Henrik Christian Hansen. Efterskrift til Politivennen).

Højesteretsdom, mandag den 16. november 1874, nr. 211, stadfæstde dom på 18 måneders forbedringshusarbejde ved Rønne Købstads ekstraret 17. oktober 1874

Stamrullen fra Statsfængslet i Vridsløselille. Henrik Christian Hansen. Fange nr. 217, straf på 1½ år, Højesteret , 16. november 1874. Indsat 28. november 1874, løsladt 28. november 1875. Født i Rønne, på daværende tidspunkt 19 år og ugift. Han var tidligere straffet 24. februar 1874 for tyveri med 3x5 dages vand og brød, 22. august 1874 med 4x5 dages vand og brød.

Tyverier fra Skibe i Havnen. Arrestanten Henrik Christian Hansen, der flere Gange har været straffet for Tyveri, senest med 18 Maaneders Forbedringshuusarbeide, havde i December Maaned f. A. fra Skibe og Baade, der laae her i Havnen, paa Tider, hvor Ingen opholdt sig paa samme, begaaet en Mængde forskiellige Tyverier, hvorved han tilvendte sig en stor Deel Gjenstande til en Værdi i det Hele af noget over 200 Kroner, og af hvilke Tyverier de fleste vare forbundne med Indbrud. Arrestanten havde saaledes bl. A. i en Skonnert først forsøgt at opbryde Døren til Kahytten med en Baadshage, som han havde medbragt; men da dette ikke vilde lykkes ham, skaffede han sig Adgang til samme ved at ituslaa Ruderne i Skylightet og krøb ned gjennem den derved frembragte Ladning i Kahytten, hvor han stial nogle Klædningsstykker, m. M. Herfra begav han sig til Folkelukaffet, hvis Mappe han med Magt borttog og aabnede dets Halvdøre, hvorpaa han steg ned i Lukafet, hvorfra han stjal en Styrmanden tilhørende Skibskiste med Indhold. Efterat Arrestanten paa omtrent lignende Maade havde skaffet sig Adgang til Kahytten i en anden Skonnert, hvor han ogsaa frieri nogle Klædningsstykker m m. og med disse Koster var gaaet iland og havde gjemt dem i en Baad, vendte han strax tilbage til Skibet og stjal i Folkelukafet noget Tøi, som han lagde fra sig paa Skibet. Han gav sig derpaa til at bemægtige sig nogle i Kahytten beroende Dyner, som han vilde hale ud med en Skraber; men medens han var ifærd hermed, blev han forstyrret af en Person, der kom ombord og spurgte efter Styrmanden. Forat denne Person imidlertid ikke skulde fatte Mistanke til Arrestanten, foregav denne, at Styrmanden opholdt sig i et Værtshuus, og af samme Grund fandt han det sikkrest at følge Personen hen til Styrmandens foregivne Opholdssted, og medens Personen var nede i dette, bortfjernede Arrestanten sig uden senere at turde vende tilbage til Skibet for at hente de der efterladte Koster. For disse og flere andre deels fuldbyrdede, deels forsøgte Tyverier blev Arrestanten, der desuden havde overtraadt et ham af Politiet til Protocollen over mistænkelige Personer givet Tilhold, ved Criminal- og Politirettens Dom anseet med 5 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. maj 1876).

Tyveri. En tidligere straffet Person ved Navn Henrik Christian Hansen passerede Natten imellem den 21de og 22de Mai d. A. Nyhavn, og der paakom ham da pludselig den Tanke at begaae Tyveri i et af de i Havnen liggende Skibe, for at han ved Udbyttet af Tyveriet kunde faae Arbeide eller Hyre. I den Hensigt at udføre denne Beslutning gik han ombord i en ved Bolværket i Nyhavn beliggende Sandbaad, i hvilken der forude fandtes et Lukaf. Til dette Lukaf, der undertiden benyttedes til Natteophold af Mandskabet, og som den paagjældende Nat var aflaaset, idet der for den Lem i Dækket, hvorigjennem der var Nedgang til samme, var anbragt en med Hængelaas forsynet Jernstang, skaffede Personen sig Adgang ved med en Jernaaregaffel at itubryde Hængelaasen, og stjal der en Olietrøie, et Par Oliebeenklæder og en Sydvest, hvilke Gjenstande tilsammen vurderedes til 5 Kr.; tillige stjal han en Uldtrøie, som han strax iførte sig. Kort efterat Tyveriet var udført, blev han imidlertid anholdt tilligemed Olietøiet, som han baade indsvøbt i et Lommetørklæde. Arrestanten, der tillige havde overtraadt et ham af Politiet givet Tilhold, blev ved Criminalrettens Dom anseet for 5te Gang begaaet grovt Tyveri med Forbedringshusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juli 1879).

“Henrik Christian Hansen, født og hjemmeh: i Rønne; meget virksom og ufortrøden Skibstyv her i Kbhn:; sidst 5/6 79 – 4 Aar Forbdh: Gen: Bl 2675. 353.” [I folketællingen 1880 ses han som fange i Vridsløselille Straffeanstalt. Han er 24 år, født i Rønne. Han er ugift og sømand.] [1882]. Genealogisk Forlag. Han var formentlig født omkring 1855 ifølge en anden indførsel hos Genealogisk Forlag fra 1879: “Henrik Chr. Hansen, nu 24, født i Rønne; Skibstyverier i Mængde; ofte straffet; den 9/7 79 afl: herfra til 4 Aars Tugthus. 228”. [1879]

Klappere i Herstedøster. (Efterskrift til Politivennen)

"Skrig nok, men lidt Uld." Under en ved Københavns Amts søndre Birks Politiret paakendt Sag, der blev anlagt i Begyndelsen af 1875, men først nu er afgjort, fordi den i omtrent 3/4 Aar har maattet bero paa Finansministeriets Erklæring, tiltaltes en Gaardejer i Herstedøster for at have undladt at give Møde med to Klappere ved en af Hans Majestæt Kongen den 24de Oktbr. 1874 i det 2det københavnske Skovdistrikt afholdt Jagt. Den Tiltalte erkendte under Sagen, at han fom Ejer af en Gaard i Herstedøster har været tilsagt til at give Møde med to Klappere ved den nævnte Jagt, men ikke har præsteret saadant Møde, samt at han, uagtet han da endnu ikke havde Skøde paa Ejendommen, men kun besad den efter Købekontrakt, bærer Ansvaret for Undladelsen af Møde, men han har ment, at han i Henhold til Lov af 25de Marts 1851 § 12 ikke er pligtig til at afgive Klappere til Kongejagter, idet saavel hans eget Adkomstdokument som hans Formands Skøde Intet indeholder om at en saadan Forpligtelse hviler paa Ejendommen, og subsidiært har han bemærket, at han ikke kan anse sig for forpligtet til at levere mere end een Klapper, idet der, inden den Gaard, hvoraf hans Ejendom er en Del, blev udstykket, kan krævedes to Klappere af den samlede Ejendom, medens der nu dels er krævet to Klappere af den Tiltalte som Ejer af en Parcel og endvidere fire Klappere af Ejeren af de andre Parceller, hvori Ejendommen er delt. Det er imidlertid under Sagen oplyst, at det i det kgl. Skøde, hvorved Hoveejendommen afhændedes af Staten, blev paalagt Køberen i "Proportion af Gaardens Størrelse ligesom andre Bønder og Selvejere at gøre Tjeneste med Heste, Vogne og Folk", bl. A. ved "ordinære Klapjagter", og da den Omstændighed, at denne Forpligtelse ikke udtrykkelig er nævnt t de senere Adkomstdokumenter paa Ejendommen, eller at disse ikke ved Tinglæsningen har faaet nogen Retsanmærkning om denne Behæftelse, medens der i den alene henvises til de i ældre Adkomster begrundede Rettigheder og Forpligtelser, ikke kan medføre Forpligtelsens Bortfalden, maa den Tiltalte anses for at have været pligtig til at møde med Klappere ved den omhandlede Jagt, og da han ikke har oplyst, at der i Proportion af Ejendommens Størrelse kun kan paahvile ham Forpligtelse til at afgive én Klapper, maa han anses for rettelig at være tilsagt at give Møde med to Klappere, jvfr. ogsaa den ovenciterede i Lov af 25de Marts 1851, og han blev derfor i Henhold til Plakat af 29de Septbr. 1827, §§ 1 og 3, anset med en Bøde til Birkets Politikasse af 4 Kr.

(Social-Demokraten 5. maj 1876).

Graver Lind paa Assistenskirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Graver Lind og hans Graverkarle. Begravelsesvæsenet er overalt i Uorden, og Assistenskirkegaard er, som enhver Københavner ved, skrækkelig forsømt. Præsterne kommer for sent til Jordpaakastelsen, nogle af dem bliver aldeles borte fra den, naar der ikke gives tilstrækkeligt i Skaalen, og Graveren - det er især om ham at jeg vil skrive - drukner bogstavelig Ligene derude, ligesom det koster stor Mønt at faa ham til at sætte sit Pynt: Fandens Mælkebøtter, Timian, Brunkarse eller hvad han nu kalder den, paa Gravstederne. Derfor er det godt og rigtigt, at det er tilladt Familierne at lade deres Gravsteder lægge op og passe af Folk udenfor Graverens Domæne, ti det bliver baade bedre gjort og for en langt billigere Betaling.

Jeg er Arbejdsmand og har i mange Aar været beskæftiget med at passe en Del Gravsteder paa Assistens Kirkegaard. Fortrædiget og forulempet har jeg og Alle af min Haandtering altid været derude, ja jeg har endog været idømt 4 Rd. i Mulkt, hvilke jeg dog, for ikke at fodre Politikassen, "sad af", som man siger, for at skulle have pryglet en Graverkarl ved Navn Hans Rasmussen, det Karlen vidnefast har erklæret for Løgn, da jeg kun vilde forsvare mig for at undgaa Hug af ham. Dokumenterne derom ligger nok hos Politiassistenten paa Nørrebro, til hvem jeg blev henvist efter at have klaget til Retten over, at Dommen var forkert - hvilket Karlen, som skulde have faaet Pryglene, jo i Vidners Overværelse ogsaa erkendte.

Da nu Graver, Sekretær Lind har lovet mig en god Dragt Prygl, har jeg heller ikke hidtil fundet det belejligt at forlade mit Arbejde, for paa hans mange og indstændige Opfordringer at besøge ham paa hans Bopæl.

Derhos forbyder Graver Linds Bud, eller hvad Manden nu er, mig at medtage fra Kirkegaarden de Planter, Blomster og andre Genstande, som er min Ejendom og som jeg ikke har Brug for, naar Gravstedet er ordnet og jeg vil gaa hjemefter endt Dagværk.

Det staar paa Tavlen, siger han. Men jeg siger nej, det staar ikke paa Tavlen. Det jeg bringer ud, er nemlig ikke Tyvekoster.

Nu har jeg ganske godt at bestille derude, for jeg gør ordenligt Arbejde, er baade tidlig og sent paafærde - Hr. Graverens, Sekretærens Optræden, selv paa Distance, generer derfor baade mig og Andre.

Hvad jeg egenlig har til hensigt med det Ovenanførte er at bede Hr. Graveren om at holde sig i Skindet og ikke af Brødnid fortrædige mig og mine Lige, for ellers maa vi have fat paa ham paa en anden Maade.

H. Johannesen.

(Social-Demokraten 3. maj 1876).

Holger Markus Frederik Lind (1822-1888) havde i 1867 overtaget graver Visbys distrikt foruden sit eget, Helliggejst Assistens Kirkegård, samt bestyrelsen af Petri, Reformert og "øvrige" Helliggeist Assistens Kirkegård. Graver Lind arbejdede i 1878 på St. Johannes Kirkegård. Hans far, Peter Julius Lind var graver ved Assistens Kirkegård. Han fratrådte i 1884. Graverboligen lå på hjørnet af Kapelvej og Nørrebrogade. Da han fraflyttede, blev den benyttet som kontor for Assistenskirkegårdens andre gravere. I 1886 blev den omdannet til filialskole for kommunens friskoler på Kapelvej og Charlottegade. 

Folketingsvalgene i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

 - - -

5te Valgkreds.

Valghandlingen, der fandt Sted paa Exerercerpladsen og overværedes af en overordentlig stor Masse Mennesker - 15-25,000 - indlededes med nogle Ord af Valgbestyrelsens Formand, Skoledirecteur, Prof. Holbech, der udtalte, at han upartisk, uden at see til Høire eller til Venstre, vilde lede Forhandlingerne, men da ogsaa haabede, at Forsamlingen i sømmelig Ro og Orden vilde høre paa Talerne. Han oplæste derefter det kgl. aabne Brev angaaende nye Valg, nævnte de to Candidater ved Navn, nemlig Directeur Bille og Cand. phil. L. A. Fr. Pio, samt deres Stilleres Navne - Bille var stillet af General Carøe, Ass. pharm. Glahn, Cancelliraad Hegel og Fabrikant, Stadsrevisor Petersen, Pio af ialt 32 Mand - og gav endelig Ordet til en af Billes Stillere, nemlig Assessor Glahn, som kortelig anbefalede dennes Valg.

Skizze af valghandlingen i Københavns 5. kreds på Exercerpladsen den 25. april 1876. Illustreret Tidende nr. 866, 30. april 1876

Directeur C. Steen Andersen Bille fik dernæst Ordet. I 15 Aar havde han repræsenteret Kredsen i Folkethinget og i den Tid taget en betydelig Deel i alle vigtigere Rigsdagsdebatter (Hør!); ogsaa Arbeiderne havde ofte udtalt deres Paaskjønnelse af hans poliliske Virksomhed. Han havde derfor ikke nødig at indlade sig paa en lang politisk Drøftelse ved denne Leilighed. Ganske vist var der stor Uenighed om hans Valg, men denne Meningsstrid havde vakt Liv og Interesse og havde bevirket, at der paa dette Sted var samlet en større Vælgermasse idag end noget andet Sted i Landet. Det Eneste, han vilde tale om, var Forsvarssagen. Alt, hvad der skulde sikkre et Lands Selvstændighed, maatte nødvendiqt fremtræde som en Byrde for Folket, navnlig naar det var lille. Og saaledes vare vore Forsvarsudgifter store, ja beklagelig store for et Land, der kun havde fredelige Tanker. Men det Første for Folket som for Individet var Sikkerhed for Liv og Existents. (En Stemme: Fred og Kjærlighed!) Ja vel, Fred og Kjærlighed, send den Opfordring til de store Hovedstæder, hvorfra Erobringsplanerne udgaae; der er en Mand, der hedder Bismarck, send den til ham! - Forsvarssagen laa vel endnu ikke heelt klart for i alle Enkeltheder; men enkelte Spørgsmaal vare gjennemdrøftede, de Befæstningsanlæg nemlig, der skulde sikkre os mod en øieblikkelig Overrumpling, og for en saadan vare vi nu udsatte. Der skulde arbeides forud for Begivenhederne, thi hvor vanskeligt det var bagefter at erobre det Tabte tilbage, derom kunde de Danske fortælle Noget. Alle maatte derfor være enige om de af Regjeringen foreslaaede Forsvarsforanstaltningers Nødvendighed. (Stærk Modsigelse.) De Sagkyndiges Stemme burde her høres, ligesom hvor Talen var om ethvert andet technisk Spørgsmaal, som f. Ex. naar vi vilde have bygget et Huus eller syet et Par Støvler. Begge Parter paa Rigsdagen vare ogsaa enige om, at Udgiften skulde gjøres, men Uenigheden var kun om Maaden at reise Pengene paa og at bruge dem. Der var ingen Nødvendighed for en extraordinair Skat, men skulde det være, da lad os, der høre til de velhavende Klasser, vise, at hvor Talen er om Forsvaret, da træde vi ei tilbage, fordi der appelleres til vor Pung. Han troede ikke, at Spørgsmaalet om en extraordinair Skat tilsidst vilde støde paa Vanskeligheder hos Regjeringen. Man burde prøve Alt og vælge det Bedste; men han troede ikke, at dette Ord vilde føre til Bygningen af flydende Forter. Han agtede saaledes at stemme for Regjeringens Forslag og iøvrigt at stemme efter sin Overbeviisning, hvad enten det blev til Behag eller til Mishag. Han haabede, naar denne Dag var tilende, at see sig gjenvalgt med et stort Fleertal. (Stærke Bravoraab og Hyssen.)

Høker H. Petersen anbefalede Pios Valg. Han troede ikke, at Bille havde repræsenteret den store Deel af Kredsens Vælgere paa en heldig Maade; thi Bille havde aldrig virket noget for de ringere Stillede. (Hør!) Nogen hæderligere og mere velbekjendt Mand end Pio kunde man ikke finde.

Cand. Pio erholdt derpaa Ordet og modtoges med længe vedvarende Bifaldsraab. Han ansaae ikke den Omstændighed, at en Valgcandidat var gammel som saadan for at være en absolut Anbefaling for ham; thi den politiske Situation forandredes. En liberal og frihedssindet Mand i 1770 vilde ikke længere være det i 1870 Og saaledes var det gaaet med mange af Mandene fra 1848. Da var det den dannede Klasse, som var fremme i Bevægelsen. Men denne havde nu naaet Massen af Folket der nu følte, at den levede et politisk uværdigt Liv. Han fremstillede sig som Candidat for denne nye Retning. Han havde ikke 15 Aars Anciennitet som Rigsdagsmand, men han havde de 3 Aars Fængsel at støtte sig til, og det veiede maaskee lidt mere hos mange Vælgere. (Hør!) Den socialistiske Bevægelse havde overlevet alle Forfølgelser; trods alle Kvælingsmidler blev den stærkere med hver Dag; Resultatet vilde nok komme engang i Tiden. Socialismen var bleven behandlet paa to Maader. Det ene Parti havde sagt, at han og Meningsfæller vilde de skrækkeligste Ting, den værste Skjændselsdaad, det andet havde befundet sig vel ved denne Bevægelse, havde fundet, at Foreningerne sikkrede dem en større Arbeidsløn osv. Der var da vistnok lidt Ret i den Bevægelse. Man havde sagt, at vi troede hverken paa Præster eller Degne; men hvordan gik det da med Modstandernes Religion; havde de havt nogen, da havde han ikke staaet her idag og talt om Frihed m. m. Dernæst havde man sagt, at Socialisterne vilde Familien tillivs. Ja, Gud bedre Arbeidernes Familieliv, der var ikke Meget at spolere. Den Tale om Delingen af Eiendommen var ligesaa usand. Det var Arbeiderne, der havde skaftet Juvelerne, Silkekjolerne osv. tilstede; de forlangte kun til Gjengjæld at faae det fulde Udbytte af deres Arbeide. Lad omsider dem faae Værdierne, som have tilvejebragt dem. Altsaa, Intet i hans Anskuelser forhindrede Nogen i at sende ham til Folkethinget. Han var selv ikke forhippet derpaa: thi han vidste, at han vilde faae de 101 andre Folkethingsmænd imod sig. Men det var af Betydning, at Arbeiderne dog omsider fik en Repræsentant. Saa var der Udgifterne til Kjøbenhavns Befæstning. Fortet om Kjøbenhavn betød, at der en Dag kunde komme en Belejring, da Bomberne susede over Borgernes Hoveder, og da Byen bliv forvandlet til en Askehob. Dernæst vilde vi vist først være halvt befæstede den Dag Fjenden kom; saa maatte vi bede ham om at være saa god at angribe os fra den befæstede Side. Men naar det kom til en virkelig Belejring, hvorledes skulde saa Kjøbenhavn proviantere, naar Fjenden, som det vilde skee, kom med 2 Dages Varsel? Rimeligt vilde det være, at en stor Deel af Kjøbenhavns rigere Indbyggere vilde under en Belejring vide at bringe sig selv og deres Ejendele i Sikkerhed.

Valgbestyrelsens Formand nedlagde Indsigelse imod denne Yttring.

Pio vilde have sin Bemærkning fremsat i al Almindelighed, og saaledes forstaaet hævdede han dens Berettigelse. En Landbefæstning vilde være skjæbnesvanger for Byen som Handels- og Fabriksby. Alle de største Handelsstæder i Verden vare ubefæstede. Derfor vilde det være urimeligt, om man valgte den Candidat, der erklærede at ville stemme for Kjøbenhavns Befæstning. Blev han valgt, da havde han en noget anden Opfattelse af en Rigsdagsmands Pligter end den, de hidtidige kjøbenhavnske Rigsdagsmænd syntes at have. En Rigsdagsmand var kun et Talerør for sine vælgere; han maatte altid være Ajour med sine Vælgeres Anskuelser om de enkelte Sager, der kom for i Valgperioden. Vi kunde nu vente stormfulde Sessioner, og det var da en Folkethingsmands Pligt saa ofte som muligt at tale med Vælgerne. Han anbefalede sig hermed til valg og bad Vælgerne skjænke ham deres Stemmer. (Stærke Bifaldsraab.)

Fuldmægtig Bandtholz spurgte Candidaterne, hvilken Betydning de tillagde Folkethingets Majoritet, samt om, hvorvidt de ligesom han ansaae gjentagne Opløsninger for utilladelige.

Snedker Petersen rettede ligeledes det sidstnævnte Spørgsmaal til Candidaterne, der endelig af Høker Petersen hvorledes de stillede sig til provisoriske Finantslove.

Directeur Bille, som kun med nogen Vanskelighed kunde komme til Orde, udtalte, at han tillagde Folkethingets Majoritet stor Betydning og derfor i høi Grad ønskede, at han og Meningsfæller maatte komme i Majoritet ved valgene idag. Han ansaae det for uberettiget i al Evindelighed at vedblive at opløse, men dette Spørgsmaal laa jo nu slet ikke for. Hvad provisoriske Finantslove angik, da havde han i 1853 modsat sig en saadan bestemtere end nogen Anden, medens venstres Førere havde tiet.

Cand. Pio ansaae Folkethinget, som alene repræsenterede Folket, for at have den afgjørende Stemme i Alt Folket vedrørende. Fortolkningen om gjentagne Opløsningers Berettigelse ansaae han for stridende imod Grundlovens Aand og Mening; den Afgjørelse, der fandt Sted ved de idag afholdte Valg, burde derfor respecteres.

Hermed var Forhandlingen sluttet, og der skredes til Kaaring. Ved denne afgaves det aldeles overveiende Antal Stemmer for Pio, som derpaa under stærke Bifaldsraab erklæredes valgt ved Kaaring. Directeur Bille forlangte imidlertid skriftlig Afstemning.

Valghandlingen, der, som ovenfor sagt, overværedes af et særdeles stort Antal Mennesker foregik i det taget i Ro, saaledes at begge Talerne under deres Foredrag erholdt Ørenlyd, medens dog Directeur Bille under sin Replik kun med megen vanskelighed kunde komme til Orde.

- - -

Carl Steen Andersen Bille (1828-1898) havde som han selv nævnte i sin tale, været folketingsmand for Københavns 5. valgkreds siden 1861. Som han repræsenterede indtil han trådte tilbage fra det politiske liv. Han var modstander af Bondevennerne. Han var indtil 1872 med i redaktionen af Dagbladet, og blev i stedet direktør i Kjøbenhavnske Byggeselskab (1872-1876), samt valgt som borgerrepræsentant i København. Han fortsatte som korrespondent for The Times 1872-1874. Det kjøbenhavnske Byggeselskab styredes i det skjulte af C.F. Tietgen og stod bl. a. bag saneringen af Peder Madsens Gang og byggeriet af nye ejendomme omkring Hovedvagtsgade, fornyelsen af Hotel d'Angleterre samt anlæggelsen af Søtorvet.

Ved den skriftlige afstemning i 5. fik Pio 1.013 stemmer, mens Bille fik 2.037 stemmer. 

9de Valgkreds.

Mødet, der overværedes af et Par Tusinde Mennesker, aabnedes af Valgbestyrelsens Formand, Bankdirecteur Reimann, der meddeelte, at der havde stillet sig to Candidaler, Hr. Povl Geleff og Commandeur Tuxen. Tobakspinder J. Nielsen anbefalede Hr. Geleff. P. Geleff vilde væsentlig udtale sig om det Spørgsmaal, der havde fremkaldt Folkethingets Opløsning, nemlig Befæstningssagen. Han ansaae i al Almindelighed Krig for en Ulykke, for en Synd mod Humaniteten. Krige bleve efter hans Mening kun førte for Fyrsternes Skyld; bleve Folkene enige om ikke at føre Krig; vilde der ingen Krige blive. Han vilde derfor aldeles ikke bevilge noget til Forsvarsvæsenet, idet han meente, at en Befæstning af Kjøbenhavn kun vilde være at lokke en Fjende til at tiltvinge sig vor Alliance, saaledes som Englænderne vilde i 1801. Han vilde bede de Vælgere, der ikke ønskede Kjøbenhavn befæstet, om at stemme paa ham.

Pastor Holck anbefalede Commandeur Tuxen som en maadeholden og besindig Frihedsmand, der navnlig i den nærmest foreliggende Sag kunde virke til megen Gavn ved sin Sagkundskab.

Tuxen (der hilstes med stærke Bifaldsyttringer) præciserede, at der ved Regjeringens Opløsning af Folkethinget forelaa tre Spørgsmaal: om vi skulde have en Søbefæstning af Kjøbenhavn - herpaa vilde Taleren svare Ja - om vi skulde knytte Bevillingen hertil til en Indkomstskat - hertil vilde han svare Nei - og om vi vilde bevilge Penge til de nye Kanoner - hertil vilde han svare Ja. Man kunde ikke tænke paa at ophæve Krigene, overalt i Europa rustede man sig, og vi kunde ikke holde os tilbage; vi maae stræbe hen til, at vi, saavidt muligt, kunne forsvare os. Den, der opgiver sig selv, er allermeest udsat for at falde i Fjendens Magt. Folkethingsfleertallets Forslag om en Indkomststat var unødvendigt, og burde i hvert Fald ikke blandes sammen med den det aldeles ikke vedkommende Befæstningssag. Kjøbenhavns Landbefæstning var et Spørgsmaal, som endnu ikke laa for; den angik Forsvaret i 2den Linie, men for Øieblikket var der kun Tale om Forsvaret i 1ste Linie. Herom kunde Taleren altsaa ikke nu udtale sig. 

Matros P. Funch meente, at Arbeiderne altid havde havt deres Støtte hos de saakaldte "Storborgere", saavidt han forstod dette Ord. 

Geleff mindedes en Valghandling i denne Kreds i 1852, hvorved Commandeur Tuxen ogsaa var anbefalet som en "moderat Frihedsmand", ved hvilket Udtryk Taleren ikke kunde forslaae Andet end en Mand, der kun vil give en Deel af Folket Frihed. (Stærk Modsigelse.) En Indkomstskat var nødvendig; thi vi trængte baade til Toldnedsættelser og til mange andre Reformer. Taleren hævdede stærkt, at Ligeberettigelse af Folkething og Landsthing var en Krænkelse af den almindelige Valgret; først naar Folkethingets overveiende Betydning blev anerkjendt, vilde Statsmaskineriet komme istand igjen.

J. Nielsen spurgte Commandeur Tuxen, om han ansaae gjentagne Opløsninger af Folkethinget fra Regjeringens Side for berettigede.

Tuxen oplyste, at han aldrig havde stillet sig i denne Kreds før 1864, og altsaa ikke havde været Candidat i den i 1852. Gjentagne Opløsninger vare ikke imod Grundloven, og altsaa berettigede; et andet Spørgsmaal var, om det var fornuftigt at anvende dem; det kone an paa de foreliggende Sager. 

A. Petersen spurgte, om Tuxen vilde virke for en ny Valglov, hvorefter Fattigunderstøttelse ikke skulde medføre Tab af Valgret. 

Maskinmester Lind anbefalede varmt Turen som en Tolk for de Anskuelser, Taleren ansaae for de rette. Han vilde ønske, at Tuxen vilde stræbe hen til at skaffe gamle Sømænd en Understøttelse af Staten.

Stadssergent Schultz troede ikke, at Toldnedsættelserne vilde komme Forbrugerne tilgode. Han mindede om Consumtionsskattens Ophævelse, der slet ikke havde bragt Kjøbstæderne den Fordeel, man havde havt til Hensigt. Hin meente, at man i de militaire Sager skulde høre de Sagkyndige.

Efterat endnu nogle Reptiler vare vexlede mellem de foregaaende Talere, skredes der til Kaaring, ved hvilken Commandeur Tuxen saa godt som eenst. blev valgt; der forlangtes skriftlig Afstemning.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. april 1876. Uddrag).

Ved den skriftlige afstemning i 9. fik Tuxen 587 stemmer, mens Geleff fik 119 stemmer.

Ved folketingsvalget fik Højre som repræsenterede regeringen og landstingets standpunkter i befæstningsplanen, 28 repræsentanter, mens oppositionen (Venstre) fik 74 repræsentanter. 15 kredse skiftede fra Højre til Venstre, jævnt fordelt på hele landet. Kun en enkelt kreds skiftede fra Venstre til Højre. Valgdeltagelsen var betydelig højere end i 1873.

Pastor Frimodt. (Efterskrift til Politivennen)

Aabent Brev

til

Hr Pastor Frimodt.

Da det er blevet mig bekendt, at Deres Velærværdighed adskillige Gange saa vel privat som fra Prædikestolen har givet Deres Had Luft mod det social-demokratiske Parti her i Landet, hvis Leder jeg for Øjeblikket har den Ære at være, saa tillader jeg mig herved at rette en alvorlig Opfordring til Dem om ikke længere at komme med Deres Ytringer, hvor Præstekjolen beskytter Dem mod Modsigelser, men at udtale Dem, hvor De kan vente, at der vil findes Mænd, som kan oplyse Dem og Deres Meningsfæller om, i hvilken Grad De er ukendt med det sande Indhold af den Lære, De saa stærkt kritiserer. Da jeg jo kan antage, at det maa være Dem, som "Hyrde", magtpaaliggende at anvende alle Midler for at ikke de troende "Faar", der følger Dem i Hælene, skal forvildes fra denne sikre Vej til Himmerig, har jeg troet at imødekomme Deres Ønske ved at tilbyde Dem en Disputation om, hvorvidt Socialismen kan forsvares fra det kristelige Standpunkt. Jeg føler mig overbevist om, at det vil falde Hr. Pastoren meget let at erhverve et rummeligt Lokale til denne Diskussion, - De har jo iøvrigt vist, at St. Johannes Kirken kan bruges, naar det kniber, - og jeg vil derfor overlade dette til Hr. Pastorens Omsorg, idet jeg blot forbeholder mig Dispositionsret over Halvdelen af Adgangskortene, for saa vidt saadanne skal udstedes.

Som det let vil ses, giver jeg Dem, ved Valget af et saa "kirkeligt" Tema, alle mulige Chancer for en Sejr, og hvis De ikke modtager denne Udfordring, er jeg derfor - da Høfligheden forbyder mig at søge Grunden i personlig Fejghed hos Dem, - nødt til at antage, enten at De ikke bryder Dem stort om den "Hjord", hvis Pengeskabsnøgler og andre kristelige Interesser Gud i Forbindelse med Kultusministeren har kaldt Dem til at vogte, eller at De mistvivler om den Sags Vigtighed, som De betales for at forsvare.

Imødeseende Deres ærede Svar tegner jeg mig

Med særdeles Agtelse

Louis Pio

Ravnsborggade 21.

(Social-Demokraten 2. april 1876).

Politik paa Prædikestolen

Det er meget tidsvarende, at dette Spørgsmaal er kommen paa Tale midt under en Valgtid, og det lader til, at heller ikke Ministeriel kan ønske, at de politiske Spørgsmaal drøftes paa dette Sted. De Geistlige gjør ogsaa deres sag en daarlig Tjeneste derved; thi medens en Lægprædikant meget vel kan revse hvad han mener er Tidens Daarligheder og saa tage Følgerne enten fra utilfredse Tilhørere eller fra Øvrigheden, hvis han overskrider Lovene, saa kan en geistlig statsembedsmand, der har Eneret paa at bruge Prædikestolen og Politimagten til at holde Afbrydelser ude, ikke fremstille sig som en Jesu Efterfølger; thi Magtens Myndighed og Aandens Myndighed er i Troessager to aldeles modsatte Ting.

Som man vil erindre, foregik der forrige Søndag i St. Johannes Kirken et Opsigtsvækkende Optrin. Pastor Frimodt der hører til "den indre Mission" og virker i den Del af Kjøbenhavn, hvor Socialdemokraterne har mest Tilhold, har for Skik i sine Søndagstaler at vælge Socialismen som Udgangspunkt for sine Udviklinger. Dette skal efter Meddelelse til Aarh. Amtst. ogsaa være godtgjort ved de Undersøgelser, som Sagen har fremkaldt. Der tilspids, at han ligeledes fremdrager denne Sag i sine Ligtaler.

I den Tale, der fremkaldte Afbrydelsen, var han ogsaa kommen dybt ind i Spørgsmaalet om Storborgere og Socialister. Fyns Tid. meddeler herom, at et ungt Menneske, som den siger var en Snedkersvend, men som Aarh. Amtstid. siger var en Smedesvend, men som ikke hører til Socialdemokraterne, og fra alle Sider siges at være et meget skikkeligt Menneske, ytrede høit: "I Herrens Navn, saa ti dog stille med den Passiar om Storborgere og Socialister; jeg er kommen her for at høre Dagens Evangelium. Hold Dem dog til Texten!" Midlf. Av. mener dog, at Afbrydelsen har lydt noget anderledes og ikke været fri for raa Udtryk, hvad ogsaa er meddelt her i Bladet. En saadan Afbrydelse vakte selvfølgelig megen Uro i Forsamlingen.

Afbryderen blev efter hvad Fyns Tid. meddeler, ved Politi bragt ud af Kirken og ført til Politistationen. Der maa saaledes være indtraadt en Stansning; "men da Roligheden var gjenoprettet - som Fyns Tid. skriver - og Pastor Frimodt skulde fortsætte sin Tale, skal hans første Ord have været: "Det var Satan, som hævede sin Røst iblant os." Aarh. Amtst. meddeler nu, at Pastor Frimodt har modtaget en ministeriel Tilrettevisning. Selvfølgelig har Kriminalretten optaget Forhør over Afbryderen, men heraf maa det da være fremgaat, at Pastoren selv har fremkaldt et saadant Udbrud ved idelig at bringe Politik paa Bane.

Det skulde synes, at Geistligheden vel kunde finde Omraader, hvor den kunde tale til alle Kirkegangernes Opbyggelse om det Rige, der ikke er af denne Verden, og om Veien til det Borgerskab, som er i Himlene. Det skulde netop under de politiske Modsætninger, som Loven tillader, og som den Geistlighed, der vil være Øvrigheden til Støtte, bør agte, synes at være det retteste, om Søndagsopbyggelsen kunde være det Sted, hvor vi Alle kunde mødes i Fred for Guds Øie hver med sit Regnskab for den Alvidende.

Men skulde det ikke være Tilfældet, skulde der altfor stærkt tales Politik paa Prædikestolen, saa afbryd ikke, men tag Vidner paa den Geistliges Mund, og lad saa navngivne Mænd meddele Stedets Blade, hvad den Geistlige mener uden Modsigelse at kunne byde Tilhørerne. Saaledes bærer man sig ad i Schweitz.

(Folketidenden 5. april 1876).

Satan i Kirken. Det uhyggelige Optrin, som forrige Søndag fandt Sted i St. Johanneskirken i København og hvorom Bladene have haft forskjellige Meddelelser, skal ifølge flere mundtlige Beretninger til Midf. Av. ikke være skel ganske saaledes som er berettet. Navnlig skal Snedkersvendens Udraab ikke være faldne saaledes som tidligere meddelt. Han skal i alt Fald have brugt et Par temmelig raa Udtryk. Pastor Frimodt havde i den første Del af Prædikenen gaaet skarpt imod "Storborgerne", de dovne de nydelsessyge Mennesker, men derefter tog han fat paa Modsætningen: den samfundsopløsende "Socialisme". Heri var det han blev afbrudt af den unge Mand, der dog hverken er Socialist eller i øvrigt udskejende. Pastor Frimodt standsede et Øjeblik, men da Roligheden igjen var bragt til Veje, vare hans første Ord: "Det var Satan, som hævede sin Røst iblandt os!" - en Udtalelse, der forekommer os vel saa upassende, som alt det Øvrige!

(Vendsyssel Tidende 11. april 1876).

Fotograf Harald Peter Willam Schumacher (1836-1912): Rudolph Frimodt (1828-1879), præst. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Pastor Jens Christian Rudolph Frimodt (1828-1879) blev cand.theol. 1854. Efter ansættelser som religionslærer i København og adjunkt blev han i 1861 den første præst ved Skt. Johannes Kirke på Nørrebro. Han var medlem af Det Danske Missionsselskabs bestyrelse og stiftede den københavnske Indre Missions i 1865. Med opførelsen af Skt Stefans Kirke (1874) og Skt Jakobs Kirke (1878) blev sognet delt. Han døde 21. marts 1879 af lungebetændelse. I Hans Brix' blad Ravnen fremstilledes han som "Fasanslugeren", hvilket hentydede til at han her mistænktes for at nyde bordets glæder.