Charles Ammi Cutter (1837-1903). Historien om et system der skabte en skjult fabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Af Politivennen Live Bloggings nuværende Redacteur.

Et system udtænkt af den i Danmark ret ukendte amerikanske bibliotekar fra 1800-tallet Charles A. Cutter fik uoverskuelige konsekvenser i form af en skjult fabrik, hundredvis af arbejdstimer, hvert år på Københavns Kommunes Biblioteker, langt op i nyere tid

Charles Ammi Cutter (1837-1903) er til gengæld en kendt person i amerikansk biblioteksvidenskab. Hans tante var ansat ved Boston Bibliotek. Han var 1857-1859 assisterende bibliotekar ved Harvard Divinity School. Det var her han udtænkte et katalogsystem. Efter at have afsluttet studierne i 1860, gjorde han lynkarriere som fuldtidsbibliotekar. Og indførte bl.a. kort i stedet for kataloger.

1868-1893 var Cutter overbibliotekar ved Boston Athenæum Bibliotek. Her udviklede Cutter sit  system under betegnelsen Cutter Expansive Classification. En alfabetisk-numerisk metodologi med forkortelser på forfatternavne og unikke numre, kaldet “Cutter-numre”. Det var i en tid hvor trykketeknikken ikke var så fremskreden, og trykning var dyrt. Dengang gav det mening at trykke færrest mulige karakterer til hvert værk. Kort fortalt brugte systemet 1 eller 2 initialbogstaver og arabertal, som skal opfattes som en decimal. 

Et eksempel på Cutters numre, her fra Københavns Biblioteker. Cutters minimalisme sparede på kort sigt biblioteksvæsnet et beskedent beløb til udgifter til bogtryk, men på langt sigt gav det anledning til en klækkelig efterregning. Selv garvede bibliotekarer og andet bibliotekspersonale kunne ikke gennemskue den kryptiske indskrift. Som et kuriosum, bemærk i øvrigt Københavns gamle (til højre) og nye (til venstre) byvåben nederst på bogryggen.

Library of Congress brugte systemet en overgang. Men Cutter havde det ikke så godt med opkomlingen Dewey (1859-1952), som eftertiden til gengæld kender meget bedre til. Det er ham der opfandt det decimalklassenummersystem som bibliotekerne stadig bruger en variant af. Cutter opsagde i vrede sin stilling i 1893, hvorefter han fik mulighed for at udvikle sit system fra bunden i Massachusetts. På et biblioteksmøde i London juli 1897 præsenterede han sjovt nok sit system samtidig med at Dewey præsenterede sit system. Cutter døde (1903) før han kunne fuldende det.

Herefter blev Cutters system stort set sat på pension. Men af en eller anden grund gik det i Københavns Biblioteker ikke i glemmebogen. Tværtimod var man her så begejstrede for hans system at det fik lov til at udfolde sig til langt op i 1960'erne. Forklaringen findes formentlig gemt i beretningerne. Og så længe udvekslingen af kataloginformationer mellem danske biblioteker ikke var så stor, gjorde det heller ikke så meget. Faktisk kunne man på de fleste andre kommuners biblioteker finde lokale specialiteter i lighed med Cutters. 

Cutters system bliver et problem.

Allerede fra midten af 1900-tallet var man imidlertid ved at udvikle en fælles national katalog af kort. Udviklingen pegede i retning af et fælles, centralt system for hele Danmark. Men nogen afgørende betydning fik det ikke for Cutters system i København. Det var først i 1960'erne hvor bibliotekerne havde vokset sig store, og udvekslingen af bøger mellem kommunerne for alvor tog fart, at det begyndte at gå op for de fleste at det ikke længere var særlig rentabelt med lokale særheder som fx Cutters numre. 

Biblioteker af Københavns Hovedbiblioteks størrelse er som en supertanker der skal skifte kurs: Det kan ikke gå ske sådan lige med et snuptag. Kursændringer koster tid og penge, mange penge. For rygsignaturernes vedkommende tog kursændringen omkring et halvt århundrede, først helt op i 2010'erne skete der noget. I den mellemliggende periode skabte Cutters system et stadig voksende problem med uorden, rod og nå ja, tænders gnidsel. En skjult fabrik. 

Den elektroniske katalog.

Chancen for at løse problemet var der da Københavns Bibliotekers bogbestand blev elektronisk fra 1993, begyndelsen til nutidens elektroniske katalog. Her kunne man have rettet rygsignaturerne på bøgerne og tilpasset dem det elektroniske katalog. Men det skete ikke, og Cutters numre fik lov til at fortsætte. Efterhånden forsvandt det bibliotekspersonale som forstod at læse de forældede signaturer. Det blev stadig sværere at finde nogen som kunne oplære de yngre generationer af aflæse de kryptiske gamle rygsignaturer. Det gamle og egentlig for længst forældede og udrangerede system levede side om side med det nye.

Hvis nogen mente det af besparelseshensyn var en god ide ikke at gøre noget, så blev det set i bakspejlet en overordentlig kostbar beslutning. Et voksende antal, titusindvis af bøger blev sat forkert på plads og "forsvandt". Besparelsen gik fløjten ved de talrige forgæves eftersøgninger af "forsvundne" bøger - som ofte blev afskrevet som bortkommet.  

Hvordan kunne det nu gå til? Jo, kik på det nedenstående foto med eksemplarer fra bibliotekets virkelige liv anno 2016. De kan illustrere hvad miseren bestod i. Fotoet viser et udsnit af bøger, opstillet i biografier (99.4). Biografier er ordnet alfabetisk efter den person de handler om. På fotoet (der ikke er manipuleret) ser man skønsom blanding af Cutter-numre og nugældende decimalklassenumre. For alle andre end kyndige i Cutter-numre ser det ud som et syndigt roderi. Men læg især mærke til bogen nr. 5 fra venstre: "Breve fra Morten Nielsen". Bogen er skrevet af en af modstandskampens helte og stadig efterspurgt. Men bogen er opstillet forkert såvel efter Cutters system som efter decimalklassesystemet, og det skulle vise sig at blive fatalt for bogen - lidt dramatisk sagt: Eksemplarets død! Det vender jeg tilbage til i slutningen af artiklen.

Lidt af et puslespil: Rygsignaturen viser to forskellige systemer hvor decimalklassenummeret er anbragt dels for oven, dels for neden. Og en står endda forkert efter begge systemer: "Breve fra Morten Nielsen". Men misforståelsen er forståelig nok. Bogen er (forkert) sat på plads i 99.4 Breve. Hvorfor, læs resten af artiklen.

Cutters numre

Lad os kort kigge på hvad Cutters system egentlig gik ud på. Så kan vi altid glemme det igen når artiklen er læst. Cutters numre figurerede for det første ikke øverst på bogryggene som decimalklassenumrene gør i dag, men nederst. Det kunne fx være Eigil Knuth: Fire mand og solen (1937) som stod i gruppe 49. Det ville give følgende opstillingssignatur:

49

Kn 76

f

Personer med logisk sans kan regne ud at 49 er decimalklassemærket, Kn står for Knudsen, 76 må være et matematisk udregnet nummer og f første bogstav i titlen. Barnemad for biblioteksansatte i første halvdel af 1900-tallet. Men derefter kun læselige for historisk kyndige og interesserede bibliotekarer. Ingen kan bebrejde yngre bogopsættere for i god tro at sætte eksemplaret op, fx i klassemærke 76. Hvilket faktisk var tilfældet.

Problemet blev større i store grupper hvor der er alfabetisk opstilling, fx under geografi i 46.4, 37.5 (nu 37.414) og sidst, men ikke mindst biografier. Især i den sidste, 99.4 blev Cutters system en katastrofe. Tag etatsråd E. Collins nøgleværk "H. C. Andersen og det Collinske hus" (1929). Cutters angivelse er her

99.4

an35

co2

Sammen med forfatter og titelangivelsen øverst på bogryggen kom det til at sådan ud på hele bogryggen:

E.Collin

H.C. Andersen 

og det

collinske hus

99.4

an35

co2

Forvekslingsmulighederne er mange. Selv dygtige bogopsættere kunne måske forledes til at tro at bogen skulle opstilles i  99.4 under Collin, og ikke under Andersen, H. C. I tvivlstilfælde måtte bogopsætteren åbne bogen og tjekke boglommen i bagsmækken af bogen. Men i dette tilfælde gav den ingen hjælp. 

Brandes’ værk om Voltaire i 3 bind. Skal det opstilles i 99.4 under Brandes eller Voltaire? Eller måske i Voksenafdelingen (Vo), gruppe 65? Eller under skønlitteratur? Eller ….? Er der noget at sige til at yngre medarbejdere ser mindst 2 muligheder.

Når først et eksemplar af en bog er placeret forkert, kan det få skæbnesvangre følger. I heldigste tilfælde bliver det opdaget tilfældigt, og bogen sat rigtigt på plads. I værste tilfælde bliver bogen via katalogen eftersøgt, ikke fundet på sin rigtige plads, og derefter afskrevet som bortkommet i katalogen. 

Og det var ikke småting vi snakker om her: Da man endelig efter mange årtiers forløb begyndte systematisk at revidere hylderne, fx i biografier 99.4 afsløredes det at tusindvis og atter tusindvis af bind var blevet sat forkert på plads. Selv om de i 1993-94 var blevet registeret i den elektroniske katalog, var de pga. en forkert fysisk placering blev afskrevet af de medarbejdere som søgte efter reserveringer, da de ikke stod på den korrekte plads.

Den skjulte fabrik

Kort sagt er dette som nævnt fortællingen om en skjult fabrik af betydelige dimensioner: Bogopsættere som brugte tid på at sætte bøger op - i god tro - men ikke desto mindre forkert! Listeførere som forgæves ledte efter bøger og slettede dem. Bibliotekarer der skulle materialepleje. Og sidst, og værst, forventningsfulde lånere som enten blev skuffet over ikke at få hvad de var blevet lovet af katalogen. Og allerværst, bøger som de eftersøgte, men ikke kunne vide eksisterede - blot på en forkert placering. 

Som lovet, nu tilbage til mit eksempel, Morten Nielsens breve. Digteren Morten Nielsen er en af modstandsbevægelsens helte, og hans breve er stadig efterspurgt den dag i dag. Den korrekte opstilling på Morten Nielsens breve er under biografier (99.4) under Nielsen, Morten, f. 1922. Et opslag på bogen i 2014 viste at bogen dengang stod på 3 biblioteker: Sundby, Valby og Østerbro. Men fotoet fra samme periode dokumenterer at den også stod på Hovedbiblioteket - men på et forkert sted.

Hvorfor figurerede Hovedbibliotekets eksemplar ikke længere i katalogen? Det gjorde det ikke fordi eksemplaret var "bortkommet". En nærmere efterforskning viste endda at bogen havde haft et pænt udlån indtil 28. marts 2014. Herefter må den være sat forkert på plads, for den blev reserveret, men da den nu ikke længere kunne findes, var den blevet afskrevet som bortkommet. Man kan selv tænke sig den mængde tid der er gået med denne arbejdsproces, og gange det op med adskillige tusind.

I 2010'erne besluttede man definitivt at udslette de gamle numre og erstatte dem med de som svarede til den elektroniske katalog. Cutter-numre forsvandt og blev ændret til de stadig gældende decimalklassenumre - de som figurerer i katalogen. Det fjernede en gang for alle den skjulte fabrik, katalogen kom i overensstemmelse med bøgernes rent faktisk rygsignaturer. Kald det bare en solstrålehistorie.

Som en sidste krølle på halen er Morten Nielsens breve blevet digitaliseret og kan nu læses online på eReolen. Men kun en lille brøkdel af danske bøger findes her, mest skønlitteratur og biografier, samt en del faglitteratur. Så den dag i dag kan bibliotekets brugere nyde godt af operation "væk med Cutters numre".

Erik Nicolaisen Høy.

20.000 Gravsteder dækkes med Gran. (Efterskrift til Politivennen)

Indtryk fra Vestre Kirkegaard op mod Jul.

Allerede omkring 1. November paabegyndes Juleforberedelserne ude paa Vestre Kirkegaard. Ca. 20 000 store og smaa Gravsteder dækkes med Gran, og det drejer sig om at faa begyndt i god Tid, saa man kan være færdig inden Jul, og Sne og Frost kan nemt sinke Arbejdet.

Det er et anstrengende Job at lægge Gran paa Gravene.

Vel kun de færreste tænker paa, at Vestre Kirkegaard er en af Københavns Kommunes største Arbejdspladser, hvor der Aaret igennem bl. a. er beskæftiget et meget stort Antal Gartnere med Anlæg og Vedligeholdelse af de 30-40.000 Gravsteder, der ligger spredt over det 120 Tdr. Land store Terræn, der i mere end 1 km's Længde strækker sig fra Banelinien ved Carlsberg Bryggerierne og sydpaa mod Kalvebod Strand. I to Maaneder før Jul er omtrent 100 Gartnere beskæftiget fast med at dække Gravstederne med Gran.

Skikken med at pynte sine afdøde Slægtningens Grave med Gran for Jul, har i den sidste Snes Aar taget et stort Opsving. For bare 20 Aar siden var det kun de meget velhavende, der lod Gravene pynte til Jul - da drejede det sig kun om nogle Hundred-Stykker - men nu er det baade Høj og lav, der har taget Skikken, der har faaet stor beskæftigelsesmæssig Betydning for Gartnerne i København, op, saaledes at det nu er 2/3 af samtlige Grave, der dækkes. For 20 Aar siden brugtes der paa Vestre Kirkegaard 2 Tons Gran til dette Arbejde - nu er Vestre Kirkegaard oppe paa hvert Aar til Jul at bruge mellem 450 og 500 Tons Gran.

Daarligt Materiale - mindre Fortjeneste.

Denne Gran kom for Krigen hovedsagelig fra de jyske Plantager. Nu har Transportvanskelighederne lagt sig paa tværs, saa nu maa det hele tages fra de sjællandske Skove, og det har vanskeliggjort Arbejdet.

Herom fortæller en af de Gartnere, der tilbringer 7 Timer om Dagen med Hovedet nede mellem Knæene, beskæftiget med at findele Granen og lægge den som et grønt Tæppe ned over Gravstedet:

- Vi bruger dels Rødgran, dels Hvidgran og Fyr, som vi fik fra Jylland. Den jyske Rødgran er mere flad og tæt i det end den sjællandske. Den sjællandske Gran gror i for god Jord og bliver rund og bruset, hvorimod den jyske gror meget langsommere og derfor er mere tæt og flad i det. Det er derfor meget lettere at faa den jyske Gran til at ligge glat paa Gravstedet. Hertil kommer, at vi ikke kan faa Fyr og Hvidgran nok. Det brugte vi ellers meget til at stikke i Jorden, saa det dannede ligesom en Skov paa Gravstedet. Nu maa vi i Stedet bruge grov Rødgran, men det er dels ikke saa pænt, og dels er det senere at bruge, hvilket gaar ud over vor Fortjeneste, da Arbejdet er Akkord. Det er ogsaa kedeligt, at Folk saa ofte kommer og klager over, at vort Arbejde ikke er saa pænt som før. Det er ikke vor Skyld, men Materialernes.

Ogsaa her er der Klasseforskel

Hvor utroligt det end lyder, saa findes der ogsaa efter Døden en udpræget Klasseforskel. Naar man gaar gennem Hovedindgangen paa Vestre Kirkegaard og op mod det store Kapel, har man til begge Sider liggende Danmarks Pengearistokrati. Man ser det paa Størrelsen af Gravstederne og især paa Granpyntningen. Et Sted er en Gartner i Færd med at pynte et meget stort Gravsted. Ude langs Hækken stikkes Fyr og Hvidgran ned, og ud over Fladen lægges Granen i forskellig Finhedsgrad. Store, smukt hvælvede og fornemme Grupper finpyntes, hvilket vil sige, at Gartneren piller hver enkelt lille Granspids ud for sig. De bliver lagt ganske tæt og fint ved Siden af hinanden, og danner et fuldstændigt plant Tæppe som af grønt Fløjl over hele Gruppen. Der ser meget smukt ud - men det er et nederdrægtig koldt Arbejde. Gartneren kan ikke bruge Vanter til dette fine Pillearbejde, og maa staa komplet stille hele Dagen ved det, uanset Vejret. Det tager ham indtil 8 Dage i Træk at færdigpynte dette Gravsted, men det koster ogsaa Ejeren 800 Kr. at faa det gjort hvert Aar. Heroppe er der lunt og hyggeligt med smukke Træer og tætte Buske.

Drejer vi saa til venstre, kommer vi efter en lang Spadseretur ud til Liniebegravelserne. Her er aabent og blæset mellem de smaa Gravsteder. Store bare Pletter med forfaldne Gravsteder skæmmer hele Partiet. Nogle forvoksede og forvredne Træer gor det langt fra hyggeligere Men ogsaa her dækkes der med Gran, der giver det hele et lidt mere lunt Præg. Priserne ligger her fra 4 Kr. og opad pr. Stk.

Hernede findes en særlig Afdeling Grave for tyske Soldater. Den var i sin Tid meget flot med Flisegange og et stort Trækors med Indskrift: Sterbt für den Führer. Det blev efter Kapitulationen "fældet" og raadner nu op i et Skur paa Pladsen. Blomster o. l. er fjernede, og der er saaet Græs over det hele. Kun smaa Trækors rager nu op i Græsset paa den forhen saa flotte Plads, der kostede Nationalbanken den nette Sum af 800 000 Kr. at anlægge. Saaledes forgaar Verdens Herlighed.

Det er galt med Arbejdstøj og Arbejdshandsker

Det er nu næsten udelukkende Københavns Begravelsesvæsen, der lader Arbejdet med Grandækningen udføre. Det kan i Almindelighed ikke betale sig for Folk at gøre det selv. Gran er noget, der skal behandles varsomt, og den Gran Folk selv køber, har ofte taget Varme ved Forsendelsen, saa den bliver brun straks efter, at den er lagt paa.

- Er det ikke et frygteligt koldt Arbejde? - spørger jeg en Gartner. - Jo, det er det, men vi faar jo trække i Tøjet derefter - bare vi kunde faa det. Arbejdet slider frygteligt paa Tøjet. Vi har i mange Aar søgt at faa et Tillæg til Iønnen ved Grandækning, og i Aar fik vi Akkord paa Arbejdet, og nu kan vi, hvis Vejret er heldigt, tjene nogenlunde - men nu er det saa med at faa fat i Arbejdstøjet.

Rent galt er det med Arbejdshandskerne. Vi maa bruge Læderhandsker ved den grovere Dækning da Hænderne slet ikke kan holde til Sliddet af Grannaalene i 2 Maaneder. Saadan et Par Handsker koster 12 Kroner og er meget vanskelige at faa fat i.

- Hvad skal I nu bestille efter Jul? - Saa bliver vi fyret - lyder det lakoniske Svar - til Trods for at der godt kunde være Arbejde med Beskæring af Træer o. L, ligesom der ogsaa godt kunde gøres noget mere for at lave det lidt mere tiltalende i den "fattige Ende" af Kirkegaarden. Det, at vi saadan bliver fyret efter Jul, har for Resten bevirket, at det har knebet for Begravelsesvæsnet at holde sine Gartnere, der søger andre Steder hen, hvor der er mere fast Arbejde.

D. E.

(Land og Folk, 22. december 1946).

Gertrude Barrison Død. (Efterskrift til Politivennen).

 

Inger og Gertrude Barrison der i 1898 optrådte i Cirkus Varieté. Det er Gertrude - til højre på billedet - der nu er død.

Forleden døde det sidste medlem af det i sin tid meget omtalte varietéensemble "Barrison Sisters". Den gamle dame boede på Østerbro og arbejdede til det sidste på en bog der skulle genopfriske ungdommens gyldne minder og skildre de 5 skønne Barrison-søstres triumftog gennem de glade halvfemseres internationale kabaretlokaler. I mandags blev hun begravet i stilhed.

I anledning af Gertrude Barrisons død skriver en gammel københavner:

Engang i slutningen af 1894 læste man en morgen i sin avis, at Københavns Politi havde advaret varietédirektørerne mod at engagere et dameensemble "The Sisters Barrison" der optrådte i Wintergarten i Berlin. Forbudet motiveredes med at truppens impresario var den tidligere journalist ved "Social -Demokraten" William Fleron, der allerede i 80'erne var faldet i unåde på grund af sine politiske anskuelser.

Det usædvanlige forbud mod damernes optræden bidrog kun til at pirre nysgerrigheden. Det hed sig at de var i en alder af 15-18 år havde fået en første klasses uddannelse i dans i New York og havde debuteret paa et stort Teater i Chicago under verdensudstillingen 1898. Folk der havde set nummeret i Berlin eller Paris fortalte, at de som alle engelske og amerikanske danserinder var "pikante", som man udtrykte det dengang; men desuden var Barrisons ualmindelig smukke og yndefulde. - Barrison -Truppen kom aldrig til at optræde i København. Den blev nemlig opløst i 1897, men året efter optrådte to af damerne, Inger og Gertrude, i Cirkus Varieté med stor succes. Den ældste, Lona - besunget af Drachmann - havde så sent som i 1902 engagement samme sted med et elegant nummer til hest. 

Senior.

(Social-Demokraten, 4. september 1946).

Den sidste af de fem.

En dødsannonce meddeler at Gertrude Barrison er gået bort. Bag denne lakoniske meddelelse ligger afslutningen på et enestående artisteventyr idet Gertrude Barrison var den sidste af de verdensberømte Barrison Sisters, fem danske piger som dansede sig den store berømmelse til, skriver Ben i Ekstrabladet.

De fem Barrison Sisters var ud af en Nyboder-familie og var født Bareisen. De kom til USA, hvor deres start fortaber sig i et eller andet amerikanske balletkor, men det varede ikke længe før de fem Barrison Sisters dukkede op. Det var fem kønne piger, og de satte New York på den anden ende med deres dansenummer. Fra New York gik turen til London, Paris og Berlin - og til nye triumfer.

Så forfærdelig mange år holdt det verdensberømte artistnummer ikke. Kærlighed og ægteskab bortførte først den ene og så den anden fra varietéscenerne. Berømtest af pigerne var Lona, som var den kønneste, men hun er død for adskillige år siden. Også de andre tre - hvoraf Ingeborg var gift med en norsk tivolidirektør, men hviler i København - er døde, og med Gertrud Barrison er altså den sidste Barrison Sister gået bort.

Gertrude Barrison levede sine sidste år i en af de stille gader på Østerbro. Hun tilbragte en del af sin tid med at samle stof til en bog om de berømte Barrison Sisters, men hun fik så vidt vides aldrig bogen skrevet.

(Aarhus Amtstidende, 4. september 1946).

På Garnisons Kirkegård i København rummer gravmælet over Barrisons moderen Erika (død 27. juli 1905), Sophie (død 27.februar 1907) og Inger (28. december 1918, urnen nedsat 25. februar 1926). Selvom Gertrud (senere Gertrud Corvinus, død 28. august 1946) også er begravet på Garnisons Kirkegård, ligger hun dog ikke i familiegravstedet. 

Familiegravstedet på Garnisons Kirkegård. På den viste langside står der "Erica Bareisen // I. Corvinus // fød ?? 18?? // død i København 27. juli 1905". Teksten på den viste korte side er ulæselig. En kopi af Lucius Cornelius Scipio Barbatus' sarkofag i Rom. Han var konsul i Rom for ca. 2200 år siden. Kopier af sarkofagen er brugt overalt i verden, bl.a. på Vestre Kirkegård over Emil Chr. Hansen, samt bag lapidariet på samme kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Grav-skænderi på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Korset på den henrettede SS-mand Flemming Helweg-Larsens grav ødelagt

Den henrettede SS-mand Flemming Helweg-Larsens gravsted på Holmens Kirkegård er blevet skændet ved, at ukendte personer har ødelagt det kors, som har indskriften: "Flemming Helweg-Larsen, født 20/7 1911 - død 5/1 1946"

Denne handling er naturligvis ganske ulovlig og strafbar. Utænkeligt er det ikke, at udåden er blevet inspireret af et fotografi i "Billedbladet", som fomylig bragte et billede af gravstedet med overskriften "Udfordrende" og med en ledsagende tekst, hvori der blev gjort opmærksom på, at SS-manden nu hviler på Københavns ældste kirkegård, "hvor heltene fra 2. april 1801 hviler og mange andre af nationens store har deres grave, deriblandt Johan Ludvig Heiberg, Johanne Luise Heiberg og Christian Winther."

Man kan måske diskutere det passende eller upassende i at familien har ønsket, at den afdøde skulle hvile i familiegravstedet på Holmens Kirkegård, da det jo må indrømmes, at Holmens Kirkegård har en særlig karakter. Men det er i alt fald uværdigt og utilbørligt at skænde en grav, hvem der så end ligger i den,

(Nationaltidende, 28. juli 1946).

Den brede politik

Ukendte personer forsøgte forleden at brænde det trækors, som er rejst på den henrettede Flemming Helweg-Larsens grav på Holmens Kirkegård. Korset blev derved delvis ødelagt og familien har nu ladet det Ijerne.

"Information" har kommenteret meddelelsen herom i en artikel, som væsentligst er et angreb på "Billedbladet".

"Gravskænderiet er," skriver "Information", "provokeret af en smagløshed i "Billedbladet", som i sit sidste nummer på en hel side bragte et fotografi af gravstedet med overskrift i farvetryk "udfordrende" og teksten:

"På Holmens Kirkegård (Københavns ældste), hvor heltene fra 2. april 1801 hviler, og mange andre af nationens store har deres grave, blandt dem Johan Ludvig Heiberg, Johanne Luise Heiberg og Christian Winther, har man nylig rejst et kors med denne indskrift: Flemming Helweg-Larsen, født 20.7.1911 - død 5.-1.-1946."

Senere i artiklen skriver "Information":

"Gravskænderi er en modbydelig forbrydelse. I dette tilfælde må "Billedbladets" redaktion bære hovedansvaret. Efter billedet og teksten måtte man ligefrem regne med, at ubefæstede sjæle lod sig provokere til "dåd"."

Heller ikke vi billiger ødelæggelsen af korset, men hovedansvaret må dog lægges på de mennesker, som har ladet det rejse, ikke på "Billedbladet", som konstaterede den kendsgerning, at det var rejst.

"Information" er enig i det forkerte at placere et sådant mindesmærke, og det kan ikke være rimeligt, at et blad ikke må påtale et forhold, som forekommer forkert, uden samtidig at påtage sig ansvaret for alt, hvad andre kan finde på at foretage sig for at bringe forholdet til ophør. Ganske vist er man ikke uvant med bagvendt logik i spørgsmål som tangerer opgøret med landsforrædere, men at se den samme metode praktiseret i "Informations" spalter, må vi udlægge som et tegn på, at selv en talstærk skare af dygtige bladmænd ikke altid er klar over, hvor "bred" man uden skade kan gøre selv den "brede politik", bladet synes at få større og større forkærlighed for. 

(Land og Folk, 28. juli 1946).

Den henrettedes mindekors.

Kirkeminister Hermansen har udtalt sig til "Vestkysten" om det udfordrende mindekors som er blevet rejst på den henrettede Flemming Helweg-Larsens grav på Holmens Kirkegård. Ministeren siger:

I Kirkeministeriet har rejsningen gjort et pinligt indtryk, og vi overvejer for tiden om der kan gøres noget. Det er dog tvivlsomt om der foreligger grundlag for indskriden fra det offentliges side. Der eksisterer ganske vist en bestemmelse om at mindestene på tyskerhåndlangernes grave skal fjernes, hvis inskriptionerne er af udfordrende karakter, men det er der ikke tale om i dette tilfælde, idet korset kun bærer den dødes navn, fødselsdag og dødsdag. En henstilling til familien er vist alt hvad vi kan foretage os - men forhåbentlig vil det også være tilstrækkeligt til at de efterladte får øjnene op for det udfordrende i deres handlemåde. 

(Fredericia Social-Demokrat, 1. august 1946).

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen dømt, 1945-1947. (Efterskrift til Politivennen)

V-liste nr. 24.

I dag er der 280 personer på værnemagerlisten. Fra Storkøbenhavn er der den meget omtalte dr. jur. Carl Popp-Madsen, Uppsalagade 18 ....

(Social-Demokraten, 19. juli 1945).

Sommerkorpsets historie

Korpset talte ca. 800 mand.

---

Popp-Madsens 2-3000 mand.

"Dansk Folkeværn", i hvis ledelse ekspeditionssekretær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen (f. 1900, fængslet) havde sæde, var en organisation af nazister der som en art passive medlemmer af Schalburgkorpset støttede dette "Folkeværnet", senere kaldet "Landstormen", hvis chef var tidligere løjtnant i den danske hær Max Arildskov (f. 1896, fængslet) havde til formål at give nazister der på grund af alder eller manglende tid ikke kunne gøre tjeneste i det egentlige Schalburgkorps, en fritidsuddannelse i politik og våbenbrug. Medlemmerne af denne gruppe skulle i givet fald kunne beskytte tyskvenlige danskere, herunder pårørende til Frikorps Danmark-folk, mod overfald. Gruppen havde hovedafdeling i Frimurerlogen og underafdelinger i provinsen, og ca. 2-3000 personer der mødte til uddannelse om aftenen og på søndage, har haft tilknytning til den.

(Lolland-Falster Social-Demokrat-Nakskov. 30. januar 1946).

Sagen mod Popp-Madsen påbegyndt.

Anklageren kræver fængsel på livstid.

København, fredag (RB)

Forræderisagen mod dr. jur Carl Popp-Madsen påbegyndtes fredag formiddag ved Københavns byret. Efter oplæsning af anklageskriftet krævede statsadvokat Kurt Kirchheiner Popp-Madsen idømt fængsel på livstid. Anklagede nægtede sig skyldig i alle forhold og afgav en meget lang forklaring om sit forhold til de forskellige tyske og danske nazistiske organisationer. Man kom bl.a. ind på en omtale af Popp-Madsens forsøg på at danne regering den 28. august 1943, et forsøg der mislykkedes, idet ingen af dem han henvendte sig til, ville sidde i regering med ham. Det menes at sagen vil så på i 4 dage.

(Isefjordsposten, 21. juni 1946).

Popp-Madsen idømt 14 års fængsel.

København.

Dr. jur Carl Popp-Madsen der ved byretten var sat under tiltale for forskellige landsskadelig virksomhed og forræderi idømtes i dag 14 års fængsel og mistede almen tillid for bestandig.

Popp-Madsen ønskede at appellere dommen til Landsretten, idet han erklærede at han var uskyldig dømt.

(Landbrugernes Dagblad (Maribo), 1. juli 1946).

Fra landsdommer til straffefange med 14 års fængsel.

Popp-Madsen ved godt humør og snakkesalig.

Besættelsestidens store i vidnesskranken i dag.

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen.

Når man har set den i sin tid så berømte jurist, ekspeditionssektær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen, Universitetets manuduktør og eksaminator ved juridisk embedseksamen og endvidere beklæde et landsdommersæde, var det unægtelig i går et mærkeligt spil af skæbnen at se ham anbragt på anklagebænken i Østre Landsrets 9. afdeling som straffefange under politibevogtning idømt 14 års fængsel for Iandsforræderi og landsskadelig virksomhed.

Den tungt vejende anklage imod ham omfatter 6 forhold, hvoraf de 2 er frafaldet. Endvidere omfatter anklagen nogle underpunkter. Det er ganske uforstandigt, at en mand med en så skarpt og juridisk trænet hjerne, der rummet en så omfattende viden om alle retsforhold, kan svigte i den grad at han i besættelsestiden kunne optræde som speciel rådgiver for berygtede Schalburgfolk, såsom K. B. Martinsen og konsorter, at han kunne forhandle med Fritz Clausen om at overtage et justitsministerembede, at han kunne medvirke ved et forsøg på at få den danske stat til at afholde udgifterne ved Schalburgkorpset og til yderliger at overtage ledelsen af dette forbryderkorps, også efter det danske politis ophævelse. At han så sent som i foråret 1945 kunne gennemgå et memorandum til blodhunden Himmler.

Man fristes næsten til at antage, at han samtidig med sin store lærdom har været en ganske naiv personlighed som slet ikke har kunnet overse og bedømme almenmenneskelige forhold og derfor har kunnet støtte sig til de forskellige nulliteter. som troede at kunne lave regering i Danmark og organisere retstilstanden i Europa, som nazisterne jo skulle forme.

I dag foregår den store afhøring af de personer, Popp-Madsen har arbejdet sammen med, Martinsen, Birkedahl Hansen, Arildskov, Poul Rasmussen, Sommer, Reitzel Nielsen, Pancke og Fritz Clausen. Også dr. Best var ønsket afhørt, men han kommer vist nok ikke. Der var afsat 5 dage til sagens behandling, men det er muligt, det kan gøres på 3. Popp-Madsen er ved godt humør og har en masse at sige

(Aftenbladet, 11. februar 1947).

Popp-Madsen fik straffen nedsat til 10 års fængsel med et fradrag af 19 måneder for udstået varetægtsarrest. Sagen gik videre til Højesteret. Her blev straffen forhøjet til 12 års fængsel. Dommen var enstemmig blandt de 12 dommere i sagen.

Forhørene i Sagen mod Schalburgkorpsets Leder

Nazisten Popp Madsen havde læst i aviserne om Martinsens beskyldninger

KØBENHAVN (RB)

I eftermiddagsmødet i går i K. B. Martinsen-sagen udtalte kontorchef Krandrup, der havde været administrator for Schalburgkorpset, at dette hver måned af tyskerne havde fået mellem 170,000 og 350,000 kr. til bestridelse af alle udgifterne vedrørende korpset.

Max Arildskov forklarede videre, at han i sin tid af K. B. Martinsen havde fået tilladelse til at oprette Landstormen, der skulle bruges til at beskytte nationalsocialisterne og deres ejendom i tilfælde af et eventuelt overfald fra den danske befolknings side.

Den tidligere leder af Schalburgfonden, dr. jur Carl Popp Madsen, der var næste vidne, udtalte på forespørgsel om han kendte til visse politiske drøftelser. der skulle være ført - omkrind den 29. august:

- Ja. Best havde i dagene umiddelbart efter den 29. august været meget utilfreds med den måde, hvorpå situationen havde udviklet sig, og han var meget ked af det skete. Han måtte forklare dette for nogle ledende, danske politikere, og derfor havde han søgt at få forbindelse med Socialdemokrater, som han ville foreslå at danne en ny regering. Nogle Dage efter at han havde sendt Indbydelsen, blev denne akeepteret, og Best var blevet meget bevæget over, at Socialdemokraterne havde modtaget Indbydlesen efter det, der var sket. Konferencen var derefter kommet i stand, og fra socialdemokratisk side deltog fhv. statsminister V. Buhl, fhv. forsvarsminister Alsing Anderen eller fhv. minister Hans Hedtoft. Hvem af de to sidstnævnte herrer, der havde været med, kunne vidnet ikke med bestemthed sige, men det var en af dem. Man havde dog ikke opnået resultat med det samme, og efter nogle dages forløb havde man fra socialdemokratisk side afvist forslaget.

Vidnet blev her foreholdt et dementi, som Socialdemokratisk Provinspresse gennem Ritzaus Bureau udsendte i tirsdags i anledning af Martinsens udtalelse om samme sag, men han benægtede på det bestemteste rigtigheden af dette dementi som han havde læst i aviserne. 

Uden forbindelse med sandheden

Ritzaus Bureau er onsdag anmodet om at udsende følgende i anledning af dagens forhør i K. B. Martinsen-sagen :

Den forklaring, Popp Madsen har afgivet, er uden enhver forbindelse med sandheden. Som forlængst kendt, havde undertegnede - efter anmodning af direktør Svenningsen - sammen med Alsing Andersen og H. C. Hansen en samtale med dr. Best i begyndelsen af august 1943, umiddelbart efter, at Fibiger og Ole Bjørn Kraft havde havde talt med ham. Der har ingen senere samtale fundet sted, når lige undtages Buhis samtale på partiernes vegne med dr. Best ved Folkestrejkens afslutning i 1944, og spørgsmålet om en ny regeringsdannelse efter 29. August har ikke af os - og os bekendt heller ikke af andre Socialdemokrater - på noget som helst tidspunkt været drøftet med dr. Best.

Popp-Madsens forklaring savner derfor ethvert grundlag.

V. Buhl. H. C. Hansen

(Ny tid (Aalborg), 23. oktober 1947).

København. Dachau-klubbens bestyrelse har på et møde vedtaget indtil videre at afbryde samarbejdet med "Fællesudvalget for Danmarks politiske fanger". Baggrunden for dette skridt er at formanden for udvalget ved udarbejdelsen af tidligere kz-fangers eventuelle erstatningskrav mod Tyskland har modtaget juridisk bistand af dr. jur. Popp-Madsen. 

(Horsens Social-Demokrat, 24. november 1966).