Svenske i Højer. (Efterskrift til Politivennen)

Tønder, 27. oktober. I de sidste par dage er 60-70 svenske infanterister og kavalerister blevet flyttet til nabobyen Højer, som det siges efter anmodning fra nogle danskere der kæmpede der, og som ikke troede de var sikre på markedet der. Der er endnu ingen besked om hvorvidt de bliver der. Danske og tyske flag blev hængt ud og forårsagede nogen uro på markedet; efter at alle flag var trukket tilbage, blev freden genoprettet.

Tondern, 27. October. Nach dem benachbarten Flecken Hoyer sind in den letzten Tagen 60-70 schwedische Infanteristen und Cavalleristen verlegt worden, wie man sagt, auf Bitten einiger dort fetshafter Dänen, die sich dort im Markte nicht sicher glaubten. Es verlautet bisher nichts darüber, ob sie dort bleiben werden. Ausgehängte dänische und deutsche Fahnen haben dort im Markte zu einen kleinen Krawall veranlassung gegeben; nach Einziehung aller Fahnen wurde die Ruhe wieder hergestellt.

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig 3. november 1849).

Familien Niemann, Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

Familien Niemann. Flensborger Corresp. giver om denne Familie Følgende, som Modvægt mod den Paastand, at den yngre Niemann har maattet forlade Flensborg paa Grund af de Danskes Raahed: Det er en bekjendt Sag, at den Opstand, der udbrød i Marts 1848 i Kiel, var forberedt i mange Aar, og at mange kongelige Embedsmænd i Hertugdømmet Slesvig virkede betydeligt for den. Iblandt disse indtager Politimester Niemann en vigtig Plads. Hvo har vel glemt, med hvilken studerer Conseqvents han som Censor, i den dengang udkommende "Flensborger Tidende" undertrykkede hvert Ord, som var bestemt til at forsvare den danske Krones Ret til Hertugdømmet Slesvig, og at fastst'lle Slesvigs sande historiske og statsretlige Stillings. Hvo har glemt, hvor practisk haardt han gik frem mod enhver Dansksindet, der havde det Uheld at komme under Undersøgelse? Hvo har glemt, at han fandt det Agent Jensen tiltænkte "Leve" saa strafværdigt, at Undersøgelsen maatte overdrages den ligesindede Magistrat, medens dog samme Dag Tydsksindede, uden at der foretoges Undersøgelse derom, ligesaa aabent, kun med nogen mere Uorden, bragte en af deres Coryphæer et "Hoch".

Dengang stod den unge Niemann, hvis Afreise fra Flensborg tydske Blade nu i saa høi Grad beklage, som Lærling ved Apotheket i Apenrade, og kom ofre i Besøg til sine Forældre her. Hver Gang han var her, skete der en eller anden Slags Gadeoptøier, hvorved dansksindede Indbyggere bleve krænkede, og man havde bemærket den haabefulde Dreng Niemann som Anfører eller Deeltager deri. Det blev meddeelt Faderen. Men han svarede: "Min Søn har nydt en altfor god Opdragelse til at det kan have været ham", og dermed maatte man nøies; Undersøgelse fandt kun Sted naar en Dansksindet var bleven anklaget. Fra Apenrade reiste den unge Niemann til Kjøbenhavn, for at studere Pharmacie.

Saasnart Urolighederne brede ud i Kiel, reiste den unge Mand hjem, for at tjene som "Freischarler" mod de Danske, og hans Fader roste sig af, at hans Søn var en saa god Skytte, at hvert et Skud vist vilde falde en Dansker. Slaget ved Bau fandt Sted, og den unge Niemann blev tagen tilfange, men undslap og skjutte sig hos sin Fader. Da kom Kong Frederik den 7de fik Flensborg og med ham iblandt Andre forhenværende Krigsminister Tscherning. Denne forlangte som billig at alle de skjulte Oprørere skulde udleveres. Ogsaa den unge Niemann blev opdaget. Da overkom der den Gamle Frygt for hans Søns Skjæbne. Med indstændig Bøn henvendte han sig til Krigsministerens Adjutant Harboe, og erklærede at hans Søn indsaae sin store Uret og angrede sine Synder. Den gamle Synder bar sig næsten umandigt ad, og saavidt det er os bekjendt, lod Hs. Maj. Kong Frederik den 7de Naade gaae for Ret. - Da kom Affairen ved Slesvig, og de Danske maatte vige for en tredobbelt Overmagt; ved deres Flugt fra Flensborg stod den gamle Niemann ved sit Vindue og trykkede sine tydske Brødres Hænder af Glæde over deres Held. - Hvo veed ikke, med hvilken samvittighedsløs Haardhed han senere forfulgte de dansksindedc Borgere i Flensborg, hvorledes han fængslede, piinte og forjog dem, istedetfor at denne af sin milde Konge benaadede Embedsmand, naar han havde mindste Gnist af Ære i Livet, havde burdet nedlægge sit Embede og ikke ladet sig bruge imod sin Konge. Og hans Søn, den unge benaadede, angrende Synder? Hvo fjender ikke hans Opførsel her, da Krigen brød ud igjen? Har hans milde Konge, der med fuld Ret kunde ladet hans Hoved lægge for hans Fod, havt en bittrere Fjende? Har der været noget raaere Menneske i Oprørernes Armee? Er der her paa Stedet bleven gjort noget Slags Optøier, hvorom han var vidende, uden at han har taget Deel deri? Har han ikke anfaldet rolige Borgere paa FIensborger Gader med blank Vaaben? Han kunde ikke forblive her, hvis ikke Stadens Rolighed skulde priivgives, thi han havde allerede opbragt saa Mange mod sig, at han ikke mere var sikker. For sin egen Sikkerheds Skyld maatte denne Urostifter fra Flensborg, hvad enten nu at han er bleven bortviist eller kaldt tilbage til sin Bataillon. - Den Beklagelse, som derfor lyder derover i flere Blade, kan kun hidrøre fra dem, der savne ham til deres Rolighed og Sikkerhed forstyrrende Planer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1849).

Politimester Friederich August Niemann var i 1838 blevet politimester i Flensborg, og kom fra Eckernførde. Kjøbenhavnsposten den 8. marts 1839 havde nævnt at ånden i Flensborg under politimester Niemann var særdeles gunstig for frihedens sag. Op igennem 1840'erne nævnes han i stigende grad for at beslaglægge aviser og tryksager (hvad var almindeligt flere andre steder). Han blev arresteret i april 1848, bl.a. fordi han havde deltaget i at få den provisoriske regering proklameret. Han blev suspenderet og erstattet af politimester Krohn fra Kiel. I juni 1848 blev han genindsat i sit embede. Han blev entlediget i juli 1850. Afgik i 1851 og fik 4.000 mark i vartpenge. Han døde december 1853.

Mere Ro i Flensburg. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg, 25. oktober. En hel del af vores fredsforstyrrere ser ud til at være forsvundet. De fleste af sømændene blev bragt til Sønderborg, og nogle af de resterende blev bragt til København på bekostning af visse lokale personligheder, fordi som de siger her, niveauet af fortrolighed og familiaritet mellem arbejdere og arbejdsgivere var konstant stigende og i sidste ende gav anledning til ubehagelige scener. - Vi har hørt bitre klager fra flere skippere over de fornærmelser og hån som de overalt er blevet udsat for af danskerne på grund af skikken med det midlertidige slesvigske flag, og selv her i Flensborg havn nyder det neutrale slesvigske flag ingen beskyttelse, men er stadig der hele tiden været udsat for danske sømænds fornærmelser. For deres egen sikkerhed er skibsførerne derfor tvunget til at hejse Dannebrog igen. (N. fr. Pr.).

Flensburg, 25. October. Von unseren Ruhestörern scheint eine ziemliche Anzahl verschwunden zu sein. Die Matrosen sind meistentheils nach Sonderburg gebracht und von den übrigen ist ein Theil auf Kosten hiesiger gewisser Persönlichkeiten nach Kopenhagen gebracht, weil, wie man sich hier erzählt, bis Vertraulichkeit und Familiarität zwischen Arbeitern und Arbeitgebern in stetem Steigen war und zuletzt zu un angenehmen Scenen Veranlassung gab. - Von mehreren Schiffern haben wir bittere Klagen gehört über die Beleidigungen und Verhöhnungen, deren sie wegen des Brauches der interimistischen schleswigschen Flagge von Seiten der Dänen überall ausgesetzt gewesen sind, und selbst hier in Flensburger Hafen geniesst die neutrale schleswigsche Flagge keinen Schutz, sondern ist noch jedesmal den Insulten dänischer Matrosen ausgesetzt gewesen.  In ihrer eigenen Sicherheit werden die Schiffer daher genöthigt, den Danebrog wieder aufzuziehen. (N. fr. Pr.).

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig, Ausserordentliche Beilage zu N: 305 1. november 1849.)

Deputeretforsamling i Kiel. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holstein. Kiel, 5. november. I går aftes fandt et møde sted her i "Harmonie" sted med 75 deputerede fra alle dele af hertugdømmerne hvori der blev besluttet en adresse til Landsforsamlingen, som i morges blev forelagt præsident Bargum til landsmødet af en deputation på 12 personer. Adressen afsluttes med følgende forslag: 1) At det fremmede styre og dets vilkårlige regime der er pålagt hertugdømmet Slesvig, hurtigst muligt skal afskaffes, og at lov og orden igen skal træde i stedet for volden og det anarki der er frembragt fra oven, som i sin fortsatte eksistens kun ville føre til demoralisering af folket; 2) at bortset fra den midlertidige oprettelse af retsorden i hertugdømmet Slesvig, vil striden mellem os og den nationale fjende ikke finde sin endelige løsning i fred på anden måde end på grundlag af den nationale retfærdighed for hvilken vi greb til våben i marts sidste år, og den forfatningsmæssigt ikrafttrådte statsgrundlov; 3) at, forsåvidt der ikke er nogen rimelig udsigt til at opnå en sådan fred, vil krigen snarest muligt genoptages, og kun af hertugdømmerne, som af egen frihed vil befri det store fælles fædreland fra pligten til aktiv bistand, og vil med glæde tage imod enhver tysk hjælp der tilbydes som et tegn på en levende tysk samfundsånd; 4) at først og fremmest, for at muliggøre vor egen indtræden i krigen, bør forholdet til alle fremmede officerer der tjener i vor hær, hvis tjenester til vor hær og vor sag vi ved fuldt ud at værdsætte og taknemmeligt anerkende, så hurtigt som muligt fastslås, så at de uden enhver fremmed indflydelse, udelukkende afhænger af hertugdømmernes legitime øverste statsmagt. (H.C.).

Der bør uden tvivl, siger Hamburger Börsenhalle, tillægges stor vægt på dette møde med deputerede fra 75 kommuner i Slesvig. De fremmødte deputerede bestod i høj grad af land- og bygodsejere, som repræsenterede landets kerne, og som på ingen måde er at sammenligne med de sædvanlige tyske s.k. demokrater, i ordets uanede betydning, må identificeres som. Men de var alle helt enige om, at den nuværende tilstand i landet, især i hertugdømmet Slesvig, var utålelig, men at man må og vil holde sig til de tre grundlæggende ukrænkelige principper i vore gamle statslove og grundstatsloven, og at man, da dette er vores lov, er overtrådt af våbenhvilen og er yderligere truet hvis det overhovedet er muligt, skal afgørelsen søges med sværdet. Sådan talte ældre, seriøse mænd, der, som det er særligt vigtigt i øjeblikket, har noget at miste, ikke ungdommelige, besiddelsesløse brushoveder. Selv lodsejere fra Aabenraa amt indgav et andragende med lignende indhold til statholderskabet. Det var også betydningsfuldt at taleren for den deputation der blev valgt af det møde, var en præst, præsten dr. Baumgarten fra Slesvig (kendt for at være en streng ortodoks). Det svar som han fik fra statholderkabet, var naturligvis undvigende, da regeringen umuligt kunne have besluttet sig for krig med det samme. Statsforsamlingens præsidium modtog deputationen i den store Harmonisal, og i en længere tale antydede hr. Baumgarten at folkets grundstemning overalt er, at de vil holde fast i det rigtige, og at de derfor er parate til at gøre det yderste – at gå i krig; Han understregede især at man ikke skulle håbe på en usikker fremtid, og at ingen vage forhåbninger om mulige fremtidige begivenheder derfor skulle distrahere os fra den lige vej til vores mål. - Formanden for Landsforsamlingen hr. Bargum tog imod talen, og gav udtryk for sin fuldstændige tilslutning til forrige talers oplæg og sluttede med Leve for Slesvig-Holsten. Denne deputation vil ikke forblive uden held, selv om man ikke optræder i øjeblikket; det er en så afgørende manifestation af landets sande ånd, at vores regering ikke kan handle imod den. -

Schleswig-Holstein. Kiel, 5. Novbr. Gestern Abend fand hier in der Harmonie eine Versammlung von 75 Deputirten aus allen Theilen der Herzogthümer statt, in welcher eine Adresse an die Landes-Versammlung beschlossen wurde, die heute Morgen durch eine Deputation von 12 Persoen dem Präsidenten Bargum für die Landes-versammlung überreicht worden ist. Die Adresse schliesst mit folgenden Anträgen: 1) Dass sie dem Herzogthum Schleswig aufgedrungens Fremdherrschaft und deren Willkürregiment so bald als irgend thunlich ihre Beseitigung finde und Recht und Gesetzt wieder an die Stelle der Gewalt trete und der von oben hervorgerufenen Anarchie, die in ihrer Fortdauer nur des Volkes Entsittlichung mit sich führen würde; 2) dass, von der einstweiligen Herstellung der gesetzlichen Ordnung im Herzogthume Schleswig abgesehen, die Streitfrage zwischen uns und dem Landesfeinde in einem Frieden nicht anders ihre schliessliche Erleidigung finde, als auf Grundlage der Landesgerechtsame, für die wir im März vorigen Jahres die Waffen erhoben, und des verfassungsmässig ins Leben getretenen Staatsgrundsetzes; 3) dass, insofern nicht gegründete Aussicht vorhanden ist, einen solchen Frieden zu erlange, schleunigst möglich der Krieg wieder aufgenommen werde, und zwar allein von den herzogthümern, die das grosse gemeinsame Vaterland der auf ihm ruhenden Verpflichtung thätiger Beihilfe aus frein Stücken entbinden, wenn sie gleich jede bereitwillig gebotene deutsche Hilfe schon als Zeichen eines regen deutscher Gemeinsinnes mit Freuden entgegennehmen werden; 4) dass zunächst und vor alle Dingen, damit die eigene Aufnahme des Krieges nur ermöglicht werde, das Verhältniss aller in unserer Armee dienenden fremden Officiere, deren Verdienste um unser Heer und um unsere Sache wir vollkommen zu würdigen und dankbar anzuerkennen wissen, allerschleunigst dahin festgestellt werde, dass sie, jedem fremden Einflusse entnommen, allein von der rechtmässigen höchsten Staatsgewalt der Herzogthümer abhängen. (H. C.).

Es ist nicht zu verkennen, sagt die Hamburger Börsenhalle, dass man dieser Versammlung der Deputirten aus 75 Communen Schleswigs ein grosse Gewicht beilegen muss. Die anwesenden Deputirten nämlich bestanden gröstentheils aus ländlichen und städtlichen Grundbesitzern, welche den Kern des Landes repräsentirten und die man keineswegs mit den gewöhnlichen deutschen s. g. Demokraten, im verrufenen Sinne dieses Wortes, identificiren darf. Sie alle aber stimmten darin vollkommen überein, dass der jetzige Zustand des Landes, namentlich im Herzogthume Schleswig, unerträglich sei, dass man aber dennoch an den drei Frundamentalsätzen unserer alten Landesrechte und an dem Staatsgrundgesetze unverbrüchlich festhalten müsse und werde, und dass, da dieses unser Recht durch den Waffenstilstand verletzt sei und noch ferner gefährdet werde, wenn nur irgend möglich, die Entscheidung durch das Schwert widerum gesucht werden müsse. So sprachen sich bejahrte, ernst Männer aus, welche, was gegenwärtig ja besonders in die Wagschale fällt, etwas zi verlieren haben, nicht jugenliche, besitzlose Sprudelköpfe. Selbst von Grundbesitzern aus dem Amte Apenrade ist eine Petition änhlichen Inhalts an die Statthalterschaft abgegeben. Bezeichnend war auch, ass zum Redner der von jener Versammlung erwählten Deputation ein Geistlicher, der Pastor Dr. Baumgarten aus Schleswig (bekanntlich ein streng Orthodoxer), erforen wurde. Die Antwort, welche derselbe von der Statthalterschaft erhalten, ist selbstverständlich ausweichend gewesen, da die Regierung unmöglich sofort im Augenblicke den Krieg beschliessen konnte. Das Präsidium der Landesversammlung empfing die Deputation im grossen Saale der Harmonie, und in längerer Rede stellte Hr. Baumgarten vor, dass die Grundstimmung des Volkes allenthalben die sei, am Rechte festhalten zu wollen, und dass es daher zum Aessersten - zum Kriege bereit sei; er hob es namentlich hervor, dass man nicht auf eine ungewisse Zukunft hoffen dürfe, und dass daher keine vage Hoffnungen auf etwaige künftige Ereignisse, uns vom geraden Wege zu unserm Ziele ablenken dürften. - Der Präsident der Landesversammlung, Hr. Bargum, nahm die Adresse entgegen, sprach seine volle Uebereinstimmung mit dem Vortrage des Vorredners aus und schloss mit einem Hoch auf Schleswig-Holstein. Diese Deputation wird nicht ohne Erfolg bleiben, auch wenn ein solcher sich nicht im Augenblicke zeigen sollte; sie bildet eine so entschiedene Manifestation der wahren Gesinnung des Landes, das unsere Regierung ihr nicht entgegenhandeln kann. - 

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig 9. november 1849)

Schlesw.-Holsten. Kiel, 5. november Det svar som grev Reventlou på statholderskabets vegne gav på de af de 75 slesvigske samfunds stedfortrædere indgivne anmodninger (se nr. 313 i denne avis) er følgende: Ad 1. Det er med meget smertelig beklagelse at statholderskabet har måttet overlade hertugdømmet Slesvig til andres magt, og stræber hele tiden efter at gøre sin skæbne udholdelig; Men selv dengang kunne man ikke have forventet, at våbenstilstandskommissionen ville handle på den måde, den hidtil har gjort. - Ad 2. Statholderskabet ser også statens grundlov  som inkarnationen af ​​landets rettigheder og friheder, som prisen for vores indsats, men man må ikke glemme at den tid hvor den blev til, er lang ti siden og betingelserne dengang så meget bedre end nu. - Ad 3. Der var ganske vist kun én mening om de fremmede officerers fortjeneste, og han, greven, vidste at der ikke var en eneste af dem, som ikke havde en levende interesse for vor gode sag; statholderskabet har den faste tillid til at officererne ville fastholde denne interesse i tilfælde af at krigen brød ud igen. Ad 4. ​​Desværre er der nu ringe udsigt til at opnå en god fred; Men krigen er også meget svær at føre. Under alle omstændigheder kan landet stole på at hvis den situation opstår at krigen skal startes igen, vil guvernørskabet vide hvordan man vælger det mest passende tidspunkt. (N. fr. P.).

Schlesw.-Holstein. Kiel, 5. nov. Die Antwort, welche Graf Reventlou Namens der Statthalterschaft auf die von den Deputirten der 75 schleswigschen Gemeinden gestellten Anträge (s. Nr. 313 d. Ztg.) ertheilt hat, ist folgende: Ad 1. Die Statthalterschaft habe mit sehr schmerzlichem Bedauern das Herzogthum Schleswig der fremden Gewalt überlassen müssen und fortsẅahrend sich bemüht, dessen Schicksal erträglich zu machen; sie habe aber auch damals nicht erwarten können, dass die Waffenstillstands-Commission in einer solchen Weise verfahren würde, wie sie bisher gethan hat. - Ad 2. Das Staatsgrundgesetz sehe auch die Statthalterschaft, als den Ingebrif der Rechte und Freiheiten des Landes, für den Preis unserer Anstrengungen an, doch müsse man dabei nicht vergessen, dass die Zeit, in welcher es zu Stande gekommen sei, vielen Bestimmungen desselben weit günstiger gewesen sei als die jetzige. - Ad 3. Ueber das Verdienst der auswärtigen Officiere wäre gewiss nur eine Meinung, und er, der Graf, wisse, dass kein einziger unter ihnen sei, der nicht lebahftes Interesse für unsere gute Sache hege; die Statthalterschaft habe die feste Zuversicht, dass die Officiere dies Interesse auch bewahren würden, im Falle des Wiederausbruchs des Kriegs. Ad 4. Es sei leider jetzt wenig Aussicht, einen guten Frieden zu erlangen; der Krieg sei aber auch sehr schwierig zu führen. Darauf dürfe sich aber jedenfalls das Land verlassen, dass die Statthalterschaft, wenn der Fall eintreten sollte, dass der Krieg wieder begonnen werden müsse, dazu den geeignetsten Zeitpunkt zu wählen wissen werde. (N. fr. P.).

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig 10. november 1849).

Magistrat nægter at arbejde under Knudsen, Apenrade. (Efterskrift til Politivennen)

I Apenrade har, efter "Freia", den slesvigholsteenske Communalbestyrelse, der et Øieblik fingerede Føielighed, dog stillet sig paa Bagbenene. Amtmand Stemann havde erholdt det Hverv, at introducere ben nye Borgemester Knudsen i Magistraten. Han satte sig derfor i Correspondence med Stadsecretairen, for om muligt at udjævne Differentserne, og skal have modtaget Erklæringer, der syntes at love det Bedste. Magistrat og Deputeretcollegium forsamlede sig altsaa i Tirsdags paa Raadhuset, hvorhen Borgemesteren og Amtmanden begave sig. Men paa Spørgsmaalet (hvortil ogsaa dette?), om d'Hrr. vilde yde Borgemester Knudsen deres Medhjælp ved Ledelsen af Byens Anliggender, fremstod Stadsecretairen og forelæste en allerede færdig Erklæring, hvori Magistratsmedlemmerne, nemlig han (Suadican i) og Senatorerne A. H. Hartmeyer og Jørg. Ahlmann, med Paaberaabelse af deres "Samvittighed" nægtede at deeltage med Hr. K. i Byens Bestyrelse, medens Deputeretcollegiet erklærede, at der kun igjennem Magistraten kunde staae i Forbindelse med Borgemesteren. Hr. Knudsen lader sig imidlertid ikke bortskræmme af ildesindet Balstyriskhed. Han har den hele loyalsindede Deel af Borgerskabel paa sin Side, og af denne, der med Længsel venter at see de slesvigholsteenske Partimænd vige, vil det være let at udfylde de forefaldende Vacancer. Vi haabe, at ogsaa Bestyrelsescommissionen med ikke mindre Bestemthed vil vide at gjennemføre sin Beslutning.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. oktober 1849).

Broder Knudsen (1811-1886) var 1846-49 borgmester og politimester i Tønder hvor han var blevet fjernet af slesvigholsterne. I 1849 blev han forflyttet til Aabenraa, og fungerede som borgmester indtil november samme år. 1850-1864 var han amtmand over Femern Amt, og blev afskediget under den 2. Slesvigske Krig 1864.

Statholderskabet udskrev i juli 1850 valg til den første ordentlige slesvigholstenske Landsforsamling. Bestyrelseskommissionen forbød valgene. Hovedlederne (bl.a. den historisk kendte M. Kopperholdt) fjernet, og der blev udstedt forbud mod alle slesvigholstenske faner og tegn.