10 december 2024

Politibetjent dømt for Usædelighed. (Efterskrift til Politivennen)

Den 22. marts 1924 startede en affære som fik store følger for Københavns Politi: Den involverede var opdageren Plougholt der havde været gift i 4 år og havde et lille barn, skal have dyrket "fremmede damebekendtskaber", og yndede at fremvise utugtige postkort til sine politikolleger. Om denne sags følger for kriminalpolitiet, se særskilt afsnit på denne blog.


Opdager Plougholt dømt.

Han fastholder sin Uskyldighed og indanker Sagen for Højesteret.

Ved Landsrettens 1. Afdeling - Retsformand Axel Rasmussen - behandledes i Gaar den pinlige Sag imod Opdageren Plougholt.

Retshandlingen foregik for aabne Døre, og en Række Politimænd overværede Mødet.

Statsadvokat Gammeltoft mødte personlig som Anklager, medens Overretssagfører Lachmann varetog Forsvaret.

Plougholt er 30 Aar gammel. Efter at han havde været Sergent, blev han i 1920 ansat i Politiets Tjeneste. Han er gift, og i Ægteskabet er et lille Barn. Fra alle Sider har han faaet gunstige Vidnesbyrd.

Statsadvokaten gennemgik det, der skete om Aftenen den 22. Marts, og paastod, at Plougholt havde vist strafbar Opførsel imod den 14-aarige Agnete Petersen, da hun var inde i Ejendommen Vestervoldgade 12 for at aflevere Aviser. Den Forklaring, den Sigtede afgav straks efter Anholdelsen, ændrede han paa væsentlige Punkter i Dommervagten.

Barnets Forklaring.

Agnete blev nu afhørt, og hun gav en meget tydelig Forklaring. Retsformanden indskærpede hende, at hun maatte tale Sandhed. Hun maatte tænke paa, hvilken Ulykke, hun kunde bringe over den unge Politimand; hvis han paa hendes Forklaring blev dømt uskyldig, vilde hun aldrig faa Fred for sir Samvittighed. Hun maatte ikke tage i Betænkning at ændre sin Forklaring, hvis den var urigtig; ingen vilde gøre hende det mindste derfor.

Barnet fortalte derefter, at Plougholt havde staaet paa Trappen, da hun kom ind. Han gik op; hun bagefter. Imidlertid passerede hun forbi ham, og de hun skulde ned igen, stod han paa Afsatsen nedenunder og opførte sig uanstændigt. Han vinkede til hende, men hun var nu blevet bange og raabte om Hjælp.

Kontorbud Clausen, der bor paa 1. Sal, hørte hendes Raab. Idet han tog i Døren, løb Plougholt. Hun erklærede, at hun ikke havde tænkt at melde ham til Politiet, før en Chauffør opfordrede hende dertil.

Opdagerens Fremstilling.

Opdager Plougholt forklarede, at han den paagældende Aften skulde være rejst til Horsens med sine Kammerater for at synge for Tugthusfangeme. Efter at han paa Banegaarden havde set, hvornaar Toget gik, cyklede han til Vestervoldgade, hvor han skulde møde en af sine Venner. Da han kom i Nærheden, saa han en Mand gaa ind i Nr. 12. og da han mente, at det var ham, stod han af og gik ind. Han mødte Pigebarnet paa Trappen, men det er ikke rigtigt, at han havde opført sig uanstændigt.

Flugten.

- Men hvorfor styrtede De da af Sted, fordi hun raabte? spurgte Retsformanden. Tænkte De paa, hvad De kunde blive sigtet for?

- Nej, jeg vilde blot bort for ikke at komme ind i nogen Ballade.

Det vil erindres, at Plougholt cyklede op ad Nørrevold, og at der foregik en hidsig Eftersøgelse, indtil han væltede i i en Snedrive.

- Det var en ren Flugt, sagde Retsformanden.

- Jo, da De endelig var blevet fri for Deres Forfølgere, søgte De op til Deres Svigermoder for at hvile Dem. Vejret var da ved at gaa helt af Dem. Det var en flugt.

Dommen

Der afhørtes ialt 17 Vidner, hvorefter fulgte en kort Procedure.

Kl. 4 Eftermiddag faldt Dommen, det lød paa 80 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Retsformanden: De behøver ikke straks at udtale Dem om, hvorvidt De vil indanke Sagen eller modtage Dommen.

Plougholt: Jo, jeg kan godt sige straks, at jeg vil have Sagen for Højesteret. Jeg er nemlig uskyldig i det Forhold, for hvilket jeg er dømt.

- Ja, jeg ved godt, at det er Deres Standpunkt, men Dommerne har fundet tilstrækkeligt Bevis, sagde Retsformanden.

- Jeg er uskyldig dømt, svarede Plougholt.

Det tilførtes Retsbogen, at den Domfældte ønskede Sagen for Højesteret. Udskriften tilstilles nu Rigsadvokaten.

Dermed sluttede Retsmødet.

(København 17. april 1924)

Opdager Plougholt blev ved landretten i april 1924 - og i juni stadfæstet af højesteret - idømt 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost for at have udvist usømmelig opførsel overfor en 15-årig pige, Agnete Petersen. Sagen rullede som nævnt videre senere på året.  

Tjenestepigen Signe Gundersen død af Sult i Esbønderup. (Efterskrift til Politivennen)

Da tjenestepigen Signe Gundersen der havde tjent i 27 år hos enken Petrea Larsen, blev fundet død under elendige forhold, vakte det opstandelse i de fleste aviser i hele landet:


Den gamle Tjenestepiges mystiske Død.

Politiet optager Rapport paa Esbønderup Sygehus.

HILLERØD, Lørdag (Privat)

En 58-aarig Pige, Sofie Gundersen, der tjente hos Enkefru Larsen paa Villerødegnen, blev den 15. ds. indlagt paa Esbønderup Sygehus, og her afgik hun i Dag ved Døden under saadanne Omstændigheder, at Politiet blev underrettet og optog Rapport.

Sofie Gundersen havde for en 14 Dages Tid siden skrevet til en Broder og fortalt ham, at hun var syg og trængte til Hjælp. Sygehuslæge Dahl, Esbønderup, tog da ud til det afsides liggende Sted, og her fandt han Pigen i en elendig Forfatning, liggende i en gammel Lo, hvor der var mørkt og hundekoldt. Sengen var en gammel Slagbænk og Sengetøjet en smule Pjalter. Den ulykkelige Pige var tilsyneladende i høj Grad underernæret, og hun var fyldt med Utøj. Hun blev naturligvis straks ført til Sygehuset, men Hjælpen var kommet for sent.

Sofie Gundersen havde tjent hos Fru Larsen i ikke mindre end 27 Aar. Hun var saa indskrænket, at hendes rette Plads egentlig havde været paa en Anstalt. At hun af sin Madmoder har faaet en uforsvarlig Behandling, synes efter det hidtil oplyste at være en given Sag. Fru Larsen havde selv en 4 Værelses Lejlighed, og Penge havde hun ogsaa. Hun skal saaledes til Skattevæsenet have opgivet en Formue paa 70,000 Kr.

Sofie Gundersens Lig blev i Dag obduceret af Amtslæge Hansen, Hillerød, og en Assistent fra Retsmedicinsk Institut, men Politimesteren havde endnu ikke i Aften modtaget det officielle Dokument om Resultatet.

(København 27. april 1924).

Frederiksborg Amts Avis 27. april 1924 tilføjede at stedet var øst for Villingerød, i området "Rusland" hvor Rudolf Tegner har opstillet Ødipus og Antigone.


Det store Sulte-Drama.

I Gaar aflagde en af "Klokken 5"s Medarbejdere Besøg paa Ejendommen, hvor den gamle Pige, Sofie Gundersen, blev plaget, pint og sultet ihjel.
En Samtale med den Afdødes uhyggelige Plageaand.
Sophie Gundersens Broder fortæller "Klokken 5" om sin Søster og hendes gerrige, velhavende Madmoder.

Vor Medarbejder tog i Gaar dette Billede af den hovedrige Petrea Petersens Ejendom i "Rusland". I Skuret til højre havde den syge Tjenestepige sit Opholdsrum.

"Klokken 5"s Omtale af Sultedramaet i Nordsjælland har vakt den største Opsigt. Flere Morgenblade beskæftiger sig i Dag med Affærens Enkeltheder.

Dramaet var i Gaar Samtaleæmne overalt i København. Vi fortsætter i Dag med at bringe nye opsigtsvækkende Enkeltheder.

Hvor Dramaet foregik.

En af vore Medarbejdere paa den uhyggelige Gaard.

For rigtig at kunne give vore Læsere et Indtryk af, hvad der er foregaaet, hvad den stakkels Kvinde har maattet gennemgaa, suste en af "Klokken 5" s Medarbejdere i Gaar Eftermiddags paa Motorcykle til Villingerød, for paa selve Aastedet for Dramaet at samle de Oplysninger, der foreligger og give vore Læsere en Skildring af den uhyggelige Tilværelse den ulykkelige Kvinde har levet det sidste Aarstid.

Villingerød ligger midt imellem Hornbæk-Villingerød og Esrom knap ½ Times Gang fra Kysten. Ca. 15 Minutters Gang fra Byen Nordøst paa ligger

Petra Larsens Hus,

hvor Dramaet udspillet. I Nærheden ligger to andre Boelsmandshuse; men ellers er der langt til Mennesker herude, øde og tomt. De store Sand- og Lyngbakker har da ogsaa faaet Navnet Rusland.

Her ligger som sagt det Hus, hvor den gamle Tjenestepige Sofie Gundersen i Vinter har

gennemgaaet de frygteligste Pinsler.

Huset er en lang Længe med en Sidebygning, et typisk dansk Boelsmandsted. Værtinden Petrea Larsen sidder inde bag Vinduet og stirrer os i Møde; hun rejser sig op og skygger med Haanden for Øjnene, da vi nærmer os Huset, og før vi endnu er indenfor Hørevidde, har hun lukket Døren op og placeret sig i den.

En uhyggelig Kvinde.

Vi blev advaret.

Hos den 80-aarige.

Hun er 80 Aar og ser nærmest uhyggelig ud. I hele sit Liv har hun sparet og spinket for at samle Penge sammen. Vi holder os i behørig Afstand fra den noble Kvinde, der lod sin gamle Tjenestepige dø af Sult. En Gaardejer nede I Byen havde advaret os mod at komme hende for nær, da vi ellers risikerede ikke at komme til at gaa alene derfra, men i Selskab med en skrækkelig Mængde Utøj.

- Hvor var det, De lod Deres gamle Tjenestepige ligge syg og hjælpeløs hele Vinteren? spurte vi.

Den Gamle mumler noget uhørligt og peger over mod det Træskur, der udgør Ejendommens Sidebygning.

- Hvorfor hjalp De hende ikke da hun blev syg og ikke kunde klare sig?

Paa dette Spørgsmaal fik vi intet Svar. Petrea Larsen smækkede skyndsomt Døren i for os og forsvandt, medens hendes lille Hund halsende efter os ned gennem Lyngbakkerne.

Børnene døde og Manden hængte sig.

Men der er andre end Petrea Larsen, der ved noget om hendes Liv og Levned; der er Naboens og Genboens, og her gaar vi ind.

- Jo se, siger Manden, hun har jo saa rædsom mange Penge. Der er dem, der siger 200.000 Kr., og det skal ogsaa nok passe, idet hun sidste Aar 70,000 Kr. til Skattevæsenet i Formue. Og herude bruger man kun at opgive en Tredjedel af det vi virkelig ejer.

- Kommer De aldrig sammen med hende?

- Nej, nej. Man risikerer jo at blive fyldt med Utøj, og forøvrigt nænner hun ikke engang at spise sig selv mæt, langt mindre at give andre Mennesker en Bid Brød.


- Hvor har hun faaet sine mange Penge fra?

- Hun og Manden har haft to store Gaarden inde i Byen, hvor Jorden er god; men den sidste Gaard solgte hun for nogle Aar siden, da Manden hængte sig.

- Hvorfor hængte han sig.

Han havde da ikke økonomiske Sorger.

- Nej - nej. Saa langt fra, men jeg tænker mig, og det gør vi alle herude, at hun har gjort ham ked af Livet ved daglige Pinsler, og for at blive hende kvit har han søgt Døden ....

- Har hun ingen Børn?

- Nej. Hun har haft to, men de døde lægge som mindreaarige. Den Gang fortalte Rygtet, at de var døde af Mangel paa Pasning, og det kan synes meget troligt nu, da man ser den Behandling, hun har givet.

Hun er en arrig Kvinde, der sikkert en skønne Dag dør af Mangel paa Næring. Hun nænner Ikke selv at spise sig mæt bare for at pude Penge sammen. Alt, hvad hun faar ind af sine Høns, lægger hun til Side for engang, naar hun kommer til Byen, at sætte dem i Sparekassen. - Ja, det maa være en underlig Tilværelse, slutter vor Hjemmelsmand.

Hos den døde Kvindes Broder.

Fra Villingerød kørte vi over Esrum til Harritshøj, hvor den afdøde Tjenestepige har en Broder. I et lille Hus udenfor Byen bor han, der af Profession er Murer, men forøvrigt dyrker en halv Snes Tdr. Land, der hører til Huset.

- Det er jo en meget kedelig Historie, siger Gundersen, men hvad skal man gøre. Jeg har hele Vinteren ligget meget syg, og er først for et Par Dage siden kommet op, saa jeg har ikke kunnet se over til min Søster - jeg har heller ikke vidst at hun var syg, før at hun skrev til mig, og da tog min Kone ogsaa øjeblikkelig derover for at hjælpe hende - men det var altsaa for sent. Havde hun bare skrevet noget før, saa var det nok ikke sket.

- Fru Gundersen, der var i Villigerød hin Aften for at hente Svigerinden, kommer frem i Døren.

- Ja,

De kan tro, at den stakkel Kvinde har lidt meget. 

Hun har sikkert aldrig faaet Mad nok, men har dog ikke beklaget sig til os, fordi hun frygtede, at vi skulde tage hende bort fra Pladsen. Petrea Larsen havde nemlig fortalt hende, at hvis hun vilde blive, saa skulde hun - Petrea - hvert Aar sætte nogle Penge ind paa en Sparekassebog til hende.

- Har hun gjort det?

- Nej - nej. Det er bare noget, hun har bildt den stakkels, svagt begavede Kvinde ind for at beholde hende - saa længe hun var rask, var hun jo til stor Nytte i Huset.

Liget i Pjalter

Hun laa derinde i den mørke Lo.

Ingen Mennesker gør sig Forestilling om, i hvilken Forfatning den stakkels Kvinde laa, da vi den Aften kom ind for at hente hende herhjem. Hun var mere død end levende og sagde selv, at hun ikke kunde flyttes. Hun laa derinde i den mørke Lo med Lergulvet - i en slags Slagbænk. Hendes Sengeklæder var Pjalter og uden ringeste Varmeevne. Her har hun syg og sulten tilbragt den Vinter, der nu ligger bag os. Et rask Menneske kunde ikke holde det ud, langt mindre et sygt.

Det vrimler med Utøj paa Hende,

da de nogle Dage senere fik hende op paa Sygehuset og tog Klæderne af hende, viste det sig, at 

Utøjet havde gravet store Huller rundt om paa hendes Krop.

Hvad hun i denne Vinter har gennemgaaet uden at Petrea Larsen har gjort det ringeste for at hjælpe hende, gør man sig ingen Forestilling om.

- Hvad sagde hendes Madmoder, da De kom for at hente hende?

- Jeg bebrejdede hende, at hun ikke havde tilkaldt en Læge til det syge Menneske, saaledes at hun kunde komme paa Hospitalet.

- Ja - sagde hun saa - men jeg synes nu

at hun ligesaa godt kan ligge og dø derude som paa Hospitalet.

I Morgen skal den Ihjelsultne Kvinde begraves fra Tikøb Kirke. Broderen havde foreholdt hendes Madmoder det rimelige i, at hun betalte Begravelsen, der dog kun vilde være et yderst beskedent Afdrag paa den Løn, som den Afdøde efter 27 Aars Arbejde har fortjent. Men nej, det vilde hun ikke. Skal hun begraves, ja, saa maa enten Familien eller Sognet betale det, siger hun. Selv Døden kan ikke gøre hende mere rundhaandet.

25 Øre om Ugen.

- Fik hun ikke anden Løn for sit Arbejde end den, der skulde indsættes paa Sparekassebogen?

- Jo, 25 Øre om Ugen, som hun købte Sigtebrød for, da hendes Madmoder ikke vilde give hende andet end Rugbrød.

- - -

Saaledes lyder Familiens Beretning om Dramaet og om den Kvinde, der i sin sygelige Gerrighed sulter et andet Menneske ihjel.

Dødsaarsagen er ikke med Sikkerhed oplyst.

Døden maa antages at skyldes Underernæring.

Liget af den afdøde Sofie Gundersen blev i Gaar obduceret paa Hillerød Sygehus under Medvirkning af en Læge fra Retsmedicinsk Institut. - Ved Obduktionen konstateredes det, at Sofie G., der er 58 Aar gammel og 138 cm. høj, kun vejede 22½ kg.

Iøvrigt meddeler den officielle Rapport om Obduktionen følgende konklusion:

"Dødsaarsagen er ikke med Sikkerhed oplyst ved Obduktionen, men der er ved den paavist en Afmagring i saa udpræget Grad, at Døden maa antages at skyldes en udtalt Underernæring, idet der ikke er paavist andre Tegn til Sygdommen, ejheller Vold".

Nu vil Sagens Akter blive tilstillet Statsadvokaten, der skal træffe Afgørelse om, i hvilket Omfang der skal rejses Tiltale mod den uhyggelige Madmoder.

(Klokken 5 29. april 1924)

Den omtale artikel var blevet bragt dagen før, 28. april 1924.


En Gaardmandsenke i Nordsjælland sulter sin Tjenestepige ihjel.

[Første del af artiklen minder om artiklen i Klokken 5]

Drevet sin Mand i Døden.

Men Petrea Larsen, der skildres som en sand Djævel i Menneskeskikkelse, har allerede for 17 Aar siden forvoldt et andet Menneskes Død - nemlig sin egen Mands. Han var en velstaaende Gaardejer i Horneby ved Hornbæk. Gaarden solgte han, fordi Konen vilde se rede Penge, og han nøjedes nu med et Parcelliststed i Villingerød. Men en Dag hængte han sig, Enken solgte Ejendommen og købte det Hus, hun nu bebor i "Rusland". Om Grunden til, at Manden tog sig af Dage. fortæller Sognefoged Johansen følgende:

- Hun pinte og mishandlede sin Mand, som hun har pint og mishandlet Sofie Gundersen. Skønt hun ejer over 100,000 Kr., nænner hun ikke at købe ordentlige Klæder til sig selv, langt mindre har hun nænnet at give sin Tjenestepige Føde. Medens Manden endnu levede og boede i Hornbæk, tvang hun ham en Dag til at bære Hovedet og Indvoldene af en Ko 1 1/4 Mil i en Sæk. Manden mødte en Bekendt, der spottede ham og opfordrede ham til at gaa hjem og spænde en af Hestene for en Vogn. Det var dog en nemmere Maade at transportere Koresterne paa. Det gjorde Larsen ogsaa, men da han kom hjem, modtog Konen ham med Hug og Slag og tvang Iram til at gaa tilbage med Sækken.

Medens de to boede i Villingerød, tvang Konen sin Mand til at tage et Aag paa Nakken og bære to tunge Beholdere med Frugt til Markedet i Helsingør. Det var tre Mil frem og tilbage, men der stod 4 Heste i Stalden, som ikke maatte benyttes, fordi de i saa Fald aad for meget.

Dette er blot nogle faa Exempler paa Petrea Larsens Sind og Karakter. Alt, hvad hun foretager sig, udspringer af Begærlighed og Havesyge, og hendes Ringeagt for Hensynet til andre er uden Grænse. Naar hun ikke allerede i Lørdags blev anholdt, skyldes det udelukkende hendes høje Alder. Saaledes viser Politiet dette Umenneske større Hensyn, end hun nogensinde har vist sine Omgivelser.

Bliver Straffen en Bøde?

Men selv om den gamle Pengepugerske ikke er fængslet, vil hun, efter Obduktionen af Sofie Gundersens Lig, ikke kunne undgaa, at der rejses Tiltale. Spørgsmaalet er blot, om vor humane Tidsalder, som navnlig Storagrarerne saa hidsigt angriber, kan tillade, at en 75-aarige Kvinde anbringes bag Laas og Slaa. Paa Egnen er der dem, der mener, at en meget høj Bøde tor uforsvarlig Adfærd vil ramme den gerrige Gamling haardede end en kort Fængselsstraf.

I Morgen vil der finde nyt Forhør Sted, og først da faar Statsadvokaten til Opgave at bestemme, paa hvilket Grundlag Anklagen skal rejses.

Dette er maaske til syvende og sidst underordnet Men den uhyggelige Tildragelse giver Indseende med sociale Forhold af saa rystende og oprørende Art, at end ikke Hovedstadens skumleste Baggaarde kender dem værre. Gang paa Gang har "Bondekulturen" rejst sig mod Tidens Humanisme. Og Gang paa Gang har det vist sig, at Humanismen forgæves søger at trænge ind i "Bondekulturens" Allerhelligste, dér hvor Egoisme og Raahed trives, medens Underklassen holdes nede i Snavs, Elendighed, Sult og Raaddenskab.

Begivenheden i Villingerød vil ogsaa for Efterslægten blive staaende som et Udtryk for, hvilke skjulte Forbrydelser der endnu i 1924 kunde udøves af de rige mod de fattige.

(Social-Demokraten 29. april 1924).


En Samtale med Sultedramaets Hovedperson

DET LILLE HUS, der beboes af den rige Enke. Bag det lille Vindue (x) boede Pigen.
DET UHYGGELIGE HUL, hvori Sofie boede.

Enken fra Villingerød fortæller om den døde Pige, "Jeg har behandlet hende godt, men hun truede med at slaa mig ihjel."

Naar man taler med Beboerne paa den smukke Egn omkring Villingerød om det Sulte-Drama, der er udspillet i den gamle Enkes Hus, saa rystes der uforstaaende poa Hovedet. Man kan ikke begribe, at noget saadant kan passére. Men paa den anden Side hor man alligevel længe varet klar over Forholdet, uden at man har fundet det nødvendigt at skride ind.

GAARDMANDSENKEN Enke Petrea Larsen, der beskyldes for at have sultet sin Pige, Sofie Gundersen, ihjel.

Enken paastaar, at Pigen har sultet sig selv.

Den gamle Enke, om hvem der gaar saa mange Rygter i disse Dage, tager sig det hele ganske let. Trods de 80 Aar er hun en robust og kraftig Kvinde, der mere end alt andet ligner en af de gamle Kulsvierkoner. Hun fortæller om den afdøde Pige at det var hende selv, der ikke vilde have Mad.

- Tænk, siger hun, jeg kunde saamænd ikke faa hende til at spise Kalvesteg, eller Syltetøj eller Pandekager. Hun tog sin Bitterflaske, sit Stykke Rugbrød, en Kop The med Sirup. Hun blev taget med fra Gaarden i sin Tid.

Det var hende selv, der vilde. Hvis hun var misfornøjet, saa kunde hun jo være gaaet for længe siden.

Jeg gaar ikke til Politiet.

skal De jo i Forhør en af Dagene?

- Jeg i Forhør? Det vil sige hvis Politiet vil tale med mig, maa Politiet komme her. Jeg flytter mig ikke herfra.

- Fik den gamle Pige nogen Løn

- Ja. hun fik 6 Kr. om Maaneden og saa fik hun Klæder og Kost.

Naar man har set de Pjalter, som Signe Gundersen har gaaet med, forstaar man, at den gamle Enkes Udgifter til Klæder ikke har været særlig store.

Petrea Larsen gør alt, hvad hun kan, for at sværte den Afdøde. Hun var en Gris. Det var umuligt at faa hende til at vaske sig. Og saa var hun tilmed ond. En Gang truede hun med at slaa mig ihjel. Og det havde hun saamænd ingen Grund til. Men det kan nok være, at jeg fik hende til at bede om Forladelse. Det skal ogsaa nok vise sig ved Undersøgelsen, siger den Gamle, at jeg intet har gjort. Jeg har passet mig selv, og bare alle andre Mennesker vilde gøre det samme, saa var der ikke saa meget ondt til.

Jeg skal ikke slaas ihjel -

Vi spurgte Enken, hvordan hendes Forhold var til Manden, der døde for nogle Aar siden.

Der kom ligesom et Glimt i den Gamles kolde Øjne.

- Naa, ja, ham. Jo, Sagen er den, at jeg i mine unge Dage holdt af en anden Mand. Jeg vilde have ham for alt i Verden. Men min Fader og en anden, satte sig derimod. De tvang mig den Mand paa, som jeg saa senere blev gift med. Men baade han og vore to Børn er døde ....

- Har De mange Penge?

- Jeg har ca. 60,000 Kroner og saa Ejendommen. Der er saa mange Mennesker, der har søgt at faa fat i de Penge paa forskellige Maade. Da det blev vanskelige Tider for Bankerne var der flere, der sagde til mig, at jeg skulde tage Pengene ud af Banken, for den var ikke sikker. Men saadan et Fjols var jeg dog ikke. Jeg skal ikke slaas ihjel for mine Penges Skyld.

- Har De været i Forhør?

- Nej, det har jeg ikke, men der kom en Mand her for nogen Tid siden og talte med mig om Pigens Død. Da han havde faaet en Del Oplysninger, spurgte han mig, om jeg vilde laane ham 3000 Kr. Del vilde jeg naturligvis ikke. Saa spurgte han mig, om ogsaa vilde kautionere for ham, men det fandt jeg heller ingen Grund til.

- - -

Som man ser af det hele, tager Petrea Larsen sig Sagen let.

Nu har Politimesteren i Hillerød modtaget de Rapporter som Sognefogden og Politiet har udarbejdet, og Sagen vil derefter gaa til Statsadvokaten. Antagelig vil Enken komme Forhør en af Dagene.


Ad sandede Hedeveje kommer man over et smukt lyngklædt Terræn til Enke Petrea Larsens Gaard.

(B. T. 30. april 1924, 2. udgave).


Sulte-Dramaets sidste Akt.

Sofie Gundersen, der blev sultet ihjel, begraves i Dag paa Tikøb Kirkegaard.
Den rige Enke havde 200,000 Kroner paa sin Bankbog. - Alligevel sultede hun sin trofaste Pige og gik Tiggergang.

Gaardmandsenken Petrea Larsen.

Den gamle Tjenestepige Sofie Gundersen, der blev sultet ihjel, begraves i Dag paa Tikøb Kirkegaard. Vor Omtale af denne Affære har fremkaldt den største Indignation mod den dødes rige Plageaand og den største Medfølelse med hendes ulykkelige Offer.

De tavse Naboer
Hjælpen der kom for sent.

Men det er for sent at vise Sympati, naar Hjælpen og Sympatien er overflødig. Den skulde selvfølgelig være ydet den Gang, der var Haab om at redde Sofie G.s Liv - redde hende ud af den hjerteløse Kvindes Vold. Vi kan ikke tro andet end at de to Nabofamilier har vidst, hvorledes det var fat derovre I Nabohuset, og de har ogsaa til Betjenten udtalt, at de har set den stakkels Kvinde slæbe sig hjælpeløs og afkræftet hen over Gaardspladsen. Det vilde derfor ikke have været mere end deres Pligt at underrette Familien eller Sogneraadet om, at der var noget, som ikke var rigtigt. Det er et tungt Ansvar, der hviler paa alle dem, der bar forsømt deres Pligt som Mennesker.

Samvittighedens Røst! 
SIipper den rige Enke fri for Straf?

Tilsyneladende gaar Undersøgelsen af Sagen meget Langsom fremad. Politibetjent Hviid. Gilleleje, har foretaget de foreløbige Forhør saavel over Madmoderen som den afdødes Familie og de to Nabofamilier, men den gamle ondsindede Kvinde, der ganske følelsesløst lod sin gennem 27 Aars Tjeneste veltjente Pige ligge og da af Sult, synes ikke engang at være ramt af Samvittigheden. Hun er saa sygelig karrig, at hun end ikke begriber det forfærdelige hun har gjort. Det anfægter hende ikke. Hun mente, at den syge Kvinde lige saa godt kunde dø i sine Pjalter paa Loens Lergulv som paa et Hospital. Og hvis Sofie Gundersen iikke havde samlet Kræfter til at tilkalde sin Broder - ja, saa vilde Døden have Indhentet hende i Loen, og den stenrige Enke vilde ikke fælde nogen Taare af den Grund. Nu mærkede den gamle ulykkelige Pige et Strejf af Venlighed i Dagene før sin Død. Hvis det stod til hendes Madmoder, skulde Sofie Gundersen være begravet i Fattigjord paa Sognets Regning

Den rige Enke i Pjalter.
Tiggersken med en Formue paa 200,000 Kroner.

Den rige Enkes Gerrighed var grænseløs. Om Sommeren klædte hun sig i Pjalter og vandrede til Hornbæk, hvor hun tiggede hos Landliggerne. Hun gik med Tiggerstaven, medens der stod 200,000 Kroner paa hendes Bankkonto. Ofte har Naboerne set hende komme hjem med sin Kurv fuld af Mad. Og de kontante Beløb, hun tiggede sammen, vandrede lige l Sparekassen. Maden nænnede hun ikke at spise, den stod ofte og blev fordærvet, medens hendes Tjenestepige langsomt sultede ihjel.

Skal den 80-aarige straffes?

Petra Larsen - den rige Enke - er 80 Aar. Et Menneske, der har handlet saaledes, som hun har gjort det, mod et af sine Medmennesker, kan ikke være tilregnelig. Det er Ikke vor Sag at dømme. Det maa Samfundet om. Men naar den stakkels forpinte Sofie Gundersen i Dag er sænket i Jorden paa den Lille Kirkegaard, saa vil vi huske, at hendes Plageaand lever. Vi maa forlange, at denne Sag undersøges til Bunds, og at der gives klar Besked om Sultedramaets Enkeltheder.

Sagen er først i Gaar af Politibetjent Hviid afsendt til Politimester Hutzen i Hillerød. En Gang i Løbet af Dagen i Dag eller maaske først i Morgen vil Statsadvokaten træffe sin Afgørelse med Hensyn til Tiltaltes Ansvar. En Ting er givet: Befolkningen paa Egnen har Intet højere Ønske, end at den gamle hjærteløse Gnierske maa komme til Erkendelse af, at hun har begaaet en Forbrydelse mod sin Tjenestepige. Ikke en Røst vil rejse sig til Petra Larsens Forsvar, dersom Politimyndighederne forlanger hende straffet.

(Klokken 5 (København) 30. april 1924).


Dødsannonce fra Frederiksborg Amts Avis 30. april 1924. Begravelsen foregik stilfærdig, præsten var provst Petersen. 

Den gamle Tjenestepiges Død.

Hun var sær og aandsløv; hendes Føde bestod af Rugbrød, Sirup og The.

Politimester Hutzen i Hillerød har igaar fra Statspolitiet faaet Indberetning om de nærmere Omstændigheder, der har foraarsaget den 57aarige Tjenestepige Sofie Gundersens Død paa Esbønderup Sygehus, hvor hun blev indlagt for 14 Dage siden.

Paa vor Henvendelse udtalte Politimesteren iaftes:

- Den gamle Pige er utvivlsomt død af Mangel paa Næring og som Følge af Forsømmelse og Vanrøgt, selv om der ikke ved Obduktionen er fremkommet egentligt Bevis for, at hun er død af Sult.

Hun har i mange Aar tjent bos den næsten 80aarige Enkefrue Petrea Larsen, og de to Kvinder levede meget isoleret.

Sofie Gundersen var noget aandssløv, og Fru Larsen, som er bleven afhørt, har til en Politirapport forklaret, at Pigen var meget sær med, hvad hun vilde have at spise. Hun vilde saaledes aldrig have Kød, men kun Rugbrød, Sirup og The.

Denne Forklaring af Fru Larsen bekræftes for saa vidt af Sygeplejersken paa Sygehuset, overfor hvem hun. medens hun laa syg, stadig forlangte de tre mærkelige Retter. Det er jo ikke helt sandsynligt, at den gamle Pige, som i saa mange Aar har boet hos sin paaholdende Madmoder, har levet sig saaledes ind i de usle og elendige Forhold, at hun aldrig har savnet noget, men hun var meget uhyggelig at se paa og vejede kun ca. 50 Pund.

- Vil der blive rejst Tiltale mod Fru Larsen?

- Naar jeg er færdig med Undersøgelsen, vil Sagen blive indsendt til Statsadvokaten, der skal træffe Bestemmelse derom, men det kan jo blive vanskeligt nok at finde nogen Paragraf i Straffeloven, der rammer et saadant Tilfælde, naar man ikke ligefrem vil anvende Paragraferne om Manddrab. Der er formentlig ikke øvet nogen Tvang mod den gamle Pige, saa jeg kan ikke i Øjeblikket se, hvad Tiltalen mod den 80aarige Fru Larsen skulde gaa ud paa. Det er jo saadan, at man har Straffebestemmelser om Vanrøgt af Dyr, men ikke af Mennesker.

- Er der noget om, at Fru Larsen skulde have været Skyld i sine Børns Død?

- Det er vist kun Fantasi, og jeg har ikke tænkt mig at undersøge det. Saa vidt jeg véd, er hendes to Børn døde i den spæde Alder, men da hun nu er omtrent 80 Aar, maa det jo ligge mindst 40 Aar tilbage i Tiden, og den Undersøgelse kan vist ikke give noget Resultat.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 30. april 1924)


Storbonde-Enken forsøger at forsvare sin Optræden mod Tjenestepigen Signe Gundersen.

Politimester Hutzen slutter i Morgen Undersøgelsen og sender Sagen til Statsadvokaten.

I en Del nordsjællandske Aviser har Storbonde-Enken Petrea Larsen, Villingerød, faaet optaget et Forsvar for den uhørte Hjærteløshed, hun har lagt for Dagen overfor sin gamle Tjenestepige Signe Gundersen. Vi gengiver her Petrea Larsens Indlæg, som bærer tydeligt Præg af at være formet af en velnæret Storbonde-Journalist:

Undertegnede Enke Petrea Larsen, Villingerød Mark, skal i Anledning af de i Bladene Indrykkede Angreb paa mig m. H. t. Signe - ikke Sofie - Gundersens Død bemærke, at det absolut ikke forholder sig rigtigt, hvad der er anført om, at jeg skulde være Aarsag i nævnte Signe Gundersens Død ved at sulte hende ihjel. Signe Gundersen har, lige til hendes Sygdom Indtraf, haft samme Adgang som jeg selv har til at gaa ud i Spisekammeret og der tage Føde til sig.

Da hun blev syg, laa hun i en Stue op til Køkkenet Der var flere Ting, som hun ikke vilde spise. Derimod brugte hun en Del forskellig Medicin. Med Hensyn til Utøj, da har hun haft det i den Tid hun har været hos mig, og da jeg sagde til hende, at hun skulde tage til et Sygehus og lade sig rense, svarede hun, at det vilde hun ikke, saa vilde hun hellere... - . , ,. gaa paa Hovedet i en Tørvegrav. Hun sagde, at hun kunde pille sig. Da jeg i sin Tid tog ophold i "Rusland", vilde Signes Moder, at jeg skulde tage Signe med, og jeg gjorde det, idet jeg sagde, at hun kunde følge med for Føden og Klæderne, hvilket Moderen og Signe indgik paa. Noget almindeligt Fæstemaal blev ikke indgaaet. Signes Broder og dennes Hustru er flere Gange kommet til mig og har set til Signe. Det vilde være mærkeligt om de, hvis der havde været noget forkert i mm Behandling af Signe, Ikke havde skredet ind og forlangt at Signe skulde flytte fra mig. De har aldrig udtalt sig om noget saadant for mig.

At ovenstaaende er i Overensstemmelse med Sandheden, kan jeg edelig bekræfte.

Petrea Larsen.

Her foreligger Tilstaaelse for, at den uhyggelige "Mad"moder i 27 Aar har ladet sin aandssvage Tjenestepige plage af Utøj. Og man søger forgæves en Benægtelse af, at Petrea Larsen har ladet den dødssyge Stakkel ligge i Loen i en Kasse fyldt med skidne, stinkende Klude. Hvor vidt denne Kasse stod i Nærheden af Spisekammeret eller ej er komplet ligegyldigt, eftersom den syge Kvinde hverken kunde gaa eller staa og altsaa heller Ikke slæbe sig hen til Spisekammeret. Men selv om hun havde været i Stand dertil, havde det nyttet hende lidet. Spisekammeret Indeholdt nemlig kun, hvad den robuste Petrea Larsen kunde taale, ikke hvad den svagelige Tjenestepige turde spise.

Men medens hun laa i den mørke Lo, dækket af Pjalter, som krøb mød Utøj, var der én, som glemte hende og forsømte hende. Det var Petrea Larsen, Storbonde-Enken med de 100,000 Kr. paa Kistebunden. Overfor disse kendsgerninger virker alle Forsvarsskrifter som en Krænkelse af de simpleste Sømmelighedshensyn. Der er for Petrea Larsen kun et Standpunkt at tage, nemlig dybt at angre sin grænseløse Ondskab overfor et Medmenneske, der i 27 Aar har været en trofast Tjenerinde. Men her er det, at Offentligheden staar allermest uforstaaende: End ikke efter Signe Gundersens ynkelige Død har "Mad"moderen antydet Gnist af Medfølelse eller lagt mere Deltagelse for Dagen, end om det var en skabet Rotte, der var død i sit Hul. Selvbebrejdelser havde man næppe ventet fra en Storbonde-Enke af denne Type. Men at hun Uskyldighed, er dog et Numer for groft.

Iøvrigt var Politimester Hutzen, Hillerød, i Gaar i Villingerød for personlig at sætte sig Ind i Sagen. Han meddeler, at Signe Gundersen for 30 Aar siden led af Tyfus, og siden den Gang den Gang var hun ikke blot aandssløv, men led ogsaa af daarlig Mave. Dr. Krieger advarede hende mod at spise saltholdig Mad, og denne Advarsel har hun omhyggelig respekteret i 30 lange Aar, ligesom hun ogsaa stadig brugte den Medicin, som der blev anvist hende. Hun vilde gerne have Fisk eller Mælkemad og allerhelst Sødsuppe. Men det fik hun bare ikke. Det var Petrea Larsen, der fastsatte Spisesedlen, og hun havde - mærkeligt nok - en Forkærlighed netop for Saltmad.

Politimester Hutzen indrømmer, at den Afdødes Opholdsrum var et Menneske uværdigt, og han erkender at her foreligger grov Vanrøgt.

- Men, siger Politimesteren, skulde jeg træffe Beslutning, vilde jeg ikke rejse Tiltale, for der findes, saa vidt jeg kan se, ingen Lovbestemmelse, der straffer Petrea Larsens Adfærd.

Politimesteren har tidligere udtalt, at drejede Sagen sig om et Dyr, var han ikke i Tvivl om. at Petrea Larsen skulde sættes under Tiltale. Nu er det kun et fattigt Menneske, der er død paa Grund af Vanrøgt.

Politimester Hutzen slutter Undersøgelsen i Morgen, og Sagens Akter sendes derpaa til Statsadvokaten, der dog maaske kan finde en Paragraf, hvorefter Storbonde-Enken kan drages til Ansvar. Det er maaske ogsaa tænkeligt, at Justitsministeriet vil Interessere sig for denne Sag, der brutalt afslører Underklassens elendige Kaar ude i Landets mørke Egne.

(Social-Demokraten 3. maj 1924).


Storbonde-Enken tilbyder 3000 Kr. i Bestikkelse

Affæren i Villingerød tager en sensationel Vending.
Sagen skulde dysses ned.

Et Blad bragte forleden i forblommede Udtryk den Meddelelse, at Storbonde-Enken Petra Larsen, Villingerød, havde været udsat for Pengeafpresning. En Person havde henvendt sig til hende og sagt, at dersom hun vilde betale ham 3000 Kr., eller kautionere for et saadant Beløb, skulde han drage Omsorg for, at Offentligheden intet fik at vide om Tjenestepigen Signe Gundersens frygtelige Behandling.

Efter den Form Bladmeddelelsen havde, kunde det se ud som om det var en Øvrighedsperson, der saaledes havde misbrugt sin Stilling, og Sagen har da ogsaa givet Anledning til, at der paa Egnen verserer Rygter af den Art. Politimester Hutzen, Hillerød, har derfor ladet iværksætte en grundig Undersøgelse, og den har givet et ret forbløffende Resultat. Herom meddeler Politifuldmægtig Gemzøe.

- Efter at Signe Gundersen havde tilskrevet sin Broder i Harritsø, at hun laa syg og hjælpeløs, tog en Bekendt af Familien til Villingerød Mark for at undersøge hvordan Sagen egentlig forholdt sig. Han fandt den døende, udsultede Kvinde liggende i sin skidne Kasse, dækket af stinkende Pjalter, og oprørt over dette Syn bebrejdede han nu den rige Enke, Petrea Larsen, at hun bød sin fattige Tjenestepige saa dyriske Kaar. Den gamle, gridske Bondekone blev ængstelig og bød Manden 3000 Kr. for at tie med, hvad han havde set. Manden tog ikke mod Tilbudet, men efter at være kommet hjem, tænkte han over sin Situation, og da han var i Forlegenhed, henvendte han sig paany til Enken, idet han opfordrede hende til at yde ham et Prioritetslaan paa 3-4000 Kr. Nu var Enken imidlertid kommet paa andre Tanker og afslog at yde Laanet. Først derefter kom den uhyggelige Sandhed for Dagen, og Signe Gundersen førtes til Sygehuset, hvor hun døde.

Det forekommer os, at denne grimme Tilføjelse til den i Forvejen saa hæslige Affære, stiller Storbonde-Enken i et endnu mere uheldigt Lys. Hun har overfor en konservativ Presse besvoret, at hun har en god Samvittighed, men den der tilbyder en anden Penge for at dække over noget, røber netop en meget befængt Samvittighed. At den nærige Enke i sidste Øjeblik fortrød sit Tilbud ændrer intet ved Sagen.

De her tilvejebragte Oplysninger vil antagelig bidrage til, at Statsadvokaten kræver kriminel Undersøgelse indledet.

(Social-Demokraten 4. maj 1924).


Den gamle Tjenestepiges ynkelige Død.

Politimesteren tvivler om, at der kan rejses Tiltale mod Madmoderen.

Politimester Hutzen i Hillerød har nu afsluttet Undersøgelserne i sagen om den gamle Tjenestepige, Signe Gundersen, der døde af Underernæring.

Gaardmandsenken, Petrea Larsen, Villingerød, har været i indgaaende Forhør, og har forklaret og godtgtort, at hun virkelig har købt Medicin til Pigen, senest den 3. Marts, men om denne "Omsorg" for Pigen er af nogen Værdi, er vist meget tvivlsomt, eftersom man stadig har brugt Medicin efter en Recept, der er udstedt for 15 Aar siden.

løvrigt dækker Gaardmandsenken sig under det Forhold at, den afdøde Kvinde var aandsløv og "sær" og tildels selv Skyld i de ynkelige Forhold, under hvilke hun levede - hun nægtede for Eksempel bestemt at tage Ophold paa Sygehuset for at blive renset for den utrolige Masse Utøj, hun var befængt med, og af den Grund havde Enken ikke villet have hende ind i Stuerne.

De to Kvinder boede meget afsides og alene, og der er ingen, der tilfulde kender dette Forhold, og der er derfor kun Enkens Forklaring at holde sig til.

Politimoster Hutzen erklærer, at han ikke nærer Tvivl om, at den gamle Pige er blevet frygteligt vanrøgtet, men det er dog meget tvivlsomt, om der paa det foreliggende Grundlag kan rejses Tiltale mod Enken.

Statsadvokaten vil nu komme til at sige det afgørende Ord i denne uhyggelige Sag.

(Aftenbladet 5. maj 1924)


Den gamle Tjenestepiges Død.

Ingen Tiltale mod Madmoderen?

Politiet i Hillerød har foretaget en Række Afhøringer i Anledning af den 58-aarige Tjenestepige Sigrid Gundersens Død, og Sagen vil en af de første Dage blive indsendt til Statsadvokaten, som skal tage Bestemmelse om, hvorvidt der skal rejses Tiltale mod den gamle Piges Madmoder, Enkefru Petrea Larsen i Villingerød. "Berl. Tid." har spurgt Politimester Hutzen, om der var kommen noget Nyt frem i de sidste Dage.

- Jeg var i Fredags i Villingerød for at afhøre Fru Larsen, udtalte Politimesteren, og hun gav mig en lang Forklaring om sit Forhold til Pigen. Jeg nærer ikke Tvivl om, at Signe Gundersen er bleven vanrøgtet; men jeg saae dog, at der stod flere Medicinflasker med Pigens Navn paa, og dem maa Fru Larsen have betalt, da Pigen ingen Penge havde. Den sidste var fra 5. Marts i Aar, og der stod en anden Flaske med Kinaroborans, som ogsaa var kjøbt fornylig. Pigen har for 15 Aar siden søgt Dr. Krieger, som gav hende Recept paa noget Medicin, og den gamle Recept er hun vedbleven at kjøbe efter. Dr. Krieger havde sagt, at hun ikke maatte faa Salt, derfor levede hun mest af The, Mælk, Honning, Sirup og andre søde Sager. Hun havde efter Fru Larsens Udsagn ikke villet spise Kjød, men ellers faaet "almindelig Bondekost". Før hun kom paa Sygehuset, laa hun til Sengs paa Gaarden i 8 Dage, og i de første Dage havde hun spist normalt, medens hun intet nød i de sidste Dage. Hun var dog ikke mere syg, end at hun kunde skrive til sin Broder om at komme over og se til hende.

- Har man det Brev?

- Nej, det har Broderen brændt; men efter hvad man siger, indeholdt det ingen Beklagelser eller Bebrejdelser mod Fru Larsen.

- Hvorfor har Familien ikke tidligeretaget sig af Pigen?

- Ja, det er jo ogsaa mærkeligt, at Broderen, der boer i Nærheden, ikke har set til hende i det sidste Aar. For Resten blev der jo ikke øvet nogen Tvang mod hende; hun kunde være gaaet sin Vej, hvis hun syntes, hun blev daarligt behandlet.

- Men de Forhold, hun levede under, var dog meget usle og elendige? 

- Ja, de var nærmest frygtelige. Hun var jo bl. A. fyldt med Utøj, og det var Grunden til, at Fru Larsen ikke vilde have hende inde i Stuen, men lod hende ligge ude i Rummet ved Loen. Fru Larsen forklarede, at hun havde tilbudt Pigen at komme paa Sygehuset for at blive renset for Utøj; men saa havde hun svaret, at hun hellere vilde springe i en Tørvegrav end ind paa Sygehuset. Dette er jo kun Fru Larsens Forklaring; og at den gamle Pige i betydelig Grad har lidt under Mangel paa ordentlig Behandling og Pleje, er der ikke Tvivl om; men hun har jo nok været sær og har maaske ikke ønsket det anderledes.

- Det siges, at Fru Larsen har tilbudt en Mand 3000 Kr. for at hindre, at der kom noget offentligt frem om Pigens Død.

- Ja, det hører jeg i Dag, men det vidste jeg ikke i Fredags. Hun fortalte selv, at en Mand havde villet laane 3000 Kr. af hende, men ikke, at hun selv tidligere havde tilbudt Pengene.

- Vil der kunne rejses Tiltale?

- Jeg tror det næppe; men det bliver jo Statsadvokaten, der skal afgjøre det. Vi har jo i Grunden ikke andet end Fru Larsens Forklaring at holde os til. da Ingen paa Egnen og heller ikke Pigens Familie kom paa Gaarden; og Pigen kunde skrive, hvis hun havde haft noget at beklage sig over; men det har hun altsaa ikke gjort.

(Jyllandsposten 7. maj 1924).

Kinaroborans var en bitter med påståede styrkende egenskaber. Formentlig en slags mirakelmiddel. 

Petrea Larsen blev i slutningen af maj 1924 indkaldt til retten. Dommeren havde stillet et køretøj til rådighed for hende, men hun mødte ikke op. Statsadvokaten rejste ikke tiltale. Politimesteren rejste efterfølgende tiltale efter tyendelovens §§ 7 og 8. Hun blev efterfølgende frifundet for tiltalen efter §7, men fik en bøde på 100 kr. for at have overtrådt tyendelovens § 8 angående natteophold i et uhyggeligt rum m.m., idet det var enkens pligt at drage omsorg for at pigen blev renset for utøj.

Politimester Harry William Hutzen (f. 1872 i Vejle, cand. jur. 1896) var blevet politimester i Hillerød Købstad m. v. fra 24. marts 1921. Hans embedsbolig var i slotsgartnerboligen på Batzkes Bakke.

Vandringsløse Tidende har en nutidig beskrivelse af egnen hvor disse begivenheder fandt sted.

08 december 2024

Gravsprængninger paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Patronen sættes ned - Efter Sprængningen.

Den haarde og vedholdende Frost har forvoldt store Bekymringer paa vore Kirkegaarde. Jorden har været saa haard som Cement. saa man ikke har kunnet bryde gennem den stivnede Skorpe, og man har derfor maattet ty til Sprængstoffernes Hjælp for at komme gennem det metertykke frosne Lag.

Inspektør Beck-Skrydstrup, Vestre Kirkegaard, fortæller herom: Det er den vanskeligste Vinter, jeg har oplevet i de tyve Aar, jeg har været knyttet til Begravelsesvæsenet, Arbejderne har slidt sig dødtrætte og kun opnaaet at spolere Redskaberne uden at faa noget Resultat. Saa maatte vi bruge Sprængstof, og vi benytter Aerolit, et Slof, der har den Egenskab, at det sprænger nedad. Vi borer to Huller for hver Grav, ned til Bunden af den frosne Skorpe, sætter en Patron med ca. 100 Gram Sprængstof ned, stopper Hullet til med Sand. og dækker derefter Graven med Granris, for af forhindre Jordklumperne i at ryge hen paa nærliggende Gravsteder. Saa tændes Fængtraaden, og Eksplosionen foregaar saaledes, at Jorden kun løfter sig en Meter, men Hindringerne er overvundne, og mange Timers haardt Arbejde sparet.

Vi har benyttet denne Metode den sidste Maaned, med udmærket godt Udbytte, og uden et eneste Uheld. Byens andre Kirkegaarde har da ogsaa fulgt vort Eksempel

(Aftenbladet (København) 26. marts 1924).

Aerolit var en dansk opfindelse. Patenteret 1915 af ingeniør K. V. Nielsen ("Krudt-Nielsen"), muligvis fordi hans kone var dynamitbud - det foregik i en æske under armen. Aerolit var mere sikkert end dynamit, og kunne transporteres, kastes, stødes og hamres uden fare. Ikke engang gløder kunne få det til at eksplodere. Det skulle antændes. Det bestod fortrinsvis af sagomel, harpiks og ammoniumnitrat. Det blev fremstillet indtil 1973 på Jyderup sprængstoffabrik ("Krudten") - fra 1917 Aktieselskabet De Danske Sprængstoffabrikker. Den blev bl.a. røvet af modstandsbevægelsen (615 kg. Aerolit) i 1944. Fabriksbygningerne blev en del af statsfængslet.

Af Nationaltidende 2. august 1929, 2. udgave fremgik at man også på dette tidspunkt brugte aerolit til at bortsprænge sten, trærødder. Det blev opbevaret på kapellets loft, mens fængsatserne blev opbevaret på et hemmeligt sted på kirkegården, ifølge inspektør Skrydstrup.

Gabriel Jensen (1861-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Kommunelærer Gabriel Jensen (1861-1924) var ansat ved Skolen på Enghave Plads (Ditlevsens Skole) hvis inspektør Sophus Bagger i 1901 begyndte at arrangere udflugter for Vesterbros arbejderbørn til Søndermarken så de kunne få frisk luft og lære om dyr og planter. Det udviklede sig i 1905 til Vesterbros Friluftsforening med det formål at give "børn og unge mennesker på Vesterbro lejlighed til nyttig og munter beskæftigelse og derved drage dem bort fra gaderne og kælderhalsenes dårlige luft og lys og gadens mange fristelser ud til skolehavegerning, leg og boldspil i fri luft”. Gabriel Jensen blev foreningens formand i 1908. Gabriel Jensen var desuden med i Dansk Cyklist Forbunds første bestyrelse 1906 som næstformand, fra 1910 fungerende formand. 

I 1911 deltog over 1.100 børn, året efter 2.000, i 1916 4.600. Han fortsatte med at arrangere dagsudflugter og andre underholdende aktiviteter for børn, der måtte tilbringe skolernes sommerferie i hovedstaden. Efterhånden omfattede aktiviteterne desuden ugeophold på institutionens egne feriekolonier i Klampenborg, Hundige, Rågeleje og Dragør. 

Fra Vesterbro Friluftsforenings Skovtur.

Fra Skrænten ved Skodsborg.

Vi har modtaget dette Billede fra Vesterbro Friluftsforenings energiske ledende Mand, Kommunelærer Gabriel Jensen.

Og vi imødekommer med Glæde hans Ønske om, at det maa blive bragt videre til RIGET's Læsere, og at der samtidig hos dem maa blive lagt et godt Ord ind for Foreningen og dens Virksomhed.

Foreningens Navn lyder af Sport. I Virkeligheden har den intet som helst med Sporten at skaffe. Det er et rent filantropisk Foretagende, startet for en halv Snes Aar siden af nogle faa Mænd med Interesse for de mange fattige Børn i Vesterbros mange Sidegader. Man lagde Mærke til, at der i Ferietiden altid tumlede en Del Børn rundt i Gaderne. De var dobbelt forknytte, fordi de ikke ligesom deres Kammerater var kommet ud paa Landet, og mange af dem forslog rent ud sagt Tiden med Gavtyvestreger. Saa tænkte man: var det ikke muligt at gøre noget for disse Børn? Og Resultatet blev, at man forsøgte at arrangere smaa Skovture for dem. Hr. Gabriel Jensen og hans udmærkede Hustru, der ogsaa er knyttet til det kommunale Skolevæsen, paatog sig Broderparten af Besværet med at være "Skovforældre" for Børnene. De samlede 40-50 Børn hver Morgen i Ferietiden og gik med dem ud i Omegnens Skove. Hvert Barn havde sin Madpakke med og de, der ingen havde, fik lidt hos Kammeraterne. I de i Skoven vankede der saa en Kop Kaffe og et Stykke Wienerbrød. Det løb ikke op i mange Penge, og Foreningens Medlemmer kunde selv afholde Udgifterne derved. Det hele beholdt derved et ganske privat Præg, og Foreningens Navn kom kun frem for Offentligheden, naar en københavnsk Journalist tilfældig saa Børneoptoget, og tog mod Hr. Gabriel Jensens altid parate Indbydelse til at slaa Følge.

Den Gang kom de smaa Vesterbrofolk ofte i Skoven. De var da endnu ikke saa mange. Men Tiderne er blevet stærkt forværrede ogsaa i den Henseende. Antallet af Børn i de københavnske Kommuneskoler vokser bestandig, og der er snarest Nedgang i Antallet af Børn, der kan faas Ferieophold til ude i Provinsen. Der bliver derfor flere og flere Børn tilbage i København i Ferietiden.

Det har Vesterbro Friluftsforening faaet at føle. Ganske vist har man efterhaanden udstrakt Virksomheden ogsaa til andre københavnske Distrikter med stor Arbejderbefolkning. Men Tilstrømningen er ogsaa taget saadan til. at der f. Eks. i Aar har meldt sig ikke mindre end tre Tusinde Børn, som gierne vil med paa Turene. Dette har atter til Følge, at der nu kun kan skaffes hvert Barn to Udflugts-Dage - og at der trods al Sparsommelighed gaar en hel Del Penge med. Foreningen er derfor tvunget til at henvende sig til Offentligheden om Støtte. Og det er denne Henvendelse, RIGET gærne vil medgive sin bedste Anbefaling.

Virksomheden er smuk, og den er nyttig. Man kunde maa ske mene, at Børnene selv kunde hitte ud af at løbe udenfor Byen til Skov og Strand for at faa frisk Luft. Men ganske bortset fra, at en saadan Invasion af Børn uden Opsigt næppe vilde være til Held for Skovene, er det en Kendsgerning, at der blandt disse fattige Børn er en Mængde, som aldrig kommer udenfor deres Kvarters lumre Gader, undtagen naar Gabriel Jensen fører dem derud. Skovturen er derfor en hel Oplevelse for dem, og de tæller Dagene og Timerne til den Morgen. de skal med. De følger deres Lærer troligt og stilfærdigt, det er ikke en skraalende Bande Gavtyve, der slippes løs. De to Skovtursdage opdrager dem maaske lige saa meget som mange Maaneders Skolegang med tilhørende Lektieterpning.
P.p.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 20. juni 1913).



Billede fra Social-Demokraten 27. juni 1913 af Gabriel Jensen og hans medhjælper med 500 børn foran Københavns Rådhus. I samme avis var der den 3. juli et billede fra en udflugt for 240 drenge til Malmø med dampskibet "Gefion". Dagen efter at 240 piger havde været i Helsingør. Hver sommer bragte aviserne flittigt reportager med fotoer af turene.


Frilufts-Udflugterne.

Kommunelærer Gabriel Jensen.

Kommunelærer Gabriel Jensens Udflugter med de Skolebørn, der ikke kommer paa Landet I Sommerferien, har fra Smaature med ganske faa Børn fra en enkelt Skole udviklet sig til i Aar at omfatte 47 Kommuneskoler med 10,000 Børn indtegnede til Turene.

Enhver kan forstaa Hr. Gabriel Jensens store Arbejde med at organisere disse Ture, hvor der bliver tilsagt indtil 600 Børn til hver Tur. I Aar som i Fjor for første Omgangs Vedkommende med Ture baade Formiddag og Eftermiddag.

Kommunelærer Gabriel Jensen, der Aar efter Aar ofrer sin egen Sommerferie for at glæde de fattige Børn, fortjener den største Tak og Paaskønnelse for sit uegennyttige Arbejde. Takken faar han ved at se de glade Børn, der herved faar lidt Del i Sommerens Sol og den friske Luft, og Paaskønnelse faar han ved, at Arbejderne stadig husker paa ham med Bidrag til et lille Traktement til Børnene. Aar efter Aar er Bidragene strømmet rigeligere ind, men samtidig er Børneantallet ogsaa vokset, og Dyrtiden har bevirket, at Pengene "bliver mindre". Hr. Gabriel Jensens største Sorg vilde være, om han af Mangel paa Penge blev nødt til at afknappe Turene.

I første Omgang kommer Børnene i Zoologisk Have, der, ved Direktør Dreyers Velvilje, beses gratis, og efter en lille Leg j Søndermarken eller Frederiksberg Have ender Turene hos Restavratør G. Petersen, Pileallé 16, der for en moderat Betaling serverer Sodavand, Chokolade og Wienerbrød. Man forstaar, hvad det vil sige at faa 5-600 Børn til Bords paa én Gang, men Hr. Petersen og hans elskværdige Personale forstaar at ordne dette paa en forbavsende hurtig og ekspedit Maade. I Iøbet af et Kvarters Tid har alle Børnene faaet deres Ration, og saa bruges Resten af Tiden - til KL 1 eller 5, eftersom det er Formiddags- eller Eftermiddagshold - med Gyngen, Vippen og Balanceøvelser.

Hr. Gabriel Jensen har en ualmindelig Evne til at styre en saa stor Flok Børn. 500 Skolebørn, især Drenge samlet fra forskellige Skoler, er vanskelige at styre, men Hr. Gabriel Jensens Fløjte er tilstrækkelig til at holde Orden i Flokken, uden at Børnene føler det som en Tvang - alt gaar som en Leg.

Arbejderne bør derfor paa Lønningsdagene erindre at glæde Hr. Gabriel Jensen med et Bidrag. Husk paa, det er Arbejdernes Børn, han ofrer sin Ferie: medens hans Kolleger kan nyde deres velfortjente Sommerferle ved Skov og Strand, udfører Hr. Gabriel Jensen et stort Arbejde i København for at kunne glæde flere Hundrede Børn daglig.

Altsaa: Hver lønningsdag husker en rask Mand paa hvert Værk-steg og Arbejdsplads paa, at Hr. Gabriel Jensen, ligesom Børnenes Kontor, faar sit Bidrag.
Ad. H.

(Social-Demokraten 6. juli 1919).



Billede af Gabriel Jensen i Social-Demokraten 19. juni 1921.

Gabriel Jensens Jordefærd


Øverst: Kisten bæres ud af Kapellet. Nederst: Paa Vej til Graven.

I Gaar Kl. 2 blev alle københavnske Kommuneskolebørns Ven, Gabriel Jensen, begravet fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Gabriel Jensen, Manden med det kærlige Hjærte, fik en Jordefærd, der vidnede smukt om, hvor mange Hjerters Kærlighed han havde formaaet at vinde. I det hundredtallige Følge, der trængtes om hver nok saa lille Plads i Kapellets store Rum, saas en Mængde Arbejdere, Arbejderhustruer og Børn fra Storbyens Sidegader, Børn, som ofte ved Gabriel Jensens Haand var vandret ud i Lyset og Luften, ud til Sol og duftende Blomster.

Der burde have skinnet en Sol over Gabriel Jensens Begravelse; men selv i det graa Regnvejr var foraaret til Stede, Forløberen for den Sommer, hvis Glæder det havde været den afdødes Livsmaal at føre Børnene ud i. Men Blomster var der. Blomsterfloret dækkede Kisten, og en Bølge af smukke Kranse gled gennem Midtergangen. Og Inskriptionerne paa Silkebaandene fortalte en Del om den Dødes Livsværk: "Fra taknemlige Elever i Valby Kommuneskole", "Fra Elever i 7. Klasse A", "En sidste Hilsen fra 5. Klasse B." Fra Børn i Sundbyvester Skole, Haderslevgades Skole, Svanholm Forberedelsesskole, Børnehjemmet, Peter Bangsvej, Børnene i Dyssen, Dansk Frøbelforening, Enghavejens og andre Skoler, Kollegerne paa Enghavevejens Skole, De mandlige Arbejdere paa Carlsberg Aftapningsanstalt, Kvindelige Bryggerarbejdere paa Carlsberg, Københavns Kommunelærerforening osv.

I Følget saas alle den afdøde Kolleger fra Enghavevej Skole med Inspektør Frk. Ulrich i Spidsen, Fmd. for Dansk Frøbelforenings Repræsentantskab, Kabinetssekretær C. P. N. Hansen, Inspektør for Kommunens Fortsættelseskursus A. K. Andersen. Forretningsfører for Kommunelærernes Feriekolonier Kjartan Andersen, Viceskoledirektør Arild Sørensen, fhv. Kriminalretsassessor Rüdinger, Fmd. for Kbhvns. Kommunelærerforening Thorkild Jensen, Forstander Møller Lund, Skoleinspektørerne Skarvig, Lundby, Dr. Bonnichsen, C. A. Jørgensen og fhv. Skoleinspektør Bagger, første Formand for Vesterbros Feriekolonier, Bogholder Vald. Petersen, Faktor Adolf Hansen og mange andre. 

I Kapellet.

Efter Salmen: "Lyksalig, lyksalig - " talte Pastor Just Christensen fra Matthæus-Kirken.

Taleren tog sit Udgangspunkt fra nogle Ord i det ny Testamente: "Den, som giver en af disse smaa et Bæger koldt Vand at drikke, han skal ingenlunde miste sin Løn," og "Uden at I omvender Eder og bIive som Børn, skal l ingenlunde komme ind i Himmerigs Rige." Navnet Gabriel Jensen og Børnene er nøje knyttede til hinanden. Det blev hans Ungdoms Gærning at tage et Arbejde op for Børnene, og han var hele Livet en Opdrager og Vejleder for Børn. Han lod sig dog ikke nøje med sin Livsgærning, men tog et meget mere omfattende Arbejde op. Han ofrede sin Fritid for at føre Lys og Glæde ind i Børnenes Hjærter, og han tog ogsaa Del i den mere officielle Børnesag. Han var en Mand mod et forunderlig kærligt Hjærte overfor Børn, og han havde en sjælden Ævne til at se, hvad der var tilbage af Ly og Godhed i Barnehjærtet. Det var fordi han selv havde saa uendelig meget af Barnesindet i sig. Hans Død var et Tab for det store Samfund, og han vil blive savnet, fordi han havde særlige Ævner til sin Gjerning. Han vil blive savnet baade af sine KoIeger og sine Elever paa Enghavevejens Skole, og han vil først og sidst blive savnet i sit Hjem.

Det dybeste i hans Liv var, at han bevarede Barnesindet. Han lagde ringe Vægt paa ydre Ære og Anseelse; men den Gærning, der gøres med Trofasthed og Kærlighed, bærer sin Løn i sig selv. Hans Navn vil blive bevaret i store Kredse.

Præsten sluttede sin Tale mod en Tak til den afdøde fra alle de Tusind Børn, fra Skolen og fra Hjemmet.

Efter Salmen: "Lær mig, o Skov, at visne glad" sang Operasanger Lindahl et stemningsfuldt Farvel.

Ved Graven.

Derefter blev Kisten af den afdødes Kolleger baaret ud af Kapellet. Ved Graven sang et Drengekor fra Enghavevejens Skole: "Altid frejdig, naar Du gaar", og efter at Forfatteren, Kommunelærer Hans Kurre havde takket paa Familiens Vegne for Deltagelsen, skiltes det store Følge.

Børnene følger Gabriel Jensen.

(Social-Demokraten 25. marts 1924)


Kommunelærer A. Johansen (med den bløde filthat) og Gabriel Jensens hjælper, typograf Gundorph-Sørensen (den anden ældre herre) fortsatte rejserne i 1925, her på et billede fra Aftenbladet 7. juli 1925.

I 1925 besluttedes det at ændre navnet Vesterbros Friluftsforening til Gabriel Jensens Ferieudflugter. Den eksisterer endnu, og ledes af en bestyrelse hvor Københavns Kommune og Københavns Lærerforening skal være repræsenteret. Arbejdet finansieres af tilskud fra Københavns Kommune, legater og fonde.


Gabriel Jensens gravsted på Vestre Kirkegård hører til de nummerede, udvalgte grave. Foto Erik Nicolaisen Høy.

07 december 2024

100 nye Lejligheder for Kommunens Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

Et stort kommunalt Huskompleks i Stefansgade.

Ude i Stefansgade har Kommunen opført en stor Bygningskarré med godt 100 Lejligheder, langt overvejende 3 Værelsers. Denne Bygning er nu færdig, og i Dagene fra d 24. til d. 31 d. M. vil Beboerne flytte ind.

De nye Beboere er, efter hvad Inspektør Lütz-Høppermann oplyser, alle Familier, der hidtil har været indkvarterede I Kommunens Husvildeboliger, saaledes, at en Familie har delt en 2-Værelsers Lejlighed med en anden.

For længere Tid siden opslog Kommunen i Husvildehusene Meddelelse om, at de Familier, der ønskede at komme i Betragtning ved Tildeling af de nye Lejligheder, skulde indsende Ansøgning.

Der indkom godt 550 Ansøgninger eller fra ca. en Fjerdedel af de 2,2000 Familier, som Kommunen i Øieblikket giver Husly.

Disse 550 Ansøgninger blev nu gennemgaaet af de to Mænd, der vel nok har det mest indgaaende Kendskab til Københavns Husvilde, nemlig Inspektør Lütz-Høppermann og fuldmægtig paa Sundholm, Dujardin.

Ved Udvælgelsen kom to Ting først og fremmest i Betragtning.

Den ene var Familiens, om man saa maa sige. Anciennitet som Husvild. De, der længst havde været uden noget rigtigt Hjem blev foretrukket. Dog maatte der her tages noget Hensyn til Familiens Betalingsevne. Havde den ikke kunnet klare af betale den tidligere Leje, der gennemsnitlig var 63.3 Øre pr Dag eller en Snes Kroner pr. Maaned, kunde man ikke forudsætte, at de nu pludselig skulde kunne betale 50 Kr.

Det andet Forhold, der vejede tungt i Vægtskaalen var Familiens Sundhedstilstand. Her lagdes en Lægeerklæring til Grund saaledes at hvis der blandt Ansøgerne f. Eks. var en Familie, hvis Medlemmer var angrebet af Tuberkulose. saa maatte den selvfølgelig saa vidt mulig foretrækkes for en fuldt ud sund Familie.

Da de to Herrer med streng Retfærdighed havde udarbejdet deres Liste blev den sendt til Borgmester Viggo Christensen, der meget nøje overvejede hver enkelts Kvalifikationer. Derefter afgik saa den endelige Liste til Magistratens 2 Afdeling under hvem Kommunens Ejendomme jo hører.

Og saa fik endelig de Iykkelige Budskab om at nu kunde de endelig faa deres egen gode Lejlighed.

Paa denne Maade er der altsaa skaffet Plads for ca 100 nye husvilde Familier, desværre kun en Brøkdel af de ca. 2000 Familier der nu bor rundt om paa Pulterkamre i Lysthuse o lign. steder.

Imidlertid bliver ikke alle 100 Lejligheder straks ledige. Ca 60 Værelser skal først gennemgaa en højst nødvendig Reparation, men Resten er altsaa disponibel straks.

(Aftenbladet (København) 19. marts 1924).