Om Forholdene i Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Om Forholdene i Hertugdømmerne udtaler en tydsk Correspondent i en Skrivelse, dat. Sønderborg den 15de Oct., til Berliner-Bladet "Reform", sig paa følgende Maade: "Jeg har kjørt tvers igjennem begge Hertugdømmerne, har opholdt mig i de større Byer og har omgaaet med Folk næsten af alle Stænder, men jeg kan ikke sige, at jeg har erholdt nogen Oplysning om hvordan det slesvigske Spørgsmaal kan løses paa bedste Maade. Grunden er, som jeg troer, at man intetsteds har saa uklare Anskuelser om Forholdene, som Slesvig selv. Landets Charakteer afspejler sig troligt hos Indvaanerne; ethvert Stykke Mark, enhver lille Ager er omgivet med Hækker og Gjærder, det synes næsten som om Enhver vil barrikadere sig i sit Huus mod sin Nabo, og saaledes gad ogsaa Slesvigerne alle, helst afspærre sig fra hele den ydre Verden. Deres egentlige Ønske er: vi ville hverken være Tydske eller Danske, vi ville blive hvad vi have været i 400 Aar: Slesvigere. I deres Localpatriotisme ville de aldeles ikke indsee, at de nu maa tage en Afgjørelse og slutte sig til et større Statslegeme. Kun i eet Punkt ere alle Partier enige: de ville ikke, at Slesvig skal deles, og denne Operation vilde ogsaa være forbunden med store Vanskeligheder, fordi begge Nationaliteter, den tydske og den danske, ere alt for meget sammenblandede i Landet. I Syden er rigtignok den første fremherskende, i Norden den sidste, men der gives endnu dansksindede Bønder i Landsbyerne indtil Slien, derimod ere Byerne selv i Norden for Størstedelen tydsksindede, med Undtagelse af det rige og betydelige Flensborg. Her ere selv de tydske Kjøbmænd den danske Sag hengivne med Liv og Sjæl, fordi, som en Forretningsmand slet ikke lagde Dølgsmaal paa, "han ikke kunde sælge er Lod Varer imod Syden, men havde hele sin Afsætning imod Norden." - Isandhed, man kan ikke undertrykke en ærgerlig Følelse, naar man betænker, at Tydskland, i den falske Formening, der gjælder om at befrie en tydsk Broderstamme, som af alle Kræfter stræber at slutte sig til Tydskland, har opoffret Eiendom og Blod for disse Egoister; naar man seer de Folk i Nærheden, for hvis formeentlige Redning fra det fremmede Herredømme de heftige sydtydske Ynglinge udgjøde deres Blod paa Barricaderne i Frankfurt. - Slesvig-Holstenerne takke dem i Sandhed ikke, de kalde dem kun "Lumpenkerls, Wühlern, Habenichtsen" smile maa man, naar man mener, her at kunne oprette en Planteskole for det tydske Demokrati, at der drømmes om en slesvig-holsteensk Republik. Intetsteds er man længere borte fra Republiken end her. Naar det demokratiske Element' har gjennemtrængt hele det tydske Folk, naar Folkesouverainiteten overalt har forskaffet sig den fuldstændigste Gyldighed i det store tydske Fædreland, da ville i Holsteen og Slesvig endnu de arrigste Aristokrater, de rænkefulde Advokater alene føre Scepteret. Disse Advokater, som her i Landet udøve en ubegribelig Indflydelse, ere det egentlig, som høste Revolutionens Frugter. De danne Regjeringen, Repræsentationen i Slesvig, i Frankfurt, de ere hist som her Frihedens Fjender. Man maa erkjende at de besidde stor Energie og Udholdenhed; - de vare ikke meget samvittighedsfulde i Valget af deres Midler. Fordrejelse, Løgn, Forvandskninger maatte tjene dem, men de forfulgte uafladeligt deres Maal, som de nu saa temmelig have naaet (ja desværre! og det ved vor egen Hjælp!) og som de stadig have for Øie. - Saaledes forberede de sig nu med Energie paa den mulige Fornyelse af Fjendtlighederne, for at kunne byde Danmark alene Spidsen, ifald Tydskland, hvad der er meget sandsynligt, ikke længere vil lade sig føre bag Lyset af dem. Den provisoriske Regjering har vundet omtrent 100 preussiske Officerer, som, med Forbehold, efter to Aars Tjenestetid atter at kunne træde tilbage i den preussiske Hær, indøve den slesvigholsteenske Hær. Der organiseres her, iberegnet Artilleri og 1000 Md. Cavalleri, 15 Batailloner Infanteri å 8-900 Mand. De tydske Troppers Mandstugt og Opførsel roses almindeligt i Landet; kun frygter Bonden for Tilslutningen til Tydskland paa Grund "af den megen Soldaterudskrivning", ligesom han er utilbøielig at inkorporeres i Danmark formedelst Consumtionen. Men naar de gode Folk vidste, at de ved Optagelsen i det tydske Forbund ogsaa sandsynligviis vilde blive deelagtige i Toldforeningens høie Indførselstold, saa turde vel de bedste Tydskere her hurtig forandre deres Sindelag. Noget egentlig Nyt kan jeg iøvrigt ikke melde Dem fra denne Residents for Immediatkommissionen, kun undrer det mig, at de Danske have fremskudt deres Forposter hinsides Alssund i det Sundevitske; ikke langt fra Dyppel Mølle er der posteret en Lieutenant med 30 Mand. Her paa Øen hade Indvaanerne Hertugen af Augustenborg, der ligesaa lidet som Prindsen af Noer er elsket i Hertugdømmerne; den Sidste foragter man iøvrigt for hans feige, forræderske Opførsel i Slaget ved Bau, som staaer i den grelleste Modsigelse til hans foregaaende Praleri. - Med meget faa Undtagelser ere Alserne gode Danske, ja. Sønderborgerne ere saa gode danske Patrioter, at de ikke ville taale tydske Probenreutere og Haandværkssvende."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. november 1848).

Præsteind- og Afsættelse i Sundeved. (Efterskrift til Politivennen).

Kristen Karstensen (1809-1882). Præst i Dybbøl 1839. Provst for Sønderjylland Provsti 1857, samt sognepræst i Broager. Afsat 1864 af de tyske civilkommissærer. Han havde den 20. maj 1848 gjort det klart overfor herredsfoged Jacobsen at han ikke ville anerkende den provisoriske regering og publicere dens forordninger. Da han den 6. oktober fik forlagt at oplæse noget skriftlige erklæringer fra den provisoriske regering, nægtede han. Han blev herefter afskediget den 29. oktober 1848. 6. november 1848 begærede han sig genindsat af fællesregeringen. (Se: K. Karstensen: Dybbøl Sogn i Krigsaarene 1848-50).

Redaktør Fischer fra Apenrade fortæller i et Brev, at Søndagen d. 1. Oktbr. ankom den provisoriske Superintendent Provst Rehhoff fra Apenrade med en af ham til Diakonus i Satrup i Sundeved ordineret Kandidat Petersen, ledsaget af 7 Dragoner til Satrup Kirke, just da Pastor Christensen i Sønderborg vilde begynde Gudstjenesten (en af Kongen kalder Diakonus er næmlig endnu ikke ankommen). Da Rehhoff havde erklæret, at han var kommen for at indsatte den ny Præst, traadte Christensen tilbage; men da den nye Præst viste sig paa Prædikestolen, rejste Menigheden sig paa en Gang, og man hørte Yttringer om at kaste den paatvungne Præst ned af Prædikestolen; det blev dog ved, at Menigheden forlod Kirken paa et Par gamle Koner nær, der bleve Vidner til Provstens og den unge Diakonus's Blegnen. Provsten reiste derpaa med sin Bedækning af 28 Dragoner, af hvilke de 21 allerede vare ankomne Aftenen før. Sognets Beboere have besluttet at lave Diakonus anmode om at fortrække, da de ikke ville erkjende ham som Sjælesorger. (Fyens A.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 10. oktober 1848).

Den provisoriske regering entledigede ved et demissionspatent den 13. oktober 1848 pastor Christen Carsten i Dybbøl. Våbenstilstandsaftalen betød at fællesregeringen anerkendte dette. 

Allerede under 13de Octbr. læste man i "Schl.-Holst. Zeit.", at Præsterne, Provst Steffensen i Broager, Feilberg i Ulderep og Carstensen i Dyppel, vare afsatte fra deres Embeder. - Denne ulovlige provisoriske Beslutning fuldbyrdedes igaar, hvorved de nærmere Omstændigheder indeholdes i følgende Meddelelse til "den danske Slesviger" af 30te Octb.: Kort før Gudstjenesten ankom til Dyppel Præstegaard const. Herredsfoged Henningsen fra Gravensteen med Pastor C.'S Dimmissionspatent, saalydende: "Ifølge Dimmissionspatent af 13de d. M. er Pastor Christen Carstensen af den prov. Regjering entlediget af sit Embede som Præst for Dyppel Menighed. Da den ifølge Overeenskomst imellem Hs. Maj. Kongen af Preussen og Hs. Maj. Kongen af Danmark til Hertugdømmernes Forvaltning under Vaabenstilstanden indsatte Fælledsregjering har anerkjendt alle (!) af den prov. Regjering trufne Forholdsregler og Indretninger i Henseende til Forvaltningen og dermed ogsaa stadfæstet denne Dimmission, saa er bemeldte Patent under Dags Dato overleveret Pastor Carstensen. Hvilket herved bringes til offentlig Kundskab. Gravenstein udi Justitiariatet for Grevskabet Reventlow-Sandberg, den 29de October 1848." Under dette Document fandtes intet Navn. Ovennævnte Herredsfoged var eskorteret af en Lieutenant og 3 Dragoner. - Pastor Carstensen udbad sig Tilladelse til at prædike; dette bevilgedes ham, hvorpaa han holdt en Tale, passende til Øieblikkets Alvor og Betydning. Menigheden var meget bevæget, og tilsagde ham, at den aldrig, saalænge han levede og saalænge han vilde blive hos den, vilde modtage nogen anden Præst. - For Øieblikket maatte han forlade den. - En anden Præst, en vis schleswigholsteinsk Axelsen fra Mjøls pr. Apenrade, skal allerede være constitneret. - Samtid maa og Eftertid vil dømme om disse Menneskers Adfærd! En af sin Menighed sonlig elsket Præst afsættes, fordi han i Eet og Alt har opfyldt sine Pligter, fordi han er bleven sin Konge, sit Fædreland, sin Eed tro, fordi han ei har villet regnes iblandt Forrædernes Tal!

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. november 1848).

Otto Speckler (1807-1871): J. A. Rehhoff (1800-1883). Superintendant. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Slesvig-Holsten. Aabenraa, 10. december Kandidat Axelsen er sendt dertil som ordineret prædikant i stedet for den afskedigede pastor Carstensen i Dybbøl. Gennem sin barnlige upartiskhed og sin opførsel, der sømmer sig for en kristen prædikant, lykkedes det ham efterhånden at vinde en stor del af samfundets tillid, og Dybbøl kirkes længe ubesøgte lokaler blev igen fyldt med tilhørere. For at forhindre dette er Als for nylig begyndt at lave lister over de kirkegængere, der snart skal bringes til danskerne på Als om søndagen, og true kirkegængerne med, at alle der besøger kirken, af danskerne som snart  - det siges, at den 16. i denne måned - vil påtænke igen at besætte Nordslesvig, ville blive stillet til ansvar. Skrækmidlet har virket foreløbig, og prædikanten i Dybbøl sersig igen begrænset til at have 20-30 tilhørere. (H.B.-H.)

Schleswig-Holstein. Apenrade, 10. December, An die Stelle des entlassenen Pastors Carstensen in Düppel ist der Candidat Axelsen als ordinirter Prädicant dorthin gesandt worden. Durch seine kindliche Unbefangenheit und sein einem christlichen Prediger geziemendes Auftreten gelang es diesem nach und nach, das Vertrauen eines grossen Theiles der Gemiende zu erlangen, und die lange unbesuchten Räume der Düppeler Kirche füllten sich wieder mit Zuhörern. Um dem vorzubeugen, hat man neuerdings auf von Alsen aus gegebene Versanlassung angefangen, sonntäglich über die Kirchgänger Verzeichnisse aufzunehmen, die alsbald nach Alsen gebracht werden, und die Kirchgänger damit zu bedrohenm dass Alle, die die Kirche besichten, von den Dänen, die nächstens - es heisst zum 16. dieses Monats - Nordschleswig wieder zu besetzen gedächten, zur Verantwortung gezogen werden würden. Das Schreckmittel hat einstweilen gewirkt, und der Prediger in Düppel sieht sich wieder af 20-30 Zuhörer beschränckt. (H. B.-H.)

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig sowie der Königlichen Amtshauptmannschaft Leipzig 14. december 1848).

I slutningen af februar 1849 kom provst Rehhoff til Dybbøl hvor han indsatte Axelsen som præst på trods af at menigheden havde erklæret handlingen for ulovlig. I april 1849 blev Axelsen sammen med to andre provisoriske præster fra Sundeved (provst Momsen og diakon Petersen fra Satrup) arresteret og ført til Sønderborg. De blev løsladt nogle uger senere og ankom den 16. april 1849 fra København over Travemünde til Hamborg. I november 1949 blev han afsat af Landsbestyrelsen (amtmand Johansen) og pastor Carsten genindsat. Provst Rehhoff nægtede at genindsætte ham. Axelsen protesterede, men truedes af repressalier, hvorefter han tog til Tønder.

Dr. theol. Johannes Andreas Rehhoff (1800-1883) var født i Tønder, præst her 1830-1837, senere præst og provst i Aabenraa. Provst Rehhoff fremførte under våbenstilstanden 1848/1849 at den provisoriske regerings love stod ved magt, indtil den nye regering havde erklæret sig imod. I januar 1850 udmeldte de fleste lærere ved de offentlige skoler at de stod bag provst Rehhoff og protesterede imod bestyrelseskommissionen. Også præsterne truede med at nedlægge deres embeder pga. provstens afsættelse. Provst Rehhoff blev afsat i februar 1850 og protesterede mod sin afsættelse. Han blev nægtet amnesti. Provst Rehhoff blev i oktober 1851 præst ved Michaeliskirken i Hamborg, en stilling han havde til 1880.

Overfald paa Embedsmænd. (Efterskrift til Politivennen)

At konflikterne også udviklede sig til en stigende vold, er nedenstående artikler vidnesbyrd om. Og de er langt fra de eneste tilfælde. Samtidig er artiklerne også eksempler på den partiskhed som gennemsyrer alle artikler fra dansksprogede aviser - oven i købet i samme nummer. 

Først overfald på en herredsfoged fra den provisoriske regering.

Ribe. Imellem Vestervedsted og Sønderfardrup, c. 3/4 mil syd for byen, er i går formiddags c. kl. 9, sket et overfald på en af nordslesvigs provisoriske embedsmand herredsfoged Ahlmann. De nærmere omstændigheder fortælles efter A's eget opgivende således: Han tilligemed tingbuddet fra Toftlund kørte i går formiddags fra V. Vedsted til S. Fardrup, for der at syne liget af et druknet barn. Omtrent midt imellem byerne standses vognen af to personer, som bød A. at stige af og følge dem, hvilket han også gjorde. Efter at være gået omtrent 1/4 mil med de nævnte personer standsede A. og opfordrer dem til at sige sig, hvor de vil føre ham hen, og da svaret lod: "til Ribe", forlangte han at vide om de havde ordre; da dette benægtedes, erklærede han ikke at ville følge længere med, hvorpå den ene af personerne greb en pistol under sit slag, skød ham en kugle gennem armen og sagde til ham: "så kan De gå med det!" 

A. steg nu på vognen, som var fulgt med vejen tæt ved siden af, og kørte til en nærliggende gård, hvis ejer bandt ham et klæde om armen og senere kørte ham til S. Fardrup, hvorhen han straks havde sendt sin egen vogn for at hente en læge fra Gram, som man ventede der i anledning af synsforretningen. Da denne imidlertid ikke var kommet, sendte A. vogn hertil byen efter læger; men forinden disse nåede S. Fardrup var lægen fra Gram kommet og efter at denne yderligere havde forbundet armen i al hast, afrejste A., som han sagde, til Apen- rade. 

I sin harme har A. foregivet, at de to personer, som overfaldt ham, var danske soldater som, hvis det var tilfældet, måtte være permitterede folk af en af de slesvigske bataljoner der kender ham personlig; men vi må dog meget betvivler rigtigheden heraf. Så meget er imidlertid klart af A's egen beretning, at man ikke har haft i sinde at dræbe ham. Man har måske villet erindre ham og de øvrige provisoriske embedsmand i Slesvig om, hvad de ikke ville begribe, at deres anmasselser kan bringe folk til at gribe til selvhjælp. For øvrigt er undersøgelser indledt såvel fra de militære som civile autoriteters side.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 17. oktober 1848)

I det næste eksempel er det en dansk landvæsenskommissær som kommer i problemer:

Efter pålideligt rygte blev hr. landvæsenskommissær Knudsen af Forballum, under sit sidste ophold i Tønder By på en markedsdag, opfordret af stedets borgmester, på det skyndsomste at forlade byen, da et opløb af byens tysksindede borgere ville være at befrygte, og navnlig blive rettet mod hans person. Uagtet dette nu gerne kunne have fundet sted, da de fortyskede tønderanere, som velbekendt jo har sat sig tiI formål at efterabe slesvig-holstenerne i Haderslev og Apenrade til punkt og prikke, forblev Knudsen dog ligefuldt i byen, støttende sig på en god overbevisning og en god sag, og på den ham egne rolige og sindige måde, indtil han om aftenen begav sig til sit hjem. 

Man må jo fristes til at spørge : Hvad har denne mand gjort tønderanerne? I sandhed jeg ved ikke hvad der har været grunden til sådan en fremfærd, undtagen denne, at hr. Knudsen er almindelig bekendt for en ægte dansksindet og varm fædrelandsven, og på grund deraf gerne kan have sagt et ord i nogle af de tønderanske høje herrers nærværelse som ikke har været så ganske overensstemmende med deres politik. Men i grunden har han hverken sagt eller gjort mere eller mindre, end hvad enhver dansk mand burde, skulle og ville sige og gøre, når han altid havde mod og mandshjerte dertil. Altså fordi manden er dansk bliver han opfordret til at forlade en by som Tønder, og ellers at belave sig på at liv og lemmer måske står på spil. Er det da ikke med det samme en opfordring til alle vi danske beboere, der føler os sammenknyttede til denne mand ved fælles fædreland, og hvis fælles løsen er Danmark og gamle Danmarks ære. 

Når da vore forretninger engang skulle kalde os til Tønder og en renlig genius hvisker os i øret at de høje herrer der begynder at mumle, så lad os altid ligesom Knudsen huske, at det er vor gode sag vi har at stole på, og at vi i grunden er de lykkelige, da vi har bevaret nedarvet troskab mod konge og fædreland, hvorimod vore fjender må mindes med blussel at de har vendt deres moder Danmark ryggen. 

Dog bedst ville det vel være for os at afholde os så meget som muligt fra denne by, for derved bliver tønderanerne bedst frie for vores danske nærværelse, og fri for at spilde tiden og bryde deres hoveder med, hvorledes de bedst skulle bringe en og anden af os i ulejlighed. Derimod vil jeg råde de danske beboere til at vende blikket mere mod den gamle trofaste stad Ribe, med hvis indvånere vi er forbundet ved en og samme fælles store grundtanke, og hvor vi i vore handelsaffærer let vil kunne blive tilfredsstillede. Vi danskeres tanker må jo bestandig rette sig mod norden, hvorfra Nordstjernen kaster skin over Danmarks skønne vange, og håbe vil vi med hverandre at et lyst og klart stjerneskud i nord snart må afløse den dunkle aften, der nu ruger over vort elskede Fadreland.
En bonde fra det slesvigske. M. B.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 17. oktober 1848)

De danske vestindiske Besiddelser. (Efterskrift til Politivennen).

De danske vestindiske Besiddelser. (Seneste Efterretninger.) Af et Brev fra St. Croix af 11de September meddeles her et Uddrag: 

Mellem Negerne paa Landet sees det af bemeldte Brev, at der ikke siden Opstanden er forefaldet noget af Betydenhed. At man ikke er tilfreds med dem, var noget man maatte vente. Arbeide som for, gjøre de ikke, og uagtet den Betaling, der tilbydes dem, er meer end hvad Arbeidsfolk i lignende Stillinger i Europa erholde, synes de dog at ville gjøre Krav paa endnu mere. Mange Plantageejere ville maaskee see sig nødte til at opgive deres Eiendomme, da Udgifterne blive større og Arbeidet, de faae udført mindre end for; dog er det ogsaa muligt at Alt vil nogenlunde jævne sig i Tidens Løb. - I Christianssted har der været nogle Uroligheder blandt de førhen saakaldte Frifarvede, uden at det dog er blevet til videre. Anledningen dertil forklares at have været følgende: Det var nødvendigt under Slaveopstanden at lønne alle dem, der forrettede Vagttjeneste; men da dette Ombud senere indskrænkedes saaledes, at den Enkelte kun hver 12te Dag kom paa Vagt, vilde man inddrage Betalingen. Den første Aften, det var den 1de September, dette skulde skee, var Touren til det bevæbnede Brandcorps, som imidlertid negtede gratis at forrette Tjenesten og derved gav Anledning til nogle Spektakler og Opløb, som kunde blevet farligt nok om de Farvedes Trudsel, at sætte sig i Forbindelse med Negerne paa Landet, var blevet andet end Trudsel. General Oxholm fik dog Vedkommende beroligede; men, misfornøiede med Politiets Indskriden, underskreve de den følgende Dag et Andragende, hvori Politimesterens Afskedigelse forlangtes. Herpaa skal Justitsraad Frederichsen være fratraadt sin Stilling som Politimester og Byfoged i Christianssted og Roligheden ikke senere være afbrudt. - Af spanske Soldater haves endnu en Besætning af 250 Mand, men som snart ønskedes afløste af danske Tropper, eftersom hine Fremmede ikke ere vel anskrevne iblandt de Farvede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. oktober 1848, 2. udgave).

Valget 1848: Af et Brev fra Kjøge. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev fra Kjøge, dateret 7de October). Den 5te October er forbi, og jeg har indtegnet den blandt mine mærkeligste Dage. Hvad jeg paa den oplevede har jeg aldrig drømt om at see i vort kjære Danmark. Et kraftigt, virksomt og besindigt Folkeliv er vaagnet iblandt os; en vis Selvstændighedsfølelse er vakt selv hos den Ringeste, og en ivrig Higen efter at fremme Fødelandets Vel besjæler Alle. Du kjender vore Bestræbelser for at see vort Distrikt værdigen repræsenteret paa den forestaaende Rigsdag. De lykkedes tilfulde. Professor Krieger er nu vor Deputerede, og han er det paa en saadan Maade, at han maa føle den stærkeste Opfordring til at anstrenge enhver af sine mangesidige herlige Evner til Gavn for det Hele og til Ære for det 4de Valgdistrict. Jeg skal nu efter Løfte berette Dig Detaillen.

Valgbestyrelsen, til hvis Formand Justitsraad Brorson var udnævnt, havde besluttet at lade Valgene foregaae paa Byens smukke og rummelige Torv, hvor der blev opført en smagfuld Tribune, ikke ulig Tivolis Theater. Kun i yderste Nødstilfælde vilde man benytte Kirken. Tribunen var prydet med Kongens Navneziffer og Valgsprog, og over det Hele vaiede Dannebrog. Byens Borgere vare blevne enige om at standse al Handel og Bedrivt. Dagen brød frem med Storm og Regn, og dette Uheld truede med at gjøre et Skaar i den forestaaende Handlings Høitidelighed, ligesom man ogsaa frygtede for, at landboerne derved skulde afholdes fra at give Møde. Men til den bestemte Tid fyldtes Torvet lidt efter lidt med Mennesker, og med umiskjendelig Interesse stod den tæt sammentrængte Mængde, uanfægtet af Veiret, og forblev samlet, indtil dens vigtige Hverv var røgtet. Valgbestyrelsens Formand traadte nu frem, og mindede i et kraftfuldt Foredrag om den Gjernings Vigtighed, som her skulde fuldføres. Han udbragte et "leve" for Kongen, og dette istemmedes af den talrige Mængde med et 9 Gange gjentaget Hurra. Derpaa fremførte han de 3 Candidater, som havde stillet sig, og opfordrede disse til at udvexle deres Anskuelser med Vælgerne. Beskeden, men med Fasthed og Værdighed, fremtraadte derpaa Professor Krieger. I et sammentrængt, smukt og hjerteligt Foredrag gjentog han sin politiske Troesbekjendelse. Han vilde ""lovbunden Frihed i alle Retninger"; han vilde, "at Loven skal være lige og billig for Alle uden Hensyn til Fødsel og Stand"; han attraaede "et democratisk-konstitutionelt Monarchi", ikke for at tage "Magten til det Gode fra Kongen", men for at fremme "en besindig Anordning af Folkemagten ligeover for Kongemagten". Han vilde ikke, "at vi skulde springe fra den ubundne Kongemagt over til det skrankeløse Partiherredomme"; men han ønskede "en jevn, naturlig og fast Udvikling, ikke en voldsom Omtumlen mellem modsatte yderligheder". Dette smukke Foredrag, frit for alle tomme Phraser og Floskler, frit for alle skraldende Løvter og indholdsløse Deklamationer, havde ene været nok til at vinde Alle for Taleren, om man end ikke iforveien havde været bekjendt med hans Anskuelser. At han ikke paa flere Steder blev afbrudt ved Bifaldsyttringer, maa man alene tilskrive den Omstændighed , at vi endnu ere ubevandrede i Sligt; men aldrig saasnart havde han endt, forend et mange Gange gjentaget "Hurra" malmfuldt og eenstemmigen vidnede om Forsamlingens Sympathi, og dette gjentog sig atter og alter, saa ofte der tilbød sig den mindste Anledning, og navnligen, da han ved Forhandlingens Slutning proklameredes som lovligen valgt Deputeret for Distriktet. Jeg siger i Sandhed ikke formeget, naar jeg paastaaer, at Vælgerne vare formeligen forelskede i deres Rigsdagsmand.

Tilgiv denne lille Digression; jeg tager atter fat paa Traaden. Efter Krieger fremstod Kammerraad Petersen til Carlslundegaarden og anbefalede sig som Candidat for Distriktet. Vi havde allerede førhen været 2 Gange samlede med ham og kjendte hans Anskuelser. Han indskrænkede sig derfor til at imødegaae og afbevise de Beskyldninger, man i et anonymt Flyveblad havde udspredt imod ham. Endelig optraadte Proprietair Valentiner til Gjeddesdal for korteligen at gjøre Forsamlingen opmærksom paa, at han, efterat have hørt Professor Kriegers Foredrag, maatte erkjende Sidstnævntes Anskuelser for sine. Han bad derfor de Vælgere, som maatte have tiltænkt ham deres Stemme, at give den til Krieger, da han af den anførte Grund traadte tilbage.

Man skred nu til det kollektive Valg, og neppe var Kriegers Ravn opraabt, forend næsten alle Arme fløi iveiret med Adgangskortet i Haanden og og under en evindelig Jublen. Krieger var nu valgt; Petersen fik kun Minoriteten, og man skiltes ad, tor efter en Times Forløb atter at samles og foretage det videre Fornødne, hvis Nogen, efter den gjorte Opfordring fra Valgbestyrelsens Side, skulde forlange skriftlig Afstemning.

Da Timen var forløben, kaldte Raadstueklokken igjen til Møde. 50 af Kammerraad Petersens Vælgere forlangte denne Afstemning, og de 13 Valgprotoretter aabnedes. Efter Afstemningen viste det sig, at Krieger havde 676 Stemmer og Petersen 148. Valgbestyrelsens Formand traadte frem, berettede dette Udfald og proklamerede Krieger som Rigsdagsmand for Distriktet, hvilket Forsamlingen optog paa den forhen beskrevne Maade.

Distriktet har 938 indskrevne Vælgere, nemlig 305 for Kjøge Kjøge Kjobstad og 633 for samtlige Landsogne, Kjøge Landsogn iberegnet. Deraf mødte fra Kjøbstaden 284 og udeblev 21; fra Landet mødte 540 og udebleve 93. I Alt mødte altsaa 824 og udebleve 93. See vi hen til, at Mange havde flere Mile at reise, at Veiret var ugunstigt og afholdt enhver Svagelig fra at begive sig ud, at 1 var død og Flere syge, samt at en Deel af Peder Hansens Vælgere udebleve af en særegen Grund: saa mener jeg, at Distriktet, saavel Kjøbstaden som Landet, har givet et godt Vidnesbyrd om sin Interesse for Sagen. Men Landboerne have endnu i en anden Henseende fortrinligen udmærket sig, især naar man sammenligner dem med deres Standsfæller i andre Distrikter. Du veed, hvorledes et vist Parti har sat Alt i Bevægelse, for at hindre Kriegers og Petersens Valg; men alle dets Planer ere strandede paa vore fornuftige og brave Landboeres Fasthed. Een af dem stillede Krieger, en Anden anbefalede ham, 392 af 540 gave ham deres Stemmer, og de 148, som valgte paa den anden agtværdige Mand, have jo ikke mindre Krav paa vor Agtelse. Den Candidat, som skulde været os paatvungen af hiint Parti, handlede saaledes klogt i at blive borte. Kun maae de Faa, som mødte af dem, der havde lovet ham deres Stemme, beklage, at han ikke var saa artig at sende dem Afbud. De ventede forgjæves paa at høre Peder Hansen udtale sine "Anskuelser", og sloge sig omsider til en af de stillede Candidater.

Forresten kan Du nok begribe, at der ovenpaa en glædelig Dag ogsaa fulgte en glad Aften. Vor Rigsdagsmand og hans Medkandidat forbleve hos os, og i det talrige Selskab bastede en Gemytligbed og utvungen Glæde, som bedre kan nydes end beskrives. At den nye Rigsdagsmands Skaal blev udbragt med behørig "Akklamation", behøver jeg da ikke at fortælle. Gud være med ham, og give Held og Lykke til hans Bestræbelser!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1848, 2. udgave)

Fotograf Carl Christian Hansen (1809-1891): A. F: Krieger. 1862. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Andreas Frederik Krieger (1817-1893) var jurist, politiker. 1841–43 ansat i danske kancelli. 1844 lektor ved universitetet, 1845 ekstraordinær professor og 1847–55 ordinær professor, 1853–55 tillige docent i slesvigsk ret. I 1840erne blev han mere og mere nationalliberal og begejstret for skandinavismen. Under det nordiske studentermøde i København 1845 førte han forsædet ved banketten i Christiansborg slots ridehus. 1848-1855 borgerrepræsentant i København. 

Som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling mente han modsat flertallet at man skulle udsætte forhandlingerne indtil forholdene i Slesvig. Valgt til Folketinget 1849-1852 som en af de nationalliberales hovedkræfter. Indenrigsminister 1856-1859. Støttede i starten Estrup, indtil det første provisorium i 1877. Provisoriet 1885 fik ham til at bryde med Højre, og i 1890 trak han sig fra landstinget.