04 november 2024

Kommunens nye Daghjem for Smaabørn. (Efterskrift til Politivennen)

I Legestuen. Blandt de tilsynsførende Damer er Bestyrerinden, Frk. Steenberg (x)

Det gamle Prinsesse Thyras Asyl ude i Rantzausgade Nr. 48, som i sin Tid blev oprettet af Fabrikejer Anker Heegaard, er nu blevet overlaget af Kommunen, som har omdannet det til et Daglighjem for Smaabørn.

Det er det femte i Hækken af disse kommunale Hjem, som spiller saa stor en Rolle i den arbejdende Befolknings Liv og er til saa stor Gavn for baade Forældre og Børn.

Her modtages de Smaa i Alderen fra 2-7 Aar og beskæftiges efter Folkebørnehavesystemet i den Tid - fra 7 Morgen til 5 Eftm. - de er paa Hjemmet. Medens Børnene selv har tør Kost med, faar de ved Middagstid varm Sødmælk. Herfor og for hele Opholdet betaler hvert Barn 2 Kr. om Ugen.

I Prinsesse Thyras Asyl - det Navn skal Hjemmet beholde - er alt nu flunkende nyt og moderne indrettet, og der hviler over Hjemmet i enhver Retning et lyst og venligt Skær. Der er to Opholdsværelser, en Spisestue og et Badeværelse - hvert Barn skulde gerne have et Bad mindst hver 14. Dag. Saa er der ogsaa indrettet et Sygeværelse, hvis et Barn pludselig skulde blive alvorlig syg.

Legepladsen vil først blive indrettet hen paa Foraaret, men saa bliver den ogsaa fin og omgivet af straalende Blomsterbede.

Hjemmet, der har Plads til 75 Børn. ledes at Frk. Steenberg med Assistance af 4 unge Damer.

(Aftenbladet (København) 7. februar 1923)

Et stort kuld af de yngste Nørrebroere i Prinsesse Thyras Asyl. Foto fra Folkets Avis - København 7. marts 1922.

Martin Olsen (1853-1926). (Efterskrift til Politivennen)

"En Snedker maa lime og lirke sig frem",
man lærte i Fortidens Skole,
men Standsfæller rundt i de Tusinde Hjem
Du lærte en bedre Parole.
Som Spaanerne føg fra den flittige Høvl,
som Træet fra Saven kan falde,
Martin Olsen gik løs paa Væv og paa Vrøvl:
Skal selv vi da Slaver os kalde?

Du brugte Din Passer og mærked vor Vej,
som en kyndig og snild Diplomat.
Helst fo'r Du med Læmpe, men nytted det ej,
var Du Kampenes bedste Soldat.
Hvor lidt har Du mærket, at Dagene gaar;
Dit Arbejde var jo en Glæde.
Om Din Alder Ærværdigheds-Tegnene staar,
skønt selv Midtpunkt i Ungdommens Kæde.

Martinus Kristensen

ATTER holder en af Gennembrudets Mænd Rast ved en af de store Milepæle. Det er ikke en udaset, træt Vandringsmand, som tørrer Sveden af Tanden. Det er en glad Haandværkssvend, der nynner en Vise om skønne Egne, han saa, og rige Minder, han vandt, - det er nemlig Martin Olsen, der fylder de 70. Den glade Snedkersvend føler ikke Tiden inde til blot at pudse efter, hvad han fik fra Haanden; han har meget, meget mere, han skal have færdig før Fyraften, og han har ikke blot Kræfterne, Haandelaget og Værktøjet i Orden; han har ogsaa det sprudlende Humør, der forvandler Høvlens Fart gennem fygende Spaaner og Savens Brummen til en rytmefast Sang om Arbejdets Glæde.

Vi taler uvilkaarligt om Snedkersvenden Martin Olsen, skønt han i mange Herrens Aar har været Thingmand, Kommunemand og Forgrundsfigur paa saa mange andre Omraader. Men Sagen er den, at han altid er vedblevet at være Haandværkssvenden. Hans anerkendte Noblesse er Arbejderkultur Arbejdet adler Manden, naar Manden selv føler sit eget og Arbejdets Værd. Martin Olsen er det typiske Udtryk for en adlet, en selvhævdet, en ranket Arbejderstand. Naar han træder frem i offentlige Sale, føler han, at han er Arbejder, men ikke i den gamle Tids Aand, der bød Underklassens Mænd at træde varsomt og sænke Stemmen paa de ophøjede Steder; han træder myndigt og værdigt frem som alles Ligemand, fordi han er en frigjort Arbejderstands kaarne Mand.

Martin Olsen er født 1863 i Vejle. Han blev udlært som Snedker Aaret efter, at Louis Pio havde tændt Socialismens første Gnist i Danmark. Den ny Tids Tanker fængede i Martin Olsens livlige Sind. Men han drog i 1873 udenlands og blev borte i 6 Aar. Under større Forhold udvidede han sine Kundskaber og sin Menneskekundskab. Han vendte tilbage, just som den første glansfulde Periode for den danske Arbejderbevægelse var ved at ebbe ud i Skuffelser og Modløshed. Han havde set det bryde og gære udenfor vort Land og følte maaske derfor den hjemlige Modgang mindre knugende, hvortil vel ogsaa bidrog det sprudlende Humør, som Guderne gav ham i Vuggegave. Han var som selvskreven til at være blandt dem, der skulde bane ny Vej for den danske Arbejderbevægelse.

Efter mange Aars livlig Deltagelse i den politiske Bevægelse og Fagforeningernes Liv blev han i 1889 Formand for Bygningssnedkernes Fagforening, hvilken Post han beklædte til 1896. I 1892 blev han Formand for Snedkerforbundet, og da De samvirkende Fagforbund dannedes i 1898, traadte han til som Sekretær og som J. Jensens højre Haand. Ved Jensens Valg til Borgmester i 1903 rykkede han op paa Formandspladsen, en Tid tvang Sygdom ham til at søge Hvile, men han beklædte Formandspladsen, indtil han i 1909 valgtes til Kommunalrevisor.

Jævnsides med hans store og betydelige Indsats i den faglige Bevægelse gik hans politiske og kommunale Virksomhed. Allerede i 1897 rykkede han ind i Borgerrepræsentationen, hvori han uafbrudt havde Sæde til 1909, og i 1901 erobrede han 8. Kreds, som han med et Aars Afbrydelse (1909-10) repræsenterede, indtil han i 1918 gik over 1 Landsthinget

Som Fagforeningsmand kom Martin Olsens personlige Egenskaber ham til uvurderlig Nytte. Han er en dristig Mand, men han er ikke letsindig. Han undviger ikke Kampen, men han søger den heller ikke uden Grund, han har Ævnen til hurtigt at finde Realiteten i et indviklet Problem, og han ejer en sjælden Ævne til at fremstille sine Synspunkter klart og overbevisende. Hans grundige Kendskab til Fagforeningernes Maal og Veje gav sig Udtryk i den Bog, han i 1901 skrev sammen med J. Jensen, men hans egenartede Stil finder man bedst i hans senere Skrift: "Ned med De samvirkende Fagforbund". Det er ikke et Agitationsskrift i almindelig Forstand. Læser man det, er det, som saa man Martin Olsen staa paa Talerstolen og hørte ham i en kammeratlig og gemytlig Tone tage mod Angrebene og Misforstaaelserne en for en og imødegaa dem til sidste Trævl, hvast, hvor det er fornødent, overbærende og skæmtende, hvor det strækker til, men aldrig saarende, fordi det jo er en Kammerat, der taler til Kammerater.

Politisk stod der gennem mange Aar Kampgny om Martin Olsens Navn. Han var jo Manden fra 8. Kreds, for den Kreds maaske, der havde den mest ægte københavnske Kolorit, Nyboders Folk, Holmens faste Stok og de gamle Gyders brogede Vrimmel, men ogsaa med typiske Overklassekvarterer. Det var en vanskelig Kreds, som næppe nogen anden end Martin Olsen kunde have skabt sig en saa sikker Position.

Fra gammel Tid sad Militæraanden i Kødet paa store Dele af de Vælgere, der rettelig hørte Arbejderklassen til. Martin Olsen fusede ikke frem imod dem. Han begyndte sindigt med at tale om deres egne Interesser og Hverdagsbekymringer; af Finansloven pillede han taalmodigt hver enkelt lille Post ud og viste, hvorledes Administrationen begik Uret og Overgreb, og han arbejdede med sine Sager, intet Spørgsmaal, om det saa blot drejede sig om en enkelt Vælgers Kaar, syntes ham for ringe. Saadan skabte han Tillid om sig og banede Vejen for Socialdemokratiets Ideer.

Martin Olsen er en stor Taler, men med smaa og fine Virkemidler. Hans Tale er gennembroderet af smaa fine Pointer, et sindrigt Billede, en velturneret Spydighed, en talende Sammenstilling, men føret og fremmest blinker gennem Ordene det samme lune Blink, som altid sidder parat bag hans Brilleglas. Mange og store Sager har Martin Olsen ført frem paa Rigsdagen, naturligvis først og fremmest Sager, der havde Tilknytning til den faglige Bevægelse: 8-Timersdagen, Fabrikstilsyn, Arbejdsløshedslove etc. Han er nu i Landsthinget Ordfører i sine gamle Sager fra Folkethinget, og han er i den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes Raadslagninger en kyndig Raadgiver i saadanne Sager.

Som Medlem af Arbejdsløshedsnævnet og Udvalgene om Arbejdsløshedslovene har han i de seneste Aar udført et Kæmpearbejde. Trods Aarenes Slid er han fremdeles den gemytlige Svend. Der vil blive sunget mange Viser til hans Pris i Dag, men vi skal tage meget fejl, om ikke sent i Aften den bedste Vise viser sig at være af en 70-aarig Forfatter.

Vi møder som Gratulant paa utalte Skarers Vegne

(Social-Demokraten, 5. februar 1923).

Christian Martin Olsen (1853-1926) var medlem af De samvirkende fagforbunds repræsentantskab og forretningsudvalg ved oprettelsen i 1898, sekretær og Jens Jensens højre hånd. Medlem af Københavns borgerrepræsentation 1897-, Valgt til Folketinget i 8. kreds 1901-1918, Landstinget (1. kreds) 1918. Da Jensen blev valgt til borgmester 1903, overtog Martin Olsen hans formandsstilling i De samvirkende Fagforbund. Arbejdet var udmattende, og han måtte træde tilbage pga. sygdom  1909, hvorefter han var kommunalrevisor i Københavns kommune til 1923. 

Martin Olsen er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling 5, rk. 21, nr. 14. 

En Idyl, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Havnen og Fiskerlejet ved H. C. Ørstedsværket.

De gamle idylliske Forhold ved Kalleboderne forsvinder mere og mere, alt som Byens rivende Udvikling kræver Plads og Albuerum. Ved Vasbygade, ved Siden af H. C. Ørsted-Elektricitetsværket, ligger, ikke forfærdelig mange Minutter fra Byens Centrum, endnu et Idyllisk Fiskerleje og fortæller om den gode, gamle Tid, da København ikke havde Stordrift i sig eller Storstadsnykker. Men nu er denne Idyls Dage talte, og Øksen ligger ved Træets Rod. Men Færdiggørelsen af hele det nye Sydhavnsanlæg med Havnekajens Regulering medfører, at ogsaa dette nu forsvinder.

(Klokken 5 (København) 2. februar 1923).

03 november 2024

"Teglgaardens" Brand. (Efterskrift til Politivennen)

 MÆGTIG BRAND IAFTES.

"Teglgaarden"s fire Længer med Foderstoffer, Halm, flere Lastautomobiler og en større Benzinbeholdning nedbrændt.

Ved Syvtiden iaftes opstod der en heftig Brand paa den store Ejendom "Teglgaarden" ved Frederiksholm, og en halv Time efter var hele Himlen mod Syd farvet rød af de mægtige Flammer, som havde fundet overordentlig rig Næring i Gaardens Oplag af Halm, Foderstoffer og navnlig i den ene Længe, hvor der laa flere Hundrede Liter Benzin.

Branden kunde ses over hele Byen og langt udenfor denne, og i Tusindvis strømmede Folk ud af Enghavevej, til Fods, i Automobiler eller paa Cykler, saa der herskede Virvar og Trængsel overalt paa den ret smalle Vej.

"Teglgaarden" tilhørte tidligere Kommunen, men ejes nu af Aktieselskabet "Sydhavnsarealerne". Den bestaar af 4 Længer og indtager et Areal paa omtrent en Tønde Land, da hver enkelt Bygning er 50-60 Meter lang.

Alle Længerne er straatækkedc, og det hele var et mægtigt flammende Ild hav, da Brandvæsenet kom derud.

3 Motorsprøjter med 25 Slanger i Brug

Det var Brandinspektør Thisted, der havde Kommandoen paa Brandstedet, og det stod ham hurtigt klart, at han maatte have ekstra Assistance. Tilsidst var der 5 Brandmænd i Arbejde med Betjeningen af et Materiel, der bestod af 3 Motorsprøjter, 3 Tendere og 2 Stiger, og fra alle Sider blev Ilden angrebet og Baalet overdænget med Vand fra ikke mindre end 25 Brandslanger.

Da Ilden var paa sit højeste ved Halvottetiden, var det næsten ikke muligt at opholde sig i Nærheden af den brændende Gaard paa Grund af Heden, der straalede ud fra Flammerne, og desuden hindredes Brandmændene i at arbejde, fordi saa mange Folk færdedes mellem Sprøjterne og trampede paa Slangerne.

Politiassistent Mellerup, der hurtigt var kommet derud med en halv Snes Mand, maatte rekvirere Hjælp fra Hovedstationen, og 2 Udrykningsvogne ned hver 29 Mand mødte, hvorefter det lykkedes at faa Folk drevet tilbage.

Fare for Frederiksholms Børnehjem.

Kun den ene af Længene var beboet af nogle Sygeplejersker fra "Frederikholms Børnehjem", der kun ligger nogle faa Meter fra Gaarden, og medens Sygeplejerskernes Gangklæder og andre Ejendele brændte sammen med Gaarden, gik alle Bestræbelser ud paa at hindre liden i at brede sig til selve Hjemmet.

Her er der anbragt henimod 40 Smaabørn, som 

maatte bæres ud i Haven,

da man var bange for, at Ilden skulde tage fat i Bygningen. Ved store Anstrengelser lykkedes det at indskrænke Branden til "Teglgaarden".

Den kraftige Storm iaftes lod Gnisterne fra Branden ryge langt væk, og en Kilometer fra Gaarden ligger Kunstfyrværker Petersens Lager af Fyrværkerisager; paa den anden Side laa Børnehjemmet "Karens Minde", og det kunde ogsaa være Fare for, at ilden skulde gribe fat dér.

I den vestlige Længe paa "Teglgaarden" var der Stald, hvor der dog kun opbevaredes Halm, Hø og Foderstoffer, men i den nordlige Længe stod 14 Heste. Da der kun gik nogle faa Minuter, inden Ilden havde antændt alle Længer, voldte det noget Besvær at faa de urolige Heste ud af Stalden, men alle blev dog reddede.

I den sydlige Længe boede Sygeplejerskerne, som lider et betydeligt Tab, da ingen af dem havde assureret, og i den østlige Længe, hvor Ilden var opstaaet, fandtes Garage med mange Automobiler, tilhørende "Sydhavnsarealerne", og flere Hundrede Liter Benzin.

En Del af Automobilerne blev trukket ud, men 4 svære Lastautomobiler brændte inde i Garagen.

Selskabets Staldmester bor i en lille Bygning kort fra Gaarden, og da Branden var paa sit højeste, fandt man det raadeligst at flytte Møblerne ud fra Lejligheden. Vinden bar dog fra, og da Branden var slukket, slæbte Redningskorpsets Folk Staldmesterens Ejendele ind igen.

Efter et Par Timers strengt Arbejde med Slukningen var Brandmændene tildels Herre over Ilden, men der gik dog flere Timer, inden de første Sprøjter kunde køre hjem.

En Skade paa 150,000 Kr.

Hele Gaarden var totalt nedbrændt, og den anrettede Skade er betydelig. Direktøren for "Sydhavnsarealerne" er bortrejst, men Bogholder Hempel, med hvem vi talte, anslog Skaden til ca. 150,000 Kr.

Brandvæsenet var endnu ved Midnatstid beskæftiget med at rydde op i Ruinhoben, hvor det stadig glødede i Bunden, og der har været holdt Vagt derude inat.

Ildens Opkomst skyldes en hej Grad af Letsindighed.

Branden skyldes en Chauffør, som udviste en høj Grad af Uforsigtighed ved at gaa ind i Garagen, der var fyldt mød Benzin, med en tændt Staldlygte.

Redningskorpset havde været i Nærheden for at løfte et Lastautomobil. der var sunket ned i en blød Mark, op paa Vejen, og da Vognen var kommet op, gik Chauffør Aabereg, der er ansat i Selskabets Tjeneste, ind i Garagen for at hente Benzin til at hælde paa Lastvognen.

Inde i Garagen indtraf en Eksplosion, som maa antages at skyldes Benzindampenes Antændelse ved den aadne Staldlygte, og Chauffør Aaberg kom styrtende ud med Raabet: "Det brænder derinde!"

I et Nu stod hele Garagen i Flammer, og Stormen besørgede Resten.

Saavidt Brandvæsenet oplyste iaftes, er Oplagringen af Benzin paa et saa farligt  Sted som "Teglgaarden"s Garage tæt op til et Halmlager og en Stald, samt i en straatækket Bygning ikke anmeldt til Brandvæsenet og er følgeligt ulovligt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. januar 1923).

Teglgården var en meget stor gammel gård med stråtækte tage. På daværende tidspunkt var den ejet af aktieselskabet "Sydhavnsarealerne" som havde moderniseret den så den kunne huse en mængde vogne og automobiler fra søsterselskabet "Havnetransport". Der var også en stald til 16 heste.


Den store Brand i Sydhavnen

Den ulovlige Opmagasinering af Benzin er Skyld i Brandens Voldsomhed.
Brandinspektør Thisted udtaler sig.

Teglgaarden efter Branden.

Branden i Lørdags Aftes paa "Teglgaarden" ved Enghavevej, som ejes af Aktieselskabet "Sydhavnsarealet", hører til de voldsomst forløbende Brande, man har kendt. Saa at sige i et Nu stod hele den store firlængede Gaard i et Luehav. Om Brandens Pludselighed kan følgende give et klart Begreb:

Der blev alarmeret ude fra Gaarden Kl. 7, 9 Sekunder. 1 Sekund senere alarmeredes der fra Militær 35, Artillerikasernen paa Amager. Altsaa saa langt borte har man observeret Branden, og saa at sige samtidig med Folkene paa Brandstedet. Branden er brudt ud med en eksplosionsagtig Voldsomhed. Det er den oplagrede Benzin, der har gjort det.

Som omtalt afholdt Brandeksperten, Overbetjent Ottesen Afhøringer ude paa Stedet under selve Branden. I Hurlumhejen var det ham imidlertid umuligt at faa fat i de Mennesker, han gerne skulde afhøre. Søndagen er ogsaa en vanskelig Dag at træffe Mennesker, men i Dag tager han fat paa Kraft. Imidlertid er der næppe Tvivl om, at det foreløbige Resultat er rigtigt: Det er Chauffør Aaberg, som ved Uforsigtighed har paasat Branden, idet han hældte Bentin paa en Dunk inde i I-aden ved Siden af en brændende Lygte.

De sprængte Benzintromler.

Vi havde i Gaar en Samtale med Brandinspektør Thisted, som kommanderede det store Slukningstog. Han meddelte, at der egentlig ikke kunde tales om Garager i Forbindelse med "Teglgaarden". Man havde blot stillet Vognene ind i den kæmpestore Lade.

Som omtalt var der fundet to store Benzintromler i Laden. De var eksploderet, Bunden var sprængt ud af den. Hver af disse Tromler kunde indeholde 170 Liter. Desuden havde man fundet en tredje sprængt Tromle i et Rum tæt ved Hestestalden, hvor der som bekendt stod 16 Heste. Det er et rent Under, at man har naaet at faa Hestene af Vejen, inden Ilden omsluttede Stalden.

Yderligere havde man under Oprydningsarbejdet fundet 6 tomme Tromler. Det viser, hvilke mægtige Kvanta Benzin, der til Tider har været opmagasineret paa Gaarden.

Ansvaret for Benzinoplagringen.

Der maa som bekendt efter Loven kun opbevares indtil 35 Liter i en Garage. Større Kvanta skal enten være gravet ned eller der skal være truffet andre Forsigtighedsforanstaltninger. Et Sted som en Lade maa der endda ikke findes en Draabe Benzin.

En Mand, der indtager en betydelig Stilling indenfor Selskabet "Frihavnsarealerne", har udtalt, at man ikke betragte Rummene i Gaarden som Garager, men kun under Synsvinkelen: Skure, idet man havde givet Chaufførerne Ordre til at tømme Vognenes Tanke for Benzin. Derimod havde Selskabet vist ikke udstedt noget Paabud om, hvor Chaufførerne skulde gøre af Benzinen, og de havde altsaa ganske roligt hældt den i de Tromler, som befandt sig i selve Gaarden.

Det er forøvrigt oplyst, at ikke alle Chauffører bar holdt sig Selskalbets Ordre efterrettelig; efter Branden er det nemlig konstateret, at Tankene paa to Vogne er bleven sprængt.

Spørgsmaalet bliver altsaa! Hvem bærer Ansvaret, Selskabet eller Chaufførerne?

Torrent.

(Nationaltidende 29. januar 1923)

Jens Otto Dahlerup Marton (1872-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Opfostringshusets Jubilæum.

København, Mandag.

Ved en ualmindelig smuk Fest, under hvilken man følte, at alle havde Hjærtet med, har det kongelige Opfostringshus i Dag sejret sit 150 Aars Jubilæum.

Man samledes ude i den store Bygning paa Kalkbrænderivej, hvor der opdrages 70 smaa, fattige Drenge, der faa fri Forplejning, Beklædning, Undervisning samt Konfirmationsudstyr. Adskillige af Kjøbenhavns dygtigste Haandværksmestre ere udgaaede fra Opfostringshuset, hvis tidligere Elever have dannet en særlig Forening, "Opfostringshusforeningen", hvis Medlemmer, "De gamle Drenge", ofte have en stærkt udviklet Kammeratskabsfølelse overfor hinanden.

De smaa Drenge, der kalde sig selv for "Skorperne", vare i Dag i Pudsen og hver var pyntet med en Dannebrogssløjfe. Iøvrigt var der mange meget sine Folk med Ordener paa Brystet. I Spidsen for dem alle var Kronprinsregenten i Generalsuniform, ledsaget af Kronprinsessen, Prinsesse Marie og Prinsesse Thyra.

Med stor Frejdighed sang alle Drengene en udmærket Kantate, der var forfattet af en af Skolens Lærere, Inspektør Marton, og som begyndte:

Vort Barndomshjem!
Hver Gang Din Fest oprinder,
Da samler sig Din Fortids mange Minder
Og vidner i et højt, enstemmigt Kor
Om al den Trøst, den Kærlighed og Varme,
Som her de fandt. Du aabned' Dine Arme,
Vort Barndomshjem !

Der var flere af "de gamle Drenge", der brummede Hymnen til Barndomshjemmet med, medens de havde Taarer i Øinene.

Sceneriet var iøvrigt ret ejendommeligt ved sin Kontrast: Den lavloftede Sal, de gamle Træbænke, de smaa, nette, men tarveligt klædte Drenge, de straalende Uniformer Kronprinsen havde Følge med - de dekorerede Æresgæster og de kjoleklædte Talere.

Det var Borgmester Dybdal, der holdt den egentlige Festtale, idet han forklarede, hvad Opfostringshuset var, og hvorledes det oprindelig var stiftet af den noble og humane Bernstorff, der straks havde vundet Gehør hos Frederik den 5te. I Aarenes Løb var det gaaet op og ned, og man havde ofte trængt til Penge for at føre Programmet igennem. I Anledning af Jubilæet havde Tømrermester Thorup, der er en varm Ven af Huset, skænket 10,000 Kroner til dette, og et lignende Beløb var indkommet ved Indsamling mellem "de gamle Drenge". Man var nu nogenlunde situeret. Borgmesteren betonede stærkt, at man altid vilde arbejde med Kristendommen som Grundlag i Overensstemmelse med Statuterne.

I endnu stærkere Grad akcentuerede Forstanderen, Professor Otto Jensen, dette Kardinalpunkt. Han samlede Hjemmets Program i disse Ord: at hæmme alt selvraadigt og at fremme alt selvstændigt med Bønnen som den bedste Hjælper.

Efter at Forstanderen med en Blanding af Højtidelighed og Hjærtelighed havde uddelt Præmier til Børnene, der hver fik et lille Skæmtens eller Alvorens Ord med, rejste Kronprinsen sig. Det var tydeligt, at ogsaa han var revet med af den almindelige Stemning. Forst bragte han en Hilsen fra Kongen og takkede de ældre, med hvem han havde været samlet, da den ny Bygning indviedes den 29de Juni 1880.

Derefter vendte Kronprinsen sig direkte til Børnene og sagde:

"Mine unge Venner! Jeg bringer Jer forst Kongens og min egen Hilsen. Gør altid Skolen Ære og Glæde og bliv gode Sønner af Eders Land og trofaste Undersaatter mod Eders Konge. Det har glædet mig at være sammen med Jer i Dag, og særlig har jeg glædet mig over Eders friske Sang. Ogsaa jeg vil lægge Jer paa Sinde et Par Linier i en gammel Sang:

Vokser du end fra Barneaar,
Du vokser dog aldrig fra Fadervor.
Voks op til gode danske Mænd!"

Det var jublende Hurraraab, der ledsagede det Leve, som en af de som Marschaller fungerende nykonfirmerede Elever udbragte for Kronprinsen, ildrød i Hovedet af Forvirring.

Der vilde have været Fest paa Opfostringshnset, selv om man kun havde haft denne Oplevelse. Da der nu tilmed serveredes med sød Suppe og Flæskesteg, var Jubelen hos "Skorperne" næsten over alle Bredder.

(Østsjællands Avis, 1. juli 1903)

Foto fra Illustreret Tidende, nr. 39 i anledning af 150 års jubilæet i 1903. Artiklen bragte udover teksten også et foto af Otto Jensen, Jens Martons far.

Jens Marton blev ansat ved Opfostringshuset 1. maj 1893. Jens Marton var søn af en søster til arkitekten Jens Vilhelm Dahlerup (1836-1907), Margrethe de Fontenay Dahlerup (1844-1911) som blev gift med Otto Nicolai Jensen (1840-1915) i 1868. Faderen var forstander for opfostringshuset 1874-1914. Far og søn arbejdede altså ved jubilæet samme sted, Jens Marton som lærer og inspektør:

Otto jensens søn, Jens Marton, der også var lærer på skolen og som senere tegnede et noget mere flatterende portræt af sin far, fortæller i hvert fald, at forstanderen "forstod sig på drenge, fordi han selv havde været en rigtig dreng og huskede det. Ingen kom om hjørnet med ham, men heller ingen blev godforstået i en ballade som af ham. Han kunne i lange tider gå og nyde en ægte drengestreg og fortalte den til alle og enhver, han traf (...). Kun den dreng, der frækt prøvede på at bryde skolens gode tone og orden, blev holdt nede med hård hånd, til han kom på bedre tanker". Var man derimod lydig og veldisciplineret, var der ingen grænser for forstanderens elskværdighed og gode lune: især holdt den rare mand af "tykke gemytlige drenge. Dem havde han altid om sig i haven, og hvor han ellers havde travlt med håndens arbejde". (Carl Vilhelm Petersen: Snart med klap, men mest med stok).

Skolen lå på hvad der dengang hed Kalkbrænderivej. Dette navn blev ændret ad flere omgange, omfattende forskellige dele: Nordre Frihavnsvej (1892), Nordre Frihavnsgade (1906), Løgstørgade (1906) og Randersgade 1928. Bygningens nuværende adresse er på Randersgade 10.

Versificeret dramatisk fortælling, digtet "Skytsengelen" i 1918 anmeldt i Nationaltidende der kalder den "gode og sunde idealer for studenterugdommen og advarer den for løshed og udvendighed i livsførelsen". Anmeldt i Nationaltidende 2. juni 1918, København 7. august 1918, 


SKORPESPROGET

ET GAMMELT SKOLESPROG

AF

JENS MARTON

LIGESOM Dialekter er opstaaet og  bevares ved Afsondrethed, maa den egne Sprogbrug, som gerne findes i Kostskoler, hidrøre fra, at man der lever i et lille Samfund for sig uden Paavirkning af den store Nivellering ude i Almenheden.

Vore Dages, aabne Porte og nemmere Veje ud gør, at det særegne forsvinder, fra den klosterlige Skik og Brug, og det ejendommelige, lokale Sprog dør, saaledes paa den gamle Opdragelsesanstalt "Det kgl. Opfostringshus", en af Oplysningstidens gode Frugter, som Nyttetræet satte ved J. H. E. Bernstorffs Røgt, og som 1753 begyndte sit særegne Skoleliv paa Christianshavn i det nuværende „Søværnets Elevskole", i hvis store, stille Have Johanne Louise Heiberg søgte Hvile og Ro, da hun havde sit Hjem i Søkvæsthuset. Det var de store Kompagniers Tid, og Opfostringshuset maatte allerede 1775 overlade Handel og Søfart sin store Grund og selv flytte til Christians Plejehus, hvis store Bygninger strakte sig fra St. Kongensgade 108 ud til Bredgade, hvorfra man saa Skolegaardens Kastanje, en Søster til Rigsdagens kendte Træ, hæve sig kubehvælvet over det Plankeværk, som lukkede Byen ude fra det af lange, gule Bindingsværkslænger og store Porte afspærrede Hjem for 100 Drenge, nogle raske Fyre, som satte en Ære i Haardførhed og stolt kaldte sig Skorper, i Modsætning til andre Drenge, som var Krummer, et blødere Stof.

De grønne Drenge, som de kaldtes efter den oprindelige Dragt, grøn Livkjole med blanke Knapper, dannede i Aarenes Løb deres eget Sprog, Skorpesproget, nu næsten uddødt, efter at Skolen 1880 flyttede til Østerbro, og Skolelivet blev mindre strengt afsondret. Skorpenavnet bestaar dog og er nu blot en stolt Modsætning til Brokkerne, som alle andre Drenge i vore Dage kaldes med mindre Agtelse, end da de hed Krummer. Saa fast sidder dette Navn i alle Opfostringshusdrenges Bevidsthed, at de gamle Elever, som paa den smukkeste Maade holder sammen hele Livet, ovre i U. S. A. har dannet en Forening ligesom den, vi har herhjemme, og kalder den "Skorpe-klubben".

Har Udtrykket Skorpe sin forklarlige Oprindelse, kan det ikke siges om de fleste andre Ord i Skorpesproget; kun enkelte er tydelige nok, som Christianitter eller Nitter, Drenge fra Christianshavns Fattigskole, Bregadiener eller Jener, Drenge fra Bredgadens Skole og Ulke, Drenge fra Holmens Skole.

Medens Herlovianersproget har sin bestemte Metode og danner sine Gloser ved at forbinde den første og den sidste Del af det almindelige Ord, saaledes Spøret af Spanskrøret, er Skorpesproget som oftest vilkaarligt, tit dannet med ringe Smag, men af og til med et vist forsorent Humør.

Umiddelbart forstaaelige Ord er Runde, en tyk Skive Rugbrød, som den Dag i Dag er Elevernes Ration Morgen og Aften, og som stadig faar Æren for Drengenes gode Kræfter og hvide Tænder, og Endeskorp'en af Rugbrødet, Skalken, der tidligere var eftertragtet. I vore mere blødagtige Tider serveres den ikke, men gaar i Øllebrøden. Skalk brugtes i gamle Dage som Betegnelse for en særlig rask Dreng. Da Skorperne i U. S. A. vilde hædre en af deres Lærere, udnævnte de ham til Æresskalk.

Et ejendommeligt Ord er Lef, Slikkeri, som vel maa være en forkortet Form af en eller anden Sammensætning med "lefle", der brugtes meget i ældre Dansk. Ordet bruges endnu, derimod ikke det udvidede Garderlef, ekstra godt Lef, og Lemmelef, mindre anset Lef.

At skylde bruges heldigvis ikke mere. Det betød, at en lille Dreng for at kunne begaa sig maatte bringe en større Dreng, der holdt ham som Slave, Lef, naar han kom fra sit Hjem Søndag Aften. Tidligere havde Kostskolens yngste Elever det haardt under de ældres Tyranni, hvad gamle Soranere og Herlovianere kan fortælle en Del om, saaledes den barbariske Daab med forskellige Ceremonier, som nærmer sig Indianernes Pinsler. Paa Opfostringshuset bestod Daaben i at holdes under Vandposten en rum Tid. Nye Elever indviedes ogsaa ved en Spøg, som kaldtes Adam og EvaDen bestod i, at den lille nøje skulde efterligne en af de store Drenge i forskellige fantastiske Handlinger, Gebærder og Grimacer, som en taknemmelig Tilskuerkreds fulgte med nydende Latter; til sidst tog den store en Kasket og kørte den rundt i sit Ansigt; den lille fik samtidig en anden Kasket, og gjorde det samme, og da den i Forvejen var smurt ind i Sod, blev Følgen naturligvis en Jubel, som den lille Neger stod betuttet og saa paa uden at vide, hvordan han saa ud.

En af Skolens tidligere Elever tog sig en Gang for at optegne de Skorpeudtryk, som brugtes i hans Tid omkring. Midten af forrige Aarhundrede. Foruden, de allerede nævnte reddede han en Del Ord fra en Glemsel, som enkelte burde være dømt til. Saaledes Pesthuset som Navn for det kgl.. Opfostringshus. Det tyder paa, at Lokaliteterne og Forholdene i de gamle, usunde Længer i St. Kongensgade i ældre Tid har været saadan, at Drenge med deres Trang til stærke Udtryk blev inspirerede til en saa uhyggelig Benævnelse. Den var utænkelig i vore Dage, da Stiftelsen ligger som et Slot, lys og luftig, omgivet af Haver og med en solrig Legeplads omkring en moderlig-skærmende Lind i Midten.

Mimmerne kaldtes Fattiglemmerne i Holmens Arbejdshus, som laa langs Drengenes Gaard mellem St. Kongensgade og Bredgade. I et Hjørne af Gaarden var der en stor, aaben Skarnkasse, hvis brogede Indhold fristede Mimmerne fra deres Vinduer ovenover. De sad der, og pilkede gamle Støvler og Ragelse, de kunde bruge, i Sejlgarnssnører med Krog paa. Sprang en Dreng op i Skarnkassen og hjalp til, fik han firet et Kræmmerhus ned, fyldt med nogle af de Korender, som de gamle var sat til at pille.

Skolens Uniform hed med den kendte gamle Genetiv Husens Tøj. Andre Drenges Beklædning kaldtes Inte af Husens Tøj eller Brokketøj.

Skolens Klasser fra 1 ste til 4de kaldtes sidstny, næstsidstnytrediesidstny, og fjerdesidstny, jo fornemmere des besværligere. 

Portneren hed "Fatter Vivat". At smutte ud ad Porten forbi ham uden Tilladelse var at skotte.

Drengene lærte at sy. Et Redskab til at fugte Sømmene med oppe paa Skrædderværkstedet kaldtes en Vandkaptajn.

Challs Have var et forskønnende Udtryk for i Nødtørftshusene i Baggaarden. Nu kaldes de Sanssouci.

Aftenen før en Ferie eller Højtid var Stemningen gerne til Løjer. Det gjaldt da om at pudse hinanden. At skrabe Smørret af Sidemandens Runde var en almindelig Spas paa saadan en Smøraften. Ligeledes at bruge Bjælker, d. v. s. tygget Rugbrød til Angrebsvaaben. Hvor der findes lokale Sprog, er der altid flest Gloser paa Madens Omraade. Fedt Flæsk hed Nols, Spegesild Haresteg, Suppe Opvaskervand, Vandgrød Blaa Klumper eller Vandskvat, Blodbudding Negerbøf og Frikadeller Dæller.

En af Skolens berømmeligste Personligheder, i vide Kredse kendt som original Figur, men et elskeligt Menneske, Opfostringshusets Skrædder, altid blot kaldt Mester, en af Treaarskrigens raskeste Soldater, livfuld, barnligt lys af Sind og med et alle favnende Hjerte, var knyttet til Skolen hele sidste Halvdel af forrige Aarhundrede. Da Kosten i Halvtredserne var sløj og knap og Drengene ligefrem klagede over Sult, fik han Medlidenhed med dem og bragte Frikadeller med hjemme fra. Drengene lønnede ham med Øgenavnet Dælle. Han bar dog Navnet med Glæde, det som alt andet. Engang bar han det endog ned ad Gaden, skrevet med Kridt rundt om Pulden paa den kendte store Grundtvigianerhat.

Dæller var forøvrigt en Herreret, som det fremgaar af følgende: Naar Drengene fik dem til Middag, vilde de gerne stikke nogle til Side for at nyde dem til Aftensmaden. Men da de ikke saa godt kunde gemmes den lange Tid i Lommen, skønt en Drengelomme har Hus- og Hjerterum for en Del, fandt de paa at trække dem paa Traade af Stoppegarn og ved Hjælp af Stoppenaale fæste dem under Bordpladen, hvor de saa hang parat, naar de skulde bruges, og uset af den vagthavende kunde hentes frem. En eller anden Skurk maatte imidlertid snige sig ind i Mellemtiden trods den aflaasede Dør, for der var stadig bidt til Dællen, naar Ejerne tog dem af Traaden om Aftenen. Der var stærkt Røre og stor Harme. Men Tyven var og blev usynlig trods Vagt ved Nøglehullet. Drengene havde ikke tænkt paa, at Oldfruen havde en lille Hund.

Ogsaa de blaa Klumper har deres Historie. Efter Drengenes Skøn var der ikke Sukker nok paa Vandgrøden. De smuglede derfor et Kræmmerhus ind til Bordet og rystede det i et ubevogtet Øjeblik ud over Tallerkenen. En tidligere, gammel Lærer havde den Skik at tage de Kræmmerhuse, han fik fat paa, og drysse Indholdet ud over sine Yndlinges Portion. En Spøgefugl tog en Gang en Papirtut Natron med og sørgede for at blive opdaget, da han vilde til at komme det paa sin Grød. Læreren tog „Sukkeret" og gik hen til Duksen: „Du er en flink Dreng, og fordi Du aldrig har Sukker med, skal Du have det hele", hvorpaa den artiges Grød blev sødet, mens hele Klassen smilte.

Kartofler gjordes latterlige ved Benævnelsen Kaduller.

At drikke hed at delle, at bede om noget at spække.

Det var et staaende Udtryk af de indeholdte naar de Søndag Aften modtog dem, deiv havde haft fri og vendte hjem med Lommetørklædet fuldt af Granater (Klumper af brændt Sukker): "#Giv en Beit. Sikke stud!. Tag og giv en Beit." Ordet stud var det samme som studs, og en Bid kaldte de en Beit.

Hvor Drenge opfindsomt kan hjælpe sig med lidt, fremgaar af den Pandekagebagning, de engang foretog. Til Køkken valgte de et Sted, fjernt fra al god Smag, men ogsaa fjernt fra Tilsynet,, og her fandtes et Gasblus, som var tilgængeligt, naar én Dreng stod paa en andens Skuldre. Panden var en Sardindaase, et lykkeligt Fund i Skraldekassen, og Mel fik man hos Oldfruen til uskyldigt Klister. Smør skrabedes af det tiloversblevne Runde, og Mælken havde man fra Morgenbordet i en Lærke. Lidt Sukker var med Karakterstyrke levnet, i Kræmmerhuset til Vandskvatten, og Æggene "fandt" man i Hønsehuset.

At være slunken var at være sulten.. En umættelig Dreng kaldtes en Slunketudse.

En flittig Dreng hed Student, at være flittig at studere. At læse hedder, nu at kile.

En, som var dygtig til et Fag, især Gymnastik, Svømning eller en Leg, kaldtes en Kraftstikker.

En Lokkebolle var en indsmigrende Natur, en, der fedtede for Lærerne. Nu hedder det en Fedtehas.

En slesk og lumsk Fyr var en sleben eller skaldet eller runken Rad.

En Sladderhank. er den Dag i Dag en Spejt. Ogsaa Verbet at spejte bruges.

At kalde en Dreng ved hans Øgenavn var at mase.

At være gode Venner hed at være Rakkere.

At rose sig selv var at stose.

Det meget fortjenstfulde at tage Skylden paa sig kaldtes at tage Pose.

Naar man inden for en Klasse traf Aftale om en fælles Optræden, var man ved at lægge over.

At være overlegen over for de yngre hed at spille Svend.

At narre hed at prikke, at snyde at snose.

En daarlig Vittighed kaldtes skaaret Sjov.

At skære Knapperne af Bukserne til Klinkespil hed at drolleBlyknapperne, som sad i Skjortelinningen, hed Janter. Nu kaldes de Disser. Bægge Navne er ogsaa almindelige andre Steder i Drenge verdenen.

En Spytteklat hed en Olgert eller senere en Flamsk.

At tage paa Bar var at faa Prygl i bar Skjorte.

Motion, Luntetrav rundt i Gaarden for at holde Varmen, hed Stryg.

Kunstskøjteløb kaldtes at gøre Herre paa Isen.

At overnatte hjemme hos Forældrene hed at ligge i Dynerne.

At dele bruges endnu og betyder at faa et Stykke Ekstramad eller ved Middagsbordet at faa det, der er levnet af Lærerne.

Helle mig først! eller helle mig det! siges, naar man vil forbeholde sig Førsteret til noget. Udtrykket er vist ogsaa brugt andensteds. Helle mig sjok! var at helle sig sidst til noget.

Naar en Dreng ikke gad skifte Fodtøj for at komme over Gaarden, lod han sig draa, d. v. s. ride over af en anden.

Ved Aarhundredskiftet kunde man kun finde de fleste af disse Udtryk som Fortidslevninger i meget gamle Elevers Erindring. Skorpesproget er uddødt; de faa Gloser, som er igen, danner ikke et særegent Maal. Ord, som senere er kommet til, har ikke beriget Glossaret. Af dem kan nævnes at bøtte, som er at kaste Snebolde paa hinanden; at skejte over, d. v. s. at springe en anden over i Rækkefølgen, en Ret, ældre og stærkere Drenge tager sig over for de mindre; at tyre, d. v. s. banke Tøj; at kaje, d. v. s. at faa; at potte den, d. v. s. at sidde oppe i Pottevarmen, Stuevarmen, om Vinteren. En Pottekajer kaldes en, der "potter den".

En særlig Sprogform har Numrene, som Drengene har paa deres Tøj, Inventar og Ejendele, og som de desværre kalder hverandre med ligesom Soldaterne. Saaledes: Fi'tyve, ot'tredve, dæs (tres), hallers (70), syvlems (97).

Nogen Skønhed er der ikke ved Skorpesproget, og meget Vid er der ikke nedlagt deri. Man skal derfor ikke beklage dets Undergang i vor Tids Nivelleren. Men da det maaske kan have sin Interesse for en eller anden Filolog eller historisk interesseret, er det blevet optegnet her, saadan som det nu engang er. 

(Danske Studier, bind 19-22. 1922 side 64-69)

Om "Mester Christensen" hedder det på en hjemmeside:

I sin Bog "Personligheder fra svundne Dage ved det kgl. Opfostringshus, 1875-1920" giver Jens Marton en af Humor og varm Sympati præget Skildring af Mester Christensen, hvori det bl.a. hedder: "Til de gamle af Aar hører ogsaa Mester. Andet gammelt var der ikke ved ham. Man behøver blot at nævne Navnet; enhver, som har kendt ham, vil i Mindet straks føres hen til en lille ejendommelig lysende Verden af Ungdom og Glæde. Jeg regner det for en Lykke at have kendt og i mange Aar dagligt omgaaedes et saadant Menneske, et af de bedste, jeg har mødt. Alle vil sige det samme. Et Hjerte som en aaben Favn, et uskyldigt Sind som et Barn, en Tænkemaade, som var ledet af Finfølelse og medfødt Takt, der netop viste sig ved, at han ofte brød de ydre Former uden at støde eller saare, men altid kun glædede og morede dem, han var sammen med.  

Han var en Orig­inal i bedste Betydning. Som saa ofte for gode Mennesker var hans Liv, bag ved den Glans, der stod af det; en Tragedie. Men intet kunde dræbe dette glade Mod, intet plette denne blanke Sjæl". Som frivillig var han under 3 Aars Krigen med ved Fredericia og Isted. "Gamle Officerer har fortalt, at han vandt alle ved sit straalende Humør, sin Optimisme og sit Kammeratlige Hjerte. Syngende gik han paa. Det raske Mod svigtede aldrig. Det lette Københavnersind fløj foran og drog de sindige Jyder med". . "Mester blev populær hvor han end viste sig. Hans Ydre alene hendrog Opmærksom­heden paa ham; den lille ildfulde Skikkelse med de graciøse, hjertelige Bevægelser, det store bru­sende Sølvhaar om det skægløse Ansigt, det bløde grundtvigske Underskæg, den mægtige sorte, bløde Hat, det altid uregerlige Kravetøj og hele det spillende Liv, der udstraalede fra hans store, lyse Hjerte". - Ved Omtale af et Sommerbal paa en af de smukke Villaer ved Skodsborg, i hvilken Mester og Marton blev tilfældige Gæster hos fremmede, elskværdige Folk, og hvor Mester med Liv og Lyst deltog i Dansen med "disse sø'e, sø'e Stumper", holdt han en af sine improviserede, gaade­fulde Taler, som altid gjorde Lykke ved den elskværdige Festlighed, hvormed de uklare Ord blev sagt".

"Havner vi i et Elysium efter Døden er Mester en sikker Mand der paa en Plads blandt de bedste, ikke de bedste Skræddere, men de bedste Mennesker. Der drikker han da Guder­nes Nektar og holder maaske Taler, som er klarere end hans Jordiske". I Martons Bog findes Side 16, 20 og 23 fire fortræffelige Billeder af denne mærkelige Mand i forskellige Situationer. Den 22/1.23 døde Marton 50 Aar gammel.

Store Kongensgade 108. Over porten ses den tavle hvor der står: "Det Kongelige Opfostringshuus for Fattige Drenge Börn stiftet af Kong Friderich den Femte den 29 Junii 1753 og Herhid forflytet af kong Christian den Syvende den 17 Oct 1767." Oprindelig lå opfostringshuset i det senere Søkvæsthus. Efter nogle år flyttede det til denne bygning i Store Kongensgade. 1880 til Randersgade, se foto nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Skorpesproget.

Som bekjendt har vi foruden Rigsdansk og de forskjellige Egnes Dialekter eller Folkemaal adskillige andre danske "Sprogarter", om man ellers kan kalde dem saaledes, nemlig Soldatersprog, Forbrydersprog, Herlovianersprog osv., "Mundarter", der ligesom det vel nu forsvundne Tater- eller Kæltringesprog tales indenfor visse afsondrede Samfund, og som er mer eller mindre uforstaaeligt for den, der ikke er kjendt med de paagjældende Samfunds Terminologi.

I sidste Hæfte af "Danske Studier" fortæller Hr. Jens Marton lidt om et gammelt Skolesprog, som bærer det smukke Navn "Skorpesproget", men som nu er ved at bukke under for Tidens nivellerende Tendens.

Det var et Sprog, som taltes indenfor det 1753 paa Christianshavn oprettede kgl. Opfostringshus, som fra 1775 indtil 1880 havde Hjemsted i Christians Plejehus mellem Store Kongensgade og Bredgade, og Navnet hidrører fra, at det Hundrede Drenge, som havde Hjem i Opfostringshuset, kaldte sig selv for "Skorper" i Modsætning til andre Drenge, som kaldtes "Krummer" og senere, med større Foragt, "Brokker".

Medens et Skolesprog som Herlovianersproget har sin bestemte Methode og danner sine Gloser ved at forbinde den første og den sidste Del af det almindelige Ord - Spøret = Spanskrøret - , er Skorpesproget ligesom Forbryder- og Soldatersproget som oftest vllkaarligt og ligesom disse tit dannet med ringe Smag, men ofte med et vist forsorent Humor.

At en "Runde" er en Skive tykt Rugbrød, er jo umiddelbart forstaaelig og ligeledes at "Skalken" er Endeskorpen, der tidligere var eftertragtet af Drengene - fordi den gav Kræfter - , men nu gaar i Øllebrøden. "Skalk" betød dog ogsaa en særlig rask Dreng, og en af "Skorperne"s forhenværende Lærere nød den Ære at blive udnævnt til "Æresskalk".

"Lef" betyder i Skorpesproget Slikkeri, "Garderlef" var extra godt Slik, og "Lemmelef" var mindre ansete Godter. At "skylde" betød, at en lille Dreng for at kunne begaa sig maatte bringe en større Dreng, der holdt ham som "Slave", Lef, naar han kom fra sit Hjem Søndag Aften; thi tidligere havde Kostskolens yngste Elever det haardt under de ældres Tyranni, ligesom Tilfældet var paa andre Kostskoler som Kadetakademiet, Sorø og Herlufsholm, og en barbarisk Daab med forskjellige Ceremonier blev ogsaa brugt her.

Blandt Drengene gik det kongelige Opfostringshus ogsaa under Navnet "Pesthuset".

"Mimmerne" var Betegnelsen for Fattiglemmeme i Holmens Arbejdshus, som laa langs Drengenes Gaard mellem St. Kongensgade og Bredgade. I et Hjørne af Gaarden var der en stor aaben Skarnkasse, hvis brogede Indhold fristede "Mimmerne" fra deres Vinduer ovenover. De sad der og pilkede gamle Støvler og Ragelse i Sejlgarnssnører med Krog paa, og naar saa en af Drengene sprang op i Skarnkassen og satte Fangst paa Krogen, fik han til Tak firet et Kræmmerhus ned, fyldt med nogle af de Korender, som de Gamle var sat til at pille. Det var Lef. Skolens Uniform, der oprindelig bestod af grøn Livkjole med blanke Knapper, kaldtes "Husens Tøj", medens andre Drenges Beklædning kaldtes "inte af Husens Tøj" eller "Brokketøj"; Portneren hed Fatter Vivat, og at smutte ud af Porten forbi ham uden Tilladelse var "at skotte".

Drengene lærte at sy, og et Redskab til at fugte Sømmene med kaldtes en "Vandkaptajn", medens "Challs Have" var Betegnelsen for Baggaardens Nødtørftshuse, der nu kaldes "Sanssouci". Aftenen før en Ferie var Stemningen til Løjer, og det gjaldt at pudse hinanden. Man skrabede f. Ex. paa en saadan "Smør- aften" Smørret af Lidsmandens Runde, eller man brugte "Bjælker", det er tygget Rugbrød, til Angrebsvaaben. I slige lokale Sprog er der altid flest Gloser paa Madens Omraade; her kaldtes fedt Flæsk "Nols", Spegesild "Haresteg", Vandgrød "Blaa Klumper" og Blodbudding "Negerbøf".

En af Skolens berømmeligste Personer, kjendt i vide Kredse som en original Figur, men et elskeligt Menneske, var Opfostringshusets Skrædder. Han kaldtes blot "Mester", og han var livfuld, barnlig lys af Sind og med et Alle favnende Hjærte. Da Kosten i 1850'erne var sløj, og Drengene ligefrem klagede over Sult, fik han Medlidenhed med dem og bragte Frikadeller med til dem hjemme fra. Han lønnedes med Øgenavnet "Dælle", som han dog bar med Glæde, en Gang endog ned ad Gaden skrevet med Kridt rundt om Pulden paa den kjendte store Grundtvigianerhat.

Kartofler kaldtes "Kaduller", at drikke hed at "dølle" og at bede om noget var at "spække". En umættelig Dreng kaldtes en "Slunketudse", at læse hed at "kile", og En, som var dygtig til Legemsøvelser, kaldtes en "Kraftstikker", medens en indsmigrende Natur var en "Lokkebolle" eller en "Fedtehas". At "spejte" var at sladre, og Sladderhanken var en "Spejt"; en slesk og lumsk Fyr var "sleben", skaldet" eller "runken", og den, der kaldte en Dreng med Øgenavn masede. Roste man sig selv, "stosede" man; gode Venner hed "Rakkere", at tage Skylden paa sig var at "tage Pose", at narre hed at "prikke", og at snyde var at "snose".

At skære Knapperne af Buxerne til Klinkespil hed at "drolle", Blyknapperne kaldtes "Janter", nu kaldes de "disser"; en Spytteklat var en "Olgert" og senere en "Flamsk" og at "tage paa Bar" var Betegnelsen for at faa Prygl i bar Skjorte.

I Artiklen anføres endnu en hel Del lignende Gloser af "Skorpesproget", der nu i det Væsentlige maa regnes til de døde Sprog; der var heller ingen Skjønhed ved det, hvad Foranstaaende formentlig vil vise, men det kunde vel iøvrigt nok staa Maal med Forbryder- og Soldatersprogene og lignende Argot.

C. K. 

(Jyllandsposten 6. oktober 1922)

Randersgade 10, bygget til Det kongelige Opfostringshus, nu Heibergskolen. Opfostringshuset lå her 1880-1953. Bygningen var tegnet af arkitekt Ludvig Knudsen. Teksten over porten hvor der nu står Heibergskolen, lød: "Det er en mand godt, at han har baaret aag i sin ungdom". 1953-2004 lå opfostringshuset i Hellebæk. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Dødsfald

Overlærer Dahlerup Marton.

Overlærer Jens Otto Dahlerup Marton ved Opfostringshuset er i Gaar efter kun en Uges Sygdom død af Lungebetændelse.

Han var Søn af afdøde Professor Otto Jensen, den tidligere Forstander for Opfostringshuset, og blev kun godt 50 Aar gammel.

Efter at have taget teologisk Embedseksamen blev han Lærer ved Opfostringshuset, hvor han særlig underviste i Dansk. Han var meget afholdt af Eleverne, af hvilke adskillige vedligeholdt Forbindelsen med ham, efter at de var bleven voksne, og han var Æresmedlem af deres Forening.

Overlærer Marton var en begavet og literært interesseret Personlighed, og han forsøgte sig ogsaa selv som Forfatter, bl. a. med en versificeret Roman "Herman Ryge" og et Digt "Skytsengelen", der var hans sidste større Arbejde.

At han ikke havde rigtig Held med sit Forfatterskab, kunde stundom gøre ham melankolsk, men for det meste var han i godt Humør, og han var i sin Bekendtskabskreds kendt som en frugtbar Lejlighedsdigter.

Han var ugift.

(København 25. januar 1923)


Jordefærd.

Overlærer Jens Marton

Det store Kapel paa Vestre Kirkegaard kunde langtfra rumme det store Følge, da Overlærer ved Opfostringshuset, cand. theol. Jens Marton igaar skulde stedes til Hvile fra Kapellet. Opfostringshusets Drenge, i alle Aldre og alle Størrelser, var samlet om Kisten, og i Følget bemærkedes ogsaa mange tidligere Elever.

Vod Baaren var opplantet "Opfostringsforeningen"s floromhyllede Banner, ligesom et Par af Skolens Faner, baaret af de smaa Elever, medens Medlemmer af Foreningen stod opstillede som Marskaller ved Kisten. Der var sendt et saa overordentlig stort Antal smukke Kranse, at vi maa nøjes med at nævne dom fra "Opfostringshuset" og "Opfostringsforeningen".

I Følget bemærkedes Opfostringshusets Lærerstab med Forstanderen Holten Lützhølt i Spidsen, Forstander T. Høy fra "Jægerspris", Overregistrator H. B. Krenchel, Fuldmægtig Chr. M. Hansen, Gyldendalske Forlag, Grossererne Georg Lendorff, Georg Willer ug Gerhard Nielsen, Professor, Arkitekt L. Knudsen, Direktør Carl F. Larsen og flere Præster i Ornat, Politiassessor Prytz og Frue.

Efter Salmen: "Gudskelov, det hjemad gaar" talte Pastor Herskind overordentlig smukt og stærkt personligt grebet over sin afdøde Ungdomsven. Han dvælede vod den lykkelige Barndom, deres Skoledage i Borgerdydskolen og omtalte Martons store Kærligbed til Børnene og hans rene, trofaste og beskedne Sind. Jens Marions Minde vil leve længe ude paa "Opfostringshuset" og blandt Eleverne, ældre og yngre.

Efter Talen spillede Axel Hildingsen gribende smukt Mozarts "Ave Verum', og under Tonerne til: "Jeg er træt, vil gaa til Ro" bar "Opfostringsforeningen"s Medlemmer Kisten ud af Kapellet.

Ved Graven bragte repræsentant Bestle, Formand for "Opfostringshusforeningen", den Afdøde en Tak fra alle Opfostringsdrengene og lovede, at hans Minde vilde blive holdt i Ære. Saa sænkedes Fanerne over Graven, og efter Afsyngelsen af "Dejlig er Jorden" skildtes det mægtige Følge.

(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. januar 1923)