Horserød-Lejren. (Efterskrift til Politivennen).

 Ferie eller Opdragelsesanstalt

Parti fra Horserød-lejren hvor københavnske Kommunelærere har oprettet en af deres Feriekolonier for Drenge.

Vor Kritik af de uheldige Forhold paa Københavns Kommunelærerforenings Feriekoloni i Horserød har kaldt talrige Lærere frem med skriftlige og mundtlige Henvendelser. Fra alle Sider takkes vi fordi vi skarpt har trukket Linierne op for Forskelien mellem en Feriekoloni og en Opdragelsesanstalt, og nogle Forældre har bedt os fortsætte med Offentliggørelse af Breve fra Børn i Horserødlejren.

Idet vi her gengiver Indholdet af to saadanne Breve, understreger vi, at medens det er os magtpåliggende at Feriekolonierne ledes saa de bliver hvad de bør være: et Sted, hvor Glæde og Tilfredshed raader, maa vor Kritik ikke opfattes som rettet mod de københavnske Kommunelæreres Feriekolonier i deres Helhed

"Vi har det rigtigt skummelt - ."

En lille Dreng skriver til sine Forældre i Landskronagade:

Kære Forældre!

Jeg er kommet godt herover, men vi maatte gaa to Mil. Lærerne er ikke saa rare, og Maden er ikke sa god.

Denn3 Dreng er ikke nogen "Værgeraadsdreng", som Løjtnant Oluf Madsen har stemplet som uvorn og uregerlig. Heller ikke det Barn, der har skrevet, nedenstaaende Brev, er fra Værgeraad eller Opdragelsesskole, og hans Anklage mod Feriekoloniens Lærere skal ikke kunne siges at skyldes andre Instinkter.

Kære Mor!

Jeg har det ikke godt. Forleden Dag fik vi meden Kærnemælk, som vor lavet af Havregrøden, som var Resten af det om Morgenen. I Dag Mandag, gik vi ti Drenge ud i Skoven, for vi var ked af at rende paa en lille Firkant. Da vi kom hjem, fik vi af Spanskrøret, og saa maatte vi vaske Gulv hele Dagen. Vi er 117 Drenge ialt, men der er saa mange, der fedter. Om Eftermiddagen faar vi Opvaskervand. - Vi staar ved det arme Flag hver Morgen og Aften, og synger, mens det hejses op og ned. - Vi har det rigtig skummelt. Vi synger altid. Nu skal vi bort fra de skumle Lærere og ikke leve af Klø.

Det er, for ikke at bruge et stærkere Ord, nedstemmende, at en Feriekoloni, der er oprettet ved private og offentlige Midler, fordi selv det fattigste Barn bør have en lille Plads i Solen, at denne Koloni af Børnene opfattes som et skummelt Sted, hvor skumle Lærere, bevæbnede med Spanskrør holder dem indespærrede paa et skarpt afgrænset Omraade og tvinger dem til at synge hastemte Fædrelandssange. Lige saa smukt den Sang lyder, der kommer fra Hjertet, lige saa ynkeligt virker Synet af disse Børn, der tvinges til at stille sig op paa Række og Geled for i Sang at udtrykke en Begejstring, de slet ikke føler. Det er Humbug, og i Ferietiden skulde Børnene dog gærne have Lov selv at bestemme, om de vil synge eller ej. Som det nu gaar i Horserød, er der mange Børn, der græder.

Den 12-aarige Robert fra Oehlenschlägersgade er for nogle Dage siden afhentet i Horserødlejren af sin Fader. Han fortæller, at han blev pryglet for den mindste Forseelse, og hans Oplysninger om Kosten er saadanne, at andre Forældre, der har erfaret det, nu sender deres Børn Madpakker.

Er Skolelærere ikke egnede til Ledere af Ferieliv?

Vi har spurgt Forretningsføreren for D. U. I, om han kan forklare, hvorledes en Institution, der er tænkt at tjøne til Gavn og Adspredelse for Børn, kan komme til at virke i stik modsat Retning.

Hr. Michaelsen, som i en Aarrække har haft med 10,000 Børn at gøre, og som fører Opsyn med Feriekolonier i Boserup, Juelsminde og Randers, siger følgende:

- Jeg spaaede paa Forhaand, at Lærernes Koloni i Horserød vilde gaa galt. Der savnes en praktisk Ledelse. Lærerne føler sis stadig siddende paa et Kateder med et Spanskrør i Haanden. D'Hrr. Lærere har svært ved at glemme, at naar Skolen er lukket er de ikke længere Lærere og Børnene ikke længere Elever, der skal underkastes Skolens strenge Disciplin. I de 6 Aar, jeg har haft med Feriekolonier at gøre og haft med Tusinder af Børn at gøre, har jeg aldrig hørt en Klage, aldrig hørt noget Barn ønske sig bort, endsige løbe bort, og aldrig set en Stok blive løftet for at fremtvinge en Betaling. Befalinger hører ikke hjemme paa en Feriekoloni. Der bør alt gaa ved gensidig Hjælpsomhed, muntert, under Smil og Latter.

Da Konsul Olsen skænkede 100,000 Kr. til Indrettelse af Feriekolonier i Horserødlejren og da Folketingsmand Friis-Skotte og Departementschef Schrøder gik ind i den Komite, der paatager sig Opsynet med Lejrens forsvarlige Forfatning, drømte de næppe om, at dette smukke Sted skulde blive forhadt af Børn. Det var næppe forudset, at noget Barn vilde flygte derfra for med Magt at blive ført tilbage. Under den Form er Feriekolonierne en Falliterklæring men jeg er overbevist om, at Kommunelærernes Koloni i Horserød er en enkelstaaende Undtagelse.

Disse Betragtninger rammer sikkert Sømmet paa Hovedet, og det glæder os at kunne fastslaa, at de københavnske Kommunelæreres Formand, Hr. Thorkild Jensen, straks har taget Klagerne op til Undersøgelse.

Et besøg i Feriekolonien.

Kommunelærer Kjartan Andersen, der har udrettet et fortjenstfuldt Arbejde for Feriekolonierne, ankom til København i Aftes, og i Selskab med ham vil en af "Social-Demokraten"s Medarbejdere i Dag aflægge et Besøg i Horserød.

Forinden har Hr. Thorkild Jensen sammen med Kommunelærerforeningens Kasserer, Hr. lllemann, afbrudt sin Ferie for at inspicere Kolonien. Han fortæller om sit Besøg:

- Et og andet er ikke, som det bør være. Pladsen Børnene har at tumle sig paa, er saaledes for lille, i og da en Koloni af trætte Husmødre støder umiddelbart op til Børnekolonien, har det medført, at Børnene har faaet Ordre til at holde sig stille, netop i de Timer, der er givet dem til Leg paa egen Haand.

Men Kosten er god og rigelig, selv om det en enkelt Dag er sket, at Vællingen var sveden, eller at der kun var en Ret Risengrød til Middag. KL 8 om Morgenen faar Børnene Havregrød med Øl. Saa gaar de i Vandet og Kl. 12 er de tilbage til Middagen, der bestaar af to Retter Mad. Hvert Barn faar alt, hvad det kan spise. Efter Middagen leges der til Kl. 3, hvorpaa der serveres Kakao med Wienerbrød. Saa spadserer Børnene under Læreropsigt for at vende tilbage til Aftensmaden Rugbrød med Paalæg og Te.

At Lærerne ikke tør lade Barnene gaa til Skovs paa egen Haand synes jeg ikke, at der er noget at sige til. At de mindste Drenge faar Hjemvé er forklarligt. At der er vanskelige Børn imellem kan ikke undgaas, naar vi skal have Dagarbejdsskolens Elever med, hvad man indtrængende har opfordret os til. Saadanne Drenge er stukket af tre Gange og kommet tilhage, naar det passede dem. Den sidste Gang fik de Spanskrør. Hvad var der at gøre.

- Er det ikke bedre, at hjemsende de Børn, som ikke ønsker at være paa Kolonien, end at straffe dem med Spanskrør og Ørefigen?

- Skoledirektionen ønsker, at vi skal beholde dem.

- Paa den Maade bliver Feriekolonien altsaa en Tvangsanstalt?

- Nej, det er ikke Meningen.

Hr. Thorkild Jensen har den ærligste og bedste Hensigt og han føler sig overtydet om, at netop Lærerne er egnede til at lede en Feriekoloni. Foreningen har en Række Kolonier Landet over, og vi har haft Besøg af en solbrændt Dreng fra Kolonien i Lohals. Han var henrykt og taknemlig over sit Ophold paa denne Koloni. Heldigvis er det da ogsaa saaledes, at Titusinder af Børn er lykkelige over det Arbejde, der gøres for at skaffe dem ud i Guds fri Natur. Dette Arbejde bør fortsættes og udvikles.

Men naar der opdages en Fejl, bør den rettes, og alt tyder paa, at Ledelsen af Kolonien i Horserød er i urette Hænder. Dersom Børnene her er særlig vanskelige, bør der ogsaa være særligt egnede Lærere til at føre Opsynet.

Vi skal, efter i Dag at have besøgt Lejren, gøre nøje Rede for Forholdene paa denne stærkt omdisputerede Feriekoloni.

(Social-Demokraten, 23. juli 1923).

En Dreng truer med at stikke Horserødlejren i Brand

Vor Medarbejders Besøg i de københavnske Kommunelæreres Feriekoloni.

Uheldige Forhold, der let vil kunne afhjælpes.

Tilkaldt fra Nyborg foretog Hr. Kjartan Andersen, Formanden for Kommunelærerforeningens Ferlekolonier, i Gaar en Rejse til Horserød sammen med en af "Social-Demokraten"s Medarbejdere. Resultatet af denne Rejse vil forhaabentlig blive, at der fremtidig oprettes en særlig Feriekoloni for Dagarbejdsskolens Elever.

Uro i Lejren.

Kommunelærer Oluf Madsen, der leder Feriekolonien i Horserød, bekræftede overfor vor Medarbejder, at han og hans Kolleger hyppigt havde straffet de Børn, der er kommet til Kolonien for at tilbringe nogle Dage i smukke og sunde Omgivelser, hvor Forplejningen er god og rigelig, og Opsynet foregaar under venlige, helst kammeratlige Former.

Hvad nu Kosten angaar kan det fastslaas, at Børnene ikke behøver at sulte. Der er fuldt op af veltillavet Mad fra Grød og Vælling til tykke Rundtenommer, medens der maa spares paa Kødretterne, eftersom der kun er budgetteret 1 Kr. 75 Øre pr. Barn daglig - og disse Penge ikke gaar til Forplejning alene. Naar der ikke desto mindre fra den første Dag, det nuværende Hold Drenge kom ud paa Kolonien, har været Uro, skyldes det andre Aarsager. De belyses i nedenstaaende Breve.

Men denne Uro har taget et saadant Omfang, at 10 Drenge forleden gennemprygledes med Spanskrør, fordi de havde forladt Koloniens Enemærker og var draget til Skovs. Og hvad værre er, en af disse Drenge, der var sendt til Kolonien for at glædes og oplives, truede i ubændigt Raseri med at brænde Horserødlejren af. Der maatte i den Anledning gives Nattevagten særlige Instrukser.

Den Dame, der er Leder af Husmødrenes Feriekoloni i Horserød, en Koloni, der ligger tæt op til Drengenes, fortæller endog, at Truslen om at sætte Ild paa blev iværksat, men heldigvis uden Følger. Hvorvidt dette er rigtigt var det umuligt at faa konstateret. Men alene den Omstændighed, at svagelige Husmødre, som er sendt til Horserød for Rekreation, gaar i evig Angst for Ulykker, er tilstrækkelig til at vise, hvor uholdbar Situationen er.

Nogle Børn er i den forløbne Uge hentede hjem af deres Forældre. Andre erklærer, at de har det udmærket, og paa ingen Maade vil hjem. Hvad Lederne angaar hævder de, at Uroen skyldes, at der i det Hold, som for Tiden befinder sig i Horserød, er en Del Drenge fra Dagarbejdsskolen.

Men samtidig siger Lærerne, at disse Drenge ikke er de værste, og at det ikke fortrinsvis er dem, der har faaet prygl. Det er Drenge fra Mellemskolen, der har været Postyr med.

Hvorom alting er, synes det, som om de Lærere, der har Opsyn med det nuværende Hold Drenge, ikke har Løst deres vanskelige Opgave tilfredsstillende.

Dette bør dog ikke forskrække urolige Forældre. De Fejl, der er, vil blive rettede, og den smukke Tanke, der er udmundet i Oprettelsen af en Række Feriekolonier Landet over, fortjener fremdeles Støtte fra alle Sider.

En Feriekoloni for Dagarbejdsskolens Elever.

Siden "Social-Demokraten"s første Artikel om disse Forhold har vi modtaget en stor Mængde Indlæg, dels fra Forældre, dels fra Pædagoger. Nogle gør opmærksom paa, at i andre Feriekolonier hersker der fortræffelige Tilstande - hvad vi i Forvejen vidste. - Andre protesterer mod den Opfattelse, at Lærere ikke egner sig til Organisatorer af Børns Fritidsbeskæftigelse, og igen andre giver gode Anvisninger. Vi optrykker her et Brev af særlig Interesse. Det lyder:

Som Medlem af Tilsynskommissionen for Dagarbejdsskolen paa Christianshavn har Deres Artikler o, Feriekolonierne interesseret mig. Det synes herefter at bekræfte sig, at der endnu findes Lærere, der ikke har Øjet aabent for, at Værgeraadsbørn ikke maa behandles som anden Klasses Børn. Tværtimod finder jeg. at disse i særlig Grad trænger til Lærerens Bevaagenhed, saaledes at forstaa, at Læreren ved Godhed og Bestemthed søger at vinde Barnet for sig fremfor at støde det bort og derved eventuelt fremelske Trods.

Man skal ikke vise sin "Kærlighed" og Overlegenhed, som Drengen, der sagde: "Dig ka' jeg li', for Dig ka' jeg tæve".

Under alle Omstændigheder var det ønskeligt, om De i Deres ærede Spalter vilde slaa til Lyd for, at Børnene i Kbhvns. Dagarbejdsskoler fik deres egen Feriekoloni med deres egne Lærere.

Dette Spørgsmaal har gentagende været fremme paa rette Steder, men troer jeg, at der er taget mere Hensyn til den pekuniære end til den opdragende Side af Sagen.

Blev der oprettet en saadan Koloni, vilde antagelig Lærerne, men i særlig Grad Børnene fra Dagarbejdsskolerne, blive tilfredse.

Børnene vilde - det er jeg overbevist om - i ethvert Tilfælde tage paa Ferie med Glæde og nyde den som en Ferie bør nydes.

Ærbødigst

Carl Poulsen,

St. Møllevej 5.

Lærerne om Ledere.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om Lærernes Evner som Ledere af disse Kolonier har vi bl. a. modtaget følgende:

Med Beklagelse læser jeg om Forholdene paa Horserød Feriekoloni. Dog maa jeg tillade mig at sige, at naar der rejses Spørgsmaal om Lærere som Ledere af Feriekolonier for

Børn, saa er jo Forholdet dette, at der naturligvis findes Lærere, som ikke ret forstaar Opgaven; men jeg tror, at det er de færreste. Med den Erfaring, som jeg gennem Kendskab til Frederiksberg Kommunelærere« Feriekolonier har, véd jeg, at disse under Hr. Floranders og Hr. Orttrups Ledelse er saa gode, at alle Børnene hver Ferie ønsker at komme igen paa disse. Jeg mener, at det som er Tilfældet med Horserød, maa kunne rettes ved Valget af saadanne Lærere, som bedre forstaar Opgaven end de omtalte. Til de Forældre paa Frederiksberg. som har Børn paa Horserød under Hr. Florander, tør jeg sage, at disse er i gode Hænder, da Hr. Florander altid er afholdt og ligefrem elsket af Børnene og har et sjældent og forstaaende Greb paa at omgaas Børn. Det samme gælder for den Koloni paa Kongsøre, som Hr. Orttrup for Tiden leder, idet disse to Lærere er to ganske udmærkede Ledere af Børnekolonier. I Københavns Lærerkorps findes sikkert nok ogsaa saadanne Ledere, og som før omtalt maa det kunne lykkes at vælge saadanne, at Ferien kan blive til Glæde for Smaa som for Store.

Ærbødigst.

Thv. Petersen,

tre Kolonisters Fader,

H. Ibsensvej 50.

Vi anser det for et Held, at denne Sag er blevet rejst. Og vi nærer ingen Tvivl om, at de københavnske Kommunelæreres Formand, Hr. Thorkil Jensen, sammen med Hr. Kjartan Andersen, som selv er en udmærket Leder af Feriekolonier, nu vil drage Omsorg for, at Uroens Aarsag fjernes.

Saa meget er givet, at Børn, der er sendt paa Laudet for at tilbringe et kort Spand af Tid under harmoniske og lykkelige Forhold, ikke bør have et Spanskrør svævende over deres Rygstykker. Er der Børn, der ikke egner sig til Kolonilivet, som ikke ønsker at være paa Landet og som demoraliserer de øvrige, er det den simpleste Sag af Verden at sende disse Børn hjem. At prygle dem vækker kun deres Trods og forleder dem til at ophidse Kammeraterne.

Indtil videre er der kun sket det, at Ferieopholdet paa en enkelt Koloni er blevet mindre vellykket for et enkelt Hold Drenge. Men den Ulykke er ikke større, end at der med Lethed kan raades Bod paa den.

(Social-Demokraten, 21. juli 1923).

Social-Demokraten den 22. juli 1923 oplyste at frk. Jensen, viceskoledirektør ved Københavns Skolevæsen var afrejst til Horserød for at undersøge forholdene. Den 23. juli 1923 oplystes at formanden for de københavnske kommunelæreres forening, hr. Thorkild Jensen havde udstedt et kategorisk forbud med at anvende spanskrør i lejren. Samme Jensen skrev en længere redegørelse i Social-Demokraten den 24. juli hvor han afviste klagerne, men indrømmede dog at dogle drenge havde fået prygl som alternativ til at sende dem hjem. Til slut nærmest truede han med at hvis lærerne skulle lave sådanne kolonier for fremtiden for kun at blive kritiseret som uegnede til det, ville de bare stoppe det.

Formanden for tysk børnelejr i Horserød angreb også Social-Demokraten den 26. juli 1923, men indrømmede at kommunelærernes feriekoloni burde have flere end 4 lærere til at passe de 150 drenge, bl.a. fordi de havde den dårligste plads og "trætte husmødre" (nervesvage kvinder) som naboer.

Øverst til venstre: Ældre og yngre kvindelige Gæster med Lejrens eneste Hunde-Pensionær. Til højre: Lejrens Skaber, Konsul Jens Olsen deler Chokolade ud til sine Hjertevenner, Børnene. Nedest: Børnene paa Legepladsen. Foto fra Aftenbladet (København) 8. juli 1925.

En bekendt kunstners datter finder sin faders ben på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Hvorledes vore berømte mænd behandles.

I "Berlingske Tidendes" aftennummer stod i går en artikel om vore kirkegårde og gravenes hjemfaldelse og sløjfning, og den slutter med følgende stykke, der er i høj grad egnet til at vække opsigt, - vi er jo alle interesseret i kirkegårdsforhold, og en meddelelse som denne er jo stærkt egnet til at skabe uhygge.

Bladet skriver:

At kirkegårdskontorerne ikke altid er lige heldige med deres forsøg på at ville avertere de pårørende om lejemålenes udløb, giver en forhenværende teaterdirektør, hvis virksomhed særlig vil erindres på grund af hans pietetsfølelse og forkærlighed for den danske litteraturs klassiske periode os følgende eksempel på:

Fru Gyllembourg hvis jordiske rester er spredt for alle vinde.

En af vore kunstnere herhjemme, som endnu 40 år efter sin død vil mindes som en af vore største, blev begravet i sin svigerfamilies gravsted på Holmens Kirkegård. For 10 år siden hændte et dødsfald i denne svigerfamilie, og skønt gravstedet var stort nok - så stort, at der endnu var megen ubenyttet plads tilbage - undså man sig ikke for - blot for at spare sig lidt ulejlighed med at flytte en sten - at grave kunstnerens rester op og foretage en ny begravelse i samme grav .... uden at underrette den afdødes datter, der passede sin faders grav med kærlighed og højagtelse.

- Nogen tid senere kom datteren derud, og det er let at forstå hendes bevægelse og hendes lidelse, da hun opdagede, at den grav, som hun elskede og værnede om, var borte og det slog hende med rædsel, da hun ved lidt nærmere eftersyn fandt nogle enkelte benrester ligge ovenpå jorden. Man havde ikke engang gjort sig den ulejlighed at forvisse sig om, at det, der var kommen op ved gravningen af den nye grav, var fjernet igen.

Det er det lumbyeske gravsted det drejer sig om

Samtale med inspektøren på Holmens Kirkegård.

VI talte i dag med inspektøren på Holmens Kirkegård, der selvfølgelig følte sig meget ilde berørt. Han udtalte:

Der sker aldrig noget sådant her på kirkegården, og i de 17 år jeg har været her, mindes jeg ikke et eneste tilfælde, hvor en grav er blevet sløjfet før tiden var udløbet. Vi lader tværtimod altid nogen tid forløbe ud over den stipulerede.

Af store kunstnergrave her på kirkegården, kan jeg kun tænke mig en eneste, som her

kan sigtes til. Det er det store Lumbyeske gravsted, hvor der for nogle år siden blev sløjfet en slægtnings grav, gravstedet er i to afdelinger, og på den ene var en grav, der måtte sløjfes for at give plads, - men det var ganske i overensstemmelse med de gældende lovbestemmelser. Graven var hjemfalden, - og når "Berlingske" fortæller en hårrejsende historie om benrester, der ligger spredte på jorden, er dette absolut fri fantasi, - grim fantasi tilmed.

De rester, der er tilbage i sådanne grave, bliver altid, med al pietet, gravet ned i en stor grav andetsteds på kirkegården. 

Fru Thomasine Gyllembourgs jordiske rester fjernet af sin slægtning, godsejer Westenholz.

Ellers ved jeg kun et tilfælde, hvor en kendt kunstners grav er sløjfet. Det var fru Thomasine Gyllembourgs, der efter ønske af godsejer Westenhohl, der er hendes nærmeste nulevende slægtning, og som råder over gravstedet, og skulle bruge pladsen, forlangte sig denne udlagt. Men der var absolut intet tilbage i graven, alt var hensmuldret, - men hun havde jo også ligget det meste af et århundrede.

(Folkets Avis, 5. juli 1923).

"Hellig Hansen" død. (Efterskrift til Politivennen)

Portræt fra hans sidste Leveaar.

Natten til Lørdag lukkede den 74-aarige Snedkermester Hans Hansen sine trætte Øjne ude paa Almindelig Hospital, hvor han tilbragte de sidste otte Aar af sit Liv.

"Hellig-Hansen" - som han kom til at hedde paa Grund af sit fromme Ydre - var i 80'erne Københavns hædrede Byggekonge.

Han kom som Haandværkersvend fra Fødebyen Kirkerup, energisk af Sind, med stærke Hænder og med en brændende Lyst til at arbejde sig i Vejret.

Heldet fulgte ham i en lang Tid. Han fik "Nap" i et Par Byggeforetagender, der rakte en vis Opsigt ved en den Gang ukendt Flothed, og opførte ti store Ejendomme, dels i Farimags- og Frederiksborggade-Kvarteret, dels - og navnlig - Dagmarteater-Komplekset og "National". 

Disse to Byggeforetagender vakte den Gang den allerstørste Opsigt, og Københavnerne valfartede til "National" og beundrede Salens brede Arkitektur, de svære Søjler og de flotte forgyldte Kvindeskikkelser og Engle 

Endnu den Dag i Dag ser man med nogen Velbehag paa den Elegance, der ligger i disse Bygningsværkers Linier, og Dagmarteatret og det tilhørende Hotel bærer i sit Ydre og i nogen Grad ogsaa i sit Indre Vidnesbyrd om sin Bygherres Fantasi og stort anlagte Form.

Men, som ofte omtalt, stak der jo en Del "forgyldt Elendighed" i Foretagendet. Det saa ud som Marmor og var Kalk og gemene Sten, og Herman Bang gennemskuede Herligheden og fandt Stof til sin dengang saa stærkt omtalte Roman "Stuk".

Hans Hansen i sin Velmagtsperiode 

Men "Hellig Hansen" stod i sin Berømmelses Straaleglans og naaede sit Livs stolteste Øjeblik, da Christian den 9. fæstede Ridderkorset paa den tidligere Kirkerup-Bondes Kjoleopslag.

Saa kom Nedgangsperioden med Knald og Fald, og Hansen mistede hurtigt hele sin betydelige Formue - og dermed sin Prestige.

Fattig og nedslaaet maatte han tllsidst ty ind bag Almindelig Hospitals beskyttende Mure, og her levede han stille og beskeden, drømmende om den store Tid, da han var Københavns mest omtalte og feterede Mand

(Social-Demokraten, 17. juni 1923).

Detalje med Hans Hansens krummelurer, Rømersgade 3-5. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De fleste af de bygninger som Hans Hansen var bygherre for, findes stadig:

Kastanievej 1, Frederiksberg (1874), Mynstersvej 10, Frederiksberg (1877), Rømersgade 1-5 (1879 af Julius Bagger), Ahlefeldtsgade 16 (1879), Dag Hammarskjölds Allé 3-5 (1879-80), Nørre Farimagsgade 13-15 (1880-81 af C. Knudsen), National Scala (1880-83 af H.V. Brinkopff), Dagmarteatret (1881-83 Ove Petersen efter forlæg af Charles Abrahams, finansieret af Isak Glückstadt), Cirkusbygningen (1885-86 af H.V. Brinkopff, forberedt af Hansen, færdiggjort af andre bygherrer)

Hvor Solen aldrig naar ned. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en af den gamle Bys snævre Gaarde.

Sommerferien staar for Døren. Den vidunderlige Tid, hvor vi skal samle nye Kræfter til at staa en lang Vinter igennem.

Men trænger vi Voksne til en Tid at lægge Byens Støv og Stenbro bag os, i hvor langt højere Gnad er det saa ikke Tilfælde med Børnene. Dem fra Baggaarderne og Sidegaderne. Der, hvor Solen aldrig kan naa ned, der, hvor Gaardspladserne er som Brønde, hvor frisk Luft kun kendes af Navn. Tænk. hvad det betyder for disse Børn i en Maaneds Tid at komme bort fra Byen ud til Mark og Skov og Vand. Derude, hvor blege Kinder faar Sundhedens friske Rødme, hvor Øjnene bliver blanke og Sindet som et Barnesind skal være.

Men alt, tyder paa, at det bliver smaat med Tilbudene i Aar fra Landboerne. Det er som om de holder sig mere tilbage end de tidligere Aar. 

Og derfor er det, vi gerne vilde lægge et godt Ord ind for vor Bys blege Børn.

Tiderne har medført, at der yderligere er bleven Smalhans i Hjemmene, og det faar Børnene selvfølgelig ogsaa at mærke. Derfor trænger de Smaa dobbelt i Aar til at komme ud og samle Kræfter og Minder, de aldrig vil glemme.

Se blot paa ovenstaaende Billede fra en af den gamle Bys Gaarde! Se den Flok dér paa Trappen. Taler den ikke for sig selv? Er den ikke som en eneste Bøn om lidt Glæde, lidt Lys og Luft - en Bøn: - Lad os komme ud paa Landet. Og vi slutter os saa kraftigt, vi formaar, til denne Bøn

(Aftenbladet (København) 19. juni 1923).

Børnenes Kontor. (Efterskrift til Politivennen).

Husk Børnenes Kontor!

Der ventes på sol i Adelgade.

Vor Fotograf tog i Gaar paa et af sine Strejftog ovenstaaemie karakteristiske Interiør fra det "indre" af et Hus i Adelgade.

Her sad et Par Smaabørn og læste flittigt paa deres Lektier. Det er snart Eksamenstid, og det gælder om at kunne kunde Geografi, Verdenshistorie og alt det andet, som skal til, for at de smaa Væsner kan komme op i en højere Klasse.

Og naar saa det Arbejde er gjort - hvad saa? Saa kommer det dejlige, der hedder Sommerferie, og Spørgsmaaiet er da, om disse Børn, vi her ser, og de Tusinder af deres Kammerater skal tilbringe Ferien i Adel- og andre indelukkede Gaders Baggaarde, eller om de skal faa Lov til at indsuge Landets unægtelig adskilligt sundere luft?

Dette Spørgsmaal tillader vi os at lade  at gaa videre til vore Læsere, der aldrig har svigtet, naar en god Sag stod paa Dagsordenen.

Svar nu ikke, at Solen jo slet ikke skinner, og at der altsaa ikke er "noget ved" at komme paa Landet!

Vejret kan heldigvis blive bedre - slettere i hvert Fald vanskeligt. Der er endnu nogen Tid, til Ferien begynder, og mangt ng meget kan blive solforgvldt til den Tid.

Men iøvrigt er alene det, at de smaa forlæste og trætte Børn kan komme ud til Skov og Strand, en stor Velsignelse for dem.

Derfor er det. vi beder Dem huske Børnenes Kontor i Kr. Bernikowsgade Nr. 2

(Social-Demokraten, 12. juni 1923).

Uddelingen af Klæder og Skotøj til Feriebørnene tog sin Begyndelse i Gaar Formiddags i Eksercerhuset i Gothersgade. Vort Billede viser en smuk lille Scene med en Mand, der fra de store Beholdere udsøger og tilpasser Fodtøj til de forventningsfulde Børn, der er mødt i Træsko og Kludesko. Alene dette Billede maa kunne røre mange Hjerter - og aabne manges Pengepunge. Børnenes Kontor i Kr. Bernikowsgade Nr. 2 og Filialerne i Frederiksborggade og Frederiksberggade tager med Glæde imod ethvert Bidrag.

Forventnigsfulde Skolepiger.

(Social-Demokraten, 26. juni 1923).

Børnenes Kontor uddeler Sommertøjet.

Glade Feriebørn prøver Ferietøjet.

(Atenbladet (København), 26. juni 1923).

Børnenes Kontor i Kr. Bernikowsgade 2, og en Kreds af Rollinger, der glæder sig til Jul. Bidrag modtages her, staar der ved Indgangen til Børnenes Kontor, og det skal siges til Københavnernes Pris, at de ikke gaar ligegyldig forbi. Fra det Øjeblik Kontoret aabnedes i Gaar Morges var der livligt Rykind. Maaske var Gaverne ikke saa store som tidligere Aar, men de var lige saa talrige, og mange Bække smaa.....

Omkring Børnenes Kontor grupperer sig Storbyens fattige. Børnene er uskyldige, og de forstaar måaaske knap, at der begaas Uret imod dem. Men en Ting forstaar de: Julen er nær. Og denne Tanke opfylder Børnenes Sind. Skuf dem ikke. Giv din Skærv.

(Social-Demokraten, 2. december 1923).

Spændingen i Børnenes Kontor

"Børnenes Kontor" i Kristen Bernikowsgade.

(Aftenbladet (København), 18. december 1923).

Social-Demokraten, 23. december 1923