Om Børnetilsyn. Af Fru Jo Jacobsen. (Efterskrift til Politivennen)

For ca. Aar siden gik en ny Lov om udvidet Børnetilsyn igennem. Spørgsmaalet om at tage Stilling til den, delte bogstaveligt den Gang Dansk Kvindesamfund i to Lejre og Diskussionen var paa Aarsmødet i Maribo 1922 meget heftig. Det blev ganske vist bestemt ikke at give dette Lovforslag Tilslutning, men Sindene var til herfor heftig delte for og imod og det lykkedes ikke at klare Spørgsmaalet nok til ogsaa at give en Brgundelse af, hvorfor man afslog Tilslutning.

Da holdt Dr. med. Niels Muus - desværre efter at Aarsmødet allerede var afsluttet, - et Præcist og klart Foredrag, hvis tørre Fakta skar igennem al den Følelsesforvirring, der for saa mange gjorde Sagen uklar.

Doktoren selv tog ingen Stilling til Spørgsmaalet, men klarlagde gennem sin egen Erfaring om disse Forhold deres økonomiske Side. Og hvad Dr. Muus den Dag nøgternt paaviste, er den Dag i Dag endnu den samme Rod til det samme Onde.

Skal denne Sag tages op til Behandling, da er det nemlig ikke om Forsømmelsen af Spædbørnene, det drejer sig, heller ikke om de talrige Mord paa dem, men ganske simpelt og klart om Aarsagen ti! disse Forbrydelser. Før man slaar ned paa den, før bliver ingen ny eller udvidet Lov om Tilsyn virkningsfuld.

Den, vi allerede har, og som har vist sig saa utilstrækkelig, angriber i Virkeligheden kun det Onde, der er Tale om, i dets Virkninger, og det er klart, at hermed kan man vedblive til Dommedag, hvis man ikke forstandsmæssigt finder paa at bekæmpe dets Oprindelse.

Det er oplyst, at Fru Ibsen paa Bobakkegaard har nøjet sig med 50 Kr. i Pleje om Maaneden for hvert enkelt Spædbarn, og det er paavist, at hun kun ved at Uge flere til sig, end hun kunde overkomme Pasningen af, har kunnet faa Tingene, - endda utilstrækkeligt, - til at gaa rundt.

Undersøger man de bestaaende Forhold vil man finde, at den almindelige Betaling maanedlig for et Plejeharn beløber sig til mellem 75-100 Kr. Desforuden skal der præsteres en Barneseng med Tilbehør af Sengetøj og en Barnevogn.

Størsteparten af de Mødre, der sætter deres Børn i Pleje tjener selv mellem 30-70 Kr. om Maaneden og det Tilskud, Barnefaderen eller det offentlige giver, varierer som Regel mellem 15-25 Kr. pr. Maaned.

Ønskes Barnet sat i en Pleje af 70 Kr. maanedlig og Moderen selv tjener 30, mens Tilskudet enten fra Barnefaderen eller fra det offentlige er 25, ses det, at den samlede Indtægt kun beløber sig til 55 Kr., og at som Følge heraf Moderen er henvist til at søge et billigere Sted for Barnet.

Vil hun sætte det i Pleje for 100 Kr. maanedlig, naar hun selv tjener 70 og Tilskudet er 16, staar hun overfor akkurat det samme. De faste Forhold, der her er tilrettelagt og lovbestemte for hende og Barnet, yder hende kun en Skinhjælp og knap nok den.

Klarer hun alligevel de økonomiske Vanskeligheder, saa stiger ikke hendes Tilskud med Barnets Forbrug under dets Opvækst. Det aftager. Naar Barnet er 4 Aar faar hun ned til 8 Kr. om Maaneden for det.

Betaler Barnefaderen ikke sin Skyldighed har han 3 Maaneders Frist, før det er tilladt at sagsøge ham, og indtil for ganske nylig var Loven selv 6 Maaneder bagud med Erstatningen. Hvad Barnet lever af i Mellemtiden, det maa Moderen om.

At Loven selv henviser hende til Barnemord er temmelig indlysende, enten hun nu vælger at dræbe det straks efter Fødslen eller hun lader det dø lidt langsommere gennem den Pleje, det faar hos de tilfældige Plejeforældre eller paa de billige Børnehjem.

At tilse den juridiske Side af disse Forhold skulde man ikke synes, at Loven behøvede at sætte flere Apparater i Gang for. Det Tilsyn, der er, har længe nok kigget paa Mødrenes slidte 5-Øre, uden at den derfor endnu af sig selv har forvandlet sig til en blank 10-Øre. -

Derfor vil nye Love om et udvidet Tilsyn, d. v. s.: skærpede Plejeforhold uvægerligt give eet Resultat: Flere Barnemord. Der vil simpelthen ikke være andet at gøre for Mødrene, da Barnet ikke kan leve af Luften og Penge som bekendt ikke kan stampes op af Jorden.

Som det er nu kan Mødrene ikke en Gang komme udenom Spørgsmaalet overfor at sætte Børnene i Pleje ved selv at paatage sig Pligterne med dem. Hvis en Kvinde, der har flere Børn født udenfor Ægteskab, selv vi tage sig af mere end et af dem, har hun i Følge Loven ingen Krav hos Myndighederne paa Erstatning for de Penge, den "uægte2 Fader næsten altid snyder hende for.

Mer end eet Barn maa hun ikke selv tage sig af, hvis hun vil vente nogensomhelst Støtte. Meningen med denne vise Lovbestemmelse er den at sætte en Grænse for hendes "Indtægt ved at føde Børn". Hun kunde nemlig, hvis Loven var hende gunstig og hun opdrog 3 Børn paa over 4 Aar, berige sig med den svimlende Sum af 25 Kr. om Maaneden. Heraf skulde saa endda 8 Børn leve, samtidig med at Arbejdet med dem hindred« hende i ellers at forsørge dem.

Altsaa kommer Mødrene i Følge Loven ikke udenom at sætte Børnene i Pleje og kan denne ikke skaffes for den Sum, som til det yderste kan skrabes sammen, saa er der, hvis man afskaffer de billige Steder ingen anden Udvej end den at slaa Børnene ihjel.

Saa længe de Herrer Lovgivere ikke indser, at det her er forebyggende Love, det drejer sig om, saa længe vil disse Forhold vedblive at være den Skændselsplet paa Samfundet, som de nu er. Der burde ikke være den mindste Tøven overfor at skabe nye Love paa dette Punkt. Manglen ved dem, der nu bestaar, koster næsten dagligt et Barneliv.

Loven er til for at lære Borgeren den Moral, der endnu ikke er Indgaaet som selvfølgelig i hans Bevidsthed, men overfor Ansvaret med at hidkalde og bagefter værne Barnet, kræver den endnu et yderst minimalt Ansvar, Den er endnu ikke kommen saa vidt, at den fastslaar blot nogenlunde forstandsmæssigt den økonomiske Skyldighed overfor den vigtigste af alle Handlinger: den at hidkalde Barnet.

De Love, det her vilde dreje sig om, maatte, om de skulde være virkningsfulde, gaa ud paa at fastslaa:

1) Pligt til Anmeldelse for Øvrigheden af Forældreskab fra Svangerskabels 5. eller 6. Maaned med lige Straf for Faderen og Moderen for Undladelse heraf og med tvungen Opgivelse af Forældrenavnene.

2) Fædrepligt til økonomisk at sikre Fødested for Moderen inden 3 Maaneder for almindelig Fødetid.

3) Forældrepligt til offentlig Anmeldelse af Barnets Fødsel Indenfor en nærmere fastsat Tid.

4) Fædrepligt til at sikre Barnet Moderens Pleje, indtil dets skolepligtige Alder og til økonomisk Ydelse svarende til Barnets Tarv, indtil dets Opvækst er afsluttet.

5) Straf for Mangel paa økonomisk Evne eller Villie til at opfylde Fædrepligt. 

Blev især denne sidste Bestemmelse fastslaaet til at blive en virkelig følelig Straf, vilde det snart vise sig, at den, der een Gang havde været ude for den, næppe mer satte Børn ansvarsløst i Verden, og utvilvsomt vilde en saadan Lovbestemmelse betydelig indskrænke Antallet af uden for Ægteskab fødte Børn.

I de Tilfælde, hvor der kan være Tale om flere Fædre, vil det være rimeligt at lde hver, der har løbet Risikoen tage dens fulde Konsekvenser med Hensyn til Straf eller Bøde for at lære hver enkelt Mand, at det Ikke formindsker hans Ansvar, at han deler det med flere.

Føjede man saa yderligere hertil, at alle Børnehjem skulde være Statsinstitutioner, lige saa forsvarlig indrettede og lige saa sikrede som Statens Hospitaler, saa vilde dermed den Geschæft, der nu spekulerer i de mislige Forhold i sig selv være dødsdømt.

Som det er nu, betaler Staten op til 8 Millioner Kr. aarligt i Alimentationsbidrag for "uægte" Fædre. Hvilken smuk Sum blev ikke fri her, hvis man overfor denne Sag lige saa vel som i andre Spørgsmaal, tvang Enkeltmand til at betale sin økonomiske Skyldighed.

Det hændte for nogen Tid siden, at man et eller andet Sted i Jylland fandt en gammel, hjælpeløs Mand, der vanrøgtedes paa det sørgeligste i sit Plejehjem. Det vakte en uhyre Opsigt hele Landet over, men at talrige Børn daglig vanrøgtes og langsomt eller hurtigt dræbes, det er endnu saa tilvant, at der næppe tænkes derover, og paa i ingen Punkter udviser Loven saa megen Træghed overfor at finde frem til Fornuft og Retfærdighed som i denne Sag.

Det kan ikke siges klart og tydeligt nok, at nye Love om udvidet Børnetilsyn kun er Fortsættelsen af et uværdigt Spilfægteri. Det betyder i Virkeligheden, at de Nødstilstande, der paases, er de Forhold, som Loven selv bestemmer og betinger.

Hvad den derimod bør kræve er en helt ny Moral, en Moral, der bør haandhæves lige saa fast som den for andre Former af Mord og Ansvarsløshed. Den bør give Moderen Betingelser for at opfylde sine Pligter mod Barnet, inden den straffer hende for at svigte dem, og den bør lære Faderen, at han som den, der bestemmer Barnets Hidkaldelse, bør bære det største Ansvar for det, - ikke som nu det mindste, og navnlig ikke som nu det mindst økonomiske.

(Social-Demokraten 20. august 1925).

Artiklen blev omtalt i kronikken  i Social-Demokraten 28. august 1925 af Margrethe Nielsen.

Hansigne Johanne (Jo) Marie Jacobsen f. Christiansen (14. december 1884-18. august 1963) var forfatter, psykoanalytiker og foredragsholder. 1906-1922 var hun gift med bryggeridirektør Vagn Carl Jacobsen (1884-1931), søn af brygger Carl Jacobsen (1842-1914) og Ottilia Mary Stegmann (1854-1903). De fik to børn sammen 1907 og 1908. Carl Jacobsen mente hun skulle påtage sig sin del af ansvaret for sin mands arbejdsmæssige indsats. 

Jo Jacobsen i 1917 flyttede fra Vagn, til pressens skadefryd og omgivelsernes diskrimination af fraskilte kvinder. Hun udgav romanerne Hjertets Køn (1924) og Huset Hansen (1925) som var parodier på det miljø hun forlod. Hun måtte opgive at oprette en fortsættelsesskole for unge piger. I 1920’erne holdt hun foredrag og skrev for foreningen Frivilligt Moderskab (1923) sammen med Thit Jensen med hvem hun stiftede Seksual Oplysnings Forbundet (1924) og var foreningens formand. Artiklen blev til i denne periode hvor hun agiterede for en forbedring af uægteskabelige børns familieretlige stilling. Hendes forhold til den etablerede kvindebevægelse, fx Dansk Kvindesamfund var som det fremgår ikke det bedste. 

Romanen Marsvinsjægerne (1928) bygger på hendes barndomsoplevelser fra Lillebælt med fattigdom og menneskelig forråelse. Tom Kristensen skrev i Tilskueren, at “hun har den uforklarlige Evne, der kaldes Talent”. 

I pjecen Fosterfordrivelsesparagraffen 241 (1930) beskrev den forarmede, børnerige arbejderkvindes situation og argumenterede for abort. I 1932 udsendte hun et spørgeskema til københavnske praktiserende læger hvor hun bad om deres stillingtagen til seksualoplysningsklinikker, seksualoplysning i skolen og svangerskabsafbrydelse. Bogen Seksualreform (1932) handlede om seksualoplysning. 

Kærlighedens Labyrint (1944) var ment som seksualoplysning af småbørn.

Efter skilsmissen begyndte hun at studere Freud Hun gennemførte sin uddannelse i Berlin 1933-35 og Wien 1936-38 og var da tilhænger af  psykoanalytiker Wilhelm Reich. Da han måtte flygte fra nazisterne, gav hun ham husrum i sin lejlighed i København. hun forlod dog hans linje og sluttede sig til Sigurd Næsgaard. Hun praktiserede i København og synes især at have haft ganske unge kvinder som sine klienter.

På flere måder var hun forud for sin tid. Hendes ligefremme stil bragte hende i karambolage med vanetænkende folk såvel fra højre- og venstrefløjen (fx Hans Kirk som parodierede hende som seksualoplyseren fru Nai-Nielsen i en føljeton i Arbejderbladet 1939-40. 

Romanen En sang på trapperne (1949) er et opgør med kristendommens begreber om skyld og synd. 

Seistrups Død. (Efterskrift til Politivennen).

Fhv. Skarpretter Sejstrup død.

De tre Dødsdømte: Rasmus Mørke, Anders Sjællander og Jens Nielsen.

Sejstrup

Et Telegram fra Skelskør meddeler, at Danmarks Riges tidligere Skarpretter, Jens Sejstrup, er afgaaet ved Døden nede i den lille By, hvor han henlevede sin Livsaften i en stille Pensionisttilværelse, og dermed er et Navn, der en Gang for en Snes Aar siden var paa alles Læber, men over hvilket Glemselens Slør nu forlængst havde lagt sig, pludselig bleven aktuelt igen.

Det ligger saa langt tilbage som i 1906, at Sejstrup trak sig tilbage fra sit uhyggelige Embede, som han havde røgtet i 28 Aar f denne lange Tid kom han dog kun Virksomhed tre Gange. Første Gang var, da han i 1881 henrettede Morderen Rasmus Mørke, som var dømt til Døden efter at have myrdet to gamle Indsidderfolk og udplyndret dem.

Henrettelsen fandt Sted paa Kleistrup Mark i Nærheden af det Sted, hvor Rasmus Mørke havde forøvet sin Forbrydelse. Pladsen var afspærret af et Kompagni Soldater fra Viborg og en Eskadron Dragoner fra Randers. Og skønt Tusinder af Mennesker var strømmet til fra Omegnen og fra de om liggende Byer, Randers, Viborg Hobro og Mariager, ja selv helt nede fra Aarhus, foregik Henretteisen programmæssigt og uden Forstyrrelse, før efter at Øksen var faldet, og Rakkerknægten, en Tjæremand ved Navn Finnerup fra Viborg, for at dokumentere, at Dommen var fuldbyrdet og Loven sket Fyldest, løftede det afhuggede Hoved højt i Vejret fra Skafottet og viste det frem for de mange Tusind Tilskuere. Thi da brød disse igennem alle Afspærringer og stormede hen til Skafottet, hvor navnlig Kvinderne stredes som vilde Dyr for at komme til at væde deres Lommetørklæder i Rasmus Mørkes Blod, opfyldte af den gamle Overtro, at Strygning med en Henrettets Blod virker helsebringende for alskens Sot og Syge.

Anders Sjællænders grufulde Død.

Han fik tre Hug af Øksen

Medens Rasmus Mørke saaledes i hvert Fald hvad selve Henrettelsen angaar, - kom glat og hurtigt ud af Livet, gik det galt for Jens Sejstrup anden Gang, han kom i Arbejde.

Det var allerede Aaret efter, altsaa 1882. Og den Dødsdømte var den brutale Forbryder Anders Sjællænder, der ovre ved Nakskov havde slaaet en gammel Bissekræmmer ihjel og udplyndret ham.

Henrettelsen skulde finde Stod paa Sølvbjerghøj tæt udenfor Nakskov. Og ligesom ved Rasmus Mørkes Henrettelse var der kommet Tusinder og atter Tusinder af Mennesker til Stede for at overvære Eksekutionen. Men Myndighederne havde ikke truffet blot de simpleste Afspærringsforanstaltninger. Og Resultatet var, at Folkemængden ligefrem trængtes om Skafottet, saa ikke blot den Dødsdømte - hvilket jo var ret forstaaeligt - men ogsaa Skarpretteren var grebet af den største Nervøsitet.

Dertil kom, at det havde sneet om Natten og hele Morgenstunden, saa Skafottet var slibrigt ng glat. Og da den Dødsdømte havde anbragt sit Hoved paa Blokken og Sejstmp svingede Oksen til det dræbende Hug, gled hans Fod, og han snublede, saa Hugget fejlede og ramte den ulykkelige Morder i Skulderen i Stedet for paa Halsen

Et tusindstemmigt Rædselsskrig lød fra Folkemængden. Sejstrup blev endnu mere nervøs, end han var i Forvejen, og da han febrilsk rev Øksen til sig og huggede anden Gang, fejlede han paany og naaede først med et nyt og tredie Hug at faa Hovedet skilt fra Kroppen.

Folk hylede og skreg de frygteligste Trusler op mod Skarpretteren. der ligefrem maatte beskyttes af Politi, da han efter fuldbragt Gerning vilde fjærne sig fra Stedet. Og bedre blev det ikke, da det Rygte bagefter spredtes i Mængden, at Skarpretteren havde været beruset, da han mødte paa Skafottet, og at man heri maatte søge Aarsagen til hans Uheld.

Rygtet fløj paa lynsnare Vinger ud over hele Landet. Og det blev nødvendigt for Autoriteterne gennem en Retssag at give Sejstrup, der forøvrigt bestemt hævdede, at allerede det første Hug havde været dræbende for Anders Sjællænder, Lejlighed til at rense sig for Beskyldningen for at have været fuld. hvilket han for Resten havde nogenlunde let ved, da han aldrig nød Spiritus og heiler intet havde nydt den skæbnesvangre Morgen.

Begivenheden og den følgende Pressekampagne efterlod imidlertid en Bitterhed i Sejstrups Sind saa han senere hen aldrig kunde taale at høre Ordet "Journalist" uden at komme i Oprør, og f. Eks. jeg, der skriver disse Linier, en Gang mange Aar senere, da jeg søgte ham ude i hans Hjem paa Jyllandsvej her i Byen, ligefrem blev jaget ud af ham under Truslen om. at han vilde anvende en af sine uhyggelige Økser imod mig, saafremt jeg ikke forsvandt.

Sejstrups tredie og sidste Henrettelse var ikke offentlig men fandt, vistnok paa Trods af Lovens Bestemmelse. Sted indenfor Horsens Tugthus' Mure, hvor Jens Nielsen, der sad som Livsfange, efter tre Gange at være dømt til Døden og benaadet, endelig ved gentagne morderiske Overfald paa Fængselsopsynet, naaede at faa opfyldt sit Ønske om at blive henrettet.

Det skete den 8. November 1892 og som sagt i selve Tugthusets Gaard, idet man omgik Lovens Ord om Henrettelsens Offentlighed derved, at man udkommanderede 50 af Tugthusets Fanger til fra Vinduerne at følge det blodige Drama.

Blandt det "Heldige", der blev udkaarede hertil, var den gamle Meyers Morder, Philipsen, der mange Aar efter blev helt benaadet, takket være den Trofasthed og Ihærdighed. hvormed hans stakkels Hustru arbejdede for ham. og som nu lever under et fremmed og nyt Navn ovre i Amerika.

- - -

Da Sejstrup i 1906 tog sin Afsked, kom det, som det vil huskes, til en tragikomisk Konflikt mellem ham og daværende Justitsminister Alberti, idet denne forlangte, at Skarpretteren skulde udlevere Blokken og Økserne - han havde to, af hvilke den ene gennem en Inskription fortalte, at det var den, der var benyttet til Struenses og Brandts Henrettelse paa Øster Fælled 1772 - til sin Eftermand i Embedet, medens Sejstrup kategorisk nægtede dette under Henvisning til, at han selv i sin Tid havde baade købt og betalt Apparaterne, da hun fik dem overladt af sin Formands Enke.

Den nuværende Indehaver af Skarpretterembedet, fhv. Fængselsbetjent Christensen, har, som bekendt, aldrig haft Brug for Økserne, der opbevares i Justitsministeriet, hvor Alberti lod dem henstille, efter at han gennem en mindelig Overenskomst havde faaet Sejstrup til at udlevere dem. Og nu faar han jo vel aldrig Brug for dem, idet, som bekendt, vor nuværende Konge hidtil altid har vægret sig ved at underskrive nogen Dødsdom. Og selve Dødsstraffen vil forsvinde, naar det nye Straffelovsudkast bliver til Lov

Nemo.

(Aftenbladet (København), 31. august 1925).

Ifølge Sejstrups egen samtidige beretning ("Efterretninger om Dobbeltmorderen Rasmus Pedersen Mørke og hans Henrettelse i Kleistrup den 5te Januar 1881", 3. oplag 1881) kom Sejstrup kl 4.45 den 5. januar 1881 til retterpladsen. Skafottet var omringet af "en del mennesker, som den tilstedeværende militærstyrke havde møje med at holde i ave." Mørke kom ca. 1 time efter. Proceduren forud for og under henrettelsen foregik ifølge Sejstrup i "den største ro og orden, og dyb tavshed fra den forsamlede mængde". Sejstrup omtaler ikke den tumult efter henrettelsen som Aftenbladet beskriver. 

København (29. juni 1891) havde aflagt et besøg på Peter Bangsvej 42 (Villa Aldershvile) hvor han bl.a. havde et hønsestutteri. Han var da blevet enkemand. Han var i besiddelse af det klæde hvorpå forbryderen skulle holde sin sidste bøn, samt øksen og de to bøjler til at spænde om nakken. Dengang mente Sejstrup at de nok ville blive brug for ham når kongen var fraværende (så der ikke kom benådninger). Han ville ikke besvare om han glædede sig, men avisen noterede at det gjorde han måske så han kunne gøre en smule nytte for pengene.

Lirekassemænd. (Efterskrift til Politivennen).

Positivspilleren i Norgesgade.

Frænde er Frænde værst.

Positivspiller Vager, Norgesgade 6 A, sad forleden oppe i sin Lejlighed, da to af Gadens farende Svende kom ind i Gaaren og gav et Numer til bedste for Husets Ungdom. Vager følte imidlertid dette som et Indgreb i sine Privilegier og rekvirerede Politiet, der kom i Bil og tog de to unge Mundharmonikaspillere med til Strandgades Politistation.

Et Optrin, der vakte megen Forargelse blandt Beboerne, der syntes, det var en mindre pæn Optræden af positivspilleren., hvad der forhaabentlig vil belære ham om, at man ikke ska optræde som Politiprovokatør, selv om "man er noget ved Musiken".

(Arbejderbladet 26. august 1921).

Positivspillerens Datter.

En trist Skæbne.

En lille bleg, undselig Pige blev i Gaar ført frem for Dommervagtens Skranke - for at blive indrulleret i den store Stab af ulykkelig kvindelig Ungdom, der, naar den en Gang har overtraadt Sædelighedens strenge Lovbud, ikke let slipper væk fra Polititorturen.

Dyveke hedder den unge Pige og hun er Datter af en Positivspiller. Allerede fra 12 Aar s Alderen har hun maattet skøtte sig selv. En Omstændighed, der lader forstaa, hvorfor dette Barn, som lige er fyldt 17 Aar, alleede har haft Dom for en Tyverisag.

Det fremgaar af Rapporten, at Dyveke har gjort hæderlige Forsøg paa at komme paa ret Køl. Hun har haft Plads paa en Papæskefabrik, men efter et Par Maaneders Løb blev hun sammen med de andre kvindelige Arbejdere et Offer for Arbejdsløsheden.

Og saa var der for lille Dyveke ikke noget langt Skridt ud paa den Lastens Vej, hvor saa mange af Fattiggadens Døtre har traadt indtil de en Dag, som et Sygdommens Vrag kastedes ind paa et Hospital. Saaledes er det ogsaa gaaet Positivspillerens unge Datter: Hendes altfor intime Omgang med Asfaltens Kvindejægere har mærket hende med en grim Sygdom. Og i misforstaaet Skamfuldhed og kvindelig Undseelse har hun undladt at søge Lægehjælp og i lang Tid drevet rundt som en levende Smittekilde, spredende legemlig Fordærvelse om sig.

Dommeren afsagde Fængslingskendelse. Den aabner Vejen til det Liv i Fornedrelse, som afmærkes af "Sædelighedspigen"s ugentlige Gang til Protokollen.

- Det er Historien - en Virkelighedsskildring - om Positivspillerens Datter. En af de mange triste Skæbner, som gror frem af et Samfundssystem, hvor Last, Sygdom og Fattigdom for den daarligst stillede Del af Arbejdets Ungdom, afmærker Vejen mod Undergangen.

(Arbejderbladet 6. oktober 1921).

Hvad en vandrende Musikant fortjener.

En vandrende Musikants Levevej hører ikke til de daarligste.

En Harmonikaspiller, der forleden gæstede Rudkøbing, indspillede saaledes i Løbet af 2 - to - Timer 17 Kr. Og forleden fortalte en Lirekassemand der var inde for at veksle Penge i en af Byens Banker, at hans "normale" Maanedsindtægt udgjorde 5-600 Kr.

(Viborg Stifts-Tidende 31. maj 1922).

En Klage fra en Lirekassemand.

Ublu Priser paa Statsbanerne.

Vi har modtaget følgende;

Hr. Redaktør!

De bedes være af den Godhed at optage følgende i Deres ærede Blad:

Hr.

Generaldirektør Andersen-Alstrup!

VI er en Del Mennesker, som er uarbejdsdygtige - mere eller mindre Invalider. Med Politiets Tilladelse tjener vi vort fattige Brød ved at rejse omkring og spille Lirekasse. Men i den senere Tid lægger Statsbanerne os alle mulige Hindringer i Vejen for at tjene det nødvendige til vort og vore Familiers Underhold. For at transportere vore Instrumenter forIanges en Pris, som det er os umuligt at betale. Indskrivningsgebyret for Rejsegods var 1 sin Tid 10 Øre, men steg senere til 1 Kr. 50 Øre. Nu er det atter gaaet ned med 50 Øre. Lad være - hvad jeg indrømmer - at vore Instrumenter har nogen større Vægt, men naar Hr. Generaldirektøren satte en fast Pris paa 1 Kr. for 1 Lirekasse, var det ingen daarllg Forretning for Banerne. VI rejser jo hver Dag og ikke i Ny og Næ. Jeg maatte fra Helsingør betale 2 Kr. 20 Øre for en Billet til mig selv. For Instrumentet maatte leg betale 5 Kr. 45 Øre.

Hr. Generaldirektøren maa kunne forstaa, at det er for meget at tage af os fattige Mennesker, som, fordi vi er Invalider, maa tjene vort Brød ved at spille Lirekasse.

I Haab om, at denne min Henstilling maa bære Frugt, tegner Jeg med Agtelse

J. P. Mortensen,
Positivspiller,
DagmarsveJ 6, København L.

Ved Henvendelse til Kontorchef Nansen i Statsbanernes Trafikafdeling erfarer vi, at Lirekasser efter de gældende Regler ikke kan begunstiges, og at Taksterne fastsættes efter Vægt. Hr. Nansen var imidlertid tilbøjelig til at mene, at Spørgsmaalet fortjente Overvejelse. Ogsaa han kunde indse, at fattige Mennesker, som maaske af deres Land er dekorerede for Tapperhed, ikke bør trækkes op. Folk giver jo ikke Lirekassemændene Penge, for at de skal ofres til Statsbanerne.

Forhaabentlig vil der blive taget Hensyn til ovenstaaende, fuldt berettigede Klage.

(Social-Demokraten 5. august 1922).

Den moderne Lirekassemand.

Ovenstaaende Billede er vel endnu, men sikkert ikke ret længe, Fremtidsmusik herhjemme. I Berlin hører det allerede til Dagens Musik. En smart Lirekassemand har ombyttet Spillekassen med en radiomodtager med Antenne og Højttaler, og giver med dette Apparat traadløs Koncert i Gaardene til stor Fryd for Kvarterets Ungdom.

(Social-Demokraten 15. maj 1924)

Forudsigelsen var ikke helt gal, udviklingen gik dog snarere i retning af at folk efterhånden selv fik anskaffet sig en radio, og lukkede vinduet når lirekassernes ikke altid velklingende toner afspilledes i gården.

En god Levevej.

En Lirekassemand, der paa Markedsdagen gæstede Grenaa, havde ifl. Grenaa Flstd., da han om Aftenen optalte Dagens Resultat, indsamlet - 86 Kr. Dagen i Forvejen havde han i Havndal tjent 55 Kr., saanogen daarlig Forretning er dete aabenbart ikke at være lirekassemand.

(Ærø Avis 11. oktober 1924).

En Lirekassemand, der forleden gæstede Silkeborg, havde følgende tre Numre paa sit "Repertoire": "Han har min Sympati", "Lille Lise Letpaataa" og - "Julen har bragt Velsignet Bud"

(Aftenbladet (København) 4. december 1924).

I "B. T." oplyser Maleren Poul S. Christiansen, at Forfatteren Henrik Pontoppidan hver Fredag tvinges bort fra sit Hjem - - af en Lirekassemand. 

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 12. marts 1925)

i Ringkøbing saas forleden en Lirekassemand, der havde baade Reservehjul og Katteøje paa Lirekassen.

(Fredericia Social-Demokrat 28. august 1925).

Bakkens blinde Violindspiller fylder 90 Aar.

Positiv- og Violinspiller Pr. Hansen.

Naar Bøgen løves i Dyrehaven, og Dyrehavsbakkens Folk lever op til deres korte Sommertilværelse, tager en gammel Mand Plads under en gammel, knudret Eg ved Kirsten Piils Kilde, griber sin Violin og lader dens spinkle og sprøde Toner byde "Bakken"s Gæster Velkommen. Og han sidder der trofast Aften efter Aften, til der bliver stille paa Bakken, og Bakkefolket drager bort.

Den gamle Mand hedder Frederik Hansen, boer Bevtoftegade 4 og fylder i Dag 90 Aar. Kun fjorten Dage gammel blev han blind efter en Øjenbetændelse og blev senere anbragt paa Blindcinstitutet til sit 14. Aar.

Saa rejste han til Jylland og hjalp sin Fader med Skomageriet; men det stillesiddende Liv var ikke noget for ham. Som Spillemand drog han fra Gaard til Gaard, fra Kro til Kro og spillede op til de Unges Dans.

Atter gik Rejsen tilbage til København, hvor han i 30 Aar gik rundt som Positivspiller sammen med en Kollega; men om Sommeren tog han sit Stade ved Bakken i Besiddelse.

Den gamle, brave Spillemand - der i ca. 70 Aar har tjent sit Brød ved sit Spil Landet over - er ellers rask og rørig og fuld af Humør, og sidst i Maaneden gaar Turen til Roskilde Markederne, og trods Familiens Protest vil han, naar Løvet atter grønnes, og Pauker og Trompeter gjalder Bakkesæsonen ind, indtage sit Sæde ved Egen og lade sin trofaste Livsledsager, den gamle Violin, nynne sine spinkle Toner frem.

I Dag vil Frederik Hansen - det tør vi spaa - faa at mærke, at Bakkefolket og mange af deres Gæster sikkert ikke har glemt den gamle blinde Spillemand.

(Aftenbladet (København) 29. august 1925).

En Spillemand.

En enbenet Lirekassemand fra Aarhus var Lørdag Aften ved 7-Tiden bleven saa fuld at han faldt omkuld i Vestibulen til Banegaarden og havde faaet et blødende Saar i Baghovedet. Han overnattede i Detentionslokalet og blev dimitteret Morgenen efter med en Bøde. Han faar ikke Lov til at spille i Randers mere.

(Randers Dagblad og Folketidende 2. november 1925).

Valencia.

En Lirekassemand gæstede forleden Maribo med et Repertoire, der just ikke hørte til Sæsonens sidste. Lirekassen var lavmælt og trangbrystet; det lød som ogsaa den var led og ked af de gamle Travere.

En lille musikinteresseret Purk viste med straalende Øjne den gamle Spillemand en Femøre, idet han spørgte:

- Ka' du spille "Valencia"?

- Nej, den har jeg ikke med i Dag.

- Naa, ikke! Ja, saa tror jeg heller jeg vil købe en Slikkepind.

(Hejmdal 25. august 1926)

En 87-aarig Lirekassemand.

Holbæk-Egnen har i disse Dage Besøg af en af Landets ældste Lirekassemænd eller Positivspillere, som de hedder i det officielt Sprog. Det er en 87-aarig , der endnu gaar og lirer vemodige Melodier af sin Kasse.

Han kaldes "den gamle Kobbersmed" og er trods den høje Alder stadig forbavsende rask og trasker helt godt af Sted sammen med sin Partner, der heller ikke er nogen Grønskolling, men en erfaren Mand paa 60.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse 30. april 1927)

En interessant Sag for højesteret.

Kan Videnskaben gennem Blodtypeundersøgelser fastslaa, hvem der er et Barns Far?

Antagelig i Dag vil Højesteret afsige en Dom, deer imødeses med overordentlig Interesse, saavel i juridiske som i Lægevidenskabelige Kredse.

Sagen drejer sig om følgende: En Liremassemand ved Navn Arild Lund indgik i 1919 Ægteskab med en Kvinde ved Navn Ruth Persson, og der fødtes efterhaanden tre Børn i Ægteskabet. Imidlertid forlod Lund i Maj 1925 Hjemmet, fordi hans Kone var ham utro. Ægtefællerne blev separerede men genoptog i December 1925 atter Samlivet, som siden er forløbet særdeles harmonisk. I Maj 1926 fødte Lunds Hustru et Barn, til hvilket hun erklærer, at en Jord- og Betonarbejder Kaj Olsen er Fader. Denne sidste hævder imidlertid - imod de to Ægtefællers bestemte Benægtelse - at Lund lige saa godt kan antages at være Faderen, og under et deraf flydende Sagsanlæg gav Østre Landsret Olsen Medhold, saaledes at Barnet skulde anses for ægte Barn af Lund og Hustru.

Arild Lund appellerede til Højesteret, hvor Sagen i Gaar procederedes under stor Opmærksomhed ikke mindst fra lægevidenskabelig Side.

Højesteretssagfører Karsten Meyer, der førte Sagen for Lund, støttede nemlig Ægtemandens Paastand om ikke at være Faderen paa en af Professor, Dr. med. Oluf Thomsen afgiven Erklæring, som gaar ud paa, at en Undersøgelse af saavel Ægtefællernes som Barnets og Kaj Olsens Blodtyper har vist, at Lund, hvis han var Fader til Barnet, maatte være af Blodtype III eller IV. Han har imidlertid Blodtype I, medens Kaj Olsen har Blodtype VI, og saaledes kan være Indehaveren af Faderværdigheden. Denne Argumentation underbygges yderligere ved at Retslægeraadet i en Udtalelse siger, at den videnskabelige Basis for Blodtypebestemmelser nu maa betragtes som overordentlig sikker og utvivlsomt kan danne Grundlag for retslig Afgørelse.

Fru Ruth Lund vedstod i Skranken sin Forklaring om, at ikke Ægtemanden, men Jord- og Betonarbejderen var Barnets Fader.

Højesteretssagfører Bülow talte Kaj Olsens Sag, idet han hævdede, at slige Blodtypebestemmelsers Anvendelse kunde medføre farlige Konsekvenser, og iøvrigt gjorde gældende forskellige biologiske Betragtninger i Retning af, at Arveanlæg jo ofte springer forskellige Led over, hvilket udmærket kunde være Tilfældet ogsaa i den foreliggende Sag.

Tilslut talte Højesteretssagfører Trolle, der paa Barnets Vegne gjorde gældende, at det burde fastslaas, at Barnet var ægte født, thi meget talte derfor, og det vilde være urimeligt at give Barnet Plads i de uøgte fødtes Rækker.

(Ærø Venstreblad 19. juni 1928).

Fra venstre: Prof. Sand, Fru Lund og Politiinspektør Buch. Foto fra Social-Demokraten 19. juni 1928.

Højesteret tog imidlertid hensyn til blodprøverne, og erklærede i sin dom at barnet ikke kunne anses for at være ægtefødt.

Musik i Gaarden

Et typisk Baggaardsbillede fra København i gamle Dagee. Lirekassemanden spiller op.- Børnene danser.

"Spillemanden er der!" rygtes det; og snart eller har han en Hale af Børn efter sig. - De følger troligt med fra Gaard til Gaard, hele Kvarteret rundt.

Det er mest Smaa piger. Og de lader naturligvis ikke Lejligheden til at faa sig en Svingom gaa ubenyttet hen.

Men "Svingom" - kan man i Grunden bruge det Udtryk mere uden at henlede Tanken paa noget meget gammeldags? For Gurli og Solveig, de danser saamænd lige saa godt Charleston og Black-Bottom som deres store Søster, og det har de lært her i Gaarden hos Lirekassemanden eller Lirekassemændene, for de er to.

Foruden 

ham, der kører Kassen og drejer Svinget,

er der nemlig en til. Han kunde godt undværes for Musikkens Skyld, men paa den anden Side ser det ud til, at det er ham, der har Bevillingen til at give disse Lirekassekoncerter.

Hver Gang der bliver kastet Pengeud fra et af Vinduerne oppe i Huset, letter han mekanisk paa Kasketten og siger: Mange Tak! Desuden har han et stort Skilt paa Brystet: "Blind" staar der.

For nogle Aar siden

var det ellers fortrinsvis de gamle Veteraner fra 64, der gik rundt som Spillemænd. Som Tak for deres Daad i Dybbøl Skanser havde Fædrelandet, forsynet dem med et Træben og en Lirekasse, saa kunde de selv gaa fra Gaard til Gaard og spille ind til Livets Ophold - En saare praktisk Foranstaltning!

Men tænk

om nogen havde udstyret Verdens krigens Vrag med hver sin Lin-kasse! Det vilde være blevet et Kæmpe-Orkester, som kunde høres helt ind i den syvende Himmel!

At være Lirekassemand 

er ikke en Haandtering, der er saa ligetil, som man tror. Der skal drejes med en sikker Sans for Takt og Rytme, og ti! de sentimentale Melodier skal Haandtaget behandles med Følelse og Inderlighed. - En Lirekassemand maa nødvendigves have et Par Draaber Kunstnerblod i sig.

Jeg har engang kendt en Lirekassemand, som ovemikøbet havde trykte Visitkort: "H. P. Sevaldsen, Harmonika- op Positivspiller" - Positiv er bare et finere Udtryk for en Lirekasse.

Han forstod sit Fag.

Det nytter jo ikke ti Aar i Træk at køre rundt med "En lille gul Kanariefugl", som var populær i 1917. Repertoiret maa fornyes - allerhelst med de sidste Slagere! - Og Lirekassemændene har meget paa deres Samvittighed med Hensyn til de aarlige "Landeplager". - Mange Komponister kan takke dem for en udbredt Popularitet.

Om det saa er selveste Carl Nielsen vil han aldrig kunne lyve sig fra det. Det var Lirekasserne, der fik Folk til at synge med paa "Jens Vejmand"!

Kommer Lirekassemanden, hvor der bor aldre, enlige Damer, har han gerne et Par mere adstadige Numre i Baghaanden, som "Kongernes Konge" og "Der staar et Slot i Vesterled". - Og i vor Tid, hvor Klaveret - lige fra Stuen til femte Sal - bærer Vidne om en højere Dannelse, er det ingen Skade til, om der ogsaa i Kassen er "Tosellis Serenade" eller anden letfordøjelig, klassisk Musikkost.

Lirekassens Toner

astmatiske og melankolske selv i de lystigste Melodier, og naar som paa Vorbasse Marked 30 Lirekasser - stillet op paa Rad og Række - samtidig spiller hver sin Melodi, saa kan man godt blive gal i Hovedet baade paa Instrumentet og den udøvende Stand.

Men naar Spillemanden er der, skal han alligevel have en Femøre - for Lirekassens Toner hører nu med til Sidegadens og Baggaardens Poesi.

Erik.

(Klokken 5 (København) 23. juni 1928).

Foto af en juleudsmykket lirekasse i København. Nationaltidende, 22. december 1929.

Københavns Opdragelseshjem. (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1924 blev kommunelærer S. P. Fredebo (1887-1960) udnævnt til forstander for Københavns Kommunes Opdragelseshjem på Fælledvej - "Internatet". Han afløste pædagog Møller-Lund som var gået af pga sygdom. Ved sin udnævnelse var han 37 år, uddannet på Gjedved Seminarium (Horsens), senere førstelærer i Tune, 1916-20 ledede han ungdomsarbejdet i Grundtvigs Hus, derefter tilknyttet Københavns Kommunes Skolevæsen, Øresundsvejens Skole.

I 1949 talte Fredebo som Odenses skoledirektør for en afskaffelse af spanskrøret, lærerne skulle hellere tale med eleverne. Prygleretten blev ophævet i København 1951, og i 1967 blev den afskaffet af undervisningsminister K. B. Andersen i hele landet. Revselsesretten for forældre blev ophævet i 1997 af et snævert flertal i Folketinget.

Københavns Kommunes Opdragelseshjem eksisterede 1879-1934, først som Vesterfælledvej 66, 1886-1934 som Vester Fælledvej 108 (husnummerskifte). Herefter blev det omdannet til optagelseshjem, fra 1937 under navnet Emdrupgård.

Hovedstadens vildfarne Ungdom er ofte det bedste Materiale.

En ny Betragtning over Spørgsmaalet "Drengene fra Opdragelseshjemmene"

Forstander Fredebo mener, at de paa en Maade er nok saa meget værd som de artige.

I ældre Dage satte man ganske simpelt den vildfarende københavnske Ungdom i Fængsel, og Internatet for skulkende og umulige Kommuneskoleelever var hverken mere eller mindre end et Forbedringshus for Børn - vel at mærke med de samme skadelige Virkninger som det rigtige Forbedringshus. I den nyere Tid har Humaniteten heldigvis sejret her, og særlig under den nuværende Forstander paa Kommunens Opdragelseshjem, som Internatet nu hedder, praktiseres et helt møderne Princip, der ogsaa synes at skulle faa de allerbedste Virkninger.

Vi har i disse Dage aflagt Opdragelseshjemmet Besøg og haft en Samtale med Forstander Fredebo, der viste os rundt paa sine Enemærker.

- Det er i Grunden forkert, siger Hr. Fredebo, naar man mangen Gang vil gøre Hovedstadens Ungdom værre end Landets. Sagen er den, at man ofte har en tilbøjelighed til af sammenligne den værste Del i Byen med den bedste paa Landet, og saa kommer der et galt Resultat ud deraf. Den saakaldte vildfarende Ungdom i Storstaden er, hvad den er, nemlig Børn, der ikke har faaet det rigtige Grundlag, saa de selv bliver klare over, hvad der er galt eller rigtigt. Og de allerfleste af de Drenge, som vi faar her ud, er paa en Maade nok saa meget værd som de artige Børn. Hjemmet her befolkes jo af Kommuneskoleelever, der har drevet Skulkeriet saa vidt. at man ikke mere kan holde Skik paa dem. Men disse Drenge indeholder ofte det bedste Materiale. Det er i Grunden smaa Personligheder, der frem for de andre har det Mod, at de tør bryde ud og tage Konsekvenserne deraf. Ingen Børn holder af at gaa i Skole, men de fleste bøjer sig for Omstændighederne og indordner sig under Disciplinen. Andre har Udlysten og Frihedstrangen sig, og de skejer ud. Og vil man saa anvende haard Tvang saa gør man blot ondt værre. I ældre Dage blev enhver Dreng, som Politiet indbragte her, sat tre Dage i en Arrest, en veritabel Fængselscelle med Jernstænger for Vinduet, og senere var hele Internatet en Tvangsarbejdsanstalt. Jeg har indført et andet Princip. Det er ikke Arbejdslysten, der mangler disse Drenge, det er heller ikke Lysten ti! at drive, som besjæler dem. Nej, de kan ikke holde det stillesiddende Liv ud. Mange sprudler af Energi, men de har blot ikke haft hvad jeg vil kalde Respekten for Arbejdet og dettes Resultater.

Det er blandt andet det, jeg prøver paa at lære dem. Saaledes har vi i Sommer selv restaureret og repareret hele Huset her, og vi driver hele vort Havebrug alene ved Drengenes Hjælp.

Jeg søger at gøre Hjemmet her til et virkeligt stort hjem, hvor hver har sin Del at passe og har sit Ansvar. Vi har adskillige smaa dygtige "Haandværkere", som betyder at vi selv kan fremstille alt. hvad vi behøver. Og jeg søger at Iade Drengene forstaa at de ikke betragtes som værende paa Kant med Samfundet. Saadan en Dreng, der maaske i sin Klasse i Skolen har faaet Stemplet at at være upaalidellg, han bliver det uvægerligt. fordi ingen stoler paa ham. Jeg vil vise ham. at han er lige saa meget værd som alle andre Jeg sender Drengene ud i Byen. jeg lader dem besørge Ærinder, hvor de maa gaa med Pengebeløb, og jeg er ikke bange for paa eget Ansvar at give dem en eller to Dage fri saa de kan tage hjem og besøge Familien.

Hænder det saa aldrig at saadan en Dreng bliver borte? spurgte vi.

Hr. Fredebo smilte - Tidligere var alt lukket af, svarede han, men det hændte ofte, at flere Drenge brød ud og stak af. Siden Nytaar i Aar lukkede jeg alle Døre op. Den Dreng, der vil løbe sin Vej, han behøver ikke at udvise nogen snedighed, han kan bare slikke af. Og siden den Tid er der ikke løbet en eneste.

Nej Drengene her trænger netop i højere Grad end andre til, at der vises dem Tillid, og viser man dem denne saa er de stolte af det. Jeg har heller ikke været bange for sidste Vinter at give dem Lov til at gaa ud og kælke som andre raske Drenge, og netop derved er det at de. ved at se, at andre viser dem Tillid, ogsaa faar den Tillid til sig selv, som skal give dem Modet til at tage fat og rette sig op.

(Aftenbladet (København) 26. august 1925).

Drengene fra Kommunens Opdragelseshjem.

Øverst: Der arbejdes i Haven (tilhøjre staar Hr. Fredebo). Nederst: Drengene laver Fritidsarbejder i Ler.

VI viser her et Par Situationer fra Kommunens Opdragelseshjem,som det tidligere Internat nu kaldes, og som sikkert vil samle Opmærksomheden om sig i de kommende Dage. Dets Forstander, Hr. Fredebo, har som omtalt i Gaar fremsat og praktiseret Meninger, der i Forhold til den Fremgangsmaade, man tidligere har anvendt overfor de Børn. der blev optaget paa Hjemmene, ligefrem maa kaldes kætterske. Men Gud véd, om Kætteriet ikke indeholder den rette Tro. Vj gør Spørgsmaalet til Genstand for Omtale inde i Bladet.

Men forøvrigt knyttede Hr. Fredebo følgende Kommentarer til vor Omtale af Virksomheden:

- Uden iøvrigt at ville korrigere noget i Deres Artikel, vil jeg blot bede Dem erindre, at mit Arbejde her i alt væsentligt hygger paa gode Traditioner, som min Forgænger, Hr. Møller-Lund, har skabt! Well, saa har Hr. Møller-Lund Æren med, og det er glædeligt at konstatere at der er sket en hel lille Revolution i det stille.

Drengene fra Opdragelseshjemmet.

Man fik, naar man læste Forstander Fredebos Udtalelser i Gaar i "Aftenbladet", en Fornemmelse af, at den samme Hr. Fredebo er en modig Mand. Tænk, at slynge en Mening ud som den, at Drengene paa Opdragelseshjemmene i de allerfleste Tilfælde er nok saa meget værd som dem, der passer deres Skoletid paa Minuttet og kan deres Lektie paa Remse, at de ofte er det allerbedste Menneskemateriale, man vil kunne finde. Der er dem, der vil sige, at efter dette staar Verden ikke længe.

Men jo mere man følger Hr. Fredebo i hans Tankegang, jo mere fæstner den Idé sig hos En: Gud véd, om ikke den Mand har Ret? Der er Ting deri, der efterhaanden falder saa selvfølgelige, at man rent uvilkaarligt udbryder: Det er egentlig mærkeligt, at ingen har tænkt paa det før. Tidligere viste man for Eksempel den Dreng, der kom derind, en Fangecelle med et Jerngitter for, nu viser man ham en Spade og en Rive og fortæller ham, hvorledes han skal bruge dem. I det ene Tilfælde Indespærring og Inddæmning af de Kræfter, der gærer i saadan en Knægt, i det andet en Opgave, der skal løses, en Lejlighed til at udløse de samme Kræfter i Arbejdet - det er intet mindre end Columbus-Æg om igen. Naa, Hr. Fredebo giver sin Forgænger al Ære med for de nye Tanker, man prøver at omsætte i Virkelighed derude. Alligevel bliver det nok ham, der kommer til at prøve paa at slibe de Kanter bort, som Livet selv i sin Uddannelse "paa fri Haand" gav disse Knægte ved deres første Indtræden i det.

Helt undgaa Skuffelser i sin Virksomhed vil Hr. Fredebo nu ikke, det behøver man ikke at være synsk for at kunne forudsige ham. Menneskene og deres Børn er jo en Gang det mærkeligste Stof, man kan faa mellem Hænderne at arbejde med.

Men hvad har det at sige, naar der for hvert Nederlag gives tyve Sejre, saa har Samfundet ingen Grund til at klage over Regnskabets Debet og Kredit, og den unge Forstander derude paa Opdragelseshjemmet kan i hvert Tilfælde være sikker paa, at der er ikke en - selv blandt dem, der nu er mest tilbøjelige til at stille sig skeptiske overfor hans Fremgang vil ønske ham Held i Bestræbelserne for at faa det gode frem i de smaa Sjæle, han paa sin egen originale Maade eksperimenterer med.

Der behøver slet ikke at være nogen "Laven Dæggelam" i det, det gaar næppe med Klap og Kage og Kærtegn derude, men - og det er netop det centrale i det - der er heller ikke det  mindste i Vejen for, at en saadan Institution kan ledes med Fasthed og samtidigt med fuld Forstaaelse af alt det, der bryder og ruller i de unge Sind, og som aabenbart netop i disse Drenge bryder og ruller med en saadan Kraft, at den gør det lidt vanskeligt for dem at finde det rigtige Fodslag, naar de skal ind i i Rækken mellem nyttigt og arbejdende Mennesker.

Jens Hammer.

(Aftenbladet (København) 27. august 1925).

Forstander Fredebo. Foto fra Nationaltidende 5. april 1929, 2. udgave.

Beboerne af Husvilde-Kaserne protesterer mod Kommunen. (Efterskrift til Politivennen)

Uhyggelige Forhold i Haderslevgade-Komplekset.

Kommunen administrerer værre end den mest hensynsløse Husvært.

Dersom det er sandt, at "Hjemmets Hygge betinger Livets Lykke", maa det desværre befrygtes, at det er skralt med Livslykken i de mange store Ejendomme, som Københavns Kommune anbringer sine Boligløse Borgere. Her er der nemlig alt andet end hyggeligt, navnlig for de stakkels Husmødre, der i et Antal af 3-4 maa skiftes til til lave Mad i det samme Køkken med Vægge og Lofter sortere end en Kulkælders. Om de uheldige Forhold i deres inderste Aarsag maa tilskrives Kommunen eller Lejerne, skal vi ikke afgøre, men ved Selvsyn har vi overtydet os om, at Kommunens Administration af Husvilde-Husene i hvert Fald ikke er dadelfri, og Magistraten kan ganske simpelt ikke være bekendt at byde Folk saadanne Forhold, som vi i Aftes saa ude i Haderslevgade-Komplekset, hvor Beboerne nu har tabt Taalmodigheden og holder Protestmøder og danner Lejerforening.

Uorden i Gaarden og hæsligt Svineri i Kælderne.

Der klages fra Beboernes Side over mangelfuld Renholdelse, og som Bevis præsenterede man for os en Del gamle sørgelige Betler af Chaiselonger og Madrasser, som man paastod havde ligget og drevet i Gaarden over en Uge. Naturligvis havde Tang, Blaar og Klude været et yndet Legetøj for Gaardens Børn.

Og saa Kælderne med deres mange snirklede Gange. Ja, her var der mildest talt uhyggeligt at færdes, for disse Gange var ganske simpelt benyttet som W. C. i den Grad, at der skulde Held til for at undgaa at træde i Uhumskhederne. Man tør naturligvis ikke gaa ud fra, at det er Beboerne, der selv i den Grad snavset deres egen Rede til. Men enten det nu er den ene eller den anden, maa Uhumskhederne selvfølgelig fjernes af dem, der fører Tilsyn med Ejendommene.

Der repareres ikke, og der gøres ikke rent, naar Folk flytter.

Haderslevgade-Ejendommen er vel 8-9 Aar gammel. Beboerne paastaar, at der er Lejligheder, hvor der ikke har været Haandværkere siden Ejendommen blev bygget, og der lyder stærke Klager baade over Væggetøj og Mus. Naar en Familie flytter, gøres Lejligheden ikke rent, inden en ny flytter ind, og det er fornuftigvis ikke morsomt for en Husmoder at skulle tage alle de Uhumskheder, der af og til efterlades.

Overfyldte Lejligheder.

Hver Husvildefamilie faar kun 1 Værelse, og Husmødrene maa, som sagt, være fælles om Køkkenerne. Lejlighederne er paa 2 og 3 Værelser: mange Køkkener er meget smaa; et Par af dem vi saa, gjorde et ualmindelig uhyggeligt Indtryk. I samtlige Kommunens Husvildehuse paa Vesterbro findes ca. 700 Lejere, hvis Familier udgør ca. 2500 Personer. I Værelserne, hvor der altsaa baade soves og spises, er der i visse Tilfælde sammenstuvet indtil 8 Personer. De er Familier, som har boet i Husvildehusene i 6-7 Aar. I Leje afkræves hver Familie fra 18 til 30 Kr. om Maaneden.

Stærke Angreb paa Inspektøren.

Naturligvis er det uhyre Vanskeligt at administrere en Husvilde-Ejendom. Menneskene er jo nu en Gang ikke Engle, og de Husvilde er fornuftigvis ikke bedre end andre. Ja de uheldige Forhold, hvorunder mange af dem aarevis har levet, kan maaske endogsaa have sløvet en Del af dem eller gjort dem bitre og noget umedgørlige. Men de samstemmende Klager, der lyder over Kommunens Inspektør. Hr. Elmø, faar i hvert Fald en til at tro, at han ikke forstaar at omgaas de uheldigt stillede Mennesker, der er betroet til hans Forsorg.

Under Protestmødet i Aftes talte bl. a. Lejerforeningens Sekretær, Havnearbejder Falchmann og Kassereren, Hr, Frederiksen. De manede begge til Ro og Sammenhold og udtalte Haabet om, at Magistraten, naar den nu faar en samlet Henvendelse fra Lejerne, vil imødekomme disses berettigede Krav om Reparationer og mere Orden i Husene. En Generalforsamling i Lejerforeningen vil nu snart blive sammenkaldt og en Resolution vedtaget. Imellem Aftenen Talere spillede et 10 Mand Orkester fra Musikforeningen "Spartakus", saavel Musiken som Talerne høstede mægtigt Bifald af de mange Lejere og deres Familier, hvoraf de fleste overværede Mødet fra deres Vinduer.

(Aftenbladet (København) 15. august 1925).

Udover byggeriet i Haderslevgade var der også bygget en del ejendomme til husvilde i Knud Lavartsgade, Bodilsgade, Ingerslevgade, Sigerstedgade og Røddinggade.

På grund af røret blev der stillet i udsigt at der fra nytår ville blive stillet 200-250 lejligheder til disposition i de nye karreer ved Alsgade-Carlsbergvej der dengang var nyopførte. Disse skulle bl. a. bruges til at huse de husvilde mens deres lus- og musebefængte lejligehder blev gjort i stand.