Forsømte Børn. (Efterskrift til Politivennen)

En Samfundsfare?

Hver 56de Dreng en Forbryder?

Et Opraab.

En Kreds af Mænd her i Byen er i disse Dage traadt sammen for at danne en saakaldet "kristelig Forening for offenlig tiltalte o g straffede Børns Redning", hvis Formaal skal være at frelse de mange Børn, der paa Grund af ulykkelige Forhold i Hjemmet og forsømt Opdragelse kommer ind paa Forbryderbanen.

Antallet af disse forbryderiske Børn er desværre i stadig Stigning Aar for Aar, ikke blot i Udlandet, men ogsaa herhjemme, og man føler overalt, at man her staar overfor en Samfundsulykke saa stor og faretruende, at man ikke længer kan se roligt til. men maa gribe alvorligt ind.

Det hedder i Opraabet:

Uagtet det maa antages, at kun en lille Del af Børneforbrydelser anmeldes for Øvrigheden, har der alene i København i 1896 været tiltalt for Retten 418 Børn og i 1897 524 Børn under 15 Aar, og hertil kommer et lignende stort Tal for det øvrige Land. Det er bleven godtgjort af den Kommission, som i 1893 blev nedsat af Kultusministeriet i Samraad med Justitsministeriet, at Antallet af Forbrydelser af Børn fra 10-15 Aar naar i Forhold til Befolkningen i Højde med de Voksnes, ja overgaar det, at i København 1880 hver 56de Dreng var en Forbryder, og at Antallet af domfældte Børn er i en stadig Stigen, at Antallet vokser i betydelig stærkere Grad end Folkemængden og end Antallet af domfældte af alle Aldersklasser. Disse sørgelige Forhold gælder ikke alene for København, men i lige saa høj Grad Byerne, ja endog Landdistrikterne. I 1890 var for hele Landet Antallet af Børneforbrydelser 578, deraf blev 269 Børn dømte, og Resten 309 løsladt med en Advarsel. Af disse faldt de 86 paa København, 104 paa Byerne og 79 paa Landdistrikterne.

Saadanne Børn mangler aldeles Modstandskraft og falder atter og atter tilbage, saaledes at f. Eks. en Dreng endog har været fængslet 4 Gange i godt 11 Maaned; de vokser op i et Forbryderliv. hvilket medfører, at over Halvdelen af vore Forbrydere er begyndte med Forbrydelser som Børn.

Samtidig med dette Opraab har Foreningen udsendt et lille illustreret Skrift, som indeholder en Række Eksempler paa, hvordan Børn bliver Forbrydere. Det er Pastor S. H. Nissen ved Vestre Fængsel, der fortæller. Han begynder med at skildre det Syn, der frembyder sig, naar man en Eftermiddag ved 6-Tiden staar ved Enghavevej og ser Vrimlen af Børn strømme ud fra de mange derværende Skoler for at søge hjem til de store Kaserner, der taarner sig op rundt omkring. Man kan ikke lade være, siger han, at tænke paa denne Børneskares Fremtid. Mange af dem er glade og fornøjede, men - mange bærer allerede Præg af af at have oplevet meget. Dér gaar en 13 Aars Pige rask hjemad, hun har travlt, kan man se, hun er nemlig, trods sine unge Aar, allerede en Slags Husmoder. Hun skal hjem og styre Huset, Moderen er død, nu skal hun have Maden lavet færdig, til Faderen kommer hjem fra Arbejde, og hjælpe sine yngre Søskende.

Dér gaar en, han skynder sig ikke hjem, tværtimod man mærker, han vil helst blive paa Gaden saa længe som muligt, thi der er ikke hyggeligt hjemme hos ham, der sidder en halvfuld Fader og skælder ud, Penge bringer han saa lidt af hjem, og Moderen kommer først senere hjem, træt af at have slidt hele Dagen ved Vaskebaljen. Der gaar en lille Fyr, man kan se paa dam, at han er dygtig træt, han har en Formiddagsplads hos en Købmand, og hele Dagen har han maattet bringe Pakker i Byen snart til Øster- snart til Vesterbro. Ja mange af disse Børn har oplevet og set meget, set megen Nød og mange Fristelser, og mangen en Kamp er allerede kæmpet i det lille Barnehjærte.

Som man gaar videre opfyldt af alle disse Tanker, kommer der et nyt Syn, som endnu stærkere griber en. Det er Synet af Vestre Fængsel, som nu ligger lige foran og med sit store Bygningskompleks behersker alle sine Omgivelser. Hvor taler ikke den Bygning til os om Sorg og Synd, om Fristelser og Fald. Det er mange ulykkelige Mennesker, der huses i denne store Bygning. Efter Politidirektørens Beretning for 1896 var det samlede Antal af Arrestanter i København 10,787 og Aarets Gennemsnitstal af Arrestanter var 376 daglig.

Igen dukker Billedet af den støre Børneskare frem for ens Blik. Mange af disse ulykkelige Mennesker i Fængslerne, ja langt over Halvdelen, er allerede som Børn ført ind i Forbryderlivet og er gledne længere og længere ned ad Skraaplanet. De voksede op i et daarligt Hjem og blev hurtigt førte ind paa Betleri og senere Tyveri. Mange af dem var tidlig komne ind paa Fabrikerne - dette Liv, som har været til saa stor Ulykke for Masser af Børn - og hurtig drog Fabriklivet dem nedad. Man kommer til at tænke paa de mange Familiefædre, som sidder derinde, de gaar nu ud derfra og giver deres daarlige Eksempel for deres opvoksende Bør. Men det er ikke nok med disse mørke Tanker, thi inden for Fængslets Mure gemmes en stor Skare Børn.

Pastor Nissen lukker Døren op ind til nogle af disse sørgelige Fængselsceller, hvori der sidder Børn. Han fortæller bl. a.:

En 12 Aars Dreng, der sad fængslet, fortalte, at hans Hjem var saa usselt, at han ikke kunde være der. Faderen drak og fortjente intet, og der var stadig Ustyr og Slagsmaal i Huset. Nu havde han opdaget et Hundehus, og her søgte han Ly om Natten, endskønt det var Midvinter. Da Fængselspræsten spurgte ham, hvorledes han kunde holde det ud om Natten for Kulde, forklarede han, at han og Hunden var gode Venner, og Dyret varmede ham saa dejligt, naar han sov Side om Side med det. Herfra gik han saa ud og stjal, og hans Sovefælle fik sin Part af Kosterne. Han var dog ikke ene om sit Tyvehaandværk, men var i Samlag med flere Ransmænd, som havde laget Bolig paa et Loft, hvorfra de gik ud og stjal til "fælles Bedste".

*

En 12 Aars Pige havde gentagne Gange øvet Tyveri; man nænnede ikke at holde hende i Fængsel, og hun fik derfor Lov at gaa ud og afvente sin Dom; men aldrig saa snart var hun Frihed, før hun faldt igen. En Gang sad hun fængslet lige op til Julen; Dommeren nænnede ikke at holde hende indespærret i Juledagene; han udsatte da hendes Afstraffelse til efter Helligdagene og gav hende fri saa længe. Men Juleaften, den Aften, da Børnenes Fest drager ind, da stjal Pigen igen. Efter Højtiden maatte hun saa afsone to Forbrydelser.

*

En 14 Aars Dreng var allerede meget vidt paa Forbryderbanen ... Hjemmet frembød et Syn af Fattigdom og Urenlighed, hvortil man sjældent havde set Mage, og det var derfor ikke saa underligt, at Børnene gled ud paa Forbryderbanen. Alligevel var der noget rart at læse Drengens Ansigt. Baade Dommeren og Overlæreren havde det Haab, at han kunde bjærges, dersom han havde kunne komme ind under andre og bedre Omgivelser. Drengen siger, at han stjæler, fordi h nit man savne den nødvendige Føde hjemme, og dette er vist ogsaa rigtigt.

*

En Dreng paa 13 Aar sad i Fængsel for Tiggeri. Det var en lang, mager Skikkelse, og man har sjældent eller aldrig set en saa laset og pjaltet Fyr; han frembød et saare pinligt og uhyggeligt Skue. Og der stod en næsten utaalelig Stank ud fra hans Klæder, som han sov i ude, hvor han bedst kunde finde et Leje. Han var nu en fuldkommen Løsgænger og Tigger. Denne Gang havde han været inde at tigge hos en Bager, og her havde Politiet taget ham.

*

En Purk paa 10 Aar var sat i Fængsel. Han var saa lille, at da Fængselspræsten kom ind i Cellen, kunde han ikke saa Øje paa ham og mente, at der slet ingen var derinde. Endelig opdagede han den lille Fyr, der laa og ragede paa Gulvet bag ved Bordet. Han var fængslet for Tyveri, idet han havde stjaalet Uhre, som han havde faaet solgt, og med større Kammerater havde han soldet Pengene op paa Varieteer og lignende Steder.

*

Som man ser, er det stadig de samme Aarsager, der gaar igen, til Børnenes Forbrydelser: Fattigdom, daarlige Hjem, forsømt Opdragelse. Hvad vil den "kristelige Forenig" nu foretage for at raade Bod paa disse Ulykker, som hos alle maa vække den dybeste Medfølelse? Derom siger Opraabet, at Foreningens Formaal skal være gennem et organiseret Menighedsarbejde i By og paa Land at søge at frelse enhver saadan ulykkelig Dreng eller Pige i Danmark, dels ved at hjælpe de sunkne, faldne Børn, dels ved at øve en forebyggende Gerning overfor dem der er ved at falde, idet vi vil tilstræbe at redde saadanne, der uden at være offenlig tiltalte har begyndt at vise forbryderske Tendenser. Vi vil derfor søge at anbringe disse Børn hos forstandige, kristne Mennesker paa Landet, ligesom vi ogsaa vil søge at formaa alvorlige kristne Skibskaptejner til at tage sig af saadanne Børn.

Det kan være meget godt, men indseer de kristelige Herrer ikke, at saalænge Hovedaarsagen til Forbrydelserne, nemlig Fattigdommen, vedbliver at eksistere, saalænge vil der ogsaa vedblive at mylre forbryderiske Børn ud fra de usle og elendige Hjem? Opraabets Underskrivere hører for en stor Del til Højres ivrigste Støtter, d. v. s, de er med til at opretholde den kapitalistiske Samfundsorden, som fordømmer Mænd og Kvinder til Slaveri i Fabrikerne og lader Børnene vokse op for Lud og koldt Vand paa Gader og Stræder. Hvis der var Alvor og Dybde i disse Herrers Kristendom, saa nøjedes de ikke med at gøre godt mod de ulykkelige Børn - en Bestræbelse, der naturligvis er al Ære værd - men de søgte at ramme Ondet i dets Rod ved at arbejde med paa en Samfundsreform, der umuliggjorde saadanne Tilstande som dem, hvori Børneforbrydelserne bunder.

(Social-Demokraten 2. november 1898).

Strejkende Væversker. (Efterskrift til Politivennen)

Skandale paa en Politistation

De kvindelige [?Vævere] hos Fabrikant Gedde paa [Nørrebro]gade fortsætter deres Kamp [for] en godkendt Priskurant, men lige saa haardnakket vægrer Fabrikanten sig ved at indgaa paa Arbejderskernes Fordring. Politiet har for sit Vedkommende søgt at yde Hr. Gedde den bedst mulige Støtte, og vi har før omtalt, hvorledes man havde forsøgt at hindre de Strejkende i at passere Nørrebrogade paa Strækningen nærmest Geddes Fabrik, men denne Vilkaarlighed har dog Dommeren den offenlige Ret ikke villet godkende Han har ikke mulkteret de strejkende Arbejdersker af den Grund, men derimod har Politiet skærpet sit Opsyn og søgt at saa dem mulkteret, naar de holdt lldttg med Strejkebryderne. Man forlangte saaledes Navn og Adresse af de Strejkende, naar de kom for at at Strejkebryderne forlade Værket, skønt dette Tilsyn jo dog ingenlunde er et Indgreb i den hellige "Arbejdsfrihed". Ved Politi"Konduite" er det paa den Maade lykkedes at faa flere Strejkende noteret og slæbt op i den offenlige Ret.

I Torsdags mødte paany en Del Væversker, der var bleven noteret. Anklagen har vel nærmest været bygget paa, at de har "stimlet sammen". Men paa hvor løst Grundlag Anmældelsen hvilte, vil bedst fremgaa deraf, at Sagen mod en af Væverskerne maatte hæves, fordi hun kunde godtgøre at have besøgt en Kone i Kvarteret. For en andens Vedkommende blev Sagen udsat, da Betjenten ikke turde sige ganske bestemt, om hun havde tøvet med at sælge hans Opfordring om at gaa. Spørgsmaalet synes her at være hvor hurtigt de Strejkende skat parere Ordre. Maa de faa Respit i 5, 10 eller 15 Sekunder eller skal det ske pludseligt? For andre Strejkende blev der en Mulkt paa 10 Kroner.

*

En strejkende Væverske, Josefine J. besøgte i Onsdags Aftes et Hus i Thorupsgade, hvor da uheldigvis boer en Strejkebryderske, en ældre Madam. Nu træffer det sig, at de to løber paa hinanden lige udenfor sidstnævntes Dør, og i samme Øjeblik giver Strejkebrydersken sig uden mindste Anledning til at raabe Gevalt. Josefine J. gik da ned ad Trappen for at undgaa Spektakler, men Madamen løb efter hende, ud paa Gaden, skrigende af fuld Hals: "Stop Tyven, hun har taget mit Uhr"!

En Betjent anholdt derpaa Josefine og førte hende til Fælledvejens Station, hvor man behandlede hende ganske som om hun var en Forbryderske. En Overbetjent skældte hende ud for alskens og føjede til, at "hun skulde faa Lov at sidde til hun blev muggen"! Den ulykkelige Pige, som kun har et godt Lov paa sig og er nobel i hele sin Fremtræden, protesterede mod at have stjaalet, men desuagtet tvang man hende til at afføre sig en Del af sit Tøj for at faa Vished for, at hun ikke havde Uhret skjult paa sig.

Mens dette foregik, kom den strejkebrydende Madame fra Thorupsgade løbende og fortalte, at "nu var Uhret fundet," hvorefter hun atter forsvandt. Man lod saa Josefine J. vide, at nu kunde hun gaa. Hun erklærede imidlertid, at hun vilde have Madamen tiltalt for falsk Anmeldelse og forlangte at faa hendes Navn opgivet. Politiet syntes nu noget mere medgørligt og anmodede hende om at komme igen næste Dag. Hun indfandt sig ogsaa, men nu var Tonen paany "politimæssig", idet man i en brysk Tone foreholdt hende, at hun jo var en af de Strejkende og formodenlig dermed vilde have hende gjort begribeligt, at saa var der ingen Ret for hende. Hun lod sig dog ikke kyse hermed, men fastholdt, at hun vilde sagsøge den Strejkebryderske, som havde tyvtet hende.

Denne lille Begivenhed viser paa en Gang, at Politiet mistænker Folk paa den" løseste Anklage, lige som disse Retfærdighedsvogtere aabenbart mener, at strejkende Arbejdere skal behandles saa haardt som muligt, selv om de kun ved tilladelige Midler søger at krydse en genstridig Fabrikants Forsøg paa at skade deres Interesser. Og alt, hvad de strejkende Væversker forlanger, er kun en Garanti for at faa deres fortjente Løn.

I skøn Forening søger Kapitalisten og Politiet at lægge denne Fordrings Opfyldelse saa mange Sten i Vejen som vel muligt.

(Social-Demokraten 30. oktober 1898).

Væverskerne.

En ung Pige arresteret.

Et Par Spørgsmaal til Politiinspektør Madsen.

Siden Fredag Middag har en af de strejkende Væversker fra Geddes Fabrik, nemlig Frøken Martine Svendsen, siddet arresteret, beskyldt for at have øvet Vold mod en af Hr. Geddes Strejkebrydere.

Vi skal referere den Begivenhed, der ligger til Grund for Arrestationen. Naar vi har gjort det, nærer vi ikke ringeste Tvivl om, at alle vil give os Ret, naar vi protesterer imod Politiets Adfærd.

I Fredags Middags traf en halv Snes udelukkede Arbejdersker et Par af Geddes Strejkebrydere. De gav sig i Snak med dem, og Samtalen udartede til Skænderi. Da et Par Betjente nærmede sig, gik de Strejkende deres Vej, hvorimod Strejkebryderskerne gik Betjentene i Møde og fortalte, at den ene af de Strejkende havde slaaet dem i Hovedet med en Paraply. De geskæftige Betjente, der i denne Tid er helt tossede efter at faa sat i de udelukkede Arbejdere, var selvfølgelig straks rede til at tage Affære. I Jægergade anholdt de den omtalte Pige, der af Strejkebryderskerne blev udpeget som den, der havde øvet Vold overfor dem.

Den unge Pige protesterede, men det nyttede ikke. Hun maatte med paa Fælledvejens Station. Efter et Forhør førtes hun videre til Raadhuset, hvor hun indsattes i Arresten.

Det er i Korthed Historien, og man studser uvilkaarlig over, at en saa ringe Forseelse giver Anledning til, at en ung Pige slæbes i Arrest.

Ogsaa paa anden Vis har Politiet i denne Sag optraadt paa en i højeste Grad mærkværdig Maade. En Søster til den Arresterede henvendte sig i Lørdags til Politiinspektør Madsen og anmodede om at faa Tilladelse til at tale med Søsteren.

Af dette Besøg har vedkommende Kone givet os et Referat, som vi næsten vægrer os ved at tro paa. Vi refererer det dog, for at Hr. Madsen kan faa Anledning til at fremkomme med et Dementi. Han udtalte først i en alt andet end venlig Tone, at han skulde nok sørge før, at de Strejkende holdt sig borte fra de Gader, i hvilte Geddes Arbejdere boer.

Dette kan vi ikke tro, at han har sagt, idet Assessor Birck har nægtet at dømme de Strejkende for Overtrædelse af de Madsen-Lundbækske Forbud.

Dernæst udtalte Hr. Madsen, "at hvis det stod til ham, skulde den unge Pige dømmes til Forbedringshus og derefter jages ud af Landet."

Dette kan vi heller ikke tro, at Hr. Madsen har udtalt, thi i saa Tilfælde er han i Besiddelse af saa ringe Medfølelse, at han ikke passer til den høje og ansvarsfulde Stilling, han er betroet.

Endelig véd vi, at Hr. Madsen er en Mand, man overordenlig godt kan komme ud af det med, og vi kan ikke tro, at han for Eksempel gør Forskel paa Sønnen af en forhenværende Borgemester og saa en strejkende Arbejderske.

Altsaa, Hr. Politiinspektør, vi venter at høre, at Konen har misforstaaet Dem.

(Social-Demokraten 1. november 1898).

Politiet.

Nogle Udtalelser af Politiinspektør Madsen.

Giv Betjentene et Tilhold.

En af vore Medarbejdere havde i Gaar en Samtale med Politiinspektør Madsen, som udtalte sig angaaende vor Artikel i Gaarsnumret om Politiets Optræden overfor den i Fredags arresterede Væverske. Hr. Madsen mente bl. a. at han ikke havde udtalt til den arresterede Væverskes Søster, "at han skulde nok sørge for, at de Strejkende holdt sig borte fra de Gader, i hvilke Geddes Arbejdere bor." Derimod havde han udtalt, at det var rigtigst, om de Strejkende holdt sig borte fra disse Gader.

Han havde heller ikke udtalt, "at hvis det stod til ham, skulde den unge Pige dømmes til Forbedringshus og derefter jages ud af Landet." Hans Ord var faldet saaledes, at Væversken havde tilstaaet at have slaaet Strejkebrydersken med en Paraply over Armen, og for denne Forbrydelse vilde hun blive dømt og derefter rimeligvis blive udvist af Landet. Hr. Madsen føjede til, at ikke han men Lovene bestemte, om Væversken skulde dømmes for Forseelsen.

Vi henleder dog Inspektorens Opmærksomhed paa, at Pigens Forseelse er af den Art, der ellers behandles som offenlige Politisager og som da afgøres med en Mulkt paa en Snes Kroner, thi der er jo ikke sket andet, end at nogle Kvinder skændes, og under Skænderiet bliver den ene "tjattet" over Armen med en Paraply. Naar nu Hr. Madsen mener, at Tiltalte i nærværende Tilfælde skal straffes og derefter vises ud af Landet, saa fortolker Politiet Loven strængere end ellers, fordi der er Tale om en strejkende Arbejderske.

Bøllen slipper første Gang med en Mulkt, men den unge Væverske dømmes maaske til Vand og Brød.

Maa vi endelig henlede Inspektørens Opmærksomhed paa Betjentene 268 og 342. Disse to Herrer kunde nemlig have godt af at blive set lidt paa Fingrene i Anledning af deres altfor ivrige Optræden overfor de strejkende Arbejdersker.

(Social-Demokraten 2. november 1898).

2 Begravelser. (Efterskrift til Politivennen)

Spekulationen.

Der tales om Dronningens Velgørenhed. Vi tør da maaske minde om, hvilket udstrakt Snobberi der gaar i Svang, naar man vil knytte en Konges eller Dronnings Navn til filantropiske Foretagender. Etatsraad Dit eller Kapitalist Dat udbeder sig Dronningens Tilladelse til at give f. Eks. et Asyl eller et Hospital Højstsammes Navn. For d'Hrr. kan det blive til en Orden, for Foretagendet til en lille Sum Penge, der opføres aarligt paa Dronningens Regnskab, og som hører med til de løbende Udgifter i hendes Finanshusholdning. Det er muligt, at Dronningen med Glæde har givet saadanne Bidrag, men heller ikke her har hun noget Fortrin fremfor mange almindelige Dødelige.

Nu viser da ogsaa Kendsgærningerne, at der i den danske Befolkning næppe har været nogen ualmindelig Trang til at lægge Hengivenhed for Dagen for den gode Dronning. Bisættelsen havde ikke Karakter af en stor Folkedemonstration, hvor man reves for at faa et Glimt at se af den Kiste, der førte hendes jordiske Rester til Roskilde Domkirke. Tydeligst i den Henseende taler den 1200 Personers-Tribune i Roskilde. Dens Bygherre havde spekuleret i en smuk Gevinst. Pladserne løb fra først op til 50 Kr., senere dalede de til en halv Snes. Men endda var der kun faa Mennesker, som under Sørgeprocessionen havde Sæde paa Hestetorvets Tribunepladser. Spekulationen, der i Materialier og Arbejdsløn havde kostet 6000 Kr.. viste sig at være en Hestedumhed. Disse Penge er tabte for den entreprenante Mand, en københavnsk Restavratør.

En anden Kendsgærning er det, at der kun solgtes et meget ringe Antal Billetter til Ekstratogene, som løb mellem København og Roskilde.

Et Blad har anført, at det utvivlsomt havde været en bedre Spekulation at bygge en Tribune ved Socialdemokraten Holms Jordefærd. Det er rimeligt. Men i saa meget desto stærkere Grad fortjener det da at fremhæves, at de Fattiges afdøde Repræsentant samlede Titusinder af Mennesker om sin Ligfærd, skønt her hverken var Uniformer eller trekantede Hatte. Arbejderføreren fulgtes til Jorden af en mægtig Hær, som trods alt anerkendte hans Betydning og Virksomhed i Kampen for de Smaa, medens al den loyale Virak for Dronningen er ofret forgæves, naar Talen er om at fremhæve hendes Virksomhed for dem, der kæmper mod Nøden og Trykket.

Dette er et Tidens Tegn. Det viser, at Popularitet ikke skabes, selv om loyal Smiger og snobbet Ærbødighed er til Tjeneste, men kun ved et alvorligt, personligt Arbejde for at fremme den store Befolknings økonomiske, politiske og aandelige Velvære.

(Social-Demokraten 18. oktober 1898).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt f. Petersen (1866-1931): Den store Tribune paa Hestetorvet i Roskilde, Dronning Louises begravelse. Fotoet giver indtryk af et sparsomt publikum på tribunen på det tidspunkt fotoet blev optaget. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Peter Thygesen Holms Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

P. Holms Begravelse

Kjøbenhavn, den 2den Oktober

"Det bliver en hel Grundlovsfest", bemærkede en bekjendt Venstrejournalist, da han begav sig paa Vej til Vestre Kirkegaard for at overvære Skrædermester P. Holms Begravelse. Og han fik Ret. Det dejlige milde Efteraarsvejr lokkede Folk ud af Byen, men vejen gik ad en anden Kant end de sædvanlige, ud gjennem den fattige Del af Vesterbro og op mod den Kirkegaard, der tidligere havde Fattigpræget i den almindelige Opfattelse, men nu, efterhaanden som Kirkegaardene inde i Byen beslaglægges, tæller mange smukke Grave og kostbare Monumenter.

Vestre Kirkegaard er den prægtigste Park, man kan tænke sig. Den har et Fladeindhold af over Hundrede Tønder Land, og Terrænet skifter i Bakker og Dale. Flere Steder er der den mest henrivende Udsigt ud over Kalvebodstrand. Man aner ikke, hvor smukt der er derude. Et Blad fremhævede nylig i en Beskrivelse af de kiøbenhavnske Kirkegaarde, at Vestre Kirkegaard var en af de bedste Seværdigheder for Tilrejsende; og har man først været der, giver man dette Medhold.

Herhen valfartede da i Eftermiddag umaadelige Skarer, næsten som paa en Væddeløbsdag, kun med den Forskiel, at her savnedes de fine Kjøretøjer. Derimod var der næsten alle de Drosker, som ikke vare optagne af Konfirmationskjørsel. I lange Rader kjørte de, hvert Øjeblik standsende, fordi de ikke kunde komme frem. Og ved Siderne gik paa alle tilstødende Veje Tusinder og atter Tusinder af glade Kjøbenhavnere, Mænd og Kvinder med Børn og Barnevogne og Hunde og Madkurve, som til en rigtig Skovtour.

Kolonihaverne ude paa Enghavevej ved Svinget op mod Vestre Kirkegaard havde Flag paa halv Stang paa saagodtsom alle Flagstænger - men det havde de havt de foregaaende Dage i anden Anledning end den, som idag samlede Folk derude. Forbi Vestre Fængsel, fra hvis Hospital P. Holm var ført til det nærliggende store Kapel paa Vestre Kirkegaard, bevægede Masserne sig langsomt frem. Ved Indgangen til Kirkegaarden deltes de, idet Mange indsaae det Haabløse i at vinde frem til Kapellet og derfor foretrak at sprede sig over den vidtstrakte Park.

Længe før Tiden havde Deputationerne samlet sig med deres floromvundne røde Faner udenfor Kapellet. At holde Sørgehøjtideligbeden inden i dette var hurtigt blevet opgivet. Kisten var derfor anbragt foran Kapellet; den bar en Mængde Kranse med Baand, alle røde. Det socialdemokratiske Parti bekostede Begravelsen, men den foregik paa den Maade, som Holms efterladte Hustru havde ønsket. Skulde Partiet have raadet, var den bleven holdt fra Rømersgade; det udtalte i hvert Fald en af de socialdemokratiske Folkethingsmænd. Nu blev der intet Optog, men Bannerne opstilledes i Kreds om Kisten. Der var mødt 97 Fagforeningsbannere, 12 Sygekassefaner og 6 Sangforeningsfaner. Særlig bemærkedes det Banner, som Fru Holm ved Socialdemokratiets 25-Aars-Jubilæum paa en Kvindekomitees Vegne overrakte Partiets Forretningsfører, Hr P. Knudsen.

Det var ogsaa efter Fru Holms Ønske, at Talen holdtes af Fængselspræst Larsen. Talen, der gjorde et stærkt Indtryk ved sit enkle og alvorligt Indhold, gjengives i "Vort Land" saaledes:

"Naade være med Eder! Naar det idag efter Familiens Ønske er falden i min Lod at tale ved denne Baare, om hvilken en saa talløs Skare er samlet, vil jeg vælge de bibelske Ord, som netop passe.

Hvergang Døden slaaer ned i vor Kreds, fyldes vi med vemodige og alvorlige Følelser ved Tanken om Livets Forkrænkelighed. Hvor langt mere er det Tilfældet ved denne Mands Baare, han, som øvede saa stor Indflydelse paa Tusinder af Mennesker. Nu er den stærke Røst forstummet, et hjertegribende Vidnesbyrd om Jordelivets Forkrængelighed.

Apostelen Peter siger: Alt Kjød er som Græs, al mennestelig Kjærlighed er som Græssets Blomster. Alt visner, Slægt efter Slægt synker i Graven. Den ene Grav højner sig ved Siden af den anden. Trods al Fremgang og alle Fremstridt maa Hjerterne fyldes med Vemod og Fortvivlelse ved Tanken om det lille Spand af Tid, der er tilmaalt hver Enkelt af os. Døden er ubønhørlig. Men Herrens Ord blive evindelige.

Da Jesus opstod af sin Grav, blev Dødens Herredømme brudt for hver En, der vil bøje sig for dette Under.

Han, som her hviler, havde som faa Andre maattet erfare, hvor Alt er omskifteligt, og Sandheden af den gamle Salme

Lyksalig lyksalig hver Sjæl, som har Fred!
Dog Ingen kjender Dagen, før Solen gaaer ned.

Før Døden løste op for ham maatte han tømme saa bedsk en Skaal som kun Faa. Men i Fornedrelsen hørte han om Budskabet Hvo, som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve! Det er mit Haab, at den, som en af de sidste Dage, han levede, bad Fadervor sammen med mig, kan trøste sig med disse Ord. Her skal ingen Dom udtales om den Afdødes offentlige Færd. Men inderst inde var han fuld af lutter milde og gode Tanker og kunde glæde sig som et Barn, naar der var Tilfredshed om ham i Hjemmet

Alles Tanker maa i denne Stund vende sig mod hende, hvem Slagene ramte tungere og tungere Dag efter Dag. Gid Herren vil sende sin Trøst til hende.

En Profet siger: Græd saa sagtelig over en Død, thi han er kommen til Rolighed. Denne Mand, som havde stræbt og lidt, og som længtes efter Fred, er nu kommen til Rolighed. Vi ville nu lukke Døren til dette Sovekammer, i hvilket Støvet skal hvile, indtil Herren kalder. Og I, som ere her tilbage, vogter Eder, at I kunne være rede, naar den sidste Stund kommer. Amen!"

Kisten blev derefter baaren til Graven, idet Mængden fordelte sig under uhyre Trængsel. Det var næsten ikke mulig at komme frem, og Adskillige vare Besvimelse nær.

Men Enkelte fik Adgang til Kapellets Taarn, og herfra havde man det mest imponerende og betagende Panorama, som overhovedet er at se i Kjøbenhavn. De 20-30,000 Mennesker rundt i Kirkegaardens brede Gange, Søen, Parken, Vognenes Rækker, Alt forenede sig til et broget, travlt bevæget Billede, der mindst af Alt gjorde en Sørgehøjtideligheds Indtryk

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 3. oktober 1898).

Pladsen foran Nordre Kapel på Vestre Kirkegård hvor begravelsen fandt sted. Foto Erik Nicolaisen Høy (24. september 2021 - altså nogenlunde på samme tid på året). Kbhbilleder. CC-BY.

P. Holms Jordefærd.

Et Kæmpefølge.

Et mere storstaaet Ligfølge end det, som i Gaar fulgte P. Holm til hans sidste Hvilested, er næppe endnu set i Kjøbenhavn. Kun de store Fælledfester har lignende Tal at opvise. Det var ikke, som ellers ved Begravelser, en ligegyldig Skare, som af en eller anden Grund føler sig forpligtet til at vise sig opmærksom. Det var en hel befolkning eller rettere en Armee, som i enig Sorg lagde sin slagne Feltherre i Graven.

Begravelsen var ansat til Kl. 2. Men allerede tidlig paa Formiddagen bevægede Strømme af søndagsklædte Arbeidere sig mod Vestre Kirkegaard, de fleste gaaende, de fjærnere boende derimod i Drosker og Charabancs. En Mængde Foreningsfaner bevægede sig i Stimlen.

Skarerne snoede sig ustandselig langs Enghavevei, omkring Hjørnet af Fængslet og om ad Bakken, der kører til Hovedindgangen. Fra sit Villavindue kunde Hr. Grundtvig iagttage, hvad den Mand, der for ham var et Numre i Registret, betød for Københavns Arbejdere.

Ved Kapellet.

Man havde truffet den fornuftige Ordning, at Ligbaaren flyttedes ud af Kapellet og anbragte paa Pladsen foran.

Denne rummer maaske en 5-6,000 Personer, men naturligvis forslog den ikke nær. Gennem alle Kirkegaardens Gange, mellem Gravene, paa hver Plet, som ikke var en Gravtue, spredtes Mængden som et vældigt, levende Sørgeflor, indvævet med Faner i Hundredevis.

Lige ud til Kirkegaardens yderste Mure naaede Skaren, saa det kun blev de allerfærreste, der fik noget af den egentlige Højtidelighed at se og høre.

Selve Kisten var ikke til at se for Blomster. Der var Kranse fra alle mulige Fagforeninger, fra Socialdemokratiet rundt i Kjøbstæderne, fra Hovedstadens demokratiske og liberale Blade, Socialdemokraterne i Aarhus forbunde! og Fagforeningerne, havde sendt to Sølvkranse.

Bag Kisten vajede "Socialdemokratisk Forbunds" store Banner, flankeret af 5te Kredses Faner. Og ved dens Fod sidder der smaa, hvidklædte Piger, der bærer Palmegrene med Inskription.

Den lyder saaledes

"Tak for dit Arbejde. Du blev et Offer for dansk Retspleje".

Et stort Sangkor intonerer "lær mig, o Skov, at visne glad", og Præsten træder frem.

Pastor O. L. A. Larsen 

frem for Baaren

Pastor Larsen er af Holms Familie anmodet om at besørge Jordfæstelsen. Alle veed, at han har været en god Ven for Holm - som for alle Arrestanterne i det hele - en Mand med et varmt Hjærte og en sund Dømmekraft. Derfor bliver der dødsstille om Baaren, da han viser sig.

Han er en ung Mand paa et Par og Tredive. Hans Ansigt, der er indrammet af et blond Fuldskjæg, beherskes af et Par kjønne, dybe Øjne.

Han taler:

"Jeg vilde gjærne, da den Afdødes Familie har ønsket, at jeg skulde tale ved denne Baare, sige et Ord, som maaske kunde naa til Hjærterne hos de mange, som staar om den.

Døden vækker altid alvorlige Stemninger, men navnlig da, naar den nu har naaet en Mand, som gjennem saa mange Aar øvede en mægtig Indflydelse paa Masserne. Da hans Røst endnu kunde naa os varmede og begeistrede den viden om; nu er den forstummet, forgaaet som alt, hvad der hører Jordlivet til. Det gaar, som Apostlen Peter siger: "Alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster. Græsset visner og Blomsten forgaar, men Herrens Ord bliver evindelig

Dette maatte han erfare som nu er død "Ingen fjender Dagen, før Solen gaar ned." og han maatte lide megen Modgang, før hans Sol dalede. Men i hans Livs Aften lød Oprejsningens Ord: "Hvo, som tror paa mig, skal ikke fortabes." Og paa en af hins sidste Dage foldede vi Hænderne sammen og bad Fadervor. Vi vil da haabe, at Ordet er gaaet til hans Hjærte, og at han har vundet den evige Fred.

Vi skal ikke her dømme hans menneskelige Færd. Vi veed, at han elskede sit Hjem høit, og den, som er ramt haardest ved hans Død, er hans Hustru. For hende vil Gud den almægtige være en Trøster og en Hjælper.

Saa lukker vi med Bøn til Godhedens Gud dette Hvilested. Maatte vi alle, som staar her tilbage, leve saaledes, at vi kan arve det Rige, der beredtes os, før Verdens Grund blev lagt."

Efter den korte Tale, som ved sin Jævnhed og Hjærtelighed gjorde et dybt Indtryk og kaldte Taarer frem i mangt et Øje, sang Koret Salmen "Lyksalig, lyksalig." og derefter blev Kisten baaret til Graven af Holms gamle Kampfæller Wiinblad, Meyer, Knudsen, Sigv. Olsen, Harald Jensen. J. Jensen, E. C. Andersen og Klausen.

Holms gamle Moder, hans Hustru og hans Søster gik med Præsten tæt efter Kisten.

Efter dem kom en Mængde Delegerede, blandt hvilke bemærkedes den norske Redaktør Jeppesen, en stor Del Borgerrepræsentanter af Oppositionen, flere Redaktører og Riigsdagsmænd.

Graven var gravet paa et Sted. der ligger et Par Hundrede Alen sydlig for Kapellets Hovedindgang. Her foretog nu Pastor Larsen Jordpaakastelsen, hvorefter først Hr. P. Knudsen holdt en kort Tale om Holms politiske Gjerning, hvorefter Blikkenslager Gustavsen bragte en Tak fra 5te Kreds. Det var os desværre ikke muligt at trænge os saa nær til Graven, at vi kunde høre disse Udtalelser.

Til Slut blæste et stort Orkester en Koral ud over Graven, og Højtideligheden var til Ende.

Men længe endnu varede det, inden Kirkegaarden tømtes for den vældige Menneskemængde, der vistnok kan anslaas til 30-40,000.

Ude fra Udkanterne trængte Folk stadig paa for at naa hen til Graven, og der opstod paa sine Steder en ret betænkelig Trængsel, naar disse Skarer mødtes med dem, der forlod Kirkegaarden.

Imidlertid gik alt godt, og i Løbet af et Par Timer fik alle naaaet at se Graven og lægge deres Kranse fra sig.

*

Præsten og Følget.

Jeg pressede frem i det mægtige Folkehav, der ved 2 Tiden bølgede om Kapellet paa Vestre Kirkegaard. Jeg ønskede at komme langt nok frem til at høre, hvorledes den beskikkede Statspræst vilde tage Afsked med P. Holm. Under Præstens Tale kunde jeg paa mine Omgivelser - af Blikke og enkelte Ord - mærke, at de som jeg var noget spændt paa, hvorledes den Afsked vilde blive. Skulde vi høre noget af den Farisæisme, der saa ofte skæmmer Højtiden, naar vi følger Slægt og Venner til deres Grav?

Jeg følte som en Lettelse omkring mig, da Præsten sagde, at han ikke paa dette Sted vilde dømme om P. Holms offenlige Gierning. Og Præsten holdt sit Ord. Saa vidt jeg i kort Afstand kunde opfatte hans Tale, var der ikke i den blot den fjærneste Antydning af noget, som kunde krænke selv en mistænksom Tilhører.

Og saa vrangt har Præsteskabet vendt vore Dødes Højtid, at vi ofte maa være glade, naar Ligtalen ikke ligefrem saarer os. At vente, at det ved Holms Kiste foran Kapellet skulde være ydet Anerkjendelse for hans Gjerning - det var at vente for meget selv af en saa taalsom og human Kirketjener som Fængselspræst Larsen synes at være.

Jeg maa da sige, at som Forholdene nu er - med Præsternes Monopol ved Baaren - var der intet at klage paa den Del, som Præsten havde i Holms Jordefærd.

*

Der var en anden Iagttagelse, som trængte sig paa, den tætte Folkeskare: Der var øjensynlig Glæde over, at Deltagelsen var saa mægtig. Nu tvivler vel ingen om, at Mindet om Holm og hans Betydning for Socialdemokratiets Giennembrud lever trofast i Arbejdernes Hjærter; maaske er det endog saaledes, at den Skjæbne, han led, snarere har højnet Mindet om, hvad han i de mange Aar var for sit Parti. Men det kunde dog tænkes, at der ved den Forfølgelse, som ramte ham, var lagt som en Sky over hans Billed. Og saaledes blev der tænkt i hans store Følge - det slutter jeg sikkert af, at der Mand og Mand mellem saa ofte hørtes Tilfredshed over, at Følget var saa overvældende.

- Tror Du, hørte jeg en sige til en Kammerat - tror Du, Dronningens Følge bliver saa stort? - Du kan tro Nej.

Og Himlen fik sin Tak med. Det var jo straalende Eftersommerveir: Høj Luft og Sol og lige Brise nok til at spænde Fanerne ud.

Jeg hørte en sige med Blikket ud i det prægtige Solskin: Man kan dog se, at den Gamle deroppe dog nok kunde lide Holm.

Jeg ved ikke, om der var anerkjendt Religion i disse Ord, men jeg forstod atter, at der var oprigtig Glæde over, at P. Holm fik saa smuk en Ligfærd.

Pax.

(Aftenbladet (København) 3. oktober 1898).

Dronningen som en deltager nævnte, er dronning Louise som døde den 29. september 1898 på Bernstorff Slot. Hun blev begravet i Roskilde efter et tog havde bragt båren dertil fra Gentofte. Bisættelsen i Roskilde var fortrinsvis reserveret til kendte personligheder fra ind- og udland.

Præsten var fængselspræst Ove Algreen Larsen. P. Holms grav lå Vestre Kirkegård Afd. J-5-18. Fotograf Carl Carstensen, Hostrupsvej 4, tog to billeder af ligfærden. De blev efterfølgende solgt til 1 kr. stykket fra boghandlere. Gravstedet er nedlagt. Holm blev begravet i den ældste del af afdeling J (række 2-5) som blev taget i brug i slutningen af 1890'erne som 1. klasse familiegravsteder. I afdelingen er bl. a. grosserer Justesens mausolæum. Ironisk nok blev også Vestre Fængsels inspektør Grundtvig begravet ganske tæt på, i Afd J-4-1.

En Præst der udskælder et Brudepar. (Efterskrift til Politivennen)

Forargeligt Optrin i Taarnby Kirke.

Forrige Søndag forefaldt der et højst forargeligt Optrin ved et Bryllup i Taarnby Kirke; Præsten, den ofte her Bladet omtalte Krøyer, udskældte Brudeparret, en ung Arbejder og en Tjenestepige, og vedblev i ca. 20 Minutter at regalere de unge Mennesker paa en saadan Maade, at det vakte de Tilstedeværendes Indignation.

Hr. Krøyer begyndte med at tiltale Brudgommen med Du og kaldte ham en Horkarl og en Skørlevner. "Husk paa, min unge Ven, at Horkarle skal Gud nok vide at dømme retfærdig," sagde Præsten.

Derefter vendte Hr. Krøyer sig til Bruden, der fik en lige saa smagfuld Tiltale: "Jeg har lyst Velsignelsen over Dig som Konfirmand, men den Gang troede jeg mindst, at Du vilde komme her som ung Brud og have bedreven Hoer! .... Du, unge Kvinde, har ikke lyttet til Faders og Moders Formaning, men Du har derimod lyttet til forførende Røster, og det skal Gud nok vide at straffe Dig for."

Hr. Krøyer sluttede endelig sin Salve med følgende Beskyldning mod Brudeparret :

"I kommer her for at faa Kirkens Velsignelse og Lov til at leve sammen, skønt I jo allerede i længere Tid har levet sammen!" . . . .

Man vil kunne forstaa, at Hr. Krøyers Optræden gjorde et yderst ubehageligt Indtryk paa Brudeparret, der ved Præstens utrolige Taktløshed fik deres Højtidsdag ødelagt. Bruden, der i Forvejen ikke var rask, blev naturligvis særlig angreben ved paa denne Maade at se sit aller intimeste Privatliv offenligt afsløret og ubarmhjærtigt prisgiven den tilstedeværende Forsamling, og ved Hjemkomsten frygtede man for, at hendes Tilstand skulde blive saa forværret, at der kunde ventes en for tidlig Nedkomst.

Aarsagen til Hr. Krøyers Nærgaaenhed var altsaa, at Brudeparret ikke havde ventet paa hans Tilladelse til at være Mand og Kone. Men Præstens Tale gjorde en modsat Virkning af hvad han tilsigtede. Fra største Parten af de Tilstedeværende hørte man stærke Udbrud af Indignation, og jeg tror, at mange Arbejdere herefter vil undgaa at søge Kirken, for ikke at risikere at blive hovmestereret af en Hr. Krøyer, der dog ellers i lignende Situationer er yderst skaansom, saasnart det angaar Døtre af rige Gaardmandsfolk, eller lignende velstillede unge Damer.

Men her var det jo kun en Tjenestepige, der havde fulgt sit Hjærtes Røst, og derfor mente Krøyer, at han i dette Tilfælde ikke behøvede at tage noget Hensyn!

Jeg vil benytte Lejligheden til at henstille til Arbejderne i Taarnby og Kastrup, at de fremtidig lader Krøyer sejle sin egen Sø. I Stedet for at gaa til Kirken, kan de jo tage borgerlig Vielse, hvor Handlingen foregaar langt smukkere, og hvor de i al Fald ikke risikerer at blive haanet af den Embedsmand, der forretter Vielsen.

Ærbødigst J. F. J. C. Pedersen

Næstformand for Arbejdsmændendes Forbund for Kastrup og Omegn,

Augustagade 29, Stuen tilv.

(Social-Demokraten 29. September 1898).

Præsten der udskældte Brudeparret.

En Skrivelse fra Hr. Krøyer.

Hr. Redaktør?

Jeg tør vel nok haabe, at De godhedsfuldt vil optage en lille Redegørelse Anledning af det voldsomme Angreb paa mig i Deres Blad for i Gaar.

Lad det saa ogsaa blive Svar til den mig ubekendte "tilfældige Læser af S. D."", der bekymret spørger: "Er det Sandhed, hvad der skrives om Dem?"

Alle de mange, som har kendt og endnu kender mig i de 20 Aar, jeg har været her, behøver visselig ikke at forsikres om, at jeg ikke i den anklagede Brudevielse har brugt de anførte og udhævede raa og usømmelige Ord. Det ligger slet ikke for mig, og jeg bruger aldrig saa stærke Ord.

Den Hjærteløshed og Haardhed, jeg anklages for, har Referenten næppe hørt med egne Øren. Mine Ord, hvor alvorlige de end var, havde en Tone af Sorg og Bedrøvelse. De endte imidlertid med en længere kærlig Anvisning for de Unge til at leve et lykkeligt Liv med hinanden. Naar Brudens Fader ikke vilde være sin Datters Forlover, kunde der vel nok tænkes god Grund til at udtale Sorg og Advarsel.

Modtag paa Forhaand Tak for Optagelsen.

Ærbødigst

Krøyer.

Taarnby Præstegaard, 30. Septbr. 1898.

Vi har hertil modtaget følgende Svar:

Jeg fastholder herved atter, at mit Referat var fuldstændig korrekt, og jeg er parat til at føre Vidner, faafremt det stulde gøres nødvendigt. Jeg har konfereret med selve Brudeparret, der ytrede sin Tilfredshed med, at Sagen var bleven fremdraget i "Social-Demokraten", og de unge Folk var begge ligeledes villige til at bevidne Korrektheden af mit Referat.

Det er altsaa ikke mig, der i dette Tilfælde taler Usandhed.

Hr. Krøyer betegner selv de anførte Udtryk som "raa og usømmelige" og karakteriserer sin Optræden som "Hjærteløshed og Haardhed". Jeg gør udtrykkelig opmærksom paa, at det ikke er mig, men Hr. Krøyer selv, der giver sig dette Skudsmaal - og han vil sikkert kunne faa et lignende Skudsmaal hos en stor Del af Arbejderbefolkningen herude, blandt hvilken han aldrig har været afholdt.

Naar Hr. Krøyer til Slut - noget indiskret for øvrigt - kommer ind paa Brudens Familieforhold og meddeler, at hendes Fader ikke vilde være Forlover, saa skal jeg blot kortelig anføre, at Faderen i hvert Fald udtrykkelig har givet sit Samtykke til Vielsen. At Faderen ikke vilde være Forlover, vedkommer slet ikke Offenligheden og berettigede i hvert Fald ikke Hr. Krøyer til offenligt at udskælde Bruden.

Artiklen om det skandaløse Optrin har for øvrigt vakt stor Opsigt herude; Indignationen overfor Præsten er almindelig i Arbejderkredse, og efter alle de Sammenstød, han har haft med Sognebeboerne, kan man forstaa det almindelige Ønske om snart at blive ham kvit. Manden er da ogsaa gammel nok til at fortrække - efter Forlydende er han fyldt de 75 Aar.

Ærbødigst
J. F. J. C. Pedersen.

(Social-Demokraten 5. oktober 1898).

Fotograf Sophus Peter Frederik Juncker-Jensen (16.2.1859-15.10.1940): Præst Henrik Adolf Krøyer,  (14.3.1823-27.5.1910). 1910. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Pastor Henrik Adolf Krøyer (14. marts 1823-1910) trak sig tilbage som 83årig i 1906. Udover den nævnte episode var der i Social-Demokraten en håndfuld notitser om begravelse af partifæller hvor Krøyer i bedste fald forholdt sig neutral, i mindre grad uinteresseret.