Forfærdelige Boligforhold i København. (Efterskrift til Politivennen).

Fugtighed, Svamp, Røgplage, Rotter og Væggetøj. Af Boligtilsynets Beretning for forrige Aar.

Bolignøden maales langtfra ved Antallet af de husvilde Familier, som Magistraten har maattet anbringe i sine Husvildeafdelinger, og de Familier, der har maattet ty til Fremleje for at faa Tag over Hovedet, og endelig ved de Familier, der maa bo i Sommerhuse om Vinteren. En overordentlig betydelig Bolignød konstateres ogsaa gennem de elendige "Lejligheder", som mange Familier maa tage til Takke med, fordi de simpelthen ikke kan skaffe sig anden og bedre Lejlighed.

Herom afgiver den Beretning, som Overingeniør, Dr. Holger Schmidt, der leder det kommunale Boligtilsyn, et talende Vidnesbyrd.

Boligtilsynet har i 1924 undersøgt 1681 mangelfulde Boliger, hvoraf 164 som Følge af Anmeldelse fra private Folk. Det fandt 210 angrebne af Fugtighed, 11 af Svamp. 1082, der var udsat for Røgplage paa Grund af Mangel ved Ovnene, 41, der var i høj Grad urenlige, 28, der var delvis beboede af Rotter og Mus, 30, der var befængt med Væggetøj, 138, hvor der var Stank fra Vask. 7, der var befængt med Snegle, 3, der var befængt med Kakerlakker, 63, der havde daarlig Belysning, og 1419, der led af andre sanitære Mangler, medens 167 trængte til Istandsættelse.

Adskillige af disse 1681 mangelfulde "Lejligheder" havde mere end én af disse Plager, nogle endda maaske alle Ægyptens syv. Værterne i de Ejendomme, der har saadanne Lejligheder, stilles i en ret ejendommelig Belysning ved denne Beretning. De har maattet vide, under hvilke Forhold deres Lejere boede, og dog har Boligtilsynet maattet til for at slaa fast overfor dem, at der maatte gøres noget for at gøre Lejlighederne mere menneskelige. Endda har det ikke hjulpet overalt, maaske i adskillige Tilfælde fordi Lejlighederne har været af en saadan Natur, at Manglerne overhovedet ikke lod sig afhjælpe. Der var endnu ved Aarets Udgang 67 Lejligheder, der led af Fugtighed, 196 med Røgplage, 19 med Urenlighed, 5 med Rotter og Mus, 19 med Væggetøj, 149, der trængte til Istandsættelse. (Der var saaledes kun 18, der var bleven effektivt istandsatte), 3 med Snegle, og de 8 Lejligheder, der var befængt med Kakerlakker, var det endnu.

De 1419 Lejligheder, der er opført som lidende af sanitære Mangler, havde saadanne "Herligheder" som raaddent Træværk, raadne Gulve og Køkkenborde, brøstfældige Vinduesindfatninger og Døre. Betegnende for Husværterne er det, at en Del af dem kun vilde gaa til Istandsættelse, naar de til Gengæld fik Huslejeforhøjelse.

Ved Boligtilsynets Undersøgelser fandtes 81 Rum, der ikke havde Vinduer ud til fri Luft, og som benyttedes dels til Soverum og dels til Køkkener.

Hvorledes Folk bor.

Beretningen slutter med en Række Eksempler paa de forfærdelige Forhold, hvorunder Mennesker har maattet bo, og fremdeles i mange Tilfælde maa bo.

I en Ejendom paa Christianshavn boede der i Baghuset i Kælderetagen en Familie bestaaende af Mand, Kone og 5 Børn. Lejligheden bestod af et Værelse og Køkken, som laa bag ved Trappen og var fuldstændig mørkt. Væggene var stærkt fugtige, dels Grundfugt, dels Fortætningsvand fremkaldt af den stærke Overbefolkning (7 Personer i 38 m3; Sundhedsvedtægten krævede i dette Tilfælde 84 m3). Bag Tapetet, som næsten overalt var løst, sad et tykt Lag Snegle. Beboerne blev anbragt andet Steds, og fremtidig Udlejning af Boligen til Natteophold for Mennesker forbudt ved Tilhold.

Paa Vesterbro fandtes en Lejlighed, 2 Værelser og Køkken, hvori der boede en Mand, Kone og 6 Børn af hvilke en Datter igen havde 2 Børn, hvoraf det ene havde Tuberkulose. Lejligheden var i den Grad svinsk og ramponeret, at en omgaaende Indgriben var nødvendig. Føret flyttede Datteren og de to Børn, og senere fik den øvrige Familie en bedre Bolig.

En Kælderbolig i den indre By var i den Grad befængt med Rotter at man maatte paabyde Oprydning og Cementering under Gulv i Køkken og Værelse og Anbringelse af nyt Træværk. Skønt Boligen hørte til de meget daarlige, erklærede Beboerne ikke at ville flytte, dels fordi der kun var Plads i de til Husvilde beboede Soldaterlejre og dels fordi de ikke kunde betale højere Leje.

I et "Lysthus" paa Amager boede to Familjer. Til den ene Familjes Raadighed stod kun et lille Rum paa 3 Alens Længde og godt 2½ Alens Bredde, og der var knapt tre Alen fra Gulv til Loft. Der kunde lige staa en Seng, en Stol og en Vugge. Værgeraadet hentede her Barnet, men da Magistraten ikke kunde skaffe Bolig til Ægteparret, bor det der maaske endnu.

Børnetilsynet henledte Boligtilsynets Opmærksomhed paa et Lysthus, der var beboet af en ugift Kvinde med 5 Børn. Besøget fandt Sted i Tøvejr, og Lysthuset, som var meget daarligt bygget, stod halvt under Vand, medens samtidig Regnen trængte ned gennem Taget. Konen ejede imidlertid selv Huset og vilde ikke flytte. Det maatte da overlades til Børnetilsynet selv at træffe nærmere Bestemmelse om, hvad der skulde foretages.

I en Kælder boede en Jernkræmmer paa ca. 70 Aar. Han var ene og sov om Natten i et mørkt Rum under Trappen. Seng fandtes ikke; nogle gamle Klude, meget snavsede, var lagt til Rette og benyttedes til Sengeklæder. I Butikken opholdt sig en Hund, som ved Besøget havde 5 Hvalpe. Alt var ualmindelig medtaget af aargammelt Snavs, og Kælderen ganske ufremkommelig, fyldt med Stabler af ganske værdiløse Ting, som han foregav at forhandle. Vinduerne var tildækkede med gamle Klude. Det henstilledes til ham at søge Optagelse i "De gamles By", hvilket han lovede at ville overveje. Ved næste Besøg kunde han ikke gaa, han havde skoldet sin ene Fod. Sagen henvistes til Kommunelægen.

En Husejer henvendte sig til Boligtilsynet om Hjælp i Anledning af. at han agtede at istandsætte en Lejlighed i sin Ejendom. Beboerne, en Broder og Søster, begge ca. 70 Aar, holdt imidlertid Boligen i en saa snavset og uordentlig Stand, at det ikke var muligt at faa Haandværkere til at begynde Istandsættelsen, førend der var gjort rent. Desuden var der optaget i Boligen en midaldrende Mand, som intet tog sig til, men levede af de andre Beboeres smaa Midler. Ved Boligtilsynets Besøg laa denne Mandsperson i Sengen. Det henstilledes til Lejerne at gøre rent samt at forbyde dem fremmede Person at opholde sig i Lejligheden. En Rengøring blev foretaget saa Istandsættelsen kunde gennemføres, og Aldersrentekontoret forhindrede Beboerne i fortsat at have den omtalte Mand hos sig.

Det henstilledes til 2 gamle Damer, hvis Lejlighed var meget lille og urenlig, at fjerne 3 af de 4 Katte, som de holdt, for at Luften, der næsten var umulig at indaande, derved kunde forbedres, og der knyttedes den Betingelse til Tilladelsen til at holde Kat, at Boligen Fremtiden var upaaklagelig ren at ingen Klager fremkom fra Ejendommens øvrige Beboere.

Beretningen nævner kun disse Tilfælde, men de kunde sikkert suppleres med mangfoldige flere.

Man vil have lagt Mærke til, hvorledes en Familie foretrak at blive i den elendige, rottebefængte "Lejlighed«, den havde, fordi den ikke kunde betale højere Leje. Her røres da ved det værste Bolignødens Problem: Hvorledes er det muligt at skaffe de Mennesker bort fra Husvildeafdelingerne og fra de elendige Boligforhold i de usle Rum, de nu bebor, til gode og sunde Boliger mod en Leje, som de overhovedet kun betale. Først naar dette Problem er løst, er der Mulighed for at komme ud over Bolignøden.

(Social-Demokraten 6. november 1925).

Kulsvierblod og Rejselyst. (Efterskrift til Politivennen)

En Samtale med Forfatterinden Fru Rose Bruhn.

Fru Rose Bruhn, den kendte Forfatter af Bondenoveller og historiske Romaner, holder til næste Aar 25 Aars Forfatterjubilæum og har i disse i disse Dage hos Schønberg udsendt en ny historisk Roman: Den lille Borgfrue.

Høj, statelig med det mørke, krusede Haar graaeprængt, mens de brune Øjne endnu flammer stærkt, lukker Fru Rose Bruhn mig ind i en 3 Værelsers Lejlighed i Adolfsensgade

- De ligner egentlig selv en Borgfrue - siger jeg. 

- Giv mig Borgen, min Ven, saa skal jeg heller ikke have noget imod at være Borgfrue - værsgod!

- De bor da nydeligt!

- Jamen saa smaat! Jeg har maattet sælge natten alt. Mit gyldne Renaisancemøblement staar nu oppe i Ministeriet - i Departementschefens Modtagelsessalon. Men man kan jo ikke blive ved at holde stort Hjem, naar man altid rejser - - -

- Hvorfor gør De saa det? 

- Fordi jeg har Uroen i mig. Jeg har al Tid haft den, det ligger mig i Blodet. Jeg er af Kulsvierslægt og jeg er vokset op i Gribskov og i Skovene omkring Frederiksværk. Far var Forstmand. Som Barn var det Skovene, der drog mig. Jeg løb væk Gang paa Gang for at leve ude i Naturen, i Skovene. Hjemme troede de, jeg var omkommen, og trak Net gennem Dammen, og imens vagabonderede jeg midt inde i Skovtykningen.

Lige fra ganske ung har jeg rejst Første Gang til Norge, dér traf jeg Nansen og Sverdrup - da de kom hjem fra den første Polfærd - og skrev hjem om det. Jeg har været Journalist. Rejsekorrespondent til en Mængde Blade i mit Liv. Jeg har nemlig været saa heldig, at der altid skete noget, dér hvor jeg kom, f. Eks. var jeg i ltalien under Vesuvs forfærdelige Udbrud. Jeg har skildret det i min Bog: Naar Jord og Hjerter gløder.

- Var det lige straks Historien der fængslede Dem og gav Dem Lyet til at skrive? 

- Nej, jeg begyndte med mine Bondenoveller - for jeg kendte mine Bønder og - jeg elsker dem - ligesom Mor. Mor kendte alle Bønder i mange Miles Omkreds - ikke paa deres Tøj eller deres Ansigter eller Gang, men paa deres Heste.

Det er Per dens Hest og der kommer Rasmus dits og dats Hest - sagde hun altid. Det er bleven sagt af meget ansete Kritikere, at mine Bønder var de  mest sandru, der er skildret, det er jeg stolt af.

 - Men hvordan kom De saa til at skrive historiske Romaner? 

 - Det var min Mand - jeg var jo gift med Redaktør Hans Jensen, Sorø Amtstidende, der pegede paa Anne Lykkes Slægt og spurgte, om det ikke var noget for mig.

De kan tro, det var et Arbejde med Søgen efter Kilderne i gamle Skrifter rundt paa Herregaarde. Endnu til denne ældste Bog, Den lille Borgfrue, har jeg maattet opholde mig hele Sommeren paa Svendborgegnen for at studere de gamle sydfynske Gaarde. - Hvor alt dog var skønt fra den Tid, saadan en Kunst, de har skabt, præger hver Ting der er tilbage. 

- Hvorlænge bliver De nu hjemme? 

- Her? - Fru Bruhn ser sig rundt i sine Stuer - uden at hun aner det, er der Modvilje i hendes Blik. 

- Ikke ret længe. Jeg har det bedst naar jeg rejser. Min Sørejse til Indien - ja og mit Ophold derovre - er en af mit Livs allerskønneste Oplevelser, og naar man ikke har kunnet finde Lykken andre Steder, er det dejligt, at Rejserne og bagefter det at mindes dem. mens jeg skrev, har kunnet fylde ens Liv.

Jeg rejser mig for at gaa. 

- Sikken man dog bygger derovre paa den anden Side Gaden - siger jeg og ser ud. 

- Det ligner en Fængselsgaard - svarer Fru Bruhn - tænder Lyset og trækker for Vinduerne. Gunver.

(B. T. 5. november 1925).

Rose Bruhn (1861-1939) var forfatter til cirka 15 bøger, flere skuespil og journalistik i 30 provinsblade. Hun var gift med redaktøren redaktøren af Venstre-avisen Sorø Avis - ham blev hun senere skilt fra. Hun var født i Frederiksværk som fatter af byens garver Bruhn i Nørregade 10. Stedet nedbrændte siden og i stedet blev "Generalen" opført på stedet. Rose Bruhn var med i Dansk Kvindesamfund.

Skal Trinitatis Kirke gaa op i Luer. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle historiske Kirke trues hver Dag af den alvorligste Brandfare

ET MYSTERIUM I RUNDETAARN

DER er opstaaet en Konflikt imellem Magistratens 1ste Afdeling og Magistraten bygningskyndige Tillidsmænd. Og egenlig en Konflikt af ret alvorlig Natur.

Det drejer sag om Trinitatis Kirke og Rundetaarn. Da Bygningskyndige hævder, at der er den allerstørste Fare tilstede for, at den gamle, minderige Kirke skal gaa op i Luer.

Trinitatis Kirke hører til de gamle Kirker, som ejes af Staden, og der findes som bekendt over Kirken et "Loft". Paa dette Loft var der i sin Tid Arkiv og senere Boglager for private Forlag, men for en Snes Aar siden blev det - en mægtig Hal i hele Kirkens Længde - udlejet til Teatermaler Carl Lund. 

I flere Aar har der nu været ført en stille Kamp imellem Magistraten og Kirkens bygningskyndige Tillidsmænd angaaende Loftet.

Disse sidste hævder, at Carl Lunds Malersal ikke bør have til Huse her. Der er sikkert intet som helst at bebrejde Carl Lund; men han skal have det store Rum opvarmet, og denne Opvarmning sker ved  Hjælp af en gammeldags Kakkelovn, der Vinter for Vinter udbyder en stadig Brandfare.

Da en af de Bygningskyndige for nogen Tid siden kom op paa Trinitatis Kirkes Loft, fandt han Kakkelovnen omgivet af Bunker af gammelt Papir. Træaffald og andet let brændbart Stof. Han beordrede øjeblikkelig det farlige Skrammet fjernet. Men hvad kan der ikke ske, naar de Bygningskyndige ikke er tilstede?

Hvis Kirken brænder -

Det hævdes fra sagkyndig Side, at der saa at sige Dag for Dag er Fare for, at den historiske Trinitatis Kirke skal gaa op i Luer. Det store Loft er adskilt fra Kirkerummet med et Bræddegulv, der hviler paa svære pommerske Bjælker, som igen ligger over Kirkens Hvælvinger. Men netop denne Konstruktion er en Fare for Kirken. Opstaar der en Brand, og antændes de svære Bjælker, vil disse vælte Murene og sønderbryde de tilsyneladende solide Hvælvinger.

Det hævdes desuden, at en Brand, som een Gang udbrudt paa Loftet, vil blive saa voldsom, at selv det mest moderne Brandvæsen vil være uae af Stand til at redde Kirken.

Men hvorfor griber Magistraten ikke ind?

Det lader til at være et Regnskabsspørgsmaal! Det gælder om at opretholde de Indtægter, Kommunen har. Carl Lund betaler en - iøvrigt meget rimelig - Leje af "Loftet", og dette Beløb maa ikke forsvinde fra Magistratens Indtægtskonto!

De Bygningskyndige har Gang paa Gang henstillet til Magistraten, at Trinitatis Kirkes Loft maa rømmes. Men der sker intet. Iøvrigt er "Malersalen" ikke den eneste Farekilde, der findes. Rundetaarns Portner bor ogsaa i Kirkebygningen. Hans Lejlighed har naturligvis ogsaa Opvarmningsmidler, tre Kakkelovne. Disse Kakkelovne er saaledes placerede, at de kun faar "Træk" igennem Kanaler, som er førte igennem de meget brandfarlige, knastørre, aarhundredgamle Etageadskillelser. En Overophedning af de Rør, der fører ud til Skorstenen, vil foreller senere bevirke en Brand.

Hvor er de astronomiske Instrumenter?

Men Brandfare Spørgsmaalet er ikke det eneste aktuelle Spørgsmaal, der knytter sig til Trinitatis Kirke.

Taarnuhrfabrikant Bertram Larsen har for Tiden Rundetaarns-Observatoriets "Planetarium" til Reparation. Det viser sig, at alle de "ædlere" Dele, alt Metallet er forsvundet. - Stjaalet!

Og ikke nok hermed. Vi har haft en Samtale med Professor Ellis Strømgren, der fortæller, at han kender til Sagen. Han har modtaget en Henvendelse fra Trinitatis Kirkeværger, der forespørger, om Observatoriet er i Besiddelse af de gamle Ole Rømer'ske Instrumenter, der har staaet i Observatoriet i Rundetaarn.

Professoren har maattet svare tilbage, at pommerske Bjælker, som igen ligger over Observatoriet ikke har noget af det savnede. Men hvor er de gamle observatoriske Instrumenter fra Rundetaarn? Ældre Folk vil endnu huske, at disse Instrumenter har staaet i Taarnet. Er de blevet solgt som gammelt Metal?

Er Tycho Brahes og Ole Rømers Instrumenter havnet i en Marskandiserbod?

Stormbukken.

(B. T. 4. november 1925).

Ole Rømer skal ifølge en opgørelse have haft 54 instrumenter i Rundetårn. Disse skal alle være ødelagte under bybranden i 1728. Hans til Christian 5. forfærdigede planetmaskiner (5) blev opbevaret andre steder. Ole Rømer var som bekendt utilfreds med Rundetårn som observatorium. Bl.a. når det blæste, så i stedet anvendte han sin have (nu Hovedbiblioteket) og senere observatoriet i Vridsløse. At Tycho Brahe skulle have haft instrumenter opbevaret der, lyder usandsynligt. Han var død før tårnet blev opført.

Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

Kommunens mest uheldige Husvildeboliger.

De ulykkelige Husmødre, der maa lave deres Mad paa en smal Gang i Træbarakken i Egbylejren. Ikke Gas, ikke Vand og ikke Afløb.

Et af de uhyggeligste Udslag al Hovedstadens Bolignød møder man i den fhv. Egbylejr ude ved Vestfronten, hvor 30 husvilde Familier har maattet anbringes. 

Man kan sikkert gaa ud fra, at det ikke har været med let Hjærte, Magistratens humanttænkende Embedsmænd har forvist disse Familier saa langt ud paa Landet. Thi fraset den lange og besværlige Vej til Arbejdspladserne, er Boligforholdene derude de slettest mulige. For de Familier, der har været saa heldige at faa de tidligere Officers- og Underofficersstuer til Opholds- og Soveværelser, gaar det endda an men for Eksempel den Familie, der er anbragt i Underofficersmessen - et Rum paa 60½ Kvadratmeter, med en Kakkelovn, der daglig sluger halvanden Hektoliter Koks - har det ikke rart, og værre bliver det jo, naar Vinteren for Alvor melder sig.

Værst i Egbylejren er dog Køkkenforholdene. Der er nemlig slet ingen Køkkener i Barakkerne, og de stakkels Husmødre maa fire paa Rad staa med deres Petroleums-Apparater paa nogle smaa Borde ude 1 den smalle Forstue eller Gang. Der skal ualmindelig Dygtighed og Properhed til lur at lave god og velsmagende Mad under saadanne Forhold. Der er hverken Vand, Gas eller Afløb i disse Barakker, og Brønden er der for de fleste Familier ca. 100 Meter hen til.

Det vilde være i allerhøjeste Grad ønskeligt, om Færdiggørelsen af Kommunens nye Ejendomme maatte aabne lidt lysere Udsigter ogsaa for de til Egbylejren forviste Familier.

(Aftenbladet,(København), 21. oktober 1925).

400 Husvilde i Kommunens Kompleks paa Amager

Uhyggelig Forhold ogsaa dër.
To gamle sindssyge Kvinder i en Hule.

I Kommunen store Ejendomskompleks, der begrænses af Artillerivej, Halfdansgade og Bergthorasgade bor for Tiden 100 husvilde Familier med over 900 Børn. Husene er kun godt 5 Aar gamle; da blev taget i Brug til Boliger for Husvilde, inden de endnu var helt færdige, og dette er maaske Grunden til, at det aldrig i bleven indrettet Spisekamre, og at Beboerne saaledes er henviste til at opbevare deres Mad i Skabene under Køkkenbordene, hvor Ventilationen er mangelfuld og Musene slemme.

Sammenstuvningen,

Hver Familie har kun et Værelse og betaler herfor henholdsvis 28 og 20 Kr. om Maaneden, alt eftersom det er et Gade- eller et Gaardværelse. Kun ca. Halvdelen af Beboerne betaler imidlertid Leje. Resten maa altsaa betragtes som hørende under i hvert Fald delvis Fattigforsørgelse.

Vi havde i Gaar Lejlighed til at se nogle af Lejlighederne og konstaterede, at Forholdene i dette Husvildehus er af en sjælden uheldig Beskaffenhed. Ganske vist er der Køkkener hvor de propre Husmødre, trods den uhyggelig unge Plade, har forstaaet at indrette sig. Med smukke hvide Forklæder staar de med deres velpudsede Redskaber ved hver sit Gasapparat. Bordene skinner af Renhed og der er lyst og venligt I det snævre Rum, ganske som inde f Stuerne, hvoi Møblerne hver Aften maa stables op i en Krog, for at der paa Gulvet kan redes til Familiens talrige Medlemmer.

Men de fleste Lejligeheders Tilstand viser, at det desværre er de færreste Kvinder der har tilstrækkelig energi og karakterstyrke til saa tappert at kæmpe mod Ulykken.

Der er Køkkener, som nærmest ligner Pulterkamre med snavsede Gulve og Borde og sorte

Vægge og Lofter, uden Gas og med osende Petroleumsapparater til Kogning af den Smule Mad i der laves. Og som Køkkenerne saa Værelserne, hvis lofters Sod fortæller om et Petroleumsapparat i Uorden og hvis Klude i de ituslaaede Ruder bærer Vidne om, at at Sans for Hygge forlængst er borte. Intet Steds traf vi dog en saadan Hule som paa 4de Sal tv i Halfdansgade 55. Her bor to delvis sindssyge Kvinder - Moder og Datter - med et lille Barn. De har et Gaardværelse, der er mørkt som en Grav, fordi der for de ituslaaede Ruder er hængt lange sorte Laser. Det er ganske umenneskelige Forhold, disse to stakkels Kvinder og det lille Barn lever under. Den gamle Kone har været paa en Sindssygeanstalt. men er nu ufarlig for sine Omgivelser, da hun nærmest gaar omkring i stille Vanvid. Det siges, at hun har mistet sin Mand ved en Ildebrand og at Ulykken den Gang berøvede hendes Forstanden, hen imod Aften tager hun en Smule Vand i en Spand og gaar ned i Gaarden for at slukke den Ild, som stadig spiller i hendes syge Sind

Der er forøvrigt nu rettet energiske Henvendelser til Kommunens Boligforsorg, og forhaabentlig varer det ikke længe, forinden Huvildehuset paa Island Brygge underkastes samme energiske Renselsesproces som Husene paa Nørrebro og Vesterbro.

(Aftenbladet (København), 3. november 1925).

To fotoer fra Arbejderbladet (Ugeblad), 23. september 1923. Underteksterne lyder således, for det øverste: Et Hjem, der giver Ophold for 4 Personer. Det nederste: Fælleskøkken som benyttes af 13 Familier.

Oda Nielsen 1851-1936. 9/9: Hadet teatret, men elsker Kunsten (1925). (Efterskrift til Politivennen).

En Korrespondent til "Vore Damer" har besøgt Skuespillerinde Fru Oda Nielsen i Æresboligen i Fredensborg (Olaf Poulsens Villa). Af Samtalen gengiver vi:

- Har De nu i Sinde at nyde Deres Otium her ude og leve Resten af Deres Livs Dage i Fred og Ro?

- Kære Barn, hvor kan De spørge! Kunde De virkelig tænke Dem, at jeg skulde opgive mine Børnekoncerter? Ak nej, dem kan jeg slet ikke leve foruden. Nej, dem vil jeg skam blive ved med. lige saa længe Kræfterne bare slaar til! Og foreløbig - Peber og Salt, syv, ni, tretten - har jeg det jo straalende, som jeg ikke har haft det i lange Tider. Forleden Dag sang jeg for resten til en Radiokoncert! Det var forfærdelig morsomt! Det vil sige - ikke lige straks, for det var jo som at synge ud i det tomme Rum uden Anelse om, hvorledes det virkede. Men allerede Dagen efter bragte Posten mig Kort fra alle Landets Egne, hvor Smaabørn havde siddet og lyttet og nu takkede mig for den Fornøjelse de havde haft. De kan selv se, her er et Par af dem, et fra tre Smaapiger paa Smaaland og et fra en "Flok smaa Radiolyttere" i Viborg. Forresten har jeg i Sommer haft saa meget at gøre med mine kære Dansk-Amerikanere. Jeg kender jo saa mange af dem fra min Tur derover for nogle Aar siden, og nu fik jeg nok at gøre med at tage mig af dem, det er uhøre fornøjeligt, for jeg tør jo nok paastaa, at de bedste Venner, jeg har i Verden, dem har jeg blandt Dansk-Amerikanerne.

- Tænker De paa at smutte derover igen? 

- Ja, hvad véd jeg! Hvis min Søn Kay snart skal have en Udstilling i New York, tager jeg vel nok derover! Jeg nærer mig ikke, skal De se! Alene de 12 Dages Overfart frister mig svært! Ikke for ingen Ting er jeg af en gammel norsk Skipperslægt, der flyder godt stærkt Sømandsblod i mine Aarer, og det fornægter sig aldrig.

- Er De født i Norge?

- Nej, jeg er født i Rusland, paa en Tur min Fader var der med sit Skib, og jeg er opdraget her i Danmark, men først for faa Aar siden blev vort gamle Slægtshus oppe i Arendal solgt til nogle fjerne Slægtninge. Og véd De, hvad de saa opdagede, da de begyndte at restaurere paa Huset. Jo, da de fik revet Tapeterne ned og slaaet Pudset ud paa Væggene, kom der et gammelt lag Maling til Syne, hvorpaa der stod "Larssen 1248"! Saa gammel er man Slægt altsaa".

- Hvor har De i Grunden - med den Slægtsarv - kunnet finde Dem tilrette med Teaterlivet?

- Jamen, søde Barn, det har jeg da heller aldrig kunnet! Saa længe jeg har eksisteret - og har været Skuespillerinde - har jeg hadet Teatret og Teaterlivet af hele mit Hjerte.

- Det lyder helt underligt.

- Ja, men det er sandt! Noget andet er, at jeg har elsket Kunsten! Skuespilkunsten har været mit Livs store Interesse, og dog, jeg havde ikke kunnet udholde at være Skuespillerinde, hvis ikke jeg havde haft mine store menneskelige Interesser ved Siden af. Ting som laa milevidt fjernet fra Scenen og hvad dens er. Der er én Ting, jeg saa gammel jeg nu er, med aaben Pande tør hævde, og det er, at jeg gennem hele mit Liv har været meget mere Kvinde og Moder end Kunstnerinde. Moderskabet har i Virkeligheden været mit Livs dybeste og skønneste Indhold. Skæbnen har villet, at jeg kun har faaet Lov til at beholde det ene af mine fire Børn. Men jeg har dog været Moder til dem allesammen, har født dem og ammet dem og elsket dem - til de blev taget fra mig igen. Og jeg synes, at dette er Livets største Lykke, dets højeste Værdi, dets dybeste Indhold. Mit Hjem og mine Børn - og min Mand, har altid været det første og vigtigste i mit Liv.

Fru Oda Nielsen: Moderskabet har i Virkeligheden været mit Livs dybeste og skønneste Indhold.

- Men har Deres Teatergerning levnet Dem ret megen Tid til at leve som Privatmenneske?

- Jeg har taget mig Tid til det, kære! Jeg har indrettet mig! Kay var ikke mere end 6 Uger, da jeg rejste til Bergen med ham og spillede Komedie i flere Maaneder. Det gik storartet! Men det gik kun, fordi jeg selv kunde give ham Bryst, havde han skullet "kunstigt ernæres" var det aldrig i Evighed gaaet! Ork. det er utroligt, hvad en Moder kan overkomme, bare hun vil! Og hun vil, bare hun forstaar, at Børn er Livets største Lykke! Men det er der saa mange, der ikke forstaar nu! Og det er Synd, synes jeg.

- Var der ikke nogle Aar i Deres Ungdom, hvor De slet ikke spillede Komedie?

- Jo, i mine allerbedste Ungdomsaar var jeg slet ikke Skuespillerinde. Jeg debuterede, da jeg ikke var mere end omkring 16 Aar! Og gjorde jo lige straks en kolossal Lykke! Men hele Herligheden varede ikke mere end 3 Aar. Saa blev jeg gift med min første Mand, og rejste til Frankrig med ham. Men han var jo meget svag og døde af Tuberkulose efter 9 Aars Forløb, da jeg altsaa var 28 Aar gammel. Først Aaret efter, som 29-aarig, begyndte jeg at spille Komedie igen.

(Roskilde Dagblad 22. oktober 1925).

Skuespilleren Olaf Rye Poulsen (1849-1923) betragtedes omkring århundredskiftet som dansk skuespilkunsts mester og sin generations største skuespiller. Efter hans død oprettedes institutionen "Olaf Poulsens Minde".  Morsø Folkeblad meddelte 14. juli 1925: "Institutionen Olaf Poulsens Minde har overdraget fhv. Skuespillerinde Oda Nielsen Hædersboligen i Fredensborg." Oda Nielsen fik som den første tildelt hædersboligen i villa "Østrup" sammen med Martinius Nielsen. Hun ses på et foto af hoffotograf Elfelt i Fra Frederiksborg amt, årbog 1994, s. 91.

I et 75 års fødselsdagsinterview i 1926 udtalte hun at hun mente at "Kvinderne maa tage sig mere af Hjemmet, end de nu gør." Hun mente endvidere at "De unge Kvinder klæder sig praktisk og graciøst, og det korte Haar er meget smukt og passer godt til den moderne arbejdende Kvinde. Det er jo desværre et nødvendigt Onde, at Kvinderne arbejder udenfor deres Hjem. Men naar denne ulykkelige Tid er forbi - for det er jo en Overgangstid, vi lever i - , haaber jeg rigtignok, at Menneskene bliver lykkelige igen." (Morsø Folkeblad 9. august 1926).

I 1932 boede hun stadig i hædersboligen som Institutionen "Olaf Poulsens Minde" havde oprettet i Villa "Østrup" i Fredensborg, men måtte midlertidigt flytte til København da Olaf Poulsen-Mindestuerne skulle udvides og villaen i den anledning ombygges.

Kgl. Skuespillerinde Oda Nielsen, født Larssen. * 7. Aug. 1851 + 12. Sept. 1936. Gravsted på Vestre Kirkegård. Afdeling 9, rk. 43, nr. 32. Hun blev gift to gange, og hed således Oda Larssen 1851-1871, Oda Petersen 1871-1884 og Oda Nielsen 1884-1936. Foto Erik Nicolaisen Høy.