Skandaløse Optrin paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Dommer Oluf Bang havde i går en meget mærkelig sag til behandling, angående nogle skandaløse optrin, der var foregået på Vestre Kirkegård.

En Fru Gudrun Christensen fra St. Pedersstræde mistede for nogen tid siden sin mand, og hun har siden med omhu plejet hans grav på Vestre Kirkegård. Imidlertid har idyllen dog ikke været fuldkommen. Mandens moder har nemlig gentagne gange fjernet de blomster svigerdatteren lagde eller plantede på gravstedet, - og omvendt.

En dag kom det til en dramatisk scene mellem de to kvinder, da de tilfældigt mødtes på kirkegården. Bl.a. betegnede svigermoderen svigerdatteren med et højst uhøvisk udtryk.

For dette idømtes svigermoderen i går en bøde på 25 kr., hvorefter de to kvinder fik en skarp opfordring til ikke at fortsætte med deres stridigheder i hvert fald på kirkegården.

(København, 15. juli 1921.)

Den belgiske Soldatergrav. (Efterskrift til Politivennen).

Et mindesmærke afsløredes i går ved Katolsk Vestre Kirkegård.

Blandt dem, der i sin tid under de store krigsfangehjemsendelser fandt deres død her i Danmark som den spanske syges ofre, var også fem belgiske soldater.

De franske, de engelske og de italienske krigsfanger har fået deres mindesmærker. I går afsløredes på Katolsk Vestre Kirkegård et monument for de fem belgiske soldater.

Kl. 11 samledes monument-komiteen med en kreds af venner af Belgien og de øvrige allierede lande.

Ved graven, hvor monumentet stod tildækket, havde et detachment franske og engelske marinesoldater og en afdeling danske infanterister med musikkorps og opplantet fane taget opstilling.

Blandt de tilstedeværende sås den franske minister Vicomte de Fontenay i spidsen for legationens øvrige medlemmer, den engelske minister Sir Charles Marling og lady Marling, den italienske minister Baron Aloisi og flere andre medlemmer af den italienske legation, “La Marnes" chef og øvrige officerer, generalmajor Nyholm, stabslæge Gordon Norrie, professor Ehlers og frue, grosserer A. Fonnesbech, professorerne Heiberg og Mygind, M. Mahaut, formanden for den franske hjælpeforening M. Laroix, grosserer Just, der repræsenterer Alliance Francaise, og mange flere.

Lige for højtidelighedens begyndelse ankommer den belgiske minister M. AIlart, der lige har rejst sig fra et langt sygeleje, og kun med den største anstrengelse kan overvære højtideligheden.

Så lyder fanemarchens toner, og prinsesse Margrethe, ledsaget af hofdame frk. Utke Ramsing, kommer gående forbi æreskompagniet ledsaget af monumentkomiteens medlemmer.

Prinsessen hilser først på minister Allart og dernæst på flere af de øvrige tilstedeværende.

Højtideligheden indledes med den mindeværdige salme “Nearer my God to the”, mens alle blotter hovedet.

Prof. Ehlers mindetale

Så træder professor Ehlers frem ved graven og henvender sig til de tilstedeværende.

Se på denne sorte sten, siger han, hvor den kontrasterer med den hvide faxekalksten, der ligger under den. De finder ikke magen til den på denne smukke kirkegård.

Til dette beskedne mindesmærke, bevis om vor dybe sorg over de 5 belgiske soldater, som en for tidlig død bortkaldte, før de nåede hjem til det sejrrige fædreland, har arkitekten nemlig valgt belgisk granit, granit fra Hainaut, eller som flamlænderne kalder det Hene-gowen.

Denne sten, som kommer fra det vigtigste industricentrum i Belgien, kan lovprise den belgiske arbejders flittige iver i fredstid, medens Hainaut, landet ved Sambre og Meuse, med navnene på nogle af sine byer, Jemmappes, Malplaquet, Manbeuge og Charleroi kan minde os om, at dets jord i de svundne sekler har drukket strømme af blod, og at det er farligt for en fjende at trænge ind på den.

Charleroi! Vore tanker vanker tilbage til den græsselige august måned 1914, da den barbariske fjende overfaldt det fredelige lille land.

“Lad os komme igennem! Vi vil Jer intet ondt! Ned med våbnene!" Andre ville måske have sagt: “Hvad kan det nytte at forsvare sig. Hvad kommer den strid os ved."

Men det tapre lille folk, som anførtes af sin modige og store konge Albert, udstødte kun et eneste skrig af raseri: “Vi tinger aldrig om fædrelandets ære; her kommer man ikke igennem uden kamp...

Aldrig skal de danske glemme, hvad fjenden gjorde i Visé, i Louvain og Dinant sur Meuse. Aldrig glemmer vi general Leman og hans heltemodige forsvar af Liége. Aldrig glemmer vi det blodige slag ved Charleroi, som muliggjorde det for franskmændene at samle sig bagved Marnefloden.

Det lille Belgiens heltemodige modstand frelste verden. 

De 5 små soldater, som fandt døden her på tærsklen til den genvundne frihed, da de skulle hjem til dem selv igen, har - i fædrelandets navn - krav på Danmarks evige taknemlighed for den udvidelse vi vandt ved deres heltemodige offer.

Vi ville gerne have plantet laurbær på graven Men ak! Danmarks klima tillader kun kirsebær-laurbær.

Men de danske skal våge over dette lille monument som tegn på vor dybeste erkendtliglied.

Dækket falder og ministeren takker.

Gravmælet over de 5 belgiske krigsfanger der døde af den spanske syge under hjemrejsen. Kirsebærlaurbærrene er blevet erstattet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under de sidste ord af professorens tale er dækket faldet, der præsenteres gevær, og for beskuerne åbenbarer sig en sort obeliskagtig sten, i hvilken er indgraveret navnene på de fem døde soldater. Foran ses et broncerelief med den belgiske løve

Pladen foran mindesmærket med den belgiske løve øverst. Teksten lyder: "Apres avoir subi toutes les souffrances de la captivité en Allemagne ils sont morts sur la route que les ramenait a la mere patrie. Pour la liberte de laquelles ils avaient lutte mais qu'ils n'ont pas eu le bonheur de revoir". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Højesteretssagfører Harboe, der er formand for komitéen, træder derpå frem foran monumentet. Han takker alle, som har medvirket ved dets tilblivelse, bidragydere, kunstnere og håndværkere. Ikke mindst takker han prinsesse Margrethe, der har været protektrice for indsamlingen, fordi hun er kommet til stede, og han benytter lejligheden til at minde om, at det formodentlig er sidste gang, prinsessen repræsenterer officielt som dansk prinsesse. På komitéens vegne overgiver formanden derpå monumentet til den belgiske minister, idet han udtalte håbet om, at dette beskedne mindesmærke måtte sprede lidt lys i de efterladtes sorg.

M. Allart tog derpå ordet, idet han først takkede prinsesse Margrethe og alle dem der ved denne lejlighed havde vist hans landsmænd denne ære.

Det er i prøvelsens timer, man skal kende sine venner, sagde ministeren. Belgien vil aldrig glemme den hjælp, Danmark sendte, da Belgien var stedt i den yderste nød.

Og senere, da vore soldater vendte hjem fra fangenskabet, tog Danmark imod dem med åbne arme. De vidste de kom til venner, og åndede op efter den onde tid. Men her, på deres første station mod hjemmet, segnede fem af dem. Den danske jord tog dem i sin favn.

Vi vil værne mindet om dem her.

I den belgiske hærs navn siger jeg et stort og varmt tak.

Så lød “La Brabanconne”, den belgiske nationalsangs ildfulde toner henover graven, og foran mindestøtten nedlagdes et væld af skønne blomster med signerede bånd i de belgiske, franske, italienske og danske farver.

Dermed var højtideligheden til ende. Prinsesse Margrethe tog afsked med M. Allart, komiteens medlemmer o. fl. og begav sig ud til sit automobil til fanemarchens toner, M. Allart kørte bort, og langsomt spredtes alle de øvrige tilstedeværende.

(København 5. juni 1921.)

Uhyggeligt Fund paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen) - 1921

Et nøgent barnelig findes på en gravsten

Hvor og hvem er moderen?

En ældre dame, der i går besøgte Vestre Kirkegård for at dvæle et øjeblik hos sine kære afdøde, gjorde en uhyggelig opdagelse, der, selv om der nu synes at mangle ethvet spor, muligvis vil føre til opklaring af en ny, trist social tragedie, hvor en ulykkelig ung pige har søgt at slippe for følgerne af et kærlighedsforhold ved at dræbe sit nyfødte barn og henlægge det på Vestre Kirkegård.

Damen blev opmærksom på, at der lå en pakke på en gravsten. Da kirkegårdsbetjenten kom til, viste det sig at være liget af et nyfødt fuldbårent drengebarn.

Barneliget var fuldstændigt nøgent og kun indpakket i en avis, antagelig for at udslette ethvert spor. Om halsen havde det nogle røde striber, som om det var ombragt ved kvælning; disse striber kan dog ifølge politilægens udsagn også fremkomme ved naturlig død, men hele den måde, liget blev fundet på, tyder mest på, at der foreligger en forbrydelse. Sagen blev straks overgivet til politiet, og opdageren Allestrup fra Svendsgade beordrede barneliget til Retsmedicinsk Institut.

Hvem er Moderen?

Liget af det lille barn har antagelig ikke ligget på kirkegården i lang tid, og det jo heller ikke godt tænkes, at den unge kvinde, der har født, ret længe vil kunne skjule sin tilstand. Når politiet nu tager fat med undersøgelsesarbejdet, vil de nærmeste dage rimeligvis løfte hemmelighedens slør for en ny barnemordsaffære - en ny social tragedie.

(Arbejderbladet, 5. juni 1921.)

Stor Fosterfordrivelsesaffære paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen).

12 Tiltalte. - Affæren kom frem som en Hævn fra en Husbeboer. - Bør der ske Indskrænkninger i Bandagisternes Handel?.

I Dag vil der i Landsrettens 3. Afdeling komme en Fosterfordrivelsesaffære til Behandling, i hvilken der ikke er mindre end 12 Tiltalte. Sagen har ved Byretten været behandlet i dybeste Stilhed og forøvrigt med en usædvanlig Energi. Det er Assessor Lundsteen, der har haft den til Behandling. Til Trods for de Impliceredes store Antal og den Mængde Vidner, der skulde afhøres, lykkedes det Assessoren at have Sagen fuldt belyst i Løbet af 4 Døgn, men der var ogsaa Forhør i Dag og Nat. Derefter gik Sagen til Forundersøgelse hos Dommer Sinding, som atter afgav den til Landsretten.

Hovedpersonerne i Affæren er en Fru Jørgensen og en Fru Klose. Den 40-aarige Fru Ella Jørgensen, som er gift med en Skibsfører og bor paa Nørrebro, havde oprindelig af ren og skær Lyst til at gøre sig interessant tilbudt flere af Husets kvindelige Beboere sin Hjælp, uden at de havde modtaget den. Derimod havde en Søster ladet sig behandle af hende, og hun, der var ansat paa en Systue, havde draget flere med sig ud til Søsteren. 

Paa et senere Stadium kom Fru Jørgensen i Forbindelse med Fru Klose, som lærte hende visse operative Indgreb. Efter at de to Kvinder havde slaaet sig sammen, blev den forbryderiske Virksomhed drevet paa ligefrem livsfarlig Maade.

En skønne Dag kom Opdagelsen. Fru Jørgensen var kommet i heftig Uvenskab med en af Husets Kvinder, og denne meddelte Politiet, hvilke Rygter der gik om Fru Jørgensen. Saa blev Fru Jørgensen sat under Anholdelse. Hun tilstod straks alt.

Straks, da Assessor Lundsten havde Fru Jørgensen i Forhør, var han klar over, at hun ikke var ganske normal. Hun fortalte løs overfor Assessoren paa en Maade, som om hun ogsaa gik ud paa at gøre sig interessant overfor ham. Da de fire drøje Døgns Forhør var overstaaet, sørgede Assessoren for, at hun blev indlagt til Observation paa Kommunehospitalets 6. Afdeling hos Professor Vimmer. Her forblev hun i 3 Maaneder og blev fornylig udskrevet med en noget vag Erklæring om, at helt normal var hun ikke. 

Kun i eet Tilfælde har hun taget mod Penge. I Virkeligheden har kun har villet eet: spille klog Kone.

De øvrige Implicerede er med Undtagelse af 2 Mænd - Ægtemænd, der har ydet Hjælp - unge Piger. To af disse vil give Juristerne noget Bryderi, idet de har været under Behandling, uden at der har været Grund for det. Hvilken Paragraf kan de straffes efter? Eller er deres Handling overhovedet strafbar?

Der er under Sagen kommet Oplysninger frem, som maaske kan gøre det nødvendigt, at visse Indskrænkninger i Bandagisternes Handelsfrihed sættes under Diskussion paa autoritativt Sted. Flere af Fru Jørgensens og Fru Kloses Operation er er nemlig udførte med Instrumenter, som der ikke burde være almen Adgang til. De burde kun kunne rekvireres af Læger. 

Overværgeraadets Formand, Overretssassessor Brun, fremkom for nogen Tid siden med en Udtalelse om, at der fandtes flere hemmelige Fosterfordrivelsescentraler, end almindelige Mennesker drømte om. Denne Sags Fremkomst bekræfter Udtalelsen.

Torrent.

(Nationaltidende, 13. maj 1921).

Den 17. maj 1921 idømte Østre Landsret fru Kirstine Ellen Jørgensen, f. Hansen, og fru Klose hhv. 3 års forbedringshus og 18 måneder. De øvrige fik fra 30 dages fængsel til 8 måneders forbedringshus. 4 af disse dog betingede. I Politiets registerblade, udfærdiget 1. november 1916 optræder pakkerske Ellen Kirstine Jørgensen, født 12. marts 1902, Jægergade 12, 4. sal. I Fødselsstiftelsens arkiv optræder dette navn, gift 31. marts 1920 med arbejdsmand Karlo Emil Sofus Petersen. Jægergade 12, 4. sal. Fødte en dreng, 28. maj 1920.

Anna Stauning (1873-1921). (Efterskrift til Politivennen)

Thorvald Staunings kone, Anna Jensen (1873-1921) arbejdede på fabrik, og de blev gift 1898. Hun sad som eneste repræsentant for landproletariatet i Husholdningsudvalget under indenrigsministeriet 1917. Udvalget blev også kaldt "husmødrenes trøst", og skulle behandle spørgsmål vedrørende husførelsen. 

Anna Stauning blev dræbt for øjnene af Thorvald Stauning og deres søn Holger på en cykeltur ad Strandvejen  april 1921. På hjemturen kørte Thorvald mod afsløringen af borgmester Chr. Christiansens monument på Vestre Kirkegård kl. 1. Kl. 12 nåede de lille Triangel mod Sølvgade. På Nørre Søgade kørte en automobildroske der havde vigepligt, frem fra Sølvgade. Den ramte Anna Stauning. Hun blev hurtigt kørt på Kommunehospitalet, hvor hun døde efter kvæstelserne kort tid efter.

Uddrag af Nina Bangs mindeartikel i Kolding Social-Demokrat 14. april 1921 om Anna Stauning:

Hun var fremfor alt Hustruen, for hvem hendes Mands Glæde og Velbefindende var Livet. Alle, der har kendt Staunings Hjem, vil vide, hvilken elskelig Hustru Fru Stauning var med sit milde Smil og sin stille Tale -  hun var det ikke blot de faa Gange, naar Vennerne var samlede, hun var det i det daglige Liv. Hun vaagede stille og uden mange Ord over sin Mands Liv. Hun fjernede hver Sten, hun blot kunde, fra hans Vej.

Hendes Liv var ingenlunde let. Medens Stauning færdedes ude i Livet, løb Traadene stadig til hans Hjem. Her sad Fru Stauning, gav Besked fra ham, sagde, hvor og naar man kunde træffe ham, modtog Besked til ham, afværgede overflødige Samtaler for ham. Og det var ikke blot den rent ydre Ro, hun søgte at bringe i hans Liv.

Hun havde ogsaa Sansen for, hvad hendes Ro og Ligevægt betød for hans Ro, derfor søgte hun altid at sætte eget Arbejde til Side, naar han var hjemme.

Hvorfor skrive offentligt dette intime om den stille Fru Stauning, som nu er død? Fordi Arbejderne bør vide og har Krav paa at vide, hvilken selvforglemmende, offervillig  Medarbejder de har mistet i hende. Ikke blot Stauning og Holger, ikke blot de personlige Venner, men hele vort Parti maa staa sørgende ved denne Ulykke. Thi det, der gav Fru Staunings Væsen dets Inderlighed, det, der gav hende den Resignation, der hører til for at være en Dag og Nat af offentligt Arbejde optaget Mands altid milde Hustru, det var det, at hun elskede Socialismens Sag, det var hendes Glæde og Stolthed over Arbejderklassens Fremgang. Alt, hvad der kunde siges af godt om Arbejderne, det glædede hendes Hjærte, og intet har sammensnøret det mere, end naar der var Arbejdere med blandt dem, der bagvaskede Stauning.

Fru Stauning var en stille og mild Hustru, men hun var det bevidst, hun vidste, at hun maatte være det, om hendes Mands Kræfter skulde slaa til i Kampen for den Sag, hun elskede lige saa højt som han.

For alt det smukke, hun har givet os, vil vi alle takke hende og bevare hendes Minde i vore Hjerter.

(Kolding Social-Demokrat 14. april 1921)

Da Thorvald Stauning døde, blev Anna Staunings urne flyttet hen til hans gravsten. Her står den diskret under en busk.

Anna Stauning, født Jensen var gift med Thorvald Stauning i  23 år. Året efter giftede Thorvald Stauning sig med Olga Hansen, men ægteskabet var ikke lykkeligt, de blev separeret i 1930. I 1930 flyttede Stauning sammen med koncertsangerinden Augusta Erichsen i Kanslergade, hvor hun boede til han døde i 1942. Hun blev bl.a. kendt fra tv-serien Badehotellet, hvor parret kommer på besøg. 

Ved Thorvald Staunings grav på Vestre Kirkegård under en busk bagved står hendes gravsten. En af de første socialdemokrater som blev begravet ved den sø som senere kom til at hedde "Det Røde Hav". Hun er dog formentlig ikke begravet her, men hendes urne hensat i kolumbariet (på Bispebjerg), if. Stadsarkivets begravelsesprotokoller. Hvornår stenen er opsat vides ikke.