Svar paa det i sidste Numer indrykkede Stykke: "Spørgsmaale angaaende en Liigbegængelse".

Den 10. forrige måned bestilte skræddermester G. Dahl i Peder Madsens Gang nr. 305 jordpåkastelse på sit afdøde barn. Samme dags formiddag var der allerede forlangt jordpåkastelse på Helligånds Assistenskirkegård over et barn fra Frederiksberg. Jeg begav mig derud til den bestemte tid, men måtte vente på liget i henved 1 1/4 time. Den lange vej til fods i den trykkende hede forsinkede mig, og tiden til den sidste jordpåkastelse var allerede for længst forløbet, da jeg ankom til byen. 

Ved min hjemkomst fandt jeg mit hus i en sørgelig tilstand, da min ældste datter som var faldet på galden, var blevet kørt syg hjem og lå halv bevidstløs til sengs. I denne forfatning kunne jeg, da min øvrige familie var fraværende, ikke forlade mit hus, og sendte derfor en af mine konfirmander hen til den ordinerede kateket ved Helligåndskirke, hr. Sommerfeldt med anmodning om at han ville besørge jordpåkastelsen, og lod som jeg ved sådan anmodning plejer, en seddel følge med pålydende:

"Jordpåkastelsen er forrettet af Sommerfeldt."
Peder Madens gang nr. 305.

I stedet for at gå til hr. Sommerfeldt gik buddet ved en fejltagelse hen til sørgehuset. Jeg havde ikke den ringeste anelse om at der heri var indløbet nogen fejltagelse før jeg i den sidste politivennen læser skrædder Dahls spørgsmål i denne anledning. Det er vitterligt både for Gud og menneskene at jeg i de sidste år har haft sorger og bekymringer i mængde. Skræddermester Dahl har ved sin bekendtgørelse på en vis måde formeret dem. Men han mente det vel ikke så ilde, og jeg tilgiver ham og vil glemme hvad der er sket.

København den 24. september 1825
Bull 

(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10014-10016)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 505.

Forslag til den Maade, hvorpaa de saa smalle Gader, der endnu ere til her i Staden, ere at udvide overeensstemmende med den i Rescriptet af 26de April 1754 tilkjendegivne Hensigt.

Reskript til Københavns Magistrat af 26. april 1754 har en forestilling om at der fandtes en del stræder der var så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand. På grund af det indstillede den om det ikke måtte være den tilladt, ligesom det allerede var sket med nogle steder i så smalle stræder hvor husene er indrykkede og i overensstemmelse med forordning af 27. februar 1683, 8. post, der befaler daværende magistrat med matematiker og stadsbygmesteren at efterse de smalle gader og stræder i staden og derefter indgive betænkning og forslag om og hvorvidt samme enten aldeles skal afskaffes eller udvides - efterhånden som nogen melder sig for at nedrive de gamle huse og igen opbygge nye, i de nævnte gader. Blandt disse befinder sig endnu især Peder Madsens Gang, Kristen Bernikowsstræde, Halmstræde og Gåsegade. 

 "Der findes en del stræder der er så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand". (Man kan få et indtryk af hvor smalle disse stræder var i Pistolstræde, som også er omtalt i artiklen. Eget foto, 2015)

Ydermere at fastsætte hvor meget af grunden der skulle udlægges til gade mod at grundens ejer fik rimelig betaling for det som han mistede, efter uvildige mænds taksering, således at alle sådanne gader og stræder med tiden kunne blive udvidet og passable. Det blev vedtaget så at det blev magistraten tilladt efterhånden som nogen melder sig at nedrive de gamle huse og igen at opbygge nye i de omtalte gader og stræder, at fastsætte hvor meget af grunden til gadens udvidelse skal udlægges, imod at grundens ejer som før nævnt nyder betaling for det som mistes efter uvildige mænds taksering.

Denne vigtige forordning der efter dens formål bør betragtes som mere end blot en tilladende lov, synes i denne tid at være helt tilsidesat.

Vel frembyder måske ingen i de omtalte smalle gader og stræder, til hvilke kan regnes Integade, Pistolstræde og Prammandens Gang sig til at nedrive gamle huse, for igen at opbygge nye. Og et sådant foretagende ville heller ikke føde andet end tab af sig, hvor der ikke som på hjørnet af Store Købmagergade og Amagertorv - på hvilket sted der i år (dog ikke for indryknings skyld) er rejst en ligeså smuk som stærk bygning i stedet for den hytte som stod der før - beliggenheden med tiden kan tilbagegive bekostningen.

Men på det seneste er der ved auktion solgt flere ejendomme i Peder Madsens Gang, hvori blandt for nyligt nr. 283 og 293, den første på hjørnet af Store Grønnegade, og ligeledes en på hjørnet af Integade og Østergade.

Spørgsmålet bliver derfor om ikke de ansvarlige, nemlig enten stadens magistrat eller kommissionen for gadernes udvidelse, ved egne eller hjælp af andre midler burde købe sådanne ejendomme når til udbydes til salg.

Denne måde at blive ejer eller besidder af alle en gades bygninger er den eneste der er for hånden når ingen melder sig til at nedrive og ingen ildebrand indtræffer. Og den er så meget mere anbefalelsesværdig som fast ejendomme i særdeleshed i smalle gader for tiden ikke er i nogen høj pris, men derimod forrenter sig godt. Efter at en således købt ejendom i nogle år var blevet bortlejet, kunne den sælges enten til nedbrydning og indrykning, i hvilket tilfælde endog den tilsagte erstatning for indrykningen blev, om den ikke helt blev sparet på det mest nøjagtige bestemt eller hvor grunden var af for lille dybde til at indrykning kunne finde sted, til aldeles fjernelse, hvorefter ejeren af den inden for værende grund eller bygning kunne enten mod at betale for det eller uden det, få adgang til at bygge forside til den således udvidede gade efter den linje som var afstukket.

Spørgsmålet er således formentligt at besvare bekræftende, fordi formålet med efterhånden at udvide de farlige, usunde smalle gader derved opnåedes. Og man tager sig derfor den frihed herved at henlede de ansvarliges opmærksomhed på denne vigtige genstand.

(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10007-10011)

Redacteurens Anmærkning

Der skulle gå mange årtier før skribentens ønsker blev opfyldt. Nogle gange blev helt nedlagt og enten bebygget eller udvidet så meget at de blev til nye gader. Det gælder Peder Madsens Gang som blev bortsaneret i 1870'erne, Prammandens Gang i 1874, Integade foran magasin i ca. 1930, og Halmstræde blev i 1894 en del af Nikolaj Plads (fra Vingårdsstræde til Østergade). Andre gader bestod, men blev stærkt udvidet. Det gælder Kristen Bernikowsstræde og Gåsegade.Kun en enkelt gade består stadig, nemlig Pistolstræde - som altså er det eneste sted man i stærkt moderniseret form kan få et indtryk af boligforholdene i Københavns daværende slumkvarterer.

Spørgsmaale angaaende en Liigbegængelse.

Undertegnede der måtte friste den hårde skæbne at blive berøvet et seks år gammelt barn ved døden, henvendte sig angående jordpåkastelse til sognepræsten for Helligånds menighed, hr. dr. Kofod af hvem han blev underrettet om at det tilfaldt menighedens residerende kapellan hr. Bull at besørge jordpåkastelsen. På grund af det henvendte han sig til hr. pastor Bull der lovede at være til stede den efterfølgende 19. august om morgenen kl. 9 for at forrette jordpåkastelsen. 

Ligfølget indfandt sig til det bestemte klokkeslæt. Men præsten udeblev. Efter at have ventet tre kvarter sendte undertegnede sin søn til præsten for at minde ham om sit løfte, men han blev affærdiget med det svar at præsten endnu ikke var kommet fra landet. Et lignende svar fik han da han kl. kvart i elleve blev sendt i samme ærinde. Undertegnede der var vidende om, at barnet ikke kunne blive begravet med mindre man med en seddel fra præsten kunne godtgøre at jordpåkastelsen var forrettet, besluttede selv at henvende sig til ham, men måtte lade sig nøje med et svar lig det hans søn to gange forud havde fået. 

Anmelderen der således var sat i forlegenhed, især da ligfølget ikke ville vente længere, besluttede sig til selv at forrette jordpåkastelsen og at begive sig til kirkegården, og denne hans beslutning blev iværksat. Kort efter at ligfølget havde forladt sørgehuset kl. var da kvart i tolv, blev undertegnedes kone ved en af hr. Bulls konfirmandinder tilstillet en seddel, hvilket hun hurtigst muligt lod sende ud på kirkegården, da hun vidste at barnet uden en sådan blev leveret graveren ikke kunne blive jordet, og denne dobbelt tragiske sene fik således en ende. 

Efter at have fremsat følgende faktiske omstændigheder tillader man sig at spørge:

1. Kan en præst efter eget forgodtbefindende unddrage sig fra at kaste jord på en afdød?
2. Kan man attestere hvad man ikke ved?

København den 7. september 1825.

G. Dahl
Skræddermester.

(Politivennen nr. 506. Løverdagen den 10de September 1825, s. 9996-9998)

Begravelse fra hjemmet. P. Klæstrup.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 507. 17. september 1825, s. 10014-10016

Svær Kanonade under Kirketiden Søndagene den 14de og 21de August.

Christian den 5.'s lov har et kapitel om helligbrøde som sigter til at forebygge den offentlige gudsdyrkelses nedværdigelse ved verdslige sysler og forargelig sviren. At denne lovbestemmelse i det hele taget endnu er gældende ses deraf at butikkerne i kirketiden altid findes lukket, at det er forbudt de falbydende skrigende at udråbe deres varer på gaderne og bønder med mælk at opholde sig i staden, ligesom også de militæres våbenøvelser hviler.

Så meget mere påfaldende må det derfor være søndag den 14. august under højmessen at høre en uophørlig skyderi som blev gentaget den følgende søndag. Tilhørerne i Vartov Kirke blev meget forstyrret af denne krigeriske færd, og der tvivles ikke på at man også i flere andre kirker kan have været forulempet af det. Selv om man i denne vores oplyste tid ikke vil forbyde lystige sammenkomster med overdreven strenghed på den tid der almindeligvis er bestemt til legemets hvile fra jordiske sysler og åndens højere vækkelse, så synes det dog upassende at det skal tillades på en så forstyrrende måde at erindre en hel by og dens omegn om at nogle enkelte overgiver sig til letfærdig sviren, mens så mange kummerfulde, måske i samme øjeblik ønsker at nyde trøst og lindring ved andagtens husvalende kraft. 

"Søndag den 14. august under højmessen hørtes en uophørlig skyderi som blev gentages den følgende søndag. Tilhørerne i Vartov Kirke blev meget forstyrret af denne krigeriske færd" (Vartov Kirke midt i billedet, 2015. I baggrunden til venstre ses Københavns Rådhus. Her skal man forestille sig at volden forløb på Politivennens tid. Eget foto).

Lige så naragtigt det i grunden er at en snes gildebrødre vil forkynde for en stads hundredtusinder indbyggere hver gang de tømmer pokalen, således bliver det endog forargeligt når det sker på en tid der kalder folket til gudelig sammenkomst og forstyrrer denne. Når krigens rædsler opfylder alt med forvirring, da må andagtens stille sange finde sig i at overdøves af kanonernes ødelæggende torden. Men det overlades til bedømmelse af de som skal sørge for kirkedisciplinens overholdelse om den offentlige gudstjeneste bør forstyrres midt i fredens dage af nogle enkeltes overmodige glæde ved unyttig kanonskyderi. 

Ved denne lejlighed tillader man sig også at bemærke den ulempe, ja endog fare som det medfører når der vælges en plads til skydeøvelser som ligger tæt ved den alfarvej. Især da man ikke kan anstille disse øvelser med geværer uden at kanonerne også skal lade deres bedøvende knalden høre. Man må formode at man ved de ældste skydebaners anlæg har taget hensyn til det, da de findes nede ved vandet afsides fra den almindelige færdsel. Men det er ikke tilfældet med den skydebane som har sin sammenkomst straks udenfor Vesterport tæt ved hjørnet af vejen ned til tømmerpladserne. Folk af en svag konstitution der går i sidealleen, kan få deres rest når de uventet overraskes af en så nær og utidig kanonsalve, og kåde heste kan på denne stærkt besøgte sti afstedkomme megen ulykke.

(Politivennen nr. 506. Løverdagen den 10de September 1825, s. 9991-9994)

Erklæring.

I anledning af et i Politivennen af 10. september indrykket stykke med titlen "Svær kanonade undere Gudstjenesten den 14de og 21de August" bekendtgør direktionen for skydeselskabet, det Borgerlige Broderskab herved at omtalte kanonade ikke har været på dets skydebane hvor der om søn- og helligdage slet ikke finder skydning sted

(Politivennen nr. 508. Løverdagen den 24de September 1825, s. 10030) 

Redacteurens Anmærkning

Det Borgerlige Broderskab eller Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab stammer helt tilbage fra 1400-tallet, omend under dette navn først fra 1776. Som antydet i artiklen var formålet selskabeligt, dvs. drikkelag, dans, majfest, skyden til papegøjen osv. I 1619 fik selskabet en skydebane uden for Vesterport (i dag Vesterbrogade 69-71) samt fra 1753 også uden for Vesterport. Selskabets bygning fra 1782-87 findes stadig på Vesterbrogade 59. Udvidet i 1792.

Spørgsmaal og Ønske paa Frederiks Hospital.

Er det med den høje direktions vidende og vilje at flere af opvartningskonerne på ovennævnt hospital har deres børn hos sig? I modsat fald forventes at denne uskik bliver afskaffet, da den i flere henseender er forbundet med uro og ulejlighed for patienterne. På Almindeligt Hospital har man for længst draget omsorg for at patienterne ikke generes i så henseende.

(Politivennen nr. 505. Løverdagen den 3die September 1825, s. 9981-9982)