Radiolytterne skuffes stadig. (Efterskrift til Politivennen)

Ryvang sender endnu ikke for Statsordningen, men for sig selv.

Militærorkestret paa Ryvang Radio.

Der er som omtalt opstaaet stærk Røre blandt Radiolytterne over, at Statens Radioraad har indskrænket Udsendelserne, efter at Afgifterne var indløste, og over, at Udsendelserne helt er standsede fra Landets mest populære Station Ryvang Radio.

Nu har man imidlertid i de sidste Dage bebudet, at Ryvang vilde komme igen, og efter et Protestmøde i Roskilde i sidste Uge udtalte Raadsformanden, Kammerherre Lerche sin Misfornøjelse over, at nogle Medlemmer af Raadet havde deltoget i Forhandlingerne. De kunde efter hans Mening - saaledes stod det at læse i et Blad - have faaet at vide hos ham, at Ryvang vilde komme til at udsende i Løbet af faa Dage.

Det viser sig imidlertid, at Kammerherren har været paa Vildspor. Ryvang kom ikke til at sende indenfor den af Raadets Formand lovede Frist, og endnu er der faktisk ingen, der kan sige, hvomaar Ryvangsudsendelserne begynder for Staten.

Den er foreløbig ikke sat paa Programmet for den kommende Uge. I det hele taget bliver denne Affære med Ryvangs Lukning for Statsudsendelserne mere og mere ejendommelig.

Det er jo nemlig ikke saaledes, at Ryvang slet ikke kan sende. Stationen sender saa at sige hver Dag i denne Tid fra sit eget Udsendelseslokale, og da Stationen lige er stemt om af en tysk Specialist og forsynet med ny Mikrofon, sender den bedre end nogensinde før.

Samme tyske Specialist konstaterede, at Ledningen til Statstelegrafens Sendelokale paa Købmagergade er lavet ret utilfredstillende, medens en Ledning til Byen over Københavns Telefonselskab er udmærket, den har iøvrigt været i Orden og været brugt i et helt Aar.

Da Statstelegrafen imidlertid efter flere Maaneders Forløb stadig ikke synes at kunne faa sin egen Ledning i Orden, var der jo den Udvej, at den kunde sende sine Kunstnere ud til Ryvangens eget Sendelokale. Det synes man imidlertid ikke at kunne bekvemme sig til, og derfor sender Ryvangen ikke for Statsordningen. men kun for sig selv. Igaar sendt Stationen Militærmusik fra Ingeniørkasernen, og det gik fortræffeligt. Vi bringer her et Billede fra Optagelsen i Kasernegaarden. Den lille hvide Plade i Forgrunden er Mikrofonen.

(B. T. 27. juni 1925).

Den ældste københavnske Biograf forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

En Samtale med Hoffotograf Elfelt, den danske Kinematografiske Fader

I disse Dage har Kinografen lukket sine Porte for at gennemgaa en fuldstændig Ombygning, der vil gøre den efterhaanden temmelig lidet tidssvarende Biograf til et af vore mest mondæne Strøgteatre.

Med Kinografens Lukning forsvinder det ældste endnu eksisterende københavnske Filmsteater, og i en Samtale igaar fortalte dets Bevillingshaver, Hoffotograf Elfelt, Teatrets Historie gennem de mange Aar, han har været Bevillingens Indehaver. For det store Publikum, som nu er Filmens og som er vænnet til i hver anden Gade at finde et moderne Filmsteater med hyppigt vekslende Repertoire, vil disse Erindringer fra Fimens Barndom utvivlsomt være af Interesse.

Hoffotograf Elfelt.

- Det var allerede i 1899, fortæller Hoffotograf Elfelt, at jeg søgte en Bevilling til at fremvise levende Billeder Frederiksberggade 27. Det var meget nemt at faa dengang, for man behøvede ikke andet end at bede Politidirektøren om den.

Først havde jeg dog tænkt mig at lægge Teatret i Hafnias Bygning paa Amagertorv, hvor den allerførste københavnske Biograf laa, og som paa dette Tidspunkt netop var gaaet ind. Men Ejeren, en Sagfører, erklærede, at han vilde ikke have den Slags Gøgl sin pæne Ejendom.

Saa installerede jeg mig paa en 1ste Sal ved Siden af den Ejendom, hvor Kinografen endnu har tilhuse. Skillerummet var af Lærred og Forholdene mere end primitive - ikke mindst, naar man tænker paa, hvilke solide og brandsikre Konstruktioner, man nu forlanger i de moderne Teatre.

De første Films.

Vi kørte Filmene med en Maskine, som selve Lumiére var Fader til, og som en Mand ude i Nelderød havde forbedret.

Vore første Programmer bestod fortrinsvis af Billeder af Kongefamilien, optaget paa Bernstorff og Fredensborg. nogle enkelte af Lumiéres egne meget primitive Optagelser, f Eks. en Mand, der kørte i Kano og blev bombarderet med Snebolde og væltede etc. Og desuden havde jeg selv optaget nogle badende Damer og lignende Smaanumre.

Filmen "De Kongelige skal fotograferes", som jeg selv havde optaget, blev en for sin Tid enestaaende Sukces. 3 Kopier af den blev slidt op paa ganske kort Tid, og allerede da den gik nede i "Hafnia", holdt der lange Rækker af Wienervogne udenfor og ventede, medens Københavns upperten var inde og se Filmen. Den var ogsaa et Hovednumer i mit Teater Frederiksberggade, løvrigt maatte jeg staa Skoleret for Czaren og andre Medlemmer af Kongefamilien, fordi de fandt deres Bevægelser komiske paa Filmen.

Entréen var 2 Øre, og i Forlokalet var der fuldt op med allehaande Automater, den syngende Fugl, Chokoladeautomater, "den syngende Buelampe", Kukkassen o. s. v.

Det varede et Aar - saa havde jeg sat 3000 Kr. til, hvilket var en stor Sum dengang. Men jeg fortsatte med at eksperimentere indenfor Kinematografiens Gebeter.

Premiére i Det ny Theater.

Med Festmiddag paa Phønix.

Saa laa Bevillingen stille til 1906, da Ingeniør Christian opsøgte mig og foreslog, at vi skulde aabne et Biografteater i Naboejendommen, Frederiksberggade 25, hvor Kinografen har tilhuse.

Men nu viste det sig, at Bevillingen, der ellers gjaldt for stedse, ved at flytte til Nr. 25 ligesom alle de øvrige fremtidig skulde fornyes fra Aar til Aar.

Naa, jeg fik anskaffet en ny Maskine fra Nelderød - den kunde køre en Film af den imponerende Længde 150 Meter (de hidtidige Lumiére-Maskiner kunde kun køre Minut), og nu kunde vi vise Film i et Stræk, f. Eks. af Husarerne, der slog Bro og red derover. Det var meget flot paa det Tidspunkt.

Lokalet med de forgyldte Løvehoveder med de røde Lysøjne var noget overdaadigt dengang, ligeledes Prospekterne paa Væggene og Solspejlet i Loftet. Aabningshøjtideligheden var meget Imponerende for sin Tid. Vognene fylkede sig foran Teatret. Pressen var indbudt, og efter Forestillingen var der Festmiddag paa Phønix.

"Nu skal du ha' din varme Mad".
Da Kapelmesteren improviserede.

Pianisten Binderup, som iøvrigt er dér den Dag idag, var den Gang som nu den bedste i Faget. Kender De ikke den henrivende Historie, om den Gang han havde væddet med nogle Filmefolk om, at han skulde faa dem til at le over en højst alvorlig Wild West-Film blot ved Hjælp af sin Musikledsagelse?

Binderup lavede de frygteligst Numre paa Klaveret, mens Handlingen skred frem, men hans Publikum holdt sig tappert. Saa kom det Tidspunkt, da Helten bliver bundet til et Baal, og Luerne begynder at slikke op ad ham. Saa spillede Binderu "Nu skal du ha' din varme Mad!" og saa maatte Herrerne overgive sig

Advaret to Gange - og saa smidt ud.

Vore Kontrollører var ogsaa meget fornemme, i lyseblaa Unifotmer og Gamacher, anført af den store, tykke Svendsen, som ikke var til at spøge med, og som forstod at holde Disciplin. Hvis Folk stampede utaalmodigt, blev de advaret to Gange, og saa smidt ud.

Iøvrigt er den nuværende Overkontrollør Stauning, jo ogsaa en meget fornem Mand - en Fætter til selve Statsministeren. 

Det nye Teater skal koste 200 000 Kr.

Dg nu skal Kinografen forhaabentlig opleve en Renæssance, slutter Hoffotografen; det bliver i alt Fald en meget kostbar Historie, som kommer til at staa os i ca. 200,000 Kroner..,. og jeg tror, at Teatret, naar det aabner igen til Oktober, ikke blot vil være Byens ældste Biografter, men ogsaa det smukkeste Strøgteater, vi har.

Eric

(B. T. 26. juni 1925)

Filmselskabet Kinografen blev stiftet i 1906 af instruktøren Alexander Christian og Kgl. Hoffotograf Peter Elfelt m. fl. Elfelt havde bevillingen til at åbne en biograf. Det holdt itl i Frederiksberggade 25. Produktionsdelen ophørte omkring 1918. Nordisk Films Kompagni overtog 1922 aktiemajoriteten i biografen og filmudlejningsselskabet, der nogle år forinden var kommet på det tyske UFA's hænder.

Biografen blev ombygget i 1939 og skiftede samtidig navn til Bristolteatret. Biografen lukkede 30. september 1966.

Justitsminister Steincke om de "aandeligt belastede Undermaalere". (Efterskrift til Politivennen)

Straffelov og Værgeraadslov.

Paa Nyborg Strand holdtes der i Gaar et Møde af Børnesagens Venner, og paa dette holdt Justitsminister Steincke - efter at Forstander Bech, Holsteinsminde, først havde talt et interressant Foredrag om stralovforslaget og Værgeraadsloven. I dette Foredrag udtalte Ministeren blandt andet:

Mangfoldige, ikke mindst indenfor mit eget Parti, nærer det forfængelige Haab at blot det lykkes at løfte Underklassen økonomisk og at udvide Børneforsorgen, gaar alt godt. Men saaledes vil det ikke komme til at gaa. Der vil i Fremtiden med Overklassens Et- og To-Børns System. som breder sig i Befolkningen, i Forbindelse med Undermaalernes hensynsløse Formerelse, opstaa en Række aaandeligt belastede Undermaalere, som ikke selv de bedste Værgeraad kan faa noget ud af, men overfor hvem Internering er Samfundets eneste virksomme Middel.

Ministeren tillagde den racehygiejniske Undersøgelse, der er i Gang, stor Betydning, og han mente derfor, at det ikke vilde være rigtigt at foregribe Udviklingen med en Straffereform. som intet Hensyn mg til denne Undersøgelses eventuelle Resultat.

Ministeren har her rørt ved et af de brænde Spørgsmaal, som før eller senere trænger sig paa for at blive løst: Spørgsmaalet om den fortsatte uhindrede Avlen af aandeligt defekte Individer.

Det er dem, der ødelægger Slægten, man maa værge sig mod, men bare det at lave lnterneringsanstalter for deres Afkom synes os ikke nok. Vi - og Justitsministeren med - maa vist anderledes til at angribe Ondet ved Roden, nemlig ved at forhindre den Formering. som Ministeren jo selv kalder hensynsløs.

(Aftenbladet (København) 25. juni 1925).

Ligbrændingssagens Udvikling. (Efterskrift til Politivennen)

Kontorchef Reenberg fortæller om Kamp, Modstand og fremgang.

Dansk Ligbrændings-Forening har udsendt sin Aarsberetning, og det fremgaar af denne, at det her drejer sig om en Sag, der er i kolossal Fremgang, og vi har bedt Foreningens energiske Drivkraft. Kontorchef Reenberg, fortælle lidt om Udviklingen. Han siger:

- Foreningen tæller nu 32,430 Medlemmer, og vi havde i 1924 5686 nye Indmeldelser. Der blev sidste Aar foretaget 851 Ligbrændinger i København og 28 i Aarhus, men inden vi er naaet til dette store Resultat, har der ogsaa været kæmpet en langvarig og haard Kamp. Foreningen, der er stiftet 1881 af Professor Levison, traadte først i Virksomhed i 1893, da den første Brænding her i Landet fandt Sted. - det var Bureauchef D. I. Dessau, der blev den første. Det første Aar var der kun fire Brændinger, og det var, da "Folkelig Ligbrændingsforening" blev stiftet, at det begyndte at tage Fart. Det var egentlig Digteren Sophus Schandorffs Baalfærd i 1901, der gav Stødet til denne Forenings Dannelse, - der var en Mængde Arbejdere til Stede, de følte sig tiltalt af denne Maade og stiftede Foreningen. 

Sophus Schandorffs sidste Vilje.

Dette har sikkert glædet den gamle Digter i hans Himmel, thi som De maaske ved, sluttede han sine Livserindringer med disse jævnt og ligefremme Ord: For øvrigt er min Hustru og jeg enige om, at vi vil brændes. Vi vil ikke ligge og svine Jorden til for vore Efterkommere!

I Krematoriets Urnehave.

Der er mange kendte Navne, der har fulgt Schandorffs Eksempel, jeg kan nævne: Estrup, Hørup, Holger Drachmann, Hørdum, Zartmann, Flyveren Ulrich Birck og m. m. fl. Forfatterinden Amalie Skrams Urne er f. Eks. en af de første, man læger Mærke til, i den gamle Urnehal, hvor den staar lige til højre for Indgangen. Fru Skram demonstrerer her i Døden mod sin norske Herkomst, idet hun paa sin Urne har ladet prente:

Dansk Borgerinde
Dansk Undersaat
Dansk Forfatterinde

Der er kun to Præster i København, der er Modstandere af Ligbrænding.

Det var, navnlig de første Aar, særlig fra gejstlig Side, Ligbrænding-sagen mødte heftigst Modstand. I Begyndelsen maatte Præster overhovedet slet ikke modvirke i Ornat - det opnaaede de først Tilladelee til i 1910. Nu er hele denne Modstand kun en Saga blott" - København findes der i øjeblikket kun to Præster, der er Sagen fjendtlig stemt. For øvrigt er det kun en ringe Brøkdel Ligbegængelser, der foregaar uden gejstlig Medvirkning, - sidste Aar var der kun 35,

Foreningen er nu en Faktor, man maa regne med i Begravelsesvæsenet, - her i København har vi snart 1000 Ligbrændinger om Aaret, og foruden Krematoriet i Aarhus der er tre Aar gammelt, vil der nu ogsaa i Slagelse, Helsingør, Aalborg, Kolding og Odense blive opført Krematorier i en ikke fjern Fremtid.

Larus

(Aftenbladet (København) 11. juni 1925).

Den larvehærgede Kongelund. (Efterskrift til Politivennen)

Kongelunden er Amagers Eventyrland. Over den bordflade Ø hæver disse tre Hundrede Tønder Land Skov sig som en Oase i Markernes orkanagtige Ensformighed. I al sin grønne Sommerynde staar den der. lokkende langvejs bort Vandreren derude paa de støvede og daarlige Landeveje. Den lover Svalhed og Skygge inde mellem de stille Træer, hvor Vinden ude fra Kalleboderne døer hen i Pust.

Det er, som sagt, et lille Stykke Poesi, blot ikke i denne Tid. For onde Aander har holdt deres Indtog.

Det er Millioner af grønne Larver, der har taget Lunden i Besiddelse, saa man næsten ikke kan færdes derude. Fra Træ til Træ og tværs over Vejene har de spundet deres haarfine Net, Edderkoppespind med myldrende Liv, der straks angriber de Gaaende. De har indkapslet de prægtige Ege, som nu staar afribbede for deres Bladhang. De nærer sig af Vegetationens Safter og udmarver den.

De virker som en af Ægyptens syv Plager. Græshopperne, og det værste er, at man ingen Midler har til at bekæmpe denne Plage. Man bliver larve- og spindbefængt, selv om man gaar midt ad Hovedvejen, og med Sorg ser Skovfogden derude magtesløs ødelæggelsen skride frem.

Naar Regnen kommer, vil det værste vel nok være overstaaet, men vi vil ikke tilraade Folk Kongelunden som Maal for Pinseudflugten. Det skulde da højst være til Restaurationen, hvor Dansen gaar.

(Aftenbladet (København) 8. juni 1925).