09 september 2024

Bornholms Cementfabrik maa likvidere. (8). (Efterskrift til Politivennen)

En lang Række Uheld bevirker, at Aktieselskabet maa give op, inden at Foretagendet er kommen rigtig i Gang. En Rekonstruktion af Selskabet vil blive forsøgt.

A/S Bornholms har paa en Generalforsamling i København i Mandags beslultet at træde i Likvidation, idet man ikke under de nuværende Forhold har kunnet skaffe de Midler, der er nødvendige til Fortsættelse af Fabrikkens Drift.

Til Likividationsudvalg er valgt Overretssagfører, Direktør P. M. Nielsen, Rønne, Overretssagførerne Svenning Larsen, Overretssagfører Bang Eblestrup og Fabrikant H. C. Kristensen, København

Efterretningen om Vanskelighederne for A/S Bornholms Cementfabrik kommer ikke overraskende. Dette Foretagende har, som meddelt heri Bladet, været ramt af forskellige Uheld, hvoraf det sidste - Ovnfundamentets Sammenbrud - vel var det største og har bidraget til foreløbig helt at standse Aktieselskabets Virksomhed.

Hovedaarsagen til, at Virksomheden, tiltrods for at man til at begynde med havde rigelige Pengemidler, ikke har kunnet komme rigtig i Gang, maa imidlertid søges i den uheldige for ikke at sige uduelige Maade Anlæget af Fabrikken blev ledet paa. Aktieselskabet havde antaget en svensk Ingeniør Hultgren til at bygge Fabriken, men det har vist sig at være en Opgave, som Hr. Hultgren slet ikke har været voksen. Tilmed synes det, som han har disponeret med en saa utrolig Letsindighed, at Aktieselskabets Bestyrelse vistnok har Ret i, at hans Optræden overfor dem har været ganske uforsvarlig.

Imidlertid er Hr. Hultgren nu draget bort fra Bornholm, hvor de Dage han glimrede snart var talte, og tilbage staar A/S Bornholms Cementfabrik med et Fabriksanlæg, som desværre paa flere Maader viser sig ikke at svare til de store Bekostninger, det har krævet, og som altsaa i Øjeblikket er kørt helt fast.

Vi har i Anledning af Katastrofen søgt Fabrikens Direktør, Hr. Bjarke Kristensen, og udbedt os nogle Oplysninger om Fabrikens Forhold. Direktør Kristensen fortæller:

Bornholms Cementfabrik skulde allerede have været i Gang i Maj 1920. Men der gik som bekendt længe over den Tid, for vi kunde fyre op. Det viste sig straks, at Anlæget ikke var tilstrækkelig omhyggeligt opført. Der var ikke sparet noget Sted. Vi havde første Klasses Maskiner, men de var ikke rigtig opstillede, og vi maatte foretage en Mængde Ændringer og Anskaffelser, der ikke var forudsete. Som "Bornholms Avis" har meddelt, har vi haft forskellige Uheld, bl. a. gik der Ild i Ovnhuset, Cementmassen brændte sig fast i Ovnen osv. Men alt dette kom vi dog over. Vi tilkaldte som speciel sagkyndig Assistance en Ingeniør fra Budapest og mente endelig for et Par Maaneder siden at kunne begynde Virksomheden for Alvor.

Vi kørte da ogsaa uden væsentlige Uheld en 14 Dages Tid, og jeg maa sige, at det viste sig, at Fabriken kunde fremstille et særdeles fint Produkt. Tiltrods for, at alt dog endnu var ret uprøvet, var Fabrikatet upaaklageligt, og jeg haabede paa. at nu var vi snart over Børnesygdommene.

Men saa ramlede det hele sammen den 6. Marts.

Fundamentet til Ovnen var ikke bygget stærkt nok, det gav efter, hele Maskineriet gik i Staa, og vi staar nu overfor en Reparation og Ombygning, der vil koste 150-200,000 Kroner.

Saa mange Penge kunde Aktieselskabet imidlertid ikke rejse paa det nuværende Tidspunktet, og man har derfor besluttet at lade Selskabet troede i Likvidation.

Jeg beklager naturligvis i høj Grad, at dette er bleven Resultatet. Der er af Aktionærerne bragt store Ofre for at faa dette Industriforetagende i Gang. Der er foruden Aktiekapitalen - ½ Million Kr. - anvendt betydelige Beløb for at faa Fabrikken bragt i ydedygtig Stand, men tilsidst har man altsaa maattet give op.

Der er efter min Mening ingen Tvivl om, at det kan blive et rentabelt Foretagende at udnytte den bornholmske Cementsten. Ingen andre Steder har man Raamaterialet saa bekvemt for Haanden, og den Proces, det skal gennemgaa, er ikke saa kostbar som ved Fremstilling af Portland Cement. Jeg haaber derfor endnu paa, at Aktieselskabet kan blive rekonstrueret, og Fabriken kan komme i Gang. Men nu ligger Sagen altsaa foreløbig i Likvidationsudvalgets Hænder.

---

Saavidt Direktør Bjarke Kristensen. Ogsaa andre end Cementfabrikens Aktionærer vil imidlertid beklage Standsningen. For det første naturligvis de Kreditorer, der muligvis kommer til at lide Tab ved Likvidationen. Men desuden havde mon jo fra flere Sider regnet med, at nu skulde den bornholmske Cement for Alvor føres ud paa Verdensmarkedet. Nu skulde der blive Arbejde til de mange Hænder baade paa Fabriken ude i Aaker, ved Kørsel og Afskibning o.s.v., og saa gaar det hele i Staa, ligesom det er begyndt.

Det er overordentlig beklageligt for alle Parter, og vi vil dog haabe, at det ikke gaar som med Fosforitbruddet, at man straks realiserer Stumperne til Spotpris.

Hvor store Muligheder, der er for at skabe et lønnende Foretagende af Bornholms Cementfabrik, tør vi naturligvis ikke dømme om. Men det vilde dog være Synd, om alle de Forarbejder, der nu er gjort, skulde være spildte.

Det er ganske vist ikke første Gang, at en bornholmsk Cementfabrik standser. Men vi har dog Indtryk af, at man ikke før har været saa nær ved en rationel Udnyttelse af de bornholmske Cementsten, og det maa derfor efter vor Mening beklages, hvis Likvidationen fører til Fabrikens fuldstændige Nedlæggelse.

(Bornholms Avis og Amtstidende 7. april 1921).

Fabrikken kom aldrig i gang igen og blev nedrevet 1941. Bruddet ved Skelbro er fredet og er en geologisk attraktion. Der ligger stadig løse kalkstensstykker, som skulle have været brændt i cementfabrikken. Heller ikke cementmøllen Phønix ved Rønne overlevede. Kun rester af bunden af møllen samt enkelte bygninger er tilbage.

Den første indenbys kvindelige Barbersvend. (Efterskrift til Politivennen)

 

Frk. Edith Lundquist i Arbejde paa Stuen.

I Dag har København faaet sin første rigtige kvindelige Barbersvend - Provinsen har jo allerede i nogle Aar haft et Par Stykker. og vi har ogsaa set en af dem herinde.

Men nu har vi en rigtig udlært københavnsk Svend. Det er den attenaarige Frk. Edith Lundquist, der her i København er Foregangskvinde paa dette Omraade. Hun, der er Datter af den bekendte Luthsanger og Barber Herman Lundquist, har arbejdet paa sin Faders Stue i Sølvgade lige siden sit tiende Aar, da hun i sin Fritid sæbede Kunderne ind. Ganske vist er Frk. Edith ligesom den øvrige Familje, musikalsk, slaar Luth'en og synger, men Kniven og Sæbeskummet har altid hos hende været Nr. 1.

Derfor vil hun ogsaa om en Maanedstid aflægge Svendeprøve for Lavet, men Svend er hun jo alligevel blevet i Dag, da hun har udstaaet Læretiden. Og samtidig bliver hun Faderens Kompagnon. "Kunderne har allerede længe," siger Faderen, "foretrukket hende for mig".

Faderen spiller spiller og synger, og Datteren barberer.

Det er Arbejdets Fordeling.

(Aftenbladet (København), 1. april 1921).

I Kraks Vejviser for 1921 er Hermann Lundqvist betegnet som Luthsanger, Sølvgade 99 st. Om hun forblev i barberfaget er uvist. Fra 1925 optræder en Edith Lundqvist som kommunelærer i Kraks Vejviser. Dem er der imidlertid et par stykker af, så det kan være en anden.

Sønnen Martellius der var Ediths lillebror, var født 1904, og blev kapelmester. Han var uddannet på det kgl. danske musikkonservatorium 1920-24; pianist og repetitør ved Det ny Teater 1922-26, ved Scala Teatret 1926-27 og ved Nørrebros Teater 1927-28; operarepetitør ved Det kgl. Teater 1929-37; vicedirigent i Studentersangforeningen 1933-34; debut som kapelmester på Det kgl. Teater 18. maj 1930 (Flagermusen); korleder og kapelmester ved statsradiofonien 1937-47; instruktør og kapelmester for Kbhvns Koncertforenings orkester 1941-43: overdirigent for Øerne i Dansk Kor-forening 1943-46; kunstnerisk leder og 1. kapelmester for Odense byorkester fra 1949; kunstnerisk leder og kapelmester for Den fynske Opera fra 1953. Medl. af bestyrelsen for Det fynske Musikkonservatorium fra 1955.

07 september 2024

Den nye Terrassekirkegaard ved Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Siden begyndelsen af januar har der været et stort og omfattende arbejde i gang langs hele den vestlige side at Vestre Kirkegård.

Den stejle skrænt her, der løber parallelt med Trekronergade ud til Vigerslev Allé skal tages ind under kirkegården og er derfor i færd med at blive gravet ud. Af hensyn til terrænet vil den nye del af kirkegården blive anlagt i terrasser, der skal gennemskæres af vejrampen, men føres ned til den nye store boulevard, der er planlagt langs kirkegården ud til Kalvebod Strand.

Under ledsagelse af direktøren for Københavns Begravelsesvæsen, hr. A. Berg, aflagde vi i går et besøg ude på den nye kirkegård, hvor hakker og spader var i den travleste virksomhed. I de milde forårssolskin lyste de nøgne skrænter gult og festligt, medens de geologiske formationer - terrænet ligger på en nogle tusind år gammel havbund - tegnede tydelige streger på tværs i jordlagene. Ofte fandt man rav i jorden, fortalte arbejdere og undertiden trøskede træstykker, der lå som om det kunne være en båd med en eller anden fjern stenalderfisker der var sunket til bunds og efterhånden blevet indlejret i sandet og gruset.

Men der var også ting som var at mere generende beskaffenhed: sten på mange tusinde stykker, der måtte sprænges med krudt eller aerolit for at kunne fjernes. Vort billede er taget i de øjeblik en sådan kammerat på et halvt hundrede tusinde pund ryger i luften. Arbejderne har trukket sig tilbage i respektfuld afstand mens sprængningen foregår. De store stenstykker kan ofte - navnlig ved aerolitsprængninger - fare langt ud og er undertiden gået gennem taget på de små kolonihave-lysthuse, der ligger nedenfor. Men forøvrigt vækker sprængningen ingen større sensation. Der sprænges daglig 5-6 sådanne kæmpesten, fortæller ingeniør Termansen, som leder udgravningsarbejdet, og en sprængningekspert har nok at gøre dagen igennem med at bore huller i stenene og besørge dem splittede ad.

I den tid, arbejdet har stået på, har der daglig på dette areal, der er 4 tønder land stort, været beskæftiget 100 mand derude. Når arbejdet er sat i gang så tidligt, er det for at afhjælpe lidt arbejdsløshed, og de hundrede mand, som ellers ville have været arbejdsløse, har nu klaret dem i den tid. Forøvrigt skrider arbejdet godt frem derude. Ikke mindst på grund af det milde vejr. Den ny boulevard, som skal anlægges nedenfor, vil blive forlænget med en bro over jernbanen helt ind til Valby. Det store øde areal herude vil, når disse arbejder en gang bliver færdige, være forvandlet til at af Storkøbenhavns smukkeste prospekter.

(Social-Demokraten, 17. marts 1921.) 

(Også foto som viser sprængning af en sten)


Terrassen langs Sjælør Boulevard. Fotoet er taget fra hjørnet op mod Vigerslev Alle. Længst væk er en af de muslimske gravpladser, og bag de fjerne træer starter de tyske krigsgrave. Vejen til venstre i billedet fører op til den næste terrasse, se foto nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.



Terrasse set fra udsigtpunktet. Det er umuligt at vise hele længden som ellers er på omkring 1 kilometer. Gemt væk bag det store træ til venstre for midten den mur som var planlagt til gravnicher. Kun en blev taget i brugt(med en kvindeskulptur af J. J. Bregnøe). Den øvre kirkegård ligger til venstre udenfor fotoet, og den nedre terrasse til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Udvidelsen af Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen),

Større udgravningsarbejder - anlægges af en ny vej og et villakvarter.

Vestre Kirkegård, om ikke i øjeblikket, så dog ad åre, byens smukkeste kirkegård, har længe trængt til en udvidelse, og omkring nytår bestemte man sig så til at påbegynde det store foretagende - til dels for at modvirke arbejdsløsheden.

Det er langs hele vestsiden, man vinder nyt terræn. Umiddelbart udenfor kirkegårdens læbælte findes der her en bred Udgravning, stammende fra anlæget af godsbaneterrænet, hvor man fyldte en del af Kalvebod Strand ud. Endnu findes i fordybningen en del kolonihaver, men de vil snart forsvinde til fordel for kirkegårdens nye terrasseanlæg.

Det er som et anlæg af en sådan art, udvidelsen foregår. I alt vil der blive tre terrasser, som forbindes med ramper, og for at skabe forbindelse med den øvrige kirkegård, anlægges terrassen ud for midterkapellet højere. Henad terrasserne vil de mange gravsteder blive anlagt, og det påtænkes at indrette gravkamre.

Direktør Berg fra begravelsesvæsenet fremviste i går sammen med inspektøren det hele terræn for pressen. I øjeblikket er 4 tønder land under arbejde, og man beskæftiger 100 mand, men i alt skal der indvindes det dobbelte areal. Indtil nu er der udført jordarbejde for 80.000 Kr., alt i alt kommer man op på nogle hundredtusind, et bestemt beløb kan man ikke fastsætte, de fleste penge medgår til arbejdsløn.

Direktør Berg fortæller os om de vanskeligheder, som skal overvindes, det er særlig de mange store kampesten, som volder besvær. Det er gammel havbund, man arbejder på, og rundt omkring i aflejringerne må stenene sprænges bort, men med det samme har vi materialet til de mange stensætninger og trappepartier, føjer direktøren til. Og for at man rigtig skal kunne glæde sig ved det store, smukke anlæg, bliver der oppe ved Vigerslev Allé et udsigtspunkt.

Og bagved kapellet er man gået i gang med at anlægge et parti i fransk havestil, med store, klippede hække. Også det skal blive meget smukt, man forsikrer os noget enestående, i hvert fald noget ualmindeligt, for en kirkegård.

(Dagbladet (København), 17. marts 1921)

Foto fra Nationaltidende, 17. marts 1921 som også havde været på besøg med Berg. Udgravningen stammede fra anlægget af godsbaneterrænet hvor man fyldte en del af Kalvebod Strand ud. En del kolonihaver lå her. Samtidig blev Nordre Kapels hvildkalkede vægge farvet "en ganske lys, rød og mere fortrøstningsfuld farve". Og et nyt orgel anskaffet. 

Georg Rygaard (1894-1921). (Efterskrift til Politivennen).

Georg Rygaard var tidligere kapelmester i "Scala", komponist og døde 3. marts 1921, 26 år gammel og blev begravet på Vestre Kirkegård. Han døde af tuberkulose. Han blev trods sin unge alder en landskendt person i Danmark, og lidt i udlandet. Hvilket bl.a. gav sig udslag til hans begravelse. 

Han skrev mange melodier til Scala-revyerne som var datidens ørehængere. Ved premieren juni 1920 på en af de revyer han havde lavet musik til, udbrød der brand i Scala Teater, og forestillingen måtte aflyses resten af sæsonen. Han blev herefter gift, rejste til Frankrig og døde af tuberkulose.


Tegning i BT, 19 januar 1918. Georg Rygaard yderst til højre.


Foto fra før premieren fra Scalas gård, Aftenbladet København, 30. maj 1918. Et stillads med en fuldt udstyret sovevogn som blev brugt i revyen. Skrevet af Arctander og Alfred Kjerulff. Medvirkende var bl.a. Alstrup, Laur. Olsen, Amelie Kirkegaard og Liva Olsen, Stribolt, Olga Svendsen, Ebon Sstrandin, Jean Børlin. Georg Rygaard var ny orkesterdirigent og havde komponeret halvdelen af melodierne. 

Foto fra BT, 21.februar 1919 om de første prøver på Scala. Kapelmester Georg Rygaard ved klaveret. De øvrige er Amalie Kierkegaard (kvindelige hovedrolle) og axel Kjerulff, librettoens forfatter.

Sikke han kan's komponist Georg Rygaard
Et Interview i Det ny Teater.

Ved premieren på "Den grønne elevator" på Det ny Teater, traf vi Scala-Teatrets berømte og dygtige komponist-dirigent Georg Rygaard, nylig hjemvendt fra sin lange udenlandsrejse.
- Vær hilst, kære Georg Rygaard. Sikke De kan!
- Tak, tak. Ja, det går udmærket.
- Skal De nu til at tage fat på Scala Revyen?
- Ja, det er derfor Jeg kom hjem fra Schweitz og så lader det til, at vi Ingen Scala-Revy får frem.
- Hvorfor?
- I anledning af den kedelige musikerstrejke.
- Det er jo sandt. Vi har musikløse dage herhjemme. Hvor længe var De i Davos og hvorledes går det med helbredet?
- Jeg var et halvt år i Davos og mit helbred er godt nu. Men det forbandede klima herhjemme er ikke behageligt
- Er revyen færdig?
- Fiks og færdig både fra forfatterens og min side.
-  Og den bliver god?
- Det tør jeg nok sige.
- Har De solgt nogle kompositioner til udlandet?
- Ja. Jeg opholdt mig 14 dage i Paris og der spilles en del af mine melodier på de fleste revyteatre. I London traf jeg direktør Skaarup og vi var i teatret mindst to gange om dagen for at se på nyheder. Forresten kommer Londons største musikforlægger til København i næste uge for at høre mine melodier for orkester til Scalarevyan. 
- Går "Sikke han kan" i udlandet?
- Mægtigt, navnlig i Amerika. Samme succes havde jeg bl. a. med "En farvesymfoni".
- Hvem har skrevet teksten til revyen?
- Det har Poul Sarauw, Johannes Dam og Aage Steffensen.
- Er Johannes Dam hjemme? 
- Ja, ligeledes i anledning af Revyen. Men til sommer rejser Dam og jeg til Paris for at bosætte os i Sct. Cloud.
- Vil De så komponere der?
- Ja i høj grad. Der er bud efter mine kompositioner og en skønne dag kommer jeg vel med en operette.
Mellemakten er forbi og Georg Rygaard går op sin loge, hvor han fuldstændig må overgive sig på
nåde og unåde over Rasmus Christiansens vanvittige farcepræstation som den perialiserede ægteman.

(Klokken 5 (København), 28. april 1920.)

4. juni 1920 var der premiere på revykomedien "Hallo, Amerika!" i Scala Teater.  På premiereaftenen udbrød der brand:

Stor Scenebrand i "Scala"
Brand-panikken afbryder premieren
Branden der udbrød ved 3. akts begyndelse raserer hele scenen
Publikum styrter skrækslagne mod udgangene, men ingen kommer til skade.

Scala-premieren i aftes blev afbrudt af en brand, der let kunne have fået katastrofal karakter -
og som også i nogle minutter havde præg af en rigtig teaterbrand - men som heldigvis forløb
uden større ulykker end den, at Scala vistnok et par uger må indstille sine forestillinger.

Branden opstod ved 10-tiden, i samme øjeblik tæppet gik op for revyens 3. Akt. Dirigenten, Georg Rygaard, havde lige slået an, publikum sidder allerede på pladserne, og det yderste fortæppe går i vejret.

I dette øjeblik sker det. Man hører en højst uhyggelig susende lyd - omtrent som når der pludselig går ild i noget papir - blot mange gange stærkere. Et lysskær blusser op oppe på scenen, hvor det bagerste fortæppe stadig er nede, og på en gang regner ildgnister og store ildflager ned over orkestret og farer ind over tilskuerpladserne der allerede er i vild oprør.

Ildgnisterne og ildflagerne kommer fra oven oppe under suffitterne. Det brænder! En uhyggelig
panik er under udbrud. Publikum på de midterste pladser springer op på stolesæderne og forsøger så hurtigt som muligt at nå ud, andre baner sig endnu hensynsløsere vej og river mere
besindige med, nogle damer falder, hjælpes op - hele tilskuerpladsen er i oprør. Heldigvis virker alle forsigtighedsforholdsregler, som de skal. Medens jerntæppet - lidt langsomt - går ned, er alle reservedøre, som ved et trylleord, sprunget op, og da publikum gennem de åbne udgange kan se helt ud i gården - opløser panikstemningen sig lidt efter lidt.

Man trænges endnu foran garderoberne - men i løbet af nogle få minutter er tøjet udleveret, og Publikum samles i gården.

På Scenen.
I det øjeblik, branden udbrød, var nogle enkelte skuespillere og direktør Skaarup på scenen. Et
glimt - en Ildregn - og et øjeblik efter er scenen et fuldstændigt ildhav. Skuespillerne styrter ud -  direktør Skaarup trodser modigt ilden et øjeblik, men må naturligvis også fortrække.

Nu virker overrislingsapparatet - automatisk, som det skal, ved den ved ilden fremkaldte temperatur. Vandet styrter ned over scenen i kaskader, og hvad ilden ikke i løbet af få sekunder
har ødelagt af dekorationer, kostbare silke- og fløjlstæpper o. s. v., det fuldender vandet.

Det driver ned i orkesteret, hvor noderne ligger hulter til bulter, således som musikerne i panikøjeblikket har kastet dem. Også noderne bliver et offer for ild og vand.

I løbet af få minutter er ilden slukket - takket være det sikkert virkende overrislingsapparat. Men en tyk, kvælende røg slår fra alle teatrets luger op over teatret og breder sig over de tilgrænsende gader gennem hvilke allerede sprøjternes klemten lyder.

En del af det beroligede publikum vender tilbage til tilskuerpladserne. Alstrup går rundt i salen. Han er i kostume, springer op på en stol og råber: Bliv bare roligt - Forestillingen fortsætter. Men der blev ingen fortsættelse. Kort efter går lyset ud i teateret og folk famler rundt i mørke. Der går nogen tid - så tændes lyset igen, men om at fortsætte er der naturligvis ikke tale.

Alt på scenen er brændt.
På scenen er nemlig alt raseret - først og fremmest af ilden, men vandet har fuldendt ødelæggelsen. 

- Vi står på scenen og beskuer katastrofens virkninger. Her hvor for et øjeblik siden var farver, strålende og kostbare stoffer og pragtfulde dekorationer, er nu kun et stort, uhyggeligt hul, hvor noglo enkelte laser dasker i gennemtrækken og sorte, forrevne ledninger dingler. Vandet driver
ned overalt og har omdannet scenegulvet til en sø, hvorfra vandet som en fos styrter ned i Orkestret

Direktør Skaarup om branden.
Vi træffer på scenen direktør Skaarup, selvfølgelig i skjorteærmer, tilsmudset og med et ansigt, sort af røg og vand - men fuldstændig rolig. Ingen kan se på denne mand, at et pludseligt slag, en uforståelig ulykke lige har ramt ham, netop som sejren var ved at vindes.

Ja - alt er ødelagt, siger direktør Skaarup, dekorationer, tæpper, noder - og hvad der er det allerværste lysanlægget. Det er ikke alene kostbart, men næsten i øjeblikket uerstatteligt. Årsagen til branden er en kortslutning. --
Altså ikke en gnist fra et revolverskud i 2- akt, således som det siges?
- Nej - der er sket en kortslutning - et af disse hændelige tilfælde. Men Gud ske Lov, at der ingen ulykker er sket. Alle de foranstaltninger, der er truffet for iIdebrandstilfælde, har virket fuldstændig, som de skulle.
- Og skadens omfang?
- Det er umuligt at sige i dette øjeblik. Det sikre er, at der må blive en længere Standsning. Alt - lige fra dekorationerne til noderne må anskaffes fra nyt --

Men det var synd - slutter hr. Skaarup - for sidste akt, den kunne jeg have undt publikum at se ---

Scalas Overrisling frelste teater og publikum.
En Brandmand forbrændt.
Brandvæsenet berømmede efter branden Scala's indretning, idet det indrettede overrislingsapparat havde skyllet vand ned over scenen i et sådant omfang, at det hele "druknede" i kaskader af vand, ligesom det viste sig, at alle reserveudgange virkede præcist
efter hensigten.

Da ilden udbrød stod der oppe på scenens galleri en brandmand ved navn Bildal. Han ville ikke
forlade sin post på galleriet, men søgte at hindre ildens forplantning til denne afdeling. Følgen heraf blev, at han blev meget stærkt forbrændt. Hans brandsår var så svære, at han måtte føres til hospitalet.

Desværre blev nogle af teatrets musikere også en del forbrændte. Ingen af dem blev dog så alvorligt medtagne, at, de ikke kunne gå hjem efter at  være forbundne.

(Social-Demokraten 5. juni 1920.)

BT 6. august 1920: Foto af teaterbryllup:,, Brudeparret Grethe Schmidt og Georg Rygaard. Gift i Garnisons Kirke. Herefter var der middag på Skydebanen og bryllupsrejse til Sydfrankrig. Senere på efteråret rejste de til Davos.

Københavnske Kvinders utilladelig Nysgerrighed.

I "Natt." for i går læses følgende:

"Det var ikke behageligt for det store følge, som i går mødte ude på Vestre Kirkegård for at vise Georg Rygaard den sidste ære, at finde alle kapellets pladser besatte af nysgerrige damer.
Det var mennesker, der havde siddet der allerede under den forrige begravelse for at være sikre på at få en siddeplads. Resultatet var, at kun et fåtal af det rigtige følge kom til at overvære sørgehøjtideligheden ved Rygaards båre. Det store flertal måtte blive stående ude i kapellets forgård.

De mange nysgerrige damers optræden gjorde et alt andet end tiltalende indtryk."

(Kallundborg Avis, 11. marts 1921.)

Georg Rygaards gravsten på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.