Lieberkinds Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Et imponerende følge ledsagede vor afdøde kammerat til hans sidste hvilested.

I tirsdags jordedes vor afdøde kammerat, formand for Sadelmagernes Værkstedsklub på D. S. B., Thyge Lieberkind, på Vestre Kirkegård.

Hermed har den endelig afslutning på et langt og virksomt liv, der i de senere måneder forbitredes af et smertefuldt sygeleje, fundet sted, og det er med vemod, at vi tænker på denne travle arbejder i den revolutionære bevægelse, for hvem den snigende tuberkulose stod som en højst pinlig hindring for alle de planer, der fødtes af Lieberkinds livlige ånd, men som det dødsmærkede, skøbelige Legeme nægtede at omsætte i virkeligheden.

Et stort følge af venner og bekendte, arbejds- og partikammerater var mødt frem for at vise den afdøde den sidste ære. Flere røde faner, bl.a. også vort partis, vajede over Lieberkinds båre, og jordfæstelsen var meget stemningsfuld, om end den tilkaldte præst skabte en lille mislyd ved i sin professionelle tale så ganske at blotte sin mangel på kendskab til Lieberkinds hele retlinede liv.

Imidlertid forstod det store følge - hvad adskillige udtalelser mand og mand imellem vidnede om - så meget desto mere at skatte vor afdøde kammerats fortjenester.

Æret være hans minde!

N-s.

(Arbejderbladet, 23. september 1922).

Knud Harder (1885-1967). (Efterskrift til Politivennen)

Knud Harder (1885-1967). Komponist, organist, dirigent - og pastor. Harder kendte Carl Nielsen, og de korresponderede jævnligt fra 1904 til sidst i 1920’erne. Harder uddannede sig i München omkring 1904, og fik både opført sin musik og virkede som dirigent. Omkring 1910 var han kapelmester ved teatret i Aschaffenburg. 

1915 startede han teologi-studium på Københavns Universitet,  i 1920 blev han cand. theol. Han fungerede kun som præst kort tid. Han forgreb sig på nogle feriebørn på Fejø, og nåede at være præst der fra 1. februar til 18. september 1922:

En Kapelmester som Præst paa Fejø.

Et ikke helt almindeligt Tilfælde er indtruffet paa Fejø, hvor Menighedsraadet forleden paa sit Møde i Maribo valgte en forhenværende Kapelmester til - Præst.

Den omtalte er Pastor K. Harder, der i flere Aar - før han begyndte sit teologiske Studium - var Kapelmester i Tyskland og Østrig og dirigerede Orkestere paa indtil 60 Mand. Han har ogsaa udgivet forskellige Musikværker.

Pastor Harder, der nu er 36 Aar gl., rejste i 1914 hjem og fuldendte sine teologiske Studier. Derefter blev han Kapellan i Ho-Oksby i Ribe Stift og indstilledes som sagt nu som Nr. 1 til Præst paa Fejø.

(Social-Demokraten 14. marts 1922).

Præsteskandalen paa Fejø.

Har Præsten gjort sig skyldig i Uterlighed overfør Konfirmanderne?

Som meddelt i Gaar har Politimesteren i Nykøbing F. og Provst Olivarius, Bandholm, hentet Pastor Harder, Fejø, der nægtede at mode til en Konference i Kragenæs.

Om denne Sag erfarer vi følgende:

Hvorfor hentede Politiet Præsten?

(Privattelegram.)

Nakskov.

Politiet bevarer den største Hemmelighedsfuldhed med Hensyn til det Forhold, der har ført til Politiets Afhentning af Præsten. Efter sin Hjemkomst fra Udlandet blev han tilsagt til Møde hos Politimesteren og Provsten. Men han kom ikke. Han blev derefter afhentet.

Efter hvad deres Korrespondent erfarer, er Præsten sigtet for at have gjort sig skyldig i Uterlighed. Det nævnes i denne Forbindelse, at han skal have optraadt utilbørligt overfor Konfirmander.

Efter Afhentningen korn Pastor Harder i et Forhør hos Politimesteren. Forhøret overværedes af Provsten. Hvad her fremkom, overvaages med den største Hemmelighedsfuldhed. Men Forhøret endte uden at Præsten blev arresteret.

Saa vidt vides er Pastor Harder afrejst til København for at lade sig indlægge paa en Klinik.

Det kan med Sikkerhed siges, at Pastor Harder ikke mere genindsættes i sin Stilling som Præst.

Den pinlige Affære har vakt betydelig Opsigt.

(Kolding Social-Demokrat, 14. september 1922).

Pastor harder, Fejø, har nu faaet sin Afsked. Han har som omtalt gjort sig skyldig i uterligt Forhold overfor Drenge.

(Nordjyllands Social-Demokrat, 21. september 1922).

Varde, 1. November

Pastor Harder fik 4 Maaneder.

Fhv. Sognepræst for Fejø Knud Harder (i sin Tid præst i Ho-Oksby) er ved Maribo Byret idømt flere Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost for Overtrædelse af Straffelovens § 185. Desuden skal han betale Sagens Omkostninger og en Erstatning paa 340 Kr.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 1. november 1922)

I Teologisk Stat optræder han kun som præst indtil 1922, dernæst som lærer. I november 1923 blev han pianist ved det Ove Bassøe'ske Teaterselskab. Han førte et tilbagetrukket liv som musiker og komponist, optrådte ofte i radioen ved koncerter og skrev enkelte artikler. Ved sin 70-årsdag i 1955 blev hans affære ikke omtalt.

Dagmar Overbys Mand. (Efterskrift til Politivennen)

Morderskens Kæreste Carl Svendsen, der har siddet arresteret under Sagen, blev nu alle afhørt. Da Carl Svendsen traadte ind i Vidnesskranken, fik Mordersken et hæftigt Ildebefindende og skjulte sit Ansigt i Hænderne. Efter hendes Ønske blev Kæresten anmodet om ikke at forlade Retsbygningen. 

(Fyns Venstreblad (Odense) 2. marts 1921. Uddrag)

Parret boede på Enghavevej 21, 1. sal. De havde kendt hinanden i 6-7 år, Altså næsten lige så længe som hun havde myrdet børn.

En Gaardsanger.

Dagmar Overbys Mand kastede Harmonikaen i Hovedet paa Betjenten. Saa blev han arresteret.

K ø b e n h a v n. (Privat.)

Blandt de Vidner, der i sin Tid førtes mod Kvindemorderen Dagmar Overbye, var ogsaa hendes Mand. Hans Vidneudsagn vedrørende Dagmar O. var præget af stor Koldsindighed, og da hun fik Dommen, som lød paa, at hun skulde straffes paa Livet, smilte han. Senere sagde han ude i Vidneværelset, at nu var han da af med hende.

I Gaar blev han fremstillet i Dommervagten. Efter at Dommer E. E. Nielsen havde spurgt ham om hans Navn, og han, paa sin tvære Maade havde svaret: Carl Svendsen, spurgte Dommeren videre, om det var rigtigt, at han var Dagmar Overbys Mand.

- Jeg husker nok Navnet, svarede han; men ellers kender jeg ikke den Kvinde.

- Det staar her i Rapporten, indvendte Dommeren.

- Saa er det vel ogsaa rigtigt, svarede Svendsen.

Sigtelsen gik ud paa, at han havde sunget og og spillet i en Gaard. Da en Betjent havde villet anholde ham, havde han kastet denne sin store Trækharmonika i Hovedet, saa at Betjenten var styrtet om. Bag efter havde han sløvt ladet sig anholde.

Dommeren arresterede ham.

(Vestjyllands Social-Demokrat 13. september 1922)

Dagmar Overby

Livsfangen kræver sin Sag genoptaget.

Da Massemorderen Dagmar Overby Sag blev behandlet, var, saavel ved Byretten som ved Nævningetinget, hendes Forlovede, Arbejdsmand Svend Carl Svendsen stærkt i Ilden. I Nævningetinget var han meget nær ved at blive anholdt paa Gnind af sin med et mildt Udtryk usandsynlige forklaring om, at han intetsomhelst kendte til sin Kærestes Forbrydelser.

Det oplystes bl a., at Dagmar Overby en hed Sommerdag havde fyret op Kakkelovnen - for at brænde et Barnelig. Svendsen havde været hjemme, men efter hvad han fortalte, havde han ikke fundet det paafaldende, at der var fyret saa vældigt. Og Mordersken fik Held til at redde ham fra Fængsel og Dom.

Men, som omtalt, krævede hun sig for et Par Maaneder siden fremstillet for Inspektør Klywer i Straffeanstalten paa Christianshavn, og hun erklærede nu, at Svendsen og en af hans Venner var Medskyldige i nogle af Barnemordene. Naar hun fremkom med denne Oplysning var det af Samvittighedsnag, sagde hun. Hun vil ikke fragaa sin Skyld, men mener, at ogsaa andre maa tage deres Straf.

Senere har hun krævet sin Sag genoptaget, og Statsadvokaten har foranlediget en ny, retslig Undersøgelse

En frygtelig Anklage

I Gaar blev Livsfangen Dagmar Overby ført ind til Domhuset, hvor hun for lukkede Døre blev afhørt af Dommer Carstens. Senere paa Dagen blev Svendsen hentet til Politigaarden for at blive afhørt af Politiassessor Mundt. Paa et vist Tidspunkt var han tilbageholdt, men han fik dog Lov at gaa. 

Efter Forhøret over Dagmar Overby udtalte Dommer Carstens:

- Naar Svendsen var holdt tilbage, var det, fordi der i Forhøret fremkom en detailleret Beskrivelse af et bestemt Tilfælde.

Dagmar Overby fastholdt energisk, at Svendsen har været med til de fleste af Barnemordene. Han nægter lige saa energisk. Imidlertid synes jeg, at hendes Forklaring lyder sandsynlig.

Hun har saaledes forklaret, at hun husker, at Svendsen var ude til en Fest. Da han kom hjem, var han beruset, og den Aften kvalte han et Barn.

Forhøret fortsættes tirsdag.

(København 31. oktober 1925).

Af Bolignødens Rædselshistorie. (Efterskrift til Politivennen)

Mange Mennesker mener vistnok at Bolignøden har kulmineret, saa at vi nu gaar lysere Tider i Møde. Dette er saa langt fra Tilfældet, som Bolignøden nu er mere haard end nogensinde tidligere

Det Billede, der ses over disse Linier, taler, til Trods for den tilsyneladende Idyl, et Sprog, som siger mere end lange Beretninger.

Det viser, under hvilke Forhold en Familie er nødsaget til at leve nu i Efteraaret 1922. Familien omfatter Mand, Kone og 8 Smaabørn, som boer i et Lysthus i en af Kolonihaverne i Vasbygade, fordi det ikke er muligt at faa en Lejlighed. Det er et sort Blad i Hovedstadens Historie.

Andetsteds i Bladet skildrer i nærmere dette fortvivlede Forhold.

Hvor Bolignøden raaber til Himlen.

Et Lysthus som Hjem for et Ægtepar med otte Børn.

I et Sommerhus i Vasbygade indebrændte forleden Morgen en fjorten Maaneder gammel Dreng. Faderen, som levede her alene med den lille, havde for et Øjeblik forladt Huset for at hente Mælk.

Da han kom tilbage, laa der et forkullet Lig i Græsset ved Siden af nogle sortsværtede Bræddestumper. Det var Hjem og Barn, han havde mistet paa Minutter!

Hvorledes former da Tilværelsen sig i disse Sommerhuse, hvor mange Familier nu har lovet gennem flere Aar, tvunget dertil at Bolignøden? Den Bolignød, om hvilken Ekspeditionssekretær Müller i Magistratens 3. Afdeling oplyser følgende:

Situationen er saa mørk, som den nogensinde har været, og man kan overhovedet ikke se nogen Udvej. Magistraten har nu ca. 2200 husvilde Familier. Desuden er der skaffet Bolig til 35 Familier, som i Sommer har boet i Soldaterlejren ved Eiby Glostrup og 25 Familier fra Barakkerne ved Tagensvej, som er i en saadan Forfatning at de ikke mere egner sig til Menneskebolig.

Disse Omflytninger har medført, at der er opstaaet Rygter om, at der var Boliger til Disposition, og som Følge heraf har i disse Dage ikke mindre end 700 Familier henvendt sig paa Raadhuset med Anmodning om at faa en Lejlighed. Af disse 700 Familier lykkedes det at skaffe Bolig til de 20 Familier, der levede under de vanskeligste Forhold.

For at faa Spørgsmaalet om Boligforholdene i disse Sommerhuse besvaret, tog vi i Gaar ud til Kolonihaverne derude i Vasbygade et Terræn, der strækker sig over adskillige Tønder Land.

Ude fra er det en lille Idyl. Det tætte, grønne Bladhegn ligger endnu som en Barmhjertigheden Kaabe om den Elendighed, der findes enkelte Steder indenfor.

Men naar Efteraarsstormen først faar ribbet Træer og Buske for deres Pynt, vil Dagslyset afdække Forhold, som maa siges at være en Anklage mod den By og det Samfund, der ikke træder hjælpende til - om ikke andet saa for Børnenes Skyld.

"Sommerhuse" kaldes Bygningerne derude. Aa, ja. Det er et stort Navn for de Lysthuse, der her rnaa tjene til Menneskebolig. Ikke for det. Mange - og maaske heldigvis nok de fleste - er nydelige og velholdte. Men desto mere grelt virker saa de enkelte, vi tør nok sige Skure som ligger spredt omkring, Boliger, der man faa Beskueren til beskæmmet at bøje Hovedet over, at Mennesker skal være nødsaget til at leve Livet her.

Et Lysthus som Bolig for et Ægtepar med otte Barn.

Paa vor Vandring mellem Smaahullerne kom vi til en lille aaben Plads, hvor fire-fem Smaarollinger tumlede sig foran et Lysthus, der ved Hjælp af Lægtere og gamle Brædder var tætnet saa godt som muligt.

Her lever nu paa andet Aar en Familie, bestaaende af Mand, Hustru og otte Børn i Alderen fra to til ni Aar.

I et usselt lille Rum var der til begge Sider lavet Køjepladser som ombord paa et Skib. Her sover Børnene - uden Lys og uden Luft. Forældrene tilbringer Natten paa Gulvet i Husets eneste Opholdsstue.

Manden er Arbejder, og Hustruen hjælper til Livets Opretholdelse ved at sy. I den allerværste Vintertid har de et eneste lille Tagkammer i Egilsgade at ty til.

Men ti Mennesker i et Tagkammer! Man forstaar, at de saa længe som muligt bliver, hvor de er, selv om Elendigheden lyser ud af hver Krog.

Med Gru maa man tænke paa. hvad der vilde ske, hvis der en Nat opstod Brand herude, medens Familien laa og sov. Hvor mange af Børnene vilde det lykkes at redde, før Røg og Ild havde faaet Magten?

Branden forleden Morgen var et Memento, som ikke kan eller maa lades upaaagtet.

- -

Det Eksempel, vi her har nævnt, er vel nok, og forhaabentlig et af de grelleste, der kan nævnes med Hensyn til elendige Boligforhold. Men naar nu Myndighederne ved, at saadanne Forhold findes, vilde der saa ikke være mere Mening i at ofre nogle flere Penge paa Bygning af Menneskeboliger end at vedblive at øde Tusinder ud f. Eks. til Leje af elegante Folkekøkkenlokaler i "Akselborg" eller Millioner til Færdiggørelse af den nye Politigaard. Har det varet saa længe med at rejse denne Stenkolos, kunde det sikken ogsaa, uden at noget Menneske knyede, have ventet Dyrhavstiden med næste Aar.

Maatte det Billede, vi her har holdt frem, give de høje Herrer, der styrer Byens Sager, yderligere lidt at tænke paa.

(Aftenbladet 12. september 1922).

Oda Nielsen 1851-1936. 8/9: Hos Fru Oda (1922). (Efterskrift til Politivennen).

Den gamle Dame fortælles os, hvordan man holder sig ung, stærk og glad.

Martinius Nielsens og Fru Odas dejlige Hjem i Frederiksberg Alle ligner endnu en blomstrende Have hvis krydrede Duft møder En, straks man træder indenfor. Alle Vegne i de vidunderligt hyggelige Stuer er der Blomster, store og smaa Buketter i Vaser og Skaale, Kurve og Jardinierer; paa Flygelet, paa Borde, paa Gulvet - alle Vegne, hvor der overhovedet er en Plads at opdrive, ser man det brogede Blomsterflor, der vidner om, hvor kær og elsket Fru Oda er af alle, store som smaa, højt oppe paa Samfundsstigen, som i de ringe, beskedne Lag, blot hun er kommen dem paa nært Hold.

Vi besøger Fru Oda efter hendes 70 Aars Fødselsdagsfest.

- Ja, og saa er næsten Halvdelen af Blomsterne borte, siger Fru Oda med sit lyse Smil, de visnede, - men her er jo nok endnu, ikke sandt?

- Har De altid haft saa straalende og glade Fødselsdage?

- Ak, nej, da jeg var en lille syv Aars Pige, græd jeg altid paa min Fødselsdag; det er jo nemlig den 7. August, og paa den Tid var alle mine Legekammerater borte - ude omkring paa Ferie. Jeg var altid enten i Sæby eller i Dalum Præstegaard hos min Bedstemoder; hun brød sig ikke Spor om Piger; hun havde selv haft syv Drenge og tog saadan lidt robust paa det hede, og min Fødselsdag dér blev aldrig fejret, - ! det er jo bare Pigen, der har Fødselsdag, saa den skal ikke holdes", sagde hun.

- Bliver De aldrig træt af stadig at være i Arbejde?

- Nej, aldrig; jeg elsker mit Arbejde, jeg elsker det at synge og læse op - at se de lyttende Øjne og mærke, hvorledes de hænger ved mig alle sammen. Barn elsker jeg over alt; det er, som sang jeg for mine egne smaa, naar jeg ser alle de unge Ansigter; ogsaa de helt gamle elsker jeg, - de er saa taknemmelige, saa rørende glade . . Jo, det er dejligt at synge for dem alle, alle. Folk har jo været saa utrolig søde og gode imod mig, lige fra jeg som et lille sytten Aars Barn stod paa Casinos Scene som "Et enfoldigt Pigebarn". Og mine smaa Oplæsninger er jeg ogsaa glad for Folk synes om Selma Lagerløfs smukke Kristuslegender. H. C. Andersen læser jeg ogsaa op.

- De maa da sove udmærket om Natten for stadig at kunne holde ud til det hele?

- Sove! Jeg sover næsten aldrig det er en Familiesvaghed, der kom til mig, da jeg var en ganske Ung Kone paa tyve Aar; nej, men jeg forstaar at hvile mig. Jeg har altid hvilet mindst en Time hver Dag; det er et udmærket Middel til at holde Kræfterne og Energien vedlige. De lange, søvnløse Nætter er forfærdelige . . . alt, hvad man helst vil sove bort fra, myldrer jo ind i Tankerne; det vokser og vokser, bliver saa stort og truende . . .men saa gør jeg resolut Nat til Dag; jeg skriver, læser, arbejder, til jeg mærker, at nu er Søvnen der; tidt kan jeg være aldeles ødelagt om Morgenen, - op ad Dagen gaar det saa lidt efter lidt godt igen. Men efterhaanden som jeg bliver ældre, hviler jeg selvfølgelig mere, dog ikke paa nogen bestemt Tid; jeg er jo aldrig selv Herre over mine Dage.

Og saa har jeg aldrig brudt mig om Selskabelighed Alle disse mere eller mindre ligegyldige Personer, man skal være sammen med, det har jeg altid holdt mig borte fra, baade ude og i mit Hjem. Sammenkomst med gode Venner derimod, det er en Fryd, en Hvile og en Glæde, - og er der noget Lægemiddel som Glæde? Man bliver frisk, sund, modig og ser helt anderledes lyst paa alt, naar der møder En Glæde, naar der gives En Glæde. Glæde forynger; Glæde maa vi have en Gang imellem, om vi skal holde os unge og stærke i det vanskelige, vanskelige Liv; alt er jo saa svært for Øjeblikket, - der er saa mange bedrøvede Mennesker; næsten alle har noget for Tiden, noget, der slider paa dem.

- Ser Provinsen Dem snart igen?

- Ja, jeg kommer meget snart ud med mine Børneviseafteaner; muligvis vil jeg ogsaa spille Komedie; jeg elsker mit Provinspublikum; de er saa lydhøre, saa forstaaende.

Gennem de gule og røde Glasruder vælder et varmt, gyldent Skær ind i Stuen og fylder den med Sollys - trods Graavejret udenfor.

- Ja, ikke sandt, det er smukt, giger Fru Oda med sin stærke, varme Stemme, - det lærte jeg en Gang nede i Tyskland; saa fik jeg Ruderne lavet, da jeg kom hjem. Den gyldne Farve giver jo Stuen Lys og Liv, - den gør glad; og selv om det ikke er den virkelige Sol, saa, naa, ja, naar bare vi tror det, ikke sandt, saa har det gjort os glad og bragt os Glæde, - og det var jo Maalet.

Fru Didi.

(Roskilde Dagblad 25. august 1922).

Nær de 80 år turnerede hun endnu i provinserne med Hos Grevinden på programmet. Som påskønnelse for sit arbejde i velgørenhedens tjeneste modtog hun en årlig afgift fra et biografteater, og 1925 fik hun æresbolig i Fredensborg.

Damgaard, Holger (24.7.1870-15.1.1945) fotograf: Scene fra Daglannet af Bjørnstjerne Bjørnson med Betty Nansen, Oda Nielsen og Willy Bille. 1917-1918. Det kongelige Bibliotek.

I september 1922 fik Oda Nielsen justitsministeriets bevilling til at drive biografteater sammen med direktør Johannes Nielsen i St. Kongensgade eller i en sidegade til denne. I et interview i Klokken 5 (København) 18. december 1926 omtalte hun bevillingen som en ren bedrøvelighed hvoraf hun aldrig fik set en rød øre.

I januar 1924 blev Oda Nielsen syg og forestillingen "Det stærkeste Baand" på Betty Nansen-Teatret måtte aflyses.