Skal Trinitatis Kirke gaa op i Luer. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle historiske Kirke trues hver Dag af den alvorligste Brandfare

ET MYSTERIUM I RUNDETAARN

DER er opstaaet en Konflikt imellem Magistratens 1ste Afdeling og Magistraten bygningskyndige Tillidsmænd. Og egenlig en Konflikt af ret alvorlig Natur.

Det drejer sag om Trinitatis Kirke og Rundetaarn. Da Bygningskyndige hævder, at der er den allerstørste Fare tilstede for, at den gamle, minderige Kirke skal gaa op i Luer.

Trinitatis Kirke hører til de gamle Kirker, som ejes af Staden, og der findes som bekendt over Kirken et "Loft". Paa dette Loft var der i sin Tid Arkiv og senere Boglager for private Forlag, men for en Snes Aar siden blev det - en mægtig Hal i hele Kirkens Længde - udlejet til Teatermaler Carl Lund. 

I flere Aar har der nu været ført en stille Kamp imellem Magistraten og Kirkens bygningskyndige Tillidsmænd angaaende Loftet.

Disse sidste hævder, at Carl Lunds Malersal ikke bør have til Huse her. Der er sikkert intet som helst at bebrejde Carl Lund; men han skal have det store Rum opvarmet, og denne Opvarmning sker ved  Hjælp af en gammeldags Kakkelovn, der Vinter for Vinter udbyder en stadig Brandfare.

Da en af de Bygningskyndige for nogen Tid siden kom op paa Trinitatis Kirkes Loft, fandt han Kakkelovnen omgivet af Bunker af gammelt Papir. Træaffald og andet let brændbart Stof. Han beordrede øjeblikkelig det farlige Skrammet fjernet. Men hvad kan der ikke ske, naar de Bygningskyndige ikke er tilstede?

Hvis Kirken brænder -

Det hævdes fra sagkyndig Side, at der saa at sige Dag for Dag er Fare for, at den historiske Trinitatis Kirke skal gaa op i Luer. Det store Loft er adskilt fra Kirkerummet med et Bræddegulv, der hviler paa svære pommerske Bjælker, som igen ligger over Kirkens Hvælvinger. Men netop denne Konstruktion er en Fare for Kirken. Opstaar der en Brand, og antændes de svære Bjælker, vil disse vælte Murene og sønderbryde de tilsyneladende solide Hvælvinger.

Det hævdes desuden, at en Brand, som een Gang udbrudt paa Loftet, vil blive saa voldsom, at selv det mest moderne Brandvæsen vil være uae af Stand til at redde Kirken.

Men hvorfor griber Magistraten ikke ind?

Det lader til at være et Regnskabsspørgsmaal! Det gælder om at opretholde de Indtægter, Kommunen har. Carl Lund betaler en - iøvrigt meget rimelig - Leje af "Loftet", og dette Beløb maa ikke forsvinde fra Magistratens Indtægtskonto!

De Bygningskyndige har Gang paa Gang henstillet til Magistraten, at Trinitatis Kirkes Loft maa rømmes. Men der sker intet. Iøvrigt er "Malersalen" ikke den eneste Farekilde, der findes. Rundetaarns Portner bor ogsaa i Kirkebygningen. Hans Lejlighed har naturligvis ogsaa Opvarmningsmidler, tre Kakkelovne. Disse Kakkelovne er saaledes placerede, at de kun faar "Træk" igennem Kanaler, som er førte igennem de meget brandfarlige, knastørre, aarhundredgamle Etageadskillelser. En Overophedning af de Rør, der fører ud til Skorstenen, vil foreller senere bevirke en Brand.

Hvor er de astronomiske Instrumenter?

Men Brandfare Spørgsmaalet er ikke det eneste aktuelle Spørgsmaal, der knytter sig til Trinitatis Kirke.

Taarnuhrfabrikant Bertram Larsen har for Tiden Rundetaarns-Observatoriets "Planetarium" til Reparation. Det viser sig, at alle de "ædlere" Dele, alt Metallet er forsvundet. - Stjaalet!

Og ikke nok hermed. Vi har haft en Samtale med Professor Ellis Strømgren, der fortæller, at han kender til Sagen. Han har modtaget en Henvendelse fra Trinitatis Kirkeværger, der forespørger, om Observatoriet er i Besiddelse af de gamle Ole Rømer'ske Instrumenter, der har staaet i Observatoriet i Rundetaarn.

Professoren har maattet svare tilbage, at pommerske Bjælker, som igen ligger over Observatoriet ikke har noget af det savnede. Men hvor er de gamle observatoriske Instrumenter fra Rundetaarn? Ældre Folk vil endnu huske, at disse Instrumenter har staaet i Taarnet. Er de blevet solgt som gammelt Metal?

Er Tycho Brahes og Ole Rømers Instrumenter havnet i en Marskandiserbod?

Stormbukken.

(B. T. 4. november 1925).

Ole Rømer skal ifølge en opgørelse have haft 54 instrumenter i Rundetårn. Disse skal alle være ødelagte under bybranden i 1728. Hans til Christian 5. forfærdigede planetmaskiner (5) blev opbevaret andre steder. Ole Rømer var som bekendt utilfreds med Rundetårn som observatorium. Bl.a. når det blæste, så i stedet anvendte han sin have (nu Hovedbiblioteket) og senere observatoriet i Vridsløse. At Tycho Brahe skulle have haft instrumenter opbevaret der, lyder usandsynligt. Han var død før tårnet blev opført.

Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

Kommunens mest uheldige Husvildeboliger.

De ulykkelige Husmødre, der maa lave deres Mad paa en smal Gang i Træbarakken i Egbylejren. Ikke Gas, ikke Vand og ikke Afløb.

Et af de uhyggeligste Udslag al Hovedstadens Bolignød møder man i den fhv. Egbylejr ude ved Vestfronten, hvor 30 husvilde Familier har maattet anbringes. 

Man kan sikkert gaa ud fra, at det ikke har været med let Hjærte, Magistratens humanttænkende Embedsmænd har forvist disse Familier saa langt ud paa Landet. Thi fraset den lange og besværlige Vej til Arbejdspladserne, er Boligforholdene derude de slettest mulige. For de Familier, der har været saa heldige at faa de tidligere Officers- og Underofficersstuer til Opholds- og Soveværelser, gaar det endda an men for Eksempel den Familie, der er anbragt i Underofficersmessen - et Rum paa 60½ Kvadratmeter, med en Kakkelovn, der daglig sluger halvanden Hektoliter Koks - har det ikke rart, og værre bliver det jo, naar Vinteren for Alvor melder sig.

Værst i Egbylejren er dog Køkkenforholdene. Der er nemlig slet ingen Køkkener i Barakkerne, og de stakkels Husmødre maa fire paa Rad staa med deres Petroleums-Apparater paa nogle smaa Borde ude 1 den smalle Forstue eller Gang. Der skal ualmindelig Dygtighed og Properhed til lur at lave god og velsmagende Mad under saadanne Forhold. Der er hverken Vand, Gas eller Afløb i disse Barakker, og Brønden er der for de fleste Familier ca. 100 Meter hen til.

Det vilde være i allerhøjeste Grad ønskeligt, om Færdiggørelsen af Kommunens nye Ejendomme maatte aabne lidt lysere Udsigter ogsaa for de til Egbylejren forviste Familier.

(Aftenbladet,(København), 21. oktober 1925).

400 Husvilde i Kommunens Kompleks paa Amager

Uhyggelig Forhold ogsaa dër.
To gamle sindssyge Kvinder i en Hule.

I Kommunen store Ejendomskompleks, der begrænses af Artillerivej, Halfdansgade og Bergthorasgade bor for Tiden 100 husvilde Familier med over 900 Børn. Husene er kun godt 5 Aar gamle; da blev taget i Brug til Boliger for Husvilde, inden de endnu var helt færdige, og dette er maaske Grunden til, at det aldrig i bleven indrettet Spisekamre, og at Beboerne saaledes er henviste til at opbevare deres Mad i Skabene under Køkkenbordene, hvor Ventilationen er mangelfuld og Musene slemme.

Sammenstuvningen,

Hver Familie har kun et Værelse og betaler herfor henholdsvis 28 og 20 Kr. om Maaneden, alt eftersom det er et Gade- eller et Gaardværelse. Kun ca. Halvdelen af Beboerne betaler imidlertid Leje. Resten maa altsaa betragtes som hørende under i hvert Fald delvis Fattigforsørgelse.

Vi havde i Gaar Lejlighed til at se nogle af Lejlighederne og konstaterede, at Forholdene i dette Husvildehus er af en sjælden uheldig Beskaffenhed. Ganske vist er der Køkkener hvor de propre Husmødre, trods den uhyggelig unge Plade, har forstaaet at indrette sig. Med smukke hvide Forklæder staar de med deres velpudsede Redskaber ved hver sit Gasapparat. Bordene skinner af Renhed og der er lyst og venligt I det snævre Rum, ganske som inde f Stuerne, hvoi Møblerne hver Aften maa stables op i en Krog, for at der paa Gulvet kan redes til Familiens talrige Medlemmer.

Men de fleste Lejligeheders Tilstand viser, at det desværre er de færreste Kvinder der har tilstrækkelig energi og karakterstyrke til saa tappert at kæmpe mod Ulykken.

Der er Køkkener, som nærmest ligner Pulterkamre med snavsede Gulve og Borde og sorte

Vægge og Lofter, uden Gas og med osende Petroleumsapparater til Kogning af den Smule Mad i der laves. Og som Køkkenerne saa Værelserne, hvis lofters Sod fortæller om et Petroleumsapparat i Uorden og hvis Klude i de ituslaaede Ruder bærer Vidne om, at at Sans for Hygge forlængst er borte. Intet Steds traf vi dog en saadan Hule som paa 4de Sal tv i Halfdansgade 55. Her bor to delvis sindssyge Kvinder - Moder og Datter - med et lille Barn. De har et Gaardværelse, der er mørkt som en Grav, fordi der for de ituslaaede Ruder er hængt lange sorte Laser. Det er ganske umenneskelige Forhold, disse to stakkels Kvinder og det lille Barn lever under. Den gamle Kone har været paa en Sindssygeanstalt. men er nu ufarlig for sine Omgivelser, da hun nærmest gaar omkring i stille Vanvid. Det siges, at hun har mistet sin Mand ved en Ildebrand og at Ulykken den Gang berøvede hendes Forstanden, hen imod Aften tager hun en Smule Vand i en Spand og gaar ned i Gaarden for at slukke den Ild, som stadig spiller i hendes syge Sind

Der er forøvrigt nu rettet energiske Henvendelser til Kommunens Boligforsorg, og forhaabentlig varer det ikke længe, forinden Huvildehuset paa Island Brygge underkastes samme energiske Renselsesproces som Husene paa Nørrebro og Vesterbro.

(Aftenbladet (København), 3. november 1925).

To fotoer fra Arbejderbladet (Ugeblad), 23. september 1923. Underteksterne lyder således, for det øverste: Et Hjem, der giver Ophold for 4 Personer. Det nederste: Fælleskøkken som benyttes af 13 Familier.

Oda Nielsen 1851-1936. 9/9: Hadet teatret, men elsker Kunsten (1925). (Efterskrift til Politivennen).

En Korrespondent til "Vore Damer" har besøgt Skuespillerinde Fru Oda Nielsen i Æresboligen i Fredensborg (Olaf Poulsens Villa). Af Samtalen gengiver vi:

- Har De nu i Sinde at nyde Deres Otium her ude og leve Resten af Deres Livs Dage i Fred og Ro?

- Kære Barn, hvor kan De spørge! Kunde De virkelig tænke Dem, at jeg skulde opgive mine Børnekoncerter? Ak nej, dem kan jeg slet ikke leve foruden. Nej, dem vil jeg skam blive ved med. lige saa længe Kræfterne bare slaar til! Og foreløbig - Peber og Salt, syv, ni, tretten - har jeg det jo straalende, som jeg ikke har haft det i lange Tider. Forleden Dag sang jeg for resten til en Radiokoncert! Det var forfærdelig morsomt! Det vil sige - ikke lige straks, for det var jo som at synge ud i det tomme Rum uden Anelse om, hvorledes det virkede. Men allerede Dagen efter bragte Posten mig Kort fra alle Landets Egne, hvor Smaabørn havde siddet og lyttet og nu takkede mig for den Fornøjelse de havde haft. De kan selv se, her er et Par af dem, et fra tre Smaapiger paa Smaaland og et fra en "Flok smaa Radiolyttere" i Viborg. Forresten har jeg i Sommer haft saa meget at gøre med mine kære Dansk-Amerikanere. Jeg kender jo saa mange af dem fra min Tur derover for nogle Aar siden, og nu fik jeg nok at gøre med at tage mig af dem, det er uhøre fornøjeligt, for jeg tør jo nok paastaa, at de bedste Venner, jeg har i Verden, dem har jeg blandt Dansk-Amerikanerne.

- Tænker De paa at smutte derover igen? 

- Ja, hvad véd jeg! Hvis min Søn Kay snart skal have en Udstilling i New York, tager jeg vel nok derover! Jeg nærer mig ikke, skal De se! Alene de 12 Dages Overfart frister mig svært! Ikke for ingen Ting er jeg af en gammel norsk Skipperslægt, der flyder godt stærkt Sømandsblod i mine Aarer, og det fornægter sig aldrig.

- Er De født i Norge?

- Nej, jeg er født i Rusland, paa en Tur min Fader var der med sit Skib, og jeg er opdraget her i Danmark, men først for faa Aar siden blev vort gamle Slægtshus oppe i Arendal solgt til nogle fjerne Slægtninge. Og véd De, hvad de saa opdagede, da de begyndte at restaurere paa Huset. Jo, da de fik revet Tapeterne ned og slaaet Pudset ud paa Væggene, kom der et gammelt lag Maling til Syne, hvorpaa der stod "Larssen 1248"! Saa gammel er man Slægt altsaa".

- Hvor har De i Grunden - med den Slægtsarv - kunnet finde Dem tilrette med Teaterlivet?

- Jamen, søde Barn, det har jeg da heller aldrig kunnet! Saa længe jeg har eksisteret - og har været Skuespillerinde - har jeg hadet Teatret og Teaterlivet af hele mit Hjerte.

- Det lyder helt underligt.

- Ja, men det er sandt! Noget andet er, at jeg har elsket Kunsten! Skuespilkunsten har været mit Livs store Interesse, og dog, jeg havde ikke kunnet udholde at være Skuespillerinde, hvis ikke jeg havde haft mine store menneskelige Interesser ved Siden af. Ting som laa milevidt fjernet fra Scenen og hvad dens er. Der er én Ting, jeg saa gammel jeg nu er, med aaben Pande tør hævde, og det er, at jeg gennem hele mit Liv har været meget mere Kvinde og Moder end Kunstnerinde. Moderskabet har i Virkeligheden været mit Livs dybeste og skønneste Indhold. Skæbnen har villet, at jeg kun har faaet Lov til at beholde det ene af mine fire Børn. Men jeg har dog været Moder til dem allesammen, har født dem og ammet dem og elsket dem - til de blev taget fra mig igen. Og jeg synes, at dette er Livets største Lykke, dets højeste Værdi, dets dybeste Indhold. Mit Hjem og mine Børn - og min Mand, har altid været det første og vigtigste i mit Liv.

Fru Oda Nielsen: Moderskabet har i Virkeligheden været mit Livs dybeste og skønneste Indhold.

- Men har Deres Teatergerning levnet Dem ret megen Tid til at leve som Privatmenneske?

- Jeg har taget mig Tid til det, kære! Jeg har indrettet mig! Kay var ikke mere end 6 Uger, da jeg rejste til Bergen med ham og spillede Komedie i flere Maaneder. Det gik storartet! Men det gik kun, fordi jeg selv kunde give ham Bryst, havde han skullet "kunstigt ernæres" var det aldrig i Evighed gaaet! Ork. det er utroligt, hvad en Moder kan overkomme, bare hun vil! Og hun vil, bare hun forstaar, at Børn er Livets største Lykke! Men det er der saa mange, der ikke forstaar nu! Og det er Synd, synes jeg.

- Var der ikke nogle Aar i Deres Ungdom, hvor De slet ikke spillede Komedie?

- Jo, i mine allerbedste Ungdomsaar var jeg slet ikke Skuespillerinde. Jeg debuterede, da jeg ikke var mere end omkring 16 Aar! Og gjorde jo lige straks en kolossal Lykke! Men hele Herligheden varede ikke mere end 3 Aar. Saa blev jeg gift med min første Mand, og rejste til Frankrig med ham. Men han var jo meget svag og døde af Tuberkulose efter 9 Aars Forløb, da jeg altsaa var 28 Aar gammel. Først Aaret efter, som 29-aarig, begyndte jeg at spille Komedie igen.

(Roskilde Dagblad 22. oktober 1925).

Skuespilleren Olaf Rye Poulsen (1849-1923) betragtedes omkring århundredskiftet som dansk skuespilkunsts mester og sin generations største skuespiller. Efter hans død oprettedes institutionen "Olaf Poulsens Minde".  Morsø Folkeblad meddelte 14. juli 1925: "Institutionen Olaf Poulsens Minde har overdraget fhv. Skuespillerinde Oda Nielsen Hædersboligen i Fredensborg." Oda Nielsen fik som den første tildelt hædersboligen i villa "Østrup" sammen med Martinius Nielsen. Hun ses på et foto af hoffotograf Elfelt i Fra Frederiksborg amt, årbog 1994, s. 91.

I et 75 års fødselsdagsinterview i 1926 udtalte hun at hun mente at "Kvinderne maa tage sig mere af Hjemmet, end de nu gør." Hun mente endvidere at "De unge Kvinder klæder sig praktisk og graciøst, og det korte Haar er meget smukt og passer godt til den moderne arbejdende Kvinde. Det er jo desværre et nødvendigt Onde, at Kvinderne arbejder udenfor deres Hjem. Men naar denne ulykkelige Tid er forbi - for det er jo en Overgangstid, vi lever i - , haaber jeg rigtignok, at Menneskene bliver lykkelige igen." (Morsø Folkeblad 9. august 1926).

I 1932 boede hun stadig i hædersboligen som Institutionen "Olaf Poulsens Minde" havde oprettet i Villa "Østrup" i Fredensborg, men måtte midlertidigt flytte til København da Olaf Poulsen-Mindestuerne skulle udvides og villaen i den anledning ombygges.

Kgl. Skuespillerinde Oda Nielsen, født Larssen. * 7. Aug. 1851 + 12. Sept. 1936. Gravsted på Vestre Kirkegård. Afdeling 9, rk. 43, nr. 32. Hun blev gift to gange, og hed således Oda Larssen 1851-1871, Oda Petersen 1871-1884 og Oda Nielsen 1884-1936. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Hjemmene paa vore Lossepladser. (Efterskrift til Politivennen)

De Husvilde foretrækker Pakkasse-Skure for "Marokkogaarden" og Barakker med Væggetøj.

Muddergrøften

Borgmester Viggo Christensens Flyttedags-Proklamation: Hos os truer der ingen Husvilde-Katastrofe, minder i uhyggelig Grad om den berømte Melding fra Tyrkerkrigen: Alt roligt i Schipkapasset. Vi præsenterer her vore Læsere for Bagsiden af det københavnske Kolonihavebillede og fører dem ud i Lossepladsbyen mellem Ørstedsværket og Frederiksholmskvarteret. Her i Muddergrøften, i Huse opført af gamle Pakkasser, ligger Hjem ved Hjem, og flere "Byer" af samme Slags skyder op paa Lossepladserne andre Steder i Storkøbenhavns Periferi.

Det københavnske Publikum, som kun kender Kolonihave-Livet fra Søndags-Udflugterne, naar Flagene smælder i Tusindvis mod en høj Sommerhimmel og naar de Hundreder af kulørte Lamper tænder deres Festblus om Dansepladserne, vil maaske være tilbøjelig til at tro, at Bolignøds-Problemet er næsten løst. - Der er maaske lidt køligt derude om Natten bag de tynde Bræddevægge, men frisk og luftigt maa der dog være i Modsætning til den triste Vintertilværelse, der bydes paa Christianshavn eller i de dybe Nørrebro-Baggaarde.

Jo vist er der frisk og luftigt ude paa Kolonihavernes ejendommelige Storbye-Overdrev, og de Husvilde klager heller ikke offentligt. Alt er roligt i Schipkapasset. Hvis Publikum imidlertid kendte den Tilværelse, der bydes Hundreder og atter Hundreder af Beboere i det, man maaske kan kalde Bagsiden af det københavnske Kolonihave-Billede, saa vilde man maaske dog nok finde Luften mindre frisk og sund og hele Tilstanden mindre egnet til at udstede beroligende Bulletin'er om 

Byen i Muddergrøften,

En stor Del af Bolignødens Ofre mellem de fattigste Københavnere maa nøjes med et Skur paa en Losseplads og her er der ikke Tale om megen Haveidyl hverken ved Sommer eller Vinter.

Vi behøver ikke gaa længere end et Kvarters Gang bag Banegaarden for at finde et tilstrækkeligt talende Eksempel paa, hvorledes de Husvilde bor i en veritabel Muddergrøft hele Aaret rundt.

Midt mellem H. C. Ørstedsværket og det ny Frederiksholmskvarter finder man en hel "By", der bogstavelig talt er bygget af Kasser langs en Losseplads-Skraaning, der falder ned mod en mudret Lagune fra Sydhavnen.

En Mængde Københavnere passerer dagligt forbi denne Samling Skure, der sorte og snavsede rager op af Mudderet, og de fleste tror vel, at det drejer sig om nogle Gemmesteder for Materiel og Værktøj, men ser man nærmere til, vil man dog opdage, at der driver Røg op fra ikke faa smaa Skorstensrør fra Pakkasse-Byen i Muddergrøften.

Man vil yderligere opdage, at der dingler et irret Barberskilt fra et af Husene, og man standser og spørger: er "Byen" virkelig beboet?

Jo, "Byen" er virkelig beboet, og der bor endog saa mange Mennesker her i Skurene og i Kolonihaverne paa den anden Side Veien at den husvilde Barber, der er havnet herude med sin Familie paa Kanten af Lossepladsen, har ment, at det kunde betale sig at aabne en Barberforretning i Skuret.

Byen ved Sydhavns-Lagunen, der just ikke er venetiansk Skønhedsaabenharing, danner aldeles ikke noget enestaaende Tilfælde.

Ude bag Frederiksholmkvarteret ud mod Valby Fælled og Hvidovre Strand er der andre store Lossepladser, hvor der findes lignende "Kolonihave-Byer", og Beboerne her ude hævder, at saaledes som de bor, frister Hundreder, maaske flere Tusinde Københavnere Tilværelsen.

I Grunden klager Læseplads-Beboerne ikke. Vel er Vinteren drøj, og Sygdom og Armod er flittige Gæster, og vel er Luften slem om Sommeren, men man er dog ude i den frie Natur, uden for de trange Gaarde, og langs Lærepladsernes Skraaninger slynger Kalleboderne sit bølgende Baand

Hvorledes man bygger Husvildebyer op.

De Skure og Halvtage, der herude tjener som Menneskeboliger, er flikket sammen paa de underligste Maader af de mest forskellige Materialer, men Pakkasser er dog det mest benyttede Materiale, og navnlig er Ford- og Chevrolet-Pakkasserne eftertragtede til Boligbygning, saa de to Fabrikker har ligefrem organiseret Afsætningen.

Ogsaa til de saakaldte lovlige Sommerhuse anvendes Pakkasserne, og Pakkassehusene har endog deres specielle Arkitekt, der laver Tegninger og Planer for "Bygmestrene" for at faa Husene anerkendte af Magistraten. Det koster 50 Kr., men de fleste foretrækker at blæse Magistraten en lang Marche.

Ikke gode Venner med Magistraten,

Det er nemlig en ret almindelig Egenskab hos de Husvilde, at de ikke rigtig nærer nogen videre Respekt for Magistraten. De fleste har tidligere prøvet Husvilde-Barakkerne paa Amager, "Marokkogaarden" i Bergthorasgade eller de kommunale Huse paa Vesterbro, og de betakker sig for at komme til at bo der oftere.

Naar de Husvilde i saa stort Tal som Tilfældet er, foretrækker at "bo" i Pakkasseskure paa Lossepladser og paa Kanten af en Mudderdam, er vist mere indgaaende Forklaring overflødig, og naar man har set, hvorledes de Husvilde laver herude, begynder man at fatte, hvorledes Københavns Kommune klarer Husvilde-Spørgsmaalet. En

(B. T. 21. oktober 1925).

Husvilde var ikke kun et københavnerfænomen. Ved flyttedagen den 20. oktober 1925 meldte Social-Demokraten at i Århus var 100 familier indkvarteret i borgerskolerne i Nørrebrogade og på Ingerslev Boulevard, 61 familier på Artillerikasernen, 12 på Garnisonssygehuset og 30 i barakker. I Horsens var 25 indkvarteret i bl. a. Bygholms gamle mølle. I Kolding var der 44 husvilde familier. I Aalborg 110, Nørre Sundby 22.

Et hus: Typisk Billede fra Losseplads-Byen ved Frederiksholm. Et Hus rejses af Chevrolet-Kasser. Foto fra B. T. 22. oktober 1925.

Harald Otto Jensen (1851-1925). (Efterskrift til Politivennen).

Harald Jensen død.

(Social-Demokratens foto er her erstattet med Fotograf Thomas Sørensen (1867-1930): Harald Otto Jensen (13.10.1851-18.10.1925) redaktør, politiker. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.)

NATTEN til i Gaar er Landsthingsmand Harald Jensen gaaet ved Døden i sit Hjem i Aarhus. Døden kom brat. En Hjærtelammelse meldte sig uden Forvarsel. Endnu i Lørdags Aftes var Harald Jensen til Stede paa "Demokraten"s Redaktion og underholdt sig med Medarbejderne om Dagens brændende Emner. For faa Dage siden havde han og hans Hustru i Rigsdagens Restaurant samlet en lille Kreds af Venner om sig for at fejre hans 74-aarige fødselsdag. Han gjorde vel et lidt træt Indtryk, men han talte lunt og livligt som altid med gode Venner.

Var Døden ikke ventet netop nu, saa havde det dog længe været aabenlyst, at det gik paa Hæld med den gamle Kæmpe. Siden han for nogle Aar siden næsten mistede Synet og efter at en alvorlig Operation var mislykkedes, genvandt han aldrig sin gamle Kraft. Hans sidste Aar var tragiske, fordi Mangelen paa Synsevne hindrede den stadig lige aandsfriske og altid før saa virksomme Mand i at deltage aktivt i Dagens Gerning. Han klagede aldrig. Han havde som før altid en Spøg eller et hjærteligt Ord paa Læben. Men han har følt sin Ulykke stærkt. Da for nogle Aar siden København havde været hjemsøgt af en tæt Taage og dette var Samtaleemnet en Aften paa Gruppeværelset, blev gamle Harald saa underlig stille. Saa sagde han langsomt og bevæget: Saadan en Taage maa jeg færdes i hver Dag!

Nu har han for stedse lukket de svage Øjne. De svigtede ham paa det sidste Vejstykke, og dog er det dem, hans Venner vil huske længst, saadan som de var, da de sad med den fulde Glans under de buskede Øjenbryn og bag de skarpe Brilleglas: milde, stærke, trofaste og med en altid spillevende Skælm i hver Krog.

Harald Jensen vil gaa over i Historien som Jyden blandt vort Partis Banebrydere. Og dog var han født i et fattigt Hjem i København. Som ung Typograf kom han for 54 Aar siden til Aarhus, allerede grebet af den socialistiske Idé, der havde tændt sine første Gnister paa dansk Grund. 5 Aar senere var han Formand for Aarhus-Typografernes Fagforening og i 1883 startede han for egen Rigning det første socialistiske Blad i Jylland. Efter et Aars Forløb blev det lille Ugeblad forvandlet til et Dagblad i Tilknytning til Social-Demokraten i København.

Af den ringe Begyndelse blev under Harald Jensens Ledelse "Demokraten" til - nu Danmarks største Provinsblad og Stamtræ for hele vor vidtforgrenede Presse i Jylland. Hans enestaaende Evner i de mange Arbejdsaar skal ikke blot maales med den Styrke, vort Parti randt i Aarhus, men endnu mere ved den Kendsgerning, at der ikke i nogen By eller Flække i hele Jylland sidder en eneste Mand ved vor Presse, som ikke føler, at Harald Jensen har haft Betydning for hans Skæbne og var hans personlige Ven. Til ham kom de med deres Planer, deres Bekymringer deres Sorger. Myndig stak han de farbare Veje ud, lunt tog han Livet af for højtflyvende Planer, mildt bortvejrede han unødige Sorger. Han havde en enestaaende Evne til at skabe Tryghed omkring sig og han var til sin sidste Stund en Raadgiver, man aldrig søgte forgæves. Han blev det jyske Socialdemokratis ubestridte Høvding - ikke en Fører, der herskede med stærke Midler, ikke altid saa man Haanden, der styrede, men den føltes allestedsnærværende.

I vort Partis Ledelse var han altid Sammenholdets Talsmand. Han anerkendte intet Skel efter Landsdele eller Særinteresser: een Vilje, eet Maal, een Hær, var hans Parole for det samlede danske Socialdemokrati i stort som i smaat. I den Aand øvede han sin Rigsdagsgerning i 35 Aar.

Harald Jensen var en uforlignelig Agitator. Han havde sin egen Form. Han fik i hele sit offentlige Liv næppe sagt et voldsomt Ord eller gjort en eneste stor Gestus, men i hans jævne, stilfærdige Ord laa en egen smeltende Varme og hans Lune lyste med festlige Glimt. Naar han tog en politisk Situation paa Kornet, kom der vingede Ord ud deraf. Han elskede de gamle, malende Ordsprog og han kunde forme sine egne Sætninger som Ordsprog, der levede længe efter, at den Situation, de tog Sigte paa, var glemt.

Et daadrigt Liv er endt. Dets Frugter vil langt ud i Fremtiden modnes Aar for Aar. I gode sociale Love lever hans Værk. I en stor og blomstrende By føles hans Indsats. Og rundt mellem Lyngbakker og sandede Klitter sætter hans Gerning Blomst omkring lave Hytter. En god og stor Mand er død. I Tusinder af Hjem vil man ikke modtage Budskabet som man ellers erfarer en landskendt Politikers Død. Man vil føle det, som fik man Brev: Din Fa'r lever ikke mere! Og mange, mange varme Tanker vil naa den lille, tapre hjærtensgode Kvinde, som skabte hans hyggelige Hjem, som fulgte ham i onde og gode Dage, som pylrede om ham til det sidste og græd sin tungeste Graad ved hans Bryst da Døden tog ham.

Mindeord om Harald Jensen

Vi der færdedes sammen med Harald Jensen, har naturligvis længe følt, at hans Kraft var udtømt, men alligevel kom Budskabet om hans Død som en Overraskelse for mig. Det er ikke 14 Dage siden, at han deltog 1 Festen for Klaus Berntsen, og det er kun 6 Dage siden, at han, under festlige Former, fejrede sin 74 Aars Fødselsdag her inde i Rigsdagen, han var livlig, trods Svagheden og han kæmpede nu som i de sidste Aar, for at følge med i Livets Gang og særlig i det politiske liv, trods den triste Skæbne som Blindheden havde paaført ham. Hans Død kalder nu tusinde Minder from og ganske særlig Minderne om hans rige Indsats I vort Partis Barndoms- og Ungdomstid.

Som stor Dreng hørte jeg allerede om Harald Jensen, der havde gaaet i den samme Kommuneskole som jeg selv. Jeg hørte om hans Virksomhed i Aarhus, hvor han oprettede vort Partis første Provinsblad. Det gjorde et aldrig udslettet Indtryk, da jeg hørte, at han selv skrev, trykte og uddelte dette Blad, og jeg fulgte siden de mange Efterretninger om hans Kæmpearbejde som Redaktør og Agitator derovre i Jylland. Jeg saa ham som ganske ung i 1890 rykke ind i Rigsdagen som Repræsentant for Skjoldelevkredsen, og vi, der var unge, følte hans Valg, som det første Tegn paa Gennembrud udenfor Hovedstaden.

Da jeg nogle Aar senere blev Medlem af Partiets Bestyrelse, kom jeg nærmere ind paa Livet af gamle Harald Jensen, thi allerede den Gang syntes han ældet af Kampen og Slidet, som da laa bag ham. Han var en af de Mænd vi lyttede til, naar han talte i Hovedbestyrelse og paa Kongres, og vi følte ogsaa, at han øvede en væsentlig Indflydelse som Politiker, som den Forhandlingens Mand han var født og opdraget i København som værende i Slægt med Demokratiet store Mænd. Endskønt han var født og opdraget i København, havde han Jydens sindige Karaktertræk, og maaske netop derfor følte ri, at han var af samme Slægt som Bjørnbak, Chr. Berg, Høgsbro og Neergaard, og vi har senere kunnet glæde os over, at han aldrig forlod de Veje han begyndte at vandre, han svigtede aldrig de Idealer, som han i Ungdommen viede sin Overbevisning og sit hele Lav.

Vi husker ham ogsaa fra de Brydninger i det politiske Liv, der fulgte efter Venstres Overtagelse af Regeringen. Vi husker, hvorledes han prøvede og overvejede hvilken Taktik, der nu var bedst tjenlig for vort Parti, og vi husker navnlig den Ungdomsglød, der stadig luede i ham.

Da Krigen i 1914 satte ind og satte vort Parti paa Prøve, var Harald Jensen ikke i Tvivl om sin Plads eller om vort Partis Holdning. I de Brydninger, der var afgørende for vort Parti, var Harald Jensen iblandt den Kreds af Førere, der bidrog til at afværge saadanne Ulykker, som Broderpartier flere Steder kom til at lide under.

Jeg husker ham ogsaa i de bevægede Timer i 1916, da vort Parti stilledes overfor det Krav, at vi skulde udpege en Minister. Han var ikke i Tvivl om, hvad vi burde, og da vi naaede til Personspørgsmaalet, var det mig en Glæde, at han, saavel som en anden af vore ældste Partifæller, uden Vaklen krævede, at Partiets Formand skulde overtage Posten.

Og saa husker jeg hans varme Interesse for det betydningsfulde Samarbejde imellem de nordiske Lande. I mange Aar var han vort Partis Repræsentant i den Bestyrelse, som planlægger Arbejdet med de nordiske Delegeretmøder af Rigsdagsmænd. Hans Navn og hans Gerning lever i Sverige og Norge som herhjemme.

Ja, der var mange andre Minder, der kunde nævnes, alle i vort Parti kan supplere, hvad der nu siges og skrives ved den Jyske Høvdings Bortgang. Med Sorg har vi set, hvor trist Harald Jensens Livsaften formede sig, da Sygdom lukkede for hans Øjnes Kraft, men alligevel er det en dyb Smerte, som nu lejrer sig hos alle os, der elskede vor gamle Ven.

Et Kæmpearbejde er sluttet. Et Liv i Kærlighed til Socialismens Sag og til dansk Arbejderbevægelse er til Ende, men et uudsletteligt Minde om Harald Jensen vil leve.

Th. Stauning.

* *

Skønt jeg var klar over, at det bar mod Afslutningen med min gamle Ven, har hans Død dog gjort et stærkt Indtryk paa mig. I henimod 50 Aar har vi kendt hinanden som Venner og Partifæller, og vi har jo delt ondt og godt, Sejre og Skuffelser med hinanden.

Harald Jensen var en Mand, der alle Dage havde stor Betydning indenfor vore Organisationers Ledelse og man hørte gerne paa ham, thi han var en klog og besindig Mand. Hans største Betydning maa dog søges i Aarhus hvor han i sine unge Dage startede det første socialdemokratiske Blad i Jylland. Harald Jensen maatte den Gang kæmpe med Fattigdom baade i sit Hjem og i Partiet. Vi var omtrent ligesaa fattige her i København, men vi hjalp dog saa godt vi kunde, og efter stor Møje og Besvær rejstes den store, stolte Presse vi nu har i Jylland samtidig med, at Partiet blev mægtigt. Harald Jensen har sin meget stor Del af Æren derfor, og derfor vil hans Navn leve indenfor vort Parti. Harald Jensen var et godt Menneske og en ærlig trofast Kammerat, og Minderne om vort mangeaarige Venskab overvælder mig ganske i denne Stund. Og mine Tanker gaar til hans gamle, gode Hustru, som nu sidder ene og svagelig tilbage.

C. C. Andersen.

* *

Der bliver stille i Skoven, naar en af de gamle Ege falder, og med Harald Jensen er en af Pionererne, en af de store Skikkelser i dansk Arbejderbevægelse og en stor Personlighed i dansk Politik gaaet bort. At skildre hans Liv vil blive Skildringen af det danske Socialdemokratiets Historie og dansk Politik siden 80-ernes første Aar, thi han var en af dem, der skabte den danske Arbejderbevægelse, dens Organisationer og dens Presse, og som var med til at præge vort Lands politiske Udvikling.

Med Smerte saa vi, hvorledes Blindhed i de sidste Aar røvede hans Arbejdskraft, og vi følte, hvor han led derunder, men hans Interesse og hans Pligttroskab var lige levende til det Sidste.

Harald Jensen gik bort midt i det Arbejde, som blev hans Liv, og over det ganske Land vil Arbejderne i Sorg sænke Fanerne ved Efterretningen om hans Død.

Fr. Andersen.

* *

"Demokraten" om Harald Jensen.

Det Blad, Demokraten, i Aarhus, som Harald Jensen i 35 Aar redigerede skriver i sin Nekrolog følgende:

Han var Skaberen af den Socialdemokratiske Presse udenfor København. Han var den første der saa, at Betingelsen for at Socialdemokratiet kunde vinde lndpas udenfor København, var den, at det havde en Presse ud over Landet. Derfor satte han sine egne Spareskillinger ind paa at rejse et Blad og derfor var han interesseret i, at det blev efterfulgt af en Skov af Blade Lande over. For ham var Pressen ikke noget Maal, men et Middel, det sikreste og bedste i Arbejdernes Frigørelseskamp.

Han skaanede aldrig sig selv, men var ogsaa efter at Synet begyndte at svigte ham forrest l Kampen. Han skrev ikke blot Bladet, men han ledede Agitationen og stod i Spidsen for Partibevægelsen i Aarhus. Han var med overalt, hvor der blev virket for Socialdemokratiet. Han planlagde og ledede selv Agitationen forud for Valgene, de politiske og de kommunale, og Arbejdernes store, smukke Forsamlingsbygning er hans Værk.

Han var Aarhus en god Mand baade i de mange Aar han havde Sæde i dens Raad og ved sin Virksomhed inde paa Tinge. Som en af de politiske Livs Forgrundsfigurer hævde hans Ord Vægt i alle Lejre. Man lyttede fordi det at tid var gode og kloge Ord der lød fra hans Laber.

Ved hans Baare siger vi ham en dybtfølt og smertefyldt Tak for hvad han har betydet for os, og for alt det gode, han har udrettet. Han udførte en Livsgerning saa stor og stolt, saa smuk og rig som det kun de færreste beskaaret at udføre.

Noter.

Med en enkelt Afbrydelse sad Harald Jensen i Rigsdagen siden 1890, altsaa 35 Aar. Til Folkethingsmand valgtes han første Gang i Skjoldelevkredsen, og i 1895 erobrede han Aarhus søndre Kreds, som han repræsenterede med stedse stigende Stemmetal, indtil han 1906 traadte ind i Landsthinget. Ved ny Grundlovs ikrafttræden i 1918 blev han thingvalgt, og dette Tillidshverv beklædte han endnu ved sin Død. Han var i Perioden 1921-24 Landsthingets Næstformand og var Medlem af Finansudvalget. Af andre betydende Tillidsposter kan nævnes, at Harald Jensen var Medlem af Rigsretten og Formand for Statens Tilsyn med Himmelbjerggaarden.

*

Til Medlem af Aarhus Byraad valgtes Harald Jensen allerede i 1894, paa en Tid, da Socialdemokratiet kun havde faa kommunale Repræsentanter. Han blev i over en Menneskealder den førende Mand i Aarhus og prægede denne blomstrende Bys stærke Udvikling. Paa de sociale Omraader har han sat i uudslettelige Spor i Alderdomsvæsenet og Skolevæsenet. Hans varme [ord ulæselig] kom ogsaa frem under det langvarige og møjsommellge Arbejde for Aarhus ny Banegaard, og indenfor Partiet rejste han et blivende Monument i den smukke Fo[bogstaver ulæselige]bygning, hvortil han lagde Grundstenen i Amaliegade, Ogsaa Aarhus's skønne Teater var han med til at skabe. Med ham som Fører blev Aarhus "Den røde By", og Socialdemokratiet blev Flertal i Kommunalbestyrelsen, valgte Borgmester og gennemførte de store Reformer, der har gjort Jyllands Hovedstad til det, den er.

*

Harald Jensens særlige Egenskaber. hans taktiske Sans, hans medfødte Evne til at dreje Modstanderne en Knap og gøre det paa en saadan Maade, at han fik Latteren paa sin Side, kom til den mest straalende Udfoldelse ved Valget i Skjoldelevkredsen for 85 Aar siden. Det var en udpræget Landkreds, og endnu havde ingen Socialdemokrat vovet at give sig i Kast med Gaardmænd og Husmænd. Derfor blev Harald Jensens Valg ogsaa en Sejr, der satte svære Dønninger og bragte det første Varsel baade om vor Fremmarch paa Landet og om Modstandernes kommende antisocialistiske Sammenrotning. Venstrebønderne, som den Gang stod Socialdemokratiet nær, blev ængstelige og svigtede Demokratiet - men det har hævnet sig.

*

Ved dette berømmelige Valg for 35 Aar siden havde Venstre opstillet to Kandidater. Saa stærkt var Partiet i Skjoldelev, at det mente at have Raad til denne Flothed, men der var for en Sikkerheds Skyld truffet Aftale om, at den af de to Venstremænd, som vandt mindst Tilslutning blandt Vælgerne, skulde trække sig tilbage paa Valgdagen. Foruden Harald Jensen var ogsaa en Højremand opstillet, altsaa ialt 4 Kandidater. Nu magede Harald Jensen det saaledes, at de socialdemokratiske Vælgere forholdt sig musestille, naar han talte. De var instruerede om at ødsle deres Bifald paa den af Venstremændene, der gjorde mindst Lykke blandt sine egne. Ved selve Kaaringen paa Valgdagen fordeltes de socialdemokratiske Stemmer saaledes, at de to Venstremænd fik omtrent lige mange Stemmer. Harald Jensen fik ikke en eneste. Følgen var, at Ingen af de to Venstrekandidater vilde trække sig tilbage. Der blev begæret skriftlig Afstemning Og nu kunde det nok være, at Socialdemokraterne benyttede deres Stemmeret rigtigt og enigt. Medens Venstre splittede Stemmerne paa to Mand, samlede Harald Jensen sine trofaste under én Hat - og sejrede. Dette Valg er blevet historisk. Vel maatte Harald Jensen i næste Omgang afgive Kredsen, men siden erobredes den tilbage, og nu er Skjoldelevkredsen udpræget socialdemokratisk.

*

Harald Jensens Hustru, der fyldte 75 Aar, er Husmandsdatter Framlev. Hun sidder tilbage med 4 voksne Børn, en gift og en ugift Datter, en Søn, der er Funktionær under Aarhus Kommune, og en anden som er Bogtrykker i København. For dem vil Tabet virke lammende. Endnu i Fredags var Harald Jensen det stærke Træ, under hvis Krone Familjen levede. Ingen troede Døden nær. Selv talte han om sin forestaaende 75 Aars Fødselsdag, som han glædede sig til at fejre i sit kære Aarhus, omgivet af Slægt og Venner fra de Dage, da Socialdemokratiet skabtes. Døden kom hurtig, uventet - men let. Og noget bedre kan ingen ønske Menneske, der er elsket.

*

Harald Jensen var kendt for Evne til at forme vingede Ord. Da de Radikale i 1905 brød ud af Venstrepartiet, og der opstod Diskussion. om hvorvidt Socialdemokratiet skulde træde i politisk Samarbejde med det ny, spirende Parti, hvis Tilværelse jo var truet, formede Harald Jensen sin endelige Tilslutning til Valgsamarbejdet i de klassiske Ord:

- Lad os bygge dem et lille Halvtag!

Fra de Aar huskes ogsaa det kendte Billede af Zahle som Lirekassemand. Harald Jensen ligger opp i sit Vinnever og tllraaber Musikanten:

- Aah,  spil den en Gang til, den lød saa kønt!

*

Fra de senere Aur vil erindre den gemytlige Maade, paa hvilken Harald Jensen dyppede daværende Forsvarsminister Klaus Berntsen. En dødssyg Soldat var blevet slet behandlet ved Garnisonen i Sønderborg, flygtede til København og døde. Affæren vakte stor Bevægelse, og bedre blev jet naturligvis Ikke, da Ministeren udsendte en beroligende Erklæring, som imidlertid viste sig at tage Sigte paa en helt anden Soldat. Det kom til Interpellation i Rigsdagen, og Tilhørerpladserne var overfyldte, da Harald Jensen langsomt rejste sig, pudsede først Brilleglassene, saa sin Næse i det store, ternede Lommetørklæde, for derpaa med et lunt Blik til Klaus Berntsen at sige:

- Jeg takker Forsvarsministeren for hans klare og vægtige Redegørelse. Naar jeg se bort fra de fire Smaating, at Soldaten ikke hed Petersen, men Jørgensen, at han ikke led af Hududslet, men af Blodstyrtning, at han ikke var garnisoneret i København, men i Sønderborg, og at han ikke er udskrevet som rask, men er død og begravet, konstaterer jeg, at Ministerens Redegørelse i alt væsentligt er rigtig.

Saa var Debatten ikke længere.

*

Harald Jensens Lig vil blive bisat paa Søndag i Aarhus, den By han viede sit Livs største Arbejde. Han har i sin sidste Vilje frabedt sig gejstlig Medvirkning ved Bisættelsen. Hans tusinder al Venner forstaar og respekterer dette Ønske. Ægte, som Harald Jensen var til Marv og Ben, ønskede han ingen uægte Ceremoni ved sin Død. Derfor vil kun Partifæller tale ved hans Baare. Men hele Aarhus, uanset Religion, Opdragelse, Stilling, vil samles ved denne Jordefærd, og vil lytte til de jævne Mænd, der taler ved en stor, jævn Mands Kiste.

(Social-Demokraten 20. oktober 1925).

Harald Otto Jensen (1851-1925) var blandt de første i fagforeningsbevægelsen i provinsen. 1876 blev han formand for en århusiansk afdeling af Alm. dansk typografforbund som imidlertid opløstes efter en tabt strejke. 1881 dannedes Jyllands typografiske forening, senere Dansk Typografisk forening hvor han var formand indtil 1883 og 1886–88. 

Han stiftede oktober 1882 sammen med sin kollega typograf Emil Marott diskussionsklubben Demokratisk samfund som april 1883 vedtog at antage socialdemokratiets program og indmelde sig som afdeling under det 1878 i København stiftede Socialdemokratisk forbund, dets første i provinsen. 

Det af Jensen den 19. juni 1883 udkommende Socialdemokratisk Ugeblad blev fra oktober 1883 dagblad under navnet Demokraten. Han fik flere domme på vand og brød for presseforseelser. Omkring 1914 var det Jyllands største dagblad (oplag ca. 12.000).

1888 blev han medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse. Ved folketingsvalget jan. 1890 opstilledes han i Skjoldelevkredsen hvor han blev valgt, men mistede kredsen 1892. I 1895 valgtes i Århus søndre kreds som han repræsenterede i folketinget til 1906, da han i Randers indvalgtes i landstinget som han var medlem af til sin død.

Han var medlem af Århus byråd 1894–1916. Han gik under navne som "Kong Harald" eller "Jyllands ukronede Konge". Han bidrog til at statsbiblioteket, statens avissamling og fødselsstiftelsen blev lagt i Århus.