Jon Alfred Mjøen: Den farvede Fare. (Efterskrift til Politivennen)

Den norske Racebiolog, Dr. Jon Alfred Mjøen, som har gjort en lang studierejse i Afrika, er nu i Amerika for at holde Foredrag ved Universiteterne i U. S. A. om Raceproblemer, som han i denne Artikel beskæftiger sig med, og som derovre ved Amerikanernes Emigrationspolitik har faaet aktuel Interesse.

Ind gennem Spejlglasruderne i vor Stamkafé paa Al Djezairs mægtige Terrasser vælder Sollyset, og udenfor pulserer et myldrende Liv i alle Farver og Nuancer. 

Paa vor Rejse mod det indre Algier saa vi paa nært Hold disse farvede Folk, som færdes med Turban, Krukker og Kurve paa Hovedet, til Fods eller paa de høje Vogne, trukket af Mulddyr. Kendte Billeder fra Rejsebeskrivelser og illustrerede Magasiner rullede forbi lyslevende: Høje, smukke Arabere i hvide maleriske Burnusser, brednæsede Berbere, spansktalende Europæere og de hemmelighedsfulde, hvidklædte Muslimkvinder med Slør og Pandebaand, som kun lader et Par sorte Stenkulsøjne udækkede. Paa faa Undtagelser nær er alle mørkhudede.

Muslimer i Bøn, vendt mod Mekka.

Af alle de Indtryk, som Synet af dette brogede Billede giver, er der særligt et, der fæstner sig og antager fast Form - Indtrykket af den enorme Raceblanding og Racekrydsning i Landene omkring Middelhavet - ja, helt op til Paris og Rhinprovinserne, Balkanstaterne og Sydrusland. Arabere, Jøder, Singalesere og Kabyler, Mozabiter eller Touaregger blander Blod med Sydspaniere, Franskmænd og Italienere, og man faar Halvblodsmennesker alle Vegne, mørkhudede Europæere med mere eller mindre semitisk Tilsætning.

Blind Tigger.

* * *

Hvor er de blevet af, disse stolte Arabere, Muhammeds Efterfølgere, som kom under Islams sejrende Halvmaane og bragte deres rige mauriske Kultur som Morgengave. Hvor de kom hen i Spanien, Italien eller Byzans, knejste der snart Kirker og Paladser i Guld og Mosaik. Ja, helt op til Venedig er Dogepaladset og Marcuskirken straalende Minder om dem. Med Vemod tænker man ogsaa paa en anden Storhedstid, da den latinske Kultur, befrugtet og fornyet af den lyse nordiske Bølge, grundlagde Kultursamfund over hele Sydeuropa og Nordafrika med Rom som Centrum. Længe efter, at den hellenske Kultur var gaaet til Grunde, beherskede den stærke romerske Folkeaand Verden. Geniale Mænds Værker opstod i Billedhuggerkunsten, Litteraturen og Arkitekturen; men Romernes stærke Trang til Verdensherredømmet førte hurtigt til Raceblanding.

Arabisk Skønhed (negrid).

Da den yngre Scipio stod paa Karthagos rygende Ruiner, var Folkets Skæbne forlængst beseglet. Slaver af fremmede laverestaaende Racer førtes til Rom i stor Maalestok, og de blev hjemme og giftede sig med romerske Kvinder, medens Mændene kæmpede ved Fronterne. Dertil kom under Kejserdømmet de barnløse Ægteskaber, og med disse og Raceblandingen var Roms Fald en Kendsgerning.

Haroline-Kvinde fra Tidekelt, næsten hvid (raceblandet).

Nu ser vi langs alle Middelhavets Kyster Ruinerne af en svunden Kultur og de hensygnende Rester af Fortidens Raceinstinkt, Racetræk og Kendemærker er blandet imellem hinanden i et meningsløst Virvar; det er snart ikke muligt at opdage et Fysiognomi af ensartet Racepræg i de tre Smeltedigler, Tunis, Algier og Tanger, kun een af Tusind bærer sin Races oprindelige Farve, Mellemfarver i alle Afskygninger er langt i Flertal. Inde i LandeI mod Biskra og den store Ørken bliver Racen renere, og enkelte Steder kan man finde usædvanlig smukke Typer.

Arabisk Arbejder.

Blandingen er taget tit i en uhyggelig Grad i de senere Aar. Hvor før i Tiden Mangelen paa Jernbaner og andre Befordringsmidler umuliggjorde et stærkt Samkvem, foregaar i Dag den livligste Forbindelse med dens uundgaaelige Følger. Overalt træffer man disse Smeltedigler, hvor alle mulige Racer smeltes sammen. Syd- og Østeuropa er Tumlepladsen for Negrenes, Mongolernes, Jødernes og andre asiatiske Stammers ikke helt harmløse Leg. Og overalt, hvor Guds syndige Jord er grøn eller byder paa noget, der kan gøres i Penge, enten det nu er i Sydamerika eller Australien, i Tunis eller Algier, saa myldrer det med europæiske Kolonister, der tilgrumser de Indfødtes og deres eget Blod.

En af de mange, som blander Blod med Araberne. 

Fænomenet Raceblanding er i stadig Stigning og griber om sig med en Fart, som ikke er til at spoge med. Men dette vil vi Mennesker i Følge vor Natur først indse, naar vi tvinges til at tage Standpunkt til Sagen. Med andre Ord, naar det er for sent. Blandingsmennesket er som bekendt et Produkt af to eller flere forskellige Racer, hvis Blod det har i sine Aarer. Jo fjernere Forældreracerne staar hinanden, desto større er Chancen for en uheldig Kombination af Egenskaber hos Mennesket.

Uharmonisk Racekrydsning, seksaarig Araberdreng. Der er næppe et Træk tilbage af den oprindelige Race. 

Man ser stadig vore Modstandere hævde, at Raceblanding er godt; det giver frisk Blod, siger de, uden at undersøge, hvor dette "friske Blod" kommer fra. Der nævnes Eksempler paa, at Blodblandingen har fostret Begavelser. Saaledes nævner man, at Porfirio Diaz, Mexicos Præsident, var Mestiz (Blanding mellem Hvid og Indianer), og Booker T. Washington var Mulat.

Man ser ogsaa anført, at August Strindberg var stærkt raceblandet. Jeg véd ikke, hvor paalidelig denne Paastand er, men af Strindbergs Afstamning at ville slutte, at Raceblanding skal til for at skabe det geniale Menneske, vilde være det samme som at sige, at man maatte dumpe til Studentereksamen for at blive en Henrik Ibsen.

Aben Ali Baba holder Morgenfrokost.

Nej, selv om vi ved bevidste Eksperimenter kunde frembringe 10.000 Strindberg-Blandinger, vilde vi sikkert faa mange med Strindbergs Brutalitet, hans Tungsind, hans Lunefuldhed, hans Pessimisme og Kynisme overfor Kvinden, uden at faa mange Typer med Digteren Strindbergs geniale Skaberkraft.

Fremragende Blandingsmennesker er og bliver kun Undtagelserne fra den almengyldige Regel, nemlig den, at Blandingsmennesket gennemgaaende betegner en afgjort Tilbagegang i legemlige og aandelige Kvalifikationer, særlig i moralsk Henseende, sammenlignet med den ene eller begge de racerene Forældre. Medens Gennemsnitstyper af den rene Race udgør den bedre Borgerstand, nøjes Gennemsnittet af Blandingsmennesker som Regel med at øge den tiltagende Arbejdsløshed, fylde vore Fængsler og bebyrde Fattigkasserne.

Tuareg-Krigere.

En Amerikaner Elliot har nylig paavist Forholdet mellem Raceblanding og Kriminalitet, og Franskmanden Vacher de Laponge advarer i sine Bøger franske Politikere mod at se alt for optimistisk og sorgløst paa de farvede Racers uhindrede Indtrængen i Europa. Han har regnet ud, at der nu findes tre Millioner farvede Mennesker i Frankrig. I sit Forord til Madison Grants Bog "The Passing of the great Race" hævder Laponge, hvor skæbnesvangert dette Spørgsmaal kan blive netop for et Land som Frankrig. "Der trænges," siger han, "til den største Aarvaagenhed fra vor Side og en alvorlig Kontrol med de fremmede Indvandrere. Erfaringen viser os daglig, at der blandt disse Folk findes Elementer af allerlaveste Slags"

*

Vi kender alle Blandingsmennesket, hans ofte bundløse Letsindighed, hans Mangel paa EVne til at indordne sig under et Samfunds Love - helst lever han Fandenivoldsk og lader Vorherre spørge for Fremtiden. Holdningsløshed i Had og Kærlighed bestjæler han sin bedste Ven og gør sig ingen Samvittighedskvaler af den Grund. Hans Motiver og Handlinger er uberegnelige, hans Fantasi løber af med Fornuften, Driften er uden Kontrol, og hans Psyke og Moral vigende og præget af Mangel paa Balance.

*

Denne ofte ret sleske, ikke altid ubegavede, men ofte uheldige, altid upaalidelige type gjorde jeg allerede Bekendtskab med i mine unge Aar, da jeg besagte de saakaldte half breeds ved Buffalo og den kanadiske Grænse. Jeg traf ham ogsaa blandt Baskerne i Nordspanien og her og der blandt Hybrid-Befolkningen i Nordnorge og Sverige. Jeg husker særlig min Ven Ingvill Ola, i hvis Aarer der flød Taterblod med lidt "nordisk" Tilsætning, han kunde tjene som en god Illustration til mine Ord, som Eksempel paa det blandede Blods Inkarnation: Vanskeligt var det for Ingvill Ola at skelne mit fra dit, og Sandhed talte han nødig, og dertil kommer, at han ikke taalte Synet af en utømt Brændevinsflaske. Kort sagt: han var meget afholdt, og da han omsider døde, herskede der Sorg imellem Befolkningen. Den lille Klippeby havde mistet sin Syndebuk og sit Samtaleemne.

Gruppe af Kvinder fra Nordafrika. Ikke en eneste er nogenlunde raceren.

Medaillens mindre spøgefulde Side ser omtrent saaledes ud: Ved Sammenblanding af hinanden fjerntslaaende Racer er der givet Mulighed for en Række Uoverensstemmelser hos Afkommet, hvilket som Regel giver sig Udslag i en ringere Tilpasningsevne, mindre Modstandsdygtighed, nedsatte Aandsevner, og større Modtagelighed for - Disse ofte ulykkelige Individer tjener - hvad enten de lever paa den ene eller anden Maade - sig selv og Samfundet til liden Ære og de bidrager kun til at forringe Menneskenes Kvalitet og at forhøje deres Udgifter

*

Ikke for ingenting har de Indfødte i Sydafrika praget deres Visdom i Ordsproget: "Gud har gjort den hvide Mand, Gud har gjort den sorte Mand, men Mellemtingen har Fanden skabt."

Dr. Jon Alfred Mjøen.

(Nationaltidende, 8. maj 1927).

Den farvede Fare.

Nordisk Race.

I et af de mest øde Landskaber paa Kloden kæmpede for et Par Aartusinder siden en lille Folkestamme haardt for sin Eksistens. De geologiske Forhold i dens Hjemland - Arabiens Ørken - gjorde det vanskeligt at komme i Berøring med andre Folkeslag, og efterhaanden foregik der her en Proces, som Verdenshistorien ikke har set Magen til. Alle de svage, de uduelige, de daarligt aandeligt og legemligt udrustede Individer bukkede under i Kampen mod Ørkenen. Den lille Stamme voksede sig stærk indadtil og udadtil og steg til en Kulturblomstring, som aldrig før er set. Den voksede ligeledes i Magt og lagde store Dele af Verden under sit Herredømme - for saa at synke tilbage, prisgivet en mystisk Lov, som først vor Tid har bragt Klarhed over.

Nomade-Kvinde med sine Børn foran sin Goubis.

Men det, som gjorde den oprindelige Stamme stærk og levedygtig, var, foruden det udvalgte Menneskemateriale - Grundstammen - de Systemer, deres Statskunst var bygget paa. I Politik, i Økonomi, i Religion og Filosofi, i Hygieine og Folkeopdragelse fulgte de Linier, som virkede fremmende og rensende paa Slægten. Saaledes opstod disse stolte og smukke Racetyper, som Europa me I Forundring og Misundelse saa sejre i Kappestriden.

I en Afhandling om denne Araberstammes Oprindelse gør Poul Popence opmærksom paa, at dette lille Folk i sit private Liv og i sin offentlige Virksomhed, særlig i sin Folkeoplysning, gennemførte en konsekvent Racehygieine. At det ikke er Forældrenes, men Slægtens Egenskaber, som arves, kommer stærkt frem i det arabiske Ordsprog fra Osman: "Ønsker du en Søn, saa vælg for ham en Bedstefar og en Onkel paa Moderens Side, det gør mindre, at Moderen er en Heks blandt Kvinder". Dette arabiske Ordsprog har sit Sidestykke i et gammelt nordisk Ord, som jeg for mange Aar siden fandt paa Vestlandet i Norge: "Du skal ikke gifte dig med en Pige, hvis hun er den eneste i Slægten, du bryder dig om" .

Efter Krigen gik en Strøm af denne asiatiske Race fra Øst- og Sydøsteuropa imod Central-, Nord- og Vesteuropa.

De to Ordsprog - det arabiske og det nordiske - danner Spejlbilleder af hinanden. I begge er det Slægtens Værd, som er det afgørende.

Ægteskab var en Pligt i det arabiske Samfund. Er du ikke rask? siger Mahomed til en ugift Mand paa 30, og da Manden svarer: Jeg fejler intet, da siger Profeten: Saa er du Djævelens Broder. Det arabiske Samfund er et af de faa, der har samlet Pengemidler til Understøttelse af børnerige Familier. Disse Midler forvaltes desværre ikke længere efter uegennyttige Principer.

Flerkoneriet havde i den første Del en gavnlig Virkning paa Racen; men da Araberne begyndte at gifte sig med fremmede Slavinder, og det arabiske Blod blev opblandet med Negerblod - da Raceblandingen med andre Ord begyndte, var Folket viet til Undergang.

*

Araberfolket led den samme Skæbne som Romerne; deres fastbyggede Racehygieine slog klik, fordi Racekrydsningens Fare var ukendt for dem.

Racetype fra Sydøsteuropa, som man endnu ikke træffer i Københavns Gader. 

Det, som i Dag er igen af det stolte arabiske Folk, er et glædeløst og kulturløft Blandingsfolk af Analfabeter, som daarligt nok husker Forfædrenes Storhedstid. Arabere blandet med Negere, Negere blandet med Arabere og begges Blandingsbørn, blandet med Sydeuropæere - det er, hvad man møder i 1927.

Udprægede Blandingsfolk er ogsaa særlig udsat for veneriske Sygdomme. I Afrika optræder disse Sygdomme usædvanligt ondartede. Abessinien, Ægypten, Tunis, AIgier og Marokko er stærk hærgede. I Tunis findes i Følge Rubertel næppe en Indfødt, som ikke har haft veneriske Sygdomme. Gerhard Rolfs beretter fra Marokko: Sygdommene er stærkt udbredte og inficerer Befolkningen i den Grad, at der kun findes faa raske og sunde Kvinder. Dounari betegner en vis Sygdom som Marokkanernes Sygdom par excellence.

En kvindelig Skønhed af Touaregg-Stammen.

Et Besøg i en af Nordafrikas Araberbyer vil udslette den sidste Tvivl om, at man her staar overfor en Race i Nedgang. Det er nærmest Karikaturer af Racetyper, man finder her, sammenstuvede i mørke, snavsede og ildelugtende Kælderrum, befængt Utøj, Saar og Øjensygdomme, et hæsligt Vrangbillede af en en Gang saa stolt Urstamme - og de samme uharmoniske ansigtstræk møder vi atter og atter i Europas Havnebyer.

*

Den brave Borger vil sikkert spørge: Hvad bryder vi os om, hvad der foregaar i Afrika? Hvad kommer det os ved, om Folk i Tunis og Algier, i Marokko og Senegal har høj eller lav Pande, lyse eller falske Øjne, om de er Kærere af en høj Kultur eller gaar med Ring i Næsen. Den slags Ligegyldighed er farlig. Som jeg i en tidligere Artikel har anlydel, er det almindelige Samkvem vokset med rasende Fart i det sidste Tiaar. Hvor før i Tiden en Race gennem lange Tider kunde holde sig ren, der strømmer i Dag, takket være vore moderne Samfærdselsmidler, stadig tremmede Raceelementer ind, og der opstaar Kaos. Mere end en af vore Kulturnationer har allerede forspist sig paa sine ubudne Gæster. De begynder at mærkes, at Fremmedinvationen er en ufordøjelig Føde for Samfundet, Amerika f. Eks., de tager deres Forholdsregler,

*

Men Europas Døre staar fremdeles paa vid Gab, og det siger sig selv, at jo bedre Amerikanerne forstaar at lukke for Indvandring, desto stærkere vil de afviste rykke Europæerne ind paa Livet. Der siver en ustandselig Strøm udefra ind over vor Verdensdel. Mongolere og semitiske Elementer fra Øst og Syd, Orientalere, Asiater over Balkan og Negere og Arabere fra Nordafrika, Overalt sætter de Mærker efter sig; i alle Middelhavslandene og mere og mere æder Ondet sig ind over Centraleuropa. Man ser, hvordan Storbyernes Gader i større og større Udslrækning befolkes af smaa, sortsmudskede Skikkelser af et fremmedartet Udseende. Allestedsnærværende Opkøbere af gammelt Metal, nøjsomme kærlige i deres Forhold til Penge, uproduktive Mellemmænd med Blandingsmenneskets Stempel paa Panden : Elskværdighed, Forsagthed og Grusomhed samlet i en Person.

Eksempel paa Raceblanding i Vest-Europa.

Statsmændene ved ikke, hvad de skal gøre med disse lidt uvante Problemer og overlader det saa til Politiet, hvorefter de atter tager fat paa et mere kendt Tema: Skatning, mere Beskatning, stadig mere Beskatning.

Selvfølgelig bør der advares mod enhver Overdrivelse: Racebiologien og dens Dattervidenskab Racehygiejnen maa ikke misbruges i Racehadets Tjeneste. Vi skal ikke forfølge andre Racer, men bare værne vor egen. Vi skal elske vor Race, ikke fordi den er bedre, men fordi den er vor Race. Det har været sagt, at enhver Blodblanding med Naboer eller Nationen paa den anden Side Grænsen skulde være uheldig. Dette er dog ikke rigtigt; man kan tværtimod sige, at de fleste hvide Folkeslag med Fordel kan blande Blod, og at den saakaldte uharmoniske Raceblanding først kommer til, hvor de to Racers fysiske og aandelige Egenskaber fjerner sig nævneværdigt fra hinanden.

Men netop af denne Grund maa Invasionen fra Middelhavslandene og Sydosteuropa af de os fjerntstaaende Racer betragtes som yderst betænkelig. Den rummer Faren for vor egen Eksistens, den nordiske Race vil trænges tilbage, smelte sammen, fortyndes, gøres ukendelig i det store Blodkaos, som er den moderne Folkevandrings Tragik.

Tiggerdrenge paa Vejen til Biskra.

En Raceblanding, som vokser sig stærk i et Land, der for var fri for den, trækker Forbrydere, misfornøjede og arbejdssky Elementer af tvivlsom etisk Oprindelse ind i Landet. Vi kan daglig se detle paa vore Gader i København, Stockholm og Oslo. 

Man spørger forundret: Findes der ingen Kræfter, der kan yde Modstand?

Som ovenfor nævnt synes Amerikanerne - Verdens gæstfrieste Folk - at være de første, der endelig fik Øjnene op for den Skade, som er sket ved at tillade uhindret Indvandring. De har forstaaet, at det her gælder Værdier, som, hvis de gaar tabt for Nationen, ikke en Gang ved Hjælp af de mest raffinerede Undervisningsmetoder kan genvindes. Man har indset, at det ikke gaar saa helt let at sammensmelte de daarlige Elementer med de gode. Saa længe Indvandringen til Amerika foregik fra England, Skotland og Holland, fra de skandinaviske Lande og Nordtyskland, saa længe Blodblandingen foregik indenfor en og samme Race - den nordiske - saa længe var alle Betingelser til Stede for et sundt Folk.

Uharmonisk Racekrydsning. Lille 6-aarig Tiggerpige.

Men Betingelsen var Racerenhed. Dette hellige Raceinstinkt, som fik den ægte Yankee til at trække sig ind i sig selv ved Berøring med en Farvet, det har Handelsmoralen og Uvidenheden desværre gjort Brud med.

Men af den Kendsgerning, at De forenede Stater fremdeles tæller saa mange begavede, initiativrige og karakteristiske slægter, har man villet trække den noget forhastede Slutning, at det amerikanske Samfund lidt efter lidt opslugte de andre Landes Proletariat, og man har med en Naivitet, som var et bedre Eventyr værdigt, ment - at i Smeltediglen blev de karaktersvage  stærke, de blinde seende, Forbryderne lovlydige. ja selv de aandssvage hlev begavede. Forholdet er imidlertid omvendt. Den stadige Fornyelse af Blodet, som fulgte med den nordiske Tilstrømning til de "uanede Muligheders Land", foranledigede den enestaaende Opdrift, som vi har været Vidne til i Løbet af 150 Aar.

Mænd af Kounia-Stammen.

Men denne Gæstfrihed aabnede ogsaa Dørene for de ubudne Gæster og for et Bundfald af svage, nedbrudte og sandelig forkrøblede af alle Racer, trukket frem fra de laveste Lag i Middelhavslandene og Balkan.

Kritikløs Indvandringsfrihed er en højst kortsynet Politik. Den vil altid i Øjeblikket fremkalde en ædel Selvfølelse af at skaffe "Tilflugt for de Hjemløse". Men det er et daarligt Standpunkt at give Almisse til enhver Tigger. - Almisser og Gaver gør mere ondt end godt. De bidrager til at oge Fattigdommens Byrder for fremtidige Generationer. Lad os ikke ved af hjælpe en Ulykkelig i Dag skabe to i Morgen.

Burde Talerne f. Eks. ikke have lært Nordmændene og Svenskerne at være forsigtige med, hvem de slipper ind i Landet? Tatergutten "Østa Linas Knægt", kendt fra det tragiske Lensmand-mord. burde lære os at tænke lidt mere over Racebiologi. En Kontrol med Indvandringen har større Interesse for de nordiske Folk i Europas nordvestlige Hjørne end for noget andet Folk i Verden. De nordiske Folk har som de racereneste alt at tabe ved Blodblanding, men intet at vinde.

Det er ikke lysteligt at tænke paa, at Kommunerne aarligt giver Tusinder af Kroner i Fattigunderstøttelser til fremmede Indvandrere. Det er disse Fremmedelementer og deres Børn, der fylder vore Fængsler og Fattighuse. Det er heller ikke tiltalende at tænke paa, at de som internationale Forbrydere rejser Europa rundt under nordiske Navne som Danskere. Nordmænd og Svenskere. Det er paa linje Tid, at Nordens Folk slutter sig sammen om en Indvandringspolitik.

Pe nordiske Lande bor ligge aabne for alle af vor egen Race og nærbeslægtede, som kommer i Kunstens, Videnskabens, Teknikens og det produktive Arbejdes Tjeneste. Men naar Sydens og Østens Frugtbarhed kræver Plads og vil høste, hvad andre har saaet, saa lad os bygge en Port - og ikke nok med det: Lad os ogsaa spærre den.

(Nationaltidende, 22. maj 1927).

Jon (John) Alfred Hansen Mjøen (1860-1939), norsk kemiker og farmaceut, studier inden for racebiologi og eugenik. Fremlagde 1908 "Norske program for rasehygiene". Deltog sammen med Ploetz ved stiftelsen af "Den internationale eugeniske føderation" i 1912, med Mjøen som vicepresident. Mjøen gik også ind for at det moderne samfund skulle nægte "dårlige arvebærere" (fx mentalt handicappede, forbrydere og prostituerede) at få børn. Som han også skriver i artiklen, fremhævede han "den nordiske race" som den mest rene.

Hans teorier fik stor modstand fra professorerne Kristine Bonnevie (1872–1948) og Otto Lous Mohr (1886–1967) og helsepolitikeren Karl Evang (1902–1981) som fremhævede at hans teorier savnede ethvert videnskabeligt grundlag. 

Han startede tidsskriftet "Den Nordiske Race". Med foredraget "Hvad koster minusindividene stat og samfund?" rejste han fra 1924 rundt i verden, bl. a. var han 1928 hos Mussolini. Under 2. verdenskrig tog det nazistiske Nasjonal Samling hans teorier til sig, og siden 2. verdenskrig har racehygiejniske teorier været anset for politik, ikke videnskab. Selv døde han i 1939 hvorfor vi ikke ved hvordan han ville have stillet sig.

En af de Boligløses Boliger. (Efterskrift til Politivennen).

 

Et utæt Bræddeskur, hvis Ydervæg paa to Sider maa dækkes med Græstørv.

Saaledes - eller endnu værre - ser de ud, mange af de Hytter i Byens Omegn, hvor boligløse Familier har søgt Tilflugt. Der er og kan aldrig blive hyggeligt i et saadant Skur ude paa en bar Mark, især ikke, naar Regnen pisker og Sneen fyger, eller naar Termometrets Kviksølv staar nogle Grader under Nul. Naturligvis er det kun den haardeste Nød der kan faa en Mand til at anbringe Kone og Børn i den Slags Boliger, der jo slet ikke kan opvarmes ordentligt, selv om der ogsaa er en Ovn og noget at putte i den. Men hellere end at friste Tilværelsen i en Baghuskælder. hvor Lys og Luft er lukket ilde, eller bo i en Barak og dele Køkken med 1-4 andre Familier, er der nit-an Mennesker, der vælger en selv nok saa primitiv Pakkasse paa Landet.

Det vilde jo være godt, om "Boligløses Dag" i Dag kunde skaffe lidt bedre Forhold for en Del af de Familier, der gerne vil holde sig oppe og som hidtil har kæmpet en fortvivlet Kamp mod Bolignøden. Derfor bør Publikum i Dag tage vel imod de Mennesker, der heder om en Skærv til det smukke og samfundsnyttige Formaal.

(Aftenbladet, 28. maj 1927).

Familien Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

Stakkels Mo'r - ! 

Børstenbinder Jensens Hustru, fotograferet i Hjemmet i Husvildebarakkerne paa Finsensvej sammen med 8 af sine 12 Børn, hvis Fader sidder arresteret for Drabsforsøg paa det ene af disse.

Det uhyggelige Drabsforsøg, der i Forgaars Aftes blev forøvet paa Trappegangen nede i Holbergsgade af den 44 aarige fhv. Børstenbinder, nu Arbejdsmand Oscar Ludvig Jensen, som i en Rus gjorde et desperat Forsøg paa at strangulere sin lille 5-aarige Søn, har aabnet for et Indblik i et Hjem og et Familieliv, der i sin hjertegribende Fortvivlelse ligefrem synes at trodse al Menneskelighed.

Familien bestaar, som vi fortalte i Gaar, af Mand, Hustru og 12 Børn, af hvilke de to ældste, der er henholdsvis 16 og 12 Aar, opholder sig hos nogle Slægtninge paa Fyen, - hvorfra familien for nylig er kommen her til København, - medens en 8-aarig Dreng, der er stærkt kirtelsvag, er paa Sanatorium, og den 5-aarige Dreng, der var Genstand for Attentatet fra Faderen, og som for øvrigt er noget aandssvag, foreløbig er anbragt paa Hospitalet. Tilbage paa Hjemmet derude i Barakkerne paa Finsensvej Nr. 259 sidder den stakkels Mo'r med de tilbageværende 8 Børn, som man ser dem her paa Billedet, vor Fotograf tog derude i Gaar.

Fru Jensen, der kun er 39 Aar gammel, gør et svageligt og forkuet Indtryk, udslidt, som hun er af Kampen for Tilværelsen, og medtaget af de mange Børnefødsler. Paa vort Billede, der staar som en ligefrem uhyggelig Dokumentation for Berettigelsen af Dr. Leunbachs Kamp for Børnebegrænsningen, ser man i bageste Række fra Venstre til Højre den 10-aarige Anna Marie, den 9-aarige Jens, Wilhelm, 7 Aar, og Jens Peter 6 Aar - i forreste Række, fra Højre til Venstre: Knud, 3 Aar, Niels, 1 Aar, og Klara, 2 Aar nærmest ved Moderen, der paa sit Skød bærer den sidste af Flokken, som kom til Verden for kun 3 Uger siden.

Den stakkels Mo'r, der endnu i Gaar Middags intet anede om Mandens Forbrydelse overfor den lille aandsvage Dreng, men troede, at han kun var anholdt for Beruselse og inden længe vilde komme hjem igen, sidder nu alene med Børnene derude i det fattige Hjem. Hun kender ikke et eneste Menneske her i Byen, eftersom det kun er ganske kort tid siden, Familien kom til København og flyttede ind i Husvildebarakkerne efter at være hjemsendt ovre fra Svendborg, idet Jensen er forsørgeIsesberettiget paa Frederiksberg.

Beboerne derude i Barakkerne akildrer for øvrigt Jensen som en skikkelig og fredsommelig samt meget flittig Mand, der stadig har slidt, dels som Arbejdsmand og dels som Børstenbinder, for at skaffe det nødvendige til Livets Ophold for sig og sine, saa man staar ganske uforstaaende overfor hans Forsøg paa at dræbe den lille Dreng.

(Aftenbladet (København) 11. maj 1927).

Han drak Fattighjælpen op i mange Aar.

Det har vakt Opmærksomhed, at man under en nu afsluttet Nævningesag i Kobenhavn erfarede, at Oscar Ludvig Jensen - Manden, der forsøgte at kvæle sin lille Søn - en lang Aarrække igennem, tilsyneladende i en Snes Aar, har drukket de Penge op, han fik udbetalt i Understøttelse gennem Fattigvæsenet til sig og sin Familie. Han boede paa Frederiksberg, hvor han fik udbetalt 40 Kr. om Ugen - og efter hans egen Forklaring for Retten havde man Indtrykket af, at disse Penge for Størstedelen omsattes i Spiritus.

- Saa slemt har det nu ikke været - siger Ekspeditionssekretær Larsen, med hvem "Berlingske Tidende" har drøftet Sagen. Men, det er rigtignok, at Manden drak; og vi har ogsaa haft vor Opmærksomhed henvendt derpaa og har saa vidt muligt sørget for, at det var Konen, der kom og hævede Pengene. Men hun har ikke kunnet komme hver Gang, bl. a. ikke naar hun laa til Sengs efter Barnefødsler. Vi har da passet paa, saa godt det lod sig gøre, og f. Eks. udbetalt den ugentlige Understøttelse i to Portioner. Manden har som sagt drukket en Del, men alle Pengene har han ikke kunnet omsætte i Spiritus, ellers hævedes vilde Familien jo ogsaa være døde af Sult. 

Ekspeditionssekretær Larsen bemærker iøvrigt, at Jensen kun har boet knapt et Aar paa Frederiksberg, og at han før den Tid har faaet Fattigunderstøttelsen paa Landet.

- Hvorledes er det iøvrigt muligt, at en Mand, der saa lang en Aarrække igennem har været under Fattigvæsenet, kan opnaa Tilladelse til at gifte sig?

Af Papirerne fremgaar det - siger Ekspeditionssekretæren - at Jensen i Juli 1920 fik Tilladelsen til at gifte sig. Det skete iøvrigt efter Indstilling af Fængselshjælpen og paa et Tidspunkt, da han ikke havde faaet saa særlig megen Fattighjælp. Han havde den Gang boet sammen med sin senere Kone i længere Tid og faaet 6 Børn med hende. Det Offentliges Understøttelsespligt blev iøvrigt ikke større ved den Lejlighed.

(Ribe Stifts-Tidende 12. oktober 1927).

Et nævningeting idømte senere på året Oscar Ludvig Jensen 4 års forbedringshus.

En skandaleaffære fra Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

Gravstedet der blev solgt to gange.

Det var optaget da det skulle tages i brug.

På Østerbro tales der i disse dage meget stærkt om en affære fra Holmens Kirkegård af ikke helt almindelig art.

En familie, der har købt et gravsted, fik for nogen tid siden anmodning om at fjerne det lig, der uretmæssigt var blevet begravet der. Der blev naturligvis stor bestyrtelse over denne anmodning, og man henvendte sig på kirkegårdens kontor og foreviste den kvittering, man i sin tid havde fået.

Til en begyndelse blev kvitteringens ægthed bestridt, men imidlertid blev en af kontorpersonalet klar over at det var ham, der havde skrevet kvitteringen, hvorefter sagen blev taget op til en grundig undersøgelse.

Af denne fremgik det, at alle de gravsteder, der var købt for en årrække, men som ikke var blevet tilset gennem flere år, var solgt påny. Således også det gravsted, her er tale om.

I 46 år havde gravstedet ikke været tilset, og det var derfor blevet solgt igen.

Nu, efter at den ny ejer har haft det i 11 år, vil skæbnen, at de gamle ejere, efter 57 års forløb, atter får brug for gravstedet, og så finder det overdraget på andre hænder. Nu raser der en hård strid om, hvem der har ret til det.

Således fortælles det. Vi har forsøgt at komme i forbindelse med klokkerkontoret uden at det dog er lykkes os, men vi skal i morgen vende tilbage til sagen.

(Folkets Avis - København, 6. maj 1927).

Affæren fra Holmens Kirkegård.

Der er iværksat en undersøgelse for at få opklaret den mystiske sag.

I anledning af den i går omtalte affære fra Holmens Kirkegård hvor et gravsted er solgt to gange, har vi i går henvendt os til klokkerkontoret hvor vi talte med hr. kancelliråd Hansen der imidlertid kun kunne give den besked, at der er en undersøgelse i gang for at få sagen opklaret, og før det sker, kan der ikke meddeles noget.

Kancelliråden ville dog ikke benægte at der var en stor sandsynlighed for at den kedelige fejltagelse foreligger.

(Folkets Avis - København, 7. maj 1927).

Uhyggelig begivenhed på Holmens Kirkegård.

Enken fandt sin mands grav kastet op og en anden begravet deri.

På Holmens Kirkegård i København har en gammel dame i firserne, enkefru Rafn, i mange år med stor omhu tilset og passet sin afdøde mands grav. En dag fornylig, da hun som sædvanlig kom på kirkegården, fandt hun til sin forfærdelse graven udslettet, og i dens sted var en frisk grav. Gravstenen var blevet fjernet og sendt til stensliber for at blive gjort rede til et nyt navn.

Da enken undersøgte forholdet, viste det sig, at familiegravstedet var købt på 40 år og at denne tid var udløbet, så administrationen var i sin juridiske ret til at lade en anden få graven. Kirkegården havde ikke, hvad man ellers plejer, givet meddelelse om, at retten til gravstedet skulle fornyes.

Grundet på klager over dette og lignende forhold på kirkegården, vil man nu udarbejde forslag til en omordning af kirkegårdens administration.

(Demokraten (Århus) 9. juli 1928).

En uhyggelig begivenhed på Holmens Kirkegård.

Graven var sløjfet og kirkegårdsledelsen havde glemt at meddele enken det.

Da enkefru Rafn forleden kom ud på Holmens Kirkegård i København for at se til sin afdøde mands grav, blev hun forfærdet over at opdage, at graven var sløjfet og gravstenen sendt til sliber for at blive slebet af til et nyt navn på den friske grav, der var anlagt på pladsen.

Administrationen var i sin juridiske ret: Familiegravstedet var købt på 40 år, og tiden var udIøbet, og retten til gravstedet var ikke blevet fornyet. Familien havde ikke været opmærksom på at de 40 år var gået. Uden at give noget varsel, uden at skrive til familien, uden at sætte sig i forbindelse med enken, som til stadighed kom på kirkegården og passede graven omhyggeligt, havde man taget gravstedet i brug påny.

Der har været ført forhandlinger med Marineministeriet, under hvilket kirkegården sorterer; men her har man holdt sig til sin juridisk i ret også under hensyn til at enken efter den sidst begravede mand var fortvivlet ved tanken om at kisten skulde flyttes.

I "Politiken" udtaler kaptajn baron Schaffalitzky de Muckadell i Marineministeriet, at man havde ladet et år gå over tiden. Man kendte ikke den gamle dames adresse, men for fremtiden vil man på gravstederne opsætte plader, når lejemålet er ved at udløbe, og så undgå en gentagelse af dette pinlige tilfælde. I det hele taget, udtaler kaptajnen, går vi i gang med en systematisk ændring af administrationen. Den har ikke været så god, som den burde være.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 11. juli 1928)

Det nye Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen).

Enghaveplads som et smukt Centrum i Vesterbros store Arbejderkvarter.

Af Borgerrepræsentant H. P. Sørensen.

En levende By er et Samfund i stadig Fremadskriden. Aldrig Stilstand men stadig i Arbejde og Vækst med det ene Formaal at skabe de bedst mulige Leveforhold og de mest praktiske og moderne Bekvemmeligheder for Byens Borgere.

Kun det Bystyre, som er besjælet af dette, har Storsyn nok til at forme Udviklingen i den virkelige Storstad, som København er eller er ved at blive. Det er en fortræffelig Egenskab at være sparsommelig, og Tiderne kan være saaledes, at Kommunen maa indskrænke sig, men kun Arbejde, Nyskabelse, Vækst og Udvikling er Tegn paa, at Byen er levende og bevidst.

Vi tager de store Forandringer, der i det sidste Par Aars Tid er sket og i de kommende Par Aar vil ske ude paa Vesterbro, som et Tegn paa, at København har Liv og Bevidsthed som en By, der sikkert arbejder frem mod et Maal.

Vesterbro var i mange Aar ligesom noget forsømt af Kommunens Ledelse. I Firsernes og Halvfemsernes Tid skabte et reaktionært Bystyre Saxogade- og Øhlenschlægersgade-Kvarteret Lange, mørke. skumle Gader, høje Huse med smaa Lejligheder og Baghuse med endnu mindre Lejligheder I næsten hver Ejendom. Usle smaa Gaarde uden Lys og Luft, Solen naar kun at strejfe ind i de øvre Etager. Et Arnested for Sygdomskim, et Hjemsted for Tusinder blege Børn,  der dog har samme Ret tål Solskin og Sundhed som alle andre.

Disse bange triste Gader, der ligger mellem Vesterbrogade og Istedgade, staar som et Skammens Monument over Højrestyret i denne By. Ligegyldige for .Arbejdernes Sundhed lod de Grundspekulanter rejse disse Huse og Gader, hvori de aldrig selv kunde tænke sig blot at gaa igennem.

Det var ikke saa mærkeligt, at Demokratiet, da det blev Flertal i København, søgte at raade lidt Bod paa denne forbryderiske Byggemaade ved at anlægge den brede Sønder Boulevard fra det gamle Kvægtorv ud til Enghavevej. Den har virket som en Luftkanal for dette Kvarter, og som en Magnet har den Aarene Igennem trukket Sidegadernes Kvinder og Børn til sig, thi dér kunde de dog nyde lidt af den linde mellem Husrækkerne forbudte Sol. Intet Steds i Byen ser man saa mange Barnevogne som paa Sønder Boulevard.

I de tyve Aar, der er gaaet siden, er der ikke sket meget paa Vesterbro. Men til Gengæld er der nu en rivende og for Befolkningen højst betydningsfuld Udvikling at spore. Det begyndte med det lille Springvand paa Enghaveplads under de grønne Træer. Nydeligt og fikst er det, og selv om Børnenes Kærlighed til Vandet er større end mange Mødres Beholdninger af tørt Tøj, saa pynter det alligevel, og naar nogen Tid er gaaet, vil det ligge stille og fredeligt uden at generes alt for meget af de glade Børn. 

Det næste var Opførelsen af en Bygning paa Enghaveplads af Karakter som en lille Bondegaard.  Man skaffede her Spiselokaler for Sporvejsfunktionærerne og Kommunens Vejarbejdere, Oplagsrum, Toiletter, Ventelokaler, saaledes at de 6-7 grimme, snavsede Træskure, der i Aarevis havde skæmmet Pladsen, kunde forsvinde. Samtidig fik Pladsen elektrisk Lys.

For nogle Uger siden fremsatte Borgmester P. J. Pedersen Forslag om at anlægge en Park paa Arealet i Forlængelse af Enghaveplads op til Vesterfælledvej. I Mødet den 21. April vedtog Borgerrepræsentationen Forslaget, og Arbejdet et allerede i Gang. Om et Aar eller to vil Anlæget være færdigt og Vesterbro hermed have et herligt Friluftssted for Beboerne fra de mange nærliggende mørke Arbejdergader. En Park, halvt saa stor som Ørstedsparken og kun nogle Minutters Vej fra Saksogade. Det bliver Legepladser, Bænke og Borde, Musiktribune og Mødeplads.

Mon det var Højres gamle "Kærlighed" til Vesterbro, der manifesterede sig deri, at Højre sammen med Venstre stemte Imod Parkens Anlæggelse paa det nuværende Tidspunkt. Man skulde ellers synes, at der havde været en Lejlighed til at gøre Afbigt for Fodgængernes Forsyndelser mod Vesterbro. Det ønskede de Ikke, men stemte imod til Trods for, at Vedtagelsen ogsaa betød et stort Arbejde til Aflastning af Arbejdsløslieden, nærmest 800,000 Kroner, som bliver givet til Arbejdsløn og derved ogsaa - og ikke mindst - kommer Byens Erhvervsliv og Handlende til Gode. Et saadant Standpunkt som Højres er i højeste Grad smaatskaaret.

I disse Dage ex imidlertid fremkommen langt det interessantere Projekt. Borgmester Hedebol fremsætter paa Torsdag i Borgerrepræsentationen Forslag om at opføre en kommunal Bygning til Raadighed for kommunale Institutioner paa den Grund, der støder direkte op til "Folkets Hus" og med Facade mod den nye Park, Enghaven.

I denne Bygning skal der først være Badeanstalt. I Stueetagen indrettes Afdelingen tor Kvinder, og paa første Etage Mandsafdelingen. Badeanstalten bliver fuldt moderne indrettet, og da der ialt bliver 171 Omklædningsrum, tør man forudsætte, at den vil kunne tilfredsstille uden alt tor stor Ventetid selv i travle Perioder. Denne Badeanstalt bliver dem største i Byen.

I anden Etage skal der være Rodekontor, Tuberkulosestation samt Klinik tor Hud- og Kønssygdomme, hvilke to sidste Institutioner her faar moderne og fuldt tidssvarende hygiejniske Lokaler.

Endelig faer Kommunebiblioteket, som nu er i Valdemarsgade, Lokaler i tredje og delvis i fjerde Etage. Biblioteket har længe trængt til Udvidelse og bedre Lokaler. De faas nu, og der indrettes i tredje Etage en stor Udlaanssal, læsesal og mindre Lokaler, medens der i fjerde Etage bliver I togoplag samt et Par Værelser til Brug for Studiekredse.

Denne foreslaaede kommunale Bygning vil uden Tvivl blive hilst med Glæde paa Vesterbro. Selve dette at samle en Række kommunale Institutioner i en Bygning er en udmærket Ide, som burde realiseres ogsaa i andre Bydele. Denne Beliggenhed er for Vesterbros Vedkommende saa god, som den overhovedet kan være. Centralt, midt i Hjærtet af det tættest befolkede Kvarter.

Med alle de her nævnte forslag vil man se, at Kvarteret om Enghaveplads antager en helt anden Karakter. Samtidig har Kommunen bygget 3-4 Beboelses-karréer, og flere følger efter i Tilslutning og som Ramme omkring Enghaven Og det er Ikke Beboelseshuse som dem, Højre lod bygge i Saksogade, men smukke rummelige Bygninger med store luftige Gaarde - hvor godt om man engang kunde flytte hele det mørke Vesterbros Befolkning ud i sunde Huse!

Enghaveplads-Kvarteret udvikler nu. Fra at ligne en Losseplads bliver det nu et Centrum, kommunalt, kulturelt og sundhedsmæssigt. Forretningslivet vil blomstre, Pladsen vil blive levende, et Tegn paa Arbejde, Virksomhed og Fremgang. Det er et saadant Initiativ, en Storbys Styre bør have, og de Mænd, der er i Besiddelse af dette, fortjener Tak. Der er umaadelig mange og store Opgaver for Byens vaagne Initiativ.

(Social-Demokraten, 3. maj 1927).

Hans Peter Sørensen (1886 – 1962). Socialdemokratisk politiker og redaktør. Overborgmester i Københavns Kommune 1946-1956. Redaktør af Klokken 5 1918-24, rigsdagsmedarbejder ved Social-Demokraten 1924, redaktør fra 1928 og ansvarshavende redaktør året efter. Han måtte træde tilbage efter tysk krav i 1941. Borgmester for magistratens 5. afdeling (trafikborgmester) i 1943, overborgmester 1946-1956.

Lyrskovgade med kulturhuset forrest i billedet, Enghaveparken til venstre bag træerne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Store dele af Saxogade er i moderne tid blevet nedrevet. Her dog en af de bygninger som er blevet bevaret og istandsat. Hele midten af Saxogade er i dag blevet omdannet til et åbent område. En park. Foto Erik Nicolaisen Høy.