Pastor Sick fradømt Ret til at bære gejstlig Embedsdragt. (Efterskrift til Politivennen).

Den 29. juli 1919 forrettede pastor Sick en begravelse ved kirken i Ebeltoft for sygeplejerske frk. Lassen. I 1920 ansøgte han om stillingen som slotspræst i Hillerød.

Appel til Højesteret.

I "Æbeltoft Aftenblad" læses følgende: Ved den i Gaar afsagte Dom i min Sag frifandt Retten mig. hvad angaar Straffelovens 185 (Krænkelse af Blufærdighed), men fradømte mig i Henhold til Bestemmelsen i D. L. 2-11-1 (ang. Præsters særlige Levnedsforpligtelser) mit gejstlige Embede.

Da jeg absolut er uskyldig i det mig paasigtede Forhold, har jeg strax appelleret til Højesteret med den i Reteplejeloven anforte Ankegrund: urigtig Bedømmelse af Bevisernes Vægt. Den over mig i Gaar afsagte Dom er saaledes suspenderet, indtil Højestere - antagelig i Løbet af nogle Maaneder - har sagt det sidste Ord i Sagen.

Paa min Hustrus og egne Vegne beder jeg dem. der i det forløbne Aar har tænkt paa os med Venlighed og Tillid, om at bevare denne ogsaa i den kommende sidste Ventetid, idet det er vor Haab til Gud, at Sandheden omsider maa faa Lov til at sejre.

Æbeltoft, den 28. Septbr. 1922

Geo. Jul. Sick.

(Horsens Social-Demokrat, 4. oktober 1922).

Æbeltoft-Præsten.

Det har været galt før.

I Anledning af, at Pastor Julius Sick ved Vestre Landsret er dømt til at have sit Embede forbrudt, skriver "Nationaltidende": At Pastor Sick, som i 1909 under særlige Forhold blev entlediget fra sit Embede som Præst i Nr. Felding, 10 Aar efter fandt Ansættelse i Ebeltoft, kunde og burde have været undgaaet. Det er den tidligere Kirkeminister, den radikale Pastor Povlsen, som i Forening med visse kirkelige Krese i København bærer Ansvaret derfor og dermed ogsaa for den Ydmygelse, der gennem den dømte Præst er blevet Folkekirken til Del. 

Der findes i Ebeltoft-Draaby-Handrup Pastorat tre Menighedsraad. Da disse hørte, at Pastor Sick var paa Tale til det ledige Kaldskapellan, hvortil der efter den gamle Menighedsraadslov ikke var Indstillingsret, henvendte de sig til Kirkeministeriet og frabad sig enstemmigt Pastor Sick, idet de udtalte, at de hellere saa Kapellaniet ubesat end besat med ham. Raadene havde det Uheld, at Protesten blev forsinket, dels ved Formandens nødvendige Bortrejse i nogle Dag, dels ved, at man ud fra en Udtalelse fra de ministerielle Kontorer havde ment at kunne regne med, at Menighedsmødet i Handrup, hvor Kapellanen har sin Virkekres, under de særlige Forhold med Pastor Sick vilde blive spurgt, før Afgørelsen faldt. Resultatet blev saa, at Kirkeminister Poulsen som Svar paa Menighedsraadenes Protest sendte Meddelelse om, at Pastor Sick var udnævnt.

Nogle Dage efter kom Hr. Povlsen til Ebeltoft og deltog i et Møde med Menighedsraadene. - Her anbefalede han varmt Pastor Sick, udtalte, at der var gjort ham skammelig uret, Og at han skulde have Oprejsning o. s. v., altsammen til Trods for, at Ministeren lige saa godt som præstestanden og Masser af andre Mennesker kendte de Forhold, under hvilke Pastor Sick i sin Tid havde maattet søge Afsked fra sit Embede i Nr Felding. 

Pastor Sicks Person og tidligere Forhold var af den Beskaffenhed, at ingen Menigheds i Danmark skulde kunne tænke sig ham paatvungen som Præst imod sit Ønske. Men Ebeltoft fik ham altsaa, skønt der efter hans Udnævnelse fra indflydelsesrig Side uden for Menigshedsraadene blev gjort endnu et Forsøg paa at hindre hans Komme. Minister Povlsen, hvis Minde som en af Folkekirkens Ulykkesfugle sent vil tabe sig, stod ogsaa i denne Sag fast paa sit.

(Aalborg Amtstidende, 5. oktober 1922).

Æbeltoft-Præsten, der blev dømt fra sit Embede.

Nu skal Højesteret sige det afgørende ord.

Den 1. September 1921 rejste Kaldskapellan i Æbeltoft Georg Sicks Hustru med deres lille Pige paa en Tur til Fyn. Natten efter bankede Præstefolkenes Husbestyrerinde, Frk. Emilie Tofte, en Familie, hun kendte, op og bad om Husly. Hun var i Natkjole og erklærede, at hun var flygtet fra Kapellanboligen paa Grund af Efterstræbelser fra Præstens Side.

Der blev strax sat en Undersøgelse i Gang fra de gejstlige Avtoriteters Side. Pastor Sick nægtede, at han havde efterstræbt deri unge Pige, og det endte med, at det den 28. Marts 1922 bestemtes, at Sagen skulde undersøges og paakendes ved borgerlig Ret. Provsterne Bentzen i Mørke og Algreen-Petersen i Aalsø beskikkedes til at deltage i Undersøgelsen, eventuelt Paakendelsen.

Undersøgelsen fandt Sted ved Retten i Æbeltoft, hvor Pastor Sick bl. a. den 8 Maj nedlagde Protest imod, at Frk. Tofte aflagde Ed paa sine Forklaringer. Protesten blev dog afvist ved Kendelse, som Sick derefter begærede indanket tor højere Ret.

Men da Dommeren erklærede, at han efter Omstændighederne ikke fandt Anledning til at lade Kæremaalet have opsættende Virkning, frafaldt Sick Kæremaalet, og Frk Tofte aflagde Ed

Den 9. Avgust 1922 rejstes der ved Vestre Landsret Tiltale mod Pastor Sick for Overtrædelse af Straffelovens 185 ("Den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller givet offentlig Forargelse, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller med Forbedringshusarbejde") samt af Danske Lov 2-11-1, jvfr. Reskript af 7. Oktober 1740.

Landsrettens Dom faldt den 27 September. Efter Frk. Toftes Optræden - saaledes som hun selv har forklaret den - fandtes der ikke Grund til at dømme tiltalte efter 185. Derimod fandtes han efter D. L. uværdig fil at beklæde Præsteembede, og han dømtes da til at .have sit Embede som Kaldskapellan for Æbeltoft og Draaby Menigheder samt sin Ret til at bære gejstlig Embedsdragt forbrudt, samt til at betale Sagens Omkostninger.

Denne Dom paakærede tiltalte til Højesteret, fordi "jeg anser Spørgsmaalet om min Domfældelse som urigtig afgjort som Følge af fejlagtig Bedømmelse af Bevisernes Vægt". Det offentlige paakærede derefter Dommen til Skade for tiltalte.

- For Højesteret nedlagde Statsadvokat Bohn Rasmussen i F. "Natt." i Gaar Paastand paa Dommens Skærpe se eller Stadfæstelse, medens Højesteretssagf. Esbern Trolle er Forsvarer.

Dommen.

Pastor Sick dømt til Embedsfortabelse.

(Privat.)

I Sagen mod Pastor Sick fra Æbeltoft har Højesteret i Dag afsagt Dom. Retten fandt, at Præstens Opførsel faldt daarlig i Samklang med hans gejstlige Værdighed, hvorfor han dømtes til Fortabelse af sit embede.

(Demokraten (Århus), 21. marts 1923).

Den fulde ordlyd af Højesteretsdommen onsdag den 21. marts 1923:

Onsdag den 21 Marts

R 389/1922. Rigsadvokaten

mod

Georg Julius Sick (Trolle),

der tiltales for Overtrædelse af Straffelovens § 185 og D L 2—11—1, jfr Reskript af 7 Oktober 1740.

Vestre Landsrets Dom af 27 September 1922: Tiltalte Georg Julius Sick bør have sit Embede som Kaldskapellan for Ebeltoft og Draaby Menigheder i Aarhus Stift samt sin Ret til at bære gejstlig Embedsdragt forbrudt. Saa udreder han og Sagens Omkostninger og derunder i Vederlag til den for ham beskikkede Forsvarer for Landsretten, Overretssagfører Ejstrup, 200 Kr.

Højesterets Dom

Den i denne Sag af Vestre Landsret afsagte Dom er paaanket dels af Tiltalte, dels af det Offentlige.

I Henhold til de i Dommen anførte Grunde

kendes for Ret:

Landsrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salær for Højesteret betaler Tiltalte Georg Julius Sick til Højesteretssagfører Trolle 200 Kroner.

______________

Den indankede Doms Præmisser er saalydende:

Under nærværende Sag tiltales Kaldskapellan Georg Julius Sick ifølge Anklageskrift af 9 August d A til at lide Straf for Overtrædelse af Straffelovens § 185 samt D L 2—11—1, jfr Reskript af 7 Oktober 1740.

Tiltalen refererer sig til Følgende:

Torsdag Aften den 1 September 1921 var Tiltalte i sit Hjem i Ebeltoft alene med Frøken Emilie Tofte, der var Tiltaltes Husassistent, og beboede et særskilt Værelse i hans Bolig.

Under dette Samvær satte Tiltalte først i Dagligstuen senere i Spisestuen Frøken Tofte paa sit Skød, kyssede hende og befølte hende paa hendes Ben, hvorhos han to Gange opfordrede hende til at tilbringe Natten i Tiltaltes Soveværelse.

Frøken Tofte afviste dette og gik til Sengs i sit eget Værelse omkring Kl 12 Nat, men beholdt i ubestemt Uro over Tiltaltes Opførsel sit Undertøj paa i Sengen.

Kort efter kom Tiltalte ind i hendes Værelse, lagde sig først paa Knæ ved hendes Seng, krøb derefter op i denne og befølte hende paa Kroppen og mellem hendes Ben, hvorhos han udtalte: "Nu tager jeg Dem" og opfordrede hende til at »vise ham den Tillid at tage Undertøjet af.«

For at slippe bort lovede Frøken Tofte paa Skrømt at gøre dette, og da Tiltalte nu slap hende, stod hun ud af Sengen og flygtede ud af Huset, uden at lide yderligere Overlast.

Det bemærkes, at Frøken Tofte, der har haft Lejlighed til at aflægge Vidnesbyrd under Domsforhandlingen, herunder har ændret sin tidligere afgivne Forklaring derhen, at det først var, efter at hun og Tiltalte var kommet ind i Spisestuen, at Tiltalte befølte hende og da paa hendes Ben op til omtrent midt paa hendes blottede Laar, og at hun, der nu ikke vil kunne huske, hvad Tiltalte sagde til hende, da han efter hendes Forklaring befandt sig i hendes Værelse, endvidere har forklaret, at Tiltalte ved denne Lejlighed befølte hende rundt omkring paa Kroppen udenpaa hendes Undertøj, men at hun ikke erindrer, at han befølte hende mellem Benene.

Ved de af Frøken Tofte, Musiklærerinde Marie Fischer, Fru Mette Kristine Henriette Jensen, Vej assistent Hans Christian Michael Tofte og Fru Anna Bogason afgivne Forklaringer maa det uanset Tiltaltes Benægtelse anses tilstrækkelig godtgjort, at han med de Ændringer, som flyder af den af Frøken Tofte under Domsforhandlingen afgivne Forklaring, der bliver at lægge til Grund ved Sagens Paadømmelse, har gjort sig skyldig i de i Anklageskriftet beskrevne Handlinger, men idet Frøken Tofte ved sin Adfærd, derunder, at hun saavel i Dagligstuen som i Spisestuen uden Indsigelse fandt sig i Tiltaltes Behandling, der ikke var ganske kortvarig, findes at have givet Tiltalte Føje til at gaa ud fra, at hun ikke var uvillig til at taale hans Optræden, imod hvilken hun, skønt det maatte have været hende let at afværge den, heller ikke i hendes Værelse øvede nogen Modstand, vil han ikke herfor kunne anses med Straf efter Straffelovens § 185.

Derimod findes Tiltalte ved det af ham udviste Forhold at have tilsidesat Hensynet til sit Kalds Værdighed i en saadan Grad, at han i Henhold til D L 2—11—1, jfr Reskript af 7 Oktober 1740, er uværdig til at beklæde Præsteembede, og han vil derfor være at dømme til at have det ham betroede Embede som Kaldskapellan for Ebeltoft og Draaby Menigheder i Aarhus Stift forbrudt samt kendt uværdig til fremtidig at bære gejstlig Embedsdragt.

Tiltalte vil derhos have at udrede Sagens Omkostninger og derunder i Vederlag til den for ham beskikkede Forsvarer for Landsretten 200 Kr.

En af Livets Tragedier.

Præsten, der blev fradømt Kjole og Krave.

Det var en trist Sag, Pastor Sick-Affæren, Højesteret forleden havde til behandling. Den unge Pastor Sick fik, efter al være kommen hjem fra Amerika med gode Anbefalinger, Embede i Nr. Felding Men her opstod efterhaanden Gnidninger med Menigheden. Præstens ægteskab var uheldigt, og han selv led af Tuberkulose og Lupus, hvorunder han forfaldt til Nydelse af Opium og Heroin. Menigheden henvendte sig til Biskop Koch, og det Iykkedes denne at skaffe Præsten Afsked med Pension 

Pastor Sick rejste til København, hvor han i flere Aar arbejdede i Menighedens Tjeneste. Han blev skilt og senere gift igen, og da det mentes at han var blevet helbredet legemligt og aandeligt, fik han Embede som Kaldskapellan i Ebeltoft. Her sker det imidlertid, at Præsten en Aften, hans Hustru er ude at rejse, forgriber sig paa Tjenestepigen.

Vestre Landsret fandt, at den unge havde haft nogen Skyld i at det var gaaet så galt, som det var, og Præsten blev derfor ikke dømt efter Straffeloven for forbrydelse mod Sædeligheden, men han fradømtes Ret ti! at have Præsteembede.

Højesteret stadfæstede altsaa Landsretsdommen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende. 26. marts 1923).

Den sørgelige Historie.

Pastor Sick, Kaldskapellan i Ebeltoft, der af Højesteret er dømt fra Kjole og Krave, var i 1901-09 Sognepræst i Nr. Felding, men maatte forlade dette Embede, om end med Pension, saa dog under saadanne Forhold, at han aldrig mere burde have været Præst. Ved frivilligt Arbejde i nogle Menigheder paa Østerbro - vi skal forskaane dem for nærmere Betegnelse - lykkedes det ham dog senere at faa nogle saa glimrende Anbefalinger derfra, at Kirkeminister Poulsen imod enstemmig Indsigelse fra Menighedsraadsmedlemmeme i Ebeltoft med Anneks og Filialkirke kunde gennemtvinge hans Ansættelse i Kaldskapellaniet. Og saa fik man hele Skandalen. Hvad der her er sket, vil forhaabentlig til flere Sider være en alvorlig Advarsel for Fremtiden.

(Nationaltidende, 31. marts 1923).

Det er bl.a. Sions Menighed der hentydes til i artiklen. 

I Hjørdis Varmer: En frygtelig ugerning står pastor Sicks dødsdato til at være 6. maj 1926. Dette stemmer imidlertid ikke med nedenstående notits:

Møde i Morgen

Den bekendte Pastor Sick fra Vestjylland, hvis Angreb paa Hykleriet i Indre Mission vakte saa stor Opsigt, kommer til København i Morgen efter Indbydelse af Socialdemokratisk Kvindeforening for at tale ved et stort Møde som Foreningen arrangerer i Kongens Klub, Østergade 15. Pastor Sick har givet sit Foredrag den fængslende Titel "Vi holder med Mo'r". Mødet begynder præcis Kl. 4

(Social-Demokraten, 21. december 1958).

I Danmarks Præstehistorie i Aarene 1885-1914 s. 179 under Nørre Felding og Tvis, står følgende:

24 Sept. 1901. Georg Julius Sick, f. 23 Okt. 71 i Ans, Grønbæk S., Søn af Læge Johs. Peter Henr. Joseph Reginald Louis S. og Ida Emilie Carol. Lanckow. Kom, da min Fader døde ved et Ulykkestilfælde 20 Juni 75, i Huset hos min Farfader Professor, Overlærer Ghr. Sick. Stud. Eftersl. Sk. 90; Gand. 16 Juni 96 h2 (1—h); fik 29 Okt. s. A. Tilladelse til at ord. for at blive Præst for en dansk evang. luther. Menighed i Racine Wisconsin i N. Amerika; ord. i Vor Frue K. 4 Nov.; blev 1 Marts 98 Præst for den danske Menighed i Watsonville (med Annekser Salinas og Ghualar) i det sydlige Kalifornien ved Stillehavskysten; vendte tilbage til Danmark 10 Maj 1901; entl. 14 Aug. 1909; har skr. Ak, vidste Du dog, 2. Opl., Aarh. 1908, Guds Fred og Goddag, Andagtsbog, 1912; — gift 1. G. 20 Nov. 96 i Varde m. Helga Cecilie Nielsen, f. der 24 Marts 76, Dt. af Kbmd. Hans N. og Julie Thomine Bastrup. Ægteskab oph. v. kgl. Bevill. 31 Jan. 1914; — gift 2. G. 22 Okt. 1914 i Kbh. Set. Matth. K. m. Julie Christine Hansen, f. 17 Juni 79 i Nyborg, Dt. af Fyrmester Hans Peter H. og Marie Madsen; — Faders Fætter Sgpr. Sick t. Kragelund-F.

— 26 Febr. 1910. A. C. Samson (19 Marts s. A. Tilladelse til at betragtes som ikke kaldet, se Langaa-T.-V. ord. Medhjælper).

Ved Østre Landsret den 8. oktober 1924 var der mundtlig domsforhandling bl.a. i en sag hvor fhv. pastor Georg Sick havde anlagt sag mod A/S Brdr. Nielsens Flytteforretning. Landsretten gav pastor Sick medhold og han fik en erstatning på 506 kr..

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

Knud Harder (1885-1967). (Efterskrift til Politivennen)

Knud Harder (1885-1967). Komponist, organist, dirigent - og pastor. Harder kendte Carl Nielsen, og de korresponderede jævnligt fra 1904 til sidst i 1920’erne. Harder uddannede sig i München omkring 1904, og fik både opført sin musik og virkede som dirigent. Omkring 1910 var han kapelmester ved teatret i Aschaffenburg. 

1915 startede han teologi-studium på Københavns Universitet,  i 1920 blev han cand. theol. Han fungerede kun som præst kort tid. Han forgreb sig på nogle feriebørn på Fejø, og nåede at være præst der fra 1. februar til 18. september 1922:

En Kapelmester som Præst paa Fejø.

Et ikke helt almindeligt Tilfælde er indtruffet paa Fejø, hvor Menighedsraadet forleden paa sit Møde i Maribo valgte en forhenværende Kapelmester til - Præst.

Den omtalte er Pastor K. Harder, der i flere Aar - før han begyndte sit teologiske Studium - var Kapelmester i Tyskland og Østrig og dirigerede Orkestere paa indtil 60 Mand. Han har ogsaa udgivet forskellige Musikværker.

Pastor Harder, der nu er 36 Aar gl., rejste i 1914 hjem og fuldendte sine teologiske Studier. Derefter blev han Kapellan i Ho-Oksby i Ribe Stift og indstilledes som sagt nu som Nr. 1 til Præst paa Fejø.

(Social-Demokraten 14. marts 1922).

Præsteskandalen paa Fejø.

Har Præsten gjort sig skyldig i Uterlighed overfør Konfirmanderne?

Som meddelt i Gaar har Politimesteren i Nykøbing F. og Provst Olivarius, Bandholm, hentet Pastor Harder, Fejø, der nægtede at mode til en Konference i Kragenæs.

Om denne Sag erfarer vi følgende:

Hvorfor hentede Politiet Præsten?

(Privattelegram.)

Nakskov.

Politiet bevarer den største Hemmelighedsfuldhed med Hensyn til det Forhold, der har ført til Politiets Afhentning af Præsten. Efter sin Hjemkomst fra Udlandet blev han tilsagt til Møde hos Politimesteren og Provsten. Men han kom ikke. Han blev derefter afhentet.

Efter hvad deres Korrespondent erfarer, er Præsten sigtet for at have gjort sig skyldig i Uterlighed. Det nævnes i denne Forbindelse, at han skal have optraadt utilbørligt overfor Konfirmander.

Efter Afhentningen korn Pastor Harder i et Forhør hos Politimesteren. Forhøret overværedes af Provsten. Hvad her fremkom, overvaages med den største Hemmelighedsfuldhed. Men Forhøret endte uden at Præsten blev arresteret.

Saa vidt vides er Pastor Harder afrejst til København for at lade sig indlægge paa en Klinik.

Det kan med Sikkerhed siges, at Pastor Harder ikke mere genindsættes i sin Stilling som Præst.

Den pinlige Affære har vakt betydelig Opsigt.

(Kolding Social-Demokrat, 14. september 1922).

Pastor harder, Fejø, har nu faaet sin Afsked. Han har som omtalt gjort sig skyldig i uterligt Forhold overfor Drenge.

(Nordjyllands Social-Demokrat, 21. september 1922).

Varde, 1. November

Pastor Harder fik 4 Maaneder.

Fhv. Sognepræst for Fejø Knud Harder (i sin Tid præst i Ho-Oksby) er ved Maribo Byret idømt flere Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost for Overtrædelse af Straffelovens § 185. Desuden skal han betale Sagens Omkostninger og en Erstatning paa 340 Kr.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 1. november 1922)

I Teologisk Stat optræder han kun som præst indtil 1922, dernæst som lærer. I november 1923 blev han pianist ved det Ove Bassøe'ske Teaterselskab. Han førte et tilbagetrukket liv som musiker og komponist, optrådte ofte i radioen ved koncerter og skrev enkelte artikler. Ved sin 70-årsdag i 1955 blev hans affære ikke omtalt.

Lieberkinds Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Et imponerende følge ledsagede vor afdøde kammerat til hans sidste hvilested.

I tirsdags jordedes vor afdøde kammerat, formand for Sadelmagernes Værkstedsklub på D. S. B., Thyge Lieberkind, på Vestre Kirkegård.

Hermed har den endelig afslutning på et langt og virksomt liv, der i de senere måneder forbitredes af et smertefuldt sygeleje, fundet sted, og det er med vemod, at vi tænker på denne travle arbejder i den revolutionære bevægelse, for hvem den snigende tuberkulose stod som en højst pinlig hindring for alle de planer, der fødtes af Lieberkinds livlige ånd, men som det dødsmærkede, skøbelige Legeme nægtede at omsætte i virkeligheden.

Et stort følge af venner og bekendte, arbejds- og partikammerater var mødt frem for at vise den afdøde den sidste ære. Flere røde faner, bl.a. også vort partis, vajede over Lieberkinds båre, og jordfæstelsen var meget stemningsfuld, om end den tilkaldte præst skabte en lille mislyd ved i sin professionelle tale så ganske at blotte sin mangel på kendskab til Lieberkinds hele retlinede liv.

Imidlertid forstod det store følge - hvad adskillige udtalelser mand og mand imellem vidnede om - så meget desto mere at skatte vor afdøde kammerats fortjenester.

Æret være hans minde!

N-s.

(Arbejderbladet, 23. september 1922).

Dagmar Overbys Mand. (Efterskrift til Politivennen)

Morderskens Kæreste Carl Svendsen, der har siddet arresteret under Sagen, blev nu alle afhørt. Da Carl Svendsen traadte ind i Vidnesskranken, fik Mordersken et hæftigt Ildebefindende og skjulte sit Ansigt i Hænderne. Efter hendes Ønske blev Kæresten anmodet om ikke at forlade Retsbygningen. 

(Fyns Venstreblad (Odense) 2. marts 1921. Uddrag)

Parret boede på Enghavevej 21, 1. sal. De havde kendt hinanden i 6-7 år, Altså næsten lige så længe som hun havde myrdet børn.

En Gaardsanger.

Dagmar Overbys Mand kastede Harmonikaen i Hovedet paa Betjenten. Saa blev han arresteret.

K ø b e n h a v n. (Privat.)

Blandt de Vidner, der i sin Tid førtes mod Kvindemorderen Dagmar Overbye, var ogsaa hendes Mand. Hans Vidneudsagn vedrørende Dagmar O. var præget af stor Koldsindighed, og da hun fik Dommen, som lød paa, at hun skulde straffes paa Livet, smilte han. Senere sagde han ude i Vidneværelset, at nu var han da af med hende.

I Gaar blev han fremstillet i Dommervagten. Efter at Dommer E. E. Nielsen havde spurgt ham om hans Navn, og han, paa sin tvære Maade havde svaret: Carl Svendsen, spurgte Dommeren videre, om det var rigtigt, at han var Dagmar Overbys Mand.

- Jeg husker nok Navnet, svarede han; men ellers kender jeg ikke den Kvinde.

- Det staar her i Rapporten, indvendte Dommeren.

- Saa er det vel ogsaa rigtigt, svarede Svendsen.

Sigtelsen gik ud paa, at han havde sunget og og spillet i en Gaard. Da en Betjent havde villet anholde ham, havde han kastet denne sin store Trækharmonika i Hovedet, saa at Betjenten var styrtet om. Bag efter havde han sløvt ladet sig anholde.

Dommeren arresterede ham.

(Vestjyllands Social-Demokrat 13. september 1922)

Dagmar Overby

Livsfangen kræver sin Sag genoptaget.

Da Massemorderen Dagmar Overby Sag blev behandlet, var, saavel ved Byretten som ved Nævningetinget, hendes Forlovede, Arbejdsmand Svend Carl Svendsen stærkt i Ilden. I Nævningetinget var han meget nær ved at blive anholdt paa Gnind af sin med et mildt Udtryk usandsynlige forklaring om, at han intetsomhelst kendte til sin Kærestes Forbrydelser.

Det oplystes bl a., at Dagmar Overby en hed Sommerdag havde fyret op Kakkelovnen - for at brænde et Barnelig. Svendsen havde været hjemme, men efter hvad han fortalte, havde han ikke fundet det paafaldende, at der var fyret saa vældigt. Og Mordersken fik Held til at redde ham fra Fængsel og Dom.

Men, som omtalt, krævede hun sig for et Par Maaneder siden fremstillet for Inspektør Klywer i Straffeanstalten paa Christianshavn, og hun erklærede nu, at Svendsen og en af hans Venner var Medskyldige i nogle af Barnemordene. Naar hun fremkom med denne Oplysning var det af Samvittighedsnag, sagde hun. Hun vil ikke fragaa sin Skyld, men mener, at ogsaa andre maa tage deres Straf.

Senere har hun krævet sin Sag genoptaget, og Statsadvokaten har foranlediget en ny, retslig Undersøgelse

En frygtelig Anklage

I Gaar blev Livsfangen Dagmar Overby ført ind til Domhuset, hvor hun for lukkede Døre blev afhørt af Dommer Carstens. Senere paa Dagen blev Svendsen hentet til Politigaarden for at blive afhørt af Politiassessor Mundt. Paa et vist Tidspunkt var han tilbageholdt, men han fik dog Lov at gaa. 

Efter Forhøret over Dagmar Overby udtalte Dommer Carstens:

- Naar Svendsen var holdt tilbage, var det, fordi der i Forhøret fremkom en detailleret Beskrivelse af et bestemt Tilfælde.

Dagmar Overby fastholdt energisk, at Svendsen har været med til de fleste af Barnemordene. Han nægter lige saa energisk. Imidlertid synes jeg, at hendes Forklaring lyder sandsynlig.

Hun har saaledes forklaret, at hun husker, at Svendsen var ude til en Fest. Da han kom hjem, var han beruset, og den Aften kvalte han et Barn.

Forhøret fortsættes tirsdag.

(København 31. oktober 1925).

Af Bolignødens Rædselshistorie. (Efterskrift til Politivennen)

Mange Mennesker mener vistnok at Bolignøden har kulmineret, saa at vi nu gaar lysere Tider i Møde. Dette er saa langt fra Tilfældet, som Bolignøden nu er mere haard end nogensinde tidligere

Det Billede, der ses over disse Linier, taler, til Trods for den tilsyneladende Idyl, et Sprog, som siger mere end lange Beretninger.

Det viser, under hvilke Forhold en Familie er nødsaget til at leve nu i Efteraaret 1922. Familien omfatter Mand, Kone og 8 Smaabørn, som boer i et Lysthus i en af Kolonihaverne i Vasbygade, fordi det ikke er muligt at faa en Lejlighed. Det er et sort Blad i Hovedstadens Historie.

Andetsteds i Bladet skildrer i nærmere dette fortvivlede Forhold.

Hvor Bolignøden raaber til Himlen.

Et Lysthus som Hjem for et Ægtepar med otte Børn.

I et Sommerhus i Vasbygade indebrændte forleden Morgen en fjorten Maaneder gammel Dreng. Faderen, som levede her alene med den lille, havde for et Øjeblik forladt Huset for at hente Mælk.

Da han kom tilbage, laa der et forkullet Lig i Græsset ved Siden af nogle sortsværtede Bræddestumper. Det var Hjem og Barn, han havde mistet paa Minutter!

Hvorledes former da Tilværelsen sig i disse Sommerhuse, hvor mange Familier nu har lovet gennem flere Aar, tvunget dertil at Bolignøden? Den Bolignød, om hvilken Ekspeditionssekretær Müller i Magistratens 3. Afdeling oplyser følgende:

Situationen er saa mørk, som den nogensinde har været, og man kan overhovedet ikke se nogen Udvej. Magistraten har nu ca. 2200 husvilde Familier. Desuden er der skaffet Bolig til 35 Familier, som i Sommer har boet i Soldaterlejren ved Eiby Glostrup og 25 Familier fra Barakkerne ved Tagensvej, som er i en saadan Forfatning at de ikke mere egner sig til Menneskebolig.

Disse Omflytninger har medført, at der er opstaaet Rygter om, at der var Boliger til Disposition, og som Følge heraf har i disse Dage ikke mindre end 700 Familier henvendt sig paa Raadhuset med Anmodning om at faa en Lejlighed. Af disse 700 Familier lykkedes det at skaffe Bolig til de 20 Familier, der levede under de vanskeligste Forhold.

For at faa Spørgsmaalet om Boligforholdene i disse Sommerhuse besvaret, tog vi i Gaar ud til Kolonihaverne derude i Vasbygade et Terræn, der strækker sig over adskillige Tønder Land.

Ude fra er det en lille Idyl. Det tætte, grønne Bladhegn ligger endnu som en Barmhjertigheden Kaabe om den Elendighed, der findes enkelte Steder indenfor.

Men naar Efteraarsstormen først faar ribbet Træer og Buske for deres Pynt, vil Dagslyset afdække Forhold, som maa siges at være en Anklage mod den By og det Samfund, der ikke træder hjælpende til - om ikke andet saa for Børnenes Skyld.

"Sommerhuse" kaldes Bygningerne derude. Aa, ja. Det er et stort Navn for de Lysthuse, der her rnaa tjene til Menneskebolig. Ikke for det. Mange - og maaske heldigvis nok de fleste - er nydelige og velholdte. Men desto mere grelt virker saa de enkelte, vi tør nok sige Skure som ligger spredt omkring, Boliger, der man faa Beskueren til beskæmmet at bøje Hovedet over, at Mennesker skal være nødsaget til at leve Livet her.

Et Lysthus som Bolig for et Ægtepar med otte Barn.

Paa vor Vandring mellem Smaahullerne kom vi til en lille aaben Plads, hvor fire-fem Smaarollinger tumlede sig foran et Lysthus, der ved Hjælp af Lægtere og gamle Brædder var tætnet saa godt som muligt.

Her lever nu paa andet Aar en Familie, bestaaende af Mand, Hustru og otte Børn i Alderen fra to til ni Aar.

I et usselt lille Rum var der til begge Sider lavet Køjepladser som ombord paa et Skib. Her sover Børnene - uden Lys og uden Luft. Forældrene tilbringer Natten paa Gulvet i Husets eneste Opholdsstue.

Manden er Arbejder, og Hustruen hjælper til Livets Opretholdelse ved at sy. I den allerværste Vintertid har de et eneste lille Tagkammer i Egilsgade at ty til.

Men ti Mennesker i et Tagkammer! Man forstaar, at de saa længe som muligt bliver, hvor de er, selv om Elendigheden lyser ud af hver Krog.

Med Gru maa man tænke paa. hvad der vilde ske, hvis der en Nat opstod Brand herude, medens Familien laa og sov. Hvor mange af Børnene vilde det lykkes at redde, før Røg og Ild havde faaet Magten?

Branden forleden Morgen var et Memento, som ikke kan eller maa lades upaaagtet.

- -

Det Eksempel, vi her har nævnt, er vel nok, og forhaabentlig et af de grelleste, der kan nævnes med Hensyn til elendige Boligforhold. Men naar nu Myndighederne ved, at saadanne Forhold findes, vilde der saa ikke være mere Mening i at ofre nogle flere Penge paa Bygning af Menneskeboliger end at vedblive at øde Tusinder ud f. Eks. til Leje af elegante Folkekøkkenlokaler i "Akselborg" eller Millioner til Færdiggørelse af den nye Politigaard. Har det varet saa længe med at rejse denne Stenkolos, kunde det sikken ogsaa, uden at noget Menneske knyede, have ventet Dyrhavstiden med næste Aar.

Maatte det Billede, vi her har holdt frem, give de høje Herrer, der styrer Byens Sager, yderligere lidt at tænke paa.

(Aftenbladet 12. september 1922).