Maskinarbejder Marius Christensen, Vestre Gasværk. (Efterskrift til Politivennen).

Et Ulykkestilfælde paa Vestre Gasværk.

En Maskinsmed gasforgiftet under sit Arbejde og død paa Hospitalet

Paa Vestre Gasværk havde flere Smede igaar været beskæftiget med at reparere Utætheder paa en af de store fyldte Beholdere.

Arbejderne gik Kl. 5, og kun een blev tilbage, Maskinsmed Christensen fra Halfdansgade 23, da han endnu ikke var helt færdig med sit Arbejde ovenpaa Beholderen.

Da han ikke var kommet ned ved halvseks Tiden, blev der søgt efter ham, og han blev da fundet liggende bevidstløs paa det øverste af Gasbeholderen.

I en tilkaldt Ambulance blev Christensen bragt til Kommunehospitalet, men her afgik han kort efter ved Døden.

Hvorledes Ulykken er sket, er man ikke rigtig klar over, men den giftige Gas maa være trængt ud gennem en Utæthed paa det Sted, hvor Christensen arbejdede, og uden at han har tænkt sig, at der kunde være nogen Fare derved, har han indaandet saa meget Gas, at han er blevet bedøvet.

Christensen, der var en Mand paa godt 30 Aar, var gift.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14 juni 1922).

Forrest i billedet Vestre Pumpestation som stadig findes umiddelbart nedenfor nutidens Dybbølsbro. Huset til højre er nedrevet. I baggrunden Vestre Gasværk som lå hvor nu Den Hvide Kødby er. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Ulykken paa Vestre Gasværk.

Ledelsens Ansvar for Maskinarbejder Christensens Død.

I Anledning af den Ulykke i Gaar, hvorved en af Værkets Arbejdere, Maskinarbejder Christensen mistede Livet, er vi, af Kammerater af den Afdøde, blevet anmodet om at oplyse, at Ansvaret for Christensens Død for en stor Del maa hvile paa Værkets Ledelse.

Arbejdet paa den omtalte Gasbeholder er nemlig, som vi i Gaar meddelte, forbundet med ikke ringe Livsfare, og det er flere Gange hændt, at Folk, der arbejdede paa den, er blevet gasforglftede, og er faldet bedøvede om, hidtil uden at noget Menneskeliv er gaaet tabt. Fra Arbejdernes Side har man gentagne Gange gjort Ledelsen opmærksom paa, at Arbejdet Paa den Beholder var livsfarligt, og at der maatte træffes Sikkerhedsforanstaltninger mod eventuelle Ulykker.

Imidlertid er der fra Ledelsens Side intet gjort af nogen Art.

Tirsdag Eftermiddag fik Christensen Ordre til at gaa op og reparere paa Gasbeholderen, og trods det, at Ledelsen var fuldt bekendt med dette Arbejdes farlige Natur, blev der ikke givet Ordre til, at nogen anden skulde gaa med ham og passe paa. Her ligger Ledelsens Ansvar i denne Sag, og det bliver ikke noget let Ansvar at bære.

I Gaar har Belysningsvæsenet underkastet Dødsfaldet en nærmere Undersøgelse, ligesom Politiet har afholdt Forhør i Sagen. Der fremkom dog ikke noget væsentligt nyt, men Undersøgelsen vil blive fortsat.

I alle Tilfælde maa man for Fremtiden kræve af Ledelsen af Vestre Gasværk, at der i højere Grad end Tilfældet hidtil har været bliver taget Hensyn til den Fare, Arbejderne paa Værket udsættes for.

(Social-Demokraten 15. juni 1922).

Maskinarbejder Marius Christensens Jordefærd

Gasforgiftningen paa Vestre Gasværk.

I Gaar jordedes Maskinarbejder Marius Christensen under stor Deltagelse. Christensen blev som tidligere omtalt her i Bladet, dræbt ved Gasforgiftning paa Vestre Gasværk. Man saa straks ved den store Deltagelse, at Christensen var meget afholdt, idet Kapellet paa Vestre Kirkegaard var fyldt til sidste Plads, medens mange Mennesker maatte blive staaende uden for.

Den hvide Kiste var smykket med Guirlander af blegrøde Nelliker og et Væld af Kranse var lagt i Midte gangen af Kapellet, vi bemærker Kranse og Dekorationer med følgende Inskriptioner: Fra Maskinpasserne paa Vestre Værk, Fra Arbejdsmændene paa Vestre Værk, Fra Kammerater paa Vestre Værk, Fra Kammerater paa Ingeniørkontoret. Fra Belysningsvæsenet, Fra Kolleger paa Valby Værk, Fra Kolleger paa Østre Værk, Fra Gasværkernes Fællesklub, Fra Beboerne i Halfdansgade 23 samt fra Dansk Smede- og Maskinarbejder Forbund.

Ved Kisten paraderede Faner fra Dansk Smede og Maskinarbejder Forbund, Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening Afdeling 0 samt fra Sygekassen Alderstrøst.

Pastor Kvistgaard holdt Talen, hvori han i smukke og gribende Ord skildrede de Farer som lurer paa Arbejderne under Udøvelsen af deres Gerning, Pastor Kvistgaard fandt netop det rette Udtryk for en Arbejders Livsbane, idet han betegnede en Ulykke som denne ved at sige, at der kun blev et ledigt Hul, som Masserne i Industrien hurtigt vilde udfylde.

Sangforeningen Enigheden sang nu et gribende og meget Stemningsfuldt Farvel, hvori Hr. Arthur Nielsen med sin smukke Stemme udførte Solopartiet, hvorefter Christensens Kammerater til Tonerne af Korets Farvel bar deres Kammerat ud af Kapellet.

Efter at Jordpaakastelsen ved Graven havde fundet Sted, holdt, Formanden for Smede og Maskinarbejdernes Fagforening, Hr. S. Thorkind, en smuk Mindetale, hvori han skildrede Christensen som en ualmindelig god og afholdt Kammerat, og som tjenstivrig og pligtopfyldende Mand i Kommunens Tjeneste.

Sangforeningen Enigheden sang et Farvel, hvorefter Fanerne sænkedes til Ære for Christensen, som under Udøvelsen af sit Arbejde i Samfundets Tjeneste fandt sin Død.

(Social-Demokraten 19. juni 1922).

Dødsannonce i Social-Demokraten 18. juni 1922.

Vestre Gasværk blev opført 1856-57 på et opfyldt strandområder der hvor Den Hvide Kødby ligger i dag. Brokkerne stammede i øvrigt fra bombardementet i 1807. Det forsynede i starten 1.946 gaslygter. 1878 opførtes Østre Gasværk, hvorefter gasværket kom til at hedde Vestre Gasværk. På ulykkens tidspunkt blev værket anset for utidssvarende, men først i 1927 lukkede værket. Herefter blev bygningerne brugt til bl.a. sortering og udlevering af koks, indtil det 1930-1932 blev nedrevet. Ved den lejlighed omkom 2 arbejdere 1931 da en gasbeholder sprang i luften. 

Fr. Winther: Den nye havn udfor Københavns Gasværk. Illustreret Tidende 885, 10. september 1876.

Kullene blev i starten sejlet til en lille pramhavn. I 1873-76 fra en havn ved nuværende Ingerslevgade. Den blev opfyldt 1897-1901, og erstattet af en havn ved Kalvebod Brygge.

Barneliget på Assistens Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 Et ligfund på Assistens Kirkegård.

Det nyfødte barn i avispapiret.

En opsynsmand på Assistens Kirkegård har gjort et uhyggeligt fund.

På et gravsted i afdeling Q tæt ved Helligkorskirken fandt han liget af et nyfødt pigebarn. Liget var svøbt i gamle aviser og var fuldstændig nøgent. Fundet blev overgivet til opdagerne på Fælledvejs Politistation, og ved det legale ligsyn i går komstateredes at barnet er fuldbårent. Det har utvivlsomt været død mindst en måned og er i fuld opløsning.

I dag finder obduktionen sted. Ved den vil det blive fastslået om barnet har været genstand for vold. Politiet er på forhånd af den mening at der foreligger et barnemord. opklaringen vil blive meget vanskelig. Det eneste der kan give en smule vejledning i sagen er det avispapir i hvilket liget fandtes indsvøbt. Og det er så medtaget af vind og vejr at det smuldrer hen ved mindste berøring.

(Social-Demokraten, 29. juli 1922).

Barneliget på Assistens Kirkegård. 

Der foreligger mord - Aviserne fra de italienske kongedage.

Som omtalt fandt man for nogle dage siden på Assistens Kirkegård liget af et nyfødt barn som blev overgivet til Retsmedicinsk Institut. Nu foreligger erklæringen som viser at der er tale om barnemord.

Liget som var meget opløst, var af et fuldbårent pigebarn. Det har levet og ndt efter fødslen og er blevet kvalt.

Sagen er derefter blevet overdraget mordeksperten, overvagtmester Lichtner. De foreløbige undersøgelser har vist at liget var pakket ind i aviser hvori der stod artikler om det italienske kongebesøg, altså fra den 21., 22. og 23 i forrige måned. Det er konstateret at liget ikke har ligget på graven den 20., for den dag havde familien hvem gravstedet tilhører, været derude.

Barnet er åbenbart født i dagene omkring kongebesøget. Måske vil der efter at dette er konstateret, tilflyde politiet meddelelser som kan føre til morderskens pågribelse.

(Dagbladet (København), 31. juli 1922).

Barneliget på Assistens Kirkegård. 

Politiet opgiver at søge efter moderen.

Efter at politiet forgæves ved avertering i bladene har søgt at finde den kvinde som har henlagt liget af et fuldbårent pigebarn ved et gravsted på Assistens Kirkegård, er undersøgelsen nu praktisk talt indstillet. Det betragtes som håbløst at fortsætte efterforskningerne.

Alt hvad der er oplyst er, at barneliget rimeligvis er henlagt på kirkegården i en af dagene fra 21. til 25. juli. Den 20. juli lå det der ikke. De folk som ejer gravstedet, havde nemlig den dag været derude og intet barnelig set.

Som bekendt var liget indsvøbt i aviser, og det er konstateret at der i disse aviser fandtes artikler om det italienske kongebesøg. Nærmere kan man ikke komme. Og selv om den stakkels moder skulle undgå den skæbne politiet vil berede hende, var ulykken vel ikke så stor. 

(Social-Demokraten, 8. august 1922).

Statsbanernes Ambulancevæsen. (Efterskrift til Politivennen)

København.

Efter den forfærdelige Vigerslev-Katastrofe tog Statsbanernes Generaldirektorat Spørgsmaalet op om en Revision af Ordningen af Statsbanernes Ambulancevæsen og Hjælpetog, og der nedsattes i den Anledning to Udvalg, der skulde beskæftige sig med dette meget alvorlige Spørgsmaal.

Det ene Udvalg, hvis Formand er Maskindirektør A. Floor har behandlet Spørgsmaalet om Hjælpevognenes Udstyr, Bemanding og Udsendelse, det andet Udvalg med Trafikdirektør V. Helper som Formand har drøftet selve Ambulancevæsenet. Jærnbanelæge Th. Jensen, København, har været Medlem af det sidstnævnte Udvalg, og Overdirektør S. Falck Redningskorpset, Medlem af begge Udvalg.

Disse Udvalg har nu tilendebragt deres Arbejde og er fremkommen med Forslag til en ny Ordning.

For at bedømme Forslagene er det imidlertid nødvendigt at give en Oversigt over

Statsbanernes nuværende Ambulanceordning.

For Tiden omfatter Statsbanernes Ambulance- og Hjælpetogsmateriel 18 Tog, hvert bestaaende af en Ambulancevogn med 12-16 Baarer, Medicin, Forbindssager og Operationsbestik, en Hjælpevogn med Værktøj og Redskaber, en Personvogn til Transport af lettere Saarede og en Rejsegodsvogn.

Togene er stationerede paa forskellige Stationer, jævnt fordelt over hele Banenettet.

Ved mindre Uheld, Sporafløb og dsl., benyttes alene Hjælpevogne, men ved større Uheld, hvor Mennesker kommer til Skade, udsendes det samlede Ambulancetog.

Til Fremførelse af hvert Ambulancetog holdes altid - i hele den Tid, der er Tog paa Linien - et opfyret Lokomotiv til øjeblikkelig Raadighed. Ambulancetogene betjenes af tilstedeværende Stations- og Togpersonale, som er indøvet i Betjening af Baarer og under Vejledning af Læger Læger har gennemgaaet Kursus i Behandling af saarede, og bemandes med et forud udpeget fast Rydningsmandskab af Statsbanernes stedlige Haandværkere og Arbejdere, som er fortrolig med Betjeningen af Værktøj og Redskaber i Hjælpevognen, og som om Dagen møder straks fra Arbejdsstedet og om Natten tilkaldes fra Hjemmet.

Foruden det til Ambulancetogene hørende Materiel haves der endvidere Lægekasser i alle Tog og paa alle Stationer, og tillige er der anbragt Lægekasser i en Del Vogterhuse langs Banelinien, for at der ved en eventuel Ulykke hurtigt kan skaffes rigeligt Forbindingsmateriale til Ulykkesstedet. Baarer medføres i alle Tog og haves paa en Del Stationer. Endelig er der afsluttet Overenskomst med "Københavns og Frederiksbergs Redningskorps" om Assistance med dettes Katastrofemateriel ved Redningsarbejdet ved eventuelle Ulykker paa Sjælland.

Den nye Ordning omfatter 23 Ambulancetog og 12 Hjælpetog.

Det vil af det ovenstaaende fremgaa, at Ambulancetogenes Ordning har været baseret paa en samlet Udrykning af Personel og Materiel til saavel Rednings- som Rydningsarbejdet, saaledes at Rydningsmandskabet med det fornødne Værktøj straks kan assistere ved Redningsarbejdet og umiddelbart efter med det sværeste Rydningsmateriel rydde Banelinien paa Ulykkesstedet.

I København bor Rydningsmandskabet i Tjenesteboliger umiddelbart ved Ambulancetogets Afgangssted og kan, allarmeret ved elektrisk Ringning, øjeblikkelig give Møde. Men paa de øvrigt Ambulancetog-Stationer rundt omkring i Landet, hvor en saadan Boligordning og fast Vagt af praktiske og økonomiske Grunde ikke lader sig gennemføre, kan Rydningsmandskabets Tilkaldelse og Tilstedekomst i Tilfælde af natlig Udrykning tage nogen Tid.

Udvalgene foreslaar derfor følgende:

Udrykningen bliver delt, saaledes at Ambulancetogenes Afventning af Rydningsmandskabet helt undgaas.

Til Fremførelse i Ambulancetogene sammen med Ambulancevognen indfører 

en ny særlig Type Redningsvogn 

med Belysningsmidler, Save, Økser og andet Haandværktøj til Redningsarbejdet. Alt Personale paa Ambulancetog-Siationerne skal være indøvet saavel i Samaritergerning som i Brugen af Redningsvognens Værktøj og Redskaber. Ved Forlangende om Hjælp vil Ambulancetoget saaledes straks kunne afsendes, bemandet og udstyret ti! Redningsarbejdet. Efter Ambulancetogets Afgang afsendes et Hjælpetog med det sværere Rydningsmateriel til Baneliniens Rydning, og med dette følger let særligt indøvede Rydningmandskab.

Til Gennemførelsen af denne Ordning vil det være nødvendigt at raade over ialt 23 Ambulancetog og 12 særlige Hjælpetog, og hertil maa anskaffes 5 Ambulancevogne og 29 Hjælpe- og Redningsvogne. Togenes fordeles paa

20 Ambulancetog-Stationer

hvorved man gennemsnitlig faar et Ambulancetog for hver 120 km Banelinie, og da der i Almindelighed kan tilkaldes Hjælp fra to Sider, vil man ved en eventuel Ulykke inden for en kort Frist kunne raade over 2 Ambulancevogne med 28 Baarer m.m. samt 2 Hold Personale med Redskaber, Værktøj og Belysningsmidler

I Ambulancetogene indrettes Forbindingsrum, i hvilke Lægerne under Opholdet paa Ulykkestedet eller paa Vejen til Hospitalet kan foretage Forbindinger, ligesom hvert Ambulancetog skal medføre 2 Telte, der kan opstilles paa Ulykkesstedet som Læ for de saarede, samt et Antal Tæpper i samme Øjemed.

Alle Statsbanetog skal medføre Magniumsfakler.

Af Belysningsmidler medførte hvert Ambulancetog tidligere 2 Karbidfakler, 1 stor Luxlampe og 2 Benzinlamper. Efter de indvundne Erfaringer kan dette imidlertid ikke anses for tilstrækkeligt, og Udrustningen er derfor fastsat til 4 Karbidfakler, 12 Benzinlamper i Stativer og et Antal elektriske Haandlygter; hertil fornødne Anskaffelser er alle foretaget. Endvidere skal alle Statsbanetog medføre Magniumsfakler til Brug ved en eventuel Ulykke.

Efter Erfaring behøves af Værktøj ved en Togulykke især et rigeligt Antal Økser og Save til øjeblikkelig Raadighed for Jernbanepersonalet og den tilfældige Hjælp. En stor Del Personvogne er derfor i den sidste Tid forsynet med saadant Værktøj ligesom hvert Ambulant i tog medfører en særlig Beholdning 

Efter Gennemførelsen af de sidstnævnte Anskaffelser vil der saaledes i Statsbanernes Tog altid findes foreløbige Hjælpemidler (Baare, Lægekasse, Værktøj og Magniumsfakler) til det allerførste Redningsarbejde, indtil Ambulancetoget med den effektive Hjælp indtræffer.

For at Hjælpen til et forulykket Tog kan tilkaldes og bringes saa hurtigt som muligt, foretages forskellige Foranstaltninger sigtende til, at [Læs]iontjenesten i Anledning af en Ulykke kan foregaa saa let som muligt, og til, at Ambulancetogene kan være klar til Udrykning med kortest muligt Varsel, ligesom Stationerne er instrueret om Tilkaldelse af Automobiler til Transport af Læger og Samariter til Ulykkesstedet. Endvidere afsluttes Overenskomst om Hjælp fra Redning korpsets Provinsstationer.

Endelig forsynes alle Stationer med Baarer, og Lægekassernes Indhold af Forbindsager forøges.

Lille interview med Generaldirektøren.

- Naar kan ovennævnte ny Ordning ventes gennemført? spurgte vi i Aftes Generaldirektør Andersen Alstrup, der lige er vendt hjem fra en længere Rejse.

- Den ny Ordning vil blive gennemført saa hurtigt som muligt, og noget af den er allerede gennemført, idet vi har Bevillinger dertil og dernæst søger Bevillinger til Resten.

(Horsens Social-Demokrat 30. juni 1922)

Fire ambulancevogne som Statsbanerne har bestilt i Randers, ankom i august 1911 på sporene ved jernbanens centralværksteder ved Kalvebodstrand.

I december 1912 blev afholdt en øvelse: Kl. 10 fik redningskorpset besked om en ulykke. Få øjeblikke efter kørte redningskorpset afsted til godsbanegården med 3 biler fuldt lastede med katastrofemateriel. De kørte ind in ambulancetoger, som altid holdt klar på baneterrænet. Funktionærerne var i mellemtiden alarmeret. 22 minutter efter meldingen satte ambulancetoget i bevægelse.

Provst Theodorus Levin Levinsen (1851-1922). (Efterskrift til Politivennen)

Theodorus Levin Levinsen (1851-1922) var søn af præsten Carsten Levinsen (1812-1873), Trinitatis Kirke. Student 1869 fra Metropolitanskolen. 1879 sognepræst i Frederikshavn, 1887 provst for Horns Herred. St. Matthæuskirke, Vesterbro.

Der findes flere indslag på denne blog hvor provst Levinsen indgår: Protestmøde mod flere Kirker paa Vesterbro (1896), Begravelser af de Døde ved Gjentofte-Ulykken (1897), Provst Levinsen og hans Kors (1898) og Vi har atter Sorg over Provst Levinsen (1898).

Dødsfald.

Provst Th. Levinsen.

Inat er tidligere Sognepræst ved Sct. Matthæuskirken, Provst Theodorus Levin Levinsen, afgaaet ved Døden under et Ophold i Fredensborg efter længere Tids Svagelighed.

Provst Levinsen hørte til vor Hovedstads mest kendte Præster. Alene hans anselige Skikkelse og værdige, myndige Fremtræden vakte Opmærksomhed. Og i en lang Aarrække samlede han en stor Tilhørerskare ude i Sct. Matthæuskirken. I Københavns Præstekonvent var han en sikker Gæst, og til det sidste fulgte han med Opmærksomhed de kirkelige Bevægelser herhjemme.

Levinsen var Præstesøn og født i København den 27. Oktober 1851. Han blev teologisk Kandidat Januar 1875, var derefter en søgt teologisk Manuduktør og Formand for Teologisk Samfund og blev allerede i sit Kandidataar Kateket ved Trinitatis Kirke. 1879 blev han Sognepræst i Frederikshavn og 1887 Provst. I Frederikshavn gjorde han et betydeligt kirkeligt Arbejde, forberedte bl a. Opførelsen af en ny Kirke, og vakte derigennem Opmærksomhed, saaledes at man 1889 gjorde Levinsen til Biskop Steins Efterfølger som Sognepræst i det daværende kæmpemæssige og vanskelige Set. Matthæus Sogn. Provst Levinsen har selv fortalt, at en Ven den Gang skrev til ham og ønskede ham Lykke til at faa det store Sogn slaaet i Stykker, men Vennen anede neppe, i hvor mange Stykker Sognet efterhaanden skulde blive delt - og dog vedblive at være ret stort.

I mange Mander var det ikke let at blive Steins Efterfølger, skønt Steins Betydning - som Eftertiden har set - i hans Levetid blev stærkt overvurderet. Men Provst Levinsen tog fat med stor Energi og har ikke mindst i Menighedsplejen udført et meget opslidende Arbejde.

Saa kom den københavnske Kirkesag, og Levinsen var i Begyndelsen en af dens Støtter, talte ved dens Møder og arbejdede for Deling af Sognene. Senere kom der dog Vanskeligheder, idet Provsten havde den ældre højkirkelige Anskuelse, og Forholdet mellem ham og Kirkesagens Førere var til Tider præget af ret dybe principielle Uoverensstemmelser. Men Udskillelsen af nye Sognedistrikter og Sogne gik sin Gang paa Vesterbro som andetsteds i Hovedstaden.

I Efteraaret faldt den gamle Præst for Aldersgrænsen, og han, som før havde været saa flittig og kraftig, faldt sammen. Hans Helbred blev ret pludselig svagt, og han mærkede selv, at det bar mod Døden. Han havde den Glæde at opleve det i flere Henseender ejendommelige Tilfælde, at Menighedsraadets Flertal indstillede hans Svigersøn. Pastor Mundt, til hans Efterfølger, og Pastor Mundt er da ogsaa bleven udnævnt til Sognepræst ved Sct. Matthæus Kirke.

Ikke mindst i Menighedsplejen vil Provst Levinsen blive savnet.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 15. juli 1922)

Provst Levinsens Jordefærd.

Igaar fandt Provst T. Levinsens Jordefærd Sted fra hans gamle Sognekirke, St. Matthæus-Kirken paa Vesterbro, hvis Menighed i den Anledning havde givet saa talrigt Møde, at næsten alle Pladser var optagne. Iøvrigt saas adskillige Præster, saaledes Pastorerne Jørgen Falk Rønne. Lundsgaard, Harald C. Kryger, M. Th Nielsen, Vermehren og Dalhoff, ligesom man bemærkede en Deputation af Diakonisser.

Kisten prydedes af Kranse fra Matthæus Menighedsraad, Plejeforening og Søndagsskole, fra Kirkens Personale og Diakonissestiftelsen.

Provst Levinsen havde ønsket at blive begravet i Stilhed og uden nogen egentlig Begravelsestale, hvorfor Svigersønnen, den nuværende Sognepræst ved St. Matthæus-Kirken, Pastor Mundt, indskrænkede sig til at udtale nogle faa Ord ved Baaren og at bede en Bon. Efter at en Salme derpaa var sunget, blev Kisten baaret ud af den Afdødes nærmeste Slægtninge og Kirkens Præster, og den førtes nu, fulgt af en stor Del af den i Kirken forsamlede Menighed, til Vestre Kirkegaard, hvor Provst Levinsens sidste Hvilested var beredt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juli 1922)

Levinsens efterfølger i Matthæuskirken blev pastor Mundt (1878-), søn af læge Christopher Mundt. I 1908 blev han gift med Levinsens datter, Sophie Levinsen.

Theodorus og Anna Levinsens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dick Nelsons Jordefærd. (Efterskrift til Politivennen)

Under kolossal deltagelse jordedes bokseren Dick Nelson i går på Vestre Kirkegård. Kun en meget ringe del af de tusinder, der havde indfundet sig på kirkegården kunne få plads i kapellet, hvor kisten stod pyntet med blomster, medens mængder af kranse dækkede midtergangen helt ud til indgangen.

Efter at en salme var afsunget, talte pastor Richard Thomsen smukt over den afdøde, og han dvælede særlig ved den betydning som sporten havde for ethvert menneske. Legemet har vi fået - sagde han -  for at træne det, og for Dick Nelson var sporten det der fyldte ham mest med glæde, for han drev sport for sportens skyld. Han var en fair mand i sporten, og hans navn som sportsmand var kendt over hele verden. Dick Nelson var desuden en god kammerat - en kammerat, som alle holdt af og som ikke kendte til svig.

Da jeg sidst talte med ham, mærkede jeg at han var nedstemt, og han udtalte da også at der var noget tomt inde i ham. Han følte måske at han ikke længere kunde bevare sin store popularitet som sportsmand, og dette har måske pint ham.

Dick Nelson var desuden et hjertemenneske, hvad jeg fik et levende bevis på da hans lille pige døde. Dette tog den stærke mand sig meget nær.

Præsten skildrede derefter Dick Nelsons og hustrus samliv, der var som to store børns, og han sluttede med en inderlig opfordring til alle dem, der var ven og kammerat med Dick Nelson om nu at vise det virkelige venskab ved at stå den sorgbetyngede hustru bi i hendes store sorg.

Efter at følget påny havde sunget en salme, blev Edv. Griegs skønne melodi til "Aases Død af Per Gynt" spillet for violinsolo.

Derpå sang koncertsanger Chr. Gerland et stemningsfuldt farvel, hvorpå båren blev båret ud af idrætsfolk.

I spidsen for sørgetoget der sikkert talte en halv snes tusinde mennesker, vajede fanerne fra "Thor", "Hermod", "Sparta" og Politiets Idrætsforening.

Ved graven sang sangkoret "Lassalles Minde" et smukt farvel hvorefter fanerne som en sidste hilsen sænkedes over Dick Nelsons hvilested.

Bokseren Edmund Hansen bragte på hustruens vegne følget en tak for den store deltagelse, hvorefter det mægtige følge langsomt spredtes.

(Social-Demokraten, 10. juli 1922.)