Et ubehageligt Syn.

Når et menneske endog har begået den største forbrydelse og man ser denne i en straffeanstalt med bøjler og jernhalsbånd, er det dog altid et syn hvor man forenet med foragt og frygt føler medlidenhed med forbryderen. Men træffer man om morgenen tidlig en slave gående til sit arbejde med 2 bøjler om benene og jernhalsbånd forsynet med en stang, så får man en slags beklemthed om hjertet som ikke godt kan meddeles på papiret. Kunne sådan en højst farlig forbryder (for det må han jo være) ked af livet ikke på gaden dræbe et menneske? For hænderne er jo frie hos ham, og som oftest går soldaten et godt stykke langt efter slaven.

(Politivennen Nr. 1560, Onsdagen den 13 Juli 1845, s. 463)

Opfordring til sandhedskjærlige og fredeligsindede danske Undersaatter.

Når en "Corsar" eller rettere sagt et slaveskib foruroliger farvandene, sendes som bekendt orlogsskibe ud for at krydse efter den, og får de endelig fat på fyren, da bliver der med dens besætning gjort kort proces, det er ganske i sin orden.

I det fredelige Danmark hvor marinen årligt forstærkes, tåles dog at en "Corsar" krydser i dens farvande og foruroliger mange mennesker. Skønt den vel ikke røver dem liv og gods, skader den dog væsentlig på flere måder. 

Sørøveren udgyder som oftest menneskeblod, men den danske "Corsar" sætter ondt blod mellem regeringen og nationen. Dens vittigheder om man så skulle kalde dem, er til tider under al kritik, og skulle man engang få den "fikse ide" at lade den befare de tyske farvande, da ville man af den danske "Corsar" snart få et ganske andet begreb end i selve Danmark.

Vel bryder sig det dannede publikum ikke synderligt om fyren og lader den rolig krydse sin kurs, bliver den engang kapret har den jo sine lejesvende der optager stødet. Som oftest angribes fredeligsindede, arbejdsomme, ja endog embedsmænd som opfylder deres pligter søger den at gøre latterligt hos publikummet. "Corsaren" skader kun, gavner gør den aldrig.

I stedet for at læse blade som vist nok er nyttigere end et smudsblad, opsluges "Corsaren" jo så snart den lader sig se på fine steder. Ja som oftest mænd som ville gøre fordring på dannelse, læser den med velbehag når en eller anden står skildret i dens gabestok.

Publikummet vil nu engang mores, men det burde i sandhed ikke ske på medboorgernes bekostning.

Hidtil har jeg gavnet mit fædreland, og agter ligeledes (in Specie) at gavne hovedstaden, og er af den årsag betænkt på at udruste en letbygget "Corvet", ombord på denne skal altid befinde sig en ven af politiet som skal holde udkik på "Corsaren". Min korvet vil jeg selv kommandere skønt jeg ingen navigation har lært og ingen styrmandseksamen har taget, hvilket kaptajnen for "Corsaren" lod mig høre dengang  jeg sidst prajede ham.

Min understyrmand er en holstener af fødsel som om nogle dage kommer hertil fra Altona, og jeg skal da vedblive at manøvrere med min "Corvet" så længe jeg har krudt og kugler ombord, og landvæsenskommissær hr. Michelsen ikke ligeledes skulle erklære den for kongelig ejendom, indtil den har bibragt "Corsaren" et grundskud. Intet skal blive sparet for at overbevise det danske folk hvor let "Corsaren" skal være at besejre, uden at man behøver hvert øjeblik at kondemnere den når blot man optræder med den tilbørlige energi. Hvem som vil tage aktier i korvetten behager at tegne sig hos bogtrykker Jacobsen, Gammel Amagertorv nr. 2. Den vil komme til at krydse en gang om ugen så snart "Corsaren" er i farvandet.

Når et bestemt antal aktier er tegnet, begynder krydstogene. Prisen er 1 rbd. 3 mk pr kvartal.

Corsar, op, reb sejlene, alarmtrommen røres.

"De herrer redaktører som elsker fædrelandet, bedes optage denne artikel i deres respektive blade.

København i august 1845
M. L. Nathanson
fra Altona.

(Politivennen Nr. 1561, Fredagen den 1 August 1845, s. 471-474)

Redacteurens Anmærkning

Det er Politivennens sidste redaktør, "Gale" Nathanson som her forvarsler sin ankomst. Om ham er der på denne blog rigeligt med baggrundsartikler. Han overtog det næste nummer af Corsaren, som dog ikke fandtes i Københavns Rådhusbiblioteks samling, og heller ikke digitaliseret.

Noget om Tagrender.

Indsendt.

Ved husene i flere byer er det almindeligt at tagrenderne som løber langs ned ad muren på huset, er ved enden forsynet med en udstående tud som i regnvejr ganske overskyller de forbigående, hvilket er i særdeleshed for fruentimmer som for det meste går med sko, meget ubehageligt. Man tager sig derfor den frihed at forespørge om tuden på tagrenderne ikke kan anbringes på nogen anden måde end at den skal være udad og overskylle forbigående. Indsenderen synes nemlig at tuden kunne omdrejes tæt ind til muren, og for at regnen ikke skulle fordærve muren, kunne den beslås med et stykke blik eller bræt som kunne males med samme farve som huset havde, eller måske var det bedre når tagrenderne gik lige ned til fortovet.

(Politivennen Nr. 1546, Onsdagen den 11 Juni 1845, s. 358-359)

Er det Kobbersmedene tilladt at udøve deres Haandværk paa de offentlige Gader?

Enhver vil vist besvare nærværende spørgsmål benægtende, selv om den jævnlige erfaring viser at sådant undertiden finder sted.

Ikke alene at naboer og genboer såvel som forbigående personer på det mest ømfindtlige forulempes af den støjen der som en torden fra disse på gaden oprettede værksteder gennemryster den forbigående, så at han ofte nødes til at gå en lang afvej, for at undgå denne kanonade, men endog såvel kørende som ridende personer står i fare for, ved at passere et sådant sted, selv at blive beskadiget, og at beskadige andre på lemmer og helbred, ja vel endog at miste livet.

Således gik det indsenderen da han for nogen tid siden kørte med 2 (ellers ikke sky heste) forbi tre på gaden arbejdende, og på en en stor kedel hamrende kobbersmede, at nemlig hestene ved denne alarm nær havde taget magten fra kusken, og følgelig løbet løbsk, dersom ikke denne havde været desto mere duelig i at køre, og tøjet på hestene desto stærkere.

Vort ypperlige politi der i alle henseender sørger for stadens bedste og borgernes sikkerhed, vil vist også hæmme denne uorden ved kraftige foranstaltninger. Det var jo mere passende og mindre skadebefrygtende, om disse håndværkere blev forpligtet at udøve dette rolighedsforstyrrende arbejde i gården ved end netop på gaden udenfor deres hus, hvilket virkelig kan give anledning til stor skade.

(Politivennen Nr. 1543, Fredagen den 30 Mai 1845, s. 329-330)

Ønske paa Kultorvet.

Det var ønskeligt om en politibetjent, kommissær eller anden autoriseret person om formiddagen måtte være til stede på Kultorvet for at påse at den anordning: at bønderne skal sælge deres tørv i snesevis, hvilken anordning formodes endnu at være i kraft, overholdtes, og at sælgeren ikke under påskud af læsset ikke er til at sælge i snesevis, opskruer prisen til det flerdobbelte. I sådant tilfælde skulle nævnte betjent have ret til at bestemme prisen efter rimelighed der således burde gælde som takst. 

Med hensyn til brændeved var det nok også såre meget at ønske at 1 eller 2 halve favnemål fandtes der til brug da som bekendt brænde-og tørvevogne er fyldt på bunden, dels for, dels bag, med halm eller fyldte sække som almindeligvis findes så omhyggeligt forvaret at man først ved aflæsningen bliver klar over det, og da må man nøjes med hvad man får, hvis man ikke vil høre en hel hoben bondesladder og banden når man taler om forurettelse. Disse favnemål kunne en på torvet eller i nærheden boende gårdejer anmodes om at have stående i sin gård eller måske der fandtes folk der imod en rimelig afgift for afbenyttelsen ville udleje justerede favnemål når det blev dem tilladt.

(Politivennen Nr. 1541, Fredagen den 23 Mai 1845, s. 313-314)

Kultorvet. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.