Forfatteren Vilhelm Bergstrøm meddeler stemninger og minder fra Assistens Kirkegård.
I
Kontrastvirkninger er som dynamit under vage tankers indviklede væv. I det bevidste nu sprænges vævet bort, og i det rensede sind skyder en eneste tanke op - fakirens frøkerne der under ens blik bliver til et træ - og den ene tankes mange udløbere danner en mægtig krone, gennem hvis løb der går et stemningsfuldt sus. Man ånder ud og er livet på nært hold.
Det ændre mig en mørk aften da jeg kom gående ad Nørrebrogade at jeg så, ligesom for første gang så, på den ene side Nørrebrogade med sin trafik af automobiler, cykler, sporvogne, med sine lange, lysende lygterader og med sine fortorves menneskemylder, og på den anden side kirkegården med sin lange, hvide mur, henover hvilken skygger af vogne og mennesker gled som noget uvirkeligt, og med sin store mørke himmel, på hvilken stjernene blinkede stille. Gadens mylder, uro og larm imod kirkegårdens øde ro! Mine dagligtankers meningsløse sammenstimlen var i det samme sprængt i atomer. Jeg var alene, og det var som om jeg anede det store pulsslag ude i rummet og tiden. Det er vist det man kalder "den religiøse stemning", som så mange fornægter for netop ikke at røbe deres inderste.
Jeg kender mennesker som ikke holder af denne tankevækkende del af Nørrebrogade der går forbi "Assistens", og jeg har dem mistænkt for en oplevelse som min. "Kedsommeligt stykke vej," siger de og dækker sig. Det er mennesker der ikke ønsker nogen forstyrrelse i deres dagligtankers spil, dette sløve dominospil hvortil anvendes brikker med et begrænset antal "øjne"; brikkerne med det uendelige antal er ubrugelige.
II
Nørrebrogade stiger svagt op mod Runddelen, og den høje murs overflade er anlagt efter waterpasset. Murens højde bliver derfor aftagende, indtil den ved Runddelen er så lav at man kan kigge over den, og perspektivet bliver dybere, end det i virkeligheden er, idet øjet forblændes. Den hvide mur synes i sin umådelige længde at begrænse en mægtig kirkegård.
Med mellemrum er der tremmeporte, og de har deres store betydning fr de forbipasserende, som herigennem holder øje med de vekslende årstider. De ser træer og buske grønnes derinde, og de ser bladene falde. Hvorledes skulle ellers mange stavnsbundne Nørrebrobeboere vide andet om årstiden end netop på den tørre dato på hans avis? De små kig gennem tremmeporten er en fornødenhed. Gennem tremmeporten får de efter mørkets frembrud det lille gys som er så oplivende efter en lang arbejdstid i et trivielt lokale inde i byen. Se, der brænder lys på en eller anden grav, - man er oprindelig provinsbo og har overtroen spillevende i brystet, ikke en gang en smule kværket af københavnergrinet. - Mon det ikke er inde på den grav, hvor en ung pige for nogle år siden fandtes myrdet med et gabende snitsår halsen? Hvor kunne manden gøre det, endda på en kirkegård! og man går hovedrystende videre. Men lyset på graven er i virkeligheden en fjern elektrisk lampes spejling i en blank granitflade.
Kirkegårdshjørnet mellem Nørrebrogade og Jagtvejen er "gennemsigtigt". Gennem et gitter ser man et stykke ind på kirkegården en skråt liggende hvid bygning i klassisk stil og med søjleportal. I måneskin tager bygningen sig meget romantisk ud. Her bor ikke desto mindre et sikkert højst prosaisk menneske, en opsynsmand der utvivlsomt, hvis han kom ud for en romantisk frase, som kirkegårdens grus ville smile lunt.
Bygningen rummer for øvrigt en bemærkelsesværdig symbolik. Den er som et Janushovede, men med uensartede fysiognomier, fortil ædelt klassisk, bagtil plumpt borgerligt! Huset der opførtes i 1805 og blandt andet den gang havde til opgave at være hotel for eventuelle skindøde samt sidste station for utvivlsomt døde, skildrer sin tids Danmark på en egen anskuelig måde. Omtrent således var ånden under den landsfaderlige regering.
III
Da Assistens Kirkegård i 1760 blev indviet, lå den langt ude i det grønne land. en rejse borte fra den lille by so stak sine spir op over voldene. Rejsen blev kun gjort afdøde fattigfolk og deres pårørende - for ordentlige folk holdt sig til i kirkernes og voldenes skygge og ville naturligvis ikke begraves som hunde langt ude i ødemarken. Kongen bød at de indenbys kirkegårde skulle udryddes, men hvad gjaldt vel en konge, endog en enevældig, mod selve saligheden? Man bukkede for dette kongelige reskript og smuglede sine lig i jorden på de gamle, hellige og anset pladser.
Endelig opstod der en banebryder, en fin mand som ville begraves derude, hvor ærligheden slap op. Skulle man tro at han havde noget med kancelli at gøre - men det havde han, for han var kancellisekretær. Til hans navns "æwige Amindelse" hidsættes her I. S. Augustin. hans død kan vi dog ikke værdsætte på rette måde, idet vi ikke nærmere kender ham eller hans motiver. Var han en dannet, åndsoverlegen mand, i sit hjerte en tilhænger af revolutionstidens frihedsånd, eller var han en snob?
Hvad han så var, banebryder blev han. Ingen, selv af bedre ekstration, havde fremtidig noget imod at hvile i samme jord som kancellisekretæren. Kirkegården der ved sin indvielse kun omfattede 3 tdr. land, udvidedes i 1805 ud mod Nørrebrogade til 17½ tdr. land. Senere forøgedes kirkegårdens areal så at det omfattede 38 tdr. land. Det sidste halve hundrede år har kirkegården efterhånden indhentet og omsluttet af den voksende by været i aftagende. Hellig Korskirken og Kapelvejens legeplads tog en så stor part og de to kommuneskoler har krævet deres af jorden. Tendensen går i retning af udryddelse. Men hvis kirkegården endelig skal nedlægges, hvad vil man så gøre med alle de berømte mænds støv som hviler her?
IV
Assistens Kirkegaard er en stille Have, Ikke så stærkt besøgt, Ikke så populær »om den storstilede Vestre Kirkegård, hvilket viser en manglende historisk sans. For på Assistens Kirkegård hviler det største antal af det sidste århundredes store mænd. Nævnes skal navne
H. C. Andersen, Redtehar, Høedt, Søren Kierkegaard, Henrik Hertz, Edv. Lemcke, og J. N. Madvig ikke at forglemme. Der går et sus af dansk ånd over kirkegården.
I gamle dage var kirkegården arbejdernes udflugtssted. Nu da arbejderne har fået kolonialvarer, har også denne klasse i nogen grad svigtet. Dog går naturligvis sommersøndag en del stivpyntede familiefædre fra Jagtvej og det mørke Jægersborggade-kvarter tur her. De
holder sig til den "fine" afdeling ud mod Nørrebrogade, og som tunge humlebier afsøger de gravsted efter gravsted, idet deres næring dog ikke er blomsterne, men gravskrifterne. De staver sig gennem navnene og hæfter sig særlig ved titlerne; det er som at læse romaner
fra de højere sfærer, hm, ja dér ligger stiftsprovsten, som man gang stod ret for som soldat. Nu er han død. Men en leende arbejder er mere værd end en død stiftsprovst. Således kommer der balance i regnskabet.
Jeg har ofte fulgt arbejdernes eksempel og studeret gravskrifter med udbytte. Der kom jeg nu pludselig til at stå foran forfatterinden Mangors gravsted. Mangor? Dette navn bragte mange minder frem. Var det ikke hende med kongebogen? Ak, en glansfuld fortid stod levende ved dette navn. Jeg huskede at man i mit hjem, da jeg kun var en lille dreng, snakkede j om Mangors kogebog hver gang omkring en stor middag. En gang havde jeg vist haft hendes værk i hånden, stort var det som Bibelen. Bagi afbildedes en såre prægtig gris, hvis fede krop var delt med punkterede linjer ligesom et kort med landegrænser. Monstro der eksisterede mage til kogebog mere? Det foresvævede mig, at de moderne var blevet så magre og indholdsløse.
Og med sådan en opdagelse går man videre og falder måske i tanker foran gravene, hvor linedanser Roat og luftskipper Tardini, der fik folk til at juble i 1820-erne og 40-erne, hviler. Eller ens blik falder på en sten med navnet Chr. Sørensen. Hvis man er journalist og véd, at en Chr. Sørensen var sættemaskinens opfinder, hvilke tanker gør man sig så ikke! Til underretning tjener, at den eneste rigtige Chr. Sørensen døde 1861!
V
Nu og da støder man på en grav, i hvilken der er nedrammet en pæl med et bræt, påmalet: Hjemfalden! Et trist ord! Nu er den døde mand for alvor død, han lever ikke mere i slægtens minde. Fra sådanne hjemfaldne gravsteder har man flyttet monumenter - når de da betød
noget i kunstnerisk henseende - hen bag den nordre mur. Her står de på række og geled som soldater og har ikke anden mening end ved deres særegenhed at afgive underholdning for nysgerrige forbipasserende.
Mange af disse monumenter er fra slutningen af det 18. århundrede. Regnen har strømmet ned over dem, solen har skoldet dem, og skriften er blevet utydelig. Ja, vejret har en tung fod og mægter før eller senere at træde kancelliråden, eller hvad det nu er for en hædersmand, ud, så at det er som om han aldrig har levet på denne syndige klode.
Med glæde har jeg betragtet monumenterne bag den nordre mur, smukt arkitektonisk opbyggede, som de er, og ganske enkelte prydede med symbolerne: en nedadvendt fakkel eller en slukket lampe på en "underste hylde". Ja, hvor er de ædle i deres stil, disse gamle gravstene. Man tænker som modsætning på den nye tids granitplader, på hvis overkant en påklistret marmordue sidder og hælder med hovedet. Rent bortset fra symbolets meningsløse anbringelse, hvad vedkommer så duen fx afdøde bryggeriarbejder Rasmussen, forudsat da at han ikke i levende live har haft et dueslag og været medlem af "Duevennen", hvis formål er at opdrætte raceduer i Danmark. Mon han for øvrigt qua dueven ville have været tilfreds med dyrets race? Kunne man ikke komme bort fra den slags monstrøse anbringelser, som støder øjet lige så meget som tanken?
VI
Kun en gang har jeg følt rædsel på en kirkegård, og det var netop på Assistens. Jeg var dengang 12 år gammel og havde været med min stedfar henne på familiegravstedet. Vejen gik hjem over den vestlige del af kirkegården. Jeg fandt, husker jeg, at der var så kønt der, rigtig et sted at lege røver-soldat. Syrenbuskene var høje og vildtvoksende. Græsset vældigt og saftigt. Kirkegårdens sædvanlige rette linjer var brudte på dette sted. Uregelmæssigheden genindført. Mørkegrønne træer med lodret koralløv groede udover gangene, og der stod store hængepile af et udseende som gamle nissemænd med mægtig hængende hårvækst.
Mange af gravene blev borte bag buksbombuskene der trængte sig sammen om bed af nælder og tidsler, iblandet uhyre langstilkede fandens mælkebøtter, hvis store, gule blomstersole åbenbart befandt sig vel i vildnisset. På sådan en grav var tavlen halvskjult og overgroet med irgrønt mos. Det var vidunderligt. Når dertil kom at gravene mange steder lå spredt med græsplæner imellem, så vil man forstå hvad fr en herlig tumleplads det var for en dreng. Og planter og buske duftede vildt og forgørende i solen.
Men pudselig blev dette paradis til alle rædslers boplads. Jeg husker jeg gik med et syrenblad i hånden og brækkede det, - et syrenblad brister så akkurat. Så var det min stedfar ganske jævnt og stilfærdigt sagde:
- Det her, det er koleragravene!
Jeg kastede syrenbladet i græsset, og den grønne saft på fingrene syntes mig den rene gift. Den stærke duft fra buskene blev mig uudholdelig, også den var giftig. Jorden var edder og forgift at gå på, og selve stedet var forbandet, syntes jeg. Og ude af mig selv styrtede jeg hjem. Jeg vaskede min hænder. Det var som om de ikke kunne blive rene. Jeg havde hørt så meget i mit hjem om koleraen. Man havde indpodet mig rædselsbacillen.
Jeg var rystet. Den store pests sidste efterdønning.
VII
Nord for koleragravene er jorden ternet ud i ganske små bidder. De fattige småbørns grave! De ser forfaldne ud og forglemte. for fattigfolk har sædvanligvis mange børn, og de levende går frem for de døde. Når en lille engel med brune eller blå øjne dør, bliver der nok bedrøvelse. Men ingen stor, tærende sorg. Man græder, men trøster sig med at det var måske bedst sådan, og nu har han det jo godt. Og dagene går, og lettelsen er følelig.
Med mild sorg i sindet maler faderen stort og kunstigt på et stykke papir: sov sødt lille Karl. Papiret sættes i glas og ramme og anbringes henne på den lille grav. Eller måske sætter han sig til at skære nogle pinde ud som han forsyner med pæne kunstfærdige sløjdsnit. Pinden hamrer han sammen til en indhegning af størrelse som den lille bid jord henne på kirkegården, og selvfølgelig laver han i indhegningen en lille låge, ja denne indhegning med den lille låge, det er som det døde barns sidste legetøj.
Når indhegningen er sat om graven, står faderen stille en stund, mens noget vådt kommer ham i øjnene, så går han hjem til dagliglivet. Måske har han dog forinden gjort sig endda lidt mere umage med graven. Han har jaget en flaskehals, hvori der sidder en tæt prop, ned i jorden. Flaskebunden har han hjemme sprængt bort, og i det derved fremkomne blomsterglad har han hældt vand og stillet blomster. Men når blomsterne er visne, er barnet næsten glemt.
Man kan blive helt melankolsk derud på den småkvadrerede jord. Alle de kærtegn disse små væsner har fået - og nu så glemte! Øde, mere øde end noget andet sted er der mellem de fattige børns grave.
VIII
Tværs gennem Assistens Kirkegård går en poppelalle af høje, slanke træer. I den bladløse vinter ligner de mægtige, opretsående ris der i blæsten under den isgrå himmel svinger som til tugt og ave. Om sommeren rasler poplernes hårde blade som kastagnetter. Denne alle danner kirkegårdens rygrad.
Alleen benyttes som genvej mellem Kapelvej og det store, tætbeboede Jægersborggade kvarter. Egentlig betragtes den mere som en almindelig vej end som hørende til kirkegården. En stadig strøm af arbejdere glider igennem den. Der kommer en snedker medbrædder bundet fast til sin cykel, og der en kone med en barnevogn. Hun er høj og graftbygget, minder om massemordersken Augusta Overby som også færdedes her med sine små ofre. På en bestemt bænk ved alleen kvalt hun et af sine plejebørn, ikke for vindings skyld, men hvorfor? Det er en uløst psykologisk gåde, for hun [mangler tre ord] derom.
En sommer [et ord mangler] passerede jeg alleen hvis løv ruskede monotomt og trist. Gennem en eller anden åbning i syrenbuskene fik jeg til tider øje på en nykastet grav, hvis kranses røde og hvide bånd skinnede mod det gule løv. Kom jeg fra Jagtvejsiden, plejede jeg at dreje af ved en gravsten der har en portrætmedaljon af en [to ord mangler] værtshusholder. Han så så menneskeligt hen over sin grav på folk, at man blev tryg og vel til mode. Selv på dette kedelige, fuldstændigt tørlagte hjørne der sikkert aldeles ikke lignede hjørnet hjemme i gaden, [mangler et ord] og hans kone drev videre på bevillingen, bevarede han sit humør og var mig til megen trøst og husvalelse. ja endog på kirkegården og blandt de døde kan man erhverve sig [mangler et ord]
Tæt ved alleen ligger møddingen skjult af plankeværk og høje buske. herinde ender de visne kranse med deres tilsølede bånd. En ligegyldig mand sendte en krans - man kan jo ikke være andet bekendt - og enken rørtes ved hans "tanke". kransen var med til ved sine blomster at dække over den kendsgerning at graven er et mørkt firkantet hul hvor ormene venter den døde. Nu ligger den ligegyldige mands "[Ord mangler tanke", hvor den hører hjemme, på møddingen, samme steds ligger for øvrigt kranse fra mere følende medmennesker.
Glemt, glemt!
Byen sluger al interesse. Byen der ligger udenom kirkegården og knurrer svagt med sine blandede lyde.
Vilhelm Bergstrøm
(Nationaltidende, 11. januar 1923. Dagbladet (København), 12. januar 1923).
