06 august 2024

Politiinspektør Aage Steffensen (1874-1920). (Efterskrift til Politivennen)

En ung Mand.

Hr. Korns Efterfølger paa Krigsstien.'

Kst. Politiinspektør Steffensen.

Hr. Steffensen, der er blevet konstitueret i Hr. Korns Sædelighed og saa glansfuldt har ført Undersøgelserne af sin Forgængers Skandaler til det foreløbige Endemaal, at der Intet er om det, som al Byen véd - denne Hr. Steffensen har i "Berl. Tid." for i Aftes begaaet en Artikel, der er lige saa ungdommelig i sin Form som malplaceret ved sin Fremkomst.

Egenlig vidner den kun om, at Hr. Steffensen allerede føler sig som den Embedsmand, der efter en Undersøgelse, hvorunder hans Betjente har optraadt ganske utilladeligt ved at holde Taler til de Piger, der eventuelt kunde tænkes at blive Vidner i Sagen, kan tillade sig over for Pressen i Kraft af sit "gode Resultat" at betegne Meddelelser om ret notoriske Forhold som "karakteristisk for hele den Løshed og Mangel paa Kendskab til det, der tales om", der betegner Pressens Udtalelser om "Sædeligheden".

Det er "Nationaltidende", Hr. Steffensen taler til, saa vi har ikke nogen Forpligtelse til at tage os af Sagen. Men "Nattid." har kun paapeget en Tendens hos Sædelighedspolitiet til at lade Piger indskrive i Prostitutionen i Stedet for at virke i modsat Retning. Og deri turde vor ærede Kollega have Ret.

Men Hr. Steffensens Stykke Journalistik - vi undser osiøvrigt ved at give hans Produkt denne Betegnelse - er af en saadan Art, at "Nattid." ikke skal være ene om at besvare det.

Hr. Steffensen citerer "Nattid." og har derefter den Dristighed at skrive, at han "selvfølgelig" ikke nærer meget Haab om ved sine Bemærkninger at "have rammet en Pæl igennem Livet paa den Beskyldning mod Sædelighedspolitiet, at det saa langt fra at holde Kvinder borte fra Usædelighed, tværtimod gør Alt, hvad der er muligt for at drage dem deri."

En Paastand som deu i de af os citerede Linjer er endnu ikke fremsat i noget københavnsk | Blad. En "Journalistik" som den, der girer sig Udtryk i den Steffensenske Insinuation, er saa uvederhæftig, som kun en Journalistikens Novice af den mindst lovende Art kan bedrive den.

Og ikke destomindre slutter Hr. Steffensen med at erklære, at hans Mening "har kun været for en  Gangs Skyld at trække den nøgne, men desværre saa lidet agtede Sandhed frem for Dagens Lys."

"For Dagens Lys!"

Hr. Steffensen skulde passe sin Kælder. Derfra er der nogle Sandheder at drage frem for Dagens Lys. Han har i den Retning ikke hidtil været overdrevet heldig. At han ikke er heldigere, naar han som i Aftes stiger op i "Berl. Tid."s Baggaard i Pilestræde, er saare beklageligt, men forstaaeligt.

Han søger at dementere "Nattd." Paastand og skriver, at "Nattd." behøvede "blot at se efter i den aarlige Beretning om Kjøbenhavns Politis Virksomhed."

Hvilke guddommeligt naive Ord! Som om Københavns Politi i sin Beretning skulde finde paa at skrive, at det gjorde "Alt, hvad der er muligt for at drage" Kvinder i Usædelighed !

Er Hr. Steffensen ikke snildere i sin Undersøgelsesvirksomhed, end at han nøjes med at læse den aarlige Beretning om Københavns Politis Virksomhed igennem, saa forstaar vi, at han ikke har kunnet finde den Svamp, der gror saa livligt i han fugtige Kælder !

Ti i Beretningen fandtes sikkert hverken de 10,000 Kr., Meyeri 15,000, Md. Clausens private Tjeneste eller andet. Der vil næppe heller staa noget om Meyers Forhør over Pigerne i Dybensgade.

Men der burde staa næste Aar, at den konstituerede 3dje Politiinspektør er en ung Mand, der ikke tillod sig at hvile paa sin første "Undersøgelses" Lavrbær, men maatte følge sin Herre og Mester, Politidirektøren, paa Dementiernes slibrige Stier.

Forresten kender Hr. Steffensen naturligvis ikke noget til Sædelighedspolitiets Praksis. Medmindre Hr. Meyer har informeret ham. Hr. Steffensen er jo ogsaa ung i Tjenesten. Hans Artikel er derfor, med hans egne Ord, "ganske hen i Vejret" og "ganskemeningsløs".

(København, 4. maj 1895).

De nye Embedsmænd i Kjøbenhavns Politi.

Politiinspektør Aage Steffensen.

I over et Aar har Embedet som Chef for det uniformerede Politi paa Grund af Politiinspektør Gyldenfeldts Sygdom været besat ved Konstitution, men igaar forelaa, som meddelt iaftes, Udnævnelsen af den nye Politiinspektør, og som almindelig ventet, blev det den Mand, der har været konstitueret - Aage Steffensen - der blev udnævnt.

Valget kunde sikkert ikke være faldet paa nogen bedre. Steffensen stammer fra et gammelt Embedsmandshjem - han er Søn af afdøde Generalauditør Steffensen - har en fin Eksamen, og i den Aarrække, han har virket i Kjøbenhavns Politi, har han vist sig som en meget dygtig, en myndig, men moderne og rask Politimand.

Under Konstitutionen har han indført Politiautomobilerne hvorved den gamle Sætning: Politiet kommer altid for sent, er sat ud af Kraft, og under Arbejdet i den nedsatte Politikommission skyldes det væsentligst hans Initiativ, at der i den Betænkning, som nu er til Behandling i Magistraten, er indført saa mange Forbedringer og Ændringer i Betjentenes Tjeneste og hele Politiordningen, af Kjøbenhavn forhaabentlig snart vil have et fuldt molerne og tidssvarende Ordenspoliti.

Politiinspektør Steffensen er født den 28de Juni 1874, Student fra 1892, cand. jur. 1898. Efter at have aftjent sin Værnepligt ved Garden traadte han ind i Kjøbenhavns Politi, hvor han har gennemgaaet de forskellige Grader, til han i 1902 blev udnævnt til Politiassistent paa det yderste Nørrebro. I de sidste 10 Aar har han bestyret Vesterbros vanskelige Station.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 24. april 1919).

Steffensens far var en kendt Højre-politiker, generalauditør Steffensen. Han var ansat i Københavns politi fra 1899, 1902 politiassistent på Hillerødgades politistation. Senere Svendsgades Politistation. Chef for ordenspolitiet 1919, efter at have været konstitueret under forgængeren Gyldenfeldts sygdom. Han blev november 1919 syg med en nyrelidelse og indlagt på Rigshospitalet, under den spanske syges opblussen overført til Bispebjerg Hospital, senere Kommunehospitalet. Han pådrog sig endvidere en lungebetændelse, og døde. 


Fotoer fra Steffensens begravelse, 9. marts 1920 fra "Folkets Avis - København", 10. marts 1920. Han blev begravet fra Frederiksberg Kirke.

Politiinspektør Aage Steffensens grav på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

05 august 2024

De "døde" Vande. (Efterskrift til Politivennen)

Forskønnelsesforeningen vil nu prøve paa at løse Spørgsmaalet: Forskønnelsen af Søerne.

Tidligt Foraar paa Peblingesøen.

Naar en Københavner nævner Ordet "Søerne"', saa tænker han paa de tre mægtige Vandbassiner, der ligger mellem Øster- og Vesterbro og kun højst uegentlig kan benævnes Søer, nemlig Sorledamssøen, Peblingesøen og Sct. Jørgens Sø. Kun den sidste, hvis Bredder ikke er lige afslukne Bassinbredder, har i nogen Grad Karakteren af Sø.

Søerne, og da navnlig Sortedams- og Peblingesøerne, har altid været baade Københavnernes Hjertebørn og deres Smertensbørn. Man har elsket dem for den Friskhed, de tilfører Byen, og for den Skønhed, de store Vandflader trods alt rummer. De spejler Himlens Skyer og Luftens forskellige Farvetoner, de forsølves af Maanens Lys, og i tidlige Sommermorgener flyder Morgenerødens Guld paa deres stille Vande, i hvilke morgenduelige Lystfiskere meder fra Baad og fra Bred.

Men de har samtidig været Københavnernes Smertensbørn, fordi man ønskede dem kønnere, end de er, man vilde gerne give dem noget mere Søpræg, og man kunde tænke sig dem livligere - "de døde Søer", som man ofte benævner dem.

Mest har man dog anket over det frygtelige arkitektoniske Anarki, der har hersket i Halvfjerdserne, da Bebyggelsen langs Søerne tog Fart. Det Husuvæsen, der flankerer Bredderne, kan der naturligvis nu ikke raades Bod paa, saa en Forskønnelse paa det Grundlag er en komplet uløselig Opgave.

Daværende Stadsingeniør Ambt og Arkitekt Ulrik Plesner har i sin Tid udarbejdet et Forslag, der tager Sigte paa en Regulering og Reformering af Bebyggelsen, men Forslaget maatte henlægges, og nu er et Forslag i saa Henseende uigennemførligt.

Mangfoldige Forslag til Forskønnelse af selve Søerne har i Tidernes Løb set Lyset. Saaledes kan det nævnes, at Arkitekt Blichfeldt i Midten af Firserne udarbejdede et Forslag til en gennemgribende Ombygning af den daværende prunkløse Peblingebro. Det gik ud paa at indrette Smaabutiker langs Broens Sider, og at bygge en Koncertsal fra Broens Midte ud i Peblingesøen.

Et tidligere Forslag gik ud paa at søge opført Bygninger langs Søen - noget i Retning af venetianske Paladser, og saa skulde der være Gondolsejlads, naturligvis med syngende Gondolierer ombord.

Et Forslag af helt ny Dato er fremsat af Havearkitekt Termansen og er af en ret fantastisk Karakter. Hr. Termansen vil intet mindre end opfylde del meste af Søerne og derigennem indvinde 780.000 Kvadratalen, der udstykket i Villaparceller vilde staa i en Værdi af 24 Millioner Kroner.

Søerne vilde efler Opfyldningen fremtræde som en bugtet Grav af ca. 70 Alens Maksimalbredde, lidt bredere end Havnen paa det smalleste Sled og ikke saa bred som Christianshavns Stadsgrav.

Sandkasse og Baadebro. Peblingesøen.

Andre Forslag gaar ud paa at danne smaa Halvøer ud i Vandet for paa den Maade at bryde Ensformigheden, som hviler over Søerne, atter andre anbefaler at opfylde smaa Holme helt ude i Søen. De skulde dels tjene til at bryde Vandfladen og dels afgive Hvile- og Rugepladser for en Del af de tamme og vilde Svømmefugle, som holder til i Søerne.

Da man i sin Tid byggede Søpavillonen ud i Søen ved Gyldenløvesgade, var det ogsaa et Forsøg paa at forskønne Søerne, og del var Meningen al opføre en Pedant til Søpavillonen ved Østerbrogade. Det første Forsøg har imidlertid skræmmet Forskønnelsesmændene. Pavilionen ved Østerbro blev for stedse skrinlagt.

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, der jævnlig modtager Henstillinger om at tage Forskønnelsen af Søerne op til Overvejelse, har nu taget Spørgsmaalet op og vil søge udarbejdet et Forslag til Omdannelse af Sortedams- og Peblinge-øens Bredder i Lighed med Set. Jørgens Søs Bredder, altsaa en Afløsning af de nuværende lodrette Stensætninger af græsbesaaede Skrænter med Hække.

Der bliver saaledes kun Tale om at forbedre de forhaandenværende Forhold og gøre dem lidt mere tiltalende for Øjet ved Anbringelsen af nogen Vegetation.

Men samtidig vil Foreningen slaa et Slag for at faa de talrige Skure og Sandkasser, som garnerer Gaderne og Fodstierne langs Søerne, fjernede, og for at faa de mange Baadebroer med tilhørende "Lysthuse" givet et mere pynteligt Udseende. Thi de fleste af disse virker som em Knyttet Næve i Synet paa de Spadserende.

At Foreningen vil indskrænke sine Overvejelser til disse tre Smaaforbedringer, er meget fornuftigt. For det første fordi de er gennemførlige og for det andet fordi Søerne slet ikke er grimme - store Vandflader med deres mange Shatteringer af Lys og Skygge og det frie Udsyn, man har over dem, er en Hvile for Øjet og af en egen Skønhedsvirkning.

Bruno. 

(Folkets Avis - København 25. februar 1920).

Børn i Borgergade. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardeksteriør fra Borgergade-Kvarteret.

Det er en Fryd at se Børn, der leger paa en grøn Eng, - men det er trist en Skærsommerdag at kigge ind i københavnske Gaarde, thi her leger Børnene i Omgivelser, der er kvalmende trange. Det er ikke Syren og Jasminduft, der raader her. Her er der Skygger - ikke fra et kølende Buskads, men fra stinkende Skraldebøtter og Retirader. Her naar ingen Nattergalesang ned til Børnene, men der lyder et Par skældende Stemmer, - thi naar Krybben er tom bides Hestene.

Det er fattige Børn, der leger i disse Gaarde, hvor de graagule Mursten fortæller om en graa og trist Hverdag, der er Børn iblandt dem, der overhovedet ikke kender anden Slags Træer end dem der staar og stritter paa Boulevarder og i Parker.

Men der er ogsaa Børn iblandt dem som det jubler inden i, thi de skal paa Landet - vel at mærke, hvis det nødvendige Tøj til Rejsen kan skaffes til Veje. 

Det er et stort Spørgsmaal. 

Sæt Børnenes Kontor, der er deres eneste Frelse, deres eneste Udvej, nu sagde: "Nej! Nej, vi kan ikke skaffe den Trøje og den Bluse, vi maa stoppe op, - vi har ikke flere Penge i Kassen!" Ja, hvad saa! Saa skulde lille Eli blive Sommeren igennem ved de lugtende Skraldebøtter, saa skulde hun stadig lege Skjul i de kattestinkende Kældergange, i Stedet for at komme ud i en herlig Have, hvor der er Skjulepladser inde i de duftende Hyldebuskadser. Den graatriste Murstensflade skulde hun daglig stirre sig fortvivlet paa i Stedet for at hun burde have været derude under den store Himmelkuppel med de hvide drivende Skyer og flette Kranse af Kornblomster og Margueriter.

Men Forholdet er virkelig truende for lille Eli og hendes Smaa Veninder og Venner. Barnetøj koster nemlig en Hob af Penge, og Direktør Nielsen fra Børnenes Kontor siger til os: Kan De ikke gøre Folk begribeligt, at der maa hjælpes og hjælpes godt og hjælpes nu. Glem ikke Kontoret i Kr. Bernikowsgade Nr. 2, glem ikke Telefonnumret Byen 6225, glem først og fremmest ikke Børnene.

(Social-Demokraten 9. juni 1921).

Landegrænsen i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Den 10. februar 1920 blev der afholdt folkeafstemning i zone 1 hvor knap 75 % stemte for Danmark. Der blev stemt en bloc, forstået således at  det var flertallet som bestemte tilhørsforholdet for hele zonen. Den 14. marts stemtes i zone 2. I modsætning til i zone 1 blev der stemt kommunevis, således at der blev taget hensyn til de enkelte kommuner ved grænsedragningen. 80 % stemte for Tyskland. Mellem de to afstemninger udkom nedenstående artikel:

Landegrænsen i Slesvig.

Tiedje-linjen som minimumskrav.

Flensborg, 16. februar.

A. W. Danskerne opfører sig som om alene afstemningen i den første nordslesvigske zone havde beseglet denne zones skæbne. De vil nu med al magt kaste sig ud i anden zone, primært mod erobringen af ​​Flensborg, og de er tilsyneladende meget utilfredse med at tyskerne fra Slesvig ikke har travlt med at følge dem dertil, men derimod holder fast ved at kun afgørelsen i hele afstemningsområdet også kan bringe afgørelsen om første zone. Det er naturligvis rigtigt at før afstemningen i anden zone indeholder alle beregninger om det nationale resultat af den første afstemning en ukendt mængde. “Flensborg Avis” taler derfor om matematiske tricks der er latterlige, inden anden zone har stemt. Men netop i denne skødesløse udtalelse fra det danske flensborgblad ligger den yderst værdifulde indrømmelse, at et retfærdigt nationalt samlet først kan findes efter anden afstemning, og at afstemningsresultatet i første zone alene derfor ikke tillader nogen grænsebestemmelse i sig selv, dvs. h. ikke engang en minimumsgrænse. Endvidere skal det igen og igen understreges, at ordlyden af ​​Versailles-traktaten ikke kun tillader denne opfattelse, men faktisk kræver det. Der er naturligvis ingen tvivl om hvilken uhyggelig hensigt der skulle forfølges med en blokafstemning i den første zone. Men helt uafhængigt af de enkelte bestemmelser vedrørende de forskellige afstemningstyper i første og anden zone, udtrykker traktaten at selve afstemningen slet ikke sætter en grænse, men at efter begge afstemninger er afsluttet, bør grænsen sættes "i overensstemmelse med befolkningens ønsker”. Så når selv minister H. P. Hansens blad "Hejmdal" hævder, at fredsaftalen ikke giver mulighed for anden mulighed for grænsedragning end i det mindste på grundlag af Clausenlinjen, altså på baggrund af sydgrænsen af først afstemningsområde, så væver folk tråde her for at binde den internationale kommission til danske ønsker. I virkeligheden har Den Internationale Kommission fuld frihed til at træffe beslutningen på en sådan måde at der etableres en uangribelig balance i fordelingen af ​​nationale styrker.

For det tyske folk i Slesvig er det dog ikke et spørgsmål i dag om at tage den internationale kommissions formodede fortolkning af traktaten som rettesnor, men derimod et spørgsmål om at vide hvad man selv vil og bestemme den nationale platform som vi i dag kan bygge vores minimumskrav på. Det vil senere vise sig om dette minimumskrav vil ændre sig til vores fordel som følge af afstemningsresultaterne i anden zone. I dag handler det om på baggrund af de uomtvistelige stemmetal at bevise at kampens nuværende tilstand allerede har vist at Clausen-linjen er fuldstændig uholdbar. Vi sammenligner derfor foreløbigt Clausen-linjen med Tiedje-linjen, dvs. den linje som Johs. Tiedje beregnede for et år siden og som stort set er præcis den samme som det nu er baseret på de faktiske stemmetal hvis principperne om rimelig kompensation anvendes. Vi skal dog igen og igen understrege, at der kun kan være tale om et foreløbigt krav, fordi der tilbagestår et ukendt antal i beregningen, nemlig antallet af danske stemmer, der vil blive afgivet i anden zone. Det er allerede klart for os i dag at dette antal fortsat er et ubetydeligt mindretal i den anden zone. Men vi ønsker at kæmpe denne nationale kamp i reelle termer og derfor ikke operere på ubeviste fakta. Det er grunden til at vores foreløbige nationale krav, dvs. Tiedjelinjen, kun er placeret så langt op mod nord at der mellem Clausenlinjen og Tiedjelinjen forbliver et tysk flertal, således at området mellem disse linjer som vi kalder Tiedjebæltet, kan hævde tysk nationalitet for sig selv uden at skulle stole på det forventede store tyske flertal i anden zone. Beregner man landegrænsen på denne måde under hensyntagen til de mest presserende økonomiske behov og forbindelser, er resultatet en linje der går nordpå fra Højer og Tønder op til Aabenraa-distriktsgrænsen, omkranser de tyske byer Kapstedt og Tinglev og ender nær Gråsten for at nå Flensborg Fjord. Ifølge vores præcise optællinger, baseret på H. P. Hanssens valgresultater som bestemt ikke er manipuleret i tyske interesser (det modsatte er at frygte), blev der afgivet 6.937 tyske stemmer i dette Tiedje-bælte mod 6.766 danske. Samlet set er der fortsat et tysk flertal på 171 stemmer, dog ikke et stort flertal. Det er naturligvis også sådan i dette område at landdistrikterne afgav flertal af de danske stemmer, hvilket hovedsageligt opvejes af det overvældende tyske flertal af de 2.503 tyske stemmer i byen Tønder. Men det er alligevel markant at selvom man fraskriver Tønder by, så har den del af området der hører til Tønder-distriktet, kun omkring 700 flere danske stemmer end tyske, nemlig 3343 tyske stemmer mod 4098 danske. Det skal også særligt fremhæves at de steder syd for Tønder, som forbinder den tyske by Tønder med den anden zone, samt stederne syd for Højer, har overvejende tysk flertal. Der er f.eks. anført: Seth 152 tyske, 36 danske stemmer, Uberg 63 tyske, 7 danske stemmer.

Rudbøl, Rudbølkoog og Freidrichenkoog har også tysk flertal. I selve Højer var stemmeprocenten 581 tyskere mod 219 danskere. Man skal naturligvis altid tage i betragtning at især i de større byer, der i forbindelse med deres vækst overvejende er tyske, er antallet af stemmeberøvede, dvs. tyskere der ikke har været i landet i mere end tyve år, af betydeligt omfang hvis de havde fået lov til at udøve deres rettigheder.

Den vigtigste afgørende faktor for ledelsen af ​​Tiedje-grænsen på den centrale højderyg er det store tyske flertal, der blev opnået i hovedbyerne Keising, Rapstedt og Tinglev. Desværre blev der ikke opnået tyske flertal på de ni pladser i Aabenraa-distriktet og de otte pladser i Flensborg-distriktet, som falder ind i Tiedje-bæltet på østkysten, men mindst tolv af disse sytten pladser talte mere end en tredjedel af det tyske stemmer og i så fald vil fornuft og lige foranstaltninger sejre i den samlede beslutning, så er intet område som dette bestemt til at forblive som et dansk mindretal med det tyske Slesvig. For hvad var parolen hvorunder danskerne dengang gennemførte det, at den rent tyske sydbred af Flensborg Fjord med Glücksborg også var med i den anden zone: Flensborg ejer fjorden (fjorden tilhører Flensborg)? Så hvis sydbredden hører til Flensborg, gælder det samme for nordbredden, og vil man blot bevare anstændighedens udseende, kan man henføre fiskerlejet Rinkenæs til industribyen Flensborg, men ikke omvendt, stor handelsby til et halvt dusin små landsbyer.

Den følgende sammenstilling viser også, hvilke tal disse danske flertal i Aabenraa- og Flensborg-områderne i Tiedje-bæltet er. Der blev afgivet i Tiedie-bæltet, nemlig i Tønder-distriktet 5846 tyske, 4809 danske stemmer, Aabenraa-distriktet 544 tyske, 1156 danske stemmer, Flensborg-distriktet 547 tyske, 801 danske stemmer, i alt 6937 tyske, 6766 danske stemmer. 

Valgets utilbørlige indflydelse, tidens ugunst, fratagelsen af ​​stemmer fra store, og altid kun tyske, dele af befolkningen, den resignation, der fulgte af den vold, som danskerne bestemt havde til hensigt gennem en blok-afstemningen, alt sammen havde dette åbenbart en betydelig indvirkning på Tysklands ugunstige stemmeresultater. Selv af de stemmeberettigede var der omkring 10.000, der ikke udnyttede deres stemmeret i den første zone og desværre må man formode at det var tyske vælgere, hvis stemme vi nu i høj grad mangler, primært på grund af den førnævnte opsigelse. For hvad vil vi med Tiedje-linjen og hvad vil vi med hele det her regnestykke? Vi vil vise, helt ud over de økonomiske nødvendigheder, at det rent nationale perspektiv også resulterer i Tiedje-linjen som et minimumskrav. Hvis vi antager at grænsen blev trukket ud fra denne linje, så ville Danmark af de 25.231 tyske vælgere i den første zone ikke falde under Danmark, men 18.294 tyske vælgere ville stadig blive hos Danmark, når man ikke tæller dem der blev frataget deres stemmer. Hvis man til dette tal lægger de 6.766 danskere der forblev med Tyskland som minoritet i Tiedjes-bæltet, er der stadig 11.528 flere tyske vælgere, der ville blive udleveret til Danmark, end danskere der blev med Tyskland. I hvor høj grad dette overskud på omkring 12.000 tyske stemmer vil blive udlignet af de danske stemmer afgivet i anden zone, er endnu uvist, og først derefter vil det vise sig hvor grænsen for en virkelig fair national balance endelig kan trækkes.

Indtil da er Tiedje-linjen dog det enstemmige krav som tyskerne i Slesvig nu fortsætter kampen om anden zone med. Det er åbenbart meget ubehageligt for danskerne at dette forenede tyske slogan nu bliver konfronteret med dem, da de mente at spørgsmålet om hele den første zone var afgjort. Foreløbig ved de ikke hvordan de skal gøre indsigelse mod de uomgængelige kendsgerninger, der er beskrevet ovenfor, bortset fra den konstante snak om fredsaftalens formelle bestemmelser som ville forhindre en revision af Clausen-linjen. Men hvor der er en ærlig vilje til at forstå, er der også en vej. Under alle omstændigheder vil tysk Slesvig fortsætte kampen for sin gode nationalret i vished om, at den skal føre til sit mål. Den vil ikke kun føre den med hårdhed, men om nødvendigt med de skarpeste våben.


Afstemningskort for den sydlige del af afstemningszone I og hele afstemningszone II med angivelse af valgresultaterne og indtegning af J. Tiedjes forslag til en alternativ grænsedragning. Indsat i øvre højre hjørne kort over hele afstemningsområdet. Kortets titel: "Karte zum deutschen Grenzvorschlag für Schleswig am 17. April 1920"


Die nationale Grenze in Schleswig.

Die Tiedje-Linie als Mindestforderung.

Flensburg, 16. Februar.

A. W. Die Dänen stellen sich, als wenn die blosse Abstimmung in der ersten nordschleswigschen Zone das Schicksal dieser Zone besiegelt hätte. Sie möchten sich jetzt mit ganzer Kraft auf die zweite Zone stürzen, in erster Linie auf die Eroberung Flensburgs, und offenbar ist es ihnen sehr wenig angenehm, dass die deutschen Schleswiger es gar nicht so eilig haben, ihnen dorthin zu folgen, sondern unerschütterlich daran festhalten, dass erst die Entscheidung im gesamten Abstimmungsgebiet auch die Entscheidung über die erste Zone bringen kann. Es ist selbstverständlich richtig, dass vor dieser Abstimmung in der zweiten Zone alle Berechnungen über das nationale Ergebnis der ersten Abstimmung eine unbekannte Grösse enthalten. "Flensborg Avis" spricht deshalb von Rechenkunststücken, die lächerlich seien, bevor die zweite Zone abgestimmt habe. Aber gerade in dieser unvorsichtigen Aeusserung des Flensburger Dänenblattes liegt das überaus wertvolle Eingeständniss, dass ein gerechtes nationales Gesamtuhrteil erst nach der zweien Abstimmung gefunden werden kann, dass also infolgedessen das Abstimmungsergebnis in der ersten Zone für sich allein überhaupt noch keine Grenzfestsetzung zulässt, d. h. nich einmal eine Mindestgrenze. Im übrigen muss immer Wieder unterstrichen werden, dass auch der Wortlaut des Vertrages von Versailles diese Auffassung nicht nur zulässt, sondern geradezu erfordert. Welche niederträchtige Absicht mit der en-bloc-Abstimmung in der ersten Zone verfolgt werden sollte, ist freilich nicht zweifelhaft. Aber ganz unabhängig von den Einzelbestimmungen über die verschiedenen Abstimmungsarten in der erten und zweiten Zone bringt der vertrag zum Ausdruck, dass mit der Abstimmung selber eine Grenze überhaupt noch nicht festgesetzt ist, sondern dass nach dem Abschluss beider Abstimmungen die Grenze festgesetzt werden soll "in Uebereinstimmung mit den Wünschen der Bevölkerung". Wenn also sogar das Blatt des Ministers H. P. Hansen, "Hejmdal", behauptet, der Friedensvertrag lasse keine andere Möglichkeit einer Grenzführung zu als mindestens auf grund der Clausen-Linie, also auf Grund der Südgrenze des ersten Abstimmungsgebietes, so konstruirt man hier Zwirnsäden, um die Internationale Kommission an die dänischen Wünsche zu binden. In Wahrheit hat die Internationale Kommission volle Freiheit, die Entscheidung so zu treffen, dass sie eine unanfechtbares Gleichgewicht der nationalen Kräfteverteilung herstellt. 

Für die deutschen Schleswiger kann es sich aber heute nich darum handeln, die mutmassliche vertragsauslegung der Internationalen Kommission zue Richtschnur zu nehmen, sondern es handelt sich darum, zu wissen, was man selber will, und die nationale Plattform festzustellen, auf der wir heute unsere Mindestforderung errichten. Ob sich diese Mindestforderung durch das Abstimmungsergebnis in der zweiten Zone noch zu unseren Gunsten verschieben wird, wird sich später zeigen. Heute handelt es sich darum, auf Grund der unanfechtbaren Abstimmungszahlen nachsuweisen, dass schon der jetzige Stand des Kampfes die völlige Unhaltbarkeit der Clausen-Linie ergeben hat. wir stellen daher vorläufig der Clausen-Linie die Tiedje-Linie gegenübeer, d. h. eine Linie, die Johs. Tiedje schon vor einem jahre ziemlich genau so berechnet hat, wie sie sich auf den tatsächlichen Abstimmungszahlen jetzt ergibt, wenn die Grundsätze eines gerechten Ausgleichs angewandt werden. Wir müssen jedoch immer Wieder unterstreichen, dass es sich dabei nur um eine vorläufige Forderung handeln kann, weil eine unbekannte Grösse in der Rechnung bleibt, nämlich die Zahl der dänischen Stimmen, die in der zweiten Zone abgegeben werden wird. Dass diese Zahl auf jeden Fall eine unbedeutende Minderheit der zweiten Zone bleibt, steht für uns zwar schon heute fest. Aber wir wollen diesen nationalen Kampf reell ausfechten und daher nicht mir unbewiesenen Tatsachen operieren. Das ist der Grund, weshalb unsere vorläufige nationale Forderung, d. h. die Tiedse-Linie, nur so weit nach Norden hinauf gelegt wird, dass zwischen der Clausen-Linie und der Tiedje-Linie an und für sich eine deutsche Mehrheit bleibt, dass also das zwischen diesen Linien ligende gebiet, das wir den Tiedjegürtel nennen, seine deutsche Nationalität für scih allein zu behaupten vermag, ohne auf die zu erwartende grosse deutsche Mehrheit in der zweiten Zone angewiesen zu sein. Berehcnet man auf diese Weise die natinale Grenze unter gleichzeitiger Zugrundelegung der dringendsten wirtschaftlichen Notwendigkeiten und Zusammenhänge, so ergibt sich eine Linie, die nördlich von Hoyer und Tondern bis zur Apenrader Kreisgrenze hinaufgeht, die deutschen Orte Kapstedt und Tingleff umscliesst, um in der Nähe von Gravenstein die Flensburger Förde zu erreichen. Nach unseren genauen Zählungen, und zwar auf Grund der H. P. Hanssenschen Wahlresultate, die also sicherlich nicht im deutschen Interesse frisiert sein dürften (eher ist das gegenteil zu befürchten) sind in diesem Tiedjegürtel 6937 deutsche Stimmen abgegeben gegen 6766 dänische. Es bleibt also insgesamt eine wenn auch nicht grosse deutsche Majorität von 171 Stimmen. Dabei ist es natürlich auch in diesem Gebiet so, dass die Landgebiete den hauptanteil der dänischen Stimmen bringen, was in der Hauptsache ausgeglichen wird wurd die erdrückende deutsche Mehrheit der 2503 deutschen Stimmen der Stadt Tondern. Aber bezeicnend ist immerhin dass, auch wenn man die Stadt Tondern abrechnet, derjenige Teil des Gebietes, der zum Landkreise Tondern gehört, nur rund 700 dänische Stimmen mehr aufweist als deutsche, nämlich 3343 deutsche gegen 4098 dänische. Hervorzuheben ist ferner besonders, dass gerade die Orte südlich von Tondern, die also die deutsche Stadt Tondern mit der zweiten Zone verbinden, ebenso wie die Orte südlich von Hoyer überwiegende deutsche Mehrjeiten aufweisen. Es seien z. B. angeführt: Seth 152 deutsche, 36 dänische Sti,men, Uberg 63 deutsche, 7 dänische Stimmen.

Auch Rüttebüll, Rüttebüllerkoog, Freidrichenkoog haben deutsche Mehrjeiten. In Hoyer selbst ist das Stimmverhältnis 581 Deutsche zu 219 Dänen gewesen. Dabei muss man selbstverständlich immer in Rechnung stellen, dass gerade in den grösseren Orten, die im Zusammenhang mit ihrem Wachstum fast überall ein überwiegendes Deutschtum zeigen, die Zahl der STimmberaubten, d. h. derjenigen Deutschen, die noch nicht länger als zwanzig Jahre anfässig sind, nicht unbeträchtlich ins Gewicht gefallen wäre, wenn sie ihr Recht hätten ausüber dürfen.

Für die Führung der Tiedjegrenze auf dem Mittelrücken ist vor allem entscheidend die grosse deutsche Mehrheit, die in den Hauptorten Keising, Rapstedt und Tingleff erzielt worden ist. Bei den neun Orten des Kreises Apenrade und den acht Orten des Landkreises Flensburg, die an der Ostküste in den Tiedjegürtel hineinfallen, sind zwar leider deutsche Mehrheiten nicht erzielt worden, aber immerhin haben zwölf von diesen siebzehn Orten mehr als ein Drittel deutscher Stimmen gezählt und wenn bei der Gesamtentscheidung Vernunft und gleiches Mass herrschen werden, so ist kein Landstrich so wie dieser dazu bestimmt, as dänische Minorität bei dem deutschen Schleswig zu bleiben. Denn wie lautete die Parole, under der die Dänen es seinerzeit durchsetzten, dass auch das reindeutsche Südufer der Flensburger Förde mit Glücksburg in die zqeite Zone einbezogen wurde: Flensbog ejer Fjorden (die Förde gehört Flensburg)? Gehört also das Südufer zu Flensburg, so gilt das vom Nordufer nicht minder, und wenn man auch nur den Schein des Anstandes wahren will, kan man zwar der Industriestadt Flensburg das Fischerdorf Rinkenis zusprechen, aber nicht umgekehrt die grosse Handelsstadt einem halben Dutzend winziger Dörfer.

Um was für gevinge Zahlen es sich im übrigen bei diesen dänischen Mehrheiten der Apenrader und Flensburger Gebiete des Tiedjegürtels handelt, zeigt auch die folgende Zusammenstellung. Es wurden abgegeben im Tiediegürtel, und zwar im Kreis Tondern 5846 deutsche, 4809 dänische Stimmen, Kreis Apenrade 544 deutsxche, 1156 dänische Stimmen, Kreis Flensburg 547 deutsche, 801 dänische Stimmen, zusammen 6937 deutsche, 6766 dänische Stimmen.

Die unsaubere Wahlbeeinflussug, die Ungunstd der Zeit, die Stimmberaubung grosser und zwar immer nur deutscher Teile der Bevölkering, die Resignation, die sich aus der von den Dänen sicher beabsichtigten Vergewaltung durch die en bloc-Abstimmung ergab, all das hat selbstverständlich das Abstimmingsergebnis erheblich zum Nachteil Deutschlands beeinflüsst. Sogar von denen, die stimmberechtigtigt warem, haben in der ersten Zone rund 10,000 ihr Stimmrecht nicht ausgeübt und leider muss man wieder annehmen, dass es vor allem wegen der vorgenannten Resignation deutsche Wähler waren, deren Stimme uns nun bitter fehlt. Denn was wollen wir mit der Tiedje-Linie und was wollen wir mit dieser ganzen Berechnung? Wir wollen damit, ganz abgesehen von den wirtschaftlichen Notwendigkeiten, dartun, dass auch der rein nationale Gesichtspunkt die Tiedje-Linie als Mindestforderung ergibt. Setzen wir den Fall, die grenze würde auf Grund dieser Linie gezogen, so würden von den 25,231 deutscgen Wählern der ersten Zone zwar nicht an Dänemark fallen, aber es würden immer noch 18,294 deutsche Wähler bei Dänemark bleiben, die Stimmberaubten gar nicht gerechnet. Bringt man auf diese Zahl die 6766 Dänen in Anrechnung, die als Minderheit des Tiedjesgürtels bei Deutschland verblieben, so sind es immer noch 11,528 deutsche Wähler mehr die an Dänemark ausgeliefert würden als Dänen, die bei Deutschland blieben. Wie weit dieser Ueberschuss von rund 12,000 deutschen Stimmen durch die in der zweiten Zone abgegebenen dänischen Stimmen aufgewogen wird, bleibt abzuwarten und danach erst wird sich zeigen, wo endgültig die Grenze eines wirkluch gerechten nationalen Ausgleichs zu ziehen ist.

Bis dahin aber ist die Tiedje-Linie die einhellige Forderung, mit der das Deutschtum in Schleswig jetzt zunächst den Kampf um die zweite Zone fortsetzt. Es ist den Dåanen offensichtlich sehr unangenehm, dass ihnen diese geschlossene deutsche parole jetzt entgegentritt, wo sie geglaubt habenm die Angelegenheit der ganzen ersten Zone sei erledigt. Sie wissen auch gegen die unansechtbaren Tatsachen, die im Vorstehenden dargelegt sind, vorläufig nochts anderes einzuwenden, als immer wieder das Gerede von den formalen Bestimmungen des Friedensvertrages, die einer Revision der Clausen-Linie etgegenstünden. Aber wo ein ehrlicher Wille zur Verständigung ist, da ist auch ein Weg. Das deutsche Schleswig jedenfalls wird den Kampf um sein gutes nationales Recht weiterführen in der Gewissheit dass er zum Ziele führen muss. Es wird ihn führen nicht nur mit Zahigkeit, sondern, wenn es sein soll, mit den schärsfsten Waffen.

(Münchner neueste Nachrichten: Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik 20. februar 1920).

Forslaget, der var udarbejdet af teologen Johannes Tiedje, betød som nævnt i artiklen, at grænsen skulle gå nord om Tønder og Højer over til Rinkenæs. Men selv om det kom til at spille en stor rolle i den almene bevidsthed, blev det afvist af Den Internationale Kommission, der ligeledes afviste danske forslag om en sydligere grænsedragning. Grundlaget for grænsedragningen blev i det store og hele Clausen-linjen, modsat hvad artiklen ønskede.

En hel familie i graven på en dag - Den Spanske Syge. (Efterskrift til Politivennen).

Spansk syge-epidemien har også i år haft mange triste familietragedier at opvise. I går middags begravedes på Vestre Kirkegård i København en hel familie: Mand, hustru og søn, der alle var døde af den spanske syge. Det var maskinfyrbøder Georg Petersen, hans hustru og lille søn.

Jordefærden fandt sted under stor højtidelighed og megen tilslutning. Pastor Hviid Nielsen talte over Jesu ord i beretningen om disciplines gang til Emaus: Hvorfor ser I så bedrøvede ud."

(Kolding Folkeblad, 18. februar 1920.)

Af andre aviser fremgår at manden var kedelpasser og det ene barn kom i samme kiste som moderen.

Petersen-Grønnebech blev syg af influenze, bragt til hospitalet samme dag som hans hustru fødte et barn. To dage senere døde han. Samtidig fik hans kone sygdommen, og i løbet af kort tid døde de begge. Tilbage var to små forældreløse børn

Politiinspektør Aage Steffensens begravelse, Aftenbladet 10. marts 1920. Med billede fra ligtoget på Pile Alle.

Nationaltidende, 19. marts 1920: På den under epidemien afdøde sekretær i justitsministeriet Jørgen Lehnsgaards grav på Vestre Kirkegård rejser hans venner i ministeriet med hans families tilladelse et større monument.