Da Syerskerne blev udelukkede. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Da Syerskerne blev udelukkede.

I Lørdags Aftes blev altsaa de københavnske Syersker sat paa Gaden.

Hvorledes er det? Lærte vi ikke i vor Barndom i Bibelhistorien, at naar Herren vrededes, saa lod han regne Ild og Svovl over Jorderig? Men ak, det er længe, længe siden, i Lørdags Aftes skete intet af den Slags.

Lock-outen har naaet Brutalitetens og den usminkede Raaheds Tinde.

Først var det de syv jyske Byers Snedkersvende, der var Aarsagen. Denne Aarsag faldt, og saa blev det de "utaalelige Forhold paa Arbejdspladserne", men nu er det sidste Dække faldet. Hvorledes skulde man kunne tale om utaalelige Forhold paa Arbejdspladserne for Kvindernes Vedkommende? De sidder rundt i de smaa Hjem og arbejder.

Ganske vist, ingen vil nægte, at deres Arbejdsforhold er "utaalelige", men det er dog neppe den Slags Utaalelighed, Arbejdskøberne slaar om sig med. Overfor Kvinderne har man da maattet bekende Kulør, det er Fagforeningen og den alene, man vil til Livs.

Enkeltvis eller to og to kom Syerskerne gaaende ind fra Nørrebro. De kom gaaende med store Byldter og Pakker, mange kom med Barnevogne fulde. En Syerske afleverede alene for sig 36 tilklippede, men usyede Jakker, saa mange havde hun efterhaanden faaet hjem; Fabrikanterne havde ikke troet paa et Heltemod, der kunde staa herfor, nun hun bragte alle de 37. Sjældent er vist Syerskerne blevne behandlede saa elskværdig som i Lørdags. Om Frøkenen ikke ønskede at tage lidt med tilbage? Hun behøvede ikke at bære det selv. Karlen kunde godt hente og bringe det. Den gamle ridderlige Aand vaagnede pludselig op igen, men Syersken siger nej Tak og gaar rolig sin Vej.

I Porten bliver hun staaende lidt, andre kommer til, og de bliver lidt. Det er, som de trængte til at slutte sig sammen et Øjeblik, før de gaar bort.

En Herre fra Forretningen stiller sig op ved Siden af dem.

"Naa, naar ser vi Dem igen ?" spørger han.

"Ja, det maa jeg spørge Dem om", svarede Syersken, en køn, høj, ung Pige.

"Ja, De ved jo, De bare kan komme paa Mandag; er det noget for saadan en køn Pige som Dem; at holde paa en Fagforening?"

"Den holder jeg paa", svarer Syersken ham kort.

De slaar lidt tavse vendt mod hinanden. Saa strækker en bleg og forknyt udseende Syerske sin Haand ud mod den kønne, høje og siger stille :

"Farvel, Laura!"

"Farvel, Anna, vg hav det godt, til vi ses igen."

"Du ogsaa", svarer den blege, og som i pludselig Angst, ikke for sig selv, thi hun ved, at hun kan lide men for at den høje og kønne skal blive træt i Kampen, føjer han indtrængende til: "Og Du holder jo ud, Laura ?"

"Det gør jeg Anna." og bærende sit kønne Hoved højt gaar hun bort, medens den blege smiler roligt og iler bort i anden Retntng. . . .

Hvor let at holde Ideens Fan højt, naar alle Øjne er rette de paa en. Hvor uendelig svært, naar man gaar bort alene, uænset og uset, og ens eneste Trøst er, at den kønne Kvinde vil holde ud med en.

I Sandhed, vort Land ejer Heltinder!

NB

(Social-Demokraten 1. september 1899).

Lockouten varede i mere end 100 dage. Den afsluttedes med det såkaldte Septemberforlig (af 5. sept. 1899). Forliget var at arbejdsgiveren havde ret til at lede og fordele arbejdet. Fagforeningerne fik ret til at organisere sig og til at strejke. Septemberforliget var i kraft frem til 1960.

Kvinderne svigtede ikke. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Kvinderne svigtede ikke.

Da Syerskerne i København blev kastede paa Gaden.

Det blev en travl Dag i Lørdags for de Fabrikanter, som smed Arbejdere paa Gaden.

Hele Udsmidningen var nemlig øjensynlig lagt mere an paa en Sprængning af den kvindelige Forening i Herreskræderfaget, end paa at etablere Lock-out i Faget. Derfor fristede Fabrikanterne som Djævelen i Ørkenen og sagde: "Alt dette skal tilhøre Dig, om Du vil falde ned og tilbede mig!" Trods alle Forsøg stod Syerskerne i Lørdags Aftes lige saa godt organiserede som før, og dog var Arbejdsgivernes Anstrengelser saa fortvivlede, at de endog fornægtede deres egen rare Arbejdsgiverforening.

Flere Fabrikanter valgte den Fremgangsmaade, at de Fredag Eftermiddag og i Lørdags Formiddags kaldte deres Syersker ind til Privatkonferencer paa Chefens Kontor. To a tre Kvinder ad Gangen kom ind til den mægtige Mand, og han forestillede dem, hvor godt de nu havde det efter den sidste Lønforhøjelse. Bare de vilde melde dem ud af Fagforeningen, kunde de have det saa rart, uden at savne noget her paa Jorden. De kunde gøre en Akkord. Hvis Syerskerne vilde melde sig ud af deres Fagforening, vilde han ogsaa melde sig ud af Arbejdsgiverforeningen. Det gik jo ikke saa nemt med det sidste, men alligevel, han var lumsk ked af den, og naar saa begge Parter var frigjorte for Foreningerne, kunde de leve et fredeligt og roligt Samliv.

Syerskerne sagde Nej!

Andre Fabrikanter vedblev overfor deres Syersker at være de samme tilknappede brøsige Herrer som for, men ved Siden heraf averterede de efter Syersker, som skulde indlægge Billet paa "Social-Demokraten"s Kontor. Naar disse Kvinder kom til dem, var Fabrikanterne lutter Elskværdighed. De kunde meget godt faa Arbejde til høje Priser hos dem, og ligesom rent tilfældig kom saa det Spørgsmaal: "De var vel ikke i Fagforeningen ?" Jo, det var de da, lød altid Svaret; naa, ja, men den kunde de jo melde sig ud af? Heller ikke hertil havde Kvinderne Lyst, og saa hed det, at de kunde godt faa Arbejde alligevel. Fabrikanten vilde da lade, som han ikke vidste, at de var Fagforenings medlemmer.

Heller ikke her paa vilde Syerskerne naturligvis indlade sig, thi de ræsonnerede fuldkommen rigligt, at saa kunde han lige saa godt beholde dem, han havde.

Ogsaa en Del Linnedsyersker blev gjort arbejdsløse, fordi de ikke vilde svigte deres Organisation. Lock-out'en er erklæret over hele Linjen i Herreskræderfaget i København. Kun to Fabrikanter har ikke villet være med i denne brutale Komedie. Det er d Hrr. Jens Kjeldsen og Simonsen. Hos dem fortsættes Arbejdet som sædvanligt.

(Social-Demokraten 29. august 1899).

Fru Lona Barrisons kniplinger. (Efterskrift til Politivennen).

Lona Barrison er den mest bekendte af de unge piger, der i sin tid udgjorde truppen "Søstrene Barrison", og som vakte kolossal opmærksomhed i udlandets varieteer på grund af deres skønhed, ungdom og kvikke optræden - men først og fremmest på grund af deres letklædthed.

Hun - der ligesom et par andre af selskabets medlemmer stammede fra Fyn - gik imidlertid hen og giftede sig, og da flere af de andre fandt på det samme, opløstes så truppen.

Fru Lona Barrison, som hun derefter kaldte sig, optrådte nu på egen hånd og fejrede mange triumfer. Men samtidig havde hun rigtignok den sorg, at formanden for den tyske Artistforening bestred hendes foreteelser i sit blad og betegnede hende som en dame, ingen anstændig artist kunne optræde sammen med.

Det kom til en proces mellem hende og hendes mand på den ene side og artistformanden på den anden, og det endte - atter en sejr for danskheden! - med at artistformanden måtte erlægge en bøde, hvorhos hans udtalelser blev mortificerede.

Men fru Lona Barrison har efter denne Pyrrhussejr haft mange genvordigheder at udstå, og for nogen tid siden, da hun indlogerede sig i et hotel i "Unter den Linden" i Berlin, gik det så vidt, at man ved allehånde trakasserier søgte at få hende til at fortrække fra hotellet.

Der var da også nogen - hvem det var vides ikke - der fik en af pigerne til at stjæle de kniplinger, Lona skulle have på ved sin optræden om aftenen i Apolloteatret. Og da fru Lonas dragt om aftenen så at sige udelukkende består af disse kniplinger, vil man forstå, at hendes optræden nu var blevet umuliggjort.

Men i disse dage har hun fået en frygtelig hævn over hotelpigen. Hun meldte nemlig straks sagen til politiet, og nu har retten idømt pigen en måneds fængsel for - tyveri.

Sådan sejrer altid retfærdigheden og den hvide uskyld.

(Aarhus Amtstidende, 27. juni 1899).

Lona Barrison. Theatermuseum Wien. Reutlinger, Paris. CC BY-NC-SA.

Syerskernes Levevilkaar. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Syerskernes Levevilkaar.

Det er en af alle anerkendt sætning, at et Menneske, der kan og vil arbejde ogsaa bør kunne leve af sit Arbejdes Udbytte. Selv de mest forstokkede Højreblade erkender i al Fald paa Papiret, at det er usunde Forhold, naar Arbejdet ikke kan give dets Udøver det nødvendige til at opholde Livet. Det er naturligvis Uenigheden om, hvor meget der hører til det nødvendige, der vil aind tvistes om, hvad der skal forstaas ved at leve. Kapitalisten med de 5000 Kr i aarlig Indtægt vil daarlig indrømme, at Arbejderen ikke kan leve af lige saa mange Hundreder, men derimod vil han altid vande paa, at selv den ubetydeligste Nedgang i hans Indtægter vil for ham betyde den rene Nødstilstand.

En Mand i en af vore smaa Provinsbyer erklærede saaledes paa et Møde, at hans Indtægter umulig kunde forslaa til Middagsmad hver Dag, skønt Gud og hver Mand vidste bestemt, at Mandens Embede var lønnet med 5500 Kr. aarlig. For at Læserne dog ikke skal tro, at han var helt gal, skynder vi os at tilføje, at Manden var Præst, og disse kære Medborgere har jo almindeligvis ikke stor Forstand paa denne Verdens Goder.

Men nok herom. I al Almindelighed erkender enhver, at en Arbejder er sin Løn værd, og at denne Løn ogsaa maa være saa stor, at han kan spise sig mæt.

Men vi har her i Byen en ikke saa ganske lille Klasse, endda oven i Købet faglærte Arbejdere, paa hvem denne almindelig anerkendte Regel ikke passer, og for hvem der indtil den aller sidste Tid slet ikke har var været gjort en Smule for at faa den til at passe.

Denne Klasse er Syerskerne.

Den herværende "Syerskernes Fagforening" har meget fornyligt begyndt sin Virksomhed med at indsamle og skematisk bearbejde alle de Oplysninger, der angaar Arbejdernes Virksomhed paa Systuerne her i Byen, og de Resultater, som man ad denne aldeles paalidelige Vej har opnaaet, er saa mørke for Fagets Udøvere, at det vilde være Galmandsværk at begynde at skrive om dct. hvis man ikke kunde vedlægge det skrevne med de statistiske Tal. Der er simpelthen ingen, der vilde tro det skrevne.

Der er her i Horsens, saa vidt det har kunnet oplyses, 52 Systuer, hvor der benyttes Lønarbejdere som Medhjælp i et Antal fra 1 til 12 paa hvert Sted. Ialt er der 193 lønnede Syersker beskæftiget paa Systuerne og i dermed beslægtede Brancher, f. Eks. Trikotagesyning. Den ugentlige Løn for disse har i de sidste 4 Uger bevæget sig mellem 3 og K Kr. i Gennemsnit, naturligvis paa egen Kost og Logi Det viser sig endvidere, at de største Forretninger er de daarligste Arbejdsgivere, og at det fineste Arbejde, det, hvorved der særlig skal anvendes Paapasselighed, og til hvis Udførelse der hører mest Øvelse, er det, hvorved der tjenes den mindste Løn.

I Sandhed hyggelige Forhold. En Pige, der for at undgaa det kvindelige Tyendes retløse Stilling, og for at uddanne sig til en Gang i Tiden at kunne tjene et lille Bidrag til sit vordende Hjems Fornødenheder, lærer at sy, og naar hun saa er udlært, kan hun ikke paa langt nær tjene til den bare Føde; om Klæder kan der slet ikke være tale. Hun opdager snart, at hun er endnu strammere bundet af Sult, end hun hidtil har været af Tyendeloven. Arbejdstiden er i de fleste Forretninger 10 Timer, og allerede dette er en altfor urimelig lang Tiv for en ung Pige at sidde i en sundhedsfarlig bøjet Stilling over en Symaskine.

Men Syersken slipper ikke dermed. Paa de travle Tider vanker der Overarbejde - vel at mærke naar man undtager et Par Forretninger - men Overarbejdspenge, [½ linje ulæselig] mange Eksempler paa at [1/3 linje ulæselig] arbejde har været trukket ud imod Kl. 1 a 2. 

Man tænke sig et voksent menneske efter udstaaet Læretid arbejde 60 Timer ugentlig, med Udsigt til aldeles ubegrændset og ubetalt Overarbejdstid, for en Ugeløn af 3-6 Kr. eller med andre Ord fra 5 til 10 Øre i Timen.

Fakta er, at ingen Syerske i Horsens - naar undtages Førstesyerskerne og Direktricerne i de store Forretninger, kan fode og klæde sig selv med sine Hænders Gærning.

(Fredericia Social-Demokrat 19. juni 1899)

Voldtægt paa Kirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Mellem døde.

Nattevagtens Meriter.

I Mandags Aften havde der hos en Familie i Valby været Barselgilde. Blandt Gæsterne befandt sig en Teglværksarbejder, der var forlovet med en ung Pige, datter af Mursvend Schwidler i Valby.

Ud paa Natten fulgte den unge Pige sin Kjæreste, der skulde møde paa sit Arbejde paa Frederiksholms Fabriker Kl. 5, et Stykke paa Vej forbi Vestre Kirkegaard. Hun sagde Farvel til ham og vendte tilbage ad den ensomme Sti, der fører forbi Kirkegaarden

Pludselig traadte en Mand hende

i Møde

Det var Nattevagten paa Kirkegaarden, forhenværende Kusk derude, Henrik Petersen

Med barsk Stemme spurgte han Pigen, hvad hun havde at gjøre der og om hun ikke vidste, at det var forbudt at færdes paa Stien. Hun erklærede sin Uvidenhed herom, men han bød hende følge med ind paa Kirkegaarden for at han kunde notere hendes Navn. Pigen lod sig forbløffe og fulgte med. Da de inde paa Kirkegaarden kom forbi noget tæt Buskads, greb Nattevagten fat i hende og slæbte hende

ind i Buskadset.

hvor han rev hendes Undertøj i Stykket og voldtog hende.

Da Forbrydelsen var fuldbyrdet, saade han til den fortumlede Pige, at nu skulde hun slippe for videre Tiltale den Gang. Nedtrykt og fortvivlet sneg den unge Pige sig ud af Kirkegaarden.

Næste Dags Eftermiddag gik hun op paa Kirkegaardens Kontor og anklagede Henrik Petersen for Forbrydelsen. Han blev tilkaldt og der blev sendt Bud efter Politi, som anholdt Nattevagten og indsatte ham i Arresten paa Blegdamsvej, hvor han sidder endnu.

Om den Arresterede gaar der for Resten .

slemme Rygter

ude paa Kirkegaarden blandt hans Kammerater. Der ymtes om, at han for nogle Aar siden i Aarhus har været straffet med Vand oq Brød for Mishandling af sin Hustru, der var kommen under Vejr med, at han eftestræbte sin Steddatter, en ung Pige af Hustruens første Ægteskab. Hun maatte skjule den unge Pige for ham, hvorover han blev saa rasende, at han overfaldt Hustruen med Hug og Slag.

Ligeledes har han en Gang i Vinter forøgt at voldtage en ældre Kone, der har Arbejde paa Kirkegaarden Han indfandt sig i hendes Hjem og gjorde et tre Gange gjentaqet Forsøg paa at naa sin Hensigt med hende. Det lykkedes imidlertid ikke for ham. Konen har siden den Tid vidt og bredt fortalt om Henrik Petersens opførsel mod hende.

Den arresterede Nattevaqt er ualmindelig ilde lidt blandt sine Kammerater ude paa Kirkegaarden. Kun Graveren Kammerraad Bahnsen nærer en sand Tyrketro til hans Fortræffelighed og lader til at være vis paa, at det nok skal lykkes Petersen at klare for sig i den slemme Affære,

Foreløbig nægter Petersen alt. Petersen er henved de 40 Aar og Enkemand.

(Aftenbladet (København) 17. juni 1899)