Kjøbenhavns sidste store Ildebrand. (Efterskrift til Politivennen)

Den 5 Junii 1795 er og bliver en længe uforglemmelig Dag for Hovedstadens, ja maaskee for Dannemarks Beboere. Denne dag, som forvandlede en Trediedel af een af Europa's anseeligste Stæder til en Steenhob, har havt en vigtigere Indflydelse paa vore Sæder, vor Nationalcaracteer og vor individuelle Stilling, end man ved første Øiekast skulde troe. Det er ikke aldeles ubehageligt, at dvæle ved overstandne Farer, og det er lærerigt for Mennesket at skue tilbage paa overvundne Uheld, og deraf at see at ingen Ulykke er saa stor, som Øieblikkets Forstørrelsesglas viser den, og at vi i vort Bryst bære en Kraft, som kun store Ulykker ere istand til at gjøre os opmærksomme paa. I Ildebrandens Dage lærte tillige de Mægtige og Rige, hvor meget den ene Borger trænger til den andens Bistand, og at udvortes Glands og Rigdomme kun have Værd, saalænge som man ikke hjemsøges af almindelige og fælles Gjenvordigheder. Aldrig har der hersket mere Lighed blandt Hovedstadens forskjellige Stænder end i hine Dage. Superfine Damer kjørte med deres Tjenestepiger paa Vognmandsvogne, og galante Cavalierer associerede sig med Strandcadetter for at befordre Bærebørsdragter. Ilden havde gjort alle lige, og fælles Ulykke hist og her endog de haardeste Hjerter bløde. Mangen dødelig Fiende blev forsonet, mangt et hovmodigt Menneske bøiet. Ilden greb som en rivende Strøm mere og mere om sig, og den Pragtbygning, som et Øieblik før var Yppighedens og Rangstolthedens Bolig, var et Øieblik derefter en rygende Steenhob. Midt i denne almindelige Nød saae man vel de skjønneste Exempler paa Broder- og Næstekjerlighed, men ogsaa de sorteste og skjændigste Prøver paa Følelsesløshed og Egennyttighed. Vognmandskarle f. Ex. lode sig betale 20 til 25 Rdlr. for en Vogn. Endog den Fattige, hvis Bohave blev fortæret af Luen, var saaledes nødsaget til at berige disse Blodigler, nar han vilde frelse noget deraf. Dersom en Digter anførte et saadant Exempel paa Nederrægtighed i et Skuespil eller en Roman, saa vilde man kalde det unaturligt og overdrevent.

Skrækkeligt og rørende var det, at vandre omkring imellem de rygende Steenhobe Dagen efter llden var standset. Hvor man henvendte sit Øie, fandt man Spor af menneskelig Elendighed. Volden, Rosenborg Hauge og Nørrefælled vare opfyldte af huusvilde Familier. Al Handel og al Haandtering var standset; Fremtiden laae indhyklet i mørke Skyer. Mange troede, at det nu var Tid at forlade Hovedstaden, og forlode den virkelige; mange meente, at Byen aldrig igjen vilde blive opbygt og at alle Næringskilder i lang Tid eller for bestandig vilde være stoppede. Kun den Trøst var endnu tilbage, at Rod og Trang vilde vænne Menneskene til Tarvelighed, og lære dem at undvlre de mange tusinder Fornødenheder, som de have skabt sig selv: en Fordeel, som tildels vilde opveie det lidte Tab. - Men hvor meget har man ikke bedraget sig i sin Forventning? - Den strax derpaa følgende Kildetid var det tydeligste Beviis paa det Modsatte. Medens røgen endnu opsteg fra den af Luen fortærede Stad, tullede man skareviis ud til Dyrehaugen. 

Det varede ikke længe og Kjøbenhavn reiste sig op af Støvet og prunkede med Bygninger, der vare indrettede til at optage Yppigheden med alle dens Følgesvende. Lave Hytter bleve forvandlede til store Gaarde, og Gaarde til glimrende Palaier. Pengene udbredte sig i alle Statslegemets Aarer, og ligesom ved et Underværk blev enhver Bygningsentrepreneur en Herremand, enhver Professionist en Capitalist, og enhver Haandværkssvend en flankerende Mand. Et reent Tab af omtrent 15 Millioner Rigsdaler havde bragt Rigdomme ind i Landet, og gjort Hovedstadens Indbyggere rige istedet for fattige. Store Politikere have heraf beviist saa klart, som to og to ere fire, at Ildebranden har været endog en stor Lykke for Kjøbenhavn. Tiltagende Pragt og Ødselhed i alle Stænders Levemaade, og den ubetydelige Værdie, man sætte paa Penge, synes at stadfæste, at deres Mening ikke var ganske urigtig. Men, hvorledes? - et positivt - et uopretteligt Tab af 15 Millioner skulde være en Fordeel for et Land? Ordet Tab og Fordeel ere her alt for modsigende Begreber. - Ingen kan negte, at Ildebranden har sat mange Penge i Omløb, og at mangen en blank Daler, som hvilede paa Kistebunden, er derved kommen for Dagen. - Men eet er det, at der kommer mange Penge i Circulation, og et andet, at de ere komne i Circulation,paa den rigtige Maade. At Ildebranden satte mange Mennesker i den sørgelige Nødvendighed at laane Penge endog af Aagerkarle, og at mangen en Mand er bleven ødelagt ved sit Byggerie, det er en alt for bekjendt og af Erfaringen stadfæstet Sandhed. De Penge, som kom i Omløb, vare desuden for størstedelen ikke virkelige; de vare kun imaginaire eller indbildte. Men den Indflydelse, de have havt paa vor Levemaade er desværre alt for virkelig. Endog Folk af simpel Stand ere blevne vante til et Slags Vellevned, som tidlig eller sildig maa briste for dem. Yppigheden i Værelser og Levemaade er bleven saa stor, at mangen en Familie nu betaler ligesaa meget i Huusleie, som den førend Ildebranden ret vel kunde leve af. Vor Cours beviser paa det kraftigste, at det ikke er virkelige Penge, som ere komne til at circulere; de daglig tiltagende overdreven høie Priser paa alle Livets Fornødenheder, den forhen ubekjendte Raffinement i alskens Bedragerier, den store Mængde Fallerede, der ligesom kappes om at tilintetgjøre den offentlige Credit, alt dette lærer os at indsee, at Ildebranden ikke har været nogen sand Fordeel for os og at de tilsyneladende gode Virkninger af en indbildt Pengecirculation dog omsider bliver skadelige.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 54, 4. juni 1804, side 848-852)

Det Holsteenske Selskab. (Efterskrift til Politivennen)

Man har altid anseet det for meget besynderligt, at een Konges Undersaatter og eet Lands Indbyggere skulde betragtes som forskjellige Nationer. Vel smigrede man sig med det Haab, at Holstenerne efterhaanden vilde ophøre at henregne sig blandt Tydsklands Beboere, og at Dannemark og Holsteen vilde blive betragtede som eet Land; men hvor er dette mueligt, naar Holstenere selv i Dannemarks Hovedstad ikke ville glemme, at de ere vante til at tale Tydsk; naar de, for at tilkjendegive, at de ere Tydske, endog spille Tydske Comoedier i Kjøbenhavn? Man indvende ikke, at der ogsaa ere mange indfødte Danske i det Holsteenske dramatiske Selskab *). Netop dette gjør Tingen endnu værre. Det er høist latterligt, at Danske Forældre ville lade deres Børn spille Tydske Comoedier, førend de endnu har lært deres Modersmaal, og det er at prostituere det Danske Folk i Fremmedes Øine, naar en Dansk Dame eller Cavalier stiller sig hen paa Skuepladsen og radbrækker det Tydske Sprog. Det Korn, som voxer paa vore Marker, er Dansk, de fedekalve, som komme fra Sjælland, ere Danske, - og Holsteenske Comoedier her bør ogsaa være Danske. Det er Holstenernes Pligt at lære Dansk, ikke de Danskes at lære Tydsk. Vi ere desuden allerede fortydskede nok, vi behøve ikke Tydske Comoedier, som skulle fortydske os endnu mere. I Holsteen har man jo ingen Danske dramatiske Selskaber, hvorfor skulle vi, som Hovednation, lempe os mere efter Holstenerne, end Holstenerne lempe sig efter os? - Man vilde blive udleet, dersom man i Holsteen vilde oprette et saadant Dansk Selskab.

*) Man kunde maaskee sige: De fleeste ere indfødte Danske. Men hvorfor kalder da Selskabet sig det Holsteenske?

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 52, den 28. maj 1804, s. 823-824)

Ægteskabsskilsmisser. (Efterskrift til Politivennen)

Saadanne Skilsmisser ere nu noget ganske sædvanligt i Kjøbenhavn. Man knytter og sønderhugger Hymens Baand med lige megen Ubetænksomhed. Det, der i Dag forekommer den unge Ægtemand som Rosenkjeder, anseer han efter et Aars Forløb for Jernlænker. Man har seet grusomme Mødre, som have givet Afkald paa det Barn, de bære under deres Hjerte, og været saa døde for Naturens Stemme, at de hellere have villet støde de Børn fra sig, som de have næret ved deres Bryst, ja sætte dem paa foder hos Leieqvinder, end ved nogenlunde at lempe sig efter deres Mænds Svagheder, eller rette deres egne Feil, at forsone sig med den, de have sluttet den helligste Pagt med. Den ubetydeligste Ubetydelighed er ofte Aarsag til saadanne Uenigheder. En liden Misforstaaelse,- en Nøgle, som ikke har været hængt paa sit rette Sted, - ja, et eneste tvetydigt Ord - er ofte, især hos simple Folk, Aarsag til deres Skilsmisse. Øretudere og egennyttige Lommeprocuratorer oppuste i Almindelighed Ilden, og inden man veed et Ord deraf, er Ægteparret for Magistraten. Manden skilles nu fra Konen, forpligter sig til at betale hende et Underhold, som han, sær naar han siden givter sig paa ny, ofte ligesaa lidet kan udrede, som hun leve af. Børnenes Opdragelse forsømmes, - en stundom haardhjertet Stedmoder behandler dem tyransk, og tusinde sørgelige Optrin ere en Følge af dette første Skrridt. Mon det ikke var godt, at der blev oprettet en egen Forligelsescommission for uenige Ægtefolk, og at man ikke alt for villigen tilstedede Skilsmisser? Hvor mangen en Mand, - hvor mangen en Kone fortryder ikke bagefter sin Skilsmisse? Derr gives kun faa uenige Ægtepar, som jo ved fornuftige Folks Mægling og med Tiden igen kunde blive enige. Ligesaa urigtigt som det er at lade Folk leve i Ægteskab, som bestandigen ligge i Strid, ligesaa skadeligt er det ogsaa, strax a sønderhugge et Baand, fordi der er kommet en liden Knude derpaa.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 27. april 1804)

Gravskandalen paa Assistens Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

I Dagen 6. januar 1804 kunne man læse om en dreng død. Han havde været ude at skøjte og ville tage skøjterne af, desværre på det sted hvor vippen af bommen var. Han fik af denne det dødelige slag.

Opdagelsen af Graverkarlenes forargelige Adfærd med Ligene paa Assistentskirkegaarden gik saaledes for sig: Skomagermester Mejer, hvis Sön d. 2 Jan. blev af Bommen ved Vesterport ihjelslagen, lod ham begrave d. 6 d. Ligskaren skildtes ad uden at oppebie Gravens Tilkastning. Den 8 gik Faderen ud for at besee Graven og tage Maal af et Kors dertil, men fandt den endnu aaben uden Kiste, og fik blot til Svar af Graverkarlene at han var lagt et andet Sted, som de dog ikke vilde opgive. Han gik derpaa hjem og tog Vildhandler Söberg ud med sig samme Aften Kl. 4. De trængte begge paa Graverkarlene, men disse gjorde sig vrede, og sagde at naar de næste Morgen kom igjen skulde de faa Liget at see. Efter megen Ordvexling pægede den ene hen til et Sted og sagde: der ligger han. Söberg forlangte en Spade, men de nægtede det. Han gik derpaa hen til en Mand paa Broen og fik en. Ved at grave paa det anviste Sted omtrent et [K.....] dybt fandt de Liget, paa et Par smaae Tæpper nögent, uden Kiste. Graverkarlene vare imidlertid allerede borte Söberg gik endnu samme Aften til Politimesteren og angav denne Uorden. Næsten Morgen beordredes Politibetjente derud. Men nu fandtes den rette Grav meget vel udkastet. Desuagtet befalede Betjenterne dem at Kaste Graven op igjen, som de ikke gjerne vilde til for de smagte Stokken. Man fandt da Liget uden Klæder og Stykkerne af den sönderslagne Kiste satte deromkring. Disse to Graverkarle bleve derpaa arresterede. Imidlertid havde nogen af de Tilstedeværende seet ind igjennem en anden Graverkarls Vindue og opdaget der en Kiste hvori endnu var et Lig. Denne Karl blev da og arresteret, og Kisten bragt paa Politikammeret. Dagen efter blev endnu den fjerde Graverkarl taget. Overgraver Meisling er senere af Magistraten suspenderet. Den Vrimmel af Mennesker, der i disse Dage har gaaet til og fra Kirkegaarden, hvor Liget endnu et Par Dage efter laae tilsyne, er ubeskrivelig. Endeel havde i Begyndelsen ladet deres afdöde Venners Grave opkaste, for at see om deres Kister endnu vare der. Men denne Opgravning er for det förste meget viselig hæmmet. Andre stikke Jernsögere ned i Gravene, og mange have havt den Bedrövelse at de ikke have stödt paa nogen Kiste. Saa krænkende denne hele Historie end er for enhver Følende, vil den dog sikkert havde den Fölge at vore Hensovnes Hvilested herefter tages i bedre Agt.

I Dagsavisen har Politimesteren nu bekjendtgort, at da adskillige have anholdt om Tilladelse til ved Opgravning at undersöge Tilstanden af Slægtninger og Venners Lig, anmodes alle, som have samme Önske inden 8 Dage at melde sig, samt den Afdödes Navn og Begravelses Tid og Sted, da det nærmere Bekjendtgjöres naar Undersøgelsen maae skee.

(Dagen den 13. januar 1804)

Ved de holdte Forhörer over Graverkarlene ved Assistentskirkegaarden er endnu intet udkommet, der kunne lede til at troe at nogen Snedker har hælet med dem eller köbt af dem. Kisterne ere brugte til Brændsel. En Snedker paa Nörrebro har udsat 50 Rd. for enhver, som kan opgive hvem der havde löjet om ham, at han havde köbt deraf. Mod Overgraver Hansen er intet Udsagn fremkommet. Overgraver Meisling skal derimod have fyret med Kistebrænde.

(Dagen 20. januar 1804).

I den Publikum saa nærrörende Sag med Garverkarlene haves ingen videre Nyhed, end at deres Tal der have meldt sig med det Önske at faae undersøgt Tilstanden af en eller anden Grav, skal være 5.600. Man troer ogsaa at Undersögelsen vil begynde i denne Uge. Kommissionen i denne Sag bestaar, foruden Politimesteren, af Konferentsraad Hjorthöj, Borgemester Bang, Professor Horneman, Prof. Moldenhaver, og to Kirkeværger. Graver Mejsling, saavelsom Graverkarlenes Koner, ere ikke, som Rygtet sagde, bæltede. De arresterte Karle ere 5, den sjette blev igjen sluppen lös. Saavel Liget af det unge Menneske, hvis Grav gav Anledning til Opdagelsen, som det i Graverkarlens Hus fundne Lig af en Pige, staae begge i samme Huus, men vedbörlig lagte i Kister. En af Graverkarlene, som först i Nov. kom til Kirkegaarden, har tilstaaet, at han har været skyldig i omtrent 20 Opgravelser i hans korte Embedstid. Det er til Ære for Vedkommende, at afd. Gross. Eriksens Liig er bleven jordet paa den Kirkegaard, som man dog ikke maatte önske forladt fordi den er blevet skændet. Ved den Lejlighed saaes hans forhen jordede Kones Kiste ubeskadiget.

(Dagen, den 24. januar 1804)

I Dag var 3die Gang Undersögelse paa Assistentskirkegaarden, hvortil 60 af dem, som have önsket den anstillet, vare tilsagte. For at holde Orden er altid en Vagt af 16 Husarer med Officerer og Vagtmester, samt 13 Politibetjente tilstede. Opgravningen skeer af 32 Vægtere, afdeelte i 8 Hold, af hvert Hold grave de to medens de to andre puste; paa denne Maade kan 8 Grave undersöges ad Gangen. 50 Kister ere bragte derud, for deri at nedlægge dem, som ere berövede Kister. Ganske nögent udplyndrede skal endnu ingen være fundne, men Umenneskerne have ladet dem beholde det inderste Linned. I Dag fandtes i en Grav, foruden det sögte Lig et nylig afsjælet Fruentimmer Lig, i Særk og Strömper, som ingen kjendte. Börnelig har man endnu ikke fundet plyndrede.

(Dagen den 30. januar 1804)

Den 11. februar 1804 kunne Dagen berette at man havde nået at undersøge 400 grave. Dagen bragte den 28. juli 1804 en opsummering. Den digitale udgave er desværre meget dårlig og dele af den nærmest ulæselig. Det læselige er imidlertid oplysende nok, så her et forsøg på at gengive den:

Da Graverkarlesagen nu saavidt er endet, og der i al den Tid er hört saa mange underlige Fortællinger om samme, formodes det ikke at være Læserne ukjært, at lave en authentisk efterretning om alt hvad offentlig i samme er skeet.

[] 6. Jan, blev Skomager Meyers Sön begr. paa [] Kirkes Assist. Gaard - - D. 8 dito fandt Faderen Graven aaben, og Kisten borte. Kistelaaget fandtes nogle Alen fra Graven under nogle Jord- og [], uden Kiste. [Synet] angaves for Politiet. Mandagen efter var Kisten nedsat i Graven, da Vedkommende frygtede, men Laaget til Kisten var i Stykker. -- D. 10 Jannuar lod Politiet, [] den förste Undersögelse paa Kirkegarden og fandtes at to Lig laae aabne udi en Grav, som blev genkjendt, og Söndagen forhen vare Begravne. -- D. 26 dito blev omtrent ½ Alen i Jorden funden 2de halvraadne döde Legemer i [] og Hövlspaaner. Kisterne vare ituslagne, og Ligene kunde ikke vedkjendes. Videre blev fundet et Lig i Linned uden Kiste, og Underdelen af et Lig. Ligesaa et heelt Lig og et stykke af et Legeme. -- D. 28 dito []  I afgange [] Kasserer [Kampmans] Begravelse var hensat et Barnelig i Kiste. Videre fandtes 2de næsten ganske forraadnede Legemer i Linned uden Kiste, hvilke Kister Graverkarlen Jokkum tilstod at have brændt. Et Laag af en Kiste var borttaget. Liget var begravet i Febr. 1803. -- D 30 dito. I en Grav fandtes en Kiste uden Laag, hvori laae 3 Mennesker, Haanden og nogle smaae Dele til et Legeme. Videre, et Fruentimmerlig i Klæder, uden Kiste, hvilken Graverkarl Jokkum havde slaget itu, og benyttet sig af Liget blev vedkjendt. Ligesaa et næsten ganske forraadnet Legeme. -- 1 Febr. Fundet en Kiste uden Laag, men med Lig i. Ligesaa et temmelig frisk jordet Lig i Linned, men uden Lagen eller Kiste, hvilken sidste Karlen Jokkum havde forbragt. Ligeleddes en Kiste uden Laag, som tilligemed 2de Lagerner af Karlene vare Borttagne. Des[] et dödt Legeme. 2de Legemer  hele [] uden Kiste, de sidste vare brændte. Et Laag borttaget af en Kiste. Fundet et halvforraadnet Lig, 7 Hoveder og adskillige Levninger af döde Legemer. Et Fruentimmerlig uden Kiste, manglede et Lagen og en Pude. -- [3] Febr 2de Ligkister befandtes nedsat i Agent Gyldengals Begravelse. -- Videre i en anden Grav fandtes nogle Levninger af []. en Kiste uden Laag. Liget manglede et Lagen. -- Febr. 6, Fandtes et helt forraadnet Lig uden Kiste, hvilket sidste Karlen Jokkum havde taget. Videre [] Menneskehoveder og nogle Dele af Legemer. -- April [] Fundet et Lig i Kiste uden Laag, det sidste var bleven brændt. Videre et halv forraadnet Lig uden Kiste. - - April [3]. Fundet et Mandfolkelig uden Kiste og manglede et Lageen. Nok et Fruentimmer lig uden Kiste og Lagen. 3de halv forraadnede Lig uden Kiste. Et dito Lig uden Kiste, 1 dito [] Dele af 3de Legemer. -- April 6. Største Delen af et stort Legeme.

Anmærkning: Alle fundne hele Legemer have hver faaet en Kiste og bleve begravne. Dele af Legemer bleve samlede, lagt i Kister og begravne. Skjorter og Særke ere ikke tagne af noget Lig, men vel Lagener og Törklæder af enkelte Liig. Dette Uvæsen er foregaaet i nogle Aar, og er [foretaget] af de Graverkarle, som har været [] [] kom til Kirkegaarden. Ingen af de [] Begravelser ere blevne rörte.

(Dagen, 28. juli 1804)

125 år efter blev begivenheden mindet i en kronik i Morgenbladet.

Assistens Kirkegård i 1804. (Efterskrift til Politivennen)

"Morgenbladets" kronik 29.-11.-1929.

Forfatteren Car. C. Christensen fortæller om en opsigtsvækkende københavnsk begivenhed for 125 år siden.

Når man nu aflægger et besøg på "Assistens Kirkegård" på Nørrebro for at se til sine kæres grave, er det med en ganske anden følelse end den, hvormed københavnerne søgte herud i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede.

Gamle Werlautf beretter således i sine erindringer, at Assistens Kirkegården udenfor Københavns volde i hans ungdom blev benyttet på en højst upassende måde.

Det var almindelig skik og brug, at mange familier på sommeraftener søgte til kirkegården som til et udflugtssted. Man medtog mad- og drikkevarer inde fra byen, og var man så vel nået den lange vej fra Nørreport derud, dækkede man uden videre dug på en ligsten, diskede op med aftensmaden, der skylledes ned med de behørige dramme eller kold punch. På dette uvæsen blev der dog gjort ende ved graverinstruksen af 15. februar 1805.

Når man så var færdig med maden og drikkevarerne, gik man omkring for at se de forskellige grave og navnlig studere de opstyltede og ikke sjældent ufrivilligt komiske inskriptioner, der i så rigt mål var indhugget på gravstenene.

Som prøve skal jeg indskrænke mig til at fremføre et eneste eksempel, som jeg har fundet i bladet "Politivennen" nr. 435 for 1806, s. 6914. Det gengives med den originale bogstavering på gravstenen:

Her under willer
Dorthea Amalie, føed Møller,
fød d. 29. Augusti 1798. Død d. 22.
Juni 1805.
Jeg laae paa Moders Brøst
og blev af hende amedt.
Nu er min Siæl forløst
og dier Trøst af Lamedt.
Min sorte Svøbe Klud
jeg nu er bleven qvidt.
Jeg staar saam Jesu Brud
med Engle hvid Habidt.

Denne gravskrift har forhåbentlig og efter al sandsynlighed været en af de mest ondartede. Men medens kirkegårdens mange besøgende gik omkring for at se, hvem der sov den evige søvn i de forskellige grave, og man studerede de mange indskrifter med begyndelsen: "Herunder hviler osv.", hændte der noget, som ved sin grufuldhed i et nu bragte almindeligt røre i hovedstaden - en hændelse, der i indeværende år kan fejre en slags jubilæum, idet det er 125 år siden, den indtraf.

I bladet "Dagen" for den 6. januar 1804 læste man en kort notits om, at et ungt menneske der havde moret sig med at løbe på skøjter på stadsgraven, var gået op ved Vesterport for at spænde skøjterne af, men ikke havde taget sig i agt for, at der her var anbragt en vippebom, og af denne havde fået et så vældigt slag i hovedet, at han døde på stedet. Dagen efter meddelte samme blad under rubrikken "Døde": J. N. Mejer ihjelslaget af bommen på Vesterbro.

Begravelsen af den unge mand fandt sted den 6. januar, og to dage efter gik faderen, skomagermester Mejer, ud for at se til graven, som jo nu skulle have været tilkastet; men til sin store bestyrtelse fandt han den endnu åben og, hvad værre var, uden kiste. På forespørgsel til graverkarlene fik han et undvigende svar, der gik ud på, at sønnens lig var lagt et andet sted hen, uden at han dog kunne få opgivet, hvor dette var.

Skomager Mejer hentede da en bekendt, vildthandler Søberg. I forening afæskede de graverkarlene en forklaring på mysteriet og langt om længe fik de da opgivet stedet, hvor sønnen var begravet. Med en medbragt spade gravede Mejer og hans bekendt jorden op, og nu fandt de også sønnens lig, men næsten nøgent og uden kiste.

Samme aften gjordes der politianmeldelse, og næste morgen tog politiet affære og arresterede 3 graverkarle samt dagen efter endnu en, ligesom kirkegårdens overgraver, en mand ved navn Meisling, blev suspenderet fra sin stilling af Magistraten den 11. maj.

Næppe var sagen rygtedes inde i hovedstaden, før folk i tætte skarer stimede ud til Assistens Kirkegård. Alle var blevet opskræmt, ingen vidste sig sikker på, om netop de afsjælede legemer af hans kære lå i de pågældende grave, og navnlig var uroligheden størst hos dem, der fornylig havde fået nogen begravet.

Politimester Haagen bekendtgjorde da, at alle og enhver, som måtte ønske at få deres grave opgravet og undersøgt til nærmere beroligelse, måtte melde sig til ham med angivelse af den afdødes navn og begravelsesdag, så ville en nøje undersøgelse finde sted.

Opgravelsen blev foretaget af 32 af byens vægtere, og ved denne blev blandt andet i en grav foruden det lig, der hørte til den, tillige fundet et kvindelig, som ingen kendte noget til.

I Sagen var foruden Overgraver Meisling og Graver Hansen tillige 6 Graverkarle, 5 Kvinder og 5 Privatpersoner impliceret, og ved de afholdte Forhør var det artige Ting der kom for Dagen.

Det viste sig nemlig, at enkelte af de tiltalte havde plyndret ligene for det linned, hvori de var indsvøbt, medens resten havde medvirket til at grave kisterne op, tage ligene ud og derpå sønderslå kisterne, der da af andre blev solgt som brændsel. De opgravede lig havde de derefter nedlagt i andre grave, som slet ikke vedkom disse, og i den anledning skrev Rahbek Danske Tilskuer ironisk, at når der på gravstenene stod: "Her ligger", var dette underkastet den stærkeste tvivl.

Opgravningen af de mange lig var selvfølgelig en temmelig omstændelig og bekostelig historie; thi foruden de 32 vægtere var endvidere udkommanderet 13 politibetjente samt 16 husarer med officer og vagtmester, og omkostningerne til de gravende beløb sig til 352 rdlr. 3 mark 14 sk.

Den 25. juli 1804 faldt dommen ved Hof- og Stadsretten, og den kom til for de 6 graverkarles vedkommende at lyde på 4 og 3 års rasphusarbejde, de to gravere Meisling og Hansen blev idømt bøder på henholdsvis 300 og 150 rdlr., en kvinde fik forbedringshusarbejde i 4 måneder, medens hver af de andre slap med at bøde 1 rdlr. til politikassen. Samtlige skulle dog betale omkostningerne ved sagen og genopgravelsen af gravene.

Først langt om længe faldt sindene til ro i hovedstaden, og endnu mange år derefter gik der sære frasagn om den uhyggelige begivenhed, der efterhånden ved genfortælling antog mere og mere fantastiske former. Der fortaltes således at agent Bodenhoffs 20-årige enke, der døde den 18. juli 1798, var blevet opgravet af graverkarlene, og da disse så opdagede, at hun kun var skindød, idet hun nemlig kom til live ved opgravningen (!!), slog de hende ihjel, og "det er hendes blod, man endnu den dag i dag kan se på marmormonumentet på hendes grav" (!)

Hvad kan en opskræmt og stærk fantasi ikke bevirke.

(Morgenbladet (København), 29. november 1929)

Gravskandalen er også beskrevet i et andet Efterskrift til Politivennen gennem artikler fra Dagen.