Bomuldsfabriken i Nyhavn Nr. 19.

Iblandt de mange driftige Fabrikanter heri Landet fortjener sikkerligen den i vort Blad tidligere omtalte Tøifabrikant J. Salmonsen meest Opmærksomhed. Med hvert Aar har han med megen Anstrængelse udvidet Fabriken, og staaer atter nu i Begreb med at udvide samme med nye Maskiner, hvoraf Fabriken nu allerede tæller 150 større og mindre. Dette store Etablissement beskjæftiger dagligen 300 Arbejdere, hvoraf 2/3 bestaae af Fruentimmer, og deraf mange svagelige Personer, som kun kunne taale stillesidende, lette Arbeider. For at kunne gjøre sig et Begreb om Fabrikens Omfang maa vi anføre, at der dagligen fabrikeres øver 4000 Alen forskjellige Slags Bomuldstøier. Med Væveriet, som naturligviis forbruger store Partier Tvist, forenes ogsaa et betydeligt Farveri. Det Hele er anlagt i en storartet Stiil, efter engelske Forbilleder, og fortjener at tages i Øiesyn af Enhver, som interesserer sig for dansk Industri, ligesom den utrættelige Entrepreneur fortjener særdeles Paaskjønnelse.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. juli 1853. 2 udgave.

Nyhavn 37 er den røde bygning i midten af fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Brødrene I. og L. Salmonsen oprettede i 1843 et maskinvæveri i Vimmelskaftet. Efter at fabrikken brændte i 1847, byggede I. Salmonsen en ny og større fabrik i Nyhavn. Ifølge industritællingen i 1855 havde fabrikken 300 ansatte. Den begyndende vævningsindustri kunne dog ikke slå det gamle håndvæveri ud. Først i 1880'erne udkonkurreredes det gamle håndvæveri for alvor. 

Ved ejerens sølvbryllup i 1854 var der 3-400 arbejdere på fabrikken, og den fremstillede 24.000 alen bomuldtøjer.

Nyhavn 19 er opført mellem 1691 og 1712, ombygget 1743, 1757 og 1791. I dag Nyhavn 37.

Tyveri af en Hat. (Efterskrift til Politivennen)

En hjempermitteret Trainkudsk, der er Bagersvend af Profession, indfandt sig Søndagen den 15de Mai om Aftenen mellem Kl. 7 og 8 hos "Cappelens Efterfølger" paa Østergade, for i Selskab med en Bekjendt at indtage Forfriskninger. Da disse vare clarerede, forlede de Værtshuset , og medtog Bagersvenden en i Forstuen ophængt Silkehat, i hvis Sted han efterlod sin egen. En Tømmersvend reiste sig kort efter fra Aftensbordet, for at begive sig videre, og forefinder istedetfor sin, nylig hos Marx kjøbte, Silkehat, ubehageligen overrasket, en Hovedbedækning, der ved Ælde og Smuds var paafaldende uliig hiin. Hvo der tilhørte den smudsige Hat, vidste ingen af Gjæsterne, men en af dem, en forhenværende Værtshuusholder, havde seet en Person nedtage en Hat fra den Knage, hvorpaa Tømmersvenden opgav at have ophængt sin Hat, og i ham gienkjendt den ovennævnte Bagersvend. Næste Dags Eftermiddag gik en Politibetjent ombord paa Dampskibet "Iris", der laae klar til Afrejse, og efter at have talt nogle Øieblik med en af Passagererne, der havde en ny Hat paa Hovedet, forlode de begge hurtigen Dampskibet, og fortsattes derefter Samtalen paa Politikammeret. Betjentens Ledsager, den ovennævnte Bagersvend, kunde ikke negte, at han ved Bortgangen fra "Cappelens Efterfølger" Aftenen iforveien - efterat have nydt flere snapse, hvoraf han var bleven noget svirende, dog ikke i høiere Grad end at han var sig bevidst hvad han foretog sig - af en Fejltagelse havde medtaget en ny silkehat istedetfor sin egen, der rigtignot var endeel simplere, men han havde først opdaget Forbytningen da han var kommen udenfor Vesterport, og i den Tanke, at Ejermanden til den nye Hat nu havde forladt Værtshuset, var han ikke vendt tilbage til dette, for at berigtige Feiltagelsen. I Criminalkammerforhøret vedgik Tiltalte, efter en alvorlig Formaning til Sandhed, at han, med frit Forsæt, og med Bevidstheden om, at det en var hans egen, havde taget den fremmede silkehat, som han saae var langt bedre end hans, og var det hans Agt, Dagen efter med "Iris" at tage til Aarhuus, for der at søge Fortjeneste ved sin Profession. Tiltalte, der er 23 Aar gammel og i Aaret 1842 straffet med Riis for et hos hans Mester forøvet Pengetyveri, blev ved Criminal- og Politirettens Dom af 31te Mai nu anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. juli 1853, 2. udgave).

Cappelens Efterfølger (H. J. Hansen) lå på Østergade 54, blev 1931 henlagt til matrikel 53, og omfatter i dag Pilestræde 1 og 13, Købmagergade 20, Silkegade 4 og Østergade 52.

Annonce for hatteforretningen Marx i Pilestræde, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. marts 1860. Den store ejendom i Pilestræde 50 (1844) var opført for hattemager David Frederik Marx (1798-1867) og Caroline Jakobine Cathrine Hagen (1830-1906). På opførelsestidspunktet havde Marx (sag 12/44) ved dom fået en erstatning for tabte varer af det Kgl octroierede Kjøbenhavnske Brandassurance-Compagni på 4.570 Rbd. 2 Mk.. 

Cholera. (Efterskrift til Politivennen)

Cholera. Fra den 11te til 12te Juli er anmeldt 85 Syge og 46 Dsde. I det Hele er saaledes anmeldt 360 Syge, hvoraf 310 ere døde.

------

Med hver Dag tiltager Cholera-Epidemien, og medens at Hovedstadens hidtil forskaanede Befolkning rystes op af sin trygge Ro, medens at de Vantroes og de Tvivlendes Øine aabnes for Virkeligheden, medens at Dødens Alvor udfolder sig og truer med at føre Sorgen ind over enhver Dørtærskel, forøges ogsaa med hver Dag de med Regjeringens og Øvrighedens ansvarsfulde Kald forbundne Pligter, ligesom ogfaa det Ansvar tiltager, som enhver Borger har mod Samfundet, ethvert Menneske har mod sin Næste.

Disse Ord ville vi ikke have udtydede, som om vi meente at Stadens Øvrighed og Borgere ikke vare redebonne til Opfyldelsen af deres Pligter. Dette er langtfra vor Mening. Vi anerkiende tvertimod beredvilligt Øvrighedens nidkjære Bestræbelser og Borgerstandens Holdning, og vi vide at vurdere Betydningen af de allerede vundne Resultater, der tillige skyldes de forskjellige med roeeværdig Iver sammentraadte Comiteer, i hvilke der sidde Mænd, hvis Energi og Borgersind anspore dem til den meest opoffrende Virksomhed. Imidlertid forekommer det os, at det som skeer og udrettes ikke kan ansees som tilstrækkeligt til at imødegaae og seirrigt bekæmpe Epidemien, naar den, som det staaer til at vente, optræder heftigere. Det vil da vise sig, at Administrationen er altfor compliceret, altfor bundet og generet snart af hiint, snart af dette Hensyn, og at, for at virke hurtigt og godt , de adspredte Kræfter bør samles i eet Brændpunkt, med andre Ord, at Magten bør lægges i een Mands Haand, der med dictatorisk Myndighed befaler og adlydes. Idet vi i det Efterstaaende tillade os at henlede Regieringens, Øvrighedens og Comiteernes Opmærksomhed paa saadanne væsentlige Ulemper, der fremfor Alt bør afskaffes eller formindskes, ere vi alene ledede af det oprigtige Ønske at bidrage Vort til at fremme det Nyttige og Hensigtsmæssige.

Det er uimodsigeligt af den yderste Vigtighed, i et Øieblik, hvor vi nærme os den stærkeste Sommerhede, at der drages Omsorg for at Stadens Indvaanere indaande en saa ufordærvet Luft som muligt. Men for at opnaae dette Gode, Grundbetingelsen for en tilfredsstillende Sundhedstilstand, er der saare Meget der maa udrettes. Stadens nærmeste Omegn er forskrækkeligen infesteret, ikke alene af Cloak-Grøfter og Rendestene, hvorunder især Beboerne af Blegdammen, af Vesterbro, af Frederiksbergby og Valdby lide, men der findes ogsaa paa flere Steder f. Ex. i umiddelbar Nærhed af Ladegaards-Aaen, Lodsepladse for Gaderenovationen her fra Staden, der ere befolkede med Sviin, og fra hvilke Etablissementer der ikke alene opstiger en qvælende Stank, men endog overføres Støvskyer af Halmavner og Uhumskheder paa Overfladen af Vandet i Aaen, et af Reservoirerne for Byens Drikkevand. De Staden omgivende Grave opsende ligeledes, naar de ikke bestandigt holdes rensede, høist usunde Dunster og stadigt stagnere Masser af forraadnede Plantedele paa deres Overflade. Først i den sidste Tid har man paabegyndt deres Rensning, ihvorvel at dette stadigen burde skee saavel med Stadsgravene som med de Byen giennemskjærende Canaler, hvor der ofte sees flyde døde Fiske, Katte og Uhumskheder, som alene bortskylles tilfældigt. Den fordærvede Luft som fremavles herved og spredes ind over Byen er dog for Intet endnu at regne mod den, som Søndenvinden bringer. Denne Vinds mephitiske Egenskaber hidrøre ikke alene fra den utallige Mængde af Cloakgrøfter, der gjennemskjære Øen Amager nærmest Hovedstaden, eller Trankogeriet paa den grønlandske Handelsplads, eller de Masser af forraadnet Tang, der opsamles i Kalleboderne og blottes ved Lavvande; den sydlige Vinds Farlighed skyldes hovedsageligen den paa Amager værende Kulegrav, der modtager Stadens Natterenovation, og som er beliggende strax tilvenstre, naar man træder ud af Christianshavns Port, og strækker sig mellem Amager Hovedlandevej og Sundet i en fortløbende Række af stillestaaende, ildestinkende Sumpe, der støde umiddelbart op til den saakaldte "bedækkede Vei" , et fortificatorisk Anlæg, der adskiller denne aabne, immense Cloak ikkun med et Mellemrum af faa Alen fra Christianshavns Stadsgrav og Volde! Denne Kule, hvis Indhold forøges hver Nat og udføres af Staden stundom i utætte Vogne, henligger, som sagt, under aaben Himmel, og det i en saadan Urtilstand af nedarvet Slendrian, Væmmelighed og mangelfuld Indretning, omgivet af saadanne, med mangefarvet gjærende Mudder opfyldte Grøvter, hvorfra der med dræbende Stank opsendes Sværme af Fluer og Myg, at neppe nogen Pen skulde kunne beskrive det modbydelige Indtryk, som her møder den Besøgendes Sandser. Man forlader imidlertid ikke disse Steder, uden at medtage den Overbeviisning, at en saadan Kulegrav, liggende i en saa uforsvarlig umiddelbar Nærhed af Staden, er det allerfarligste Arnested for giftige Uddunstninger, der henaande Pest og Sygdom over Byen og dens Befolkning.

Naar Kjøbenhavns Indvaanere nogensinde skulle kunne haabe at komme til at indaande sund og ufordærvet Luft, naar vi skulle haabe ad Aare næst Guds Hjælp at undgaae et fornyet Udbrud af Cholera Epidemien, saa maae de utallige Cloakgrøvter oprenses stadigt. Løbene nivelleres og Kulen udenfor Christianshavns Port forlægges saa langt bort som gjørligt fra Byen og det uanseet alle ellers muligviis paatænkte communale Foretagender. Her er en viid Mark for Virksomhed, men her maa hjælpes snart og grundigt. Regjeringen bør intet Øieblik tøve med at overdrage til praktiske og duelige Mænd af Civil- og især af Militair-Etaten disse ligesaa paatrængende som heldbringende Arbeider, hvis gavnlige Betydning gaaer udover denne Epidemie. - Det maa være os tilladt her at gjentage en Bemærkning, vi have hørt fra flere Sider, den nemlig, at Regjeringen og Øvrigheden ligesom hesitere i at gribe Tøilerne med Kraft. Naar f. Ex. saaledes den ærede Finantsminister andrager paa en Credit af 10,000 Rbl., saa havde man hellere seet ham andrage paa en illimiteret Credit, og naar den ærede Politidirecteur udsteder sine Bekjendtgjørelser, saa havde man hellere seet, at han befalede istedetfor at anbefale og henstille "saavidt muligt" at gjøre dette eller hiint. Vi sige dette, fordi det forekommer os, som om Regjeringen og Øvrigheden undervurderede sin egen Magtfuldkommenhed, og fordi vi vide og see at Borgerne i det Hele ere besjælede af den bedste Villie og det Ønske i denne Prøvelsens Stund at ledes og føres af en kraftig Haand. Man behøver jo blot at see hen til de Afsavn, som Enhver underkaster sig i sin daglige Diæt, for at være overtydet om, at Enhver med Glæde til det almindelige Bedste vil underkaste sig Savn, Gener og materielle og pecuniaire Ostere.

Vi slutte disse Linier med at tilraabe de Mænd, der nærmest ere kaldede til at handle i denne Time, Mod og Udholdenhed, samt med at udtale, at vi med Tillidsfuldhed vente af den Kongelige Regjering, at den med Hast, med Energie og med Rundhaandethed vil sætte disse Mænd istand til al udføre og fuldføre deres Gjerning, ved at stille saavel de fornødne Pengemidler som den fornødne Arbejdskraft til deres uindskrænkede Disposition.

P.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. juli 1853, 3. udgave).

Cholera-Lighuuse m.m. (Efterskrift til Politivennen)

Om Cholera-Liighuse. Den Fare, som upaatvivlelig er forbunden med at opbevare Choleraliig, saavel i selve Lazaretherne, som paa saadanne Steder som Voltigeerhuset ved Philosophgangen, om hvilket Masser af Børn som af Voxne hele Dagen færdes, uden at man har sørget for at holde dem saa langt fjernet fra samme som muligt, ved at istandsætte det samme i flere Alens Afstand omgivende Stakit, kunde formeentligen fjernes paa den hurtigste, sikkreste og mindst bekostelige Maade ved til saadant Brug at opføre Fjæleskure i de udenbyes Kirkegaardes umiddelbare Nærhed. Den dertil fornødne, fra alle Uvedkommende afsondrede Plads findes saavel ved Indgangen til Assistentskirkegaarden paa Nørrebro, som paa Fæstningens Glacis i Nærheden af Holmens og Garnisons Kirkegaarde. Skurene kunne i nogle faa Dage opføres i aldeles raae Materialier, som efter Afbenyttelsen beholde største Delen af deres Værdi, og Transporten af Ligene tilvogns skee kun een istedetfor to Gange. At Ligene transporteres i lukkede Vogne, hvoraf det fornødne Antal bør haves ved hvert Lazareth, med Forspand til hurtig Disposition, er naturligviis en Selvfølge, og dersom et tilstrækkeligt Antal saadanne Vogne ikke alt haves, kunde samme upaatvivlelig erholdes tillaans fra Kjøbenhavns Arsenal, som vistnok har et ikke ringe Antal af saadanne, som fortiden ere uskikkede til militairt Brug.

H. L.

Julius Magnus Petersen (1827-1917): Ved kirkegården i august 1853. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om Cholera Tilstanden m m. Medens det af de offentliggjorte Lister, synes at fremgaae, at Choleraepidemien i Hovedstaden er i Tiltagende, troe vi dog, at vi til nogen Beroligelse kunne gjøre opmærksom paa, at denne Stigen i Antallet af Syge og Døde dog ikke har den Betydning for Byen som Heelhed betragtet, som det ved første Øiekast kunde synes. See vi nemlig, at ved Ugens Slutning er anmeldt 50 Syge og 32 Døde, da overstiger Tallet unegtelig Tallet paa Listen for Ugens første Dag med 32, for de Syges Vedkommende, og 18 for de Dødes. Men denne Forøgelse hidrører kun fra en forholdsviis ringe Tiltagen i Sygelighed for selve Byens Vedkommende, hvorimod næsten Halvdelen af de tilkomne Syge og Døde skyldes de offentlige Stiftelser, som først i den sidste Uge ere blevne inficerede. Fra det almindelige Hospitals Lemmeafdeling er saaledes tilkommet over 1/5 af hele Antallet, og fra Ladegaarden og de andre mindre Stiftelser omtrent 1/5 saa at paa Byens Deel kun gaar lidet over Halvdelen.

Medens de trufne Forholdsregler for den øvrige Byes Vedkommende saaledes sikkert synes at bære gode Frugter, kunne vi ikke negte, at denne Tiltagen af Epidemien paa disse enkelte Steder, navnlig i almindelig Hospitals Lemmeafdeling, i høi Grad gjør Krav paa Autoriteternes hele Opmærksomhed. Dr. Brandes har tidligere i dette Blad skildret denne Stiftelse, og paaviist hvorledes Overfyldning og Ureenlighed der herske i høieste Grad, tilligemed de Laster, som deraf følge. Det er os bekjendt, at Fattigdirectionen forsøger at raade Bod paa denne Overfyldning ved at bortflytte en Deel af Lemmerne til Holmens Arbeidshuus og andre Stiftelser, men denne Forholdsregel synes os uheldig, da disse Stiftelser, som iforveien ere tilstrækkelig opfyldte med Mennesker, blive end mere overfyldte , og desuden let blive inficerede ved at modtage Beboere fra et Sted, hvor Sygdommen allerede har slaaet Rod. Vi ville heller tilraade, at Lemmeafdelingen blev ryddet aldeles, og Lemmerne spredte omkring i eller udenfor Byen i mindre Localer, da et stort Locale til at optage dem Alle, for Tiden næppe kan findes og Sygdommen lettere vil følge dem, naar de flyttes i Masse, end naar de spredes. Vi indsee vel, at en saadan Forholdsregel vil medføre ikke ringe Udgift for Communen, men vi ere overbeviste om, at dette ikke bør komme i Betragtning, da det her gjelder at rense et af de Steder, hvor Epidemien dybest har slaaet Rod , og derved ikke blot frelse de Menneskeliv, som for Øieblikket i saa høi Grad trues, men tillige at hindre Epidemien i, fra dette inficerede Sted, at udbrede sig videre til den øvrige By.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. juli 1853, 2. udgave)

Brolægningen i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg, den 1ste Juli 1853. 

Det er en Kjendsgjerning at der gives faa Byer, der have en saa slet og daarligt vedligeholdt Brolægning, som Flensborg, og især udmærke Fortougene, forsaavidt saadanne kunne siges at existere, sig ved en saadan Grad af Uregelmæssighed og slet Vedligeholdelse, at der, navnlig om Aftenen hører et særdeles nøiagtigt Lokalkjendskab til at passere dem uden Fare; ja lige til den allerseneste Tid har der paa de saakaldte Fortouge været anbragt Nedgange til Kjeldere af saadan Beskaffenhed, at de mere lignede med Flid anlagte Faldgruber end Nedgange til Boliger. Ligeledes findes ogsaa flere meget generende Udbygninger paa Husene og fremspringende Trapper, der besværliggøre Passagen og ligefrem forhindre Anlæggelsen af ordentlige Fortouge. Grunden til denne Tilstand af Gaderne ligger fornemmeligen deri at Grundeierne skulle vedligeholde Brolægningen, hver for slt Vedkommende, saa at enhver indretter sit Stykke efter eget Hoved, uden at nogen bestemt Regel iagttages, og deels i, at Politiet i en tidligere Tid bar seet igjennem Fingre med Grundeierne.

Allerede i Aaret 1851 var man kommen til den Overbeviisnlng, at saaledes kunde det ikke blive og navnligen ansaaes det nødvendigt, at den lange Hovedgade igjennem Byen, fra "røde Port" til "Nørreport" maatte omlægges, fordi den tillige hører til Postveien, og først i December Maaned f. A. indgav kommunen en Forestilling til Regjeringen hvori anholdtes om et Tilskud til Omkostningerne, der angaves i det Hele til 170,000 Mk Crt., af 50,000 Mk. Det daværende Ministerium svarede kort efter, at det ikke var utilbøieligt til at andrage hos Hs Majestæt om et Tilskud men forinden maatte Plan og Overslag tilvejebringes. Nu blev der da udarbejdet et Udkast til et Regulativ for Brolægningen, som blev billiget af Magistraten og Deputeretcollegiet , og som gik ud paa at befrie Grundeierne for i det mindste Halvdelen at Bekostningen ved Omlægningen af Gaderne og overføre det øvrige paa de af Byens Beboere der hidtil i den Henseende aldeles ingen Forpligtelse havde havt. Det blev nemlig foreslaaet at enhver at Flensborgs Beboere, der betaler 2 sk "einfache Schatzung" eller derover, det vil sige enhver der betaler 4 Rbd. 77 sk aarlig eller derover, skulde, dog Huuseierne ogsaa derunder indbefattet, betale en Brolægningsskat, som nærmere blev at bestemme, ligesom Stadens Kasse skulde gjøre Tilskud til de offentlige Pladsers Omlægning, hvilket naturligviis ogsaa betyder at samtlige Indvaanere skulle contribuere dertil. 

Som Grund for at ikke alene Statskassen skulde bevilge 50,000 Mk. til Grundejerne, men at disses Medborgere skulde paabyrdes omtrent et lige Beløb strax, for ei at tale om Fremtiden, blev anført, at det var ubilligt at forlange at Grundeierne skulde anskaffe hugne Steen til Gaden, og at en god Brolægning kommer alle Indvaanere tilgode, ligeledes blev det foreslaaet, at der skulde nedlægges Jernrør i Gaderne, hvis Bekostning skulde udredes for Halvdelen af Grundejerne og Resten af de øvrige Beboere, uagtet Grundejerne fra Alders Tid selv have forsynet deres Eiendomme med Vand, hvad der naturligviis er nødvendigt baade for eieren selv og hvis han vil have Leiere i sin Eiendom. I disse Forslag var saaledes den hele Commune-Repræsentation enig, men derimod opstod den stærkeste Opposition i Deputeretcollegiet imod en anden Bestemmelse i det projecterede Regulativ, der gik ud paa at gjøre Omlægningen ad Gaderne hensigtsmæssig og saa nyttig som mulig, idet der blev andraget paa, at Udbygningerne, saavidt de generede, Træer, Trapper og Kælderhalse paa Fortougene skulde borttages. I denne Henseende paaberaabte man sig "velerhvervede Eiendomsrettigheder", forlangte fuld Erstatning osv., kort, fremførte alle mulige Indvendinger imod denne ligesaa rigtige som nødvendige Foranstaltning, der egentlig kun gaaer ud paa at sikkre Liv og Lemmer.

Saaledes stod Sagen indtil Juli Maaned 1852, da Magistraten indgav en Forestilling til Ministeriet, for at Samme kunde afgjøre den stedfindende Uenighed, men som iøvrigt gik ud paa, at Grund-Eierne skulde understøttes med et Tilskud af Statskassen og de øvrige Indvaanere paa den ovenanførte Maade betale Brolægningsstat, og angives Omkostningerne ved Omlægningen af Gaden deri til 156,000 Mk. Court., altsaa noget ringere end tidligere. 

Derpaa indløb ogsaa kort efter var, hvori dog gjordes opmærksom paa, at Brolægningen i Hertugdømmet Slesvigs Stæder er en reen Reallast, og at denne Grundsætning bestandig er opretholdt i Regulativet for Omlægning af Gade i andre Byer, og at en Forandring deri kun kunde retfærdiggjort? ved særdeles Omstændigheder.

Saaledes har dette Anliggende indtil den seneste Tid henstaaet, men nu skal der være indgivet et nyt Andragende til Ministeriet, der skal gaae l samme Retning som de tidligere, men hvilke nye Grunde og "særdeles Omstændigheder", deri ere gjorte gjældende, vide vi ikke; men vi troe ikke at det har været muligt at anføre noget Nyt til Fordeel for at kaste en stor Deel, ja vel den største, over paa de Herrer Grundejeres Medborgere. Det er visseligen glædeligt at det Slesvigske Ministerium har opfattet sagen, som anført, thi naar en Communes hele Repræsentationen er enig, saa kunde det vistnok synes, som der var mindre Betænkelighed ved at gaae ind paa dens Begjæring, da hele Repræsentationen jo maa antages at repræsentere det Hele; men dette er i det nærværende Anliggende aldeles ikke Tilfældet, hvilket vi skulle tillade os at oplyse.

Af Magistratens 8 Medlemmer ere de 6 Grundeiere og samtlige 24 deputerede Borgere ere alle Grundeiere; thi ikkun saadanne kunne vælges til Deputerede, ja, det hele Borgerskab, som ikke har Grundeiendom er endogsaa udelukket fra at vælge Deputerede, da Valgretten ogsaa er bunden til Grundeiendom. Der gives i Flensborg et Tusinde Huse, men da adskillige af dem ere saakaldte "dobbelte", saa kan det vel antages at den hele Grundeiendem besiddes af 900 Borgere. De Borgere og andre Indvaanere, som ikke eie Huus, antages at beløbe sig til 2500 Familiefædre, men desuagtet have de aldeles ingen stemme i Communens Anliggender, og dette er alene Grunden til, at et saadant Forslag kan gaae igjennem uden Modsigelse, ligesom det er klart, at naar Ministeren for Slesvig ikke vilde tage sig af denne talrige urepræsenterede Klasse, overfor Magistrat og Deputeretcollegium, var samme voldgivet til Grundeiernes Forgodtbefindende eller i al Fald for disses aldeles fejlagtige Opfattelse af Forholdene.

Som ovenbemærket, vide vi ikke, hvilke "særdeles Omstændigheder" der kan være gjort gjeldende i det nye Andragende fra Bycollegierne, men derimod vide vi, at der gives netop "særdeles Omstændigheder" der tale for at Grundeierne ikke paa deres Medborgeres Bekostning, bør fritages for en dem fra Alders Tid paahvilende Forpligtelse, der endogsaa udtrykkeligen er paalagt dem, ved den 26de Artikel i Flensborgs "Stadsret", der siger at Huusbesidderne ere forpligtede til, hver for sit Huus, at vedligeholde Brolægningen og, om fornødent, at fornye den."

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juli 1853, 2. udgave. Slutningen forkortet).

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Flensburg. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.