Et Besøg i Københavns Proletarkvarterer. (Efterskrift til Politivennen)

Mennesker, der lever som Dyr i uhumske Huler. - Hvordan Skøger og Forbrydere udklækkes.

Ved et Møde, som Kirkens Korshær afholdt forleden, fremkom der en Række Oplysninger om de frygtelige Boligforhold, der hersker i det saakaldte mørke København. En af vore Medarbejdere, som har aflagt Besøg i de forskellige Kvarterer, giver her en Skildring af de mildest talt forfærdende Forhold, som raader.

Fra den velholdte Vesterbrogade, der er Hovedfærdselsaaren fra Raadhuspladsen og udefter til Valby, strækker sig en Række Sidegader, bag hvis høje Arbejderkaserner der adskillige Steder skjuler sig et helt ukendt Kvarter, som man almindeligvis næppe skænker en Tanke.

Det er her i de saakaldte Vesterbros Sidegader, at Københavns "Forbryderkvarter" findes. Her er nemlig Arnestedet for hele den lovløse Prostitution, hvis Hærskare af ulykkelige Kvinder hver Aften og Nat hjemsøger Raadhuspladsen og Vesterbrogade. Søger man ind gennem en af Portene i en saadan Sidegade, opdager man at den ene Bygning gemmer sig bag den anden. Der kan være 1., 2. og 3. Bagsal, som det kaldes, og her kan man finde 1-Værelsers Lejligheder. Et enkelt Sted fandtes her et usselt Hummer, hvor der levede en hel Familie bestaaende at Fader og Moder, to voksne Døtre, en voksen Søn og fire Børn i Alderen fra 5 til 12 Aar. Yderligere fandtes der 1 Logerende, en Veninde til en af Døtrene. Alt Familieliv foregik aabenlyst i denne Hule, hvor den udslidte Kone prøvede paa at holde saa nogenlunde rent. Vi spurgte hende, hvorfor hun ikke søgte at faa Børnene ud, og hun svarede, at saa længe de kunde blive i Reden, havde de dog et Hjem. Andre Steder var det værre, der havde man Værelset adskilt i to Afdelinger af Hensyn til Datteren, som ernærede Familjen ved Prostitution, og hvis Kæreste ogsaa boede i "Lejligheden".

Saadanne frygtelige Forhold finder man i Massevis af, og man kan derfor ikke forundre sig over, at de Børn, der vokser op under disse Omgivelser, bliver moralsk ødelagte allerede inden de bliver konfirmeret, og holder man endelig "Stien ren" indenfor det lille Hjems egne Døre, saa er der nok af Ting, der foregaar alle andre Steder i det samme Hus, der kan ødelægge Børnene.

Nogle Steder kan man se en "enlig Dame", som i Forhuset sidder med en Treværelserslejlighed, hvor hun selv bebor et usselt Hummer, der kaldes "Pigekammer". medens de tre Stuer er lejet ud til en af Gadens Piger og lader, som om de ikke hører eller aner hvad der foregaar i dette Værelse.

Akkurat de selvsamme Forhold finder man i det saakaldte Rabarberkvarter paa Nørrebro, og ikke langt der fra kan man finde et helt nyt Kvarter, hvor den saakaldte "finere Prostitution" holder til.

I selve den gamle By i Aabenraa og Landemærket og andre Steder finder vi den københavnske Ghetto. Det er her, at vore polske Gæster holder til. Disse Folk er af en hel anden Type end Beboerne paa det yderste Nørrebro eller Vesterbro. De polske Jøder er myreflittige Folk, som stuver sig sammen ligesom Rotter i en Rede. Ofte kan man finde ligefremme Huler, livor hver eneste Plads er udnyttet, og hvor der hersker det frygteligste Griseri. Mange af disse polske Boliger er rene Udklækningsanstalter for Væggetøjet, der i de senere Aar er blevet en sand Plage i København. I de varme Sommere breder de sig til andre Kvarterer, og det er jo en Kendsgerning, hvordan disse Dyr har bidt sig haardnakket fast i Husvildebarakkterne, der jo meget viseligt syens at være bygget netop saaledes, at en rationel Udryddelse ikke kan iværksættes.

Det, der imidlertid rummer den største Fare, rent samfundsmæssigt er imidlertid de overfyldte

Huse med 1 Værelsers Lejligheder, idet det er her, at den opvoksende Ungdom bliver ødelagt. Man kan ikke fortænke Børnene i, at de hellere vil være uden for Hjemmet undtagen lige netop, naar de skal sove, og hvad der kan foregaa i disse overfyldte Værelser, er ikke sundt for Barnesindet. For en ikke ringe Del kan man regne dette grelle Udslag af Bolignøden som Aarsag til den stigende Umoralitet blandt de sidste Aars Ungdom. Derfor burde ogsaa en Løsning af Boligspørgsmaalet sættes langt frem foran adskillige andre Sager, der udmærket godt kunde vente.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 17. februar 1926).

Anna Jacobsen død. (Efterskrift til Politivennen)

Fru Anna Jacobsen.

Folketeatrets populære Karakterskuespillerinde, Fru Anna Jacobsen, døde igaar, halvfjerdsindstyve Aar gl.

Anne Jacobsen ved sin Jubilæumsforestilling ifjor.

DE rige Evner, som Fru Anna Jacobsen sad inde med, fik aldrig Lov at udvikle sig under den kunstneriske Røgt og Pleje, som hendes noget udisciplinerede Talent fordrede . . Hun begyndte i Provinsen og utilfreds med Rejselivet, med Opgaver, som kun bød hende ringe Udvikling, med Medspillende, der i Evne og i Frodighed stod langt under hende, hengav Anna Jacobsen ved sin Jubilæumsforestilling ifjor, hun sig ofte til et Spil, der morede hende og dem, hun stod paa Scenen med, mere end Publikum, et Spil, som laa paa den anden Side af hendes Skuespiller-Værdighed ... . Hun følte det, og hun led under det, alvorlig og pligttro, som hun var, inderst inde, og det kom derfor som en Udfrielse for hende, da Det kongelige Teater ønskede at engagere hende ved Fru Phisters Bortgang. Anna Jacobsen havde ude i Byerne spillet Kobbersmedemadammen i Genboerne, og Olaf Poulsen havde ofret denne Præstation mange Lovord og tilsagde Fru Jacobsen sin Hjælp og sin Støtte.

.... Saa stod da Anna Jacobsen en Aften i sin modne Alder som Debutant paa vor fornemste Scene. Hun spillede Madam Qvist i "Fristelsen af Hertz, og Debuten viste, at hun ikke for intet var af Rosenkildernes Æt. Hun ejede en lun, stilfærdig Karakteriseringsevne, en sjældent ægle Replik og et rigt og levende Minespil Men det blev ved Debuten. En enkelt Holberg-Opgave lykkedes ikke. og Fru Jacobsen fik sin Afsked fra den Scene, hvor hendes betydelige Talent burde have haft Lov til at udvikle sig. Hun spillede en Tid igen i Provinsen og kom saa til Folketeatret, hvor hun, periodisk, ydede god Kunst, men for ofte forfaldt til Overdrivelser. Hun syntes, som Aarene gik, at trættes af de mange Matroner, som Repertoiret bød hende, og hun, der engang havde drømt om at spille Fru Alving og prøvet som Ibsens Kammerherreinde, maatte tit tage til Takke med Opgaver af ringe kunstnerisk Værd. Folketeatrets Publikum satte imidlertid Pris paa hendes frodige Komik, hendes djærve Replik - og under megen Hyldest fejrede Fru Jacobsen fornylig sit 50 Aars Skuespillerjubilæum .... Hun var allerede dengang svag og vistnok ogsaa træt af Teatret. Scenen havde bragt hende megen højrøstet Latter, sjældnere det fine. stille Bifald, som hun forstod, elskede og lyttede efter.

Som Menneske var Fru Anna Jacobsen en stærk og rank Personlighed. Hendes Kunstnersind fyldte hende med indre Uro og Higen, og man har Lov at tro, at den Død, som hun ventede, forskaanede hende for de Skuffelser, som ofte kan blive den bitre Skygge over den aldrende Skuespillerindes Liv. 

Christian Houmark. 

(B. T. 16. februar 1926).

Fru Anna Jacobsens Bisættelse.

Knud Rassow taler ved den gamle Skuespillerindes Kiste.

Det var udelukkende Kolleger og Venner, der samledes i Gaar Eftermiddags til den gamle Skuespillerinde Fru Anna Jacobsens Bisættelse i Krematoriet. Her var ingen nysgerrig Hob fra Gaden. Hvad der prægede Sørgehøjtideligheden, var de jævne, hjertelige Ord, som laftes ved denne Kiste af Skuespillerforbundets Formand, Knud Rassow, der gennem saa mange Aar har hoit til den Afdødes Kammerater ved Folketeatret.

Hele Folketeatrets Skuespilpersonale var til Stede med Direktørerne Friedrichsen og Frische i Spidsen. I Følget saa man ogsaa Skuespillerforeningens Formand, Johannes Ring, og Skuespillerne Alb. Luther og Carlo Wieth.

Folketeatrets Direktion, dets Skuespilstab og dets Maskinpersonale samt Skuespillerforeningen og Skuespillerforbundet havde sendt signerede Kranse.

Efter at maa havde sunget "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred", talte Knud Rassow om den Plads, som Fru Anna Jacobsen havde udfyldt som Menneske i Kammeraternes Kreds og som Kunstnerinde og om det Savn, hun efterlader sig. Han skildrede hendes Frejdighed, lyse Livssyn - gennem alle i Kampene - og hendes Energi. Særlig beundringsværdigt var det, at hun, la hun kom hertil som den udmærket dygtige Skuespillerinde fra Provinsen, skabte sig en ny kunstnerisk Stilling i København i en Alder, da mange andre begynder at tænke paa Retræten. Hun var nøjsom og beskeden i sine Fordringer for at kunne give til andre, der trængte. Hendes Kunst byggede paa Menneskelighed og Hjerte. Hun var en stor Kunstnerinde, meget større, end vi alle maaske har haft Forstaaelsen af. Ved hendes Kiste samler vi Takken og Savnet i de Ord, der har været saa mange Slægters Eje: "Fred med dit Støv, Ære være dit Minde!"

Alle rejste sig ærbødigt op, da disse sidste Ord lød.

Saa sang man "Dejlig er Jorden", og medens Sabinsky-Kvartetten derefter spillede Mozarts Ave Verum, sænkedes den af Blomster tæt dækkede Kiste.

(Nationaltidende 21. februar 1926).

Gravsten på Vestre Kirkegård, F-11-47/48. Indskriften lyder: "Skuespillerinde Anna Jacobsen / Karen Bræstrup / Arkitekt Cosmus Bræstrup /(ulæseligt)". Arkitekten Cosmus Ernst Georg Bræstrup (1877-1944) og Karen Margrethe Ida Johanne Schäffer (f. Jacobsen) var gift. Hun var datter af skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schäffer og Anna Jacobsen mor, skuespillerinde Anna Theresia Jacobsen. Det er et urnegravsted som figuren nederst også antyder. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Anders Peter Johansen Berg (1846-1935). (Efterskrift til Politivennen)

80 Aar.

Et Par Erindringer fra vort Organisationslivs første Dage.

Gamle A. P. Berg i København, en af vort Partis stoute Veteraner, fylder i Morgen, Søndag, 80 Aar.

Vi træffer A. P. Berg i "Social-Demokraten"s Ekspedition, hvortil han knyttedes for godt 40 Aar siden, i 1885, og hvor han endnu virker.

Ja, saa er jeg jo ved de 80 siger Berg og ser lidt tankefuldt hen for sig, hvorefter han begynder at fortælle Træk fra sin Barndom, Ungdom og Manddomsaar.

Jeg er født i Varde, hvor min Fader var Bagermester og Konditor, og mit Barndomshjem var et Samlingssted for mange Frisindede. Endnu husker jeg tydelig 3-Aarskrigens Dage, hvor Diskussionen gik højt i mine Forældres Stuer, og jeg sad stille i en Krog og lyttede til.

I Kolding lærte jeg Snedkerfaget, og efter en Tysklandstur naaede jeg i Begyndelsen af 70-erne til Aarhus, i den bevægede Brydningstid.

Fra København spredtes socialistiske Smaaskrifter Landet over, og jeg slugte Indholdet med en sand Graadighed. Jeg saa, hvorledes vi Svende overalt blev underbudt paa det skammeligste for vort Arbejde og sagde til mig selv: Der maa strax gøres noget.

Det var netop paa den Aarstid, da der skulde arrangeres en "Nøddedag", den skulde benyttes, og jeg gik rundt paa Værkstederne og opfordrede Svendene til at følge med mig ud paa Ferdinandspladsen i Riis Skov, hvor vi saa kunde holde Møde. Dagen oprandt, og efter Aftale marscherede vi i sluttet Trup derud. Men det vakte selvfølgelig stor Opsigt i Byen. da vi kom vandrende gennem Gaderne og Mestrene kunde ikke holde sig hjemme, de troppede fuldtalligt op for at se, hvad vi foretog os.

Ankommen til Skoven fik vore Mestre hurtig Færten af, hvad der foregik; de skummede af Raseri, smed Jakken - men besindede sig - heldigvis for dem.

Om Aftenen var Snedkersvendenes Organisation i Aarhus oprettet, den første Forening der i Byen, som tilsluttede sig Internationale, der den Gang var bleven dannet med Pio i Spidsen.

Nogen Tid efter rejste jeg til København, hvor jeg saa siden har taget fat med Liv og Sjæl i Partiarbejdet.

- Efter at være kommen til København" var Berg med til at gøre det forberedende Arbejde for Oprettelsen af "Demokraten", Aarhus, samt vore Part i blade i Aalborg og Randers og havde i lang Tid Sæde i vor Presses Kontrolkomite i København. Han var i København i Spidsen blandt dem, der startede Arbejdernes Fællesbageri og Bryggeriet "Stjernen" og har siden siddet i Ledelsen for disse Institutioner.

Desuden beklæder han stadig en Kække øvrige Tillidsposter, og i Brønshøj har Berg udført et stort kommunalt Arbejde.

1 Socialdemokratisk Forbunds Hovedbestyrelse sad Berg gennem godt 25 Aar og vil derfor af Partifæller Landet over være velkendt fra Forbundets Kongresser. Til de mange Lykønskninger, som Fødselsdagsbarnet modtager, føjer vi ogsaa vor.

(Horsens Social-Demokrat 13. februar 1926).

A. P. Berg fylder 80 Aar.

En af Socialdemokratiets stouteste og ivrigste Forkæmpere, vort Blads mangeaarige Inkassator, Snedker A. P. Berg, fylder i Dag 80 Aar.

Da Berg for 10 Aar siden fyldte 70 Aar, skrev vi, at "han dermed havde naaet "Støvets Aar", men alle vi, der kender ham, véd, at denne Betegnelse slet ikke passer paa Jubilaren; thi hans Virkelyst og Aand er saa klar som i hans Manddoms bedste Dage, og hans Ansigt lyser af ungdommelig Begejstring, naar vort Parti har gjort et eller andat heldigt Fremstød, eller naar han i festligt Lag tolker Drachmanns Ungdomsaange - eller en af Digterne Indenfor vort eget Parti."

Disse Ord gælder endnu, skønt A. P. Berg i Dag passerer de 80 Aar. Det eneste, der i hans høje Alder synes at genere ham i hans Virkelyst, er Undersaatterne, der nu har ondt ved at bære den kraftige Skikkelse; men hans klare Hjærne og det glade Humør har han bevaret usvækket fra sin Ungdom.

Endnu lyser hans Øjne af Begejstring, naar han i et muntert Lag rejser sig og slaar ud med Haanden for i næste Nu at deklamere enten: "Engelske Socialister" eller: "Havde jeg blot et Vikingeskib med Hundrede Kæmper om Bord." Saa lytter alle med Beundring og Glæde til Bergs glimrende Deklamering.

Det samme har været Tilfældet, naar han ved Møder og Partisammenkomster for Tusinder af Tilhørere har tolket Landsthingsmand Martin Olsens prægtige Digt, der paa saa træffende Maade karakteriserer gamle Dages Svendeliv, hvor et helt Værksteds Svende tilsammen kun havde en eneste brugelig Frakke. Den maatte de have paa skiftevis, og de kom derfor kun sjældent i Luften. Ellers gik Tiden med at arbejde og sove, og lidt Underholdning havde de kun, naar de kunde faa Lov at prygle en stakkels Lærling.

Saa bruser Begejstringen op om vor gamle Partifælle, som han staar dér, selv en Kæmpe med sit mægtige graablonde Fuldskæg.

I saadanne Øjeblikke er det 80-aarige Fødselsdagsbarn mest lykkelig. Da føler de lyttende Tilhørere, at endnu ruller Ungdommens Blod gennem den gamle Kæmpe, og saaledes er det 1 Virkeligheden ogsaa; thi alt det, han med sin Malmrøst tolker, har han selv gennem sit lange Svendeliv paa Værksteder og paa "Valsen" gennemlevet.

Fra sin Ungdom har A. P. Berg taget levende Del i den faglige og politiske Bevægelse, og hvad enten han talte til sine Fagfæller eller til Tusinder af andre Fags Arbejdere, saa følte Tilhørerne, at hans hjærtevarme Ord var baaret frem af Kærlighed til den Stand, hvorfra han selv var udgaaet. De socialistiske Frø, han selv har været med til at saa, har han set spire og vokse op til et mægtigt Træ med en pragtfuld Krone.

Men det har sikkert været A. P. Bergs lykkeligste Øjeblik, da det blev forundt ham at opleve den Dag, da Socialdemokratiet blev Landets største Parti - se det danne Regering og føre Landets Tøjler efter det socialistiske Program, han ogsaa havde været med til at skabe. A. P. Berg var nemlig gennem mange Aar et skattet Medlem af vort Partis Hovedbestyrelse, og i denne Egenskab var han selvskreven Sekreter ved alle vore Kongresser, og med den Dygtighed og store Ordenssans, som han er i Besiddelse af, var man paa Forhaand overbevist om, at Protokollerne blev netop, som de skulde være.

A. P. Berg er født den 14. februar 1846 i Varde, hvor hans Fader, der var Bagermester og Konditor. Selv fortæller han, at han havde en lykkelig Barndom, og at hans senere Liv har formet sig "som et Eventyr". Hans Fader satte ham i Snedkerlære, og efter at han var blevet udlært, arbejdede ham som Svend i Flensborg, Hamborg og Weimar og derefter i forskellige danske Byer. Da han kom til Aarhus, stiftede han Familie og slog sig en Tid ned i denne By. Her var han den 11. September 1871 Medstifter af Aarhus' Snedker-Sektion under Internationale.

Efter at Berg med sin Familie var flyttet til København, valgtes han den 9. November 1882 til Formand for Bygningssnedkernes Fagforening. Denne Stilling beklædte han til 9. Maj 1889. Under hans lange Virksomhed i Fagforeningens Tjeneste skabte han ogsaa en Skole for sine Fagfæller, hvor han selv underviste i Opmaaling og Beregning.

1 1885 var han med til at danne Snedker-Forbundet og blev dets Første formand. I "Social-Demokraten"s Kontrolkomité havde han Sæde fra 1885-89, hvorefter han blev vort Blads dygtige Inkassator.

Men ogsaa i vort Partis kooperative Bevægelse har han gennem de mange Aar taget Ivrig Del. Det var ham, der gennemførte Opførelsen af den smukke Haveby ved Brønshøj, der nu er efterfulgt af mange andre Havebyer. Selv bor Berg nu hos en Søn, der er Skolebetjent ved Brønshøj Skole.

En Kreds af Vener vil 1 Morgen Aften samles med ham til en Fest l Ny Rosenborgs Lokaler.

(Social-Demokraten 14. februar 1926).

Af en højesteretsdom fra 5. januar 1888 fremgår at A.P. Berg sammen med 11 andre (Bl. a. A. C. Meyer, E. E. Wiinblad, Jens Jensen) var anklaget for at have udgivet "Sangbog for socialdemokratiske Arbejdere" som var under mistanke for at "tilsigte eller indeholde en saadan for den offentlige Ro og Orden faretruende Ophidselse til Had og Forbittrelse eller til Voldsgerninger" og som skildrede "Arbejderbefolkningen som mishandlet og forpint af de bedre Stillede, og ved hadefulde Udfald og Trusler om Hævn mod disse, der fremstilles som udøvende et tyrannisk Herredømme over de Ubemidlede...." Som eksemplar angaves 16, bl.a. Socialisternes March, Protetarens Vise og Sang til den Røde Fane. Sangbogen blev af retten anset for at have strafbart indhold. 

Allerede før Paul Geleff som agitator for Internationale sidst i oktober 1871 kom til Århus, havde "Socialistens" opfordringer til arbejderne om at organisere sig, haft effekt. Aarhus havde en stor Arbejderbefolkning ud af de 15,000 Indbyggere (1870). Internationales første filial var i Århus dannet ud fra en socialdemokratisk snedkerfagforening. Bl.a. af Anders Peter Johansen Berg der dengang var Snedkersvend i Aarhus. Han havde samlet kolleger til en "nøddetur" til Riis Skov med det skjulte formål at danne en Forening. Den blev konstitueret 16. september 1871 og havde fra starten ca. 70 Medlemmer. Få år efter flyttede han til København, hvor han 1882—89 var formand for Bygningssnedkernes Fagforening og var medstifter af Snedkerforbundet

Berg var før indlemmelsen i København "sognekonge" i Brønshøj.

Skandale indenfor Indre Mission i Odense. (Efterskrift til Politivennen)

En Kirkebetjent anholdt for Forbryde!ser mod Børn.

Han lokkede sine Ofre op i Kirketaarnet, hvor han mishandlede dem.

(Fra vor Korrespondent.)

Odense, Tirsdag.

En uhyggelig Affære, der vækker den største Opsigt, og som i nogen Tid har været under Ventilation, er i Dag bleven afsløret i Odense.

Politiet har anholdt Kirkebetjenten ved Sct. Hans Landsogn ved Odense, en ældre Mand ved Navn Steffensen, der i mange Aar har spillet en betydelig Rolle Indenfor Indremissionen.

Steffensen er sigtet for en Række oprørende Mishandlinger af mindreaarige Pigebørn, som han har lokket op i Kirketaarnet, hvor han har foretaget sine Forbrydelser imod dem.

Den fromme Kirkemands Forbrydelser har selvsagt vakt den største Forfærdelse, navnlig Indenfor de Kredse, hvor han daglig færdedes, og hvor man ansaa ham for at være en nidkær Kirkens Tjener.

Forfærdelsen er ikke bleven mindre ved, at Steffensen har aflagt fuld Tilståelse. Den første af hans modbydelige Forbrydelser ligger 4 Aar tilbage i Tiden.

Anholdelsen blev foretaget i Dag. I det Forhør, der fulgte umiddelbart efter, faldt Tilstaaelsen.

Den hellige Forbryder er naturligvis straks bleven afskediget fra sin Stilling.

(Social-Demokraten 10. februar 1926).

Margrethe Svenn Poulsen. 2/2. (1877-1962). (Efterskrift til Politivennen)

En Maler.

Fru Margrethe Svenn aabner imorgen en repræsentativ Udstilling i Den Fri's Lokaler i Grønningen.

I en lang Aarrække hørte Fru Poulsen hjemme paa Charlottenborgs Foraars-Udstilling. Hendes Billeder vakte Interesse ved en Ærlighed, der trodsede al kvindelig Behagesyge og ved Farvernes Sanddruhed. Fru Poulsen kunde opfatte og gengive et Landskab med dets eget Lys og dets egne Farver, og hendes Mennesker blev Karakteristiker.

- Hvorfor har De ikke udstillet saa længe, siger jeg til Fruen.

- I ti Aar ikke. Jeg blev jo syg i de første Krigsaar, meget syg, jeg havde ikke Kræfter, følte ikke den Nervernes Oplagthed, som skal til - og derfor holdt jeg helt op .. Det var ikke saa let. Men det var nødvendigt. For Kunst kræver baade Nerver og Fysik .... Jeg rejste ud for at samle nyt Mod .... Det hører ogsaa til, naar man skal skildre Mennesker ....

- Kalder De det at skildre - -

- Selvfølgelig - ja, naar man ikke kender sine Medmennesker, saa kan man heller ikke male dem ..

- Skal man kende sin Model?

- Ja, i høj Grad, man skal i hvert Fald have et meget hurtigt Blik for hans Ydre og være i Stand til at kunne, ja, kunne finde de indre Karaktertræk, som er ham. For mig er Udtrykket det vigtigste. Derfor maler jeg aldrig Billeder med Ovenlys, det vil kaste Skygger ned over Øjnene .... Jeg tror, jeg psykologisk har lært en hel Del af alle de Læger, der findes i min Familie.

- Hvordan?

- Jo, Læger bliver gode Menneskekendere, derfor er det ogsaa interessant at male dem .... de kan glemme sig selv - for de andre. Jeg synes, det klæder en Mand saa glimrende at være Læge .... han kan leve for sin Næste, tænke ud over sit eget .... Det er ikke nær saa interessant at male Kunstnere ....

- Hvorfor dog?

- Nej, de er selvoptagne, saa umaadeligt, ofte paa Bekostning af Sandheden i dem, og tit ved de det slet ikke .... De skal være meget intelligente for at de kan staa overlegen! overfor deres eget Indre og Ydre.

- Hvordan var Prins Harald som Model?

- Udmærket, forstaaende og elskværdig .... og saa præcis .... han kom altid fem Minutter før han skulde .... Han var meget behagelig. 

- Kan Modeller være ubehagelige?

- Det kan De tro, jo. De kan fuldkommen ødelægge det for en Maler - ikke altid, fordi de ikke kan sidde stille og holde sig i Ro, men, der er dem, som ikke kan eller vil forstaa, at man maa rette sig i alt efter Kunstneren. Modellen maa have nogen Forstaaelse af Kunstens Alvor og Maal - ellers er det umuligt at male Folk.

- De er af Malerslægt?

- Ja, det er jeg rigtignok .... Lauritz Tuxen er min Onkel og H. C. Andersens geniale Illustrator Vilh. Pedersen, var min Bedstefars Bror og min Bror er Landskabsmaleren Tuxen-Meyer og Viggo og Thorolf Pedersen er ogsaa min Familie.

- De maler baade Landskaber og Portrætter?

- Ja, men jeg kan ikke lide det Ord Portræt, det siger ingenting, jo, noget tomt og udvendigt .... Og jeg vil i al min Kunst udtrykke Karakteren. Naturens og Mennesket. Det er saa underligt at se selv betydelige Malere, hvordan de, for Eksempel i et italiensk Landskab - altid forbliver danske .... det bliver som oftest Sjælland alligevel .. Malemaaden betyder for mig mindre. Udtryk og Karakter alt - ogsaa i do døde Ting .... en Citron eller en Blomst.

- Synes De Malerkunsten er en kvindelig Kunst?

- Fru Poulsen riger energisk: 

- Kunst har ikke noget med Køn at gøre. Og denne Snak om. at Maleren helst skal være forelsket i Modellen for at Billedet skal lykkes, det er Vaas, tværtimod, det distraherer.... Kunst er forst og fremmest Koncentration til det alleryderste ....

Christian Houmark.

(B. T. 12. februar 1926).

Margrethe Svenn Poulsens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, række 2, nummer 13. Foto Erik Nicolaisen Høy.