Sabroes Børnehjem i Skive 5/5. (Efterskrift til Politivennen)

Bestyrelsen for socialdemokratisk Kredsorganisation i Mariagerkredsen beklagede ved et møde den 31. december 1922 børnemishandlinger på Sabroes Børnehjem.

Forholdene paa Sabroes Børnehjem.

Resultatet af en Undersøgelse, foretaget af tre af Skanderborg Husmandskreds' Bestyrelsesmedlemmer.

For nogen Tid siden inviterede Folketingsmand H. P. Hansen, Skive, gennem et aabent Brev i "Silkeborg Soc.-Dem." en Indsender til at aflægge et Besøg paa Sabroes Børnehjem for personlig at foretage en Undersøgelse af Forholdene dér. Vedkommende Indsender - Jens Chr. Skouborg, Bjertrup, - har nu sammen med to andre Medlemmer af Skanderborg Husmandskreds' Bestyrelse besøgt Børnehjemmet og sendt Bladet en Beretning, hvori det hedder:

- Lørdag den 9. Decbr. kom vi til Skive K. ca. 8 om Morgenen og gik med det samme om paa Børnehjemmet, for at ikke nogen skulde eller kunde melde vor Ankomst. Paa Børnehjemmet er der 27 Børn, Drenge og Piger mellem hinanden, og det maa siges, at alt var i fortrinlig Orden. Børnene, de, som var kommen i Tøjet, hvad de saa godt som alle var, var rene og pæne: dø var glade og veltilfredse, endog meget livlige, saa man maatte absolut faa det Indtriyk, at de havde det godt paa dette Hjem. Vi blev meget velvilligt modtaget og fik forevist Hjemmet baade ude og inde og Svar paa forskellige Spørgsmaa. Vi henvendte os saa paa "Skive Folkeblad"s Kontor, hvis Redaktør, Hr. Carl Hansen, jo er Medlem af Skive Byraad; han gav os en Skildring af denne kedelige Sag og udtalte, at der var sket noget, som ikke burde være sket, men at Beretningen fra P. Hermansen var noget overdreven; han skildrede H. P. Hansen som en meget god Mand for Børnehjemmet, en Mand, som havde gjort et stort Arbejde for Børnehjemmet. H. P. Hansen var en Gang kommen til ham og havde spurgt, om han ikke kunde have Lyst til at gaa en Tur med paa Børnehjemmet, og han maatte sige, at alt var i den mest propre Orden, og at Børnene var rent henrykte for Hansen, naar han kom. Jeg tror saa galt, at Børnene kaldte ham Far; men H. P. Hansen kan ogsaa være meget ubehagelig; han er af et hidsigt Temperament, hvis nogen vil træde ham paa Tæerne eller rettere, hvis nogen vil kritisere hans Mening. Men, som sagt. in leret inde er Hansen et godt Meneske. Hjertelaget er absolut godt; men hans Udtaleleer kan til Tider i være ret ubeherskede, og for den, som ikke kender ham, under Tiden komme lidt i Modstrid med hans virkelige Personlighed - hvilket ogsaa i denne Sag , har skadet ham selv noget. Men at han skulde fjernes som Formand, dertil er der ingen Grund, hvad de forskellige Partigrupper indenfor Byraadet og de forskellige Organisationer i Skive da ogsaa har meddelt ham.

Derefter henvendte vi os paa Hr. H. P. Hansens Kontor, hvor vi kort efter fik H. P. Hansen i Tale. Jeg forklarede ham, hvem vi var, og hvad vi ønskede. Hansen svarede: Ja. jeg kender ikke d'Herrer, men er til Tjeneste. Skal vi saa gaa om paa Børnehjemmet.

Vi fulgtes saa ad om paa Hjemmet. Da vi kom der, viste Hansen os atter omkring og bad os om nu selv at spørge og tale med hvem vi ønskede der paa Hjemmet; selv satte han sig paa en Skammel i Børnenes Legeværelse, hvor Størsteparten var forsamlede, og hvor Børnene hang ved ham, som man kan tænke sig om en Fader. Da vi var færdig med, hvad vi mente at have Brug for, blev vi indbudt paa Kaffe af den for Tiden paa Hjemmet værende Forstanderinde. hvorefter vi forlod Hjemmet og gik tilbage til Hr. Hansens Kontor, hvor alt blev gennemgaaet denne Sag vedrørende, sammenholdt med Forhandlingsprotokollen. Hr. Hansen gav godt Besked om alt, hvad vi kunde ønske; hvad vi kunde spørge om blev besparet, og utrættelig var han, idet han stadig sagde: Er der mere, De kunde ønske, De kan bare spørge, hvis jeg kan, skal jeg nok svare. Vi mødte hos Hr. H. P. Hansen Kl. 1½, men var ikke færdig hos ham før 6 1/4, og med Tak for den Velvilje, han havde vist os, forlod vi ham og gik til vort Kvarter. Næste Dag, Søndag, henvendte vi os til et Par af Byens Lærere for at erfare noget om deres Mening angaaende Børnene paa Børnehjemmet. Den ene, Lærer Hansen, udtalte, at Børnene var rene, pæne og passede ogsaa deres Bøger hjemme, men noget vanskelige, ikke altid til at stole paa. Derpaa henvendte vi os til Overlærer Kjems, som, hvad Børnene angik, udtalte sig som Lærer Hansen, og hvad Bestyrerinden angik, mente baade han og hans Hustru, at Frk. Guillaume, som jo nu er rejst, ikke egnede sig som Opdragerinde, ellers var hun som Økonom og til at holde alt i Hjemmet i Orden absolut en Dygtighed.

Da nu Bestyrerinden var borte, mente Hr. og Fru K., at saa var Sagen ang. Børnehjemmet bragt i Orden. Næste Punkt var jo efter P. Hermansens Ønske om Fjernelse af Formanden, Hr. H. P. Hansen; men derom haabede Hr. og Fru K., at P. Hermansen bliver ene. Hvad er der nu sket, vil Folk spørge. Ja, hvem der har været til Sendemandsmøde. har jo hørt P. Hermansens grufulde Beretning denne Sag angaaende. Men naar man nu ved Selvsyn har søgt at faa Klarhed over Forholdene, set og læst Forhørsakterne, da maa man sige, at de afkræfter Hermansens Beretning i allerhøjeste Grad, saa jeg for mit Vedkommende for Fremtiden nok skal vide at tage mine Forbehold overfor P. Hermansens Beretninger. Og jeg maa sige til Hr. P. Hermansen: En anden Gang, naar De griber en Sag an, søg da først ved Selvsyn og personlig Henvendelse paa Stedet at faa de virkelige Forhold konstateret og nøjes ikke med dette eller hint Stykke Papir eller hvad denne eller hin véd at fortælle; thi da kommer man saa nemt paa Vildspor og kommer udenfor Sandhedens Kamme. Jeg anker ikke over, at De har grebet Sagen an, men Maaden, som De har brugt, tjener Dem absolut ikke til Ære. Havde De personlig, da De havde modtaget Anmeldelsen af Pigen Petra Jørgensen, henvendt Dem paa Skive Børnehjem samt hos Byraadet, saa de havde faaet fuld Klarhed over, hvordan Sagen i det hele taget var, da var Sagen nok kommen i Orden uden at komme offentlig frem. Men De har maaske ment, at en saadan Blomst, Sagen angaaende P. Sabroes Børnehjem, kunde pynte op i Deres noget ufyldestgørende Beretning, ellers havde De nok tiet, som De havde lovet.

Bjertrup, den 22. Decbr. 1922.

Jens Chr. Skouborg.

A. Anchersen Kaihøj,Tulstrup pr. Ry.

Søren Jørgensen, Skanderborg Mark

(Nordjyllands Social-Demokrat 2. januar 1923).

Herefter flyttede avisernes fokus fra behandlingen af børnene over til de administrative og ledelsesmæssige problemer. Disse blev rigeligt beskrevet i aviserne. Nedenfor et kort resume:

P. Hermansen opstillede som Socialdemokratiets kandidat i Otterupkredsen i januar 1923. På et protestmøde i Århus blev vedtaget en resolution om at der skulle indledes kriminel undersøgelse mod den socialdemokratiske folketingsmand H. P. Hansen. I slutningen af januar nedlagde H. P. Hansen alle sine offentlige hverv og trække sig tilbage til privatlivet. Han udtalte at han faldt på sine gerninger, men at han resten af livet ville bestræbe sig for at genvinde sin hustrus kærlighed og sine børns agtelse. Hustruen bakkede op og erklærede skriftligt at manden aldrig havde begået overgreb mod børnehjemsbørnene.

I februar indstillede bestyrelsen kun en person, frk. Gerda Nielsen som bestyrerinde af hjemmet. Hun havde tidligere ledet Jægerspris-Stiftelsen. Dette kunne byrådet ikke acceptere, det ville se flere indstillinger. I september 1925 indstillede bestyrelsen bestyrerinden Gerda Nielsen til afsked. Officielt pga. økonomiske årsager, men der var også spændinger mellem bestyrelsesformanden og hende. Dette skete pr. 1. april 1926. Gerda Nielsen anlagde efterfølgende sag mod borgmester og skoleinspektør Kjems for æreskrænkelser. Han trak sig i november 1925 fra byrådet.

1925 overtog den lokale arbejderbevægelse børnehjemmet. Formand for den nye bestyrelse var socialdemokraten, Valdemar Johansen. Socialministeriet nedsatte efter anmodning fra Skive Byråd en kommission til undersøgelse af P. Sabroes Børnehjem. Rapport blev afleveret i marts 1926, men den var vag. Trods kommissionen mente Gerda Nielsens afskedigelse var ubegrundet, kritiseredes hun dog for ikke at have rettet sig efter Camilla Nielsen. Hun krævede 476 kr. i erstatning fra byrådet, men da det ingen juridiske forpligtelser havde, blev pengene i stedet indsamlet, og hermed sluttede denne sag.

1926-1960 var Laura Øther forstanderinde. Hun beskrives som en kærlig forstanderinde i flere kilder. Fx i artikler "Børneskæbner i Skive" skrevet af min plejebror, Ejvind Skøgul, i Skive Folkeblad 27. december 2012.

Han nævner dog også at perioden (1960-1964) efter Laura Øther blev forstanderparret Jørgen og Inger Skibye ansat P. Sabroes Børnehjem i Fredensgade i Skive (1960-1964). Han beklager at "bogen om P. Sabroes Børnehjem i Skive 1920-1991 under overskriften "Et almindeligt hjem - bare større" kun i et meget kort afsnit omtaler perioden med Jørgen og Inger Skibye. Her kommer der intet frem om, hvordan dette par udøvede deres gerning i denne periode."

Han beskriver deres virke således:

"Ægteparet Skibye havde totalt misforstået deres opgave som forstander på P. Sabroes Børnehjem. Her hvor børnene af mange årsager var tvunget til at være på et børnehjem, fordi de ikke kunne være i deres eget hjem. Så det siger sig selv, at disse børn er skrøbelige, følsomme, og har i den grad behov for kærlighed og omsorg. Men det modsatte skete i den periode, Skibyes var ledere af børnehjemmet." ... "... ret hurtigt forsvandt den gode ånd, Laura Øther gennem et langt liv havde opbygget, hvor alle de anbragte børn i alle aldre følte sig trykke, og hvor der i den grad var et fantastisk sammenhold blandt os børn, vores plejemor og de ansatte på hjemmet. Nej, Jørgen Skibye mente, at børnene skulle opdrages på den hårde måde som små forbrydere. Og især efter at jeg forlod børnehjemmet, tog det til med hans ondskab, vold og overgreb på sagesløse børn, som før omtalt havde brug for kærlighed og omsorg."

Laura Øther flyttede til Roskilde. Efter Skibyes forstandertid, fik man igen et nyt forstanderpar som Laura Øthers ånd: hr. og fru Larsen. Viborg Amt lukkede efter en prioriteringsdebat børnehjemmet i 1991 og oprettede samme år familiecenteret Sabroegaarden, hvis formål er at tilbyde rådgivning, undersøgelse og behandling til børn, unge og deres familier.

Hjemmet og dets videre historie er også omtalt i Skivebogen 1995 i artiklen "Skive bli'r en rød by" af Niels Mortensen.

Besøg i Stokhuset, - Det gamle Slavefængsel ved Østervold. (Efterskrift til Politivennen)

Inkvisitionens torturkamre og de underjordiske fangehuller.

Paa Hjørnet af Østervold og Stokhusgade ligger det gamle Stokhus.

Over Porten paa den lave Facadebygning ses Frederik den 4s kronede Navnechiffer.

I denne Bygning var det, at Inkvisitionen holdt Forhør og øvede Tortur for 260 Aar siden.

Gud nåede den Stakkel, der faldt i Inkvisitionens Haand. Han blev pint med Tommelskruer og alle de andre djævelske Torturredskaber, indtil han halvt sanseløs af Smerte tilstod alt, hvad Dommerne ønskede.

Gaard Interiør i Stockhuset. Til højre i Stuegangen Inkvisitionens Torturkamre.

I de dybe underjordiske Fangehuller vansmægtede Fangerne og raadnede langsomt op - saafremt da ikke Bøddelens Økse forinden gjorde en Ende paa deres Lidelser.

I dette Hus blev Fangerne pisket med Rotting eller Tamp, Kagstrøget, brændt med gloende Jern osv. Intet Skrig naaede udenfor disse tykke Mure, men Befolkningen anede hvilke Rædsler, der foregik derinde, og man gik sky forbi dette Arnested for Inkvisitionens Rædsler.

Stokhuset hentede sit Navn fra, at der paa Pladsen udenfor dets Port var opstillet en saakaldt "Stok" eller Gabestok. De af Byens Befolkning, der overtraadte de strenge Love, blev til Straf sat I Gabestokken (to Bjælker med Huller, hvori Arrestantens Arme eller Ben anbragtes) og udstillet til offenlig Beskuelse og Forhaanelse af den store Hob.

Oprindeligt havde Gabestokken været opstillet ved Vestervold, hvor der var indrettet 

et Stokhus I den gamle Fæstning "Jarmers Taarn", 

af hvilken der er befaret en Ruin. Men da Taarnet i 1670 blev fuldstændig skjult ved Opførelsen af Volden (Helmer Bastion), maatte Stokhuset flyttes til den nuværende Stokhusbygning ved Østervold, der i 1741 tillige blev indretter til Straffeanstalt for grove militære Forbrydere og de til Fæstningsarbejde dømte "Slaver" ligesom den i 1686 oprettede Inkvisitionskommission, der (med Tortur) holdt Forhør over Forbryderne, som allerede omtalt havde sine Lokaler her.

Hovedindgangen til Stokhuset fra Østervold.

Torturen blev først afskaffet i 1837, og selve Inkvisitionen ophævedes i 1842 - altsaa for 80 Aar siden. 

Stokhuset ved Østervold, der husede over 500 "Slaver", ophævedes som  Arrestbygning i Aaret 1851. Det var som sagt opført i Aaret 1670 under Ledelse af en Murer ved Navn Herman Baltsersen.

Et Besøg i de underjordiske Fangehuller. 

Vi spadserer langs Østervoldgade, dette smilende Parti ved Statens Musæum og Østre Anlæg, hvor Danmarksmonumentet knejser paa den høje Bastion

Saa dukker pludselig Stokhusets triste graa Mure frem for os...

Vi standser foran Porten og nøler et Øjeblik ...

Tænk, hvilke Skarer af ulykkelige, forpinte Stakler, der i Tidernes Løb er blevet ført Ind gennem disse Porte, ind til et Liv i Forsmædelse og Pinsler. . .

Et rask Slag paa Portklokken. Porten aabnes - og et Øjeblik efter staar vi nede i den dybe Fangekælder, der trækker sig under hele Forhuset, og hvortil Nedgangen er til venstre i Porten.

Her er ikke et Vindue - alt ligger i Bælgmørke bag de alentykke Mure.

En kvælende, indelukket, kvalm Dunst slaar os i Møde, da vi fra Nedgangstrappen naar ind i den Gang, der strækker sig langs de underjordiske Celler - eller rettere sagt Fangehuller.

Jorden i Kælderen er fugtig - Grundvandet staar til Tider fodhøjt over Gulvet, der er dannet af stampet Ler.

Langs Gangen fører Døre ind til syv Fangehuller. De svære Døre, der var dannet af tykke Planker med klodset Jærnbeslag, er nu tildels forsvundne; Resterne af dem ligger halvforraadnede paa Gulve eller stikker OP fra Jordlaget. Dørene var i Midten forsynet med en Gang til at aabne, og herigennem blev Føden stukket ind til Fangerne. Gluggerne var forsynet med svære Laase. For selve Dørene var der sat kæmpemæssige Laase, der maalte Indtil en halv Alen i Kvadrat. Disse Laase opbevares nu som en Kuriositet i et Museum.

Vi kigger ind i Fangehullerne og forfærdes ved at se, hvad der her blev budt menneskelige Væsener.

Hver Celle er omtrent 15 Fod dyb og 7 Fod bred, og her blev 8, ja ofte 12 Personer sammenstuvet - det vil sige, at her fik 8 Fanger tildelt et Rum af samme Størrelse som en af Nutidens Celler til en Fange.

Det er vanskeligt at forstaa, hvorledes de 8 Personer har kunnet finde Plads i det lille Rum. Der har sandsynligvis været anbragt to Standkøjer paa Længden ved hver Sidevæg og i to Rækker over hinanden. Det giver Plads til 8 Personer med en Gang paa 1½ Alens Bredde mellem Køjerne.

Disse 21 Kvardratfods Guldflade var de 8 Arrestanters Plads til at bevæge sig paa om Dagen.

Den lille tilgitrede Aabning ud til Gården til Lys og Luft sad næsten i Linie med Gaardspladsens Jordsmon; om Natten var Aabningen lukket med en Træluge!

Om Natten var Cellen saaledes hermetisk tillukket, uden nogen som helst Adgang til frisk Luft; som Følge deraf blev Luften forpestet i Rummet, saa at Fangerne var ved at kvæles af Stank.

Men Dommerne og Myndighederne ræsonnerede som saa, at disse Fangehuller var bestemt for Mordere og Voldsmænd, og at det kunde være lige meget, om de døde før eller senere, enten kvalt af Stank, eller under Torturens Pinsler - eller til allersidst under Bøddelens Økse.

1 1677 sad en Stykjunker i Artilleriet, Adolf Gtartz, som Arrestant i et af disse underjordiske Fangehuller. Han var anklaget for, at han under de Danskes Belejring af Wismar i 1776 havde dræbt en af sine Overordnede, en Officer, under et Slagsmaal, og han blev i Lænker ført. til København og smidt ned i Stokhusets sumpede Kælder. I Forhøret tilstod Giertz sin Skyld. Men i 8 Uger sad han - sammen med nogle svenske Fanger - haardt sluttet i Jærn og Baand og ventede paa sin Dom. Den 38. Maj 1677 sendte Giertz en Ansøgning til Generalavditøren, hvori han klagede over, at Opholdet i Kelderhullet under den kvælende Varme og Stank ikke var til at udholde. Han vilde hellere dø for Bøddelens Økse end kvæles af Stank og ædes af Orme i Fængslet, og han bad derfor om, at han maatte faa en Ende paa det.

Hans Ønske blev opfyldt - Dagen efter blev ham dømt til Døden og henrotte

Inkvisitionens Torturkamre, der nu anvendes til - Sadelmagerværksted.

Med en Følelse af ubeskrivelig Væmmelse forlader vi dette underjordiske Helvede, ved hvis Dør man dengang passende kunde have sat: "Her lades alt Haab ude". Ad den gamle raadne Trappe kommer vi atter op til Dagene Lys, til den friske Luft. . .

Men der er ikke Tid til at dvæle.

Vejen gaar videre til Rædselskabinettet, det Lokale, hvor Inkvisitionens Domstol residerede. Lokalet, der er beliggende i Stueetagen ud mod Gaardspladsen, benyttes nu af Militæret til - Sadelmagerværksted.

Blandt de Forseelser og Forbrydelser, der behandledes af Inkvisitionen, var: Løsgængeri, Tyveri, Hæleri, Rufferi, Hververe til fremmed Krigstjeneste, Hekseri (indgaaet Pagt med Fanden) osv.

For at faa Arrestanterne til at tilstaa eller som Straf anvendtes daglig alle Torturkamrets Rædselsinstrumenter: Piskning, Spidsrod, Ris, Halsjærn - eller man varierede med Tamp, Tyremie, Kat. Ofte blev der under Forhøret givet 20 Slag Tamp paa samme Dag, og de kunde gentages de 2-3 følgende Dage.

Eller Tommeskruerne blev af Stokknægten anbragt paa Arrestantens Tommelfingre. Hver Gang han nægtede at tilstaa, blev Skruen drejet en ekstra Omgang!

Eller Delinkventen blev - med Hovedet lænket ned mod Knæene - nøgen rullet paa et Leje af smaat knuste Flintesten! Rosenkransen eller Pater noster Baandet var en tynd Snor med 5-6 Knuder paa, som anbragtes over Panden, tæt ved Øjenbrynene, og et Par Knuder paa Siderne af Hovedet. I Nakken stak Stokknægten en 3/4 Alen lang Stok igennem Kransen og drejede Stokken rundt, saa at Knuderne trængte ind i Huden . . ,

I Inkvisitionens Lokale var rejst en Stolpe, der anvendtes overfor Personer, der skulde have Kat eller Tamp. Arrestanten lænkedes med Arme og Ben til Stolpen. Tampen anvendtes uden paa Trøjen, Katten derimod paa den blotte Ryg. Katten bestod af 10 smalle, tjærede Hampeliner, anbragte paa et kort Skaft. Hver Line var omtrent en halv Alen lang, med 3-4 Knuder paa . . ,

Og saaledes kunde der fortsættes med Listen over disse raffineret udtænkte Torturredskaber, Kniben med gloende Tænger, Gennemstikning af Tungen osv.

Dagligt lød de ulykkeliges Skrig fra disse Lokaler, Men Skrigene blev ikke hørt, Stokhuset lå på en afsides plads, i en udkant af byen, tæt op ad Volden, hvor der kun sjældent kom et Menneske.

Men til Tider var der stor Sammenstimlen udenfor Stokhuset, nemlig naar Straffene skulde eksekveres.

Paa Pladsen udenfor Stokhusporten var rejst en stor Justitspæl, hvortil Fangen blev bunden, og her foregik baade Kagstrygning og Brændemærkning som en almindelig Folkeforlystelse.

De Forbrydere, der dømtes til Slaveriet, førtes under Bevogtning til en Smed, der boede i Dronningens Tværgade i den Ejendom, hvor nu Dansesalonen "Kæden" findes. I Smedien blev Slaven smedet i Bolt og Jern, det vil sige, at han fik smedet en Ring om Foden og en om Haandledet, og de to Ringe var saa forbundet med en Jernkæde. Efter denne Kæde-Smedie er det, at Dansesalonen har arvet sit Navn.

Slaverne Indesluttet bag Palisader og Kanoner.

Fra Torturkamrenes Uhygge kommer vi over Gaardspladsen til en større Bygning, der tjente til Fængsel for de paa Livstid dømte Slaver.

For at umuliggøre Slaverne at undslippe, var Fængslet indesluttet af en Række mandshøje Palisader, forsynet med Skydeskaar, gennem hvilke tre Kanoner stak deres truende Mundinger ind mod Fængslet. Desuden var der udenfor Palisaderne Vagtposter med skarpladte Geværer.

Resterne af disse Palisader eksisterede endnu for nogle Aar siden, men nu er de fuldstændig fjærnet. Stokhusgaarden ligner nu nærmest en lille Have, og Slyngplanterne gror op ad Fængselsmuren. Men den Gang var der ikke Tale om nogen Idyl paa dette Sted.

En Englænder, John Howard, besøgte i 1781 Stokhuset, og det er af en vis Interesse at læse hans Beretning om Tilstanden i Fængselsbygningen. Han fortæller: Her er Forbrydere af Garnisonen og Fanger af de forskellige Folkeklasser inddømte som Slaver. I Fængselsbygningen er der i Stuen to Rum. Skønt Højden kun er 10 Fod, har hvert af dem to Rækker Standkøjer. Disse Rum er overfyldte og derfor usunde. Over dem er der to Sygestuer og desuden en Kirke. Her saa jeg 143 Slaver. De var afstikkende klædt i en brun Trøje med røde Ærmer og Benklæder af samme to Farver.

Fangerne laa med Klæderne paa om Natten, og mange af dem var næsten nøgne. Flere af dem havde været 1 Bøddelens Hænder. De var brændemærkede og lænkede sammen to og to.

Nogle af dem havde tynde Lænker paa det ene Ben, andre sværere paa begge Benene, og nogle bar Halsjern. En var lænket med den venstre Haand til en Skubkærre - det var Straffen for Rømning.

Elendigheden og Haabløsheden i disse blege og syge Slavers Ansigter vidnede Ikke om Humanitet i Behandlingen.

Mit første Besøg fandt Sted en Lørdag. Den næste Dag overværede jeg Gudstjenesten i Kirken, hvor Manden, som var lænket til Skubkærren, var en af de faa, der var til Stede. Soldater med opplantede Bajonetter stod opstillet forskellige Steder i Kirken.

Senere gik jeg gennem deres Stuer, hvor de fleste af dem laa paa deres Brikse. Dette Fængsels modbydelige Tilstand gav mig altid Hovedpine. . .

Saavidt Englænderens Beretning, af hvilken man faar et Øjenvidnes Indtryk af forholdene.

I "Fugleburet"

Lokalet, i hvilket Slaverne havde deres Sovesal, var ved Hjælp af tykke Planker fra Gulv til Loft indrettet som et "Fuglebur". Inde i Buret opholdt Fangerne sig - det vil sige, at de laa paa de skraatstillede, haarde Trækøjer, uden noget som helst Undertøj. Udenfor "Fugleburet" gik Vagten med skarpladte Geværer, parat til at fyre løs ved de mindste Tegn paa Uro.

Køjerne og "Fugleburet" eksisterede endnu for nogle Aar siden. Nu er det hele fjærnet, og "Slaveriet" anvendes af Militæret til Munderingsoplag.

De dødsdømte Slavers underjordiske Celler.

Det var Ikke sjældent, at de Slaver, der anvendtes ude i Byen, bl. a. til Fæstningsarbejde, druknede sig i Voldgraven - saa var deres Pinsler endt.

Det hændte ikke saa sjældent, at en Slave flygtede. Særlig var Havehullet, et Sted paa Stokhusets Grund, et søgt Rømningssted. Men Friheden varede i Reglen kun kort. Den, der bragte Flygtningen tilbage, flk en Dusør paa 4 Rigsdaler, og Slaven blev straffet med Tamp.

De mere fremsommelige og skikkelige Slaver anvendtes som sagt ved forskelligt Arbejde ude i Byen, i Reglen under militær Bevogtning, men ofte gik de paa egen Haand til og fra Arbejdsstedet.

I Brødbageriet i Kastellet arbejdede saaledes daglig 12 Slaver. Ved Blæsebælgen i Tøjhussmedien anvendtes en Slave, og paa samme Maade anvendtes Slaver i Arsenalet. I Frederiks Hospital og Guldhuset (senere Garnisons Hospital) besørgede Slaverne Renholdelsen. Slaverne besørgede ogsaa Gadefejningen ved Kasernerne, langs Volden og i Rosenborg Have. Desuden anvendtes Slaverne i Proviantgaarden, ved Vagtbygningerne og som Sygepassere i Stokhuset. Endelig benyttedes Slaverne til at bære Ligene af Selvmordere til Graven.

16 Aars Drenge som Slaver. 

I Stokhuset fandtes Fanger af alle Aldersklasser, Drenge i 16-Aarsalderen, Ynglinge paa 18-20 Aar og Folk i deres bedste Manddomsaar, helt op til over 70-Aarsalderen.

De fleste af de saakaldte "uærlige" Slaver var kagstrøgne og brændemærkede. Et stort Antal havde løbet Spidsrod, var bleven kattede eller piskede.

Hvor gyselig Tilstanden var i Stokhuset, fremgaar af en Skildring i en Avis "Nyeste Skilderi af København" fra 1803.

Forfatteren, der har besøgt Fængslet, skriver: Stokhuset synes at være en haard Straf og skadelig for Forbryderens Moralitet. Det er Fortvivlelsens og Elendighedens sande Bolig. Slavernes Indelukke eller rettere sagt Stalde er i den beklageligste Tilstand.

Luften er saa at sige forpeste af de mange Menneskers Indeslutning i et lukket lille Rum, deres usunde Uddunstninger og alskens Uhumskhed.

Deres Leje er saa skrækkeligt, som man nogen Sinde har set det. Det bestaar af nogle urene Brikse, hvor de ikke har noget Dække over sig og Ingenting under sig.

Søvnen, denne den ulykkeliges eneste Ven, er disse elendige berøvet.

Deres usle Leje vrimler af Utøj, som om Natten end mere forbitrer dem deres ulykkelige Liv ....

- Disse Betragtninger viser, at der nu gjorde sig et humanere Syn gældende. Mange af de saakaldte "ærlige" Slaver blev efterhaanden benaadede, men de saakaldte "uærlige", de brændemærkede, der bar Slavestemplet Indbrændt paa deres lægerne, turde man lkke frigive, da de i saa Fald, skyet af alle Mennesker, vilde være bleven prisgivet Arbejdsløhed og Sult.

En Gehejmekonferensraad Moltke og Hustru skænkede 1000 Rigsdaler til Forplejning for de paa Livstid Inddømte Slaver, og endvidere fik de udleveret Halmmadrasser og Hovedpuder til deres Natteleje, ligesom Forplejningen forbedredes.

Slaven, der Inviterede Gæster til Generalens Middagsgilde.

Ved Siden af alt det gyselige ved Slaveriet var der ogsaa nogle Lyspunkter. Det var de saakaldte "ærlige" Slavers Anvendelse i privat Arbejde. Byens Borgere kunde leje en Slave til at udføre Arbejde mod at betale den fastsatte Afgift og garantere for, at Slaven vendte tilbage til Stokhuset om Aftenen - og denne billige Arbejdskraft blev meget ofte benyttet til Skade tor Arbejderklassen. Det gik saa vidt, at Funktionærerne i Stokhuset sendte Slaverne ud for at besørge Byærinder - og uden Bevogtning.

Dette medførte, at der i 1812 paany udstedtes et Forbud mod at lade Slaverne gaa ud i Byen uden Jernlænker og Bevogtning, ligesom det ogsa blev forbudt, at de maatte bære andre Klæder udenfor Stokhuset end den spraglede Fangedragt.

En Fæstningskommandant, der havde en gammel Livsslave til sin daglige Raadighed, lod sig ikke genere af dette Forbud. Slaven var nu kommen i saa mange Aar i hans Hus, at saavel Kommandanten som Slaven var bleven gamle og godt Kendte med hinanden.

En Dag, da Kommandanten skulde have fint Selskab, blev Slaven iført hans Livré og sendt ud med Indbydelser til Byens og den nærmeste Omegns Honoratiores. Alle kendte de Slaven, og saavel han som Indbydelsen blev vel modtagne.

Jarmers Taarnet.

Vi slutter med denne lille Solstraalefortælling, som godt kan være passeret, men som staar i en saa skærende Modsætning til det ovenfor fortalte.

Vi er glad, da vi atter staar udenfor Stokhusets Port - det er, som vi er kommen ud af et Helvede fra Fortiden, ud til Dagens pulserende Liv i Storstaden.

Foran os ligger Nutidens skønne, smilende København med den knejsende Vold og den poetiske Stadsgrav - et af Minderne om Slavernes Fæstningsarbejde.

Fortidens Skygger er heldigvis forsvundne og afløst af et mere humant Syn ogsaa paa de af vore Medmennesker, der har begaaet et Fejl

N.B.

(Social-Demokraten, 2. januar 1923).

Artiklen er skrevet 63 år efter Stokhuset ophørte med at være fængsel i 1860.

Tyvagtige Ekspeditricer. (Efterskrift til Politivennen)

Grosserer Johs. Bigler forlanger af religiøse Grunde en ung Pige straffet.

Hun havde bedraget Firmaet for 700 Kr. Familien vilde betale Grossereren 1000 Kr. i Erstatning, men fik Afslag.

I Gaar udspilledes et trist Drama i Byrettens 6. Afdeling hos Dommer C. E. Nielsen. Det mest triste ved dette Drama er dog den Omstændighed, at det hele kunde have været afværget, saafremt Anmelderen vilde have vist en lille Smule Menneskekærlighed overfor den Tiltale og hendes Paarørende.

Tiltalte var en ung Ekpeditrice, Frk. L., der for ca. en Maaned siden blev anmeldt til Politiet for Bedrageri af 700 Kr. overfor Firmaet Johs. Bigler og Søn. Frk. L. havde i Løbet af 7 Maaneder forfalsket Syerskernes Arbejdssedler, saaledes at Firmaet havde udbetalt 700 Kr. mere, end det var pligtig til, og de 700 Kr. havde Frk. L. selv beholdt.

Saa snart den unge Piges Forældre fik Meddelelse om Datterens Forbrydelse, gik de til Grosserer Bigler og tilbød at dække hele Beløbet, ja, de vilde endog erstatte det besvegne Beløb (700 Kr.) med 1000 Kr., saafremt han vilde tage Anmeldelsen tilbage.

Grossereren, der er en troende Mand, svarede Nej,

idet han kynisk meddelte de ulykkelige Forældre, at den unge Pige skulle straffes, fordi hendes Forbrydelse var af samme Art som Alberti. Han blev straffet, og det samme forlanger jeg, at Deres Datter bliver. Hos mig findes ingen Skaansel.

Saaledes svarede den troende Grosserer et Par ulykkelige Forældre, og uden mindste Gnist af Samvittighedsnag gik han til Politiet og forlangte, at hans Anmeldelse skulde undersøges og paadeømmes.

Sagen blev saa henvist til 2. Undersøgelseskammer, hvor Politiassessor Madsen løslod den unge Pige, medens Sagen stod paa. Flere Gange forsøgte Assessoren at tale Grossereren til Fornuft - men uden noget Resultat. Den selvretfærdige Grosserer, der har tjent sig en stor Formue paa sine Syerskers Slid, forlangte stadig Straf for den lille Synderinde.

15 Maaneders Forbedringshus.

Saa var der ikke andet at gere end at lade Sagen gaa til Doms. Loven forlanger jo, at saavel smaa som store Forbrydere straffes - mest de smaa - og Politimyndighederne er jo til for at paase, at Loven overholdes. - Sagen blev fra 2. Undersøgelseskammer sendt til Byrettens 6. Afdeling hos Dommer C. E. Nielsen, hvor den unge Pige i Gaar mødte sammen med sin Moder. Da der baade forelaa Falsk og Bedrageri, kom Dommen til at lyde paa ikke mindre end 15 Maaneders Forbedringshus. Da de to ulykkelige Kvinder hørte dette, faldt de hulkende hinanden om Halsen.

Desværre var Grosserer Bigler ikke tilstede ved Domsafsigelsen, thi i saa Tilfælde vilde han maaske have forstaaet, hvilken frygtelig Synd han havde begaaet overfor den unge Pige og hendes Forældre.

Mærkværdig nok havde Frk. L. ingen Forsvarer. Det havde dog været paa sin Plads om man i dette Tilfælde havde beskikket en Forsvarer, der muligvis havde kunnet bistaa den unge Pige med Raad, saaledes at straffen ikke var blevet saa umenneskelig haard. 

Vi kommer i den Forbindelse til at tænke paa, Bankkassereren fra Landmandsbanken, der havde bedraget for 30.400 Kr., kun fik 2 Aars Forbedringshus. Det er en meget mild Straf, naar den unge Pige for 700 Kr. Skyld skal sættes I Fængsel i 15 Maaneder.

Men der er neppe Tvivl om, at Grosserer Bigler i Dag er en lykkelig Mand, der takker sin Gud for, at han har ladet ham faa Ram paa den unge Pige og hendes forældre.

(Klokken 5 (København) 29. december 1922).

Grosserer P. Biegler forsvarer sig.

Nogle mærkværdige Dementier af ganske uvæsentlige Punkter i vor Artikel om Grossererens umenneskelige Handlemaade overfor en af hans Ekspeditricer.

Vi meddelte i Gaar at Grosserer Biegler af det kendte Firma Johs. Biegler havde anmeldt en af sine Ekspeditricer, en Frk. L. for Bedrageri og Falsk og trods forskellige Henvendelser om at faa Sagen ordnet i Mindelighed - bl. a. vilde Familien dække det besvegne Beløb med 1000 Kr. - haardnakket forlangte hende straffet.

Dette lykkedes ogsaa, Idet den unge Dame ved Byrettens 6. Afdeling fik sin Dom paa 15 Maaneders Forbedringshus. Vi kritiserede Hr. Bieglers Optræden i denne Sag, bl. a.fordi han, der gaar for at være en dybt religiøs Mand, farer saa haardt frem mod en af sine fattige og forslidte Arbejdersker. Ordet "kynisk" i vor Omtale er faldet den retfærdighedssøgende Grosserer for Brystet, thi i Gaar henvendte Hr. Biegler sig til os og ønskede, at vi skulde dementere en Del af vor Artikel, der var ganske i Overensstemmelse med de faktiske Forhold.

Da vi saa ofte har hørt den Slags Paastande fremsat af Folk der har faaet deres Heltegerninger belyst i vort Blad, spurgte vi Hr. Biegler, hvad det var, der var i Uoverensstemmelse med Sandheden i vor Artikel, og om han da vilde give os en Fremstilling af Sagen

Grosserer P. Bieglers Fremstilling og Dementi.

- Jo, det vil jeg meget gerne, udtalte Grossereren, saafremt De vil gengive det, som jeg fortæller Dem det.

Den første Uoverensstemmelse er den, at De skriver, at Dommen faldt den 28. December. Det er i absolut Strid med Sandheden, idet Dommen faldt den 22. December. Dernæst skriver De, at det var en ganske ung Pige. Heller ikke det er sandt, Frk. L. var 30 Aar gammel.

Men den største Usandhed, Bladet har gjort sig skyldig i, er dog, naar jeg betegnes som kynisk. Jeg ser saaledes paa Sagen, at en Mand, der er kynisk, maa være en Kyniker. Og da Ordet Kyniker er en injurie, kan jeg fordre Dem straffet og tiltalt, fordi jeg saa langtfra er nogen Kyniker. Jeg har kun villet simpel Retfærdighed. Jeg har selv været meget bedrøvet over at maatte blande Politiet ind i Affæren, men det var nødvendigt at statuere et Eksempel. I en saa stor Forretning som min, begaas der mellem Aar og Dag fra Syerskernes Ride en Mængde strafbare Ting, og det vil jeg ikke have, og for at gøre det øvrige Personale bekendt med at jeg ikke upaatalt vil finde mig i det, meldte jeg Frk. L. til Politiet,

Saa skriver De, at jeg havde gjort det af religiøse Grunde. Det var ikke religiøse Grunde, men moralske, der fordrede, at jeg maatte have Frk. L. straffet.

Det var ikke 700, men 800 Kr. Frk. L havde taget.

Et andet Punkt, der ogsaa er ganske i Modstrid med Sandheden, er Deres Angivelse af den Sum, Frk. L. har tilvendt sig. Det var ikke 700 Kr., men 800 Kr. Og dertil kommer at Politiet fortalte mig, at det godt kunde være et meget større Beløb, men kunde vare ikke konstatere det.

Der er absolut ikke sket nogen Ulykke i, at Frk. L. nu har fået 15 Maaneders Forbedringshus, thi hun er en dreven Forbryderske, en modbydelig Person, som man ikke bør have Medlidenhed med. Jeg havde ingen lndflydelse paa Sagen. Da først Politiet havde faaet den og set, at det drejede sig om Falsk, var det ganske udelukket, at jeg kunde forhindre, at hun blev straffet. Deres Oplysning om, at Politiassessoren flere Gange forsøgte at tale mig til Fornuft og trække Sagen tilbage, passer heller ikke.

Jeg har slet ikke omtalt Albertisagen, saa det maa De ogsaa dementere, men navnlig ønsker jeg, at De skriver, at jeg ikke er Kyniker, det er jeg ikke.

- - -

Saaledes ser den Fremstilling ud, som Hr. Biegler har ønsket, at vi skal give af Sagen, og heri har vi Punkt for Punkt fulgt ham. Han har faaet Iov til af dementere alle de "væsentlige Uoverensstemmelser" med Sandheden, der fandtes i vor Artikel.

Men skulde vi have givet ham et godt Raad, saa vilde vi paa det kraftigste have fraraadet ham at offentliggøre den Slags Dementier. Hvor er det dog ligegyldigt, om Dommen er faldet den 22. eller 28. December, om Summen har været 700 eller 800 Kr., og om den straffede unge Dame var ganske ung eller 30 Aar. Hovedsagen er dog, at en hovedrig Mand ganske uden Maal eller Med forlanger en ung Kvinde kastet i Fængsel i 15 Maaneder, fordi han skal tilfredsstille sin religiøse eller moralske Overbevisning

(Klokken 5 (København) 30. december 1922).

Ifølge Kraks Vejviser 1922 lå Johs. Bigler & Søn Gl. Mønt 4. Grosserer R. Biegler, Nørrevoldgade 80 dementerede i øvrigt at han og hans firma havde noget med sagen at gøre.

En Kleptoman. En Ekspeditrice hos Isenkræmmer Raaschou, Islands Brygge, København, er anholdt for omfattende Tyerier fra Lageret. Hun undskylder sig med at lide af Kleptomani (Stjælesyge)

(Kolding Social-Demokrat 4. januar 1923).

Ifølge Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 4. januar 1923 drejede det sig om den 24-årige Anni Martin.

Annonce for isenkræmmer Raaschou, Islands Brygge i Kraks Vejviser.

Helten fra Islands Brygge

Isenkræmmer R. anmelder sin Ekspeditrice for Tyveri af 300 Kr. - Han udnyttede hende, saa længe han havde travlt, trods det at han vidste, at det var hende, der stjal fra Forretningen.

I Gaar fremstillede Overbetjent Bengtson fra 2. Undersøgelseskammer en Frk. M. i Byrettens 6. Adfl. hos Dommer Nielsen sigtet for Tyveri.

Frk. M. havde været ansat hos en Isenkræmmer R. paa Islands Brygge som Ekspeditrice. Under forhørene oplystes det, at Frk. M. havde stjaalet for ca. 300 Kroner Køkkensager, Porcelain m.m. fra Forretningen. Da Isenkræmmeren havde fattet Mistanke til Frk. M., henvendte han sig til en fhv. Opdagelsesbetjent, der nu er Privatdetektiv. Denne stillede Vagtposter ved Forretningen, og det lykkedes ham i December Maaned at paagribe Frk. M da hun forlod Forretningen med nogle Tyvekoster. Men da Isenkræmmeren havde meget travlt op imod Julen og havde Brug for al den Hjælp han kunde udnytte af sit Personale

undlod han at anmelde Frk. M. før selve Juleaftensdag.

da hun blev anholdt og arresteret i et lukket Grundlovsforhør Juledag. Sagen henvistes til 2. Undersøgelseskammer. hvor den elskværdige Politiassessor Madsen løslod hende til Nytaar. (Det var samme Assessor, der havde Sagen med Frk. L. fra Grosserer Biegler.) Under Forhøret i Gaar oplystes det, at Isenkræmmeren, der selv var til Stede under Forhøret. havde engageret Frk. M. til en Løn af 150 Kr. maanedlig fra Kl. 8 Morgen til 6 Aften men at han baade i November og December Maaned har udnyttet Frk. M. til at arbejde i sin Forretning til Kl. 2 Nat uden at give hende nogen Ekstrabetaling.

Hun bliver syg af Overanstrengelse.

Da hun en Gang i November Maaned klagede over at være bleven syg af Overanstrengelse, nægtede han hende at gaa hjem, og Dagen efter blev hun saa syg, at hun laa hjemme i 8 Dage under Lægebehandling.

Saavel Anklagemyndighederne som Dommeren følte Medlidenhed med Frk. M., der aldrig har været tiltalt eller straffet, men hos Isenkræmmeren fandtes ingen Medlidenhed. Han var øjensynlig stolt over at have forvoldt den unge Ekspeditrice en trist Jul efter at have taget den Nytte af hende, han kunde, da der var travlt i Forretningen. Da Travlheden var forbi Lillejuleaften, lod han hende arrestere Juleaftensdag.

Hun blev idømt 80 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Overretssagfører Byrdal. der var hendes Forsvarer, lovede at ansøge om Benaadning for hende, og Dommeren lovede at anbefale Ansøgningen.

(Klokken 5 (København) 10. januar 1923)

Tyverierne fra Isenkræmmer Raaschou

Vi omtalte forleden, at en ung Ekspeditrice M. var blevet overbevist om Tyverier fra Isenkræmmer Raaschou, Islands Brygge. Hun tilstod 5 Gange at have stjaalet Køkkensager til en Værdi af ialt ca. 400 Kr.

I Gaar afsagde Dommer C. E. Nielsen Dom over den unge Ekspeditrice. Den kom til at lyde paa 80 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Den unge Pige, der er paa fri Fod, vil rimeligvis ansøge Justitsministeriet om Benaadning.

(Nationaltidende 10. januar 1923).

Isenkræmmer Raaschou og Ekspeditricen.

Hr. Raaschou anbefaler, at den unge Frk. M. benaades.

VI omtalte forleden Dag, at Isenkræmmer Raaschou paa Islands Brygge havde anmeldt sin Ekspeditrice for Tyveri, og at den unge Dame var blevet idømt 80 Dages Fængsel derfor.

Nu meddeler Hr. Raaschou os, at der i vor Artikel om Sagen var en Urigtighed, idet der stod, at han i længere Tid havde vidst, at Frk. M. var Tyven, men at han først, da Juletravlheden - Lille Juleaftensdag - var forbi - havde meldt hende til Politiet og saaledes udnyttet hendes Arbejdskraft, indtil Travlheden var forbi.

Dette er ikke rigtigt, siger Hr. Raaschou idet han først Lille Juleaftensdag blev klar over, at Frk. M. var Tyven og samtidig lod hende anholde.

Hr. Raaschou beder os oplyse, at han har henvendt sig til Overretssagfører Burdal, der er den unge Piges Defensor og anbefalet Benaadningsansøgningen, og for ikke at man skal faa Indtryk af. al Hr. Raaschou anmeldte den unge Pige, fordi han havde lidt økonomiske Tab, beder han os meddele, at han har skænket en større Sum Penge til Børnenes Kontor, end Værdien af alle de Sager, Frk. M. har stjaalet.

(Klokken 5 (København) 12. januar 1923).

Cort Adelers Oldebarns Oldebarn. (Efterskrift til Politivennen)

300 Aars Dagen for Cort Adelers Fødsel.

Baron Cosmus Adeler fortæller om Søheltens bevægede Livshistorie.

Ud mod Søerne paa Dosseringen i det store Villahjem, hvor Baron og Baronesse Adeler saa mange Gange slaar Dørene aabne for skønne og glade Fester, fortæller Baron Cosmus Adeler om sin berømte Stamfader, Søhelten Cort Adeler (Adelaer).

- Det er min Oldefars Oldefar, siger Baronen, men han tilhører jo Historien, saa meget er der vel ikke at fortælle, som ikke i Forvejen er kendt.

Han er født 16. December 1622 i Brevik i Norge, og samme Dato, 300 Aars Dagen efter hans Fødsel, afsløres der nu i Brevik et Monument til hans Ære. Min Broder og jeg er af Komitéen indbudt til Afsløringen, men desværre er han af Helbredshensyn forhindret i at være til Stede, saa jeg bliver ene om at repræsentere Slægten hernede fra. Som Repræsentant for den danske Marine vil Kommandør Topsøe-Jensen overvære Begivenheden.

I København fandtes forhen Cort Adelers Epithaphium i Frue Kirke, hvor hans jordiske Rester blev henflyttet fra Holmens Kirke, men det blev ødelagt under Bombardementet i 1807, og mærkelig nok blev den store sorte Marmorsten senere anvendt til Tordenskjolde Marmor-Sarkofag, medens en Mindetavle over Cort Adeler nu findes i Sideskibet i Frue Kirke ud mod Frue Plads.

I Historien maa det vel siges, han indtager sin særegne Pinds, og her i Landet er det jo mest som vor Flaades Administrator - man tør vel sige Reformator - han har vundet sin Berømmelse.

Et ialt Fald er vist: der staar Daad om hans Navn og Eventyr om hans Daad. I Hoorn i Holland fik han sin Uddannelse, tog Tjeneste i den hollandske Flaade og deltog i 1630 i det bekendte Søslag ved Dünerne, hvor Admiral Tromp sejrede over Spanierne. Senere kom han i Republiken Venedigs Tjeneste, hvor han fra en beskeden Begyndelse gjorde sit Navn bekendt, da Venedig fra Sommeren 1645 var indviklet i en langvarig Krig mod Tyrkerne, hvor Venetianerne søgte at bevare Øen Kandia, der var besat af Tyrkerne. I Arkipelagus og Dardanellerne stødte den fjendtlige Flaader sammen; Cort Adeler deltog her i mange Kampe under Eskadrechefen Giacomo da Riva og reddede under heltemodige Forhold Generalproveditoren, Geronimo Bragadinos Liv, medens han sluttelig fastslog sin Berømmelse ved heltemodig Færd i Slaget ved Dardanellerne.

Paa Etnografisk Museum i København opbevares Trofæen, der fortæller om Cort Adelers Bedrift overfor Ibrahim Pascha, besunget af Ingemann og Ploug.

Truet paa Livet af denne Høvding, der stormede frem med Krumsabel, hvor Fæstet var besat med Safirer, medens en høj Fjer vajede fra hans Turban i en Agraffe med Rubiner, gik Kampen paa Livet løs; men da Cort Adelers højre Arm allerede i første Omgang var saaret og ukampdygtig, greb han Sværdet med den venstre Haand og huggede fra højre til venstre saa kraftigt efter Paschaens Hals lige over hans Ringbrynje, at Hovedet næsten skiltes fra Kroppen, hvorefter han gjorde hans Standard og Sabel til Bytte.

I 1661 vendt han tilbage til Holland og giftede sig her, efter sin første Kones Død, med Anna Pelt, en rig Købmandsdatter fra Amsterdam, og i 1663 fik han Opfordring til at forestille sig for Frederik III for at træde i dansk Tjeneste, hvor han fik Sæde i Admiralitetet, opnaaede hurtig den ene Æresbevisning efter den anden og blev sluttelig Generaladmiral og optaget i den danske Adelsstand.

Baade Frederik III og Christian V viste ham personlig Interesse, ligesom Dronning Sophie Amalie.

I forskellige principielle Reformer, som indførtes i Flaaden under Christian V. kan hans Indflydelse spores.

Da den skaanske Krig udbrød i 1675, blev Adeler udset til Flaadens Øverstbefalende som Chef for den samlede, til Østersøen bestemte Flaade, men blev her angrebet af en farlig Epidemi (Kopper), der hærgede Besætningen. Han maatte lade sig bringe i Land og døde 3 Dage efter i sit Hjem i København, knap 53 Aar gammel.

Eventyret fra det fjerne Udland, der hævede hans Navn til Berømmelse, skaffede ham Erfaringens Kunnen, der her hjemme blev udnyttet i Administrationens Tjeneste til Gavn for Fædrelandet og - slutter Baronen - som jeg før sagde det; der staar Daad om hans Navn og Eventyr om hans Daad.

Agga Amdrup

i "København"

(Ribe Stifts-Tidende 16. december 1922).

Cosmus Adeler (1867-?) deltog som repræsentant for familiens vegne ved afsløringen af monumentet i Brevik og nedlagde en krans. Han og konen Klara Brinkmann (de blev gift 1913) deltog i velgørenhedsarbejde og dyre fester i Odd Fellow Palæet. Han var assistent, fra 1912 fuldmægtig i finanshovedkassen. Nævnt på Valgmandsliste 7. september 1906, 6. valgkreds, liste B. Østerbrogade 32 C. Han gik på pension 1920, afskediget i nåde af helbredsårsager.

Journalisten Frederikke Kathrine Agga Amdrup (1865-1952) gik på en fransk skole i København Frk. Bastians skole. Hun blev ansat som lærerinde i fransk på selvsamme skolen. Nogle år efter rejste hun til USA som fransk guvernante og underviste rige sydstatsfamiliers børn i fransk. Hun rejste en del rundt, bl. a. til Japan og Kina. Hun var den første kvindelige journalist på BT og skrev bogen ”Arnen og Amerika ” (1914). Den beskrev bl. a. hvordan mænd hjalp til i huset (hvilket betød opfindelse af tekniske hjælpemidler). Hvilket forundrede i Danmark da rige familier her havde husassistenter til den slags. Tilbage i København boede hun på d’Angleterre og vakte opmærksomhed ved at optræde i det mest moderne tøj. På sine ældre dage boede hun i datterens hus i Randers. Stadig iført sin gorilla pels og hat, til stor undren for naboerne. Illustreret Tidende nr. 23 har et foto af hende i sit særprægede tøj. Hun er begravet på Holmens Kirkegård. Hverken John Chr. Jørgensen (i: "Da kvinderne blev journalister" 2012) eller Kvindebiografisk Leksikon nævner hende.

Sabroes Børnehjem i Skive 4/5: H. P. Hansen under Anklage. (Efterskrift til Politivennen)

Skive Avis har hidtil været Hr. Folketingsmand H. P. Hansens trofaste og ærbødige Tjener i Bømehjemssagen. Imidlertid har Folketingsmandens Sladderhistorier gjort Avisen saa betænkelig, at Bladet i sin Bekymring for Privatlivets Fred advarer mod en Fortsættelse. Skive Avis insinuerer, at Folkebladet har været ond og bidende og - ikke ganske ærlig! Det eneste Eksempel, der nævnes, er vort Brug af Ordet Rotting i Stedet for Spanskrør. Avisen mener, at "Rotting" gør dybere Indtryk ved sin ilde Klang!

Vi ved ikke, hvorpaa Avisen grunder denne Antagelse. Avisen skulde prøve at slaa op i Meyers Vareleksikon Side 817 Der staar: Rotting, se Spanskrør. Læs videre Side 893: Spanskrør, Rotting, er de slanke Stængler af forskellige Arter af Palmeslægten Calamus, navnlig Calamus Rotang" osv.

Eller slaa efter i Hagerups Leksikon Side 251 under Calamus og læs: "I Europa kender vi Stænglerne af Calamus Rotang ... under Navn af Spanskrør".

Rotting er altsaa Spanskrørets rigtige Navn, og dette har formodentligt været en medvirkende Grund til. at P. Sabroe i sine Taler paa Rigsdagen sagde Rotting i Stedet for Forvanskningen: Spanskrør.

Nej, vilde man bruge Skræmmeord, laa "Kat" meget nærmere. "Kat" har en ilde Klang. "Kat" er Pisken med de ni Snerter! Havde vi brugt et saadant Ord, var der Grund til Protest. Vi forstaar iøvrigt slet ikke. at det kan fornærme noget eneste Menneske, at vi noterer den ubestridelige Kendsgerning, at Calamus Rotang er forbudt som Straffemiddel før Barnets 7 Aar.

Hvordan kan det genere Folketingsmand H. P. Hansen? Hvad ondt er der i, at fremhæve denne Bestemmelse i Statens officielle Pryglereglement?

Der blev slet ikke brugt Rotting paa Børnehjemmet. Vi har aldrig skrevet, at "Frk. Guilliam straffede Børnene med Rotting. Hun brugte en Græsart af Slægten Bambusa.

Vi ved ikke, om Børnehjemmet anskaffede Tonkinrør eller Perlebambus, men det kan Bestyrelsen vel nærmere forklare.

Tonkinrør har i Følge Meyers Leksikon lange Led, store indvendige Hulrum og oftest smaa Knuder.

Perlebambus er meget tykvægget med et smalt Hulrum og oftest med store Knuder, sejg og meget elastisk!

r.

(Skive Folkeblad 15. december 1922)

H. P. Hansens Skandaleproces.

I "Skive Soc. Dem." for 19. Decbr. d. A. findes et Referat fra Mødet i Hobro angaaende Sabroes Børnehjem. I Følge dette Referat udtalte Folketingsmand H. P. Hansen:

"Der er en Slyngel som rent ud har insinueret, at jeg dækkede over Forstanderinden, fordi jeg stod i Forhold til hende. Jeg har maattet anlægge Sag mod Fyren, og han skal nok blive klapse af. Jeg har ikke dækket Forstanderinden eller forsvaret hende. Men jeg har forsvaret Bestyrelsens Vedtagelse om under Hensyntagen til, at hun havde ogsaa gode Egenskaber, at beholde hende i Pladsen. Paa den Maade har jeg dækket hende. Det samme har Skive Byraad og Pressen i Skive gjort."

- Det er sikkert den i Citatet bebudede Skandaleproces, som i Dag indlededes ved Retten i Skive. Thi af Stævningen mod Anders Thomsen, Rødding, fremgaar det, at H. P. Hansen har andet og mere at kære over end Udtrykket "Flab". I Stævningen paastaas det, at Anders Thomsen har insinueret noget om et Kærlighedsforhold.

Det viste sig ved Mødets Begyndelse, at H. P. Hansen ønskede Sagen behandlet for lukkede Døre! Som Sagsøger kunde han naturligvis ikke forlange sligt.

Det er formodentlig heller ikke sket af Hensyn til den sagsøgte. Dommeren syntes da heller ikke at være meget villig til at fravige Princippet om Offentlighed. Men efter nogen Forhandling afsagde Dommeren dog en Kendelse, der lukkede Tilhørerne ude, idet Hr. Thomsens Sagfører indvilgede deri. Kendelsen skete i Medfør af Retsplejelovens Par. 29, der siger, at Retten undtagelsesvis kan bestemme, at Forhandlingen skal foregaa for lukkede Dør naar den offentlige Forhandling vilde "tilføje nogen en ufornøden Krænkelse."

Det maa da være af Hensyn hertil, at H. P. Hansen forlangte Dørene lukkede.

Hvad nu selve Klagen angaar, har vi telefonisk spurgt Anders Thomsen, om han virkelig har udtalt sig, som af Sagsøgeren anført. Anders Thomsen svarer benægtende. Han har Ikke sagt, at der bestod et KærIighedsforhold mellem H. P. Hansen og Frøken Guilliam.

Derimod har han sagt, at der bestod et sært intimt Forhold mellem de to Mennesker, hvilket han fortrøstei sig til at kunne bevise og begrunde. Den øvrige Tilsætning har Sladderen besørget. Da vi spurgte Anders Thomsen, hvem der har angivet ham, svarer han, at det véd han ikke bestemt, men der var en fedladen yngre Herre tilstede, en Mand med store runde Briller, som vistnok var noget ved "Skive Venstreblad". Denne Herre hat muligvis opfattet Samtalen forkert, men han vil naturligvis nu faa Leilighed til at møde som Vidne i Sagen.

Anders Thomsen har forøvrigt under Overvejelse at anlægge Kontrasag mod H. P. Hansen, fordi han i Hobro har kaldt ham en Slyngel.

- Af Retsmødets offentlige Del refererer vi:

Dommeren gennemgik Stævningen. Red. H P. Hansen, der var mødt, udtalte Ønske om at lade Sagen udgaa til Behandling for lukkede Døre, men Dommeren mente ikke, der forelaa nogen væsentlig Grund hertil. Tilsyneladende var H. P. Hansen tilfreds hermed og Anders Thomsens Sagfører O. R. S. Borch Jacobsens Fuldmægtig lod derefter tilføre Protokollen et længere udførlig Svar paa Stævningens Klagepunkter. (Da Dørene paa et senere Tidspunkt af Sagen blev lukkede, skal vi ikke offentliggøre noget Referat af dette Svar paa Grundlag af Retsmødet).

H. P. Hansen førte nu en lavmælet Konference med sin Sagfører, Fuldmægtigen hos Siboni, der derefter paany overfor Dommeren rejste Spørgsmaalet om at faa Dørene lukkede under Henvisning til Retsplejelovens Bestemmelse om, at i borgerlige Sager kan Dørene lukkes, naar nogen kan tilføjes en unødig Krænkelse ved at Forhandlingen foregaar for aabne Døre.

Dommeren: Hvem skulde det være, der unødig krænkes ved denne Sag?

H. P, Hansen: Mig! - for Eksempel. Og min Familie!

Dommeren: Nej, De har begyndt Sagen og maa derfor tage dens Følger. Vi har aldrig tidligere behandlet en borgerlig Sag for lukkede Døre.

H. P. Hansen: Hvis man ikke havde en skandalelysten Presse her i Byen, saa kunde det jo være ligegyldigt.

Dommeren: Aah! Det har man jo allevegne, Hr. H. P. Hansen! Ikke sandt?

Den eneste, der kan være Tale om at tage det Hensyn til er Frk. Guilliam.

H. P. Hansen: Ja, lad det saa være af Hensyn til hende!

Dommeren: Hvad siger Modparten?

Anders Thomsens Sagfører: Ja, naar H P. Hansen saa gerne vil have Dørene lukkede, saa skal vi ikke sætte os imod det, men jeg forstaar ikke hvorfor. Det er vel ikke saadant, at H. P. Hansen vil favorisere sit eget Blad Ved at kunne bringe Referaterne deri?

H. P. Hansen: Nej!

Dommeren afsagde derefter en Kendelse, hvorved Sagen udgik til Behandling for lukkede Døre, idet Modparten ikke havde noget derimod!

Folketingsmand H. P. Hansen, der selv har været med til at gennemføre Offentlighedens Princip i vor Retspleje, har nu været den første, der ved Skive Ret har begæret Offentligheden udelukket i en civil Sag.

(Skive Folkeblad 23. december 1922)

Demokraten (Århus) 18. december 1922 refererede et stort møde i teatersalen i Hobro indkaldt af H. P Hansen om Hermansens angreb på ham. Her fik han opbakning og Hermansen en ublid behandling. H. P. Hansen indrømmede at han ikke billigede alle afstraffelserne, men det kom også frem at han anså afstraffelser for helt i sin orden overfor den 4-årige fordi han spiste ekskrementer. Og det kom det frem at afstraffelsen af Willy var sket fordi H. P. Hansen havde sagt, at hvis Willy blev grebet på fersk gerning i kønslige udskejelser, skulle hun give ham en ordentlig endefuld. Dette synspunkt fandt tilsyneladende stor tilslutning i forsamlingen. 

Demokraten (Århus) 29. december 1922 refererede et besøg på børnehjemmet hvor tre husmænd var blevet vist rundt af H. P. Hansen. Hertil kom der nogle kommentarer:

P. Hermansen. Klejtrup, faar en Advarsel.

Husmændene ønsker ikke hans uvederhæftige Angreb.

Man vil endnu fra Husmændenes Sendemandsmøde mindes P. Hermansens voldsomme Angreb paa Folketingsmand H. P. Hansen og hans Forhold til "Sabroes Børnehjem" i Skive.

Tre Medlemmer af Skanderborg Husmandskreds' Bestyrelse har af egen Drift taget sig for at undersøge Forholdene, og disse tre Mæml, d'Hrr. Jens Chr. Skouborg, Bjertrup, A. Anchersen Kaihøj, Tulstrup, og Søren Jørgensen, Skanderborg Mark, udtaler i en offentlig Redegørelse over deres Undersøgelser, "at naar man ved Selvsyn har søgt at faa Klarhed over Forholdene, set og læst Forhørsakterne, da maa man sige, at de afkræfter Hermansen Beretning i allerhøjeste Grad." Og Husmændene giver Hr. Hermansen følgende alvorlige Paamindelse:

"En anden Gang, naar De griber en Sag an, søg da først ved Selvsyn og personlig Henvendelse paa Stedet at faa de virkelige Forhold konstateret, og nøjes ikke med dette eller hint Stykke Papir eller hvad denne eller hin véd at fortælle; thi da kommer man saa nemt paa Vildspor og kommer udenfor Sandhedens Rammer .... Men De har maaske ment, at en saadan Blomst, Sagen angaaende "P. Sabroes Børnehjem", kunde pynte op i Deres noget ufyldestgørende Beretning, ellers havde De nok tiet, som De havde lovet".

(Aarhus Amtstidende 30. december 1922).

F. Hermansens Arbejdsmetode.

"Aarhus Amtst." meddeler at tre Medlemmer af Skanderborg Husnandskreds Bestyrelse har undersøgt Forholdene paa Sabroes Børnehjem i Skive, ng at de derefter har givet Møller P. Hermansen en Irettesættelse, der navnlig bebrejder ham, at han ikke personligt har undersøgt Forholdene paa P Sabroes Børnehjem.

Denne Bebrejdelse er ikke helt uden Berettigelse, men saa tilføjer de tre Husmænd en ganske mærkelig Sætning, der vistnok indeslutter den egentlige Kærne i deres Aktion, " ... ellers havde De nok tiet som De havde lovet", skriver Husmændene henvendt til P. Hermansen Altsaa: Kameraderiets ukrænkelige Love er brudt! Husmændenes Børneværn er bare en maskeret Indretning, der i Virkeligheden er bestemt til at tjene det socialistiske Parti. Vi har længe givet Agt paa dette Forhold, som synes os ganske uværdigt for Husmændene. "Børnenes og de forurettedes Værn" i Jylland arbejder ikke selvstændigt, men staar faktisk under Socialdemokratiet Overhøjhed.

Det ses bl. a. deraf, at P. Hermansen først spørger Partiet, hvad der skal gøres ved Klagen fra Rødding, inden Sagen fremmes eller undersøges.

Det ses endvidere deraf, at Sagen indankes for Partiets Hovedbestyrelse. For det tredie ses det nu af de tre Husmænds Udbrud til P. Hermansen: "De havde lovet at tie"!

Hvem var det Løfte givet til? Til Partiet!

Saaledes er det politiske Kameraderi sat i System for Husmændenes Penge.

Det er ikke Sagen, men personlige Hensyn, som tilsidst bliver afgørende for, om Børnemishandlinger bliver offentligt afslørede af dette Børneværn. Er de skyldige politiske Modstandere, saa falder Hammeren straks til Slag, - men er det en Partifælle, en Kammerat i Striden, saa kræves der Tavshed!

Mon Husmandsforeningerne virkelig vil lægge Navn til saadan Korruption?

r.

(Skive Folkeblad 30. december 1922).

De to første bestyrerinder blev afskediget på grund af deres behandling af børnene, der ikke var i Sabroes ånd.