Om Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Om Fødsel i Dølgsmaal hedder det i "Loll.-Falst. Av." af 27de ds.: Efterat Politiet var kommet til Kundskab om, at et Fruentimmer i Idestrup Sogn mistænktes for at have født i Dølgsmaal, og hun paa engang var bleven saa syg, at der tvivledes om hendes Liv, blev den fornødne Undersøgelse anstillet, og et Barn, nedlagt i en Kasse, fundet i en Have i Tjæreby, hvor det var nedgravet. En Konge i bemeldte By blev arresteret, og under en af Fuldmægtig Wilcken hos den Syge optagen Rapport tilstod denne, at have født Barnet, og ved Hjælp af den Arresterede skjult det i Haven. Hun tilstod tillige, at bemeldte Kone havde været hende behjælpelig med at fordrive Fosteret, idet hun havde tillavet hende en Drik, som hun i dette Øiemed havde nydt og som havde fremskyndet hendes for tidlige Nedkomst, da Barnet var dødfødt. Der anstilledes nu yderligere Undersøgelse, og den Arresterede har tilstaaet, at have tillavet bemeldte Middel, som hun vidste var probat, da hun selv ved det har fordrevet 6 Fostere, som hun har følt sig svanger med, og som alle have været avlede i en Tid af 10 Aar med hendes egen Stedfader.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. august 1846, 2. udgave).

Om Passagen paa Volden. (Efterskrift til Politivennen)

Om Passagen paa Volden. Kjøbenhavns Gouvernement har for nogle Aar siden udvidet Tilladelsen til Spadseren paa Fæstningens Hovedvold saaledes, at Passagen er fri til Kl. 11 i Maanederne Juni og Juli og til Kl. 10 i August. Med Hensyn til det Publikum, som efter denne Tid kunde ønske at passere Volden ved at gaae hjem fra Tivoli og Frederiksberg og paa Grund af at Aftenerne i August og September Maaneder er den behageligste Spadseretid paa hele Aaret, kunde man ønske en yderligere Udvidelse af den omtalte Tilladelse. Herimod kan neppe gjøres grundede Indvendinger, da Vagternes Styrke ingen Forøgelse behøvede i denne Anledning ligesaalidt som Toldvæsenets Tilsyn behøvede at vedblive naar Bommene bleve lukkede til sadvanlig Tid. Nu seer man Publikum blive nedviist fra Volden til de anførte Tider, men kort efter kan man let overtyde sig om at Bestemmelserne dog ikke overholdes; idet ikke Faa overtræde den upaatalt, naar Posterne ere indtrukne og Patrouillerne ere vendte tilbage. Ved forskjellige Leiligheder har man seet at Mængden ikke ved de sædvanlige Poster kan holdes borte fra Volden og det synes ubilligt uden Nødvendighed at berøve det dannede Publikum den omtalte Behagelighed. Man betvivler ikke at den humane Commandant, General von Hagen, med Glæde vilde gjøre en Forandring i denne Henseende, men muligen kunde dette have sine Vanskeligheder i H. D. Gouverneurens Fraværelse, derimod antager man, at det ved directe at henvende sig tit H. M. Kongen vilde være let for Commandanten at udvirke en staaende Befaling, hvor ved det tillades Publikum at passere Volden til Kl. 12 i Maanederne Mai, Juni, Juli, August og September, hvorved alle Vanskeligheder for Fremtiden vilde bortfalde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. august 1846, 2 udgave).

Arbeider bidt. (Efterskrift til Politivennen).

- Fra Frederikshavn skrives under 29de Juni i "Hj. Av.": Som man erfarer, har Slutteren i vort nye Arresthuus en ganske egen Maade at udøve sin Politimyndighed paa. Saaledes hændte det sig forleden, at en Arbeidsmand, der ikke var i aldeles ædru Tilstand, blev Gjenstand for Politibetjentens Opmærksomhed og blev ført i Cachotten. Da han imidlertid ikke godvillig vilde styre den ufrivillige Cours, maatte han ei alene smage en Portion Bankekjød; men den tililende Arrestforvarer anvendte et endnu langt kraftigere Middel, idet han som en glubsk Hund gav sig til at bide den arme Synder saaledes i Armen, at denne endnu og sandsynlig bestandig vil bære Spor af de graadige Sluttertænder. Mon det ikke med Hensyn til de anstundende Hundedage var at ønske, at den bidelystne blev forsynet med en Mundkurv?

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 15. juli 1846).

Kong Oscar 1ste af Sverrig besøger Kong Christian 8. (Efterskrift til Politivennen)

Mens aviserne berettede særdeles indgående og detaljeret om de svenske og norske studenter møde med danske studenter i København 1845, så var artiklerne om kongefamiliens besøg i København året efter særdeles sparsomme. Selv den officielle "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende" holdt sig til knappe omtaler hvad de havde lavet.

- Kongen og Dronningen af Sverig og Norge med to af deres Sønner ankom hertil imiddags Kl. 12 ½ paa et svensk Dampskib fra Malmø. Den danske Kongefamilie modtog dem ved Toldboden, idet Kongen med Prindserne i en Chalup afhentede dem fra Dampskibet. En meget stor Menneskemasse opfyldte Langelinie, Toldboden og de tilstødende Gader til Amalienborg og endeel Velkomstraab hørtes paa alle disse forskjellige Steder efter Landingen. Den svensk-norske Kongefamilie boer paa Amalienborg, og vil iaften med den danske Kongefamilie bivaane en Forestilling paa Theatret, hvortil er valgt endeel Dandse og "Kong Renes Datter". Imorgen Formiddag besees Kjøbenhavns Konstmærkværdigheder, og om Eftermiddagen er Taffel i Christiansborg Slots Riddersal. Efter en Udflugt i Omegnen indtages Thee paa Bernstorff, og der er det da, hvor nogle Sangforeninger, og hvem der ellers vil deeltage, ifølge en paa forskjellige Steder her i Staden fremlagt Indbydelse, ville bringe de skandinaviske Majestæter deres Hyldest ved et Fakkeltog, Sang og Taler. Paa Onsdag begive Majestæterne sig til Sorgenfri og Frederiksborg, og paa Torsdag derfra til Fredensborg og Kronborg, hvorfra den svenske Kongefamilie begiver sig til Helsingborg. I forrige Uge var den svenske Dronning med Prindserne paa Rygen, for at aflægge er lignende Besøg hos den preussiske Kongefamilie, der har saameget mere Betydning, som Kong Oscars ældste Søn, Prinds Carl, ifølge preussiske Tidender, skal formæles med en preussisk Prindsesse.

- Dampskibet Hekla, som var gaaet over til Malmø med Kronprindsen og Prinds Ferdinand, for at komplimentere den svenske Kongefamilie, havde det Uheld al komme til at sidde paa Grund udenfor Malmø, men har dog, efterår Prinds Ferdinand først var vendt tilbage med Dampskibet  "Malmø" og Kronprindsen ligeledes iaftes med Dampskibet "Løven", igjen været saa lykkeligt at komme her tilbage imorges uden dertil at behøve anden Hjelp. Det havde ved Malmo svensk Lods ombord. 

(Kjøbenhavnsposten 13. juli 1846).

Fædrelandets omtale af ankomsten af den svenske konge var endnu mere kortfattet - den 14. juli 1846 var en halv snes linjer om besøget i det Kongelige Teater. Kjøbenhavnspostens omtale af besøget var herefter noget sparsomt: En kort notits 15. juli 1846 om besøget på Bernstorff Slot dagen i forvejen. 6 linjer den 17. juli 1846 om besøget i Helsingør dagen før. Færdrelandet for den 17. juli 1846 omtalte Fædrelandet ganske kort besøget dagen før hos paraderne på Nørre Fælled. Begge aviser var i stedet optaget af stænderforsamlingsmødet i Roskilde. 

Mon ikke monarkerne med fruer har stået på terrassen foran Bernstorff Slot? Foto Erik Nicolaisen Høy.

Berlingske bragte dog mere referater af talerne, fra Bernstorffs have og i Helsingør:

Conferentsraad Ørsted holdt derpaa efterstaaende Tale:

"Deres Majestæter. Høie Konger.

Den Festlighed, som nu hersker i de Kongelige Haller, udbreder sig ogsaa til Folket. Det hilser med Glæde Nærværelsen af den ædle Nabokonge, og er opfyldt af de venligste Følelser for de Folkefærd, som fik ham til Overhoved. Med Gru see vi nu hos os tilbage paa den lange Række af Aarhundreder, da mørke Tiders Taager skjulte de Frændskabsbaand, hvormed fælles Afstamning og fælleS Sprogstat sammenknyttede Nordens Folkefærd, og vi har Vidnesbyrd nok om, at disse Følelser broderligt deles af Frænderne hiinsides Sundet. Alle Nordboer vilde være utrøstelige over denne lange Miskjendelse af saa dyrebare Forhold , dersom de ikke deri havde deelt Menneskeslægtens almindelige Lod, ifølge hvilken Nationerne skulle kæmpende udvikle deres Kræfter, indtil de have hævet sig til en Dannelse og indvortes Kraftudvikling, hvor hine vilde Kampe blive overflødige, og Samfundets Udvikling ikke mere behøver de voldsomme Rystelser, hvis vækkende og omdannende Virkninger til en Tid kunde give Erstatning for Krigens Rædsler. Den fjendtlige Kamp afløses nu ved en fredelig Væddestrid, om hvo der kan afvinde Naturen det største Udbytte, eller forædle Livet ved de skjønneste Værker af Digter- og Kunstnerid , eller fremdrage de herligste Tanker af Aandens Dyb, til at lyse for hele Menneskeslægten. Vi tænke med Glæde og Stolthed paa, at disse Følelser for Frændskabet mellem de nordiske Folkefærd nu ikke længere ere nye hos os, men gjennem mere end et halvt Aarhundrede have været tolkede og udbredte af Nordens bedste Mænd, og endelig have vundet en saa almindelig Tilstemning, at det vilde blive betragtet som et Tegn paa Raahed, om Nogen endnu kunde bevare Spor af det gamle fjendtlige Sindelag.

Vi prise os lykkelige ved disse Frændefølelser og see ved dem en ny Aandernes Dag oprinde over Norden. Vi Nordboer tør vel sige, at vi ikke have viist os dorske i at virke for Videnskaber og Kunster; men vi have dog virket under en stadelig Adskillelse; der har været en Muur af gamle Tiders Fordomme imellem os. Vi have nu begyndt baade at virke og at nyde i Forening. I hvert af de nordiske Lande skulle Videnskabsmænd og Digtere oplues ved den Bevidsthed, at de virke for en langt mere udbredt Kreds, skulle styrkes ved Bifaldet fra det store nordiske Folkesamfund, og opfordres kraftigen til at undgaae og udslette Pletter i deres Værker ved den mere fleersidige og vægtfulde Dom som fældes af et saa ærefrygtbydende Samfund. Men Nordens Folkefærd selv skulde ved den høiere Kraft, som udvikles blandt dem, ved det høiere Trin hvorpaa de hæve sig, ved den Ægtbarhed, en mægtig Eenhed giver, føle sig større, stoltere, lykkeligere; og hvo kan vel tvivle om, at dette aandelige Opsving vil bære de herligste Frugter for Rigernes Velstand og borgerlige Udvikling.

Norden seer i sine to Herskere Mænd , som ikke blot ere ophøiede ved deres Kongeværdighed , men ogsaa ved en fjelden Kundskabsfylde og Dannelse. Man føler sig overbeviist om at de gjennemskue Betydningen af de herlige unge Kræfter, der røre sig i Norden, at de ville betragte disses videre Udvikling som en Forhøielse baade af deres Magt og af deres Rigers Glands, og at deres høie Indsigt vil benytte denne Aand til at fremme deres Rigers indre Velvære og ydre Sikkerhed. Vi see i den høie Sammenkomst, som nu feires, et nyt Pant paa de Følelser, der gjennemtrænge Norden, og vi ere os bevidste, at vi handle i alle oplyfte Medborgeres Navn, ved i denne Anledning at bringe Deres Majestæter Ærefrygtens Hylding og Bevidnelse af hjertelig Deeltagelse.

Gid Deres Majestæter, hver i sin Regjering, maa krones med al den Lykke, som kan tilfredsstille Deres Hjerter, og i Fremtidens Historie efterlade Dem et herligt og høitelstet Navn, en Udødelighed, der til bydes Kongerne som et jordisk Tillæg til den himmelske og evige.

Leve Deres Majestæter, Nordens to ædle Konger og deres ophøiede kongelige Huse."

Man istemmede derpaa for hver af Monarcherne et tre Gange gjentaget tordnende Hurraraab.

Hs. Maj. Kongen traadte derpaa frem og holdt følgende Tale:

"Nabofolkenes gode Forstaaelse og Fred grundfæster Folkenes Lykke, Kongernes Venskab sikkrer den. 

Derfor juble alle retsindede Danske ved det kjære Besøg, som vi idag festligholde. De Følelser, som Deres hædrede Ordfører og den skjønne Sang have tolket, binde skjønne Blomster i den Krands af Kjærminder, som Folkets Kjærlighed oftere har rakt mig.

Idag række vi den med nabovenligt Sindelag til den ophøiede Konge og Ven, vi med Glæde see iblandt os.

I eget og i min høie Gjæsts Navn takker jeg Dem alle for Deres yttrede Følelser og for den skjønne Sang."

Den forsamlede Mængde besvarede denne kongelige Tale med gjentagne Hurraraab.

Herpaa talte Hs. Maj Kongen af Sverrig og Norge:

"Jag tackar Eder för den velvilliga tänkesätt, som här för mig och min Famili blifvit yttrade.

"Jag känder mig lycklig alt gästa i detta sköna, detta härrliga Land, och jag glädjer mig, att under dessa fär mitt hjerta så oforgätliga dagar hafva ytterligare befästat den uppriktiga och innerliga vänskap, som förenar mig med Danmarks ädle Konung."

Paa denne Tale fulgte ligeledes gjentagne Hurraraab.

Ørsted udbragte derpaa et Leve for Nordens tvende Dronninger, som paa samme Maade besvaredes med enthusiastiske Hurraraab. Man afsang nu et Vers af "Der er et Land, dets Sted er høit mod Norden," den svenske Nationalsang "Herlika Land" og den norske Flagsang "Mens Nordhavet bruser", raabte derpaa tre Gange Hurra og gik bort. Majestæterne lod sig Comiteen forestille og underholdt sig med den. Det hele Tog havde et grandieust Præg og var et imponerente Skue; over 4000 Personer deeltoge deri; men den Menneskemasse, som denne Fest havde forsamlet paa Bernstorff, var langt større. - Under hele Festen herskede den største Orden og en almindelig glad Stemning. Det gjorde især et stærkt Indtryk paa de Tilstedeværende, da vor allernaadigste Konge, ved det Sted i sin Tale, hvor han nævnte "den ophøiede Konge og Ven", rakte Hs. Maj. Kongen af Sverrig og Norge Haanden.

Idag have begge Dronninger paany taget Udstillingen paa Charlottenborg i Øiesyn, og begave sig derfra atter til Rosenborg. Henimod Middag forlode begge Kongepar Hovedstaden, for at begive sig til Sorgenfri og derfra til Frederiksborg og videre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. juli 1846, 2. udgave. Uddrag).

De danske og svenske Kongefamiliers Ophold i Helsingør. (See Gaars-Nr.) Hr. EtatSraad Stenfeldts Tale til kongen lyder ifølge "Helsing. Avis" saaledes:

"Det er i Navnet af Indvaanerne i denne Grændsestad, at Byens Magistrat og Borgerrepræsentanter have den Ære allerunderdanigst at fremtræde for Deres Majestæter.

Det er blevet mit hæderlige Hverv som Ordfører at tolke de glade Følelser, der besjæle dem, ja jeg tør frit sige det hele danske Folk, ved at see Nordens tvende Konger og Deres Kongelige Familier samlede i en venlig Kreds paa Sjællands Ø. Den uhyggelige, ukjærlige Stemning, der i fordums Dage fjernede de tvende saa nærbeslægtede Nabonationer fra hinanden, er, Gud være lovet, nu kun i en dunkel Erindring. Naturens, Historiens, Tidens Krav ere opfyldte. Begge Nationer have lært at agte hinanden, de ere komne til Erkjendelse af, at kun ved gjensidig Velvillie og forenede aandelige Kræfter, sand Oplysning i Norden kan fremmes. Folket i de 3de nordiske Niger have lagt Grunden til et Tempel for christen Kjærlighed, Oplysning, Videnskab og Kunst, med den Enthusiasme, som den vaagnende Nationalfølelse har fremkaldt, have de fremmet Arbeidet, og begge deres høitstaaende Konger have nu sat Krandsen paa Bygningen, - en Krands, flettet af Evighedsblomster og Kjærminder. Denne Bygning er ei opføort af Steen og kalk. Nei, Aanden og Nationalfølelsen have givet Materialer, Aanden og Nationalfølelsen have givet Kræfter. Den vil, som grundlagt ved de 3de Nationers og deres Kongers gjensidige Sympathier, staae som et helligt Tempel i Norden, urokkeligt og uforgjængeligt, til evig Hæder og Lytte for Folkene og deres Konger.

Gud velsigne Deres Majestæter! Gid Nordens tvende Konger maae see kronede med Held hver i sit Rige Deres landsfaderlige Bestræbelser, at ledende Bevægelser, Tiden har fremkaldt, til Folkets Deres Vel og Lykke.

For de huldrige Nordens tvende Dronninger, der saa skjønt fra Deres ophøiede Standpunct have opfattet Qvindens ædle Bestemmelse, nedbede vi Himlens Velsignelse til Deres ædle Bestræbelse at lindre den Trængendes Nød, at vise moderlig Omhu for de arme Smaae, der staae forladte paa denne Jord, og i al den skjønne Virksomhed, hvor Mandens kraftfuldt Indgriben maa vige for Qvindens ømme, kjærlige Deeltagelse.

Det danske Folk byder nu vort elskede Kongehuses høie og kjære Gjæster et trofast, hjerteligt Farvel. Dets bedste Ønsker følge Dem over Øresundet, hvor Gjenklangen af begge Nationers Jubeltoner vil Mødes."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. juli 1846, 2. udgave).

Den 20. juli var den danske kongefamilie på genbesøg hos den svenske i Helsingborg. Efter en kort omtale af hvad dette indbefattede, sluttede så al videre omtale af besøget.

Harald Selmer (1814-1879): Daarevæsenet. (Efterskrift til Politivennen)

Daarevæsenet. Paa en af Philiatrien den 19de Mai afholdte overordentlig Generalforsamling forelæste ifølge "Ugeskrift f. Læg." Prof. Fenger som Referent følgende Comiteebetænkning :

Ifjor Sommer besluttede Philiatrien, for at bidrage til at udbrede rigtige Anskuelser af Daarevæsenet i Almindelighed, og, af den Maade, hvorpaa det bør omfattes af Statsstyrelsen i Særdeleshed, at overdrage til praktiserende Læge H. Selmer Udarbeidelsen af et Skrift, hvis Hensigt skulde være, i et almeenfatteligt Sprog at skaffe de Sandheder Indgang i det store Publicums Bevidsthed, som Psychiatrien i sin senere Udvikling havde bragt til den Grad af Klarhed for Lægerne, at der kunde siges, om dem næsten ikke at tristere nogen Uenighed mere imellem disse. Selskabet beordrede, at Arbeidet skulde være færdigt til den 1ste Mai d. A., og lovede Forfatteren et Honorar af 200 Rbd., naar det kom til at svare til de opstillede Forbringer.

Paa den sidste Mødedag i April Maaned underrettedes Selskabet om, at Arbeidet var indsendt i rette Tid, og det overdroges da undertegnede Comitee, at prøve hvorvidt de øvrige Fordringer vare fyldestgjorte. Skriftet udgjør 118 Folio-Sider, og vil efter Forfatterens Overslag udgjøre omtrent 8 trykte Ark. Dets Titel er: "Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning; som fast Resultat af Videnskab og Erfaring fremstilt for det større Publicum af H. Selmer, pract. Læge."

Forfatteren giver først en Udsigt over de bestaaende Mangler ved Daarevæsenets Tilstand i Danmark, viser at Aarsagen hertil fornemmelig er at søge i den forældede og vrange Anskuelse, at man imod de Afsindige ikke har andre Forpligtelser end den at beskytte sig imod dem, og deducerer dernæst paa en klar og indtrængende Maade den Sætning, at de Afsindige ere Syge, som saadanne berettigede til den omhyggeligste Omsorg og til forstandige og humane Bestræbelser for at skaffe dem deres Sundhed igjen; Daarevæsenet er altsaa et Medicin Anliggende, og denne dets Charakteer stempler det tilstrækkeligt som et Anliggende, der gjør Krav paa en ganske anden Behandling end den, der hidtil er bleven det til Deel. Dernæst gaaer Forfatteren over til at afhandle de almindelige Betingelser for Daarebehandlingen, navnlig hvorfor de Afsindige hverken bør behandles i Hospitaler for andre Syge, eller i Detensions-Anstalter, eller i Hjemmet eller i private Anstalter; hvorfor det er vigtigt at Curen begyndes betimeligt, og hvorfor det er nødvendigt at de Afsindige anbringes i særegne Hospitaler. Grundtrækkene af disses Indretning er det Forfatterens næste Opgave at studere; han viser Vigtigheden af en landlig Beliggenhed, af en vis, dog ikke altfor stor Afstand fra en Kjøbstad, af Søens Nærhed; han udvikler Grundene til en stor Anstalts afgjorte Fortrin for smaa, og meddeler de vigtigste Grundsætninger for en god Helbredelses-Anstalts indre Indretning; særegen Omtale skjænker han Lægens Stilling, og udvikler grundigt Nødvendigheden af at lade ham dirigere Anstalten med tilstrækkelig Myndighed. Han viser dernæst, at de for Helbredelses-Anstalterne opstillede Grundsætninger i det Væsentlige ogsaa gjelde for Pleie-Anstalterne, og efterat have anstillet en Sammenligning imellem Systemerne for den relative Adskillelse og den relative Forbindelse mellem Helbredelige og Uhelbredelige, viser han, med stadigt Hensyn paa vore Forhold, at den relative Forbindelse er at foretrække. Endelig udvikler han Daarevæsenets Forhold til det Offentlige: at den Forpligtelse at sørge for de Afsindige nærmest paahviler Staten, at det er umuligt for Communerne at ordne dette Anliggende paa en hensigtsmæssig Maade, hvorledes Anstaltens Overbestyrelse her være, og hvorfor det er vigtigt, at der emanerer en Daare-Lov.

Selskabet vil af denne Udsigt over Skriftets Indhold see, at Forf. samvittighedsfuldt har holdt sig det Program efterretteligt , som er blevet opstillet for ham. Det er os en sand Glæde at kunne tilføie, at han ikke alene har udført sit Hverv med Troskab, men ogsaa med Indsigt og med Talent; han har opfattet Spørgsmaalene i deres Heelhed, han har gjort dem til Gienstand for en grundig Overveielse, og han har ved egen Skarpsindighed vidst at finde det rette Udgangspunkt for sin Argumentation; hans Deduction er klar og stringent, hans Slutninger naturlige og Præcise; i hele Fremstillingen er der et Liv, Stilen en Friskhed og i Sproget en Correcthed og ynde, som gjøre Skriftets Læsning Yderst tiltrækkende, og ville sikkre det en hæderlig Plads i den danske Literatur. Dertil kommer, at Forf. fuldkommen godt har forstaaet at træffe det populaire Sprog; ethvert dannet Menneske vil med Fornøielse kunne læse Skriftet, og med Lethed sætte sig ind i de Controverser, som det er Hensigten at fremstille og klare; Følgen heraf vil blive, at de Sandheder, som Lægerne i de senere Aar have gjort sig saa megen Umage for at udbrede, ved denne Bog ville saae et mægtigt Stød fremad i den almindelige Bevidsthed. Hvad man saa ofte har henholdt sig til, at det slet ikke var klart, hvorfor de mange kostbare Forandringer i Daarevæsenet, som Lægerne forlangte, ere nyttige og nødvendige, kan ikke mere siges: her er et grundigt, veltalende og forstandigt Indlæg i Sagen; her er et fra Videnskabens Dybde hentet og med Skribentens Kunst udstyret Forsvar for Lægernes Paastande; disse kan man ikke mere afvise, man maa enten imødegaae dem med Modgrunde, eller indrømme deres Rigtighed, og naar det Sidste, som vi tillidsfuldt forudsige, vil blive nødvendigt , da vil man ikke kunne undlade at tage dem til Følge, uden paa en saa iøinefaldende Maade at krænke alt Hensyn baade til Fornuft og til Humanitet, at vist ingen Ærekjær Mand mere vil vove at knytte sit Navn til en saadan Modstand.

Vi troe derfor at kunne lykønske Philiatrien til at have opnaaet et udmærket Resultat af denne Selskabets Bestræbelse for at fremme Daaresagen. Det bliver nu Selskabets Opgave at fuldende denne Bestræbelse ved at sørge for, at Bogen hurtigt bliver udgivet, og faaer en saa almindelig Udbredelse som muligt. Vel er det tænkeligt, at dette ikke vil kunne skee uden yderligere pecuniaire Opoffrelser fra Selskabets Side; men deels er det høist sandsynligt, at disse ville kunne formindskes om ikke aldeles undgaaes, deels antage vi, at Selskabet i saa vigtigt Anliggende som dette hellere bør anvende sin sidste Kraft paa Formaalets Opnaaelse, end lade et saa smukt begyndt Foretagende blive ufuldendt af Mangel paa Understøttelse. Vi foreslaae derfor Selskabet i Aften at fatte følgende Beslutninger:

1) at Selskabet erklærer sig for tilfredsstillet ved det af pract. Læge H. Selmer indsendte Skrift: "Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning", og at Kassereren bemyndiges til at udbetale Forfatteren det lovede Honorar af 200 Rbd., hvorom Forf. bliver at underrette i en Skrivelse fra Præses.

2) at det nævnte Skrift trykkes, og udbredes i et saa tilstrækkeligt Antal Exemplarer, at man kan antage, at dets Indhold kommer til Kundskab i en viid Kreds af det danske Publicum.

3) at Trykningen fremmes saa hurtigt, at Bogen i det Seneste kan være udgiven den 1ste Septbr. d. A. 

4) at det overdrages Comiteen i denne Henseende at varetage det Fornødne, ligesom ogsaa at gjøre de Skridt, som den maatte ansee for passende for at lette Selskabet Udgivterne ved dette Foretagende.

5) at Selskabet, hvis alle saadanne Skridt skulde vare frugtesløse, ene vil bære Omkostningerne ved Bogens Udgivelse og Udbredning.

De af Comiteen gjorte Indstillinger bleve vedtagne af Generalforsamlingen, som imidlertid, støttet paa den af Comiteen faldede yderst fordeelagtige Dom, forhøiede det Forfatteren lovede Honorar til 300 Rbd.

Med Hensyn til Maaden, hvorpaa Bogen skulde udgives og fordeles, gav Comiteen Selskabet Udsigt til at dette kunde skee paa en for Selskabets Kasse og Hensigt lige fordeelagtig Maade, og forbeholdt sig at meddele Selskabet det nærmere desangaaende, saasnart de foreløbige Skridt vare gjorte, til hvilke der gaves Comiteens Medlemmer Fuldmagt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juli 1846, 2. udgave).

Harald Selmer, læge (1814-1879). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Læge Harald Selmer (1814-1879) var foregangsmand for psykiatrien i Danmark, og bogen er et hovedværk i dansk psykiatri, og fik afgørende betydning for etableringen af en statsfinansieret psykiatri i Danmark. Han gjorde sig bl. a. overvejelser omkring arkitektur og placeringen af den nye anstalt. Selmer argumenterede i bogen for oprettelse af selvstændige hospitaler for de sindssyge og gav retningslinjer for deres indretning.

Skriftet bragte Selmer i modsætning til læge J. R. Hübertz (1794-1855). Hübertz havde i 1843 udgivet "Daarevæsenets Indretning i Danmark" hvor han havde foreslået et egentligt dårevæsen og en sondring mellem sindssyge og åndssvage. Selmers skrift fik afgørende betydning for myndighedernes stilling til sagen, fx vedtagelsen af oprettelse af en statsanstalt i Risskov uden for Århus for sindssyge patienter 1847. Fra 1844 beskæftigede han sig mest med at skrive og studere åndssvage. Hübertz blev forstander 1855 på Gamle Bakkehus for "idiotiske, svagsindede og epileptiske børn". 

Harald Selmer havde en baggrund i et studie i medicin og arbejde 1839-1841 på Skt. Hans hospital. Her udgav han et dengang kontroversielt skrift "Om Psychiatriens Tilstand i Danmark" som angreb Skt. Hans Hospitals leder A. Gøricke og til dels også på administrationen. Selmer blev i 1842 læge i Nørlund ved Hobro, men fortsatte de følgende år med at oversætte psykiatriske studier og fulgte stænderforsamlingernes forhandlinger om dårevæsenet. Fra 1846 var han redaktør på Bibliothek for Læger. 

I 1852 blev Selmer overlæge på Jydske asyl, det første moderne indrettede sindssygehospital til 130 patienter, fra 1861 400 patienter. Hans styreform beskrives som enevældigt. Han medvirkede ved Skt. Hans hospitals omordning i 1860'erne. Sin stilling som overlæge fratrådte han 1879. Selmer mente at streng disciplin af patienterne ud fra det syn, at orden og regelmæssighed var til deres bedste, ligesom han af sine medarbejdere krævede den mest nøjeregnende pligtfølelse i lighed med, hvad han pålagde sig selv. I 1879 udgav han "Statistiske Meddelelser og Undersøgelser fra Sindssygeanstalten ved Aarhus i dens første 25 Aar (1852–77)". 

Selmers indflydelse betød bl. a. at psykiatrien i Danmark tog udgangspunkt i naturvidenskab og medicinsk behandling. Hvilket gav mening med meget syge patienter, fx psykoser, men som i dag ikke anses for at være det bedste værktøj til behandling af fx mistrivsel, lettere stress, angst o.l.

Se eventuelt også om M. L. Mathanson i et indslag her på bloggen.