Et Par Ord om vore Huses nymodens Maling

(Efter indsendt)

I de sidste år har en stor del bygninger fået et forandret ydre ved maling. Unægteligt tjener samme både til nytte og forskønnelse når den foretages som den bør. Men således som det er sket for en stor dels vedkommende, opfyldes den sidste hensigt vist ikke. Ved en sådan bemaling og udstaffering med fire, fem, ja vel flere forskellige farver, som nu er i fuld brug, har smagløse husejere haft det i deres magt, i stedet for at forskønne, snarere at skæmme og mispryde staden. 

En måde er især meget afholdt, nemlig at lade bygningen male med en afstikkende mørk farve indtil straks ovenfor første etage, og derpå at overlæsse den øvrige del med forskellige lysere farver. For at forebygge at flere skulle blive ved med sådan husmaling, måtte man ønske grænser sat for samme, eller dog i det mindste, at husejerne selv ville indse det urigtige heri, og følge deres bedre overbevisning. De højere klassers eksempel ville heri som i så meget andet virke, men hidtil har mange i samme vist en ligeså slet smag som de andre.

(Politivennen nr. 441, 4. oktober 1806, side 7009-7010)

Kronprinsessegade er et typisk husbyggeri fra Politivennens tid. Dengang var de formentlig som det meste boligbyggeri lysegråt oliemalet. Og sandelig om der ikke er flere huse der er malet i flere farver, med mørkt i bunden! Det ser dog ud til at man nu til dags holder sig til højst 2 farver for hver bygning. Ikke 4-5 som skribenten klager over.

Uordener.

1) Det dejlige jerngitter til Kongens Have i Kronprinsessegade begynder allerede godt at tages i tjeneste til at hænge alle slags vask til tørre på. Man har også allerede set tøjstativer sat dertil og snore trukket således over fortovet at de gående uagtet sammes bredde har måttet skride ud på fortovet.

15) I Skindergade på hjørnet til Fiolstræde og tæt op til skolen bruger kældermanden den uskik at hænge sine laks langt ud over fortovet så at de gående må være ret varsomme hvis de skal undgå at smøre sig derpå.

16) Lige overfor bor en kældermand der bruger samme måde, hvorved ulejligheden bliver dobbelt for de gående.

(Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 7001, 7005)

Et Par Ord om vore Landsbykroers Natur og Mængde

(Efter indsendt)

Det er vel sandt at mangel på offentlige værtshuse eller kroer i et land er til skade og ubekvemhed for rejsende. Men denne mangel er hundrede gange mindre skadelig end det alt for store antal af sådanne steder der er berettiget til herbergen og udtapning.

Uden at formaste sig tør man vel sige at det er til skade for Københavns Amts særdeles og hele Sjællands almindelige at der er så mange kroer, såvel på indbyggernes sjæl som legeme og pung. Her dræbes sæderne allerede i spiren. Her ødelægges tiden med spil og sludder. Her sulter og fryser hestene i mange timer mens deres herrer hælder den ene dram i sig efter den anden, snart for at vise at han har ære i livet, snart for at drikke en god ven til, snart for at forslå grillerne over tab i kort, og snart for at få mod til at køre hjem og prygle konen. Ederne vrimler frem om kap, og slagsmål gør ofte ende på en helbred som der forgæves på mange måder ellers stormedes til.

Beværtningsstedet Lille Ravnsborg på Kapelvej i København ved Assistenskirkegården. Et yndet sted at indtage gravøl efter begravelser (Gamle Fotoer).

Mange af kroer er også skadelig for et folks gæstfrihed, af grunde som ikke behøver at udvikles.

Mængden af kroer gør også at de eller dog de allerfleste af dem, i en høj grad bliver usle. Det vil sige, altid gode nok til at fordærve bønder i, men manglende de indretninger og bekvemmeligheder som er uundværlige fornødenheder for middelstandsfolk.

Mange af de sjællandske kroer har  ikke engang et lokum, skønt de ejes af formuende folk, der er i stand til at sætte sølv på bordet.

Grov modtagelse er desuden en ting som alt for ofte er årsag til at klage over de sjællandske kroer.

Det var vistnok højlig at ønske at kroernes antal formindskedes. En ting som dog lod sig gøre efterhånden. Men frem for alt må det ønskes at ingen nye kroer oprettedes uanset hvor velklingende et påskud man end søgte om privilegium. Frihed til at brænde burde ingen kro få. Og de som allerede har den, burde tabe den efter et vist antal år, fx 30 eller 20

(Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 6998-7000)

Redacteurens Anmærkning

Systemet med kroer langs hovedvejene og gæstgiverier i købstæderne stammer helt tilbage til slutningen af 1200-tallet. Med en større revision i 1734 med kongeligt priviligerede kroer. Kroerne havde pligt til at sørge for værelser, husly og mad til rejsende. Men pga. det ringe antal rejsende, i hvert fald indtil omkrring 1820'erne, ernærede kroværten og hans familie sig på andre måder ved at betjene lokalbefolkningen.

Ønske til den høje Øvrighed i Helsingør

(Efter indsendt)

Kirkegården uden for porten er virkelig den skønneste som byen har, og synes nu også mere og mere at blive foretrukket for enhver anden i byen. Så man kan ikke andet end inderligt harmes i sindet ved at se al den uorden, som hersker der ved de i mængden tilstimlede mennesker, når et lig af mere end lav klasse og med mere end sædvanlig ceremoni begraves der, og som indtraf den 20 september ved major Claesens ligfærd. 

Folket sprang allevegne over gærdet. Dette blev adskillige steder revet ned, gravene nedtrådte, træerne proppet fulde af mennesker, hvorved grene blev brækket af, og selv mennesker drattede ned. En uorden som ved sådan lejlighed næppe kan forebygges ved få skønt nok så årvågne politibetjente, men kun ved stærk magt, hvorfor man ønskede at en passende kommando at militære ved sådanne lejligheder måtte rekvireres til opsyn og ordens vedligeholdelse på vedkommende sørgehusets bekostning. Men også før en sådan ligbegængelse indtraf igen, bekendtgørelse af en advarende anordning fra politiets eller den høje magistrats side, samt bestemmelse af mulkt at skulle betale i tilfælde af anordningens modvillige overtrædelse. 

Desuden er det ikke noget smukt syn at se byens skønneste urtegård omgivet af et stengærde, over hvilket enhver som vil kan krybe eller stige, og kun til lille sikkerhed for de der med tiden kommende mindesmærker. En grundmur ville både pryde, nytte og sikre langt mere, og bekostningen kunne i det hele taget ikke være så betydelig, da begge kirker  burde deltage deri. Og begge, især St. Olai, ejer ikke ubetydelige kapitaler. Ja og begge drager indkomster af de der nedsatte lig. Man tør håbe at dette her ærbødigst fremsatte måtte fortjene vedkommendes varme opmærksomhed. En graver burde vel også ønskes bosat der.

(Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 6994-6996)

Et lille udsnit af kirkegården i dag, med gravmæler fra den periode. 

Redacteurens Anmærkning

Mon ikke der er tale om Johan Jacob Claessen, der døde 20 september og begravet af Marie kirken?

Forunderlig Adfærd mod danske Gæs på Ven

Undertegnede Sven Nieman, skomager på Dragør, finder sig foranlediget til at bekendtgøre følgende.

Sidste år i juli måned drev 20 styk gæs fra mig her fra byen ved en stærk søndenvind, uden at jeg i lang tid kunne finde ud af hvor de var blevet af. Efter megen spørgen og 2 breve, som jeg skrev om det til en mand jeg kendte på Ven, nemlig M. Pedersen, fra og til herremanden sammesteds, hr. P. D. Tauson, fik jeg endelig at vide, at de gæs som jeg havde beskrevet, fandtes der at være fundet der af en engelsk major ved navn Stuart. Og at jeg selv måtte komme derover for at løse dem. Til den ende rejste jeg selv ikke mindre end tre gange derover for at bede majoren om mine gæs, og til sidst bød ham 12 rigsdaler, når han alene ville lade mig få de 4 stykker gamle gæs, ja jeg fik endog den herværende svenske envoye hr. baron Oxenstierne til at skrive major Stuart til om at lade mig få mine gæs. Men alt forgæves.

Grågæs i Utterslev Mose. I dag tænker vi vel mest gæs som hvide. Men man skal ikke langt tilbage i fotografiets barndom før gæs har mørkere farver, især på vingerne. Og på gamle malerier er de bestemt ikke hvide. Om disse nutidige grågæs ligger tættere på de der fløj til Ven, skal jeg dog ikke kunne sige. Men de er på træk. (Eget foto).

Den gang jeg bød hr. Stuart 12 rigsdaler for de gamle gæs, var over 90 danske fiskere  på øen, der alle umagede sig for mig, og siden de så der skete mig uret, ville de til sidst have taget dem med magt. Men hr. Tauson ville ikke tillade det, og gennem toldbetjenten talte fiskerne til rette igen, så der ikke blev noget af denne deres beslutning.

Jeg stævnede derpå major Stuart til Glumsløv Ting i Skåne. Men da jeg de første fire dage ikke kunne få min sag fremmet, og jeg ikke havde tid eller råd til at ligge der længere, gav jeg en anden min fuldmagt og talte selv herom med dommeren. Men denne fuldmagt blev ikke kendt gyldig. Nu har jeg igen måttet indstævne majoren, og håber at blive mine 20 stykker gæs tilkendt, og spørger i den anledning om nogen vil forhandle sig til disse gæs, da jeg håber at få de gamle noget bedre betalt end de unge. 

For en fattig stræbsom mand er 30 rigsdaler mange penge, som disse gæs nu har kostet mig, selvom jeg må rose de svenske for deres megen hjælpsomhed, de har bevist mig ved mit ophold i Skåne. Men næppe ville nogen dansk mand mellem Dragør og Helsingør have opført sig således imod en svensk mand, som denne engelske major Stuart har opført sig imod mig, men hvorfor han nok ikke heller undgår lovenes straf.

Dragør den 23. september 1806
Sven Nieman

(Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 6991-6994)

Redacteurens Anmærkning.

Sagen kom for retten og blev omtalt i Politivennen nr. 460, 14. februar 1807, s. 7307-7309.