25 marts 2015

Et Ønske imod Smørforfalskning

(Efter indsendt)

Den overdrevne pris som smør er i, synes at burde fritage det for at forvanskes og forfalskes. Ikke desto mindre ser man at noget af det i disse dage på Gammeltorv solgte smør har været blandet med kartofler. En så lumpen måde at snyde på fortjener i sandhed opmærksomhed. Man måtte derfor ønske at den ved torvet vagthavende politibetjent befaledes at holde en lille synsforretning hos enhver af de sælgende for at opdage bedrageriet.


En sådan forfalskning af smørret kender man let, dels på smagen, som er tør og meget bitter, dels på dets udseende, da det i så tilfælde er kornet, af forskellige farver og hvad man i husholdningssproget kalder kort.


(Politivennen nr. 496, 31. oktober 1807, s. 7984-7985)

Ønske paa Højbroplads.

(Efter indsendt).

 Afviserne ved Holmens og Højbro viser at vejen derimellem er bestemt for gående. Den ville være meget bekvem dertil såfremt ikke de utallige løse sten og murbrokker gjorde den til en sand pinebænk for fødderne. Alle til kontorerne, Børsen og Christianshavn hørende ville takke vedkommende om man skaffede den ordentlig planeret så at vandet får afløb, og de løse sten lagdes til en af siderne. Denne vej vil sandsynligvis vare mange år så at de gående kan rimeligvis gøre krav på sådan bekvemmelighed, ligesom også at oplysningen om aftenen bliver bedre da den nu er så slet som muligt.

(Politivennen nr. 496, 31. oktober 1807, s. 7983-7984)

Svar til Spørgeren i Politivennen af 24. Oktbr, om bedre Vagtstuer til det borgerlige Infanteries Brandvagter

(Indsendt)

Forinden disse vagter blev i følge hans majestæt allerhøjeste brandforordning befalet, anmodede stadshauptmand ved 2. borgerofficerer på adskillige steder i de til den afbrændte del af staden nærmest stødende gader om passende værelser til førnævnte brandvagter, men forgæves.


På vedkommendes tilbud måtte derfor med glæde modtages de tilbudte lejligheder. For man kunne ikke skaffe bedre og havde ellers slet ingen haft.


Det er altså heraf klart at der fra stadshaupmandskabets side i denne som i enhver anden henseende er sørget for borgerne så meget det har stået i dets magt.


I øvrigt oplyses spørgeren tillige at generalkommandoen på stadshauptmandens forestilling af 20. denne måned til en lettelse for borgerskabet har bevilliget at dise brandvagter, som efter stadens ildebrand i 1795 vedvarede i 17 uger, måtte ophøre. Hvilket de også allerede for længst er.


(Politivennen nr. 496, 31. oktober 1807, s. 7982-7983)

Kong Frederik VI ved en Revy for Borgervæbningen paa Fælleden 1838. Lavet lang tid efter af Christian Bayer (1841-1933). Det kongelige Bibliotek.


Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7958-7959.

Opfordring til Stiftelse af et patriotisk Selskab

(Efter indsendt)

Har verden nogensinde set mage til skændigt, lumsk-nedrigt og røverisk overfald mod et uskyldigt og fredeligt folk, således som englænderne begik mod os og vores land? Har noget folk, nogen nation nogensinde haft en mere retfærdig anledning, en større pligt til at søge hævn over barbaren, for den mod det viste skændselsdåd, end vi har?


Det var her englænderne udførte deres "skændselsdåd" for over 207 år siden: Afsejlingen med danske flåde fra Nyholm og ødelæggelser. Men mastekranen og bygningerne på begge sider står der stadig. Dg nu også med B&W's gamle kæmpehal som baggrundskulisse. Tænk Melodi Grandprix 2014. Samt fregatten Peder Skram der nu er museum. 

Så uimodsigeligt det er, at disse spørgsmål alene kunne besvares med nej! lige så sikkert ville det være at vi ikke fortjente fremmedes eller vores egen agtelse hvis vi ikke af denne begivenhed blev opvakt til at tage al den hævn vi formår over sådan en fjende.

Foruden den hævn vi som nation, ved våbens magt skulle søge, og hvortil det er hver mands pligt at understøtte regeringen af alle kræfter, findes der en anden som er uden regeringens bydende: En hævn som ethvert individ blandt os, kvinder såvel som mænd, kunne deltage i, som ikke koster blodsudgydelse, som er let at tage, men som derfor ikke ville være mindre smertelig for vores fjende, og som endelig, fordi den skader ham, ville gavne os selv i samme forhold og på mangfoldige måder. Den nemlig: At vi fra vores huse og boliger bandlyste alle engelske fabriks- og manufakturvarer, samt alle engelsk-østindiske luksusvarer.


Det kan ikke tvivles om at denne ide, skønt gammel, jo vil finde mange tilhængere hos os for nærværende, når den for alvor kunne søges udført i praksis.


Det tilkommer os, hovedstadens beboere som har været lidende tilskuere til vores fjenders skændselsdåd, at gøre begyndelse, at give eksemplet for rigernes øvrige indbyggere. Lad nogle agtede mænd træde sammen for at lægge en plan for et selskab, hvis formål skulle være at udelukke alle engelske fabriks-, manufaktur- og luksusvarer, samt at opmuntre fremstillingen og forbruget af alle indenlandske varer. Mange af vores medborgere ville helt sikkert forene sig med dette selskab. Det ville afføde flere sådanne selskaber af sig omkring i rigets provinser, og måske virke som et eksempel i andre nordlige riger af Europa, som kunne blive frygteligere for vore fjender end selve krigen.


Vor regerings bistand til jeg formålet må vi virkelig kunne regne med.


(Politivennen nr. 496, 31. oktober 1807, s. 7977-7979)

Redakteurens Anmærkning

Denne opfordringen til boycot af engelske produkter er formentlig udtryk for samme tankegang som især blev fremsat af justitsråd Carl Gottlob Rafn, som i november 1807 opfordrede til at understøtte indenlandsk manufaktur og sværge ikke at købe engelske produkter. Regeringen støttede denne plan og Selskabet for Indenlandsk Kunstflid (8. febuar 1808-1821). Rafn døde imidlertid 17. maj 1808, og der fandtes ingen konkret plan for selskabets virke. I juni forsøgte stiftamtmand Carl Frederik von Hellfried at genoplive planen. 

Det danske marked bestod af en betydelig import af engelske varer. Og da industrialiseringen allerede var godt i gang her med fremstillingen af finere varer end de danske, var engelske produkter attraktive for de borgere, som skrev i Politivennen. (Her et kaffe- og testel af udenlandsk oprindelse. Eget foto, Nationalmuseet). 

Befolkningen var splittet, selv om den proengelske del var et mindretal. Hadet til England holdt sig længe. Efter Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815 blev der demonstreret foran den engelske gesandts hus i København og råbt "Napoleon Leve". I praksis kopierede Danmark dog mange af de engelske liberale ideer: Afskaffelsen af laugs og købstadsprivilegierne til fordel for en liberal markedsøkonomi, enevælden blev afløst af grundloven. Derimod lærte man også af slagsiderne: Opløsningen af bondesamfundet, industrialismens sociale kløft mellem rig og fattig. 

Patriotismen var borgernes ideologi: Ideer om borgerdyd, almenvellets bedste og offervilje. Patrioten, borgeren der tilsidesatte egne interesser for fædrelandets. Arbejdsomt, flittig og redelig. Artiklens patriotisme afspejler en begyndende nationalpatriotisme som ikke handlede om den stats- og samfundsorienterede almenpatriotisme, men nationens interesser. Mens den første troede på et fælles mål for hele menneskeheden, så fokuserede den sidste på Danmark (og Norge).

Artiklerne om andre klasser, "de lavere klasser", de "ringere klasser", almuen mv. i Politivennen fortæller så på sin side om hvor langt borgeren havde tænkt sig at tilside sine interesser for "fædrelandets". Altså bønderne, tyendet, amagerkonerne, matroserne, tiggerne, stort set alle andre grupper nævnt i tag-clouden i højremenuen. Kort sagt, ikke ret meget længere end borgerklassens egne grænser. Dvs. inden for grænserne af de 5-10% af den mest velstående del af (Københavns) befolkning.

24 marts 2015

Tanker og Forslag i Anledning af den danske Flådes Tab

(Tilegnet den danske nation)

Det allerførste onde som tabet af vores flåde avler er mangel på tryg og stadig samfærdsel med Sjælland og Fyn.


Det er imidlertid for Danmark tvingende nødvendigt at være herre over Bæltet.


En flåde som den tabte kan Danmark næppe genskabe på 7 til 8 år. Men selv en sådan flåde ville ikke gøre bæltet ganske til vores imod en sømagt som Englands.


Men 150 til 200 store velbemandede kanonbåde i Store Bælt, godt anførte og beskyttet af batterier i Nyborg, på Knudshoved, på Sprogø, på Romsø, på Reersø, på Samsø, på Vejrø, ved Kerteminde, ved Kalundborg, ved Korsør, ved Skælskør, på Albuen og andre steder ville sikre os bæltet og gøre al engelsk fart derigennem umulig. Med mindre den blev stærkt konvojeret.


Kanonbådsskurene på Holmen blev opført fra 1813, altså et pænt antal år efter denne artikel. De var beregnet til at give kanonbådene læ om vinteren. Disse kanonbåde blev bygget til helt op i 1850'erne. Skurene har siden ført en omtumlet tilværelse. Forfald, brand. Men de er fredet og i dag eksklusivt byggeri. (Eget foto, 2015). 

Næst bæltet kommer Sundet i betragtning. Og det må vel indrømmes, at 150 til 200 kanonbåde i samme, beskyttet af Københavns og Kronborgs batterier, og ved andre der anlagdes ved Dragør på begge sider af Saltholm, ved Nivå, i Bellevue-bugten og på flere bekvemme steder på kysten, virkelig ville kunne udføre hvad Kronborg aldrig kan, og hvad englænderne gruer så meget for: lukke Sundet. Derved forstår jeg hindre deres fart i Østersøen med købmandsskibe med mindre disse hver gang konvojeres af store eskadrer, og endda gør den vanskelig nok.

Jeg anser begge disse formål for så vigtige, at der er ingen tid at spilde. Skulle Danmark endog behøve at låne nogle millioner, så var sådant lån hertil et velkomment middel.


Men det vil ikke fejle at jo en stor del af disse nødvendige fartøjer kunne fås ved patrioters gaver, når regeringen opmuntrede til det. Og jeg foreslår da tillige som et bevis på nationaltaknemmelighed at enhver sådan skænket kanonbåd fik giverens navn og at dette blev evigt vedligeholdt i vores sømagt.


Herligt minde på dansk patriotisme i det vigtige år 1807, når man så Danmark herske på sine strømme ved 33 til 34 skønne kanonbåde, på hvis spejl man læste: Grosserer A nr. 1, A nr. 2, Grosserer B, Grosserer C og D, Grosserer C, D. og E, klub N. N., Grev A, Greb B, Grev C, Baron A osv. Amt A, B, C osv. Helsingør nr. 1, nr. 2 osv. alle vores købsteder, alle vores godsejere, alle vores kapitalister osv.


En kanonbåd kan fås for en mådelig pengesum. Og for 400 sådanne pengesummer kan Danmarks sammenhæng fik


[Manglende sider]

(Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7965-7967, side 7968-7969 mangler)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7986-7994, se Redacteurens Anmærkning for yderligere information.