Forhold staaer nu Catecheten ved det mosaiske Troessamfund i Kjøbenhavn til bemeldte Samfund.

Da dette embede i året 1815 fik tilværelse, bestemtes sammes funktioner til at forberede ungdommen af den mosaiske trosbekendelse i København til den befalede offentlige religionsprøve, til at afholde denne prøve såvel i København som overalt på Sjælland og til når det forlangtes mod betaling at give undervisning i religionen i samfundets to fattigskoler. Ligesom den senere ansatte præst i overensstemmelse med sin instruks nu har overtaget nævnte religionsprøve for så vidt København angår, således besørger han også ministerielle forretninger mm. som midlertidigt blev overdraget kateketen ved forrige rabbiners død. Og kateketen hvem det er tilfaldet at afholde religionsprøve og forrette vielser på Sjælland, men udenfor hovedstaden, står nu i reglen i intet andet embedsforhold til trossamfundet i København end betingelsesvis at give religionsundervisning i fattigskolerne. Det er så langtfra at han af samfundet offentligt erkendes for en dette vedkommende gejstlig embedsmand at han i agenden for den mosaiske synagoge end ikke findes anført blandt kirkebetjentene, heller ikke nu da præsten i nogle måneder er fraværende på en rejse, holder i stedet for denne religiøse foredrag på helligdagene eller den indførte almindelige kirkebøn. Dog er der ingen tvivl om at man hvis ministerialia skulle indtræffe i præstens fravær eller mosaiske trosbekendere skulle nedfæstes, ville anse kateketen som præstens vikar.

Ovennævnte forhold falder mildest sagt noget i det besynderlige. Da man har taget benævnelsen "kateket" fra de kristne religionssamfund og da man ikke blot i almindelighed har tillagt den mosaiske kateket kompetence til at udføre ministerialia, men tillige i året 1817 specielt har tilladt at den daværende kateket måtte holde religiøse taler under gudstjenesten - de mosaiske kateketer skul

Politivennen nr. 917, Løverdagen, den 27de Juli, 1833. Side 510-?   

Redacteurens Anmærkning

Artiklen slutter på side 511, side 512-513 mangler. Samme situation diskuteres i 1838 hvor dr. Wolff igen er på rejse.

Væmmeligheder i Esplanaden.

I Esplanaden ses hyppigt, selv på søn- og helligdage på den tid af dagen hvor folk helst benytter denne promenade, en del pjaltede subjekter der sidder langs med Kastelsgraven og trækker ud til skindet for at skille sig af med et vist slags insekter, som synes at besvære dem i uhyre grad.

For alle er noget sådant sikkert et meget væmmeligt skue, for ikke at tale om at de der måtte være så uheldige siden at passere et sted hvor en sådan krabat har sidder, let kan få en højst besværlig indkvartering. Men for de mange der har betalt et dyrt tegn til Langelinje og ad denne vej begiver sig derhen med familie, er det især ubehageligt at måtte tåle at velopdragne fruentimmers og børns blufærdighed såres af sådanne uforskammede karle der ikke undser sig ved at vise sig in puris naturalibus, ja endog i højst gemene stillinger gøre sig en fornøjelse af stift at beglo enhver der går forbi.

Ved at henlede de ansvarliges opmærksomhed på dette uvæsen, håber anmelderen at se det fjernet. Hvilket så meget lettere vil kunne ske som der allerede er placeret en soldat ved barrieren mod Østerport for at åbne og lukke den. Og det antages at han foruden denne dont vel kan holde den ene side af Esplanaden fri for sådanne væmmeligheder, mens den fra vagten i Kastellet, eller ved indgangen til Langelinje udsatte post på den anden side, uden stort besvær kunne udrette det samme når såvel den ene som den anden blev behørigt instrueret om det.

(Politivennen nr. 915. Løverdagen den 13de Juli 1833, s. 478-480).

Til Synagoge-Forstanderskabet!

Det strider mod lovene og mod den skik der finder sted i landets kirker at man tillukker adgangen til synagogen når gudstjeneste holdes der (uanset om præsten fungerer eller ikke).

Det strider mod loven og mod nævnte skik at man byder folk (de fattige ikke undtaget!) at fratræde de pladser der er ledige, når samme tages i besiddelse af et menighedsmedlem under afholdelse af gudstjenesten.

Det strider mod kirkeandagten og den ret enhver kirkebesøgende tilkommer at der placeres opsynsmænd i synagogen der hele tiden tilkendegiver deres nærværelse ved "Tys" ! "Tys" ! "Hørt's" ! "Hørt's" ! 

Endelig strider det mod agenden at det forbydes vedkommende lydeligt at udtale "Baruch hue, schmau og amen."

Disse "uordener" som finder sted i synagogen og forgæves mundtligt er påtalt, bedes snarest muligt bortryddet af det velsindede og respektive forstanderskab.

Politivennen nr. 914, Løverdagen, den 6te Juli, 1833. Side 468-469.

"Det strider mod lovene og mod den skik der finder sted i landets kirker at man tillukker adgangen til synagogen når gudstjeneste holdes der." (Synagogen, 2016. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen kom få måneder efter Synagogens indvielse. På forsiden af Kjøbenhavnsposten 13. april 1833 kunne man læse Wolffs indvielsesbøn på tysk: Gebet bei der Einweihng des Israelischen Gotteshauses zu Kopenhagen, am Tage nach dem Pefachfeste 5593, den 12ten April 1833, gesprochen von Dr. Abraham Alexander Wolff. Selve indvielsen af Synagogen blev omtalt i Kjøbenhavnsposten den 12. april 1833 (s.d.)

En styg Uorden paa Assistencekirkegaarden.

For nogen tid siden var anmelderen tilstede ved en agtet embedsmands begravelse på Assistenskirkegården. Sørgefølget var betydeligt og bestod af en del høje embedsmænd og agtede borgere. Men desto mere påfaldende var det at mens præsten holdt en særdeles skøn tale, to graverkarle i lurvet beklædning og med bare skjorteærmer stillede sig for enden af graven foran sørgeparrene.

Anmelderen kan ikke nægte at skuet af disse personer gjorde et ubehageligt indtryk, og vakte hos ham tanken om en eksekution. Da nu som bekkendt udgifterne ved et ligs jordelse er betydelige og da der foruden betalingen for jorden, betales både for gravens gravning og dusør til graverkarlene, så indstilles til de ansvarlige om det ikke var passende at disse folk når de stiller sig ved sørgefølget, burde være i anstændige klæder, hvilke de kunne aflægge når de skulle begynde at røgte deres dont, eller at de holdt sig borte fra graven indtil den er forladt af sørgefølget.

(Politivennen nr. 914, Løverdagen, den 6te Juli, 1833. Side 463-464.)

Lazaronerne ved Gymnastikhuset.

Ved det nye gymnastikhus ved Filosofgangen indfinder sig dagligt når det er solskin et antal lange, pjaltede dagdrivere der her især i middagsstunden og henad eftermiddag, udhviler deres dovne kroppe i det grønne. At de alle er besværede med en vis indkvartering, viser den uafbrudt riven og skutten, og skønt de er unge, efter udseende stærke karle, tror man dog ikke de hverken ønsker eller kan arbejde, da de alle i større eller mindre grad har den rystende syge (delirium tremens).

Da de næsten dagligt afstedkommer de afskyeligste uordener med slagsmål og ved at udskælde de forbigående, var det inderligt at ønske at vort raske politi ville se lidt ind til dem - men kraftigt måtte det være, for uden grov konfekt er alt uforståeligt for disse spyfluer for borgerfreden.

(Politivennen nr. 911, Løverdagen, den 15de Juni, 1833. Side 409-410)