Conrad Johan Bartholdy 1853-1904. 3/3 Dødsfald. (Efterskrift til Politivennen)

Så tæt op ad hans død som 5. september 1904 var denne annonce i Dannebrog (København) 5. september 1904.

Johan Bartholdy.

I sit 52de Aar er Professor BarthoIdy i Gaar Morges temmelig pludselig død. Uden foregaaende Sygdom, midt i sin Livsgerning, optaget af sit nær forestaaende Sølvbryllup, som skulde festligholdes bl. a. med en Koncert, bestaaende af egne Kompositioner, er den livsglade, mobile Mand kaldt herfra, ladende os andre - trods lignende, hyppig indtræffende Tilfælde - undrende og forbavsede tilbage.

Alle vi ældre, der har fulgt Bartholdy fra Ungdomsfærden, husker ham som et ideelt anlagt, ungt. begejstret Musikmenneske. Det var af Kærlighed til Kunsten, han forlod den Bane, som han havde forberedt, og der var over hans Ungdoms- og Manddomstid altid været Tilløb til det store i den musikalske Komposition. Men Bartholdy havde ikke Evne til at uddybe sine Værker, og derfor finder man blandt meget godt ogsaa ikke saa lidt usigtet og ligesom tilfældigt. Det betydeligste, han har skrevet, er vistnok Operaen "Loreley" - samt en Del af hans mange Sangkompositioner. Operaen "Dyveke" skyldes ogsaa ham.

Ved Siden af sin kompositoriske Virksomhed var den afdøde Kantor ved Matthæuskirken, og havde en betydelig Lærergerning, fra hvilken der er udgaaet ikke faa dygtige Sangere.

Bartholdy var en jovial og elskværdig Mand, der havde en stor Vennekreds. I nogle Aar var han Leder af Studentersangforeningen.

(Dannebrog (København) 7. december 1904)

Loreley blev i 1887 opført på det Kongelige Teater. Han blev kanto ved Matthæuskirken 1883.

Johann Bartholdy død.

Jeg traf ham for vel en 26 Aar siden for første Gang oppe i Albert Meyers sangkonservatorium. Han var da min første Lærer i Sang  en aaben elskværdig, ligefrem Natur, sund og stærk med en Malmrøst, som kunde faa Jerichos Mure til at falde. Han var Fyr og Flamme, naar Talen var om Musik, robust som selve den jyske Natur, hvoraf han var rundet - kunde ikke sætte sig til Flyglet uden at rutsche frem og tilbage paa stolen, smække med Rodepulten og anslaa Klaveret med sine haarde Hænder, saa det rungede. Først da var han kapabel til at undervise.

Bartholdy og jeg s nakkede løst og fast om Musik, lige interesserede - en Del af Timerne forløb ganske vist udelukkende paa denne Maade - , og han spillede og sang sine Sange for mig med en aldrig utrættet Begejstring - "Jeg har skrevet alle mine Sange for min Kæreste" (hans nuværende efterladte Hustru) - det vat det stadige Omkvæd.

Hvor jeg holdt af ham! Og hvilke hyggelige Timer vi tilbragte sammen først i hans Ungkarlehjem i Nyhavn, senere da han som Nygift bosatte sig i Gothersgade, lige over for Botanisk Have - jeg som det beskedne "unge Menneske", han som den rasttøse Komponist, der skrev, saa Noderne føg omkring ham, medens han tillige forstod at traktere alle mulige Instrumenter.

Traf man ham atter efter et Sommerophold, kunde man være vis paa al høre ham sige: "Jeg strutter af Musik".

Og som han struttede af sundhed, Kammeratlighed og Glæde over Livet, var der ogsaa i hans Kompositioner en overdaadighed af Evne, Lyrik, af Guld og af slakker.

Thi Bartholdy var ikke nogen kritisk Natur. Han tog alt med af godt eller ondt, hvad der faldt paa hans Veje, arbejdede utrættelig, havde Elever i Massevis og fik endda Stunder til at koncentrere sin spredte Natur paa saadanne Opgaver som et Par Helaftensoperaer. De vil ikke overleve ham - dertil var han ikke kræsen nok i Valget af sine Midler - af hans mindre Sange vil man endnu i mange Aar huske en Række paa Grund af deres Ærlighed, deres lyriske Evne og den hele musikalske Naturkraft, som de indeholder.

Ja. Bartholdy struttede virkelig af Musik.

Foruden sin Virksomhed som Komponist fik Bartholdy med sin utrættede Arbejdskraft Lejlighed til at virke paa andre Mander i Musikens Tjeneste.

Man vil huske ham fra en Række populære Kirkekoncerter i Matthæuskirken til bedste for Sognets Fattige.

Man vil ligeledes huske hans Virksomhed som "Studentersangsoreningen"s Dirigent, hver han ikke sparede sig selv eller sine Kræfter, selv om hans robuste Maade at optræde paa maaske okke altid faldt i det akademisk renlivede Sangkors smag.

Underligt nok, at man vragede ham som Akademikernes Kordirigent. Thi var der noget, han var stolt af, da var de, netop det at være Akademiker. Vi talte saa ofte om Akademikernes Berettigelse til at være Foregangsmænd som Stand betragtet, og han hævdede med jysk Stædighed, at blot det, at man mere end det øvrige Bourgeosi forstod Fremmedordenes Betydning, gav studenterne en særlig Forret - og han var sikkert mere stolt af at være statsvidenskabelig Kandidat end af at være titulær Professor.

Med Johan Bartholdy har Landet mistet en fanatisk Elsker af Musik, en alsidig og dygtig, om end ikke særlig fremragende Kunstner - og et bravt Menneske

(Sophus Andersen)

(København 7. december 1904)

Johan Bartholdy døde pludselig af en hjerneblødning. Han er begravet på Vestre Kirkegård

Johan og Octavia Bartholdys gravsten på Vestre Kirkegård. Nederst på stenen står at den er "rejst af venner". Mindestenen blev opsat december 1908. Den er udført af billedhugger Aage Hassel.Foto Erik Nicolaisen Høy.

Søren Lemvig-Fog 1864-1906. 4/6. Efterskrift til Politivennen)

Telegrafonen

Patent Poulsen.

Hvad er Aktiekapitalen paa 2 Millioner brugt til?

Aktieselskabet "Telegrafonen" holdt i Gaar sin aarlige Generalforsamling.

Vore Læsere vil huske, at Telegrafonen er en sindrig og smuk Opfindelse, gjort af den unge Ingeniør Valdemar Poulsen; Telegrafonen kan modtage Telefonbud, mens man er borte, og kan gengive dem, naar man kommer tilbage. Dens tekniske Fuldkommenheder, der vil sikre den Erobringen af Verden, er formentlig dog endnu ikke naaet.

Vore Læsere vil ogsaa huske, at der fra første Færd har været noget "amerikansk" over det Aktieselskab, der har købt Opfindelsen; dets Reklame-Metode har intet tilsvarende haft i dansk Forretningsliv. Støttet af "Politiken" forsøgte dets Storaktionærer, en Række adelige og uadelige Godsejere, for et Par Aar siden - ved Rygter om Patentets Salg til Amerika - at faa Aktierne spredt til enorme Priser, ja "Politiken" skrev endogsaa, at en Lensgreve, der havde købt en Aktie af sin Frue til det femdobbelte af den paalydende Værdi, havde gjort en udmærket Forretning. Kun "Social-Demokraten" gjorde det nøgterne Regnskab op. og efter os kom saa flere Blade med Kritik, og Selskabets Formand, Ingeniør Lemvig-Fog, maatte udtale sin Beklagelse over det skete.

Siden har der været ret stille om Telegrafonen; først for kort Tid siden gjordes der atter Tilløb til en vældig Reklame. Hr. Lemvig-Fog tog til Amerika for atter at forhandle om Patentets Salg, og "Politiken" fortalte omtrent samtidig hermed om nogle rent vidunderlige Opfindelser, der nu var gjort af Hr. Poulsen, ved Hjælp af hvilke man f. Eks. kunde dirigere Panserflaader inde fra Land. og Hr. Poulsen kunde ogsaa telefonere uden Traad vsv. osv. Den ulykkelige Opfinder, der er en stille og beskeden Mand, og som sikkert sidst var inderlig ked over det hele Postyr, traadte denne Gang meget kraftigt op; han indrykkede en Erklæring om, at "PoIitiken"s Fremstilling enten var overdreven eller rentud fejlagtig, og at han for Fremtiden, naar der skete noget nyt, selv vilde meddele Offenligheden det, og derfor bad, om man kun vilde fæste Lid til saadanne autentiske Meddelelser.

Paa Generalforsamlingen i Gaar fik man ingen Oplysninger om, hvorledes Sagen staar. Hr. Lemvig Fog er endnu i Amerika, og Generalforsamlingen var kun sammenkaldt, fordi man var naaet til Lovenes sidste Frist (den 31te Oktober). Bestyrelsen ønsker at vente med Beretningens Aflæggelse, til Hr. Lemvig-Fog kommer hjem, og der vil derfor senere blive sammenkaldt en Fortsættelse af Generalforsamlingen i Gaar.

Driftsregnskabet blev dog forelagt; det viste ingen Indtægt, og en Udgift paa ca. 50.000 Kr. til Laboratoriet, Patenters Udtagelse, Rejser, Husleje, Apparater o. lign.; disse Penge var tilvejebragt ved Laan. Der var i Fjor fra Grosserer Hoppe fremsat Forlangendet om et fyldigere Regnskab, som skulde tilstilles Aktionærerne i trykt Stand; Bestyrelsen har imidlertid ikke villet gaa med hertil, i Stedet for mødte Hr. Veksellerer Lund paa Bestyrelsens Vegne frem med en Erklæring af den bekendte Revisor Harald Meyer. Erklæringen var ganske vist fuldstændig betydningsløs, idet Hr. Meyer slet ikke har haft Adgang til at revidere, hvad den 2 Mill. Kr. store Aktiekapital er blevet brugt til. Godsejerne havde dog den Tilfredsstillelse i Ly af denne Erklæring og ved Hjælp af det store Aktiebeløb, der er paa deres Hænder, at staa Hr. Hoppes fornyede Forslag om Regnskabets Trykning ned med overvældende Flertal. Ikke bedre gik det med Hr. Hoppes Forslag om, at Kontrolkomiteen skulde optages i Bestyrelsen, hvorimod den tekniske og administrative Ledelse skulde udskilles fra den; ogsaa dette Forslag blev stemt ned med overvældende Majoritet.

Om kort Tid vender Hr. Lemvig-Fog hjem fra Amerika, og Generalforsamlingen vil da blive fortsat.

(Social-Demokraten 1. november 1904).

Da Kæresten døde og skulde begraves. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Hjælpe-Assistent ved et større Statskontor her i Byen er forlovet med en smuk ung Dame. Hans Opfindsomhed i at skaffe sig Fridage er ligefrem opsigtvækkende: det gaar saa tit paa, at Kollegerne med Misundelse skumler over, at han har dobbelt Gage, eftersom han kun gør Tjeneste hveranden Dag.

For ca. en Uge siden mødte han i meget nedtrykt Sindsstemning paa Kontoret. Han fortalte, at hans Forlovede var afgaaet ved Døden paa Rovsings Klinik efter en Operation.

Kondulation af alle mandlige og og kvindelige Kontorarbejdere, af hvilke de sidste særlig udtrykte deres dybe Medfølelse for den unge Mand, der næsten taarekvalt trykkede Damernes Hænder. 

Selvfølgelig fik han Lov til at gaa for at ordne Begravelsen. I Forgaars oprandt Begravelsesdagen. Paa Vestre Kirkegaard skulde hun stedes til den sidste Hvile.

Fra Kontoret mødte en Deputation med en meget stor og flot Krans med Silkebaand i Dannebrogsfarver og Inskription om, at den var fra samtlige Kolleger.

Ved Kapellet stod Deputationen og smaafrøs, men der viste sig ikke noget Følge, ikke en Gang den Afdødes Forlovede gav Møde. Der gik et Kvarter, to, tre - en hel Time, men stadig ingen; Kapellet lukkedes ikke en Gang op.

Saa gik man til Graveren. Der var ingen Begravelse den Dag. Saa gik turen til Rovsings Klinik. Der var ingen kvindelig Patient død i de sidste 4 Maaneder 

- Altsaa en Mystifikation - men lad ham give en  Forklaring! Og i Gaar toges han i skole.

Jo, hun var virkelig død, men ganske vist i Hjemmet, og Begravelsen skete borgerligt og i al Hemmelighed. Han fik saa Kransen for at lægge den ud paa Graven.

Men tænk hvilken Frækhed, - opad Dagen blev han set paa Gaden, der gik han frank og fri med sin "afdøde" Forlovede under Armen.

(Aftenbladet (København) 30. oktober 1904).

Gymnastik for Arbejderkvinder. (Efterskrift til Politivennen)

I 1900 dannedes De kvindelige Arbejderes Gymnastikforening og havde året efter 200 medlemmer. De blev bl. a. instrueret af frk. Amélie (Aniebe?) Meyer.

Gymnastik og Bade for Arbejdersker.

Vor By har faaet en Mønsterbadeanstalt i Studiestræde, og alle er enige om, at de finske Folkebade er glimrende, men de er for dyre for de arbejdende Kvinder. Straks, da Badeanstalten blev aabnet, blev der tilstillet Organisationerne Billetter til 15 Øre Stykket, for at Medlemmerne kunde faa Lejlighed til at prøve Badene. Disse Billetter blev revne væk, og der var stor Sorg, da de sluttede. Et finsk Folkebad koster nu 30 Øre, Haandklæde 5 Øre, altsaa 35 Øre. Dette er faktisk for dyrt for en Arbejderske, hvis Tid desuden er kostbar for hende. Der bliver sagt. at Kvinderne gennemgaaende er mindre renlige end Mændene, men jeg tror, at den egenlige Grund er den, at baade Søbade og finske Bade er for kostbare. Kunde der for de sidstes Vedkommende ikke bødes noget derpaa ved al lade Foreninger faa Billetter, som mod Foreningernes Stempel gav Adgang for en billigere Betaling?

De arbejdende Kvinder har dannet en Gymnastikforening, hvor Kontingentet kun er 50 Øre om Maaneden med to Timers ugenlig Øvelse, nemlig hver Mandag og Fredag fra Kl. 8½ til 9½. Øvelserne afholdes i Femmers Seminarium, Nørrebrogade 27 o. G. Forleden overværede jeg Øvelserne, som udførtes af en Snes Kvinder, næsten alle Elever fra Aaret forud. Det var velgørende at se de af Anstrængelser blussende Ansigter og de smidige Legemer.

Efter Timens Slutning fik Eleverne et rask Styrtebad, og muntre, leende, forfriskede og oplivede paa Sjæl og Legeme skillet saa Holdet. Disse Kvinder bar sandelig Vidnesbyrd om, at Gymnastik og Bade er sundt. Ingen kejtede Bevægelser, Herredømme over baade Arme og Ben.

Det er Formandens Ønske, at der i Stedet for tyve var halvtreds i Holdet for at kunne bestride Udgifterne. Kontingentet er lille, kun 6 Øre for en Times Undervisning og Bad i Tilgift.

Derfor bør Arbejderkvinderne melde sig til Kursus hurtigst muligt. Indmeldelser modtages i Lokalet eller hos Formanden, Frk. Seitzberg, Blaagaardsgade 21 A, 2. Sal.

Der maa melde sig saa mange, at det bliver nødvendig at lave flere Hold. Navnlig Kvinder med stillesiddende Arbejde,  Syersker i alle  Brancher, vil have godt af at strække Legemet, rette Brystkasse, kort sagt af at være med.

Andrea Nielsen.

(Social-Demokraten 15. oktober 1904).

Cigararbejderske Anna Seitzberg var gennem en lang årrække medlem af Socialdemokratiets 11. kreds. Hun døde 31. marts 1921, og boede da i Rådmandsgade 29. Hun var bl.a. medlem af valgforsamlingen der udpegede landstingsmænd. Hun blev begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Amalie Henriette Goos død. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Geheimeetatsraad Goos har haft den Sorg at miste sin Hustru, Amalie Henriette, sødt Irminger, i disse Dage efter et kort Sygeleje. Om den Afdøde skriver Forfatteren Knud Bokkenheuser i Vort Land bl a.:

Hun var en af de mest trofaste Kvinder, jeg har kendt Og det var ikke blot mod sin Mand, mod sine Børn og sine Nærmeste, nej, det var overfor alle dem, hun een Gang var kommen til at holde af. Udadtil og offentligt spillede hun aldrig nogen Rolle. Hun lod sig saaledes, skønt Kongen følte sig personlig knyttet til hende med Venskabsbaand, aldrig forestille ved Hoffet. Og den store Pragt, de glimrende Selskaber holdt hun ikke af, hun befandt sig bedst i Hjemmet, og vi, der holdt af hende, syntes bedst om hende der.

Det Djærve og Ligefremme, Usnærpede og Naturlige var en af hendes Ejendommeligheder, en Arv fra hendes Fader, den sandhedselskende og ridderlige gamle Admiral Irminger, hvem hun ogsaa altid talte til os Unge om med en dyb Veneration.

Der er mange, som sørger ved Fru Goos Død. Ikke at tale om alle de fattige Familier, som hun i Stilhed hjalp, og som beundrede hende og saa op til hende, saa vil hele den Kreds, der kom i det Goos'ske Hjem, savne den Støtte, som en Samtale med en saa begavet, rettænkende og aandfuld Kvinde var. Hvor mange har ikke søgt Raad hos hende; hvor har hendes kolde og kloge Kritik ikke skaaret igennem megen Affektation og meget Vrøvl; hvor har hendes varme og følte Deltagelse ikke rejst og støttet mange, der tvivlede om en god Sag.

Fru Goos var en betydelig Kvinde, der stod sin Ægtefælle værdigt ved Siden. Ved hendes Grav skal det siges, at hun igennem et Hjem, der tog sit Præg af hendes Sans for det skønne og gode, virkede i vide Kredse ved sit Eksempel, og ved sin typisk danske Naturlighed, der bares oppe af en fund Menneskelighed, som aldrig forvildedes af Sentimentalitet eller Overvurdering af det eller dem, hvormed den kom i Forbindelse.

(Ribe Stifts-Tidende 26. september 1904).