En grov Feiltagelse. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift modtog vi for nogle Dage siden en Meddelelse om, at et Fruentimmer, der boer i Nærheden af "Damhuset", beliggende i Kjøbenhavns Amts søndre Birks Jurisdiktion, var bleven standset af en af Kontorbetjentene paa Birkekontoret, hvor hun i et Ærinde havde indfundet sig, og trods sin Protest var bleven indsat i Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage istedenfor hendes Søster, som for Tyveri var dømt til at udstaa denne Straf, at Feilen var bleven opdaget efter endt straffetid, og at Politimesteren da havde søgt at gjøre den god igjen ved at give hende en eller to Mark, hvilke hun dog var fintfølende nok til at afslaa, samt at Søsteren derefter blev afhentet af Politiet og indsat i Arresten.

Da vi nærede Betænkelighed ved at optage Meddelelsen, som i flere Henseender forekom os usandsynlig bemyndigede vi en af vore Medarbeidere til at gjøre Hr. Etatsraad, Birkedommer Petersen bekjendt med Artiklens Indhold, idet vi forbeholdt os at tage nærmere Bestemmelse om Offentliggjørelsen, naar Sagens rette Sammenhæng forelaa for os. Vi modtog derefter nedenstaaende Skrivelse og fandt efter Indholdet af denne ingensomhelst Anledning lil at bringe det omhandlede Faktum under Diskussion, saameget mindre som den Paagjældende aabenbart ved uopfordret at give Møde for at afsone en Straf maa have følt, at hun havde fortjent denne. Da Sagen imidlertid andensteds er kommen frem i en endnu mere forvansket Skikkelse, tro vi, at vi efter dertil have erholdt Samtykke bør gjøre Læserne Bekjendte med den af Politimesteren givne Fremstilling af Sagens rette Sammenhæng:

Hr. Redaktør Rimestad! Da De har vist mig den Velvillie at give mig Leilighed til at gjøre mig bekjendt med en til Dem indsendt Artikel om "en grov Feiltagelse", som skulde være begaaet her paa Kontoret, tillader jeg mig at give Dem en Fremstillmg af det Passerede, overladende til Deres Velbaarenhed, hvorvidt De derefter maatte finde Anledning til at gjøre sagen til Gjenstand for offentlig Omtale. 

Den 3die Marts d. A. anmeldte en Gaardeier paa Brøndbyvester Plads, at der i Løbet af de sidste 4 Uger var stjaalet ca. 20 Lpd Hø og 10 Lpd og Rughalm fra ham, cgoat han ved at følge nogle Spor havde faaet Mistanke om, at Tyverierne vare begaaede af Søstrene Maren og Mette Nielsdatter samt af den Sidstnævntes 17-aarige Søn, Niels Frederiksen, hvilke tillige vare mistænkte for at have stjaalet Pil fra de omliggende Gjerder. Ved den derefter den følgende Dag hos Søstrene forelagne Undersøgelse fremkom der saa Meget til Bestyrkelse for, at de havde begaaet de omhandlede Tyverier, at Mette og hendes Søn bleve arresterede. Maren var derimod syg og kunde ikke medtages, hvorti endnu kom, at Eiendommen og dens Besætning, bestaaende af en Hest og nogle Smaakreaturer, hvis alle Tre vare blevne arresterede, vilde have staaet aldeles uden Tilsyn. Efterat der i Løbet af 18 Dage var afholdt 7 Forhør, tilstod Niels og hans Moder omsider, at de i Forening havde begaaet Tyverierne, og den 30te f. M. bleve de begge løsladte. Der fremkom vel tillige under Forhørene adskilligt som tydede paa, at Maren havde været deltagtig i Tyverierne, men hendes Skyld dog ikke saaledes konstateret, at Amtet havde Anledning til al dekretere Aktion mod hende. Den 22de April blev der i den mod Moderen og Sønnen anlagte Justitssag afsagt Dom, hvorved Moderen dømtes til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. sønnen til 12 Rottingslag. Dommen blev forkyndt for de Tiltalte, der erklærede sig tilfredse med den. Amtet aproberede den, og Moderen udstod derefter sin Straf i Mai Maaned. For Sønnens Vedkommende blev derimod Straffens Exekution forhalet, idet man stadig foregav, at han var syg, men da en af mine Fuldmægtige tilfældig i Juli Maaned fik Leilighed til at se ham spadsere omkring paa Marken, gav han ham Paalæg om at møde den følgende Onsdag, den 16de Juni, paa Thinghuset for at udstaa sin Straf, da han i modsat Fald vilde blive afhentet af Politiet.

Den nævnte Dag indfandt han sig ogsaa, ledsaget af sin Tante, Maren, der, i Forbigaaende bemærket, ligner Søsteren saa meget, at selv en af mine Fuldmægtige, der har kjendt dem i mange Aar og hyppig har havt Leilighed til at tale med dem Begge samtidig, endnu ikke formaaer at sige, hvem af den, der er Mette og hvem Maren. Efterat Drengen 7 var afført for at vente, indtil jeg, eftersom Retten var endt, kunde være tilstede ved Straffens Fuldbyrdelse, henvendte Maren sig til mig med en Forespørgsel om, hvorvidt hun nu ogsaa skulde have sin Straf. Det faldt mig, da ingen af Søstrene var tilsagt, intet Øieblik ind, at der her var en Forvexling tilstede, og at det var den ikke dømte Søster, som stod for mig, og jeg svarede derfor simpelthen, at, siden hun nu engang var mødt, var det jo bedst, at det skete med du Samme, hvorpaa hun uden mindste Indvending eller nogensomhelst videre Samtale afgik til Arresten samme Dags Eftermiddag. Mine mange Forretninger giorde det virkelig umuligt for mig at erindre, om hver enkelt Domfældt har udstaaet sin Straf; imidlertid faldt det mig ind senere hen paa Dagen, efterat jeg var kommen hjem til mit Embedskontor, at den domfældte Mette Nielsdatter sikkert havde udstaaet sin Straf, hvilket jeg da ogsaa ved nærmere Undersøgelse fandt bekræftet. Jeg afsendte da strax en skriftlig Ordre til Arrestforvareren om, at den Paagjældende, med hvis Indsættelse i Arresten der maatte være begaaet en Feiltagelse, Øieblikkelig skulde løslades.

Istedenfor at gjøre dette sendte Arrestforvareren mig derimod en skriftlig Underretning om, at det ikke var Mette, men Maren Nielsdatter, der var bleven arresteret, hvorfor jeg gav en ny Ordre til, at denne skulde løslades, hvilket foraarsagede, at der atter gik nogen Tid tabt, og at Løsladelsen saaledes først blev fuldbyrdet den næste Morgen. Om jeg, da Maren Nielsdatter nu mødte paa Kontoret, har givet hende 1 eller 2 Mk., erindrer jeg ikke; men det røber et daarligt Bekiendtskab til hende og den øvrige Familie at ville tro, at hun skulde have afslaaet en saadan Gave. Alt, hvad Artiklen forøvrigt indeholder om Samtaler enten paa Thinghuset eller paa mit "ydre" eller "indre" Kontor, er lutter Opspind.

Ærbødigst

C. N. Petersen.

(Dags-Telegraphen (København) 14. oktober 1869)

En falsk Greve. (Efterskrift til Politivennen)

I Begyndelsen af denne Sommer kom et ungt Menneske fra Sverrig til Kjøbenhavn og indlogerede sig i et større Hotel garni under det velklingende Navn Grev Joseph de Lamberg. Uagtet Hr. de Lamberg aldeles ikke havde noget tiltalende Ydre, lykkedes det ham dog i utrolig kort Tid ved Hjælp af et godt Snakketøi og en høi Grad af Frækhed at gjøre Bekjendtskab med nogle yngre Medlemmer af Aristokratiet, ja, han skal endog have ladet sig melde ind i den adelige Klub. Det ene Bekjendtskab førte det andet med sig, og Grev Joseph kom gjennem sine unge aristokratiske Venner i Bekjendtskab med en aldre adelig Dame, Baronesse N. N., som syntes godt om ham og jevnlig bød ham hjem til sig. Under disse Besøg faldt Samtalen i fortrolige Øieblikke ganske naturlig paa Grevens Familieforhold, og det faldt da ligesaa naturlig, at Greven betroede sin ældre Veninde, at han, en Ætling af det fyrstelige Hus Lichtenstein, paa Grund af politiske "Umtriebe" havde seet sig nødsaget til at forlade sin Hjemstavn i en saadan Hast, at han havde havde glemt sine legitimationspapirer og tilstrækkelige Penge til at leve for. Den gamle Dame, der mindedes Ordsproget Noblesse oblige, bad sig unge Ven om at tage tiltakke med hendes Bistand, men først efter lang Modstand gik Greven ind paa hendes ædelmodige Forslag. Baronessens Penge kom forøvrigt ret tilpas, thi i den senere Tid havde Greven ikke scet rigtig "gentlemany" ud, men nu skete der en Forandring, og Mange ville vistnok kunne erindre under Sommersaisonen i Tivoli at have seet den unge Udlænding, der paraderede med Frakke, Vest og Beenklæder af blaat Fløil, en rødstribet Skjorte og et glimrende rødt Silkehalstørklæde. Den gamle Baronesse kom imidlertid til at holde mere og mere af den unge Mand, og da hun, der besidder en betydelig Formue, ikke har umiddelbare Arvinger, besluttede hun at sikkre ham sine Penge ved Adoption. En saadan retslig Handling krævede lidt juridisk Sagkundskab, og Baronessen, der ikke selv besad denne, men tidligere havde havt Leilighed til at nyde Godt af en af det kjøbenhavnske Opdagelsespolities Overbetjentes gode praktiske Forstand, sendte Bud til denne og udbad sig hans Raad. Overbetjenten indfandt sig, hørte Baronessens Fortælling om den unge hjemløse Greve og kom til at see og tale med denne. Denne Samtale skulde imidlertid have sørgelige Følger. Opdagelsesbetjenten havde strax med det denne Stand ejendommelige Instikt Færten af, at der her var noget Galt paa Færde, eller at Greven, som han udtrykte sig, "var en forklædt Barbeersvend", og han anstillede derfor underhaanden en vidt omfattende Undersøgelse, som ogsaa tilsidst førte til det forrustede Resultat. Grev Joseph de Lamberg, Ætlingen af det fyrstelige Huus Lichtenstein, viste sig at være en Skolelærersøn fra det nordlige Sjælland, som havde bestaaet Afgangsexamen ved et Seminarium med en daarlig tredie Karakteer og derpaa flakket om i Sverrig. indtil han nu forsøgte sig i de aristokratiske Kredse i Hovedstaden. Forleden blev Greven under det kjøbenhavnske Polities Opsyn kjørt ud til sin fattge Fødeby.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 13. oktober 1869).

Selvangivelse for Tvveri. (Efterskrift til Politivennen)

Det er ikke saa sjeldent, at enkelte af de til Forsørgelse paa Ladegaarden henviste Individer for at udslippe for dette ubehagelige Opholdssted enten begaa en Forbrydelse eller paalyve sig en saadan. Søndagen den 25de Juli indfandt den tidligere flere Gange straffede Person Carl Edvard Melms, der var indlagt paa Ladegaarden, sig paa Politikamre: og angav, at han havde gjort sig skyldig i Tyveri, idet han, der samme Dags Eftermiddag havde overværet Gudstjenesten i Trinitatis Kirke, i den Stol, han blev lukket ind i, havde tilvendt sig en der henliggende Psalmebog, paa hvis Bind der stod, at den tilhørte Trinitatis Kirke, og stukket den i sin Lomme. Som Grund til, at han selv meldte sig som Tyv, angav han Ønsket om at blive befriet for at vare paa Ladegaarden, hvor Opholdet var ham utaaleligt. Han afgav endvidere Tilstaaelse om, at han for nogle Aar siden, medens han i længere Tid gik tilhaande hos to Værtshusholdere, havde af disses Pengeskuffer til forskjellige Tider stjaalet smaa Pengesummer til et Beløb af i det Hele omtrent en Snes Daler. Paa Grund af disse Tilstaaelser blev Melms anholdt og belagt med Arrest. Under de for Retten optagne Forhør vedblev Arrestanten sin Selvangivelse, men tilføiede, at han havde tilvendt sig Psalmebogen for ved dens Salg eller Pantsætning at blive straffet for Tyveri og saaledes undgaa Opholdet paa Ladegaarden, samt at han troede, al han allerede under de Sager, hvori han tidligere var bleven dømt, var straffet for de omhandlede Pengetyverier. Senere forklarede Arrestanten, idet han vedblev sine tidligere Forklaringer, at han strax, da han satte sig i Besiddelse af den omhandlede Psalmebog, gjorde det for at blive inddømt i Forbedringshuset og med den beslutning selv at melde sig som Tyv, hvorved han tillige havde til Hensigt at disponere over Psalmebogen for at skaffe sig Brændevin. Af Akterne i de mod Arrestanten tidligere anlagte Sagte i Forbindelse med de to omtalte Værtshusholderes Forklaringer fremgik det, at Arrestanten ikke forhen var straffet for Pengetyverierne. Men selv om Arrestantens Skyld i disse trods hans aldeles ubestyrkede Tilstaaelse har bevist, vilde der dog for saavidt ikke kunne paaføres ham noget Ansvar som Følge af, at han, hvis disse Tyverier vare blevne paadømte i Forbindelse med de Forbrydelser, hvorfor den seneste Dom af 31te Oktober f. A. overgik ham, ikke kunde være bleven idømt en høiere Straf end den, hvormed han blev anseet ved hin Dom. Hvad Arrestantens Forhold med Hensyn til Psalmebogen angik, var det vel godtgjort, at han havde sat sig i Besiddelse af den, der var vurderet til 2 Mk. og tilhørte Trinitatis Kirke; men da han ikke havde disponeret over den til egen Fordel, og hans Forklaring om, at han tildels tog Psalmebogen for ved Salget af den at skaffe sig Brændevin, ikke efter de fremkomne Oplysninger i deres Helhed turde antages for overensstemmende med Sandheden, fandt Resten ikke, at det kunde ansees for bevist, at Arrestanten i denne Henseende havde gjort sig skyldig i Tyveri, under hvilken Forbrydelse det ikke kunde henføres, at han havde taget Psalmebogen alene for at opnaa at blive dømt som Tyv og saaledes komme bort fra Ladegaarden. Kriminal- og Politiretten frifandt derfor Arrestanten for Aktors Tiltale, men tilpligtede ham ved Dommen at udrede Aktionens Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 12. oktober 1869)

Forslag til forbedring af Arbeidsklassens Kaar. (Efterskrift til Politivennen)

I "Ringkjøbing Amts-Avis" bekjendtgjør Landboforenings-Sekretair P. E. Pedersen af Hee Følgende, som vi ogsaa ville anbefale vore Læsere heri Egnen at tage under nærmere Overveielse og mulig Efterligning:

Enhver, der i længere Tid har syslet med de kommunale Anliggender, har med Bekymring erfaret, at det efterhaanden er gaaet tilbage med Arbejdsklassen, Huusmændene, Indsidderne og Dagleierne, og paa mange Steder trues desaarsag det almindelige Fattigvæsen med Byrder, del i Længden vil have ondt ved at bære; der fremkom af denne Grund i et Kommunal- og Landbomøde Forslag, om at der burde gjøres Noget til Forbedring af denne Klasses Kaar, og i denne Anledning blev der nedsat en Komitee paa 7 Medlemmer. Ved Mødet, denne Komitee afholdt i Slutningen af Mai, enedes man om adskillige Punkter, betræffende Aarsagerne til den paapegede Tilbagegang i Arbejdsklassens Kaar og Midlerne til den forønskede Forbedring heri; men da man fandt, at den udkastede Plans Gjennemførelse vilde kræve en kraftig Medvirkning af de kommunale Bestyrelser, Sogneraadet og Bestyrelsen for de Fattiges Kasse, saa ansaae man det for rigtigst at indbyde Delegerede fra disse Bestyrelser, og ved tvende Møder med dem og i sidste Kommunal- og Landbomøde enedes man om nedenstaaendc Betænkning, der altsaa maa betragtes som udgaaet baade fra Kommunal og Landdoforeningen og fra næsten alle kommunale Bestyrelser i Ulfborg-Hind Herreder.

Man antager, al de almindelige Aarsager til den tiltagende Armod i Arbeidsklassen er:

1) En forsømt eller mangelfuld Børneopdragelse, saa der ikke fra den første Tid indpodes Barnet den ønskelige Sands for Sædelighed, Orden og Selvopholdelse. For at hæve dette Onde foreslaaes, at der i hver Kommune til næste Sommer oprettes idetmindste eet Børneasyl, hvorhen enhver Moder i den omhandlede Klasse kunde om Hverdagen hele Sommeren sende de mindre Børn, i Regelen fra det fjerde til det 7de Aar, og hvor de af en Lærerinde, der er i Besiddelse af de ønskelige Egenskaber, kunde heldigen paavirkes og modtage en gavnlig Forberedelse for Skolen. Der vilde herved vindes saare meget for den arbejdende Klasse, idet begge Forældrene kunde med mere Tryghed og Stadighed søge Arbeide hele Dagen, naar de vide deres Børn overladte i saa gode Hænder, og desuden tør det ventes, at de Smaae ville nyde en heldigere Opdragelse under stadig Opsigt og Veiledning af en saadan Lærerinde, end der kan haabes i Hjemmet, hvor Børnene sjældent finde en passende Beskjæftigelse i denne Alder og hvor de let overlades for meget til dem selv. Man tør antage, at hvert Barns Ophold i Asylet vilde koste henved 1 Mk. ugentlig, hvilket for Sommerhalvaaret vilde beløbe sig noget over 4 Rd. Denne Betaling udredes af Kommunens Kasse for egentlige Fattiglemmers Børn, medens de Fattiges Kasse, understøttet af Kommunens Kasse, betaler for de Uformuende. De Bemidlede, forsaavidt de benytte Asylet, betale naturligviis for deres egne Børn, og samtlige Børn forsynes fra Hjemmet med den fornødne Føde.

2) Den Uskik at sende Børnene ud paa Tiggeri, istedetfor at holde dem til stadig Skolegang og anden nyttig Virksomhed. I denne Anledning foreslaaes, at der, hvor den private Godgjørenhed ikke strækker til, sørges for de Fattige i Sognet paa en hensigtsmæssigere Maade end ved egentlig Almisse, saa alt Betleri i tilsidst kunde ophøre. At de Fattige fra fremmede Sogne aldeles ikke burde gives Noget, er en Selvfølge. For at hæmme Betleriet maa man særdeles opfordre til privat Godgjørenhed, ligesom man ogsaa ret indstændigt maa lægge de Formuende i Kommunen paa Sinde at betænke de Fattiges Kasse, der jo i Grunden er Sognets nærmeste Understøttelses-Forening, noget bedre end hidtil i Regelen er skeet.

3) Mangel paa bekvem Leilighed for Tyende og den arbeidende Klasse til at gjøre de opsparede Smaasummer frugtbringende til Nytte for de kommende Dage. I saa Henseende foreslaaes, at der i Kommunerne oprettes Spare- og Laanekasser, som kunne modtage og frugtbargjort deslige Smaasummer. "Dansk Landbotidende", forrige Aargang, anbefaler varmt saadanne Kasser ved at angive flere Steder, hvor de trives godt og stifte megen Gavn Sammesteds findes ogsaa en fuldstændig Anviisning til deres Indretning og Bestyrelsesmaade.

4) En mangelfuld Fattiglovgivning, der ofte hindrer den redelige Arbeider i at opholde sig paa et Sted, hvor han kunde finde Erhverv, og ofte hindrer Sogneraadene i at anvende den fornødne Tvang mod de Lade. Alle erkjendte Fattiglovgivningens Brøst; men da Sagen nu er tagen under Overvejelse af rette Vedkommende, saa indskrænkede man sig til at udtale det Ønske, at det ret snart maatte lykkes Lovgivningsmagten at fremme den paapegede Reform.

5) For at Arbeidsløshed ikke let skal finde Sted, til Bekymring for den Stræbsomme og til Undskyldning for den Magelige, ansees det for særdeles ønskeligt, at der i hvert Sogn oprettes en arbeidsgivende Komitee, der saavidt muligt, til hver Tid kan anvise den Søgende passende Arbejde, og som efter bedste Evne bør søge at fremhjælpe Huusfliden ved at indkjøbe og videre forhandle alle i Sognet producerede Huusflidsgjenstande, forsaavidt de have nogen Værd, og ved at anskaffe Materiale, hvor det findes fornødent. Denne Komitee dannes af Bestyrelsen for de Fattiges Kasse og 2 eller 4 udvalgte Mand. De fornødne Pengemidler tages af de Fattiges Kasse, og hvor de stedsindende Midler ikke maatte strække til, tilskyder Kommunens Kasse med Amtets Samtykke det Manglende.

8) Man turde ogsaa formene, at mangen en Huusmand kunde skaffe sig en bedre Indtægt af sin lille Jordlod ved flittigere end hidtil at bruge Spaden i sin Fritid og paa anden Maade at vise den større Opmærksomhed.

Disse Forslag anbefales til alle Vedkommendes behagelige Overveielse og Benyttelse.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad  4. oktober 1869).

Tiltale for voldelig Adfærd og Meddelagtighed deri. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdagen den 11te f. M. om Eftermiddagen indløb der Anmeldelse til nordre Birks Politikammer om, at J. J. Binneballe af Hjortespring Søndagen forud om Aftenen var bleven mishandlet i den Grad af den i Nærheden af ham boende P. C. Petersens Hustru, Laurine Jacobsen, at der endog var Fare for hans Liv. Som Følge heraf blev der strax anstillet nærmere Undersøgelse i saa Henseende, og en Svensker ved Navn Anders Riegelson, der havde Tilhold hos Laurine og af Binneballe sigtedes for at have været Laurine i væsentlig Grad behjælpelig ved de ham af hende tilføiede Mishandlinger, bilagdes med Arrest, da han paa det Bestemteste benegtede enhversomhelst Delagtighed heri, hvorimod Laurine, der strax vedgik at have bibragt Binneballe de Slag, hvoraf han led, forblev paa fri Fod. Ifølge Binneballes Forklaring vare de nærmere Omstændigheder ved denne Sag følgende: Da han den paagjældende Aften, efter at have besøgt en ved Siden af Laurine boende Bekjendt, var passeret forbi hendes Vindue og paa Veien tæt udenfor Huset stod i Samtale med to andre Personer, kom hun ud af Huset og skældte ham ud samt beskyldte ham og hans Ledsager for at have kiget ind ad hendes Vinduer, hvilket ingen af dem havde gjort. Binneballe havde derfor opfordret hende til at gaa ind og passe sig selv samt fulgt bag efter hende ind i hendes Stue uden dog at tilføie hende nogen Overlast. Saasnart hun var kommen indenfor, var han imidlertid strax bleven overfalden baade af Arrestanten og af Laurine, idet den Sidstnævnte slog løs paa ham med en tyk Bøgestav, og den Førstnævnte, efter hvad han antog, med en Kniv bibragte ham flere Stik i Hovedet, hvorhos endnu en tredie Person, der ligeledes var tilstede i Stuen, spændte Ben for ham, saa at han faldt. Tilsidst lykkedes det ham dog at undkomme og krybe ud ad Døren, hvorpaa han af sine Ledsagere, der vare blevne paa Veien udenfor Huset i nogen Afstand fra dette og saaledes ikke havde kunnet se, hvad der foregik inde i det, blev hjulpen hjem i en meget ynkelig Forfatning, saaledes at han strax efter at være kommen ind i sin Stue ladte Bevidstheden og i længere Tid var besvimet. Medens denne Binneballes Forklaring, forsaavidt angaar, hvad det passerede udenfor Laurines Bolig, saavel forinden Binneballe gik derind, som efter at han atter var kommen ud derfra, ganske stemte med hans Ledsagere, der begge hørte, at Døren blev smækket i efter ham, og af hvilke den ene tillige hørte, at Laurine raabte: "Hold bare fast", have begge de Tiltalte bestemt negtet, at Døren skulde være bleven lukket, efterat Binneballe var kommen ind, at der skulde være blevet raabt, som anført, eller at Riegelson skulde have havt nogensomhelst Del i den mod Binneballe anvendte Vold, idet Riegelson, der først vil være kommen tilstede, efterat laurine alt havde bibragt Binneballe flere Slag, tværtimod kun vil have opfordret hende til at holde op og hjulpet ham ud, ligesom Laurine ogsaa stadig fastholdt, at hun alene havde bibragt ham de ham tilføjede Læsioner med den under Sagen tilstedebragte Bøgestav, der fandtes at være l½ Alen lang og omtrent 4½ Tomme i Omkreds. Hun mente at have været fuldt berettiget hertil, idet hun paastod, at han og hans Ledsager, medens hun sad og syede i sin Stue, havde kiget ind ad Vinduet til hende, og at han, da hun var gaaet udenfor og havde bebreidet ham dette, havde taget fat i hende, puffet hende ind i Huset, og fulgt bagefter hende i en Krog i Stuen mellem Vinduet og en Kiste og knebet hende i Armene samt revet hendes Tøi itu, indtil det endelig var lykkedes hende at komme fra ham og gribe den ovennævnte Stav, med hvilken hun da havde slaaet løs paa ham, hvor hun kunde træffe, indtil Riegelson var kommen til fra et Værelse ved Siden af og havde faaet hende til at høre op hermed. Endelig negtede begge de Tiltalte, at nogen tredie Person havde været tilstede i Stuen ved den omhandlede Leilighed og spændt Ben for Binneballe, hvilket heller ikke under Sagen kunde oplyses, ligesaa lidt som nærmere Overensstemmelse mellem de afgivne modstridende Forklaringer var at opnaa. Ifølge den tilvejebragte Lægeattest havde de Binneballe, som ovenfor anført, tilføiede Mishandlinger foranlediget, at han havde to Saar oven i Hovedet, det ene omtrent en Tomme langt, det andet noget mindre og af en saadan Dybde, at Hovedets Ben vare blottede, foruden nogle mindre betydelige Saar, ligesom Hovedet ogsaa i det Hele var overordentlig ømt; derhos havde han paa Kroppen adskillige Mærker af Slag, idet navnlig venstre Arm var stærkt ophovnet, og disse Beskadigelser havde medført Fare for en Lungehindebetændelse, som dog blev hævet. For dette Forhold blev Laurine, som er 41 Aar gammel og tidligere havde været straffet for Tyveri og uhjemlet Besiddelse af stjaalne koster, nu ved nordre Birks Extraret i Medfør af Straffelovens § 203 jfr. § 40 sidste Led, anset med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage, hvorimod Riegelson, mod hvis Benegtelse af at have tilføiet Binneballe nogensomhelst Omlast der ikke kunde tilveiebringes et til at fælde ham tilstrækkeligt Bevis, ved Dommen frifandtes for Aktors Tiltale.

(Dags-Telegraphen (København) 28. september 1869)