Oluf H. Jørgensen (del 5): Død og Eftermæle. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v. 
Del 5 Død og Eftermæle. 

Oluf H. Jørgensen.

Ogsaa Redaktører begaar jo en Gang imellem en, skal vi sige Dumhed. Oluf H. Jørgensen skulde have blevet i Skanderborg, hvor han var noget af en Konge. Han ejede den velsignede Evne, at Læserne tog hvert Ord han skrev til sig, ikke ét gik dem over Hovedet. Det er en misundelsesværdig Gave.

Han kæmpede bravt for "Agrar-dagbladet", men i Virkeligheden kunde han ikke føle sig helt hjemme under de vanskelige Forhold. Saa fik han Stillingen som Medredaktør af "København. Og nu døde han, tæt ved de 68.

Oluf H. Jørgensen - vi glemmer ikke H'et - var østjysk Redaktør i den idylliske Tid. Man har godt af at tænke lidt over, hvad der skulde til for at arbejde et Blad op lige midt inde i Kapløbet mellem Aarhus, Horsens og Silkeborg. Men J. var ufortrøden. Det lykkedes ham. Han slog bravt for Skanderborg, den skønne By med den skønne Omegn; han skulde blot have blevet i Reden.

Vi har jo selv faaet vor journalistiske Daab i den omtalte Idyltid. Det var et Bevis paa Redaktørens Popularitet, at man kaldte ham ved Fornavn: Emil i Horsens, Oluf i Skanderborg og Vilhelm i Aarhus. Man morede sig med hinanden og konkurrerede bravt. Ikke helt sjældent skældte man hinanden ud efter Noder. Men næste Dag, højst et Par Dage efter, var man lige gode Venner. Der kunde have staaet slemme Ting i de to Blade, meget slemme, Det hindrede dog aldrig Oluf H. Jørgensen i at rejse til Torskegilde i Horsens og tilbringe en højst gemytlig Aften sammen med Vennerne Emil Bojsen og Arnold Jørgensen.

Ingen kæmpede for Skanderborg som Oluf H. Jørgensen. Vi har en Gang, under en Skærmydsel med "Agrardagbladet's Redaktør, præsenteret ham som "Bymatador i Lommeformat". Vi har forlængst gjort ham en Undskyldning. Thi man kan jo paa een Gang elske Skanderborg og være glødende Agrar.

Det var fremfor alt Oluf Jørgensens friske Humør og en vis, overmaade elskelig Naivitet, der vandt ham Venner. Først og sidst i Virkekredsen. Der sidder endnu en hel Rad af gamle Bønder omkring Skanderborg. om hvem vi trøstig kan sige, at de baade elskede og beundrede deres Redaktør. "Er De Redaktør, sagde afd. Jens Andersen i Illerup til Nedskriveren af disse Linjer; "nej, hjemme i Skanderborg dér har vi en Redaktør

Han begyndte sin Hovedvirksomhed i en Egn, hvor Bjørnbakkere og Grundtvigianere sloges gennem mange Aar. Han fik straks det Indtryk, at "i Kamp forliges de kække bedst." Og en Kampens Mand var han i ikke ringe Grad. Men - bagefter gav han gerne Modstanderen det Haandslag, der siger: Intet Nag. C. S.

(Vejle Amts Folkeblad 22. oktober 1920).

Redaktør Oluf H. Jørgensen død.

Han hørte til de stærke Jyder. Vel var Oluf H. Jørgensen født i Aabenraa - det fortalte han gerne - og i sin tidligste Ungdom opvokset i Ringkøbing; men hans første Manddomsgerning øvedes i Hjertet af det jydske Land blandt Lars Bjørnbaks Bønder. Vennesæl, bred og godlidende med et lunt Blik i de rare Øjne blev den unge Redaktør Jørgensen en politisk Fører for Skanderborgegnen, hvor han som 24-aarig havde stiftet sit eget Blad. Han passede til Biørnbakkerne. Let at tænde i Begejstring, slagfærdig paa en Talerstol og munter i et godt Lag. Og som Bjømbakkerne blev Venstres Kærnetropper, saa gik Oluf Jørgensen begejstret til sin Gerning for det han i Politik troede paa var det rette. I de Tider, sang Drachmann: Giv mig Hundrede jernklædte Mænd! Og Bjørnbakkerne var heller ikke sene til at øve en politisk Daad, naar Lejlighed gaves.

De stærke Jyder mente at det særligt trægt med Venstrebevægelsen paa Lolland-Falster, og som fordum Vikingerne besluttede de at gøre Landgang paa vore sydlige Øer for at faa Folk dernede omvendt til den eneste rette politiske Tro paa Bjerget.

Oluf Jørgensen holdt selv af at fortælle om denne ene blandt utallige muntre Episoder, hans lange politiske Liv var saa rigt paa. Han rystede vel paa Hovedet af Daarskaberne. Men de rare Øjne straalede, naar han fortalte om de stærke Jyders Togt til Sydhavsøerne, hvori deltog alt, hvad der duede af politisk Ungdom i Jylland. Oluf Jørgensen selv, naturligvis, hans gode Venner de to fremragende Bønder, Brødrene Leth Espensen, Viggo Bjørnbak og Emil Bojsen, J C. Christensen og mange flere. - Det var en skrækkelig Tur. Hvor vi dog opførte os uopdragent, kunde Oluf Jørgensen sige helt betænkeligt - og saa le med sin stærke sunde Latter ved Mindet om den herlige Tid.

Nok gik det livligt til, men en Provinsredaktør i de Dage havde begge Hænder fulde. Ikke alene skulde han lave sin Avis, men tillige var en Redaktør den Gang sin Egns Tillidsmand.

Til ham kom naturligvis i særlig Grad Landboerne med Smaat og Stort. Men Oluf Jørgensen blev ogsaa Skanderborg en god Mand. Det gode Forhold mellem l.and og By nøjedes han ikke med at udbringe Bordskaaler for ved Kongens Fødselsdag, han gjorde et virkeligt Arbejde, og som Vidnedsbyrd herom knejser i dag Andelsvineslagteriets Skorsten over Skanderborg By.

Som Bjørnbakkerne havde været blandt Venstres, livligste og bedste, saa var det dog Folk, som nok vilde have noget ud af Tiden. Tale kunde være meget godt, men Gerning var bedre De havde som ingen andre protesteret mod Hr. Estrups Forfatningsbrud ved ivrigt at støtte Venstres Visnepolitik; men da denne mere udartede til en personlig Kamp mellem Førerne, blev Bjørnbaks stærke Jyder de første, som sagde Farvel til Hørup og Berg. Bojsens Forhandlingspolitik fik sit stærkeste Tilhold i Midtjylland. Oluf H. Jørgensen havde en ikke ringe Andel heri. Særlig paa Skanderborgegnen var hans Indflydelse omkring 1890 voksende, og den kommende femaarige Periode blev vist Oluf Jørgensens lykkeligste Arbejdsaar. Da han den 9. April 1895 paa Skanderborg Torv udraabtes til Kredsens Folketingsmand kunde ingen være gladere. Med den Veneration, Oluf Jørgensen betragtede Rigsdagsgerningen gik han ind til denne med de lyseste Forhaabninger. 

Desto større følte han Skuffelsen, da hans Valg vistnok meget uretfærdigt, blev kasseret, og han faldt ved Omvalget nogle Maaneder senere. Mange Aar efter kunde der komme en Bitterhed op i Oluf Jørgensen ved Tanken om den formentlige Uret, han havde lidt, noget som ellers var ham ganske fremmed, og medvirkende var denne store Skuffelse sikkert ogsaa til, at han brød op fra Skanderborg for at blive Redaktør af "Agrardagbladet".

Da dette Blad stiftedes i 1897, havde Agrarbevægelsen allerede udspillet sin politiske Rolle. Det var som om denne Bevægelses Kræfter næsten udtømtes ved Medvirkningen til det storpolitiske Forlig i 1894. Venstrereformpartiet førte under J. C. Christensens Ledelse de følgende Aar Landboernes Sager frem til Løsning, og Agrardagbladets Tilværelse blev underlig rodløs. Bevægelsen, der skulde have givet Bladet Styrke og Fasthed, sygnede hen, og det gjorde Bladet omsider ogsaa, til sidst i 1911 for at overtages af KØBENHAVN, og Oluf Jørgensen knyttedes til os som Medredaktør.

Den hastige Gerning, moderne Journalistik kræver, var ikke Oluf Jørgensens Sag. Han kom til KØBENHAVN som en Mand, der i sin fremrykkede Alder ønskede at beskæftige sig med det Arbejde, hvortil han havde viet sat Liv. Men helt fortrolig med Tonen, det hastige Liv, og det forcerede Arbejde paa et Hovedstadsblads Redaktion blev Oluf Jørgensen aldrig. Og ogsaa hans sidste journalistiske Aar blev ham noget af en Skuffelse.

Vi vil fra disse hans sidste Aar ved KØBENHAVN mindes Oluf H. Jørgensen som en venlig, rettænkende Mand, der bevarede et fortræffeligt godt Humør til det sidste. Hans Virke prægede ikke KØBENHAVN, som dog nød godt af hans store Personalkendskab Landet over, særlig blandt Landbostanden. Hans hyggelige, godmodige og retskafne Personlighed vil her, som overalt hvor Oluf Jørgensen kendtes, blive mindet med Venlighed.

Noter.

Oluf Jørgensen var født 27. November 1882 i Aabenraa som Søn af Overlærer, Redaktør Jørgen Jørgensen, den senere Ejer af Ringkøbing Amts Avls.

*

Den Afdøde overleves af sin Hustru Fru Anna Jørgensen, født Trap med hvem han blev gift 28. Maj 1877. Ægteskabel er barnløst 

*

Oluf Jørgensen havde skrantet meget i de senere Aar, hvad da ogaaa fik ham til at tage sin Afsked fra KØBENHAVN i Fjor. En Blærelidelse stødte for fjorten Dage siden til, og paa Rigshospitalet, hvor han indlagdes, opererede han af Professor Schaldemose. Selve Operationen gik godt, men Redaktør Jørgensen havde ikke Kræfter mere, og i Gaar Formiddags ved 11-Tiden sov han stille hen.

*

Den Afdøde var dekoreret med Ridderkorset og var Ridder af den russiske Stanislauorden.

(København 22. oktober 1920).

Oplysningen om at hans kone Anna Jørgensen var født Trap, stemmer ikke med hvad gravstenen oplyser, se nedenfor.

Redaktør Oluf H. Jørgensen, f. 27. nvbr 1852, d. 21. oktober 1920. Anna Jørgensen, f. Walther, f. 26. juni 1851, d. 1. decbr. 19?? I slutningen af 1920 meddelte flere aviser at der var dannet en komite til indsamling af bidrag til et mindesmærke for ham. Gravstenen ligner imidlertid en almindelig sten, så måske blev indsamlingen ikke til noget. Vestre Kirkegård, Afdeling N, rk. 1, nr. 2. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bornholmsk Industriliv i Fyrrerne. (Efterskrift til Politivennen)

Da Hans Christian Ørsted udtalte sig om den bornholmske Cement.

I Aaret 1741 blev der af Kong Frederik den 3. udstedt et kongeligt Privilegium til den i Bornholms Historie kendt, Major v. Anker A. Schor til Stenkulsbrydning, men heri var ogsaa indbefattet et Cementværks-AnIæg. Han drev Cementværket i nogle Aar, men maatte omsider ophøre dermed af Mangel paa Støtte udefra, selv havde han ikke Midler til at føre det hele igennem. For at kunne drive Værket mere rationelt, søgte han den kgl Kasse om et Forskud af 8000 Rdl. imod at levere Cement til Staten for 3 Rdl. Tønden, men han fik allernaadigst Afslag - man trængte ikke tiI Cement. 1747 gentog han sin Ansøgning, og i denne forklarer han, at Købmand Andreas Bjørn har afsat ca. 100 Tdr. paa smaa Maskiner forfærdiget Cement, men han fik paany Afslag; "til HS Majestæts Tjeneste behøvedes ingen Cement", hed det, og dermed var der sat Punktum for den v. Schorske Fabriks korte Saga; og siden blev dette Produkt næppe ænset, før en norsk Videnskabsmand Andreas Hofgaaard i 1778 paa egen Bekostning foretog en Rejse til Bornholm for at undersøge Cementstenen. Beretning herom findes trykt i Tidskriftet "Minerva" 1793, ligesom dette Emne senere uddybes af en af Prof Manthey i "Skandinavisk Museum" optaget Beretning.

H. C. Ørsted, den store Forsker. hvis Navn er kendt over hele Verden og om hvem der just i den sidste Tid i Anledning af 100 Aars Dagen for hans epokegørende Opfindelse holdtes Mindefester over det ganske Land, besøgte Bornholm i 1818 og 1819. Ørsted skriver, at ved behørigt Hensyn til forskellige nærmere angivne Forholdsregler vilde man kunne gøre

Bornholms Cement til en Handelsvare,

"der kunde erhverve den almindelige Tillid. - Men" - tilføjes der "Limensgade Kalksten kan endnu betragtes fra flere Sider, der hidtil kun er bleven meget lidt paaagtet. Denne Kalksten kan meget vel benyttes som Fugningsmateriel. Her om vidner et Par af Landets Kirker, Aakirke og Østerlars Kirke, der begge er opførte af dette Bygningsmaterial med Indblanding af andre Stenarter".

"Llmensgade Kalksten" - hedder det endvidere - lader sig ret vel polere, hvormed vi have gjort Prøver. Man kan derfor bruge den til Bordplader, Trapper t Pragt, bygninger. Baser, Gravminder vsv., hvortil den blaa Farve ikke vil gøre den uskikket".

Det fremhæves særlig i Beretningen, at Allunskiferen i Limensgade maatte kunne blive et Produkt af megen Vigtighed, og Beretningen slutter med en af Forf. fremsat Formodning om, at "et Allunværk og et dermed sammenhængende Kalkstensbrud let vilde kunne bringes i Stand paa Bornholm"

Udførsel af Raamaterialet.

Der skulde imidlertid gaa adskillige Aar, før Tanken blev ført ud i Livet og de forberedende Skridt gjort til Anlæg af en Cementfabrik paa Bornholm. Man Indskrænkede sig til at udføre det Raamateriale, der egnede sig til Forædling udenfor Øen; der udførtes aarlig en Mængde Cemensten, særlig til Wismar, Mechlenburg og Pommern. En Kubikfavn Cementsten betaltes ved Udskibningen fra Bornholm med højst 19 Rd. Endelig i 1840 møder en polyteknisk Kandidat Arkitekt Hammer, i "Bornholms Avis" med en udførlig Beskrivelse og en ret omfattende Plan til Dannelsen af "en Aktieforening til at benytte nogle i Limensgade og Omegn forekommende Mineralier". I Planen lægges der særlig Vægt paa Forædlingen af den bornholmste Allunskifer ved Anlæg af et Allunværk i Forbindelse med en Cementfabrik

For yderligere at fremhæve Brugbarheden af Limensgadens Cementsten, henviser Arkitekten til den flensborgske Cement, hvilken tildels er fabrikeret af de samme Lag, som findes paa Limensgade. Og, tilføjer Hr. Hammer, der kan desuden hentes Bevis fra Ruinerne af Hammershus Slot, Gamleborg o. fl. Steder, "i hvilke Cementen er saa fast. at man lettere kan sondre Stenen end Cementen, der sammenføjer den".

----

I Slutningen af den udførlige Beskrivelse findes et kalkulatorisk Overslag, hvis hele optimistiske Tendens vidner om, at Vedkommende har været i god Tro, da han skrev, at

»Disse Mineraliers Fremdragen og Benyttelse paa rette Maade kunde blive en Kilde til Velstand for Bornholm og for det øvrige Danmark."

Det mente ogsaa Direktionen for "den merkantile Industriforening" i København, der nøje havde undersøgt Hr. Hammers Plan og foretaget de indledende Skridt til Dannelsen af et Aktieselskab, efter at Forholdene paa Aastedet først grundig var undersøgt af en af Foreningwn nedsat Kommission. Aktieselskabet blev dannet og kom til at bestaa af Aktionærer dels i København og dels paa Bornholm; ved Starten var der tegnet 232 Aktier i København og 130 paa Bornholm. Den første Generalforsamling blev afholdt paa Rønne Raadhus den 7de August 1840. De københavnske Aktionærer repræsenteredes ved overauditør Holm, Grosserer Sommer og Reservechirurg Krieger, og den lokale Bestyrelse undertegnede sig som Hammer, Grønbech, N. Michelsen og M. Koefoed med Konsul Johnsen i Rønne som Kasserer. Endelig den 21de September s. A var man kommen saa vidt med Forberedelserne, at der paa Hullegaard i Aaker Sogn kunde afholdes Licitation over Opførelsen af 3 Bygninger paa Limensgade, nemlig et Kogehus, en Stald- og Værkstedsbygning og et beboelseshus.

Konflikt mellem Københavnerne og Bornholmerne.

Forholdet imellem Bestyrelsen i København og Repræsentanterne paa Bornhom syntes imidlertid ikke have været videre venligt. De bornholmske Aktionærer kommer snart i Konflikt med den administrerende Direktør, den tidligere omtalte Arkitekt Hammer, der holdes et Utal af Generalforsamlinger baade i København og herovre, hvilket med Datidens kummerlige Kommunikationmidler var alt andet end behagelige. Sagen optog Sindene saa stærkt, at "Bornholms Avis" paa hin Tid, tiltrods for sit diminutive Format, til tider var ganske optaget af Indlæg om Cementfabrikken. De sjællandske Repræsentanter beskyldte Bornholmerne for at have overskredet den dem ifølge Statutterne tilkommende Myndighed; man kom som sagt i Konflikt med den administrerende Direktør, der blev suspenderet fra sin Stilling, og hele Sagen var tilsidst bleven indviklet i et Væv, hvis Traade næppe var til at udrede. Der var endogsaa saa stærkt et Røre om Sagen, at der maatte en hel Piece til, for at Folk kunde naa til Bunds i Selskabets Historie. Allerede saa tidlig som i 1842 begynder man at tale om 

Selskabets Opløsning.

Men i 1843 sluttes der dog kontrakt med en ny Bestyrer Hr. Wodschou, og Arbejdet sættes i Drift med en ret betydelig Arbejdsstyrke.

Endelig i 1847 syntes man at være kørt ganske fast. Cementfabrikken søges bortforpagtet til en solid Liebhaver. Da der ingen saadan melder sig, bliver Selskabet kort efter opløst ved en GeneralforsamIing paa Hullegaard, hvor der valgtes en Realisationskomite til at realisere alle Selskabets Ejendele, og hermed var alle skønne Drømme forbi og "Cementfabrikken i Limensgade" en saga blott.

- -

Efter snart 80 Aars Forløb begynder nu et nyt og forhaabentlig stort og rigt Afsnit i den bornholmske Cementfabrikations Historie. Under en ny Tids forbedrede Arbejdsvilkaar og Arbejdsmidler, gaar Selskabet ind til et Arbejde, hvor der bliver store og omfattende Opgaver at løse, men hvor der sikkert heller ikke vil blive forsømt noget for at vise, at der var Sandhed i de Ord, som i længst forsvunden Tid blev udtalt af Landets mest fremragende Videnskabsmænd: "at den bornholmske Cement kunde blive en betydelig Ting i en god Husholders Værge."

Fr. S.

(Bornholms Avis og Amtstidende 2. oktober 1920)

Vestre Kirkegaards Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen).

Det første Lig. - Ligger Brandt og Struensee paa Vestre Kirkegaard? - Et Lysthus af opgravede ligkister

Vestre Kirkegård - Danmarks om ikke Nordens skønneste kirkegård - har om en god månedtid, d. 2. november, været i brug i 50 år.

Det første Lig.

På de 4 tdr. Land, som kirkegården den gang udgjorde, begravedes den dag en af samfundets stedbørn, en svensk skræder, der havde begået selvmord, han fik en fin begravelse med følge af mange kommunale spidser, og på graven sattes en granitsten, hvorpå står ordene: "Vestre Kirkegaard 2. Nov. 1870. Litra A, Linje 1 Nr. 1". Det fine nummer nåede den hjemløse aldrig i levende Live!

Stenen som markerer hvor den første begravelse fandt sted. Ved hundredårsjubilæet blev nedlagt en sten med svenskeren navn: "Niels C. L. M. Almgreen. Begravet den 2. november 1870." Foto: Erik Nicolaisen Høy.

I Løbet af de nu henrundne 50 år er kirkegården vokset sig stor og smuk. Den omfatter nu 89 tdr. land, og ud mod Valby er der indkøbt 14 tdr. land, der skal tildannes terrasseformigt. Det er jo nemlig kernen i denne kirkegård, som de afdøde, arkitekt Hans Holm og havearkitekt Edv. Glæsel har givet den forening at natur og kunst, som gør den så smuk og egenartet, at den gør "De Dødes Have" til en skøn park, som er til glæde for enhver elsker af natur og skønhed.

Heldigvis har Vestre Kirkegård i 49 år i kammerråd Bahnson, der lige har taget sin afsked, haft en inspektør i den samme ånd. Hans gerning fortsættes nu af efterfølgeren, havebrugskandidat Skrydstrup, der sammen med overgartner Madsen og gartner Fridrichsen stadig søger at holde V. Kirkegård på det samme høje kunstneriske standpunkt.

Hertil bidrager også publikum selv, idet der - uden den monumentcensur, der er i Stockholm -

rejstes mange skønne mindesmærker over smukke grave.

Her ude ligger nu også de fleste af de i de sidste 10-15 år afdøde berømte mænd og kvinder - hvad enten de så har hørt til kunst eller videnskab, handel eller industri. Enhver, der har gået en tur på kirkegården, kan nævne bekendte og skønne gravsteder.

Herman Bangs og Peter Nansens Grave.

Underligt nok - men på to grave, der indeholder resterne af to mænd, om hvis navne der i livet stod stort gny, står der intet navn eller mindesmærke. Det er Herman Bangs og Peter Nansen. Gravene er smukke og velholdte - men anonyme. På Nansens grav henlægges der regelmæssigt hver ugedag en buket - navnløs som graven selv

Benhøjen, Struensee og Brandt?

På den ældste del af kirkegården er der en lille træ- og blomsterbevokset Høj - benhøjen kaldet. Den gemmer benene af alle de lig, der fandtes, da man sløjfede voldene og glaciet og anlagde Frederiksborggadekvarteret.

I det ene hjørne af højen står en lille brun granitsten, hvorpå kammerråd Bahnson lod indridse bogstaverne S T R og B R D. Herunder står en lille trækasse, hvori ligger nogle ben, efter sigende de sidste rester af Struensee og Brandt. De blev fundne ved udgravningen af den gamle stejlehøj. Sagkyndige undersøgte knoglerne, men enige om resultatet blev de ikke, så det er jo muligt, at det er nogle ganske almindelige forbrydere, hvis rester opbevares så omhyggeligt.

Stenen som inspektør Bahnson efter sigende fik sat op og indgraveret bogstaverne S.T.R. og B.R.D. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Men for øvrigt går kirkegårdsbestyrelsen meget nænsom til værks overfor de lig, hvis grave

sløjfes. Hvert år sløjfes der et vist antal, som er udløbet, men de benrester, disse indeholder, spredes Ikke, som tidligere, for alle vinde, men samles omhyggeligt i en kurv og lægges en alen dybere ned i samme grav.

Lysthuset af de brugte ligkister.

Heller ikke de opgravede kister overlades til en tilfældig skæbne, men samles på et bestemt sted og opbrændes. Lige bag ved denne brændingsplads ligger nogle kolonihaver, og en dag opdagede inspektøren, at der i haverne var bygget et lysthus, på hvis sorte ydervægge der var malet flere ligesom noget falmede, gyldne palmegrene.

Det så noget mærkeligt ud, og ved nærmere eftersyn opdagede inspektøren, at lysthuset var tømret op af brædder af gamle kister, udvalgt blandt de bedste af kirkegårdens bunke. Vedkommende, der åbenbart ikke har været særlig plaget af hensynstagen, måtte selvfølgelig - til hans store fortrydelse - rive lysthuset ned.

Den der ikke rigtig vil vide indgående besked om kirkegårdens historie, vil kunne få dette af et

med mange portrætter og billeder forsynet festskrift, der udkommer om kort tid.

(Aftenbladet (København) 21. september 1920.)

En Særling der levede under frygtelige Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 En Særling der levede under frygtelige Forhold.

Værelset, der havde fungeret som Skarnspand i mange Aar.

I en Ejendom i Badstuestræde har i længere Tid levet en gamnmel svensk Kvinde, ved Navn Luise Gustafson, der som eneste Indtægt har haft. hvad Ejendommens Beboere gav hende. Hun boede i et usselt Rum helt oppe under Taget, men hun, der har boet Ejendommen i mange Aar, har aldrig tilladt nogen, at se hvorledes hun boede.

Igaar kom en af Beboerne alligevel til - ved et rent Tilfælde, at se hvorledes der saa ud hos hende. Der var i det lille Rum ikke mere end maaske en Kvadratalen fri Plads. Resten af Værelset - fra Loft til Gulv, var tæt pakket med alt 

det Affald, som ellers findes i Skarnkasserne.

Der var en frygtelig Stank deroppe. Gennem de mange Aar havde hun faaet alt dette samlet sammen, til det tilsidst var gået saa vidt, at hun selv maatte sove paa Gangen udenfor. hvor Beboerne bragte hende Maden.

Igaar blev Sundhedspolitiet tilkaldt og to Arbejdere sat i Gang med at tømme Værelset for dets

lidt usædvanlige Indbo.

Kort efter at Arbejdet var begyndt tog vores Fotograf ovenstaaende Billede til os. Men der var mindst 4-5 Gange saa meget tilbage i Værelset. Bl. a. et Bord som man vidste var der, men som man endnu ikke havde fundet.

(B. T. 30. september 1920).

Den mystiske sag fra Nykøbing. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsen i går. Kredslæge Jensen afgiver en højst besynderlig forklaring.

Fra søndre Kapel på Vestre Kirkegård begravedes i går middags tjenestekarlen Paul Møller, hvis uforklarlige død i Tolsager ved Nykøbing S. i stedse voksende grad beskæftiger offentligheden.

Før begravelsen henvendte pastor Jørgensen sig til afdødes moder, fru Marie Møller, som er enke efter en togfører. Præsten ønskede at vide, om han skulle holde nogen tale. Da imidlertid hr, Jørgensen under tidligere samtaler med moderen havde antydet, at han ville benytte lejligheden til at drage hårdt frem mod selvmord, som han anser for syndigt og ugudeligt, bad fru Møller ham indskrænke sig til en kort bøn. Den stakkels moder ønskede ikke sit afskedsøjeblik med sønnen forvandlet til en skændescene. 

Følget bestod af over hundrede deltagere, og en mængde kranse dækkede den smukke kiste. Da kisten sænkedes ned i graven, var de tilstedeværende grebet af dyb bevægelse. Umiddelbart efter modtog "Socialdemokraten" følgende tak for afdødes moder:

En Tak,

Jeg bringer herved på egne og familiens vegne en dybfølt tak til "Social-Demokraten" for dens omtale af omstændighederne ved min ulykkelige søns død. Fra mange sider har jeg, efter at "Social-Demokraten" har bragt sagen frem, modtaget beviser på sympati, og jeg har den følelse, at alle deler mit håb om at få kastet lys over de mange gådefulde enkeltheder, der knytter sig til den triste tildragelse. 

Ved "Social-Demokraten"s hjælp stoler jeg på, at dette håb vil blive opfyldt. Først da får jeg fred i mit sind.

Maria Møller.

Fru Møller skal ikke forgæves have anmodet om “Social-Demokratens” hjælp. Efter at have sat os i forbindelse med statspolitiet har vi senere rettet henvendelse til kredslæge Jensen i Nykøbing. Hans udtalelser er højst overraskende. Han fortalte at han ved det legale ligsyn klippede alt det snavsede arbejdstøj af liget, således at det lå fuldstændig nøgent. Hvad det da også skal være ved sådanne lejligheder. Da kredslægen og politifuldmægtigen forlod stedet, var liget kun dækket af et klæde. Ikke desto mindre lå det fuldt påklædt, iført arbejdstøj og strømper, i den tæt tilskruede kiste, da denne åbnedes af fru Møller. Fire personer kan beedige dette, nemlig foruden fru Møller og hendes datter de to mænd der åbnede kisten og afførte liget de snavsede og blodige klæder. 

Hvad er der da foregået? Har gårdejer Carl Christensen givet ordre til at liget skulle klædes på? og hvorfor har man valgt at lægge ligklæderne oven på det  fuldt påklædte Lig? Hvad er det dog for en besynderlig og hensynsløs adfærd, der er udvist i denne sag?

Herom modtager vi hver dag forespørgsler. En lærer, der dog kun underskriver sig med forbogstaver, og hvis brev vi derfor ikke kan optrykke, skriver at han troede sig hensat til det 14. århundrede da han læste om gårdejer Christensens og Pastor Baggers optræden. Han forfærdes over, at en præst, der skal være talsmand for næstekærlighed, kan udvise en sådan hjerteløshed, og han slutter med at kræve sagen undersøgt til bunds, for at de skyldige kan blive draget til ansvar.

Endvidere har vi fra bogholder Joh. Hansen, Valdemarsgade 61. modtaget et brev, af hvilket vi gengiver et brudstykke:

En køn præst.

Ingen af os, som læste "Social-Demokraten" den 6., har kunnet undgå at undres over den optræden, en vis pastor Bagger, Asnæs, udviste overfor enkefru M. Møller og hendes ledsagere. -  Er der noget, som mere end den slags episoder tjener til at forbitre arbejderne og gøre dem fjendtligt sindede overfor kirken?

Jeg tror det Ikke! Lad os håbe, at det inden alt for længe lykkes at få sagen lagt klar for offentligheden. - Det kunne da være passende i denne forbindelse at sige: Hvis kirkens mænd venter, at arbejderne skal stille sig på deres side, må vi kræve, at den slags præster som hr. Bagger øjeblikkelig fratages kjole og embede.

Joh. Hansen.

Disse henvendelser synes at være udtryk for en dyb og almindelig misstemning. Det er på høje tid, at der fra autoriteterne fremkommer en officiel redegørelse for sagen og at gårdejer Christensen giver en forklaring på sin optræden overfor den unge mand før og efter hans død.

( Socialdemokraten, 8. september 1920)