Rundetaarn i sin ny Forklædning. (Efterskrift til Politivennen).

 Den ny Kuppel til Folkeobservatoriet er snart færdig.

Kuplen fotograferet før Beklædningen. Til venstre Værkchef Harald Petersen, og i Midten Afdelingschef Sørensen - to af Cornelius Knudsens betroede Folk.

I nær Fremtid vil der blive Røre paa Købmagergade. Kuplen, som Cornelius Knudsens Etablissement har udført til det ny Folkeobservatorium, nærmer sig sin Fuldende!se og skal snart bringes paa Plads. Den hejses op langs Tårnets Side ved Hjælp af et Spil, og der er ingen Tvivl om, at Begivenheden vil blive en Folkeforlystelse af Rang. Tidspunktet hemmeligholdes imidlertid strengt, og man ved endnu ikke, om det bliver Morgen eller Aften.

Kuplen har en Diameter af 5 Meter, og den vejer, naar den er helt færdig, beklædt med Brædder og grøn Icopal, 1000 Kg. Vort  Billede er taget lige tør Beklædningen paabegyndes og viser selve Konstruktionen. Manden øverst oppe sidder lige midt imellem de to Skydebuer, som bevæger sig paa Ruller, saa let, at et svagt Tryk af en Lillefinger er tilstrækkeligt til at skyde dem frem op tilbage. Desuden er hele Kuplen paa Ruller, saa at den med største Lethed bringes til at dreje rundt om sig selv.

(Aftenbaldet (København) 4. maj 1929).

Hans Peter Persson. (Efterskrift til Politivennen)

Anholdt i Kvindeklæder

Fremstillet for Dommeren i Fangedragt og højhælede Damesko.

I Dommervagten i Gaar Eftermiddags fremstilledes bl. a. en særlig uhyggelig Fyr, Hans Peter Persson. Han blev anholdt i Forgaars Aftes paa Strøget, hvor han promenerede iført elegant Damekostume. Hans Opførsel var saadan, at en civil Betjent fattede Mistanke til ham og tog ham med paa Stationen, dog i den Formening, at det var en Kvinde. Ved Afhøringen oplyste han imidlertid, at han var en Mandsperson, men iført Kvindeklæder fra inderst til yderst.

Ved Fremstillingen for Dommer Gøtzsche havde han endnu højhælede Damesko og Silkestrømper paa, men ellers mandlig Fangedragt. Hans i og for sig kønne Ansigt bar Mærker af Sminke og Pudder, ligesom Brynene var farvede, og der Iaa blaamalede Skygger under Øjnene.

Hans Haar var aabenhart klippet til at bære Paryk, og han førte sig med en Frækhed, der satte Dommerens Taalmodighed paa en haard Prøve.

Han fortalte som en Selvfølgelighed, at han kaldte sig Petra Hansigne Jørgensen, og han syntes, det var "saa sødt" at gaa i Kvindedragt Da han villig indrømmede at have overtraadt Sædelighedslovens Paragraffer i en Række Tilfælde, blev han foreløbig fængslet for otte Dage.

(Aftenbladet (København) 3. maj 1929).

Grim Affære.

To Mænd anholdt for Uterlighed overfor en Dreng.

I Forgaars kom en Dreng grædende hjem til sine Forældre. De spurgte ham, hvad der var i Vejen, men han vilde først intet sige. Saa fik de dog efterhaanden ud af ham, hvad der var sket. Han var af et Par Mænd blevet lokket op i en Lejlighed, hvor de havde været uterlige overfor ham.

Forældrene gjorde straks det rigtige. De anmeldte Sagen til Politiet, og det lykkedes hurtigt Politiet at finde Gerningsmændene. Det var den 41-aarige Knud Foldberg Laursen Jensen og den 34-aarige Hans Peter Persson, og de blev i Gaar fremstillet i Grundlovsforhør i Dommervagten. Her oplystes det, at Persson gentagne Gange havde været i Konflikt med Politiet, fordi han optraadte i Kvindeklæder.

Nu blev de begge fængslet for 8 Dage.

(Social-Demokraten 30. oktober 1940).

Pigen sa': Gi' mig en Smøg.

Saa prøvede hun et Lommetyveri, blev nappet - og saa var hun en Mand!

København (Privat)

Natten til i Gaar blev en Mand paa Vesterbrogade af to unge Kvinder anmodet om en Smøg Han var virkelig i den lykkelige Situation at kunne tilbyde en Cigaret. De unge Damer var alt. andet end tilbageholdende, og pludselig følte Manden en Haand i sin Baglomme Han gjorde et rask lille Ryk, og i det samme faldt hans Pung ned paa Fortovet. Han greb fat i Kvinden og overgav hende til en Betjent, der tog hende med paa Politistationen. 

Saa snart hun traadte frem foran den vagthavende Politimand, udbrød han: Der er noget galt. Hvad er De for en Fyr? Det var faldet ham ind, at Kvinden maatte være en Mand. Den anholdte opgav ethvert yderligere Forsøg paa at. spille Roller som Kvinde. Med Kjoleærmet tørrede han et tæt Lag Pudder af Sminke af Ansigtet og vilde heller ikke benægte, at han var en Mand ' Under Afhøringen indrømmede han at han er den 37-aarige Hans Peter Persson. Han indrømmede ogsaa at have forsøgt at røve Pungen, men nægtede, at der skulde have været Tale om nogen fast Trafik. Politiet har imidlertid længe haft paa Fornemmelse, at en saadan fast Praksis har udviklet sig i det sene Vesterbroliv med nogle særprægede unge Mænd som Hajer. Den anholdte blev i Gaar fængslet, og Politiet sætter nu ind paa at finde Partneren.

(Horsens Social-Demokrat 18. oktober 1943).

Mand iført Kvindeklæder.

Under Omfavnelse af en Mand stjal "Damen" hans Tegnebog.

Forleden Aften blev Politivet kaldt til Restaurant "St. Remo", hvor en mandlig Gæst anmeldte, at hans Tegnbog var blevet stjaalet under Omfavnelse af en Kvinde.

Man fandt ogsaa Kvinden, der viste sig at være en Mand, den 41-aarige Hans Peter Persson, som blev fremstillet i Dommervagten for Dommer Jacobsen, der tog den Anholdte i nærmere Øjesyn. Persson var iført Sommerkjole, Sommerfrakke, moderne Sko, Silkestrømper, en lille Hat og bar halvlangt mørkt krøllet Haar! Kun den grove og mørke Stemme røbede Manden.

Anmelderen havde gjort "Damens" Bekendtskab paa en Sporvogn og inviterede den Skønne med paa Restaurant. Her omfavnede han "hende" og blev herunder lettet for sin Tegnebog. Persson nægtede sig skyldig i Tyveri, men erkendte at have overtraadt Politivedtægten ved at give Rollen som Kvinde. Han hævdede iøvrigt, at han var stærkt beruset og ikke erindrede Begivenheden saa nøje. Persson optraadte jævnlig i Kvindeklæder, som han iførte sig ude i Byen. Der blev afsagt fængselskendelse over ham for syv Dage. 

Bach.

(Social-Demokraten 17. august 1947).

Mand i Kvindeklæder stjæler en Tegnebog.

En ejendommelig Sag behandledes i Gaar Eftermiddags i Dommervagten paa Frederiksberg. En 44-aarig arbejdsløs Mand, Hans Peter Persson, der er tidligere straffet, sigtedes for - iført Kvindeklæder - at have lokket en ung Mand paa Frederiksberg ind i en Port, mod at han skulde betale 2 Kr. Under Opholdet i Porten saa Persson sit Snit til at stjæle den unge Mands Tegnebog med 30 Kr.

(Kallundborg Avis 15. juni 1950).

Klæder skaber kvinder.

Denne virkeligt nydelige dame er en mand. Det er den 43-aarige Hans Peter Persson, der i denne smarte paaklædning har foretaget en mængde lommetyverier i København. Politiet har fanget tyven, der ydermere vil blive straffet for at bære kvindeklæder, hvilket er forbudt.

(Aalborg Amtstidende 14. februar 1949).

Mand i Kvindeklæder stjæler en Tegnebog.

En ejendommelig Sag behandledes i Gaar Eftermiddags i Dommervagten paa Frederiksberg. En 44-aarig arbejdsløs Mand, Hans Peter Persson, der er tidligere straffet, sigtedes for - iført Kvindeklæder -  at have lokket en ung Mand paa Frederiksberg ind i en Port, mod at han skulde betale 2 Kr. Under Opholdet i Porten saa Persson sit Snit til at stjæle den unge Mands Tegnebog med 30 Kr.

(Kallundborg Avis 15. juni 1950).

Fra andre aviser meddeltes, at Persson havde hængt sig i sin celle.

Et trist Billede i Borgergade. (Efterskrift til Politivennen)

Det lille Hjems pæne Indbo sat ud midt i Regnvejret.

Midt i Valgdagens opagiterede Stemning kunne man i Borgergade se ovenstaaende triste Situation. Et lille Hjems helt pæne Indbo sat paa Gaden. Det tør vel nok siges at være lidt hensynsløst under de herskende Vejrforhold. Her stod Møbler og Madrasser i Blæst og øsende Regn uden noget skærmende Dække. I hvilken Tilstand Beboerne har fundet deres Ejendele senere paa Dagen, kan man sige sig selv, og det var sikkert heller ikke med særlig venlige Tanker den ved Sagerne posterede Betjent saa paa Restutatet af denne Fogedforretning, det vel ogsaa kunde have faaet en Dags Udsættelse.

(Aftenbladet (København) 25. april 1929).

Uhygge på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

To opkastede kranier til offentlig beskuelse.

En klage.

Et par navngivne damer har henvendt sig til os med nedenstående klage over et forhold ved Holmens Kirkegård, som i allerhøjeste grad synes egnet til nærmere undersøgeIse og påtale.

- Vi kom mandag aften ved halvsyvtiden gående over kirkegården, fortæller den ene af damerne, da vi pludselig et lille stykke fra indgangen ved Lille Triangel blev opskræmte ved at opdage et par særdeles velbevarede kranier med store gule tænder, der lå i kanten af en opkastet jordvold fra en grav. En herre stod og pirrede ved dem med sin stok, og kirkegårdsarbejderne var gået hjem.

Det var aldeles tydeligt at kranierne var slængt hen til siden af funktionærerne, og selv om disse ifølge deres metier mulig efterhånden udvikler et mere, skal vi sige forretningsmæssigt syn på døden og de døde end vi andre - så synes det dog at være rimeligt at forlange, at der fra kirkegårdens og dens folks side vises en sømmelig pietet overfor de jordiske rester af de døde, som vi pårørende betror til kirkegårdens omsorg og stille fred ...

Skal man endelig anlægge et rent forretningsmæssigt synspunkt, så lad os ikke glemme, at Holmens Kirkegård er en at landets allerdyreste. Alene hensynet hertil burde afholde funktionærerne fra ligefrem at "spille fodbold" med hovederne af deres "kunder"!

Jeg ved i hvert fald, slutter vor meddeler, at synet i mig skabte en tilstand af uhygge, der holdt sig natten over, så at jeg bogstaveligt talt ikke fik blund i øjnene. Jeg har selv begge mine forældre liggende på Holmens Kirkegård, og den tanke, at samme skæbne kunne overgå dem, når deres grav er hjemfaldet, fyldte mig med rædsel.

(Aftenbladet, 17. april 1929).

Et angreb på Holmens Kirkegård.

Inspektøren afviser angrebet som aldeles uberettiget.

Et middagsblad har bragt et skarpt angreb på ledelsen af Holmens Kirkegård, som man påstår udviser hensynsløshed og mangel på sømmelighed i behandlingen af de benrester, der undertiden grave op.

Det påstås således, at der i går på et Iøjnefaldende sted var henslængt to hovedskaller lige ved vejen.

- Det er, siger inspektøren på vor henvendelse, et aldeles perfidt angreb. Jeg så meget vel i går, at der stod en mand og pillede med sin stok i to hovedskaller, som lå her på kirkegården, og at to damer, som nu har offentliggjort angrebet, sluttede sig til hans nyttige foretagende. Men det havde været betydeligt mere passende, om de havde holdt sig for sig selv både under deres kirkegårdsbesøg og i deres fornærmelser mod os.

- Hovedskallerne Iå altså på jorden?

- Ja, vi er ved at foretage en omlægning af den bekendte stendysse her lige ved indgangen og kontoret. Stadsgartner Fabricius Hansen har udarbejdet en plan til forskønnelse af stedet, og den er vi ved at gennemføre.

Til dette formål må vi imidlertid foretage en ændring af stendyssen, der var blevet meget faldefærdig, og under et gravearbejde kom der to kranier frem. De blev lagt på grønsværen i det korte tidsrum, der gik indtil jorden kunde fyldes i hullet igen. Vi har meget strenge instrukser i så henseende.

- Lå kranierne lige ved vejen?

- Nej. Hvis man ikke var nysgerrig af naturen, så behøvede man slet ikke at se dem. De lå mellem en mængde store sten som var taget fra højen, og kun, hvis man beskæftigede sig med arbejdet, var man nødt til at se dem. Vi viser altid den største hensyntagen netop i dette spørgsmål, så jeg skal ikke nægte, at jeg føler mig krænket.

- Hvad gøres der af de benrester, der findes ved nyanlæg af grave?

- Hver eneste lille stump bliver gravet ned i et hjørne af den nye grav. Men i de allerfleste tilfælde er der intet tilbage, når tyve år er gået. Og de to hovedskaller fra i går, som danner en undtagelse, blev således også straks begravet igen

Salix

(Nationaltidende, 18. april 1829 - 2. udgave).

Denne notits blev refereret i Aftenbladet med følgende tilføjelse:

Så vidt inspektøren. Vi har til morgen talt med den ene af de to damer som bestemt fastholder at optrinnet fandt sted klokken halvsyv aften, at det pågældende gravearbejde var ophørt for den dag og at de to kranier således for natten var overladt til deres mere eller mindre tilfældige skæbne

(Aftenbladet, 19. april 1929).

Carl Kjersmeier (1889-1961). (Efterskrift til Politivennen).

Hvorfor har Jazz-Musiken erobret hele Verden.

Forfatteren Carl Kjersmeier fortæller om Negrene, deres mærkelige Kultur og om deres Frihedsbestræbelser.

Vil Negrene forny Europas Kultur?

FORFATTEREN, Byretssekretær Carl Kjersmeier er en mærkelig Mand. Hans Livs Interesse synes lige saa mærkværdig. Her sidder ude i Svendsgade en Mand og følger omhyggeligt, hvad der sker i Negerverdenen. Hver Bog, der udgives om eller af Negre og i de sidste 80 Aar er udgivet, har han omhyggeligt faaet fat paa - og læst. Hans 4de Sal i Svendsgade er et Museum. Et Besøg hos Kjersmeier er lige saa godt som et Besøg paa Britisk Museums Negerskulpturafdeling, og det siger dog noget

Forfatteren Carl Kjersmeier fotograferet i sit Hjem med de mange Negerskulpturer.

Skulpturen er en død Kunst.

Vi tager Plads over for Kjersmeier i sit Hjem med de mange Negerskulpturer- I en unægtelig højst mærkelig Stol.

- Den holder trods sin Ælde.

- Hvor har De faaet Negerinteresserne fra? spørger vi.

- Fra Barn har jeg haft denne Interesse, væsentlig fordi Negrene var et undertrykt Folk, jeg følte med dem, kom senere til at holde af dem, og nu er al min Fritid ofret Negrene.

- Er det en levende Kunst, De har samlet her i Deres Stuer?

- Nej, det er en død Kunst, men en Kunst, man derfor godt kan lære af. Alle de Skulpturer, jeg har, er Ting, hvis Udførelse har taget lang Tid. Enkelte har kostet et Livs Arbejde. Det store ved Negerkunsten er den Selvstændighed, som hvert Kunstværk repræsenterer. I Begyndelsen vil Folk maaske føle sig stødt over det Forhold, der er mellem Menneskelegemets enkelte Dele, men hurtigt vil man opdage, at hver Skulptur er et Kunstværk for sig selv. Hver især er et harmonisk Hele.

125 millioner Negre

- Hvor mange Negre findes der rundt i Verden?

- Det er meget svært at svare paa. Der findes 15 Millioner i U. S. A, 20 Millioner i Syd-, Vest- og Mellemamerika og ca. 110 Millioner i Afrika.

- Kan man sige, at de amerikanske Negre har en særlig Kultur?

- Ja, deres Trang til Frihed har svejset dem sammen, og i det store og hele er de linie i en stor Kulturbevægelse. Under Pres og Forfølgelse fra de Hvides Side, har de udmærket forstaaet at hævde sig. Lad mig lige nævne for Dem, at der i Amerika findes 950 Neger-Sagførere, 3495 Læger og 35,563 Lærere. Det betyder en kolossal Fremgang for den sorte Race. Endelig maa jeg nævne, at Negrene er førende i Amerikas Lyrik. 

Jazz betyder en Fornyelse.

- Hvad mener De om den Musik, Negrene har skænket os?

- Ja, det er typisk, at det er den eneste amerikanske Bevægelse, der har erobret den ganske Verden. Jazz'en svarer sikkert til vor tid. Det jævne, umiddelbare, fremadskridende. Der var paa forskellige Omraader saa mange Snørkler og Kruseduller, at man godt kan sige, den nye Musik er Fornyelse Lad mig om den Musik sige, det gælder forresten ogsaa andre Omraader: Det jeg falder størst hos Negrene er, at deres Kunst altid repræsenterer det almenmenneskelige, det kooperative, om man vil. De har aldrig givet os Stjernekomedie.

Hvad Ægypten og Japan betød, vil en Gang inden længe. Negrene komme til at betyde.

- Mener De, at Europas Kultur trænger til Fornyelse?

- Ja, utvivlsomt, og paa samme Vis som f. Eks i 80'erne vore Malere gik i Lære hos Japanerne og lærte en helt ny Farvevirkning, og saaledes som vi har lært hos Ægypterne, vil vi engang lære hos Negrene.

- Hvilket?

- Det simple, dette at Kunst behøver ikke at være en fotografisk Gengivelse af Ting eller Personer. Et Kunstværk kan i sig selv være et selvstændigt Værk. Det friske, det,harmoniske i den døde Negerskulptur kan vi hente Fornyelse af. I Negrenes Frihedsbestræbelser og Kamp for at hævde sig kan vi finde gode Egenskaber. Jeg tror paa, at Europa kan lære adskilligt hos Negrene.

(Klokken 5 (København) 21. marts 1929)

Carl Nutzhorn Kjersmeier (1889-1961) blev cand. jur. fra Københavns Universitet. Han oversatte og udgav asiatiske, afrikanske og indianske digte og ordsprog. Efter sit giftemål med cand. jur. Amalie Edelsten rejste de rundt og studerede nye tendenser i kunst, især den ”primitive kunst”. I 1926 var samlingen over hundrede stykker. Herefter rejste de til Fransk Vestafrika 1931-1932. Samlingen (1400 styks) blev doneret til Nationalmuseet, siden 1968 Etnografisk Samling. I 1929 boede han i Svendsgade 1, 4. sal.