Hos de Husvilde i Ejby-Lejren. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Ejby-Lejren: Vi omtaler inde i Bladet et Besøg, vi har aflagt hos de Husvilde i Ejby-Lejren. Her ses en af Baraklejlighederne, der bestaar af 1 Værelse.

Medens der staar 500 Lejligheder ledige, lever 50 Familier under primitive Forhold i Ejby-Lejren.

I "Ødemarken"

Saa parodoksalt har Boligforholdene efterhaanden udviklet sig i København, at man maa henvise et halvt Hundrede Familier til at friste Livet i den kolde Vinter i gamle, tyndvæggede Soldater - Baraklejre. Samtidig viste den officielle Boligstatistik, der kom igaar, at der til Oktober Flyttedag stod natten 500 Lejligheder ledige. Her er ikke Tale om Lejligheder, der kun eksisterer paa Papiret, nej, der staar ikke færre end 436 nyopførte Andelslejligheder færdige til Indflytning, uden at man kan finde Lejere, der har Raad ti1 at tage dem i Besiddelse,

Vi aflagde igaar et Besøg ude i Ejby-Lejren for ved Selvsyn at konstatere, hvorledes de Husvilde lever herude over en Mils Vej fra de Steder, hvor Familieforsorgerne maa søge deres Beskæftigelse. Mellem Landbefæstningens Soldater har den fjerne Ejby-Lejr altid været betragtet som et Slags sibirisk Forvisningssted. Ode og fladt er der ude omkring Fæstningsartilleristernes Sommerlejr.

I den øde Lejr.

Ude fra ser Lejren med en Snes lave, ludende Træbygninger med af skallet Maling, ituslaaede Ruder og store, gustne Ukrudtstoffer paa Gangene, forladt og uddøet ud, men ser man nærmere til, hænger der hist og her nogle forpjuskede Stykker Vasketøj og dasker i Vinden, der suser raakoldt gennem de tavse "Lejrgader".

Denne Husvildelejr udmærker sig ikke som de fleste andre ved stor Børnerigelighed, thi af Hensyn til, at der er over en halv Mil til nærmeste Skole, henvises der kun Familier med ikke-skolepligtige Børn til Ophold her.

Hos Barakkens Beboere.

Vi ser indenfor i Lejrens tidligere Sygeafdeling, hvor der er sørget bedst for Lys, Luft og Rummelighed.

En smal Gang, der ikke maaler stort mere end et Par Meter paa den ene Led og næppe er 10 Meter i Dybden, skiller to Sæt "Lejligheder" fra hinanden, idet Gangen udgør det fælles Køkken for fire Familier.

I Baggrunden er der et lille Etfags-Vindue. Langs den ene Væg er der optømret en Hylde med 4 Primus-Apparater, og paa den anden Væg hænger der nogle Smaaskabe. Det er hele Køkkenudstyret for fire Familier.

Til hver Side er der et større og et mindre Værelse, og her skal altsaa flere Familier sove og spise og opholde sig Dagen lang. 

En saadan Lejlighed koster 14 Kr. om Maaneden.

Andetsteds i Lejren er der enkelte Lejligheder med to Rum foruden det fælles Køkken, og her koster Herligheden nogle og tyve Kroner.

Ingen Udvej ud af det hele.

- Hvad skal det blive til? siger Beboerne. Nu ser vi, at der bliver 400 Lejligheder færdige i København, men vi hører ikke noget om, at man saa hjælper os ud af dette Øde.

De nye Lejligheder kan vi slet ikke tænke paa. Det faar vi aldrig Penge til. Kommer man først herud, er det næsten umuligt at faa Arbejde.

Naar man fortæller, at man bor i Ejbylejren siger de straks paa Arbejdspladsen: Nej det kan ikke nytte. Folk kan jo ikke komme ind i rette Tid derude fra.

Maaske kan vi saa vente en Gang at komme ind i en af de andre Husvilde-Barakker eller en af Kasernerne inde i Byen, men der er der jo heller ikke lysteligt. Saa er her da lidt bedre ude om Sommeren, men om Vinteren er her slemt. Børnene kan ikke taale denne Kulde herude. Derfor dør der ogsaa jævnlig Smaabørn herude. I Løbet af nogle Maaneder er der gaaet fem bort.

Saaledes taler Bolignødens haardest ramte Ofre, roligt og sindigt.

Som nævnt havde ingen af Lejrene Beboere igaar faaet Meddelelse om, at de kan komme ind til Byen. naar de første af de nye kommunale lejligheder aabnes for Indflytning til 15de December. Vi har spurgt Inspektør Lütz Høppermann. om de Huevilde fra lejren da ikke slipper ind til Julen.

- Det kan vi desværre ikke garantere for, lød Svaret. Forinden vi kan sætte nye Folk ind i de gamle Indkvarteringssteder. som bliver ledige, maa vi gøre lidt i Stand, men vi gør vort bedste.

Saa maa formentlig en Del af Militærlejrens husvilde Beboere fejre Jul der, hvor de er, medens de mange nye dyre Lejligheder maa staa tomme.

En

(B. T. 12. december 1925)

Ejbylejren var den første lejr for Vestvoldens besætning. Senere kom paradislejren (1896), Husum Kaserne (tidligere fattiggård), Avedørelejren (1911-2003) og Glostruplejren (1916). Den bestod i starten kun af 6 træbarakker, men blev udvidet først med en teltlejr, senere en baraklejr. Den lå øst for voldgaden (voldpunkt XIV). I hele Vestvoldens levetid var den den største lejr. Lejren blev udvidet i forbindelse med sikringsstyrkens mobilisering.

Jørgen Theodor Johannes Hansen (1856-1940): Ejbylejren. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Fotoet er uden årstal, men tilstedeværelsen af soldater leder hen på at det må være taget før lejren blev nedlagt. 

'

Betongulve og -fundamenter til Ejbylejren (med bl. a. latrin) kan stadig ses langs Vestvolden for enden af Kamstrupvej og Lucernevej. Fotoet er taget nogenlunde fra latrinfundamentet som ligger lidt afsides i forhold til den øvrige lejr, og viser i øvrigt kun et udsnit af lejren. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kulbjærgene i Sydhavnen. (Efterskrift til Politivennen)

Tegninger og Tekst af Anton Hansen.

Som en vældig Blæksprutte strækker Byen Armene famlende omkring sig ud i Landet. Nøgne Gader med enkelte Husrækker, ufærdige Gavle og strittende Lygtepæle.

Senere følger den modstaaende Række Huse. Gavlene forsvinder. Husene danner Blokke og Lygterne tænker en ny Bydel til Storkøbenhavns faste Legeme. Armene famler videre, de føler sig for efter mere Bytte. Kolonihaverne, Gartnerierne og de smaa Bøndergaarde i Omegnen sluges. Byen vokser og vokser.

I de senere Aar er Frederiksholm og Sydhavnen groet frem. Alt er nyt herude. Selv om Befolkningsmængden til dagligt er paa Højde med en stor Provinsby ligger Sydhavnens Kulbjerge paa Marker med gult Vintergræs, som endnu ikke er kvalt under Kulstøv og Sod.

Jernbanespor forsvinder pludseligt i en Vandpyt, Lygter dingler fra foreløbige Træstolper og de mange Fabrikker og Beboelseshuse skinner ny og røde med hvide Vinduesrammer. Vejene er hist opkørt Mudder og her gule af ny paastrøet Grus. Fabriksvinduerne saa klare, at man kan se igennem dem. Baade Bøg og Spindelvæv kræver sin Tid. Marketenderen maa nøjes med smaa utætte Bræddeskure og Vasby Kro, hvidkalket mellem nøgne Træer, ligger her endnu.

Kullene breder sig. I Frihavnen og langs den indre Havn har Kulstøv i snart en Menneskealder sværtet Kajer, Gader og Mennesker og nu hæver Koksbunkerne sine takkede Rygge over Sydhavnens Bassiner. Fra Tyskland og Frankrig kommer nogle faa Ladninger hjem, men er kun Spandevis i Forhold til hvad vi faar fra Englands velforsynede Kulkælder Tusindvis Tons af prima engelske Koks snappes af Kraner, naar den dukker sit graadige Gab ned i Kulskibenes sorte Lastrum, hurtigt farer den tilbage paa Skinnerne og spytter Koksene fra sig paa dansk Jord. Under de bøje Koksbunker gaar Skraberen i sin cementstøbte Rende, underjordiske Staalhænder som skraber de usorterede Koks hen til en Elevator. Med Elevatoren føres de op i Siloens øverste Etage, hvor de knuses og derefter slænges ned paa forskellige Riste som Inddeler Siloen og som sorterer Koksene. Hver Arbejdstime ligger 50.000 Tons knuste og sorteret færdige til at læsses paa lastbiler eller, hvis det er Provinsen som har det for koldt, paa Jernbanevogne. Naar det er Vinter, rigtig Vinter, ikke denne Blanding af Foraar og Høst, som vi for Tiden glæder os over, leverer et enkelt Firma i Sydhavnen 6000 Tons Koks dagligt som sin Del af Byens Brændselsforsyning, men da blusser Ilden i Kakkelovnen fra Morgenstunden.

Engang gik Koner og Smaadrenge rundt paa Kulkajerne og samlede de Kulstumper, som Kranen i sin rige Overflod spildte ovenud, det er forbi. Konerne, Børnene med samt deres hullede Sække, er forsvundet men i Sydhavnen ligger nu Kulfiskeren i en lappet Motorbaad. Forsigtigt trækker han Dræget langs Havbunden og i Dagens Løb vokser den lille Kulbunke ved Siden af Motoren til et Par Hektoliter Indhold. Tiderne er daarlige for Importørerne og de store Aktieselskaber suger paa Labben. De ligger paa Lur herude, parat til at udnytte den Kulde som de haaber Vorherre inden længe vil sende Københavnerne til Straf fordi de lader et Vindue staa aabent. nøjes med to Briketter til at varme en hel Dag og glædes over udsprungne Krokus i Frederiksberg Have. Det er en Vinter, som der vil gaa sære Frasagn om. Kommende Slægter vil ryste paa Hovedet naar Oldingen fortæller om den Ungdomsvinter, da Knopperne svulmede og Krokus og Eranthis brød frem at en mild Jord i Begyndelsen af Januar eller - maaske Vinteren varsler om ny og bedre Tider for Folk I Norden.

(Social-Demokraten 11. januar 1925)

Anton Christian Vilhelm Hansen (1891-1960) var teatermaler, og senere kunstmaler. 1909-1918 tegnede han for Ekstra Bladet. 1918- det norske Arbejderbladet. Sammen med Ragnvald Blix udgav han det satiriske tidsskrift Exlex, 1923-24 medredaktør af Mot Dag og desuden medarbejder ved Simplicissimus 1919-32. 1924-1936 tegnede han i Social-Demokratens søndagstillæg, Hjemmets-Søndag. 1934 nedsatte sig som malermester. Bladtegner 1945 ved Information. Fra 1948 ved Ekstra Bladet. Han illustrerede en række bøger, bl.a. Kristianiabilleder, Kria. 1922, Akershus, 1923 (m. tekst af Edv. Bull), J.O. Bøving-Petersens Svundne Fortidsverdener og deres Fabeldyr, 1927, Johs. V. Jensens Udvalgte Myter, 1931-32, 62 Tegninger til Crimms Eventyr, 1941 (m. indledn. af Johs. V. Jensen) og Skitser til Uglspil, 1945 (med forord af Aksel Jørgensen).

Tre "Godhavn"-Drenge paa et livsfarligt Eventyr. (Efterskrift til Politivennen)

Flygtninge - Hulebeboere - Tyve og Søfarere.

Tre 10-aarige Drenge fra Opdragelsesanstalten i Godhavn, Haakon fra Holbæk. Karlo Emil fra Kalundborg og Viggo fra Aarhus, flygtede Nytaarsdag fra Anstalten og har siden ført en eventyrlig og omtumlet Tilværelse. Det har aabenbart været deres Mening at føre Jægerens frie og ubundne Liv, idet de for Flugten havde stjaalet et Gevær; men de havde glemt at tage Ammunition med. Til at begynde med slog de sig ned i Tisvilde Hegn, hvor de gravede sig en Hule, og til Livets Ophold stjal de Fjerkræ fra de nærliggende Gaarde. Byttet stegte de paa Spid, og som Dessert nød de Svedsker og Rosiner, som de havde erhvervet sig ved et ret dristigt Tyveri fra en Købmandsbutik. En af Drengene gik ind og bestilte et Pund Rosiner og et Pund Svedssker, og da Ekspedienten havde afvejet Varerne, snuppede Drengen rask Poserne og stak af med dem, uden at det lykkedes at fange ham.

Længere end til Mandag Aften kunde de dog ikke holde ud Jordhulen, den blev for kølig, og saa gik de til Gilleleje, hvor de stjal en Baad, og trods den forrygende Storm stak de til Søs og satte Kursen mod Sverige. Men det blev en ubehagelig Tur. Vind og Vand tog Magten fra dem, Baaden blev fyldt, og de kunde ikke bestille andet end øse og var hele Tiden i overhængende Livsfare. Efter fem Timers streng Sejlads drev de i Land ved Höganäs og begyndte saa et Vagabond- og Tiggertogt ind i Landet, indtil Politiet i Engelholm satte en Stopper for deres Virksomhed ved at anholde dem.

I Gaar afhentede Helsingør Politi dem i Helsingborg og dermed er deres Eventyr sluttet for denne Gang.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1925).

Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Fra det mørkeste København. (Efterskrift til Politivennen).

Hvor Sol og Lys lukkes ude.

Sygeplejerske i Københavns Fattigkvarterer, Frk. Andrea Arffmann fortæller.

(Københavns - Korrespondance).

En Dag, da vi træffer Sygeplejerske, Frk. Andrea Arffmann, der har sit Arbejde i københavnske Fattigkvarterer, spørger vi hende, om det ikke har lysnet lidt derude, om Bolignøden stadig sætter sit Præg paa Livet dér, og om hvorledes det hele former sig.

- Ja, siger Frøkenen, det er lige saa galt nu som for tre Aar siden, - det er stadig den samme Historie. Hvor skal jeg ende, og hvor skal jeg begynde . . . naar man som jeg færdes meget i de mange forskellige Hjem, ser man ofte ind i Forhold. som de fleste ikke har Anelse om eksisterer. Man staar tidt over for den Kendsgerning, at Usædelighed og Ufred anses for at hore med til det selvfølgelige Hverdagsliv, og der findes intet forsonende til at dække over Raaddenskaben.

I de uhyggelige Kvarterer.

I de Kvarterer ligger den ene store Kaserne ved Liden af den anden med baade Mellemhus og Baghus. De bestaar næsten alle af 1- og 2-Værelsers Lejligheder. 10 pCt. af Københavns Familier bor for Tiden i eet Værelse og 42 pCt. i to, - tidt endda med logerende. Vi har Huse, hvor der bor op imellem 600 Mennesker, og Gaarde, som 90-100 Familier er fælles om. Trappegangene er utroligt snavsede, ofte overmalet med sjofle Tegninger og Bemærkninger, og mangfoldige Steder er der intet Trappelys, saa paa de mørke Trappegange foregaar der megen Uhumskhed. I de skumle Gader holder løsagtige Kvinder til, hvis daarlige Liv Børnene tidligt lærer at kende og er stærkt interesseret i, - de synes jo, at det er et rent Slaraffenliv, for disse Kvinder har altid Penge og Raad til meget af det, der sukkes efter i et fattigt Hjem. Mange Mødre har fortvivlet fortalt mig, hvorledes Børnenes Fantasi og Tanker paavirkes af det, de daglig har for Øje. og hvorledes skal de kunne beskytte dem? De Stakler, de skal jo selv som Regel paa Arbejde hver Dag. Saaledes sagde en Mor grædende til mig en Dag, han havde været et Løb hjemme midt paa Dagen for at se til Børnene: "De ved ikke, hvor strengt det er at være Mor, naar man ikke har Tid til det og skal gaa hjemmefra hver Dag".

Gaardene, som er Børnenes Legepladser er graa og skidne og overfyldt med stinkende Skarnkasser og andre ildelugtende Sager, og i Gaderne ligger den ene Beværtning ved Siden af den anden, hvorfra Slagsmaal og vilde Hyl tidt lyder til langt ud paa Natten. Bolignød er forfærdelig, men Spiritus og Usædelighed bærer alligevel den største Del af Skylden for Hjemmenes Ruin. Det forstaar man, naar man ser, hvor mange smaa Hjem der kan holde sig oppe, trods Bolignød og Arbejdsløshedstryk; men vi maa forstaa, hvor let man synker, naar man lever i saadanne Omgivelser.

Hvem bor her?

- Hvem bor saa i de Kvarterer?

- Ja, det er et meget blandet Publikum. Her bor Skøgen, Drukkenboldten og de flinkeste Familier Dør om Dør. Her er mange udmærkede smaa Hjem. hvor Mand og Hustru arbejder sammen for at skabe det saa godt for Børnene som muligt og forsøge paa si værne dem mod den daarlige Paavirkning udefra. De vilde hellere end gerne flytte derfra; men paa Grund af Bolignøden og den høje Husleje er de nødt til at bo i de Bydele. Der er Lejligheder saa svinske, at de maa tænde Lys midt om Dagen, naar de skal sy eller Læse, og hvor Væggetøjet myldrer alle Vegne. Og Rotter er der i Massevis. Et Sted, jeg kom ind, maatte de

for at redde Brødet fra Rotternes Angreb,

hænge det op i Lampekrogen.

Og tænk saa for en Mor at skulle holde saadan en 1-Værelses Lejlighed - det er jo næsten umuligt. Om Aftenen, naar Familien skal i Seng, redes der paa Gulvet, og der er da ganske ufremkommeligt. Der er ingen Kulkælder; derfor maa Beboerne købe deres Koks i Spandevis, hvad der gør det dobbelt saa dyrt. Og der er ingen Vaskekælder; derfor maa de vaske i Køkkenet og tørre i Køkkenet og den eneste Stue. Der hører ingen Entré til, og Plads til Klædeskab har de sjældent, saa de kan end ikke skærme deres Smule Tøj mod Støv og Smuds. Forældre og Børn sover i samme Værelse, Drenge og Tiger ofte i samme Seng, helt op i den voksne Alder; ja, undertiden er det ikke engang Søskende; de faar jo deres moralske Begreber aldeles ødelagt; fra mange af disse Hjem udgaar de fleste af vore Sædelighedsforbrydere.

I en lille, mørk Baggaardsstue

døde en af mine Patienter. Han kunde midt om Dagen se en Stribe Sol paa Naboens Mur; den laa han hver Dag og længtes efter og glædede sig til. En syg Kone, der boede i en Baggaard. Hun havde en høj Mur en Meter fra sine Vinduer, sagde en Dag, at hun var saa bedrøvet over, at hendes Øjne ikke taalte Solen og Lyset mere; "men", tilføjede hun. "det kommer vel af, at. jeg har levet i dette Mørke i otte Aar". Kort før hun døde, blev Muren hvidtet, og hvor var hun lykkelig derover, - den hvide Mur gav Genskin ind i hendes mørke Stue.

I de gode Smaalijem

i disse frygtelige Omgivelser beundrer jeg især Hustruen og den enligt stillede Mor, som har en Børneflok at forsørge. Hun er simpelthen en Helt, synes jeg. Tænk Dem, tidligt skal hun op om Morgenen, - i de fleste Tilfælde skal hun være paa sit Arbejdssted Kl. 7, undertiden før. Har hun et spædt Barn maa det ogsaa op. Vi har enkelte Vuggestuer, der tager mod Børnene fra den tidlige Morgen; dér afleverer hun sit Barn paa Vej til Arbejde; Manden gaar ogsaa paa Arbejde - hvis der er en Mand - , og Børnene er nu ene hjemme; de store maa sørge for de smaa og passe at komme i Skole i rette Tid.

Mellem 12-1 har Konen Middag; hun styrter hjem til sine Børn. giver dem lidt Kaffe og af Sted igen. Kl. 4- 4½ er Arbejdet forbi; saa paa Vuggestuen efter Barnet, Indkøb til Middag og saa hjem.

Saa skal Huset gøres rent, Maden laves, hun skal tage sig lidt af Børnene, der har savnet hende hele Dagen, og saa spises der. Derefter vaskes der op, Køkkenet skal gøres i Stand og alle Børnene vaskes før de skal i Seng; deres Tøj skal efterses, Strømper stoppes, og til sidst skal hun smøre Mad til hele Familien til næste Dag. Saa er Dagen omme. Ofte er det blevet Midnat, og hun er dødtræt og gaar i Seng. Om Søndagen - Hviledagen - vasker hun! Synes De ikke, tilføjer Frk. Arffmann, at en saadan Mor er vor Beundring værd?

Hvordan der hjælpes.

- Men hvorledes skal vi nu hjælpe Børnene og de unge?

- Vi maa først og fremmest værne Hjemmene; det er det vigtigste Led i Bestræbelserne for at værne Børnene - værne om Familielivet. I alle Samfundslag trækkes der bort fra Hjemmene. Vi maa have en Dæmning mod alt det, der truer vort Samfund, og lære dem at elske det enkle, nøjsomme Liv. Og som Hjælp maa vi oprette Børnehaver - saa mange, at intet Barn behøver at være overladt til sig selv. En god Børnehavemor skaber Barnekaar for Børnene, giver dem noget af en Mors Kærlighed, den ikke saa faa maa undvære hjemme. ,Hun vil opelske det gode i Børnene, lære dem at lyde og tale Sandhed, og der er god og sund Beskæftigelse for Børnene Dagen igennem. Børnehave og Hjem skal arbejde sammen. Saa er der een Ting til, som er en Lykke for Børnene, og det er

Feriehjemmene paa Landet

om Sommeren.

Den Glæde, den Lykke og den Berigelse det er for disse fattige Børn at komme paa Landet om Sommeren, har man vist knapt noget Begreb om; og det er en uendelig stor og god Gerning, Landboerne her gør mod disse smaa. Saa snart Foraaret begynder at melde sig med lidt Varme og Fuglepip, saa begynder Børnenes Forandring, - Glæde hos dem, de har Plads, og Spænding hos de andre.

Festligt er det at se saadan en 9 Aars Dreng staa og fortælle en Flok lyttende Kammerater om alle Herlighederne paa Landet, "om den masende Masse Himmel, vi har derude, og en Sol, der slet ikke er som vor, for deres Sol skinner ud over hele Jorden, ja, lige ned i Lars Hansens vestre Gavl!"

Naar man er "saa susendes Glad".

Et Sted kom jeg op til en Enke som havde tre Børn, der skulde paa Landet næste Morgen Kl. 5. Hun havde halet alt Tøjet af Børnene, selv Skjorten. Alt skulde jo med, og de havde kun saa lidt. Saa skulde det tørres, stryges og være parat til at tage paa næste Morgen i rette Tid.

Efter Vasken blev Børnene vasket fra Top til Taa i den varme Lud og saa puttet i Sengen, indsvøbt i Mors Skørt og Forklæder. "Skynd jer nu at sov, husk I skal op med Hanen i Morgen", formanede jeg. "Ja", sagde Peter, "bare vi kunde sove, saa gik Tiden da saa raskt; men det kan man da ikke, naar man er saa susendes glad". Og Peter slog en Kolbøtte i Sengen med en saadan Kraft, at Hakkelse og Støv fra den gamle, lasede Madras stod om Ørene paa de tre renvaskede Børn.

- Ja, slutter Frk. Arffmann, det er de elendige Forhold, der hersker i mange ulykkelige Hjem ... men hvor er der mange gode Mennesker blandt dem, parat til at dele deres fattige Brød med hverandre, med at hjælpe hverandre, naar der er Nød paa Færde.

(Middelfart Avis 12. januar 1925)

Frederik Riise: Gårdparti fra Adelgade, muligvis nummer 77. Ingen tidsangivelse. Kbhbilleder. Public Domain.