryvangen til Olesens Villa. Henad Morgenstunden fyrede han op og puttede sin Hustrus Lig ind i Fyret til Central varmeapparatet.

I halvanden Time sad han og passede paa,

at Ilden fortærede hendes Legeme. Og senere kom han igen, og han var da sikker paa, at det var helt fortæret. Han saa ikke de smaa Stykker Ben, der laa i Asken - de, der i Virkeligheden fældede ham. Men de var forresten heller ikke ret store, de er kun 1½ og 2 cm. lange. Der er næppe i nogen Retssag, kan man sige, skaffet et saa vægtigt Bevis ved Hjælp af saa smaa Midler.

Morderen

er født den 5. Maj 1889 i København. Han er Søn af en Kusk. Hans Hustru, Kamilla, født Sandow var født i 1892 - hun var altsaa kun 25 Aar gammel. Da Svogeren henledte Politiets Opmærksomhed paa den mystiske Sag, forklarede han, at Chaufføren var en Mand, der i sin Hidsighed og Brutalitet var i Stand til alt - og unægtelig, Begivenheden har jo givet ham Ret.

Den sorte Don Joan.

Han erklærede raat, at "Kællingen var rendt sin Vej!"

Jensen var ikke saa lidt af en Don Juan. Hans unge stilfærdige Hustru, som alle i Huset havde holdt af paa Grund af hendes stille Væsen og søde Hjerte, søgte altid at gøre det bedste for ham; men han føjtede om Nat og Dag. Han havde et Par uægte Børn at betale til, og de Penge pinte ham ogsaa nu. Der var ikke saa lidt af en Ægteskabssvindler i ham. I 1916 rejste han til Svendborg med en ung Pige fra Lolland, som han havde lært at kende, og han havde aftalt med hende, at de skulde giftes i Maribo Kirke. Og derefter skulde de bo i Abel Cathrinesgade i København. Husbeboerne fik imidlertid Nys om Sagen, de skrev til den unge Pige. og hun kom op og saa Lejligheden - og Jensens Kone.

Saa trak hun sig naturligvis straks tilbage.

Den unge Pige, han nu var Kæreste med, Nelly Overgaard, havde han lært at kende i Forsommeren og var fast bestemt paa at gifte sig med hende. Han havde boet til Leje hos Fru Overgaard, og da vidste hverken Moderen eller Datteren, at han var gift. Senere, da han ikke kunde skaffe Penge til at betale Lejen, flyttede han atter hjem til Abel Cathrinesgade og maatte da op med Historien om, at han var gift og havde 2 Børn. Overfor sin Kæreste skildrede Jensen sin Hustru paa den løgnagtigste Maade, hun vidste ikke andet, end at det var hos Hustruen, Skylden for det daarlige Forhold laa. Frk Overgaard havde paataget sig at passe de to smaa Drenge, da Konen var "forsvundet".

I Gaar fik hun at vide, at han havde dræbt Konen. Hun fik et Nervechok og sank sammen i Krampegraad.

Jensen havde haft saa travlt med at faa brylluppet fastslaaet, at man allerede i Personalet hos Simon Olesen havde samlet sammen til en Bryllupgave, en Kulkasse og en Kakkelovnsskærm. Han havde jo aabenbart Ret til at gifte sig, erklærede han raat, nu "da  Kællingen var rendt sin Vej".

Chaufføren i Arresten.

Efter Tilstaaelsen er Morderen sunket sammen. Der holdes naturligvis Vagt over ham, til hans Sag paadømmes - hvad der dog selvsagt vil vare længe. Men han har aflagt Tilstaaelse om overlagt Mord, hvad der uden Tvivl vil kalde en Dødsstraf over ham, en Straf, der vel sagtens vil blive forandret til livsvarigt Fængsel.

(Aftenbladet (København) 20. december 1917).

Den nævnte Vartovsvej må være Gammel Vartov Vej på Ydre Østerbro mellem Ryvangs Alle og s-toget. 

Hustrumordet

Hvorledes den frygtelige Gerning blev opdaget.

Vi omtalte i Gaar en frygtelig Forbrydelse, der har sat Sindene i den heftigste Bevægelse Landet over. En saadan Udaad genkalder i Erindringen alle de værste Ugerninger, hvorom danske og udenlandske Blade har berettet, og selv om vi lever i en Tid. da der myrdes og brændes rundt om paa Europas Slagmarker, maa vi standse et Øjeblik ved denne Forbrydelse, der er os saa nær inde paa Livet, og som ikke begrundes i den Krigsophidselse. der anvendes for at faa Soldaten ved Fronten til at bruge Vaaben mod sin Broder fra den anden Side Grænsen.

Om den unge Ægtemands Forbrydelse og dens Opklaring beretter "Social-Demokraten" i København:

Morderen melder Hustruens Forsvinden til Politiet.

Onsdag den 21. November anmeldte Chauffør Jensen til Svendsgades Politistation, at hans Hustru var forsvundet fra Hjemmet den 18., og at han frygtede for. at hun flakkede om i sindssyg Tilstand eller muligt var forulykket.

Sagen blev som alle den Slags Sager overgivet til Politiets 4. Afdeling, der paa Grundlag af det opgivne Signalement efterlyste Konen.

Der gik nogen Tid uden at det lykkedes at finde noget Spor af den forsvundne, og Politiet meddelte da Chauffør Jensen, at hans Hustru sikkert maatte være forulykket.

Denne Meddelelse tog Ægtemanden meget roligt og svarede, at saa var der vel ikke noget at gøre.

Hustruens Familie fatter Mistanke.

Den myrdede Fru Jensen har en Søster og en Broder boende i København, og de fattede Mistanke til Chaufføren. Broderen, Malersvend Sigurd Sandow, henvendte sig derfor til Politiassistent Tage Jensen ved Opdagelsespolitiet, til hvem han forklarede, at han ikke mente, at det hang rigtigt sammen med Søsterens Forsvinden.

I Ægteskabet med Jensen havde hun to Børn paa 1 og 2 Aar, og dem holdt hun saa meget af, at det var paniske udelukket, at hun vilde gaa bort fra dem.

Iøvrigt gav Svogerens Opførsel Anledning til Mistanke om, at der forelaa en Forbrydelse.

Hr. Tage Jensen tog ikke straks denne Sigtelse altfor højtideligt, men overgav Sagen til de to unge Opdagere, Rønninge og Strømmen, og det skyldes udelukkende disse to Politimænds energiske Arbejde, at den grufulde Forbrydelse er blevet opklaret.

Undersøgelsen af Fyrstedet.

Hos Kolleger i 4. Afdeling fik de to Betjente Oplysninger om den forsvundne.

Derefter tog man ud i Ejendommen Abel Kathrinesgade 18, der er kendt fra de mange Gange, den er blevet renset for Bordeller.

Ved at afhøre Beboerne kom man til det Resultat, at der var Grundlag for den Mistanke, som Malersvend Sandow nærede.

Det viste sig at Chauffør Jensens Fortid ikke er den bedste. Han har flere Gange været straffet, bl. a. blev han i 1912 dømt til 2 Aars Forbedringshus for grovt Indbrud.

Han hørte af den Grund til Protokollen over mistænkelige Personer, af den Slags der møder hos Politiet hver Mandag Aften ved 6-Tiden.

Han havde ikke meldt sig i længere Tid, og Politiet havde som Følge deraf en udmærket Lejlighed til at anholde ham.

Det gjorde man, og i det første Forhør, hvor han fik oplyst, at han var anholdt for Løsgængeri, gjorde Jensen et vældigt Vrøvl, men han blev senere arresteret og overført til 6. Kriminalkammer, Assessor le Maire. Da man først havde faaet den formentlige Morder sat fast, kunde man arbejde i Fred.

Opdagerne kom ret naturligt paa den Tanke, at Chaufføren kunde have brændt sin Kones Lig for at skaffe det af Vejen, og de tog derfor ud til Grosserer Oluf Olesens Villa i Nyvangs Alle 30, hvor Jensen havde været ansat ved Pasningen af Centralvarmeanlægets Fyr.

Her fik man oplyst, at der den 20. November om Morgenen havde været en frygtelig Os om Fyret. Da Opdagerne hørte det, lod de Centralvarmeanlæggets Fyr rense, og man undersøgte tillige en Beholder, hvor Asken bliver fyldt hen.

Med den største Omhyggelighed undersøgte man Asken, og man fandt tilsidst 3-4 smaa Ben. Disse blev overført til retsmedicinsk Institut, hvor Professor Ellermann gik i Gang med at undersøge, om de stammede fra et Menneske.

Natligt Forhør.

I Tirsdags forelaa Resultatet af Undersøgelsen paa retsmedicinsk Institut, og det var meget opsigtvækkende.

Det viser sig nemlig, at de smaa Ben er yderste Led af en Finger, et Mellemrodsben og et Spoleben, alle af et voksent Menneske.

Alle Tvivl var dermed udelukkede.

Assessor le Maire fastsatte straks Forhør til Tirsdag Aften Kl. 9.

Da Chauffør Jensen blev ført over til Skabene ved Kriminalkammeret, skældte han ud over. at han skulde afhøres for Løsgængeri paa den Tid af Døgnet.

Overbetjent Niels Andersen smilte lunt. Arrestanten vidste jo ikke, hvilken Overraskelse, der ventede ham.

I al den Tid, Jensen har siddet ved Kriminalkammeret, har Assessoren ikke en eneste Gang meddelt ham noget om de Undersøgelser, Opdagelsespolitiet foretog.

Men nu begyndte han at røre ved det.

Jensen afviste straks enhver Henvendelse om det uhyggelige Emne, men efterhaanden som Assessoren rykkede ud med det samlede Materiale, begyndte Arrestanten at vakle i sin Forklaring. Han fastholdt dog stadig ikke at have myrdet sin Hustru.

Det uhyggelige Bevis.

Den myrdede Kvindes Knogler paa Retsskranken

Jensen blev ved 2-Tiden ført ud i Skabet igen, hvor han fik nogle faa Minutter.

Imedens lagde man de af Opdagerne fundne Knogler frem paa Retsskranken, hvorefter Jensen atter blev ført ind.

Assessor le Maire saa nu stift paa Arrestanten, idet han udtalte:

Nu nytter det ikke, De benægter, at De har myrdet Deres Hustru. Her ligger nogle af hendes Ben, som vi har fundet i Fyrrummet hos Direktør Olesen".

Da Arrestanten saa Knoglerne, rystede han over hele Kroppen.

Han stirrede nogle Øjeblikke frem for sig og

faldt saa grædende ned mod Skranken.

Da han atter rejste sig op, aflagde han den grufulde Tilstaaelse.

Han havde i en Uge gaaet og tænkt paa at myrde sin Hustru, da han havde lært en ung Pige at kende, som han vilde giftes med. Han fandt, at det vilde vare for længe med en Skilsmissesag.

Det havde været hans Mening at myrde Hustruen Lørdag Asien den 17. November, men han havde ikke soli Mod til det og var derfor gaaet hen paa en Beværtning, hvor han havde drukket en Del Spiritus. Søndag Morgen havde de to Ægtefæller allerede været oppe Kl. 6 om Morgenen.

Brevet i Jensens Tøj.

Jensen havde skrevet et Brev til sin Kæreste, hvori han oplyste, at han, saa snart han kunde blive sin Kone kvit, vilde gifte sig med hende.

Dette Brev havde Fru Jensen fundet, og der opstod et voldsomt Skænderi mellem dem.

Under dette greb Jensen med begge Hænder om sin Hustrus Hals, til hun var kvalt.

I Forhøret oplyste Morderen, at det

varede 20 Minutter inden hun var død.

Han bar saa Liget op paa Pulterkammeret.

Hen paa Formiddagen kom Jensens Kæreste. Han var da i det bedste Humør, og de gik senere en Tur sammen med Børnene. Han fortalte Kæresten, at hans Kone var gaaet sin Vej.

Mandag Nat kørte han Liget af sin Hustru ud til Villaen i Nyvangs Alle. Han havde laant en Trækvogn, svøbt Liget ind i nogle Sække og lagt en Symaskinekasse oven paa.

Efter at have faaet Liget ned i Fyrkælderen, fyldte han Fyret godt med Brænde og Kul, saaledes at der blev et stærkt Baal. Dernæst 

puttede han Konens Lig ind i Fyret.

Herunder har han maattet slaa et Stykke af Fyrets Dør, og den Omstændighed, at Døren var i Stykker, har gjort sit til, at Mordet opdagedes, idet det blev konstateret, at Døren kun kunde gaa itu ved stærk Vold.

Jensen hævdede imidlertid, at den var gaaet i Stykker ved, at et Stykke Kul var kommen imellem.

Da Konens Lig var vel anbragt paa Fyret, gik han et Par Timer, og saa til fyret, var Liget

fuldstændig brændt.

Næste Dag anmeldte han hendes Forsvinden til Politiet.

Efter Tilstaaelsen faldt Morderen fuldstændig sammen, saaledes at han næsten maatte bæres ud i Skabet.

Klokken var bleven fire, da Forhøret sluttede, og Assessor le Maire forlod Retten efter en anstrengende og højst begivenhedsrig Nat.

Hvad Husbeboerne fortæller.

Vi aflagde straks er Besøg i Ejendomme, Abel Kathrinesgade 18, hvor Beboerne var i Oprør over den grufulde Begivenhed, hvis første Akt er udspillet der.

Overalt har man kun gode Ord om den myrdede Kvinde, som man skildrer som en omhyggelig og kærlig Moder. Derimod er Chauffør Jensen daarlig lidt. Han kom ofte hjem og pryglede sin Kone, men til Tider kunde han ogsaa være tilsyneladende kærlig og gik da ud og spadserede med sin Familie. Det er almindelig kendt, at

han holdt Kærester,

og det var i den Anledning, at der som Regel var Ufred i Hjemmet.

En af Beboerne fortæller, at Jensen om Aftenen efter at have myrdet Konen holdt Gilde i Lejligheden, hvor der baade var Sang og Musik, mens Liget af Hustruen laa paa Pulterkammeret.

Da Soldet var endt, har han kørt Liget gennem de mennesketomme Gader til Nyvangs Alle.

Medens Konen har været forsvundet, har man ofte set Jensen og hans Kæreste gaa op i Lejligheden.

Morderens Kæreste,

den unge Kvinde, som Georg Jensen var forlovet med, er en fattig Syerske, Frk. Overgaard, der bor i Faaborggade.

Hun lærte Morderen at kende i Sommer og til at begynde med anede hun ikke noget om. at hendes Kæreste var gift. Det fik hun først at vide senere. Hun boede sammen med sin gamle Moder, hvor Jensen en Tid logerede, og hos hvem Kæresteparet meget ofte har været sammen.

Frk. O. blev i Løbet af Natten til Tirsdag hentet til Forhør, da Assessor le Maire havde Mistanke til, at hun muligt kunde kende noget til Mordet.

Der viste sig imidlertid, at hun slet ikke har vidst nogen Bested med, paa hvilken uhyggelig Maade, Fru Jensen er kommet af Dage.

I Forhøret forklarede hun, at Jensen havde sagt hende, at hans Kone var gaaet fra ham, og i den Anledning var hun flyttet hjem til fin Kæreste for at passe de to Børn.

Der faldt hende dog noget for Brystet, at Jensen kort efter Konens Forsvinden solgte hendes Tøj og brændte Resten. Da Forhøret var til Ende og Jensen havde tilstaaet sin uhyggelige Forbrydelse, fik hun et saa alvorligt Nervechok, at hun i nogen Tid maa tage væk fra Byen.

Har Jensen tidligere villet myrde sin Kone?

I 1916 var Chauffør Jensen Kæreste med en ung Pige, Frøken Madsen, der angives at være fra Maribo-Egnen.

Det var ved Sommertid, og han tog da med hende til Svendborg.

Hun vidste ikke noget om, at Jensen var gift, og han lovede hende Ægteskab.

Det gik endogsaa saa vidt, at han fik hendes Papirer for at Vielsen kunde komme i Orden.

Samtidig fortalte han hende, at de skulde bo i Abel Kathrinegade 18, hvor han havde lejet en meget flot Lejlighed.

Imidlertid kom det den unge Pige for Øre, at hendes Kæreste var gift.

Hun mødte da en Dag op med fin Moder i Ejendommen Abel Kathrinesgade. hvor der hele bedrageriske Forhold blev opklaret.

Det var den Gang Meningen, at han skulde have været anmeldt til Politiet, men det blev ikke til noget.

Del menes, at Jensen allerede den Gang har haft Planer om at myrde sin Kone. og ar dette maaske ogsaa var sket, hvis ikke Dobbeltspillet var blevet opdager.

Politiets Undersøgelser i Gaar.

Opdagelsespolitiet har i Torsdags foretaget en omfattende Undersøgelse i Lejligheden i Abel Kathrinesgade 18 og af Pulterkammeret, hvor Jensen gemte sin Hustrus Lig. Politiet foretog selv Opmaalinger og Fotografering

I Direktør Olesens Villa i Ryvangs Alle blev Fyrrummet fotograferet og opmaalt, og en Assistent ved Statsprøveanstalten foretog Temperaturmaaling i selve Fyrrummet.

Fredag Formiddag vil Morderen blive ført til Paavisning saavel i Abel Kathrinesgade som i Villaen.

Det er Hensigten at afholde et længere Forhør i 6. Kriminalkammer i Dag, men derefter vil Undersøgelserne hvile til efter Nytaar.

Forlydendet om, at Morderen har skaaret Liget i Stykker, inden han brændte det, betegner Politiet som urigtigt.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 21. december 1917)

Hustrumorderen paa Mordstedet.

Chauffør Georg Jensen har i Gaar Nat været til Paavisning i sin tidligere Lejlighed, Abel Cathrinesgade, hvor Mordet foregik. Paavisningen fandt Sted i al Hemmelighed for at hindre Tilstrømningen af Nygerrige. Sent Onsdag Nat blev Retten sat i Lejligheden, og Forhørene varede til Kl. 4 om Morgenen. Morderen var meget medtaget, han besvimede under Retsforhandlinge og faldt tilsidst helt sammen. Hele Sagen er nu fuldt oplyst, og det vil ikke vare længe, før Sagen kan optages til Doms.

(Aarhuus Stifts-Tidende 11. januar 1918).

Hustrumordet.

Resterne af den myrdede Fru Jensen begravet.

Assessor Simonsen afsluttede for nogen Tid siden Sagen mod den københavnske Chauffør Georg Jensen, der kvalte sin Hustru og senere brændte Liget i et Centralvarme-Fyr.

De faa Knogler, der blev fundet af Opdagerne, er i Lørdags sammen med hendes Aske begravet paa Vestre Kirkegaard.

Resterne af den myrdede var anbragt i en brunmalet Barnekiste.

Kl. 2 samledes Familien og Venner af afdøde i Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard. Pastor Schausboe fra Mariakirken holdt en kort Bøn, hvorefter Følget sang "Klokken slaar". Derefter bar Familiemedlemmerne den med Kranse og Blomster smykkede Kiste til Graven. Her foretog Præsten Jordpaakastelsen, og Kisten sænkedes.

Dermed var den lille Højtidelighed, bag hvilken der skjuler sig en af Kriminalhistoriens uhyggeligste Forbrydelser, forbi.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 18. februar 1918).

Hustrumorderen for Højesteret.

Chaufføren, som dømtes til Døden for at have dræbt sin Hustru og brændt Liget.

København, Tirsdag.

Højesteret paabegyndte i Eftermiddag en af de uhyggeligste Retssager, vi i lang Tid har haft.

Onsdag den 21. November 1917 anmeldte Chauffør Georg Jensen paa Politistationen, at hans Hustru, Camilla, Søndag Formiddag havde forladt deres Hjem i Abel Cathrines Gade og ikke var vendt tilbage. Hustruen blev efterlyst, men 8 Dage senere indfandt hendes Broder sig paa Stationen og meddelte, at han ikke troede, det forholdt sig som af Manden forklaret, idet han senere oppe i Lejligheden havde set noget af det Tøj, som den Forsvundne efter Mandens Forklaring skulde have været iført ved Bortgangen.

Georg Jensen havde 23 Aar gammel været straffet med 2 Aars Forbedringshus for Tyveri. Senere havde han været gift og skilt og paa ny gift, men havde ikke desto mindre indgaaet Forbindelse med en ung Pige, med hvem han havde lovet at gifte sig, saa snart han kunde blive af med den anden Kone.

Vedkommende unge Pige var om Søndagen flyttet hjem til ham for at passe hans to smaa Børn, efter at deres Moder var gaaet.

Nettet trækker sig sammen.

Georg Jensen havde en Bibeskæftigelse som Fyrbøder i Direktør Oluf Olesens Villa. Nu oplyste Pigerne i Villaen, at de Tirsdag Formiddag havde mærket en underlig Lugt fra Varmeledningen; de var gaaet ned til Fyrrummet og havde her konstateret en ganske frygtelig Lugt; de havde endog givet sig til at kradse op i Ilden uden dog at bemærke noget usædvanligt.

Asken fra den paagældende Dag blev nu skaffet til Veje og undersøgt, og det retsmedicinske Institut konstaterede, at der deri fandtes forskellige Knogler af et Menneske.

Endelig oplystes det, at Georg Jensen om Mandagen havde laant en Trækkevogn, for hvis Anvendelse han ikke kunde gøre Rede.

Tilstaaelsen.

Efter at han i nogen Tid havde ført en fortvivlet Kamp for at klare sig, fik han under Forhøret den 18. December forevist de fundne Knogler, idet Dommeren meddelte ham, at det var de fundne Rester af hans Hustru. Saa faldt han pludselig sammen, og grædende forklarede han nu, hvordan det hele var gaaet til.

Allerede om Lørdagen havde han fattet den Plan at dræbe Hustruen, men efter at han havde lagt Børnene i Seng, svigtede Modet ham, og han gik ud paa en Beværtning for at stimulere sig med Spiritus. Kl. 11 gik han hjem i Seng og tænkte et Par Gange paa at udføre sit Forsæt, men turde ikke. Om Morgenen ved 6-Tiden vaagnede han, stod op og tog lidt Tøj paa og tændte op i Kakkelovnen, hvorefter han satte sig til at læse. Ved 6½-Tiden kom hans Hustru ind til ham, iført Natkjole, og spurgte, om han ogsaa idag skulde ud at rende med hende ude paa Østerbro. Saa sprang han løs paa hende, greb hende om Halsen med begge Hænder og væltede hende ned paa Gulvet Han klemte til af al sin Kraft for at dræbe hende ved Kvælning. Da han efter ca. 20 Minuters Forløb var sikker paa, at hun var død, slap han Taget, og bar nu Liget op paa Pulterkamret. Derefter gik han ned og klædte Børnene paa, og Kl. 8 kom den føromtalte unge Pige, hvem han i Forvejen havde fortalt, at hans Hustru den Dag vilde have forladt Hjemmet.

Tirsdag Morgen lagde han et Par Sække over Liget og kørte det paa en Trækkevogn ud til Villaen, hvor han, uden at nogen saa ham, bar det op og skubbede det ind i Fyrstedet. - Ved Kriminalretten blev han for overlagt Drab dømt til Døden.

Ved Højesteret er Hr. Bülow Aktor og Hr. Asmussen Defensor. Aktor får først Ordet imorgen tidlig.

John.

(Fyens Stiftstidende 12. juni 1918).

Forsvaret satte ikke spørgsmål ved skyldspørgsmålet om overlagt mord, men fremhævede nogle formildende omstændigheder, nemlig hans social arv fra den lunefulde, hidsige og brutale far, samt Georg Jensens ulykkelige lidenskab for kvinder. Desuden havde hans nye kæreste erklæret at hun ikke kunne leve uden ham. Højesteret dømte Georg Jensen til døden. Men han blev som sædvane var dengang, indstillet til kongelig benådning i form af livsvarigt tugthus - hvilket skete juli 1918. Han døde 27. september 1930 som 41-årig. Han havde da afsonet 12 år. Han blev begravet i Horsens.

Kinesisk Gravmæle paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Kinesisk Gravmindesmærke paa Vestre Kirkegaard.

Vestre Kirkegaard er, landskabelig set, vor smukkeste Gravplads, og endnu skønnere bliver den ved alle de Monumenter og Mindesmærker, som rejses derude. Vor Tids Smag gaar jo ikke - heldigvis - i Retning af de flade Marmorplader og de ovale Træringe.

Netop i disse Dage er der rejst et meget ejendommeligt Monument, der vil tiltrække sig alle de Forbipasserendes Opmærksomhed.

Det er en kæmpestor Granitsten, hvorpaa der paa langs er indristet en Række kinesiske Tegn og Bogstaver, medens der nederst staar paa Dansk: "Legationsraadinde Uantchin Wang" Det er legationssekretær Kinyer Wangs Hustru, som hviler her i den fremmede Jord. Den herværende kinesiske Minister har forfattet den kinesiske Indskrift. Selve Monumentet er udført hos P. Schannong.

(Aftenbladet (København) 11. december 1917). 

En kinesisk Gravsten paa Vestre Kirkegaard.

Ude paa Vestre Kirkegaard hviler den kinesiske Minister King Wangs Hustru, paa hvis Grav Ministeren nu vil sættes ovenstaaende Gravsten.

Mindesmærket, der er udført i P. Schannongs Værksted, er en mægtig, blanktpoleret sortgraa Granitsten, hvorpaa der i Guldbogstaver staar tre Rækker kinesiske Bogstaver. Den længste, den midterste, er den Afdødes Stamtavle, der aabenbart kan føres meget langt tilbage. Hvad de andre Rækker betyder, kan vi desværre ikke oplyse.

Fornenden staar: Ministerinde Quantchin Wang og Datoen 2. oktober 1917.

(Aftenbladet (København) 7. marts 1924).

Kinyer Wangs hustru blev begravet fra Vestre Kirkegårds kapel 2. oktober 1917. Kinyer T. T. Wang var legationsråd og fungerede af og til som chargé d'affaires når den kinesiske gesandt dr. W. W. Jen var andetsteds.