De Husvildes Fremtidshjem. (Efterskrift til Politivennen).

Kommunens nye Boligkompleks ved Alsgade. I Medaillonerne ses Inspektør Lütz-Höppermann fra Sundholm og de Husvildes Tillidsmand, Havnearbejder Fachmann.

Det er jo ikke saa underligt, at Kommunens Husvilde paa Vesterbro nu gaar og kaster længselsfulde Blikke over mod det store nye Boligkompleks ved Alsgade, der hvor de mange Lejligheder gøres i Stand til Indflytning senest den 5. December. Det er efterhaanden bleven ret uudholdeligt at bo i de gamle Huse med deres Mus og Væggetøj og fremfor alt med deres forfærdende Sammenstuvning af Mennesker.

Vi havde i Aftes Besøg af en Mand, som til sig, sin Hustru og sine 4 Børn havde faaet anvist et Værelse og en Andel i et Køkken i en Lejlighed nede ved Ingerslevsgade. Lejligheden er god nok op Tag over Hovedet er en vigtig Ting, men i det andet Værelse bor en Enke med 4 Børn, hvoraf det ene, en Søn paa ca. 17 Aar, til Stadighed ligger i Sengen, haardt angreben af Tukerkulose. Manden - der vel at mærke har Arbejde op prompte betaler sin Husleje - rystede over hele Kroppen ved Tanken om, at hans fire Smaa i Aften skal ind i Værelset ved Siden af den dødssyge Mand, som den frygtelige Sot hærger.

Inspektør Lutz Höppermann har aldrig i sit Liv udført en smukkere Handling end den at skaffe hver Familie, der kan og vil betale sin Leje, en selvstændig Bolig, og han har sikkert aldrig foretaget en Disposition, der i det lange Løb bliver mere rentabel for Kommunen. Han og de Husvildes besindige Fører, Havnearbejder Fachmann, fortjener Tak for de Reformer, der nu skal gennemføres.

Det oplyses forøvrigt nu, at der fra Slutningen af Januar Maaned vil være ialt 250 nye Lejligheder til Disposition for Husvilde

(Aftenbladet (København) 17. oktober 1925).

Til venstre de husvildes formand som taler til en begravelse på Bispebjerg Kirkegård af en gammel, brystsyg kone som døde i kommunens husvildekompleks ved Ingerslevgade. Foto fra Aftenbladet (København) 19. oktober 1925.

Et Møde. Da Gaardsangeren gensaa sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen).

For fire-fem Aar siden blev en den Gang ret velkendt Mand, der under Krigen havde tjent sig en Formue, men atter mistet den, skilt fra sin Hustru, der efter et Par Aars Forløb indgik nyt Ægteskab, og nu bor i en af de større Sidegader paa Nørrebro.

Hendes første Mand gik det efter Skilsmissen meget hurtigt ned ad Bakke for. Han, der ganske havde mistet Lysten til at tage fat igen, kom bestandig i daarligere og daarligere Selskab og blev straffet ved Tvangsarbejde for Betleri.

I disse mellemliggende Aar havde havde han og lians tidligere Hustru aldrig set hinanden. 

Men forleden skete det.

Han der nu 5 nogen Tid har drevet om som Gaardsanger, kom forleden ind i den Ejendom paa Nørrebro, hvor hans forhenværende Hustru bor, og begyndte at synge. Men saa med et, da han saa op fil Vinduerne, fik han Øje paa hende, der stod og stirrede ned paa ham. Han genkendte hende i samme Nu, som hun blev klar over, at det var hendes tidligere Mand, der stod der og sang, og skyndte sig at smække Vinduet i.

Han brød af midt i Sangen, stormede op ad Trapperne og ringede paa.

Der blev lukket op af en Mand der spurgte hvad han vilde. 

- Jeg vil tale med min Kone det var min Kone, der stod ved Vinduet.

- Den Dame. De har set Vinduet, er min Hustru - vil De være saa venlig at gaa.

- Nej, nej, jeg vil se hende, vil tale med hende.

- Jamen hun vil ikke tale Dem. Gaa nu!

Da han imidlertid værgedo sig derved og trængte paa for at komme ind, blev Politiet tilkaldt og Gaardsangeren anholdt.

I Gaar fremstilledes han i Byretten, hvor han paa Grund af den tidligere idømte Straf idømtes 90 Dages Tvangsarbejde for Betleri.

(Folkets Avis - København, 10. oktober 1925).

Aah se, hvilken Velstand. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Familier i Lysthuse ængstes for Kuldens Ankomst
Mennesker i et Brædderum.
Der haabes paa at bedre og lysere Tider vil komme.

- Aah se, hvilken Velstand, siger Højrepressen og peger paa Sommerhusene i Byens Periferi, de Huse, i hvilke mange Familier maa tilbringe den lange mørke Vinter....

Disse Kolonihaver og Lysthuse blev mere end et herligt Tilflugtssted i den flagrende lyse Sommer. For mange Familier blev Lysthuset et Hjem.

Der er ikke Plads andre Steder i Byen. Hus rejser sig ved Hus, men dog er det ikke nok til, at der er Hjem til alle. Og mange flytter ind i Kommunens Huse og Barakker for de Husvilde. Men andre flytter ud i Kolonihaven.

Kun en Bræddevæg mod Kulden.

Paa Valby Mark, ude ved Brønshøj, i Sundby, omkring det gamle Kastrup Fort og ved Siden af Kløvermarken - ved Vanløse - overalt er der Hundreder af Lysthuse, hvor Familier klemmer sig sammen.

Nu rykker Kolonihavefolkene ind i Hjemmene i Byen igen.

Men de, for hvem Lysthuset er blevet Hjem, maa blive herude. Og nu nærmer Vinteren sig, den Tid, hvor et Par tynde Bræddevægge skal holde Kulden ude.

Det begynder jo lidt smaat.

Vi tager en Tur rundt til nogle af de Steder, hvor de Husvilde holder til i Lysthusene.

Det er ikke gode Forhold for Mennesker at leve under. Efteraarsregnen har opblødt Jorden. Vejene er plørede, og Jorden i Haverne klæget, saa den klæber om Fodsaalerne.

Det er ikke godt at gaa ude i. Og dog leger her mange Børn. Moderen kan Ikke hele Dagen holde dem Inde i det trange Lysthusrum.

Og taler man med de Mennesker, der af Forholdene er tvungne til at leve paa denne Maade, er det ikke de blideste Ord, der falder. Hvem kunde vente det.

Ude paa Valby Mark træffer vi udenfor et lille Lysthus en ung Kvinde med et Barn paa Armen. Hun staar ved Havelaagen, og vi kommer i Snak med hende. Og noget lyst Æventyr er det ikke, hun fortæller.

- Jeg er kun 19 Aar, min Mand 21. Men Lejlighed kunde vi ikke faa - af dem vi kunde betale. Der blev tilbudt os en paa 2 Værelser - til 61 Kr. Men det kan man jo ikke betale. Min Mand har ikke en Gang fast Arbejde. Og saa flk vi Haven her og Lysthuset af mine Forældre,

Hun smiler lidt bedrøvet og siger: - Det er jo ikke de bedste Forhold at begynde under, naar man er nygift. Og dog har her for Resten været rigtig rart i Sommertiden, men nu er vi saa bange for Vinteren. Vi har kun en Petroleumsovn. Og den kan ikke holde Kulden ude - slet ikke om Natten er jeg bange for. Og lade den brænde, tør man jo ikke - se nu, hvad der skete ude paa Tingvej, da det lille Barn brændte. Men saa daarligt det er, maa man jo haabe paa bedre Tider. Og de kommer vel ogsaa en Gang.

6 Mennesker i et Lysthus.

Og den unge Kone fortæller, at hun endda ikke har det saa slemt som saa mange andre. Hendes Familie er jo kun paa 3 Personer - men andre Steder lever der mange flere i et Lysthus sammenstuvede.

Vi træffer selv mange af disse "Hjem" paa vor Tur rundt.

Ude i Sundby - ved Kløvermarken - er saaledes et Lysthus, hvor Far. Mor og 4 Børn bor sammen.

- Hvordan kan de faa Plads til dem allesammen? spørger vi Konen, en halvthundredaarlg forslidt Kvinde.

- Det er ogsaa forfærdeligt. 

Hun viser os Lysthusets eneste Værelse, et lille Rum. Der staar kun en Seng, et lille Bord og et Par Stole. Saa er der en Udbygning til Kokkenet.

- Derude ligger de to største af Drengene - siger hun - saa maa vi andre klare os herinde med Sengen og Gulvet. Vi har boet her nogle Aar - men det er den svære Tid, der begynder nu med Kulden og alt det. Alt hvad vi kan skaffe af Tæpper og Klude - og Sække med forresten, maa vi have i Brug. Og saa kan Tænderne endda klapre i Munden, naar Kulden rigtig bider igennem Bræddevæggen.

1500 Familier lever i Lysthuse.

Der er mange af de Lysthuse, viser, der nok kan tage Vintertørnen. Der er dobbelt Bræddevæg med Cement imellem. Og endda er der Træhuse, der er helt komfortable med et Par ret store Værelser og Køkken.

Men der er 1500 Familier, der bor herude i Byens Periferi og paa denne Maade. Og de fleste af dem ængstes nu, hvor Vinteren staar parat til at holde sit Indtog.

(Klokken 5, 2. oktober 1925).

Der gøres klar til Sommer-Indflytningen i Ny Carlsbergvejs Kolonihaveforening. Foto fra Aftenbladet (København) 5. maj 1925.

En af Socialdemokratiets Veteraner. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmand Peder Knudsen

Vi besøgte i Gaar en af vort Partis Gamle, Arbejdsmand Peder Knudsen, Rolighedsvej 9. Anledningen var den, at Veteranen i Morgen, Torsdag den 1. Oktober, fylder 70 Aar.

VI træffer Manden i en solbeskinnet Stue, hvor Væggene er fyldt med Familieportrætter og Billeder fra Socialdemokratiets rige Liv. Ved Knudsens Fødder leger et yndigt Barn, en Dattersøn, og inde i Soveværelset pusler hans Hustru, en ærværdig Kvinde.

- Ja, jeg vil gerne fortælle lidt om mig selv, naar Social-Demokraten har vist mig den Ære at besøge mig, siger P. Knudsen. Men for Resten er mit Liv ikke anderledes end Tusinder af jævnaldrende Arbejderes. Jeg og mine Kammerater hører til "de ukendte Soldater". Men Tak skal De ha', fordi De kom til mig.

Jeg fødtes i en Arbejderfamilie og delte Arbejdernes Kaar Livet igennem. Min meste Tid har jeg levet i Nakskov, hvorfor jeg navnlig har denne By kær. Der var jeg med fra første Færd. Hele Partilivet dér staar prentet fast i min Bevidsthed, fra vi i 1884 indviede vor første røde Fane til vi mange Aar efter erobrede Flertallet i Byens Baad og valgte en Socialdemokrat til Rigsdagsmand! Det hele er et Æventyr! tilføjede den Gamle og viskede en Taare bort.

- Det var denne første røde Fane, som jeg særlig mindes. Se dette forstaar i unge vel ikke saa godt. For nu er røde Faner en Selvfølgelighed, og det i By og paa Land. Men den første Gang, Socialismens straalende Symbol rejstes i de konservative Reder i gamle Danmark - se, det var en Fest, ja mere end det. En Revolution, forstaar De! Ny stærke Tanker vaagnede i Arbejderne! Nyt Fjendskab vaagnede ogsaa i Borgerskabet. Kampen begyndte. Det var en herlig Tid. Naar vi gik fra Mederne, følte vi os som Verdenserobrere.

Men - der var langt igen. Organisationerne var smaa og uden Betydning. Arbejdslønnen var 20 Øre i Timen paa Sukkerfabriken, og en Tid derunder, saa Daglønnen for 12 Timers Arbejde kun blev 2 Kroner. Min Kone fik 10 Kr. om Ugen i Husholdningspenge til hele Familjen. Og vi stiftede først en Fagforening for Arbejdsmænd i 1894, 10 Aar efter den første politiske Forening.

Nutidens Unge forstaar ikke denne Sendrægtighed. Men husk paa, Arbejderne selv var jo Socialismens og Fagbevægelsens værste Fjender. Vi maatte rive Arbejderne ud af Konservatismen. Hele deres gammeldags Tankegang skulde forandres. Ja, et nyt Kuld af unge, mere forstaaende Mennesker maatte vokse op l Arbejdernes Hjem, før vi rigtig fik Fodfæste.

Saa holdt vi Møder paa Landet. Den var drøj, kan De tro. Vi travede Mile frem og tilbage med smaa Flyveblade og Eksemplarer af vort Blad, og kom hjem om Aftenen, overstænkede med Mudder helt op til Nakken.

Vi var unge og stærke og glødende.

Aarene tog omsider paa Ens Helbred og legemlige Styrke. Og endelig havnede jeg her i Storstaden ligesom saa mange andre af mine Kammerater. Jeg fik Arbejde hos Murermester Thorsen, Dronningens Tværgade, men blev efter et Par Aars Forløb ramt af den spanske Syge, som jeg stadigvæk bar Mén af.

Min Hustru og jeg faar nu Aldersrente, og saa piller Jeg et Par Skilling sammen ved at rense Kloaker og feje Gaarde - - Ja, ja, jeg maa ikke klage. Vi Gamle har det bedre nu end de Gamle, da jeg selv var ung; Thi dem tog Fattiggaarden, hvor de henslæbte triste Dage til Døden tog dem.

I min Alderdom oprandt det største Øjeblik for mig, da Cigarmager Th. Stauning dannede Ministerium. Har man hørt Mage! En Cigarmager som en af Estrups Arvtagere. Det er det mærkeligste, jeg nogensinde har oplevet!

Vi arbejder saa videre paa at farve Frederiksberg Kommune rød. Jeg melder mig til Husagitationen, selv om de svære Trapper er vanskelige at tage. Men naar man puster ud ved hver Afsats, saa gaar det!

Jeg er selvfølgelig Medlem af Vælgerforeningen her i Frederiksberg 3. Kreds, og jeg har været Afholdsmand 23 Aar og er nu Medlem af Nørrebros Afdeling.

- - Den lille Dreng har hidtil siddet pænt stille under Bedstefaders Udvikling. Men nu mener han, at det kan være nok. Han puffer mig blidt, men bestemt til Side og viser Bedstefader en Billedbog. Her er saa meget, som skal forklares.

Jeg gaar da fra den hidtil ukendte Soldat i Verdens største Armé.

I Morgen fylder han 70!

J. P. B.

(Social-Demokraten 30. september 1925).

Sukkerfabrikken i Nakskov, de gamle bygninger. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Filmens eneste danske Verdensnavn. (Efterskrift til Politivennen)

Asta Nielsen i den tyske Storfilm "Gadens Moral".

DET er længe siden, at Asta Nielsens store københavnske Publikum har været forsamlet til en af vor berømte Landsmandsindes Premiére herhjemme - de Aftener, der mellem Sæsonens mangle Premiérer dog bar Præg af noget usædvanligt, og hvor dør ikke var det Publikum, der skaber Successer af den amerikanske Films Industriprodukter, der fyldte Parkettet.

Asta Nielsen i "Gadens Moral"

To af hendes nyeste og mest interessanteste Films blev os forment takket være Censurens uforstaaende Indgriben - Fyrst Myschkin og Wederkind-Filmatiseringen - Erdgeist. Men i denne Sæson, som vi netop er gaaet ind i, kan der dog ventes et Par af hendes nyere Arbejder hertil .... derimellem - Gadens Moral, en ejendommelig og usædvanlig Film, der i Tyskland er blevet modtaget med dyb Interesse.

Men medens Asta Nielsens Navn ikke mere herhjemme straaler saa hyppigt fra Biografernes Plakater, saa er hendes Navns Berømmelse ikke aftaget ude i Verden. Det er kun kort Tid siden, at man i Tyskland udskrev en Konkurrence om et Monument for Filmkunsten .... og det Forslag, der vandt Bifald, var et Monument med Asta Nielsen som selve Filmens Inkarnation.

Asta Nielsen som Hedda

Mange af os vil endnu huske, hvilken Oplevelse det var at se hende i "Afgrunden", i "Pigen uden Fædreland" .... hvor hendes smidige, behagesyge Zigeunertøs var en heltud fremragende Præstation.

Og siden de store Arbejder "Spansk Elskov", "Den evige Nat", hvor hun som den blinde Pige gav Afkald paa sit største Udtryksmiddel, Øjnenes Liv, og dog alligevel skabte en uforglemmelig Skikkelse, "Elskovsrus", hvor hun under Lubitch Instruktion maaske naaede højere end nogensinde før eller senere, "Styrmand Holck", hvorfra man ved Siden af hendes Spil vil huske Paul Wegeners pragtfulde Styrmand Holck .... og "Hamlet", der i hvert Fald blev hendes mest omdisputerede Arbejde.

Asta Nielsen, Gerda Garbo og Werner Krause i "Gadens Moral".

Nu da vi atter skal se hende i Films, der i Tyskland, det Land, som vel efterhaanden er blevet hendes egentlige Hjemland, er blevet modtaget med den største Interesse, er der Grund til at minde om, hvad hun har betydet for den stumme Kunst. Ikke fordi hendes Kunstnerbane har passeret Middagshøjden, men fordi hendes Navn i den lange Tid, hvor vi ikke har mødt hende paa Lærredet, er skudt i Baggrunden for de opreklamerede amerikanske Stjerners Skyld. Men at hendes Navn endnu, blot det kommer paa Plakaterne igen, vil have bevaret sin gamle Magt. er der forresten næppe Tvivl om. Eric.

(B. T. 27. september 1925).

Den tyske titel var "Die freudlose Gasse", på dansk "Bag Glædernes Maske". En anden titel var "Syndens Gade". Filmen var instrueret af G. W. Pabst med manuskript af Willy Haas efter en roman af Hugo Bettauer. Blandt de medvirkende var Greta Garbo og Werner Krauss. Filmen foregik i Wien efter 1. verdenskrig og skulle vise menneskeskæbner i Melchiorstrasse. Da hofråd Rumfort blev ruineret, forsøgte hans smukke datter at redde ham ved at optræde i et bordel. Her arbejder den erfarne, svigtede Maria, som myrder en rig rivalinde og melder sig.

Asta Nielsen begyndte at spille teater (dvs. at tale) i sin medvirken i skuespillet "Rita Cavalliri" opført på Leipziger Schauspielhaus. Sammen med Josef Krahè. Hun erklærede at den moderne film havde gennemgået en udvikling som hun ikke ville være med til og besluttet at vende tilbage til scenen.

Se også indslaget om Asta Nielsens datter, Jesta Nielsen.