Karen Spidsmus. (Efterskrift til Politivennen).

Frederik Ferdinand Eriksen begik som 13-årig i 1888 som 13-årig sit første indbrud i viktualiekældre på Frederiksberg, og fik som straf 25 slag ris. Allerede to måneder senere fik han 6 dages fængsel for små­indbrud. Igen måneden efter 6 Dage. Herefter 15 slag ris, fængsel i 20 dage, 25 slag rotting, 30 dages Fængsel. I 1892 faldt hammeren for alvor med 8 måneders forbedringshus, året efter 18 måneder. Den 4. november 1893 stak han af fra fængslet, blev fanget dagen efter og fik 8 måneders tillægsstraf. Anholdt 1896 for indbrudstyveri, straffen denne gang 3 års forbedringshus. Efter løsladelsen fik han han Polititilhold, som han omgående overtrådte. For det fik han 12 dages tvangsarbejde, året efter straffet for 12. gang med 8 måneders forbedrings­hus for vold mod politiet.

Efter udstået straf vendte han forsommeren 1901 tilbage til København. På Nørrebro fandt han en del ligesindede, og med dem opstod ideen om at holde til ved Lersøen, dengang marker og Mosestrækninger. Hurtigt blev de en plage for beboerne. Tyverier blev hurtig omsat til natlige fester.

Ferdinand fik her en kæreste, en 22-årig kvinde som blev kaldt "Karen Spidsmus" eller "Spidsmusen". Hun var undveget fra tvangsarbejdsanstalten, hvor hun var blevet indlagt for overtrædelse af nogle småparagraffer. Mellem den 29. og 30. September 1901 begik banden, en serie indbrud på Nørrebro, og slæbte afsted med deres bytte. De mødte imidlertid to betjente som anholdt nogle af dem. Resten kom dem imidlertid til hjælp, og en af betjentene kom slemt til skade. Af frygt for repressalier skjulte Ferdinand og Karen sig, og efter en måned stak de af til Århus. Her blev de efter ca. ½ år anholdt. Men undslap i første omgang arresten

I anledning af 30 årsdagen for begivenheden skrev Axel Nielsen i Social-Demokraten en længere dramatiseret beretning af flugten.

Ferdinand Eriksen og Karen "Spidsmus" Samuelsen"

Artiklen var illustreret med en tegnet af parrets flugt gennem vinduet i taget. Om den er troværdig, kan jeg ikke sige. På daværende tidspunkt levede arrestforvalteren der havde frataget dem tøjet, stadig. Udbruddet blev beskrevet således:

Natten til den 8. juli, da alt var blevet roligt i Bygningen, brød han en jernstang af cellebordet, og med denne som Værktøj lykkedes det ham hurtigt at fjerne et lille vindue over celledøren, lige stort nok til, at han kunne knibe sig igennem. Ude paa Arrestgangen stjal han med det samme en portemonnæ og en kniv, tilhørende en beruset mand, som om aftenen var blevet indsat i detentionen. Ved hjælp af bankesystemet lykkedes det ham også forholdsvis hurtigt at finde sin medskyldiges celle, der var beliggende i etagen underneden  og i den helt anden ende af bygningen, og ved på samme måde her at fjerne det lille vindue over døren, fik han også hende ud af cellen.

I sammenligning med ham så Karen helt velklædt ud. Hun havde fået lov at beholde sit underskørt. Men Ferdinand forstod snedigt at pynte på sit udseende (bar skjorte og sokker) ved at stikke benene i skjortens ærmer og binde fligene sammen over Skuldrene. Begge er de derefter løbet op i arresthusets loftsetage, hvor han har præsteret et yderst nervepirrende kunststykke for at slippe ud på taget. I Forening har de slæbt et tungt bord op på loftet og stillet det på højkant ovenfor trappen. Her ovenpå har de så anbragt en stige. Det eneste vindue, ad hvilken flugt var muligt, sad imidlertid i selve taget, lige over den dybe trappeskakt, der her gik lige fra loft til kælder gennem den høje bygning. Ved at kravle op ad stigen har han kunnet nå taget; men for at få fat i selve vinduet måtte han slippe muren og kaste sig bagover. Og derefter hængende i armene over den frygtelige trappeslugt hive sig ud på taget - et nervepirrende cirkusnummer med Karen Spidsmus som eneste Tilskuer. Et fejlgreb, og han ville være styrtet gennem alle tre etager ned i kælderen. Men han greb ikke fejl.

Politi og dragoner jagtede herefter de undvegne. Men det var nogle lokale beboere i landsbyen Lisbjerg syd for Århus som fangede dem. De fattede mistanke til parret der begge var klædt som kvinder: 

De syntes dem noget fordægtige, hvorfor de fattede mistanke og fulgte bagefter dem ind landsbyens købmandshandel. Den lidt pågående nysgerrighed syntes at gøre de to fremmede urolige. Den største af dem, et stort ført kvindfolk med slaskende skørter om benene, tog mod ét flugten ind gennem bagbutikken. Ved den pludselige Bevægelse stod et tørklæde, som skjulte det meste af hendes ansigt, tilside og afslørede et pragtfuldt sort overskæg. Hermed stod det alle klart, hvem de havde for sig. Ferdinand, thi ham var det, styrtede ud gennem en Bagdør, over en tjørnehæk og forsvandt for sine forfølgere bagom et par gårde. Karen Spidsmus måtte derimod blive, hvor hun var, selvom hun brugte mund og titulerede de omkringstående med grovkornede Uartigheder.

Imidlertid var der slaaet alarm til opdagelsespolitiet i Århus, som 9 mand stærk med politiassistenten i spidsen besteg deres cykler og snart forsvandt i en støvsky udad Randers landevej. Inden de nåede stedet for de dramatiske begivenheder, havde de Lisbjergfolk dog ogsaa fangst og bagbundet Ferdinand, der havde gemt sig under en dynge grønt i en svinestald. Overfor fire håndfaste karle måtte han endelig strække gevær og overgive sig. De to misdædere blev bagbundne anbragt side om side på marken, indtil de kunne blive befordret tilbage til arresten. Her lå de og fnyste ondskab til alle, der kom i deres nærhed, så det var stygt at høre og se på: "Vi skal komme igen", råbte de gang på gang, "og da skal vi hævne os."

---

DER BLEV skrevet Viser om Ferdinand og Spidsmusens Meriter. Hvem husker ikke: "Og det var Karen Spidsemus", som i sin Tid var en ren Landeplage. Ferdinand var som sagt en af Datidens farligste og snedigste Forbrydere. En Gang tidligere var han brudt ud af Fængslet paa Christianshavn, og huserede derefter en Tid lang i Villakvarteret omkring Strandvejen, hvad der skaffede ham Navn af Strandvejstyven. Politiet var til Stadighed paa Jagt efter ham, men længe uden Held, hvilket i særlig Grad skyldtes, at den durkdrevne Forbryder formummede sig, en Dag som Slagter, en anden som Murer. Flere Gange var han dog nærved Paagribelse. Ved en bestemt lejlighed havde Københavns OpdagelsespoIiti faaet Vished for, at den eftersøgte befandt sig i en Ejendom i Tyrasgade. En stor Politistyrke omringede Ejendommen, som derefter blev nøje gennemsøgt fra Kælder til Kvist. Men han var der ikke alligevel. Mens Eftersøgningen stod paa gik en Skorstensfejer ud paa Taget og passede fredeligt sin Dont. Ham var der ingen, der tænkte paa, desværre: thi det var netop Manden, man søgte. 

Sagen fik måske som konsekvens at Peter Sabroe fremsatte krav om, at Samfundet fik myndighed, ja, pligt til til fjerne børn fra vitterlig slette hjem. Axel Nielsen (1911-1977). 1935 Vestsjællands Social-Demokrat, 1943 redaktionssekretær samme sted. 1944 Social-Demokraten som folketingsreporter. 1956 leder af Den Socialdemokratiske Provinspresses Korrespondancebureau. 1966 Aktuelt. 1970 Ritzaus Bureau.

Flugten blev opdaget ved 3-Tiden af en bagermester som havde set et lagen flagre. Politiet opdagede hurtigt efter det åbne tagvindue. Ved 4-tiden om eftermiddagen ringede en Vognmand fra Århus ude fra Landsbyen Lisbjerg Nord for Byen, at der lige havde været to fordægtige Personer inde hos Købmanden der. Ferdinand og Karen var flygtet ind i en svinestald, døren var så blevet lukket, og da der var jernstænger for vin­duerne, var de lukket inde til politiet ankom. Udover ængstelse vakte flugten også munterhed, og der blev digtet en revyvise over begivenheden.

Ferdinand blev dømt for talrige forhold. Men Karen Spidsmus tilstod kun at hun en gang havde holdt vagt ved et indbrud, og hun fik 6X5 dages vand og brød, mens Ferdinand fik 4 Års Tugthus­arbejde.

Karen Spidsmus Bryllup.

En Dansk Amerikaner frier til hende.

Eksdronningen af Lersøen, den århusianske berømthed Karen Spidsmus, som for tiden afsoner 30 dages vand og brød for røveri, har i fængslet modtaget et brev, der giver hende noget at tænke på.

Afsenderen, John Miller, en amerikanisering af det danske Johan Møller skriver til hende, at han i dansk-amerikanske blade har læst om hende og hendes bedrifter særlig om hendes berømte flugt fra Århus Arrest og at han vil gifte sig med hende, hvis hun kommer derover.

"Min adresse er Treackers Hill, North Dakota U. S. A. Jeg har en smuk ejendom, byens fineste gæstgiveri med stort farmbrug. Jeg skal netop ha' en Kone, der kan hjælpe i forretningen, og som ikke er bange af sig. Jeg sender selvfølgelig rejsepenge".

Dronningen ved ikke, hvad hun skal gøre. Hun har lovet Ferdinand Eriksen at vente på ham. Svigter hun ham nu, kan hun være forberedt på, at han rejser bagefter og slår både gæstgiveren og hende til lirekassedrejere.

(Randers Arbejderblad 9. juni 1904).

Artiklen blev citeret i sin fulde længde i St. Paul Tidende. En dansksproget avis som udkom i USA, 1. juli 1904. Avisen havde selv tidligere bragt nyheder om Karen Spidsmus. Pga. datoen kan det dog ikke have været i denne avis, John Miller havde set nyheden:

Karen Spidsmus dømt.

Den berygtede forbryderske Karen Samuelsen, almindelig kaldet Karen Spidsmus, blev forleden af kriminalretten i København idømt 30 dages fængsel på vand og brød. Hun havde været med til at plyndre en beruset herre for et guldur.

(St. Paul Tidende, 17. juni 1904).

Karen Spidsmus.

Om Karen Spidsmus, der for g år siden huserede i Århus sammen med Ferdinand Eriksen og foretog den dristige flugt fra arresten, skriver "Extrabladet" i lørdags:

Blandt de straffefanger, der benådes i anledning af kongens fødselsdag, er lersøbøllen Ferdinand Eriksen vel nok den mest celebre.

Dog hvem tænker på Ferdinand uden samtidig at skænke hans kæreste Karen Spidsmus en tanke?

Vi har ude i Rabarberlandet truffet Karen. En spinkel, opløben kvindestikkelss stryger hen ad fortovet. Hun kom op fra en af Jægergades dunkle kældersnoster, og idet hun passerede forbi os, mærkede vi et pust af spiritus.

- Har De hørt, at Ferdinand kommer ud i morgen på kongens fødselsdag? spørger vi.

- Jo, det har jeg rigtignok, svarede Karen, og vi så, hvordan livet skinnede bag øjnenes alkoholskær. - Det har stået i bladene, og det er rigtignok med det. Han har sæl skrevet det til mig.

Og så trak Karen et brev frem fra sin fæstemand og lod os læse ved lygteskæret, hvad tugthusfangen fortalte om sin elskov og sine planer. Ferdinand ved, at han på grund af sin gode opførsel vil få lov til at slippe den 8. april, og så kan Karen være vis på ham, de to skal nok træffe hinanden - Ferdinand har ikke glemt sin pige fra de bevægede dage,og han stoler også på at hun er ham trofast.

-Tror De virkelig, Deres forlovede kommer tilbage til Dem?

"Det skulle jeg virkelig mene. Ferdinand svigter mig ikke - den mand er han ikke. Og det er vel også for min skyld, at de lukker ham ud af slaveriet på kongens fødselsdag?"

- Hvor vil De træffe ham?

- Åh, i morgen aften går jeg rundt til alle de beværtninger, hvor han søger - jeg tænker næsten, at jeg får fat i ham hos Christoffersen i "Planten", De ved, den dernede paa hjørnet af Farvergade.

- Og hvordan skal fremtiden så gå, Karen?

- Den skal pinedød »ok Kære! Ferdinand får nok noget at lave, for kræfter har han jo. . Nu kommer banearbejdet, og jeg er heller ikke bange for at lægge næver til, om det skal være.

- Er De ikke bange for, at Deres tilkommende vil prygle Dem og lade Dem døje ondt, når det humør kommer over ham?

- Ferdinandt! Nej! De tror da »vist også, at han er en ren sjover. Nej, Ferdinand er det bedste menneske på Jorden. Det er kun, når "panserne" irriterer ham, at han kommer i den sorte kulør. Men mig rører Ferdinandt aldrig - han er en rigtig svend.

- Til lykke da!

Og så tripper Karen Spidsmus videre ind gennem de mørke gader.

(Demokraten (Århus) 10. april 1905).

Ferdinand blev maj 1905 benådet for resten af straffen mod at for­lade Landet og ikke vende tilbage i 10 År. Han blev så hjulpet til Amerika, men Forholdene der passede ham ikke helt. I Juli Måned kom han tilbage, og dette skulle naturligvis fejres. Han drak sig fuld, lavede Gadeuorden og blev anholdt. Han opgav at hedde Carl Christian Larsen og gik til Afsoning af en Bøde på 25 Kr. Arrestvagtmesteren i Vestre Fængsel genkendte ham imidlertid, og så måtte han atter "over Vandet" for at afsone de eftergivne 17 Måneder. I Januar 1907 blev han løsladt. Et halvt År efter Blev han på ny an­holdt i Færd med at begå et Indbrud. Dette og nogle andre Tyverier, han måtte tilstå, kostede ham 5 Års Tugthus. Han appellerede til Højesteret, der blot stadfæstede Straffen.

"Karen Spidsmus" anholdt

En batalje på Lyngbyvej

Den i sin Tid saa meget omtalte lersøbølle Ferdinand Eriksens kæreste, "Karen Spidsmus" er i aftes havnet i arresten på Nytorv, efter først at have forårsaget en stor bataille.

Sammen med en ven havde hun i aftes bestemt sig til at gøre et ekstra kup, Parret fulgtes ud ad Lyngbyvejen, og hvert menneske, der kom forbi, blev prajet for mønt på en yderst indtrængende måde.

Omsider skete der anmeldelse til politiet i Hellerup, der sendte to betjente ud for at anholde parret, men så snart Karen så uniformen, fo'r hun hylende ind mod betjentene, der nu fik fuldt op at gøre med at få de to transporteret afsted. Under kampen samlede der sig en stor skare mennesker på vejen og iblandt dem var adskillige løsgængere, der tilbød at udfri Karen. Politimændenes trusler om øjeblikkelig anholdelse holdt dem dog noget tilbage, og efter nogen besvær havnede parret på politivagten på Margrethevej. hvor det imidlertid startede et så frygteligt spektakel, at det af hensyn til de omboendes nattero blev nødvendigt at føre dem til domhuset. foran

(Riget (København) 8. august 1911).

I 1912 kom Ferdinand ud og blev ikke senere straffet. Han døde på Kommunehospitalet i 1919. Københavns Biblioteker har lavet en podcast om de to.

Vandopstanderne paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Herved henstiller jeg til Kommunen, at den opsætter nogle flere Vandopstandere paa Vestre Kirkegaard, da man, som Forholdene nu er for Tiden, maa trave en lang Vej for at faa fyldt sin Vandkande. Man tager kun smaa Vandkander med derud, og derfor maa man rende den lange Vej fra Posten til Graven mange Gange, naar man da vil have fugtet Jorden lidt. Særlig vi, som har Børnebegravelser i Litra Ø har den lange Vej at gaa til Vandposten. I det hele taget synes jeg, at denne Ende af Kirkegaarden bliver stedmoderligt behandlet, da der heller ikke i lang Afstand findes Bænke, som man kan hvile sig paa, naar man, træt af den lange Vej, naar hen til Gravstedet. I Haab om at denne Henvendelse maa frugte, og det helst hurtigt, tegner jeg

Deres S. J. N. 

(Social-Demokraten 12. juni 1904, 2. udgave).

Allinge gamle og nye Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 

Allinge gamle kirkegård lå på denne side af kirken, og på den anden side af stengærdet. Fotoet giver et indtryk af dens størrelse, dog blev vedtaget i 1898 at udlægge noget af kirkegården til gade da denne var meget smal. Der findes stadig et betydeligt antal gravsten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Forlangte Erklæringer og Betænkninger.

I Nr. 58 udbad Justitsministeriet sig Kollegiets Erklæring over et Andragende fra Borgerrepræsentationen for Allinge og Sandvig om, at den for begge Kjøbstæder fælles Kirkegaard i Allinge, uanseet Bestemmelsen i Forordningen af 22de Februar 1805 § 9, fremdeles, i alt fald i den nærmeste Fremtid, maa benyttes til Begravelsesplads for bemeldte Kjøbstæder.

Dette Andragende er fremfaldt af Hensyn til, at Anskaffelsen af en ny Kirkegaard formeentligen vilde blive altfor bekostelig og trykkende for den ved mange andre Udgifter allerede stærkt betyngede Kommune. Byfoged Jørgensen har i sin over Andragendet afgivne Erklæring, som Landphysikus Grove for sit vedkommende ganske har tiltraadt, bemærket Følgende. Saa vidt han kan skjønne, har Kirkegaarden i Allinge en yderst uheldig Beliggenhed; thi den er ikke alene placeret saa temmelig midt i Byen, men den ligger ogsaa høiere end største Delen af samme, saa at det vand, der under Regnskyl strømmer ud fra denne Kirkegaard, og som nødvendigen maa følge Klippeunderlaget, ikke alene maa trænge ind i de nærmeste Brønde, men vistnok har en videre Gang, end man er istand til at afgjøre. Kirkegaarden har i flere hundrede Aar været benyttet, og, da den er indskrænket til et lille Rum, maa den fornemmeligen bestaae af forraadnede Lig og Kister, saa at det vistnok bliver en Nødvendighed snarest muligt at gjøre en Ende paa denne Tilstand. Allerede for flere Aar tilbage har han reist dette Spørgsmaal og foranstaltet et Møde af Kirkeinspektionen og Borgerrepæsentanterne, men, da alle Stemmer vare ham imod, lod han Sagen stille i Bero. Byerne eie Jord sønden for Adinge, som passende kunde anvendes til Kirkegaardsplads, men som man ikke ønsker at benytte hertil, fordi Beboerne fra Sandvig da maatte føre deres lig igjennem Allinge; men at Hensynet til denne længere Vei maa være et aldeles underordnet Moment i Sagen, synes uomtvisteligt. Forøvrigt har man ogsaa imod dette sted anført, at Bunden der var leret, og at der saaledes vilde staae Vand i Gravene, hvilket imidlertid maa kunne forhindres ved en hensigtsmæssig Draining. Han viser slutteligen, at Anlæget af en ny Kirkegaard ingenlunde vil blive saa kostbart, som af Andragerne antaget, og han kan saaledes i henhold til Ovenstaaende ikke anbefale det Ansøgte til Bevilgelse. Regimentschirurg Sannom, praktiserende læge i Allinge, har i en afgiven Erklæring yttret, at Kirkegaarden er saa gammel og overfyldt med Lig, at Grunden, uagtet, mest bestaaende af Sand og Grus, dog maa indeholde saa mange forraadnede Dele af de Lig, der nu i flere hundrede Aar ere begravne der, at det maa ansees for rettest, at der, saasnart Kommunen kan overkomme det, anskaffes en ny Kirkegaard, fra hvilken Tid al Begravelse paa den gamle bør ophøre.

Amtmanden over Bornholm er af den Formening, at der aldeles ingen Grund er til i dette Tilfælde at gjøre Undtagelse fra den almindelige Bestemmelse i Forordningen af 22de Februar 1805 § 9. Udgifterne kunne ikke blive saa store, at de kunne kaldes trykkende for Kommunen, og, hvad det angaaer, at man med de Lig, som begraves fra Sandvig, da kommer til at kjøre gjennem hele Allinge, istedetfor at man nu derimod kjører igjennem en Deel af denne By, da er det en Omstændighed af ingen Betydning.

Kollegiet tiltraadte i Skrivelse af 18de Februar Amtmandens Erklæring, der i det væsenlige er overeenstemmende med alle de andre i denne sag afgivne.

(Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1860)

En ny kirkegård blev indviet i 1864. Den var omtrent halvt så stor som den nuværende.

Rare Kirkegaardsforhold.

Ved en tilfældig Brevskriver have vi modtaget følgende Skildring af Kirkegaardsforholdene i Allinge:

Paa den gamle Kirkegaard ved Kirken blev for nogle Aar siden plantet Tjørnehække, men disse ere ikke blevne plejede eller klippede, saa at de somme Steder er løbet flere Alen i Vejret, medens de andre Steder ligge nedtraadte. Gæs og Ænder gaar frit ud og ind og ligger derinde og klatter til paa og imellem Gravene. Men værst er det dog med de store Hunde, som løber derind og nedgraver Affald fra Slagterierne, saasom Kalvehoveder og lignende. De grave store Huller paa Gravene, for deri at gjemme deres Fangst. ... Den ny Kirkegaard er ikke stort bedre, den ligner mest et Vildnis, som Børn bruger til Legeplads.

(Bornholms Tidende 29. oktober 1895).

Allinge ny kirkegård ligger "oppe" og er betydeligt større end den gamle. I 1902 blev arealet udvidet til det dobbelte da kirkegården var ved at blive fyldt op og ingen anden placering var blevet fundet. Endnu en udvidelse fandt sted i 1904. Kapellet stod først færdigt i 1906. Som de fleste kirkegårde bærer den nu præg af store græsarealer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Allinge-Sandvig Byraads

Møde den 13. Juli 1898.

- - -

- Kirkeinspektionen meddeler Samtykke til, at et Stykke af den gamle Kirkegaard udlægges til Gade, mod at der afholdes en Synsforretning, at der sættes et Par Jærngitterlaager, at Arbeidet foretages med Sømmelighed, at Joden henlægges paa den ny Kirkegaard, og at det hele sker uden Udgift for Kirken. 

Formanden foreslaar at lade Vejudvalget forestaa Arbejdet.

Christensen. Er det afgjort, at der skal gjøres noget, er der noget Overslag, og har Byraadet vedtaget at lade Arbejdet udføre, uanset hvad det koster?

Form. oplyser, at noget Overslag havde man ikke, men man havde tænkt at udføre Arbejdet saa billigt som muligt.

H. Møller syntes, at man helst skulde have et Overslag derover.

Dam syntes, at der var daarlig Raad til det nu, men han vilde ikke sætte sig derimod paa Grund af Gadeforbedringen. Paa den ny Kirkegaard var der næppe Plads til Jorden, men der skulde vel snart tænkes paa en Udvidelse af Kirkegaarden, saa muligvis man kunde lægge Jorden der.

Form. troede, at naar Gaden skulde forbedres, maatte Vejudvalgets Budget have Raad til det.

Bohn fandt det rigtigst at gjøre det nu; Gaden var kun 7 Alen bred, siden vilde der ikke blive gjort noget i lang Tid.

Vedtoges at lade Vejudvalget udføre Arbejdet.

(Bornholms Tidende 15. juli 1898)

Allinge-Sandvig Byraads

Møde den 13. Septb. 1899.

- Formanden foreslog at nedsætte et Udvalg til at undersøge Kirkegaardsforholdene og bl. a. undersøge, om der mellem Byerne kunde være en passende Plads til Kirkegaard. Kirkeværgen havde nylig meddelt, at Pladsen paa den nuvær. Kirkegaard var optaget.

Bohn syntes, at den heldigste Beliggenhed for en ny Kirkegaard var mellem Allinge og Sandvig, men det var vistnok umuligt, da Jordbunden paa begge Sider af Vejen bestod af Klipper og Rundsten, gammel Havstok. Kom man længere op fra Vejen, var Jordbundtforholdene de samme som paa den nuværende Kirkegaard.

Her vare Forholdene meget uheldige. Lerbunden gjorde, at Ligene kunde ligge i 30 Aar og vare endda kun halv fortærede. Muligvis kunde det forandres noget ved i et nyt Reglement at forlange et Læs Sand til hver Kiste. Det var ikke saa heldigt, at Kirkegaarden laa oven for Byen, men Leret var et godt Filter. Dr. Danchell havde undersøgt Vandet paa det Sted. hvor Kirkegaardsvandet havde Udløb i Byen, og fundet det godt. Man kunde expropriere en Grund op til den nuværende Kirkegaard og samtidig med Udvidelsen bygge et Ligkapel, hvortil man allerede havde 500 Kr. i Forcering; muligvis der kom flere Pænge til den Bygning, man kunde ikke blive ved at udsætte det. Han foreslog, at hele Byraadet gik op og saa paa Forholdene.

Det vedtoges at tage Forholdene i Øjesyn paa Søndag.

(Bornholms Tidende 16. juni 1899).

Allinge, den 11. Oktbr.

Et Legat.

I Tirsdags jordedes som tidligere meddelt paa den gamle Kirkegaard ved Allinge Kirke Enkefru Kofoed af Kjøbenhavn, 87 Aar gl., Enke efter afdøde Proprietær Peder Kofoed, Hammersholm. I Følget saas bl. a. det samlede Byraad. Den afdøde oprettede i Aaret 1874 sammen med sin Mand et Legat "Peder Kofoed og Hustru Karoline Juliane Kofoeds Legat for værdige trængende i Allinge og Sandvig samt Landdistriktet Hammersholm". Legatet, der er 10,000 Rigsdaler stort, skal nu efter Enkens Død henstaa, til det bliver fordoblet. Derefter uddeles aarlig 300 Kr. til en trængende i Allinge, 300 til en trængende i Sandvig, navnlig til Sømænd, Fiskere og deres Enker. Resten deles i 4 lige store Dele 1) til en trængende i Allinge, 2) til en trængende i "Landdistriktet Hammersholm i Olsker", 3) en Del til Mandskabet i den Baad, der har udvist størst Flid i Sildefangst og 4) en Del til Mandstabet i den Baad, der har udvist størst Flid til Laksefiskeri.

(Bornholms Tidende 13. oktober 1900)

Hotelejer Johan Heinrich Blanchs gravsten findes stadig på Allinge gamle kirkegård. Så havde man penge (200 kr.) kunne det i 1901 stadig lade sig gøre at blive begravet her. Præsten fik dog ved den lejlighed forbud mod at udtale sig om hans personlighed. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jordefærd.

Under meget stor Deltagelse begravedes Hotelejer J. H. Blanch i Dag paa den gamle Kirkegaard ved Allinge Kirke. Kirken var ualmindelig smukt pyntet. I sin Tale berørte Sognepræsten ikke den afdøde personlig. Efter Forlydende havde de paarørende ogsaa frabedt sig dette. Efter Jordpaakastelsen takkede en Svigersøn af den afdøde for Deltagelsen. Blandt de ualmindelig mange smukke Kranse bemærkedes flere særlig kostbare, saaledes fra Hotellets Personale, Østersøbadet "Bornholm", Tuborg Fabriker og Odd-Fellow-Ordenen.

Det hører til Sjældenhederne, at nogen bliver begravet paa denne Kirkegaard midt i Byen. Men naar der betales 200 Kr. extra, kan det dog lade sig gjøre.

(Bornholms Tidende 10. september 1901.)

Allinge Kirkegaard.

Arbejdet paa den ny Kirkegaard er nu saa vidt fræmskredet, at Gjærdet, der er opført af kløvet Granit, er færdigt, og i dette Efteraar vil den blive beplantet. Ligkapellet, der skal ligge inden for den ny Indgang, vil blive bygget næste Sommer. Pladsen har kostet 1700 Kr., Gjærdet godt og vel 1100 Kr.

Kirkegaarden, der i sin ny Skikkelse vil blive omtrent dobbelt saa stor som før, har en meget smuk Beliggenhed på en Skraaning oven for Byen med Udsigt ud over Havet og Kysten mod Syd til Rø og Gudhjem.

(Bornholms Tidende 13. oktober 1902).

Indenrigsministeriet godkendte i november 1902 at kirkegården afgav 190 kvadratalen til vejen, mens vejen afgav 15 kvadratalen til kirkegården.

Allinge-Sandvig Byraad

Møde den 14. April

Ligkapellet.

Form. udtalte, at den tidligere omtalte Tegning og Overslag fra Professor Bidstrup nu forelaa, men at Overslaget var dyrere, end Byraadet havde tænkt. - Form. oplæste senere en Skrivelse fra Kirkekommissionen (c: Provsten og Amtmanden), i Følge hvilken Kommunen ikke kan faa det ansøgte Laan paa 5000 Kr., førend der foreligger Tegning og Overflag til Ligkapellet samt Oplysning om, hvad den ny Kirkegaard har kostet.

Chr. A. Jensen. Der er et almindeligt Ønske om snart at faa et Ligkapel, men der bør tages Hensyn til Sparsommelighed. Naar Skatteprocenten er paa ca. 9, er der dog Grund til at overveje, om man ikke uden at genere Bygningen kan spare noget af den høje Pris, som er foreslaaet. Tegningen ser meget tiltalende ud. Men jeg tvivler paa, at vi, som af Prof. Bidstrup antydet, kan opfyre Bygningen billigere end Overslagssummen ved at lade den udbyde til Licitation; jeg tror ikke, at Haandværkernes Priser her i Kommunen ere lavere end Overslagets. Materialerne ere maaske tværtimod dyrere, og Arbejdslønnen er vist ikke meget lavere. Det drejer sig altsaa om at spare 10-1500 Kr.

Jeg foreslaar, at Sagen udsættes til næste Møde, at vi for ikke at forhale Sagen i Mellemtiden lade udarbejde et Overstag til en Pris, som passer bedre for os hernede.

G. P. Petersen slutter sig til Jensen.

Kellermann ligeledes; dog foreslaar han straks at nedsætte et Udvalg til nærmere at forhandle med Kirkeinspektionen og med Bemyndigelse til at handle paa Byraadets Vegne. -

Form. mener ogsaa, at et Ligkapel efter vore Forhold kan opfyres for højst 3000 Kr.

Det vedtages at nedsætte et Udvalg, bestaaende af d'Hrr. Borch, Jensen og Sonne og at bemyndige det til at forhandle med Kirkeinspektionen og lade udarbejde Tegning og Overslag til et Ligkapel til en Pris af 3000 Kr.

(Bornholms Tidende 6. april 1903).

Allinge, den 7 Juni.

Kirkegaardsindvielse.

I Dag indviedes den ny Kirkegaard i Allinge i Overværelse af Byraadet og adskillige andre. Pastor Lund udtalte, at Kirkegaarden tilhørte Allinge Kirke og altsaa den evangelisk-lutherske Kirke. Men Kirkegaarden stod ogsaa aaben for fræmmede, som ikke delte Kirkens Tro, og Medlemmer af Folkekirken kunde her begrave deres døde uden Medvirkning af Folkekirkens Præst. Kirkegaarden var saaledes i en vis Henseende et frit Sted. I en anden Henseende var det et saare trangt Sted, hvor ingen kom med sin gode Vilje. Pastor Lund talte derefter ud fra Pauli Ord: "Det saas i Forkrænkelighed, det opstaar i Uforkrænkelighed", om de kristnes Opstandelseshaab og sluttede med at sige: Dette Stykke Jord har hidtil været en Mark, hvor Sæden har vokset og er samlet i Lade. Den skal ogsaa vedblive at være en Mark, hvor vi nedlægge vore døde, i Haab om, at de skulle høstes ind i de evige Boliger.

Efter at Pastoren havde erklæret Kirkegaarden for indviet i den treenige Guds Navn, foregik den første Begravelse paa den ny Kirkegaard, idet Sadelmager Hansens Enke stedtes til Hvile.

Allinge Assistenskirkegaard, der ligger meget smukt oven for Byen, aabnedes 1864. I Firserne blev det nødvendigt at udvide den til det dobbelte, og nu er den atter udvidet, saa at den er mere end dobbelt saa stor som før.

Ligkapellet befinder sig stadig endnu paa Forhandlingens Stadium.

(Bornholms Tidende 9. juni 1904).

Licitation på opførelse af et gravkapel på kirkegården blev udbudt i maj 1906. Der var rejsegilde i december samme år.

Bryggeriarbejder Peter Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

En bryggeriarbejder

ved navn Peter Jensen har 2. påskedag tidligt på eftermiddagen hængt sig i sit hjem, Enghavevej nr. 20, 4. sal. Hans hustru var gået i besøg hos en søster, men kom tilfældig hjem og fandt da et brev fra ham liggende på bordet. I brevet meddelte den kun 40-årige mand hende at han ikke kunne udholde at leve længere og bad hende om tilgivelse, fordi han tog sig af dage. "Gå ikke selv op på pulterkammeret" stod der nederst i brevet. Den ulykkelige kvinde ilede straks op på pulterkammeret og fandt ganske rigtigt her manden hængende. Han var endnu varm og ved nogle naboers hjælp blev han straks skåret ned. Men han havde nylig udåndet.

Peter Jensen havde i den senere tid forsømt sit arbejde på Tvedes Bryggeri, hvor han ellers i 16 år havde arbejdet støt og dygtigt. Der var nu kommet ham et rygte for øre om at han skulle afskediges, og det havde gjort ham i den grad fortvivlet at han besluttede at dø. Hans hustru sidder tilbage med en dreng på hen ad 7 år og venter snart sin nedkomst, så hendes forhold er højst sørgelige.

(Social-Demokraten, 6. april 1904).

Bryggeriarbejder Peter Jensens begravelse.

Vi har modtaget følgende skrivelse:

Hr. redaktør!

Den i Deres ærede blad tidligere omtale bryggeriarbejder P. Chr. Jensen, Enghavevej 20, der i 16 år har arbejdet på Tvedes Bryggeri, og som aflivede sig 1. påskedag da han uden grund frygtede for at blive afskediget, blev i dag fredag kl. 11:30 begravet fra nordre kapel på Vestre Kirkegård.

Pastor Rasmussen fra St. Johannes Stiftelsen besørgede jordpåkastelsen og omtalte i sympatiske ord den afdøde der i en så lang årrække havde virket i bryggeriets tjeneste og var almindelig afholdt blandt sine kammerater.

Højtideligheden gjorde et dybt indtryk på det store følge, blandt hvilke bemærkedes bryggeriarbejderne der var mødt med fane.

Som omtalt bekostede bryggeriets direktion begravelsen. Det hermed forbundne arrangement var lagt i min hånd, og jeg fik frie hænder til at ordne alt det nødvendige, således at begravelsen kunne få et smukt præg.

Det er da meget beklageligt at der ved et fejlgreb fra kvartermesteren på St. Johannes Stiftelsen skete et skår i højtideligheden. Jeg havde nemlig aftalt med kvartermesteren at han skulle ordne begravelsen, levere jord, kiste, sange, orgel og lys osv. og jeg betalte hans regning der beløb sig til 85 kr.

Men da følget indfandt sig i kapellet og begravelsen skulle foregå, var der hverken orgel eller lys. Den tilstedeværende kapelfunktionær erklærede at han ikke havde modtaget nogen ordre i den retning. Situationen var et øjeblik noget trykket, eftersom jeg til min chef samt til bryggeriets arbejdere og den afdødes familie havde meddelt at kapellet ville blive oplyst samt at der ville blive musiceret på orglet. Efter noget parlamenteren opnåede vi at få kandelabrer ved kisten, men orglet måtte vi undvære, skønt der blev musiceret i et sidekapel ved en anden begravelse.

Jeg har selvfølgelig klaget til St. Johannes Stiftelsen, og kvartermesteren har undskyldt sig med at der fra hans side er sket en fejltagelse. Han har givet ordre til at der ved en helt anden begravelse skulle være orgel og lys, og denne begravelse fik altså et helt uventet præg, ligesom forbavselsen hos dette følge sikkert har været ikke så ringe, eftersom der slet ikke var bestilt et sådant arrangement.

Kvartermesteren har ganske vist tilbagebetalt beløbet og udtalt sin beklagelse. Men af hensyn til bryggeriet og den afdødes kammerater og efterladte har jeg anset det for rigtigt at fremkomme med denne redegørelse for det pinlige optrin, for hvilket jeg står uden skyld.

København den 8. april 1904

Lars Hansen

Bryggeriarbejder,

Lundbyesgade 8. st.

(Social-Demokraten, 6. april 1904, 2. udgave).

Frederik August Vilhelm Bagge (3: Finansudvalget 1904). (Efterskrift til Politivennen)

I februar 1904 tog Frederik Bagge og hans brødre skridt til at anlægge sag mod ordføreren for finansudvalget, Jensen-Sønderup fordi et udvalg havde gjort sigtelser mod hans far, professor H. Bagge. Bagges far havde solgt jord fra "Grønnegård" til Københavns befæstning for en meget høj betaling. Sagen løstes dog tilsyneladende:

Professor Bagge og Finansudvalget.

I Anledning af den Anmodning, afdøde Professor Bagges ældste Søn, Bogtrykker Frederik Bagge, havde indsendt til Finansudvalget om at yde hans Faders Minde Oprejsning, meddeler Hr. Bagge nu, al Finansudvalgets Formand i en Samtale med ham udtalte, at Tinget efter hans - Formandens - Skøn under ingen Omstændigheder kunde give Tilladelse til, at Ordføreren (Jensen-Sønderup) blev draget til Ansvar, men at Sagen formentlig kunde ordnes ved en Erklæring fra Finansudvalgets Formand.

Hr. Bagge modtog 2 Dage efter en Skrivelse fra Finansudvalgets Formand, hvori denne erklærer, at der hverken fra Udvalget eller fra Ordføreren var fremsat nogen Paastand om Bestikkelse eller andre ærerørige Sigtelser mod Professor Bagge. Senere udtalte Finansudvalgets Formand paa given Foranledning overfor Hr. Bagge, at der ingen Tvivl kunde rejses om hans Faders Hæderlighed i den omtalte Sag, og at det ikke havde været Finansudvalgets Mening at fremsætte nogen Sigtelse i den Retning. Med disse mundtlige og skriftlige Erklæringer erklærer Hr. Bagge sig nu tilfreds.

(Herning Avis 26. marts 1904).

Jens Jensen-Sønderup (1862-1949) blev valgt til rigsdagen i 1896 og tilhørte venstrereformpartiet. Da dette blev delt, i 1905 fulgte han J. C. Christensen og blev 1908 trafikministe4r. Han var formand for invaliditets- og alderdomsforsikrings-kommissionen fra 1910.

Efter at have læst udtalelsen (der var underskrevet af Anders Nielsen som var formand for Finansudvalget) erklærede Frederik Bagge sagen afsluttede og beklagede at Finansudvalget ikke havde vist større varsomhed over for en afdød mands gode navn og rygte. En længere redegørelse findes i Nationaltidende 26. marts 1904.