Kvinden og valget. Af Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen)

Af Olga Eggers.

Ellen Key har kaldt det tyvende århundrede for barnets århundrede. Det kunne egentlig med lige så megen ret være kaldt kvindens århundrede.

Alt, hvad der kommer ind under begrebet "kvindesag" er først rigtig kommet til udfoldelse i løbet af de sidste nogle og tredive år, og ordentlig fart kom der selvfølgelig først i den, da vi i 1915 fik både valgret og valgbarhed. Og efter den tid blev de arbejdsfelter, hvor kvindernes evner ikke toges i brug, ret begrænsede, - dog passede man og passer den dag i dag omhyggeligt på, at mændene beholder de overordnede stillinger og kvinderne sættes til de mindre ansvarsfulde.

Dette forhold er hyppigt og hårdt blevet bebrejdet mændene fra mange sider, og uden at jeg på nogen måde vil undskylde eller undervurdere den selviskhed, der dikterer mændenes holdning overfor de kvinder, der tillader sig at konkurrere med dem om de fedeste embeder, så kan jeg alligevel ikke andet end søge en del af skylden herfor hos kvinderne selv.

De fleste kvinder synes nemlig at ligge under for en trang til at undervurdere sig selv. Ikke som kønsvæsner, men som menneskevæsner, - og denne undervurderen har i virkeligheden langt mere vidtrækkende og farlige følger, end man i reglen tænker over.

Det er overordentlig almindeligt at høre kvinder sige: "Jura og politik. - det forstår jeg mig ikke på, og hvorfor skulle jeg også det? Jeg har såmænd nok i alt mit mas med hus og børn for ikke at tale om mand. Skulle jeg så oven i købet plages med alt det vrøvl. Nej, lad mændene om det."

Men når kvinderne selv erklærer at de er inkompetente til at beskæftige sig med det alvorligste og betydningsfuldeste af alt - samfundshusholdningen, - hvorledes i alverden skulle de så kunne forlange, at mændene skulle tiltro dem særlige evner i denne henseende? Det er forøvrigt mærkeligt nok at kvinder går rundt og tror, at politik er "kedeligt". Der er dog utallige kvinder, som er fantastisk dygtige til at styre deres egen lille menage. Og mange gange kan man ærlig talt ikke lade være at tænke, at hvis politikerne, der jo skal lede statens husholdning, var lige så omsorgsfulde med hver lille ting, følte deres ansvar så overordentlig stærkt, som mangen en utrættelig og omhyggelig husmoder gør, så så det måske på mange måder bedre ud med statens økonomi.

Jeg tænker ofte på, hvad der fortaltes -og kommenteres - om Nina Bangs kamp mod sløseri og samvittighedsløshed i de såkaldte "småting". Særlig er den historie kendt, hvorledes hun en gang tilfældigt overværede, at nogle rengøringskoner pjaskede vand hen over et parketgulv i en eller anden sal. Der blev skrevet lange spalter om denne "smålighed" hos den kvindelige minister. Jeg husker, at et blad hoverende bemærkede, at der kunne man se, hvad der kom ud at sætte en kvinde på en sådan post. Dette træk alene var nok tid at bevise, i hvilken grad hun manglede udsyn og forståelse af, hvad der var væsentligt og hvad uvæsentligt, siden hun kunne spilde tid og kræfter på den slags bagateller.

Dersom forfatterne til disse artikler havde set deres egne hustruer være ligeglade med, hvor meget der blev ødet i deres eget hjem, havde de sikkert ikke talt sådan. Efter min mening beviste denne lille tildragelse netop, at fru Nina Bang havde øjnene med sig, og det at have blik for småting udelukker sandelig ikke, at sansen for de store ting er vågen, tværtimod. Dette gulv havde måske kostet statens husholdningskasse nogle hundrede kroner, mon hvem ved, hvor mange andre gulve der er blevet ødelagt og hvor meget andet end netop gulve, der er gået samme vej?

I en eller anden statistik stod der en gang anført, hvor mange tons koks, ubrændt eller halvbrændt, der daglig kastedes ud på lossepladserne fra Københavns skarnkasser. Jeg husker ikke tallet, men det var forfærdende. De fattige mennesker, der holder kulden fra døren ved at samle det op, kan tale med derom. Og det er dem såvist vel undt, men dersom statens husholdning blev så retfærdigt og økonomisk administreret, at kullene ikke behøvede at vandre den omvej for at fylde disse staklers kakkelovne, var det så alligevel ikke bedre?

Det er en ulykke for landet, når dets kvinder ikke gider beskæftige sig med politik og frakender sig selv evnen til at forstå den.

En politiker er en administrator af landets indtægter og udgifter, - til en vis grad altså bestemmes af den enkeltes økonomi. Ville de store skatter, som vi alle lider under, være så tyngende, dersom finanserne blev styrede af mænd, der kun havde det heles vel for øje og ikke lod sig lede af overklassehensyn. Vi ved alle at skatterne er stigende i forhold til indtægternes størrelse, men mon nogen for alvor tror, at det ikke ville have været tilfældet, dersom de konservative havde siddet enerådende ved roret?

Dersom kvinder blot ville forstå hvor overordentlig betydningfuldt det er for deres egen lille husholdning, deres egen pengepung, hvem det er, der bestemmer skatternes fordeling, så ville de nemlig ikke sige de ord, man alt for ofte hører, når man går på trapperne: Hvad kommer det mig ved - jeg har ikke tid til politik.

Hvor megen tid tror man egentlig at beregningerne for at få de alt for knappe husholdningspenge til at slå til har kostet? Hvis en brøkdel af de timer, kvinderne anvender til daglig og natlig spekuleren over, hvor man køber billigst, og hvorledes hver krone kan komme til at gøre nytte for to, blev brugt til at sætte sig ind i, hvad politik egentlig er og af hvilke politikere og fra hvilket parti de dårligst stillede kan vente hjælp, så ville meget i vort land se anderledes ud.

Nu har de konservative politikere på deres program kronenedskæring. Det er så partipolitisk set, viser en sådan ligegyldighed for det heles vel, at selv nogle af deres egne tilhængere vender sig åbenlyst imod tanken. Danmark er en i sammenligning med andre lande endda overordentlig heldigt stillet lille nation. Vi har de bedste muligheder for at komme gennem krisen og op over den, men - kvinderne må være med!

Kvinderne skal blande sig i politik, - det var disse ord, der for nogle år siden, blev brugt som et etasende hånsslagord: "Kvinderne skal ikke blande sig i politik!" 

Men det er netop det, de skal. Op imod de træede hjerners vrissen og snerren, mod den gammeldags forbenethed, der vil skubbe kvinderne tilbage til køkkenkrogen, stiller vi de friske krav om en udviklet, selvstændigt dømmende kvinde, der blander sig op i tingene, fordi hun ved, at hendes hoved sidder lige så godt på halsen som en mands, hendes hjerne kan både stave og lægge sammen og dømme om, hvilke synspunkter hun ønsker anlagt, når det gælder om hendes daglige brøds administration.

Kvinder - synes I ikke, I bør blande jer i politik? 

De mænd og kvinder skal til roret, der slås for en redelig fordeling af landets udbytte, for at vore børn skal få en uddannelse, der giver deres evner lov til at nå så vidt, som de formår. Der lader de beklagelsesværdigste af alle skabninger - de fattige syge - få ordentlig pleje. Der sikrer nationens gamle en tålelig alderdom. Der prøver på at bibringe hvert individ den forståelse af hans pligt som samfundsborger, så han eller hun ikke sætter sig blødt til rette på sin silkepude og siger: Det er naturligvis kedeligt for de arbejdsløse, at de skal gå om natten og fryse på gaderne, men jeg har i hvert tilfælde ret til at beholde min silkepude udelt.

Kvinde, bland jer i politik. Spørg ikke, om gulvet bliver vasket valgdagen. Det er fuldkommen ligegyldigt. Tænk kun på, at vi må og skal fremad. Vi skal drive det sociale hovmod en knytnæve i synet.

En kvindes stemmeseddel gælder nøjagtigt så meget som en mands. Tænk på det! Tænk på, at om jeres hænder er svage eller ru eller forslidte, - det spiller ingen rolle

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 5. november 1932).

Find andre artikler om Olge Eggers her på bloggen ved at følge dette tag. 

Søren Kierkegaards grav forsømmes. (Efterskrift til Politivennen).

Begravelsesvæsnet har overtaget pasningen, men lader graven gro til med græs.

Familiegravstedet på Assistens Kirkegård. Til venstre pladen med Søren Kierkegaards navn.

MANGE FREMMEDE, som besøger København, opsøger også Søren Kierkegårds grav på Asslstens Kirkegård. De bliver forbavset. De ventede ikke at finde gravstedet over en mand, hvis navn stadig trænger længere frem i tænkningens verden, så skødesløst behandlet, uden blomster, uden spor af kærlig eller ærbødig omsorg.

Graven ser ud som om den passer sig selv. Indenfor gitteret hvor Søren Kierkegaard hviler i sine forældres gravsted, gror græsset omtrent som det vil, og der gøre intet for at forskønne den jord der skjuler Danmarks mest berømte og ulykkeligste tænker. Det er ikke familiens skyld. Begravelsesvæsnet har overtaget gravens pasning.

Der lever endnu slægtninge af Søren Kierkegaard, efterkommere af hans to søstre. Indtil for få år siden passede de familiegravstedet omhyggeligt og lod hver sommer roserne blomstre foran de simple, hvide marmortavler med de indhuggede navne. Det var en smuk, dansk grav, værdig både for Assistens Kirkegård og for mindet om tænkeren, den store skribent, for hvem også blomsterne betød skønhed. Men så anmodede Begravelsesvæsenet om tilladelse til at overtage gravens pasning. Kirkegårdens ledelse fandt det heldigst, at den efterhånden alene har forsorg for alle de berømte mænds grave.

Familiemedlemmerne blev spurgt, og alle gav deres samtykke.

Desværre varede det ikke længe før roserne forsvandt, graven dækkes nu kun af græs. 

Den ene, som ønskede roserne bort.

Men gravens fattige udseende skyldes næppe ligegyldighed fra Begravelsesvæsnets side. Det fortælles, at et enkelt familiemedlem har krævet alle blomster fjernet, fordi onkel Søren hele sit liv ønskede at være så ukendt som muligt og egentlig også burde være ukendt i døden. Begravelsesvæsnet gik ind på tanken og fjernede roserne.

De øvrige familiemedlemmer er både forundret og krænket over resultatet af, at de overlod pasningen til Begravelsesvæsnet De mener, at Søren Kierkegaards grav burde være som den

oprindeligt var, og i hvert fald ikke forringes i sit udseende. Det er ganske rigtigt, at Søren Kierkegaard forsøgte at skjule sig selv, mens han levede, et mausoleum med prangende sten ville absolut være upassende og imod hans ønsker. Men han ville aldrig have været fjendtlig mod blomster.

Hvad der nu vil ske med Søren Kierkegaards grav, får vi at se til sommer, når de andre grave blomstrer på Assistens. Vågne øjne følger begivenhederne. Og mange håber, at de fremmede ikke mere med rette kan spørge :

Er det virkelig alt, hvad Danmark har til overs for Søren Kierkegaard?

Vidi.

(Dagens Nyheder, 22. oktober 1932).

Mødrene, Krigen og - Fredens Mænd. Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen).

Soc. Demokr. kronik d. 10.-11.-32

Af Olga Eggers.

Det er ejendommeligt og maner til eftertanke at se, i hvor høj grad medlemsantallet i fredsforeningerne og lignende organisationer udgøres af kvinder. 

Ved møder, hvor krigen og freden og hvad dermed står i forbindelse er sat på programmet, er højt regnet en fjerde-femtedel af tilhørerne mænd.

Efter dette måtte man have grund at formode, at disse spørgsmål bekæftigede kvindernes sind i langt højere grad end det var tilfældet med det andet køn. Og dette ville jo være en meget stor kompliment til "rokkehovederne", som vor kære fader Holberg så smigrende benævner os, et strålende bevis på, det kvindelige sind og den kvindelige hjerne var i langt bedre kontakt med udviklingen og civilisationens fremdrift end den mandlige.

Det bliver da virkelig også ofte regnet kvinderne til gode, at de er så villige til at høre, og selv om denne villighed også har andre årsager end blot saglig interesse, således som trang til at komme ud og se mennesker, lidt afveksling fra det huslige trummerum, så er den dog påskønnelsesværdig. 

Men der er en revers ved denne fint polerede medalje, og denne revers bliver særligt iøjnefaldende den sidste tid inden valgene. For det lader sig ikke nægte, og enhver, der har prøvet blot i nogen grad "at gå på trapperne" i agitationens tjeneste vil bevide det at man ofte støder på langt større ligegyldighed overfor politiske spørgsmål hos kvinderne end hos mændene.

Og denne kendsgerning forsyner mændene med våben, som det er såre vanskeligt at slå dem af hænderne.

På vore beskyldninger for med vilje at udelukke kvinderne så meget som muligt fra de ledende politiske stillinger, kan de med en vis berettigelse svare: Ja, hvad er der at gøre. I render jo nok til nogle møder, er medlemmer af nogle foreninger, men hvor ser vi i det daglige liv virkelig dybtrådte spor af jeres politiske interesse? I laver kvindelige fredsforeninger, for blot at tage dette ene eksempel, men hvor sætter I ind, når det gælder dagligt arbejde og daglig påvirkning? Og endnu en ting - næsten den vigtigste - hvordan har det sig med deres ansvarsfølelse overfor valgkandidaterne? I ved, at spørgsmålene krig eller fred, afrustning og nedrustning eller forøgede militærudgifter, det er altsammen noget som de kandidater I vælger, skal tage stilling til. Al den snak om de svage kvinder, som mændene lukker ude fra ledelsen, og som derfor ikke kan øve indflydelse, er bare løgn øg vrøvl. I kvinder er de fleste i tal. Den fattigste kvindes stemme gælder nøjagtig så meget som en ministers, når den kastes i valgurnen. Hvis kvinderne ville og var enige, havde de altså, ifølge deres talmæssige overlegenhed, magt til at sætte mændene ud af spillet. Og mere end det. Kvinderne ejer den indflydelse, som ligger i at være de opdragende. Hvad der i ungdommen nemmes, ej i alderdommen glemmes, siger det gamle ord. Få jeres ungdom til at følge i jeres spor. Se så resultaterne og kom ikke her og tal om magt- og kraftløshed.

Se, således kan mændene tale og det med rette.

Og hvad skal vi svare? Hvor mange af os kan lægge hånden på hjertet og sige: Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne. Jeg ved, at krig er det mest barbariske, det mest ødelæggende, det mest forrående af alt. En levning fra fortidens barbari. I ved, at fra en krig kommer kun de få tilbage, og blandt dem er det største antal blinde, krøblinge eller således mærket af det helvede, hvis fanger de har været, at de aldrig bliver sig selv Igen. Og det er dem, I skulle blive gamle sammen med, dem I har elsket og ofret jer for.

I siger måske: Det kan ikke være stort værre, end det daglige liv nu er. Vi sulter, vi fryser, vi ser dem, vi holder mest af, lider nød og savn.

Ja, det gør I, mange af jer. Og hvorfor? Tænker I over hvorfor? Fordi de djævelske rustninger, de forbandede morderinstrumenter skal betales af de penge, jeres børn skulle have brød for.

Hvor er så skammen og skylden for den elendighed, verden sukker under? Hos jer, der ikke huskede på valgets betydning. Hos jer, der lod dag efter dag gå. År efter år gå, det ene valg komme efter det andet, uden at I brugte jeres indflydelse og sørgede for at få netop de mænd valgt, der havde svoret had til krigen og alt dens væsen

Der er et parti i hvis parole "broderskab" findes. Lad være som det ofte foreholdes dets medlemmer, at de ikke praktiserer begrebet til den yderste konsekvens. Vi er alle ufuldkomne, og selv om ånden er redebon, kan kødet være skrøbeligt, men retningen og vejen er angivet.

Der er et dumt ord som siger: Man skal ikke begære stjernerne. Meningen er vel denne, at man skal ikke sætte sig alt for fjerne og vanskeligt opnåelige idealer.

Derfor bliver de, som forkynder fredstankens evangelium, hånet. Der har været krig alle dage. Der vil være krig til dagenes ende forsikrer man. Som om det Ikke var noget, menneskeviljen bestemte. Som om noget andet i verden end menneskene selv tvang dem ud i den opgave at slå hverandre ihjel. Som om nogen i verden uden de selv udsatte kors og stjerner som belønning for de flest mulige mord.

Hvis de mænd, der ønsker pengene givet ud til giftgas i stedet for til brød tii de fattigste, kommer til roret, så har de kvinder, der ikke stemte, der ikke talte og virkede for at få andre til at tænke, skylden. 

Hvis børn i tusindtal skal fryse og høste, fordi der trods de dårlige tider bliver bevilget så og så mange millioner til geværer og patroner i stedet for til koks, så har de kvinder, der ikke så det som deres opgave og forpligtelse at stemme på Socialdemokratiets kandidater, skylden.

Hvis de ministre, der har bragt balance i forholdet mellem import og eksport, og som har slidt over evne for at finde udveje til at hjælpe de hjemløse, ikke igen kommer til roret, så er det de kvinder, der ligeglade, egoistiske og dovne løb fra ansvaret, som bærer skylden.

Den uskyldigt udseende papirlap man på valgdagen giver vælger i hånden, er i virkeligheden mere magtfuld end en tusindkroners pengeseddel.

Penge kan tabes, soldes bort og ødes på mange måder. Men den lille stemmeseddel er en røst, der bliver adlydt, og som lader befaling udgå til frelse eller til fordærv for landene.

Du blandede din stemme i det store kor. Den var kun en eneste tone, men sammen med millioner af andre toner blev den et orkester, der fik højene til at skælve.

Ville kvinderne verden over freden, og kun freden, så standsede med et slag al rustningsindustri. Menneskene ville ånde op i henrevet taknemmelighed over ikke længere at måtte frygte for deres børns og deres eget liv. Fortællingerne om brændte byer og blodige marker ville være som de grufulde eventyr, en syg fantasi har opfundet, og som man gyser ved at høre. Skattebyrderne, der nu ligger som en tyngsel over enhver, der blot har noget at betale med, ville lettes fra borgernes skuldre. Broer kunne bygges, moderne huse med de bekvemmeligheder der kunne hjælpe den forslidte husmoder ved arbejdet, kunne opføres.

Menneskeheden ville kunne afbetale på den skyld, den har pådraget sig overfor den generation, der måtte lide under krigen, og stå med god samvittighed overfor den nye slægt.

Den sekstende november er der valg igen. Hvis den danske kvindes fredsvilje gik som en sejrende magt over landet, dragende alle med sig i sin uimodståelige styrke, ville kvinder verden over tage budskabet om lysets sejr over mørket, fredens triumf over krigens onde ånd som den første forjættelse om den nye dag, hvor broderskabstanken skal sejre.

Olga Eggers.

(Social-Demokraten, 10. november 1932).

Find andre artikler om Olga Eggers på denne blog ved at følge dette tag. 

Til Minde om Tycho Brahe. (Efterskrift til Politivennen).

 

Da observatoriet for et par år siden blev indviet på Rundetårn, udtalte borgmester Kaper ønsket om at der blev rejst et minde for Danmarks berømte astronom Tycho Brahe ved Rundetårn. I fjor blev ønsket til virkelighed. Københavns Kommunes udsmykningsfond bestilte hos billedhugger Siegfred Wagner en buste af Tycho Brahe til opstilling på pladsen ved Rundetårn. Ovenstående ses busten.

Nu er den anselige buste der er udført i smuk blålig granitart, færdig og vil allerede i dag blive stillet op med tårnet som baggrund. Selv afsløringen der dog forløber uden højtidelighed, bliver først på mandag - 356 årsdagen for Uranienborgs grundlæggelse.

(Frederiksborg Amts Tidende (Hillerød), 6. august 1932).

Tidssignal fra Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Når professoren bankede på ruden.

Da urmagerne ikke kunne få urene til at følges ad.

Kuglen på Nicolaj.

TIDSSIGNALET er ikke noget, der er opfundet specielt til radioen, hvad mange måske vil tro, det er en gammel historie.

Det er dog først i den nyere tid, at befolkningen har været så ivrig efter at erfare den rigtige tid, at signalet har spillet nogen større rolle. Før tog man det af mange grunde Ikke så højtideligt med tiden.

Uret er ganske vist en gammel opfindelse - selv på Gorm den Gamles tid kendte man det - men først med tandhjulets benyttelse kom der rigtig "gang" i "urene" - det var omkring år 1800. Uret var imidlertid i de følgende århundreder en sjælden og meget kostbar vare. De få ure, der fandtes, var gode nok, men de kunne selvfølgelig kun måle tiden, ikke angive den rette tid, hvis man ikke havde noget bestemt holdepunkt at Indstille dem efter.

På Christian IVs tid brugte man solen som tidssignal og stillede urene efter dem, og man var mere end tilfreds med den omtrentlige nøjagtighed, der kunne komme ud af det. Københavns borgere klarede sig stolt uden astronomernes hjælp.

"Tiden" blev bragt op til Runde Tårn med et almindeligt lommeur.

Først Struensee der bragte orden og plan i så mange forhold, ønskede også en ændring på dette område, og det blev pålagt professoren i astronomi, Chr. Horrebow at finde en metode der kunne få urene i byen til at følges ad. I 1771 indgav Horrebow sit forslag. Det gik ud på at der en eller to gange om ugen skulle gives et signal fra Rundetårn - et flag, der blev strøget Kl. 12 middag - og herefter skulle alle byens officielle urværker stilles. Urenes ejere skulle som betaling for signalet yde 10 rdl. årlig til observatoriet på Rundetårn.

Forslaget fik en i sandhed varm modtagelse. Der var jo ingen, de havde forlangt at få at vide, hvad klokken var, og man ville da i hvert fald ikke betale for det. Magistraten protesterede imod afgiften for sine fire ure - Rådhusets, Helliggejstes, Nicolajs og Frue Kirkes - og ejerne af byens andre offentlige ure gjorde det samme. Horrebow nedsatte så afgiften til det halve, hvorefter Kancelliet skyndte sig at sætte sagen i værk uden at høre ur-ejernes mening om det ændrede forslag.

Fra 1772 begyndte så signalet at virke. Men havde der ikke før været forvirring i urenes gang, så blev der det nu. Man forsøgte at rette sig efter flaget på Rundetårn, og man drejede og drejede på viserne, frem og tilbage, men der var ikke et ur i byen der kunne holde trit med observatoriets middagssignal. Befolkningen anede hverken ud eller ind, kun de mere begavede af urmagerne havde en anelse om, hvor mystikken var: Professor Horrebow brugte en helt anden tidsinddeling end almindelige mennesker.

Den 17. februar 1772 sendte oldermanden for urmagerne en skrivelse til Magistraten, hvori han oplyser, at signalet åbenbart bliver givet efter "solens gang", men at solens gang Ikke er nøjagtig, til tider hurtigere, til tider langsommere end "den sande tid". Urmagerne forlanger, at signalet skal gives efter den sande tid, da det ellers ikke vil være muligt for dem at få urene til at gå rigtigt. Magistraten forstod imidlertid ikke noget af det videnskabelige i urmagernes skrivelse og sendte den til Kancelliet med den oplysning, at urmagerne mente, at "signalet ej sker i rette tid eller akkurat". Kancelliet sender skrivelsen videre til Horrebow til erklæring, og der kommer en længere redegørelse fra den stejle videnskabsmand. Han oplyser, at der er en slags tid, den sande, efter solens gang, og middeltiden, der deler døgnet i 24 lige lange timer. Horrebow holder selvfølgelig på den sande tid, efter den skal lygterne tændes, efter den går solen op og ned, og efter den udarbejdes almanakken. Han anfører, at urmagerne skal kende forskellen mellem den sande tid og middeltiden, og så kan de jo godt stille deres ure efter signalet. Da kirkeurene alligevel "skal dagligen røres ved", kan man jo lige så godt stille dem efter den sande tid hver dag. Han giver urmagerne det råd, at de skal sætte to minutvisere på hvert ur, den ene til middeltid og den anden til den sande tid.

PROF. HORROBOWS skrivelse imponerede Kancelliet ved sin store videnskabelighed, og urmagerne fik ikke andet ud af deres besværing end det gode råd om de to visere. Imidlertid bevirkede Horrebows redegørelse, at urmagerne fik klaret deres begreber om de to slags tid, og et par år senere kommer de igen med en ansøgning til Magistraten, men denne gang kan de bruge betegnelserne rigtigt. Nu ville Magistraten prøve lykken hos universitetet, - Kancelliet og Horrebow var jo åbenbart enige, og man havde ikke glemt de ærgerlige 5 Rdl. - men sagen endte alligevel hos den strenge professor. Han gjorde dog nu den indrømmelse, at han hver måned ville indrykke i "Adresseavisen" en tabel over forskellen i sand tid og middeltid for hver dag; ligesom han i universitetets almanak ville lade optrykke den samme tabel for hele året. Fra den tid stammer altså den tabel, der viser, hvad klokken er, når det er middag i København, som endnu findes i Universitetets Almanak. - Straks efter døde imidlertid professor Horrebow, og hans efterfølger var ikke så principfast, så da urmagerne kom igen med en klage 1784, sejrede fornuften, og signalet fra Rundetårn gav herefter middeltiden.

Dette signal holdt sig nu det meste af 100 år. Hver onsdag og lørdag middag kl. 12 blev flaget strøget fra flagstangen på Rundetårn, og signalet kunne ses over hele byen og havnen, ja helt ud i Sundet og ned i Køge Bugt.

I 1857 BLIVER der igen røre om tidssignalet. Denne gang er det søfolkene, der klager. Det var efterhånden blevet almindeligt, at skibene var forsynet med ure, og det var af stor betydning, at skibsurene gik nøjagtigt, så man altid på havet var i stand til at bestemme den geografiske længde og dermed skibets beliggenhed ved hjælp af uret. Kritikken mod tidssignalel kom først til orde i "Tidsskrift for Søvæsen" i en artikel af orlogskaptajn Tuxen, der hæver, at signalet dels er upraktisk og dels ikke er nøjagtigt. En mand skal hejse flaget et kvarter i tolv, hvorefter en professor inde i observatoriet, når klokken er tolv, banker med fingeren på en rude og giver tegn til, at flaget skal stryges. Det kan aldrig blive nøjagtigt, hævder Tuxen, og det bør ikke være et flag, for det kan kun ses i blæsevejr og så endda kun fra to sider. Endvidere skal signalet efter hans mening gives i flere tempi, så folk kan få tid til at gøre sig klar med deres kronometre. Endvidere skal signalet gives  hver dag og ikke kun to gange om ugen.

Tuxens kritik frugtede Imidlertid ikke, men da Observatoriet flyttede til Østervold og "tiden" altså skulle bringes herfra og til signalet på Rundetårn med et almindeligt lommeur, holdt folk af sig selv op med at regne med signalet, nu kunne del umuligt være nøjagtigt mere. Da så Rundetårn skulle repareres 1867, foreslog Tuxen, der også var medlem af Folketinget, at man flyttede tidssignalet til Nicolaj Tårn og forbedrede det, så det kunde bruges af søfolkene. Det "antedeluvanske" tidssignal, som han kaldte det gamle, havde udspillet sin rolle.

Forslaget gik ud på at signalet skulde være en stor sort vidjekugle, som skulle hejses i to tempi, 5 minutter i 1 halvt op, 2 minutter efter helt op, og præcis klokken 1 skulle kuglen falde, udløst elektrisk gennem en særlig ledning fra observatoriet. Den astronomiske professor d'Arrest, der blev rådspurgt, holdt imidlertid på det gamle system med flaget og ville i hvert fald ikke tilråde den elektriske udløsning. Forslaget blev alligevel bragt til udførelse, men regeringen var dog blevet bange ved d'Arrests advarsel, og det vedtoges, at en mand hver dag skulde gå fra Nicolaj til Øster Vold efter "tiden" Inden forslaget skulle træde i kraft, blev det dog ændret, så den elektriske ordning blev lagt.

På denne måde virkede tidssignalet indtil 1909, da det blev flyttet ud i selve havnen og anbragt på taget af det store silopakhus Men indtil 1909 faldt "kuglen på Nikolaj" altså hver søgnedag klokken 1 præcis, men derimod ikke søn- og helligdage. En eneste helligdag faldt kuglen I de mange år, det var nytårsdag 1894. Fra nytårsaften 1893 klokken 12 nat skulle nemlig alle ure i landet stilles efter en ny tidsregning, den mellemeuropæiske, der var 9 minutter 41 sekunder foran den københavnske middeltid.

Mange vil endnu huske "kuglen på Nicolaj", men dens betydning kunne ganske vist ikke måle sig med den, radioens tidssignal har i vore dage.

Moses.

Struensee [ulæseligt] byens ure pænt skulle følges ad.

(Socialdemokraten 17. juli 1932, Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 13. august 1932, 2. udgave)